i København - Holmens Kirke

i København
KIRKELIV

2 • Kirkeliv i København 2008
Der findes en udbredt myte
om, at vores kirker står som
tomme kulisser beregnet på
at huse den sidste rest af de
københavnere, der mentalt
set lever i en fjern fortid og
lider af overtro og vanetænkning,
og at kirkerne derfor
står tomme. Denne myte har
imidlertid intet på sig. Vores
kirker er faktisk fyldt med
mennesker i alle aldre og
fra alle lag i samfundet, der
her fører samtaler om Gud
på myriader af forskellige
måder. Der er simpelthen
mere mellem himmel og
jord end opkomsten af
den nye is-café rundt om
hjørnet. Det taler vi om. Og
det gør vi i kirken.
En klog kone sagde engang,
at hvis kirken ikke fandtes,
måtte vi opfinde den. For
hvor skulle vi ellers gå hen
med vores glæder og sorger,
vores uro og vores længsel?
Sandheden er, at netop dette
er baggrunden for samspillet
mellem på den ene side vores
kirkebygninger og på den
anden side vores menigheder.
Storbyens gadebillede er
fyldt med en skøn blanding
af grandiose kirkespir, victorianske
rædsler og moderne
“kaffedraler”. Kirkerne
ligger dér, hvor fortidens
Kirkeliv i København
Kirkeliv i København er udgivet af
Folkekirkens Infocenter i Københavns
Stift, Pile Alle 3, 2. sal, 2000
Frederiksberg.
Avisen er en særudgave af Københavns
Stifstidende, der udkommer
hver uge som en pdf-avis, der kan
downloades fra vores hjemmeside,
www.kirkenikobenhavn.dk.
Kærlighed til kirken
mennesker byggede dem, og
lader sig ikke sådan flytte
rundt med. Samtidig er der
en vrimmel af mennesker,
der dagligt myldrer ud og ind
ad kirken for at “lave kirke”,
lave menighed.
I det københavnske kirkeliv
er der åbent fra morgen til
aften. Der er morgenandagter
og natkirker. Der døbes,
konfirmeres, giftes og
begraves. Der arrangeres
babysalmesang og kirkerock.
Der er mandags-,
tirsdags- og onsdagsmøder.
Der arrangeres foredrag
og bibelstudiekredse. Der
mødes jøder, kristne og
muslimer i frugtbar dialog
omkring kvarterløft. Der
mødes spejdergrupper
og strikkeklubber. Der
arrangeres salmemaratons,
gospelkor og kirkekoncerter.
Ja, og meget, meget mere.
Og så må vi ikke glemme
kronen på værket, de mange
søndagsgudstjenester, hvor
mennesker møder op for at
høre Guds ord og lade sig
forurolige på godt og ondt
af det ellers uudsigelige,
uhåndterlige og ubegribelige.
Alt dette skal naturligvis
organiseres, tilrettelægges
og forvaltes. Dertil har vi
menighedsråd, der skal
Her kan interesserede læse om alt
det nye, der sker i det københavnske
kirkeliv.
På hjemmesiden er der samtidig
mulighed for at læse “Ugens
fromme”, kulturtidsskriftet “Kristendom
& Kultur” samt en masse
bog- og filmanmeldelser. Og man
kan abonere på ugens nyhedsbrev.
vælges hvert fjerde år. Det
er herefter menighedsrådsmedlemmernes
opgave at
vælge, hvilket kirkeliv der
skal rummes i netop deres
kirke, hvordan der skal
prioriteres. Her kan det være
godt at lade sig inspirere af
de mange spændende ting,
der arrangeres rundt om, og
som man kan læse om her i
avisen.
Denne avis er skrevet, fordi
vi har ønsket at bidrage til
denne inspiration ved at
fortælle bredt om bare noget
af alt det meget, som hver
dag finder sted inde i kirken
og i dens tagdryp.
Avisen udkommer så netop
nu, hvor der er valg til
menighedsrådene. Forhåbentlig
kan den nemlig
tjene til at inspirere de
mange kirkegængere rundt
om i storbyen, som har lyst
til menighedsrådsarbejde,
men ikke lige ved, hvordan
man griber det an og
kommer i gang. Giv den til
din nabo, hvis du ønsker at
engagere ham eller hende.
Tilbage står kun at ønske
alle god fornøjelse og et godt
valg.
Karen Schousboe
Avisen er skrevet af
Charlotte Grunnet
Kirsten Mose
Karen Schousboe (ansv. redaktør)
Hans-Micael Søndergaard
Foto: Maj-Britt Boa
Layout: Maria Prudholm
Tryk: DIXIT
www.kirkenikobenhavn.dk

3 • Kirkeliv i København 2008
Sjælens pusterum
Byens puls angives ikke kun af morgentrafikkens
kaos. I hjertet af byen kalder Københavns Domkirke
os til et øjebliks ro, til en morgenandagt
I morgenmørket sidder en flok af stille
og andægtige gudstjenestesøgende.
– Det er flere end for bare nogle få
år siden. Selvom det veksler meget,
hvor mange vi er samlet klokken 8.10,
oplever jeg stadig oftere flere ukendte
ansigter, fortæller domprovst Anders
Gadegaard. Han afslutter netop sine
andagter med at gå gennem kirkeskibet
for at hilse på morgenens gudstjenestesøgende
og ved derfor, hvad han taler
om.
Andagt
– Vi tror, at andagtsformen er ved at
genopstå i en ny skikkelse, fortsætter
domprovsten. Fromheden genopdages,
fordi det betyder stadig mere for stadig
flere at finde tid og rum til fordybelse
og bøn. Vi erkender, at det er godt at
henvende sig til Gud og at åbne sig for
en anden tilgang til virkeligheden end
den umiddelbare. Denne spirituelle
søgning skal vi i kirken være imødekommende
overfor. Derfor iværksatte
vi også sidste jul en kampagne med
plakater og foldere, som vi sendte til
alle kontorer i Indre by og fik frivillige
til at uddele på gaden. Vi ønskede at
højne kendskabet til morgenandagten.
Det ser så ud til, at denne indsats
faktisk har givet et omend lille resultat,
fortæller han.
Tilbud til travle
– Det er ikke, fordi jeg for alvor tror
på, at den slags kampagner kan betyde,
at vi vil opleve en massiv vækst i
antallet af deltagere til morgenandagten
i domkirken. Vi kan være alt fra tre
til tredive. Det er meget forskelligt.
Men det er vigtigt for os, at også
de mange ”arbejdsramte”, der om
morgenen haster gennem Fiolstræde
og Nørregade, ved, at de har denne
morgenmulighed for at deltage i en lille
og enkel andagt, fortsætter han.
– Det er vigtigt for os at fortælle om
dette frirum til de mange, der måske
kender morgenandagten fra radioen,
men ikke ved, at den optages live
herinde, og at enhver kan møde op
klokken 8.00 fra mandag til lørdag.
Denne mandag morgen er det da også
tydeligt, at det netop er den slags
mennesker, som er mødt op. En af
deltagerne har en trolley på slæb.
Måske har han overnattet på luksusho-
tellet i det gamle Daells Varehus rundt
om hjørnet. Flere andre er udstyrede
med ”powertasker” fyldt med papirer
og dagsordener, parat til kort at puste
ud og få sjælen med sig, inden de
skynder sig videre.
Historie
Domkirkens morgenandagt går tilbage
til 1926. Dengang spejlede det nye
tiltag et ønske om at åbne kirken op i
hverdagen, og samme idé ligger bag
vores fornyede indsats her i 2008,
fortæller domprovsten.
– Der var mellem 50 og 100 deltagere
dengang, men så mange tør vi ikke
håbe på. I dag er morgenandagten jo
blot en af mange andre gudstjenesteformer
og muligheder. Eksempelvis har
vi også natkirken som et tilbud og de
mange kirkekoncerter. Men folk skal
vide, at dette tilbud findes.
I bevægelse
Morgenandagten har på mange måder
en meget fast form. Det hænger også
sammen med, at udsendelsen trofast
har ca. 60.000 lyttere på P2 hver
morgen.
– Den mindste ændring kan få
lytterskaren til at fare i blækhuset.
Det oplevede vi for et par år siden,
da vi ændrede på ”Ordet til dagen”,
som hver mandag ikke længere hentes
fra Salmernes Bog, men fra andre
tankevækkende teologiske skrifter. Det
fik vi ros og ris for. Selv arbejder jeg
lige nu meget med at gøre kollekten
til en samtidsreplik, dvs. personlig
og tidsaktuel. Eksempelvis var det
væsentligt for mig at bede for de syv,
som druknede syd for Lolland, da fragtskibet
Omer gik ned sidste år, fortæller
domprovsten, som dog tilføjer, at det
ikke er hvad som helst, som bør gøres
til genstand for hans morgenbøn.
– Det skal handle om ”liv og død”, slutter
Anders Gadegaard.
Domkirkens morgenandagt
optages live i Vor Frue Kirke hver
ugedag og sendes klokken 8.10
på P2. På DR’s hjemmeside kan
lytterne finde en oversigt over
salmer, tekststeder og musik.
Men der er altså også mulighed
for bare at møde op, sætte sig til
rette på stolene i koret og folde
hænderne.

4 • Kirkeliv i København 2008
Kirke på alle fire
Kravleklub, babyrytmik og babygudstjenester. Sang, leg og mødet med andre
forældre er de vigtigste elementer i kirkens tilbud til de allermindste. For de
lidt ældre børn og deres forældre hitter spaghettigudstjenester
Kravleklubben var første skud på stammen
af tilbud for de allermindste i Sct.
Lukas Kirke og har eksisteret i over 10 år.
Ideen er enkel. I Falken, kirkens sognelokaler,
er der åbent tirsdag og torsdag
mellem 10 og 12. Her er der mulighed for
at tilbringe formiddagen sammen med
andre forældre med børn i alderen ½-2 år.
Her er legetøj, kaffe og te på kanderne og
et musikindslag undervejs.
– Vi ville gerne gøre den unge generation
af nybagte forældre opmærksomme på,
at kirken ligger lige her midt i byen og
er fuld af kompetencer og muligheder,
også selvom man hverken er konfirmand
eller pensionist, fortæller Eva Andersen,
sognemedhjælper og ansvarlig for de
mange tilbud for børn i Sct. Lukas Kirke.
Sutter og salmesang
Ud over Kravleklubben underviser en
musikpædagog tre hold i babyrytmik om
ugen, Eva Andersen underviser et hold
i børnerytmik, og desuden arrangerer
musikpædagogen og en præst i fællesskab
en månedlig gudstjeneste særligt
tilrettelagt for babyer.
Det er vores kirke
Fordi aktiviteterne sker i kirkens lokaler,
åbner det for en række andre emner, end
man ellers ville have diskuteret mellem
nybagte forældre. Folk er nysgerrige og
stiller spørgsmål om kristendommen og
livet. Der er altid mulighed for samtale,
forklarer Eva Andersen og tilføjer, at det
er rummets højtidelighed, der smitter af.
– Rummet i sig selv skaber en åbenhed
over for det åndelige. De mange tilbud
har betydet, at kirken er blevet en del af
mange unge forældres bevidsthed.
– Når kirken er åben, sker det tit, at et par
forældre lige skal ind og vise kirken frem
for deres familie og venner med ordene:
”Det er vores kirke.”
Spaghetti
Et andet populært tilbud til de mange
børnefamilier i København er spaghettigudstjenesterne.
Her møder forældrene
op med med deres smårollinger til en
børnegudstjeneste. Bagefter er der så
spisning i sognegården. Fidusen er,
at forældrene får fyldt ”den blå time”
med andet og mere end passificerende
fjernsyn.
Lars Obel, der er præst i Hans Egedes
Kirke og Taksigelseskirken på Østerbro,
er engageret i dette koncept. I foråret blev
der lidt efter lidt samlet en fast gruppe på
over fyrre deltagere, og til efteråret går
man igang igen.
– Det sker i samarbejde med de
medarbejdere, der er knyttet til vores
babysalmesang. Samarbejdet betyder, at
der bygges en naturlig bro fra babyarbejdet
og videre ind i kravlealderen og over
mod arbejdet med minikonfirmanderne,
fortæller Lars Obel.

5 • Kirkeliv i København 2008
Bøn og Brunch
Menighedsrådet i Flintholm Kirke havde travlt med at brygge kaffe, stege
bacon og stille croissanter frem til de hen ved 150 hekse, skeletter og
spøgelser, der i anledning af Halloween mødte op til Bøn og Brunch
Der er travlhed i køkkenlokalerne i
Flintholm Kirke Alle helgens søndag,
hvor menighedsrådet er mødt tidligt
for at forberede en lækker brunch
med friskskårent frugt, bacon og æg,
croissanter, juice og friskbrygget kaffe.
Sammen med sognepræst Anette Molin
Schmidt har de besluttet at holde en
Bøn og Brunch gudstjeneste omkring
en af de specielle højtider.
– Det er vigtig, at vi forsøger at gribe
fat i folk omkring de store højtider.
Jeg valgte Halloween, som jo fejres
som Alle helgens dag i kirken, for at
vise at kirken faktisk har noget at sige
denne dag og for at imødekomme den
folkelige interesse, der er for denne
dag, fortæller sognepræst Annette
Molin Schmidt, der er glad for, at
menighedsrådet var med på ideen, også
selvom det betyder meget forberedelse
for dem og for personalet og spejderne
ved kirken.
Uuuuuuhhhhh
Der er sendt invitationer ud til både
minikonfirmanderne og babysalmeholdet,
og desuden er der blevet
annonceret i Frederiksberg Lokalavis,
og det har åbenbart givet bonus.
Mennesker i alle aldre, fra babyer til
bedstemødre og -fædre, hen ved 150
fylder kirkerummet, og på kirkebænkene
sidder en del hekse, skeletter og
monstre, for det rummer kirken på en
dag som Alle helgen.
Mens køkkenholdet skærer og snitter,
byder Annette Molin hjerteligt velkommen
og starter med at varme stemmerne
op, så der lyder lange uuuhhhh,
voooo, aarrrg, juhuuuu i kirkerummet,
inden de sammen med pigespejderne
synger den første salme, ”Nu falmer
skoven trindt om land”.
På de store farvestrålende mosaikruder
på væggen bag alteret hænger Jesus på
korset. Anette Molin fortæller, at han
faktisk er død der på korset, og at man
på Alle helgens dag mindes de døde
i kirken, og at det kan være både en
oldemor, en kanin eller kat. Der lyttes
inde bag spøgelseskapperne, når hun
fortæller om opstandelse som solen, der
står op hver dag.
Mens deltagerne beder Fadervor, har
spejderne gjort klar til sanseleg, hvor
de små kan stikke hænderne ned i
spande, uden at kunne se indholdet, og
så gætte om det er våde rosiner eller
lange slimede spaghettier, de har fået
fat på.
Ingen tysser
Efter gudstjenesten serveres en lækker
brunch i den store sal nedenunder.
Børnene er hurtigt færdige og løber
op i kirkerummet, hvor gulvet er
blevet omdannet til et stort tegnebræt,
hvor de kan ligge og tegne og klippe
små græskar-lanterner af papir, mens
forældrene snakker og nyder brunchen.
Dorthe på 46, der er medlem af
menighedsrådet ved Flintholm Kirke,
var mødt op med sin mand, Steen, og
deres 3 børn i alderen 5-8 år.
– Arrangementet blev en rigtig dejlig
oplevelse. Det er fint, at det foregår
om formiddagen, hvor børnene stadig
er friske. Børnene kunne følge med i
gudstjenesten, og det var en flot brunch
med masser af børnemad, juice og
frugt. Det var alletiders. De små var
lige til at putte til middagslur bagefter,
og vores store pige legede længe med
sine kammerater i kirken, inden vi gik
hjemad. Det er en oplevelse, de stadig
taler om, når vi går forbi kirken, fortæller
Dorthe, der synes, det er dejligt med
gudstjenester rettet mod børnefamilier,
så man ikke hele tiden behøver tysse på
de små.

6 • Kirkeliv i København 2008
Kirken i Second Life
Siden Folkekirkens Infocenter sidste år købte en
grund i det virtuelle univers Second Life, er der
opbygget en fast menighed, og der holdes gudstjeneste
hver måned med plads til spørgsmål
Told & Skat er der. Røde Kors,
Syddansk Universitet, TV2 er der – og
selv den katolske kirke har skriftestole
derinde. Folkekirken er der selvfølgelig
også, altså på Second Life, for det er
kun naturligt, at kirken er til stede, der
hvor folk er, mener præsten Pellegrina
Shepherd, som hun kalder sig i det
internet-baserede virtuelle univers.
Second Life er en virtuel verden, et
samfund, der til forveksling ligner det
almindelige samfund med gader, butikker,
gallerier og kirker. Man designer
en person, det kaldes en avatar, og med
den bevæger man sig rundt og møder
andre, for det sociale er en stor del af
denne verdens drivkraft, og det at skabe
noget sammen, fortæller Second Life
præsten Pellegrina, der har været med
til at bygge kirken og menigheden i SL.
Kirke hvor folk er
Pellegrina er ikke kun præst i det
virtuelle liv, men også i den virkelige
verden. Det er sognepræst ved Hans
Tausens Kirke på Islands Brygge, Ghita
Olsen, der på eget, private initiativ
meldte sig, da interesserede blev
indbudt til at være med til at bygge en
kirke på den nyindkøbte grund i SL.
– Jeg syntes, at det kunne være spændende.
Når folk i SL hører, jeg er præst,
lyder det ofte ”Hold da op, og så er du
med her!”, men derefter er der mange,
der oplever det som en mulighed for at
tale om ting i deres liv, som de ellers
har gået alene med. I det virkelige liv
ville de nok ikke have taget kontakt til
en præst og bedt om en samtale. Derfor
er det vigtigt, at vi er til stede, hvor folk
er, også når det er på nettet, påpeger
Pellegrina alias Ghita Olsen.
Spørgsmål undervejs
Der var ikke så meget liv i kirken i SL,
da den i begyndelsen lå på en afsides
ø, men siden den nye kirke med sine
vægge af åbne og drejede himmelstræbende
hvide sejl blev bygget i august
2007 på Skatteministeriets ø, Danmark,
har der løbende været afholdt gudstjeneste
i den virtuelle kirke.
– Gudstjenesterne udfolder sig for det
meste som dialog, for formen herinde
i SL er meget baseret på dialog. Folk
skal kunne leve sig ind i fortællingen.
Teksten læses bid for bid. Hvad står
der, hvad betyder det? Deltagerne
Ghita Olsen, der er præst i SL, er
også sognepræst ved Hans Tausens
Kirke på Islands Brygge. Her
findes også en af storbyens mange
studentermenigheder.
Der er studentermenigheder i:
Hans Tausens Kirke, der er knyttet
til Humaniora på Amager
(KUA).
Trinitatis Kirke, hvor den ”gamle”
studentermenighed med
tilknytning til Teologi og Samfundsvidenskab
findes.
Sankt Johannes Kirke på Nørrebro,
som drager omsorg for de
studerende på Naturvidenskab og
Sundhedsvidenskab.
Sankt Lukas Kirke på Frederiksberg,
hvorfra studenterpræsten
tager hånd om de mange studerende
på de nye Professions Colleges
og University Colleges.
stiller spørgsmål og kommer med bud,
fortæller Pellegrina.
Faste og løsgængere
Til gudstjenesterne, der afholdes
den første søndag i måneden kl. 20,
kommer en fast kerne, oplyser Pellegrina.
Man kan melde sig som medlem
af folkekirkens gruppe i SL, så får
man besked om gudstjenester og andet.
– Men derudover dukker der også en
del interesserede op fra gang til gang.
Det er folk, som er nysgerrige, og
som gerne vil nærme sig kirken. De
kunne jo lave så meget andet derinde,
men de har altså lyst til at opleve en
gudstjeneste, så derfor synes jeg også,
det er vigtigt, at kirken er med i SL og
bruger gerne min fritid på det, fortæller
hun og tilføjer: og så er det sjovt!
Du kan se et portræt af folkekirken
i SL på hjemmesiden www.in-life-dk.
Adgang til SL fås via
www.secondlife.com.

7 • Kirkeliv i København 2008
De unges kirke
Troen på Jesus Kristus er den samme, men
gudstjenesterne er anderledes i Brorsons Kirke
Gennem de sidste 10 år har Per
Ramsdal, børne- og ungdomspræst ved
Brorsons Kirke på Nørrebro, inviteret
de unge ind i kirken, lyttet til dem og
ladet dem være med til at skabe kirke
og menighed og gudstjenesteformer.
Digteren Søren Ulrik Thomsen har
engang sagt om teenagerne: ”Måske
skal de bare ikke gå i kirke, når de er i
den alder,…” og mange tænker netop
dette i afmagt over, at man ikke ved,
hvad man skal stille op med de unge,
når de nu ikke søger kirken. Det går
ikke ifølge Per Ramsdal, for de unge
har lige så meget brug for spiritualitet,
religiøsitet og åndelig føde som alle
andre, påpeger han.
– Unge har jo også en tro, og de har
også følelser som sorg, savn, frustration,
had, glæde, lykke og kærlighed,
som de trænger til at få bearbejdet
og sat ind i nogle rammer og ritualer.
Møde folk hvor de er
De unge har svært ved at knytte an i
de gamle traditionelle rammer, som
folkekirken tilbyder, anfører Per
Ramsdal, og de oplever typisk ikke
spiritualitet eller et intenst fællesskab
ved højmessen, kirkekoncerten eller
foredraget i menighedssalen.
– For at finde nogle nye rammer som
de unge knytter an til, må man tage
udgangspunkt i de unge selv - i deres
kultur, deres sprog, livsform, interesser
og religiøse følelser. Og så må man
prøve at få den kultur til at hænge
sammen og give mening sammen
med det budskab, som vi har fået
overleveret i kristendommen, siger Per
Ramsdal og tilføjer, at hvis man ikke
møder de unge der, hvor de er i deres
liv, så knyttes kontakten fra kirken ikke
til dem.
Freestyle og gospel
Igennem årerne har Per Ramsdal
sammen med de unge og en masse
frivillige udviklet flere forskellige
frivillige udviklet flere forskellige
gudstjenesteformer, for ungdomskulturen
udgør ikke en enhedskultur i dag,
påpeger han, og derfor kan man ikke
nøjes med fx rock-gudstjenester..
Brorsons Kirke har dog stadig fast
Rock-gudstjeneste hver fredag men det
er typisk for de 20-30-årige. Derudover
er der bl.a. Bøn & Brunch-gudstjenester,
som er populære blandt børnefamilierne,
retrætedage, elektroniske
koncerter, gospelgudstjenester, børnegudstjenester,
freestyle-gudstjenester
med hip hop og rap og ikke mindst sms
som fast ingrediens.
Mobiltelefonen
– Til ungdomsgudstjenesterne var der
altid en mobiltelefon, der ringede midt
i min prædiken - og jeg gider ikke stå
og skælde ud på folk, når de er i kirke
- så vi var en gruppe, der lavede en
brainstorming omkring gudstjenester
for teenagere. Vi vendte simpelthen
det hele på hovedet. De unge må ikke
sidde ned til disse gudstjenester, de
skal tale sammen, og der er forskellige
valgfrie aktiviteter såsom nadver
og computerspil undervejs, ligesom
mobiltelefonen bruges. Fx sender de
sms’er med stikord til de rappere, der
rapper om dagens tema.
– Efter sidste rap laver jeg en freestyleprædiken,
hvor jeg samler op på
temaet ud fra de input, der er kommet,
fortæller Per Ramsdal og tilføjer med
et smil, at mobil og telefonnummer er
adgangsbilletten til disse gudstjenester,
for velsignelsen sendes til dem på sms
efter gudstjenesten - og ja, de har alle
sammen en mobil.
Læs mere på www.brorsons.dk

8 • Kirkeliv i København 2008
Gudstjeneste er at lege himmel på jord
Hver uge samles en anseelig menighed til søndagsgudstjenesten i Holmens
Kirke. Gudstjenesten er kronen på værket, mener Peter Skov-Jakobsen
– Hvorfor vi skal fejre gudstjeneste?
Det er meget enkelt. I gudstjenesten
bliver vi taget ud af verdens larm og
bliver sat tilbage til udgangspunktet.
I gudstjenesten rekreeres - genskabes
- vi derfor, i og med vi opmuntres til at
genopfinde kærlighedens protest mod
alt det, som vi kæmper med i løbet af
ugen og livet. Det pudsige er, at det
moderne menneske udmærket godt
kender til nødvendigheden af at blive
rekreeret - genskabt. Det opsøger vi
så rent kropsligt i fitness-centre eller
på sportsbanerne. Men vores sjæle har
altså også brug for at blive rekreerede
- genskabte i åndelig henseende. Det
skaber gudstjenesten rum for. Der
finder vi ud af, hvordan vi får hold på
alt det, der sker rundt om os, udtaler
Peter Skov-Jakobsen.
Den gode gudstjeneste
– Hvad der skal til, for at en gudstjeneste
bliver god? Svaret er en god
ramme. Jeg holder af, at teksten er
givet. Den er rammen. Derudover skal
der god musik til og gode billeder, dvs.
poesi, og meningsfuld tale. Naturligvis
skal der også en menighed til.
Gudstjeneste kan man ikke fejre uden.
Det fantastiske ved kirken er nemlig,
at den stadig er et hus, hvor vi alle
sammen mødes under samme tag. Der
er meget få fælles steder i det moderne
liv, hvor vi på den måde udsættes for
hinanden. Til fodboldkampen, måske,
men ellers ikke. I højmessen sker der
det, at vi gennem det nøgne møde med
hinanden, får svært ved at flygte fra
det komplicerede og det forunderlige.
Forhåbentlig forbavses vi så i løbet
af gudstjenesten over, at det netop er
i dette møde, at vi aner, at alt det, vi
tumler med, giver mening.
Et nutidigt drama
– Vi tror, at mennesket er skabt i Guds
billede. Vi bærer derfor alle på en
oprigtig længsel efter det paradisiske
og det oprindelige. I gudstjenesten
møder vi verdens kaos med en drøm
om det oprindelige. Der er simpelthen
spørgsmål, der skal tages livtag med,
og dem kaster gudstjenesten sit lys
på. Spørgsmålet er så, om vi tør gå
ind i den dialog, der altid ender med
at åbenbare vores tro, og dernæst
udfordre den, siger sognepræsten.
– Det kan være svært, og mange når
måske ikke længere end til i stilhed at
tænde et lys i lysgloben, som mange
kirker har stående til det samme.
Andre lærer kirken at kende gennem
de optakter eller smagsprøver, som
vores særtjenester udgør; de mange
vigtige børne- og temagudstjenester
og de særlige handlinger i forbindelse
med bryllup og begravelse. Men
højmessen er virkelig kronen på
værket, siger sognepræsten og
fortsætter:
Invitation
– I gudstjenesten inviteres vi nemlig
til at ”bombe” vores tro med det,
vi oplever. Troen formuleres på
trods, idet vi antaster den med vores
hverdag. Hver tidsalder møder derfor
også troen på en ny måde. Kristne
bliver vi ikke, fordi vi tager en kristen
overfrakke på. Vi bliver kristne, i og
med vi tager det på os, at udfordre os
selv med vores tro og længsel.
– På den ene side er gudstjenesten
og kirkeåret naturligvis bygget op
omkring et dramatisk skema, der
ligger fast og har gjort det i næsten
2000 år. På den anden side er hver
gudstjeneste unik, fordi enhver
vellykket gudstjeneste bliver ekstrem i
sin nutidighed og aktualitet.
Forberedelse
– Hvordan jeg forbereder mig? Jeg
begynder en uge før. Jeg læser teksten,
finder litteratur, ”billeder”, salmer.
Og så gør jeg mig tanker. De sidste
tyve minutter før en gudstjeneste
vil jeg gerne nyde stilhed. Under
selve gudstjenesten gælder det fuld
koncentration. Og så håber jeg altid, at
jeg ikke vil blive forstyrret af de små
fortrædeligheder, som menighedslivet
til daglig er fyldt med. Almindelig
kævl og strid hører ikke søndagen
til. Jeg vil ikke være fredløs på min
søndag, slutter Peter Skov-Jakobsen.

9 • Kirkeliv i København 2008
Kirkemusikalsk fornyelse
Holmens Kirke er rammen om nogle af årets største kirkekoncerter. Men
friheden til at udforske tidens mange nye musikalske muligheder er også en
del af fornøjelsen, udtaler Jakob Lorentzen
I sit daglige arbejde nyder organist og
korleder ved Holmens Kirke, Jakob
Lorentzen sit samspil med kirkens
præster. Det giver nemlig en frihed til
at udforske de musikalske muligheder.
Også ved de mange store og meget
velbesøgte kirkelige koncerter.
Guds hus
– Evangeliet sætter en ramme, som
vi skal forholde os til. Men musikken
er andet og langt mere end blot en
klangbund for ordets forkyndelse.
Musikken bidrager til at udfylde det
sted, hvor ordene slipper op. Den
rummer en dimension mere, nemlig
følelsernes forløsning. Musikken
ligger efter min opfattelse tættest på
den religiøse følelse og rummer derfor
en kunstnerisk værdi i sig selv. I min
optik er det guddommelige univers
et underskønt kunstnerisk univers.
Således indleder Jakob Lorentzen vores
samtale med begejstring.
– Derfor skelner jeg heller ikke mellem
en koncert og en gudstjeneste. Al den
musik, der spilles i kirkens hus, bliver
til religiøs musik. Vi skal derfor heller
ikke hænge os i alle de teologiske
spidsfindigheder eller være berøringsangste.
Det, der spilles i Guds hus,
bliver til gudstjeneste. Musikvalget,
den tekniske udførelse og det musikalske
engagement kan så understøtte
dette forhold, men heller ikke mere. Jeg
har ikke erfaret, at musik som sådan
desakraliserer rummet, kun det eller de
mennesker som er udøvende, tilføjer
kantoren med et smil.
Musik ikke helligbrøde
Det betyder så også, at vi som organister
er meget large med at spille den
musik, som ønskes af folk, eksempelvis
til begravelser. Jeg har fuld forståelse
for, at ordene i en ballade, som
eksempelvis ”I am Sailing” eller ”What
a Wonderful World”, måske ikke lige
passer ind i en begravelse. Jeg vil
heller ikke akkompagnere en ukirkelig
tekst. Men hvis vi spiller melodierne,
gøres de kirkelige. Tonerne må gerne
lyde, selvom sangen ikke skal synges.
Fornyelse
– I øvrigt er det min opfattelse, at vi
trænger til fornyelse. Svaret har i de
senere år typisk været gospel, men
der er virkelig megen anden musik. Vi
skal søge grænserne inden for mange
andre genrer - eksperimental jazz,
world music osv. Jeg er åben over for al
kvalitetsmusik, som rummet kan bære.
Her skal man dog lige kende sin kirkes
akustik. Holmens Kirke har således
en meget brilliant og klar akustik, der
virkelig bevæger os mod det himmelske.
Dette rum kan klare meget.
– Mange andre kirkerum er vanskeligere
at arbejde med. Eksempelvis
er der en del kirker, som ikke kan
bære trommer, fordi akustikken ikke
understøtter. Den slags skal man
acceptere. Men ellers bør der være frit
valg på alle hylder. Vi skal virkelig væk
fra det dogme, at kompositioner fra
1400 til 1700-årene er det eneste, der er
gudshuset værdigt, selvom den musik
Orgellyttere i Holmens Kirke
stadig forstår at udfordre os, når vi
indarbejder den i nye sammenhænge.
Forundre og forbavse
– I folkekirken har vi haft en tendens til
at præsentere de ”rigtige” svar gennem
ord og toner. I dag bestræber jeg mig på
også at afgive spørgsmål, dvs. forundre
og forbavse. Fordi livet dybest set er
en gåde, er det vores opgave i kirken
at pege i retning af det gådefulde. Min
opgave er i fællesskab med præsterne at
bidrage til, at sjælene åbner sig for den
erkendelse. Derfor mener jeg også, at
vi skal eksperimentere med musikken
i højmessen. Her gælder det ikke om -
selvom kernemenigheden ofte uudtalt
ønsker det - kun at behage gennem
de gammelkendte toner. Det moderne
søgende menneske skal udfordres,
ellers kommer han eller hun ikke.
– Jeg håber derfor også, at vi i fremtiden
vil se, at sognesammenlægningerne
medfører, at de nye større enheder
bemandes med teams af musikere, der
i ligelig fordeling består af klassisk
og rytmisk uddannede. Jeg efterlyser
simpelthen mere ny kirkemusik. Vi gik
i stå efter Laub. Nu er tiden er inde!

10 • Kirkeliv i København 2008
Blød diakoni på Nørrebro
København har brug for en diakonikirke rettet imod blandt andet psykisk
syge, fattige familier og indvandrere. Samuelskirken arbejder med idéen
Hvor Nørrebros gamle arbejderkvarter
møder et nyt gadebillede præget af
indvandrerspisesteder og butikker,
ligger Samuelskirken. Den røde
bygning, der nærmest går i et med
gadefacaden på Thorsgade, skal i
fremtiden fungere som et værksted
for bløde diakonale opgaver, hvilket
inkluderer alt fra pensionister, fattige
familier, enlige forsørgere, weekendfædre,
psykisk syge, rodløse unge og
ensomme indvandrere.
Et kraftcenter
Opgaven er i forvejen en naturlig del
af de fleste kirkers arbejde. Tanken
bag diakonikirken er at tilføre området
fornyede ressourcer, en idé, som er
udviklet i Stiftsudvalget for diakoni.
– Københavns Stift mangler en kirke,
der kan forholde sig særligt til den del
af det diakonale arbejde, som angår
de bløde opgaver. Et kraftcenter hvor
diakonale tiltag kan udvikles, og hvor
erfaring, viden og ideer kan opsamles,
til gavn for det store arbejde der i
forvejen er i gang i kirkerne på det
her område, fortæller Finn Pilgaard
Beyer, formand for Stiftsudvalg
for diakoni i Københavns Stift.
Perspektivrig omstilling
Beslutningen om at ændre kirkens
funktion er endnu ikke endeligt truffet.
Men menighedsrådet ved Samuelskirken
har indtil videre taget godt imod
ideen.
– Det kræver en stor omstilling at gå
fra sognekirke til funktionskirke, fra
at have afsæt i et konkret geografisk
område til at have afsæt i særlige
funktioner, siger sognepræst Paul
Friis, men forklarer samtidig, at der er
mange ideer at gå videre med allerede.
Samuelskirken har i forvejen mange
tilbud i den bløde kategori, som
ifølge sognepræsten vil kunne danne
udgangspunkt for idéudviklingen på
området.
Brug for frivillige
– Vores forgrenede børnearbejde,
arrangementer som fællesspisning og
den årlige julefest, sommerlejre for
både børn og voksne samt vores indsats
for at skaffe feriehjælp til mindre
bemidlede familier i området er blot
nogle af de aktiviteter, der allerede er i
og omkring kirken. Men vi får brug for
en større gruppe frivillige til at hjælpe
med arbejdet, ligesom jeg har planer
om at danne netværk med de diakonale
organisationer i København. Og så
drømmer jeg da også om en studietur
til Oslo, hvor man allerede har en aktiv
diakonikirke, siger Paul Friis.

11 • Kirkeliv i København 2008
Café Exit
I Café Exit mødes tidligere indsatte og hjælpes igang med et liv uden for
murene. Her er tilbud om netværk, mentorskab og hjælp til jobsøgning
Apostelkirkens menighedsråd syntes
fra starten om idéen med at lave en
cafe for tidligere indsatte, hvor de kan
mødes, og hvor de kan hjælpes i gang
med livet uden for murene.
På vinduet til et lille lokale i Saxogade
står med store bogstaver ’Café Exit’.
Indenfor ved de få borde drikkes
der kaffe af store krus og snakkes.
På væggene hænger der forskellige
malerier. De er alle malet af indsatte
eller ex-indsatte. Udstillingen skiftes
løbende, og malerierne kan købes.
Café Exit åbnede i april i år under
stor bevågenhed fra mediernes side.
Fangekoret fra Vridsløselille var med
til at fejre åbningen, og de 13 veltrænede
kormedlemmer sang ”Bag de høje
mure synger vi os nærmest frie…”
Fra indsat til ansat
Café Exit er en café, hvor tidligere
indsatte kan mødes og få hjælp og
støtte til at komme i gang med en ny
tilværelse uden for murene. Her er
tilbud om netværk og mentorskab,
hjælp til jobsøgning m.m. Fra indsat til
ansat lyder et af initiativerne. Caféen
kom i stand på initiativ fra blandt andet
Fangekoret, Vestre Fængsels præster,
Kriminalforsorgen og Apostelkirkens
præst og menighedsråd.
Fangekoret
Jørgen, der selv er tidligere indsat og
en af de garvede drenge fra Fangekoret,
som efterhånden er ved at være det
mest populære boyband i Danmark,
fortæller, at det hele startede med, at
Fangekoret havde brug for et sted, hvor
de kunne mødes og øve og fortsat have
kontakt, når de kom uden for murene.
– Mange har jo sunget med i koret i
en del år, og vi ville gerne give folk,
der var kommet ud af fængslet, en
mulighed for at blive ved med at øve og
være en del af koret, siger han.
For ud over at være kor er mændene
efterhånden også hinandens faste
støtter og venner. Og det har de nu
mulighed for at vedblive med at være,
når de kommer ud.
Jørgen, der har stærke blå øjne, fortæller,
at han selv har tilbragt sammenlagt
24 år bag tremmerne og kender til,
hvor svært det kan være pludselig at
stå alene og skulle begå sig uden for
murene.
– Bare det at skulle få fat på et sygesikringskort
er en udfordring for ikke at
tale om bolig og job, fortæller Jørgen.
Uden for murene
Det er blandt andet konkrete ting såsom
sygesikring og bolig og jobmarkedet,
som netværket i Café Exit skal hjælpe
med, men den tilbyder også samtaler
med socialrådgivere og psykologer,
og desuden er en af Apostelkirkens
præster, Niels Nymann Eriksen,
tilknyttet, hvilket de ex-indsatte sætter
stor pris på. Mange indsatte har stor og
tæt kontakt til fængselspræsterne, men
når de kommer ud, mister de denne
kontakt til både præst og kirke, for
det er åbenbart ikke så nemt at blive
indlemmet i en ny menighed.
– Man afviger simpelthen fra en
hvilken som helst anden i en menighed
uden for murene, og man bliver ikke
altid budt velkommen lige med det
samme. Og så er det også rart med en
præst, der ved lidt om livet og vores
vilkår som indsatte og ex-indsatte,
fortæller Jørgen, der også er aktiv til
de kulturaftener med musik og fællesspisning,
der finder sted en gang om
måneden i Apostelkirkens menighedssal.
Aftenerne er for alle, og samtidig
har de indsatte på ’kultur-udgang’ samt
ex-indsatte her mulighed for stadig at
mødes.
Mens Jørgen og Niels Nymann Eriksen
samt social mentor og sognemedhjælper
fra Apostelkirken Lone Lisborg
m. fl. stiller op til fotografering,
kommer Vesterbros kendte musiker
Esben Just ind. Han har et forslag om
at igangsætte noget gadehockey for at
aktivere nogle af de store rødder, der
hænger ud nede foran Apostelkirken.
Så måske de frivillige fra Apostelkirkens
menighedsråd, der er med i Café
Exit, nu også skal ud og svinge
hockeystavene?

12 • Kirkeliv i København 2008

13 • Kirkeliv i København 2008
Provstier og sognekirker i Københavns Stift
Amagerbro Provsti
1. Allehelgens Sogn - Allehelgens Kirke
2. Christians Sogn - Christians Kirke
3. Filips Sogn - Filips Kirke
4. Højdevangs Sogn - Højdevangskirken
5. Islands Brygges Sogn - Hans Tausens Kirke
6. Nathanaels Sogn - Nathanaels Kirke
7. Simon Peters Sogn - Simon Peters Kirke
8. Solvang Sogn - Solvang Kirke
9. Sundby Sogn - Sundby Kirke
10. Sundkirkens Sogn - Sundkirken
11. Vor Frelsers Sogn - Vor Frelsers Kirke
Amagerland Provsti
12. Dragør Sogn - Dragør Kirke
13. Kastrup Sogn - Kastrup Kirke
14. Korsvejens Sogn - Korsvejskirken
15. Skelgårds Sogn – Skelgårdskirken
16. Store Magleby Sogn - Store Magleby Kirke
17. Tårnby Sogn - Tårnby Kirke
Bispebjerg-Brønshøj Provsti
18. Ansgarkirkens Sogn - Ansgarkirken
19. Bellahøj Sogn - Bellahøj Kirke
20. Bispebjerg Sogn - Grundtvigs Kirke
21. Brønshøj Sogn -Brønshøj Kirke
22. Emdrup Sogn - Emdrup Kirke
23. Husum Sogn - Husum Kirke
24. Husumvold Sogn - Husumvold Kirke
25. Kapernaums Sogn – Kapernaums Kirke
26. Tagensbo Sogn - Tagensbo Kirke
27. Tingbjerg Sogn - Tingbjerg Kirke
28. Utterslev Sogn - Utterslev Kirke
Bornholms Provsti
29. Allinge/Sandvig Sogn - Allinge Kirke
30. Bodilsker Sogn – Sankt Bodil Kirke
31. Christiansø sogn - Christiansø Kirke
32. Gudhjem Sogn - Gudhjem Kirke
33. Hasle Sogn - Hasle Kirke
34. Ibsker Sogn – Sankt Ibs Kirke
35. Klemensker Sogn – Sankt Clemens Kirke
36. Knudsker Sogn – Sankt Knuds Kirke
37. Nexø Sogn - Nexø Kirke
38. Nyker Sogn - Ny Kirke
39. Nylarsker Sogn - Nylars Kirke
40. Olsker Sogn - Sankt Ols Kirke
41. Olsker Sogn - Tejn Kirke
42. Pedersker Sogn – Sankt Peders Kirke
43. Poulsker Sogn – Sankt Pouls Kirke
44. Rutsker Sogn - Ruts Kirke
45. Rø Sogn - Rø Kirke
46. Rønne Sogn – Sankt Nikolai Kirke
47. Svaneke Sogn - Svaneke Kirke
48. Vestermarie Sogn -Vestermarie Kirke
49. Østerlarsker Sogn - Østerlars Kirke
50. Østermarie Sogn - Østermarie Kirke
51. Aaker Sogn - Aa Kirke
Frederiksberg Provsti
52. Flintholm Sogn - Flintholm Kirke
53. Frederiksberg Sogn - Frederiksberg Kirke
54. Frederiksberg Slotssogn- Frederiksberg
Slotskirke
55. Godthaabs Sogn - Godthåbskirken
56. Lindevang Sogn - Lindevang Kirke
57. Mariendals Sogn - Mariendals Kirke
58. Sankt Lukas Sogn - Sankt Lukas Kirke
59. Sankt Markus Sogn – Sankt Markus Kirke
60. Sankt Thomas Sogn - Sankt Thomas Kirke
61. Solbjerg Sogn - Solbjerg Kirke
Holmens Provsti
62. Frederiks Sogn - Frederiks Kirke
(Marmorkirken)
63. Garnisons Sogn - Garnisonskirken
64. Holmens Sogn - Holmens Kirke
65. Kastels Sogn - Kastelskirken
66. Sankt Pauls Sogn - Sankt Pauls Kirke
67. Østervold Sogn - Esajas Kirke
Nørrebro Provsti
68. Anna Sogn - Anna Kirke
69. Bethlehems Sogn - Betlehemskirken
70. Blågården Sogn - Blågårds Kirke
71. Blågården Sogn - Brorsons Kirke
72. Blågården Sogn - Hellig Kors Kirke
73. Kingos Sogn - Kingos Kirke
74. Samuels Sogn - Samuels Kirke
75. Sankt Johannes Sogn – Sankt Johannes
Kirke
76. Sankt Stefans Sogn - Sankt Stefans Kirke
77. Simeons Sogn - Simeons Kirke
Valby-Vanløse Provsti
78. Advent Sogn - Adventskirken
79. Grøndals Sogn - Grøndalskirken
80. Hyltebjerg Sogn - Hyltebjerg Kirke
81. Johannes Døbers Sogn - Johannes
Døbers Kirke
82. Margrethe Sogn - Margrethekirken
83. Timotheus Sogn - Timotheus Kirke
84. Valby Sogn - Jesuskirken
85. Vanløse Sogn - Vanløse Kirke
86. Vigerslev Sogn - Vigerslev Kirke
87. Aalholm Sogn - Aalholm Kirke
Vesterbro Provsti
88. Absalons Sogn - Absalons Kirke
89. Apostelkirkens Sogn - Apostelkirken
90. Elias Sogn - Elias Kirke
91. Enghave Sogn - Enghave Kirke
92. Enghave Sogn - Bavnehøj Kirke
93. Gethsemane Sogn - Gethsemane Kirke
94. Kristkirkens Sogn - Kristkirken
95. Maria Sogn - Mariakirken
96. Sankt Matthæus Sogn - Sankt Matthæus
Kirke
97. Sydhavn Sogn - Sjælør Kirke
98. Sydhavn Sogn - Frederiksholm Kirke
Vor Frue Provsti
99. Fredens–Nazarets Sogn - Fredens Kirke
100. Fredens–Nazarets Sogn - Nazaret
Kirke
101. Helligånds Sogn - Helligåndskirken
102. Sankt Andreas Sogn - Sankt Andreas
Kirke
103. Trinitatis Sogn - Trinitatis Kirke
104. Vor Frue Sogn - Vor Frue Kirke
Østerbro Provsti
105. Aldersro Sogn - Taksigelseskirken
106. Davids Sogn - Davidskirken
107. Frihavns Sogn - Frihavnskirken
108. Hans Egedes Sogn -Hans Egedes Kirke
109. Kildevælds Sogn - Kildevældskirken
110. Lundehus Sogn - Lundhuskirken
111. Rosenvænget Sogn - Lutherkirken
112. Sankt Jakobs Sogn - Sankt Jakobs Kirke
113. Sions Sogn - Sionskirken
Valgmenigheder
117. Vartov (valgmenighed)
118. Immanuel (valgmenighed)

14 • Kirkeliv i København 2008
Ung provst med visioner
Et alsidigt gudstjenestetilbud er en af mulighederne for at komme kirkens
medlemmer mere i møde, mener den første kvindelige provst i stiftet
Johanne Haastrup blev den 1. april
udnævnt til provst for Bispebjerg-
Brønshøj Provsti. Hun glæder sig til at
tage fat på arbejdet.
– Mange holder sig væk fra provstestillingerne,
fordi der følger en del
administrativt arbejde med, men det
afskrækker mig ikke. Jeg kan godt lide
at være med til at tage beslutninger,
siger den 37-årige Johanne Haastrup.
Medlemmernes vilkår
Hun ønsker at fungere som en slags
katalysator for kirkerne i provstiet,
både når det gælder om at imødekomme
medlemmernes behov og
Københavns Stift
I Københavns Stift findes lige nu
107 sogne og 11 provstier. Disse tal
forventes ændret, i og med at der vil
ske sammenlægninger i den nærmeste
fremtid.
Menighedsråd
Tilsynet med folkekirkens liv, vækst
og økonomi er menighedsrådenes
hovedopgave. Hvert menighedsråd er
ansvarlig for kirkens liv i deres sogn.
Medlemmerne vælges blandt sognets
beboere hvert fjerde år.
nytænkning i provstiet i det hele taget.
– Jeg håber, at kirken i de kommende
år i højere grad vil besinde sig på sine
medlemmer. Efter min opfattelse skal
der være gudstjenester på alle mulige
tidspunkter og i alle mulige forskellige
anledninger. Det får nok ikke folk til
at strømme til kirken, men vi kan godt
komme folk mere i møde, end tilfældet
er i dag.
Kirkeligt personale
Når det gælder det kirkelige personale
er den nye provst også ivrig efter at
tænke nye tanker.
Biskoppen
Biskoppen er den øverste myndighed
i gejstlige anliggender og er ansvarlig
for fordelingen af præstestillinger i
stiftet. Desuden fører biskoppen tilsyn
med forretningsgangen i menighedsråd
og provstiudvalg og er også
klageinstans i sager om medlemskab
af folkekirken og om kirkers brug.
Biskoppen udøver sit tilsyn i samarbejde
med Stiftsøvrigheden og (på
forsøgsbasis siden 2005) stiftsrådet.
– Ingen siger, at der skal være én
kirketjener, én kordegn og fire kirkesangere
i hver eneste kirke.
Jeg tror, at vi også på dét område kan
have gavn af at tænke i nye baner, siger
Johanne Haastrup.
Seriøsitet og ydmyghed
Med en far, der er præst, og som tilhører
tidehverv, er Bispebjerg-Brønshøjs
nye provst, Johanne Haastrup, vant til
teologiske overvejelser. Hun lægger
ikke skjul på påvirkningen fra sin far,
men tøver alligevel med at placere sig
selv i det teologiske landskab.
– Man tør jo næsten ikke sige, at man
er tidehvervsk i sin teologi, for så bliver
man straks slået i hartkorn med Søren
Krarup og Jesper Langballe, men jeg
henter stor inspiration i det oprindelige
Tidehverv. De omgikkes de teologiske
spørgsmål med en seriøsitet og en
ydmyghed, som betyder meget for mig.
Ligesom Tidehverv lægger vægt på den
enkeltes ansvar og stillingtagen, gør
Haastrup det også.
– Jeg har det svært med mennesker,
der sidder inde med patentløsninger.
Kristendommen er et område, som
hele tiden kræver, at den enkelte tager
ansvar. Her gives ikke nogen fastlagte
regler.
Provstier
Provstiet er ramme om den økonomiske
koordinering mellem sognene.
Provstiet er desuden i stigende grad
ramme om samarbejdet mellem
sognene i forhold til såvel kirkelige
aktiviteter som administration.
Budgetudvalget
Budgetudvalget er i Københavns
Kommune ramme om provstiernes
udskrivning af kirkeskat og midlernes
fordeling.

15 • Kirkeliv i København 2008
Et vigtigt valg
Over menighedsrådene er der provstiudvalg
og stiftsøvrighed; og over dem
alle er kirkeministeriet og folketinget,
der regelsætter og lovgiver på det
kirkelige område. Menighedsrådenes
mulighed for selv at bestemme er
derfor begrænset.
”Menighedsrådene bestemmer alt for
meget”. Sådan lyder det også ofte i
debatten, ikke mindst når det drejer sig
om strukturændringer. Det siges bl.a.,
at man ikke kan nedlægge et sogn og
en kirke mod det lokale menighedsråds
ønske. Og selv om det ikke er helt
korrekt, så er der da noget om snakken.
Et lokalt menighedsråd har ofte mere
magt, end de selv er klar over.
Sandheden om menighedsrådenes
kompetence og indflydelse ligger nok
et sted imellem de to ovenfor skitserede
udsagn. Et dygtigt og vel argumenterende
menighedsråd kommer naturligvis
længere med sine planer og ønsker
over for de bevilligende myndigheder
end et mere sløvt menighedsråd, der
ikke har gjort sit hjemmearbejde
ordentligt. Det gør virkelig indtryk, når
et menighedsråd argumenterer sagligt
og stærkt, f.eks. i strukturdebatten,
Foto: Lars Salomonsen
”Menighedsrådene bestemmer alt for lidt”. Sådan
lyder det ofte i debatten om folkekirken
og ikke blot nøjes med at sige nej til
enhver forandring, men selv tør komme
med forslag.
I en tid, hvor vi i folkekirken må se
i øjnene, at der bliver stadig færre
medlemmer til at betale gildet, er det
naturligvis vigtigt, at menighedsrådene
viser økonomisk ansvarlighed og
har vilje til at se ud over deres egne
sogne. Hertil hører ikke blot evnen,
men også viljen til at prioritere, hvad
der er vigtigt at fremme. Hvis vi
fortsat binder langt hovedparten af
kirkeskattemidlerne til lønudgifter og
bygningsvedligeholdelse i en struktur,
der for længst er undergravet af
virkeligheden i form af antal sognebørn
(læs: betalende medlemmer!), bliver
der meget lidt til overs at gøre godt
med, når det gælder nye og nødvendige
initiativer.
Men menighedsrådene har andet
og mere end økonomi og bygningsvedligeholdelse
på programmet.
De har sammen med præsterne og
medarbejderne ansvar for det kirkelige
arbejde i form af gudstjenester, kirkelig
undervisning og socialt arbejde.
Derfor skal ethvert menighedsrådsmedlem
ved sin tiltræden
underskrive en erklæring om at
ville udføre det dem betroede
hverv i troskab mod den danske
evangelisk-lutherske kirke, så den
kan byde gode vilkår for den kristne
menigheds liv og vækst. Her tænkes
der først og fremmest på den lokale
sognemenighed, men i realiteten
indebærer det et udvidet ansvar for
folkekirken i hele ligningsområdet.
En stor udfordring for menighedsrådene
i disse år er perspektiverne
ved at samarbejde med andre
menighedsråd, både økonomiske og
arbejdsmæssige. Det at gå sammen
og tage fælles initiativer kan være
med til at sætte kirken på kortet
som gudstjenestested og fremme
forskellige undervisningstilbud
og menighedsaktiviteter. Nogle af
disse perspektiver har været stærkt
fremme i forbindelse med strukturdrøftelsen,
som netop sigter på at give
os mere kirke for pengene.
Det allervigtigste ved det kommende
valg til menighedsråd er at få opstillet
tilstrækkelig mange engagerede
kandidater. Det er også vigtigt
at sørge for suppleanter, som der
erfaringsmæssigt næsten altid bliver
brug for i en valgperiode. Disse kan
for øvrigt med fordel inddrages i
menighedsrådenes arbejde lige fra
starten.
Der harceleres af og til over, at der
kun er få afstemningsvalg, men
mange aftalevalg i folkekirken. Man
må dog erkende, at der normalt ikke
er så meget på spil i menighedsrådet,
at det medfører større folkelig
interesse for et valg. Vigtigere end
afstemningsvalg er derfor opstillingen
af kvalificerede kandidater, og
her har de nuværende menighedsråd
et særligt ansvar. De bør f.eks.
samle sognekirkens arbejdsgrene
til drøftelse og afholde åbne opstillingsmøder,
hvor man sammen får
opstillet gode kandidater, der tør
tage fat på folkekirkens opgaver og
udfordringer i de kommende år.
Erik Norman Svendsen,
biskop over Københavns Stift

16 • Kirkeliv i København 2008
Kirke med udblik
Husumvold Kirkes indretning indbyder til, at præst og menighed ser hinanden
i øjnene, men intimiteten i kirken går hånd i hånd med højtideligheden
Husumvold Kirke ligger lige
dér, hvor Vestvolden slutter
sin tur rundt om København
og støder ind i Utterslev
Mose. Bygget i 1960
med inspiration fra både
parcelhuset og den nordiske
stavkirke er den langt fra
kendetegnende for stiftets
kirker.
Går man indenfor i kirke er
prædikestolen lav. Gennem
det store vindue i kirkens
bagvæg kan man se et kors
på baggrund af Utterslev
Mose. Udsigten udgør
kirkens alterbillede.
Intimitet
– Indretning betyder noget
for stemningen i kirken.
Menigheden i Husumvold
Kirke er virkelig menighed.
De taler med hinanden,
passer på hinanden og
kender hinanden, fortæller
sognepræst Line Bjørn
Hansen, som efter en
ansættelse som vikar blev
klar over, at hun ledte efter
en stilling i en kirke, hvor
præsten havde mulighed
for helt konkret ”at se
menigheden i øjnene”. Ifølge
Line Bjørn Hansen afspejler
kirkerummet med udsigten
over mosen også kirken som
et sted med udsyn.
– Det at være kirke handler
i høj grad om at forholde sig
til den verden, der omgiver
os, ligesom det at være
menighed også vil sige at
kunne se ud over sin egen
eksistens.
– Jeg kunne ikke forestille
mig et smukkere sted at
fungere som præst, siger
Line Bjørn Hansen, som
føler sig godt hjemme i en
kirke, hvor vægten lægges
på intimitet frem for hierarki
og hellighed.
Almindelighed
– Det en stor befrielse at
arbejde et sted, hvor der er
plads til, at præsten kan være
til stede som person med
sine fejl. Det giver for mig
at se en langt større grad af
troværdighed. At være fejlfri
overlader jeg til Gud, siger
hun med et smil og understreger
samtidig, at der efter
hendes opfattelse ikke er
en modsætning mellem den
intime og den højtidelige
stemning.
– Mange dåbsforældre giver
udtryk for positiv overraskelse
over, at gudstjenesten
er så højtidelig, selvom
kirken ikke svarer til deres
forventninger om en lille
hvidkalket kirke, siger Line
Bjørn Hansen.
Kirken er ikke kun rammen
om søndagsgudstjenesten.
– At føle sig hjemme i
højmessen kræver tilvænning.
Der skal være andre
veje ind i kirken end den.
Babysalmesang, personlige
samtaler, legestue, konfirmationsundervisning.
Der er
et hav af forskellige muligheder
for at bevæge sig ind i
kirkens univers. Når man er
kirke i København behøver
man ikke at opfinde alting
selv. Der er masser af steder
at hente inspiration og tage
på besøg. Den ene måned
kan jeg tage mine konfirmander
med ind i Brorsons
Kirke eller Natkirken ved
Domkirken. Mens vi den
næste måned kan planlægge
værkstedsgudstjenester
hjemme i sognet, fortæller
Line Bjørn Hansen.
Nysgerrige samtaler
Hendes arbejde i Husumvold
Sogn er i kraft af et stort
plejehjem kendetegnet
ved mange begravelser og
bisættelser. Men hun bruger
også meget tid på personlige
samtaler med mennesker,
som er blevet nysgerrige
efter at vide mere om kirke
og kristendom.
– De har typisk fået interessen
vakt ved en barnedåb
eller et bryllup, og så ringer
de for at få en samtale med
præsten. Ofte bliver det
til flere samtaler, og i den
seneste måned har jeg døbt
fire voksne.

17 • Kirkeliv i København 2008
Pionerånd på Vestamager
Engagement og gejst kendetegner stadig Skelgårdskirken. I amagerkirken er
kirkelivet i så kraftig vækst, at kirken i år udvides med 400 kvadratmeter
Da Skelgårds Sogn på
Vestamager blev oprettet for
20 år siden, var det pionerånden,
der drev værket. Det
er det stadigvæk, og området
og kirkelivet er i så kraftig
vækst, at Skelgårdskirken i
år udvider kirken med 400
kvadratmeter.
Både menighedsrådsformanden
Tonny Krantz og sognepræst
Annelise Mehlsen ved
Skelgårdskirken var med, da
de første spadestik blev taget
til Skelgårdskirken.
– Dengang i 88 havde vi
kun en kirkesal bygget af
frivillige sognebørn, men
i 89 kunne vi så indvie
Skelgårdskirken, siger
Tonny Krantz tydelig stolt,
og Annelise Mehlsen, der
er den ene ud af de i dag tre
præster ved Skelgårdskirken,
tilføjer:
– Allerede 10 år efter at vi
havde bygget Skelgårdskirken,
manglede vi plads, men
heldigvis blev der dengang
taget højde for, at en
udvidelse ville være mulig.
Børnekontakt
Engang var Vestamager
kun et landområde. I dag
bor der 12.500 mennesker
i Skelgårds Sogn, hvoraf
10.200 er medlemmer af
folkekirken. Det er en af de
bydele i København med
flest folkekirkemedlemmer
og med den største befolk-
ningstilvækst, og der er flere
nye boliger på vej. Der er
især flyttet mange børnefamilier
til, hvilket afspejles
i de mange aktiviteter for
børn og unge, der foregår i
Skelgårdskirken. Ud over de
17 mini- og konfirmandhold,
er der både børne-, junior-
og teenageklub. Og både
KFUM og FDF har store
grupper tilknyttet kirken.
– Vi har en af Danmarks
største FDF-kredse på 135
medlemmer, og det forgrener
sig ud i sognet, for der er
en aktiv forældregruppe.
Gennem alle vores børne- og
ungdomsgrupper har vi
kontakt til rigtig mange
familier, fortæller Annelise
Mehlsen, der også oplyser,
at der er en musikcafé og
en sangklub ud over andre
aktiviteter som foredrag,
møder og sogneaftener.
Pionerånd
Annelise Mehlsen peger
selv på, at pionergejsten
fra dengang, kirken skulle
bygges, stadig er en del af
dens ånd.
– Dengang var vi meget
bevidste om, at folk i
området skulle tage kirken
til sig.
– Vi gjorde opmærksom på,
at her var deres nye kirke,
og at der skete noget nyt. Vi
arbejdede på at få dem til
at deltage og være bevidste
om deres tilhørsforhold.
Det lykkedes, tror jeg, fordi
vi arbejdede udadvendt, og
fordi der herskede denne
pionerånd.
– Det engagement har vi
bibeholdt fra de første år,
og så har vi været opmærksomme
på folks interesser.
Det er svært for os at få folk
til klassiske koncerter, men
til gengæld har vi gospel-
koncerter, koncerter med
lokale kor og rytmiske
gudstjenester på programmet,
som folk bakker op om,
fortæller Annelise Mehlsen,
der sammen med de andre
præster, medarbejdere og
menighedsråd glæder sig
over at få lokaler nok i
kirken til alle de børn og
unge, der afløser hinanden i
en lind strøm dagen igennem
– for de er velkomne,
og derfor skal der naturligvis
også være plads til dem.

18 • Kirkeliv i København 2008
Kunsten som fortolker
Mod og nytænkning bør præge menighedsrådene, når de skal arbejde med
kirkens udsmykning. Gå i dialog med de store kunstnere, lyder opfordringen
Når kirkerummet skal have ny
udsmykning, kræver det både mod og
nytænkning fra menighedsrådets side,
udtaler Helene Dam, der efterlyser, at
menighedsrådene i højere grad tør gå i
dialog med kunsten.
Vidt forskellige udtryk
Københavns Stift består af godt 100
kirker med godt 100 vidt forskellige
kirkerum at fejre gudstjeneste i. På
Bornholm står de gamle og buttede
rundkirker, på broerne skønvirkerum
med mørke træpaneler, blomsterranker
og rå mursten, i city de store katedraler
og lidt uden for centrum moderne
kirker med sognelokaler, køkken
og kirkerum under samme tag. Vidt
forskellige udtryk og vidt forskellige
gudstjenester. Nu og da bliver rummenes
inventar skiftet ud. En kirke får en
ny alterudsmykning, i en anden bliver
panelerne lysnet, og i en tredje kirke
vender man stolerækkerne en halv
omgang. Alt sammen tiltag der har stor
betydning for menighedens oplevelse
af gudstjenesten, og alt sammen en
vigtig del af menighedsrådets ansvarsområde.
Dialog med kunstnerne
– Kun det ypperste af det ypperste
er godt nok i Guds hus, udbryder
Helene Dam, stifts- og sognepræst i
Københavns Stift. Vi sidder på hendes
kontor på Frederiksberg Allé og taler
om, hvordan kunsten kan berige kirken
og kirken kunsten. Hun efterlyser, at
flere kirker tør genoptage dialogen med
de store kunstnere, sådan som vi kender
det tidligere fra historien.
– Kirken må for alt i verden undgå det
banale og sentimentale, der får Gud til
at ligne en sød og hyggelig terapeut.
Kunsten skal forurolige, sætte i gang,
og det gør ikke noget, hvis den provokerer.
Det gør evangeliet jo også. Vi har
brug for kunsten til at fortælle videre
på det, vi ser og hører, siger Helene
Dam og tilføjer, at det naturligvis også
inkluderer musikken.
– Også her er det vigtigt, at vi som
kirke ikke falder for det populistiske, i
en tro på at det vil få flere i kirke. I det
lange løb er jeg ikke sikker på, at den
form for musik holder, den har simpelthen
ikke nok kraft i sig til at åbne for
himlen, og det er jo netop det, den store
musik magter. Tænk bare på Bach eller
den nulevende komponist Arvo Pärt.
Modige beslutninger
Et godt eksempel på den dialog, som
Helene Dam efterlyser, er Kastrup
Kirke. Her bad menighedsrådet i 1973
kunstneren Svend Wiig Hansen om at
udsmykke korvæggen. Imidlertid tilbød
kunstneren at lave en mere omfattende
udsmykning af hele kirkerummet og
det tilmed kvit og frit. Kun udgifter
til materialer skulle menighedsrådet
betale.
– Menighedsrådet sagde ja, og det var
yderst modigt gjort. Udsmykningen er
dristig og kontroversiel, men menigheden
elsker deres kirkerum. Jeg tror
blandt andet, det handler om, at Wiig
Hansens udsmykning bliver ved med
at åbne nye horisonter for beskueren,
forklarer Helene Dam.
Offerets tid er forbi
Kunstneren kan ifølge Helene Dam
også lære noget af dialogen mellem
kunst og kirke.
– Kunst er ikke bare noget, man skal gå
på museer og se. Kunst er ikke blot en
æstetisk oplevelse, man kan beskæftige
sig med i sin fritid. I kunsten hænger
form og indhold sammen. Uden form
ingen kunst. På den anden side er det
vigtigt, at kunsten får nye udfordringer,
hvad indholdet gælder. Kirken bringer
et dybt eksistentielt budskab frem, som
kunsten kan folde ud. Med kristendommen
er offerets tid forbi. Det kunne
være interessant at se, hvordan kunsten
vil udfolde det tema efter i så mange
år at have ladet sig styre af en kultur,
der igen og igen fremhæver mennesker
som ofre, siger Helene Dam.
Oplev kirkekunsten i stiftets kirker.
For åbningstider mm. se Kirkefondets
vejfolder, som kan downloades på
www.kirkefondet.dk

19 • Kirkeliv i København 2008
Altertavle med uendelige muligheder
Kun fantasien sætter grænser for, hvordan altertavlen i Frihavnskirken ser
ud, og både børn, unge og ældre kan være med i udformningen
Altertavlen består af et
stort trefløjet whiteboard
med træguldramme og 96
små forgyldte metalplader
samt tusindvis af de små
skumfiltmagneter i alverden
farver, guld og bronze
inklusiv. Børn og voksne
kan i fællesskab fremstille
mosaikkerne, og så er
materialet så nemt at arbejde
med, at man i løbet af en
enkel eftermiddag eller aften
kan fremstille et billede.
Lakridskonfekt
Mosaikbrikken ligner en
lille lækker lakridskonfekt,
hvilket børnene da også
hurtigt har døbt dem, fortæller
Andreas Christensen,
sognepræst ved Frihavnskirken
på Østerbro.
– Forstil dig, at man har
pillet den ene lyserøde flage
af lakridskonfekten. Tilbage
er den sorte og den farvede
sukkerflage. Den sorte
lakridsflage er magnetisk,
og den farvede vender ud ad.
Det er så de små mosaikker,
som man sætter sammen
og danner billeder med,
fortsætter han.
Præst og opfinder
Andreas Christensen er
udstyret med lidt af et
opfindergen. Og det har ikke
skortet på afprøvninger af
materialer i alle de år, hvor
han har kredset om ideen
med et kunstværksted for
børn og voksne. Alt fra
silkestof, keramik, træ, glas
og sågar guldbronzerede
pastaskruer har været
afprøvet, og måske var disse
pastaskruer ikke grebet ud
af den blå luft, for det var
spaghettigudstjeneste, der
for alvor satte gang i sognepræstens
opfindertrang.
Startskuddet
– Da vi i år 2000 begyndte
at afholde spaghettigudstjenester
blev det hurtigt et
tilløbsstykke. Og efter nogle
år var vi nødt til at overveje
at lave nogle tilbud til de
”spaghettibørn”, som var
blevet for store til at være
med, fortæller Andreas
Christensen, der nu ud over
at være præst også kan
tilføje titlen som opfinder,
for opfindelsen er mønsterbeskyttet
hos Patent- og
Varemærkestyrelsen.
Konceptet er allerede blevet
afprøvet blandt konfirmander,
skoler og menigheder.
Et bud på hvordan opfindelsen
kan bruges, kan ses i
Frihavnskirken på Østerbro.
Kirkens altertavle er blevet
til i et samarbejde blandt
områdets børn, voksne og
lokale skoler. Tavlens 96
dele skiftes løbende ud.
– Lige nu er en af de ældre
og ikke så mobile kvinder i
sognet i gang med at kreere
en af de små mosaikker,
som, når den er færdig, vil
blive sat ind i billedet på en
af altertavlens fløje, siger
Andreas Christensen.
Han håber, mange andre
kirker får glæde af gør-detselv-altertavlen,
som han
også har lavet i en minimodel,
hvor familien sammen
kan skabe deres egen lille
altertavle fx med billeder fra
de bibelske fortællinger.
Læs mere på
www.frihavnskirken.dk

20 • Kirkeliv i København 2008
Sommerhøjskole
Rundt om i stiftet mødes mennesker til foredrag, studiekredse og filmklubber.
I Vanløse er næste års sommerhøjskole altid overtegnet, inden dette års
er afviklet. Foredrag af høj kvalitet og tid til fordybelse er kendetegnende
Sommerhøjskolen i Vanløse Kirke er
en succesfuld og værdsat tradition, som
skaber rum til fordybelse, som en af de
95 deltagere udtrykker det.
For 13 år siden begyndte Vanløse Kirke
i samarbejde med Hyltebjerg Kirke
at holde sommerhøjskole. Højskoledagene
er gennem årerne blevet
en kærkommen og tilbagevendende
begivenhed, som er så stor en succes,
at man helst skal tilmelde sig samme
dag, programmet udkommer, for at få
en plads, oplyser en af deltagerne på
dette års sommerhøjskole. Men sådan
var det ikke det første år, oplyser provst
og sognepræst ved Hyltebjerg Kirke,
Finn Vejlgaard. Han har sammen med
Elsebeth Diderichsen, som er sognepræst
ved Vanløse Kirke, været med fra
begyndelsen.
– De første to-tre år var der ikke fuldt
hus. Her gjorde vi en stor indsats
annonceringsmæssigt både lokalt og
i kirkelige blade, men det har ændret
sig. Nu har vi folk på venteliste hvert
år. Jeg tror, folk hører om det, og så
har de også fundet ud af, at det er et
godt koncept, at det er muligt at møde
spændende mennesker og høre foredrag
af høj kvalitet i deres lokalområde,
fortæller Finn Vejlgaard og tilføjer, at
halvdelen af deltagerne er fra Vanløse
mens resten kommer fra hele Storkøbenhavn.
Livsoplysning
Hele ideen med at holde sommerhøjskole
stammer fra den tankegang, der
ligger bag højskolernes sommerkurser.
– Ideen er at samle folk om livsoplysning,
sang, samvær og fællesskab.
Vi har ikke mulighed for, at folk
overnatter eller holde dem med kost,
men vi har tilpasset det efter kirkens
forhold. Vi begynder søndag aften og
har så tre fulde dage med foredrag, og
vi slutter altid med en koncert i kirken
og efterfølgende festmiddag, fortæller
Finn Vejlgaard uddybende.
Et andet perspektiv
Helle Steenbuch Holt på 43 år er med
for tredje år i træk og har som de
andre deltagere overgivet sit hjerte til
højskoleformen.
– Foredragene er fantastisk spændende
og af høj kvalitet. Det er virkelig gode
foredragsholdere, men derudover synes
jeg, det er dejligt, at vi begynder dagen
med andagt, og at vi også synger fra
Højskolesangbogen, når vi fx runder
et foredrag af. Og så er der en speciel
stemning af fællesskab, mens lysten til
at spørge og debattere samtidig er i top
blandt de livserfarne deltagere, siger
Helle Steenbuch Holt. Hun har siddet
i menighedsrådet for Vanløse Kirke i
snart fire år, for kirken udgør en vigtigt
del af hendes liv.
– Kirken er sted, der giver ro og rum
for fordybelse. I kirken kan jeg være
mig selv og samtidig en del af et
fællesskab. Og det giver mig et andet
meningsgivende perspektiv på tilværelsen
at komme i en sammenhæng,
hvor det ikke handler om effektivitet,
optimering og bundlinier, som meget
gør i dag, fortæller hun.
Tid til fordybelse
For at kunne deltage i sommerhøjskolen,
har Helle Holt taget tre fridage fra
sit job som Client Team Coordinator i
IF forsikring, for det har høj prioritet.
– Jeg ser højskoledagene som en
naturlig udvidelse af gudstjenesten,
fordi foredragene udfolder mange af de
emner, prædikenerne tager op - både
det etiske, det religiøse, det æstetiske
og det eksistentielle, ja, det som livet
er, smiler Helle Holt og fortsætter:
– Desuden giver højskolen, da det er tre
dage i træk, mulighed for en yderligere
fordybelse. Og det er der ikke altid
plads til i hverdagen med et krævende
job samt familie og to børn. Derudover,
tilføjer hun, henter hun god inspiration
til listen over alle de bøger, hun engang
håber på at få mere tid til at kaste sig
over.

21 • Kirkeliv i København 2008
Storbykirke på Vesterbro
Torvegudstjenester, gospelevents og natkirke i Eliaskirken. Strøgkirken på
Vesterbro er langsomt ved at finde sin form som områdets nye bydelskirke
Trappen på Vesterbro Torv var både
scene og prædikestol, da otte vesterbrokirker
i maj fejrede pinsegudstjeneste
på Vesterbro Torv.
Gudstjenesten var en stor succes og
menighedsrådet ved den kommende
bydelskirke har derfor også planer om
med jævne mellemrum at benytte sig
af Eliaskirkens placering lige ud til det
myldrende liv på Vesterbro Torv.
Alternativ gudstjeneste
Torvegudstjenester er blot en af de
mange ideer, som er i spil nu, hvor den
nye bydelskirke er på vej til at finde sin
form. Eliaskirken skal som bydelskirke
være flagskib for de otte kirker på
Vesterbro.
Tanken er, at der hver søndag skal være
en ”klassisk” gudstjeneste i kirken,
mens der i øvrigt i løbet af ugen skal
afholdes en række mere alternative
gudstjenester, der henvender sig til
andre mennesker end dem, der befinder
sig i den traditionelle søndagsmenighed.
– Vi er en strøgkirke og vil gerne lave
så mangfoldigt et kirkeliv, som man
overhovedet kan, fortæller Lars Christian
Balslev, menighedsrådsformand
ved Eliaskirken. Han forestiller sig et
væld af tilbud, der taler til forskellige
befolkningsgrupper.
Også kirke for unge
– Børnegudstjenester, strøggudstjenester,
natkirke og fyraftensgudstjenester.
Der er mange muligheder for at
give vesterbroerne et bredt udbud af
muligheder for at komme i kirke. På
Vesterbro bor efterhånden mange yngre
mennesker. Derfor er det også ifølge
menighedsrådsformanden vigtigt at
skabe tilbud, som retter sig imod den
yngre del af befolkningen.
– Vi skal ikke være bange for at tænke i
nye baner. Det kan jo godt være, at det
ikke ligefrem er søndagsgudstjenester
kl. 10, der er den mest oplagte gudstjenesteform
for de yngre generationer.
Derimod kunne jeg godt tænke mig,
at vi tilbyder en kort hverdagsandagt
for dem, der enten er på vej hjem fra
arbejde eller fra studiet.
Kirke for alle
Lars Christian Balslev understreger
vigtigheden af, at kirken er kirke for
alle, der har lyst til og brug for at
komme der.
– Der skal være højt til loftet, og jeg
håber, at vi kan skabe en kirke, hvor
alle føler sig velkomne. Det er afgørende,
at det, der sker i kirken, giver
mening for folk, men samtidig skal det
ikke ende i pop. Eliaskirken er ikke et
hvilket som helst hus, men en kirke.

22 • Kirkeliv i København 2008
En opgave med afveksling
Menighedsrådsarbejde er en skønsom blanding af at skabe socialt fællesskab
omkring kirken og at træffe beslutninger om, hvad pengene skal bruges til
Planlægning af foredrag og koncerter,
men også udbygning af sognehuset,
udvikling af en personalepolitik og et
dyk ned i regnskaberne hører med til
arbejdet som menighedsrådsmedlem i
Dragør Kirke, siger Annette Michelsen,
menighedsrådsformand i Dragør Kirke.
Intens begyndelse
Selv gik hun ind i menighedsrådsarbejdet,
fordi hun blev opfordret til det.
– Min søn sang i kirkekoret, og da jeg
blev spurgt, sagde jeg ja, mest ud fra det
synspunkt at det ofte er interessant at
engagere sig i lokalt. Hun kendte ikke
meget til, hvad arbejdet bestod i, men
blev hurtigt klogere. Rådet var nemlig
spritnyt, og der var ikke nogen gengangere
fra det tidligere menighedsråd, da
Annette Michelsen for snart 12 år siden
trådte ind i Dragør Kirkes menighedsråd.
– Vi holdt nogle lange og hyggelige
møder, hvor vi kom tæt på hinanden,
husker Annette Michelsen, som mener,
at den intense start har været med til at
gøre arbejdet til en helt særlig oplevelse.
En kompleks struktur
Hendes religiøse indstilling har hun
hjemmefra, selvom man ikke i hendes
hjem sled på kirkebænkene hver eneste
søndag. Da Annette Michelsen var
blevet voksen, begyndte hendes søn i
kirkekoret, og så mødte hun op til de
gudstjenester, hvor han medvirkede. Og
da hun trådte ind i menighedsrådet, kom
hun endnu tættere på både den praktiske
og den religiøse del af kirkelivet.
– Folkekirken har en kompleks struktur.
Mit arbejde i menighedsrådet har givet
mig en langt større forståelse for dens
struktur. Samtidig er jeg kommet tættere
på kirkens budskab, og jeg er begyndt at
gå mere i kirke.
Gør folk glade
Menighedsrådet i Dragør holder 10
møder om året, men der er meget mere
at engagere sig i, fortæller Annette
Michelsen, der arbejder som rådgiver i
en bank. Hendes økonomiske sans blev
hurtigt nyttig i rådet, men selv understreger
hun planlægning af koncerter,
foredragsaftener, formiddagshøjskoler
og skovture som noget af det mest
inspirerende og skønne ved arbejdet.
– Det er sjovt at være med til at stå for et
arrangement og så efterfølgende opleve,
hvordan folk strømmer til og nyder at
være med. Foredragene og den ugentlige
morgensang er ifølge Annette Michelsen
virkeligt vellykkede arrangementer.
– Morgensangen er en anledning til at
deltage i en andagt, også for de mennesker
der måske ikke umiddelbart føler
sig hjemme i kirkerummet.

23 • Kirkeliv i København 2008
Jævnt og muntert
Inge Lise Pedersen er menighedsrådsformand på Frederiksberg og formand
for Landsforeningen af Menighedsråd. Menighedsrådsarbejdet er afvekslende
og lærerigt og sikrer samtidig folkekirkens lokale forankring, udtaler hun
– Menighedsrådsarbejde? Jamen,
det ved alle da, er noget af det mest
kedelige og usexede, der findes.
Desuden er der ingen, der bemærker,
om det bliver gjort eller ej, for der er
jo en hær af præster og andre ansatte
i folkekirken. Til gengæld er kirkerne
tomme om søndagen. Nogenlunde så
negativt serveres menighedsrådsarbejdet
ofte i medierne, og det er rigtig
ærgerligt, for det er både interessant
og lærerigt og indimellem ganske
sjovt, og jeg bilder mig også ind, at det
ikke er uden betydning, det vi laver i
menighedsrådene, udtaler Inge Lise
Pedersen.
Grundtvigske rødder
Om nogen kender hun kirken indefra
og nedefra. Med rødder i det grundtvigske
og et mangeårigt engagement
i Kirkeligt Samfund (nu Grundtvigsk
Forum) færdes hun hjemmevant i
folkekirkens brede fundament af
menigheder og frivillige. Desuden
er hun universitetslektor i dansk
med dialektologi som speciale. Det
betyder, at hun også på det personlige
plan har gjort bevægelsen med fra
land til storby, fra bondesamfundet til
storbymenighederne.
Alligevel mener hun ikke, at der
grundlæggende set er den store forskel
på menighedsrådsarbejdet i de forskellige
egne af landet. Det skal nemlig
under alle omstændigheder være lokalt
og folkeligt funderet.
Den lokale forankring
– Menighedsrådarbejdet er vigtigt,
fordi det forankrer folkekirken
lokalt. Der er næsten 20 gange så
mange menighedsråd, som der er
kommunalbestyrelser. Det folkekirkelige
demokrati udfolder sig på
græsrodsniveau og er med til at sikre,
at det hverken er en topstyret statskirke
eller en præste- eller bispestyret kirke,
vi har i Danmark, men en folkekirke
hvor opgaver og kompetencer er fordelt
på mange hænder og mellem mange
hoveder, mener hun.
Blandt de spændende opgaver er
eksemplevis præstevalg. Vi har stort set
de præster, vi fortjener, for vi vælger
dem selv. Og det er vigtigt, hvem vi
vælger – for de næste måske 20 år med
denne præst skulle også gerne være en
fornøjelse for menigheden, påpeger
hun og fortsætter:
– Når præsten er valgt, venter der andre
opgaver: først og fremmest at være
menighed, men også at være sparringpartner
for præsten. Hvis vi ikke har de
præster, vi fortjener, er det måske, fordi
vi forsømmer den opgave.
Afvekslende
Noget af fornøjelsen ligger i, at
arbejdet er afvekslende, mener hun.
– Den ene dag skal der lægges program
for deltagelse i Kulturnatten, den anden
dag skal der lægges budget og vælges
nye møbler, den tredje dag skal vi
drøfte, hvad vi skal svare på en høring
om stiftsråd. Planlægningen af det
kirkelige arbejde, praktisk administra-
tion og diskussion af den folkekirkelige
struktur; det hele befinder sig på
menighedsrådets bord.
– Og så er menighedsrådet et godt
sted at lære konflikthåndtering og
demokrati i praksis. Ikke fordi vi har
flere konflikter end andre steder, men
fordi konflikter lettere bliver personlige
på små arbejdspladser.
– Kort sagt: Vi lever et jævnt og
muntert, virksomt liv i menighedsrådene
og yder dermed et vigtigt bidrag
til den demokratiske dannelse, siger
Inge Lise Pedersen.
Menighedsrådsvalget finder sted den
11. november.
Sidste frist for afholdelse af
orienteringsmøde:
tirsdag den 16. september
Sidste frist for indlevering af
kandidatlister:
tirsdag den 23. september - tirsdag den
30. september
Læs mere om menighedsrådsarbejdet
og menighedsrådsvalget på
www.menighedsraad.dk

24 • Kirkeliv i København 2008
Fremtidens kirker på tegnebrædtet
Kirker skal bygges dér, hvor mennesker bor, mener provsten på Østerbro,
Erik Balslev-Clausen, der drømmer om opsigtsvækkende kirke i Nordhavnen
Man har altid bygget kirkerne
dér, hvor de ifølge
tidens forudsætning forekommer
mest velplacerede.
Det er naturligvis dér,
hvor mennesker bor. Det
er baggrunden for, at det
københavnske kirkefolk er
så levende interesseret i de
nye store kvarterer, der i
disse år opbygges i Ørestaden,
såvel som i Syd- og
Nordhavnen.
– Alene her på Østerbro
regner man med en udbygningsplan,
der i første omgang
vil betyde ca. 16.000
nye indbyggere. I næste fase
regner man endda med, at
yderligere 25-30.000 mennesker
flytter til Nordhavnen.
Et slag på tasken siger, at
det betyder et stort sogn
på mellem 25. og 30.000
medlemmer af folkekirken,
som byen naturligvis skal
servicere. Det burde betyde
en 8-10 præster, der så skal
hentes fra andre steder i
byen. Vi kan nemlig ikke
regne med at få mere end
fem nye præster, eftersom
der i mange år slet ikke er
uddannet nok, fortæller Erik
Balslev-Clausen.
Spektakulært
– Ligesom det gjaldt
Marmorkirken, der blev
bygget for at servicere
Frederiksstaden, skal vi
naturligvis også have en
virkelig spektakulær kirke.
Vi er ude i et område,
hvor alle sejl vil blive sat
rent arkitektonisk. Det
må og skal kirken kunne
matche. Jeg tænker mig et
lige så opsigtsvækkende
byggeri som Operaen i
Sidney. Det ville være
fantastisk at få en arkitekt
som Kim Utzon til at tegne
kirken, så den matchede
hans øvrige byggerier på
havnen (Paustian, red.). Det
forudsætter naturligvis store
sponsorer, der vil bygge
markant, og som ønsker at
sikre kirken en fremtidig
synlighed herude. Det nytter
ikke med en gammeldags
karré-kirke, hvor hyggelige
de end kan være være,
smiler provsten, mens han
sidder og misser mod solen
på sin bænk foran kirken i
Koldinggade, der netop er
bygget ind i gadebilledet.
Klare symboler
Kirken som et monumentalt
bygningsværk har også en
anden begrundelse, fortæller
provsten videre.
– Vi skal være kirke for en
helt ny generation af unge,
der er vokset op i 80’erne
og 90’erne. For en stor dels
vedkommende er de virkelig
kirkefremmede, og de skal
tilbydes storladne og klare,
entydige symboler. Vi skal
derfor også forstå, at det er
nødvendigt at være menighed
på en helt ny måde. Selv
gudstjenesterne må skifte
karakter. De skal være flotte,
fejende og pompøse.
– Naturligvis bliver det en
Hvis du har fået smag på menighedsrådarbejdet er der mulighed for at læse meget mere om kirken og dens liv på
www.kirkenikobenhavn.dk
smertefuld tilpasning, at vi
bliver nødt til at sælge eller
rive et par kirker ned her på
det indre Østerbro. Men det
kan ikke være anderledes.
Vi skal følge i hælene på
folk derhen, hvor de flytter.
Og lige nu er der lagt op
til en massiv udflytning til
området herude på havnen.
Ørestad og Sydhavn
Samme forhold gør sig
gældende i en række
andre kvarterer rundt om
i yderkanten af byen. På
Refshaleøen regner man
med i 2045 at skulle huse
godt 18.000 tilflyttere, på
Nordøstamager 16.000,
i Ørestaden 20.000 og i
Sydhavnen 25.000. I alt
lyder prognosen på knap
95.000 tilflyttere til byen
i løbet af de kommende
40 år. Det betyder, at der
skal bygges kirker, der i alt
kan servicere 50-60.000
mennesker.
I Ørestaden har man da også
allerede reserveret sig en
grund, mens man i Sydhavnen
er i færd med at sælge en
kirke for at skaffe penge til
et tilsvarende monumentalt
byggeri, som det provsten på
Østerbro drømmer om.
Her findes også en kalender med datoerne for de lovpligtige opstillings- og orienteringsmøder. Og her skriver vi i de
næste par måneder om valgmøderne og valgkampene rundt om i stiftet