v - Rosekamp

337
paa den Tid finde rige Spor af det stærke Liv, der dengang
var i Nykjøbing og Omegn og som ogsaa Barfod bidrog sin
Del til al vedligeholde. I Sønderjylland blev Imm. B.s Hovedvirkekreds
mellem de rige, store, bondestolte slesvig-holstenskc
Bønder i Angel. Den Søndag, han holdt sin Prædiken
paa Tysk, var Kirken fuld; naar der holdtes dansk
Prædiken, stod Kirken saa omtrent tom. Denne træge, sejge
Oprørsaand, der gjorde sig gældende i alle Forhold, var i
høj Grad nedtyngende for en Karakter som Imm. Barfods,
og Opholdet i Sønderjylland bidrog vistnok ikke lidet til at
berøve ham det friske og frejdige Syn paa Livet, der ellers
hørte hans Natur til og ogsaa havde sin Bod i hans Kristendomsopfattelse.
Hvem der har hørt Provst B. eller hans
Hustru fortælle, hvorledes det slesvig-holstensksindede Kirkeraad
hin Søndag Morgen den 6te Februar, da Østrigerne
vare trængte ind over Grænsen og en Afdeling var marcheret
op foran Sørup Præstegaard, forbød Præsten at gaa over i
Kirken for at forrette Gudstjenesten, medens de selv og deres
store Tilhæng i Sognet droge op til Templet, syngende „Nun
danken Alle Gott", og fra Kirkespiret havde stukket Oprørsfanen
ud, glemmer aldrig den Smerte, der laa bag deres
Ord herom. Baade Præsterne og Lærerne i Musse Herred
have givet ham synlige Minder om, at de fuldt have skønnet
paa hans varme Interesse og nidkære Virksomhed for de
Embeder, han her røgtede. Hans gæstfrie, jævne Hjem, hele
det velsignede Familieliv, der, trods megen Modgang og vistnok
ofte smaa og trange Kaar, var Midtpunktet for al Godgørenhed
og Alt, hvad der var smukt og attraaværdigt i Menigheden,
vil sent glemmes/' (Lolland-Falsters Stifts-Tid. 15.
Mai 96, se ogsaa for 20. Mai 96). „Han havde en for Præsterne
sjælden praktisk Sans og Administrationsevne. Efter
at Stiftet havde mistet sin højtbegavede og dygtige Biskop
Monrad, var Barfod den, som Præster, Lærere og Menighedsmedlemmer
oftest gik til for at søge Baad og Vejledning.
Han gennemgik med en forbavsende Flid og Udholdenhed
alle Stiftets Kirkebøger og Skifteprotokoller, og da han dertil
var i Besiddelse af en enestaaende Hukommelse og en
udmærket Kombinationsevne, vil det forstaas, at han i sin
„Falsterske Gejstligheds Personalhistorie" frembragte et Arbejde,
der ikke blot er uovertruffet, men hvortil der end ikke
senere er leveret Sidestykke. Han skrev den oprindelige Indbydelse
til Stiftelsen af Samfundet for dansk-norsk Genea-
ii. 22