paro rapport pdf - Viborg Kommune

PARO projektet LISELUND 2011-2012
AFRAPPORTERING
Demenscenter Viborg fik i efteråret 2011 stillet to sælrobotter, indkøbt af Teknologipuljen, til
rådighed med henblik på at afprøve anvendelsesmuligheder i forhold til demensramte i
Viborg Kommune.
Man ønskede at arbejde systematisk med at afprøve sælrobotterne, og der blev derfor
igangsat et projektforløb, som har strakt sig over ca. 1 år. Målet var at indsamle og
dokumentere erfaringer med anvendelsen af sælrobotter i omsorgen for demensramte, med
henblik på at afklare til hvilke borgere og i hvilke situationer, det er hensigtsmæssigt at
anvende sælrobotter som en del af den socialpædagogiske indsats.
Sælrobottterne kan anvendes på to principielt forskellige måder:
1. som almindelig adspredende aktivitet, evt. i en gruppe
2. som målrettet, socialpædagogisk indsats i forhold til udvalgte beboere med henblik
på at afhjælpe konkrete adfærdsforstyrrelser, aflede i vanskelige situationer eller
stimulere sprog, interaktion eller lignende.
Projektet har primært været rettet mod pkt. 2: den individuelle, socialpædagogiske indsats,
med et klart defineret og beskrevet mål.
PARO har dog også i projektforløbet været anvendt som en almindelig, adspredende
aktivitet for mindre grupper af beboere. Det er erfaringen at den uformelle præsentation af
PARO i en hyggestund kan give et værdifuldt fingerpeg om hvilke beboere, der
efterfølgende kan få glæde af en mere målrettet, socialpædagogisk indsats med sælen.
Organisering
En projektgruppe bestående af demenskonsulent Dorte Østergaard, social- og
sundhedsassistent Helle Josefsen og social- og sundhedshjælper Kirsten Kolding
Mikkelsen samt projektleder Birgitte Højlund havde ansvaret for afprøvning og
erfaringsindsamling. Gruppen har holdt i alt 5 møder i projektperioden.
Jette Hede fra Innovationscentret har deltaget projektforløbet i forbindelse med
formidlingsaktiviteter omkring PARO (orientering på hjemmeside, borgermøde om
velfærdsteknologi m.m.)
Aktiviteter i projektperioden
august-september 2011: Kompetenceudvikling og rammesætning
Tre medarbejdere fra projektgruppen deltog i starten af forløbet i et certificeringskursus
vedr. anvendelsen af PARO. Med udgangspunkt i PDSA-cirklen fra gennembrudsmetoden
blev der udviklet et særligt testark til at dokumentere erfaringer fra de enkelte
afprøvningsforløb. Projektgruppen udarbejdede også skriftlige vejledninger til personalet på
Liselund i, hvordan PARO anvendes og vedligeholdes. Der blev indkøbt transport-lifte til de
to sæler og de fik en fast (opladnings-) plads på Liselund.
1

oktober-november-december 2011:
Præsentation af PARO og de første afprøvninger
I løbet af efteråret 2011 blev der indsamlet og dokumenteret en række case-eksempler fra
Liselund, hvoraf enkelte blev illustreret med videooptagelser. Dorte Østergaard
udarbejdede sammen med Viborg kommunes jurister en særlig samtykkeerklæring, som
gør det muligt at anvende udvalgte optagelser i forbindelse med undervisning m.m.
Optagelserne blev vist på et borgermøde om omsorgsteknologi, som blev afholdt i oktober
måned, og et klip er lagt ud på innovationscentrets hjemmeside om omsorgsteknologi.
PARO blev præsenteret i forskellige sammenhænge hen over efteråret: Netværksmøde
med fagkoordinatorer fra demensafsnittene, undervisnings- og temadage med forskellige
medarbejdergrupper på Liselund, introduktion til personalet på Kildehaven og endelig blev
PARO præsenteret på et pårørendemøde på Liselund.
januar-april 2012:
Afprøvning og formidling
Fortsat afprøvning af PARO. Vellykkede testforløb dannede baggrund for handleplaner i
Care. En del forløb blev dokumenteret med fotos. Projektet blev omtalt på
Innovationscentrets hjemmeside.
Teknologisk Institut inviterede i januar måned Dorte Østergaard til at bidrage med et oplæg
på det årlige PARO-erfamøde, som var planlagt i forbindelse med en stor europæisk
robotkonference i Odense. (erfamødet blev desværre aflyst).
Sælrobotterne er i projektperioden afprøvet hos beboere på demenscenter Liselund. En
målsætning om at afprøve PARO på andre plejecentre og i hjemmeplejen er ikke nået
indenfor projektperioden, men det arbejdes der videre på.
I foråret blev PARO præsenteret for de frivillige på Liselund og for den lokale afdeling af
Ældresagen.
maj-juni 2012:
Intensiveret afprøvning
På trods af mange opfordringer var en del medarbejdere på Liselund stadig forbeholdne
overfor PARO, og ikke mindst dokumentationsdelen blev oplevet som en ekstra belastning i
en meget travl hverdag. Projektgruppen besluttede derfor at intensivere indsatsen de sidste
to måneder. De to sæler blev sendt på en runde på 14 dage i hver boenhed med en
opfordring til personalet om at eksperimentere med anvendelsesmulighederne. For at gøre
opgaven mindre krævende tilbød projektgruppen at udfylde testarkene. Det lykkedes
herved at få udvidet casesamlingen med 8 nye testforløb.
juli 2012:
Afrapportering og planlægning af fremtidig indsats omkring PARO
De indsamlede data er i det følgende bearbejdet.
Rapporten sendes til Teknologisk Institut og Innovationscentret.
Projektet er formelt afsluttet, men projektafdelingen vil fortsat arbejde systematisk med at
indsamle erfaringer med PARO. De to sæler har fortsat base på Liselund, men vil kunne
udlånes til testforløb i hele kommunen på betingelse af at testforløb evalueres skriftligt, dvs.
at der afleveres et testark for hver afprøvning.
Projektafdelingen vil i efteråret 2012 lægge information om PARO, erfaringer fra projektet
og vejledning i hvordan andre kan få adgang til at afprøve sælerne ud på centrets
hjemmeside, som er under etablering.
2

Overvejelser før start af projektet: Hvordan kan PARO anvendes?
I projektet har vi arbejdet med tre forskellige overordnede anvendelsesaspekter, som tager
udgangspunkt i nogle af de almindeligste symptomer i forbindelse med demenssygdomme:
initiativløshed, apati, uro, angst og uhensigtsmæssig adfærd.
Med udgangspunkt i de erfaringer, som blev præsenteret på certificeringskurset har vi
afprøvet PARO med følgende formål for øje:
1. At stimulere/vække:
Vi forventede at PARO kunne give beboeren sanse- og følelsesmæssige stimuli,
som påvirker vågenhedstilstanden og løfter stemningslejet. PARO kan aktivere
omsorgsmønstre fra beboerens tidligere følelsesmæssige tilknytning til kæledyr eller
små børn, og dermed får beboeren en mulighed for at udtrykke følelser og yde en
form for omsorg. Interaktion med sælen forventedes ligeledes at kunne stimulere
sprog eller andre former for kommunikation.
2. At berolige/dæmpe uro:
Mange demensramte har perioder med rastløshed, ængstelse og uro. Vi ønskede at
afprøve om PARO kunne have en beroligende effekt, blandt andet ved at skabe
fokus og koncentration omkring interaktionen med sælen.
3. At flytte fokus/aflede opmærksomhed:
Ved at introducere PARO i forbindelse med situationer, som var svære for beboeren
og som derfor udløst en uhensigtsmæssig adfærd, håbede vi at kunne flytte fokus fra
situationen til samspillet med PARO og dermed aflaste både beboeren og den
pårørende eller medarbejder, som var involveret i en svær situation.
3

TESTFORLØBET
I afprøvningsforløbet har vi ladet det være op til personalet i den enkelte boenhed,
hvornår og til hvem de ville introducere PARO. Eneste krav var at der blev formuleret
et mål med indsatsen og udfyldt et testark, så forsøget efterfølgende kunne
evalueres. Testarket var bygget op omkring PDSA-cirklen og så således ud:
I det følgende beskrives de 17 forsøg, som blev dokumenteret via en PDSA-cirkel.
4

Beboer
1 Mand m. demenssygdom
Tidl. glarmester i egen forretning
Tre børn: 1 pige, 2 drenge
2 Kvinde m. ”alkoholdemens”
86 år
Tidl. lægesekretær
Én datter + mistet et barn som
ung.
Passiv og inaktiv
3 To kvindelige bb med
demenssygdom – de mest
passive i gruppen
4 Kvinde med Alzheimers
Tidl lægesekretær
87 år
Én datter, der døde som ung.
Mistet ægtefælle.
Har for få dage siden fået sin
hund aflivet.
5 Mand med Alzheimers
Tidl advokat
87 år
Én handicappet søn
Gift
Har haft hund
6 Mand med demens
Tidl landmand
Mål for indsats
At bb udviser
omsorg
Får glæde og
afslappethed
Får stimuleret
sanser og ”vækkes”
fra inaktivitet
At bb ikke sidder
inaktiv hen
Får glæde
Vække glæde og
initiativ
At de to bb kan dele
oplevelsen og
glædes sammen
Trøst og afledning,
når hun er ked af
det over tabet af sin
hund.
God og meningsfuld
kontakt med
personale, da han
sjældent deltager i
dagligdags
aktiviteter og
gøremål. (Styrke
relationen)
Afledning ved
dårligt humør.
Introduceres i en
rolig stund.
5
Resultat
Så PARO som en
hunsæl og fortalte om
sine børn.
Indsatsen skal være
på et tidspunkt, hvor
bb er frisk, da han
ellers ”falder hen”
Er optaget af PARO
og mere nærværende
end vanligt. Er kærlig
og udviser omsorg og
vil helst ikke slippe
den.
Bad efterfølgende om
at komme i seng –
giver normalt ikke
udtryk for behov
Begge udviser
interesse for PARO,
bliver optaget af den
og tager initiativ til
fysisk kontakt med
den.
Større nærvær end
vanligt hos dem
begge
Taler med og aer
PARO. Kan tale om
sine tab uden at
græde.
Effekten holder sig i
ca 15 min.
Godt samtaleemne.
Havde af og til kun
fokus på PARO –
talte beroligende til
den.
Ingen interesse, giver
ikke mening for bb.

84 årig mand
Ugift, ingen børn
I perioder vredladen og rastløs
7 Kvinde med Alzheimers
63 år
To sønner
Hund, som ægtefællen dagligt
tager med på besøg
8 Mand med Alzheimers
Tidl arkitekt
82 år
Tre sønner og ægtefælle
Har haft en lille, hvid hund, som
han har været meget glad for.
9 Kvinde med Alzheimers
Tidl hjemmehjælper
95 år
Tåler dårligt mange stimuli
10 Kvinde med demens
87 år
Taber pt funktionsniveau, er træt
og inaktiv.
Målet er at gøre
PARO kendt og til
et positivt
bekendtskab, så
den kan bruges
beroligende og
afledende ved uro
og vrede.
Vække interesse,
initiativ, mimik og
glæde.
Afprøvning 6 mdr
senere med samme
mål:
Udviser nu ikke
længere glæde over
at få besøg af sin
hund.
Vække interesse,
glæde og mimik.
Sidder meget
inaktiv, sover en del
af tiden.
Give ro og glæde,
give tilpasset
stimuli.
Vække initiativ og
give glæde.
Ønsker ikke at røre.
Ender med at give
PARO et
knytnæveslag på
snuden.
Griner efterfølgende.
Verbal kontakt,
udviser omsorg.
Smiler.
Bryder sig ikke om
lydene fra PARO,
oplever dem som
klynkende og
appellerende.
Intet initiativ til at
berøre PARO.
Verbal kontakt, få
berøringer – for det
meste ignoreres den
dog.
Skal have hjælp til at
aktivere PAROs
sensorer.
6
Gav i starten udtryk
for, at PARO var sød
og dejlig. Fik mere
mimik og spontan
tale.
Begyndte kort efter at
græde.
Meget glad for
PARO, fulgte med i
lydene og
bevægelserne.
Ignorerede
personalet
fuldstændigt.
Klarer kontakt i 20
min.
Vil gerne opleve
PARO, lyser op og
morer sig.
Rækker hånden ud

11 Kvinde med Parkinsons
Landmandskone
84 år
Fire børn
12 Mand med demens
Tidl mekaniker
65 år
Tre børn
Har haft hund.
13 Kvinde med demens.
Tre børn.
Opholder sig på midlertidig plads
og får dagligt besøg af
ægtefælle.
14 Mand med demens
Tidl landmand
Døjer med lufthunger
Råbende, kontaktsøgende og
sexuelt fixeret ift kvindeligt
personale
Beroligende ved
rastløshed og uro.
Give ro, nærhed og
mulighed for at yde
omsorg, når han
bliver rastløs.
At aflede og give ro,
når ægtefællen går
hjem, idet dette
dagligt udløser uro,
rastløshed, vandren
og vrede.
Mulighed for at yde
omsorg.
Stimuli af sprog.
efter den, men
skynder sig at tage
hånden til sig, da
Paro vender hovedet
mod hende.
Snakker og berører
PARO.
Er for stor at have i
skødet for denne bb,
men virker fint at
have den liggende
foran på bordet.
Har brug for hjælp til
at aktivere PAROs
sensorer.
God respons.
Holder om PARO og
nusser den. Vil ikke
af med den igen.
God respons.
Når personalet er på
forkant med
situationen, får bb
meget glæde ud af
PARO.
Får mere sprog,
holder om PARO og
nusser den.
Har ikke tid til at sige
farvel.
Beholder PARO i 1½
timer, og er glad og
rolig resten af dagen.
Berolige, aflede. God respons ved
tidlig indsats. Klarer
kun kortvarig kontakt
alene - mister
interessen. Er der
personale tilstede,
veksler hans
opmærksomhed
mellem PARO og
seksuel interesse.
7

15 Kvinde med demens
Kontorassistent
88 år
To børn
Har hund med på plejecentret
Interesserer sig ikke for
almindelige dagligdags gøremål
og aktiviteter
16 Kvinde med demens
Barnløs
Har passet mange børn
78 år
I dagligdagen meget glad for en
almindelig dukke
17 Kvinde med demens
Fire børn
Glad for dyr
Søn død for ¾ år siden
Utryg og råbende ved sovetid,
ofte langvarigt
Caseeksempler
Aflede, når bb vil
hjem eller meget
tidldigt i seng.
Give opmuntring og
glæde, når hun er
ked af det.
Give ro ved
rastløshed
Give mulighed for at
yde omsorg
Stimulere sprog
Give ro til natten, så
hun falder til ro og i
søvn
8
Falder til ro, holder
om PARO og snakker
til den.
Får brudt sin
kedsomhed.
Taler til PARO, lover
at passe på den og
ikke forlade den
Spørger, hvad PARO
spiser
Fungerer godt med
personalestøtte
Indsatsen justeres
løbende – bb er bl.a.
bange for at komme
til at lægge sig på
PARO. Nogle aftener
giver det ro og søvn,
andre gange er det
en for stor forpligtelse
for bb at passe på
PARO. Ved at slukke
for PARO efter kort
tid, klarer hun
samværet, og der er
nu ro om natten.
I det følgende uddybes fem af ovenstående eksempler. De repræsenterer dels de tre
anvendelsesaspekter: ”stimulere”, ”berolige” og ”flytte fokus” – dels er de to forsøg, der ikke
havde positivt resultat, uddybet i det det følgende.

”STIMULERE”
Karen er en 95-årig kvinde med demens af Alzheimers type. Hun fik diagnosen i 2005, hvor
hun boede alene og stort set klarede sig godt.
Hun er tidligere hjemmehjælper og har to sønner.
I 2009 flytter Karen ind på en skærmet enhed, hvor hun sig godt. Hun er glad for det sociale
liv, som hun bidrager til på sin egen måde – hun har nemlig svært ved at udtrykke sig
verbalt. Efterhånden får Karen dog svært ved at rumme fællesskabet og de mange stimuli.
Personalet finder ud af, at Karen har brug for nogle pauser for sig selv i løbet dagen og
aftenen. Hun bliver sorttalende og vred, når hun får for mange stimuli. Desuden er hun
meget følsom for fysiske ubalancer, såsom smerter og blærebetændelser, som hun døjer
med. I sådanne perioder er hun hallucineret, vred på personalet og frasiger sig nødvendig
hjælp, og hun kan slå og sparke, når personalet forsøger at hjælpe hende.
Karen deltager ikke i mange aktiviteter, da hun stresses heraf. Når hun skærmes, sidder
hun alene og kigger ud i luften. Personalet giver hende nogle små stunder, hvor hun får éntil-én
kontakt, hvilket hun som regel har glæde af.
PARO blev introduceret i en stille stund. Karen reagerer positivt, smiler over hele ansigtet
og tager initiativ til at røre ved PARO. Hun følger levende med i PAROs bevægelser og
lyde. Efterhånden bliver Karen så optaget af PARO, at personalet ”nærmest ikke kan
komme i kontakt med hende”, som de formulerer det. Hun får også mere sprog.
Personalet afbryder kontakten efter 20 min for at undgå overstimulering, hvilket
efterfølgende vurderes passende.
I dette tilfælde har flere faktorer været vigtige:
• vælge et roligt tidspunkt
• begrænse mængden af stimuli (enten tidsmæssigt, men også lyden fra
PARO kunne man have reduceret/fjernet)
• aflæsning af Karens kropssprog: hvor går grænsen i dag?
9

”BEROLIGE”
Anna er en 95-årig kvinde med demens uden specifikationer. Diagnosen er stillet i 2009,
hvor hun boede alene i en lejlighed. Anna har fire sønner, svigerdøtre, børnebørn og
oldebørn. Der er rigtig gode familierelationer. Anna er også meget glad for dyr.
Den sidste tid, Anna boede i sin lejlighed, var præget af problemer som følge af konfusion.
En nat i det tidlige forår gik hun på gaden uden ret meget tøj på, var forvirret og kunne ikke
finde hjem. Anna flyttede ind på en skærmet enhed og havde stor glæde af fast struktur og
personale tæt på.
Anna mistede sin ene søn i september 2011. Det var en stor sorg for hende, og hun havde
det skidt i mange måneder. Hun begyndte at få særdeles urolige nætter, hvor hun kunne
kalde på personalet 20-30 gange pr nat. Anna havde et stort behov for trøst og kontakt,
men det hjalp kun i nuet. Hun ville gerne, at husets kat lå hos hende – men det ville katten
ikke. Nogle nætter sov Anna meget lidt.
PARO har været præsenteret for ”damerne” i huset flere gange om ugen det seneste års
tid. Anna har udvist interesse for den, snakker og aer den gerne på en lidt forsigtig måde.
Personalet beslutter at prøve, om det har god effekt at lade Anna sove med Paro om
natten.
Anna ville gerne lade PARO ligge hos sig, selvom hun var lidt nervøs for, om hun kunne
komme til at lægge sig på den. De første nætter var gode, Anna talte til PARO en halv
times tid og faldt så i søvn. Herefter var der skiftevis gode og knap så gode nætter. Der blev
analyseret på evt årsager til dette, og indsatsen blev justeret.
Nu er der om aftenen et for Anna genkendeligt ritual. Når hun får sin nattemedicin i
fællesrummet, kommer PARO frem. Anna får den på skødet i sin kørestol, mens hun følges
til sin stue. Hun udviser straks omsorg og aer PARO. Mens Anna er på badeværelset kan
10

hun høre lydene fra PARO og taler beroligende til den. Når Anna er i seng, puttes PARO
hos hende, og personalet slukker for PARO efter få minutter, for ellers synes Anna, at den
er for urolig. Nu er nætterne rolige.
”FLYTTE FOKUS”
Lilly er en 79-årig kvinde med demens uden specifikationer. Diagnosen blev stillet i sent i år
2010. Ægtefællen havde da passet hende i deres hjem gennem flere år, men det bliver
efterhånden svært, da Lilly flere gange dagligt pakker ting og sager sammen og vil hjem til
mor og far. I august 2011 kommer Lilly på midlertidig plads, mens hun venter på en
lejlighed i et demenscenter.
Lilly har tre sønner, en del børnebørn og også oldebørn. Hun har tidligere haft hund som
kæledyr.
Lilly har brug for at spejle sig i andre eller at guides i almindelige gøremål. Hun er meget
passiv og tager ikke initiativ. Hun deltager ikke uopfordret i samtaler, og hun svarer med
enstavelsesord eller helt korte fraser. Hun har svært ved at udtrykke sine behov, også hvad
angår sult, tørst og smerter.
Ægtefællen kommer dagligt på besøg. Lilly genkender ham – men der går kun kort tid, før
hun er utilfreds og skælder ham ud. Når han tager afsted igen, er Lilly i dårligt humør. Hun
vandrer rundt og bliver mere og mere vredladen. Hun giver med sit begrænsede ordforråd
udtryk for mistro. Hun kan ikke redegøre for, hvad hun har brug for – bortset fra, at hun skal
hjem til mor og far.
Lilly vandrer i timevis, kan kort kortvarigt afledes og falder først til ro, når hun meget træt
kommer i seng. Af og til fortsætter uroen en del af nattetimerne.
En formiddag, hvor Lilly er frisk, introducerer vi PARO. Hun falder ”pladask” for den.
Rækker armene ud for at holde den, taler spontant, meget og relevant. Der kommer en del
mimik og liv i øjnene. Personalet er overraskede over at opleve de mange ressourcer, som
Lilly pludselig viser. De beslutter sig for at prøve om PARO kan hjælpe Lilly, når ægtefællen
tager hjem.
Når ægtefællen efter aftale signalerer, at han nu tager afsted, kommer personalet med
PARO. Ægtefællen siger farvel, men Lilly har dårligt tid, da hun hurtigt opsluges af at tale til
PARO. Da ægtefællen igen siger farvel, svarer Lilly: ”Det hár du sagt” - uden overhovedet
11

at kigge på ham. Lilly sidder nu med PARO, til den efter 1½ time løber tør for batteri. Der er
resten af dagen ikke antydning af uro, vandren eller vrede.
Efterfølgende har personalet med brugt PARO til Lilly hver eftermiddag i længere tid.
To forsøg, der ikke lykkedes
Anders
Anders er 84 år og har en vaskulær demens. Han er tidligere landmand og har været
ungkarl hele livet. Han har ingen børn.
Anders er følsom for stimuli og tåler kun aktiviteter i begrænsede mængder. Han døjer med
nogle fysiske ting, som i perioder gør ham konfus, urolig og mistroisk og han kan i disse
perioder være truende og udadreagerende, både mod personale og andre beboere.
Også i gode perioder kan Anders have tider i løbet af dagen, hvor han bliver forvirret og
vredladen.
Personalet vil gerne prøve, om Anders oplever PARO på en positiv måde. Håbet er, at
PARO bliver så kendt for Anders, at den kan bruges afledende og beroligende, når Anders
er urolig.
PARO introduceres på er roligt tidspunkt, hvor Anders ikke opleves rastløs eller forvirret.
Der er kun ham og en medarbejder til stede. De sidder ved et bord, og PARO ligger skråt
foran Anders.
Anders kigger på PARO og spørger: ”Hvad nytte er dén til?” Han har ingen interesse i at
berøre PARO. Pludselig slår han ud efter PARO, som han rammer med et knytnæveslag på
snuden. Bagefter griner han.
Personalet har gjort sig tanker om, at Anders som tidligere landmand ikke har knyttet sig til
kæledyr. Han har heller ikke haft børn, så han har måske ikke været så vant til at udvise
omsorg.
12

Anders kan også være blevet overstimuleret, have mistolket situationen eller oplevet
uudtalte krav om en reaktion.
Søren
Søren er en 82-årig mand med Alzheimers demens, som han blev diagnosticeret med
tilbage i år 2000. Han flyttede ind i en demensbolig i 2009. Han har ægtefælle, børn og
børnebørn. Han har igennem hele sit sygdomsforløb været tæt knyttet til en lille, hvid
puddelhund, som for nyligt er blevet aflivet. Hunden fulgte ham allevegne, også i daghjem
igennem flere år. Det var tanken, at hunden skulle flytte med ham ind på centret, men
hunden brød sig ikke om det og ville hellere med ægtefællen hjem.
Siden indflytningen på demenscentret har Sørens Alzheimer været støt fremadskridende.
Han har ikke meget sprog – han taler ikke uopfordret, og han svarer næsten kun med ja og
nej. Han er træt og meget passiv. Han har næsten ingen ansigtsmimik.
PARO introduceres for Søren i fællesrummet. I begyndelsen klarede han op og smilede,
rørte ved PARO og sagde, at den var sød og dejlig. Han fik liv i øjnene og tydelig mimik.
Der gik dog ikke ret lang tid, før stemningen skiftede og Søren begyndte at græde.
Det kan tænkes, at PARO har mindet ham om den hund, han har været så glad for?
Konklusion
Ud af de i alt 17 målrettede afprøvninger, der er dokumenteret i projektforløbet, var der kun
to forsøg, som mislykkedes. I case nr. 6 reagerede beboeren negativt på PARO og slog
den. I case nr. 8 begyndte beboeren efter kontakten med sælen at græde. Årsagerne er
ikke åbenlyse, men i personalegruppen blev forskellige forklaringer drøftet, jf. ovenstående
Det er dog ikke muligt at få bekræftet nogen af forklaringerne. Da forsøgene med PARO
ikke blev gentaget i nogle af tilfældene, er det heller ikke muligt at vurdere, om der var tale
om dårlig timing og en enkeltstående ”dårlig dag” for beboeren – eller om PARO generelt
var en dårlig idé i forhold til pågældende beboere.
Langt de fleste af afprøvningerne havde således et positivt udfald. I syv afprøvninger var
det primære formål at stimulere beboeren sansemæssigt og sprogligt og give beboeren
mulighed for at udtrykke følelser og yde ”omsorg”. I seks tilfælde havde indsatsen som
formål at berolige beboeren, dæmpe rastløshed eller trøste en ulykkelig beboer. I de sidste
fire afprøvninger var der fokus på at flytte fokus i en problematisk situation, f.eks. når
ægtefællen tog hjem, ved sengetid, hvor en beboers hund ikke ville med ind i lejligheden og
sove, eller i situationer, hvor beboeren var meget kontaktsøgende i forhold til personalet.
Fordele og ulemper observeret i projektforløbet
13

I forhold til sælrobottens høje pris er det på sin plads at spørge hvordan den kan anvendes
på andre måder eller opfylde andre behov end f.eks. et levende kæledyr eller en dukke.
PAROS store øjne, bevægelser og lyde stimulerer umiddelbart til interaktion, enten i form af
berøring eller som dialog. Vi har ikke observeret at PARO nåede at lære at genkende
enkelte stemmer og dermed kunne reagere specifikt på sin ”herre”. Måske skyldes dette at
afprøvningsforløbene har været for korte eller at begge sæler har været i hænderne på
mange forskellige mennesker.
Derimod er det tydeligt at de signaler sælen udsender, generelt kalder på omsorgsadfærd
hos mange af beboerne. Enkelte beboere reagerede dog negativt på sælens lyde, som de
opfattede som meget appellerende og klynkende, og dermed måske også for krævende i
forhold til deres ressourcer som omsorgsgivere. Også længden på knurhårene har givet
anledning til flere ”klagelyde” fra PARO, da den ved berøring af dem udviser ”utilfredshed”.
En del beboere har haft brug for hjælp til kontinuerligt at stimulere PAROs sensorer, da de
ikke selv har trykket hårdt nok.
I den forbindelse har vi også drøftet sælens størrelse, som vi har oplevet kan virke lidt
voldsom. Den er ikke bare stor, den er også tung. Det betød i praksis at sælen ofte blev
placeret på et bord fremfor i skødet på en beboer. Sælen fungerer ikke helt optimalt som
”krammedyr” på grund af størrelsen og vægten, og den beboer, som altid sidder med en
dukke, kan på ingen måde håndtere PARO, som hun håndterer dukken. Flere siger
spontant, når de får sælen på skødet: ”Nej, hvor er den tung”.
I forhold til levende kæledyr som hunde og katte ser vi en række fordele ved PARO, som
også er blevet udnyttet i projektforløbet:
En beboer er flyttet ind på plejecentret med sin hund, og det er ind imellem problematisk,
da hunden skal luftes og fodres og meget gerne vil grave huller i haven. Samme hund har
mere energi end sin ejer, så når hun vil i seng, vil hunden ikke med, så her er anvendes
PARO som en god erstatning.
14

Alle disse ”hunde-ulemper” undgås ved robotsælen. Fordelen ved PARO er at personalet
kan regulere de stimuli, som kontakten med sælen giver, og de krav, den stiller som
substitut-kæledyr. Der kan kort sagt slukkes enten for lyden – eller i det hele taget for
strømmen, når man vurderer at nu er målet nået. Forklaringen: ”PARO skal sove” virker i
hvert fald i forhold til de beboere, der opfatter PARO som et levende dyr. Vi har også erfaret
flere gange, at levende hunde er afvisende overfor PARO, måske ligefrem jaloux?
Det betyder dog ikke at PARO ikke kræver pasning – og vel og mærke en pasning, som
kun personalet kan tage ansvaret for.
Her er opladning en kontinuerlig udfordring, og mange gange i forløbet er strømmen
sluppet op, netop som PARO skulle i aktion. Det er vores erfaring at procedurer omkring
opladning skal være meget godt indarbejdede, og at det er vigtigt at PARO har sit helt faste
opladested. Vi indkøbte lifte til vores to sæler, og de er gode til at transportere sælen i, men
sammen med ”sutte-stikket” (opladerstikket) sender de nogle lidt forvirrende signaler. Det
kan måske give mening at man skal putte PARO som en baby, men da den ikke må være
tildækket under opladning er liftene ikke optimale som opladestation, hvilket ellers er oplagt.
15

LUFFES FASTE SOVEPLADS
Evaluering af metoder i projektet
Den metodiske tilgang i projektforløbet har været medarbejderdreven innovation. Ideen har
været at lade de medarbejdere, som kender beboerne og deres hverdag, være de primære
dataindsamlere. Der har ikke været krav om et bestemt antal afprøvninger eller et bestemt
fokus på forhånd.
To medarbejdere med sosu-faglig baggrund har været involveret i projektforløbet som
tovholdere i hver deres afdeling. De var begge med på certificeringskurset og vendte
begejstrede tilbage. Nu skulle PARO i brug og der var store forventninger. De to
medarbejdere har lavet mapper med instruktioner til kollegerne, de sørgede for indkøb af
lifte og har været ”indpiskere” i forhold til at få sat nogle afprøvninger i gang og få dem
dokumenteret. Det har ikke altid været lige let at få taletid på teammøderne eller overbevise
kollegerne om at PARO skulle afprøves. Set i bakspejlet har projektgruppen nok haft en lidt
for optimistisk forventning til hvor positivt PARO ville blive modtaget i medarbejdergruppen
generelt. Antagelsen har været at de to medarbejdere i projektgruppen uden problemer ville
kunne motivere deres kolleger til at gå i gang med at eksperimentere, og der blev derfor
ikke brugt ressourcer på en fælles introduktion til hele personalet.
Ikke mindst dokumentationsdelen har voldt en del problemer, og de PDSA-cirkler, som
foreligger, er ofte mangelfuldt udfyldt. I den sidste fase af forløbet har projektgruppen derfor
brugt en del ressourcer på at uddybe de enkelte cases, og til sidst tilbød projektgruppens
medlemmer at udfylde skemaerne.
Det er et uafklaret spørgsmål, hvad årsagen til den mangelfulde dokumentation er – er det
fordi kravet om dokumentation generelt er overvældende og opleves som en irriterende
belastning i en travl hverdag? Er det fordi skemaet er uforståeligt? Er det fordi hele ideen
med en robotsæl vækker modstand hos nogle af medarbejderne - eller er det fordi
16

kollegerne tænker: ”det ordner Helle og Kirsten, de er jo med i projektgruppen”?. I den
forbindelse kunne det også overvejes om en logbog – som ofte bruges til notater i
forbindelse med PDSA-cirklen – ville have forbedret eller forværret situationen omkring den
skriftlige dokumentation…? (spørgsmål som afklares på mødet med Helle og Kirsten inden
endelig udgave).
Fremtidsperspektiver
Selv om det egentlige projektforløb nu er overstået, fortsætter de målrettede forsøg med
PARO mhp. at få udvidet og kvalificeret materialet. De to robotsæler skal fortsat have base
på Liselund, men vi ønsker at få spredt de erfaringer, vi har opnået i projektperioden.
Samtidig ønsker vi at sikre at sælerne også fremover bliver anvendt målrettet med et
bevidst socialpædagogisk sigte – og ikke kun som et underholdende indslag i hverdagen.
Målet for det følgende halvår (efterår 2012) er således at få lavet en række forsøg på andre
plejecentre og evt. hos borgere i eget hjem. Vi må konkludere at præsentation af PARO ved
diverse team- og personalemøder ikke har været tilstrækkeligt til at motivere medarbejdere
til på egen hånd at gå i gang med at afprøve PARO. Vi planlægger derfor at udbyde en
”pakke”, bestående af en 2 timers introduktionskursus, efterfulgt af en afprøvningsperiode
med mulighed for støtte fra projektafdelingen. I tilknytning til hver afprøvning udfyldes én
eller flere PDSA-cirkler, evt. med støtte fra projektmedarbejderen. Ved et længerevarende
behov må det enkelte plejecenter, evt. pårørende overveje om de vil købe en egen PARO.
I forbindelse med afrapporteringen er der udviklet et slideshow, som også kan anvendes til
temadage som indtægtsdækket virksomhed i forskellige sammenhænge, både internt og i
andre kommuner eller organisationer.
Rapporten sendes til Teknologisk Institut og Innovationscentret og lægges på
demenscenter Viborgs egen hjemmeside, så snart denne er etableret. Andre former for
PR/kontakt til medier vil løbende blive overvejet.
Indsatsen evalueres i forbindelse med status på demensstrategien i 4. kvartal 2012.
17