i København - Holmens Kirke

holmenskirke.dk

i København - Holmens Kirke

i København

KIRKELIV


2 • Kirkeliv i København 2008

Der findes en udbredt myte

om, at vores kirker står som

tomme kulisser beregnet på

at huse den sidste rest af de

københavnere, der mentalt

set lever i en fjern fortid og

lider af overtro og vanetænkning,

og at kirkerne derfor

står tomme. Denne myte har

imidlertid intet på sig. Vores

kirker er faktisk fyldt med

mennesker i alle aldre og

fra alle lag i samfundet, der

her fører samtaler om Gud

på myriader af forskellige

måder. Der er simpelthen

mere mellem himmel og

jord end opkomsten af

den nye is-café rundt om

hjørnet. Det taler vi om. Og

det gør vi i kirken.

En klog kone sagde engang,

at hvis kirken ikke fandtes,

måtte vi opfinde den. For

hvor skulle vi ellers gå hen

med vores glæder og sorger,

vores uro og vores længsel?

Sandheden er, at netop dette

er baggrunden for samspillet

mellem på den ene side vores

kirkebygninger og på den

anden side vores menigheder.

Storbyens gadebillede er

fyldt med en skøn blanding

af grandiose kirkespir, victorianske

rædsler og moderne

“kaffedraler”. Kirkerne

ligger dér, hvor fortidens

Kirkeliv i København

Kirkeliv i København er udgivet af

Folkekirkens Infocenter i Københavns

Stift, Pile Alle 3, 2. sal, 2000

Frederiksberg.

Avisen er en særudgave af Københavns

Stifstidende, der udkommer

hver uge som en pdf-avis, der kan

downloades fra vores hjemmeside,

www.kirkenikobenhavn.dk.

Kærlighed til kirken

mennesker byggede dem, og

lader sig ikke sådan flytte

rundt med. Samtidig er der

en vrimmel af mennesker,

der dagligt myldrer ud og ind

ad kirken for at “lave kirke”,

lave menighed.

I det københavnske kirkeliv

er der åbent fra morgen til

aften. Der er morgenandagter

og natkirker. Der døbes,

konfirmeres, giftes og

begraves. Der arrangeres

babysalmesang og kirkerock.

Der er mandags-,

tirsdags- og onsdagsmøder.

Der arrangeres foredrag

og bibelstudiekredse. Der

mødes jøder, kristne og

muslimer i frugtbar dialog

omkring kvarterløft. Der

mødes spejdergrupper

og strikkeklubber. Der

arrangeres salmemaratons,

gospelkor og kirkekoncerter.

Ja, og meget, meget mere.

Og så må vi ikke glemme

kronen på værket, de mange

søndagsgudstjenester, hvor

mennesker møder op for at

høre Guds ord og lade sig

forurolige på godt og ondt

af det ellers uudsigelige,

uhåndterlige og ubegribelige.

Alt dette skal naturligvis

organiseres, tilrettelægges

og forvaltes. Dertil har vi

menighedsråd, der skal

Her kan interesserede læse om alt

det nye, der sker i det københavnske

kirkeliv.

På hjemmesiden er der samtidig

mulighed for at læse “Ugens

fromme”, kulturtidsskriftet “Kristendom

& Kultur” samt en masse

bog- og filmanmeldelser. Og man

kan abonere på ugens nyhedsbrev.

vælges hvert fjerde år. Det

er herefter menighedsrådsmedlemmernes

opgave at

vælge, hvilket kirkeliv der

skal rummes i netop deres

kirke, hvordan der skal

prioriteres. Her kan det være

godt at lade sig inspirere af

de mange spændende ting,

der arrangeres rundt om, og

som man kan læse om her i

avisen.

Denne avis er skrevet, fordi

vi har ønsket at bidrage til

denne inspiration ved at

fortælle bredt om bare noget

af alt det meget, som hver

dag finder sted inde i kirken

og i dens tagdryp.

Avisen udkommer så netop

nu, hvor der er valg til

menighedsrådene. Forhåbentlig

kan den nemlig

tjene til at inspirere de

mange kirkegængere rundt

om i storbyen, som har lyst

til menighedsrådsarbejde,

men ikke lige ved, hvordan

man griber det an og

kommer i gang. Giv den til

din nabo, hvis du ønsker at

engagere ham eller hende.

Tilbage står kun at ønske

alle god fornøjelse og et godt

valg.

Karen Schousboe

Avisen er skrevet af

Charlotte Grunnet

Kirsten Mose

Karen Schousboe (ansv. redaktør)

Hans-Micael Søndergaard

Foto: Maj-Britt Boa

Layout: Maria Prudholm

Tryk: DIXIT

www.kirkenikobenhavn.dk


3 • Kirkeliv i København 2008

Sjælens pusterum

Byens puls angives ikke kun af morgentrafikkens

kaos. I hjertet af byen kalder Københavns Domkirke

os til et øjebliks ro, til en morgenandagt

I morgenmørket sidder en flok af stille

og andægtige gudstjenestesøgende.

– Det er flere end for bare nogle få

år siden. Selvom det veksler meget,

hvor mange vi er samlet klokken 8.10,

oplever jeg stadig oftere flere ukendte

ansigter, fortæller domprovst Anders

Gadegaard. Han afslutter netop sine

andagter med at gå gennem kirkeskibet

for at hilse på morgenens gudstjenestesøgende

og ved derfor, hvad han taler

om.

Andagt

– Vi tror, at andagtsformen er ved at

genopstå i en ny skikkelse, fortsætter

domprovsten. Fromheden genopdages,

fordi det betyder stadig mere for stadig

flere at finde tid og rum til fordybelse

og bøn. Vi erkender, at det er godt at

henvende sig til Gud og at åbne sig for

en anden tilgang til virkeligheden end

den umiddelbare. Denne spirituelle

søgning skal vi i kirken være imødekommende

overfor. Derfor iværksatte

vi også sidste jul en kampagne med

plakater og foldere, som vi sendte til

alle kontorer i Indre by og fik frivillige

til at uddele på gaden. Vi ønskede at

højne kendskabet til morgenandagten.

Det ser så ud til, at denne indsats

faktisk har givet et omend lille resultat,

fortæller han.

Tilbud til travle

– Det er ikke, fordi jeg for alvor tror

på, at den slags kampagner kan betyde,

at vi vil opleve en massiv vækst i

antallet af deltagere til morgenandagten

i domkirken. Vi kan være alt fra tre

til tredive. Det er meget forskelligt.

Men det er vigtigt for os, at også

de mange ”arbejdsramte”, der om

morgenen haster gennem Fiolstræde

og Nørregade, ved, at de har denne

morgenmulighed for at deltage i en lille

og enkel andagt, fortsætter han.

– Det er vigtigt for os at fortælle om

dette frirum til de mange, der måske

kender morgenandagten fra radioen,

men ikke ved, at den optages live

herinde, og at enhver kan møde op

klokken 8.00 fra mandag til lørdag.

Denne mandag morgen er det da også

tydeligt, at det netop er den slags

mennesker, som er mødt op. En af

deltagerne har en trolley på slæb.

Måske har han overnattet på luksusho-

tellet i det gamle Daells Varehus rundt

om hjørnet. Flere andre er udstyrede

med ”powertasker” fyldt med papirer

og dagsordener, parat til kort at puste

ud og få sjælen med sig, inden de

skynder sig videre.

Historie

Domkirkens morgenandagt går tilbage

til 1926. Dengang spejlede det nye

tiltag et ønske om at åbne kirken op i

hverdagen, og samme idé ligger bag

vores fornyede indsats her i 2008,

fortæller domprovsten.

– Der var mellem 50 og 100 deltagere

dengang, men så mange tør vi ikke

håbe på. I dag er morgenandagten jo

blot en af mange andre gudstjenesteformer

og muligheder. Eksempelvis har

vi også natkirken som et tilbud og de

mange kirkekoncerter. Men folk skal

vide, at dette tilbud findes.

I bevægelse

Morgenandagten har på mange måder

en meget fast form. Det hænger også

sammen med, at udsendelsen trofast

har ca. 60.000 lyttere på P2 hver

morgen.

– Den mindste ændring kan få

lytterskaren til at fare i blækhuset.

Det oplevede vi for et par år siden,

da vi ændrede på ”Ordet til dagen”,

som hver mandag ikke længere hentes

fra Salmernes Bog, men fra andre

tankevækkende teologiske skrifter. Det

fik vi ros og ris for. Selv arbejder jeg

lige nu meget med at gøre kollekten

til en samtidsreplik, dvs. personlig

og tidsaktuel. Eksempelvis var det

væsentligt for mig at bede for de syv,

som druknede syd for Lolland, da fragtskibet

Omer gik ned sidste år, fortæller

domprovsten, som dog tilføjer, at det

ikke er hvad som helst, som bør gøres

til genstand for hans morgenbøn.

– Det skal handle om ”liv og død”, slutter

Anders Gadegaard.

Domkirkens morgenandagt

optages live i Vor Frue Kirke hver

ugedag og sendes klokken 8.10

på P2. På DR’s hjemmeside kan

lytterne finde en oversigt over

salmer, tekststeder og musik.

Men der er altså også mulighed

for bare at møde op, sætte sig til

rette på stolene i koret og folde

hænderne.


4 • Kirkeliv i København 2008

Kirke på alle fire

Kravleklub, babyrytmik og babygudstjenester. Sang, leg og mødet med andre

forældre er de vigtigste elementer i kirkens tilbud til de allermindste. For de

lidt ældre børn og deres forældre hitter spaghettigudstjenester

Kravleklubben var første skud på stammen

af tilbud for de allermindste i Sct.

Lukas Kirke og har eksisteret i over 10 år.

Ideen er enkel. I Falken, kirkens sognelokaler,

er der åbent tirsdag og torsdag

mellem 10 og 12. Her er der mulighed for

at tilbringe formiddagen sammen med

andre forældre med børn i alderen ½-2 år.

Her er legetøj, kaffe og te på kanderne og

et musikindslag undervejs.

– Vi ville gerne gøre den unge generation

af nybagte forældre opmærksomme på,

at kirken ligger lige her midt i byen og

er fuld af kompetencer og muligheder,

også selvom man hverken er konfirmand

eller pensionist, fortæller Eva Andersen,

sognemedhjælper og ansvarlig for de

mange tilbud for børn i Sct. Lukas Kirke.

Sutter og salmesang

Ud over Kravleklubben underviser en

musikpædagog tre hold i babyrytmik om

ugen, Eva Andersen underviser et hold

i børnerytmik, og desuden arrangerer

musikpædagogen og en præst i fællesskab

en månedlig gudstjeneste særligt

tilrettelagt for babyer.

Det er vores kirke

Fordi aktiviteterne sker i kirkens lokaler,

åbner det for en række andre emner, end

man ellers ville have diskuteret mellem

nybagte forældre. Folk er nysgerrige og

stiller spørgsmål om kristendommen og

livet. Der er altid mulighed for samtale,

forklarer Eva Andersen og tilføjer, at det

er rummets højtidelighed, der smitter af.

– Rummet i sig selv skaber en åbenhed

over for det åndelige. De mange tilbud

har betydet, at kirken er blevet en del af

mange unge forældres bevidsthed.

– Når kirken er åben, sker det tit, at et par

forældre lige skal ind og vise kirken frem

for deres familie og venner med ordene:

”Det er vores kirke.”

Spaghetti

Et andet populært tilbud til de mange

børnefamilier i København er spaghettigudstjenesterne.

Her møder forældrene

op med med deres smårollinger til en

børnegudstjeneste. Bagefter er der så

spisning i sognegården. Fidusen er,

at forældrene får fyldt ”den blå time”

med andet og mere end passificerende

fjernsyn.

Lars Obel, der er præst i Hans Egedes

Kirke og Taksigelseskirken på Østerbro,

er engageret i dette koncept. I foråret blev

der lidt efter lidt samlet en fast gruppe på

over fyrre deltagere, og til efteråret går

man igang igen.

– Det sker i samarbejde med de

medarbejdere, der er knyttet til vores

babysalmesang. Samarbejdet betyder, at

der bygges en naturlig bro fra babyarbejdet

og videre ind i kravlealderen og over

mod arbejdet med minikonfirmanderne,

fortæller Lars Obel.


5 • Kirkeliv i København 2008

Bøn og Brunch

Menighedsrådet i Flintholm Kirke havde travlt med at brygge kaffe, stege

bacon og stille croissanter frem til de hen ved 150 hekse, skeletter og

spøgelser, der i anledning af Halloween mødte op til Bøn og Brunch

Der er travlhed i køkkenlokalerne i

Flintholm Kirke Alle helgens søndag,

hvor menighedsrådet er mødt tidligt

for at forberede en lækker brunch

med friskskårent frugt, bacon og æg,

croissanter, juice og friskbrygget kaffe.

Sammen med sognepræst Anette Molin

Schmidt har de besluttet at holde en

Bøn og Brunch gudstjeneste omkring

en af de specielle højtider.

– Det er vigtig, at vi forsøger at gribe

fat i folk omkring de store højtider.

Jeg valgte Halloween, som jo fejres

som Alle helgens dag i kirken, for at

vise at kirken faktisk har noget at sige

denne dag og for at imødekomme den

folkelige interesse, der er for denne

dag, fortæller sognepræst Annette

Molin Schmidt, der er glad for, at

menighedsrådet var med på ideen, også

selvom det betyder meget forberedelse

for dem og for personalet og spejderne

ved kirken.

Uuuuuuhhhhh

Der er sendt invitationer ud til både

minikonfirmanderne og babysalmeholdet,

og desuden er der blevet

annonceret i Frederiksberg Lokalavis,

og det har åbenbart givet bonus.

Mennesker i alle aldre, fra babyer til

bedstemødre og -fædre, hen ved 150

fylder kirkerummet, og på kirkebænkene

sidder en del hekse, skeletter og

monstre, for det rummer kirken på en

dag som Alle helgen.

Mens køkkenholdet skærer og snitter,

byder Annette Molin hjerteligt velkommen

og starter med at varme stemmerne

op, så der lyder lange uuuhhhh,

voooo, aarrrg, juhuuuu i kirkerummet,

inden de sammen med pigespejderne

synger den første salme, ”Nu falmer

skoven trindt om land”.

På de store farvestrålende mosaikruder

på væggen bag alteret hænger Jesus på

korset. Anette Molin fortæller, at han

faktisk er død der på korset, og at man

på Alle helgens dag mindes de døde

i kirken, og at det kan være både en

oldemor, en kanin eller kat. Der lyttes

inde bag spøgelseskapperne, når hun

fortæller om opstandelse som solen, der

står op hver dag.

Mens deltagerne beder Fadervor, har

spejderne gjort klar til sanseleg, hvor

de små kan stikke hænderne ned i

spande, uden at kunne se indholdet, og

så gætte om det er våde rosiner eller

lange slimede spaghettier, de har fået

fat på.

Ingen tysser

Efter gudstjenesten serveres en lækker

brunch i den store sal nedenunder.

Børnene er hurtigt færdige og løber

op i kirkerummet, hvor gulvet er

blevet omdannet til et stort tegnebræt,

hvor de kan ligge og tegne og klippe

små græskar-lanterner af papir, mens

forældrene snakker og nyder brunchen.

Dorthe på 46, der er medlem af

menighedsrådet ved Flintholm Kirke,

var mødt op med sin mand, Steen, og

deres 3 børn i alderen 5-8 år.

– Arrangementet blev en rigtig dejlig

oplevelse. Det er fint, at det foregår

om formiddagen, hvor børnene stadig

er friske. Børnene kunne følge med i

gudstjenesten, og det var en flot brunch

med masser af børnemad, juice og

frugt. Det var alletiders. De små var

lige til at putte til middagslur bagefter,

og vores store pige legede længe med

sine kammerater i kirken, inden vi gik

hjemad. Det er en oplevelse, de stadig

taler om, når vi går forbi kirken, fortæller

Dorthe, der synes, det er dejligt med

gudstjenester rettet mod børnefamilier,

så man ikke hele tiden behøver tysse på

de små.


6 • Kirkeliv i København 2008

Kirken i Second Life

Siden Folkekirkens Infocenter sidste år købte en

grund i det virtuelle univers Second Life, er der

opbygget en fast menighed, og der holdes gudstjeneste

hver måned med plads til spørgsmål

Told & Skat er der. Røde Kors,

Syddansk Universitet, TV2 er der – og

selv den katolske kirke har skriftestole

derinde. Folkekirken er der selvfølgelig

også, altså på Second Life, for det er

kun naturligt, at kirken er til stede, der

hvor folk er, mener præsten Pellegrina

Shepherd, som hun kalder sig i det

internet-baserede virtuelle univers.

Second Life er en virtuel verden, et

samfund, der til forveksling ligner det

almindelige samfund med gader, butikker,

gallerier og kirker. Man designer

en person, det kaldes en avatar, og med

den bevæger man sig rundt og møder

andre, for det sociale er en stor del af

denne verdens drivkraft, og det at skabe

noget sammen, fortæller Second Life

præsten Pellegrina, der har været med

til at bygge kirken og menigheden i SL.

Kirke hvor folk er

Pellegrina er ikke kun præst i det

virtuelle liv, men også i den virkelige

verden. Det er sognepræst ved Hans

Tausens Kirke på Islands Brygge, Ghita

Olsen, der på eget, private initiativ

meldte sig, da interesserede blev

indbudt til at være med til at bygge en

kirke på den nyindkøbte grund i SL.

– Jeg syntes, at det kunne være spændende.

Når folk i SL hører, jeg er præst,

lyder det ofte ”Hold da op, og så er du

med her!”, men derefter er der mange,

der oplever det som en mulighed for at

tale om ting i deres liv, som de ellers

har gået alene med. I det virkelige liv

ville de nok ikke have taget kontakt til

en præst og bedt om en samtale. Derfor

er det vigtigt, at vi er til stede, hvor folk

er, også når det er på nettet, påpeger

Pellegrina alias Ghita Olsen.

Spørgsmål undervejs

Der var ikke så meget liv i kirken i SL,

da den i begyndelsen lå på en afsides

ø, men siden den nye kirke med sine

vægge af åbne og drejede himmelstræbende

hvide sejl blev bygget i august

2007 på Skatteministeriets ø, Danmark,

har der løbende været afholdt gudstjeneste

i den virtuelle kirke.

– Gudstjenesterne udfolder sig for det

meste som dialog, for formen herinde

i SL er meget baseret på dialog. Folk

skal kunne leve sig ind i fortællingen.

Teksten læses bid for bid. Hvad står

der, hvad betyder det? Deltagerne

Ghita Olsen, der er præst i SL, er

også sognepræst ved Hans Tausens

Kirke på Islands Brygge. Her

findes også en af storbyens mange

studentermenigheder.

Der er studentermenigheder i:

Hans Tausens Kirke, der er knyttet

til Humaniora på Amager

(KUA).

Trinitatis Kirke, hvor den ”gamle”

studentermenighed med

tilknytning til Teologi og Samfundsvidenskab

findes.

Sankt Johannes Kirke på Nørrebro,

som drager omsorg for de

studerende på Naturvidenskab og

Sundhedsvidenskab.

Sankt Lukas Kirke på Frederiksberg,

hvorfra studenterpræsten

tager hånd om de mange studerende

på de nye Professions Colleges

og University Colleges.

stiller spørgsmål og kommer med bud,

fortæller Pellegrina.

Faste og løsgængere

Til gudstjenesterne, der afholdes

den første søndag i måneden kl. 20,

kommer en fast kerne, oplyser Pellegrina.

Man kan melde sig som medlem

af folkekirkens gruppe i SL, så får

man besked om gudstjenester og andet.

– Men derudover dukker der også en

del interesserede op fra gang til gang.

Det er folk, som er nysgerrige, og

som gerne vil nærme sig kirken. De

kunne jo lave så meget andet derinde,

men de har altså lyst til at opleve en

gudstjeneste, så derfor synes jeg også,

det er vigtigt, at kirken er med i SL og

bruger gerne min fritid på det, fortæller

hun og tilføjer: og så er det sjovt!

Du kan se et portræt af folkekirken

i SL på hjemmesiden www.in-life-dk.

Adgang til SL fås via

www.secondlife.com.


7 • Kirkeliv i København 2008

De unges kirke

Troen på Jesus Kristus er den samme, men

gudstjenesterne er anderledes i Brorsons Kirke

Gennem de sidste 10 år har Per

Ramsdal, børne- og ungdomspræst ved

Brorsons Kirke på Nørrebro, inviteret

de unge ind i kirken, lyttet til dem og

ladet dem være med til at skabe kirke

og menighed og gudstjenesteformer.

Digteren Søren Ulrik Thomsen har

engang sagt om teenagerne: ”Måske

skal de bare ikke gå i kirke, når de er i

den alder,…” og mange tænker netop

dette i afmagt over, at man ikke ved,

hvad man skal stille op med de unge,

når de nu ikke søger kirken. Det går

ikke ifølge Per Ramsdal, for de unge

har lige så meget brug for spiritualitet,

religiøsitet og åndelig føde som alle

andre, påpeger han.

– Unge har jo også en tro, og de har

også følelser som sorg, savn, frustration,

had, glæde, lykke og kærlighed,

som de trænger til at få bearbejdet

og sat ind i nogle rammer og ritualer.

Møde folk hvor de er

De unge har svært ved at knytte an i

de gamle traditionelle rammer, som

folkekirken tilbyder, anfører Per

Ramsdal, og de oplever typisk ikke

spiritualitet eller et intenst fællesskab

ved højmessen, kirkekoncerten eller

foredraget i menighedssalen.

– For at finde nogle nye rammer som

de unge knytter an til, må man tage

udgangspunkt i de unge selv - i deres

kultur, deres sprog, livsform, interesser

og religiøse følelser. Og så må man

prøve at få den kultur til at hænge

sammen og give mening sammen

med det budskab, som vi har fået

overleveret i kristendommen, siger Per

Ramsdal og tilføjer, at hvis man ikke

møder de unge der, hvor de er i deres

liv, så knyttes kontakten fra kirken ikke

til dem.

Freestyle og gospel

Igennem årerne har Per Ramsdal

sammen med de unge og en masse

frivillige udviklet flere forskellige

frivillige udviklet flere forskellige

gudstjenesteformer, for ungdomskulturen

udgør ikke en enhedskultur i dag,

påpeger han, og derfor kan man ikke

nøjes med fx rock-gudstjenester..

Brorsons Kirke har dog stadig fast

Rock-gudstjeneste hver fredag men det

er typisk for de 20-30-årige. Derudover

er der bl.a. Bøn & Brunch-gudstjenester,

som er populære blandt børnefamilierne,

retrætedage, elektroniske

koncerter, gospelgudstjenester, børnegudstjenester,

freestyle-gudstjenester

med hip hop og rap og ikke mindst sms

som fast ingrediens.

Mobiltelefonen

– Til ungdomsgudstjenesterne var der

altid en mobiltelefon, der ringede midt

i min prædiken - og jeg gider ikke stå

og skælde ud på folk, når de er i kirke

- så vi var en gruppe, der lavede en

brainstorming omkring gudstjenester

for teenagere. Vi vendte simpelthen

det hele på hovedet. De unge må ikke

sidde ned til disse gudstjenester, de

skal tale sammen, og der er forskellige

valgfrie aktiviteter såsom nadver

og computerspil undervejs, ligesom

mobiltelefonen bruges. Fx sender de

sms’er med stikord til de rappere, der

rapper om dagens tema.

– Efter sidste rap laver jeg en freestyleprædiken,

hvor jeg samler op på

temaet ud fra de input, der er kommet,

fortæller Per Ramsdal og tilføjer med

et smil, at mobil og telefonnummer er

adgangsbilletten til disse gudstjenester,

for velsignelsen sendes til dem på sms

efter gudstjenesten - og ja, de har alle

sammen en mobil.

Læs mere på www.brorsons.dk


8 • Kirkeliv i København 2008

Gudstjeneste er at lege himmel på jord

Hver uge samles en anseelig menighed til søndagsgudstjenesten i Holmens

Kirke. Gudstjenesten er kronen på værket, mener Peter Skov-Jakobsen

– Hvorfor vi skal fejre gudstjeneste?

Det er meget enkelt. I gudstjenesten

bliver vi taget ud af verdens larm og

bliver sat tilbage til udgangspunktet.

I gudstjenesten rekreeres - genskabes

- vi derfor, i og med vi opmuntres til at

genopfinde kærlighedens protest mod

alt det, som vi kæmper med i løbet af

ugen og livet. Det pudsige er, at det

moderne menneske udmærket godt

kender til nødvendigheden af at blive

rekreeret - genskabt. Det opsøger vi

så rent kropsligt i fitness-centre eller

på sportsbanerne. Men vores sjæle har

altså også brug for at blive rekreerede

- genskabte i åndelig henseende. Det

skaber gudstjenesten rum for. Der

finder vi ud af, hvordan vi får hold på

alt det, der sker rundt om os, udtaler

Peter Skov-Jakobsen.

Den gode gudstjeneste

– Hvad der skal til, for at en gudstjeneste

bliver god? Svaret er en god

ramme. Jeg holder af, at teksten er

givet. Den er rammen. Derudover skal

der god musik til og gode billeder, dvs.

poesi, og meningsfuld tale. Naturligvis

skal der også en menighed til.

Gudstjeneste kan man ikke fejre uden.

Det fantastiske ved kirken er nemlig,

at den stadig er et hus, hvor vi alle

sammen mødes under samme tag. Der

er meget få fælles steder i det moderne

liv, hvor vi på den måde udsættes for

hinanden. Til fodboldkampen, måske,

men ellers ikke. I højmessen sker der

det, at vi gennem det nøgne møde med

hinanden, får svært ved at flygte fra

det komplicerede og det forunderlige.

Forhåbentlig forbavses vi så i løbet

af gudstjenesten over, at det netop er

i dette møde, at vi aner, at alt det, vi

tumler med, giver mening.

Et nutidigt drama

– Vi tror, at mennesket er skabt i Guds

billede. Vi bærer derfor alle på en

oprigtig længsel efter det paradisiske

og det oprindelige. I gudstjenesten

møder vi verdens kaos med en drøm

om det oprindelige. Der er simpelthen

spørgsmål, der skal tages livtag med,

og dem kaster gudstjenesten sit lys

på. Spørgsmålet er så, om vi tør gå

ind i den dialog, der altid ender med

at åbenbare vores tro, og dernæst

udfordre den, siger sognepræsten.

– Det kan være svært, og mange når

måske ikke længere end til i stilhed at

tænde et lys i lysgloben, som mange

kirker har stående til det samme.

Andre lærer kirken at kende gennem

de optakter eller smagsprøver, som

vores særtjenester udgør; de mange

vigtige børne- og temagudstjenester

og de særlige handlinger i forbindelse

med bryllup og begravelse. Men

højmessen er virkelig kronen på

værket, siger sognepræsten og

fortsætter:

Invitation

– I gudstjenesten inviteres vi nemlig

til at ”bombe” vores tro med det,

vi oplever. Troen formuleres på

trods, idet vi antaster den med vores

hverdag. Hver tidsalder møder derfor

også troen på en ny måde. Kristne

bliver vi ikke, fordi vi tager en kristen

overfrakke på. Vi bliver kristne, i og

med vi tager det på os, at udfordre os

selv med vores tro og længsel.

– På den ene side er gudstjenesten

og kirkeåret naturligvis bygget op

omkring et dramatisk skema, der

ligger fast og har gjort det i næsten

2000 år. På den anden side er hver

gudstjeneste unik, fordi enhver

vellykket gudstjeneste bliver ekstrem i

sin nutidighed og aktualitet.

Forberedelse

– Hvordan jeg forbereder mig? Jeg

begynder en uge før. Jeg læser teksten,

finder litteratur, ”billeder”, salmer.

Og så gør jeg mig tanker. De sidste

tyve minutter før en gudstjeneste

vil jeg gerne nyde stilhed. Under

selve gudstjenesten gælder det fuld

koncentration. Og så håber jeg altid, at

jeg ikke vil blive forstyrret af de små

fortrædeligheder, som menighedslivet

til daglig er fyldt med. Almindelig

kævl og strid hører ikke søndagen

til. Jeg vil ikke være fredløs på min

søndag, slutter Peter Skov-Jakobsen.


9 • Kirkeliv i København 2008

Kirkemusikalsk fornyelse

Holmens Kirke er rammen om nogle af årets største kirkekoncerter. Men

friheden til at udforske tidens mange nye musikalske muligheder er også en

del af fornøjelsen, udtaler Jakob Lorentzen

I sit daglige arbejde nyder organist og

korleder ved Holmens Kirke, Jakob

Lorentzen sit samspil med kirkens

præster. Det giver nemlig en frihed til

at udforske de musikalske muligheder.

Også ved de mange store og meget

velbesøgte kirkelige koncerter.

Guds hus

– Evangeliet sætter en ramme, som

vi skal forholde os til. Men musikken

er andet og langt mere end blot en

klangbund for ordets forkyndelse.

Musikken bidrager til at udfylde det

sted, hvor ordene slipper op. Den

rummer en dimension mere, nemlig

følelsernes forløsning. Musikken

ligger efter min opfattelse tættest på

den religiøse følelse og rummer derfor

en kunstnerisk værdi i sig selv. I min

optik er det guddommelige univers

et underskønt kunstnerisk univers.

Således indleder Jakob Lorentzen vores

samtale med begejstring.

– Derfor skelner jeg heller ikke mellem

en koncert og en gudstjeneste. Al den

musik, der spilles i kirkens hus, bliver

til religiøs musik. Vi skal derfor heller

ikke hænge os i alle de teologiske

spidsfindigheder eller være berøringsangste.

Det, der spilles i Guds hus,

bliver til gudstjeneste. Musikvalget,

den tekniske udførelse og det musikalske

engagement kan så understøtte

dette forhold, men heller ikke mere. Jeg

har ikke erfaret, at musik som sådan

desakraliserer rummet, kun det eller de

mennesker som er udøvende, tilføjer

kantoren med et smil.

Musik ikke helligbrøde

Det betyder så også, at vi som organister

er meget large med at spille den

musik, som ønskes af folk, eksempelvis

til begravelser. Jeg har fuld forståelse

for, at ordene i en ballade, som

eksempelvis ”I am Sailing” eller ”What

a Wonderful World”, måske ikke lige

passer ind i en begravelse. Jeg vil

heller ikke akkompagnere en ukirkelig

tekst. Men hvis vi spiller melodierne,

gøres de kirkelige. Tonerne må gerne

lyde, selvom sangen ikke skal synges.

Fornyelse

– I øvrigt er det min opfattelse, at vi

trænger til fornyelse. Svaret har i de

senere år typisk været gospel, men

der er virkelig megen anden musik. Vi

skal søge grænserne inden for mange

andre genrer - eksperimental jazz,

world music osv. Jeg er åben over for al

kvalitetsmusik, som rummet kan bære.

Her skal man dog lige kende sin kirkes

akustik. Holmens Kirke har således

en meget brilliant og klar akustik, der

virkelig bevæger os mod det himmelske.

Dette rum kan klare meget.

– Mange andre kirkerum er vanskeligere

at arbejde med. Eksempelvis

er der en del kirker, som ikke kan

bære trommer, fordi akustikken ikke

understøtter. Den slags skal man

acceptere. Men ellers bør der være frit

valg på alle hylder. Vi skal virkelig væk

fra det dogme, at kompositioner fra

1400 til 1700-årene er det eneste, der er

gudshuset værdigt, selvom den musik

Orgellyttere i Holmens Kirke

stadig forstår at udfordre os, når vi

indarbejder den i nye sammenhænge.

Forundre og forbavse

– I folkekirken har vi haft en tendens til

at præsentere de ”rigtige” svar gennem

ord og toner. I dag bestræber jeg mig på

også at afgive spørgsmål, dvs. forundre

og forbavse. Fordi livet dybest set er

en gåde, er det vores opgave i kirken

at pege i retning af det gådefulde. Min

opgave er i fællesskab med præsterne at

bidrage til, at sjælene åbner sig for den

erkendelse. Derfor mener jeg også, at

vi skal eksperimentere med musikken

i højmessen. Her gælder det ikke om -

selvom kernemenigheden ofte uudtalt

ønsker det - kun at behage gennem

de gammelkendte toner. Det moderne

søgende menneske skal udfordres,

ellers kommer han eller hun ikke.

– Jeg håber derfor også, at vi i fremtiden

vil se, at sognesammenlægningerne

medfører, at de nye større enheder

bemandes med teams af musikere, der

i ligelig fordeling består af klassisk

og rytmisk uddannede. Jeg efterlyser

simpelthen mere ny kirkemusik. Vi gik

i stå efter Laub. Nu er tiden er inde!


10 • Kirkeliv i København 2008

Blød diakoni på Nørrebro

København har brug for en diakonikirke rettet imod blandt andet psykisk

syge, fattige familier og indvandrere. Samuelskirken arbejder med idéen

Hvor Nørrebros gamle arbejderkvarter

møder et nyt gadebillede præget af

indvandrerspisesteder og butikker,

ligger Samuelskirken. Den røde

bygning, der nærmest går i et med

gadefacaden på Thorsgade, skal i

fremtiden fungere som et værksted

for bløde diakonale opgaver, hvilket

inkluderer alt fra pensionister, fattige

familier, enlige forsørgere, weekendfædre,

psykisk syge, rodløse unge og

ensomme indvandrere.

Et kraftcenter

Opgaven er i forvejen en naturlig del

af de fleste kirkers arbejde. Tanken

bag diakonikirken er at tilføre området

fornyede ressourcer, en idé, som er

udviklet i Stiftsudvalget for diakoni.

Københavns Stift mangler en kirke,

der kan forholde sig særligt til den del

af det diakonale arbejde, som angår

de bløde opgaver. Et kraftcenter hvor

diakonale tiltag kan udvikles, og hvor

erfaring, viden og ideer kan opsamles,

til gavn for det store arbejde der i

forvejen er i gang i kirkerne på det

her område, fortæller Finn Pilgaard

Beyer, formand for Stiftsudvalg

for diakoni i Københavns Stift.

Perspektivrig omstilling

Beslutningen om at ændre kirkens

funktion er endnu ikke endeligt truffet.

Men menighedsrådet ved Samuelskirken

har indtil videre taget godt imod

ideen.

– Det kræver en stor omstilling at gå

fra sognekirke til funktionskirke, fra

at have afsæt i et konkret geografisk

område til at have afsæt i særlige

funktioner, siger sognepræst Paul

Friis, men forklarer samtidig, at der er

mange ideer at gå videre med allerede.

Samuelskirken har i forvejen mange

tilbud i den bløde kategori, som

ifølge sognepræsten vil kunne danne

udgangspunkt for idéudviklingen på

området.

Brug for frivillige

– Vores forgrenede børnearbejde,

arrangementer som fællesspisning og

den årlige julefest, sommerlejre for

både børn og voksne samt vores indsats

for at skaffe feriehjælp til mindre

bemidlede familier i området er blot

nogle af de aktiviteter, der allerede er i

og omkring kirken. Men vi får brug for

en større gruppe frivillige til at hjælpe

med arbejdet, ligesom jeg har planer

om at danne netværk med de diakonale

organisationer i København. Og så

drømmer jeg da også om en studietur

til Oslo, hvor man allerede har en aktiv

diakonikirke, siger Paul Friis.


11 • Kirkeliv i København 2008

Café Exit

I Café Exit mødes tidligere indsatte og hjælpes igang med et liv uden for

murene. Her er tilbud om netværk, mentorskab og hjælp til jobsøgning

Apostelkirkens menighedsråd syntes

fra starten om idéen med at lave en

cafe for tidligere indsatte, hvor de kan

mødes, og hvor de kan hjælpes i gang

med livet uden for murene.

På vinduet til et lille lokale i Saxogade

står med store bogstaver ’Café Exit’.

Indenfor ved de få borde drikkes

der kaffe af store krus og snakkes.

På væggene hænger der forskellige

malerier. De er alle malet af indsatte

eller ex-indsatte. Udstillingen skiftes

løbende, og malerierne kan købes.

Café Exit åbnede i april i år under

stor bevågenhed fra mediernes side.

Fangekoret fra Vridsløselille var med

til at fejre åbningen, og de 13 veltrænede

kormedlemmer sang ”Bag de høje

mure synger vi os nærmest frie…”

Fra indsat til ansat

Café Exit er en café, hvor tidligere

indsatte kan mødes og få hjælp og

støtte til at komme i gang med en ny

tilværelse uden for murene. Her er

tilbud om netværk og mentorskab,

hjælp til jobsøgning m.m. Fra indsat til

ansat lyder et af initiativerne. Caféen

kom i stand på initiativ fra blandt andet

Fangekoret, Vestre Fængsels præster,

Kriminalforsorgen og Apostelkirkens

præst og menighedsråd.

Fangekoret

Jørgen, der selv er tidligere indsat og

en af de garvede drenge fra Fangekoret,

som efterhånden er ved at være det

mest populære boyband i Danmark,

fortæller, at det hele startede med, at

Fangekoret havde brug for et sted, hvor

de kunne mødes og øve og fortsat have

kontakt, når de kom uden for murene.

– Mange har jo sunget med i koret i

en del år, og vi ville gerne give folk,

der var kommet ud af fængslet, en

mulighed for at blive ved med at øve og

være en del af koret, siger han.

For ud over at være kor er mændene

efterhånden også hinandens faste

støtter og venner. Og det har de nu

mulighed for at vedblive med at være,

når de kommer ud.

Jørgen, der har stærke blå øjne, fortæller,

at han selv har tilbragt sammenlagt

24 år bag tremmerne og kender til,

hvor svært det kan være pludselig at

stå alene og skulle begå sig uden for

murene.

– Bare det at skulle få fat på et sygesikringskort

er en udfordring for ikke at

tale om bolig og job, fortæller Jørgen.

Uden for murene

Det er blandt andet konkrete ting såsom

sygesikring og bolig og jobmarkedet,

som netværket i Café Exit skal hjælpe

med, men den tilbyder også samtaler

med socialrådgivere og psykologer,

og desuden er en af Apostelkirkens

præster, Niels Nymann Eriksen,

tilknyttet, hvilket de ex-indsatte sætter

stor pris på. Mange indsatte har stor og

tæt kontakt til fængselspræsterne, men

når de kommer ud, mister de denne

kontakt til både præst og kirke, for

det er åbenbart ikke så nemt at blive

indlemmet i en ny menighed.

– Man afviger simpelthen fra en

hvilken som helst anden i en menighed

uden for murene, og man bliver ikke

altid budt velkommen lige med det

samme. Og så er det også rart med en

præst, der ved lidt om livet og vores

vilkår som indsatte og ex-indsatte,

fortæller Jørgen, der også er aktiv til

de kulturaftener med musik og fællesspisning,

der finder sted en gang om

måneden i Apostelkirkens menighedssal.

Aftenerne er for alle, og samtidig

har de indsatte på ’kultur-udgang’ samt

ex-indsatte her mulighed for stadig at

mødes.

Mens Jørgen og Niels Nymann Eriksen

samt social mentor og sognemedhjælper

fra Apostelkirken Lone Lisborg

m. fl. stiller op til fotografering,

kommer Vesterbros kendte musiker

Esben Just ind. Han har et forslag om

at igangsætte noget gadehockey for at

aktivere nogle af de store rødder, der

hænger ud nede foran Apostelkirken.

Så måske de frivillige fra Apostelkirkens

menighedsråd, der er med i Café

Exit, nu også skal ud og svinge

hockeystavene?


12 • Kirkeliv i København 2008


13 • Kirkeliv i København 2008

Provstier og sognekirker i Københavns Stift

Amagerbro Provsti

1. Allehelgens Sogn - Allehelgens Kirke

2. Christians Sogn - Christians Kirke

3. Filips Sogn - Filips Kirke

4. Højdevangs Sogn - Højdevangskirken

5. Islands Brygges Sogn - Hans Tausens Kirke

6. Nathanaels Sogn - Nathanaels Kirke

7. Simon Peters Sogn - Simon Peters Kirke

8. Solvang Sogn - Solvang Kirke

9. Sundby Sogn - Sundby Kirke

10. Sundkirkens Sogn - Sundkirken

11. Vor Frelsers Sogn - Vor Frelsers Kirke

Amagerland Provsti

12. Dragør Sogn - Dragør Kirke

13. Kastrup Sogn - Kastrup Kirke

14. Korsvejens Sogn - Korsvejskirken

15. Skelgårds Sogn – Skelgårdskirken

16. Store Magleby Sogn - Store Magleby Kirke

17. Tårnby Sogn - Tårnby Kirke

Bispebjerg-Brønshøj Provsti

18. Ansgarkirkens Sogn - Ansgarkirken

19. Bellahøj Sogn - Bellahøj Kirke

20. Bispebjerg Sogn - Grundtvigs Kirke

21. Brønshøj Sogn -Brønshøj Kirke

22. Emdrup Sogn - Emdrup Kirke

23. Husum Sogn - Husum Kirke

24. Husumvold Sogn - Husumvold Kirke

25. Kapernaums Sogn – Kapernaums Kirke

26. Tagensbo Sogn - Tagensbo Kirke

27. Tingbjerg Sogn - Tingbjerg Kirke

28. Utterslev Sogn - Utterslev Kirke

Bornholms Provsti

29. Allinge/Sandvig Sogn - Allinge Kirke

30. Bodilsker Sogn – Sankt Bodil Kirke

31. Christiansø sogn - Christiansø Kirke

32. Gudhjem Sogn - Gudhjem Kirke

33. Hasle Sogn - Hasle Kirke

34. Ibsker Sogn – Sankt Ibs Kirke

35. Klemensker Sogn – Sankt Clemens Kirke

36. Knudsker Sogn – Sankt Knuds Kirke

37. Nexø Sogn - Nexø Kirke

38. Nyker Sogn - Ny Kirke

39. Nylarsker Sogn - Nylars Kirke

40. Olsker Sogn - Sankt Ols Kirke

41. Olsker Sogn - Tejn Kirke

42. Pedersker Sogn – Sankt Peders Kirke

43. Poulsker Sogn – Sankt Pouls Kirke

44. Rutsker Sogn - Ruts Kirke

45. Rø Sogn - Rø Kirke

46. Rønne Sogn – Sankt Nikolai Kirke

47. Svaneke Sogn - Svaneke Kirke

48. Vestermarie Sogn -Vestermarie Kirke

49. Østerlarsker Sogn - Østerlars Kirke

50. Østermarie Sogn - Østermarie Kirke

51. Aaker Sogn - Aa Kirke

Frederiksberg Provsti

52. Flintholm Sogn - Flintholm Kirke

53. Frederiksberg Sogn - Frederiksberg Kirke

54. Frederiksberg Slotssogn- Frederiksberg

Slotskirke

55. Godthaabs Sogn - Godthåbskirken

56. Lindevang Sogn - Lindevang Kirke

57. Mariendals Sogn - Mariendals Kirke

58. Sankt Lukas Sogn - Sankt Lukas Kirke

59. Sankt Markus Sogn – Sankt Markus Kirke

60. Sankt Thomas Sogn - Sankt Thomas Kirke

61. Solbjerg Sogn - Solbjerg Kirke

Holmens Provsti

62. Frederiks Sogn - Frederiks Kirke

(Marmorkirken)

63. Garnisons Sogn - Garnisonskirken

64. Holmens Sogn - Holmens Kirke

65. Kastels Sogn - Kastelskirken

66. Sankt Pauls Sogn - Sankt Pauls Kirke

67. Østervold Sogn - Esajas Kirke

Nørrebro Provsti

68. Anna Sogn - Anna Kirke

69. Bethlehems Sogn - Betlehemskirken

70. Blågården Sogn - Blågårds Kirke

71. Blågården Sogn - Brorsons Kirke

72. Blågården Sogn - Hellig Kors Kirke

73. Kingos Sogn - Kingos Kirke

74. Samuels Sogn - Samuels Kirke

75. Sankt Johannes Sogn – Sankt Johannes

Kirke

76. Sankt Stefans Sogn - Sankt Stefans Kirke

77. Simeons Sogn - Simeons Kirke

Valby-Vanløse Provsti

78. Advent Sogn - Adventskirken

79. Grøndals Sogn - Grøndalskirken

80. Hyltebjerg Sogn - Hyltebjerg Kirke

81. Johannes Døbers Sogn - Johannes

Døbers Kirke

82. Margrethe Sogn - Margrethekirken

83. Timotheus Sogn - Timotheus Kirke

84. Valby Sogn - Jesuskirken

85. Vanløse Sogn - Vanløse Kirke

86. Vigerslev Sogn - Vigerslev Kirke

87. Aalholm Sogn - Aalholm Kirke

Vesterbro Provsti

88. Absalons Sogn - Absalons Kirke

89. Apostelkirkens Sogn - Apostelkirken

90. Elias Sogn - Elias Kirke

91. Enghave Sogn - Enghave Kirke

92. Enghave Sogn - Bavnehøj Kirke

93. Gethsemane Sogn - Gethsemane Kirke

94. Kristkirkens Sogn - Kristkirken

95. Maria Sogn - Mariakirken

96. Sankt Matthæus Sogn - Sankt Matthæus

Kirke

97. Sydhavn Sogn - Sjælør Kirke

98. Sydhavn Sogn - Frederiksholm Kirke

Vor Frue Provsti

99. Fredens–Nazarets Sogn - Fredens Kirke

100. Fredens–Nazarets Sogn - Nazaret

Kirke

101. Helligånds Sogn - Helligåndskirken

102. Sankt Andreas Sogn - Sankt Andreas

Kirke

103. Trinitatis Sogn - Trinitatis Kirke

104. Vor Frue Sogn - Vor Frue Kirke

Østerbro Provsti

105. Aldersro Sogn - Taksigelseskirken

106. Davids Sogn - Davidskirken

107. Frihavns Sogn - Frihavnskirken

108. Hans Egedes Sogn -Hans Egedes Kirke

109. Kildevælds Sogn - Kildevældskirken

110. Lundehus Sogn - Lundhuskirken

111. Rosenvænget Sogn - Lutherkirken

112. Sankt Jakobs Sogn - Sankt Jakobs Kirke

113. Sions Sogn - Sionskirken

Valgmenigheder

117. Vartov (valgmenighed)

118. Immanuel (valgmenighed)


14 • Kirkeliv i København 2008

Ung provst med visioner

Et alsidigt gudstjenestetilbud er en af mulighederne for at komme kirkens

medlemmer mere i møde, mener den første kvindelige provst i stiftet

Johanne Haastrup blev den 1. april

udnævnt til provst for Bispebjerg-

Brønshøj Provsti. Hun glæder sig til at

tage fat på arbejdet.

– Mange holder sig væk fra provstestillingerne,

fordi der følger en del

administrativt arbejde med, men det

afskrækker mig ikke. Jeg kan godt lide

at være med til at tage beslutninger,

siger den 37-årige Johanne Haastrup.

Medlemmernes vilkår

Hun ønsker at fungere som en slags

katalysator for kirkerne i provstiet,

både når det gælder om at imødekomme

medlemmernes behov og

Københavns Stift

I Københavns Stift findes lige nu

107 sogne og 11 provstier. Disse tal

forventes ændret, i og med at der vil

ske sammenlægninger i den nærmeste

fremtid.

Menighedsråd

Tilsynet med folkekirkens liv, vækst

og økonomi er menighedsrådenes

hovedopgave. Hvert menighedsråd er

ansvarlig for kirkens liv i deres sogn.

Medlemmerne vælges blandt sognets

beboere hvert fjerde år.

nytænkning i provstiet i det hele taget.

– Jeg håber, at kirken i de kommende

år i højere grad vil besinde sig på sine

medlemmer. Efter min opfattelse skal

der være gudstjenester på alle mulige

tidspunkter og i alle mulige forskellige

anledninger. Det får nok ikke folk til

at strømme til kirken, men vi kan godt

komme folk mere i møde, end tilfældet

er i dag.

Kirkeligt personale

Når det gælder det kirkelige personale

er den nye provst også ivrig efter at

tænke nye tanker.

Biskoppen

Biskoppen er den øverste myndighed

i gejstlige anliggender og er ansvarlig

for fordelingen af præstestillinger i

stiftet. Desuden fører biskoppen tilsyn

med forretningsgangen i menighedsråd

og provstiudvalg og er også

klageinstans i sager om medlemskab

af folkekirken og om kirkers brug.

Biskoppen udøver sit tilsyn i samarbejde

med Stiftsøvrigheden og (på

forsøgsbasis siden 2005) stiftsrådet.

– Ingen siger, at der skal være én

kirketjener, én kordegn og fire kirkesangere

i hver eneste kirke.

Jeg tror, at vi også på dét område kan

have gavn af at tænke i nye baner, siger

Johanne Haastrup.

Seriøsitet og ydmyghed

Med en far, der er præst, og som tilhører

tidehverv, er Bispebjerg-Brønshøjs

nye provst, Johanne Haastrup, vant til

teologiske overvejelser. Hun lægger

ikke skjul på påvirkningen fra sin far,

men tøver alligevel med at placere sig

selv i det teologiske landskab.

– Man tør jo næsten ikke sige, at man

er tidehvervsk i sin teologi, for så bliver

man straks slået i hartkorn med Søren

Krarup og Jesper Langballe, men jeg

henter stor inspiration i det oprindelige

Tidehverv. De omgikkes de teologiske

spørgsmål med en seriøsitet og en

ydmyghed, som betyder meget for mig.

Ligesom Tidehverv lægger vægt på den

enkeltes ansvar og stillingtagen, gør

Haastrup det også.

– Jeg har det svært med mennesker,

der sidder inde med patentløsninger.

Kristendommen er et område, som

hele tiden kræver, at den enkelte tager

ansvar. Her gives ikke nogen fastlagte

regler.

Provstier

Provstiet er ramme om den økonomiske

koordinering mellem sognene.

Provstiet er desuden i stigende grad

ramme om samarbejdet mellem

sognene i forhold til såvel kirkelige

aktiviteter som administration.

Budgetudvalget

Budgetudvalget er i Københavns

Kommune ramme om provstiernes

udskrivning af kirkeskat og midlernes

fordeling.


15 • Kirkeliv i København 2008

Et vigtigt valg

Over menighedsrådene er der provstiudvalg

og stiftsøvrighed; og over dem

alle er kirkeministeriet og folketinget,

der regelsætter og lovgiver på det

kirkelige område. Menighedsrådenes

mulighed for selv at bestemme er

derfor begrænset.

”Menighedsrådene bestemmer alt for

meget”. Sådan lyder det også ofte i

debatten, ikke mindst når det drejer sig

om strukturændringer. Det siges bl.a.,

at man ikke kan nedlægge et sogn og

en kirke mod det lokale menighedsråds

ønske. Og selv om det ikke er helt

korrekt, så er der da noget om snakken.

Et lokalt menighedsråd har ofte mere

magt, end de selv er klar over.

Sandheden om menighedsrådenes

kompetence og indflydelse ligger nok

et sted imellem de to ovenfor skitserede

udsagn. Et dygtigt og vel argumenterende

menighedsråd kommer naturligvis

længere med sine planer og ønsker

over for de bevilligende myndigheder

end et mere sløvt menighedsråd, der

ikke har gjort sit hjemmearbejde

ordentligt. Det gør virkelig indtryk, når

et menighedsråd argumenterer sagligt

og stærkt, f.eks. i strukturdebatten,

Foto: Lars Salomonsen

”Menighedsrådene bestemmer alt for lidt”. Sådan

lyder det ofte i debatten om folkekirken

og ikke blot nøjes med at sige nej til

enhver forandring, men selv tør komme

med forslag.

I en tid, hvor vi i folkekirken må se

i øjnene, at der bliver stadig færre

medlemmer til at betale gildet, er det

naturligvis vigtigt, at menighedsrådene

viser økonomisk ansvarlighed og

har vilje til at se ud over deres egne

sogne. Hertil hører ikke blot evnen,

men også viljen til at prioritere, hvad

der er vigtigt at fremme. Hvis vi

fortsat binder langt hovedparten af

kirkeskattemidlerne til lønudgifter og

bygningsvedligeholdelse i en struktur,

der for længst er undergravet af

virkeligheden i form af antal sognebørn

(læs: betalende medlemmer!), bliver

der meget lidt til overs at gøre godt

med, når det gælder nye og nødvendige

initiativer.

Men menighedsrådene har andet

og mere end økonomi og bygningsvedligeholdelse

på programmet.

De har sammen med præsterne og

medarbejderne ansvar for det kirkelige

arbejde i form af gudstjenester, kirkelig

undervisning og socialt arbejde.

Derfor skal ethvert menighedsrådsmedlem

ved sin tiltræden

underskrive en erklæring om at

ville udføre det dem betroede

hverv i troskab mod den danske

evangelisk-lutherske kirke, så den

kan byde gode vilkår for den kristne

menigheds liv og vækst. Her tænkes

der først og fremmest på den lokale

sognemenighed, men i realiteten

indebærer det et udvidet ansvar for

folkekirken i hele ligningsområdet.

En stor udfordring for menighedsrådene

i disse år er perspektiverne

ved at samarbejde med andre

menighedsråd, både økonomiske og

arbejdsmæssige. Det at gå sammen

og tage fælles initiativer kan være

med til at sætte kirken på kortet

som gudstjenestested og fremme

forskellige undervisningstilbud

og menighedsaktiviteter. Nogle af

disse perspektiver har været stærkt

fremme i forbindelse med strukturdrøftelsen,

som netop sigter på at give

os mere kirke for pengene.

Det allervigtigste ved det kommende

valg til menighedsråd er at få opstillet

tilstrækkelig mange engagerede

kandidater. Det er også vigtigt

at sørge for suppleanter, som der

erfaringsmæssigt næsten altid bliver

brug for i en valgperiode. Disse kan

for øvrigt med fordel inddrages i

menighedsrådenes arbejde lige fra

starten.

Der harceleres af og til over, at der

kun er få afstemningsvalg, men

mange aftalevalg i folkekirken. Man

må dog erkende, at der normalt ikke

er så meget på spil i menighedsrådet,

at det medfører større folkelig

interesse for et valg. Vigtigere end

afstemningsvalg er derfor opstillingen

af kvalificerede kandidater, og

her har de nuværende menighedsråd

et særligt ansvar. De bør f.eks.

samle sognekirkens arbejdsgrene

til drøftelse og afholde åbne opstillingsmøder,

hvor man sammen får

opstillet gode kandidater, der tør

tage fat på folkekirkens opgaver og

udfordringer i de kommende år.

Erik Norman Svendsen,

biskop over Københavns Stift


16 • Kirkeliv i København 2008

Kirke med udblik

Husumvold Kirkes indretning indbyder til, at præst og menighed ser hinanden

i øjnene, men intimiteten i kirken går hånd i hånd med højtideligheden

Husumvold Kirke ligger lige

dér, hvor Vestvolden slutter

sin tur rundt om København

og støder ind i Utterslev

Mose. Bygget i 1960

med inspiration fra både

parcelhuset og den nordiske

stavkirke er den langt fra

kendetegnende for stiftets

kirker.

Går man indenfor i kirke er

prædikestolen lav. Gennem

det store vindue i kirkens

bagvæg kan man se et kors

på baggrund af Utterslev

Mose. Udsigten udgør

kirkens alterbillede.

Intimitet

– Indretning betyder noget

for stemningen i kirken.

Menigheden i Husumvold

Kirke er virkelig menighed.

De taler med hinanden,

passer på hinanden og

kender hinanden, fortæller

sognepræst Line Bjørn

Hansen, som efter en

ansættelse som vikar blev

klar over, at hun ledte efter

en stilling i en kirke, hvor

præsten havde mulighed

for helt konkret ”at se

menigheden i øjnene”. Ifølge

Line Bjørn Hansen afspejler

kirkerummet med udsigten

over mosen også kirken som

et sted med udsyn.

– Det at være kirke handler

i høj grad om at forholde sig

til den verden, der omgiver

os, ligesom det at være

menighed også vil sige at

kunne se ud over sin egen

eksistens.

– Jeg kunne ikke forestille

mig et smukkere sted at

fungere som præst, siger

Line Bjørn Hansen, som

føler sig godt hjemme i en

kirke, hvor vægten lægges

på intimitet frem for hierarki

og hellighed.

Almindelighed

– Det en stor befrielse at

arbejde et sted, hvor der er

plads til, at præsten kan være

til stede som person med

sine fejl. Det giver for mig

at se en langt større grad af

troværdighed. At være fejlfri

overlader jeg til Gud, siger

hun med et smil og understreger

samtidig, at der efter

hendes opfattelse ikke er

en modsætning mellem den

intime og den højtidelige

stemning.

– Mange dåbsforældre giver

udtryk for positiv overraskelse

over, at gudstjenesten

er så højtidelig, selvom

kirken ikke svarer til deres

forventninger om en lille

hvidkalket kirke, siger Line

Bjørn Hansen.

Kirken er ikke kun rammen

om søndagsgudstjenesten.

– At føle sig hjemme i

højmessen kræver tilvænning.

Der skal være andre

veje ind i kirken end den.

Babysalmesang, personlige

samtaler, legestue, konfirmationsundervisning.

Der er

et hav af forskellige muligheder

for at bevæge sig ind i

kirkens univers. Når man er

kirke i København behøver

man ikke at opfinde alting

selv. Der er masser af steder

at hente inspiration og tage

på besøg. Den ene måned

kan jeg tage mine konfirmander

med ind i Brorsons

Kirke eller Natkirken ved

Domkirken. Mens vi den

næste måned kan planlægge

værkstedsgudstjenester

hjemme i sognet, fortæller

Line Bjørn Hansen.

Nysgerrige samtaler

Hendes arbejde i Husumvold

Sogn er i kraft af et stort

plejehjem kendetegnet

ved mange begravelser og

bisættelser. Men hun bruger

også meget tid på personlige

samtaler med mennesker,

som er blevet nysgerrige

efter at vide mere om kirke

og kristendom.

– De har typisk fået interessen

vakt ved en barnedåb

eller et bryllup, og så ringer

de for at få en samtale med

præsten. Ofte bliver det

til flere samtaler, og i den

seneste måned har jeg døbt

fire voksne.


17 • Kirkeliv i København 2008

Pionerånd på Vestamager

Engagement og gejst kendetegner stadig Skelgårdskirken. I amagerkirken er

kirkelivet i så kraftig vækst, at kirken i år udvides med 400 kvadratmeter

Da Skelgårds Sogn på

Vestamager blev oprettet for

20 år siden, var det pionerånden,

der drev værket. Det

er det stadigvæk, og området

og kirkelivet er i så kraftig

vækst, at Skelgårdskirken i

år udvider kirken med 400

kvadratmeter.

Både menighedsrådsformanden

Tonny Krantz og sognepræst

Annelise Mehlsen ved

Skelgårdskirken var med, da

de første spadestik blev taget

til Skelgårdskirken.

– Dengang i 88 havde vi

kun en kirkesal bygget af

frivillige sognebørn, men

i 89 kunne vi så indvie

Skelgårdskirken, siger

Tonny Krantz tydelig stolt,

og Annelise Mehlsen, der

er den ene ud af de i dag tre

præster ved Skelgårdskirken,

tilføjer:

– Allerede 10 år efter at vi

havde bygget Skelgårdskirken,

manglede vi plads, men

heldigvis blev der dengang

taget højde for, at en

udvidelse ville være mulig.

Børnekontakt

Engang var Vestamager

kun et landområde. I dag

bor der 12.500 mennesker

i Skelgårds Sogn, hvoraf

10.200 er medlemmer af

folkekirken. Det er en af de

bydele i København med

flest folkekirkemedlemmer

og med den største befolk-

ningstilvækst, og der er flere

nye boliger på vej. Der er

især flyttet mange børnefamilier

til, hvilket afspejles

i de mange aktiviteter for

børn og unge, der foregår i

Skelgårdskirken. Ud over de

17 mini- og konfirmandhold,

er der både børne-, junior-

og teenageklub. Og både

KFUM og FDF har store

grupper tilknyttet kirken.

– Vi har en af Danmarks

største FDF-kredse på 135

medlemmer, og det forgrener

sig ud i sognet, for der er

en aktiv forældregruppe.

Gennem alle vores børne- og

ungdomsgrupper har vi

kontakt til rigtig mange

familier, fortæller Annelise

Mehlsen, der også oplyser,

at der er en musikcafé og

en sangklub ud over andre

aktiviteter som foredrag,

møder og sogneaftener.

Pionerånd

Annelise Mehlsen peger

selv på, at pionergejsten

fra dengang, kirken skulle

bygges, stadig er en del af

dens ånd.

– Dengang var vi meget

bevidste om, at folk i

området skulle tage kirken

til sig.

– Vi gjorde opmærksom på,

at her var deres nye kirke,

og at der skete noget nyt. Vi

arbejdede på at få dem til

at deltage og være bevidste

om deres tilhørsforhold.

Det lykkedes, tror jeg, fordi

vi arbejdede udadvendt, og

fordi der herskede denne

pionerånd.

– Det engagement har vi

bibeholdt fra de første år,

og så har vi været opmærksomme

på folks interesser.

Det er svært for os at få folk

til klassiske koncerter, men

til gengæld har vi gospel-

koncerter, koncerter med

lokale kor og rytmiske

gudstjenester på programmet,

som folk bakker op om,

fortæller Annelise Mehlsen,

der sammen med de andre

præster, medarbejdere og

menighedsråd glæder sig

over at få lokaler nok i

kirken til alle de børn og

unge, der afløser hinanden i

en lind strøm dagen igennem

– for de er velkomne,

og derfor skal der naturligvis

også være plads til dem.


18 • Kirkeliv i København 2008

Kunsten som fortolker

Mod og nytænkning bør præge menighedsrådene, når de skal arbejde med

kirkens udsmykning. Gå i dialog med de store kunstnere, lyder opfordringen

Når kirkerummet skal have ny

udsmykning, kræver det både mod og

nytænkning fra menighedsrådets side,

udtaler Helene Dam, der efterlyser, at

menighedsrådene i højere grad tør gå i

dialog med kunsten.

Vidt forskellige udtryk

Københavns Stift består af godt 100

kirker med godt 100 vidt forskellige

kirkerum at fejre gudstjeneste i. På

Bornholm står de gamle og buttede

rundkirker, på broerne skønvirkerum

med mørke træpaneler, blomsterranker

og rå mursten, i city de store katedraler

og lidt uden for centrum moderne

kirker med sognelokaler, køkken

og kirkerum under samme tag. Vidt

forskellige udtryk og vidt forskellige

gudstjenester. Nu og da bliver rummenes

inventar skiftet ud. En kirke får en

ny alterudsmykning, i en anden bliver

panelerne lysnet, og i en tredje kirke

vender man stolerækkerne en halv

omgang. Alt sammen tiltag der har stor

betydning for menighedens oplevelse

af gudstjenesten, og alt sammen en

vigtig del af menighedsrådets ansvarsområde.

Dialog med kunstnerne

– Kun det ypperste af det ypperste

er godt nok i Guds hus, udbryder

Helene Dam, stifts- og sognepræst i

Københavns Stift. Vi sidder på hendes

kontor på Frederiksberg Allé og taler

om, hvordan kunsten kan berige kirken

og kirken kunsten. Hun efterlyser, at

flere kirker tør genoptage dialogen med

de store kunstnere, sådan som vi kender

det tidligere fra historien.

Kirken må for alt i verden undgå det

banale og sentimentale, der får Gud til

at ligne en sød og hyggelig terapeut.

Kunsten skal forurolige, sætte i gang,

og det gør ikke noget, hvis den provokerer.

Det gør evangeliet jo også. Vi har

brug for kunsten til at fortælle videre

på det, vi ser og hører, siger Helene

Dam og tilføjer, at det naturligvis også

inkluderer musikken.

– Også her er det vigtigt, at vi som

kirke ikke falder for det populistiske, i

en tro på at det vil få flere i kirke. I det

lange løb er jeg ikke sikker på, at den

form for musik holder, den har simpelthen

ikke nok kraft i sig til at åbne for

himlen, og det er jo netop det, den store

musik magter. Tænk bare på Bach eller

den nulevende komponist Arvo Pärt.

Modige beslutninger

Et godt eksempel på den dialog, som

Helene Dam efterlyser, er Kastrup

Kirke. Her bad menighedsrådet i 1973

kunstneren Svend Wiig Hansen om at

udsmykke korvæggen. Imidlertid tilbød

kunstneren at lave en mere omfattende

udsmykning af hele kirkerummet og

det tilmed kvit og frit. Kun udgifter

til materialer skulle menighedsrådet

betale.

– Menighedsrådet sagde ja, og det var

yderst modigt gjort. Udsmykningen er

dristig og kontroversiel, men menigheden

elsker deres kirkerum. Jeg tror

blandt andet, det handler om, at Wiig

Hansens udsmykning bliver ved med

at åbne nye horisonter for beskueren,

forklarer Helene Dam.

Offerets tid er forbi

Kunstneren kan ifølge Helene Dam

også lære noget af dialogen mellem

kunst og kirke.

– Kunst er ikke bare noget, man skal gå

på museer og se. Kunst er ikke blot en

æstetisk oplevelse, man kan beskæftige

sig med i sin fritid. I kunsten hænger

form og indhold sammen. Uden form

ingen kunst. På den anden side er det

vigtigt, at kunsten får nye udfordringer,

hvad indholdet gælder. Kirken bringer

et dybt eksistentielt budskab frem, som

kunsten kan folde ud. Med kristendommen

er offerets tid forbi. Det kunne

være interessant at se, hvordan kunsten

vil udfolde det tema efter i så mange

år at have ladet sig styre af en kultur,

der igen og igen fremhæver mennesker

som ofre, siger Helene Dam.

Oplev kirkekunsten i stiftets kirker.

For åbningstider mm. se Kirkefondets

vejfolder, som kan downloades på

www.kirkefondet.dk


19 • Kirkeliv i København 2008

Altertavle med uendelige muligheder

Kun fantasien sætter grænser for, hvordan altertavlen i Frihavnskirken ser

ud, og både børn, unge og ældre kan være med i udformningen

Altertavlen består af et

stort trefløjet whiteboard

med træguldramme og 96

små forgyldte metalplader

samt tusindvis af de små

skumfiltmagneter i alverden

farver, guld og bronze

inklusiv. Børn og voksne

kan i fællesskab fremstille

mosaikkerne, og så er

materialet så nemt at arbejde

med, at man i løbet af en

enkel eftermiddag eller aften

kan fremstille et billede.

Lakridskonfekt

Mosaikbrikken ligner en

lille lækker lakridskonfekt,

hvilket børnene da også

hurtigt har døbt dem, fortæller

Andreas Christensen,

sognepræst ved Frihavnskirken

på Østerbro.

– Forstil dig, at man har

pillet den ene lyserøde flage

af lakridskonfekten. Tilbage

er den sorte og den farvede

sukkerflage. Den sorte

lakridsflage er magnetisk,

og den farvede vender ud ad.

Det er så de små mosaikker,

som man sætter sammen

og danner billeder med,

fortsætter han.

Præst og opfinder

Andreas Christensen er

udstyret med lidt af et

opfindergen. Og det har ikke

skortet på afprøvninger af

materialer i alle de år, hvor

han har kredset om ideen

med et kunstværksted for

børn og voksne. Alt fra

silkestof, keramik, træ, glas

og sågar guldbronzerede

pastaskruer har været

afprøvet, og måske var disse

pastaskruer ikke grebet ud

af den blå luft, for det var

spaghettigudstjeneste, der

for alvor satte gang i sognepræstens

opfindertrang.

Startskuddet

– Da vi i år 2000 begyndte

at afholde spaghettigudstjenester

blev det hurtigt et

tilløbsstykke. Og efter nogle

år var vi nødt til at overveje

at lave nogle tilbud til de

”spaghettibørn”, som var

blevet for store til at være

med, fortæller Andreas

Christensen, der nu ud over

at være præst også kan

tilføje titlen som opfinder,

for opfindelsen er mønsterbeskyttet

hos Patent- og

Varemærkestyrelsen.

Konceptet er allerede blevet

afprøvet blandt konfirmander,

skoler og menigheder.

Et bud på hvordan opfindelsen

kan bruges, kan ses i

Frihavnskirken på Østerbro.

Kirkens altertavle er blevet

til i et samarbejde blandt

områdets børn, voksne og

lokale skoler. Tavlens 96

dele skiftes løbende ud.

– Lige nu er en af de ældre

og ikke så mobile kvinder i

sognet i gang med at kreere

en af de små mosaikker,

som, når den er færdig, vil

blive sat ind i billedet på en

af altertavlens fløje, siger

Andreas Christensen.

Han håber, mange andre

kirker får glæde af gør-detselv-altertavlen,

som han

også har lavet i en minimodel,

hvor familien sammen

kan skabe deres egen lille

altertavle fx med billeder fra

de bibelske fortællinger.

Læs mere på

www.frihavnskirken.dk


20 • Kirkeliv i København 2008

Sommerhøjskole

Rundt om i stiftet mødes mennesker til foredrag, studiekredse og filmklubber.

I Vanløse er næste års sommerhøjskole altid overtegnet, inden dette års

er afviklet. Foredrag af høj kvalitet og tid til fordybelse er kendetegnende

Sommerhøjskolen i Vanløse Kirke er

en succesfuld og værdsat tradition, som

skaber rum til fordybelse, som en af de

95 deltagere udtrykker det.

For 13 år siden begyndte Vanløse Kirke

i samarbejde med Hyltebjerg Kirke

at holde sommerhøjskole. Højskoledagene

er gennem årerne blevet

en kærkommen og tilbagevendende

begivenhed, som er så stor en succes,

at man helst skal tilmelde sig samme

dag, programmet udkommer, for at få

en plads, oplyser en af deltagerne på

dette års sommerhøjskole. Men sådan

var det ikke det første år, oplyser provst

og sognepræst ved Hyltebjerg Kirke,

Finn Vejlgaard. Han har sammen med

Elsebeth Diderichsen, som er sognepræst

ved Vanløse Kirke, været med fra

begyndelsen.

– De første to-tre år var der ikke fuldt

hus. Her gjorde vi en stor indsats

annonceringsmæssigt både lokalt og

i kirkelige blade, men det har ændret

sig. Nu har vi folk på venteliste hvert

år. Jeg tror, folk hører om det, og så

har de også fundet ud af, at det er et

godt koncept, at det er muligt at møde

spændende mennesker og høre foredrag

af høj kvalitet i deres lokalområde,

fortæller Finn Vejlgaard og tilføjer, at

halvdelen af deltagerne er fra Vanløse

mens resten kommer fra hele Storkøbenhavn.

Livsoplysning

Hele ideen med at holde sommerhøjskole

stammer fra den tankegang, der

ligger bag højskolernes sommerkurser.

– Ideen er at samle folk om livsoplysning,

sang, samvær og fællesskab.

Vi har ikke mulighed for, at folk

overnatter eller holde dem med kost,

men vi har tilpasset det efter kirkens

forhold. Vi begynder søndag aften og

har så tre fulde dage med foredrag, og

vi slutter altid med en koncert i kirken

og efterfølgende festmiddag, fortæller

Finn Vejlgaard uddybende.

Et andet perspektiv

Helle Steenbuch Holt på 43 år er med

for tredje år i træk og har som de

andre deltagere overgivet sit hjerte til

højskoleformen.

– Foredragene er fantastisk spændende

og af høj kvalitet. Det er virkelig gode

foredragsholdere, men derudover synes

jeg, det er dejligt, at vi begynder dagen

med andagt, og at vi også synger fra

Højskolesangbogen, når vi fx runder

et foredrag af. Og så er der en speciel

stemning af fællesskab, mens lysten til

at spørge og debattere samtidig er i top

blandt de livserfarne deltagere, siger

Helle Steenbuch Holt. Hun har siddet

i menighedsrådet for Vanløse Kirke i

snart fire år, for kirken udgør en vigtigt

del af hendes liv.

Kirken er sted, der giver ro og rum

for fordybelse. I kirken kan jeg være

mig selv og samtidig en del af et

fællesskab. Og det giver mig et andet

meningsgivende perspektiv på tilværelsen

at komme i en sammenhæng,

hvor det ikke handler om effektivitet,

optimering og bundlinier, som meget

gør i dag, fortæller hun.

Tid til fordybelse

For at kunne deltage i sommerhøjskolen,

har Helle Holt taget tre fridage fra

sit job som Client Team Coordinator i

IF forsikring, for det har høj prioritet.

– Jeg ser højskoledagene som en

naturlig udvidelse af gudstjenesten,

fordi foredragene udfolder mange af de

emner, prædikenerne tager op - både

det etiske, det religiøse, det æstetiske

og det eksistentielle, ja, det som livet

er, smiler Helle Holt og fortsætter:

– Desuden giver højskolen, da det er tre

dage i træk, mulighed for en yderligere

fordybelse. Og det er der ikke altid

plads til i hverdagen med et krævende

job samt familie og to børn. Derudover,

tilføjer hun, henter hun god inspiration

til listen over alle de bøger, hun engang

håber på at få mere tid til at kaste sig

over.


21 • Kirkeliv i København 2008

Storbykirke på Vesterbro

Torvegudstjenester, gospelevents og natkirke i Eliaskirken. Strøgkirken på

Vesterbro er langsomt ved at finde sin form som områdets nye bydelskirke

Trappen på Vesterbro Torv var både

scene og prædikestol, da otte vesterbrokirker

i maj fejrede pinsegudstjeneste

på Vesterbro Torv.

Gudstjenesten var en stor succes og

menighedsrådet ved den kommende

bydelskirke har derfor også planer om

med jævne mellemrum at benytte sig

af Eliaskirkens placering lige ud til det

myldrende liv på Vesterbro Torv.

Alternativ gudstjeneste

Torvegudstjenester er blot en af de

mange ideer, som er i spil nu, hvor den

nye bydelskirke er på vej til at finde sin

form. Eliaskirken skal som bydelskirke

være flagskib for de otte kirker på

Vesterbro.

Tanken er, at der hver søndag skal være

en ”klassisk” gudstjeneste i kirken,

mens der i øvrigt i løbet af ugen skal

afholdes en række mere alternative

gudstjenester, der henvender sig til

andre mennesker end dem, der befinder

sig i den traditionelle søndagsmenighed.

– Vi er en strøgkirke og vil gerne lave

så mangfoldigt et kirkeliv, som man

overhovedet kan, fortæller Lars Christian

Balslev, menighedsrådsformand

ved Eliaskirken. Han forestiller sig et

væld af tilbud, der taler til forskellige

befolkningsgrupper.

Også kirke for unge

– Børnegudstjenester, strøggudstjenester,

natkirke og fyraftensgudstjenester.

Der er mange muligheder for at

give vesterbroerne et bredt udbud af

muligheder for at komme i kirke. På

Vesterbro bor efterhånden mange yngre

mennesker. Derfor er det også ifølge

menighedsrådsformanden vigtigt at

skabe tilbud, som retter sig imod den

yngre del af befolkningen.

– Vi skal ikke være bange for at tænke i

nye baner. Det kan jo godt være, at det

ikke ligefrem er søndagsgudstjenester

kl. 10, der er den mest oplagte gudstjenesteform

for de yngre generationer.

Derimod kunne jeg godt tænke mig,

at vi tilbyder en kort hverdagsandagt

for dem, der enten er på vej hjem fra

arbejde eller fra studiet.

Kirke for alle

Lars Christian Balslev understreger

vigtigheden af, at kirken er kirke for

alle, der har lyst til og brug for at

komme der.

– Der skal være højt til loftet, og jeg

håber, at vi kan skabe en kirke, hvor

alle føler sig velkomne. Det er afgørende,

at det, der sker i kirken, giver

mening for folk, men samtidig skal det

ikke ende i pop. Eliaskirken er ikke et

hvilket som helst hus, men en kirke.


22 • Kirkeliv i København 2008

En opgave med afveksling

Menighedsrådsarbejde er en skønsom blanding af at skabe socialt fællesskab

omkring kirken og at træffe beslutninger om, hvad pengene skal bruges til

Planlægning af foredrag og koncerter,

men også udbygning af sognehuset,

udvikling af en personalepolitik og et

dyk ned i regnskaberne hører med til

arbejdet som menighedsrådsmedlem i

Dragør Kirke, siger Annette Michelsen,

menighedsrådsformand i Dragør Kirke.

Intens begyndelse

Selv gik hun ind i menighedsrådsarbejdet,

fordi hun blev opfordret til det.

– Min søn sang i kirkekoret, og da jeg

blev spurgt, sagde jeg ja, mest ud fra det

synspunkt at det ofte er interessant at

engagere sig i lokalt. Hun kendte ikke

meget til, hvad arbejdet bestod i, men

blev hurtigt klogere. Rådet var nemlig

spritnyt, og der var ikke nogen gengangere

fra det tidligere menighedsråd, da

Annette Michelsen for snart 12 år siden

trådte ind i Dragør Kirkes menighedsråd.

– Vi holdt nogle lange og hyggelige

møder, hvor vi kom tæt på hinanden,

husker Annette Michelsen, som mener,

at den intense start har været med til at

gøre arbejdet til en helt særlig oplevelse.

En kompleks struktur

Hendes religiøse indstilling har hun

hjemmefra, selvom man ikke i hendes

hjem sled på kirkebænkene hver eneste

søndag. Da Annette Michelsen var

blevet voksen, begyndte hendes søn i

kirkekoret, og så mødte hun op til de

gudstjenester, hvor han medvirkede. Og

da hun trådte ind i menighedsrådet, kom

hun endnu tættere på både den praktiske

og den religiøse del af kirkelivet.

– Folkekirken har en kompleks struktur.

Mit arbejde i menighedsrådet har givet

mig en langt større forståelse for dens

struktur. Samtidig er jeg kommet tættere

på kirkens budskab, og jeg er begyndt at

gå mere i kirke.

Gør folk glade

Menighedsrådet i Dragør holder 10

møder om året, men der er meget mere

at engagere sig i, fortæller Annette

Michelsen, der arbejder som rådgiver i

en bank. Hendes økonomiske sans blev

hurtigt nyttig i rådet, men selv understreger

hun planlægning af koncerter,

foredragsaftener, formiddagshøjskoler

og skovture som noget af det mest

inspirerende og skønne ved arbejdet.

– Det er sjovt at være med til at stå for et

arrangement og så efterfølgende opleve,

hvordan folk strømmer til og nyder at

være med. Foredragene og den ugentlige

morgensang er ifølge Annette Michelsen

virkeligt vellykkede arrangementer.

– Morgensangen er en anledning til at

deltage i en andagt, også for de mennesker

der måske ikke umiddelbart føler

sig hjemme i kirkerummet.


23 • Kirkeliv i København 2008

Jævnt og muntert

Inge Lise Pedersen er menighedsrådsformand på Frederiksberg og formand

for Landsforeningen af Menighedsråd. Menighedsrådsarbejdet er afvekslende

og lærerigt og sikrer samtidig folkekirkens lokale forankring, udtaler hun

– Menighedsrådsarbejde? Jamen,

det ved alle da, er noget af det mest

kedelige og usexede, der findes.

Desuden er der ingen, der bemærker,

om det bliver gjort eller ej, for der er

jo en hær af præster og andre ansatte

i folkekirken. Til gengæld er kirkerne

tomme om søndagen. Nogenlunde så

negativt serveres menighedsrådsarbejdet

ofte i medierne, og det er rigtig

ærgerligt, for det er både interessant

og lærerigt og indimellem ganske

sjovt, og jeg bilder mig også ind, at det

ikke er uden betydning, det vi laver i

menighedsrådene, udtaler Inge Lise

Pedersen.

Grundtvigske rødder

Om nogen kender hun kirken indefra

og nedefra. Med rødder i det grundtvigske

og et mangeårigt engagement

i Kirkeligt Samfund (nu Grundtvigsk

Forum) færdes hun hjemmevant i

folkekirkens brede fundament af

menigheder og frivillige. Desuden

er hun universitetslektor i dansk

med dialektologi som speciale. Det

betyder, at hun også på det personlige

plan har gjort bevægelsen med fra

land til storby, fra bondesamfundet til

storbymenighederne.

Alligevel mener hun ikke, at der

grundlæggende set er den store forskel

på menighedsrådsarbejdet i de forskellige

egne af landet. Det skal nemlig

under alle omstændigheder være lokalt

og folkeligt funderet.

Den lokale forankring

– Menighedsrådarbejdet er vigtigt,

fordi det forankrer folkekirken

lokalt. Der er næsten 20 gange så

mange menighedsråd, som der er

kommunalbestyrelser. Det folkekirkelige

demokrati udfolder sig på

græsrodsniveau og er med til at sikre,

at det hverken er en topstyret statskirke

eller en præste- eller bispestyret kirke,

vi har i Danmark, men en folkekirke

hvor opgaver og kompetencer er fordelt

på mange hænder og mellem mange

hoveder, mener hun.

Blandt de spændende opgaver er

eksemplevis præstevalg. Vi har stort set

de præster, vi fortjener, for vi vælger

dem selv. Og det er vigtigt, hvem vi

vælger – for de næste måske 20 år med

denne præst skulle også gerne være en

fornøjelse for menigheden, påpeger

hun og fortsætter:

– Når præsten er valgt, venter der andre

opgaver: først og fremmest at være

menighed, men også at være sparringpartner

for præsten. Hvis vi ikke har de

præster, vi fortjener, er det måske, fordi

vi forsømmer den opgave.

Afvekslende

Noget af fornøjelsen ligger i, at

arbejdet er afvekslende, mener hun.

– Den ene dag skal der lægges program

for deltagelse i Kulturnatten, den anden

dag skal der lægges budget og vælges

nye møbler, den tredje dag skal vi

drøfte, hvad vi skal svare på en høring

om stiftsråd. Planlægningen af det

kirkelige arbejde, praktisk administra-

tion og diskussion af den folkekirkelige

struktur; det hele befinder sig på

menighedsrådets bord.

– Og så er menighedsrådet et godt

sted at lære konflikthåndtering og

demokrati i praksis. Ikke fordi vi har

flere konflikter end andre steder, men

fordi konflikter lettere bliver personlige

på små arbejdspladser.

– Kort sagt: Vi lever et jævnt og

muntert, virksomt liv i menighedsrådene

og yder dermed et vigtigt bidrag

til den demokratiske dannelse, siger

Inge Lise Pedersen.

Menighedsrådsvalget finder sted den

11. november.

Sidste frist for afholdelse af

orienteringsmøde:

tirsdag den 16. september

Sidste frist for indlevering af

kandidatlister:

tirsdag den 23. september - tirsdag den

30. september

Læs mere om menighedsrådsarbejdet

og menighedsrådsvalget på

www.menighedsraad.dk


24 • Kirkeliv i København 2008

Fremtidens kirker på tegnebrædtet

Kirker skal bygges dér, hvor mennesker bor, mener provsten på Østerbro,

Erik Balslev-Clausen, der drømmer om opsigtsvækkende kirke i Nordhavnen

Man har altid bygget kirkerne

dér, hvor de ifølge

tidens forudsætning forekommer

mest velplacerede.

Det er naturligvis dér,

hvor mennesker bor. Det

er baggrunden for, at det

københavnske kirkefolk er

så levende interesseret i de

nye store kvarterer, der i

disse år opbygges i Ørestaden,

såvel som i Syd- og

Nordhavnen.

– Alene her på Østerbro

regner man med en udbygningsplan,

der i første omgang

vil betyde ca. 16.000

nye indbyggere. I næste fase

regner man endda med, at

yderligere 25-30.000 mennesker

flytter til Nordhavnen.

Et slag på tasken siger, at

det betyder et stort sogn

på mellem 25. og 30.000

medlemmer af folkekirken,

som byen naturligvis skal

servicere. Det burde betyde

en 8-10 præster, der så skal

hentes fra andre steder i

byen. Vi kan nemlig ikke

regne med at få mere end

fem nye præster, eftersom

der i mange år slet ikke er

uddannet nok, fortæller Erik

Balslev-Clausen.

Spektakulært

– Ligesom det gjaldt

Marmorkirken, der blev

bygget for at servicere

Frederiksstaden, skal vi

naturligvis også have en

virkelig spektakulær kirke.

Vi er ude i et område,

hvor alle sejl vil blive sat

rent arkitektonisk. Det

må og skal kirken kunne

matche. Jeg tænker mig et

lige så opsigtsvækkende

byggeri som Operaen i

Sidney. Det ville være

fantastisk at få en arkitekt

som Kim Utzon til at tegne

kirken, så den matchede

hans øvrige byggerier på

havnen (Paustian, red.). Det

forudsætter naturligvis store

sponsorer, der vil bygge

markant, og som ønsker at

sikre kirken en fremtidig

synlighed herude. Det nytter

ikke med en gammeldags

karré-kirke, hvor hyggelige

de end kan være være,

smiler provsten, mens han

sidder og misser mod solen

på sin bænk foran kirken i

Koldinggade, der netop er

bygget ind i gadebilledet.

Klare symboler

Kirken som et monumentalt

bygningsværk har også en

anden begrundelse, fortæller

provsten videre.

– Vi skal være kirke for en

helt ny generation af unge,

der er vokset op i 80’erne

og 90’erne. For en stor dels

vedkommende er de virkelig

kirkefremmede, og de skal

tilbydes storladne og klare,

entydige symboler. Vi skal

derfor også forstå, at det er

nødvendigt at være menighed

på en helt ny måde. Selv

gudstjenesterne må skifte

karakter. De skal være flotte,

fejende og pompøse.

– Naturligvis bliver det en

Hvis du har fået smag på menighedsrådarbejdet er der mulighed for at læse meget mere om kirken og dens liv på

www.kirkenikobenhavn.dk

smertefuld tilpasning, at vi

bliver nødt til at sælge eller

rive et par kirker ned her på

det indre Østerbro. Men det

kan ikke være anderledes.

Vi skal følge i hælene på

folk derhen, hvor de flytter.

Og lige nu er der lagt op

til en massiv udflytning til

området herude på havnen.

Ørestad og Sydhavn

Samme forhold gør sig

gældende i en række

andre kvarterer rundt om

i yderkanten af byen. På

Refshaleøen regner man

med i 2045 at skulle huse

godt 18.000 tilflyttere, på

Nordøstamager 16.000,

i Ørestaden 20.000 og i

Sydhavnen 25.000. I alt

lyder prognosen på knap

95.000 tilflyttere til byen

i løbet af de kommende

40 år. Det betyder, at der

skal bygges kirker, der i alt

kan servicere 50-60.000

mennesker.

I Ørestaden har man da også

allerede reserveret sig en

grund, mens man i Sydhavnen

er i færd med at sælge en

kirke for at skaffe penge til

et tilsvarende monumentalt

byggeri, som det provsten på

Østerbro drømmer om.

Her findes også en kalender med datoerne for de lovpligtige opstillings- og orienteringsmøder. Og her skriver vi i de

næste par måneder om valgmøderne og valgkampene rundt om i stiftet

More magazines by this user
Similar magazines