Systemisk Forum 0107.indd - STOK – Dansk forening for systemisk ...

SYSTEMISK FORUM 

Dorthe Nicolajsen på 

Art Fischer-kursus 

s. 6 

Agnethe Braad: Familien efter kernefamiloien 

s. 8 

Dorte Nikolajsen: 

Årsmøde på finsk 

s. 16 

Dorte Nikolajsen: 

Årsmøde på finsk 

s. 18 

Dansk forening for 

Systemisk Terapi Og Konsultation 

Hans Jørgen Jensen: familiern på vej 

mod nye fortællinger og begreber 

s. 19 

Bodil Burian: 

Hvad har vi gang i? 

s. 25 

Lisbeth Villumsen: 

IFTA 2006 på Island 

s. 26 

STOK’s generalforsamling 

Referat 

s. 28 

To boganmeldelser 

s 33 

Lokalgrupperne og debat 

s. 36

Medlemsblad for 

Dansk forening for Systemisk Terapi Og Konsultation 

Bestyrelsen 

Ole Nygaard, formand 86 17 13 15 ole@wiol.dk 

Havgårdsvej 43, 8240 Risskov 

Irene Berri 48 18 43 98 ireneberri@mail.dk 

Kirsten Bjerregaard 40 17 85 83 k.bjerregaard@get2net.dk 

Susan Harnow 22 19 59 79 harnow@karlebo.dk 

Jacob Mosgaard 45 28 12 82 jacob.mosgaard@gmail.com 

Lisbeth Villumsen 97 76 41 74 post@livviadialog.dk 

Dorte Nikolaisen 86 32 62 60 dortenik@stofanet.dk 

Henvendelse til foreningen 

Vedrørende indmeldelse og kontingent 

Irene Berri 48 18 43 98 ireneberri@mail.dk 

Vedrørende indholdet i bladet 

Fie Lønborg 48 24 82 40 redaktionen@danskstok.dk 

Vedrørende hjemmesiden 

Mikael Brauner 35 26 49 90 admin@danskstok.dk 

Vedrørende foreningen i øvrigt 

Ole Nygaard 86 17 13 15 

Medlemsskab (gældende for et kalenderår). 

Alm. Medlemskab inkl. “Fokus på familien” kr. 550,-. Sambo 300,-. Studerende (fuldtids-) 350,-. 

Støttemedlemskab for institutioner inkl. ”Fokus på familien” årligt kr. 1.200,- 

Indbetales på Giro 4 568 826 til STOK v. Irene Berri, Joensuuvej 146, 4000 Roskilde 

Medlemsskabet dækker året 

Kursusudvalg 

Giro 3 58 34 57 

Lokale kontaktpersoner 

Per Wermouth Fyn 66 19 31 44 pw@psykologernefilosofgangen3.dk 

Solvejg Rosenkilde Nielsen Bornholm 56 49 65 62 rosenkil@tiscali.dk 

Marion Sullmann Sydjylland 26 70 76 39 marion.sul@stofanet.dk 

Martin Oksbjerg Sydjylland 20 67 90 44 oksbjerg@stofanet.dk 

Bodil Burian Østjylland 86 27 47 23 burian@burian.eu.com 

Dorthe Damgaard Jensen Nordjylland 98 58 92 10 info@dorthedamgaard.dk 

Mette Westergaard Midtvestjylland 97 42 90 76 mette_west@hotmail.com 

Bettina Vestergaard, Nordsjælland 48 25 08 20 familiekons@yahoo.dk 

Margit Kristiansen, Nordsjælland. 59 93 23 01 

Bente Steen Sydsjælland 56 66 30 48 bentesteen@hotmail.com 

Systemisk Forum udgives af bestyrelsen og redigeres af bladudvalget. 

Sendes til alle medlemmer af foreningen. Oplag 500 stk. 

2 Systemisk Forum 1/2007

Bladudvalget består af 

Svend Aage Rasmussen 

35 38 45 04 

Fie Lønborg 

48 24 82 40 

Susan Harnow 

22 19 59 79 

Mikael Brauner 

35 26 49 90 

Manuskripter sendes til 

e-mail: 

redaktionen@danskstok.dk 

Send materialet som en vedhæftet 

fil på e-mail. 

Artikler o.lign. skal gerne ledsages 

af et digitalt foto og en kort 

beskrivelse af forfatteren. 

Annoncepriser for medlemmer 

1 side 2.500 kr., ½ side 1250 kr. 

1/4 side 625 kr 

Priser for ikke-medlemmer forhandles. 

Hjemmesiden 

www.danskstok.dk 

webmaster 

Mikael Brauner 

E-mail: 

admin@danskstok.dk 

Forsideillustration: 

Bente Christensen, 

Billedkunstner i Risskov, 

tlf. 86 17 05 76. 

Deadlines i 2007 

1. marts 

1. juni 

1. september 

1. december 

Bladet udkommer 6-7 uger senere 

Redaktionelt 

I de sidste to år har vores bestyrelse valgt at mødes med arbejdsog 

lokalgrupper. dagen før årsmødet og den indlagte generalforsamling. 

Hvert år har jeg oplevet dette møde som meget inspirerende. 

Tænk, hvilken luksus at blive spurgt om, hvilken indsats fra 

bestyrelsen, der vil kunne berige og støtte min fortsatte arbejdsindsats. 

På denne plads har jeg lyst til at sige tak til jer for dette 

initiativ. 

Det er desuden både dejligt og nyttigt at lære de andre gruppers 

medlemmer at kende. 

Jeres spørgsmål, der selvfølgelig er meget, meget systemiske, 

giver mig mulighed for at anskue mine natlige udskejelser / 

kampe og fornøjelser med er redigeringsprogram, der er så omfattende, 

at jeg nok aldrig lærer at bruge alle mulighederne og 

med div. indlæg og artikler fra helt andre positioner, end dem, der 

opstår under selve arbejdet. Det er faktisk vildt inspirerende, skal 

I bare lige vide! 

Denne gang resulterede spørgsmålene i, at jeg tog en faglig 

kontakt med en veninde, der til daglig arbejder med layout og 

reklamer. 

Juletravlheden har begrænset vores samarbejde omkring det 

aktuelle blad, men hun kastede dog et hurtigt blik på et par ældre 

numre og sagde, at tre spalter ville gøre det hele meget sjovere at 

arbejde med. Og det har hun helt ret i. 

Jeg håber at også I læsere synes, at vores fælles blad er blevet lidt 

bedre? 

Næste nr vil være endnu mere forskellig fra sædvanen, for vi vil 

fremover kunne arbejde med en farve inde i bladet. Det vil give 

mange muligheder for at styrke læsbarheden. 

Men uden jeres artikler og indlæg ville bladet være helt ligegyldig, 

uanset hvor mange farver og spalter jeg kunne arbejde med. 

Oh, overflod! Det har været ren fornøjelse denne gang. En spændende 

artikel må ovenikøbet “ligge over” til næste nr, men så 

kommer der til gengæld color på. 

Med håb om at vi sammen kan gøre bladet endnu bedre i det kommende 

år ønske hele redaktionen jer alle et rigtig godt nytår. 

Fie Lønborg 

Systemisk Forum 1/2007 3

NYT FRA 

BESTYRELSEN 

400.000 danskere kan ikke tage fejl 

– eller kan de? 

Nytårshilsen fra formanden 

Cirka så mange mennesker er på de såkaldte ”lykkepiller” i Danmark – og et stigende antal heraf er børn og unge. 

Skulle der virkelig findes 400.000 egentligt deprimerede indbyggere i Danmark – eller er det for mange behandlere 

blevet så bekvemt at sige til deres patienter/klienter med problemer i tilværelsen: ”Du er deprimeret/Du har en 

depression”? 

I vores klinik har vi mange klienter med livskriser, eksistentielle kriser, overgangskriser, belastningskriser, akutte 

problemer i privatlivet eller deres professionelle karriere etc., som hos deres behandlere er blevet diagnosticeret med 

”Depression” – og hvis deres behandler er en læge eller psykiater – er blevet ordineret ”lykkepiller” – og for nogle 

med beskeden, at dem skal de have resten af deres liv = en ”livstidsdom” ! 

Naturligvis findes der mennesker, der er så langt nede i deres liv, at de behøver medicin for overhovedet at kunne 

klare at gå i terapi – og derved få arbejdet med livets besværligheder og de tragedier, som kan ramme os alle. Men er 

de syge? 

Lad mig nævne to eksempler: 

1. Danmarks berømte ”Rock-Mama”, Sanne Salomonsen, stod foran 50 koncerter og julegala i både Sverige 

og Danmark, da hun i maj blev ramt af en blodprop i hjernen. Den medicinske side af blodproppen og 

blodkarsprængningen i halsen blev imødegået med en ”trombolysebehandling”, som er årsagen til, at hun 

har fået sin fulde førlighed tilbage. Den psykiske side beskriver Sanne Salomonsen (interview i Jyllands- 

Posten d. 19. nov. 06: ”Ud af mørket”) således: ”Den mentale side af genoptræningen har sandelig været 

noget helt andet. Jeg fik at vide, at en efterfølgende depression er kendetegnende for patienter efter en 

blodprop i hjernen. Min depression gik ud på at finde ud af, hvem jeg egentlig er, når jeg ikke kan synge. 

Jeg ved jo godt, hvem jeg er, men arbejdsdyret Sanne Salomonsen var pludseligt sat ud af spillet ved ikke 

at kunne synge. Det var en identitetskrise, og det var bare så smertefuld. Jeg blev tilbudt lykkepiller, men 

nægtede at tage dem …… selvom det er hårdt og gør ondt, så hellere leve det igennem end at gå bedøvet 

gennem krisen. Jeg nægtede at overdøve mine sanser, for jeg ville i kontakt med mig selv, selv om det var 

den hårde vej gennem krisen.” 

2. I TV blev for nylig vist en udsendelse med en kvinde, som levede i et særdeles voldeligt forhold. Hun var 

bange for sin mand og turde - gul og blå med slagmærker i ansigtet og på kroppen - kun kontakte sin læge 


for at få hjælp. Han sendte hende hjem med diagnosen, depression, og tilbød lykkepiller, som hun ikke ville 

have. 

Disse to tilfælde er naturligvis ikke repræsentative for, hvad belastede mennesker udsættes for, men disse 

beretninger kan måske vække stof til eftertanke! 

Alle terapeuter – hvad enten de arbejder ud fra en systemisk, narrativ eller anden orientering – har her en opgave at 

yde overfor mennesker, som er ramt af livets forskelligartede ubehagelige vilkår. 

Og hvad kan en systemisk orienteret terapeut tilbyde klienter, så de får andre valg en lykkepiller? Masser af 

muligheder for at få bearbejdet forskellige livskriser og livsbelastninger gennem samtaler. 

Jeg vil nævne nogle fra et systemisk perspektiv: 

1. At arbejde med folks PRÆMISSER. Hvad er det for præmisser, der her er truet – eller som ikke længere 

udgør et tilstrækkeligt fundament til at komme videre med i livet? Hvad er det for værdier eller leveregler, 

som er kommet på kollisionskurs med livet? Et eksempel: En 

pensioneret læge, som jeg har haft i terapi for et flerårigt problem med ”livsopgivenhed og blokeringer for 

at kunne hengive sig helt til en kvinde”, (og som i en kort periode havde indvilget i at tage lykkepiller, men 

som kvittede dem, fordi de bedøvede ham yderligere og ikke hjalp ham videre i livet). Gennembruddet 

kom, da vi arbejdede med en særdeles ”hårdt programmeret præmisse”, som han tidligt i livet var blevet 

belært om (fra sin afdøde far, som havde været indremissionsk præst): ”Husk det ikke drejer sig om det 

timelige, men om det egentlige!” Jeg vil vove en oversættelse for ikke bibelkyndige: ”Husk det ikke drejer 

sig om de nutidige behov og lyster, men om det evige liv hinsides!” Via refleksive spørgsmål bragte vi 

hans far på banen igen til et møde med sin søns liv og hvad præmissen havde betydet for ham, og de fik 

”genforhandlet og justeret præmissen til begges tilfredshed”. Lægen livede op, startede netdating og sendte 

mig en måned efter en livsbekræftende mail om hans nye liv med sin kæreste, hvor ”livsopgivenheden og 

blokeringerne var fordampet”. 

2. At give klienten ”en pause” fra sit lukkende perspektiv ved at blive inviteret til andre positioner om, 

hvordan forskellige betydningsfulde mennesker i klientens liv ville beskrive, og forstå vedkommendes 

situation samt have ideer til at komme videre i livet. 

3. At arbejde med ”eksternalisering af plageånden” – og få genforfattet nye fyldigere historier om identiteter 

- skulle ligge lige for. 

4. Ud fra Peter Langs udsagn: ”Bag ethvert problem gemmer sig en frustreret drøm!” - at arbejde med 

”Fremtidshuset” – at arbejde med håb, drømme, ønsker, visioner etc. for at springe ud i fremtiden og 

arbejde med ”Vejen hertil”. 

Ovenstående er ikke tænkt som ”sandheden og kuren” vedr. depressioner – eller et angreb på lykkepiller, men nogle 

tanker om mulige alternativer. 

Som afslutning vil jeg for første gang i mit liv (frit) citere Dronning Margrethe: 

På vegne af Bestyrelsen 

Ole Nygaard. 

GUD BEVARE DANMARK! 

GODT NYTÅR! 


Artikel 

PÅ ART FISCHER-KURSUS 

KURSUS I AVANCERET NARRATIV TERAPI 

Arr. STOK, 2006 

Dorte Nikolajsen, Lillegade 25, Grenaa. 

Medlem af bestyrelsen for STOK. 

Sundhedsplejerske 

Systemisk terapeut og supervisor. 

Marte Meo Supervisor. 

” Klienterne får fortalt de dominerende 

historier, men får også de skjulte frem. 

Ofte ender de skjulte med at være de 

dominerende og de dominerende de 

skjulte.” 

Art Fisher fortalte på et 3 dages kursus 

om sin måde at få bredt klienternes 

liv ud, så både de dominerende 

og skjulte historier kom frem. 

Samtidigt blev vi bragt på en introduktionsrejse 

i Art Fishers liv. Han 

bredte sit eget liv og sin egen tunge 

gang for at blive accepteret – mest 

af alle af sig selv – som bøsse - ud. 

Han brugte sig selv og teori til at 

fortælle, om de levede historier og 

de fortalte historier. Hele kurset 

blev en fortælling om Arts liv og 

tilpasning til det. Sideløbende med 

at han fortalte om sin måde, at brede 

klienternes historier ud. 

I sin egen historie fortalte han om, 

hvordan hans mangel på tro på, at 

der var andre som han, bragte ham 

på selvmordets rand som teenager. 

Hvordan han, efter det han troede 

var accepten, havde ”homofobi”. 

Ville ikke på bøssebarer, ikke se 

dragshows, ikke være som ”de”. 

Hvordan han gemte sine håndbevægelser, 

når han mødte macho mænd. 

Han var ikke den slags bøsse. 

Hvordan hans levede historie, var en 

anden end den historie, han fortalte 

om. Men gennem livet fik han større 

og større sammenhæng mellem de 

to dele. 

Art Fisher arbejder i et lille fiskersamfund 

i Øst Canada. Han arbejder 

med mænd, som har været voldelige 

i deres familier. Mænd som bliver 

tvunget til at gå i behandling hos 

ham. Han arbejder med de laveste 

klasser og med en synlig fattigdom. 

Ekspertise er ikke en dårlig ting. 

”Jeg har en masse viden, de har en 

masse oplevelser.” 

Art Fisher laver et kort over klientens 

problem. En transparent. Han 

pakker identitetshistorien ud gennem 

nysgerrighed og det at lytte og 

åbne ord. 

Han skriver sig frem til problemet. 

Pakker det ud ord for ord. Han bruger 

tid på at finde det sammen med 

klienten. 

”Det, at man dekonstruerer et begreb 

gør, at man står ansigt til ansigt 

med problemets enkelte dele. For at 

få et forhold til de enkelte dele.” 

Han lytter dagligt til ideer om 

livshistorier, til multihistorier om 

kærlighed og smerte. Han taler med 

klienterne om deres identitets historier. 

Sammen pakker de identitetshistorierne 

ud. 

Det handler meget om vold. Historier 

om vold, smerte og kærlighed. 

Art Fisher hjælper klienterne med at 

generobre autoriteten i eget liv. 

Fra ”The known and familiar” til 

“The possible to know”. 

Art Fisher gav en grundig indføring 

i, hvordan han bruger whitebord. 

Han deler tavlen op i 4. Det er 4 

territorier. 

Han forsøger at gøre det simpelt. 

(den er som en 4 pladet kogeplade). 

Det er ikke en lineær øvelse, men 

cirkulær. 


4. Hvad er det, der 

gør, at jeg har det 

sådan? Noter 

dilemmaet i ”hvad 

jeg ønsker og hvad 

jeg gør” 

3. Dokumenter 

hvordan klienten 

har det med 

effekten af sine 

handlinger/ sin 

væremåde. Vise 

kompleksiteten. 

Denne model bruger Art Fisher i 

alle sine samtaler, pilene kan vende 

den anden vej, man kan tale hvorfra 

og hvorhen man vil. 

Whiteborden bruges til at lave 

notater på og til at dokumentere 

klientens liv. Whiteborden kommer 

til at indeholde både de dominerende 

historier og de historier, som 

er knapt så synlige. Det bedste Art 

Fisher mener, han kan gøre er, at 

dokumentere, hvad klienterne siger. 

Han skriver ordene, sætningerne, 

præcis, som klienterne siger dem. 

Bruger deres ord. Og går så på opdagelse 

i ordene. 

Whiteboarden er det sted, hvor diskursen 

kommer frem. 

Klienterne får fortalt de dominerende 

historier, men får også de skjulte 

frem. Ofte ender de skjulte med at 

blive de dominerende og de dominerende 

de skjulte. 

Ved at bevæge sig i de 4 felter kommer 

der ofte historier frem, som 

aldrig før har været fortalt. Pilene 

kan vendes om, retningen kan skifte 

2. Kortlægning af 

effekten af 

problemet. Her 

fremdrages håb, 

drømme, hvad det 

gør ved konen, at jeg 

slår m.v. 

mange gange under en enkelt samtale. 

Historier om de afsavn og den 

vold manden selv har oplevet. Historier 

om, hvordan han har prøvet 

at holde styr på sit liv. Hvilke følger 

det har haft. Hvad han gerne vil 

med sit liv. 

Art Fisher fortæller om sig selv i 

terapierne, når han føler, der er parallelle 

historier. Når det kan betyde 

noget for samtalen. Når han får lov. 

Så åbner han lidt for sin egen historie, 

som en slags outsider witness 

story. 

Efter hver seance fotograferer A:F 

whiteboarden og lægger billedet ind 

på sin PCér. Gemmer det ved familiens 

notater. Bruger det eventuelt 

som udgangspunkt ved næste terapi, 

ellr osse starter de på en ny. 

Art Fishers tilgang til klienterne bar 

præg af en meget, meget stor respekt 

for klienterne og deres liv. De 

liv, som var præget af vold, smerte 

og utilstrækkelighedsfølelse. Han 

sammenlignede det at få klienter til 

at åbne sig - at brede sine historier 

1. Dokumentation af 

problemet. Den 

tynde historie. 

Nedskriv ”jeg slår 

min kone”, ”jeg 

drikker”, hun er en 

led kone”. 

ud – med den fantastiske følelse 

man havde, hvis man fik en vild fugl 

til at spise af hånden. 

Til slut vil jeg lade nogle citater af 

Art Fisher stå og glimte for sig selv: 

”Det duer ikke at tænke konformt i 

terapi. Økonomer får os til at tænke 

konformt.” 

”Hvordan kan vi ære folk med deres 

forfærdelige historier?” 

”Min egen historie om kærlighed 

og sårethed har gjort mig, til den 

jeg er.” 

”Som terapeut skal man ikke udøve 

en heroisk indsats, men skal have 

lyst til at være nysgerrig, have den i 

sig. For hvis man er heroisk i terapi, 

må klienten være det modsatte, en 

skurk, en fej, en kryster eller andet.” 

”Problemet ved at arbejde meget 

narrativt kan være, at det bliver teknikken, 

der fylder i hjernen og ikke 

nysgerrigheden.” 


Artikel 

Familien efter kernefamilien 

”Ægteskabet kan adskilles fra seksualiteten, som på sin side kan adskilles fra forældreskabet; forældreskabet mul- 

tipliceres med skilsmissen; det hele divideres afhængigt af, om man lever sammen eller hver for sig; hvorefter det 

løftes op i anden potens som følge af muligheden for at bo forskellige steder og hele tiden tage tingene op til revision. 

Til højre for lighedstegnet giver dette regnestykke et temmelig stort tal, som hele tiden forandres. Tallet udtrykker den 

mangfoldighed af umiddelbare og indbyrdes forbundne livsformer, som i dag i stadig større udstrækning skjuler sig 

bag de så velkendte og uforanderlige ord `ægteskab´ og `familie´”(Beck 1986:190). 

Tyve år efter ovenstående citats 

problematisering af familien, er det 

spørgsmålet, om vi i dag ved hvad 

vi taler om, når vi henholdsvis diskuterer, 

analyserer, kritiserer, dyrker 

og eksponerer familien i vor tid. 

På den baggrund er det mit ærinde i 

nærværende artikel, at rydde lidt op 

i forståelsen af familiebegrebet 1 . 

Først gør jeg kort rede for kernefamiliens 

idéhistoriske opkomst, 

hvorefter jeg giver nogle eksempler 

på hvordan kernefamiliens ’forfald’, 

’opløsning’ eller ’forandring’ 

beskrives af nutidige samfundsteoretikere. 

Til sidst beskrives hvilke 

implikationer familiens forandring 

får for den offentlige fælles forståelse 

af hvad familien er, og som 

berører eksempelvis familiepolitik, 

pædagogik, familieterapi og ændrer 

pædagogens, lærerens, familieterapeutens 

eller psykologens rolle. 

Agnete Braad er idehistoriker fra århus Universitet. 

Hendes speciale er familiens idehistorie. Agnete har 

bidraget med kronikker i politikken og Information i 

forbindelse med den offentlige debat om familien. I 

oktober inviterede STOK-Østjylland Agnet Braad til at 

igangsætte den lokale debat om: ”Hvordan skal vi 

forstå, at der netop nu er to hovedstrømninger i familie- 

og børnebehandlingsarbejdet?” 

Agnetes oplæg (nedenstående artikel) rejste 

spørgsmålet: ”Hvor skal man overhovedet hjælpe 

familien hen?” Et presserende spørgsmål for alle os, der 

arbejder med familiebehandling og lignende, både i 

den offentlige og den private sektor. 

Historie 

For at beskrive kernefamiliens idehistoriske 

opkomst griber jeg til to 

klassiske hovedværker inden for 

familiens socialhistorie: Edward 

Shorters Kernefamiliens historie 

(1975) og Philippe Ariès’ Barndommens 

historie (1960 på dansk 1982). 

Overordnet set placerer de begge 

kernefamiliens opståen i oplysningstiden 

i 1700-tallet hvor Kant 

og Rousseau dominerer filosofien 

og udgiver hver deres pædagogik 

i henholdsvis 1803 og 1762. Kernefamilien 

opstår således parallelt 

med pædagogikkens indtog, fordi 

pædagogikken er kundskaben om, 

hvordan man danner mennesker, og 

familien er stedet hvor disse mennesker, 

der skal kultiveres, udklækkes. 

Derfor hænger kernefamiliens historie 

sammen med pædagogikkens 

Og det vender jeg tilbage til. 

I overgangen fra den traditionelle 

storfamilie til kernefamiliens opståen 

identificerer Shorter en sentimentalitetsbølge, 

der gør sig gældende 

på tre områder af den menneskelige 

tilværelse og muliggør kernefamiliens 

fremkomst: Den romantiske 

kærlighed mellem mand og kvinde, 

den moderlige kærlighed til barnet 

og familiens afgrænsning fra det 

omgivende samfund og fællesskab. 

I en kombination af disse elementer 

opstår kernefamilien som et udtryk 

for en bevidsthedstilstand i familien, 

hvor disse tendenser kan komme til 

udfoldelse. Kernefamiliens strukturering 

– at man afgrænser sig fra 

de kollektive fællesskaber - imødekommer 

de nye behov for intimitet, 

som knytter sig til netop den romantiske 

kærlighed, moderkærligheden 

og hjemliggørelsen. 

Når Shorter beskriver kernefamilien 

som en bevidsthedstilstand refererer 


det til familiens selvforståelse. Der 

knytter sig en ny solidaritetsfølelse 

til kernefamilien, der binder hvert 

enkelt medlem til denne enhed i en 

afskærmning fra fællesskabet. 

Man gifter sig i stigende grad med 

den, man elsker, på trods af fællesskabets 

råd og formaninger, og den 

romantiske kærlighed har således en 

socialt ekskluderende effekt. Den 

følelsesmæssige hengivenhed medfører 

nemlig at ægteparrene gør sig 

fri af overvågning og fællesskabets 

fordomme. 

Moderkærligheden er ligeledes et 

værn mod fællesskabet, idet det for 

moderen med kernefamiliens standardiserede 

arbejdsdeling for første 

gang bliver et ideal at tage sig af 

sine børn, pleje dem og interessere 

sig for deres velbefindende. Udfoldelsen 

af moderkærligheden hænger 

sammen med en ny viden om børneopdragelse 

og hygiejne, der når 

forældrene i oplysningstiden. 

Solidariteten og hjemliggørelsen af 

familielivet skaber således ifølge 

Shorter en attraktiv enhed, der 

udelukker den traditionelle vekselvirkning 

med omverdenen og det 

omgivende fællesskab. 

Man tilbringer mere og mere tid i 

hjemmet og med familien og langt 

mindre tid med kammeratskabsgrupper, 

naboer, arbejdsfæller og 

andre. Familiens intimsfære opstår 

og privatlivets intimitet sejrer over 

fællesskabet. Der bliver således tale 

om, at kernefamilien samler sig om 

sig selv, og at de bånd, der tidligere 

pga. gensidige støttefunktioner 

knyttede familien til bekendte og 

folk i nabolaget, svækkes betydeligt. 

Kernefamilien fungerer som tilflugtssted 

fra den fremvoksende 

konkurrencebetonede og ofte brutale 

handels- og industri verden og 

mand og kone skal i kernefamilien 

finde trøst og åndelig energi i hinandens 

selskab. Især skulle kvinden 

med et godt slidt udtryk fra det nittende 

århundrede, fungere som en 

`trøstens engel´. 

Kernefamiliens strukturering baserer 

sig naturligvis på industrialiseringens 

og urbaniseringens stigende 

opdeling hjem og arbejde som 

ikke var til stede i det traditionelle 

samfund, og hermed også på den 

opdeling af kønsrollerne, der bliver 

kernefamiliens varemærke i 200 år 

frem. 

Ariès kommer i Barndommens historie 

naturligvis med nogle af de 

samme historiske betragtninger som 

Shorter, men hans fokus er et andet. 

Ifølge Philippe Ariès er ’opfindelsen 

af barndommen’ helt central i kernefamiliens 

idé. 

Han mener simpelthen, at kernefamilien 

opstår i en centrering omkring 

og fokusering på barnet, der 

er ny. Hans påstand er, at barndommen 

ikke fandtes i det traditionelle 

samfund, men opfindes på grund af 

pædagogikkens og skolens indtog 

eller groft sagt oplysningsprojektet. 

For oplysningens tro på fremtiden 

er naturligvis en tro på barnet. 

De pædagogiske ideers udvikling 

og den heraf følgende skolarisering 

er altså ifølge Ariès hovedårsag til 

forandringen af middelalderfamilien 

og opkomsten af kernefamilien og 

det, der så at sige får kernefamilien 

til at trække sig sammen om barnet, 

som sit nye projekt. 

Barnet var i middelalderen ikke adskilt 

fra de voksne og deres sociale 

omgængelighed, hvorfor barndommen 

ikke tænktes radikalt anderledes 

end voksenlivet. Man kendte 

ikke til uddannelse, og der var endnu 

ikke tale om den adskillelse af 

privatliv og arbejdsliv, der kommer 

til at kendetegne industrialiseringen. 

Ifølge Ariès var der groft sagt ikke 

tale om kærlighed mellem forældre 

og børn i det traditionelle samfund. 

Shorter taler modsat Ariès ikke decideret 

om manglende kærlighed i 

middelaldersamfundet, men snarere 

at kernefamiliens ekskluderende 

rum ikke var defineret, og at man 

derfor så at sige ikke havde plads til 

at dyrke sin individuelle forældrebarn 

relation. 

I de fattige familier, hvor børnene 

blev sendt ud for at tjene, kunne familien 

ifølge Ariès ikke give næring 

til nogen dyb, eksistentiel følelse 

mellem forældre og børn. Familien 

var derfor blot en samfundsmæssig 

snarere end en følelsesmæssig realitet, 

i den forstand at forældrenes 

interesse i børnene alene skyldtes 

forhåbningen om, at mindst et af 

dem skulle føre navnet, gården og 

slægten videre. 

Der bliver ifølge Ariès lige så 

langsomt tale om en ændret familiefølelse 

i løbet af 1600-tallet, som 

ændrer synet på barnet og herved 

også familiens karakter, idet den 

centrerer sig om barnets opdragelse 

og moralisering. Begrebet barndom 

opstår som en betegnelse for en 

art karantæneperiode, hvor skolen 

forbereder barnet på indlemmelse i 

voksenlivet. 

Det er netop adskillelsen mellem 

den private opdragelse og skolens, 

der fører den ændrede familiefølelse 

med sig. At sende børnene i skole er 

en ny måde at tage vare på dem på, 

som markerer, at de skal noget andet 

end de voksne. 

Kernefamilien isolerer sig altså i 

stigende grad fra andre familier i en 

optagethed af dens egne børn, hvilket 

hos Shorter blev defineret som 

’etableringen af den hjemlige rede’. 

En besættende kærlighed til børnene 

kommer til at dominere samfundet 

fra 1700-tallet, da privatlivet og 

en øget intimitet vinder frem og 

familien i stigende grad holder den 

bredere familie og det sociale netværk 

på afstand. Pædagogikkens og 

skolens fremtogt sår herved ifølge 

Ariés frøene til kernefamilien. Om 

skolens betydning for ændringer i 

familien siger han: ”Det følelsesmæssige 

klima var herefter et helt 

andet og nærmede sig vores, som 

om den moderne familie [kernefamilien] 

opstod, samtidig med 

skolen, eller i det mindste samtidig 

med den almindelige vane med at 

opdrage børnene gennem skolen” 

(Ariès 1960: 236). 

Barndommen bliver gjort til noget 

særegent, og får mere og mere 

plads i dannelseslitteraturen efter 

1750, hvor håndbøger vedrørende 

forældrenes og familiens pligter og 

ansvar over for barnet dukker op. 

’Barndommens konstruktion’ får 

derfor betydning for familiefølelsen, 

idet barnet nu er et særegent og 

uerstatteligt væsen, som forældrene 


elsker og bekymrer sig om. 

”Man trøster sig ikke [længere] over 

tabet af et barn, med håbet om et 

nyt” (Ariès 1960: 275). 

Denne tanke er radikaliseret i det 

senmoderne samfund, hvor alle børn 

er ønskebørn, som næsten ingen 

mister. Forældrenes fokus skifter således 

fra at forlade sig på børnenes 

skæbne, til at blive bevidst om, hvad 

de kan gøre for deres børn og disses 

fremtid. Dette sker fx: via hygiejne, 

der øger overlevelsesmulighederne, 

og skolegang, der sikrer deres fremtid 

som oplyste borgere, der kan 

begå sig i samfundet. Forholdet til 

barnet på baggrund af skolens og 

oplysningspædagogikkens indtog er 

altså ifølge Ariès nøgleordet i forståelsen 

af ideen om kernefamilien. 

Kernefamiliens opstod og fik således 

sin glansperiode på baggrund af 

nogle specifikke historiske forudsætninger. 

Andre forudsætninger får 

igen kernefamilien til at forandre sig 

radikalt to hundrede år efter dens 

opståen. 

Shorter er den af de to der kommer 

med et bud på, hvad der afstedkommer 

kernefamiliens fortrængning 

efter 1960. De tre aspekter i hans 

fremtidsscenarium lyder således: En 

intensivering af det erotiske element 

i parforholdet, kvindens økonomiske 

uafhængighed, ødelæggelsen af 

den hjemlige rede. 

Den seksuelle frigørelse medfører 

ifølge Shorter at parforholdet får 

den seksuelle tiltrækning som et 

centralt grundlag, og fordi et sådant 

grundlag er let at ryste, stiger 

risikoen for ægteskabets opløsning. 

For det andet medfører kvindernes 

økonomiske uafhængighed muligheden 

for, at de kan trække sig ud 

af uønskede eller problematiske 

forhold, hvorfor forholdet skal være 

mere attraktivt end førhen, for at 

kvinden vil blive i det. Det tredje 

aspekt - ødelæggelsen af den hjemlige 

rede- sigter til dette at den spirende 

ungdomskultur fra 1960érne 

begynder at trække teenagere ud af 

familiekredsen. Sidstnævnte forhold 

kombineret med dette at moderen 

ikke længere føler personlig tilfredsstillelse 

ved hjemlige sysler og 

børnepasning, er med til at opløse 

reden og den familiære intimsfære, 

fordi der ganske enkelt mangler deltagere 

til opretholdelsen af samme. 

Der begynder groft sagt at blive 

mere interessant uden for hjemmet. 

Shorter leverer således et bud på tre 

historisk nye tendenser, der for ham 

at se vil opløse kernefamilien og 

tegne den senmoderne familie. 

Aktualitet 

Hvis man med Ariés og Shorter i 

ryggen bevæger sig frem i tiden til 

to fremtrædende senmoderne sociologer, 

kan man se, at kernefamilien, 

der i sin storhedstid var et selvfølgeligt 

og privat rum for intimitet, trøst 

og socialisering, i dag overordnet 

set er blevet et frivilligt, provisorisk 

og et velovervejet snarere end et 

selvfølgeligt fællesskab. 

De tendenser til kernefamiliens 

opløsning som Shorter identificerede, 

er simpelthen radikaliseret i 

det senmoderne. Ulrich Beck karakteriserer 

i sin verdensberømte bog 

Risikosamfundet i 1986 familien således: 

”Ægteskabet kan adskilles fra 

seksualiteten, som på sin side kan 

adskilles fra forældreskabet; forældreskabet 

multipliceres med skilsmissen; 

det hele divideres afhængigt 

af, om man lever sammen eller hver 

for sig; hvorefter det løftes op i anden 

potens som følge af muligheden 

for at bo forskellige steder og hele 

tiden tage tingene op til revision. 

Til højre for lighedstegnet giver 

dette regnestykke et temmelig stort 

tal, som hele tiden forandres. Tallet 

udtrykker den mangfoldighed af 

umiddelbare og indbyrdes forbundne 

livsformer, som i dag i stadig 

større udstrækning skjuler sig bag 

de så velkendte og uforanderlige 

ord `ægteskab´ og `familie´”(Beck 

1986:190). Familien er således 

ifølge Beck som en følge af individualiseringen 

blevet en størrelse, 

hvis udformning, betydning, konsekvenser 

og paradokser den enkelte 

selv må definere og løse. Individet 

skal vælge sine familiære relationer 

aktivt til, eftersom den traditionelle 

binding til kernefamilien, hjemmet 

og lokalsamfundet, der var 

karakteristisk i industrisamfundet er 

ophævet. 

Men familien efter kernefamilien er 

ifølge Beck ikke blevet fuldstændig 

vilkårlig, men er altså forandret. 

Kernefamilien er afløst af det, som 

Beck og hans kone Beck-Gernsheim 

betegner: 

’The normal Chaos of Love’. Hermed 

mener de, at ’familien’ altid 

afløses af: ”The family (…) Only 

different, more, better: the negotiated 

family, the alternating family, 

the multiple family, new arrangements 

after divorce, remarriage, divorce 

again, new assortments from 

your, my, our children, our past and 

present families”(Beck/Beck-Gernsheim 

1995:2). 

Ud over kvindefrigørelsen, den 

seksuelle revolution, og velfærdsstatens 

udvikling der har øget omsorgsprofessionernes 

overtagelse af 

familiens funktioner, har det træk 

ved moderniteten som man kalder 

individualisering siden 1960érne 

ændret individets selvforhold og 

herved også forståelsen af familien. 

Individualisering er den overordnede 

betegnelse for en proces, der 

frisætter det enkelte individ fra 

kollektive tvangssammenhænge til 

fordel for et liv, hvor alle afgørelser 

fra små valg i hverdagslivet til 

store eksistentielle spørgsmål som 

`hvem er jeg?´ og `hvilket liv skal 

jeg leve?´, skal træffes og besvares 

af det individuelle menneske selv. 

Individualisering betyder at livsforløbet 

ikke er forud givet, men må 

skabes af hver enkelt. 

Den første fase i Becks forståelse af 

individualisering er: En frisættelse 

af individet i kraft af en løsrivelse 

fra traditionen og feudale samfundsmæssige 

bindinger stænder, lands- 


yfællesskaber etc. samt en integration 

eller opsamling af individet i en 

ny form for socialisering. Det sidste 

betyder først og fremmest nationalstatsfællesskabet, 

de sociale klasser, 

kernefamilien og lønarbejdet. 

Ifølge Beck gør der sig efter 1960 

en ny fase af individualiseringen 

gældende. Det er den, han kalder 

’institutionaliseret individualisering’, 

som repræsenterer et massivt 

udbredt og demokratiseret vilkår. 

Velfærdstatens sociale sikkerhedsnet, 

stigende velstand, uddannelsesboom, 

øget arbejdsmarkedsdeltagelse 

har mindsket afhængigheden 

af kollektive livsformer, hvorfor de 

førnævnte erstatnings-fællesskaber 

som kernefamilien og klassen ændrer 

karakter og ikke længere har 

betydning. Metafysikkritikken sejr 

har afstedkommet at individet kun 

har sin egen autoritet at forlade sig 

på, idet alle andre henvisningsinstanser 

er forsvundet. Nivelleringen 

af fællesskabernes naturlige autoritet 

fører således til en opskrivning af 

den enkeltes autoritet som herre i sit 

eget liv. Fællesskaberne er desuden 

ikke længere hierarkiske som i det 

klassiske verdensbillede men sideordnede, 

hvorfor bestemte fællesskaber 

i princippet ikke kan udråbes 

som værende bedre, mere naturlige, 

gyldige etc. end andre. På den baggrund 

skal halvfjerdsernes kritik af 

og opgør med kernefamilien forstås. 

At individualiseringen er institutionaliseret 

betyder, at de centrale 

institutioner i Vestens moderne 

samfund er rettet mod det enkelte 

individ og ikke mod familier eller 

andre fællesskaber. 

I den samfundsmæssige orden og 

kategorisering eksisterer man så at 

sige kun individuelt, hvilket ifølge 

Beck er med til at indprogrammere 

en individualisme i samfundet. Politiske 

og sociale grundrettigheder 

er nu rettet mod det enkelte individ 

som eksempelvis retten til at få et 

barn eller det forhold, at dagpengesatsen 

er uafhængig af en eventuel 

samlevers indkomst. 

Derfor tilskynder samfundets indretning 

så at sige til at leve sit eget liv, 

uden at være bundet af eller skulle 

referere til ens familiemæssige 

forhold. På traditionens, fællesskabets 

og ikke mindst kernefamiliens 

plads, indfinder der sig nogle nye 

strukturer – arbejdsmarked, velfærdsstat, 

uddannelse, lovgivninger 

etc. der alt sammen binder den enkelte 

på nye måder, men samtidig 

opbløder individets bindinger til 

sociale fællesskaber som eksempelvis 

klassen eller familien. 

Dette har naturligvis store konsekvenser 

for familien som fællesskabsfigur. 

Beck hævder, at den institutionaliserede 

individualisering 

ligefrem modarbejder familiære 

fællesskaber, og rejser spørgsmålet 

om, hvorvidt individualiseringen 

overhovedet leverer et grundlag for 

`varige sociale livssammenhænge´. 

Individualiseringen vilkår medfører 

fx at vi ikke gifter os fordi traditionen 

påbyder det, men på baggrund 

af et individuelt valg, som vi foretager 

med bevidstheden om at man 

kan lade være. Et ægteskab er derfor 

blot én mulighed blandt andre 

livsformer og vi bringer hele tiden 

bevidstheden om at det kunne være 

anderledes med ind i forholdet. 

Eksempelvis betyder andres skilsmisser 

at det bliver en mulighed 

for en selv. Når familiens fællesskab 

ikke længere er givet, skal det 

løbende legitimeres af den enkelte 

selv under henvisning til følelsen af 

kærlighed og personlig lykke. 

Den ny familie 

Hvad betyder det, at kernefamiliens 

selvfølgelige fællesskab er ophævet, 

og at vi selv skal definere hvad en 

familie er og hvordan, med hvem, 

hvornår og hvor mange gange vi vil 

danne familie? 

Det betyder først og fremmest, at 

familien er blevet et individuelt gørdet-selv-fællesskab. 

Der er ikke tale om en ny stor fortælling, 

der erstatter kernefamiliens 

ide. Men selvom vi ikke har fået 

en ny kulturel nøglefortælling om 

familien giver det efter min overbevisning 

ikke længere mening at tale 

om kernefamilien. Man henviser 

med kernefamiliens begreb til en 

bestemt utidssvarende forestilling, 

der baserer sig på en sammentænkning 

af romantisk kærlighed, parforhold, 

ægteskab og forældreskab, 

som ikke længere er selvfølgelig. 

I et forsøg på at identificere, hvad 

der gør sig gældende i familien efter 

kernefamilien, kan man analysere 

familiens skelet som stadig udgøres 

af de centrale elementer: kærlighed, 

parforhold og forældreskab. Spørgsmålet 

er, hvad vi ifølge de senmoderne 

teoretikere kan forstå ved 

disse størrelser i dag? Beck og hans 

kone Elisabeth Beck-Gernsheim 

(The normal Chaos of Love 1995) 

og Giddens (Intimitetens forandring 

1992) har nogle bud. Beck og Beck- 

Gernsheim karakteriserer vor tid 

som en ny æra kendetegnet ved: ”a 

collision of interests between love, 

family and personal freedom”(Beck/ 

Beck-Gernsheim1995:1). 

Den personlige frihed som et positivt 

træk ved individualiseringen, 

er samtidig det, der kolliderer med 

fællesskaber som familien. I forbindelse 

med kærlighedens status argumenterer 

både Beck, Beck-Gernsheim 

og Giddens overordnet for, at 

vi har fået mere behov for kærligheden, 

men at den har vanskelige betingelser 

i senmoderne parforhold. 

Kærligheden er det eneste kit, der 

skal holde sammen på forholdet 

fordi vi ikke længere er afhængige 

af at leve sammen for at klare os, 

hvilket overbelaster kærligheden. 

Derfor er familien: 

‘The normal Chaos of Love’: ”it 

is no longer possible to pronounce 

in some binding way what family, 

marriage, parenthood, sexuality 

or love mean, what they should or 

could be; rather, these vary in substance, 

exceptions, norms and morality 

from individual to individual 

and from relationship to relation- 


ship” (Beck og Beck-Gernsheim 

1995:5). 

De sociale bindinger, der tidligere 

fulgte en bestemt skabelon, er nu 

uddifferentieret på den enkeltes 

valg, hvilket medfører variationer 

over temaet kærlighed og parforhold. 

Kærligheden fremstår mere 

central i dag, fordi konflikterne i 

familie- og kærlighedsforhold som 

en følge af velfærdsstaternes øgede 

forsørgelse og ligestillingen ikke 

længere kan gemmes bag kampen 

for det daglige brød. Derfor er det 

åbenlyst kærligheden der svigter, 

hvis familier går i opløsning nu til 

dags. Men ifølge Beck har vi mere 

brug for kærlighed intimitet og tryghed 

end nogensinde før. Han mener 

ligefrem at kærligheden er blevet 

vor tids sekulære religion: 

”A lot of people speak of love and 

family as earlier centuries spoke 

of God. The longing for salvation 

and affection, the fuss made over 

them, the unrealistic pop-song truisms 

hidden deep in our hearts 

– all this smack of religiosity, of a 

hope of transcendence in everyday 

life”(Beck og Beck-Gernsheim 

1995:12) 

Vi lever sammen under henvisning 

til kærligheden, og det er ikke moralsk 

forkasteligt at blive skilt under 

henvisning til kærligheden. Når vi 

elsker en anden, så går vi, og går 

altså igen efter kærligheden. Vi dyrker 

og bekender os så at sige ifølge 

Beck til den romantiske kærligheds 

ide, og vores morale er at følge 

vores hjerte. Håbet om at kærligheden 

kan få transcendent karakter, 

- at lynet slår ned - er paradoksalt 

nok ifølge Beck blevet forstærket, 

jo vanskeligere folk har fået ved at 

opretholde livslange kærlighedsforhold. 

Derfor mener han at ”jo mere 

traditionen smuldrer, desto større 

forhåbninger stilles der til parforholdet” 

(Beck 1986:186). 

Giddens er sådan set enig med det 

sidste citat af Beck, men han mener, 

at vi som en følge af de mange 

brudte forhold og skilsmisser vi 

er vidne til, simpelthen begynder 

at elske anderledes forbeholdent i 

udgangspunkt. For ham er kærlighe- 

den blevet anti-romantisk. 

I Intimitetens forandring (1992) 

lancerer Giddens begrebet konfluerende 

kærlighed (min overs.): 

”Confluent love is active, contingent 

love, and therefore jars with the 

`for-ever´, òne-and-only´ qualities 

of the romantic love complex” (Giddens1992:61). 

På senmoderne vilkår kommer vi 

ifølge Giddens ikke langt med den 

romantiske kærlighed, hvorfor kærligheden 

har fået en anden karakter, 

der er forbundet med vores nye refleksive 

måde at indgå i parforhold 

på. Det kan ikke længere nytte noget 

at tro på den eneste ene, når det 

viser sig, at der finde flere èneste 

ene´r´ i løbet af de fleste moderne 

menneskers liv. Konsekvensen er, at 

håbet om den livslange romantiske 

kærlighed til et andet menneske bliver 

utidssvarende. Det ligger netop 

i Giddens begreb om konfluerende 

kærlighed, at kærligheden er betinget 

modsat betingelsesløs. Den konfluerende 

kærlighed er derfor selvstændiggjort 

i forhold til ideen om 

familien. Det samme er parforholdet 

ifølge Giddens fordi det har karakter 

af et ìndtil videre´. Giddens kalder 

det for det `rene forhold´ og sigter 

hermed til: 

“a social relationship [which] is entered 

into for its own sake, for what 

can be derived by each person from 

a sustained association with another; 

and which is continued only in so 

far as it is thought by both parties to 

deliver enough satisfactions for each 

individual to stay within it”(Giddens 

1992:58). 

At forholdet er rent, betyder at det 

er anti-romantisk. Man revurderer 

hele tiden forholdet mens det står 

på, for at være parat til at vælge det 

fra, hvis det ikke giver det forventede 

afkast. 

De involverede parter forhandler sig 

frem til betingelserne for lige præcis 

deres relation. Det er ikke blot selve 

det at være sammen, man skal være 

enige om, men også hvorledes dette 

samvær skal være. Når parforholdet 

ikke er givet af normer, bliver disse 

intime relationer ifølge Giddens 

konstant underkastet individets re- 

fleksivitet. Derfor er et senmoderne 

kærlighedsforhold i Giddens optik 

mere en kontinuerlig forhandlingsrelation 

og som sådan en del af 

selvets refleksive identitetsdannelse, 

end det er et romantisk skæbnefællesskab, 

der nødvendigvis fører 

ægteskab og børn med sig. 

At kærligheden alene har svært 

ved at binde, er forbundet med den 

ambivalens der er knyttet til samlivet 

i det senmoderne, og som er 

med til at overbelaste kærligheden: 

Kærligheden til den anden trækker 

i retning af pardannelse, mens 

personlig frihed, individualisering 

og trangen til at realisere sig selv 

undergraver forestillingen om det 

fælles liv. I ændringen af familien 

efter kernefamilien spiller ligestillingen 

og kvindens forandrede liv 

en stor rolle. Beck er inde på, at 

kernefamilien baserede sig på den 

ulighed eller den bestemte fordeling 

af livsopgaver i forhold til 

kønnet, der dengang herskede mellem 

mænd og kvinder. Ifølge Beck 

ændres og problematiseres familien 

som en følge af ligestillingen, fordi 

man ved ligestillingens fremme 

dræber en af kernefamiliens væsentligste 

forudsætninger. Kernefamilien 

som ide var fuldstændig 

afhængig af kønnenes ulighed. 

Becks tese er derfor, at ”jo mere 

den faktiske ligestilling øges desto 

mere sættes der spørgsmålstegn ved 

familiens grundlag (ægteskab, seksualitet, 

forældreskab osv.)”(Beck 

1986:174). Kønsrevolutionen har så 

at sige hevet gulvtæppet væk under 

kernefamilien, og det er derfor 

absurd at fastholde ideen om kernefamilien 

når kønnenes ulighed var 

dens væsentligste forudsætning: 

”The tension in the family today 

is the fact that equality of men and 

women cannot be created in an 

institutional family structure which 

presupposes and enforces their 

inequality” (Beck 2002: forord). 

Kvinderne er efter Becks mening 

dem, der har det sværest i de senmoderne 

familier, fordi de skal 

balancere mellem at stifte familie, 

gøre karriere og bruge deres 

personlige frihed. De er så at sige 


fanget et sted i individualiseringsprocessen, 

hvor kernefamiliens 

kvinderolle er outdated samtidig 

med at den nye, selvstændige, 

selvforsørgende kvinde endnu ikke 

har rystet ansvarsfølelsen for hjem 

og børn fuldstændig af sig endsige 

defineret sig udelukkende som karrieremenneske. 

Kvindens frigørelse fra kernefamiliens 

husmoderidentitet har 

desuden undergravet forestillingen 

om at kærlighed er lig med ægteskab 

og børn. Derfor skal kvinden 

som autonomt individ konstruere 

en ny refleksiv selvopfattelse, som 

inkluderer en forholden sig til 

moderskab, kærlighedspartner og 

arbejdsliv som selvstændige størrelser. 

Det er ikke kun ligheden 

og den manglende afhængighed 

parterne imellem, der er problematisk 

for familien i dag. Beck mener 

også, at den samlede arbejdsbyrde 

for den enkelte familie er blevet 

større, hvilket presser det familiære 

fællesskab og særlig kvinden yderligere: 

”Jobs are designed in such a way 

that employees are supposed to 

be relieved of everyday chores by 

someone else working silently in 

the background – but women who 

go out to work, instead of being relieved 

of these chores, have to perform 

them not only for themselves 

but to a large extent also for their 

husband and children”(Ibid:66). 

Ifølge Beck er det moderne arbejdsmarked 

så krævende, at det 

burde forudsætte at ens partner 

gik derhjemme. Men når begge er 

udearbejdende, er det kvinden, der i 

de fleste tilfælde så at sige kommer 

på overarbejde. Hvor kærlighed, 

ægteskab og børn var forbundne 

elementer i forestillingen om kernefamilien, 

er disse størrelser således 

ikke nødvendigvis forbundne 

i forestillingen om familien i det 

senmoderne. Familiens struktur er 

i dag mangfoldig, og familiens ide 

er ikke længere en sammentænkning 

af kernefamiliens elementer. 

Kærlighed, parforhold, ægteskab 

og forældreskab kan i dag tænkes 

selvstændigt og skal legitimeres 

selvstændigt under henvisning til 

individuelle ønsker. 

Forældreskabet er i højsædet 

Det at få børn er i dag et personligt, 

gennemtænkt og planlagt projekt 

som qua den moderne fertilitetsteknologi 

og udvidede muligheder 

for adoption ikke altid hænger sammen 

med et ægteskab eller med en 

partner i det hele taget. Forældreskabet 

er nu en selvstændig idé, 

hvis realisering har mangfoldige 

former. Forældreskabet er derfor i 

vore dage hverken biologisk betinget 

eller betinget af et samliv, men 

er en individuel rettighed som man 

på den ene eller anden vis kan gøre 

brug af. Dette influerer på forestillingen 

om familien, fordi det nu 

bliver uklart hvorvidt forældreskab 

relaterer sig til familien eller til den 

enkeltes liv: 

”It is no longer clear wheather 

one should conceive and raise a 

child inside or outside the family, 

whether the father is the man one 

should live with or the man one 

loves who is living with somone 

else or wheather one should do 

any of these things before, after 

or while concentrating on one´s 

career”(Beck/Beck-Gernsheim 

1995:15). 

Forældreskabets udformning er 

således langt fra entydigt eller 

selvfølgeligt for de senmoderne 

individer, fordi der er langt flere 

muligheder og herved afgørelser 

forbundet med at sætte børn i verden 

end det var tilfældet i 1950. 

Fertilitetsstatistikkerne i de højtudviklede 

europæiske kulturer beretter 

om faldende fødselstal gennem sidste 

tredjedel af det 20. århundrede. 

Samtidig er der dog intet der tyder 

på, at folk er holdt op med at ønske 

sig børn. Tværtimod vidner homoseksuelles 

kamp for retten til adoption 

og kunstig befrugtning samt de 

mange og omkostningsfulde fertilitetsbehandlinger 

der i det hele taget 

foretages i disse år om, at forældreskabet 

er blevet uhyre vigtigt i det 

senmoderne liv. Der er derfor ifølge 

Beck og Beck-Gernsheim tale om 

et paradoks i udviklingen angående 

forældreskabet. 

Som sagt kan kærligheden i det 

senmoderne tænkes adskilt fra ægteskabet 

og forældreskabet tænkes 

adskilt fra parforholdet. Men inden 

da fandt den radikale adskillelse af 

sex og forplantning sted med præventionens 

opfindelse, med P-pillen 

og den frie abort. Og det er måske 

netop denne adskillelse der har 

banet vejen for de andre. Giddens 

hævder at seksualiteten nu er blevet 

’plastisk’, idet der så at sige ikke 

risikeres noget med den, idet seksualiteten 

ikke peger naturligt frem 

mod reproduktion og forældreskab. 

Børn er følgelig ikke længere nogle 

der kommer dumpende, men er veltilrettelagte 

og timede ønske-børns 

projekter. Hvis man har realiseret 

sig selv for længe til at man kan få 

dem af naturlig vej, så kan man få 

hjælp af fertilitetsteknologien, eftersom 

forældreskab er en rettighed 

i vore dage. En individuel rettighed 

vel at mærke. Når jeg hævder, at 

forældreskabet er adskilt fra forestillingen 

om familien, så er det fordi, 

at en kvinde i dag kan vælge om 

hun vil have et barn med en mand 

hun lever sammen med, få et barn 

med ham og dele forældreskabet 

uden et leve i parforhold eller eventuelt 

- pga. den sociale stigmatiserings 

forsvinden - få et barn alene 

med eller uden kendskab til barnets 

far. Forholdet til barnet når det først 

er der, er derimod ubrydeligt og 

ikke til forhandling. Og netop det 

ubrydelige bånd som forældreskabet 

udgør, er ifølge Beck noget af det 

eneste der kan forankre individet i 

et gennemindividualiseret samfund. 

Derfor er forældreskabet kommet i 


høj kurs. Forældreskabet er ligefrem 

ifølge en dansk socialforsker i modsætning 

til ægteskabet kommet i 

højsædet som den ultimative forankrende, 

meningsfulde og ubrydelige 

relation. Noget tyder altså ifølge 

Beck og Beck-Gernsheim på, at 

væksten i antal af mennesker der vil 

gå gennem adskillige behandlinger 

for barnløshed skyldes, at barnet er 

blevet dén eneste mulige forankring 

i verden og fordi barnet er blevet en 

følelsesmæssig forbrugsgenstand i 

individets eget personlige projekt: 

”having children is no longer primarily 

understood as a service, a kind 

of devotion or social obligation. 

Instead it is admitted to be a way of 

life in which one pursues one´s own 

interests”(Münz 1983:39 i Beck og 

Beck-Gernsheim 1995:105). 

Det at sætte børn i den senmoderne 

verden er tilsyneladende i mindre 

grad end på kernefamiliens tid baseret 

på den enkeltes følelse af at være 

socialt forpligtet over for skabelsen 

af en fælles fremtid af nye borgere. 

Aftraditionaliseringen, afstandardiseringen 

og pluraliseringen af vores 

samlivsformer har således ført nye 

forståelser af familien med sig, der 

har splittet ideen om kernefamilien 

ad. 

I dag er forældreskab ikke nødvendigvis 

forbundet med kærlighed og 

parforhold, og kærligheden er ikke 

nødvendigvis knyttet til familie eller 

ægteskab. Familien er groft sagt 

blevet et personligt gør-det-selv fællesskab. 

Man lever i familien for sin 

egen skyld, hvorfor elementer som 

forældreskab, parforhold og kærlighed 

er en del af individets måde at 

forstå sig selv på. 

Strategi 

Selvom forestillingen om kernefamilien 

som beskrevet med Shorter 

og Ariès i realiteten hører fortiden 

til, så lever kernefamilien som værdi 

stadigvæk. Kernefamilien har som 

’socialt paradigme’ hersket i ca. 250 

år, og har nu karakter af en romantisk 

forestilling om den ’naturlige’ 

og ’rigtige’ familie, selvom familien 

opleves anderledes i dag, og det 

kaster forskellige problemstillinger 

af sig. 

I det private opleves skilsmisser og 

samlivsproblemer eksempelvis som 

en personlig fiasko, selvom der er 

tale om, at samfundets udvikling, ligestilling 

og arbejdsmarkedets krav 

og strukturer besværliggør familiens 

harmoniske samliv ’til døden os 

skiller’. 

Teoretisk spærrer begrebet om 

kernefamilien på uhensigtsmæssig 

vis for nye forståelser inden for det 

familieteoretiske felt, fordi man 

forveksler familiens struktur med 

familiens ide. Derfor lyder min 

diagnose af familien i dag: at familien 

har ondt i selvforståelsen. Det 

viser sig ved, alle de kontraster der 

gør sig gældende i vores kultur angående 

familien. Eksempelvis opretter 

vi et familieministerium præcis 

i de år, hvor det er blevet allermest 

utydeligt hvad familien er. Her laver 

man på den ene side anti-skilsmisse 

kampagner der skal forebygge brud 

(kernefamiliens opløsning) samtidig 

med at lave nye tidssvarende lovgivninger, 

der giver lesbiske ret til 

adoption og insemination til enlige 

etc. DR har tårnhøje seertal til Krøniken 

og Matador og de sender samtidig 

en masse populære programmer, 

hvor eksperter lærer os at leve 

sammen og at opdrage vores børn = 

altså at lære at være en familie. Men 

der findes sågar også et program, 

hvor man bare ser en familie leve sit 

liv, med alle de sorger og glæder det 

byder på – som om det var interessant 

eller eksotisk. 

Ikke bare populærkulturen og familiepolitiken 

er fyldt med kontraster. 

Forældreskabsforestillingen er også 

ambivalent: folk venter alt for længe 

med at få deres velovervejede ønskebørn 

og skal derfor i stigende 

grad have hjælp fra fertilitetsteknologien, 

hvilket ikke længere er 

tabu-belagt, men snarere en ’service’ 

man har ret til. Der findes nu 

mulighed for at bestille et barn med 

et bestemt køn, og man kan også i 

fx USA vælge sæddonorer der skal 

ligne bestemte Hollywood-stjerner. 

Der er tale om en øget bevægelse i 

retning af forskellige slags ’kunstigt 

forældreskab’, men på den anden 

side kan man i disse år registrere en 

øget interesse for slægtsforskning 

og at adoptivbørn vil finde deres 

rødder. Fortalere for at sæddoner 

registrene skal åbnes, mener, at det 

allervigtigste for et menneske er at 

vide, hvor dets gener og blod stammer 

fra. 

En anden kontrast i forestillingen 

om familien viser sig ved, at alt det, 

man skal opfylde for at få lov til at 

adoptere, jo ikke altid er opfyldt hos 

familier, der får børn af naturlig vej, 

eller går i en sædbank. 

Forestillingen om hvad en familie 

er, er således kontrastfyldt selvom 

vi har tonsvis af eksperter i parforhold, 

sex, børneopdragelse, rengøring, 

madlavning, konfliktmægling 

osv., der burde kunne optimere 

samlivet og skabe den perfekte harmoniske 

familie. 

Men hvorfor dyrker vi så offentligt 

kernefamilien som værdi i dag? 

Fordi staten har det svært uden en 

fælles ide om familien. Kernefamilien 

fødtes jo i oplysningstiden hvor 

staten var afhængig af familien for 

at uddelegere viden til folket gennem 

skolebørnene for den fælles 

fremtids bedste. Kernefamilien stod 

så at sige i almendannelsens tjeneste. 

Det er jo alt andet lige lettere 

at lave en almen dannelse, hvis 

man har en fælles grund som eksempelvis 

dette at reproduktionens 

socialisering varetages i en homogen 

familietype. Kernefamilien var 

i udgangspunkt forbundet med den 

politisk hensigtsmæssige forestilling 

at forældrene opfattede børnene 

som statens borgere, og ikke som 

deres egne private følelsesmæssige 

forbrugsgenstande, som ingen andre 

har forstand på. 

Når der ikke er én slags familie 

men alle mulige forskellige måder 


at leve sammen, elske, få børn, dele 

bolig og økonomi på, så får offentligheden 

i form af pædagoger, 

lærere, terapeuter, psykologer etc. 

et problem. Alle i omsorgsprofessionerne 

er ansat i almenhedens 

tjeneste og skulle gerne komme 

med en eller anden fælles autoritet 

eller henvisningsinstans i ryggen. 

Men efter kernefamiliens forandring 

har vi ikke en bestemt ’rigtig’ homogen 

forestilling om familien at 

komme med og som vi kan forsøge 

at almengøre. For hvem definerer 

egentlig hvilket familiært fællesskab 

der er hensigtsmæssigt? Og hvad en 

velfungerende familie er i dag? 

Der er mange eksempler på, at 

lærere og pædagogers problemer i 

folkeskolen og i daginstitutionerne 

udspringer af, de moderne familiers 

ændrede selvforståelse: at de forstår 

deres egne børn som helt særlige. 

Derfor siger Lars-Henrik Schmidt, 

rektor for Danmarks Pædagogiske 

Universitet at der har sneget sig den 

misforståelse ind mellem forældrene 

og pædagogerne/lærere, at børnenes 

ret til ikke at lide nederlag af forældrene 

forveksles med hvert barns ret 

til succes (stjerne for en aften-syndromet). 

Fra at familien var til for 

at varetage statens opgaver, såsom 

at udgøre en hensigtsmæssig ramme 

om skabelse af nye samfundsborgere, 

uddelegerer familierne i dag 

ifølge Schmidt nu opgaver til staten, 

fordi den ikke selv har tid til at løse 

dem. Og fordi familierne tror, at 

staten er til for dem, ligesom eleven 

tror, at læreren er til for ham eller 

hende. Der er således en tendens til 

at hver familie kræver særbehandling 

eller individuel behandling i 

de ting der angår deres børn. Vores 

manglende orientering mod fællesskabet 

kan undergrave enhver 

familiepolitik, fordi der altid er 

nogle der ikke føler sig omfattet af 

eller tilgodeset af de tiltag, love og 

foranstaltninger man laver på området. 

Derfor er det naturligvis en 

trussel mod velfærdsstaten, hvis der 

ved familiepolitik forstås en vifte af 

særlige hensyn til alle de samlivsformer 

som mennesket anno 2006 

Husk 

praktiserer. Det kan umiddelbart 

afværges ved at staten i mangel af 

bedre forsøger at holde kernefamilien 

ide i hævd. Men dyrkelsen af 

kernefamilien som værdi, er udtryk 

for samme strategi som at tisse i 

bukserne for at holde varmen. For 

de 250 år gamle idealer, er ude af 

trit med det liv, folk faktisk lever. 

Det forhold at familien fostrer individer 

og ikke borgere, og at familien 

opfatter sig selv som brugere af 

samfundets servicesystem i henhold 

til dens egne behov som individer, 

åbner op for en kritik af familien 

som institution. Familien kan nemlig 

ikke få særstatus som den samlivsform 

alle ønsker eller bør ønske 

sig, hvis vi ikke kan blive enige om 

hvad det er for et fællesskab, og 

hvad der skal varetages her. Derfor 

er spørgsmålet om, hvor man overhovedet 

skal hjælpe familien hen i 

dag presserende. 

(Footnotes) 

1 Denne artikel er den skriftlige 

udgave af mit oplæg i STOK Østjylland 

torsdag den. 26. okt. 2006 

at betale kontingent, 

ellers er dette 

det sidste blad, 

du modtager... 


ÅRSMØDE PÅ FINSK 

v/ Dorte Nikolajsen, STOK’s bestyrelse 

Jeg deltog som bestyrelsens repræsentant 

fra STOK i det finske årsmøde 

i foråret 2006. Jeg har gået lidt 

og gemt på mine oplevelser og synes 

ikke at medlemmerne af STOK skal 

snydes for, at høre lidt om hvad der 

rører sig, højt mod nord. 

Årsmødet foregik i Oulu, den 

fjerdestørste finske by, en 

universitetsby, 150 km. syd for 

polargrænsen. 

Finland er på nogenlunde 

samme størrelse som vi indbyggermæssigt, 

med 5 millioner 

indbyggere. 

Der er1500 medlemmer i den 

terapeutiske forening. Der er 

kun en terapeutisk forening i 

Finland, den er også er også 

en brancheforening. Den 

samler således alle former for 

terapeutiske retninger, der er 

anerkendt. 

Der 562 deltagere i årsmødet. 

Alle finsktalende.1 gæst udefra. 

Det var mig. 

Det var en helt speciel oplevelse 

at være alene i et land – et nordisk 

land, og så ikke forstå et ord af det, 

der blev sagt og stod skrevet. Det 

prægede hele min tur, naturligvis. 

Denne artikel bærer også en del med 

sig: Jeg tog programmet med hjem 

for at kunne skrive om overskrifter 

og oplægsholdere, men da jeg ikke 

forstod, hvad der stod i programmet, 

blev denne del ikke mulig. 

Allerede ved ankomsten om natten 

tegnede der sig et billede af en helt 

speciel tur: Taxa chaufføren forstod 

mig ikke, hotel portieren kunne kun 

få ord engelsk. En kommunikations 

brist mellem den finske forening og 

hotellet betød, at der ikke var et værelse 

reserveret til mig Men jeg fik 

dog som den finske forenings gæst et 

værelse, jeg kunne vise en bekræftelse. 

Så det blev en anden, der måtte 

sove på gangen. 

Næste morgen startede konferencen i 

universitetets lokaler i Oulu. Heldigvis 

kunne en enkelt ansat på hotellet 

engelsk, så jeg blev sendt med taxa 

til det rigtige sted. For hvad hjalp 

det, at jeg kunne læse på skiltet, at 

der var 1,7 km til Koskikeskus. Jeg 

vidste ikke, om det var et navn på 

en by, en hotel eller om det betød 

centrum. 

Vel fremme ved universitetet sad 

min redningsmand i form af en 

kvinde: Beryl. Det blev Beryl som 

tolkede for mig i disse dage, uden 

hendes transformering af et sprog til 

et andet, ville jeg have været ude af 

stand til at få noget som helst ud af 

konferencen. 

Jeg har valgt at beskrive enkelte af 

de foredrag jeg var med til. Da den 

finske psykoterapeutforening som 

tidligere nævnt indeholder alle terapeutiske 

retninger betyder det, at der 

var mange af disse retninger repræsenteret 

på årsmødet. De workshops 

jeg har valgt at beskrive, passer 

bedst til STOK´s grundlag. 

Familien som ekspert i sin 

egen hverdag. 

Paula, en leder af handikaphjælpen 

i Helsingfors fortalte om, hvordan 

man her havde flyttet fokus i organisering 

af hjælpen til de familier, 

som har handikappede børn. Man 

arbejder med familien som ekspert i 

sin egen hverdag. 

I Paula´s Center laver man et meget 

grundigt forarbejde ud fra en 

øko - kulturel teori. I denne teori 

arbejder man ud fra, at arbejdet 

med barnet ikke bare skal være 

centreret omkring familien, men 

udgå fra familien. At familien med 

hjælp fra hjælperne får bygget en 

hverdag op med barnet. At der tages 

udgangspunkt i hvad forældrene er 

urolige for. Erfaringen herfra er, at 

de handikappede børn, som klarer 

sig bedst er de, hvor de professionelle 

kan samarbejde med familien 

om en god stabil hverdag. Det, at 

familiens basisliv er i fokus, og ikke 

de professionelles møde skemaer og 

ideer om hvad de tænker, der kan 

være godt for familien, har givet en 

stor forandring af arbejdet i familier 

med handikappede børn. Familierne 

føler sig som omdrejningspunktet 

for hjælpen, hvilket de også er. De 


føler sig set hørt og forstået og er 

derfor lette at samarbejde med. 

Formålet med at arbejde på denne 

måde er, at skabe / genskabe en 

relativ balance i familien. 

For terapeuterne er det vigtigt at 

hjælpe og samtidigt holde en passende 

afstand, så familien fortsat 

har deres egen identitet. Og det er 

vigtigt, at det bliver muligt at bevare 

håb og drømme eller at genskabe 

dem med familien. 

Paula har skabt et rum uden et hun 

kaldte: for ”intimitetens terrorister”: 

Professionelle, som trænger sig for 

meget på. 

Det var berigende og inspirerende 

at høre, hvor meget det kan gøre, 

at fokus flyttes i samarbejde med 

familier, der har et hårdt liv. Hvad 

det betyder, at familiens ekspertrolle 

respekteres. 

Forskning i arbejdet med deprimerede 

patienter. 

Narrativ tilgang til deprimerede forældre 

- kontra traditionel medicinsk 

behandling. 

I et antal lægeklinikker i Finland er 

man i gang med et forskningsprojekt, 

som skal afdække, hvilke af 

de to metoder, der hjælper patienter 

med depression bedst. 

Formålet er dels denne afdækning, 

men også at klarlægge: Hvordan 

kan familielægen, lægehusene og 

familieterapeuterne samarbejde 

bedre. Er det en ide, at lægehusene 

får familieterapeuter tilknyttede? 

I forskningsprojektet indgår to behandlingsmetoder 

til patienter, der 

har en depression: 

Den ene gruppe bliver tilbudt en 

traditionel behandling. Her får 

patienterne medicinsk behandling, 

samt højst 10 konsultationer a´ max. 

30 minutter gennem 1½ år. 

Den anden gruppe patienter får tilbudt 

mellem 10 og 20 terapeutiske 

samtaler a´ cirka en time igennem 

1½ år. I disse samtaler bliver ægtefælle 

og familie inddraget. 

Herudover er der en kontrolgruppe, 

hvor hver læge behandler patienten 

som tidligere. 

Det har været svært at finde en metode, 

hvor man kan forske ligeså 

effektivt i familie terapi, som i den 

traditionelle medicinske. Det er 

svært, fordi terapien kræver meget 

individuelt arbejde med familierne, 

alt efter hvordan medlemmerne har 

det. 

Hele familien tages som sagt med i 

samtaleforløbet. Samtalerne foregår 

i hjemmet, og der er børnene jo 

hjemme. 

Depressionens betydning for parterne. 

Depression er en monologisk erfaring. 

Den indre dialog er blevet 

stille. 

I familien bliver dialogen mellem 

parterne også forhindret - eller meget 

ensidig. 

Målet med samtalerne er, at skabe / 

genskabe en naturlig polyfoni. Fordi 

”Ingen ting er værre end et ord der 

ender blindt”. 

Hver partner har sin egen fortælling 

om sit liv, og de har en fælles. Depression 

påvirker hele familien. 

Der bliver set på vold i deprimerede 

familier. Og forbrug af alkohol. 

Den narrative tilgang. 

Terapeuten opbygger med familien 

en fortælling om depressionen. 

Hvilken del har depression i dette 

pars / denne families liv? 

Hvilken rolle har partneren /familien 

i den andens depression.? 

Hvilken rolle har depressionen i 

partnerens / familiens liv? 

Parrene bygger en fortælling om 

depression op, tyngden i arbejdet 

bestemmes af dette. 

Den måde parret taler om depression. 

Depression rolle i forskellige 

forhold er meget forskellig. 

I nogle betyder den ikke så meget - i 

andre forholder det en voldsom faktor. 

Depression er ofte en ting, som 

påvirker et menneske meget. Og 

dermed partneren, den kan forårsage 

en stor følelse af magtesløshed. 

Nyorientering som begreb indføres, 

og der findes alternative historier. 

De depressive kender knapt sig selv 

og forstår ikke, hvordan de skal 

blive sig selv igen. Derfor skal de 

depressive opbygge en ny fortælling 

om sig selv. Det kan forårsage en 

stor konflikt i parforholdet, så også 

i denne fase er det meget værdifuldt 

at begge parter er med til samtalerne. 

Ved begyndelse og afslutning af 

forløbet samt efter hver konsultation 

udfylder både terapeut / læge 

og familien skalaspørgsmål til 

bedømmelse af, hvordan det går. 

Skalaspørgsmål til bedømmelse af 

symptomer. Og til bedømmelse af 

parforholdet. 

De professionelle, der gennemfører 

dette projekt, synes det er besværlig 

at arbejde med blanketterne, men 

nødvendig. For at lave undersøgelsen, 

for at dokumentere. Patienterne 

derimod føler det, som at bliver 

taget alvorligt. Føler det værdifuldt 

at gøre op hver gang: Hvor er jeg nu 

i forhold til sidst? 

Smugkig i undersøgelsen viser 

foreløbigt, at 80 % af familierne får 

et bedre ved et familieterapeutisk 

forløb. 

Der blev anbefalet følgende bog 

om depessionen, der lå som en sort 

hund mellem ægtefællerne : Matthew 

Johnstone: ” I had a black 

dog”. isbn 0 33042183 2. 

At møde besvær med 

unges skolegang sammen 

med familien og netværket. 

Et lokalpsykiatrisk team som arbejdede 

forebyggende fortalte om 

grundlaget for deres arbejdsmetoder. 

Målet er, at de unge ikke skulle 

ende i psykiatrien, men klare sig 

uden. At man når at sætte ind før 

problemerne er for store. 

Grundtanken er dialog. Teamet arbejder 

ikke efter en speciel arbejdsmetode, 

men ønsker at skabe dialog. 

Målet er ikke at forandre familien, 

men at få systemerne til at arbejde 

bedre sammen, respektere hinanden. 

Åbne øjne hos de involverede. 

Da teamet arbejder i et kæmpe område 

geografisk, er det stortset altid 

telefoniske henvendelser der kommer 

til teamet. Det er oftest mødrene 

der ringer, de unge er mellem 

14 og 21 år. 


Teamets nøgleord er: Hurtig hjælp 

og let hjælp. Fleksibilitet og hurtighed. 

Der bliver indkaldt til netværksmøde, 

meget bredt netværksmøde. 

Forældrene skal være med. Skolen 

er altid med til det første møde. 

Møderne og arbejdes tilrettelægges, 

så det passer for familierne. Det 

betyder, at teamet må være meget 

fleksible med deres arbejdstider. 

Den, som har taget mod kontakt på 

telefon, er ansvarlig for at indkalde 

til det første møde. Den, som tager 

kontakt til teamet, moderen, læreren 

eller andet, skal være med til første 

møde. Hvis den unge er selvmordstruet, 

skal der indkaldes til møde 

indenfor et døgn. Andre indkaldes 

indenfor en uge. 

Ingen må stå alene i modtagelsen 

af en ung. De unge bliver ikke set 

af en psykiater de første gange, det 

kunne blive en flaskehals. 

Ved møderne skal alle komme til 

udtryk. Der arbejdes ikke med diagnoser. 

Derimod arbejdes der med: 

Hvad er spørgsmålet i dette menneskes 

liv? Hvilken betydning har 

symptomerne? Løsninger som kommer 

fra klienterne eller via dialog. 

Udover netværksmøderne kommer 

teamet også i hjemmet. Her får man 

syn for eventuelle søskende, og 

hvordan de klarer sig. 

Ofte har forældrene brug for hjælp 

til at tage lederskabet, så den unge 

kommer i skole. De har ikke tænkt 

på, at den unge behøver hjælp. Det 

er ret ofte små ting der mangler, 

f.eks. at sedler til forældremøder, 

ikke bliver afleveret hjemme. 

Fravær er ofte årsag til et dårligt 

skoleforløb. Teamet arbejder også 

ude på skolerne, hvis der er brug 

for det. Det er det samme team, der 

arbejder med den enkelte unge i 

hele forløbet. Det blev fremhævet 

som et must. 

Teamet og de unge er meget tilfredse 

med forløbene, de har haft 400 

indstillede klienter, kun i 5 fungerer 

samarbejdet ikke. 

Epilog 

Som officiel gæst i den finske 

forening skulle jeg holde en tale 

til festmiddagen den sidste aften. 

For at anskueliggøre det sproglige 

dilemma jeg havde befundet mig 

i, bad jeg tolken lade være med at 

tolke en del af talen. Så kunne de 

lære det. Hvordan det er at være til 

et foredrag, hvor man ikke forstår et 

eneste ord. Det vakte megen morskab 

At jeg var langt hjemmefra fik jeg 

bekræftet, også privat. Første dag 

fik jeg en sms om, at jeg var blevet 

bedstemor til en lille pige (ikke 

ganske uventet). 

På andendagen skrev min yngste 

Årsrapport fra STOK-Nordjylland 

2006: Året der gik: 

Det er hvert år en fornøjelse at 

evaluere ”året der gik” i Net-værket 

i Nordjylland. 

Netværksgruppen har igen haft et 

år med 5 berigende arrangementer, 

vi har desværre måttet aflyse 

ét arrangement. 

Netværksgruppen har med succes 

fortsat med forskellige aktuelle 

temaer, hvor et lille oplæg fra aftenens 

ansvarlige danner udgangspunkt 

for aftenens workshop. 

Det har også været et år præget 

af snakke omkring omstruktureringer 

på vore forskellige 

arbejdspladser i forbindelse med 

den kommende kommunalreform. 

En omstrukturering, der 

for de flestes vedkommende er 

godt i gang, for nogen meget 

frustrerende, for de fleste meget 

tidskrævende. 

Enkelte har på grund af tidspres 

ikke kunnet nå at bidrage med 

planlagte oplæg og har måttet 

aflyse oplægget i sidste øjeblik. 

Andre i gruppen har været hurtige 

til at tage over, så aftenen 

alligevel er blevet indholdsrig 

og givende. 

Atmosfæren er god. Humøret 

er højt. Samtalerne er konstruktive, 

engagerede og 

lærerige. 

Der er godt 30 interesserede 

personer på vores mail-liste. 

Til arrangementerne møder 8 

– 15 deltagere pr. gang. 

Blandt temaerne der har været 

drøftet kan jeg bl.a. nævne 

vidensdeling omkring: 

• 

Værdsættende samtaler i 

skolen 

• 

Amerikansk aften: MST 

– PMT – Webster Stratton 

modellen. Licenskontrakternes 

indtog i vores arbejde 

• 

Supervision 

2007: Året der kommer: se på 

lokalsiderne. 


Artikel 

Temakurser – familier på vej mod nye 

fortællinger og begreber. 

Familiecentret Spiren har gennem 

flere år tilbudt familier at komme 

på temaweekendkurser. Temakurserne 

sigter mod at give familierne 

nye oplevelser og nye fortællinger 

om sig selv som familie, og for 

den enkelte en ny beskrivelse af 

”mig i min familie”. Familierne 

bliver via en legende og humoristisk 

tilgang introduceret til nye 

begreber og handlemuligheder. 

Mange forældre oplever at deres 

børn ikke lytter til dem, de føler 

sig magtesløse i forhold til at få et 

godt og positivt samspil med deres 

børn. For mange forældre er det 

uklart hvad der er årsagen til, at 

de ikke kan komme igennem med 

deres ønsker overfor børnene. Børnene 

oplever, at forældrene stiller 

flere og flere krav, de føler sig ikke 

set, anerkendt og accepteret for det 

de gør. 

Når forældrene beskriver deres familieliv 

med børn og ægtefælle, er 

sproget ofte præget af, anklagende 

og negative beskrivelser. Ordene 

”aldrig og altid” optræder konstant 

i forældrenes beskrivelser. F.eks. 

mine børn plager altid om at få 

slik, - de vil aldrig rydde op efter 

sig. Min mand kommer altid sent 

Hans Jørgen Jensen er socialpædagog/familiete- 

rapeut og er ansat på Familiecenteret Spiren, Godthåbsvej 1 

7500 Holstebro. 

Uddannet socialpædagog 1986, diplomuddannelse i 

familieterapi og i pædagogik. 

Har tidligere arbejdet på Børnehjemmet Toften i Herning og i 

Familiecentret i Herning 

hjem, min kone kritisere altid det 

jeg gør, hun siger aldrig at noget er 

godt nok. 

Temakurserne tager udgangspunkt i 

et tema som er generel for alle familier, 

nemlig familiens kommunikation. 

For så vidt kunne man godt 

beskrive kurserne som kommunikationskurser. 

Al adfærd er jo kommunikation. 

Vi har lært af Bateson, at 

vi ”ikke kan, ikke-kommunikere”. 

Vi mener dog at det er alt for ukonkret 

og abstrakt at benævne kurserne 

som kommunikationskurser, 

derfor har vi valgt temaet: ”Gode 

beskeder – gode svar”. 

På temakurserne er målet, at vise 

forskellige kommunikationsmønstre 

i familier. Vi forsøger at give 

begreber og ord for det negative og 

positive samspil, uden at komme 

løfte en belærende og moraliserende 

pegefinger. 

”Hvis du har et projekt/mål med en 

familie - bliver du en lærer, - når 

du begynder at undervise bliver du 

moralist, - som moralist har du tabt 

interessen for familiens synspunkt” 

sådan udtrykte Cecchin sig sidste 

gang, vi havde besøg af ham på 

Spiren. 

Med rollespillene, opgaverne, legene, 

turbogen og de andre elementer 

som jeg senere vil beskrive, er det 

vores hensigt, at tilbyde familierne 

et forskelligartet ”tag selv bord”. På 

bordet er nye begreber og ord, som 

familierne kan anvende i deres interne 

kommunikation fremover. Det 

er vort håb at familierne tager hjem 

fra kurset med en ide om, at det er 

muligt at påvirke/vælge, hvilken 

kommunikation der skal være fremherskende 

i deres familie. 

Vi forsøger med andre ord, at undgå 

at have bestemte projekter med den 

enkelte familie, men at tilbyde nye 

begreber, beskrivelser og oplevelser 

til inspiration for fremtiden. 

I den følgende beskrivelse benævner 

jeg medarbejderne der leder kurset 

med forskellige betegnelser, kursusinstruktør, 

kursusleder eller familieterapeut. 

De enkelte betegnelser 

refererer til at der er forskellige roller 

og positioner personalet indtager 

under de forskellige aktiviteter. 

Fra problem til tema. 

Temakurser repræsenterer en anden 

vej i familiebehandlingen. Den traditionelle 

tænkning er ofte, at vi må 

kende den enkelte families specifik- 


udbytte af at være med. 

I vore kurser har deltaget familier 

med meget forskellige problemtyper, 

social status og uddannelse, 

uden at det har været en hindring 

for, at familierne kan have udbytte 

af at være i samme gruppe. 

I vore kurser deltager mellem 5-8 

familier lidt afhængig af familiernes 

størrelse, men ofte er vi omkring 25 

– 30 deltagere, vi er normalt 4 kursusledere. 

Kursets opbygning: 

Kurset er opbygget i 4 overordnede 

moduler. 

Modul 1. (Fredag eftermiddag) 

Velkomst og præsentation. 

Introduktion til kursets tema. Rollespillet: 

”Ulvetimen” 

Etablering af begreber og fælles 

sprog. (sort kasket og rød kasket) 

Iagttagelse og benævnelse af adfærd. 

Modul 2 (Lørdag formiddag) 

Fra ord til handling, - fra iagttager 

til deltager 

Arbejde med effekten af rød og sort. 

Dele erfaringer med andre familier. 

Familiemedlemmer i samme position: 

Mor til mor - far til far - ung til 

ung – barn til barn. 

Refleksioner over effekten af adfærd. 

Modul 3 (Lørdag eftermiddag) 

Øve samarbejde og valgsituationer 

i familier. 

Træne håndtering af stress og beslutningsprocesser 

i familier. 

Sjov for alle. 

Modul 4 (Søndag formiddag) 

”Så hatten passer” - Nye rollespil 

med kursusdeltagere som spillere. 

Træne anerkendelse. 

Fastholde de nye begreber. 

Familien mod nye mål. 

Kursusafslutning. 

Udlevering af turbog. 

Beskrivelse af de enkelte 

elementer i temakurset. 

Jeg vil i det følgende gennemgå de 

enkelte elementer i temakurset. For 

at læseren kan få en indtryk af stemningen 

og den tone, vi søger at have 

ke problemer og målrette behandlingen 

ud fra en analyse af samspillet i 

den konkrete familie. 

Temakurset tager udgangspunkt 

i, at det har afgørende betydning, 

hvordan vi taler til hinanden, uanset 

hvilke forudsætninger vi har, og 

hvilke problemer der i øvrigt kan 

være på spil i den enkelte familie. 

Med valget af overskriften ”Gode 

beskeder – Gode svar” har vi et 

konkretiseret fokuspunkt. 

Ved at arbejde med temaet i forskellige 

lege og øvelser, er det vort mål, 

at familierne skal opnå en bedre 

forståelse af deres kommunikation 

og samspil. Kurset slutter med, at 

familierne aftaler mål for, hvad de 

vil arbejde med i deres familier i 

tiden fremover. 

Rammerne omkring kurset. 

Vi har valgt at afholde vore kurser 

som weekendkurser, der begynder 

fredag eftermiddag og slutter søndag 

middag. Kurserne afholdes i et 

feriecenter. Hver familie bor i eget 

hus, alle måltider spises på restaurant, 

og i fritiden kan familierne frit 

benytte vandland og andre fritidsfaciliteter 

i tilknytning til feriecentret. 

Der er på den måde et skær af 

luksus omkring opholdet, på samme 

måde som, når andre f.eks. familieterapeuter 

tager på efteruddannelse. 

Kurserne er gratis for deltagerne og 

tilbydes familier, der alle deltager i 

ambulante familiebehandlingsforløb 

på familiecentret. 

Temakurser er for flere familier i 

samme forløb. Både børn og voksne 

deltager i gruppen. Vi har erfaring 

for, at børn allerede fra 4-5års alderen 

kan følge forløbet og have 

på kurset, har jeg valgt at gengive 

instruktionerne som direkte tale. 

For hvert punkt vil jeg efterfølgende 

give en beskrivelser af de tanker/intentioner, 

der knytter sig til denne 

konkrete praksis. Instruktionerne er 

fremhævet med fed skrift. 

Velkomst og præsentation. 

Vi har valgt at starte kurset med en 

kop kaffe og fællessang. For at alle 

kan føle sig trygge og velkomne, er 

der reserveret plads til alle familier 

med navneskilt ved små borde. 

Man bliver ikke med det omgående 

sat i gruppe med andre, men kan 

sidde sammen med sin egen familie 

og se på de andre. 

Det næste der sker, er at kursusinstruktørerne 

præsenterer hinanden. 

Ole siger: ”Her ser I Karen, hun 

arbejder her på Spiren, nogle af jer 

kender hende i forvejen. Hun bor i 

et hus sammen med sin mand, og de 

har 3 børn og 5 børnebørn. Karen er 

rigtig god til at bage og lave lækker 

hjemmelavet marmelade”. Karen 

præsenterer herefter på samme 

måde en anden kursusinstruktør osv. 

Instruktion: 

”Tal sammen i familien og aftal 

hvem der skal præsentere hinanden. 

Vi vil gerne vide: Navn og 

alder på børnene, men fortæl også 

to ting som du ved, den anden 

er godt til, eller godt kan lide at 

gøre.” 

Formålet med denne lille øvelse ud 

over at præsenterer hinanden er, at 

alle oplever sig positivt beskrevet af 

et andet familiemedlem, samt at alle 

har muligheden for at sige noget i 

en forsamling. Det at sige noget i en 

stor forsamling er for nogle forældre 

i sig selv en grænseoverskridende 

handling. 

Rollespillet som oplæg. 

Jeg har tidligere refereret til Cecchin, 

hvor han talte om at undgå 

at blive underviser og dermed at 

komme i rollen som bedrevidende 

ekspert og i værste fald blive opfattet 

som moralist. For at undgå dette 

har vi valgt, at introducere kursets 

tema via et rollespil kursusinstruktørerne 

opfører for deltagerne. 


Rollespillet ”Ulvetimen” 

”Ulvetimen” foregår i en ganske 

almindelig familie og udspiller 

sig på det tidspunkt på dagen, 

hvor alle i familien kommer hjem 

fra arbejde, skole, fritidsklub 

osv. Rollespillet vises i to afsnit. 

Første del foregår i en meget dysfunktionel 

familie. Alle i familien 

råber og skændes, forældrene 

skælder ud, og kritiserer uden 

at lytte. Alle skuespillere bærer 

sorte kasketter. 

Anden del af rollespillet foregår 

i samme familie med de samme 

konflikter, men her er kommunikationen 

bedre, der lyttes til 

hinanden, sproget er præget af 

anerkendelse og børnene bliver 

vejledt/guidet i forhold til, hvad 

de voksen ønsker af dem. Alle 

skuespillere bærer rød kasket. 

For at understrege forskellen på 

kommunikationen de to forskellige 

rollespil bærer skuespillerne alle 

enten er sort eller en rød kasket. 

Den sorte kasket bliver kontekstmarkør 

for negativ kommunikation/ 

dårlige beskeder. Den røde kasket 

bliver symbol for den anerkendende 

og gode kommunikation/god besked. 

For at kunne aflære en uønsket 

adfærd må man kende det, man vil 

slippe af med, der må gives en beskrivelse, 

en fortælling om det uønskede. 

Samtidig må man have en 

ide/en fortælling om det ønskede. 

Det uønskede er den adfærd, der 

ofte beskrives med ordene, ”aldrig 

og altid”. Fortællinger der ofte peger 

på en syndebuk, en skyldig og 

dermed fortællinger, hvortil der er 

knyttet skyld og skam. Med rollespillene 

ønsker vi at vise et eksempel 

på, og invitere til en anden og 

bedre fortælling. En fortælling der 

gennem kurset bliver udvidet ved, 

at deltagerne sættes i forskellige situationer, 

hvor der er mulighed for 

at eksperimentere med nye roller og 

handlemuligheder. 

Vi har erfaret at rollespillet med 

de sorte og røde kasketter, skaber 

synlige kontekstmarkører for fortællinger, 

der taler til forståelse og 

håb, uden at de samtidig kalder på 

følelser af skam og skyld. 

Beskrivelse og benævnelse af adfærd. 

Efter rollespillene bliver deltagerne 

bedt om at komme med deres beskrivelser 

af, hvad de blev opmærksom 

på ved at se rollespillene. De 

udsagn kursusdeltagerne kommer 

med noteres på plancher som resten 

af kurset hænger på væggen i kursuslokalet. 

Instruktion: 

”Tal sammen i jeres familie om de 

to rollespil I lige har set. 

Hvad var forskelligt – hvad var 

godt, - hvad synes I ikke om? 

Hvad gjorde personerne i rollespillene?” 

Det er vigtigt at såvel børns som 

voksnes udsagn bliver taget alvorlig, 

kursuslederen er ansvarlig for 

at hjælpe med at formulere og anerkende 

de udsagn som fremkommer. 

Plancherne skrives naturligvis med 

rød og sort tusch for at understrege, 

hvor der hører til. 

Formålet med denne øvelse er, 

at deltagerne med deres egne ord 

beskriver, hvad de har set. Ved udarbejdelsen 

er der vægt på det beskrivende 

og lineære niveau. Først 

senere skal vi arbejde på det reflekterende 

niveau. 

Følgende bemærkninger er fremkommet 

efter rollespillene: 

Sort Kasket. 

De er alle sammen sure. 

Der er ingen, der lytter til hinanden. 

De tænker kun på sig selv 

Man kan kende noget af sig selv (er 

det os I har været hjemme ved??) 

Børnene bliver bange, når mor og 

far skændes. 

Rød Kasket. 

De lytter til hinanden. 

Selv om der er konflikter, bliver de 

ikke vrede. 

Der er en god stemning. 

De siger ”hej”, når de kommer hjem 

(sagt af en 5årig dreng) 

Der er nogen, som bliver rost. 

Forældrene er mere tydelige. 

Vi har nu skabt to begreber og visuelle 

udtryk: Sort og rød kasket. 

Begreber der er neutrale og ikke 

giver skyld til nogen, men som kan 

forstås af alle både børn og voksne. 

Begreberne er udtryk for både positivt 

og negativt samspil, men også et 

udtryk for de følelser, der er knyttet 

til de to typer af samspil, og som 

alle kender fra deres hverdag. 

Modul 2 

Fra ord til handling - fra iagttager 

til deltager. 

Andet modul i kurset har to mål, 

dels at komme til at arbejde med de 

forskellige typer af kommunikation, 

dels en reflekterende samtale om effekten 

af de røde og sorte kasketter. 

Instruktion: 

Tag SORTE kasketter på. 

”I får nu en kasse med små 

træklodser - I skal bygge et tårn, 

- så højt som muligt. Når I gør det 

skal I kritisere hinandens ideer og 

forslag, skælde ud på hinanden, 

irettesætte og lege at I er vrede på 

hinanden. I har 20 minutter til at 

løse opgaven.” 

Det er meget vigtigt at understrege, 

at dette er en leg, særligt i forhold til 

små børn. 

Ved at beskrive opgaven som en leg 

bliver det tilladt for børn at svare 

igen i forhold til forældre, det bliver 

tilladt for forældrene at skælde ud 

og være ”primitive” i forhold til 

børnene. Den ydre kontekstmarkør 

- den sorte kasket - understreger 

dette. Forældre og børn mindes 

konstant om, at det vi laver sammen 

nu, er et rollespil. En leg hvor en del 

af opgaven er at være grove overfor 

hinanden. 

Opgaven løses med flere familier i 

samme rum, herved har familierne 

mulighed for at iagttage, hvad der 

sker i de andre familier. Er der f.eks. 

nogle der går så vidt, at de vælter et 

tårn? 

Det er vigtigt, at der er mange klodser 

til rådighed, herved bliver det 

spændende for alle i familien, hvad 

sker der, når tårnet når op til lamperne 

i rummet, og man må stå på 

en stol for at lægge de sidste klodser 

på tårnet?? 


Rød kasket. 

Næste opgave er, at familierne skal 

bygge et køretøj af legoklodser. 

Under øvelsen skal deltagerne bære 

de røde kasketter. 

Instruktion: 

”I får nu en kasse med legoklodser, 

I skal bygge et køretøj. I bestemmer 

selv, hvordan det skal se 

ud. Der er ingen byggevejledning 

i kassen. Det gælder om at bruge 

så mange klodser som muligt. Når 

I bygger, skal I hjælpe hinanden, 

være venlige, nysgerrige, og sørge 

for at alle ideer og forslag bliver 

hørt. I skal være imødekommende, 

anerkendende osv. - I skal 

lege, at I er den perfekte familie. 

I har 20 minutter til at løse opgaven.” 

Ofte ser vi, at forældre beder børn 

om at stoppe en negativ adfærd 

uden at børnene samtidig henvises 

til en ønsket adfærd. Forældrene 

siger, ”hold op med det”, men glemmer 

at fortælle, hvad de ønsker at 

barnet skal gøre. Under denne opgave 

kan forældre sige: ”Husk du har 

den røde kasket på, så nu skal du 

vente på, at det bliver din tur”. Ligesom 

den voksne, ved at føle den 

røde kasket på sit hoved, mindes om 

at lytte til barnet. 

Det er vigtigt, at der er mange legoklodser 

til rådighed, og at opgaven 

ikke kan løses entydig, men at løsningen 

i højere grad bygger på en 

fælles forhandling i familien. 

Familieterapeutens rolle under 

øvelserne med kasketterne er at 

understrege og støtte samspillet med 

henblik på at forstærke konteksten. 

Det reflekterende niveau. 

Næste del af modul 2 er, at deltagerne 

deles op i gruppe bestående 

af personer, der har samme familieposition. 

Det vil sige fædre i en 

gruppe, mødre i en anden gruppe, 

og at børnene deles op i grupper 

efter alder. 

Instruktion: 

”Tal sammen om, hvordan der 

var at løse opgaver med de røde 

og sorte kasketter på hovedet. 

Hvad lagde I mærke til? Hvilken 

effekt havde det på jer selv og de 

andre i jeres familie, at I havde 

henholdsvis sorte eller røde kasketter 

på?” 

Ved at tale om effekten, bevæger vi 

os ind på det reflekterende niveau. 

Hvordan føltes det at have de forskellige 

roller? Er der noget, der 

ligner det, vi kender hjemmefra? 

Hvorfor er det så let at komme til at 

kritisere, være negativ og irettesættende? 

Hver gruppe udarbejder en planche, 

som fremlægges i fælles plenum. 

En kursusdeltager fremlægger for de 

øvrige grupper i plenum evt. støttet 

af kursusleder. Det at skulle fremlægge, 

hvad der har været talt om 

i gruppen, ser vi som en mulighed 

for at en kursusdeltager kan afprøve 

sig selv i en ny rolle, - at overskride 

en grænse. Vi har set og hørt forældre 

være meget stolte af at se deres 

”vanskelige” barn, pludselig står 

frem foran alle deltagere og fortæller 

noget om effekten af at have en 

sort kasket eller rød kasket på. 

Der er en kursusleder i hver gruppe, 

som har til opgave at støtte samtalen, 

og hjælpe med at skrive og 

fremlægge plancher. 

Inddelingen af deltagerne i grupper 

efter familieposition gør der nemt 

for gruppens medlemmer at koble 

sig på hinanden. Særlig for mændene 

er det noget nyt at tale med andre 

mænd om, hvordan det er at være 

far eller papfar. 

Modul 3. 

”Reality Matador” 

Overskriften hentyder til at der er 

tale om et spil, hvor det handler om 

at tjene penge. Familierne er deltagere 

i et spil, hvor de valg der træffes 

har betydning for, hvor mange 

penge man tjener. 

Instruktion: 

I skal nu deltage i et spil. Der er 

25 poster/opgaver. Hver opgave 

skal løses af jer i samarbejde med 

hinanden i familien. Alle opgaver 

er forskellige, nogle opgaver kræ- 

ver at man tænker, andre opgaver 

kræver at man handler, er lidt 

modig, eller har en god fantasi. 

Hver opgave skal købes i banken, 

de billige opgaver er man sikker 

på at kunne løse, men man tjener 

heller ikke så mange penge. De 

dyre opgaver kan være lidt vanskeligere 

at løse, men til gengæld 

tjener man mange penge. Der er 

særlig mange penge at tjene, hvis 

man kan købe et skattekort og 

retten til at grave efter guld. Spillet 

slutter kl. 16.00. Hvis guldet 

ikke er vekslet til penge inden 

banken lukker, er det ikke noget 

værd. 

I kan altid købe hjælp og vejledning, 

men det koster jo penge. 

Det er i dette spil meget vigtigt, 

hvilke valg I som familie træffer. 

I kan ikke indenfor spilletiden nå 

alle opgaver, ligesom det er vigtigt, 

at I ikke tager for store chancer. 

I banken kan I få hjælp til 

at finde de opgaver, der vil passe 

bedst til jeres familie. 

I får 400 kr. i startpenge. 

Husk at dette er en leg/et spil. 

Det er vigtigt at alle i familien får 

en god oplevelse og har det sjovt 

med opgaverne. Det gælder om 

at huske at have de røde kasketter 

på under hele legen. Mange 

af opgaverne kan kun løses, hvis 

man hjælper hinanden. 

For at kunne forstå indholdet i spillet 

vil jeg give et par eksempler på 

de opgaver, som familien bliver 

stillet overfor. 

Eks. 1 

Fang metalfisk med en magnet, der 

hænger i 5 snore. Fiskene er i et 

lille akvarium, som står midt i en 

cirkel, som man ikke må betræde. 

Deltagerne skal nu ved fælles hjælp 

få magneten hen til fiskene. For 

hver fisk der bliver fanget, tjenes 

25 kr. 

Eks.2 

Skyd balloner med dartpile, det 

koster 100 kr. at leje en pil. Inde i 

ballonen er der 1000 kr. - rammer 

man ved siden af, er pengene tabt. 

Eks 3. 

Alle i familien skal stå på et stort 


stykke plastik. Dette skal nu foldes 

på midten uden at nogen træder på 

jorden ved siden af. Hver gang man 

folder plastikken midt over, har man 

tjent 50 kr. 

Eks 4 

Byg et tårn ved hjælp af spagetti 

og limpistol. Ekstra spagetti kan 

købes. Vi giver 10 kr for hver cm 

tårnet måler i højden. 

Andre opgaver kan være et løse 

en Soduko, en labyrint, eller finde 

planter i naturen. 

Opgaverne er meget forskellige og 

udarbejdet således, at der er noget 

for både store og små børn, samt at 

det ikke spiller den store rolle om 

familien består af to eller fem medlemmer. 

Hensigten med opgaverne er, at 

give familierne mulighed for at øve 

samarbejde, og træne i at lytte og 

tage hensyn til hinanden. Vi har set 

en familie spille sig fallit, fordi en 

far ville blive ved med at løse den 

samme opgave, selv om de andre i 

familien syntes noget andet. 

Vore erfaringer er, at alle hurtigt bliver 

opslugt af spillet, og der dystes 

med alle kræfter. For mange familier 

bliver det en positiv oplevelse, 

at være sammen og få øje på nye 

kompetencer hos hinanden. 

Terapeuternes rolle under spillet 

er, ud over at være spilleledere, at 

hjælpe familierne med at løse de 

konflikter, der kan opstå i valgsituationer 

og opgaveløsninger. Det er en 

vigtig opgave konstant at minde forældre 

og børn om at holde den røde 

kasket på hovedet. Terapeuterne er i 

deres kommunikation til familierne 

positive og anerkendende, og derved 

et eksempel på god kommunikation 

og gode beskeder. 

Spillet sluttes af med, at alle tæller 

penge, og at der klappes af vinderne. 

Der er ingen præmier, det vigtigste 

er at deltage og have en positiv 

oplevelse i familien. 

Modul 4. 

Der er to hovedtemaer i modul 4, 

rollespillet ”Så hatten passer” og 

kursusafslutningen. Formål med 

sidste modul er at fastholde oplevelserne 

fra kurset, samt at sætte mål 

for fremtiden i familierne. 

Instruktion: 

”Vi skal nu spille ”Så hatten 

passer”. Vi har fået ideen fra 

et program fjernsynet. I denne 

(spillelederen viser en hat), ligger 

nogle kort med beskrivelser af 

situationer, der kan være i enhver 

familie. 

Vi skal nu prøve at spille de situationer, 

der er beskrevet på 

kortene. Vi bruger både de sorte 

og de røde kasketter. Alle jer, der 

sidder i rundkredsen, skal hjælpe 

skuespillerne med at finde de gode 

beskeder.” 

Terapeuten er spilleleder, og skal 

sørge for, at ingen føler sig udstillet, 

og at der kommer en rar og munter 

stemning. 

Spillets gang: 

En deltager trækker et kort fra hatten. 

Teksten med en familiesituation 

læses højt. Det kan f.eks. være: ”Du 

er mor til en dreng på 5 år, som vil 

have korte bukser på i børnehaven, 

men det er snevejr udenfor. Tiden 

går og I skal snart ud af huset, ellers 

kommer du for sent på arbejde. 

Hvad gør du??” 

Vi skal nu have en deltager, der vil 

spille et barn på 5 år, og en der vil 

spille mor. Den der spiller barn får 

en sort kasket på hovedet, og den 

der spiller mor en rød kasket. (Det 

gør ikke noget om det er et barn, der 

spille den voksne, og en voksen der 

spiller barn) Når rollespillet er begyndt, 

er spillelederen opmærksom 

på, hvornår der er brug for hjælp fra 

kredsen. Spillelederen stopper skuespillet 

og henvender sig tilskuerne 

og beder om forslag til, hvad skuespillerne 

nu skal gøre eller sige. 

Hvis ingen melder sig med forslag, 

vælger spillelederen en tilfældig fra 

kredsen. Lægger en rød kasket på 

hovedet af denne, og taler nu med 

tilskueren om, hvad der kunne siges. 

Skuespillerne fortsætter spillet med 

den nye replik. Alle ser hvad der 

sker, og måske skal der straks hjælp 

til den næste replik. Når situationen 

er gennemspillet, hvilket højst må 

tage nogle få minutter, trækkes et 

nyt kort. Der vælges nye skuespillere 

og spilles ud fra det nye tema. 

Tanken med spillet er at bryde de 

vante mønstre i konfliktsituationer. 

Opgaverne er udformet med situationer, 

som de fleste forældre og børn 

kan genkende. Øvelsen ”Så hatten 

passer” retter sig imod at hjælpe 

familierne med at finde nye handlemuligheder 

i konfliktsituationerne. 

Alle hjælper hinanden med at finde 

nye svar/beskeder i de situationer, 

der virker så bekendte. 

En positiv sideeffekt er, at deltageren 

på egen krop prøver at spille 

skuespil. Flere har sagt, at de aldrig 

havde troet, at de kunne stå foran en 

stor forsamling, men nu skete det 

bare. 

Kursusafslutningen. 

Fra fravalg til tilvalg. 

Instruktion: 

”I skal nu tale sammen om, hvad 

I har oplevet som det mest betydningsfulde 

for Jer som familie 

de sidste to dage. Hvad vil I tage 

med hjem fra dette kursus? Er 

der noget, som I vil blive bedre 

til hjemme? Skriv det ned som en 

målsætning på det lille skilt, der 

skal hænge på jeres køleskab.” 

Formålet med denne øvelse er, at 

familierne tager en målsætning med 

hjem. Tidligere har vi lavet familieweekendkurser, 

hvor vi inden 

kurset bad familierne om at komme 

med målsætninger til, hvad de gerne 

ville arbejde med på kurset. Vi 

erfarede, at det var overordentligt 


vanskeligt at være tro overfor de 

målsætninger, som familierne kom 

med. Ofte var målsætninger meget 

forskellige og derfor vanskelige at 

indpasse i et kursusprogram uden, 

at man skulle tolke i målsætningerne. 

De gamle målsætninger beskrev 

problemer og uønsket adfærd. Nu 

arbejder vi på, at målsætningerne 

bliver formuleret, som beskrivelser 

af adfærd som familierne gerne vil 

have mere af. Et tilvalg frem for et 

fravalg. 

Familierne ofte bruger ord 

og begreber fra kurset, når de 

formulerer deres målsætninger. 

En familie formulerede det således: 

”Jeg (mor) vil blive bedre til at 

anerkende børnene og lytte til dem 

- Jeg skal ikke tro, at jeg på forhånd 

ved, hvad de vil sige! - Vi skal alle 

blive bedre til at samarbejde.” 

En anden familie skrev på deres 

skilt: 

”Vi vil tale mere om hvad vi gerne 

vil, - ikke hvad vi ikke vil have.” 

Farvel og forlængelse af 

kurset. 

Alle samles til slut i en rundkreds. 

Vi beder hver familie om at læse 

deres målsætninger op. 

Denne tilbagemelding får ofte præg 

af at være en lille højtidelig ceremoni. 

Det er betydningsfuldt, at det 

bevidnes hvilke mål den enkelte 

familie har sat sig. Stemningen er 

præget af, at alle ønsker det bedste 

for hinanden og sig selv. 

Herefter får hver familie en turbog. 

Turbogen er et lille fotoalbum med 

billeder af den pågældende familie 

fra de to foregående dage. Billederne 

er optaget, således at man så vidt 

muligt ser glade mennesker, der 

har det sjovt sammen. Af hensyn til 

tavshedspligten, bliver alle billeder 

optaget, så der kun er personer fra 

den samme familie på billederne. 

Ingen skal optræde i andre familiers 

fotoalbums. Ud over billeder 

fra kurset er der afskrift af alle 

plancher, der har været hængt op i 

kursuslokalet. 

Formålet med turbogen er at forlænge 

effekten af kurset, men også 

at familien bliver iagttager til sig 

selv. Turbogen er med til at fortælle 

en lidt anden historie om familien 

end den historie, de kom med fredag 

eftermiddag. Historien må gerne 

være noget i retningen af: 

”VI fik et fotoalbum med billeder af 

OS som familie, at VI bliver set af 

andre mennesker, der har fokuseret 

på OS, og der er billeder, hvor VI 

er glade. - Det vi ser her, er også en 

side af vores familie.” 

Kurset slutter med et kollektiv 

håndtryk til farvel. 

Alle står i rundkredsen med hinanden 

i hænderne, og der sendes nu et 

synligt håndtryk rundt i kredsen. 

Evalueringer. 

Turbogen medbringes til den næste 

aftale med familieterapeuterne på 

Spiren. Familien skal fortælle de 

familieterapeuter, der ikke har været 

med på temakurset, hvad de har 

oplevet, hvad der gjorde indtryk på 

dem osv. 

Når vi ved efterfølgende evalueringer 

har spurgt familierne om, hvad 

de har taget med fra kurserne, har 

nogle af svarene været: 

” Vi havde fået ord for hvad vi skulle 

kalde det, vi oplever i vores familie. 

Sammen med børnene havde 

vi en fælles oplevelse, vi kunne tage 

udgangspunkt,i da vi skulle snakke 

om, hvad vi ville have anderledes 

hjemme hos os, - hvad vi vil nå frem 

til.” 

”Vi overskred nogle grænser. Jeg 

havde aldrig troet, at jeg skulle stå 

og spille rollespil foran 34 mennesker.” 

” Jeg blev meget stolt, da jeg så 

mine to store børn fremlægge, hvad 

de havde talt om i deres gruppe.” 

”Det er godt at have en rød kasket 

på hovedet, - det vil jeg gerne, - men 

den får så hurtig en sort skygge!” 

”Det var godt at være sammen med 

andre familier og se, hvordan de 

gør med deres børn.” 

”Det er jo underligt, at man skælder 

så meget ud, når man kan se at det 

hjælper mere med at give ros og 

være anerkendende” 

”Børnene er meget glade for turbogen, 

de har vist den til både 

bedsteforældre, deres pædagoger og 

lærerne på skolen.” 

Vi har endnu ikke erfaring med 

at tilbyde kurset til familier ”fra 

gaden”. Vi har en forestilling om, 

at kurset og tænkningen bag elementerne 

i kurset sagtens kunne 

tilbydes andre familiegrupper, f.eks. 

forældre tilknyttet en daginstitution, 

skole, familieklasse eller andet. Det 

er ikke en forudsætning, at familierne 

kender hinanden eller kursuslederne. 

Hvis man vil vide mere om Familiecenteret 

Spiren kan man gå ind på 

hjemmesiden: www.Familiecentretspiren.dk 


H V A D H A R V I G A N G I ? 

Hvad er en 

familie? 

Det spørgsmål 

stiller 

familiebehandlerne 

.. 

STOK- Østjylland har indledt 

en spændende debat, som 

stiller skarpt på, hvordan 

vi kan udvikle en systemisk 

familieterapi, som matcher den 

sen-moderne families oplevede 

virkelighed 

_________________________ 

___ 

Af Bodil Burian 

En almindelig hverdagsaften i 

oktober mødtes 45 mennesker i 

DISPUKs lokaler i Århus for at 

diskutere, hvor familiebehandlingen 

er på vej hen. Hvilket spor skal vi 

følge? Den manualbaserede eller 

den systemisk-narrative? Efterårets 

debat blev indledt med et oplæg 

af idéhistorikeren Agnete Braad. 

Vi kan ikke diskutere hvilken vej, 

vi skal gå i familieterapien, hvis 

vi ikke først får diskuteret, hvad 

vi mener, når vi siger familie her 

i 2006. Og om vi overhovedet 

kan sige, at vi har et fælles 

familiebegreb i Danmark i dag. 

Aftenens deltagere var noget stille 

og virkede lidt trætte, da de ankom. 

Måske på grund af en lang arbejdsdag. 

Alle satte sig i mindre grupper 

ved de runde borde. Der var folk 

fra hele regionen. Kolding i syd, 

Holstebro i vest og Djursland i øst, 

og naturligvis også folk fra Århus. 

Dejligt at der både var frugt, slik og 

mineralvand på bordene. 

Agnete Braads oplæg startede kl. 

19. Stilfærdigt og lidt reserveret. 

Det er et seriøst tema, og alle 

ønsker, at der er respekt om 

emnet. Efterhånden blev de ideer 

og påstande, som blev fremlagt 

via oplægget, tilpas pirrende 

og provokerende. Vi oplevede 

materialet så vedkommende og 

relevant, at der i løbet af den første 

time blev skabt et godt og fælles 

grundlag for aftenens debat. 

Kernefamilien som idé er udtømt. 

Vi skal forstå at, at voksne og 

børn i dag flytter sammen i en 

”kernefamilie som struktur; men 

ikke i en kernefamilie som ide”. 

Sammen med individualiseringen 

op gennem 60’erne er den enkelte 

blevet frisat, hvilket samtidig 

betyder, at familien er blevet et 

frivilligt og personligt projekt, der 

har karakter af et ’indtil videre’. 

Aftenens debat frembragte fire 

centrale fokusfelter, som bliver 

belyst i en sammenskrevet tekst, 

som kan hentes på STOKs 

hjemmeside. Teksten hviler på de 

udsagn deltagerne kom med i løbet 

af aftenen. 

1. Børnene vil bare gerne 

være sammen med deres 

mor eller far, eller dem de 

er opdraget til at tænke er 

deres mor og far. 

2. Hvilke familiebilleder 

arbejder vi ud fra, når vi 

samarbejder med forældre 

og børn, der bliver tilbudt 

familieterapeutisk støtte? 

3. Vi mangler et sprog for 

de forhold, som knytter 

sig til det at vokse op 

i ’den ny familie’ efter 

kernefamilien. 

4. Den enkelte påtager sig at 

søge individuelle løsninger 

på samfundsskabte 

problemer. 

. 

.. læs videre på www.danskstok.dk 


Rejsebrev Fra Island.XV: 

IFTA’s World Family Therapy Congress 

d. 4.-7. okt, 2006 Reykjavik, Iceland. 

Tænk at være så heldig at deltage i 

en så spændende kongres. 

Velkomst. Toby Sigrun Herman 

President for IFTA bød hjertelig 

velkommen. Hun var så glad for, 

at det var lykkedes at overbevise 

alle om, at Island var stedet for en 

sådan kongres. Hun sagde, at de 

under planlægningen af, hvor det 

skulle foregå havde sagt, at vejret 

på Island i oktober var rigtig godt, 

hvortil hun tilføjede ” Vi LØJ.” 

Helga Porqardottir som er præsident 

for den Islandske forening bød også 

hjertelig velkommen. 

Reflection, Hope&Resilience. 

Program. 

Jeg ankom i silende regn, men resten 

af tiden var vejret nu alligevel 

fint. Ikke at det havde den store 

betydning, for programmet var så 

spændende, at jeg stort set ikke var 

uden for hotellet i de dage. Den fantastiske 

blå lagune fik dog et besøg 

på en friaften. Det eneste problem 

med programmet var, at hver gang 

jeg havde valgt, hvad jeg ville høre, 

var der mange andre steder, jeg også 

gerne ville have været samtidig. 

Men det er jo et luksusproblem. 

Besøgende Klagende Kunde 

”Min mand har sendt mig – han 

synes det ville være godt for mig 

at tale med dig!” 

”Jeg kan ikke sove. Mit 

barn er urolig du må som 

sundhedsplejerske kunne gøre 

noget.” 

Insoo Kim Berg havde en 1-dags 

workshop om solution focused brief 

family therapy 

Hun talte om si opdeling af klienterne 

i følgende grupper: den 

besøgende (der ikke har et problem 

og ingen ansvar for løsning), den 

klagende (der har et problem, men 

ingen ansvar for løsning) og kunden 

(der har et problem og som også 

føler ansvar for løsningen). 

Omsat i mit arbejde i familierne 

kunne denne viden se ud på følgende 

måde: 

”Jeg har problemer med mit 

humør. Jeg har måske en 

efterfødselsreaktion. 

Jeg vil gerne vide, hvad der kan 

gøres, som du ser det, og hvad jeg 

selv kan gøre for at få det bedre.” 

Klientens position: Klientens position: Klientens position: 

÷ problem + problem + problem 

÷ ansvar ÷ ansvar + ansvar 

Insoo fortalte om sit arbejde i familierne. Her er nogle stikord fra hendes værktøjskasse: 

Hvad er hjælpsomt for dig? Hvordan 

er det hjælpsomt? Hvilke andre 

muligheder ser du? 

”Hvad kan du gøre i stedet for det, 

du gør nu, eller det du ikke vil 

gøre?” 

”Hvis du gjorde noget andet, hvad 

ville det sætte dig i stand til?” 

Hun arbejder også meget med mirakelspørgsmål. 

”Hvis han via et mirakel 

holdt op med at drikke, hvad 

ville han sige om, hvordan du ville 

blive defineret anderledes?” 

”Hvis du gjorde --- Hvad ville så 

ske----” 

”Hvad ville du gøre som du ikke 

gjorde i morges?” ” Hvad hvis ----? 

” ”Hvis det skete, hvad ville du så 

gøre som du ikke gør nu?” ” Hvad 

er det letteste, du kan komme i 

gang med? ” ” Hvordan komme i 

gang med det?” Første lille skridt? 

Små ting klienten kan gøre med det 

samme. 

Insoo demonstrerede sin metode 

med en af workshoppens deltagere, 

der spillede en af sine klienter: 

”Hvad har du gjort til nu? Hvad 

ønsker du at gøre ved det? Er der 

en løsning? Hvordan kan jeg være 

hjælpsom? Hvad skulle der komme 

ud af denne samtale, for at du synes, 

det er hjælpsomt for dig? Det lyder 

som om du har prøvet mange ting. 

Er der en vej ud?” 

Herefter brugte hun mirakelspørgsmålene: 

” Når du vågner, hvad vil være det 

første--- hvad vil du se, smage, 

opdage, høre, der gør dig opmærksom 

på, at, problemet er løst? Små 

tegn. Hvad vil du/ andre gøre? Og 

derefter? Hvad skal der til for at 

gøre forandring mulig i den retning 

du gerne vil? Hvad ville ændre sig, 

hvis det skete? Hvad ville være den 


enkleste ting, du kunne starte med?” 

Brug af nøgleord fra samtalen og 

skalaspørgsmål er også en vigtig del 

af hendes arbejde. Se efter menneskers 

gode grunde til, at de gør som 

de gør. 

Hvad har KLIENTERNE gjort 

ved problemet? (det må ikke blive 

terapeutens problem.) Hun siger, vi 

kun skal arbejde med dem, der er 

motiveret. 

Hun siger også, ”at det er det, der 

sker mellem mennesker, vi som 

terapeuter kan hjælpe med.” Det, 

der sker inde i mennesker, synes 

hun er svært at ændre, også selv om 

klienterne er motiverede. 

Hun forsøger at få familien til at 

arbejde som et team. Hvordan eksponerer 

vi det, de har, i stedet for 

det de ikke har. Hendes råd er: ” 

Mindst mulig indgriben. Hvis noget 

virker gør mere af det, hvis noget 

ikke virker, så gør noget helt uventet. 

Flytter vi en lille bid, flytter vi 

også resten.” 

En rigtig spændende dag. 

Næste dag optrådte hun igen, denne 

gang i plenum for alle deltagere. 

Spændende. 

Nu nogle stikord om de kortere 

workshops, jeg deltog i 

Tom Andersen talte bl.a. om: 

”Ikke tænke men se. se, høre, føle. 

Først derefter tænke. Det vigtigste 

ser vi ikke, for det er lige foran os. 

Hvad, hvordan, ikke forklare, men 

beskriv, se engang til. Usynlige 

bevægelser, synlige bevægelser, 

Vi kan forklare, hvordan terapeuten 

undersøger, den ikke bevægelige del 

af verden. Vores verden siger enten 

eller. Det kunne være bedre at bruge 

verber. 

Problemer skaber systemer omkring 

sig. Hvis vi møder et par, der har 

stærke og meget forskellige meninger, 

så bring ikke din egen mening 

ind, de har meninger nok. Hav aldrig 

en mening om deres meninger. 

Jeg søger det, jeg skal søge. Tilgive 

hinanden, men tilgiv også sig selv.” 

Tom Andersen fortalte også om sit 

arbejde i fængsler, hvor håb har stor 

betydning. Et lille håb kan blive 

base for et større håb. Solution focus 

terapi. Implicit håb. Hvor mirakler 

var i dit liv. 

Eija-liisa Rautiainen Finland: 

Narrative and dialogical processes 

in couple therapy of depression: 

Hun talte om at finde nye måder at 

fortælle historier om sig selv. De følelser 

klienterne har, taler de måske 

ikke med hinanden om i familien. 

Terapeuten taler med den ene ægtefælle, 

mens den anden lytter. Eija 

siger:” Der er mere håb, når der er 

flere personer i rummet.” 

Overleve på trods af. Brug af humor. 

Positioner. 

Hvilken position indtager du nu? 

Hvordan vil det være at være glad? 

Hvem tilhører du? Hvad har været 

hjælpsomt for dig? 

Vis via tegninger, hvordan depressionen 

ser ud: Arbejde med billeder 

fra før depressionen, før klienten fik 

problemet. Not – knowing. 

Klienterne laver selv genogram. Jeg 

(terapeuten) er interesseret, jeg vil 

gerne se jeres styrker og muligheder. 

Creating connections. Kreere 

håbefulde historier. Håb drømme. 

Bruno Hillewaere talte om genogrammets 

styrker og de forskellige 

familiemedlemmers interesser. 

Forskellen på at arbejde som ekspert 

(voksen- barn relation) forklaret 

som at have et ”MOR- gen” og det, 

man kan gøre i stedet, nemlig at 

arbejde med ligeværdighed (og voksen- 

voksen relation). 

Dr. Zara Marovic Fra Sydafrika 

Om postmodernism and the future of 

systemic psychotherapy. 

Programmet i øvrigt: 

I det lille program er beskrevet 506 

abstracts, så I tilgiver nok, at I ikke 

får en beskrivelse af dem alle. Men 

antallet alene siger jo også noget om 

den mangfoldighed, vi var udsat for. 

Hjemmesiden www.ifta2006.org 

fungerer stadig, og I kan se præsentationer 

af workshopsene der. 

Møde med Nordiske samarbejdspartnere: 

Vi havde også møde alle os fra de 

forskellige Nordiske foreninger der 

var tilstedet. Det er dejligt og lærerigt 

at mødes og udveksle erfaringer. 

Kongressen var en oplevelse, rig på 

mennesker og mangfoldighed. 

En anden gang må jeg se den fantastiske 

islandske natur. 

Venlig hilsen. 

Lisbeth Villumsen 

www.livviadialog.dk 

Medlem af STOKS bestyrelse. 


Dagsorden 

Generalforsamling i STOK 

Generalforsamlingen afholdes 

Fredag d. 10. november 2006 kl 17 – 19. 

på Munkebjerg Hotel, Vejle 

1. Valg af dirigent (mødeleder). Der kan vælges 2 dirigenter 

2. Valg af referent (-er) 

3. Forelæggelse og godkendelse af formandens beretning 

4. Beretning fra udvalgene 

5. Forelæggelse og godkendelse af revideret regnskab 

6. Fastlæggelse af kontingent samt budget for nyt regnskabsår. 

7. Forslag til vedtægtsændringer 

8. Valg til bestyrelsen 

9. Valg af bestyrelsessuppleanter 

10.Valg af kursusudvalg for Vestdanmark 

11.Valg af kursusudvalg for Østdanmark 

12.Valg af to revisorer 

13.Evt. 


Referat 

Formand Ole Nygaard byder 

velkommen 

1. Valg af dirigent (mødeleder): 

Svend Aage Rasmussen og 

Solvejg Rosenkilde 

SVAA konstaterer generalforsamlingens 

lovlighed 

2. Referenter: Susan Harnow og 

Fie Lønborg 

3. Forelæggelse og godkendelse af 

formandens beretning. 

FORMANDENS BERETNING 2006. 

Vel mødt til alle jer, der ved dette 

fremmødet har valgt muligheden for 

direkte indflydelse på STOK’s kurs 

fremover. 

Der er blevet slået mange nye 

strenge an det sidste år – og for at 

begynde med højdepunktet, er vi i 

Bestyrelsen stolte af, det for første 

gang i STOK’s historie er lykkes 

at få hele Danmark dækket ind 

på det systemiske landkort. Dette 

forstået sådan, at med de sidste 

3 lokale kontaktpersoner fra hhv. 

Nord- og Sydsjælland – nemlig 

Bettina Vestergaard, Helle Johnsston 

og Bente Steen – er hver en krog 

af Danmark dækket ind af en 

kontaktperson i STOK. 

Rent systemisk er også nye 

landområder blevet gjort aktive, idet 

Sydjylland har afholdt 2 succesfulde 

aftenmøder af makkerparret, 

Karin og Stig Friis, der med 

oplægsholderne Jørgen Riber og 

Bodil Burian har kunnet trække 30 

til 50 deltagere. 

Desværre har Karin og Stig meddelt, 

at de pta. succesen må indstille 

deres virke, da organisatoriske 

fagområder rent professionelt skal 

opprioriteres. Til gengæld har to 

nye meldt sig som interesserede til 

at videreføre systemisk inspiration i 

Sydjylland, nemlig Martin Oksbjerg 

og Marion Sulmann – velkommen 

til jer. 

Også Fyn er blevet systemisk 

aktiveret i STOK, ved Per Wermouth 

sammen med Formanden har 

afholdt aftenmøde i mandags med 

ca. 30 deltagere – og heraf er der 

nu oprettet en aktivitetsgruppe på 

4 personer omkring Per mhp. at 

arrangere systemiske aktiviteter på 

Fyn. 

Med disse – og andre tiltag – er det 

lykkes Bestyrelsen at opfylde 6 ud 

af de 7 missioner, som jeg opstillede 

ved min tiltrædelsestale som 

formand sidste år, nemlig: 

1. Styrkelse af lokalindsatsen 

i hele danmark – lige 

omtalt! 

2. Få 1 – 2 kontaktpersoner 

fra Sjælland – og her er 

kommet hele 3. 

3. Kursusudvalg i såvel Øst- 

som Vestdanmark – hvilket 

allerede er en realitet. 

4. Udarbejdelsen af det første 

af 2 kommissorier for 

udvalg i STOK. 

5. Afholdelse af et 2-dages 

møde i Bestyrelsen i et 

”Reflekterende rum”. 

6. Arbejde for en 

vedtægtsændring til 

udvidelse af STOK’s 

formåls-paragraf, hvilket 

kan ses på dagsordenen. 

7. Kun dette punkt 

– som jeg måske lidt 

naivt formulerede sidste 

år som – at det bliver 

naturligt for medlemmerne 

at kontakte Bestyrelsen 

med spørgsmål, ideer 

og inspiration, har vi 

stadig til gode. Måske det 

udbyggede netværk via 

kontaktpersoner opfylder 

denne mission. Skulle 

I her til stede – eller i 

øvrige medlemmer af 

STOK have bud på denne 

tilbageholdenhed, er vi 

meget interesserede heri. 

HJEMMESIDEN: 

Vi har fået en ny hjemmeside og en 

klar fokusering på, at dette er en 

kommunikationsmåde som tilhører 

fremtiden. Plus at man snart kan 

betale for kurser og medlemskab 

direkte fra hjemmesiden - Irene og 

Jacob siger mere om dette senere. 

UDVALGENE. 

Som oplyst på sidste 

Generalforsamling har vi i 

Bestyrelsen pålagt os selv at 

udarbejde et kommissorium for 

udvalgene under STOK. 

Baggrunden herfor er, at skabe 

klare rammer for udvalgenes 

kompetencer, pligter og rettigheder. 

Vi er blevet opmærksomme på, at 

udvalgene i alt for lang tid har 

skullet navigere på egen hånd 

uden klare retningslinier for deres 

mandat, hvilket er utilfredsstillende 

både for udvalgene og for STOK 

som forening. 

Første udvalg, vi har fokuseret på, 

er Kursusudvalget. Dette er der 

flere grunde til: For det første kan 

det være ret store beløb, der er på 

spil, når kurser med annoncering 

bliver arrangeret – ikke mindst 

når vi nu har arrangeret kurser 

med undervisere langvejs fra som 

f.eks. Australien og New Zealand. 

Vi har heldigvis en pæn kapital 

at gøre med i STOK, men da det 

er betroede midler, vi modtager 

via medlemmernes kontingenter, 

giver det en særlig forpligtelse på 

udgiftssiden i foreningen. 

For det andet har vi modtaget 

forespørgsler fra medlemmer - dels 

om ikke det er muligt med større 

geografisk spredning på kurserne, 

så de ikke kun holdes i Kbh. – og 

dels om ikke vi også kunne afholde 

kurser på dansk, og dels for alle 

faggrupper i STOK. 

Her har vi gjort en indsats på flere 

områder: 

1. Vi har knyttet et medlem 


fra Bestyrelsen – pt. Kirsten 

Bjerregaard – som fast medlem af 

Kursusudvalget. Dels for at have 

øjeblikkelig kommunikationskanal 

til Bestyrelsen under 

Kursusudvalgets møder – dels 

for at kunne servicere udvalget 

kontinuerligt. 

2. Vi har udarbejdet et 

kommissorium, som i foråret blev 

præsenteret for Kursusudvalget. 

De har imidlertid - efter fælles 

drøftelse indbyrdes og med 

Bestyrelsen - meddelt, at de 

ønsker at ophøre som medlemmer 

af Kursusudvalget. Dette er 

beklageligt fra Bestyrelsens 

perspektiv – og i direkte modstrid 

med Bestyrelsens intentioner 

om en positiv effekt ved klare 

regler for udvalget og med en 

udstrakt servicering af udvalgets 

medlemmer, men det er jo et 

frivilligt arbejde, der lægges i 

udvalgene, og derfor naturligvis 

fair, at udvalgsmedlemmer kan 

trække sig. 

Jeg vil dog her gerne takke 

udvalgets medlemmer for de mange 

kurser af høj faglig kvalitet, som 

de i årenes løb har arrangeret – og 

for den åbning til hele verden, 

de har udvist ved f.eks. at hente 

verdensberømte kursusholdere 

– specielt fra den anden side af 

jorden. 

Dette indebærer, at vi skal have 

nye medlemmer til at indgå i 

kursusudvalg – og her har vi aht. 

ønsket om geografisk spredning 

med kurserne valgt at oprette to 

nye kursusudvalg – nemlig et for 

Østdanmark og et for Vestdanmark. 

Dette punkt vender vi tilbage til 

senere på Generalforsamlingen. 

Nordisk samarbejde: Præsenteres 

senere af Lisbeth Villumsen. 

INTERNATIONALT: 

EFTA er stadig under opbygning og 

således præget af: 

- på den ene side fælles pionerånd 

og 

- på den anden side forskelligheder 

i landenes ambitionsniveauer og 

nationale ønsker og behov. 

Vi forsøger i STOK stadig at 

finde vores rolle og udbytte af 

medlemskabet, men der er flere 

lovende tiltag i gang - for os 

vigtigste er NFTO’s (National 

Family Therapy Organisation) 

arbejde med en fælles europæisk 

certificering for terapeuter. 

BRANCHEFORENING. 

May Scharling og Bodil Burian 

har i år fortsat deres indsats 

for en formel godkendelse af 

terapeuter med anden uddannelse 

end psykologerne. Som det ser 

ud pt. er det mest realistiske, at 

det bliver en systemisk afdeling 

under Psykoterapeut Foreningen. 

May informerer herom på 

Generalforsamlingen. 

Til slut en stor tak til alle aktive 

i STOK – og en særlig tak til Fie 

og Irene, for en kæmpe indsats 

som Fie yder for bladet og Irene 

yder for økonomi, regnskaber og 

medlemsregistrering og service. 

En stor anerkendelse til denne og 

tidligere Generalforsamlinger, der 

har været med til at sammensætte 

den nuværende Bestyrelse. Som 

Formand må jeg indrømme, 

at vi har været myreflittige og 

er et bragende godt team. Tak 

bestyrelsesmedlemmer for jeres 

indsat hertil. 

Tak for endnu et godt STOK-år. 

Ole Nygaard 

Formand for STOK. 

Debat m. salen: 

Henning Nielsen: Hvordan står 

det til med medlemstilgang? Irene 

Berri: vi har måttet slette en del 

ikke-betalende medlemmer, men 

vi får til stadighed nye og pt. 

ligger det på 466, hvoraf der er 9 

studerende og ? institutioner. Jacob 

Moesgaard: vi har stadig til hensigt 

at få flere nye. May Scharling: 

uddannelsesstederne kunne måske 

have glæde af ½-times præsentation 

af STOK v. et bestyrelsesmedlem. 

Dorthe Nicolaisen: Ideen om badges 

med ”Ny på årsmødet” kunne tages 

op. 

De tilstedeværende lokalkontakter 

præsenterer sig på opfordring 

4. Beretning fra udvalgene 

a. Kursusudvalget 

Udvalget er ikke til stede og er trådt 

af. Tak til udvalget, for kurser af 

særdeles høj kvalitet. 2 nye udvalg 

skal vælges (p.p. 10 og 11) Ole 

Nygård læser det kommissorium 

op, som bestyrelsen har vedtaget for 

udvalgets arbejde. Der spørges om 

kurserne har været i erensstemmelse 

med medlemmernes ønsker? Vigtigt 

at udvalgene spørger sig selv herom. 

May vil gerne konsulteres. Jesper 

Hejl: Det er også vigtigt at overveje, 

hvad der kunne være spændende at 

udbyde til medlemmerne. Henning 

Nielsen: Ved ammensætning af 

udvalgene er det tillige vigtigt, at 

smedlemmerne kan lide hinanden. 

Hvorfor kan man ikke have flere 

udvalg? Kunne grupper ikke 

nedsætte sig mhp at tilbyde fx 

3 kurser med en bestemt profil? 

Hvorfor et ommissorium? Dorthe 

Nikolajsen: bestyrelsen ønsker 

at have tøjler i udvalgene pga de 

store pengebeløb. Merete ?: kunne 

Hennings forslag ikke udbydes? 

Dorthe Nikolajsen: mulighederne er 

mange. Jesper Hejl: hvor er legen 

her på årsmødet? Hvor er åben 

space? 

b. Bladudvalget 

Udvalget består af Mikael Brauner, 

der ikke er her i dag p.g.a. 

familieforøgelse, Svend Aage 

Rasmussen, der også er vores 

repræsentant i Fokus-redaktionen, 

Susan Harnow, der er bestyrelsens 

medlem, og mig som redaktør. 

De korte facts er at vi igen i år har 

produceret 4 blade og at vi har fået 

annonceindtægter på 31.925 kr., 

hvilket vist nok svarer til udgifterne 

for at udsende 1 blad. 

Et fælles nordisk blad har været 

på ønskesedlen længe, men det 

koster penge at producere, bl.a. 

fordi vi i redaktionen har prioriteret 

højt at alle udvalgsmedlemmerne 


deltager i hele processen – altså 

mødeaktiviteterne i de 2 øvrige 

lande. 

Vi vil lægge de gl. blade ud på 

hjemmesiden - i første omgang 

bliver det årgang 2006, og vi håber 

at kunne rekonstruere så mange 

af de ældre som muligt, men de 

tidligere er i nogen grad blevet 

redigeret videre på trykkeriet. 

c. Hjemmesideudvalget v. Jacob 

Mosegaard og Irene Berri. 

Gennemgang af hvorledes hjemmesiden 

fungerer: Log ind med medlemsnr. 

og kodeord (”stokbruger” 

ved første indgang – siden ændrer 

man til et personligt kodeord) 

d. Brancheudvalget 

May Scharling og Bodil Burian 

fortalte om deres foreløbige arbejde. 

Deres overvejelser kan findes her i 

bladet som et debatoplæg. 

e. 3 lokalgrupper: 

STOK Vestjylland, 

I Stok Vestjylland har der siden 

sidste Årsmøde været planlagt 4 

aften arrangementer med emnerne: 

PMT ( Parents managements 

training). Børn der lever 

med psykisk syge forældre. 

Familiebehandling, heldagsskole og 

Børnegrupper. To sidstnævnte har 

desværre måttet aflyses. 

Af kommende arrangementer er 

der planlagt: Dialog i hverdagen 

( nov. 2006) og Narrativ terapi og 

outsider wittness group ( 2 maj 

2007). Endvidere planlægges at 

afholde en temaaften med focus 

på de processer der opstår med 

kommunesammenlægningen og en 

aften med metoden ”De utrolige år. 

Der er mulighed for at tilmelde sig 

på en mail liste hos kontaktpersonen 

for Stok Vestjylland, og dermed 

få tilsendt Nyhedsbrev og løbende 

blive orienteret om kommende 

arrangementer . 

STOK Bornholm v/Solvejg 

Rosenkilde Nielsen, Lokal 

kontaktperson 

Aktiviteter i 2006. 

På Bornholm har der været afholdt 

et arbejdsplads arrangement i det 

forløbne år. 

Temaet var ”Løsningsfokuserede 

samtaler i daginstitutionsregi” 

Der var 14 deltagere, heraf var de 

4 oplægsholdere som kom med 

eksempler fra egen arbejdsplads. 

Der var eksempler fra 

sygehus, familiepleje, skole og 

daginstitutionsregi. 

Dialogen omhandlede hvordan 

metoderne kan omsættes til praksis. 

Alle deltagere udtrykte stor glæde 

over arrangementet og der er ønske 

om flere arrangementer. 

Flere STOK medlemmer deltog i 

en 2 dages workshop i Rønne med 

Elspeth McAdam i maj 2006, hvor 

temaet var ”Værdsættende samtaler 

i arbejdet med klienter, kollegaer og 

i organisationer” 

I september 2006 blev der afholdt 

en 2 dages workshop i Rønne med 

Tom Andersen og Judit Wagner med 

temaet ”Reflekterende samtaler” 

Ved begge workshops var de 

bornholmske deltagere enige om, 

at der er behov for at mødes og 

udveksle erfaringer og få dialog om 

faglige temaer indenfor systemisk 

tænkning. 

5. Forelæggelse og godkendelse 

af revideret regnskab v. Irene 

Berri (Se næste side) 

a. Henning Nielsen: Er der store 

aktiviteter forude? Det er jo 

vigtigt, at der er et sikkert økonomisk 

rygstød, når den slags 

skal arrangeres? Bestyrelsen 

oplyser, at der ingen større 

arrangementer er i udsigt de 

første mange år. 

Regnskabet godkendes. 

6. Forelæggelse af kontingent 

samt budget for nyt regnskabsår 

v. Irene Berri 

Kontingent & budget vedtages. 

7. Forslag til vedtægtsændringer 

a. Bestyrelsen har ønsket § 2.1 

ændret med tilføjelsen ”og narrativ”. 

Der spørges, om dette 

udelader andre systemiske 

retninger? Er det ikke nok at 

kalde sig ”systemisk”. Ved at 

nævne en speciel kategori udelukkes 

andre retninger, og vi 

vil være nødt til at ændre, hver 

gang der opstår noget nyt. Ole: 

det narrative fylder meget i det 

faglige liv over hele verden, 

og flere narrative betragter sig 

ikke som systemiske. Vi vil 

gerne inkludere alle. 

Forslaget vedtaget med 31 

stemmer for, 4 imod, 4 undlod 

at stemme 

8. Valg til bestyrelsen 

a. Irene Berri, Kirsten Bjerregård 

og Lisbeth Willumsen genvalgt 

9. Valg af bestyrelsessuppleanter 

a. Helle Riisgård 

10. Nedsættelse af kursusudvalg 

for Vestdanmark. Se kommissoriet 

på hjemmesiden. 

Birgitte Thorbjørnsen, Århus + 

en af hendes bekendte, + Jesper 

Hejl, Århus, + evt Eva Søndergaard, 

Randers og Kirsten 

Børsting 

11. Nedsættelse af kursusudvalg 

for Østdanmark 

a. Helle Riisgård og Margit 

Kristiansen 

12. Valg af to revisorer 

a. Mats Widsel og Judith 

Klitgaard 

13. Evt. 

a. Nordisk samarbejde v/ 

Lisbeth Villumsen 

b. Brancheforeningen v. May 

Scharling og Bodil Burian. 

Dorthe Nissen foreslår, at 

man slår pjalterne sammen 

m uddannelsesinstitutionerne, 

der står overfor 

c. Den Nordiske redaktion 

ved Fokus på Familien v. 

Sv. Aage 

Mødet sluttes i god ro & orden 

kl. 19.00 



Boganmeldelse 

Semantiske polariteter og positioner : 

samtaler i organisationer 

Marianne Grønbæk, DK og David Campbell, 

UK, oversættelse Henrik Pors 

2006. 196 sider 

Forlag: MG-Udvikling 

Samme bog er udkommet på Karnac. Den engelske 

titel er: Taking Positions in Organisations. 

På bagsiden af den engelske udgave har Peter 

Lang, Director at KCC, London og et kendt ansigt 

og oplægsholder i DK om Den værdsættende 

tankegang, skrevet nedenstående ”bagord”: 

Here is a rich treasury of experience, collaboration 

and presentation for managers, organisational staff, 

leaders and organisational cultures. The authors, 

coming from two different cultures, Danish and 

English, blend together their experiences of working 

in organisations creatively. They present terms 

which could look daunting, ”semantic polarities”, 

”discourses” and ”positioning”. They set out very 

clearly how people could use these terms, going 

step by step, to make sense of what his happening in 

organisations whilst opening up ways for productive 

change. They identify how the fixed can become fluid, 

dialogues can develop and respectful commitment 

can grow. 

Three main sections give the reader the freedom 

to read the book wholly or to dive into one of the 

sections. Ways of thinking and working out how to 

act are followed by 17 examples (yes 17 not one 

or two!!) of lived practice full of instructive detail. 

Finally they interview customers who have used 

the practices that are presented. So it becomes like 

a handbook. The practice examples are inspiring, 

making it possible to work in similar ways without 

difficulty. So complexity is honoured and ways of 

going on productively are created. 

This book is for living with. I can imagine referring 

to it again and again to learn ways of giving working 

people energy and direction to go forward in fruitful 

ways. 

I just love THE book – it is so fresh and inspiring 

– introduces something new into the systemic 

narrative appreciative way of working. Nobody else 

that I know of has begun to explore the possibilities 

created through looking at s-polarities, discourse and 

positioning. It is so refreshing and is one of the few 

ways that I have come across that is grounded in the 

power of language and uses language and ways that 

it can work to engage with people in organisations. 

Marianne and David have put in a lot of work – we 

can be appreciative of that as well as of the way you 

have put it together. 

Much success with the book!! 

Begge bøger kan købes ved henvendelse til 

MG-UDVIKLING på 

det@virker.dk / www.virker.dk . 

Pris: kr. 250,00 incl. Moms. 


Boganmeldelse 

Materialet fra forlaget præsenterer bogens intention som 

at beskrive forskellige eksempler på best practice. Og det 

er bestemt lykkedes på den fede måde: der beskrives gode 

praksisser i læring og vejledning samtidig med at der også 

fremstilles teorier, der kan give svar på spørgsmålet om, 

hvordan det kan være, netop denne praksis virker lige 

netop her og nu. 

Artiklerne er udsprunget af ”Munkebjergkonferencerne” 

som igennem de sidste 5-6 år er en årlig tilbagevendende 

begivenhed med store foredragsholdere fra ind - og ud- 

land. 

Fantastiske forbindelser 

- relationer i 

undervisning og 

læringssamvær 

en antologi fra Dafolo 

Ekstern redaktør og 

oversætter: Adjunkt René 

Kristensen 

Jeg har forstået, at kernetilhørerne på disse konferencer 

fra starten var undervisere på de amtskommunale 

folkeskoler med udgangspunkt i Vejle Amt. Siden har 

kredsen udvidet sig til ikke blot at omfatte lærere i det 

specialpædagogiske felt men til også at omfatte udøvere 

af pædagogik mere bredt. 

Redaktøren har anmodet flere af disse foredragsholdere 

om at skrive en artikel til bogen her. Og det har de gjort 

enten i en nyskrivelse eller i en noget anden form end de 

tidligere har skrevet om deres emne i. 

Redaktøren kick- starter bogen med et interview med 

Daniel Stern: Et fantastisk nuværende øjeblik. I det 

interview både siger og gør redaktøren det der er intentionen 

med bogen: redaktøren lader teksten i interviewet 

gøre læsningen nuværende, således at tekstens gøren og 

sigen falder sammen. Redaktøren mestrer her at interviewe 

Daniel Stern på en meget respektfuld måde samt 

at videregive denne respektfuldhed til læseren, i en form 

så netop tekstens gøren og sigen bliver ét: På en måde 

lidt naivt og på den anden side gevaldigt troværdig. Lad 

os få mere af det i den danske pædagogiske faglitteratur. 

Artiklernes forfattere er følgende: 

Stein Bråten, Jan Tønnesvang, Jesper Juul og Helle Jensen, 

Peter Lang og Elspeth McAdam, Allan Holmgren, 

Ole Løw, Maria og Josje Aarts, Jytte Birk Sørensen, 

Karsten Hundeide, Susan Hart, Håkon Hårtveit, Thomas 

Armstrong og René Kristensen. 

En stærk opstilling inden for relations- pædagogikken 

anno 2006. Flere forskellige lix - tal gør artikelsamlingen 

både spændende og afvekslende at læse i et stræk 

og vil gøre den nyttig som en slags kompendium på 

både pædagogiske grunduddannelser og på videregående 

uddannelser. 

Bogens artikler udspiller sig tematisk i trekanten: 

lærer (pædagog)-elev-relation. 

På individniveauet er det meget vigtigt at vi får Susan 

Hart med en neuropsykologisk vinkel. Hun ser indgående 

på relationens betydning for kognitionen og dannelsen 

af følelsen af selvet på de tre forskellige hjerneniveauer: 

Frontallapsystemet, Det limbiske system, Det 

autonome nervesystem. 

Jan Tønnesvang fremskriver sin teori om selvet kort og 

fyndigt og opholder sig meget ved læreren (pædagogen) 

i trekanten 

Jytte Birk Sørensen ser på relationen med Marte Meo 

briller, og får her indskrevet både noget teori og praksis 

i metoden med meget fine eksempler på brug af metoden 

i klasseværelset. Hermed lægger hun i sin fremstilling 

her mest vægten på læreren i bogens trekant. Jytte 

Birk Sørensen opdeler sit bidrag i tre. 

1. Marte Meo metodens menneske- og dannelsesyn 

2. Marte Meo som en kommunikationsmetode. 

3. Marte Meo metoden som en vejlednings- supervisions- 

og behandlingsmetode 

Jytte Birk Sørensen gør naturligt nok ikke meget ud af 

det sidste, idet hun gør opmærksom på at der for at blive 

Marte Meo terapeut kræves en særlig uddannelse. 

Relationen er også fokus i artiklen skrevet af de to søskende 

Aarts,(Maria og Josje) som i øvrigt bevæger sin 

udelukkende på et praksis niveau 

Jesper Juul og Helle Jensen sætter fokus på relationen 

lærer elev samt i denne forbindelse på lærerens adgang 

til supervision. 

Allan Holmgren har i sin meget teoretisk orienterede artikel 

fokus på pædagogen som underviser og formidler. 

Artiklen indeholder mange spændende teoretiske afsæt 

og en stor optagethed af Ole Fogh Kirkeby. En optagethed 

som det vil være spændene om Allan Holmgren 

udfolder yderligere i fremtiden. 

Ole Løw fokuserer i denne artikel på relationen mellem 

lærer og elev og på den del af relationen, der skal være 

anerkendende. Citerer Løvlie Schibby ”(om) at vi ikke 

er anerkendende lærere, men at vi hele tiden prøver at 

blive det.” 

Om anerkendelsen delelementer. 


At lytte 

At forstå 

At acceptere 

At bekræfte 

Løw argumenterer i artiklen for, at det at mestre forskellige 

former for (selv) fortællinger har betydning for 

vores relationer. Dette fører frem til at intervision, som 

er Løws begreb om supervision blandt ligestillede, er en 

iscenesættelse, der kan udvikle den enkeltes evne til at 

mestre forskellige former for fortællinger. Så han peger 

på intervison som øvebane til dette. 

Karsten Hundeide fokuserer i sin artikel på kvaliteten af 

samspillet mellem pædagogen og den pædagogiserede. 

Han har arbejdet i ICDP ( International Child Development 

Programs) programmet siden 1996. 

Artiklen er meget konkret og meget praktisk lige til at 

anvende. Appendikset side 121 indeholder 6 velbeskrevne 

faser i interventionsoplægget med underoverskriften 

(forum for selvrefleksion og selvanalyse) 

120: ” lærerne ud fra egen erfaring og vurdering kan 

udveksle konkrete samspilserfaringer og diskutere alternative 

fremgangsmåder og rutiner med kolleger uden at 

føle sig truet” 

Samme fokus/ trend som ovenstående følges i Håkon 

Hårtveits artikel med den meget sigende titel: Ann- 

Karins kattepine. En struktur for lærervejledning uden 

vejleder. 

Denne artikel var jeg mest optaget af i denne samling. 

Den beskriver en helt konkret lærervejledningspraksis 

samtidig med at den får fortalt læseren om de teoretiske 

positioner, der ligger bag lige netop denne praksis. Så 

for mig står denne artikel som et strålende eksempel 

på, at tekstens sigen (det teoretiske) og tekstens gøren 

(praksisniveauet) kan flettes sammen som billedet af den 

dobbelte helix i DNA molekylet. 

Helt konkret vil det være muligt for grupper af pædagoger/lærere 

at anvende artiklens Appendiks på side 149: 

”En enkel vejledningsstruktur ” og gå frem efter den. 

Jeg har tænkt at medbringe den næste gang, jeg skal arbejde 

med instruktion af kollegavejledning i lærer eller 

pædagoggrupper. 

Bogens sidste bidrag af Thomas Armstrong og René 

Kristensen er for mig ikke særlig interessant, idet det er 

gentagelser af konceptet om de mange intelligenser. Og 

dog. 

Hvis dette bidrag anskues som et forsøg på at fylde 

noget mere på bogens 3 dimensioner: pædagog(lærer)elev- 

relation, giver det god mening. 

Idet det kan være indsnævrende for opfattelsen af pædagogikkens 

væsen slet ikke at fokusere på indholdet 

– sagen - i det pædagogiske øjeblik. 

I den klassiske pædagogiske trekant: lærer - elev - indhold. 

Med ”indhold” menes her, det der skal læres, 

pædagogiseres om man vil. Her hører jeg altid for mit 

indre øre professor Carl Åge Larsens, DLH, let nasale 

diktion: ”Øvestoffets betydning”! 

I bogen her er det relationen der er det tredje ben i 

trekanten og øvestoffet er næsten glemt. Dog kommer 

det frem i denne sidste artikel hvor der oven på Gardners 

intelligenser bygges en anerkendende tilgang i 

vejledning af lærere i at undervise i og med de mange 

intelligenser. Så her kommer indholdet delvist med. 

Ellers er det for mig, den vigtigste indvendig mod 

bogen, at der lægges så lidt vægt på ”øvestoffet” og så 

meget vægt på relationen for relationens skyld! 

Det rokker ikke ved, at det er en meget læseværdig og 

inspirerende artikelsamling, som helt sikkert vil blive 

læst og citeret mange steder. 

Skynd dig at købe den og få den læst før dine studerende 

eller dine kolleger! 

Formelt virker det godt med litteraturhenvisninger/litteraturlister 

i forbindelse med de enkelte artikler, og 

det øger læsbarheden med de gode oplysende fodnoter 

fra redaktørens hånd. 

Det er meget brugervenligt, at der bagest i bogen er 

indsat foto og en kort biografi over artiklernes forfattere. 

Det gør artikelsamlingen særdeles anven-delig til 

studiebrug. Artikelsamlingen kan i forbindelse med 

studieforløb - som nævnt - betragtes som en slags 

kompendium, hvor de enkelte artikler kan læses i 

forbindelse med f.eks. Diplomuddannelserne i Specialpædagogik 

og i Psykologi. 

Karen Kyndrup 


Nyt fra Lokalgrupperne 

STOK-Østjylland 

Debat og tre workshops fortsat ... 

Gamle sandheder krydser vores spor 

og nye spørgsmål om magt og afmagt opstår 

Debataftenen i den 26. oktober var godt besøgt. 

Agnetes Braads oplæg kan læses her i bladet. 

Debatten fortsætter den 25. januar. Vi stiller 

spørgsmålet: Hvilken vej skal vi gå, når en 

familie med svære alkoholproblemer, skal 

tilbydes familiebehandling. Aftenen vil lede 

efter svar i de to hovedstrømninger, som aktuelt 

synes at dominere relations- og netværksbaseret 

familieterapi. 

o USA-inspirerede og manualbaserede 

adfærdsmodificerende terapi. (MST, 

PMT & DUÅ) 

o Australien-inspirerede systemisknarrativ 

terapi. 

Anden aften handler om familiebehandling 

og DRUK 

En autentisk og kompleks familiesag, 

hvor hovedproblemet er en mors massive 

afhængighed af alkohol, sætter rammen for 

aftenens faglige overvejelser. Familiens 

komplekse problemer sammenholdes med de 

muligheder, vi ser, at en manualbaseret eller en 

narrativ behandlingsform måske kan rumme. 

o Familiebehandler Poul Gamborg giver 

en kort præsentation af grundideerne 

ved de to terapiretninger. 

o Familiebehandler Hanne Eriksen 

fortæller familiens historie. 

De fleste familiebehandlere i vores kreds 

kender til at stå med børnefamilier, hvor de 

kendte behandlingsmetoder kommer til kort. 

Denne aften samler vi vores viden, debattere 

og søger nye veje via de to hovedstrømninger. 

Hvad kan vi få gang i, som er nyttigt, relevant og 

hjælpsomt for denne familie og deres børn, hvis 

der tilbydes familiebehandling? 

Vi søger holdninger - viden - nye spørgsmål 

- ideer, inspiration og nye bud på, hvad vi kan 

gøre, når det er allerværst. 

TID: 

Torsdag den 25. januar 2007, kl. 19.00 – 22.00 

STED: 

DISPUK’s lokaler: 

Kongsvangs Alle 43, bygning 17, Århus 

PRIS: 

25,00 Kr. til kaffe m.m. 

TILMELDING: 

burian@burian.eu.com 

senest mandag den 22. januar. 

Hold øje med www.danskstok.dk. Send din mail 

adresse til burian@burian.eu.com og du kommer 

med på invitationslisten til STOK-øsyjylland. 

De to følgende aftener med fokus på TÆSK 

og VANVID er hhv. 1. marts og 19. april, mere 

herom senere, men sæt allerede X i din kalender. 

Idegruppe: Inge Kjærgaard, Poul Gamborg og 

Bodil Burian 

Kontaktperson STOK-Østjylland: Bodil Burian, 

Elverdalsvej 68, 8270 Højbjerg. Tlf. 86 27 47 23 



I 2006 er STOK-Sydjylland kommet godt i 

gang igen. Karin og Stig har som kontaktpersoner 

gjort et stort arbejde. Som de nye 

kontaktpersoner håber vi, at kunne videreføre 

dette til det kommende år. For at denne succes 

videreudvikler sig, håber vi på, at både STOKmedlemmer 

og andre interesserede vil bakke 

op omkring kommende arrangementer. 

Vores mål er, at arrangere nogle aftener, hvor 

der både vil komme oplæg og hvor der bliver 

plads til debat og diskussion. Vi regner med, at 

der vil blive 4 – 5 arrangementer det kommende 

år. Det første arrangement vil nok løbe af 

STOK - Sydjylland 

Nyhedsbrev, efteråret 2006 

staben i marts måned. Vi har en ikke helt fastlagt 

aftale med Ole Nygaard om en aften med emnet 

Narrativ terapi og outsider wittness. 

Vi har flere ideer til oplægsholdere og dem arbejder 

vi videre med det næste stykke tid. Men vi 

vil hjertens gerne have ideer fra dig. Både hvis 

du kender en god oplægsholder, eller hvis du er 

interesseret i et bestemt emne. 

Vi har overtaget Karins og Stigs mail-liste, men 

det vil alligevel være en god ide at kontakte os 

for at sikre, at I stadig er på. Det vil sikre, at I 

også fremover vil modtage vores nyhedsbreve. 

Hvis du kender nogen, som vil være interesseret i 

at komme på listen, vil vi gerne kontaktes. 

Vi glæder os til et spændende år! 

Vel mødt! 

Med venlig hilsen 

Marion Sullmann Martin Oksbjerg 

Frydvej 8 Hollændervej 27, 1. 

6000 Kolding 6000 Kolding 

75 52 72 39 20 67 90 44 

26 70 76 45 

marion.sul@stofanet.dk oksbjerg@stofanet.dk 

STOK-Nordsjælland 

Vedr. næste arrangement og optagelse på mailliste henvendelse til 

lokalgruppens kontaktpersoner 

Bettina Vestergaard, & Margit Kristiansen, 



STOK-Nordjylland 

Dilemmaer er overskriften for alle arrangementer 

i 2007! 

* 06.02.2007: At arbejde med de ikke-fortalte 

historier 

* 12.04.2007: Gruppearbejde med unge med 

identitetsproblemer og selvmordstanker 

* 06.06.2007: Kan diagnoser være 

hjælpsomme og på hvilke måder? 

* 21.09.2007: De to-kulturelle familier 

* 11.10.2007: Udfordringer i at arbejde under 

samme tag med forskellige terapeutiske/ 

behandlingsmæssige udgangspunkter 

* 05.12.2007: Hvordan kan vi bevare vores 

nysgerrighed i et samfund med fokus på det 

målbare? 

Temaerne er tænkt som forslag andre ideer og 

muligheder står åbne for de, der ikke deltog i 

planlægningen. 

Velkommen til alle nye som ”gamle” systemisk/ 

narrativt interesserede. Som ny kan du tilmelde 

dig netværksgruppen ved at henvende dig til mig. 

Alle møder starter kl. 19.00 og afholdes fortsat 

på ”Løvenborg”, Løvenborgparken 145, 9400 

Nørresundby. Tlf.: 9819 0366. 

Dorthe Damgaard 

Søndermarksvej 21 

9510 Arden 

tlf: 98 58 92 10/ mobil: 3031 1790 

info@dorthedamgaard.dk 

STOK-Bornholm 

Næste arrangement er 

d. 19. marts kl 16.30-19 

Emne: 

Udveksling af erfaringer med 

brug af løsningsfokuserede metoder 

i socialt arbejde. 

Også ikke-medlemmer er velkomne 

Kontaktperson for lokalgruppen er 

Solvejg Rosenkilde Nielsen 

Tempelvej 7 

3740 Svaneke 

56 49 65 62 

rosenkil@tiscali.dk 

STOK-Fyn 

Vedr. næste arrangement og optagelse på 

mailliste henvendelse til 

lokalgruppens kontaktperson 

Per Wermouth 

tlf 66 19 31 44 

pw@psykologernefilosofgangen3.dk 



Vi er en åben gruppe, hvor vi har det til fælles, 

at vi alle er interesserede i systemisk 

terapi, supervision og konsultation. Vi ønsker 

også at fremme anerkendelsen af, og være 

med til at sprede den systemiske tænkning. 

Således er møderne åbne for alle interesserede. 

Vi holder 4 -6 møder om året. Hvis nogen har 

behov for at mødes oftere, for eksempel lave 

en supervisionsgruppe, kan vi hjælpe hinanden 

med at etablere dette. 

I STOK Vestjylland er der lavet en NET- 

VÆRKSGRUPPE for selvstændige, og de 

der overvejer at blive selvstændige. Møder i 

denne gruppe holdes inden aftenarrangementerne. 

Hvis du har ideer og ønsker til programmet så 

kom endelig frem med dem. 

Ved henvendelse til undertegnede kan du få 

Nyhedsbrev fra STOK Vestjylland sendt pr. 

mail i forbindelse med afholdelse af hvert enkelt 

arrangement. Endvidere tilstræbes det at 

STOK-Midtvestjylland 

STOK-Sydsjælland 

informationerne vil være at finde på STOK´s 

hjemmeside . 

I Stok Vestjylland´s arrangementer har emnerne 

i det sidste år for eksempel været ”Systemisk 

tilgang til at arbejde med efterfødsels 

reaktioner”, ”PMT, Parent management 

Training – er det muligt med en systemisk 

holdning, at kunne give gode råd og samtidig 

formidle, at det ikke er sandheden, terapeuten 

kommer med”, ”Familierådslagning”, ”Forberedelse 

til Nordisk kongres”, ”Bevar barndommen 

– et tilbud til forældre med psykisk 

sygdom”. 

Næste arrangement bliver f. 2. maj, hvor 

emnet er narrativ terapi og outsider wittness 

group . Endvidere planlægges at afholde en 

temaaften med focus på de processer der 

opstår med kommunesammenlægningen og 

en aften med metoden ”De utrolige år. 

Kontaktperson for STOK Vestjylland 

Mette Westergaard 

mette_west@hotmail.com 

tlf. priv. 97429076 

Det første arrangement vil nok løbe af staben i marts måned. Vi har en ikke helt fastlagt aftale med 

Ole Nygaard om en aften med emnet Narrativ terapi og outsider wittness. 

Henvend jer for yderligere oplysninger og for optagelse på mailliste til 

lokalgruppens lontaktperson 

Bente Steen 

56 66 30 48 

bentesteen@hotmail.com 


Debat 

Brancheforening for godkendte 

relations-, familie- og 

netværksterapeuter 

Har vi brug for en brancheforening1 for terapeuter, der arbejder 

med et relations- familie- eller netværksfokus? 

Hvordan kan vores fagpolitiske interesser og vores muligheder 

for at praktisere som terapeuter i fremtiden blive sikret? 

Det er spørgsmål, som bliver aktuelle for de ikke universitetsudannede 

terapeuter, når begrebet godkendt psykoterapeut i løbet 

af nogle år vil slå igennem. 

Ved generalforsamlingen fortalte 

May Scharling om initiativgruppens 

2 arbejde med 

ideen om en brancheforening. 

Det følgende beskriver kort 

noget om baggrunden for ideen, 

lidt om overvejelserne, og 

endelig gruppens foreløbige 

konklusion. 

Hvorfor en brancheforening? 

I juli 2004 blev der vedtaget 

kvalitetskriterier for private 

uddannelsesinstitutter for 

psykoterapeuter i Danmark. 

Kriterierne er udarbejdet af 

Socialministeriet i samarbejde 

med Undervisningsministeriet 

og Indenrigs- og sundhedsministeriet. 

Med kvalitetskriterierne 

ønsker ministeriet at 

regulere psykoterapiområdet. 

Hensigten er at skabe et forbedret 

beslutningsgrundlag 

for kommunerne, når de vælger 

at henvise til en privat- 

praktiserende psykoterapeut. 

Og samtidig bliver det muligt, 

at oplyse borgerne om, hvad 

de skal være opmærksomme 

på, når de selv vælger at gå i 

behandling hos en psykoterapeut. 

Terapeuter, som ikke er uddannet 

som psykologer eller 

psykiatere, må derfor i fremtiden 

forventes at søge uddannelse 

i forhold til de vedtagne 

kvalitetskriterier, således at de 

får betegnelsen godkendte, og 

dermed kommer i betragtning 

når kommunerne eller private 

søger terapeuter til behandlingsopgaver. 

Kvalitetskriterierne er formuleret 

bredt for at tilgodese, at 

der er forskellige teoretiske 

og metodiske tilgange til psykoterapien. 

En terapeutisk 

uddannelse skal tilrettelægges 

således, at den har et sammen- 

hængende forløb af minimum 

4 år med minimum 800 lektioner 

fordelt med: 450 timer 

teori og metode, 150 timer 

egen terapi/refleksion, 200 

timer supervision og dertil 

kommer færdighedstræning i 

at udøve terapi. Der er særlige 

krav til eksaminer og opgaver, 

som både har fokus på praksis 

og teori. 

Psykiatere og psykologer har 

i deres faglige organisationer 

kriterier for hvordan, de kan 

godkendes til at praktisere 

psykoterapi. Her i landet har 

vi en stor gruppe ikke universitetsuddannede 

terapeuter 

med en social- og sundhedsfaglig 

basisuddannelse, typisk 

socialrådgivere, pædagoger, 

sygeplejersker, fysio- og ergoterapeuter 

m.fl., som f.eks. er 

efteruddannet som systemiske 

og narrative familieterapeuter. 

Denne gruppes mulighed 


for at få godkendelse som 

psykoterapeuter bliver, så 

vidt vi ved, ikke varetaget af 

de respektive fagforeninger 

som DS, BUPL m.fl. Hvem 

varetager så denne opgave? 

Er der brug for en særlig 

brancheforening? 

Initiativgruppens overvejelser 

Vi hilser det velkomment, 

at der nu også i Danmark 

bliver taget officielt stilling 

til de ikke universitetsuddannede 

terapeuters uddannelse, 

og dermed deres 

placering og anerkendelse 

i praksis. Vi er optaget af, 

hvordan de systemisk og 

narrativt uddannede terapeuter 

kan få en markant og 

tydelig plads i det fremtidige 

behandlingsarbejde som 

godkendte psykoterapeuter. 

Der er en stigende tendens 

til, at meget behandlingsarbejde 

bliver individualiseret 

og drejet i retning af, at 

indsatsen primært skal ydes 

til det enkelte menneske. 

Vi mener derfor, at der er 

stærkt brug for at sikre de 

særlige faglige og fagpolitiske 

interesser en terapeut 

med et relations- familie- og 

netværksfokus har. 

Der er således behov for 

at drøfte, hvor de kommende 

4-årigt uddannede 

systemiske og narrative 

terapeuter skal organiseres. 

Dertil kommer, at der er 

brug for at tage stilling til 

mulige overgangsregler for de 

kvalificerede terapeuter, som 

har praktiseret i årevis, men 

som ikke er udannet under 

de nye kvalitetskriterier. Det 

er vigtigt, at de kan søge optagelse 

i en brancheforening 

for godkendte psykoterapeuter, 

for dermed at sikre deres 

mulighed for fortsat at kunne 

praktiserer. 

De foreløbige konklusioner 

Undervejs i initiativgruppens 

arbejde er der naturligvis opstået 

en del spørgsmål. Der 

er enighed om, at fokus er de 

terapeuter, som i deres tænkning 

og deres praksis arbejder 

med kontekster, hvor flere 

aktører optræder samtidigt. Vi 

er enige om, at medlemskabet 

skal være attraktivt, hvilket 

vil indebære at foreningen 

skal tage sig af områder som 

kurser, netværk, litteratur, 

juridisk bistand, forsikring, 

forhandlingsret, links osv. 

Vi er enige om, at der skal 

være overgangsregler, som 

betyder at erfarne og veluddannede 

terapeuter kan søge 

optagelse. Der skal nedsættes 

optagelsesudvalg m.m. Og der 

skal naturligvis udarbejdes 

vedtægter og etikregler, og 

endelig skal der opstilles en 

tidsplan frem til en stiftende 

generalforsamling. 

Det største spørgsmål i initiativgruppens 

arbejde blev 

imidlertid: Hvor mange medlemmer 

kan vi forvente at få 

til en brancheforening? 

Initiativgruppens eget svar er, 

at der er for få terapeuter, som 

har dette særlige relations-, 

familie- og netværksfokus til, 

at vi kan skabe en stærk nok 

brancheforening. Det betyder, 

at vi nu har tænkt alternativt, 

nemlig at rette henvendelse til 

Psykoterapeutforeningen for 

at undersøge muligheden for 

at oprette en særlig gruppe 

i Psykoterapeutforeningen 

for de terapeuter, vi mener at 

repræsentere. 

May Scharling har fremlagt 

initiativgruppens forslag for 

STOKs bestyrelse med henblik 

på at få STOKs opbakning 

til at rette henvendelse 

til Psykoterapiforeningen. 

Bestyrelsen er positiv over for 

forslaget, og vil gerne støtte 

initiativet. Konklusionen er, at 

initiativgruppen får planlagt 

et møde med Psykoterapiforeningen 

i begyndelsen af det 

nye år, og at STOKs formand, 

Ole Nygård, deltager i dette 

møde. 

Initiativgruppen, november 

2006 

May Scharling, Vivian Hamstrup 

og Bodil Burian 

(Footnotes) 

1 May Scharling rejste spørgsmålet på 

STOK´s generalforsamling i 2004. 

2 Initiativgruppen mødtes første gang i 

foråret 2005. Bestræbelser på at udvide 

gruppen med nye medlemmer fra en 

bredere kreds end den systemiske og 

narrative er opgivet. 


Anmeldelse af et lokalarrangement 

En aften med 

lokalgruppen STOK-Vestjylland. 

Familiekonsulent Annette W. Pedersen har været til et 

lokalarrangement og fortæller her om sine indtryk 

Med overskriften ”Dialog i 

hverdagen” gav familiekonsulent 

Ulla Thing Andersen et 

inspirerende oplæg, hvor hun tog 

udgangspunkt i sit daglige arbejde. 

Ud fra værdigrundlag som 

”alle gør det bedste, de formår” 

og ”alle er født med lige store 

råderum, men har haft ulige betingelser 

for at kunne udvikle sig 

i dem” udfører Ulla sit behandlingsarbejde 

blandt familier i en 

mindre vestjysk kommune. 

Hun vælger ofte en visuel tilgang 

i sit arbejde med familierne. 

Eksempelvis at hvert 

familiemedlem får sit eget kort 

(et firkantet stykke pap med hver 

sin farve og kendemærke), som 

symboliserer den enkeltes råderum. 

Disse kort giver anledning 

til mange spørgsmål, svar og 

refleksioner omkring såvel eget 

råderum som fællesrum med andre 

- i og udenfor familien. Ulla 

ønsker gennem disse samtaler at 

Kære Medlemmer! 

støtte dem i at bevæge sig fra en 

”offer-attityde” til en bevidsthed 

om, at der er noget, jeg bestemmer 

- og ad den vej udvide det 

personlige råderum mere og 

mere og således tage ansvar for 

og kunne agere i eget liv. 

Et spændende oplæg, der gav 

stof til eftertanke – både på det 

faglige og personlige plan! 

Under den efterfølgende diskussion 

fik vi i fællesskab koblet 

Ulla´s ideer og arbejdsmetoder 

med mange af de systemiske 

begreber. På den måde hjælper 

vi hinanden med at holde det, vi 

har lært, ved lige og at reflektere 

over egen og andres praksis i 

forhold til teorien. 

To af mødets deltagere refererede 

fra det nylig afholdte STOKårsmøde, 

og vi fik en snak om 

ønsker i forhold til de kommen- 

de møder i lokalgruppen. 

Således bevægede også dette 

arrangement i STOK-Midtvestjylland 

sig op på et niveau, der 

betyder, at jeg fik, hvad jeg kom 

efter: ”En tilpas forstyrrelse” i 

form af 

• ny inspiration til egen 

praksis i hverdagen 

• vedligeholdelse og udbygning 

af systemisk 

teori og tænkning 

• diskussioner og refleksioner 

i et uhøjtideligt 

miljø med andre interesserede 

• nyt fra den lidt større 

systemiske verden. 

Jeg kommer igen næste gang 

og opfordrer hermed andre til at 

gøre det samme! 

Annette W. Pedersen 

Familiekonsulent 

På STOK’s nye hjemmeside: www.danskstok.dk kan du nu logge dig ind på den del, som er forbeholdt medlemmer. 

På forsiden er der 2 felter: brugernavn og kodeord. 

Dit brugernavn er dit medlemsnummer (står bag på bladet), og kodeord er stokbruger, men kodeordet skal du ændre 

første gang du er inde. 

Du kan herefter rette i dine egne oplysninger, og se den åbne medlemsliste (medlemmer der har givet egne 

oplysninger fri). 

Der vil hen ad vejen blive flere rum, som er forbeholdt medlemmer. 

Hilsner 

Irene Berri 


Externa 

Narrativt center for terapi, konsultation, undervisning og supervision 

www.externa.dk 

Introduktion til narrativ terapi 

Rebildhus, Skørping den 19.-21. marts 2007. 

Hvad er narrativ terapi? 

Hvad er eksternalisering og hvordan praktiseres det? 

Externa inviterer til 3 spændende og intensive dage med oplæg, øvelser og videoeksempler. 

Pris 3500 kr. + moms inklusive kursusmaterialer samt morgenmad, frokost, te og kaffe.. 

Tilmelding på e-mail elena@externa.dk senest den 20. februar 2007 

Efteruddannelse i narrativ terapi 

Nyt hold starter til efteråret 2007 

2- årigt praksisbaseret efteruddannelsesforløb for professionelle behandlere. 19 dage pr. år. Efterår 

2007 til juni 2009 

Sted: Rebildhus, Skørping. Tilmeldingsfrist 1. juli 2007 

Pris pr. år 21.000 kr. + moms 

Narrativ træning og supervision 

Har du systemisk/ narrativ efteruddannelse og savner du faglig opfølgning og sparring med 

ligesindede? 

Externa tilbyder 4 gange tre dages intensiv færdighedstræning med udgangspunkt i egen praksis. 

Max 12 deltagere. 

Undervisere: Elena Smith og Dorthe Damgaard. 

Pris pr modul 3900 kr. + moms 

For alle 4 moduler 12.000 kr. + moms. 

Datoer 17.-19. september 2007. 5.-7. november 2007. 11.-13. februar 2008. 21.-23. april 2008. 

Alle dage fra 9.00 -16.00 

Sted: Rebildhus. Skørping. 

For alle tre tilbud gælder at yderligere oplysninger og tilmelding sker på elena@externa.dk. 


DANSK INSTITUT FOR IMAGOTERAPI 

Eneste certificeringsprogram til 

Imagoterapeut i Danmark. 

Institut for imagoterapi og institute for couples therapy tilbyder 

weekendseminar for par samt træning til Imago parreleationsterapeut. 

• Videreuddannelsen er godkendt som led i 

specialistuddannelserne I Dansk Psykolog Forening. 

• Der kan opnås certificering som Imagoterapeut 

• Der tilbydes ud over træningen til parrelationsterapeut, 

træning til workshoppresenter for de terapeuter, som er 

certificeret og træning til klinisk instruktør 

Introduktion til Imago Relationsterapi: 

24. april 2006 i Nordjylland 

12. juni 2006 i København 

Weekendseminar for par: 

29. og 30. april 2006 i Nordjylland 

20. og 21. maj 2006 i Svendborg JS og Mette Fenger. 

16. og 17. september 2006 i København 

Efteruddannelsesprogram til 

Imago parrelationsterapeut: (hold 15) 

For psykologer og psykiatere 

1. modul: 07.06.06 – 10.06.06 



Sted: København 


Imago parrelationsterapeut; (Hold 16) 




Sted: Hadsund 


Imago parrelationsterapeut: (hold 17) 




Sted: København 

For Imagoterapeuter: 

Imago-relationsterapi i gruppe: 

14. – 18. juni 2006 i København 

Workshop Presenter: 

1. modul: 27.08.06 – 30.08.06 Kroatien 

2. modul: 01.12.06 – 03.12.06 København 

3. modul: 27.04.07 – 29.04.07 København 

Tid, sted og pris: Kontakt Imagokoordinator Lone Overgaard 

på e-mail: loh@naldalhus.dk eller 98 57 35 35. Træffes bedst 

mellem 8.15 og 9.00. 

Kursuskalender, artikler og alle yderligere oplysninger på 

www.jettesimon.com 

Ny bog: 

Jette Simon: ”Kærlighedens terapi” er udkommet. 


Kompetencegivende systemiske lederuddannelser 

- nu med ECTS-point 

Normalt er det forbeholdt universiteter og det øvrige officiele uddannelsessystem at 

udbyde godkendte uddannelser med ECTS-point. MacMann Berg har gennem de sidste 

seks år arbejdet tæt sammen med Kensington Consultation Centre (KCC) og University 

of Bedfordshire i England og er derfor blevet godkendt til at udbyde et, to og tre årige 

godkendte systemiske leder- og konsulentuddannelser med de afgørende 

kompetencegivende ECTS-point. 

Seneste tiltag er en 5-dages suppleringsuddannelse - til dig der allerede har en 

grundlæggende systemisk leder- og konsulentuddannelse fra MacMann Berg eller 

anden tilsvarende systemisk uddannelse. Gennemført suppleringsuddannelse inkl. 

opgaveskrivning og eksamen udløser en Certificategrad (60 ECTS-point) in Systemic 

Leadership and Organisation Studies. 

Diploma eller Master of Science fra MacMann Berg 

Suppler Certificategraden med et år og opnå en diplomgrad (Diploma of Science) med 

120 ECTS-point. Endnu et år og du kan opnå en mastergrad (Master of Science) med 

180 ECTS-point in Systemic Leadership and Organisation Studies. 

”Uddannelsen er exceptionel veldisponeret i balancen mellem teoretiske input og 

praktiske øvelser. Desuden er den systemiske tilgang særdeles virkningsfuld i forhold 

til at reflektere over, hvad jeg selv er medskaber af som leder, og som et konkret 

organisatorisk værktøj til at optimere såvel produktion som trivsel.” 

(Camilla Rask, centerleder Misbrugscenter Midtjylland) 

Systemisk organisationudvikling og tilpassede forløb 

Herudover tilbyder MacMann Berg en bred vifte af kurser, temadage og procesforløb 

om systemisk teori og praksis. Fra teamudvikling, teamsamtaler, værdiskabende møder, 

minimering af sygefravær - læring af fremmøde, konflikthåndtering, systemisk 

coaching, Appreciative Inquiry og mange andre muligheder. 

Se mere på www.macmannberg.dk 

www.macmannberg.dk 

adm@macmannberg.dk 

Tlf. +45 8676 1344 


8TH INTERNATIONAL NARRATIVE THERAPY 

& COMMUNITY WORK CONFERENCE 

KRISTIANSAND, NORWAY • 20TH – 22ND JUNE 2007 

Previous narrative therapy conferences have been held in Australia, USA, Mexico, UK and Hong Kong … now this event is to be 

held in Scandinavia for the first time! Over three days and two evenings this conference will feature presentations in relation to: 

issues of abuse & violence 

mental health concerns – depression, psychosis, children of those with mental health difficulties 

creative and hopeful work with individuals, couples, families and communities 

narrative responses to trauma 

considerations of culture, history and the politics of practice 

innovative ways of ‘deconstructing addiction’ 

narrative responses to grief and loss 

links between the fields of therapy, community work, performance, drama, poetry and the written word 

This will be a welcoming and vibrant gathering of practitioners from different parts of the world. Song and music will be heard 

throughout the days and evenings! 

Featuring presenters from all the continents (except perhaps Antarctica!) including: Jill Freedman, Michael White, Shona Russell, 

David Epston, Gene Combs, Ncazelo Ncube, Allan Holmgren, Maggie Carey, America Bracho, John Winslade, Lorraine Hedtke, 

Charles Waldegrave, Taimalie Kiwi Tamasese, Tangihaere Walker (Just Therapy Team). As well as a range of local Norweigan 

presenters including: Geir Lundby, Anne Kathrine Løge & Esben Esther Pirelli Benestad. 

Pre-conference Events 

Institute of Narrative Practice 

INP - Norway 

Post-conference Workshop 

We look forward to seeing you 

in Kristiansand in June! 

17th – 19th Latest Developments in Narrative Practice: Three-day workshop by Michael White 

This workshop will be of particular interest to those working in the mental health field. 

18th – 19th Introduction to Narrative Therapy (in Norweigan): Two days with Anne Kathrine Løge & Geir Lundby 

featuring examples of work with couples, and work with children and their families. 

18th – 19th Responding to violence: considerations of gender and culture: One and a half days with the Just Therapy 

Team ~ Taimalie Kiwi Tamasese, Charles Waldegrave & Tangihaere Walker. This workshop will begin on 

Monday afternoon to enable people time to get to Kristiansand in the morning. 

19th June FREE One day introduction to narrative therapy (in English): Helene Grau & Magnus Brammer. If you are new 

to narrative ideas this workshop will provide an introduction so that you get the most from the conference. 

23rd June Re-membering lives – Narrative responses to grief and loss. 

*Summer Solstice* A one day workshop with Lorraine Hedtke & John Winslade 

Welcoming events will include a women’s lunch, queer welcoming dinner with 

Esben Esther Pirelli Benestad, tours for non-locals and a free talk on the evening of 18th June! 

TO REGISTER 

It’s now possible to register! Early bird registration (until 1st of November): 

NOK 2950 (approx USD$485) 

Full registration: NOK 3600 (approx USD$585) 

(registration includes three lunches) 

Pre-conference workshops: NOK 750 (approx USD$120) per day 

For more information see www.dulwichcentre.com.au 

For registration forms email: dulwich@senet.com.au 

This conference is to be hosted by Dulwich Centre Publications (Australia), Institute for Narrative Practice (Norway) & Høgskolen I Agder (Norway). 


KURSUS- & AKTIVITETSKALENDER 

25. jan. Medlemsarrangement 14.-15. Når alt er prøvet og intet virker - håb og samarbejde 

Arrangør: STOK-Østjylland maj i de vanskeligste sager 

Nærmere oplysninger: Se andet sted i bladet Seminar med Yvonne Dolan, USA 

Arrangør: Solution 

31. jan - Årskonferanse 2007 Nærmere oplysninger: www.solutionfocus.dk 

2. feb. Når barn og familier trenger hjælp Ulike forståelser - mange veier. 

Arrangør: Norsk forening for familieterapi (NFFT) 23.-24. 3 -dages workshop med Laura Fruggeri om terapi 

Nærmere oplysninger: www.nfft.no maj Arrangør: Inpraxis 

Nærmere oplysninger: www.inpraxis.dk 

5.- 7. Lederen som coach 

feb. Arrangør: Locus 6. Medlemsarrangement 

Nærmere oplysninger: www.locus-videnscenter.dk juni Arrangør: STOK-Nordjylland 

Nærmere oplysninger: Se andet sted i bladet 

6. Medlemsarrangement 

feb. Arrangør: STOK-Nordjylland 6.-8. Advanced Narrative Practice v/ Art Fischer, Canada 

Nærmere oplysninger: Se andet sted i bladet juni Sted: Toldkammeret, Helsingør 

arrangør: Dispuk 

19. ØF-dage - Åbne dage i DISPUK i Århus Nærmere oplysninger: www.dispuk.dk 

feb. Nærmere oplysninger: www.dispuk.dk 

14.-15. Risør-seminaret 

26. - 27. Signs of safety - løsningsfokuseret undersøgelse juni New models for communication v/ Barnett Pearce 

feb. Kursus med Andrew Turnell, Australien Sted: Risør, Norge. 

Sted: København Arrangør: NFFT, se www.nfft.no 


Nærmere oplysninger: www.solutionfocus.dk 20.-22- 8. International Narrative Therapy & Community Work 

juni Arrangør: Dulwich Centre, Høgskolen i Agder, INP - Norge 

1. Medlemsarrangement Sted: Kristiansand, Norge 

marts Arrangør: STOK-Østjylland Nærmere oplysninger: www.dulwichcentre.com.au/norway 


3. Jeg Kan - løsningfokuseret samtale med børn 

5.-7. Løsninger med den ledige - udvikling af løsninger med sept. Seminar med Ben Furman, Institut for Korttidsterapi, Finland 

marts ledige og sygemeldte Sted: København 

Kursus med Mette Vesterhauge-Petersen, Solution Arrangør: Solution 

Sted: København Nærmere oplysninger: www.solutionfocus.dk 


Nærmere oplysninger: www.solutionfocus.dk 3.-4. Kollegial coaching 

sept. Sted: Attractor København 

19. Medlemsarrangement Arrangør: Attractor 

marts Arrangør: STOK-Bornholm Nærmere oplysninger: www.attractor.dk 


10.-11. Anerkende praksis i supervision og i mødet mellem 

28.-29. Narrativ praksis i supervision Sept. professionelle, klienter, familier og børn 

marts 2-dages workshop m. Maggie Carey 2 dages workshop m. Elspeth McAdam 

Arrangør: DISPUK Arrangør: Svaneke Kurser & Rådgivning 

Nærmere oplysninger: www.dispuk.dk Nærmere oplysninger: Solvejg R. Nielsen, tlf. 56 49 65 62 (aften & we) 

Mail: rosenkil@tiscali.dk 

29. -30. OUT OF CONTROL, Managing "impossible" children, 

marts teenagers & systems 25,-26 Workshop med Tom Andersen & John Shotter. 

2 dages Workshop med Eia Asen og Haim Omer Sept. Arrangør: Inpraxis 

Sted: Helsingør Nærmere oplysninger: www.inpraxis.dk 

29.- 30. mars, 2007 

www.nordicinterventions.com 10.-11. Værdsættende Samtaler med børn 

sept. Arrangør: Locus 

12. Medlemsarrangement Nærmere oplysninger: www.locus-videnscenter.dk 

april Arrangør: STOK-Nordjylland 

Nærmere oplysninger: Se andet sted i bladet 4.-6. Beyond oppositions: Individuals, Families, Communities 

okt. 6th Congress of the EFTA 

16.-17. Værdsættende Samtaler Sted: Glasgow, Skottland 

april Arrangør: Locus Nærmere oplysninger: www.EFTA2007.com 

Nærmere oplysninger: www.locus-videnscenter.dk 

8.-9. Løsningsfokuseret samtale 

19. Medlemsarrangement nov Seminar med Insoo Kim Berg 

april Arrangør: STOK-Østjylland Sted: København 

Nærmere oplysninger: Se andet sted i bladet Arrangør: Solution 

Nærmere oplysninger: www.solutionfocus.dk 

2. Medlemsarrangement 

Maj Arrangør: STOK-Midtvestjylland 19.-23 Narrativ terapi, Level III v/ Maggie Carey 

Nærmere oplysninger: Se andet sted i bladet nov. Arrangør: STOK 

Nærmere oplysninger: www.danskstok.dk 

10.- 11. Selvskadende unge 

maj 2-dages workshop med Matthew Selekman 27. - 30- Nordisk Kongress, Bergen 

Arrangør: Familieterapeutisk Center Aalborg Aug. 08 Arrangør: Norsk forening for familieterapi (NFFT) 

Oplysning og tilmelding: dfo@fuaalborg.dk Nærmere oplysninger: www.nfft.no 


STOK inviterer … 

Maggie Carey 

LEVEL III: 19. – 23. november 2007 

ID-nr 91761 

En intensiv workshop i narrativ terapi 

Få trænet din brug af narrative metoder til egen praksis 

Her er chancen for at få et dybere kendskab til den narrative terapi og dens metoder. Det er en 

workshop for terapeuter der ønsker at videreudvikle deres narrative praksis. Den giver hver enkelt 

deltager mulighed for at udforske teorien og dens metoder gennem undervisning og øvelser. Fokus er 

på at deltagerne trænes i efterfølgende at bruge metoderne i egen praksis. Nogle af de metoder, der 

undervises i er ”scaffolding”, samtaler i re-authoring og re-membering og praksisser som 

eksternalisering og outsiderwitness. 

Maggie Carey er internationalt kendt og har ry for at være en dygtig underviser. Hun er tilknyttet 

Dulwich Centre, hvor hun både laver terapi og underviser. Gennem mange år har Maggie Carey 

arbejdet sammen med Michael White. 

Pågældende workshop er en fortsættelse af level I og level II, der blev afholdt i hhv. 2005 og 2006 med 

Maggie Carey. Kursister fra disse kurser kan nu tilmelde sig level III. Andre kursister, der ønsker at 

deltage, skal kunne dokumentere hvilke andre narrative kurser, de har deltaget i, som kvalificerer dem 

til deltage på level III niveau. Efter aftale med Maggie Carey vil der i 2008 blive afholdt et 5 dages 

narrativ kursus level IV og i 2009 vil et to ugers kursus (level V og VI) blive afholdt i Adelaide i 

Australien. 

Ligeledes efter - aftale med Maggie Carey - påtænkes et nyt level I kursus i uge 46 eller 48 i november 

2007, som kommer til at foregå i Jylland. Se nærmere herom i næste nummer af Systemisk Forum. 

Forløb: Alle dage fra kl. 9 – 16. 

Max. deltagere: 35 personer. 

Tilmeldingsfrist: 6. august 2007. 

Sted: I København. 

Pris: 5.800 kr. for medlemmer af STOK og 6.500 kr. for ikke-medlemmer. 

Tilmelding sker ved giroindbetaling til STOK, BG Bank, konto nr. 4568826 eller ved bankoverførsel 

reg. nr. 3434 og konto nr. 4568826. Husk dit navn, medlemsnummer, adresse og mailadresse samt 

arbejdssted. 

For nærmere oplysninger: 

Fra Bestyrelsen: Kirsten Bjerregaard, Lisbeth Villumsen, Dorte Nikolaisen. 

Afsender: 

STOK v/ Irene Berri 

Joensuuvej 146, 

4000 Roskilde 

Eftersendes til ovenstående adresse ved varig 

flytning 

2007 , 20. årgang nr. 1 

ISSN 1600-2954

Systemisk Forum 0107.indd - STOK – Dansk forening for systemisk ...

Transform your PDFs into Flipbooks and boost your revenue!

Delete template?

Save as template ?