Preben Kok: Skæld ud på Gud. Tekstforfatter, 120 sider. Informations ...

A-PDF Split DEMO : Purchase from www.A-PDF.com to remove the watermark
SKÆLD UD PÅ GUD
1

2 SKÆLD UD PÅ GUD

PREBEN KOK
i samarbejde med
SUNE DE SOUZA SCHMIDT-MADSEN
SKÆLD UD PÅ GUD
INFORMATIONS FORLAG
3

4 SKÆLD UD PÅ GUD
Skæld ud på Gud
© Informations Forlag og Preben Kok, 2008
Grafisk tilrettelæggelse og sats: Graphorama.dk
Sat med Minion Pro
Omslag: Imperiet
Omslagsfoto: Dorte Grann
Tryk: Arco Grafisk A/S
1. udgave, 1. oplag
Isbn: 97887-7514-2156
Bogens udgivelse er støttet af:
Overlæge Agner Haug og fru Birgit Haugs Fond
Thomas Harttung
Kopiering fra denne bog er kun tilladt i overensstemmelse med gældende Copy-
Dan-regler. Enhver anden udnyttelse uden forlagets skriftlige samtykke er forbudt
ifølge gældende dansk lov om ophavsret.
Informations Forlag
St. Kongensgade 40 C
DK-1264 København K
www.informationsforlag.dk

Indhold
Indledning ....................................................................................... 7
Skæld ud på Gud .......................................................................... 11
Psyke og ånd .................................................................................. 25
Den fundamentale ambivalens ................................................... 35
Drabet på det perfekte menneske ............................................... 55
Den frugtbare grænse ...................................................................65
Syndens vej .....................................................................................75
Moderne sjælesorg ........................................................................83
Maria og genopstandelsen ............................................................91
Det religiøse fællesskab .............................................................. 101
Sygehus uden grænser ............................................................... 107
Borger i to riger ........................................................................... 115
Mediator af Simon Grotrian ....................................................... 120
5

6 SKÆLD UD PÅ GUD

Indledning
Da jeg var ung, spillede sygdom en stor rolle i mit liv. Min far fik
en dødelig lungesygdom, da jeg var 13, og som 21-årig blev jeg
selv indlagt med en livstruende sygdom. Jeg troede ikke, at jeg
ville overleve, og på det tidspunkt fyrede jeg Gud. Det lykkedes
lægerne at redde mig, men få år efter blev jeg syg igen, denne
gang i nyrerne.
Da jeg var barn, kom jeg ikke i kirken: mine forældre havde et
mejeriudsalg, og derfor arbejdede vi altid om søndagen. Men jeg
har aldrig været i tvivl om, at Gud var der. Ikke før jeg lå i hospitalssengen
og hostede blod op og var sikker på, at min sidste time
var kommet. Dér mistede jeg min barnetro, og den kom aldrig
tilbage igen. “Hvis det er sådan, du behandler mennesker, så er vi
to færdige!” sagde jeg til Gud. Og så oplevede jeg det mærkelige,
at han ikke gik nogen steder. Det var utroligt ydmygende at ligge
der og undsige ham og samtidig føle, at han ikke forsvandt. Og
det var fortvivlende at føle, at han var der, men at han ikke gjorde
noget for at hjælpe mig. Og så sagde jeg det igen, og denne gang
var jeg vred. Men Gud gik ingen steder. Og lige pludselig blev
bare det, at han var der, til en solidaritetserklæring, og jeg indså,
at det var kernen i kristendommen.
7

8 SKÆLD UD PÅ GUD
I dag, i mit arbejde som sygehuspræst, får jeg flere gange om
måneden mennesker til at fyre Gud. For mange betyder det, at
de bliver lettet for en byrde, et ansvar over liv og død, som vi som
mennesker ikke har magt over.
Jeg har været sygehuspræst i mange år, og det er ikke kun
patienterne, jeg taler med. En stor del af mit arbejde går ud på at
supervisere læger og sygeplejersker, og hjælpe dem med at klare
en hverdag, der ofte kan virke meningsløs og belastende. Dette
arbejde er især udsprunget fra Vejle Sygehus, hvor vi har udviklet
en model for, hvordan man indtænker magtesløsheden og troen
i det daglige arbejde, og med forbløffende resultat.
I vores moderne tid har vi en tendens til at gøre mennesket
til Gud. Hvis ikke vi selv har magten, bliver vi usikre og angste.
Vi skyder skylden på os selv, hinanden, samfundet – nogen må jo
have den. Men vi kan kun være skyldige, hvis vi rent faktisk har
magten til at gøre det anderledes.
Der, hvor vi har magt, har vi selvfølgelig et ansvar, og det skal
vi leve op til. Men de steder i livet, hvor vi ikke har magt, skal vi
lære at give slip og erkende, at vi er mennesker. Der skal vi lære
at lægge skylden over på Gud i stedet for at lade det gå ud over
vores ægtefæller eller naboer, der alligevel ikke kan gøre fra eller
til. Det er væsentligt mere frugtbart at rette det imod den, der
rent faktisk har magten, men alligevel lod det ske.
I foråret 2008 lavede jeg en programrække med Danmarks
Radio DR2, der hed “Skriftestolen”. I programmerne mødte jeg en
række mennesker, der befandt sig i ulykkelige omstændigheder
og alle var i dyb krise. Gennem samtale var det meningen, at jeg
skulle se, om jeg kunne få givet dem et skub i den rigtige retning
og få dem til at indlede en samtale med Gud.
Da programrækken var overstået, blev jeg kontaktet af Mette
Jokumsen fra Informations Forlag, der havde set udsendelserne
og gerne ville have mig til at skrive en bog. Forlaget arrangerede,

INDLEDNING
at jeg skulle fortælle om mit arbejde til Sune de Souza Schmidt-
Madsen. I praksis kom det til at forme sig som en række samtaler,
der mindede om en forlænget udgave af Skriftestolen, og de er
udgangspunktet for denne bog. Jeg takker Mette Jokumsen for
hendes idé og vedholdenhed, der har gjort, at bogen blev til, og
Sune de Souza Schmidt-Madsen for hans inspirerende engagement
og for det uundværlige praktiske arbejde, han har gjort.
I nogle af de eksempler og episoder, jeg fortæller om i bogen,
vil den omtalte person kunne genkendes. Jeg siger tak for, at de
pågældende har givet lov til, at deres betydningsfulde erfaringer
må bringes her.
Meningen med bogen er ikke at komme med en from prædiken,
men snarere det modsatte. Meningen er at vise, hvordan
tro kan skabe liv – selv der, hvor alt synes dødt. Jeg tror i glæde,
og jeg tror på trods. Jeg mener, at man har ret til at blive vred
på Gud, og at det nytter at skælde ham ud. Det, jeg vil prøve at
pege på, er, hvordan man kan forholde sig til magtesløsheden,
både det sted hvor man ikke selv har skyld og også der, hvor man
faktisk selv har en del af skylden.
Samtidig mener jeg, at troen har en væsentlig rolle at spille,
ikke kun i forhold til den enkelte, men også i forhold til parforholdet,
arbejdspladsen og samfundet som helhed.
Mit eget udgangspunkt er kristendommen, men jeg er ikke
ude på at ændre folks overbevisning. Hvis man kan klare sig uden
en gud, er det fint. Men i mit arbejde oplever jeg ofte at mange,
også folk der ellers ikke opfatter sig selv som troende, kan bruge
Gud til noget. Det er udgangspunktet for denne bog: hvad troen
kan og gør for det enkelte menneske, og hvilken rolle kirken
spiller i det moderne samfund. Jeg håber, den kan være et bud på,
hvad kristendommen betyder, hvad den kan, og hvad den stadig
gør for os – også selvom vi ikke altid selv er klar over det.
9

10 SKÆLD UD PÅ GUD

Skæld ud på Gud
Tro betyder for mig ikke underkastelse. Jeg tror på trods. Ved dåben
siger vi, at hvis ikke man modtager Guds rige som et lille barn,
så kommer man slet ikke ind. Det er et billede, de fleste kender,
men for mange er det et glansbillede, et billede på kirkens hellighed.
Man ser en velfriseret femårig i matrostøj, der spankulerer
ind gennem perleporten uden at kny, men barnet i det glansbillede
opfører sig jo slet ikke som et barn, men som en lille voksen. Det
er et glansbillede, jeg gerne vil bryde med. For hvad er et lille
barn? Børn er jo ikke sådan nogle små søde engle, der bare gør,
som der bliver sagt. Børn kan være både egoistiske og krævende.
For mig er barnet i billedet et 18 måneder gammelt barn, der kl.
tre om natten står og rusker i sin tremmeseng og skriger. Det
siger ikke, “kære forældre, hvis en af jer skal på toilettet i løbet af
de næste fire timer og lige kommer her forbi, så vil jeg gerne bede
om et glas vand.” Det er tørstigt, og det skriger. Og forældrene
accepterer, at det skriger, de har ikke engang behov for, at barnet
forklarer, hvad det vil. De ved godt, hvad det savner og kan finde
ud af, hvad der skal gøres.
Det, der derfor ligger i dåbens ord, er ikke at vi skal tage matrostøj
på, når vi nærmer os perleporten. Det betyder, at hvis vi
11

12 SKÆLD UD PÅ GUD
i alvorlige situationer ikke tillader os at være lige så spontane,
som et lille barn er spontant, hvis ikke vi skriger, som et lille barn
skriger, så opdager vi ikke Guds storhed.
Når vi står i en alvorlig krise, hvor vi ikke selv kan klare skærene,
har vi muligheden for at overlade os til Gud. Ikke ved at
acceptere tingene som de er, men ved at få placeret den del af
ansvaret, der ikke er vores eget, et sted hvor det hører hjemme.
Og min erfaring er, at når situationen er alvorlig nok, og vi skriger
ærligt nok, så svarer Gud med et nærvær. Ikke som et svar på
“hvorfor?”, men som en kærlighedserklæring, der gør at spørgsmålet
bliver overflødigt. Der, hvor man er elsket, stiller man ikke
spørgsmål. Spørgsmålet opstår først, når man bliver i tvivl.
Er man tilstrækkelig syg, og bliver man tilstrækkelig elendig,
så kommer der et tidspunkt, hvor man får lyst til at blive barn igen
på en eller anden måde. Psykologerne kalder det at regrediere, og
inden for psykologien prøver man oftest at undgå det. Det skyldes,
at psykologien ofte gerne vil give mennesker mulighed for
at tage magt over situationen og genvinde kontrollen over deres
eget liv. Derfor er det ikke så godt, hvis klienten bliver barnlig.
Men i troen er vi Guds børn. Når jeg møder mennesker, der er i
alvorlig krise, fastholder jeg dem derfor i deres barnlighed. Den
barnlighed, der opstår sammen med elendigheden, der hvor man
mister kontrollen.
At kaste sig ud i troen er at tilkendegive at der er en instans
over en selv. Det betyder ikke, at man skal acceptere tingene, som
de er, og lukke af for det, der plager én. Det er vigtigt, at man
holder fast i protesten. Det drejer sig om, at når vi er kommet
ud i disse her urimelige forhold, hvor vores egen magtgrænse er
nået, så at sige: “Det ansvar, som jeg kan magte, det skal jeg nok
tage mig af, men det er ikke mig, der bestemmer over livet. Det
er dit ansvar Gud, og jeg syntes ærlig talt, at den måde du forvalter
det på, er noget gedigent svineri.” For det er barnets ret at

SKÆLD UD PÅ GUD
fortælle forældrene præcist, hvad det mener om dem – hvis bare
barnet er lille nok. Og når man kun er 18 måneder gammel, så
må man stadigvæk godt skrige, uanset hvor gode intentioner ens
forældre har, og uanset hvor gennemtænkt det, de gør for én, er.
Og uanset hvor højt man skriger, synes de ikke, at man er sindssyg.
Sådan har alle børn, i alle kulturer, altid gjort.
De allerfleste prøver at forholde sig voksent og rimeligt også
i situationer, der er helt urimelige. Det er meget forståeligt, men
der kommer sjældent noget godt ud af det. Vi mennesker er Guds
børn, ikke Guds voksne, og når livet bliver for stort, kan det være
godt at huske på.
Ofte ved vi det godt med kroppen – vores krop giver op helt
naturligt, mens vores hoved kæmper videre. Men når man ligger
på sit yderste, bliver der ikke kaldt på intellekt, for man kan ikke
tænke sig ud af det udsigtsløse. I den situation bliver der kaldt på
instinkter.
I vores handlinger er der ofte noget urmenneskeligt, primitivt
godt. Hovedparten i mit arbejde går ud på at få folk til at se
visdommen i det, de gør, og ikke i det, de tænker, for det, folk
gør, kommer et andet sted fra, og ofte er det klogere. I katastrofesituationer
prøver jeg derfor at få folk til at tænke i overensstemmelse
med det, de gør, og ikke omvendt.
Når man oplever de voldsomste ting i livet, så opstår der rent
instinktivt en vrede i en over, at livet er, som det er. Og det er godt,
for det primitive i os kan bruge vreden som brændstof til at overleve
de værste ting. Den vrede, der kommer fra urdybet, kan måske
skræmme os, fordi den føles uvant, men der er noget livgivende i
den. Det er kroppens måde at puffe os i den rigtige retning.
Ofte taler man om at “komme videre”, men jeg tror ikke, at
man nødvendigvis altid har behov for at komme videre. Hvis
man haster for hurtigt af sted, er der en fare for, at man i virkeligheden
bare kører endnu mere fast. Hvis man i virkelighedens
13

14 SKÆLD UD PÅ GUD
verden kører fast i en snedrive og gerne vil videre, hjælper det
heller ikke at speede op. Man må først bakke, hvis man vil fri.
Det samme gør sig gældende, hvis man er knuget af tab, vrede,
angst eller sorg – nogle gange er man nødt til at bakke. Det kan
man gøre ved at indoptage vreden og bruge den dynamik, der
ligger i den til at bakke ud af sit voksenansvar og tilbage til sin
barneret over for Gud.
Måske er primalskrigsteorien allerede så gammel, at den er
gledet i glemmebogen, men den har betydet en del for mit arbejde.
Den grundlæggende idé i den klassiske primalskrigsteori var at
komme i kontakt med sin indre natur ved at skrige sin vrede ud i
en skov eller på en bjergtop og måske rulle et håndklæde sammen
el.lign. og banke sin vrede ud i et træ eller sparke til en paddehat
for at få en forløsning. Det, primalskrigs-teoretikerne imidlertid
fandt ud af, var, at forløsningen blev større, hvis vreden havde
en menneskelig adressat i stedet for en plante. Når angsten er
enorm, er det ikke nok at træde på en paddehat. Når det bliver
rigtigt slemt, skal man have et svar fra den anden side, og det
underlige er, at for at du kan få et svar, så skal du henvende dig til
en person.
Det har imidlertid visse uheldige følgevirkninger, hvis man
begynder at slå sin ægtefælle eller sygehuspersonalet. Da det i
virkeligheden heller ikke er deres skyld, forløser det heller ikke
noget som helst – det giver bare dårlig samvittighed. Denne indsigt
er en grundlov inden for psykologien: vrede skal rettes mod
den rigtige for at blive forløst. Den, man skal skælde ud, er den,
der har ansvaret. I nogle situationer kan det være et andet menneske,
der har skylden, og så kan det gøre godt at få renset luften
med det menneske. Men i andre situationer er det ikke direkte
noget menneskes skyld. Hvem er skyld i, at du har fået leukæmi?
Hvis du kan klare dig med at sparke til et træ eller sådan noget,
så er det jo fint nok. Men på et eller andet tidspunkt er der nogen,

SKÆLD UD PÅ GUD
der vil opleve, at det ikke er nok. Og i dén situation skal man
meget konkret gøre sig det klart, hvem man henvender sig til,
hvem man lægger ansvaret over på. Er det en selv? Kan man selv
bære skylden for at have fået leukæmi?
Nogle tager hele skylden på sig selv, mens andre opdager, at
der er kun én, der kan modtage ens samlede synderegister, ens
magtesløshed og aggression, ens skyld og ansvar. Og det er en
gud, der er så personlig, at man vover at tale direkte med ham,
hvad enten det så er i ord eller tanker.
Min tro har et ansigt, og det bliver den nødt til at have, for ellers
henvender man sig til noget, der ikke rigtigt er der, og så kan aggressionen,
vreden, sorgen, eller hvad det nu er, der trykker, ikke
forløses. Så firkantet mener jeg faktisk, det er.
Samtalen med Gud er vigtig, for når vi når ud til grænserne
for vores egen magt, kan vi ikke føre samtalen med os selv. Der
har været mange, der op gennem det 20. århundrede har forsøgt
at finde forskellige erstatninger for Gud: Naturen, Videnskaben,
Vilkårligheden, Intetheden, for blot at nævne nogle. Og det er
godt nok, hvis det kan hjælpe en. Men i det øjeblik, tingene bliver
en tak værre, er det min opfattelse, at de svar, man finder hér,
sjældent slår til.
Egentlig er jeg ligeglad med, hvorvidt folk tror på Gud eller
ej, for det er min opfattelse ,at Gud elsker alle mennesker, uanset
hvad de selv mener om ham, og man får hverken mere eller
mindre kærlighed fra Gud afhængig af, om man tror på ham
eller ej. Men det, jeg har svært ved, er, at se mennesker gå til i
angst over en skyld, de ikke har. Den vil jeg gerne have placeret
et sted. Og der er det min erfaring, at det personlige gudsforhold
er nødvendigt, ellers bliver ens aggression bare en dyne, man står
og slår i. Og så er der den fordel, at Gud allerede kender dig, og
hvis du bare taler ærligt nok, vil han aldrig spørge “hvorfor?”
15

16 SKÆLD UD PÅ GUD
I 2008 medvirkede jeg i programrækken “Skriftestolen”, og da vi
var et godt stykke inde i udsendelserne, satte vi os til at gennemkigge
det, vi havde lavet. Journalister er et utroligt nysgerrigt og
selvevaluerende folkefærd, og da vi havde siddet og kigget lidt,
kunne jeg godt mærke, at de sad og trådte sig selv lidt over tæerne.
Der var et eller andet, de manglede i udsendelserne, og jeg
spurgte dem, hvad det var. Efter en kort tavshed var der én, der
sagde: “Vi ved for lidt om de folk, du snakker med. Du kommer
for hurtigt frem til konklusionerne. Du spørger for lidt ind.”
Jeg fortalte dem, at det jo nu engang var den måde, jeg arbejdede
på, og det er ikke min opgave at sidde og optrævle fortiden
for folk, men derimod at give dem et skub i den rigtige
retning. Alligevel ville jeg gerne have, at de viste mig et af de
steder, hvor de syntes, at jeg godt kunne have spurgt lidt mere
ind. De viste mig et klip, hvor han, der sidder i Skriftestolen,
siger, at kristendommen ikke rigtig betyder noget for ham. “Nej,”
siger jeg så. Så siger han: “Religion betyder i det hele taget ikke
rigtig noget for mig.” “Nej,” siger jeg. “Her skal du spørge meget
mere ind, fordi vi ved for lidt om, hvad det er, manden mener,”
sagde journalisterne. Men så bad jeg dem om at køre lidt videre
på båndet for at se det næste, der skete. Og det næste, manden
i skriftestolen siger, er: “Det hele er én stor tomhed for mig.”
Der bad jeg journalisterne om at stoppe båndet. “Hvis jeg havde
spurgt ind til hans syn på religionen, var vi aldrig nået frem til
den tomhed.” Journalisterne nikkede, det kunne de godt se. “Men
tomheden da. Hvorfor spurgte du så ikke ind til tomheden?”
Hvis man spørger ind til en tomhed, så er det ikke længere tomhed!
“Vil du have, at jeg skal ødelægge virkeligheden, for at du
kan få tilfredsstillet din nysgerrighed?” spurgte jeg journalisten.
Og det accepterede han.
Så jeg spørger ikke ind. Det er der andre, der gør, og når de
spørger ind til tomheden, så får de et billede af tomhedens kan-

SKÆLD UD PÅ GUD
ter, men kernen, derinde hvor tomheden kan forvandle sig, der
kommer de ikke. At komme derind kræver nemlig ikke forståelse.
Det kræver tro.
Når tomheden får lov at stå som tomhed, er det rædslens
sted. Og har man selv været der, tør man godt gå ind i en andens
rædsel og være der med ham. Det er min opgave. Ikke at kortlægge
geografien langs tomhedens rand, men at gå med ind i
rædslen og kunne bevare roen, fordi det ikke er min rædsel. Men
jeg kan kun gøre det, fordi jeg kender min egen rædsel. Bare det
at skrive det her kan få angsten til at slikke mig under fødderne.
Der skal jeg helst ikke selv ind igen, men jeg har været der. Og
har man været der og mærket det tydeligt nok, så kender man
det.
Hvis et menneske befinder sig i den rædsel, så er man nødt til
at gå med ud i mørket. Ikke for at gøre noget, for i det mørke kan
man ikke gøre noget som helst. Det er grænsen, hvor vores magt
hører op, ikke bare patientens magt, men også min. Og selvom
jeg ikke præcis ved, hvor den anden er, så ved jeg, hvor mørkt der
er, og jeg kender min egen magtesløshed det sted. Det er det, der
gør det muligt for mig at sidde ved siden af og holde patientens
hånd i mørket. Forsikre vedkommende om at han eller hun ikke
er underlig. For sådan er rædslen, og sådan er den for os alle.
Fra jeg var nitten, til jeg var seksogfyrre, levede jeg i angst. Jeg
kender rædslen, og jeg ved, at man kan møde én derude. Da jeg
som ung lå indlagt og fyrede Gud, opdagede jeg, at Gud ikke gik,
og det blev jeg meget vred over, for det, at der var en Gud, men
at han ikke passede på os, det var nærmest værre end ingenting.
Og så fyrede jeg ham én gang til og sagde, at han skulle have
spurgt mig, inden han lavede verden selv, for jeg kunne have
givet ham et par råd, han kunne have brugt. Men heller ikke det
fik Gud til at gå, og så gik det op for mig, at dét var kernen i
kristendommens budskab: At Gud selv har været nede på jorden
17

18 SKÆLD UD PÅ GUD
og kom så langt ud i ydmygheden, at han på korset råbte: “Min
Gud, min Gud, hvorfor har du forladt mig?” Og pludselig indså
jeg, at det havde han gjort for at kunne fortælle mig, at han godt
vidste, hvor elendigt jeg havde det, når jeg selv var det sted. Så
blev det til en solidaritetserklæring, jeg kunne forstå. Og det er så
mærkeligt, at efter Kristus har råbt: “Min Gud, min Gud, hvorfor
har du forladt mig?” så er der tre timers mørke, og derefter siger
han: “Far, i dine hænder befaler jeg min ånd.” Det var præcis på
samme måde, jeg oplevede det: efter mørket var der en gud, som
jeg ikke skulle holde fast i, fordi det er ham, der holder fast på
mig. Og den Gud kan jeg tale til, præcis som jeg vil, for jeg er
hans barn.
I dag lever vi i et samfund, der er neurotisk bange for døden. Og
det er et problem, for det er døden, der er grundlaget for opstandelsen.
Derfor ser jeg det som min opgave at trække folk ned i
døden. Jeg er den eneste på Vejle Sygehus, der er ekspert i at få
folk til at give op, for det er ved at gå ind i det mørke, at man finder
opstandelsen.
Og det er der, jeg får min tro. Før jeg fyrede Gud, havde jeg
min barnetro, og da jeg troede, jeg skulle dø, blev den udsat for
et naturalistisk chok, der gjorde den til den tro, jeg har i dag. Jeg
sætter den stadig på prøve hver eneste dag. Når man arbejder i
katastrofer, bliver man ofte nødt til at kaste sig ud i voldsomme
situationer, og det giver en et meget klart billede af, hvad man
kan, og hvad man ikke kan. Størstedelen af mit arbejde drejer
sig om ting, man ikke kan – hverken jeg eller nogen anden. Der
siger jeg til Gud: “Hvis der skal ske noget her, så er det din sag og
ikke min.”
Og når jeg er sammen med mennesker, der er i gang med
en konfrontation med Gud, så beder jeg inde i mig selv: “Hjælp
hende, hjælp hende, eller hjælp ham, hjælp ham.” Jeg beder virke-

SKÆLD UD PÅ GUD
lig om det, og jeg kan tydeligt se, at hvis ikke der sker et eller
andet, mere end hvad jeg kan, og mere end vedkommende selv
kan, så kommer vi ingen vegne.
Så jeg gør, hvad jeg kan, for at den anden ikke mister den
kontakt, de har fået med Gud, før en forløsning har fundet sted,
og jeg ser det bestemt som mit ansvar at anstrenge mig til mit
yderste. Men samtidig ved jeg godt, at mine anstrengelser i sig
selv ikke er nok.
I mange tilfælde er det vreden, man skal af med. Jeg prøver
derfor at potensere konflikten op, så vreden kan få frit løb, og
samtalen med Gud kan blive så ærlig som mulig. Men sådan er
det ikke altid.
For ikke så længe siden sad jeg ved en mand på min egen
alder – gammel nok til at være bedstefar, men endnu alt for ung
til at dø. Da jeg mødte ham, lå han på sit yderste. Han var på én
gang meget afklaret omkring sin situation, og samtidig var han
meget, meget bange. Han var en mand, der altid havde været i en
lederstilling, og som var vant til at have styr på alting. Han var et
meget hæderligt og ordentligt menneske. Og nu var han bange,
men han var ikke vred. Angsten opstår som oftest ved, at der er
en niveauforskel mellem den, man egentlig er, og den, man giver
udtryk for at være, og som regel er det vreden, man ikke får givet
udtryk for. Men i denne mands tilfælde var det beklagelsen. Han
var vant til at lede og fordele arbejdet, og han var ikke vant til at
beklage sig, for i hans position var der ikke mange at beklage sig
til. Derfor prøvede jeg at få ham til at beklage sig til Gud, så han
kom i overensstemmelse med den virkelighed, han følte. “Gud,
kan du godt se, hvor hårdt jeg har det?” Og det kunne Gud godt se.
“Gud, synes du egentligt ikke også, det her er synd for mig?” Og
det syntes Gud, det var. Ved de her udtryk fik han en bekræftelse
fra Gud, men det var ikke nok, for han fandt ingen forløsning i
det. Det er meget vanskeligt at forstærke en beklagelse, for hvis
19

20 SKÆLD UD PÅ GUD
man begynder at råbe højere, så slår det over i vrede, og så mister
man grebet om beklagelsen. Jeg ville så gerne hjælpe ham, men
jeg kunne ikke finde ud af, hvordan jeg skulle potensere hans
beklagelse. Og så sagde han pludselig: “Gud, nu lægger jeg mig
ind til dig.” Og det hjalp. Så fik jeg ham til at lukke øjnene, bad
ham om at forestille sig, at han lå i fosterstilling – han kunne ikke
gøre det i virkeligheden, for han lå i hospitalssengen og hele hans
krop var fyldt med slanger, men han kunne godt lukke øjnene og
forestille sig, at han lå i fosterstilling. Så sagde jeg: Prøv at blive i
den fosterstilling og læg dig ind til Gud og sig: “Gud, nu lægger
jeg mig ind til dig, for jeg har det ikke godt, og nu skal du passe
på mig.” Og så faldt han i søvn. Da var han kommet det ærlige
sted hen, og svaret var søvnen.
Det, der frastøder os, er meget ofte også en del af os, og hvis det
bliver sat ind i den rigtige sammenhæng, bliver det dynamisk.
Der, hvor vi gør noget, vi egentlig ikke ville, der, hvor vi møder
noget, vi normalt ville tage afstand fra, der opdager man ofte, at
det i virkeligheden er det, man skal integrere for at finde kræfter.
Til hverdag bruger vi en hel del kræfter på at fortrænge det, som
vi afskyr, og som i virkeligheden er en dynamisk del af os selv.
De mennesker, jeg taler med, har næsten altid afsky for et eller
andet, for vreden, for sorgen, for at beklage sig, men det viser
sig, at hvis de lærer at integrere denne del, forsvinder angsten.
Derfor skal man ikke altid kassere de ting, der vækker ens afsky,
ofte rummer de en side af en, som man har fortrængt, fordi man
var bange for den, og som, når modenheden indtræder, kan indoptages.
Der er det interessante ved alle de bibelske figurer, at de alle
sammen har en from side og en frastødende side. Maria Magdalene,
der salver Jesu fødder, er prostitueret. David, som har skrevet
salmerne, har slået en mand ihjel for at blive gift med hans

SKÆLD UD PÅ GUD
kone. Især Abraham-figuren må vække den dybeste afsky, fordi
han kan finde på at slå sin egen søn ihjel. Historien går, at Gud
fortæller Abraham, at han skal ofre sin eneste søn, Isak. Og i
sådan en situation må enhver far eller enhver forælder jo sige, at
det kan man ikke. At bøje sig for en autoritet, der siger, at man
skal slå sit barn ihjel, det er så sindssygt, at enhver fornuft taler
det imod. Hvis ikke han kan sige nej til det, så er han altså en
vatnisse. Men Abraham beslutter sig for at bøje sig for det bud,
Gud har givet ham, og han får fat i Isak og samler brændet til
offerbålet, og da det hele er parat, hæver han kniven for at slagte
sin søn. Men i det samme kommer der en engel ned til ham og
siger: “Nej, gør det ikke”. Abraham tog så en vædder og slagtede
den.
Der er mange forskellige fortolkninger af historien om Abraham
og Isak. Historisk mener man, at den udtrykker det tidspunkt,
hvor religionen holdt op med at kræve menneskeofre,
hvad man hidtil havde praktiseret. Mange bibelkyndige mener
derfor, at historien ikke har fundet sted i virkeligheden, men snarere
giver en religiøs begrundelse for, hvorfor man ikke mere skal
ofre mennesker. Men jeg tror, at historien stikker dybere end det.
For mig handler den om, at dér, hvor liv er dybest, er man nødt
til at ofre det, man har allermest kært, for at livet skal kunne blive
endnu bedre. Når noget gammelt går til grunde, kommer der
noget nyt til verden. Men man skal turde destruktionen, for at
fødslen kan finde sted. Nogle gange må man slå den, man elsker,
ihjel.
Det gælder også i ægteskabet. Jeg plejer at sige, at til et helt
ægteskab hører der to bryllupper med den samme person: i de
unge år gifter man sig med sin modsætning, og i de ældre år gifter
man sig igen, men nu er det to hele mennesker, der gifter sig. Og
lige inden man kommer til det sted, der slår man hinanden ihjel,
for i alt ordentligt liv der hænger død og opstandelse sammen. Et
21

22 SKÆLD UD PÅ GUD
forhold må gå til grunde for, at et nyt forhold kan vokse op, et barn
må slås ihjel for, at det barn kan leve. Det er en grusomhed, som
kræves for, at liv kan vokse, og det er vel at mærke en grusomhed
som ikke er død men som skaber liv.
Det kan lyde underligt for folk, der ikke er vant til at beskæftige
sig med døden, men dybest set er det den samme metode,
ambulancelæger bruger på ulykkessteder. Udefra betragtet ligner
det, lægen gør, ofte den rene mishandling. Hvis der ligger en bevidstløs
person på et ulykkessted, kan lægen stikke et laryngoskop
ned i halsen på den tilskadekomne. Det er en ret voldsom
konstruktion med et kraftigt håndtag og et stort sejl på. Det ligner
et torturinstrument. Men ved at sætte det ned i halsen på den
bevidstløse, bliver tungen lagt ned så lægen kan få overblik til at
sikre den nødvendige vejrtrækning. Det kan ligne et overgreb,
men er det, der kan redde liv i katastrofer.
Mit arbejde foregår jo noget mildere, men alligevel er der en parallel.
Når jeg for eksempel møder mennesker, der er meget angste,
så tager jeg håbet fra dem. Det lyder jo helt absurd, for man
plejer at sige, at håbet er det eneste, der holder en oppe i den situation.
Men det er ikke altid sandt. Hvis man ligger og håber på en
helbredelse, man ikke kan få, så vil det håb på et tidspunkt skabe
en angst, fordi man inderst inde godt ved, at håbet er omsonst.
Den angst kan man imidlertid slippe for, hvis man bliver løst fra
det urealistiske håb og bliver håb-løs. Hvis jeg sidder over for
sådan et menneske, lader jeg dem falde ned gennem håbløsheden.
Alternativet er at klamre sig til håbet, uanset hvor urealistisk det
er, og hvis man har det godt med det, så skal man endelig blive
ved med det. Men hvis det er håbet, der gør en angst, hvis det
låser en fast, så skal man fratages det håb ved at styrke den del af
en selv, der godt ved, at håbet er omsonst. Og det virker grusomt,
men skaber liv.

SKÆLD UD PÅ GUD
Det er derfor, jeg holder af Abraham-historien fra Bibelen,
for Abraham ødelægger tilsyneladende noget, men kun fordi han
ødelægger det, åbner det mulighed for, at miraklet kan indtræffe.
Nogle ville sige, at det kræver mod, men det gør det egentlig
ikke. Det, det kræver, er grusomhed. Modet har jeg et lidt ironisk
forhold til. Der er en sætning, der hedder: “Generalernes mod
og soldaternes blod.” Det er nemt nok at sidde og være modig
på soldaternes vegne, og det er jo egentlig det, jeg gør, når jeg
sidder på sygehuset med patienterne. Derfor opfatter jeg mig
selv mere som grusom end som modig og forsvarer mig ved at
sige, at en ordentlig kirurg skal have lidt sadist i sig, for hvis han
ikke har det, kan han ikke lave et ordentligt snit. Står han og
ryster på hånden, kan han ikke skære så rent, at såret kan vokse
ordentligt sammen. Af og til føler jeg mig som sådan en kirurg,
for jeg skærer ofte i menneskers opfattelse af magt og håb
og viser magtesløsheden og håbløsheden. Når jeg gør det, bliver
jeg ofte bange i situationen – derfor plejer jeg at sige, at jeg ofte
er grusom, men ikke ret tit modig.
Man bliver på en eller anden måde nødt til at tro på grusomheden.
Men det kræver tro, for det er ikke til at forstå. Det er
ikke noget, man kan tage med over i en fornuftig verden og sige:
“Jamen, så er det sådan, vi gør,” for man gør det altid med angst
og bæven. Man ved ikke, om det virker, men man ved, at hvis
man ikke gør det, så virker det i hvert fald ikke. Hvornår det har
været rigtigt, og hvornår det har været forkert, det ved man først
bagefter. Derfor går jeg altid til min opgave med usikkerhed. Men
grusomheden er samtidig det, der gør, at man kan slippe det, der
ikke kan holde, og lade sig selv falde ud på de halvfjerdsindstyve
tusinde favne vand, hvor der så er noget andet, der holder.
I samtaler af denne slags bliver ens tro altid taget op til revision.
Og det er så mærkeligt, at hvis man vil videre i sin tro, så
skal man ofte tale om den med én, der tør tvivle på den på en
23

24 SKÆLD UD PÅ GUD
ordentlig måde – ellers kan man ikke få den tilbage igen i en fornyet
form. Det har vi været meget dårlige til i kirken.
Hvis nogen overhovedet har betroet sig til andre om deres
tro, så har reaktionen fra tilhørerne som regel været en ærbødig
taknemmelighed over at have fået lov til at se ind i et andet menneskes
inderste rum. Men i det arbejde, jeg udfører, bliver jeg
nødt til at røre ved troen hele tiden. Og det er det, der hver dag
giver mig livet. Det er her, at troen kommer ned på jorden, hvor
ordet bliver kød og bliver til det ufattelige og samtidig virkelige,
man skal leve med. Det er også derfor, at jeg hver gang, jeg er ude
i alvorlige ting, må sætte min tro på spil. For min tro skal ikke
holde i teorien, den skal virke.
Denne bog tager udgangspunkt i de situationer, hvor mennesker
befinder sig i dyb krise. Det er nok lidt af en arbejdsskade, for
det er der, jeg oftest befinder mig: der, hvor livet ikke er til at
bære. Det betyder naturligvis ikke, at troen kun har betydning i
krisesituationer. På andre niveauer kan den meget andet, og jeg
vil forsøge at berøre nogle af områderne i løbet af bogen. Det er
kun dejligt, hvis man slet ikke oplever at blive konfronteret med
voldsomme ting i sit liv. Men det er de færreste, der går gennem
livet helt uden at få skrammer, og så er det godt at vide, at troen
holder dér, hvor det er sværest. Det er ikke noget, man kan sidde
ved et skrivebord og finde ud af. Man bliver nødt til at gå ud i
livet med troen, for det er dér, den skal leve.