SPM 0410.03.indd - Spedalsk.dk

spedalsk.dk

SPM 0410.03.indd - Spedalsk.dk

Spedalskhedsmissionen

September 4/2010

Aldori Roy

Interview med Lissi Stoklund

Sogneprædt og Musiker

Et gensyn efter 25 år

Spedalskhedsmissionen 1


Bestyrelse:

Jan Meyer, læge, Hobro, formand

Flemming Møller Mortensen,

sygeplejerske, MF, Skørping,

næstformand

Lisbeth Pedersen, bogholder,

Amager, kasserer

Asbjørn Hansen, sognepræst,

Svinninge

Kristian Jensen, skolepsykolog,

Aalborg

Hans-Jørgen Knudsen, projektleder,

Vanløse

Redaktionsudvalg:

Lissi Stoklund

Flemming Møller Mortensen

Kr. Jensen (ansvarshavende)

Kærvangsalle 34, 9000 Aalborg

TLF. 9812 7449

Kontor:

Administrator: Klaus Leonhardt

Skibbroen 6, 2. Postboks 13,

6200 Aabenraa

Tlf. 3838 4888. Fax 7462 7772

E-mail: info@spedalsk.dk

www.spedalsk.dk

Tryk: Øko-Tryk

Borrisvej 5b, 6900 Skjern

Tlf. 9694 0411

Forsidefoto:

Flemming Møller Mortensen.

Bagsidefoto:

Flemming Møller Mortensen.

Brugte frimærke sendes til:

Knud Grøndahl Mortensen

Stenlandsvej 25

2300 København S.

2 Spedalskhedsmissionen

Leder

Kære læser!

Kære læser.

Det er en menneskelig selvfølgelighed

at føle ansvar for de

medmennesker, der har brug for

hjælp!

Heri ligger hele grundtanken bag

Spedalskhedsmissionen, såvel som

bag de mange øvrige sociale og

humanitære hjælpeorganisationer.

For mit eget vedkommende har

selvfølgeligheden bag dette ansvar

stået krystalklart siden mit

første møde med spedalske patienter.

Jeg arbejdede da som

sygeplejerske på et af Spedalskhedsmissionens

hospitaler i Sydindien,

hvor hverdagen gik med

behandling og pleje af patienter

med sygdommens mange fysiske,

psykiske og sociale følger.

Nytten af hjælp til de spedalskhedsramte

er slående. Med stort

engagement og professionalisme

har jeg set arbejdet blandt de

mange patienter blive udført. Et

arbejde som ingen andre står i kø

for at udføre.

Behovet for denne engagerede

og professionelle indsats er fortsat

meget stor. Flere hundrede

tusinde børn og voksne smittes

fortsat hvert år med spedalskhedsbakterien.

Sygdommen ødelægger

nerver i kroppen og meget

alvorlige handicaps og voldsomme

vansiringer opstår, hvis

ikke der hurtigt behandles med

medicin. Mennesker smittet med

spedalskhed dør ikke af sygdommen,

men livet kan ændres til

ukendelighed og umenneskelighed.

Vi takker dig, fordi du læser vort

blad og håber, at du vil hjælpe

os med at udbrede kendskabet

om sygdommen og nutidens

muligheder for behandling til de

mange danskere som fejlagtigt

tror, at spedalskhed er en forhistorisk

sygdom, som forlængst

er udryddet.

Din hjælp, såvel den personlige

som økonomiske er af meget

stor betydning.

Flemming Møller Mortensen

Hindu-præst behandles på spedalskhedshospital i Sydindien, hvor Flemming

Møller Mortensen taler med ham om sygdommens angreb af bl.a. begge

hænder.


Fra Bangladesh

Aldori Roy

Aldori Roy er en virkelig smuk kvinde. Hun lå

krøllet sammen i sin seng, da vi nærmede

os, men hun satte sig hurtigt op og gav os

det mest vidunderlige smil og syntes virkelig glad

over at besvare vore spørgsmål gennem en translatør.

Hun havde haft et ulykkeligt liv på grund

af spedalskhed og den deformering, hun havde

lidt. Fotografiet viser højre hånds finger forkortet,

men vil ikke vise den reelle årsag til, at hun er

på hospitalet i Nilphamari. Hun fik en protese for

cirka 10 år siden, men har brug for en udskiftning.

Hun er amputeret lige under knæet.

Aldori er 35 år og er for tiden ugift, fordi hendes

ægtemand rimeligt hjerteløst forlod hende på

grund af hendes spedalskhed - på et tidspunkt,

hvor hun var gravid med sin eneste søn. Ajoy Kumar

Roy, hendes søn, er nu 18 år gammel. Hun bor

i landsbyen Natore - en lang vej væk, og tilsyneladende

er hendes ægtemand nu flyttet til Indien.

Hun er hindu.

Hun kan nu leve lykkeligt i sin landsby, fordi stigmaet

ikke er udbredt, selvom det på et tidspunkt

var et problem for hende. Hendes søn har epilepsi,

så livet har været ret vanskeligt for hende.

Hun bor sammen sin broder og moder, og det er

hendes brors kone, som har lært hende at strikke.

Hendes søn arbejder i en butik og er i stand til at

tjene lidt penge. Oprindelig var hun meget trist

på grund af spedalskheden og den effekt, som

den har haft for hendes liv, men nu har hun gåpåmod

og er taknemmelig for den hjælp, som hun

har fået fra sin familie. Generelt set må man dog

sige, at livet har været hårdt for hende.

Hun strikker på en hue af sort uld og oplyser,

at hun også strikker trøjer og halstørklæder. Hun

laver dem på bestilling og tjener lidt herpå. En

trøje tager 15 dage, et halstørklæde mindre end

10 dage. Hendes liv har været hårdt på grund af

spedalskhed, men hun udtaler, ”Jeg kan ikke arbejde,

og jeg kan ikke gå ordentlig på grund af

spedalskhed”, men hun siger dette med et bedrøvet

smil. Selvom livet har været hårdt for hende,

har det ikke taget modet fra hende, og hun har

klaret sig.

Aldoris familie

har lært hende at

strikke

Foto: Georgina

Cramston

Af Jean Jones

Oversat af HS-H

Spedalskhedsmissionen 3


Af Kristian Jensen

Vore oplevelser

Interview med Lissi Stoklund

I forbindelse med det nye år indtræder der ændringer

i bladets redaktion. Lissi Stoklund har i en meget lang

årrække trukket et stort læs i dette redaktionsarbejde.

Hvornår og hvordan kom du ind i spedalskhedsarbejdet?

Jeg tiltrådte som kasserer og sekretær

den 1. august 1966. Det lyder som rigtig

mange år, og det er det jo også, men

jeg føler, de er gået hurtigt. Jeg var på

det tidspunkt på barsel efter vort første

barn. Mit arbejde havde jeg kvittet

– det gjorde man oftest dengang - hvor

der ikke var så mange børneinstitutioner.

Jørgen Rasmussen, som i mange år

var ulønnet redaktør af komiteens blad,

4 Spedalskhedsmissionen

og ulønnet rejsesekretær, kontaktede

KFUM-Spejderne, hvor jeg havde været

ansat i godt 3 år. Det var hensigten at få

et kontor i KFUM-Spejdernes nyerhvervede

hus, idet den daværende sekretær,

som havde kontoret i sin erhvervslejlighed,

ville fratræde. Desværre var alle

lokaler optagede og på vej ud af døren,

spurgte Jørgen Rasmussen, om de

så ikke kunne foreslå ham en sekretær.

Jeg blev foreslået, og Jørgen Rasmussen

kontaktede mig med henblik på en samtale

om stillingen på halv tid. Vi havde

Ellinor Grøndahl

Mortensen og

Lissi Stoklund

holder pause

under klinikbesøg


en god snak, og efter at jeg havde drøftet

sagen med min mand, sagde jeg ja

til opgaven. Komiteens formand biskop

Fuglsang-Damgaard skulle dog lige godkende

’giraffen’ først – det gjorde han.

Du begyndte som sekretær hjemme i

din dagligstue.

Ja, vi havde en 1½ værelse lejlighed og

fik sat en bordplade op i den ene ende

af opholdsstuen, hvorpå jeg kunne have

de forskellige kontorredskaber. De sorte

kartotekskasser fik en pæn gang maling,

og så var jeg klar til at gå i gang. Vi

er flyttet, men Spedalskhedsmissionens

kontor flyttede med hver gang indtil

1986, hvor Ellinor Grøndahl Mortensen

ansattes.

Jeg fortsatte som sekretær og kasserer

indtil 1. august 1990. Derefter var jeg

kasserer (ulønnet) indtil 2003 og fra da

af udelukkende medlem af Redaktionsudvalget.

Giv et par glimt fra din bestyrelsestid.

Mit første møde i bestyrelsen må have

været sidst i 1966. Det var meget overvældende

for mig og uden tvivl også for

komiteens medlemmer. Jeg var kun 28

år og Anna Wiesel, som jeg afløste, var

omkring de 70 år. Men der blev taget

pænt imod mig.

I de første år udsendte vi medicinske studenter

i samarbejde med Folkekirkens

Nødhjælp. Mange af dem har vi senere

haft glæde af som medarbejdere.

Vi samarbejde også med de øvrige missionsselskaber

i Danmark og støttede

økonomisk de af deres missionærer, som

arbejdede for de spedalske.

Vi havde den glæde, at Johs. G. Andersen

skulle forsvare sin doktordisputats

om spedalskhed i København, og det

bragte selvfølgelig eksperter i sygdom-

men til landet bl.a. fra TLM-I.

Efter Fuglsang-Damgaard blev Ole Bertelsen,

Johs. Bangert og senest Jan Meyer

formand for bestyrelsen.

Vi har jo sammen arbejdet med vort

blad – hvor længe? Kan vi kalde det fra

klippe-klistre perioden til computerperioden.

Jeg kan ikke huske, hvornår det egentlig

begyndte, men det er rigtig mange

år – måske 20 år. Det var lidt tungt i

begyndelsen, idet selve artiklerne blev

skrevet hos bogtrykkeren, som så sendte

os en såkaldt spaltekorrektur. Den

klippede vi i strimler, som vi klistrede på

ark og sendte til bogtrykkeren.

Senere fra 2004, hvor det blev almindeligt

at have hjemmecomputer, kunne

jeg selv skrive artiklerne og sende dem

til den nye bogtrykker (ØKO Tryk), som

lavede layout og i øvrigt kunne trykke

bladet i farver til en meget billig pris.

Husker du særlige ting fra besøg hos

spedalske.

Jeg mødte den første spedalske patient

i 1978 i forbindelse med en spedalsk-

Helga Johansen

Spedalskhedsmissionen 5


Den første spedalske

patient jeg

mødte

hedskongres i Singapore, som Den internationale

Spedalskhedsmission stod

for. Alle samarbejdslande såvel som arbejdsområder

var repræsenteret. Både

det at møde en spedalsk og samtidig få

lov til at deltage i denne kongres, gjorde

et gevaldigt indtryk på mig og gav mig

inspiration i det daglige arbejde, som jo

ind imellem var et lidt ensomt job.

Få år senere i 1979 blev der igen holdt

en kongres denne gang i Indien. Det var

efter denne, jeg for første gang besøgte

nogle af spedalskhedsmissionens egne

hospitaler og ved selvsyn oplevede ar-

6 Spedalskhedsmissionen

bejdet. Jeg var lidt ked af, at der skulle gå så mange år, inden

jeg skulle få den oplevelse. Men dengang rejste man

ikke så meget.

På denne tur husker jeg mange spedalske. Især husker

jeg et søskendepar som var svært handikappede, men

som broderede med deres næsten ubrugelige hænder. De

have været på hospitalet i ligeså mange år, som jeg var

gammel. De gav mig en rose, som jeg tog med hjem, og

som i mange år hang på min opslagstavle på kontoret. Nu

er den faldet helt fra hinanden, men så sent som i 2003

havde jeg den stadig.

Vadathorasalur, hvor dels Emilie Lillelund og senere Helga

Johansen arbejdede som sygeplejersker, var også en dejlig

oplevelse. Det der gjorde dette hospital til noget særligt

ud over, at vi havde haft 2 sygeplejersker på hospitalet, var

skolen primært for spedalske børn eller børn af spedalske

forældre. De gav liv til området.

Det har også været dejligt at opleve hospitalet i Nilphamari

i Bangladesh og se, hvordan det nytter at gøre et

gedigent stykke arbejde.

Jeg husker også glæden over, at vi kunne give Dapsone

til de spedalske. Men det var et stort problem, at patienterne

skulle tage tabletterne i så mange år uden reelt at

se nogen virkning. Det kneb lidt med motiveringen til at

fortsætte behandlingen. Derefter kom problemerne med

resistensen på grund af, at medicinen ikke blev taget som

foreskrevet.

Endelig kom så fler-medicin behandlingen, som stadig anvendes,

og den er effektiv. Jo, sorrig og glæde de vandre

til hobe.

Jeg vil gerne benytte lejligheden til at sige Lissi tak for et

meget givende samarbejde i den lange årrække. Ligeså en

tak for en enorm arbejdsindsats. Jeg vil savne vort samarbejde,

men alt har jo sin tid.

Kristian Jensen


Ny i bestyrelsen

Sognepræst og musiker

Asbjørn Hansen har sagt ja til

at træde ind i Spedalskhedsmissionens

bestyrelse.

Her præsenterer han kort sig

selv.

Med en baggrund i missionsbevægelsernes

ungdomsarbejde (LMU og KFS) har jeg bevæget

mig gennem en række forskellige, kirkelige

sammenhænge, før jeg for godt ti år siden

blev sognepræst i Hjembæk og Svinninge – to

landsogne mellem Holbæk og Kalundborg. Jeg

har således prøvet så forskellige situationer

som at være lærer for missionærbørn i Kenya,

skrive artikler og lave lay-out for avisen, ”Udfordringen”

og spille til lovsang i en karismatisk

folkekirke i København. Jeg spiller guitar

og klaver og har været med i mange musikalske

sammenhænge.

Jeg var ikke sikker på, jeg ville være præst, så

efter teologistudiet var jeg først journalist og

senere efterskolelærer. Jeg nåede også at rejse

Europa rundt med min kone og dengang to

børn i 10 mdr., men otte år efter embedseksamen

søgte jeg embede, og så faldt tingene lidt

til ro. Nu har jeg så min daglige gang i folkekirken.

Til tider føler jeg mig udfordret og må

overveje, om det stadig er min kirke, men indtil

videre er det en god platform, hvor jeg får

mange mennesker i tale og føler, jeg udfylder

en meningsfuld og rigtig rolle som formidler

af evangeliet på mange måder. Se evt. mere

på www.svinningekirke.dk. Min kone, Lin, og

vores tre børn, Joanna, Levi og Emma Lou, har

haft en række gode år i Svinninge. Nu er de

to ældste allerede flyttet hjemmefra, og der er

blevet lidt mere overskud i hverdagen.

Derfor har jeg også takket ja til at træde ind i

Spedalskhedsmissionens bestyrelse. Det er for

mig et meget meningsfuldt arbejde, fyldt med

medmenneskelighed og konkret hjælp funderet

i budskabet over dem alle om Guds omsorg

og frelse. Jeg finder det spændende at tænke

kreativt og visionært og håber, jeg kan bidrage

på de felter. Tal og paragraffer er ikke min

stærkeste side.

Asbjørn Hansen

har været sognepræst

i to landsogne

på Vestsjælland

i ti år.

Sang og musik

fylder meget i

Asbjørn Hansens

liv. Her fremføres

en sang under en

konfirmation i

2008.

Spedalskhedsmissionen 7


Af Sygeplejerske

Ellen Dalgaard

Jensen

Foto af Ellen Dalgaard

Jensen

Fra Sikonge, Tanzania

Et gensyn efter 25 år

I februar 2010 besøgte jeg Sikonge i Tanzania for første

gang efter at være rejst for 25 år siden, og det blev

en virkelig stor og dejlig oplevelse at gense stedet og

møde mange venner og bekendte.

Især have jeg glædet mig meget til at

træffe tidligere medarbejdere, spedalske

patienter og voksne, som dengang

gik i børnehave.

Der var rygter om, at jeg skulle komme,

men folk troede ikke på det, så de blev

virkelig overraskede, og der blev givet

mange knus.

Det var en særlig stor opmuntring at

møde tidligere børnehavebørn, de kom

jo dengang fra det fattigste område i Sikonge

og fra hjem, hvor en eller flere

8 Spedalskhedsmissionen

var spedalske. Den første børnehave

blev oprettet i Kidugalo ved Spedalskhedshospitalet

i 1976 af en spedalsk patient,

Japhet Mbelengo, den anden børnehave

i Kanoge i 1977 med en spedalsk

patient, Robert, som leder og den tredje

ved Sikonge Hill 1979 med en ung pige

som leder. Allerede i løbet af kort tid

fik vi rapport fra grundskoler, at børn,

som kom fra børnehaverne, klarede sig

bedre end de andre, de blev de dygtigste

i skolen.

Samtale med

Mama Sarah


Erfaringerne med disse børn gav os inspiration

til at skrive Chemchemi-serien,

2 spedalske patienter brugte det meste

af fritiden i 5 år til at skrive 4 bøger. Den

første bog blev anmeldt to gange i Tanzania

radio, og på denne måde bredte

arbejdet sig rundt i landet. Japhet kom

en dag glædesstrålende og fortalte, at

hans onkel havde skrevet et brev, hvor

han siger, ”at han har hørt ham i radioen,

og nu gerne ville besøge ham.”

Hvad det betød for en spedalsk patient

kan ikke beskrives.

Bøgerne indeholder foruden emner om

sundhed, forebyggelse af sygdommen,

god ernæring, hvordan man holder husdyr

også opfordring til at dyrke frugt og

grønt, hjælp til praktiske gøremål, vigtig

information om AIDS og spedalskhed

m.m. Chemchemi betyder kilden.

Med bøgerne ville vi gerne højne folks

interesse for de oversete og åbne folks

øjne for menneskelige værdier og kræfter,

som man måske aldrig havde tænkt

eksisterede. Bøgerne skulle bruges som

supplement til de eksisterende skolebøger,

og de blev anerkendt af Undervisningsministeriet.

Nu 25 år efter blev der sagt fra forskellig

side, at børnene fra de tre nævnte

børnehaver havde klaret sig ualmindeligt

godt i alle årene, og jeg traf til min

store glæde en del af dem. En dag stod

jeg på en vej og talte med 5 kvinder, 3

af dem havde gået i børnehave, og den

4. i sygeplejeskolen, som jeg var med til

at oprette i 1980.

Lisbeth og Steen Mølgaard Andersen

er jo i Sikonge, og det var rart at kunne

følges med Steen ud til Kidugalo og Kanoge,

på hans og den anden læges (Ruhamayas),

ugentlige tur for at tilse de

spedalske patienter. Lægerne var ventet,

og alle sad parate til at få uddelt medicin

eller få deres sår forbundet. Børnene

flokkedes om Steen, som tog sig tid til

Dejligt at se gamle venner igen.

Kanoge

at tale med dem. Vejen dertil var meget

dårlig, og det er flot, at 2 læger tager

turen derud en gang om ugen.

I 2004 blev jeg opfordret til at lade to af

bøgerne revidere, modernisere og genoptrykke.

Da bøgerne er skrevet på to

sprog, engelsk og kiswahili, måtte jeg

have nogle personer, som kunne flydende

kiswahili til at hjælpe mig. Det

blev 2 kunstnere og lærere fra Kenya,

Peter Okoyo og Mike Magambo, der

hver sommer underviser på forskellige

skoler i Danmark. Vi mødtes i Danmark

og kunne så begynde samarbejdet. Da

de rejste tilbage til Kenya, fortsatte vi

Spedalskhedsmissionen 9


Steen Mølgaard

Andersen omringet

af børn

kommunikationen via e-mails og telefon.

Det blev til flere 100 e-mails og

mange telefonsamtaler. Midt i det hele

var der uro i Kenya, og mine venner var i

livsfare, men klarede det. Det forsinkede

dog vort projekt.

I 2008 blev bøgerne trykt, og jeg blev af

vennerne i Kenya opfordret til at komme

til Kenya for at møde børn og lærere

og dele bøger ud.

Det blev en fantastisk tur med en uge

i Kenya og en uge i Tanzania. Peter og

jeg besøgte 9 skoler, og overalt fik vi en

varm modtagelse.

Husk vores kollektdag den 5. sept.

10 Spedalskhedsmissionen

Vi tog ud til Kogelo, landsbyen, hvor Barack

Obamas far stammer fra, og vi mødte hans

tante Mama Sarah (også kaldet bedstemor).

Jeg fik en god samtale med hende, hun er et

meget fint, beskedent og omsorgsfuldt menneske,

som besøger skoler, hvor der er mange

forældreløse børn. Hun fortalte om det enorme

problem, de har, fordi forældregenerationen

mangler. Børnene mangler tøj, mad og

penge. Hun modtog 40 af vore bøger til uddeling

og var meget taknemmelig.

Turen til Afrika sluttede med ugen i Tanzania,

og jeg siger ligesom Peter sagde efter, vi

var kommet hjem: ”Det var fantastisk, det var

fantastisk.”


Årsregnskab 2009

I 2009 modtog Spedalskhedsmissionen:

Indtægter 2009 2008

Private gaver 1.037.454 1) 828.185

Kollekter og øvrige indsamlinger 179.108 156.791

Momskompensation og Tips&Lotto midler 121.498 167.412

Andre indtægter 63.418 55.552

Arv og legater 3.952.434 2) 53.500

Renteindtægter 12.864 31.689

Samlede indtægter 5.366.776 1.293.129

Udgifter

Sendt ud til arbejdet for spedalske 2.754.823 3) 1.411.600

Informationsomkostninger 638.957 4) 297.080

Administrationsomkostninger 733.972 5) 566.171

Gebyrer til bank, PBS m.m. 17.387 12.323

Samlede udgifter 4.145.139 2.287.174

Overskud 1.221.637 3) -994.045

Hele regnskabet kan ses på www.spedalsk.dk

En MEGET stor tak til alle, som har bidraget til tallene i 2009!

1) Den væsentligste årsag til stigningen er en kampagne i påske for at få flere givere til

arbejdet.

2) Som det fremgår udgør arv en meget stor og vigtig del af vore indtægter. Vi vælger at indtægtsføre

arvesager i det år, vi modtager dem, hvorfor der kan være store udsving fra år til år.

3) Vi afventer svar fra Civilstyrelsen angående hvor stor en del af arv modtaget i 2009,

skal indsættes som fondskapital. Pr. 21/6 2010 har vi fortsat ikke fået svar.

4) Stigningen skyldes, at vi har gennemført en større kampagne for at få nye givere, en

annoncekampagen for arv og testamente og en telefonkampagne overfor nye og eksisterende

givere.

5) Stigningen skyldes dels, at administrationen har brugt flere timer i 2009 end i 2008,

og dels, at vi har fået ny hjemmeside og prisstigning generelt.

Spedalskhedsmissionen 11


Svært angreb af spedalskhed

kan gøre alderdommen

særdeles vanskelig.

Disse to indiske

kvinder bor nu på et af

Spedalskhedsmissionens

ældrehjem

ISSN

Spedalskhedsmissionen

1398-6236

Indbetaler

Meddelelse til modtager

Overførsel fra kontonummer

8 7

Min gave til uddeling til arbejdet for de spedalske

Kroner Øre

Til maskinel aflæsning – Undgå venligst at skrive i nedenstående felt

+01<

BLAD NR 4/2010

Beløbsmodtagers kontonummer og betegnelse Beløbsmodtagers kontonummer og betegnelse

Underskrift ved overførsel fra egen konto

GIROINDBETALING

KVITTERING

Betalingsdato eller Betales nu

Gebyr for indbetaling betales kontant

Kroner Øre

. . , . . ,

+3069494<

306 9494 306 9494

Spedalskhedsmissionen

Skibbroen 6, 2.

Postboks 13,

6200 Aabenraa

Dag Måned År Sæt X

4030S (12.06) DB 209-9958

Kvittering

Spedalskhedsmissionen

Skibbroen 6, 2.

Postboks 13,

6200 Aabenraa

Checks og lignende accepteres under forbehold af at pengeinstituttet

modtager betalingen. Ved kontant betaling i pengeinstitut

med terminal, er det udelukkende pengeinstituttets

kvitteringstryk, der er bevis for hvilket beløb der er indbetalt.

More magazines by this user
Similar magazines