Tema nr 2 2007 om "Sorg" - Agape

tema
Nummer 2 2007
om sorg
når ens barn dør
reaktioner på sorg
lidelsens paradoks
Fastlåst sorg
At forberede sin egen død

indhold
Tema udgives af:
Foreningen Agape
Ansvarshavende redaktør:
Landsleder Lars Thideman Jensen
T 8680 6022 / lars@foreningenagape.dk
Layout:
Informationsmedarbejder Alice Aagaard Pedersen
T 8680 6022 / alice@foreningenagape.dk
Øvrige medlemmer af bladudvalget:
Psykolog Bodil Kappelgaard
Isarpac-terapeut Torsten Hartvig Pedersen
Distriktsygeplejeske Jens Peter Hansen
Forsidefoto:
Modelfoto fra istockphoto.com
Tryk:
Lavpristrykkeriet, Århus
lavpristrykkeriet.dk
Oplag: 3.500 stk.
ISSN: 1601-7188
når ens barn dør
Tanja og Poul Gerhardts
datter døde, da hun var
bare fire år gammel.
Side 4
om at miste og finde
Erik og Åse fik en datter
med Downs syndrom - og
blev en “handikapfamilie”.
Side 8
lidelsens paradoks
Hvorfor tillader Gud, at der
sker så meget ondt i verden?
Side 12
fastlåst sorg
Sorg er en naturlig reaktion
- fornægtes den, kan det
føre til destruktiv adfærd.
Side 14
Emne
Plads til sorg - leder
Når ens barn dør
Om at miste og finde
Reaktioner på sorg
Lidelsens paradoks
Fastlåst sorg
Når sorgen rammer min næste
Børn og sorg
At forberede sin egen død
Ovenlys på dage med sorg - boganmeldelse
På tærkslen til - boganmeldelse
Sorg er... - vers
Ung sorg - boganmeldelse
Foreningen Agape:
Agape er en folkekirkelig forening, der arbejder med diakoni,
sjælesorg, terapi, kurser og foredrag.
Agape ønsker at hjælpe, når livet gør ondt.
Som medlem af Agape er du med til at støtte Agapes arbejde.
To gange om året modtager du bladet “Tema”, der sætter
fokus på et emne inden for det diakonale, sjælesørgeriske eller
terapeutiske område.
Derudover modtager du fem gange om året bladet “Nyheder
& Inspiration”, der har fokus på Agapes arbejde.
Medlemskontingent:
Enkeltmedlemmer........................200 kr.
Par...............................................300 kr.
Studerende/unge under 22..........150 kr.
Side
Kontakt:
Ønsker du at blive medlem, eller har du spørgsmål til Agapes
arbejde, er du velkommen til at kontakte Agapes sekretariat:
T 8680 6022/sekretariat@foreningenagape.dk
Eller se vores hjemmeside: foreningenagape.dk
3
4
8
10
12
14
16
18
20
22
22
23
23

leder
Plads til sorg
Af Lars Thidemann Jensen
Landsleder og ansvarshavende redaktør
Intet menneske går gennem et menneskeliv uden sorg.
Alligevel bliver vi ofte overrasket, bange, usikre, forvirret
og meget mere, når sorgen rammer os eller nogen af
vores nærmeste.
Sorg udspringer af, at miste noget eller nogen, og det
er livets modsætning, så måske er det ikke så mærkeligt,
at det virker fremmed for os. Heldigvis kan man
næsten sige. Men sorgen er på den anden side også så
virkelige og naturlig, at vi ikke kan flygte fra den, vi er
nødt til at forholde os til det.
Det er vores ønske med dette TEMA-blad, at vi kan
være med til at sætte ord på denne usikkerhed og
virkelighed. Sætte ord på den ensartethed og alligevel
forskellighed, som forekommer, når vi rammes af sorg.
Vi ønsker også, at give redskaber til, hvordan man kan
forstå sig selv og andre i selve sorgen, og vi ønsker at
give redskaber og håb til at kunne leve med sorgen i
fremtiden.
Der er afgjort en positiv tendens i vores samfund til at
åbne op for sorgen og sorgens processer. Der arrangeres
sorgkurser, sorggrupper mv. som aldrig før. Det er
godt. Det kan desværre nogen gang konflikte med, at
alting i dag skal gå så hurtigt, at vi skal videre, ellers
går livet i stå, og dermed får sorgen ikke lov til at tage
den tid, som sorgens processer faktisk tager. En af
artiklerne beskriver en stadig sorgproces 12 år efter,
de mistede et barn. For nogen tager den tre-fire år, for
andre bliver de mindet om det hver dag. Sorg skal have
plads og tager tid, og vi er ofte forskellige i mødet med
sorg. Det har både de, der sørger, og os, der står ved
siden af, brug for at være opmærksomme på.
Det er et komplekst emne, som fortjener mere end otte
artikler og 24 sider. Men vi håber, at bladet kan være
med til at sætte tanker og processer i gang, til trøst,
håb og glæde for personer, der rammes af sorg og for
alle os, der står ved siden af. Vi har prøvet at komme
bredt omkring sorgens mange ansigter både med hensyn
til former for sorg samt køns- og aldersmæssige
forskelle.
Som en af artiklerne rigtigt præciserer, er det ikke
altid på sin plads, at komme med bibelvers til sørgende
mennesker. Jeg vover dog alligevel at slutte med
to skriftsteder, som betyder meget for mig, når jeg
mærker sorgen i mit liv.
Glemmer en kvinde sit diende barn?
Glemmer en mor det barn, hun fødte?
Selv om de skulle glemme,
glemmer jeg ikke dig (Es. 49, 15)
Selv om jeg går i mørkets dal,
frygter jeg intet ondt,
for du er hos mig,
din stok og din stav er min trøst (Sl. 23, 4)
God læse- og refleksionslyst!

Af Tanja Enevoldsen
Lærer på friskolen i Hinnerup
For 12 år siden mistede vores familie et barn!
Hun hed Elisa og var næsten fire år, da hun
blev syg af akut leukæmi. Hun døde i slutningen
af juli efter kort tids sygdom.
Elisa var datter, lillesøster, storesøster,
barnebarn, niece, kusine og veninde. Hun
havde et stort netværk af mennesker, der
elskede hende, og som brat blev kastet ud i
overvældende sorg!
Mistede alt pånær troen Da vi stod ved graven om
aftenen, hvor et blomsterhav dækkede familiegravstedet
og alle stierne omkring, var der en ung fyr, der tog
om min skulder og sagde: ”Din datter var et rigt barn!”
Han var lige vendt hjem fra Sydamerika, hvor han
havde arbejdet med gadebørn og oplevet, hvordan de
blev jagtet som rotter og slået ihjel og efterladt døde i
rendestenen eller i en papkasse.
Ja, vores datter Elisa var et rigt barn, og vi omkring
hende blev fattige, da vi mistede hende. Vi blev fattige
umiddelbart, men vi mistede også en fremtid af liv
sammen med hende. Vi mistede oplevelser, kommende
svigersøn og børnebørn. Vi mistede latter og glæde
og tillid til livet! Vi mistede sorgløshed og tiltro til, at
hvis man gør sig umage, skal det nok gå! Vi mistede
drømme og håb! Det eneste, vi faktisk beholdt, var
troen! Vi sagde ikke til os selv og hinanden: ”Vi må
bevare troen!” Nej, slet ikke! Troen bar os igennem!
Det var hedebølge den sommer, hvor Elisa blev syg!
Den dag, da hun blev begravet, var en hed, solfyldt,
bagende dag, hvor varmen flimrede over asfalten
og gruset raslede larmende under vore fødder i den
øredøvende stilhed.
Det var den dag, vores familie splintredes i stykker,
så vi stadig 12 år efter finder stumper, der skal klinkes
på plads.
Gud sendte en mand Fem dage efter, at Elisa var
blevet begravet, kom der en mand og bankede på
vores dør! Han var far til Emil, der var en af Elisas
legekammerater nede fra legepladsen. Vi havde et
legeplads-venskab med ham, hvor vi hyggede os, mens
vi skubbede gynger og sludrede og nød vore børn sammen.
Det eneste, vi nærmest vidste om ham privat,
var, at han havde en yderst besværlig ekskone, der
boede i Italien, og at det derfor var ganske kompliceret,
at have Emil som delebarn!
når ens barn dør
Nu stod han så i vort hjem og insisterede på at tale
med os: ”I skal vide, at min ekskone og jeg mistede
Emils storebror ved vuggedød. Ligegyldigt hvad vi
gjorde for at klinke skårene, så magtede vi det ikke! I
skal vide, at 91% af alle par, der mister et barn, bliver
skilt! Jeg har nede på legepladsen set, hvor glade I to er
for hinanden, og derfor vil jeg have, at I giver hinanden
og mig hånden på, at I ikke vil gå fra hinanden, før der
er gået to år!”
Denne samtale varede cirka en time! Det var ikke
svært at række hånden ud og aflægge dette løfte til
ham og hinanden! Men jeg er ikke i tvivl om, at denne
nærmest fremmede mand blev sendt til os fra vores
Himmelske Far, der ønskede at få os sammen igennem
dette tab. Jeg er ikke i tvivl om, at denne mand var
med til at redde vort ægteskab!
En væsentlig og voldsom dag Nogle af vore venner,
som vi meget sjældent ser, sendte os en folder om
en Agapedag (Den årlige temadag “At miste et barn”,
red.). De havde set den og tænkte, at det måske var
noget for os. Jeg var meget i tvivl, for det var jo otte år
siden, og hvad kunne vi bruge det til? Men når nu vore
venner havde fået denne tilskyndelse, ja, så kunne der
jo ikke ske noget dårligt ved det. Så Poul Gerhardt og
jeg tog af sted. Det væsentlige og voldsomme ved denne
dag var det spejl, der blev sat op foran mine øjne!
Vi var omkring 10 par samlet. Det eneste, vi havde
tilfælles, var, at vi havde mistet et barn! Vilkårene var
helt forskellige: Nogle havde mistet et spædbarn, andre
et voksent barn. Nogle havde mistet ved ulykker, andre
ved sygdom og endnu andre ved fødsel! Denne dag gav
mig en grusom oversigt over sorg og sorgens mange
faser!
Et par havde lige mistet tre uger før og var stadig i
fuldstændigt chok! Så var der dem, der var gået over i
apati! Der var dem, der var afmægtige og dem, der var
vrede! (Nogle på Gud, andre på sig selv.) Der var nogle
fulde af selvbebrejdelse og andre, som havde mistet
livslyst. Så var der dem, der var kommet til erkendelse
og havde fundet vilje til at fortsætte på trods! Og fordi
vi var dem, der var gået længst tid for, kunne jeg genkende
min egen sorgproces i alle deres hærdede ansigter
og sårede blikke. Denne dag har jeg aldrig glemt!
Det var så komprimeret og skræmmende at se så
meget sorg samlet i samme rum, og samtidig gik det op
for mig, at dèr hvor tabet er langt borte i tid, kan det
stadig i dybet, bag facaden eller rettere forsvarsskjoldet
være et åbent, blødende sår!
- fortsættes næste side -

- fortsat fra side 5 -
Min sorg lukkede op for andres sorg I starten,
efter at Elisa var død, følte jeg, at jeg forrådte mig selv
og hende, hvis jeg ikke nævnede hende, når fremmede
spurgte mig om mit liv! ”Hvor mange børn?”. ”Jeg har
fire børn, men min datter Elisa er død!” Det var mit
svar. Det var en stor del af min heling, at Elisa ikke
blev gjort unævnelig i mit indre, for hun var jo en stor
del af mit erfaringsgrundlag for det at have børn og
være mor og menneske! Men det var voldsomt for de
mennesker, som ikke kendte mig, og som pludselig,
midt i et fællesskab med mig, ved en sætning blev hvirvlet
ind i mit univers af sorg og kamp for at overleve.
Men her skete ofte det frygtindgydende, at en ældre
kvinde i samme øjeblik, jeg sagde, at jeg havde mistet,
begyndte at fortælle om sit eget tab som ung. Så var
det et vandfald af ord og tanker, der blev sluppet løs i
dette menneskes indre. Og ofte føltes det som om vedkommende
meget sjældent havde fået luft for denne sorg
dybt i hende. Det gik efterhånden op for mig, at der er
rigtig mange mennesker, der har oplevet at miste et
barn. Og det gik det op for mig, at de kvinder, der har
oplevet at abortere, ofte går rundt med den samme art
af sorg, som jeg selv gik rundt med.
Vi blev nogle andre mennesker Min helingsproces
har været lang og er indimellem stadig i gang! Lige
da Elisa var død, blev min ungdom standset brat, og
jeg følte mig som en på 90 år. Da der var gået fire år,
havde jeg fundet mine ben igen, efter en vandring så
lang i et mørke så dybt, så man ikke tror det muligt!
Jeg kom frem til livet og opdagede, at min ungdom
var overstået, og at jeg nu var en moden, markant
kvinde, der ikke havde nogen tid at spilde, fordi livet
var skrøbeligt og kunne ophøre hvad øjeblik, det skulle
være.
Som ægtepar måtte vi sande, at det menneske, vi
hver især havde giftet os med, ikke var den samme, og
vi måtte finde ud af at lære at elske det nye, formede
menneske, som vi havde lovet at dele livet med i lyst og
i nød, til døden skiller os ad. Vores personlighed har
ændret sig markant, og vores tilgang til livet er blevet
anderledes! Den store styrke i vort ægteskab ligger
ikke i os selv, men i den gave det er, at kunne sige
undskyld og bede om tilgivelse, og i det at kunne tage
imod en undskyldning og kunne tilgive og glemme.
Elisas veninde; et pejlemærke At miste er noget,
der følger èn resten af livet! Der bliver dage i året, som
bliver svære at komme forbi, der bliver årstider og
vejrlig, der bliver uudholdelige at komme igennem. Der
bliver højtideligheder og mærkedage, som fyldes med
smerte i stedet for med glæde. Og der bliver nogle mennesker,
som får en særlig betydning i èns liv!
Elisa havde en dejlig veninde, som hun var jævnaldrende
med! De var lige høje og lige søde, lige sjove
og lige umulige! Denne veninde betyder rigtig meget
for mig: Hver gang jeg ser hende, ved jeg, hvor høj min
datter ville have været, hvad hun ville have beskæftiget
sig med, hvilket klassetrin hun ville have gået
på! Jeg sidder i kirken den dag, hun ville være blevet
konfirmeret, og jeg ved, at hun i år ville være gået ud
af 10. klasse. Elisas veninde ved godt, at jeg har det
sådan med hende, og hun ved samtidig, at hun også
er værdifuld for mig i kraft af sig selv! Omvendt ved jeg
godt, at min sammenligning er en illusion på mange
måder, men det hjælper mig til at have en form for
pejlemærker i mit liv, så jeg kan forholde mig til, hvor
i livet Elisa ville have været, hvis hun havde levet! Og
det hjælper mig med at komme igennem som et helt
menneske.
Blomsterløg og salmesang Noget, der har hjulpet
mig igennem alle 12 år, har været at sætte løg i jorden!
Jeg har sat i tusindvis af tulipaner i jorden, og symbolværdien
i disse blomster er stor! Fornemmelsen af
at lægge et lille brunt løg i jorden og så gå den lange,
mørke vinter og vente, for så om foråret at se det længe
ventede, spæde kim bryde gennem jordskorpen og
forvandle sig for mine øjne! Det er et under hver gang!
Og det får mig til at glædes over den lille krop, som vi
engang med gråd lagde i jorden! Kun Gud ved, hvad
hun vil forvandles til i Hans evige rige!
Noget andet, der har trøstet vores familie i sorgen,
var sangen! Da Elisa døde, holdt jeg op med at synge!
Jo, jeg sang da, men kun af pligt og uden lyst! Men jeg
brød aldrig ud i sang, som jeg ellers så ofte havde gjort
før! Til gengæld begyndte min mand at synge! Hver
aften vandrede han frem og tilbage over gulvet med
salmebogen i hånden og sang salme efter salme efter
salme, som hans far og farfar havde gjort det før ham,
når deres liv var ramt af sorg! Det var en trøst for ham
selv, og det var en trøst for hans børn og hans kone!
Selvom jeg selv nærmest blev stum, og sangen visnede
i mit bryst, så gav Poul Gerhardts sang håb og lys ind
i sorgens mørke, og hjælp til at drage videre ad natmørkt
hav over den brusende grav... Sangen var med
til at blæse livsånde ind i vore hjerter og sende lys ud i
de mørke sindets kroge! Salmerne er skrevet af mennesker
midt i det virkelige liv, og de holder til at blive
hvisket eller skreget i den yderste nød! Hvis jeg skulle
vælge tre ting til et ophold på en øde ø, er det helt
sikkert, at det ene valg ville blive Den Danske Salmebog.
De andre to ting er mere usikre og kan skifte, men
salmebogen ville være mit første usvigelige valg. Da der
var gået to år, begyndte jeg at synge med igen, og nu,
når jeg er mest ked af det, er det henne i kirken under
salmesangen i fællesskabet med de andre omkring
mig, at jeg får størst trøst. Sangen henter lægedom for
sjælen!
Der er gået 12 år nu, det er sommer og varmen er gennemtrængende.
Der kan gå flere dage, hvor Elisa slet
ikke er i mit sind! Men for 14 dage siden gav jeg igen
noget af hendes tøj til genbrug! Lidt efter lidt får jeg
skilt mig af med ting, der smerter mere, end de glæder!
Vred - men ikke på Gud Lidt efter lidt er hendes
fravær i mit liv blevet til noget almindeligt, ligesom
den korte tid, hun prægede med sin tilstedeværelse,
var almindelig! Tabet af vores datter er blevet en lille
massiv del af den helhed, som livet er! Elisas død
ændrede vores liv brutalt og markant, og vores livsbane
havde været helt anderledes, hvis hun ikke var
død! Men vi har haft et rigt og velsignet liv, hvor èn af
velsignelserne var hende!
Ved 50-året for redningsbådsulykken i 1951 i Hvide
Sande, hvor fem redningsmænd druknede og efterlod
sig fem enker og 21 faderløse børn, blev den sidste
levende enke spurgt, om hun ikke havde været vred og
bitter på Gud. ”Nej, jeg har aldrig været vred på Gud!”
Svarede hun med et afklaret blik! Sådan har det også
været for mig!
Jeg har aldrig følt vrede mod Gud! Han har jo vandret
med i mørket og trøstet mig, hver gang jeg var

ulykkelig! Uden Ham var jeg gået tabt i sorg og afmagt.
Han er årsagen til, at jeg har fundet vejen gennem
smerten, og Han er årsagen til, at jeg har fundet lysten
til og glæden ved livet igen! Jeg har været rasende,
vred, apatisk og deprimeret. Men det har aldrig været
rettet mod min himmelske Far, som jo har hjulpet mig
igennem alle disse stadier af sorg! På en måde synes
jeg, at det er for nemt at blive vred på Gud! Døden
er et livsvilkår, som er kommet ind i livet på grund
af mennesket selv! Gud har sendt os sin søn for at
ophæve dødens magt! Hvis man luller sig ind i vrede
imod Ham, har Han svært ved at vise os vejen gennem
dødens skyggedal, og vi har svært ved at skimte
lyset for enden af tunnelen, fordi vores vrede fylder
hullet ud! Han ønsker at gå ved vor side, når vi har
mistet og fortælle os, at døden ikke har det sidste ord!
Men det kræver, at vi giver Ham plads i vort sind til at
trøste os og lindre vor smerte! Alle sindsstemninger er
repræsenteret i sorgens land, og alle sorgens faser skal
vi vandre igennem for at få et liv, der igen kan rumme
glæde og lykke og begejstring. Men jeg tror, at vreden
mod Gud gør vejen til lindring hundrede gange så lang
og mørk og tung! Ikke fordi, at Han svigter os, for Han
kan sagtens rumme, hvis vi er vrede på Ham. Men vre-
den mod Ham kan stå i vejen, så vi får langt sværere
ved at mærke Hans trøst og nærvær! Kaj Munk har
sagt: ”Vi er ikke garanteret mod storm, men med Jesus
ombord, er vi garanteret mod undergang!”
Dem, der er gået forud, tæller med! Af en elsket
person blev jeg på et tidspunkt gjort opmærksom på
sidste kapitel af Jobs bog! (Job 42,10-17). Her står
der, at Jobs skæbne blev vendt, da han gik i forbøn
for sine venner, og så står der, at Herren gav Job alt,
hvad han havde ejet, dobbelt igen. Han får virkelig det
dobbelte antal af alt, og der står, at Herren velsignede
Jobs sidste tid mere end hans første tid. (Sammenlign
Job 8,7 med 42,12). I vers 13 står der så: ”Og han fik
syv sønner og tre døtre!” Der står ikke ”Men...” Problemet
ved regnestykket er, at det ikke er det dobbelte
antal børn, men det samme antal børn èn gang til!
Heri ligger opstandelseshåbet og Guds gennemtrængende
trofasthed! For Gud regner de børn med, som
Job allerede havde fået, men som nu var døde og gået i
forvejen! (Job 1,2 og 42,13). Dette har ofte været i mine
tanker, når jeg blev modløs. Vore sjæle er evige og evigt
forbundne, og Gud regner dem med, der er gået forud,
også vore børn!
“Elisas død ændrede vores liv brutalt og markant - vores livsbane havde været helt anderledes, hvis hun ikke var død.”

om at miste
og finde
(Modelfoto)
“Fra at være kernefamilie, blev vi en handikapfamilie”.
Af Erik Hviid Larsen
Præst i Bethlehemskirken, København
Åse og jeg havde været gift i 17 år, da vi
ventede vores andet barn, og Anna sin
lillesøster. Spændingen var stor og glæden
ikke mindre, da den stolte far klippede navlestrengen
– en fornemmelse ligesom at indvi
en ny bro, eller en ny kirke – men her; - et
helt nyt liv.
En datter, en søster – og bekymrede blikke fra
plejepersonalet, - og en besked om, at der nok
var noget galt, en fejl, noget med kromosomer
– Downs syndrom.
Yderligere undersøgelser på hospitalet viste, at Sara
havde huller i hjertet, hvor de ikke skulle være – og vi
fik at vide, at hun måske skulle hjerteopereres.
Mødet med en velmenende læge, der ikke ville lade os
slippe ud fra fødselsgangen før, vi havde sagt, at vi
havde et ’handikappet’ barn – som om det at sige, og
udtale ordet ’handikappet’ ville løse smertens gordiske
knude, der klemte i vores bryst – og alle problemer
herefter ville være forsvundet som dug for solen.
Rutinecheck på hospital og talløse eksperter fyldte en
stor del af vores hverdag, - omstillingen til at skulle
måles, vejes og undersøges, have fremmede meget tæt
inde i privatlivet - usikkerheden om, vi gør det godt
nok, var der rent nok til besøg af ’eksperterne’ – og
skulle de have nybagt kage ?
At vente og forvente, at fødsel og barn ville være som
tidligere – og så var alting helt anderledes.
En handikapfamilie Fra at være kernefamilie, mor,
far og to børn – blev vi en handikapfamilie, og vi vidste
det ikke engang. Der er mange valg her i livet, som vi
selv kan tage. Andre har vi ikke mulighed for at gøre
noget ved. Livet tager drejninger ved korsveje, - og ofte
tager livet de veje, vi ikke selv ville vælge.
Det er ligesom i Netto, - der er ingen, der vil have de
bulede dåser med iturevne etiketter! Men nu er livet
større end dåser i Netto.
Kernefamilie, - handikapfamilie – problemfamilie. Den

største udfordring er at holde fast i det fokus, at Sara
er et barn i vores familie, der har brug for kærlighed og
omsorg, rammer og rytmer – ligesom alle os andre, - og
at hun ikke er et akademisk problem, der fylder flere
sagsmapper eller er blevet et punkt i en sagsbehandling
!
Nogen tid efter at vi havde fået Sara, sagde Anna en
dag til mig: ’Far, hvor var det godt, at Sara kom til os,
for det er jo os, der elsker hende ! ! !’ Hvor har hun ret.
Det er jo os, der elsker Sara!
Men fra at være kernefamilie – er vi blevet en handikapfamilie,
med tilknyttet socialrådgiver, talepædagog,
specialbørnehave og alt det andet. Handikapfamilie
– det er der nok flere, der er – nogle med synlige, andre
med usynlige handikap. Årligt skal vi sikre os, at Sara
er placeret i den rigtige skole og det rigtige fritidshjem
– i samtaler med pædagoger, lærere, socialrådgiver og
psykologer – og igen konfronteres vi med, at vi ikke
længere er helt normale.
En sorg, der bliver ved For drømmen om det perfekte,
- drømmen om alt det, vi kender, har vi måttet
give slip på, til fordel for en fremtid vi slet ikke kender
noget til. Ikke bare én gang, men ofte slipper vi drømmen
om, hvordan Saras liv skal udvikle sig – boblen
brister, og med den - drømmene.
I andre livssituationer med sorg, ved dødsfald, familiesammenbrud
og skilsmisse – er der på en eller anden
måde en dag, et tidspunkt, hvor sorgen rammer og
bider sig fast. Efterfølgende er der sorgprocesser, man
gennemlever – lige fra benægtelse og helt til en form
for accept. Man oplever krisen og arbejder sig gennem
den og videre ud i livet. Men i vores familie er sorgen
ikke bare en hændelse for år tilbage – men i hverdagens
situationer bliver jeg mindet om vores gentagne
tab: når Sara skal til spejder, kan hun ikke selv tage
af sted, der er ikke på samme måde legekammerater,
der dukker op og siger: ’Skal vi lege?’, når vi inviterer
til fødselsdag, er der som regel flere voksne end børn
– for at holde styr på de kære små, når vi cykler - er
det på tandem – og med mig som styrende voksen, hun
løber ikke lige alene hen og køber mælk – for ville hun
nogensinde komme hjem igen?
Konstant, i mødet med hverdagen – bliver jeg mindet
om, at min hverdag ikke er ’normal’ – dagligt oplever
jeg smerten, ved at være Klods Hans – og dagligt møder
jeg mennesker, der lever i en verden, der hilser mig
med et: ’Du’r ikk’!’. Måske er den største smerte mine
egne bristede forhåbninger om det liv, jeg troede, at jeg
kendte; - måske er det ikke så meget de andre, men
mig selv, der skal lære, at velkomme smerten ind i mit
liv – mig der som livsnyder hader smerte, - og helst
ville løbe væk fra den.
Sorgen og smerten er ikke en engangshændelse, som
jeg kan bearbejde i dagene, ugerne og månederne
– men smerten og sorgen er blevet mit daglige brød.
Måske kan man bedst beskrive sorgens forløb, som da
man lærte at cykle – man faldt nogle få gange i begyndelsen
og lærte så at holde balancen – og når man
først har lært at cykle, - ja, så vælter man jo ikke lige
sådan. Men min cykelvej består ikke af lige cykelstier,
ud i det åbne land – men en række rundkørsler, hvor
jeg ufrivilligt vælter hver gang, jeg på ny kører ind i
rundkørslen, fordi jeg hele tiden overser et vejarbejde.
Sara har åbnet et vindue Men det er måske, hvad
tro er: at vi ikke ved, hvad i morgen bringer, men at
vi ved, at det er Gud, der bringer i morgen – og at han
har omsorg for os – langt ud over vores egen planlægning.
Når det er sagt, så lærer vi på den anden side også at
trives – også som handikapfamilie, med de ekstraudfordringer
det giver i relation til ekstra omsorg for både
Anna og Sara, - for begge har brug for at vide, at de er
elskede og enestående – og det kræver megen overvejelse,
når Sara kalder på så meget mere opmærksomhed
end Anna gør, i kraft af sit handikap.
Vi har lært, at vores tabte drømme åbner for nye
møder med mennesker. Jeg har mange ’ufrivillige’
samtaler med mennesker i NETTO køen. Det sørger
Sara for. Hilser på de andre i køen, hjælper dem – taler
med dem. Åbner et vindue – hvor dørene ellers er
lukkede.
Måske kan man sige, at med Saras tilstedeværelse i
vores familie, har der åbnet sig endnu et vindue mod
Gud, hvor lyset falder ind i uventede og nye facetter, og
afspejler en virkelighed større end den, vi kendte.

Livet er spændt ud mellem det at få og det at
miste. Så når vi mister nogen, vi holder af,
er det en naturlig del af livet. Alligevel skaber
det sorg i os. Forud for tabet af en nærtstående
er der nemlig en samhørighed, en
forbundethed, en kærlighedsrelation med den
anden. Når jeg mister, bliver denne kærlighedsrelation
revet over. Det kan sammenlignes
med to stykker papir, som er limet
sammen – hvis de skilles ad, bliver noget revet
over. Sorg er med andre ord kærlighedens
bagside. Og sorg er derfor ikke udtryk for
svaghed, men udtryk for, at vi har elsket.
Sorgens følelser Når noget bliver revet over, vil der
fremkomme en reaktion uanset, hvem vi er. Da forbundetheden
med den anden er af følelsesmæssig art,
så vil der også komme følelsesmæssige reaktioner. Det
er ikke bare naturligt – det er en psykologisk lovmæssighed.
Men hvordan følelserne kommer til udtryk er
vidt forskelligt.
For nogle vil følelserne komme meget stærkt til
udtryk. Det kan give kaos, oplevelsen af at miste
fodfæste og miste orientering. Poul Ørum sammenligner
det med et skib, som mister roret i rum sø, men
der mistes udover roret også kompasset, søkortet og
kursorienteringen. Destinationen kendes ikke mere.
Uden styring er skibet prisgivet naturkræfterne, storm,
strøm og sø. Ikke så sært, at det kan være stærkt
ubehageligt at være i. For nogle vil sorgen aktivere
sådanne stærke følelser. For andre vil følelserne ikke
komme særligt meget til udtryk, hvilket ikke er ensbetydende
med, at sorgen ikke er der.
Kernefølelsen i sorg er naturligvis bedrøvelse. Vi
græder, fordi vi har mistet – noget betydningsfuldt er
taget fra os. Gråden har mange positive funktioner.
Dels påkalder den min egen opmærksomhed, så jeg
tvinges til at give plads til følelsen. Dels udløser gråden
nogle smertelindrende stoffer i kroppen. Og dels påkalder
gråden andres opmærksomhed og trøst. Og det
har vi i sandhed brug for, når vi mister.
En anden kernefølelse i sorg er vrede. Vreden kan
være rettet mod årsagen til tabet, f.eks. en spritbillist.
Den kan også være rettet mere irrationelle steder hen,
f.eks. kan forældre, som har mistet et barn, blive vrede
mod deres egne forældre.
Sorg indeholder også andre naturlige følelser, f.eks.
håbløshed, idet jeg oplever, at fremtiden mister betydning
uden den elskede. Der kan være angst, angsten
for at miste mig selv, angst for, at der sker noget med
de andre, jeg har kær, osv. Der kan også være fortvivlelse
og meningsløshed, idet vi bliver fyldt af mange
hvorfor’er. Der kan være skyldfølelser, også selvom vi
ikke har været årsag til døden, f.eks. skyld over ting, vi
gjorde eller ikke gjorde i forhold til den afdøde. Og der
kan også opstå stærke jalouxifølelser. Hvis jeg har mis-
10
Af Ole Raabjerg
Aut. psykolog hos Foreningen Agape
reaktioner på
sorg
tet et barn, kan jeg blive jaloux på gravide eller andre,
der har børn. Hvis jeg har mistet en partner, kan jeg
blive jaloux på andre, der har en partner.
Sorgens arbejde Sorg handler om et arbejde. Et
arbejde med følelserne. At lade dem få den plads og få
de udtryk, som følelserne har behov for. Men ud over
følelsesarbejdet er der ifølge John Schneider også tre
vigtige opgaver, nemlig:
1) - hvad jeg har mistet
Det handler om, at jeg gør det tydeligt, hvad jeg
har mistet, f.eks. en kær ven, en elsket ægtefælle,
barn eller forældre. Hvad denne person betød i min
hverdag, hvad jeg havde sammen med personen,
osv. Dette sorgarbejde kan f.eks. foregå ved mindesamvær,
ved samtaler efterfølgende, ved skrivearbejde,
ved tanker på personen, osv.
2) - hvad jeg har mistet af mig selv
Det handler om, at når vi mister en nærtstående,
så mister vi dermed også altid noget af os selv. En
mor beskrev det som at miste en arm og et ben, da
hendes barn døde. Da vi er forbundet med hinanden,
vil vi også altid miste noget af os selv, når
vi mister. Sorgarbejdet er en afklaring af, hvad jeg
har mistet af mig selv.
3) - hvad der er tilbage
Når vi mister noget af os selv, kan det give trussel
om, at vi mister hele os selv. Nogle kan opleve tabet
så stærkt, at de føler sig selv sænket ned i graven
med den afdøde. Derfor er en vigtig del af sorgarbejdet
også at få tydeliggjort, hvad der er tilbage, dels
i mig selv og dels af muligheder i livet. Det er ikke
hele mig og ikke alle muligheder i livet, som jeg har
mistet.
Forskelle mellem kvinder og mænd I sorgarbejdet
må vi være opmærksom på den forskellighed,
der kan være i, hvordan vi arbejder med sorgen. Både
mænd og kvinder kommer let til at fremhæve kvinders
typiske sorgarbejde som det ideelle, særligt at kvinder
har lettere til tårer og lettere ved at sætte ord på
følelser. Men vi kan ikke sige, at det ene slags sorgarbejde
er bedre end det andet.
De nedenfor beskrevne forskelle mellem mænd og
kvinder er generaliseringer, og slet ikke alle vil kunne
genkende sig selv i disse billeder.
Mænd er handlingsorienterede. Mænds vigtigste
måde at sørge på er ikke ved at tale alle følelserne
igennem igen og igen. Mænd har brug for at være aktive.
Tidligere har mænd været aktive ved f.eks. at lave
en kiste, grave et hul, lave gravsten, udføre det arbejde,
den døde havde stået for, osv. Alt sammen noget,
der bragte ham i kontakt med tabet, og denne kontakt
var en del af hans sorgarbejde. I dag er mange af disse
praktiske aktiviteter institutionaliserede (overtaget af
andre). Nogle mænd finder dog aktiviteter, som har

kunnet hjælpe med sorgarbejdet, f.eks. en mand som
efter sin kones død i en trafikulykke var foregangsmand
for at ændre udformningen af det vejkryds, hvor
uheldet skete.
Mænd har også brug for at trække sig tilbage til sin
”hule” for at finde ud af sine følelser. Kvinder finder ud
af, hvad de føler ved at tale sammen. Mænd finder ud
af, hvad de føler ved at være alene på værkstedet, på
fisketuren eller ved computeren. Han kan så senere
dele det med andre. Men vi kommer let til at forveksle
dette sorgarbejde hos manden med flugt fra sorgen.
Mænd kan sørge på en sund måde uden at sige ret
mange ord og uden at græde ret mange tårer.
Der er dog en risiko for, at mandens tilbagetrækning
til sin ”hule” eller hans mange aktiviteter bliver en flugt
snarere end noget, der hjælper ham i kontakt med
sorgen, hvilket så forhindrer sorgarbejdet.
Kvinder er følelses- og relationsorienterede. Derfor
hænger sorg for kvinder også uløseligt sammen med
det at udtrykke følelser og det at være i nære relationer.
Det ”sår”, som tabet har skabt, læges ved ”at
lade det bløde og derigennem renses”, dvs. lukke op for
smerterne og følelserne. ”Såret” læges også ved, at der
er andre, som viser omsorg og hjælper med at rumme
det kaos, som følelserne har skabt i det indre univers.
At udtrykke følelser handler ikke om at overføre information
men om at dele. Derfor er der også brug for at
fortælle det samme igen og igen. Fordi følelserne fylder
så meget, kan det være svært for kvinder at acceptere,
at mænd ikke er i sorgens følelser hele tiden.
Kvinder skal dog være opmærksomme på, at det
at udtrykke følelser og det at være i relationer ikke
nødvendigvis er sund sorgarbejde. Der kan være risiko
for, at følelserne snarere er en slags klynken eller en
mere generel kalden på opmærksomhed. Og kontakten
i relationer kan komme til at handle om en usund
afhængighedstilstand snarere end hjælp og støtte til at
arbejde med sorgen.
Accepten af mænds og kvinders forskelligheder i sorgarbejdet
kan hjælpe til bedre at forstå og anerkende
sig selv og det modsatte køn. Men vi kan også bruge
forskelligheden til at lade os inspirere af hinanden.
Nogle kvinder vil have hjælp af at lade sig inspirere
af mandens evne til at handle og til at gå ind og ud af
sorgens rum, fordi denne egenskab kan hjælpe til, at
der hentes ny energi i ting i hverdagen, som ikke er
ramt af sorgen. Modsat kan mænd hente inspiration i
kvinders evne til at give følelserne plads og sætte ord
på dem og gøre brug af nærrelationer. For dybt nede i
langt de fleste mænd er der en lille dreng, som (i hvert
fald i spædbarnealderen) har kendt til at give tårerne
los og blive trøstet af en anden.
Håb Livet er spændt ud mellem at få og at miste. At
miste kan rive så meget i os, at det fortsatte liv kan
virke meningsløst. Derfor har vi brug for håb. Et jordisk
håb om, at det alligevel giver mening at leve videre,
og at jeg vil komme til at opleve glæde i mit liv igen.
Men der er et andet håb, som for mange kan være
helt central i sorgprocessen, nemlig det himmelske
håb – at jeg en dag skal møde min kære igen. For nogle
giver dette håb styrke til at være i følelserne og smerterne,
fordi jeg ved, at det er afgrænset – en dag vil det
stoppe, og en dag vil jeg igen blive forenet med den, jeg
har mistet.
“Poul Ørum sammenligner det (sorgens følelser, red.) med et skib, som mister roret i rum sø, men der mistes udover
roret også kompasset, søkortet og kursorienteringen. Destinationen kendes ikke mere.”
11

Hvorfor tillader Gud, at der sker så meget
ondt i verden: Krig, vold, hungersnød, naturkatastrofer,
sygdom, død, udnyttelse, ensomhed,
misbrug osv. Og hvorfor tillader han
katastrofer i mit liv?
Hvorfor? ’Hvis han virkelig er Gud, så må han da
kunne forhindre den slags. Det burde da være overkommeligt.
Hvis han altså er en almægtig Gud. Hvis han er
altså er så kærlig, som det påstås.’
Når jeg hører det her, så tænker jeg for det første: Der
er vis rimelighed i dette ’angreb’ mod Gud. Samtidig er
dette angreb præget af dyb skepsis overfor Gud: ”Hvis
han er almægtig… så ..Hvis han er kærlig… så”. Og
måske er dét et af vi menneskers største problemer, at
vi ikke tør/vil tro på Guds godhed.
Her og nu kan jeg ikke svare uddybende og detaljeret
på alt, hvad du synes er svært, elendigt og forfærdeligt
i verden og i dit liv. Men jeg vil fortælle dig noget om,
hvad jeg selv gør med mine overvejelser omkring nød
og elendig i mit liv og i verden, som jeg ser den.
Der er særligt to steder i Bibelen, som har hjulpet
mig i dette spørgsmål. Dem vil jeg gerne fortælle om
– og så skal vi prøve et tankeksperiment, som kan
hjælpe vores tanker på ret kurs i overvejelserne omkring
nød, død og elendighed i verden.
Først tankeeksperimentet:
Den verden, vi drømmer om? Hvorfor tillader
Gud… at der overhovedet sker noget ondt i verden?
Lad os tage afsæt i det: Hvorfor lader han det at være
muligt, at der kan ske uretfærdige og onde ting?
Lad os derfor prøve at forestille os vores verden, som
den er i dag – blot med den væsentlige forskel, at hver
gang, der lige er ved at ske noget ondt eller uretfærdigt,
så griber Gud straks ind og forhindrer det, fordi han
ikke vil lade det ske.
Lad os forestille os et par eksempler på, hvordan
verden - med denne ”lille” ændring ville være:
1.eksempel – 1. version:
Det er på landevejen mellem Randers og Hobro. Det
er meget tåget. Der kan være glat. En bil kører pga.
forholdene kun 60 km/t. Bagfra kommer en ’travl’
ung mand (!) farende med 120 km/t. Han opdager alt
for sent den langsomme bil. Den er nu kun 25 meter
foran ham! Han når lige at hugge bremsen i, men det
er glat, og alene reaktionstiden gør det umuligt at nå
1
Af Erik Holmgaard
Bibelskolelærer og rejsepræst
ved Børkop Højskole
lidelsens
at bremse… men straks tager Gud den hurtige bil og
løfter den over den langsomme bil, og begge biler fortsætter
uden problemer efter denne lidt specielle ’overhaling’,
som dog er blevet mere og mere almindelige,
efter at Gud er begyndt at forhindre alt ondt i at ske.
Hvad synes du om den historie? Lyder det realistisk?
2. version:
Stedet og situationen er den samme. En bil kører pga.
forholdene kun 60 km/t. Bagefter kommer en travl ung
mand kørende med 60 km/t. Han ville gerne køre hurtigere,
men bilen kan ikke køre hurtigere, for Gud har
forsynet bilen med en usynlig motorbremse, der gør, at
bilen i tæt tåge max. kan køre 60 km/t, derfor sker der
ingen alvorlige trafikulykker i tæt tåge længere.
Hvad synes du om den version af historien? Lyder det
mere realistisk?
2. eksempel:
En mand skal til at udfylde sin selvangivelse. Han
prøver lige at forhøje sine fradrag lidt, så han slipper
lidt billigere i skat – men straks tager Gud ved hans
hånd, og hjælper ham med at skrive de rigtige tal.
– og så vil jeg skåne dig for flere eksempler: at Gud
f.eks. forhindrer krige, fordi ingen våben virker.
Gud er ikke længere Gud I disse eksempler er Gud
ikke Gud længere. Han er blevet den globale Falckredder.
Er det en verden, som du kunne tænke dig at leve
i? Ja, vi drømmer vel alle om ophør af ondskab, og den
drøm vil for enhver kristen blive besvaret af virkeligheden
– efter Jesu synlige genkomst.
Men hvor er vores ansvar blevet af i eksemplerne?
Mange af tingene kan vi rent faktisk allerede forhindre
eller afhjælpe i nogen grad: Krig, vold, hungersnød,
naturkatastrofer, sygdom, død, udnyttelse, ensomhed,
misbrug osv.
Men vi kan ikke magte det hele… så realistiske må vi
være. Men hvis vi vil, så kan vi gøre en hel del ved det.
Uden at give Gud skylden for verdens tilstand, som
den er i dag. VIL vi gøre det, vi kan? Hvad med lige at
feje for egen før, vi vil feje for Guds?
Halvgjort arbejde Men hvad med det, som vi ikke
kan gøre noget ved? Da jeg var dreng, sagde min far
jævnligt: ”Man skal ikke vise tossede folk halvgjort
arbejde”. Han sagde det oftest, når han var ved at lave
et eller andet, og jeg så kom og spurgte: ”Hvad skal det
der dog bruges til?”. Så svarede han tit: ”Man skal ikke
vise tossede folk halvgjort arbejde”.
Der lå en bladning af frækhed og humor i svaret – og

paradoks
“Men straks tager Gud den hurtige bil og løfter den over den langsomme bil, og begge biler fortsætter uden problemer.”
Lyder det realistisk? Og er det den verden, vi drømmer om?
en udfordring til tålmodighed. Bag brugen af ordsproget
lå en indsigt og en plan, som jeg ikke kunne forstå
på stedet. Han sagde på sin måde: ”Bare rolig – du
synes måske, at det ser underligt ud det, som jeg laver
nu, men jeg ved, hvad jeg gør. Jeg har en plan – jeg har
overblik over situationen. Der er en mening med det her,
som du ikke forstår”.
Det er også langt hen af vejen Jesu svar til os omkring
det onde.
Fuldbragt eller halvgjort? Til trods for Jesu klare
ord om et ALLEREDE fuldbragt frelsesværk på Golgata
(Joh 19,30), så er hans ord; at verden ENDNU IKKE
er renset for det onde. Indtil Jesu synlige genkomst i
herlighed er dette ordpar: ALLEREDE-ENDNU IKKE en
stor hjælp til at forstå verdens situation.
At Gud indtil videre lader det onde have en plads
i verden, kommer tydeligt frem i Jesu lignelse i Matt
13,24-30 og 36-43. Læs den nu!
I denne lignelse bliver det tydeligt, at
• Gud og mennesker ikke vurderer ens omkring
det onde i verden.
• Gud udrydder det onde endeligt – til sidst – men
at denne onde-udryddelse også er verdens ende
– ikke blot det ondes ende.
• Guds tøven skyldes, at han ikke vil miste nogen i
sit rige – vers 29; nøgleverset.
• Gud tydeligt vurderer en evig fortabelse som
værre (!) end anden ondskab i denne verden. Hvor
ond den end er.
Det kan lyde kynisk Jeg er mig bevidst, at dette
kan lyde koldt og skrivebordsagtigt – uden forbindelse
til livet. Ja, det kan lyde sådan. Men jeg har også
mine smerter og sorger, selvom jeg med garanti indtil
videre ikke har – undskyld, udtrykket – ”noget at prale
af” i den sammenhæng. Men pointen er i enkelthed:
Ja, Gud hader det onde – mere end du gør. Og at han
hader evig ondskab mere end timelig (= tidsmæssigt
begrænset).
Glem ikke! Peter minder os om dette i 2. Pet 3,8-9:
”Dette ene må I ikke glemme, mine kære, at for Herren
er én dag som tusind år, og tusind år som én dag. Herren
er ikke sen til at opfylde sit løfte, sådan som nogle
mener, men han har tålmodighed med jer, fordi han vil,
at ingen skal gå fortabt, men at alle skal nå til omvendelse”.
Er december lang? ”Ja”, svarede en pensionist mig,
“der er 31 dage”. Ja, så det er en lang måned. Men
hvis jeg spørger børn, så synes de, at blot de første 24
dage i december gør det til en lang måned – mens de
fleste voksne synes, at de første 24 dage blæser af sted.
Groft sagt kan man tjekke, om man er voksen eller
barn ved at spørge om, man synes, at december er en
lang måned!
På samme måde med 1.000 år. Hvis man synes det
er lang tid, er man menneske. Ellers er man Gud. At
grunde over det er en lektie i evighed.
Kort sagt: Hver dag, der går inden Gud endegyldigt
rydder op i verdens ondskab, er en dag fyldt med håb.
Håb for den, der ikke tror, at han/hun kan komme til
det. Det er det, Gud vil. Håb for de troende, at det nytter
at vidne, for Gud vil frelse flere. Derfor står verden
endnu!
Hvorfor? Hvorfor tillader Gud… at der sker så meget
ondt i verden … indtil videre????? Det korte svar er:
”forstå, at vor Herres langmodighed (med det onde og
os!) er til frelse.” (2. Pet 3,15a).
1

1
Af Bodil Kappelgaard
Aut. psykolog med praksis i Århus
Sorg er en følelse, der opstår, når man har
mistet et menneske, man har investeret sin
kærlighed og energi i.
Sorgarbejdets funktion Sorg og det efterfølgende
sorgarbejde har til hensigt at frigøre energien fra
den mistede og de tragiske omstændigheder. Igennem
sorgarbejdet arbejder vi med at komme overens
med tabets virkelighed, og dermed gradvis genvinde
evnen til at leve og involvere sig i livet igen. Set fra den
psykologiske synsvinkel bindes al vitalitet i tabet, og
livet undertrykkes. Der opstår momentvis en forfærdelig,
fortrykkende livløshed i ens liv. Sorgarbejdet
er et forløb, hvor såvel intellektuelt som følelsesmæssigt
erkendelsesarbejde gennemleves.
Hvis sorgen fornægtes Sorgen er en naturlig
følelsesreaktion på tab, men kan af mange individuelle
grunde afbrydes eller fornægtes og dermed antage andre
former så som destruktiv adfærd, depression med
tomhedsfølelse, omklamringstilbøjeligheder, langvarige
svære selvbebrejdelser, skyldfølelser, vrede imod andre
for ufølsomhed og mangel på indlevelse.
Det er meget vigtigt at pointere, at ovennævnte er
helt naturlige følelser og tilstande i sorgbearbejdningen,
og at et sorgarbejde let kan tage to til tre år.
Hjælp til sorgen - sorgterapi Vi skal alligevel
prøve, som i sorglitteraturen, at skelne mellem
sorghjælp og sorgterapi velvidende, at der er flydende
grænser mellem det normale og det fastlåste.
Hjælp til sorgen er for alle en tvingende nødvendighed,
herunder at blive lyttet til igen og igen OG
IGEN, at blive rummet og draget omsorg for fra familie
og venner. Sjælesorg, sorggrupper og måske en terapeut
kan være en god hjælp til at opholde sig ved
tabet, og her finde mod til at få tanker på sine følelser
og følelser på sine tanker.
Forsvarsmekanismer Sorgterapi kan siges at være
nødvendig, der hvor livet ikke bliver muligt at leve
igen, eller der hvor den sørgende er gået i stå i sin
adskillelsesproces. Ubevidst kan vi forsvare os mod
adskillelse af frygt for det ukendte, frygt for kaos, og
det ukontrollerbare liv. Så længe man holder fast i
det, der var, bevarer man en slags kontrol, og så er
det muligt at udskyde sorgen. Forsvarsmekanismerne
giver således ro, og ingen af os kan leve uden en fleksibel
evne til at kunne fortrænge, forskyde, fornægte
tilværelsens barske vilkår – og det kan man i særdeleshed
have brug for, når man har mistet nogen eller
fastlåst sorg
noget, man er knyttet til. Forsvarsmekanismerne medfører
imidlertid altid et forbrug af livsenergi, så jo mere
energi man skal bruge på at forsinke, udskyde eller
undgå sorgen, jo mindre bliver der tilbage til at finde
vej i den forandrede tilværelse. Forsvarsmekanismerne
giver således begrænsninger, men begrænsningerne
kan være nødvendige for, at angsten ikke skal blive for
overvældende.
Uforløste traumer fra barndommen Når traumer
eller komplicerede tab rammer os, trues vores
selvfølelse, og vi kan i en periode komme til at kæmpe
med at holde den evigt truende forladthedsfølelse fra
livet.
Sorgterapi er ofte en nødvendighed, der hvor tabet
aktiverer en gammel forladthedsfølelse fra barndommen
eller uforløste bardomstraumer og tab.
Ubearbejdede barndomstraumer kræver en forståelse
af de nuværende reaktioner og disses sammenhæng
med oplevelsesmønstre fra fortiden.
Begynd med den antagelse, at du og dine forældre
har gjort jeres bedste under de omstændigheder, dit
liv har budt dig. Det handler ikke om at placere skyld
eller fælde dom, men om at finde nogle meningsfulde
årsagssammenhænge, der gyldiggør og anerkender
dine kropsfornemmelser, dine følelser og de billeder,
der dukker op i dit sind. Det kræver tålmodighed, tid
og støtte at hele uforløste traumer og tab.
Som-om-personlighed eller ægte følelser
En nyfødt er fuldstændig overladt til sine forældre,
og da spædbarnets eksistens afhænger af at opnå
forældrenes opmærksomhed, gør det også alt for ikke
at miste den. Barnet rummer en forbavsende evne
til intuitivt at spore og overtage de funktioner, det
ubevidst er blevet tildelt. Dermed sikrer barnet sig
forældrenes kærlighed. Da kontakten til mor og far
er altafgørende, opgiver barnet hellere sig selv end
kontakten til mor og far. Det kan betyde, at barnet må
opgive at forstå, ja endog registrere sine egne følelser.
Det, barnet ikke bliver mødt på i den tidlige kontakt,
udslettes, og barnet mister dermed en del af sig selv.
Tilpasningen til forældrenes behov kan medfører udviklingen
af en ”som-om-personlighed”. Personen udvikler
en holdning, hvor vedkommende kun viser det,
der forventes af ham. Det sande selv kan ikke udvikles,
fordi det ikke kan leves. Som voksen må regningen
betales med angst, depression, tomhed, ligegyldighed
– hvilket i høj grad er de samme symptomer, man ser
hos voksne med en patologisk sorgreaktion. Netop fordi
tabet af en far eller mor, ægtefælle, et barn eller anden

Hvis sorg afbrydes eller fornægtes,
kan den antage andre former.
form for tæt tilknytning er så dramatisk, giver det også
mulighed for at nå relativt hurtigt og direkte ind til de
ægte følelser, på en anden måde end det er muligt på
andre tidspunkter i livet.
Set i relation til ovennævnte er det svært at miste
noget, man aldrig rigtig fik. I det endegyldige tab
mistes også muligheden for at få den kærlighed, man
måske har levet med længslen efter. Sorgen bliver her
en kompleks proces, hvor der forud for det endegyldige
tab har været en lang række deltab, som der aldrig er
blevet sørget over.
Kun den smertefulde oplevelse og accept af vor egen
sandhed kan frigøre os.
I sorgterapi er det lægende element at få fat i sig
selv ved både at kunne mærke sig selv og forstå sine
følelser for derved at finde eller genvinde sin personlige
integritet.
Modsatrettede følelser En af de sværeste opgaver
i sorgprocessen er at udholde modsatrettede følelser.
Enhver følelse rummer sin modpol: magt/afmagt;
mod/fejhed; tillid/angst; glæde/vrede; livslyst/dødsangst;
had/kærlighed; viljestyrke/modløshed. Det er
af afgørende betydning at kunne rumme modsatrettede
følelser for atter (eller måske for første gang) at
kunne opleve vitalitet og livfuldhed. For mange af os
er der bestemte følelser, vi helst ikke vil rumme eller
kendes ved, det kan derfor være en god ide, at tænke
over hvilke, der måske yderligere kunne tilføjes listen,
og hvad det er, der specielt gør netop disse følelser så
ubærlige og angstprovokerende. Det er således fremmende
for ethvert sorgarbejde, at nuancere følelserne
over for den eller det, man har mistet.
Kærligheden bekræfter vores eksistens Bent
Falk skriver i “Kærlighedens Pris”, at kærligheden er et
forhold, der giver anledning til følelser – positive som
negative. Hvilke følelser, det drejer sig om, afhænger af,
hvad der sker i forholdet lige nu. Kærlighedsforholdet
er dermed et forhold, der bekræfter min eksistens, dvs.
min oplevelse af at være i live og af, at høre til i livet.
Nærheden jeg oplevede lige før, gør den afstand og ensomhed
tydelig, som jeg oplever lige nu.
Litteratur
“Kærlighedens Pris” af Bent Falk
“Den nødvendige smerte” af Marianne Davidsen-
Nielsen og Nini Leick
1

Når sorgen rammer min næste, har hun brug
for at møde et menneske eller flere, som viser
naturlig omsorg og pli. Hverken for meget eller
for lidt.
Mennesker er forskellige. Nogle er til en krammer,
andre blot til et håndtryk, men alle er til
at blive set. Vi må udvise empati og fornemme
os frem til, hvad vi tror, hun har brug for. Men
man går aldrig galt i byen med et håndtryk og
et omsorgsfuldt blik.
Nærhed og lytten Det vigtige er mødet, hvor vi
vover at vise nærhed og er indstillet på at rumme den,
der har mistet ved, at vi lytter og lader vedkommende
fortælle sin historie, om den sidste tid med hendes
mand, detaljer i sygdomsforløbet og i dødsprocessen,
og hvordan døden foregik og bagefter. Lad den sørgende
få lov til at gå i detaljer. Spørg kun ind, hvis du
fornemmer, det kan hjælpe hende. Vores egen nysgerrighed
skal vi ikke dyrke.
Og lad hende sige, hvordan hun oplever sin situation.
Vil hun ikke sige noget, er det vigtigt, at du alligevel
er hos hende.
Forklaringer, billige eller opbyggelige ord Vi
skal afstå fra at komme med forklaringer på, hvorfor
han skulle dø, og hvorfor hun skulle stedes i sorg. Vi
kan ikke svare på det alligevel, og det hjælper hende
ikke. Vi skal heller ikke komme med billige ord som
f.eks.: ”Du skal se, det går nok”. ”Du skal nok komme
videre”. Og vi skal være yderst påpasselige med at
komme med skriftord og opbyggelige betragtninger. Vi
skal ikke sovse den sørgende til i fromhed, men være
tilstede med empati og lyttende ører.
Det er ikke let for os, der så gerne vil hjælpe og give
noget, at tage den disciplin på os at afstå fra at sige en
masse. Men det er det, vi skal i de første tider. Vi skal
holde afmagten ud. Det er ægte respekt for den sørgende.
Forbøn og gode tanker Som afslutning på en
samtale kan det nogle gange være det rigtige at spørge,
om hun vil, at du beder en bøn. Det må du fornemme
dig frem til. Gennem bønnen kan vi få udblik og overgive
situationen til Gud.
Samtalen kan afsluttes med, at du siger, at du
tænker på hende, og at hun er velkommen til at ringe
1
når sorgen rammer
Af Flemming Baatz Kristensen
Sognepræst ved Sct. Pauls kirke, Århus
til dig. Hvis du fornemmer, at det vil være godt, kan
du foreslå, at du gerne kommer igen, men vær alligevel
forsigtig, for det er ikke sikkert, at det er det, hun har
brug for. Du kan ikke leve hendes liv. Og du skal heller
ikke. Hun skal selv gå gennem sorgen, men hun skal
vide, at du tænker på hende og vil være der for hende,
når hun mener, hun har brug for det.
Hjemme kan du bede for hende og tænke på hende.
Det gavner hende.
Sorg kan vare længe Sådan tror jeg, at vi skal møde
vores sørgende næste i første omgang. Siden er der virkelig
noget betydningsfuldt, der består i dette, at tiden
går og at tiden (ofte) læger alle (nogle) sår.
Der er en vigtig tid efter den første sorg, hvor mange
tænker: ”Hun kommer nok videre” og hvis ikke, har de
svært ved at rumme hende. Men mennesker er forskellige,
og det er så vigtigt, at vi kan være tålmodige med
mennesker, hvor sorgen varer ved meget længe.
Hun må ikke føle sig glemt. På en diskret og taktfuld
måde kan du spørge, om hun vil have dit besøg.
Men det er ikke sikkert, hun vil have netop dit besøg,
måske hellere en andens. Jamen, så må det være
sådan, og du må finde dig i det og gavne hende ved forbøn
og gode tanker, et godt blik og et håndtryk og have
det godt med, at andre besøger hende.
Sygelig sorg I nogle særlige tilfælde gør sorgen, at
hun vender sig indad og bliver omklamret af sorg på
en sygelig måde. Sorg er jo ellers ikke sygdom, men et
ægte menneskes naturlige reaktion på tab! Men sorgen
kan blive sygelig. Her er det vigtigt at støtte hende i at
få hjælp fra én, der fagligt er mere kompetente, end vi
almindelige er.
Bearbejdningsfasen Hvis hun vil det, kan samtalen
med den sørgende langsomt men sikkert blive grundigere
og udvide feltet. Lad hende fortælle og sige, hvad
hun erfarer. På dette tidspunkt kan det være på sin
plads at spørge ind til, hvad hun føler og oplever. Hun
er nu inde i bearbejdningsfasen. Mange spørgsmål
knytter sig til denne tid: savnet, selvanklagen over for
det, hun ikke fik gjort for ham, det, der ikke kan laves
om, ensomheden… Mange ting kan her drøftes med
tanke på at bearbejde sorgen og savnet og indstille
sig på, at der er noget her, som hun må leve med, at
tilværelsen er blevet anderledes, at savnet bliver ved,
men at der også kan komme en fremtid for hende. Det
er vigtigt at nå frem til at sætte en streg i sandet og

min næste
tage minder og afdødes nærvær med sig som positiv
styrke i fremtiden.
Nyorienteringsfasen Og dermed er vi på vej hen
mod nyorienteringsfasen. Livet efter tabet. Hvad nu?
Hvad skal jeg nu? Beslutninger skal træffes.
Nogle, der har mistet, har svært ved at turde leve og
give sig lov til at gøre noget aktivt. De synes ikke, de
kan tillade sig at være glade. Her er det vigtigt at støtte
dem i at turde være det og begynde den nye tilværelse.
I de fleste tilfælde kan man roligt sige. Hvad tror du
din mand ville sige til dig nu, hvis han så, hvordan du
har det? Tror du ikke, at han ville støtte dig i at leve og
gøre det aktivt?
Fællesskabet er vigtigt Gåture kan også være
vigtige. Man taler godt sammen, når man er ude at gå.
Måltidsfællesskabet er vigtigt. Nogle elsker en snak i
telefonen. Andre er mere til brevet eller mailen.
Og det at få hende med i et fællesskab. Det kan være
“Det vigtige er mødet,
hvor vi vover at vise
nærhed og er indstillet
på at rumme den, der
har mistet”.
“Gennem bønnen kan vi få udblik
og overgive situationen til Gud”
en sorggruppe. Nogle orker det ikke og har nok i at tale
med dig. Så kan du måske finde et andet fællesskab.
Nogle, der har mistet, har brug for at blive taget af i
et fællesskab. Andre har brug for at kunne gøre noget
for andre. Vi skal fornemme os frem til, hvilken vej der
passer til hende.
Kirken og Kristus Kirken og gudstjenesten kan her
være et vigtigt sted. Det kan også være et svært sted
at komme, for her foregik begravelsen måske fra. Her
kan det være godt at klæde vedkommende på inden
og sige, at det kan meget vel være, at det at komme i
kirken de første gange kan være hårdt, og at hun ser
kisten for sig og bliver mere sorgfuld end før. Men på
sigt vil kirken være en god og større sammenhæng at
have sit liv, sin sorg og sit savn i. En større verden,
hvor Kristus ser os og ynkes inderligt over os. Han kan
sige: Græd ikke, på en måde, der går ind. Gjorde vi
det, duede det ikke.
1

Hvad er forskellen på at føle sorg og så ”bare” være ked
af det?
Sorg forudsætter en tilknytning. Man har mistet noget.
Et familiemedlem eller en ven er død, ens forældre er
blevet skilt, eller man er måske flyttet fra et sted, man
holdt af. Det handler om et bånd, man har; den betydning,
der ligger i det, man har mistet. At være ked af
det, er én af sorgens følelser.
Hvilke andre følelser er der i sorg?
Det kan være angst, vrede, fortvivlelse, skyldfølelse eller
savn. Men krop og følelser hænger sammen, så der
kan også være fysiske symptomer som hovedpine, uro
eller mavesmerter.
Hvordan med små børn; hvordan oplever de sorg?
Små børn føler sorg over de samme ting som større
børn og voksne, men for dem er det hele mere konkret;
det handler om hverdagslivet. Det lille barn kan ikke
tænke abstrakt. Det kan f.eks. ikke begribe døden som
noget endeligt; for dem er det adskillelsen, der vækker
angst. Evnen til at tænke abstrakt kommer gradvist fra
skolealderen og op gennem ungdommen. De store børn
forstår, at døden er noget endeligt, de forstår nuancerne
og et udtryk som ”på længere sigt”.
Ved små børn gør der sig også det gældende, at de
endnu ikke har ord for det, de føler. Derfor kan fysiske
symptomer som hovedpine, mavepine og tics være
deres måde at sige på, at der er noget, de savner eller
noget, der vækker utryghed.
Børnene kan også blive fysiske urolige, støjende eller
krævende. De kan reagere med afvisning; de holder sig
tilbage. Eller de kan regrediere, det vil sige gå tilbage
til en mere småbarnlig adfærd som at sutte på fingrene
eller tisse i bukserne. Det er alt sammen naturlige reaktioner
på sorg.
Men i forhold til sorg har børn en anden omskiftelighed,
en anden fleksibilitet end voksne. De kan gå ud
og ind ad sorgen. De kan gå fra sorg til leg. De lider
dog ikke mindre af den grund.
1
børn
og
sorg
Interview med
psykolog Solvej Sangild
af informationsmedarbejder
Alice Aagaard Pedersen
Hvordan med de store børn/de unge i puberteten – hvad
gør sig gældende her?
For de store børn/unge rammer sorgen særlig hårdt,
hvis den falder sammen med en følelsesmæssig udviklingsperiode,
hvor adskillelse er et følelsesmæssigt
udviklingstema. Det vil sige, at finde sig selv; hvem er
jeg? Det gør de unge f.eks. ved i meninger og holdinger
at adskille sig fra forældrene.
Så er det ekstra vigtigt, at forældrene ikke forsvinder.
De skal være den base, som de unge kan spille deres
udvikling op ad. Forældre skal ikke gå fra deres børn.
Det er de unge, som skal gå fra deres forældre!
Det er vigtigt at være opmærksom på, at ét tab i familien
ikke medfører flere tab. Hvis en forældre dør,
kan den anden forældre blive deprimeret og dermed
forsvinde fra barnet og familien. Relationerne er ikke
længere, som de var. Barnet kan blive bekymret for
forælderen. Det bliver måske bange for, at der skal ske
noget med den anden forældre også. Sikkerheden er
væk. Der kan opstå angst for mørke, for at være alene
eller for at gå i skole. Barnet kan få mareridt, få skolevanskeligheder,
måske have svært ved at koncentrere
sig. Det kan også blive vredt, være på tværs, måske
med forskudt vrede på f.eks. en lærer.
Det er vigtigt, at omgivelserne er opmærksomme på,
om familien forandrer sig efter tabet. Hvis familien
ændrer sig efter tabet, f.eks. ved at den tilbageværende
forældre bliver deprimeret eller måske drukner sig i
arbejde, så kan der opstå tab oven i tab.
Det vigtigste for barnet er kontakten. At barnet mærker,
at kontakten til den tilbageværende forældre ikke
brydes. Dén må ikke være vedvarende væk. Barnet har
brug for kontakten og nærværet i sin udvikling.
Hvordan kan vi som voksne hjælpe børnene?
Vi skal hjælpe dem med at sætte ord på det, de tænker
og føler. Hos små børn er der en glidende grænse mellem
fantasi og virkelighed. Vi skal ind og høre, hvad de
tænker dér - i deres fantasi. Et barn kan f.eks. tænke
eller sige: ”Du er åndssvag, mor”. Og hvis mor så dør,
kan det føre til skyldfølelse. Vi skal som voksne for

tælle dem, at deres tanker og følelser er naturlige. Og
fortælle dem, hvad der er normalt.
Stimuler børnenes tanker ved at tegne, se billeder og
snakke. Når der puttes ved sengetid er ofte et vigtigt
tidspunkt, hvor børn udtrykker deres tanker; et godt
tidspunkt at give sig tid til at være sammen.
Det er også vigtigt, at vise børn i sorg omsorg. Varme
og forståelse er vigtig. Et mindre barn kan man tage
på skødet. Til et større barn kan man sige; ”Hvor er
det dog svært for dig og din familie”. Man kan også mobilisere
et netværk af venner, søskende og skole til at
hjælpe barnet og familien i sorg.
Ellers gælder det om, at skabe tryghed og forudsigelighed
for barnet. Man skal give opmærksomhed, ikke
overbeskytte barnet, det kan føre til angst for livet.
Skal man fortælle barnet alt?
Åbenhed og direktehed er godt. Men det skal selvfølgelig
være tilpasset barnets alder og udvikling.
Generelt kan man sige, at viden reducerer angst.
Børn skal have information om, hvad der sker. Det er
en misforståelse, at ville ”skåne” barnet. Nogle siger:
”Jeg har jo aldrig fortalt dem det” eller ”Små børn kan
jo alligevel ikke huske”. Men det er ikke sandt. De ved
det. Og deres krop husker. Børns sanser og intuition
er langt stærkere end voksnes. De husker indtryk,
også detaljer, med deres sanser. Hvis de ikke får noget
af vide, lægger de i stedet deres fantasi til, og det kan
være angstfyldt.
Der er forskel på den forberedte og den uforberedte
sorg. Det uventede tab er et chok. Det kan være traumatisk
og voldsomt. Et barn kan f.eks. reagere med
apati/lammelse ved at fortsætte med at lege, som om
intet er hændt. Det hører, hvad der bliver sagt, men erkender
det kun langsomt rent følelsesmæssigt. Barnet
lukker det skete ind lidt efter lidt. fordi det er vigtigt, at
det gradvist går op for barnet, hvad der er sket. Det er
en måde at passe på sig selv på.
Når det drejer sig om den sorg, der kan forberedes,
skal man forberede barnet på de forandringer, der kan
ske. Handler det om sygdom, så tag barnet med på
hospitalet, så det oplever, at det er med i det, der sker,
og ikke bliver koblet af. Et barn har brug for at være til
nytte. Svar på barnets spørgsmål. Et barn samarbejder,
og ønsker at passe på de voksne.
Kan det ske, at børn ligefrem skal til psykolog med deres
sorg?
Det er ikke en naturlov, at børn skal til psykolog, når
der er sorg i familien. Start med de voksne! De har
ansvaret for det følelsesmæssige klima i familien. Men
er børnene selv ramt af sorg og mangler de støtte i
miljøet, så kan det være nødvendigt. Vi undgår ikke at
tale om det smertefulde. Det kræver en overvindelse,
men hvis kroppen mærkes lettere bagefter, har det
været godt at tale om det. Børn viser det tydeligt ved at
springe af sted og være gladere bagefter!
Sorgen er nødvendig for at hele. Det gælder ikke om at
komme videre efter tabet, men om at kunne leve. Der er
forskel. Sorg er en iboende helende kraft, der gør, at vi
kan leve – også efter tabet. Sorg hører livet til, men vi
behøver ikke at blive knækket af den.
Solvej Sangild er aut. klinisk
psykolog, specialist i psykoterapi
og supervision, med praksis i
Århus. Hun har en efteruddannelse
i sorg, tab og traumer. Hun
har mange års erfaring med børn,
unge og familier ramt af sorg og
underviser i emnet.
Litteratur
God bog til børn om sorg - til f.eks. oplæsning og
samtale:
“Marvi myrebjørn fatter håb” af Donna O’ Toole
1

at forberede
sin egen død
,
Døden er ofte et tabuemne, men det er noget
af det mest sikre i vores liv, at vi alle skal dø!
Hvorfor er det så svært at tale om døden? Er
det fordi, vi hænger fast i livet, og ikke ønsker
at blive mindet om, at vi skal dø?
Jeg tror på, at når vi lever i bevidstheden om,
at vi skal dø en dag, så er det lettere at leve i
nuet og leve, mens vi lever. Mange udsætter
ting, de vil gøre eller opleve, og ofte sker det,
at de dør uden, at have nået det de gerne ville
nå. Livet får et andet perspektiv, når døden
vished ikke fortrænges.
Døden - en sikker, men ubekvem begivenhed
For 17 år siden døde min første ægtefælle. Min kone
fik kræft og døde efter en sygdomsperiode på to år.
Dengang var vi kun godt 30 år og havde ikke tænkt
meget på vores egen død. Da den dødelige sygdom
blev konstateret, ændrede livet sig totalt. Vi levede i
en konstant kamp mellem liv og død, mellem håb og
fortvivlelse. Selv om det var vanskeligt, fik vi ret hurtigt
talt om livets afslutning for min kone og livets videre
forløb for míg og vores to små drenge. Det var en hård
periode, men samtidig en livsbekræftende periode. Dagene
– ja, timerne - sammen blev værdifulde. Vi kunne
glæde os over livets skønhed og brugte tiden anderledes
end før.
For både familie og venner var det også vanskeligt og
smerteligt at gennemleve denne periode. Flere kunne
ikke forholde sig til, at døden meldte sin ankomst.
Mange gange var der dog lejlighed til at tale om døden
med andre også, og det var befriende og en stor hjælp
i den afskedsproces, vi var i. Kort før min kones død
fik vi lejlighed til at beskrive lidt om vores situation til
et blad. Vi kunne fortælle, at sygdomsperioden havde
været en af de bedste perioder i vores liv. Specielt
én bog hjalp os gennem anfægtelsen, vi havde som
kristne. Vi bad meget og troede og håbede på helbredelse
til det sidste. Det var bogen: “Gud, hvorfor sover
0
Af Martinus Nielsen
Landsleder, Willow Creek
du?” Det gav fred og tryghed at kæmpe med Gud, søge
ham og fortælle ham alt om vores vrede, smerte, angst
og fortvivlelse.
Døden er ikke afslutningen, men overgang til det evige
liv. Den trøst og hjælp giver Gud mennesker. Troen på
Jesus Kristus bærer gennem liv og død.
Forberedelsen til begravelsen Det var en god
oplevelse, at forberede min ægtefælles begravelse sammen
med hende. Vi talte om begravelsen med salmevalg,
tekster og hvem, der skulle bære kisten. Vi valgte
også sammen et gravsted og talte om hvilken gravsten,
der skulle stå på graven.
Alt dette gjorde det lettere at skulle arrangere begravelsen,
og jeg vidste, at alt foregik, som hun ønskede
det.
Bogen til mine kære Jeg blev gift igen og helt fra
starten af vores ægteskab har vi forholdt os til døden
på forskellig vis. Vi fik talt om vores egen død og begravelse.
Det var en grænse at skulle overvinde, men
det var befriende at få talt tingene igennem.
Vi har nu begge skrevet i ”Bogen til mine kære” af
Birgit Meister. Forrest i bogen er der plads til at skrive
lidt om sig selv. Derefter er der en del sider med mange
forskellige ting at tage stilling til i forbindelse med ens
egen død. Ønsker jeg f.eks. at blive bisat eller begravet?
Hvor skal højtideligheden holdes? Hvem skal
medvirke som præst? Salmer/sange og bibeltekster.
Valg af kiste og udsmykning. Hvem skal bære kisten?
Skal der indrykkes dødsannonce, og hvad skal der stå
i den? Sammenkomst efter begravelsen. Kirkegård,
gravsted og gravsten.
Der er ikke kun plads til praktiske oplysninger i bogen
- det er også en rigtig god mindebog til de efterladte.
Der kan skrives om familie, barndom, skole, mine bedste
oplevelser, bedste musik o.s.v.
Ud over dette er der i bogen en masse praktiske oplys

“Der er ikke kun
plads til praktiske
oplysninger i “Bogen
til mine kære” -
det er også en rigtig
god mindebog til de
efterladte.”
ninger, der er værdifulde i forbindelse med dødsfald.
Bedemandens erfaringer Jeg har arbejdet som bedemand
i fire år. Ved dødsfald fylder sorgen ofte meget,
og det er naturligt nok, når én, man har elsket og holdt
af, er død. Sorgen kan man ikke bearbejde på forhånd
eller planlægge sig ud af. Det kan man derimod med en
anden ting, som ofte også fylder ret meget ved dødsfald.
Det gælder alt det praktiske, der er i forbindelse
med et dødsfald. Bedemandens opgave er at hjælpe
med alt dette, men hvis den afdøde eller ægtefællen
til afdøde på forhånd har talt om døden og talt om
deres ønsker, så vil alt det praktiske ikke fylde sind og
tanker i samme grad.
Mange vil gerne tale om døden Døden er en
adskillelse og tab, og det medfører sorg. Det er en
naturlig reaktion, som vi bør være opmærksomme på
og også hjælpe den sørgende med. Der kan være situationer,
hvor de efterladte skal have professionel hjælp
fra psykolog eller terapeut. I de fleste tilfælde er den
bedste hjælp, at familiemedlemmer, venner eller naboer
tør være sammen med den sørgende. Det handler
ofte bare om at være der, lytte og være nærværende.
Det lyder enkelt, og det er det faktisk også.
De seneste år har vi på forskellig vis haft lejlighed til at
opleve, hvordan mange gerne vil tale om døden. Emnet
er tabu, men mange vil gerne bryde den tavse mur, der
ofte omgiver dødens realitet. Annette har taget en uddannelse
i Sorg – Tab – Traumer og Forandring. Hun
har også en sorggruppe for børn i Randers.
Vi har sammen været ude og holde temaaftner om:
“Når nogen dør”. For os, har det været rigtig godt og
spændende, vi har fået talt en masse igennem. Der har
ofte været en rigtig god dialog om emnet, når der først
er taget hul på emnet.
At leve med dødens realitet Vi vil opfordre dig,
som læser dette, til at tale med din familie om døden.
Find en naturlig anledning til at bringe emnet op.
Vær blot frimodig og lad være med at skjule din egen
usikkerhed om emnet. Inden kan du overveje, om du
ønsker en begravelse (jordfæstelse) eller bisættelse
(brænding). Der kan ligge mange overvejelser omkring
dette valg. Tænk over din egne holdning til valget, men
tænk også på din families afsked ved kisten, valg og
vedligehold af gravsted. Vær forberedt på forskellige
holdninger til valg på dette område.
Besøg en bedemand og tal med bedemanden om de
mange valg, der skal tages ved et dødsfald. Find evt. en
kiste, som du ønsker at blive lagt i. Du bør også overveje,
hvilket tøj du ønsker at være iklædt. Det betyder
en del for de fleste efterladte, at se den afdøde i kisten.
Hos bedemanden kan du se et stort udvalg af kister,
blomsterudsmykning af kisten, ligklæder og urner. Hos
bedemanden kan du også få et lille hæfte: “Min sidste
vilje”. Her er plads til at skrive kort om ens ønsker ved
dødsfald.
Besøg også en stenhugger og tal med en fagmand om
valget af gravsten. Der findes utallige valgmuligheder,
som kan være svære at overskue lige efter et dødsfald.
En fælles udfordring - også for kristne Som
kristne har vi også brug for at sætte døden på dagsordenen
som et konkret emne i missionshus eller kirke.
I Bibelen er der skrevet meget om døden og det evige
liv. Det evangelium bliver også forkyndt fra talerstole
landet over. Men det er ikke så ofte, at en menighed/
samfund sætter døden på som tema en aften. Det vil vi
gerne opfordre til, at I gør. Find en passende anledning
og find én, der vil tage hul på emnet. Det kan sagtens
være en lokal fra jeres egen sammenhæng. Det kan
være én, der har mistet, én, der arbejder med sjælesorg,
én, der har selvhjælpsgruppe eller vil starte en.
Til slut en lille hilsen med Sl. 90,12:
“Hos bedemanden
kan du også få et
lille hæfte: “Min
sidste vilje”. Her er
plads til at skrive
kort om ens ønsker
ved dødsfald.”
“ Lær os at tælle vore dage og få visdom i hjertet”.
1

ovenlys på dage med sorg
Boganmeldelse af Anette Axelsen, hjemmegående
“Råb din fortvivlelse ud. Gud kan godt holde til, at vi
kommer til ham, ligesom vi er - og vi kan ikke holde til at
lade være.” Sådan starter bogen “Ovenlys på dage med
sorg” af Aida H. Andersen. Det er en kraftig opfordring
til at være autentisk i dit forhold til Gud. Personligt
har jeg benyttet mig af det, når jeg har vandret alene
langs Vesterhavet - jeg har ikke kunnet lade være. Det
er forløsende at råbe sin fortvivlelse ud.
Vær åben og ærlig overfor Gud Bogen opfordrer
til et åbent og ærligt forhold til Gud, hvor der er plads
til at klage og skælde ud. Jeg kan være den, jeg er bag
facaden. Jeg kan være ærlig omkring min frygt, afmagt,
stress, bekymringer, prioritering af tid og penge,
sorg, forvirring, fortvivlelse og hårde kampe - alt kan
nævnes og lægges i Guds hånd. Gud kan rumme, at
jeg er autentisk i forhold til mine tanker og følelser.
Jeg behøver ikke, at kæmpe alene - Gud vil gerne inviteres
ind i alt det svære i mit liv.
Bogens morgenandagter “Gud er hos dig i dit Getsemane”,
“Du er tegnet i Hans hånd”, “Herren selv går
foran dig. Han vil være med dig”, “Se på Jesus - fokusér
på Ham midt i de tunge ting, du oplever”, “Jesus går
med dig - tak Ham for de lysglimt, du ser”, “Stol på Herrens
navn og støt dig til din Gud”.
Morgenandagterne giver sådanne vise trosstyrkende
og kærlige anvisninger til, hvordan vi kan leve livet
med sorgen og de ting, vi kæmper med. Jeg mærker, at
Gud er min far, som jeg kan have tillid til og trygt stole
på. Jesus er min ven - Han vandrer med og er ganske
nær i alle ting - det er min trøst i dagligdagen. Jesus
forstår mig og er hos mig i sorgen - Han gennemgik
selv sorg og fortvivlelse i Getsemane. Jesus er min
ven - vi kan have en dyb og varm relation - en hjerte
til hjerte relation - det har jeg brug for at blive mindet
om.
Bogens aftenbønner “Kære himmelske far. Du, der
kender mig og forstår mig. Du ser min vrede/sorg/
frustration...” Aftenbønnerne indledes overvejende på
denne måde og udtrykker en tillid til Gud - Han er min
kærlige far og kender mig fuldt ud. Aftenbønnerne giver
rum for takkebønner, bekendelser og forbønsemner.
Der sluttes med et huskevers, som kan være god at
meditere over, inden man lægger sig til at sove.
Da vi alle vil møde sorgen i vores livsvandring - livet
er en vandring med sorg og glæde - kan jeg kun varmt
anbefale denne bog. Den er relevant for alle.
Forfatter • Aida H. Andersen
Titel • Ovenlys på dage med sorg
Forlag • Credo Forlag
Årstal • 2006
Sideantal • 60 sider
Pris • 85 kr.
på tærsklen til...
Boganmeldelse af Lars T. Jensen, landsleder af Agape
Døden er uundgåelig. Ethvert menneske står før eller
siden ansigt til ansigt med den. Alligevel er døden
vanskelig af tale om. Vi undgår helst at beskæftige os
med den.
Denne bog består af 10 essays, der hver på sin måde
sætter ord på det uundgåelige. Skrevet af mennesker,
som i deres daglige virke kommer tæt på døden og derfor
har udviklet et anvendeligt sprog og nogle illustrative
billeder til at tale om den.
Bogen behandler tre områder: Døden i teologien, døden
i livet og døden i kunsten.
En bog med forskellige holdninger Bogen er en
bog til refleksion. Den indeholder mange forskellige
teologiske holdninger, og ønsker at komme bredt omkring
begrebet døden, både på det teologiske, praktiske
og lidt mere filosofiske plan. Man har eksempelvis både
Leif Andersen til at skrive en ærlig artikel omkring,
hvorfor han, trods personlig modstand, bliver nødt til
at fastholde Bibelens ord om den dobbelte udgang;
frelse og fortabelse. Og på den anden side skriver
Anders-Christian Lund Jacobsen en artikel, hvor han
modsætter sig dette standpunkt.
Man skal nok være ekstra kritisk i sin læsning af
denne bog, men bogen er heller ikke tænkt som en bog
med løsninger, men vil sætte en refleksion i gang. Og
det lykkes.
Forfatter • 10 forskellige forfattere
Titel • ”På tærsklen til….. – 10 essays
om menneskets møde med døden”
Forlag • Forlaget Alfa
Årstal • 2007
Sideantal • 176 sider
Pris • 178 kr.

ung sorg
sorg er den hjemløse kærlighed
Bent Falk
Boganmeldelse af Marianne Holst Nielsen, konsulent i Århus Kommune
Det er en smuk bog. Omslaget gengiver Agnete Kofoed
Petersens maleri – ”Fra Guds pottemagerværksted”.
Motivet er krukker, stillet op ved siden af hinanden,
i forskellige farver, størrelser, skæve, skårede, uensartede
- og smukke! Og i overført betydning er det
synsvinklen gennem hele bogen – det nådige blik på
det sårede, sørgende menneske. ”Hvis man har det
hæsligt indeni, er det ret slidsom at skulle fremvise den
tjekkede facade udenpå. Det koster en masse energi at
skjule sorg.” Sådan indledes et af bogens første kapitler.
Eleonora Andersen er teolog og familieterapeut og øser
gennem hele bogen af sine erfaringer fra rådgivningsarbejdet
på Sankt Lukas Stiftelsen i Hellerup.
Bred målgruppe Bogen er skrevet til og om unge,
sådan står der i forordet, der i denne bog har overskriften:
“Tak”. Jeg har dog tænkt målgruppen langt
bredere undervejs i min gennemlæsning. Noget er klart
til den unge, der sørger. Men det meste kan lige så vel
være til den ven, klassekammerat eller den voksne, der
er tæt på én, der er i sorg. Og så mener jeg, det også er
en bog for den unge eller voksne, der har en ubearbejdet
sorg, der ind i mellem dukker op og forstyrrer på
den indre skærm. Her er konkrete råd og bibelsk trøst
til helingsarbejdet.
Kompakt med faglig ballast Det anbefales i
starten at vælge en læsestrategi, hvor man tager små
bidder af relevante kapitler eller afsnit. Og det fordi,
bogen er kompakt; den kommer i sit indhold omkring
mange forskellige slags ung sorg.
Det understreges, måske unødvendigt, at bogen ikke
Forfatter • Eleonora Andersen
Titel • Ung sorg
Forlag • Credo Forlag
Årstal • 2006
Sideantal • 218 sider
Pris • 230 kr.
ett er nødvendigt
i denne vår verden
av forvillede og hjemløse:
å ta bolig i seg selv.
Å gå inn i mørket
og pusse sotet av lampen
så mennesker på veiene
kan skimte lys
i dine bebodde øyne
Hans Børli
når jeg synger min
klagesang til dig
er det for, at du skal
høre min sorg,
det er ikke en stil,
du skal rette i
Benny Andersen
Og Gud skal tørre hver tåre bort fra deres øjne,
og døden skal ikke være mere, heller ikke sorg
eller gråd eller smerte skal være mere...
Åb. 21:4
er en lærebog; alle aspekter eller alle slags sorg er derfor
ikke beskrevet. Der er dog god og gedigen faglig ballast
bag indholdet, anskueliggjort ved udførlige noter
efter hvert kapitel. Bogens sidste 10 sider er derudover
henvisninger til litteratur, telefonrådgivninger og webadresser.
Ung sorg er tung sorg At ung sorg meget ofte også
er tung og smertefuld sorg, det efterlader bogen ingen
tvivl om. I bogens 11 kapitler kommer Eleonora Andersen
omkring mørke og ensomme afkroge: incest,
død, selvmord, skilsmisse, selvværdsproblemer, tab,
abort, mobning, sygdom, vanskelige følelser og relationer.
Det kan virke så overvældende og dog formuleres
hensigten så lige til: ”Hensigten med bogen er, at
opmuntre til at tage sorgkampen op i stedet for at give
op eller flygte.”
Håbet i korset Bogens midterste kapitel er anderledes
end de andre og hedder: ”Ind og ud af korset – om
at blive ved med at overlade bitterhed, sorg og selvfrelse
til Jesus”.
Midt i alle bogens sorger, sygdomme og død, lige
midt i bogen, bliver det et konkret billede på det håb,
korset er – også for det menneske, der råber: ”Hvor
længe endnu?” eller ”Hvorfor?”. Flere steder i dette kapitel
henvises til Max Lucado, der bl.a. skriver: ”Jesu
helbredelse af det knuste hjerte er historien om Gud.”
(Han flytter stadig sten, s. 93).
Bogen er meget anbefalelsesværdig og skrevet i et
sprog, der hele vejen understøtter den omsorgsfulde og
anerkendende tilgang til ung sorg.

Returneres ved varig adresseændring
Foreningen Agapes sekretariat
Bredhøjsvinget 1
8600 Silkeborg
T 8680 6022
F 8680 6017
Girokorttype: 73 Kreditornummer 82415653
sekretariat@foreningenagape.dk
foreningenagape.dk
nårlivetgørondt
Næste “tema” udkommer
maj 2008 med
“glæde” som tema