Ordet på bordet” - Kaj Munk Online

”Ordet på bordet”
Kvalificerede randnoter til "Ordet på bordet", Ni læsninger i Kaj Munks dramatik
redigeret af Per Lykke, Multivers 2004
Per Lykkes præstationstal ligner en bulldozers. En gylden fremtid forestår ham
sikkert på litteraternes højborg. Med en imponerende sejhed har han trommet et sjak
af velanskrevne kulturpersoner sammen, der med større eller mindre lyst lægger
vejen om ad den Munkske dramatik. Hvorfor de kloge hoveder netop er landet på
dette eller hint skuespil, er vor pirrede nysgerrighed beklagelsesvist forment adgang
til. Formodentligt er det ikke sket ved lodtrækning. I Rikke Rottenstens karske og
retsindige behandling af "Niels Ebbesen", fornemmer man meget af hendes eget
ufordærvede pulsslag.
Og da man vel tør formode, at en Kaj Munk-kanon, et udvalg af dramatiske
"helligskrifter" ikke blot er en refleksbevægelse, havde det ej heller været af vejen, om
redaktionen havde indviet os i uddelegeringsmønstret eller fordelingsproceduren. At
de pågældende skulle have haft specielle Kaj Munkske mærkesager fremgår ikke
nævneværdigt af deres litterære indsats i øvrigt.
Og så - hvorfor nu netop disse 9 skuespil: En Idealist, I Brændingen, Cant, Ordet,
Kærlighed, Smeltediglen, Egelykke og Niels Ebbesen? Med hvilket mål måler man
det umålelige? Hvad har "En Idealist" forud for "Ordet" eller omvendt? Professor
Søren Holm var i det omfang, der nu var brændstof i ham, fyr og flamme for "I
Brændingen". Syndflodsdramaet "Havet og Menneskene" har fundet fortalere blandt
fuldt tilregnelige folk som Hakon Stangerup, Marc Auchet, Paul Gerhard Schoenborn
("ein grosses Drama"), Jens Kruse ("Det er et nederlag, at dansk kritik begyndte med
ikke at fatte hans storhed, og at den på samme måde faldt igennem, da for et par år
siden et teater (Odense) uropførte ...."Havet og Menneskene). Kaj Munk-biografen
Siegumfeldt slog gentagne gange til lyd for det bibelske drama "Samson." Og Torben
Holm lagde kraftigt billet ind på "Kardinalen og Kongen." Gunnar Ollén skriver om
ungdomsskuespillet "Operationen", at det rummer scener, som ikke står tilbage for
det bedste i digterens modne dramaer, hvad angår skarphed og intensitet. Og som
1

fremhævet og påpeget af blandt andet Marc Auchet er der uvurderligt gods i navnlig
hans enaktere "Før Cannae", passionsspillet "De herrer Dommere", "Døden" fra
Oxford snapshots, for ikke at tale om "Ewalds Død" og "Studenten og Præsten". Selv
har jeg en stærk hældning til skuespillene "Selvtægt" og "En Almanakhistorie", et
remythologiserende opgør med tidens biologistiske tyranni og menneskefornedrelse,
hvor en teknisk detalje, blandt andet den genetiske profil suspenderer mennesket i
hele dets uudgrundelige kompleksitet. Og Sigurd Enggård Poulsen, der i særlig grad
har beskæftiget sig med Peter Seeberg, har løbet Det kongelige Teater på dørene håb
om at bane vejen for en opførelse af aposteldramaet "Alverdens Urostiftere", der
meget tankevækkende afrundede det dramatiske forfatterskab, der tog sin begyndelse
med "Pilatus". Dermed sluttedes ringen på forunderlig frelseshistorisk vis - fra
Mesteren til hans kirke.
Meget træffende udtrykte en hollandsk Kaj Munk-beundrer det således: "Jeg vil ikke
bytte noget Kaj Munk-skuespil for et andet! De supplerer hinanden mirakuløst."
Hvad er livsnerven i Kaj Munks dramatik, og hvad er hans ambitionsniveau? Og er de
ni bidragydere på bølgelængde med det? Hans egen målsætning er klar. Kunstens alfa
og omega er "menneskefremstillingens ædle kunst". For Kaj Munk var der i grunden
kun to arketyper, kunstneren eller digteren, der holdt med alle og profeten, der holdt
med ingen. Målet er at slå porten op til den store verden, hvor mennesker som
katalysatorer for Verdensophavets "modsætningsflammende Vilje" indtager deres
plads i en mangfoldighed af livsytringer i kød og blod i skikkelse af krigere, moderne
politikere, storkøbmænd, arbejdere i det røde Rusland, renfærdige, gudhengivne
almuepiger, som det hedder i hans kunstneriske manifest i kølvandet på
førsteopførelsen af "En Idealist." Det agitatorisk-ideologiske teater var ikke Kaj
Munks anliggende. I en sammenhæng, hvor professor Hans Brix' forbehold over for
visse persontyper, navnlig de Kaj Munkske libertinere, affejede forfatteren kritikerens
indvendinger med, "at det morede ham (Kaj Munk), at jeg (Hans Brix) fortalte ham,
hvad emnet var i de Stykker, han skrev - og det med fuld ret, for han (Munk) anede
nemlig ikke selv noget derom. Men han tror alligevel, at hvor han tænker i personer,
tænker jeg i motiv, og måske var det just derfor så godt, at vi to havde fundet
hinanden."
2

Jens Kruse var med på noderne, når han om"En Idealist" bekender, at dette
Schillersk-shakespearske historiespil med dets mægtige virkninger i både tragedie,
komedie, symbol, erotik ikke lader noget publikum uberørt. Det bevæger igen og igen
mennesker, det er et stykke verdensdramatik – for første gang i dansk litteraturs
historie. Han peger på, at det fuldbyrdedes i en tid, der var en anden og en fattigere,
en ringere, præget af idealisme, pacifisme, freudianisme, marxisme, politiske og
materielle bekymringer, en spændetrøje af naturalisme og psykologisme, en
blegsottig afglans af den moderne amerikanske digtning. Så vidt Jens Kruse.
Jo, det er skelsættende og perspektiverende, at Herodes, den inkarnerede ondskab
ikke sættes til vægs af hverken freudianisme eller marxisme, men af den inkarnerede
godhed, thi den faldne engel, Lucifer kan kun møde sin overmand i sin absolutte
modsætning. Og absurd er det at diktere tilværelsen spilleregler, for hvilke den
savner lydhørhed, og med hvilke den ikke er indforstået eller ligefrem vrager. Oplever
teatergængerne ikke i persongalleriet - uanset hvor grænsesprængende -
genkendelses- og fortrolighedsmomentet hos de optrædende, er karaktererne
kunstige, karikerede, enøjede og utroværdige, skrider grundlaget for budskabet.
Katastrofalt er det da, hvis gnavpotten Jørgen Elbek har ret i, at "forfatteren ikke har
givet sig tid til at lære sine personer at kende, ikke har haft dem i sit sind så at deres
oplevelsesform og ejendommeligheder er blevet ham fortrolige. De eksisterer ikke for
ham, men bliver på stedet som funktioner af replikker, situationer, konflikter, er
hentet lige ud af et typegalleri, der ikke hæver sig meget over bladtegnernes: den sure
husholderske, den distræte professor, den gemytlige gejstlige. Pudsigt nok finder
skuespillets mest karikerede person, professor Dorn nåde for Elbeks øjne. Dramaet er
for Elbæk på det nærmeste opførelsesuegnet, uanset hvor meget skuespillerne er i
stand til at lappe på fadæsen. Dræbende for skuespillets sceniske overlevelse er det
ydermere, at man ikke kan forestille sig Hitler som en Napoleon vende tilbage under
pomp og pragt, i ære og værdighed til et nyslået mausoleum. Med dette in mente er
det besynderligt, at skuespillet i den seneste tid er opført nær 100 gange i Tyskland og
ved den seneste præsentation af den Kaj Munkske dramatik i den tysktalende verden
fastslog dr. Günter Weitling: "Die Dramen Kaj Munks bleiben von zeitloser
Aktualität", sekunderet af Friedrich Grotjahn: "Denn die von Munk verhandelten
Themen, Machtmissbrauch, Antisemitismus, ideologische Überhöhung egoistischer
Ziele, sind heute so aktuell wie zu seinen Lebzeiten." - "Das didaktische Stück ist ein
3

hervorragender Ansatzpunkt für Diskussionen um die Verführbarkeit des Menschen
im Totalitarismus und um das Verhältnis zwischen dem Wissenschaftler und der
Macht" (Bernd Durstewitz).
For en ublokeret tankegang står og falder "Smeltediglen" naturligvis ikke med en
historisk og kulturhistorisk detalje. Problemet er eviggyldigt, uanset hvem og hvad,
der haster over den politiske scene. I et fugleperspektiv befinder mennesket sig i
spændingsfeltet mellem natura og supranatura. Hvad skylder du kejseren og hvad
skylder du Gud? Er statsabsolutismen, statens "Eigengesetzlichkeit" ikke uforenelig
med det første af budene: Du må ikke have andre guder for mig. Og er det ikke mere
aktuelt end nogensinde i denne ba'alernes og afgudernes tid? Vil en syntese mellem
religion og stat ikke være forræderi? Stod Jesus ikke i et principielt
odsætningsforhold til sin samtids magthavere? Har Wilhelm Beck ikke ret i, at politik
er denne verdens religion? En af stykkets kerneparader er denne ordveksling mellem
biskop Beugel og systemets mand, professor Dorn. Beugel: Kultusminister, sagde De.
Næh, ved De hvad! De Rigets Kultusminister! Saa vil jeg hellere have Stalin. Dorn:
Det skal jeg meddele Føreren. Beugel: Lad være med det. Han tager ham ikke
alligevel....Men den er bedre end Dem. Hellere Fornægteren end Forfalskeren!
Særdeles aktuelt i den danske bispekirkes leflen for statsmagten. Her er der røget
mindst lige så meget postelin på gulvet som i "Smeltediglen". Højaktuelt og tidløst er
livtaget med det terapeutiske livsløgnsaspekt (Ibsens "Vildanden"), hvilke ideologiske
nødudgange har menneske forskrevet sig til, lige så centralt som "Ordets" holmgang
med underet som en "Überforderung" (Bjørnsons "Over Evne"). "Smeltediglen" er et
inciterende og (uafklaret) indlæg i dialektikken mellem religion og humanisme. Og i
den standende menneskerettighedsdebat er udsagnet: "Men at tage
Menneskerettighederne fra Mennesker, er at gøre sig selv til Forbryder", en bombe.
Men frem for alt er "Smeltediglen" et fængslende eksempel på Kaj Munks speciale,
karakterstudiet, menneskesindets bevægelighed, vækst, modning, afklaring og
forædling, mennesket i den guddommelige smeltedigel, kunstnerisk helstøbt, for som
vi tror på Mikkels "omvendelse" i "Ordet", Herberts i "Brændingen", Niels Ebbesens i
skuespillet af samme navn, tror vi på Menschs. Verden opviser talrige eksempler på
hvilken drivkraft, den i menneskesindet indflyttede Kristus udgør, uanset om en
tand- og fantasiløs psykologi anser det for en placebo-effekt. Specifikt er det Kaj
4

Munkske teater kristocentrisk. Derfor er Jørgen Elbeks analyse noget af det povreste
og mest uprofessionelle, jeg har været præsenteret for.
Erik Skyum-Nielsen er ikke et mindre Goddag-Mand-Økseskaft-svar. Var det, hvad
Kaj Munk havde villet, tilsigtet eller utilsigtet, var der ikke blevet megen kalas ud af
de fem brød og to fisk. Det er en mager analyse af stykkets potentiale og
gennemslagskraft. "Ordet" har jo suverænt henvist alle traditionelle succeskriterier til
skammekrogen, og Dreyers filmatisering af skuespillet er af Vatikanet udpeget som
den tredje bedste film inden for genren. Erik Skyum-Nielsen, der mener Kaj Munk
har et udestående med missionsfolk, og som konsekvent omtaler skrædderens datter
Anne som Anna, giver ikke en pind for en opfattelse, der tager "Ordet" på ordet.
"Ordet" er nemlig så tilpas diffust, uspecifikt og mangetydigt, at "værket ikke er
beskyttet mod, hvad vi kunne kalde kvalificerede (!) fejllæsninger." Hvis man hylder
en æstetik, for hvilken ethvert tolkningsåbent kunstværk er et godt kunstværk, må
man beundre "Ordet", fordi det kommer nær ved relativismens og flertydighedens
ideal (som om kaos skulle være et ideal). Mener man modsat, at et kunstværk skal
sætte præcise, oplevelsesmæssigt forpligtende rammer for samtalen om det, er
Munks drama et mislykket drama", eftersom det jo - i følge Erik Skyum-Nielsen -
netop er flertydigt. Hvor meget grund der er til at beundre "Ordet" for dets eventuelle
åbenhed over for trivialiteter og døgnflueligegyldigheder som eksempelvis "en fastlåst
kønsrollestruktur, der har bremset udfoldelsen af kvinders livs- og driftspontentiale"
(til gavn og glæde for hvem? Hankønnets stedse mere omflakkende, hjemløse
polittilholdsliderlighed?), gad jeg nok vide. Naturligvis haler Skyum-Nielsen en af de
gamle, nedslidte visestumper om Kaj Munks stereotype og reaktionære kvindesyn
frem i det grånende dagslys, men redder dog den formastelige på målstregen
ved skyndsomt at tilføje, at "kombineret med stykkets patriarkatskritik og den dertil
knyttede forblommede kristendomsskepsis bliver hans kvindebillede
modsigelsesfyldt. Per Lykke har fattet mere af sagen: "Ifølge Kaj Munk er grunden til
Grundtvigs opvågnen altså ene og alene kvinden, Fru Leth, ja med digterens egne
ord: "Hvo elsked Fædreland, hvor elsked Gud, om ikke først han elskede en Kvinde?
Al Kærlighed paa Jorden springer ud af Elskov, af en Kærlighed til hende."
Skyum-Nielsens version af et hunkønsvæsen demonterer en hver sprængladning. Det
er den sikreste vej til at dræne kvinden for en hver attråværdighed, et hver
5

tilbedelses- og henrykkelsespotentiale. Hvem ville kunne forelske sig i en ringere
udgave af sig selv? Kaj Munk opdelte nutidens hunkønsvæsener i ukønnede, kønnede
og overkønnede, men ingen inden for disse kategorier honorerede den gådefuldhed,
der kunne afføde digte fra en Aarestrups eller en Christians Winthers hånd. Intet
under, at boblerne brister, skilsmisserne florerer, og det kranke singleuvæsen med en
tredjedel af befolkningen alene i kurven går sin vraltende sejrsgang. Lige så anstrengt
og klamklistret er det at smugle klassekampsmotiver, fascisme, metakunst ind i det
Kaj Munkske univers.
Hans Hauge, der kan sin litterærkritiske logaritmetabel på fingrene, har en teologisk
løsningsmodel på Ejnar Kargos eksistentielle livsproblem, præsten, for hvem Gud er
blevet væk, eftersom præsten er en slave af sandsynligheden, vedgået som en
begrænsning, hvad der er ret beset burde åbne en mulighed for, at Gud var en
virkelighed. Kargo finder dog tilbage til folden, takket være tidehvervsopmanden
Olesen-Larsen, for hvor kærligheden er, "tager den Troen og Haabet med sig." Og i
øvrigt så avler funktion struktur, og hvis du flittigt hænger i med bønsliv og
kirkegang, vil troen før eller siden være hjemme. Et af tegnene på gudsfraværet er for
Kargo, at "Folk gifter sig uden at passe sammen." Eller i en senere krassere udgave
hos Kaj Munk, i en sammenhæng med lidt af et dødsstød mod en naturlig teologi:
"Hansens, der var to Lys af Lykke paa deres Bryllupsdag, gør Livet til et brændende
Helvede for hinanden." Ingeborg Thomsen fryser og forkommer i sit upoetiske og
kontante ægteskabs med sognerådsformand Anton Thomsen og glider, uden at han i
sin egenrådige og ufølsomme stupiditet sanser det, i armene på den sensitive og
åndrige pastor Kargo, hvis ven sognerådsformanden er. I spørgsmålet om, hvor
meget hanrej Ingeborg har gjort sin mand til, er forskningen delt i to lejre. Den virile
og kvindekære Drewsen Christensen vil æde sin hat på, at forholdet mellem præsten
og Ingeborg fik følger, og i dette følger Hans Hauge ham, om end en smule mere
anstandsmæssigt, men i betragtning af, at Præsten siger til sin ven
sognerådsformanden i fjerde akt: "Og så må vi hen og døbe Jer lille pige, Ingeborgs
og din", så ville det immervæk være noget af et stift stykke, om det forholdt sig
modsat. I nittenhundredeogtyverne stod himmel og jord i eet, om en sognepræst i
den grad skejede ud. Nu er det nærmest en anbefaling. Stakkels dramatikere med det
eksorbitant reducerede konfliktstof.
6

Persongalleriet i "En Idealist" har en vægt og tyngde, en afveksling og en
imponerende bæredygtighed, en fuldtonende skala af temperamentsforskelle og
karakterfacetter, et handlingsspektrum af en overvældende mangfoldighed,
ressourcerige, sproglige virkemidler, hvilke Finn Stein Larsen har forbilledligt blik for
og gerne gør sin skyldighed. Og på trods af dette næsten lydefri register rev den
litterære smagsdommerelite tæppet væk under det og ville have forsvoret, at der
fulgte en påskemorgen på den langfredag. Man skyder på en fejl beskæring, en
betonopsætning, en fumlefinger af en kommunikationsuduelig fremmedarbejder,
instruktør Wilhelm Nagel. Forklaringen ligger et helt andetsted. Kritikken var
umoden. Kaj Munk var profetisk og visionær, forud for sin tid. Han indførte Hitler,
Stalin og beslægtede kumpaner på scenen, før de indfandt sig i virkeligheden.
Herodes er den ryggesløse proletar uden det blå blods etiske bremsemekanismer,
hensynsløsheden og samvittighedsløsheden som rent, ubleget naturtalent. Som disse
vor tids enevoldsherskere var han ikke en ægtefødt af sit folk og sin stamme, men
opskyllet fra nationens baggård (Idumæa) som korsikaneren Napoleon, østrigeren
Hitler, georgieren Stalin med et indgroet og fortærende had til hele det uretmæssigt
velkonsoliderede etablissement, der foragteligt så dem over hovedet og rynkede på
næsen ad dem som kasteløse opkomlinge. Oliver Cromwells (skuespillet "Cant")
ubestridelige manøvredygtighed blandt honoratiores skyldes ikke mindst en
ildevarslende kombination af en blændende begavelse og en moralsk tabula rasa.
Ubesværet af alle de retskafnes fordomme og hæmninger har denne låsesmedens
(meget symbolsk) søn "rovdyrets" ubetingede frihed og usentimentale holdning til
byttedyret. Ond og god er etiske kategorier, syg og sund er biologiske, og Herodes
siger helt darwinistisk-nietzschiansk: "Når det er klogt, er det ikke Synd." Den
restløse ondskab er garantien for projektets gennemførelse. Godhed er hjælpeløs
svaghed og fallittens forløber. "Var jeg ond," siger Herodes, "saa er det min Ære og
min Styrke, at jeg har været det helt."Tidens håbløse relativering af godt og ondt er et
misfoster, et produkt af en udvandet og splejset syndserkendelse. I takt med
forsimpling og forråelse, stortrives den gode og velbjærgede samvittighed. At
Vorherre skulle have grund til at komme efter os, er hinsides enhver nutidig
forestillingsevne. Reumert skal altså ikke bebrejdes for, at han i skuespillet "Niels
Ebbesen" "spillede Grev Gert som den iskolde Despot med helt patologiske Anlæg"
(Svend Kragh -Jacobsen). I Hitlertyskland var djævelskabet et perfektionsideal, og
man ynkede rigsfører Heinrich Himmler, at han ikke kunne klare mosten, da han på
7

allernærmeste hold overværede en massenedskydning i Rusland, hvor blodet fra de
henrettede sprøjtede ham op ad buksebenet. "Den evige kamp mellem det gode og
onde - i os alle" (Rikke Rottensten) er en selvretfærdiggørelsens frase. Ingen ved sin
fulde fem kan mene, at fransciskanermunken Maximilian Kolbe, der i Auschwitz lod
sig henrette i en medfanges sted, kunne have udviklet sig til en ærkesadist som
den tidligere straffefange Heinrich Krott, der tildelte Kolbe spark i ansigtet og i
skridtet og derefter 50 piskeslag, fordi han udtæret og træt segnede under byrderne
af et umådeholdent fysisk tvangsarbejde: "Er du for doven til at bestille noget, din
snylter? Vent bare, så skal jeg vise dig, hvad det vil sige at bestille noget." Da Kolbe
mistede bevidstheden, slængede Krott ham foragteligt i mudret og smed noget kvas
over ham. Der kunne han så ligge og dø. De færreste vil sikkert have det største
besvær med at finde forsonende elementer i massakren på børnene i Beslan. Ikke så
lidt afslørende og tankevækkende er det, at en anden af skriftets bidragydere Per
Theil afviser Paven og Angelica,(skuespillet "Sejren") tro mod idealerne - som ikkemenneskelige.
"Identificerer man sig med nogen, bliver det paradoksalt (?) -
modsigende - nok med uhyret (Mussolini)".
Kaj Munks himmeldronningsmodeller ridder forbløffende stormløbene af. Når Ingers
tilbagevenden til livet i "Ordet" går så klokkerent ind hos det store publikum, skyldes
det, at hendes bortgang successivt og umærkeligt via hendes adfærd og væremåde
oparbejdes til et uforvindeligt tab. Med en overjordisk renfærdighed og
selvforglemmelse løser hun hårdknuderne, konsekvenserne af en mandeverdens
ensidige ufordrag, stejlhed og skadevoldende selvhævdelse. Med Ingers død lukker et
langfredagsmørke sig om tilskuerens sind. Som en italiensk Kaj Munk-dyrker
udtrykte det: "Hun er dramaets hovedperson og omdrejningsakse, livsnerve, brofaget
til evigheden. Med hendes afgang er fimbulvinteren over os."
Den farlige cocktail af intellektuel overlegenhed, social deklassering og legemlig
forkrøbling er drivkraften bag Salomes (Herodes søster) umættelige hævntørst mod
de privilegerede og af skæbnen begunstigede. Det lynende begavede, men oversete,
forsmåede og udrangerede revanchist, meget lig grundstammen i den bolsjevistiske
samfundsomvæltning. Autonomien, den overlegnes selvskrevne ret til at være sin
egen og andres lovgiver, bærer tydelige mærker af hovedstrømninger i tiden. Herodes
beder ikke om lov, hverken hos Gud, instanser eller artsfæller. Et hvert afkast til
8

omgivelserne står i suverænitetsafgivelsens tegn, er en nådesakt, som modtageren er
uden indflydelse på. Et dødfødt barn af denne aristokratiske autonomi er det
demokratiske fiktion om selvrealisering for revl og krat med eller uden et potentiale,
af nogle stemplet som et degenerationsfænomen. I Herodes, som i Hitlers og Stalins
nærhed er omgivelsernes selvrealisering, uanset kønnets beskaffenhed, en saga blot.
Den krasse dennesidighed, mere end noget tidens pulsslag, udelukker overlegent en
regnskabets dag, anstændighedens væsentligste og afgørende trumfkort. Med den
nuværende paves ord: "Er den endegyldige straf ikke på sæt og vis nødvendig for at
genoprette den moralske balance i menneskehedens komplekse historie? Er Helvedet
ikke i en vis forstand til syvende og sidst garanti for menneskets etiske samvittighed?"
Nicolaus: Men er der nu et Liv efter Døden, Herodes? Herodes: Ja, hvis der er, hvis,
hvis! Jeg spørger Sadukæerne, de siger ét, Farisæerne , de siger et andet, jer Grækere,
et tredje. Jeg har haft alt for travlt i mit Liv med alvorlige Ting til at spilde min Tid
med Digte. Med titlen in mente er magtkoncentratet Herodes mindst af alt en
idealist. Fædrelandet er ikke hans ideal, som det er det hos magtudøvereni "Sejren",
"Han sidder ved Smeltediglen", "Kardinalen og Kongen" med flere. Da "En Idealist"
høstede sine velfortjente laurbær i 1938, var kritikkens småkårsfolk blevet klogere,
adskillige krasse erfaringer rigere.
Lars Peter Rømhild sejler i for smult et farvand, hinsides en hver brænding. At "I
Brændingen" fra Kaj Munks side skulle være et gok i nøden på den Brandes, hvem det
tilegnes med et "Til Mesteren, der er død" (bemærk død) rimer dårligt med, at Kaj
Munk andetsteds forgylder den Brandes, der som Kristendommens banemand gjorde
den ære at møde den med lidenskab, den Kaj Munk, der foreslog, at Det teologiske
Fakultet burde have et professorat i ateisme. Stykket drejer sig ikke primært om
Brandes, men om det kulturradikale projekt, der som den urene ånd i skriften
forlader sit hus for at komme tilbage med syv andre ånder, værre end den selv.
Brandes hjem er et hus i splid med sig selv. Som logiske skud på hedningepatriarkens
stamme er den humanistiske læge, libertineren (Poul Henningsen), den
emanciperede naturvidenskabskvinde og den ukritiske tilhænger, et
pubertetsfænomen, alle som det fædrene ophav overbevist om Kristendommen som
et fortidslevn. Børnene er i hovedsagen billedet på Danmark efter Brandes død. Det
kulturradikale projekt slog fejl. Dets religionsløshed og etiske relativisme søsatte nok
9

den gudløse velfærdsstat, men gik moralsk og etisk bankerot den niende april 1940.
Det radikale Venstre dementerede inden for timer alle sine ædle og opreklamerede
mærkesager i et ublu knæfald for den tyske tyran.
Alle forfølger egne mål, undtagen Marie. Offerviljen er livsnerven i så vel den
enkeltes som nationens overlevelse. Kaj Munk var profetisk. Brandesianismen som
projekt var dødsdømt. Udviklingen ville tage livet af den. Den var usund og
livsuduelig. Hverken lægevidenskaben, teknikken, liderligheden eller den hule og
bevidstløse efterplapren og selvforherligelse kunne holde metastaserne og
undergangen stangen. Når Brandes begræder, at trolden, naturvidenskaben har røvet
hans eneste datter, havde Kaj Munk ligefuldt begrædt, om han havde oplevet, at
trolden, psykologien havde røvet hans ældste datter. Kolja med det russiske navn har
klang af kommunisme, femårsplaner, kvindehegemoni og hjemmenes opløsning.
Visionært ser Kaj Munk syndfloden i anmarch. Den hjernelammede Kraters "tandem
vicisti" (omsider sejrede du) har et videre perspektiv end hovedpersonens forlis, en
pendant til den Nietzsche, der i sindssygens mørke endte med at underskrive sig som
"den korsfæstede", hvis gudløse nation kæntrede ved Stalingrad over for en anden
gudløs med en væltet Berlinmur. "men for den som ikke tror, er den sten,
bygmestrene vragede blevet hovedhjørnestenen og anstødsstenen, en klippe til at
snuble over" (1. Peters brev 2,7). Linien er ubrudt fra den unge Kaj Munks første
prædiken i Skovlænge og Gurreby Kirker på Lolland, hvor han siger "Ingen kan
bestaa, der ikke kaarer sig Jesus til Konge, det være sig Konge eller Enkeltmand " og
til hans indsigelse mod det officielle Danmarks undsigelse af den norske Kirkes kamp
mod nazivældet: "Det er bedre at skade Danmark i Forholdet til Tyskland end i
Forholdet til den Herre Jesus."
Kaj Munks opgør gjaldt i første ikke Brandes, hvem han beundrede, men hans udsæd,
der blev Danmarks ulykke. Stykket rummer ubetalelige replikker, epigrammer af en
sjælden slidstyrke. Krater: Menneskeheden er et Morads af Stupiditet. ... De er saa
taabelige, disse Mennesker, at hvis der kom en forhutlet Tømmersvend og sagde, at
han var Guds Søn, saa vilde en Masse af dem tro ham. Dr. Patursson: Ak, de er endnu
taabeligere. De er saa taabelige, Hr. Professor, at selv om han virkelig var det, vilde en
Masse af dem ikke tro ham. Eller Herbert: Du elsker mig jo. Du elsker mig jo. To, der
10

er forbundet i Kærlighed, har ingen Ret til at skille. - Marie: Saadan ved jeg nok, din
Fars Bud er; men jeg har jo større Guder. -Eller Krater: Fakkeltog? I hvilken
Anledning? Elmau-Petersen: Altså nærmest ved det, at Professoren fylder 70. Krater:
Nu har jeg hørt Mage. Havde jeg udgivet en Bog eller holdt en Tale...Men at jeg
tilfældigvis ikke ved en eller anden Lejlighed er død af Lungebetændelse - ja, jeg
indser overhovedet ikke, hvordan jeg, naar jeg dog lever, skulde undgaa at blive 70.
Eller fru Brun om broderen Brandes: "Han var saa god en Bror og saadan en køn
Dreng. Herre min Gud! hvor kan I snakke om Udvikling, naar I ser, at hele Jorden
over bliver Børn til voxne Mennesker?" Eller Krater: " Men ikke Ry er det, jeg attraar,
men Magt, Magt til at præge Aander, stemple Tid." Eller Ulrich: " Bevares, Brorlille!
Jeg er saa begavet, at jeg udmærket ved, at der intet kan siges her i Verden, uden at
man med samme Ret kan sige det modsatte."
Lars Peter Rømild har det skidt med virginitetsidealet. "Vores forståelse at par
menneskealdre senere er yderligere vanskeliggjort af den store
kristendomsskrumpning siden da, så at den fatale syndighed af før- og ikkeægteskabelig
sex og kravet om evig troskab efter indgåelse af sexuel forbindelse, ikke
længere er hovedanliggender for troens (eller måske snarere vantroens?) folk. Det har
de været, og det er de for lille Marie.
Men viser stykket at det er godt?" Denne anklage rammer for så vidt også skuespillet
"Egelykke", hvor et promiskuøs teaterpublikum (over 40% af den danske befolkning
er sidespringsforekommende) vel også vil savne forståelse for, at Grundtvig ikke kan
indlede "sin Kamp mod sit høje Maal" med et knald med sin husherres kone. At det
skulle kompromittere nogen og diskvalificere dem til en gerning, rækker den
proletariserede fantasi ikke til. Men viser stykket, at det er godt med Marias
renfærdige offervilje – endda med udsigt til en fiasko. Ja, så afgjort. Marie betoner
netop, at hun har andre guder end Brandes og sin etisk tyndslidte samtid. Martyrium
og opofrelse bliver aldrig hvermandseje. Så vær da fuldkommen, som jeres
himmelske fader er fuldkommen. Eller med biskop Sehnils ord i Kaj Munks
"Operationen": "Kristendom er Selvhengivelse til Døden." Skrækkeligt ville det være
om en forjasket og antielitær forfaldstid skulle foreskrive litteraturen sin normløshed.
Engang udtrykte Kaj Munks kusine Ida Wael sin misbilligelse af hans adfærd i en
eller anden anledning med ordene: "Jamen, Kaj, det gør man da ikke." "Har du
11

nogensinde oplevet, at jeg gjorde, hvad man gjorde." "Man" var således påfaldende
passiv og fraværende under besættelsestiden.
Per Lykke er i al væsentlighed tro mod sit forlæg. Ønskværdigt havde det været, om
han havde et stærkere blik for almuens og barnets betydning. Et interessant træk ved
den Kaj Munkske digtning er barnet som forløserskikkelse, hvor det i samtidens
skønlitteratur enten er forvist eller marginaliseret. Karl er ikke blot i andenakten
Konstances dårlige og ansvarliggørende samvittighed, men også i sidsteakten seglet
på den af Almagten indstiftede ægtepagt mellem mand og kvinde.
En af Kaj Munks ubetalelige bipersoner, en sværvægterskikkelse som det
skarpsindige og livskloge almuetyende på herregården "Egelykke", der i denne
atmosfære af uforpligtende tidsfordriv (et tidsbillede) er sit ansvar over for knægten
Karls opvækst, trivsel og udvikling fuldt bevidst, punkterer med en enkel
bemærkning Grundtvigs af rationalismen bestemte etiske megalomani. Grundtvig
(stolt over at have afvist Fru Leth og i stålsat forvisning om sin usårlighed og
sejrsgangen for sin mission): Jo mer ensom jeg bliver, des stærkere staar jeg. Jeg skal
knuse alle Verdensrigerne, der er bygget paa Løgn, de Kristnes paa Korsets raadne
Planke, Englændernes paa det uhumske Guld. Jeg tager den store Napoleon i min
Tjeneste. Jeg overvinder al Verden, for jeg har overvundet mig selv. Lene: Er du ogg
saa meget Karl, te du kan lade være at fortryde paa, du overvandt dig selv? Grundtvig
bliver hed om ørene (bemærkelsesværdigt en af Kaj Munks sjældne
regibemærkninger), dolket i sin samvittighed og i erkendelsen af, at han ikke hører til
de rene af hjertet, modnes han for evangeliet som Guds oprejsende kraft for det
faldne menneske. Således er lægkvinden Lene en Johannesdøberskikkelse.
For Kaj Munk var det væsentligste forskel mellem almuen og proletariatet det etiske
skred. Det var hans plejemor i det lille boelssted i Opager på Lolland en håndfast
illustration af. Niels Jørgen Skydsgaards behandling af skuespillet "Cant" og navnlig
hans indlevelse i detaljen (således blomstermotivet, årstidernes vekslen,
halshugningsmonotonien, den allestedsnærværende statsmagt (helt nutidigt, ikke
engang naturen er et hellefyr mod dens fangarme), og en psykologisk detalje som
opladtheden og villigheden til at give plads for et anden sjælesubstans end ens eget)
viser hans force. Med ulyst lader han Cromwell få det sidste ord som konklusionen på
12

dramaet: "Det går jo lystigt" - helt i forlængelse af Kongens blaserte udgangsreplik i
fjerdeakten: Det er jeg, Cromwell. Ja, jeg er lykkelig og takker Gud. Hvad skal vi finde
paa i Aften, Cromwell?
Theater mundi. Alvoren får aldrig fodfæste. Tilværelsen er ublu underholdning. Selv
de udsatte aktører synes stundom at opfatte sig som en del af en spaghettiwestern. Er
publikum ikke i samme mål tilskuere til deres egen tilværelse? Afgørende for
Skydsgaards læsning er hans oplevelse af denne verdens ondskab - den rå,
udspekulerede, men samtidig stupide, magt -"som for mig virker emotionelt stærkere
og tematisk overordnet i forhold til det hykleri som magten naturligvis i rigeligt mål
gør brug af." Men hvorledes forholder det sig til det som motto foranstillede Goethecitat,
at "Troen ligegyldig i hvilken Skikkelse, er opløftende og frugtbare for Samtid og
Eftertid", en tro, der grovkornet spændes for de mest hårrejsende tiltag, den argeste
blasfemi og gudsbespottelse, der lyser overgreb af værste skuffe i kuld og køn? Er det
hykleri eller selvbedrag, strategi eller vildfarelse? I menneskehedens lange historie
har man sorgløst taget de største og smukkeste idealer til indtægt for sine
skurkestreger. Er det ikke en lige så grusom og knugende tragedie som den rå og
udspekulerede og stupide menneskeforagt? En Hitler, der var overbevist om, at
verden en dag ville takke ham for hans store velgerning mod menneskeheden,
eliminering af den jødiske verdenssammensværgelse. "Cant" er lynende aktuelt. I dag
foregår ligefuldt de uhyrligste overgreb mod næsten ud fra de ædleste motiver. Ikke
blot er det til irakernes egen, selvindlysende fordel, at 100.000 af dem har måttet
lade livet for vor kanoniserede styreform, ligesom millioner af "uønskede" børn bør
være os inderligt taknemmelige for, at vi forskåner dem for vor uundgåelige
"omsorgssvigt". Bekvemmelighedsdrabet serveret som medlidenhedsdrab.
Det mest interessante kanhænde ved skuespillet "Cant", der har det tilfælles med
stykket "Fugl Fønix", er, at Lucifer får det sidste ord. Der er altså et skår i den
opbyggelighed, som Per Stig Møller og ligeindrettede tillægger den Kaj Munkske
dramatik. At man aldrig bliver Lucifer kvit, er den forblødende grev Gerts åndelige
testamente i skuespillet "Niels Ebbesen" et utvetydigt vink om: "Hahaha, den Nar!
(Niels Ebbesen) - tro, han kan udslette mig! Mig kan ingen dræbe. Jeg er evig - evig
som Mørket – dette Mørke, jeg synker i...."
13

Når Rikke Rottensten afskriver "Niels Ebbesens" sceniske muligheder og
udelukkende opfatter det som et historisk dokument, hvad der jo også måtte bringe
blandt andet Schillers Wilhelm Tell i farezonen, tror jeg, hun forregner sig.
Skuespillets sanddru vifte af mennesketyper og almengyldige konfrontationer hæver
sig over det historiske øjeblik. Med en scenemands håndfaste tilstudsning vil det ikke
forskertse sin gennemslagskraft. Når det er medtaget i den nye tyske antologi over
Kaj Munk- skuespil, er det ikke ud fra den forudsætning, at det er på scenen er
livsudueligt. Munken fader Lorents er et stjerneskud i den Kaj Munk'ske produktion.
Af erfaring ved jeg, hvor klokkerent han går ind, når jeg giver ham mund og mæle i de
mange forsamlinger, som jeg har diverteret med min fars dramatiske digtning. Typisk
må det side, udramatiske, danske sindelag slå bak over for en symbolsk fuldtræffer
som Lorents groteske entré på Nørreris som et udslag af hans sårbare kynisme. I
velfærdssmøgen Danmark gør man ikke sin entré på et æsel som den herre Kristus,
men på en so, nøglen til fædrelandets velstand og selvforståelse, den altafgørende
baconeksport til Storbritannien, der Gudskelov efter besættelsen afløstes af en
eksportomlægning til de mindre, blævrefedtkritiske germanere, i hvis bevidsthed vi
fremstod som "Speckdänen."
Kaj Munk tillod sig sågar ved en lejlighed den uartighed at foreslå løverne i
Rigsvåbnet udskiftet med grise. Allerede i Kaj Munks "Hamlet"- udgave 1934, der
profetisk forudså den uafvendelige katastrofe for den danske nation, nationen uden
rygrad, peger den selvbestaltede redningsmand Fortrinbras, der i rent Mussolinistil
gennemføre sin march mod hovedstaden, på flæskestegen som nationens achilleshæl:
"Jeg hader det Tafleri, som gør os til Fabel for andre Folk; i Stedet for Danskere
kaldes vi Drankere. En brændevinsslurk kaldes bare en Aalborg. Med Høns og Køer
besejrer vi England nu. Flæsket er Danskens Vej til Ros og Magt."
Vi gasser os så meget i vor afstumpede madglæde, at statsminister Nyrup blev dagens
mand, da han med henblik på vold og knivstikkeri i denne omgivende verden udtalte:
"Hvis man i udlandet antræffer en dansker med en kniv i den ene hånd, har han
garanteret en gaffel i den anden." Nationen optog det som en ubetinget ros.
Arne Munk, Hugvej 8, Vedersø, DK-6990 Ulfborg 25. 2. 2005
14