Den talende tavshed - Elbo

infolink2003.elbo.dk

Den talende tavshed - Elbo

Selvmord Af Irene Christiansen

Selvmord forklares ofte som et eksistentielt valg, men kan også

forstås i kommunikationsteoretiske termer.

I en afhandling fra Odense Universitet bliver selvmord til andet

og mere end blot det klassiske ”råb om hjælp”.

16 Nr. 4 . 2001 2001


Den talende

Når selvmord

står på dagsordenen

i forskerkredse, kan man vælge

imellem et væld af typologier og forklaringsmodeller

for at få indblik i

denne selvdestruktive adfærd. Nødvendigheden

af ihærdige forsøg på at

forstå de mange facetter af selvmord

springer i særlig grad i øjnene i et land

som Danmark, hvor 60.000 personer

inden for de senere år personligt har

haft selvmordet tæt inde på livet.

I et samarbejde mellem Center for

Selvmordsforskning og Odense Universitetsforlag

udkom sidste år en

bog, som forsøger at belyse den kommunikation,

der også kan være indeholdt

i suicidal adfærd. Bogen er skrevet

af Elene Fleischer og er en redigeret

udgave af hendes ph.d.-afhandling.

Typer af handlinger

I afhandlingens første del indledes der

med en gennemgang af centrale måder

at kategorisere selvmord på, inklusive

den klassiske sociolog Emil Durkheims

fire hovedtyper: Det egoistiske,

det altruistiske, det anomiske

samt det fatalistiske selvmord, hvor

integration og kontrol af individet fra

samfundsmæssig side bliver grundlæggende

problemstillinger. Herefter

følger på individplan de mere beskrivende

kategorier, som er hverdagsagtige,

men ikke desto mindre temmelig

vigtige at inddrage, når selvmordet på

mere systematisk vis analyseres. For

eksempel skelnes der imellem selvmords-trusler,

selvmordsforsøg og

fuldbyrdet selvmord.

Selvmordstruslerne kan fungere

som kilde til indsigt i et potentielt selvmords

bagvedliggende dynamik, men

tavshed

tavshed

bør først og fremmest tages alvorligt,

da en tidlig undersøgelse fra 1959 viste,

at 69 % af en gruppe personer, der

havde begået selvmord, forud for den

ultimative handling havde omtalt

selvmordstankerne.

Ved selvmordsforsøg uden døden til

følge – intenderet eller ej – optræder

der ofte et i varierende grad ambivalent

dødsønske. Således forholder det

sig også ved det fuldbyrdede selvmord,

hvor handlingen kan være udført

ud fra et ”ikke-ønske om døden”,

”ambivalent dødsønske” eller ”ønske

om at dø”. Opdelingen er praktisk anvendelig,

men intetsigende, såfremt

betydningen bag adfærden forbigås,

understreger Elene Fleischer. Det er

heller ikke ligegyldigt, om man som

forsker opererer på et makroniveau

med fokus på det kvantificérbare samt

på årsag-/virkning-spørgsmålet, eller

om man bevæger sig på mikroplanet

som i Fleischers arbejde, hvor det bliver

egenvurderingen af selvmordsforsøget,

der er det interessante.

Selvmord kobles desuden sammen

med et hav af begreber: Konfliktløsningsmetode,

appelfunktion, manipulerende

adfærd, pressionshandling, en

manglende evne til anden form for

kommunikation, symbolsk udtryk,

forestillinger om dét at være død, følelse

af at være ingenting eller af at

være tynget af skyld og skam. Etcetera.

Reaktionshandlinger

I kølvandet på disse facetter optræder

der reaktioner fra omverdenens side.

De nærmeste pårørende eller behandlere

kan tildele de involverede parter

specifikke roller, som i slemme tilfæl-

de kan medvirke til en ødelæggende

stigmatisering af den potentielle selvmorder.

Uanset hvad, er det vigtigt at være

opmærksom på, at selvmordshandlingen

for afsender og modtager altid vil

have flertydige budskaber, og at misforståelser

er nærtliggende. Her bliver

der bl.a. taget hul på den fejlopfattelse,

at selvmordsmetodens farlighed korrelerer

logisk med individets dødsønske:

Jo mere aggressivt og målrettet

selvmordsforsøget synes, jo større er

ønsket om at komme bort herfra, lyder

den gængse formodning. Det har vist

sig, at dette overhovedet ikke behøver

at holde stik. Fx er der visse, der lader

tilfældet råde og dermed spiller en

form for hasard med eget liv.

På samme måde som at antage en

logisk sammenhæng imellem metodens

voldsomhed og udfaldet vil det

være fejlagtigt at opfatte selvmordsbreve

som regulære sandhedsdokumenter

i duren ”Sådan havde NN det

egentlig”. Et individ, der tager sit eget

liv, kan have haft én hensigt med selve

handlingen og en anden med at skrive

afskedsbrev til de efterladte.

Talehandlinger

Sådan kunne refleksionerne fortsætte,

hvis ikke der i afhandlingen var en rød

tråd, som fastholder, at suicidal adfærd

primært skal ses som en meddelelse,

og at det er essentielt med en pålidelig,

nuanceret differentiering imellem

selvmordsforsøg for at kunne sætte

ind med effektiv forebyggelse og intervention.

Udgangspunktet i afhandlingen er

talehandlingen og den teoretiske indfaldsvinkel

den pragmatiske lingvi-

Nr. 4 . 2001

17


stik, som både omfatter non-verbale

ytring-er såsom kropssprog og verbal

kommunikation. Et menneske kan ikke

undlade at kommunikere, er Elene

Fleischers grundlæggende antagelse,

hvilket er på linje med en lang række

teoretikeres holdning inden for kommunikation

i øvrigt. Endvidere er meget

kommunikation i sig selv om kommunikationen,

som såvel inkluderer en

tiltale af en anden som en selvtiltale.

Selvmordshandlinger i dette perspektiv

ses som ytringer, som almindelige

mennesker i ekstreme situationer

kan anvende, når de verbale ytringer

opleves som utilstrækkelige eller

uhensigtsmæssige. Ud over meddelelserne

inkluderer Elene Fleischer naturligvis

den biologiske selvødelæggelse

i sin afgrænsning. I en kombination af

Watz-lavick, Bateson, Austin, Searle,

Habermas og især Luhmanns arbejde

når forfatteren frem til den kommunikationsteoretiske

ramme, inden

for hvilken selvmordshandlingerne –

betragtet som talehandlinger – analyseres.

Særhandlinger

Og hermed er vi ovre i afhandlingens

anden del og i empirien. Elene Fleischer

har beskæftiget sig med otte

kvinder på forskellige alderstrin, der

alle har forsøgt at begå selvmord. Alle

er blevet interviewet ud fra en semistruktureret

spørgeguide, hvor motivet

og den udslagsgivende hændelse

er centrale for at nå ind til meningen

med talehandlingen, her selvmordsforsøget.

For at komme bort fra en klassisk

kvantificérbar årsagstænkning, som

forfatteren også i teoriafsnittet tager

afstand fra, får man som læser indblik

i mangfoldige følelser og intentioner,

der har gjort sig gældende i tiden op til

selvmordsforsøget, som billedligt sidestilles

med dét ”at smække med døren”:

”Cheap Thrills”-pigens grundlæggende

dynamik er at skabe synlighed

om sin person såvel i egne sociale sammenhænge

som i behandlingskredsene,

mens ”Humble Pie”-pigens strate-

18 Nr. 4 . 2001

~Denne hændelse besvares prompte af en automatisk

tanke, som er baseret på tidligere

antagelser og erfaringer i opvæksten,

herunder også de negative af slagsen:

}

”Jeg er fuldstændig afhængig af andre”,

”Jeg kan aldrig møde forståelse hos andre”,

”Jeg er ikke værd at elske”,

”Jeg er en total fiasko”


hændelse

gi er den stille, defensive kommunikation,

hvor hun glider i ét med baggrunden.

Så er der tilfælde af seksuelle overgreb

i barndommen eller i ungdommen,

der hos de pågældende kvinder

udløser ordløs skam, afmagt, vrede,

frustration og aggression, som bliver

selvmordforsøgets følelsesmæssige

fundament.

Handlingen bruges også i en stemning

af oprør som den kraft, der skal

til for at fremtvinge ultimative ændringer

hos en nær anden – eller som

selvstraf, når oplevelsen af skyld bliver

mere, end hvad et menneske kan

bære. Der er et eksempel på tavsheden

som magtmiddel – eller som underkastelsesytring

– og på desperat kommunikation

igennem et voksent barn

som det eneste bindeled.

Endelig er der hos én kvinde ønsket

om at trække sig definitivt tilbage i et

lukket ”indre rum”, hvor den tryghed,

som døden giver, kan opnås – sat over

for en anden kvinde, hvor hensigten

med synlig, selvskadende adfærd er at

skabe rum til sit eget liv.

Behandlingen

De otte kvinders forløb er så detaljeret

skildret, analyseret og fortolket, at de i

sidste ende lægger op til en konklusion,

som man i teoretisk regi sandsynligvis

vil kunne anvende mere alment,

og som kan sammenfattes i denne generelle

kommunikative/kognitive

model:

automatisk tanke følelse krop tele-handling

basale antagelser overudviklede

leveregler strategier

negative antagelser forvrængninger

Forud for selvmordsadfærden forekommer

der mindst én hændelse, der

er udslagsgivende for, at selvmordshandlingen

sættes i gang. Denne hændelse

besvares prompte af en automatisk

tanke, som er baseret på tidligere

antagelser og erfaringer i opvæksten,

herunder også de negative af slagsen:

”Jeg er fuldstændig afhængig af andre”,

”Jeg kan aldrig møde forståelse

hos andre”, ”Jeg er ikke værd at elske”,

”Jeg er en total fiasko” osv. Samtidig

med den automatiske tanke opstår

der en belastende følelse, som manifesterer

sig i kroppen. Den grundlæggende,

negative identitetsantagelse

er ofte igennem mange år blevet forsøgt

stabiliseret ved enten overudviklede

strategier eller ved forvrængninger.

Kunsten bliver under behandlingen

af de selvmordstruede at få vendt de

negative antagelser og leveregler om

til at blive positive antagelser. Midlet

hertil, skriver forfatteren, skal være alternative

tanker, som kan modne de

underudviklede, kommunikative strategier,

interaktionsmodeller, tanker og

identitetsforståelser. Alliancen er en

forudsætning for en sådan drejning

samt modelindlæring, hvor vedkommende

kan få mulighed for at øve sig

på hensigtsmæssige kommunikations-

og tankemønstre. Begge dele kan

etableres i det terapeutiske rum.

Afhandlingen

Forfatteren betoner allerede i indledningen,

at der ikke er tale om nogen

kønsspecifik analyse, på trods af at

samtlige interviewpersoner er kvinder.

I sidste ende fremgår det dog ikke

helt tydeligt, om den fundne brik med

de ovennævnte modelbetragtninger

også vil kunne bruges, når det handler

om mænd. Er selvmordsmønstrene

hos de to køn

forskellige eller ens? I afhandlingens

indledende

afsnit får man ikke noget

endegyldigt svar på dette

spørgsmål, men alligevel

en fornemmelse af, at der

måske kommunikeres anderledes,

i og med mænd tegner sig

for flere og ofte voldsommere selvmord

end kvinder.

Et andet forbehold over for afhandlingens

indhold er, at man som læser

med alle detaljerne om kommunikation

og kognitiv psykologi kommer til

~

Der er et eksempel på

tavsheden som magtmiddel

– eller som underkastelsesytring –

og på desperat kommunikation

igennem et voksent

}

barn som det eneste bindeled

Nr. 4 . 2001

19


at savne mere om selvmordets eksistentielle

sider. For Fleischer synes det

at forholde sig således, at kommunikation

er eksistens; for andre kan eksistens

imidlertid være andet og mere.

Når det nu faktisk lykkes at præstere

et både seriøst og grundigt stykke

forskning, tilmed smukt illustreret

med kunst af Anna Frydendal Knudsen

og Grethe Thygesen Rasmussen,

er det synd, at afhandlingen falder

igennem på sit eget felt: Det kommunikative.

I al for høj grad lever den op

til et stramt, akademisk forbillede om

et objektivt ordvalg. Og ikke kun i afhandlingens

første del, hvor forfatteren

selv begrunder det med troskab

over for den anvendte teori, men igennem

hele bogen.

Udtryk som ”det psykiske system”

om et menneske, der for stedse vil bort

herfra samt en masse andre kliniske

benævnelser virker fantastisk tørre og

kolde samt forstyrrer en koncentreret

og behagelig læsning, som man også

godt må kræve i fagligt regi.

Den faglige tirade

Selv om man kunne have håbet på et

mere glidende sprog i en redigeret ud-

20 Nr. 4 . 2001

gave, skal dét at skrive et knudret fagsprog

ikke alene komme denne afhandling

til last. Der er snarere tale om

et alment problem i den akademiske

verden, hvor vi hen ad vejen mister

evnen til at formulere os præcist via

gængse gloser. Hvor vi i en form for

kollektiv misforståelse sætter ægte

faglighed på linje med avanceret kodeaflæsning.

Eller hvor vi blot forsøger

at camouflere vage eller gammelkendte

pointer i faglig tågesnak. Og dette til

trods for at mange af os, der både læser

og skriver, længes efter at bibeholde

den akademiske stringens i et

sprog, som ikke nødvendigvis behøver

at ende i fremmedgørende og distancerende

vendinger.

Kommunikation, har vi just set, kan

være et spørgsmål om liv og død. Så

grelt står det heldigvis ikke til i den

akademiske verden. Men det må alligevel

siges at være afgørende, at vi også

dér lærer at kalde tingene ved et

rammende navn.

Irene Christiansen

er cand.psych.

BOGDATA

Elene Fleischer: ”Den

talende tavshed. Selvmord

og selvmordsforsøg

som talehandling”.

Odense

Universitetsforlag,

2000. 303 sider, illustreret,

250 kr.

More magazines by this user
Similar magazines