KIRKEBLADET - Sct. Mortens Kirke

Forsidebilledet
Motivet er denne gang et detailbillede af kirkens gamle urværk, der har sin placering i tårnet
på stokværket lige under klokkerne.
Urværket er af ældre dato. Urmagermesteren er desværre ukendt. Værket bærer ingen signatur,
men ud fra sammenligning med lignende gamle kirkeure, formodes det, at vores ur
stammer fra 1700-tallet.
Værket er solidt fremstillet, og det tager plads op. Det fylder nogenlunde som fire store kummefrysere
stablet i terningeform. Urværkets mekanik er i fin form. Det går støt og roligt med
sine adstadige ” tik – tak – tik – tak”, og det sørger også for, at kirkens klokker giver lyd fra
sig med jævne mellemrum.
Gennem et sindrigt kædetræk gennem etageadskillelsen til klokkerne ovenover bliver der slået
kvarterslag på kirkens lille klokke og timeslag på den store – under lystigt akkompagnement
af en metalvinge på urværket, der pludselig snurrer rundt som en propel, og som man absolut
ikke skal komme i nærheden af. Hvad denne vinge gør godt for, må kendere vide. Også
morgen-, middags- og aftenringning har det gamle urværk styr på.
Selv om nogle af værkets største tandhjul ligner noget, der kunne være hugget ud med økse,
går uret utroligt præcist. Vores kirketjener, Pia Dyhrberg Hansen, der har det daglige tilsyn
med uret, oplyser, at uret vinder et minut om ugen om vinteren og taber tilsvarende et minut
om ugen om sommeren. Det skyldes materialeudvidelse på grund af temperatursvingningerne.
Værket kræver ikke det store serviceeftersyn – blot to dråber olie om året, og så går det igen
som smurt. Uret blev gennemgribende restaureret i 1965. Det indebar en udgift på 17.000 kr.
Det var ganske vist en stor udskrivning dengang, men siden er tiden bare gået og gået på det
gamle ur.
Indtil for nogle få år siden var uret drevet ved hjælp af lodder, altså a la et kuk-ur i overstørrelse.
Lodderne var tunge og fastgjort til solide stålwirer på valser, og hver dag måtte kirketjeneren
en tur i tårnet for at trække uret (dvs. lodderne) op ved hjælp af et stort håndsving.
Og der skulle tages ved. Uret kunne kun gå 31 timer på en fuld optrækning. I dag er håndsvinget
erstattet af elektrisk optræk, og kirketjeneren sparer på armkræfterne.
På to tidspunkter af året kræver urværket dog kirketjenerens særlige opmærksomhed og tekniske
snilde, og det er, når der skiftes til sommertid og tilbage igen. Når uret skal stilles en
time tilbage, sættes det blot i stå så længe, men når uret skal stilles en time frem, anvendes
en helt særlig procedure, der skal forhindre, at kvarterslagene og timeslagene kommer ud af
kurs. Hvis ikke man passer på, kan tiden pludselig flyve af sted og klokkerne bimle på de underligste
tidspunkter.
Urværket er bestemt en tur i tårnet værd – og man kan nemt få en aftale med kirketjeneren
om det.
/ef
2