Arbejdsmarkedets Ankenævns årsberetning for ... - Ankestyrelsen

ast.dk

Arbejdsmarkedets Ankenævns årsberetning for ... - Ankestyrelsen

Arbejdsmarkedets Ankenœvn

Nytorv 11 - 13

1450 København K.

Telefon 33 92 66 00

Fax: 33 13 52 47

Ankenævnets hjemmeside : www.ama.dk

E-mail adresse : ama@ama.dk

Design & produktion : PZ Design

Fotos : Fotografselskabet, Erik Bjørn

Location : Byretten


Forord v. formanden..................................................................................................................... 5

Indhold

1. Præsentation af Arbejdsmarkedets Ankenævn ....................................... 6

2. Tema : Ankenævnets praksis på nogle områder

Indledning................................................................................................... 9

1. Ankenævnets praksis i sager om rådighed

af fuldmægtig Ole Dam Petersen....................................................... 10

2. Afslag på formidlet arbejde

af kontorchef Helle Drusebjerg ................................................... 11

3. Forkert eller mangelfuld vejledning

af fuldmægtig Alice Bagger..................................................... 18

3. Ankenævnets afgørelser i udvalg

Indledning........................................................................ 23

1. Forsikringssager ......................................................... 24

Medlemskab af a-kasse .................................................... 24

Dagpenge....................................................................... 26

Efterløn......................................................................... 48

EF-forordning 1408/71 ................................................ 50

Feriedagpenge............................................................... 52

Orlovsydelse................................................................. 54

Refusion....................................................................... 56

2. Orlovssager ............................................................. 60

3. Kursussager ............................................................. 64

4. Assistance til handicappede.................................... 72

5. Ansættelsesbevissager............................................... 78

4. Prøvelse af ankenævnets afgørelser

Indledning....................................................................... 81

1. Retssager....................................................................... 82

2. Ombudsmandssager ...................................................... 86

5. Fakta om Arbejdsmarkedets Ankenævn

1. Formål og kompetence ....................................................... 90

2. Sagsbehandling og afgørelse.................................................. 91

3. Klagefrister................................................................................ 92

4. Gebyrer ......................................................................................... 92

5. Medlemmer ....................................................................................... 92

6. Personale ................................................................................................ 94

7. Statistik ........................................................................................................ 95

6. Emneregister...................................................................................................... 100

7. Stikordsregister..................................................................................................................... 127


MINDEORD

Ib Lockenwitz afgået ved døden den

14. maj 2000

Efter at årsberetningen er gået i trykken

er formanden for Arbejdsmiljøklagenævnet

Ib Lockenwitz afgået ved

døden.

Selv om Ib Lockenwitz kun nåede at

være formand for nævnet i knapt halvandet

år, nåede han at sætte et stærkt

fagligt og personligt præg på sekretariatet

og nævnet.

Han var en engageret, dynamisk og

kreativ leder, der var god til at motivere,

forklare og delegere. Han var et

vidende, nysgerrigt menneske med stor

menneskekundskab og forståelse for

livets mangfoldighed.

Å r s b e r e t n i n g 1 9 9 9

4

Ib Lockenwitz var en dygtig jurist med

et vidtfavnende erfaringsgrundlag. Han

elskede en god diskussion, hvadenten

det drejede sig om juridiske spidsfindigheder,

logikken i en argumentation

eller udviklingen i Sydøstasien. Han

var en blændende mødeleder, der forstod

at finde konstruktive løsninger i

selv den mest komplicerede situation.

Han var lydhør over for andres argumenter,

men var ikke bange for at

skære igennem og træffe den beslutning,

som han fandt var den rigtige,

selv om den umiddelbart ikke måtte

være populær.

Den stolte og stærke måde Ib Lockenwitz

tacklede sin alvorlige sygdom på,

indgyder respekt og har lært os alle

meget.

Ib Lockenwitz gav os så meget og vil

blive savnet af alle.

København, juni måned 2000

Konstitueret formand Helle Drusebjerg


FORORD

Ankenævnets sekretariat har i 1999

haft som mål at forbedre kvaliteten af

sekretariatets arbejde og dermed også

nævnets afgørelser. Dette arbejde har

fortrinsvis bestået i, at de oplæg der

danner grundlag for nævnsmedlemmernes

behandling af sagerne, er blevet

langt mere udførlige og argumenterende.

Umiddelbart er dette arbejde ikke

synligt for omverdenen, men det skulle

gerne have givet sig udslag i, at nævnets

afgørelser får bedre og mere præcise

begrundelser.

En konsekvens af arbejdet med kvaliteten

har imidlertid været, at der er blevet

afsluttet færre sager end i de foregående

år. Restancen er imidlertid ikke

vokset tilsvarende, da der er oprettet

færre sager end i de foregående år.

Det er sekretariatets mål i løbet af

2000 at få sagsbehandlingstiden ned på

ca. 3 måneder. Der er til det formål

iværksat et restanceafviklingsprojekt,

som startede i sidste kvartal af 1999.

Der er udpeget en ekstra stedfortræder,

som sammen med et antal sagsbehandlere,

som har påtaget sig et stort ekstra

arbejde, skal sørge for at at afvikle

restancesager.

Sekretariatet har i foråret 1999 deltaget

i et benchmarking-projekt sammen

med Den Sociale Ankestyrelse, Patientklagenævnet

samt Naturklagenævnet.

Projektet, som var iværksat af Økonomistyrelsen,

havde til formål at sammenligne

metoder og praksis i sagsbehandlingen.

Økonomistyrelsens rapport

har herefter dannet grundlag for

en gennemgang af sekretariatets

arbejdsprocesser.

Foruden Arbejdsmarkedets Ankenævns

statistik for tiden 1. januar 1999 til 31.

december 1999 samt et udvalg af

enkeltafgørelser fra samme periode

indeholder beretningen en række artikler

skrevet af 3 medarbejdere i nævnets

sekretariat. Artiklerne omhandler alle

problemer, som har bevirket en nærmere

undersøgelse af nævnets praksis på

nogle områder.

Ib Lockenwitz, Formand

Helle Drusebjerg, Stedfortræder


PRÆSENTATION AF

ARBEJDSMARKEDETS ANKENÆVN

Å r s b e r e t n i n g 1 9 9 9

6


Arbejdsmarkedets Ankenævn er oprettet

med hjemmel i § 100 i lov om

arbejdsløshedsforsikring m.v.

Ankenævnet er et uafhængigt organ,

som er den øverste klageinstans for klager

over afgørelser, truffet efter en række

love som hører under arbejdsministeriets

område.

De nærmere lovområder er beskrevet

nedenfor under afsnit 5 pkt. 1.

Sekretariatet betjener selve nævnet, som

består af en formand, der samtidig er

leder af sekretariatet, samt 1 medlem

udpeget af Dansk Arbejdsgiverforening,

1 medlem udpeget af Landsorganisationen

i Danmark og 2 medlemmer udpeget

af arbejdsministeren efter forhandling

med justitsministeriet og socialministeriet.

Ankenævnets sammensætning er forskellig

afhængig af hvilke sagstyper, der

behandles. Reglerne herom fremgår af

de forskellige love eller er fastsat i

bekendtgørelse.

Regler om hvornår ankenævnet er

beslutningsdygtigt fremgår af nævnets

forretningsorden, som er fastsat i cirku-

lære nr. 183 af 25. oktober 1991 om

forretningsorden for Arbejdsmarkedets

Ankenævn og Arbejdsministeriets

bekendtgørelse nr. 417 af 23. juni

1993 om bl.a. Arbejdsmarkedets

Ankenævns behandling af sager efter

lov om arbejdsgiverens pligt til at

underrette lønmodtageren om vilkårene

for ansættelsesforholdet.

Formålet med at have et nævn af

Arbejdsmarkedets Ankenævns karakter

er primært at tilgodese borgernes retssikkerhed.

Udviklingen af ankenævnets

sagsområde er tillige gennem de senere

år gået i retning af, at området er blevet

mere mangfoldigt, idet flere og flere

lovområder er inddraget i ankenævnets

sagsområde. Det forhold, at ankenævnet

er et uafhængigt organ, bevirker, at

nævnet ikke er bundet af instrukser fra

Arbejdsministeren eller andre myndigheder

om den enkelte sags behandling

og afgørelse. Ankenævnet er dog

undergivet de almindelige stats- og forvaltningsretlige

regler. Endvidere er

ankenævnets afgørelser undergivet kontrol

fra Folketinget Ombudsmand og

de almindelige domsole.


ANKENÆVNETS PRAKSIS PÅ NOGLE OMRÅDER

Å r s b e r e t n i n g 1 9 9 9

8


INDLEDNING

Artiklerne i dette kapitel forsøger at

beskrive ankenævnets praksis på visse

nærmere afgrænsede områder.

Den første artikel er skrevet på baggrund

af en undersøgelse i sekretariatet

om årsagen til, at omgørelsesprocenten

i rådighedssager var væsentligt højere

end den gennemsnitlige omgørelsesprocent.

Herudover er beskrevet ankenævnets

praksis i sager, hvor et medlems udtalelser

eller handlemåde sidestilles med

afslag på formidlet arbejde. Artiklen er

en kommentar til DfA-meddelelse nr.

16/99.

Endelig omhandler den sidste artikel et

par afgørelser, som yderligere beskriver

ankenævnets praksis i sager med forkert

eller mangelfuld vejledning af et medlem.

Dette område var en del af temaet

i ankenævnets årsberetning for 1998.


A N K E N Æ V N E T S P R A K S I S P Å N O G L E

Ankenævnets praksis

i sager om rådighed

Af Ole Dam Petersen, fuldmægtig i

arbejdsmarkedets Ankenævn.

Af Ankenævnets Årsberetning for 1998

fremgik det, at ankenævnet i sager om

medlemmers rådighed for arbejdsmarkedet

i et større omfang havde ændret

direktoratets afgørelse.

På den baggrund blev det besluttet at

undersøge den nærmere årsag til forskellen

mellem ankenævnets og direktoratets

afgørelser, herunder om de

ændrede afgørelser udviste fællestræk.

Regelgrundlaget for sagerne fremgår af §

62 i lov om arbejdsløshedsforsikring m.v. .

Af bestemmelsen fremgår det blandt

andet, at der ikke kan udbetales et

medlem dagpenge, hvis vedkommende

er ude af stand til at påtage sig arbejde

af normalt omfang eller af en anden

grund ikke står til rådighed for arbejdsmarkedet.

Å r s b e r e t n i n g 1 9 9 9

10

Bestemmelsen er for så vidt angår de

undersøgte sager suppleret af Direktoratet

for Arbejdsløshedsforsikringens

bekendtgørelse nr. 667 af 10. juli 1996

om rådighed og selvforskyldt ledighed.

Karakteristisk for en stor del af reglerne

om rådighed er, at retsfaktum kun er

angivet mindre præcist.

Anvendelsen af disse regler beror derfor

i mere eller mindre grad på et skøn hos

afgørelsesmyndigheden, og udfaldet vil

derfor ikke altid være helt utvivlsomt.

Denne kendsgerning giver på forhånd

forventning om, at rådighedssagerne er

et område, hvor der “naturligt” kan

forekomme en højere omgørelsesprocent

af direktoratets afgørelser.

Indledningsvis må det slås fast, at det

talmæssige grundlag er lille, og de konklusioner,

der anføres nedenfor, ikke bygger

på et utvetydigt statistisk materiale, men i

højere grad på det indtryk som sagerne

efterlader, når de læses i sammenhæng.

Gennemgangen af sagerne synes at kunne

danne grundlag for to konklusioner.

For det første stiller ankenævnet i højere

grad krav om, at dokumentationen

for medlemmets manglende rådighed

er utvetydig.

Dette viser sig i spørgsmål om betydningen

af medlemmets helbred og sygdom.

For det andet synes ankenævnet at stille

større krav om, at medlemmet med sikkerhed

er vejledt om indholdet af

rådighedspligten.

Herunder lægger ankenævnet vægt på,

at der er foretaget en vejledning af

omfanget af rådighedspligten for det

konkrete medlem. I den forbindelse er

ankenævnet mindre tilbøjelig til at

acceptere, at en vejledning af mere

generel karakter kan opfylde kassernes

vejledningspligt om pligten til at være

aktiv arbejdssøgende.

Både for så vidt angår dokumentation

for helbred m.v., samt spørgsmålet om

vejledningspligten er opfyldt, synes

ankenævnet i tilfælde af tvivl at lade

tvivlen komme medlemmet til gode i

videre omfang end direktoratet.


O M R Å D E R

Ankenævnets praksis i

sager hvor et medlems

udtalelser eller handlemåde

sidestilles med afslag på

formidlet arbejde

En kommentar til DfA-meddelelse nr.

16/99 ved stedfortræder Helle Drusebjerg.

Et medlem får formidlet arbejde og

kommer til samtale hos arbejdsgiveren.

Under samtalen drøfter de medlemmets

forhold og medlemmet oplyser

noget, som bevirker, at arbejdsgiveren

ikke ønsker at ansætte medlemmet.

Arbejdsgiveren melder tilbage til AF, at

medlemmet sagde sådan og sådan, og

derefter ønskede arbejdsgiver ikke at

ansætte vedkommende.

AF indberetter til kassen, at medlemmet

ikke blev ansat, og sagen ender

typisk med, at medlemmet pålægges en

karantæne. Medlemmet klager og siger,

at han ikke afslog arbejdet, men blot

havde svaret ærligt på arbejdsgiverens

spørgsmål. Det er typisk sager som er

svære at afgøre, fordi det er svært efter-

følgende at finde ud af præcist, hvad

der blev sagt, hvordan ordene faldt og

hvem der spurgte om hvad.

Når man er til en jobsamtale er der

nogle ting, som det er helt åbenbart, at

man skal oplyse om:

Man skal uopfordret oplyse om omstændigheder,

som man må indse vil

have væsentlig betydning for arbejdsgiveren,

og som denne med rimelighed

kan forlange at få kendskab til fx

ekstraordinær sygdomsrisiko, forestående

aftjening af værnepligt, forestående

strafafsoning og aftale om arbejde for

en anden arbejdsgiver. Nogle af disse

ting fremgår af lovbestemmelser fx

funktionærloven, medhjælperloven og

sygedagpengeloven. Andet fremgår af

doms-praksis. Hvis man tilsidesætter

denne oplysningspligt, vil arbejdsgive-

ren efter omstændighederne ikke være

bundet af aftalen, fordi forudsætningerne

for aftalen svigter. Man har således

i en række situationer en aktiv

oplysningspligt.

Udover den aktive oplysningspligt skal

lønmodtageren svare sandfærdigt på

de spørgsmål, der stilles. Der er dog

grænser for, hvad man skal svare på, og

hvad arbejdsgiveren har lov til at spørge

om.

Der er lovregler herom: Lov om brug

af helbredsoplysninger på arbejdsmarkedet

handler om at arbejdsgiveren

kun kan bede lønmodtageren om helbredsoplysninger

med det formål at få

belyst, om pågældende lider af en sygdom

der har betydning for arbejdet.

Lov om forbud mod forskelsbehandling

på arbejdsmarkedet m.v. forbyder

diskriminering på grund af race,

hudfarve religion, politisk anskuelse

m.v. og Lov om ligebehandling af

mænd og kvinder med hensyn til

beskæftigelse og barselorlov m.v. forbyder

forskelsbehandling på grund af

køn.

Eksempler på forhold man skal oplyse

om er:

Å r s b e r e t n i n g 1 9 9 9

11


• indkaldelse til værnepligt,

• sygdom - ex. AIDS i udbrud,

mere tvivlsomt er det, hvis pågældende

er konstateret HIV-positiv -

her bevæger vi os over i et gråzoneområde,

• anden sygdom, som medfører øget

sygdomsrisiko.

• at man skal i fængsel,

• tidligere straffedomme? Det kan

være et forhold, som man skal

oplyse om. Her må man se på om

lønmodtageren burde indse, at

arbejdsgiveren ønskede at vide, om

han var tidligere straffet, men om

der er pligt til at oplyse herom

afhænger af en konkret afvejning.

Her bevæger vi os igen ind i et

gråzoneområde .

Man har som udgangspunkt ikke pligt

til at oplyse om medlemskab af fagforening,

men det kan i tilfælde af at

arbejdsgiver har indgået eksklusivaftale

være nødvendigt for arbejdsgiveren at

have kendskab til medlemskabet, idet

han ellers risikerer at bryde aftalen.

Som det fremgår, kan der ikke altid

gives et klart svar på, hvad man skal

oplyse under en jobsamtale. Vi befinder

os ofte i en gråzone, hvor man må

Å r s b e r e t n i n g 1 9 9 9

12

tage stilling ud fra en afvejning af hensynet

til arbejdsgiveren, som har krav

på at få oplysning om forhold, som er

væsentlige for driften af virksomheden,

og hensynet til den enkelte, som har

krav på beskyttelse af sit privatliv. I sidste

ende er det domstolene som fastslår,

hvilke hensyn der i det enkelte tilfælde

vejer tungest.

På samme måde er det med problemerne

i de sager, ankenævnet behandler.

Nogle er klare, andre ligger i gråzoneområdet.

A-lovens § 63 taler alene om afslag på

formidlet arbejde. § 63 skal imidlertid

ses i sammenhæng med § 21 i

bekendtgørelsen om selvforskyldt

ledighed, som er en opremsning af de

fyldestgørende grunde et medlem kan

have til at sige nej til formidlet arbejde.

De kan også give anledning til problemer,

men det er ikke det, der er emnet

i dag.

I bekendtgørelsens § 10 stk. 1, gentages

lovbestemmelsen, men i § 10, stk.

3, tilføjes, at reglerne også gælder situationer,

der kan sidestilles med afslag fx

• udeblivelse fra samtale med

arbejdsgiver, AF eller kassen

• undladelse af at påbegynde et formidlet

arbejde, eller

• medlemmet møder ikke, fordi

han/hun ikke har gjort sig bekendt

med sin post.

I vejledningen til bekendtgørelsen

står, at hvis medlemmet under en samtale

på AF eller hos arbejdsgiveren

handler på en måde så forholdet ikke

kommer i stand sidestilles det med

afslag. Det samme gælder, hvis medlemmet

har så mange forbehold m.h.t.

arbejdets indhold, eller sine personlige

og faglige kvalifikationer, eller han uopfordret

nævner irrelevante forhold, til

den konkrete jobsituation, som han

klart må indse vil svække arbejdsgiverens

interesse i at ansætte ham.

Når et medlem bliver formidlet arbejde

og skal tale med en arbejdsgiver, er der

altså visse forhold han eller hun skal

oplyse om. Nogle er disse ting er i forvejen

afhandlet med AF eller burde

være det, ved grundregistreringssamtalen,

således at der er taget et vist hensyn

hertil ved selve formidlingen.

Imidlertid synes der at være en væsentlig

forskel på samtaler i forbindelse

med en formidling af arbejde og en


ansættelsessamtale set ud fra et ansættelsesretligt

synspunkt.

Når et medlem bliver formidlet arbejde

og skal til en jobsamtale, er udgangspunktet,

at medlemmet skal være indstillet

på at tage arbejdet. Han eller

hun skal stå til rådighed for arbejdsmarkedet.

Det er prisen for at få dagpenge,

og medlemmet har ikke et frit

valg med hensyn til, om han/hun

ønsker det formidlede arbejde, som det

er tilfældet, når man selv søger arbejde.

Når medlemmet derfor fremkommer

med udtalelser, som ikke er relevante

for jobbet, og som vedkommende må

kunne sige sig selv vil få arbejdsgiver til

at afstå fra at ansætte pågældende,

bedømmes det at på samme måde, som

hvis man havde sagt nej. Det samme er

tilfældet, hvis medlemmet opfører sig

på en sådan måde, at arbejdsgiver må

få det indtryk, at han eller hun er aldeles

uinteresseret i at tage jobbet.

Østre Landsret afsagde den 7. december

1999 dom i en sag om dette emne.

Dommen handlede om to spørgsmål dels

udeblivelse fra arbejde på grund af ferie

(dette spørgsmål forbigås i denne artikel)

dels om han skulle pålægges en karantæne

på grund af nogle udtalelser ved en

samtale om et puljejob, som førte til, at

han ikke blev ansat. Han havde oplyst, at

han havde et andet arbejde “på hånden”.

Medlemmet var til formidlingssamtale

den 23. april om et puljejob. I samtalens

løb oplyste han, at han havde

mulighed for at påbegynde ordinært

arbejde i slutningen af maj måned.

Arbejdsgiveren oplyste, at medlemmet

på intet tidspunkt havde afslået at tage

det formidlede arbejde men havde

oplyst, at han havde mulighed for at

begynde ordinær arbejde, og det var

denne oplysning, der havde bevirket, at

arbejdsgiveren ikke ville ansætte ham.

Arbejdsgiveren havde oplyst, at medlemmet

uopfordret var kommet med

denne oplysning. Han havde sagt, at

han godt ville tage det formidlede

arbejde men ville holde op, når/hvis

han fik det andet arbejde.

Under retsagen oplyste medlemmet, at

han loyalt havde oplyst om et muligt

arbejde et andet sted, og ingen af parterne

vidste, om det blev til noget.

Hans advokat gjorde gældende, at det

var i strid med arbejdsløshedsforsikringslovens

intentioner at fratage ham

retten til dagpenge, fordi ledige herved

opfordres til at tilbageholde oplysninger

af relevans for en fremtidig arbejdsgiver.

Arbejdsgiver oplyste i retten, at det

ikke var hans indtryk, at medlemmet

var uvillig til at tage arbejdet, men at

han fejlagtig havde troet, at det var et

chafførjob han fik tilbudt. Det var netop

hvad han helst ville have. Da han

blev klar over at det var et stationært

job, meddelte han, at han havde et

andet job på hånden. Arbejdsgiver havde

fået det indtryk, at det var forholdsvis

sikkert, at han ville få jobbet.

Arbejdsgiver havde fået det indtryk, at

medlemmet ikke var interesseret i puljejobbet,

fordi det ikke var et chaufførjob,

men han sagde ikke, at han ikke

ville tage det. Den primære årsag til at

medlemmet ikke fik puljejobbet, var

oplysningen om det andet job.

Retten lagde til grund, at medlemmet

fremkom med udtalelsen om, at han

havde andet arbejde på hånden, efter at

han blev klar over, at det tilbudte arbejde

ikke var det chaufførjob han havde regnet

med, og at han herefter virkede uinteresseret

i at overtage det tilbudte job.

Retten anså det for godtgjort, at medlemmets

oplysning om det andet arbejde

var blevet meddelt på en sådan måde, at

det af arbejdsgiveren blev anset for så sikkert,

at man ikke ønskede at ansætte

medlemmet for så kort en periode.

Å r s b e r e t n i n g 1 9 9 9

13


Retten fandt, at medlemmets oplysning

om jobmuligheden i hvert fald under

disse omstændigheder kunne sidestilles

med et afslag.

Derfor blev ankenævnet frifundet.

Hvad kan man udlede af dommen?

Der blev procederet på medlemmets

loyale oplysningspligt, men dommeren

tager ikke denne tråd op. Dommen

bygger på de konkrete oplysninger

både fra arbejdsgiver og fra medlemmet

om, at medlemmet fremkommer med

oplysningen om det andet arbejde efter,

at han er blevet klar over, at puljejobbet

ikke var det chaufførjob, han

ønskede. Der blev lagt vægt på, at han

fremstillede udsigten til det andet job,

som mere sikker end han havde grund

til. Han havde ikke nogen aftale. På

den baggrund anses hans formål med

at nævne det andet arbejde at måtte

sidestilles med et afslag. Det der således

lægges vægt på er, at medlemmets hensigt

med at nævne det andet arbejde

alene var at undgå det formidlede

arbejde.

På baggrund af teksten i vejledningen

og dommen kan man opstille nogle

pejlemærker, som kan bruges til at finde

ud af, om medlemmets udtalelser

under jobsamtalen skal sidestilles med

et afslag:

Å r s b e r e t n i n g 1 9 9 9

14

1. Har medlemmet uopfordret givet

oplysninger om irrelevante forhold

i den konkrete jobsamtale?

2. Er oplysninger egnede til at svække

arbejdsgiverens interesse?

3. Har medlemmet haft til hensigt at

undgå formidlingen?

Med disse pejlemærker som udgangspunkt

gennemgås nogle af de afgørelser,

der er medtaget i DfA-Meddelelse

nr. 16/99 af 27. august 1999:

Sag nr. 1: Medlemmet oplyste arbejdsgiveren

om, at hun havde søgt andet arbejde

med blandt andet bedre løn, hvilket

var skyld i, at hun ikke blev ansat.

Medlemmet oplyste uopfordret, at hun

søgte andet arbejde med bl.a. en bedre

løn, bedre transportmuligheder og

færre børnepasningsproblemer. Det var

disse oplysninger, der medførte, at

arbejdsgiveren ikke ønskede at ansætte

hende.

Selv om oplysningerne var relevante for

arbejdsgiveren, som ikke ønskede at

ansætte medlemmet for en kortere periode,

bliver de irrelevante i den konkrete

jobsituation, fordi hun efter a-lovens

regler har pligt til at tage arbejdet. Derfor

bliver forholdet sidestillet med et

afslag, selvom hun ikke direkte har sagt

nej.

Forskellen mellem denne sag og sag nr.

9 er, at medlemmet i sag nr. 1 ikke

havde et konkret løfte om andet arbejde.

Sag nr. 2: Det skyldtes væsentligst oplysninger

fra medlemmet, om at hun påtænkte

at søge orlov, at hun ikke fik jobbet.

Medlemmet oplyste uopfordret, at hun

ville søge børnepasningsorlov. Hun

havde papirerne liggende derhjemme.

Det kan diskuteres, om det er en relevant

oplysning, men da hun ikke havde

søgt endnu, havde hun heller ikke fået

ret til orlov. Hvis hun var blevet ansat,

ville hun først kunne få ret til orlov

efter 3 måneders ansættelse. Hvis hun

fortsatte med at være ledig, ville hun

opfylde betingelserne. Formålet med at

komme med oplysningen kunne derfor

næsten kun være, at hun ønskede orlov

og ikke det formidlede arbejde. Da hun

havde pligt til at tage det formidlede

arbejde, blev oplysningen om den

ønskede børnepasningsorlov irrelevant i

formidlingssituationen. Punkt 1, 2 og 3

er opfyldt, og medlemmets udtalelser

sidestilles med afslag.


Sag nr. 5: En socialpædagog var ikke interesseret

i at arbejde med børnehavebørn.

Det er klart, at arbejdsgiveren ikke

ønsker at ansætte ham. Oplysningen er

irrelevant, for han har pligt til at tage

jobbet. Hensigten med at give oplysningen

kan kun være, at han ikke

ønskede jobbet.

Sag nr. 9: Medlemmet oplyste under

jobsamtalen, at han søgte andet arbejde.

Ankenævnet fandt det ikke tilstrækkelig

godtgjort, at medlemmet udviste negativ

holdning til tilbudet om arbejde.

Oplysningen er relevant i den konkrete

jobsituation, fordi medlemmet har løfte

om andet arbejde 11/2 måned senere.

Ifølge arbejdsgiveren svækkede det ikke

hans interesse, da han ville have ansat

ham også for 1 1/2 måned, men her

står påstand mod påstand. Ankenævnet

mener, at der ikke er tilstrækkeligt

grundlag for at tilsidesætte medlemmets

forklaring om, at han godt ville

have haft arbejdet. Afgørelsen falder

nok meget godt i tråd med landsretsdommen,

som lægger op til, at myndighederne

skal sandsynliggøre, at

medlemmet ikke har ønsket jobbet.

Punkt 1 og 3 er ikke opfyldt.

Sag nr. 10: Medlemmet afslog ikke det

tilbudte arbejde, selvom han oplyste om

fremtidige flytteplaner. Det var arbejdsgiveren,

der ikke havde interesse i at ansætte

medlemmet.

DfA mente, at oplysningen om en

påtænkt flytning var irrelevant og lagde

vægt på, at det inden for faget er

almindeligt med kortvarige ansættelser,

og at oplysningen om flytningen var

behæftet med en vis usikkerhed.

Nævnet lagde vægt på, at medlemmet

ikke afslog arbejdet, men at det var

arbejdsgiveren, der ikke ønskede at

ansætte ham. Under sagens behandling

i nævnet blev der givet udtryk for, at

det var en relevant oplysning at komme

med. Det der således blev afgørende for

udfaldet af sagen var vurderingen af

medlemmets hensigt. Nævnet fandt det

ikke godtgjort, at det var medlemmets

hensigt med udtalelsen at undgå det

formidlede arbejde. Punkt 1 og 3 er

ikke opfyldt.

Sag nr. 11: Medlemmets bemærkning

om, at han regnede med at få arbejde hos

tidligere arbejdsgiver, var ikke tilstrækkelig

til at begrunde idømmelse af karantæne.

Medlemmet havde dels oplyst om planlagt,

meddelt ferie, dels om at han havde

løfte om arbejde kort tid senere hos

sin tidligere arbejdsgiver, hvor han kort

tid efter også blev ansat. Oplysningerne

var relevante.

Nævnet lagde vægt på, at medlemmet

havde oplyst, at han gerne ville have

taget arbejdet også for en kort periode.

Det havde derfor heller ikke været hans

hensigt, at undgå det formidlede arbejde.

Derfor skulle han ikke idømmes

karantæne for selvforskyldt ledighed,

og han ansås også for at stå til rådighed

indtil det tidspunkt, hvor han påbegyndte

arbejde hos den tidligere

arbejdsgiver. Så selv om oplysningerne

måtte have svækket arbejdsgiverens

interesse i at ansætte medlemmet blev

han ikke idømt karantæne. Punkt 1 og

3 er ikke opfyldt.

Sag nr. 13: Tvivlen om, hvordan ordene

faldt under samtalen, måtte komme

medlemmet til gode .

Et medlem blev formidlet specialarbejderarbejde.

Ifølge arbejdsgiveren ønske-

Å r s b e r e t n i n g 1 9 9 9

15


de medlemmet ikke arbejdet, da han i

stedet ønskede arbejde inden for lager

og transport. Der var rejst tvivl om

samtalens forløb.

Nævnet fandt, at der ikke var tilstrækkeligt

grundlag for at fastslå, at medlemmet

kom uopfordret med oplysningen.

Medlemmet havde anført, at

arbejdsgiveren havde spurgt, om han

var interesseret i varigt arbejde, da det

ville koste ca. 30.000 kr. at oplære en

ny medarbejder. Arbejdsgiveren oplyste

efterfølgende, at medlemmets fremstilling

ikke var forkert, blot blev spørgsmålet

om varigt arbejde ikke kædet

sammen med oplæring.

Medlemmets udtalelse anses derfor for

relevant. Den svækker nok arbejdsgiverens

interesse i at ansætte ham, men

der er ikke tilstrækkeligt belæg for at

påstå, at det var medlemmets hensigt at

undgå det formidlede arbejde.

Å r s b e r e t n i n g 1 9 9 9

16


Er der så en rød tråd i ankenævnets

praksis. Det mener jeg der er. Skal man

forstå den praksis, der kommer til

udtryk i de sager, der er medtaget i

DfA-meddelelse nr. 16/99, skal man

især være opmærksom på den konkrete

bedømmelse af medlemmets hensigt.

Hvis man kan godtgøre, at medlemmet

med sine irrelevante udtalelser har

ønsket at påvirke arbejdsgiveren, således

at medlemmet ikke bliver ansat, vil

der være tale om en situation, der skal

sidestilles med afslag. Dette falder også

fint i tråd med den landsretsdom, der

er gennemgået ovenfor.


Å r s b e r e t n i n g 1 9 9 9

17


Fortsat fokus på problemet

forkert eller mangelfuld

vejledning

Af Alice Bagger fuldmægtig i Arbejdsmarkedets

Ankenævn

I ankenævnets årsberetning for 1998

gennemgås i en artikel konsekvenserne

af, at et medlem af en a-kasse er vejledt

forkert af a-kassen eller af arbejdsformidlingen.

Udgangspunktet i artiklen var således

forvaltningslovens regler og arbejdsløshedsforsikringslovgivningen.

Efter en gennemgang af et antal sager,

hvor nævnet havde fået forelagt problemstillingen

vedrørende forkert eller

mangelfuld vejledning, konstateredes at

nævnets praksis i høj grad er præget af

hensynet til de berørte personers retssikkerhed.

I sager, hvor medlemmet har mistet et

retskrav på grund forkert eller mangelfuld

vejledning fra kassens side, har

nævnets praksis været, at medlemmerne

blev stillet, som om der var givet en

Å r s b e r e t n i n g 1 9 9 9

18

korrekt vejledning fra kassen.

Praksis viste også, at de enkelte medlemmer

ikke på grund af manglende

eller dårlig vejledning kan opnå en retsstilling,

der ikke er hjemmel til i loven.

Som det fremgik er nævnet på disse

områder ofte nået frem til afgørelser,

som ikke alene støtter sig til lovens og

bekendtgørelsernes regler, men i lige så

høj grad tager udgangspunkt i de forvaltningsretlige

grundsætninger.

Ankenævnet har i det forløbne år truffet

afgørelse i 2 sager, som viser, at kravet

om vejledning i visse tilfælde går

videre end til blot at rette sig mod akasserne

og arbejdsformidlingen og i

visse situationer også gælder regler

uden for myndighedens ressortområde.

Ankenævnet ophævede en slettelse på

grund af kontingentrestance under henvisning

til Direktoratet for Kriminalforsorgens

manglende rettidige vejledning af

et varetægtsfængslet a-kassemedlem

I ankenævnets j.nr. 1999-1-0824 forsømte

kriminalforsorgen sin pligt til

(rettidigt) at vejlede et frihedsberøvet

medlem af en a-kasse om muligheden

for at søge kontingentfritagelse.

På grund af frihedsberøvelsen blev

medlemmet ikke bekendt med sin post,

herunder kontingentopkrævning fra

kassen. Den manglende vejledning fik

herefter den konsekvens, at medlemmet

var blevet slettet på grund af kontigentrestance,

før kriminalforsorgen ca. 4

måneder efter frihedsberøvelsen på

hans vegne søgte om fritagelse for kontingentbetaling.

Kriminalforsorgen

beklagede dene sene ansøgning, som de

påtog sig det fulde ansvar for.

Direktoratet fandt, at medlemmet var

slettet med rette. Direktoratet lagde

vægt på, at slettelsen var sket retmæssigt,

og at anmodningen om kontigentfritagelsen

ikke kunne imødekommes,

da medlemmet var slettet, før der blev

søgt om fritagelse.

Ankenævnet ophævede slettelsen, uanset

at slettelsen var sket efter de procedurer,

der var foreskrevet i arbejdsløshedforsikringslovens

§78, og dermed

var sket retmæssigt.


Ankenævnet begrundede ophævelsen

med, at det ikke skulle komme medlemmet

til skade, at en offentlig myndighed

havde forsømt en vejledningforpligtigelse

over for medlemmet. Ankenævnet

lagde samtidig vægt på, at kriminalforsorgen

oplyste, at de havde en

pligt til at vejlede frihedsberøvede om

deres rettigheder, og kriminalforsorgen

erkendte at være årsag til, at der først

blev ansøgt om kontigentfritagelse ca. 4

måneder efter frihedsberøvelsen.

Det forhold, at den vejledningspligtige

myndighed var kriminalforsorgen og

ikke en a-kasse eller arbejdsformidling,

var således ikke til hinder for, at den

manglende vejledning blev tillagt den retlige

virkning, at medlemmet blev stillet,

som om han var blevet vejledt korrekt.

Ankenævnet har endvidere behandlet

en sag, der drejede sig om vejledning

ikke alene om regler inden for arbejdsløshedsforsikringen,

men også om regler

uden for dette ressortområde.

Ankenævnet ophævede på baggrund af

ombudsmandens udtalelser slettelsen af et

medlem i en tilbagebetalingssag med

begrundelsen manglende vejledning om

deponeringsreglerne

Ankenævnets j.nr. 1999-1-0351 handler

om et medlem, der flere gange over en

længere periode af kassen blev rykket

for betaling af restafdraget på en dagpengegæld.

Med den seneste rykker

blev han gjort opmærksom på, at han

ville blive slettet som medlem, hvis han

ikke betalte inden en given frist.

Da medlemmet ikke betalte, blev sagen

sendt til direktoratet, som gav medlemmet

en yderligere frist til betaling af det

skyldige beløb. Medlemmet vægrede sig

fortsat mod at betale og meddelte to

gange - inden betalingsfristens udløb -

over for direktoratet, at han agtede at

deponere restbeløbet, da han fandt

sagen uafklaret. Direktoratet reagerede

ikke på hans henvendelse.

Medlemmet indbetalte ikke gælden til

kassen, men deponerede et beløb til frigivelse

til kassen under visse betingelser.

Da medlemmet ikke havde indbetalt

gælden til kassen, blev han slettet

som medlem.

Ankenævnet traf afgørelse og fandt, at

medlemmet med rette var blevet slettet

som medlem. Nævnet lagde vægt på, at

han ikke inden for den givne frist havde

betalt til kassen, og at han ikke var

berettiget til med frigørende virkning

at deponere beløbet, idet han ikke

opfyldte deponeringsbetingelserne.

Medlemmet indbragte sagen for Folketingets

Ombudsmand. Ombudsmanden

påpegede, at en myndighed har en

vejledningsforpligtelse, der strækker sig

ud over myndighedens egentlige sagsområde,

hvor der er tale om retsregler

af central betydning for borgeren i relation

til en given sag, som myndigheden

behandler.

I den konkrete sag fandt ombudsmanden

det meget kritisabelt, at Direktoratet

for Arbejdsløshedsforsikringen ikke

havde vejledt medlemmet om deponeringsreglerne,

og om at deponering ikke

ville kunne ske med frigørende virkning.

Ombudsmanden lagde vægt på, at retsvirkningen

af medlemmets deponering

var helt central for hans retsstilling i tilbagebetalingssagen.

Ombudsmanden

lagde samtidig vægt på, at det måtte

have været åbenbart, at medlemmet

befandt sig i en vildfarelse med hensyn

til deponeringens frigørende virkning.

Ombudsmanden bemærkede videre, at

iagttagelsen af en sådan videre vejled-

Å r s b e r e t n i n g 1 9 9 9

19


ningspligt i særlig grad gælder i sager

med vidtrækkende konsekvenser for

medlemmet.

Ombudsmanden fandt det ligeledes

beklageligt, at ankenævnet ikke påtalte

og tog stilling til konsekvensen af den

manglende vejledning.

På baggrund af ombudsmanden udtalelser

genoptog ankenævnet sagen og

ophævede slettelsen under henvisning

til den manglende vejledning.

Sammenfatning

Ovennævnte 2 sager illustrerer, at det

således ikke kun er en a-kasses eller

arbejdsformidlingens manglende opfyldelse

af en vejledningsforpligtelse, der

kan få den konsekvens, at en tidligere

meddelt afgørelse ophæves, idet medlemmet

stilles, som om han var blevet

korrekt vejledt. Fejlagtig eller manglende

vejledning fra en anden myndighed

kan tillægges samme retsvirkning.

Samtidig kan det konstateres, at en

myndigheds vejledningsforpligtelse

også gælder regler uden for myndighedens

ressortområde, når det er eller

burde være åbenbart for myndigheden,

at medlemmet befinder sig i en vildfa-

Å r s b e r e t n i n g 1 9 9 9

20

relse med hensyn til regler, der er centrale

for medlemmets retsstilling i en

sag inden for myndighedens ressortområde.


Å r s b e r e t n i n g 1 9 9 9

21


ANKENÆVNETS AFGØRELSER I UDVALG

Å r s b e r e t n i n g 1 9 9 9

22


INDLEDNING

Forsikringssager

Arbejdsmarkedets Ankenævn har i

løbet af 1999 afsluttet i alt 1241 sager.

I dette kapitel omtales de sager, som

har været særlig interessante. For så

vidt angår forsikringssager drejer det sig

om 1 sag vedrørende spørgsmål om

medlemskab af en a-kasse, 11 sager om

ret til dagpenge, 1 sag om ret til efterløn,

1 sag om fortolkning af EF forordning

nr. 1408/71, 1 sag om ret til feriedagpenge,

1 sag om ret til orlovsydelse

samt 1 sag om kassens ret til refusion.

Herudover indeholder beretningen 1

orlovssag, 3 kursussager, 2 sager om assi-

stance til handicappede samt 1 ansættel-

sesbevissag. Der er ikke i år medtaget

sager om ret til dagpengegodtgørelse for

1. og 2. ledighedsdag samt sager om aktiv

arbejdsmarkedspolitik.


M E D L E M S K A B A F A - K A S S E

Overflytning

Konflikt

Medlemmet var i følge reglerne ikke

berettiget til at blive overflyttet til en

anden arbejdsløshedskasse fra det

tidspunkt, hvor der var afgivet varsel

om konflikt. Disse regler fandtes

ikke at stride mod Menneskerettigheds-

eller ILO-konventionen.

Medlemmet anmodede den 26. november

1997 sin arbejdsløshedskasse om at

blive overflyttet til en anden arbejdsløshedskasse.

Medlemmet var den 10.

november 1997 påbegyndt arbejde som

specialarbejder på virksomheden A. Medlemmets

arbejdsløshedskasses faglige organisation

førte på dette tidspunkt konflikt

mod denne virksomhed, hvorfor kassen

med henvisning til § 2, stk. 4, i dagældende

bekendtgørelse om overflytning meddelte,

at der ikke kunne ske overflytning.

Den A-kasse, som medlemmet ønskede

at blive overflyttet til, klagede til direktoratet

og anførte, at § 2, stk. 4, i ovennævnte

bekendtgørelse var i strid med

artikel 11 i Menneskerettighedskonventionen

samt ILO-konvention nr. 87 og 98.

Å r s b e r e t n i n g 1 9 9 9

24

Direktoratet traf afgørelse om, at medlemmet

ikke kunne overflyttes fra det

tidspunkt, hvor der var afgivet varsel

om konflikt. Direktoratet bemærkede,

at det ikke var reguleret i arbejdsløshedsforsikringsloven

om et medlem

ønskede at stå som medlem af en faglig

organisation i konflikt.

Ankenævnet tiltrådte direktoratets

afgørelse. Ankenævnet bemærkede, at

det kunne give anledning til tvivl, om

en tidsbegrænset indskrænkning i et

medlems ret til under en konflikt at

blive overflyttet fra en arbejdsløshedskasse

til en anden uden konsekvenser

for dagpengeretten (bekendtgørelsens §

2, stk. 4), overhovedet udgjorde et indgreb

i en ret, der var beskyttet af artikel

11 i Den Europæiske Menneskerettighedskonvention.

I det omfang der måtte

være tale om et indgreb i medlemmets

ret til foreningsfrihed, der var

beskyttet af konventionen, var det

imidlertid nævnets opfattelse, at de

hensyn, der lå til grund for bestemmelsen,

kunne retfærdiggøre denne tids-

mæssige begrænsning i muligheden for

at blive overflyttet fra en arbejdsløshedskasse

til en anden.

Det bemærkedes, at reglen i § 2, stk. 4,

i ovennævnte bekendtgørelse skulle ses

i sammenhæng med arbejdsløshedsforsikringslovens

§ 61, som byggede på et

princip om, at forsikringen skulle holdes

neutral. Bestemmelsen var således

indsat for at sikre, at der fra tidspunktet

for afgivelse af varsel om konflikt

ikke blev taget parti for de konfliktramte

parter via arbejdsløshedsforsikringslovens

regler. Det var ikke reguleret

i arbejdsløshedsforsikringsloven, om

et medlem fortsat ønskede at være medlem

af en faglig organisation i konflikt.

Ankenævnet henholdt sig endvidere til,

at Arbejdsministeriet havde oplyst, at

ILO-konventionen fastsatte principperne

for fagforeningsbeskyttelse, og ikke

regulerede spørgsmål om arbejdsløshedsforsikring.

Ankenævnet fandt således,

at der ikke var modstrid mellem

arbejdsløshedslovgivningen og ILOkonventionerne

nr. 87 og 98. (j.nr.

1998-1-6588)


REGLER

Lov om arbejdsløshedsforsikring m.v., jf.

lovbek. nr. 27 af 13. januar 1997.

§ 61. Dagpenge må ikke udbetales til et medlem,

hvis ledighed skyldes, at han er omfattet

af strejke eller lockout (konflikt).

Stk. 2. Som omfattet af konflikt anses:

1) et medlem af en kasse eller afdeling,

inden for hvis faglige område konflikt er

iværksat, når medlemmet ved konfliktens

iværksættelse er beskæftiget på den konfliktberørte

virksomhed,

2) et medlem, der ved konfliktens iværksættelse

er beskæftiget på den konfliktberørte

virksomhed, og hvis lønvilkår må antages

at ville blive direkte påvirket af konfliktens

udfald.

§ 94. Efter forhandling med Landsarbejdsrådet

fastsætter direktøren for arbejdsløshedsforsikringen

regler for overflytning af medlemmer

fra en kasse til en anden.

Bekendtgørelse nr. 148 af 2. marts 1994

om overflytning mellem anerkendte

arbejdsløshedskasser

§ 2, stk. 4. Overflytning kan ikke finde sted

fra det tidspunkt, hvor der er afgivet varsel om

strejke eller lockout for det arbejde, der danner

grundlag for overflytningen, jf. stk. 1.

Den Europæiske Menneskerettighedskonvention

Forsamlings- og foreningsfrihed

Artikel 11. Enhver har ret til frit at deltage i

fredelige forsamlinger og til foreningsfrihed,

herunder ret til at oprette og slutte sig til fagforeninger

for at beskytte sine interesser.

Stk. 2. Der må ikke gøres indskrænkninger i

udøvelsen af disse rettigheder end sådanne,

som er beskrevet ved lov og er nødvendige i et

demokratisk samfund af hensyn til den nationale

sikkerhed eller den offentlige tryghed, for

at forebygge uro eller forbrydelse, for at

beskytte andres rettigheder og friheder. Denne

artikel skal ikke forhindre, at der pålægges

medlemmer af de væbnede styrker, politiet

eller statsadministrationen lovlige begrænsninger

i udøvelsen af disse rettigheder.

ILO-konvention nr. 78

Artikel 2. Arbejdere og arbejdsgivere uden forskel

af nogen art, er berettiget til at oprette og

til alene under iagttagelse af den pågældende

organisations bestemmelser at slutte sig til

organisationer efter eget valg og uden forudgående

tilladelse.

ILO-konvention nr. 98

Artikel 1. Arbejderne skal på fyldestgørende

måde med hensyn til deres beskæftigelse

beskyttes mod foranstaltninger, der går ud på

at modarbejde fagforeninger.

Å r s b e r e t n i n g 1 9 9 9

25


D A G P E N G E

Ophør med selvstændig virksomhed

Afgrænsning

Medlemmet fandtes ikke at være

ophørt med at drive selvstændig

virksomhed, idet hun fortsat havde

indflydelse i et aktieselskab og på

egne ansættelsesvilkår i aktieselskabet

bl.a. gennem medbestemmende

indflydelse på en fonds dispositioner

i forhold til aktieselskabet, som var

ejet af fonden.

Medlemmet meldte sig ledig den 1.

april 1997 efter i flere år at have haft

en overordnet stilling i et aktieselskab,

der ejedes af en fond. Fonden besad 91

% af aktiekapitalen og selskabet ejede

selv resten. Fonden havde bl.a. til formål

at yde bidrag, evt. rentefri lån til

uddannelse og erhvervsmæssig etablering

til efterkommere af medlemmets

forældre. Fonden blev stiftet af medlemmet

og 4 andre familiemedlemmer.

I 1993 solgte medlemmet sine aktier i

aktieselskabet til et anpartsselskab, der

året efter solgte aktierne videre til fonden.

Bestyrelsen i fonden bestod af 5

personer: Medlemmet, en søster og 3

udpegede medlemmer. I følge fondens

Å r s b e r e t n i n g 1 9 9 9

26

fundats skulle medlemmet være bestyrelsesmedlem

til sit fyldte 70 år. Medlemmet

var ikke beskæftiget i fonden

ud over deltagelse i 2-3 årlige bestyrelsesmøder.

Medlemmet fik 20.000 kr.

årligt som bestyrelsesmedlem i fonden.

Derudover var medlemmet i bestyrelsen

for aktieselskabet. Arbejdet hermed

var 2 timer ugentligt og honoraret var

årligt knap 60.000.

Kassen og direktoratet traf afgørelse

om, at medlemmet ikke kunne anses

for at være ophørt mere end midlertidigt

med drift af selvstændig virksomhed

pr. den 1. april 1997.

Ankenævnet var enig i disse afgørelser.

Ankenævnet anså medlemmet for selvstændig

på grund af en afgørende indflydelse

i aktieselskabet og på egne

ansættelsesvilkår. Et medlem der fortsat

havde indflydelse på driften af den selvstændige

virksomhed gennem sit bestyrelsesarbejde

kunne ikke anses for

ophørt mere end midlertidigt. Medlemmet

havde gennem sit bestyrelsesar-

bejde i fonden medbestemmende indflydelse

på fondens dispositioner, herunder

i forhold til aktieselskabet, der

ejedes af fonden.

Ankenævnet lagde vægt på, at medlemmet

havde haft en overordnet stilling i

aktieselskabet samtidig med sit bestyrelsesarbejde

for virksomheden, og at

hun havde ejet en stor del af aktieselskabet

før overdragelsen til fonden,

samt at medlemmet fortsat sad i bestyrelsen

for aktieselskabet og i fonden,

der ejedes af aktieselskabet. (j.nr. 1998-

1-6044)


REGLER

Lov om arbejdsløshedsforsikring m.v., jf.

lovbek. 27 af 13. januar 1997.

§ 57. Dagpenge kan kun udbetales til et medlem,

som er ledigt.

Stk. 3. En selvstændig erhvervsdrivende anses

for ledig, når hans personlige arbejde i virksomheden

er ophørt mere end midlertidigt.

Bekendtgørelse nr. 937 af 25. oktober 1996

om ophør med udøvelse af selvstændig virksomhed

som hovedbeskæftigelse

§ 1. En selvstændig erhvervsdrivende anses for

ledig, når det personlige arbejde i virksomheden

er ophørt mere end midlertidigt.

Stk. 2. Det personlige arbejde anses for ophørt

mere end midlertidigt, når medlemmet opfylder

en af betingelserne i §§ 2-4 a, og medlemmet

er afmeldt offentlige registre som selvstændig

erhvervsdrivende, medmindre det godtgøres,

at registreringen ikke skyldes fortsat

udøvelse af selvstændig virksomhed.

§ 2. Et medlem anses for ophørt mere end

midlertidigt med det personlige arbejde i virksomheden,

når det dokumenteres, at virksomheden

endeligt er overdraget eller lukket.

Stk. 2. Et medlem kan anses for ophørt fra et

tidligere tidspunkt end den endelige overdragelse

eller lukning, hvis medlemmet dokumenterer

mere end midlertidigt at være afskåret fra fortsat

at drive virksomheden.

Bekendtgørelse nr. 1142 af 20. december

1995 om optagelse i en arbejdsløshedskasse

for selvstændige erhvervsdrivende

§ 2. Selvstændig erhvervsvirksomhed udøves

ved beskæftigelse for egen eller ægtefællens regning

og risiko og med det formål at opnå økonomisk

udbytte.

Stk. 2. Beskæftigelsen anses altid for selvstændig

erhvervsvirksomhed, hvis pågældende

1) har henlagt midler til investeringsfonds,

2) har ansat arbejdskraft,

3) har overført beløb til beskatning som medarbejdende

ægtefælle,

4) har foretaget varelagernedskrivninger eller

skattemæssige fradrag for driftsudgifter og

afskrivning på driftsmidler efter de for selvstændige

erhvervsdrivende gældende regler,

5) er omfattet af en kollektiv overenskomst

som arbejdsgiver eller er medlem af en

arbejdsgiverorganisation, eller

6) er omfattet af mindst 2 af forholdene i stk. 3.

Stk. 3. Beskæftigelsen vil som udgangspunkt

blive anset for selvstændig erhvervsvirksomhed,

hvis pågældende

1) eller virksomheden er momsregistreret,

eller ydelsen faktureres med tillæg af

moms,

2) skattemæssigt angiver over-/underskud af

selvstændig virksomhed,

3) på selvangivelsen for et givet indkomstår

har tilkendegivet, at indkomsten ønskes

beskattet efter virksomhedsskatteloven, eller

4) er deltager i et interessentskab.

Stk. 4. I øvrige tilfælde foretages en konkret

vurdering efter stk. 1.

§ 3. Beskæftigelse i et selskab, hvor pågældende

har afgørende indflydelse, jf. stk. 2-4 og 5,

anses for selvstændig erhvervsudøvelse.

Stk. 2. Afgørende indflydelse foreligger, hvis

pågældende og/eller dennes ægtefælle alene eller

sammen med nærmeste familie, jf. stk. 3, er

indehaver af

1) mindst 50 % af selskabskapitalen,

2) mindst 50 % af selskabskapitalens stemmeværdi,

3) en bestemmende andel af selskabets kapital,

4) en bestemmende andel af stemmerne i selskabet,

eller

5) mindst 10 % af selskabskapitalen eller 10 %

af selskabskapitalens stemmeværdi, og pågældende

og/eller ægtefællen tillige er medlem af

selskabets bestyrelse eller direktion.

Stk. 3. Som ‘nærmeste familie’ i stk. 2 anses

pågældendes eller ægtefællens børn, børnebørn,

forældre, bedsteforældre og søskende.

Stk. 5. Bestemmelserne i stk. 2-4, finder tilsvarende

anvendelse, hvis pågældende og/eller dennes

ægtefælle er indehaver af kapital i et eller

flere selskaber, som dominerer det selskab, hvor

pågældende er beskæftiget.


D A G P E N G E

Ophør med selvstændig virksomhed

Afgrænsning

Medlemmet fandtes at være endeligt

afskåret fra at deltage i driften af

virksomheden fra det tidspunkt,

hvor han ikke længere modtog løn,

og hvor aktionærerne i selskabet i

følge aktionæroverenskomst var forpligtet

til at overtage medlemmets

aktiepost.

Medlemmet drev som sin hovedbeskæftigelse

virksomheden V A/S fra den 1.

maj 1990. Frem til januar 1995 var

medlemmet direktør i selskabet, hvorefter

han arbejdede som driftsleder,

indtil han blev opsagt pr. 30. september

1996. Han modtog løn indtil den

1. marts 1997. Medlemmet ejede endvidere

275.000 kr. af selskabets indskudskapital,

der udgjorde 750.000 kr.

Kassen traf afgørelse om, at medlemmet

ikke opfyldte betingelserne for at

være endelig ophørt med at drive selvstændig

virksomhed, da det ikke var

dokumenteret, at der rent faktisk var

sket en overdragelse af hans aktier.

Medlemmet anførte i anken, at han i

Å r s b e r e t n i n g 1 9 9 9

28

henhold til selskabets aktionæroverenskomst

i hvert fald havde afhændet sin

aktiepost pr. 1. august 1997, idet det

fremgik af denne aktionæroverenskomst,

at såfremt en aktionær begærede

sig udtrådt, var de øvrige aktionærer

forpligtet til at købe den udtrædende

parts aktiepost. Udtrædelsen skulle ske

med 6 måneders skriftlig varsel. Medlemmet

havde begæret sig udtrådt med

brev af 15. januar 1997.

Direktoratet tiltrådte kassens afgørelse.

Direktoratet fandt, at medlemmets

aktiepost først pr. 9. september 1997

var endeligt afhændet og overdraget.

Ankenævnet var enig i, at medlemmet

måtte anses for at være selvstændig

erhvervsdrivende, da han fra den 1.

maj 1990 har været beskæftiget i et selskab,

hvor han havde afgørende indflydelse.

Ankenævnet fandt dog, at medlemmet

allerede den 1. marts 1997

opfyldte betingelserne for at være

ophørt mere end midlertidigt med drift

af selvstændig virksomhed, og at han

var dagpengeberettiget fra det tidspunkt,

han herefter tilmeldte sig AF

som ledig.

Ankenævnet lagde vægt på, at medlemmet

modtog løn for tiden indtil den 1.

marts 1997, og at han på dette tidspunkt

var afskåret fra at deltage i driften

af virksomheden, idet selskabet

havde fritstillet ham den 28. januar

1997 og bedt ham holde sig væk fra

selskabet. Endvidere var de øvrige aktionærer

i selskabet ifølge aktionæroverenskomsten

forpligtet til at overtage

medlemmets aktier, såfremt han

begærede sig udtrådt af selskabet, hvilket

han havde gjort i brev af 15. januar

1997. (j.nr. 1998-1-6255)


REGLER

Lov om arbejdsløshedsforsikring m.v., jf.

lovbek. nr. 855 af 17. september 1996

§ 57, stk. 3. En selvstændig erhvervsdrivende

anses for ledig, når hans personlige arbejde i

virksomheden er ophørt mere end midlertidigt.

Nærmere regler om, hvornår en selvstændig

erhvervsdrivendes personlige arbejde i virksomheden

anses for ophørt mere end midlertidigt,

fastsættes af Direktøren for arbejdsløshedsforsikringen

efter forhandling med Landsarbejdsrådet.

Bekendtgørelse nr. 1142 af 20. december

1995 om optagelse i en arbejdsløshedskasse

for selvstændige erhvervsdrivende

§ 3. Beskæftigelse i et selskab, hvor pågældende

har afgørende indflydelse, jf. stk. 2-4 og 5,

anses for selvstændig erhvervsudøvelse.

Stk. 2. Afgørende indflydelse foreligger, hvis

pågældende og/eller dennes ægtefælle alene

eller sammen med nærmeste familie, jf. stk. 3,

er indehaver af

1) mindst 50 % af selskabskapitalen,

2) mindst 50 % af selskabskapitalens stemmeværdi,

3) en bestemmende andel af selskabets kapital,

4) en bestemmende andel af stemmerne i

selskabet, eller

5) mindst 10 % af selskabskapitalen eller 10 %

af selskabskapitalens stemmeværdi, og

pågældende og/eller ægtefællen tillige er medlem

af selskabets bestyrelse eller direktion.

Bekendtgørelse nr. 937 af 25. oktober 1996

om ophør med udøvelse af selvstændig

virksomhed som hovedbeskæftigelse

§ 1. En selvstændig erhvervsdrivende anses for

ledig, når det personlige arbejde i virksomheden

er ophørt mere end midlertidigt.

§ 2. Et medlem anses for ophørt mere end

midlertidigt med det personlige arbejde i virksomheden,

når det dokumenteres, at virksomheden

endeligt er overdraget eller lukket.

Stk. 2. Et medlem kan anses for ophørt fra et

tidligere tidspunkt end den endelige overdragelse

eller lukning, hvis medlemmet dokumenterer

mere end midlertidigt at være

afskåret fra fortsat at drive virksomheden.

Vejledning nr. 163 af 25. oktober 1996 til

bekendtgørelse om ophør med udøvelse af

selvstændig virksomhed som hovedbeskæftigelse

Til § 2

Overdragelse eller lukning af virksomheden

Det er hovedreglen, at et medlem anses for

ophørt mere end midlertidigt, når virksomheden

endeligt er overdraget eller lukket.

Et medlem kan imidlertid i forbindelse med

overdragelsen eller lukningen være afskåret

mere end midlertidigt fra at videreføre virksomheden

på et tidligere tidspunkt end den

endelige overdragelsesdag eller lukning, jf. § 2,

stk. 2. Anerkendelse af ophøret vil i disse situationer

afhænge af, om medlemmet kan fremlægge

dokumentation for, at medlemmet er

mere end midlertidigt afskåret fra fortsat at

drive/deltage i driften af virksomheden.

Aktie-/anpartsselskaber

Udøver medlemmet selvstændig virksomhed i

selskabsform, kan ophøret som hovedregel først

anses for at være mere end midlertidigt, når selskabet

er opløst, eller når medlemmet og/eller

ægtefællen har overdraget samtlige aktier eller

anparter til andre end medlemmet,

ægtefællen/samleveren eller umyndige børn.

Å r s b e r e t n i n g 1 9 9 9

29


D A G P E N G E

Selvforskyldt ledig

Rimeligt arbejde

Det formidlede arbejde som postbud

fandtes at være rimeligt arbejde, som

medlemmet havde pligt til at overtage.

Det forhold, at der var ledig

arbejdskraft som var mere kvalificeret,

havde ingen betydning for vurderingen

af, om det formidlede arbejde

var rimeligt for andre arbejdssøgende.

Medlemmet blev af Arbejdsformidlingen

formidlet arbejde som postbud.

Medlemmet havde på dette tidspunkt

været ledig i en periode på 6 måneder

inden for de seneste 12 måneder, og

kunne derfor formidles rimeligt arbejde.

Medlemmet afslog det formidlede

arbejde med den begrundelse, at han

var udøvende freelance-musiker uden

fast arbejde. Medlemmet forklarede, at

han var uddannet musiker, og at det

var musiker, han ville arbejde som.

Hvis han begyndte at arbejde som

postbud, ville det ødelægge hans muligheder

for at øve og forbedre sig.

Å r s b e r e t n i n g 1 9 9 9

30

Kassen traf afgørelse om, at medlemmet

skulle gennemgå en effektiv karantæne

på én uge, og gav desuden medlemmet

en frist på 3 måneder til at

vise, at han stod til rådighed for

arbejdsmarkedet.

Medlemmets faglige organisation ankede

på vegne af medlemmet afgørelsen.

Den faglige organisation gjorde gældende,

at det formidlede arbejde ikke

var rimeligt arbejde, idet medlemmet

var konservatorieuddannet orkestermusiker.

Rimeligt arbejde var efter reglerne

arbejde, som medlemmet under

hensyn til alder, uddannelse, erhvervserfaring

og øvrige kvalifikationer kunne

varetage. Den faglige organisation mente

ikke, at der ved formidlingen af

arbejdet som postbud var taget hensyn

til medlemmets uddannelsesbaggrund

og erhvervserfaring. Arbejdsformidlingen

burde og kunne have formidlet

andre ledige, som var mere kvalificerede,

og det var Arbejdsformidlingens

opgave at udvælge de bedst kvalificerede

til et job.

Direktoratet tiltrådte kassens afgørelse.

Direktoratet bemærkede, at det forhold,

at der i en AF-region skulle være

personer, der var bedre kvalificerede til

et givet arbejde end den, der får det

formidlet, ikke skabte en gyldig grund

til at afslå det formidlede arbejde.

Ankenævnet tiltrådte direktoratets

afgørelse. Ankenævnet lagde til grund,

at medlemmet på tidspunktet for formidlingen

havde været ledig mere end

6 måneder inden for de seneste 12

måneder, og derfor kunne formidles

rimeligt arbejde. Arbejdet som postbud

var efter ankenævnets opfattelse rimeligt

arbejde for medlemmet. Ankenævnet

lagde vægt på, at medlemmets alder

og kvalifikationer ikke var en hindring

for, at medlemmet kunne varetage

arbejdet som postbud.

Ankenævnet bemærkede, at selv om der

til et formidlet arbejde var ledig

arbejdskraft, som var mere kvalificeret,

havde dette efter ankenævnets opfattelse

ingen betydning for vurderingen af,

om det formidlede arbejde var rimeligt

for andre arbejdssøgende.(j.nr. 1998-1-

6566)


REGLER

Lov om arbejdsløshedsforsikring m.v., jf.

lovbek. nr. 27 af 13. januar 1997.

§ 63. Dagpenge må ikke udbetales til et medlem,

hvis ledighed skyldes,

1) at medlemmet uden fyldestgørende grund

afslår et passende arbejde, der formidles

af Arbejdsformidlingen eller arbejdsløshedskassen,

Bekendtgørelse nr. 667 af 10. juli 1996 om

rådighed og selvforskyldt ledighed

§ 6 a. Når medlemmet har været ledigt i sammenlagt

6 måneder inden for de seneste 12

måneder, skal medlemmet også kunne formidles

rimeligt arbejde. Det vil sige arbejde, som

medlemmet under hensyn til alder, uddannelse,

erhvervserfaring og øvrige kvalifikationer

kan varetage, og arbejde som medlemmet vil

kunne kvalificeres til at varetage efter et kortvarigt

uddannelsesforløb.

§ 21. Medlemmet er selvforskyldt ledigt, hvis

medlemmet afslår et formidlet arbejde eller opsiger

et arbejde uden en gyldig grund, jf. § 23.

§ 23. Gyldige grunde, jf. § 21, er:

15) Det formidlede arbejde

Medlemmet kan afslå arbejdet, hvis det

formidlede arbejde ikke skal kunne overtages,

jf. §§ 5 og 6.

Å r s b e r e t n i n g 1 9 9 9

31


D A G P E N G E

Selvforskyldt ledig

Ophør uden gyldig grund

Det forhold, at medlemmet mistede

et løntillæg på 14.700 kr., fandtes at

være en væsentlig ændring af medlemmets

ansættelsesvilkår, som medlemmet

- ved at afvente sin faglige

organisations forhandling med

arbejdsgiveren - ikke ansås for at

have accepteret.

Medlemmet var ansat som jobkonsulent

i en kommune. Ifølge ansættelseskontrakten

fik hun udbetalt et særligt

tillæg på 14.700 kr. for blandt andet

manglende arbejdstidsregler. Den 28.

august 1996 fik medlemmet meddelelse

om, at tillægget blev opsagt til bortfald

med almindeligt opsigelsesvarsel

med virkning fra den 1. januar 1997.

Opsigelsen var begrundet i, at medlemmets

stilling ikke længere opfyldte kriterierne

for at oppebære tillægget.

Arbejdsgiver meddelte desuden, at

medlemmets øvrige løn- og ansættelsesvilkår

ville fortsætte uændret.

Å r s b e r e t n i n g 1 9 9 9

32

Efter at medlemmet havde rettet henvendelse

til sin faglige organisation, forhandlede

denne og arbejdsgiveren sig

frem til, at medlemmet med virkning

fra den 1. januar 1997 ville få et personligt

ikke pensionsgivende tillæg på

8.000 kr. til delvis imødegåelse af lønnedgangen.

Tillægget skulle bortfalde

ved en eventuel overgang til anden stilling.

Medlemmet sagde herefter sit

arbejde op og ansøgte om dagpenge,

idet hun henviste til, at tillægget var

blevet opsagt, og at hun dermed ville få

en lønnedgang på ca. 20.000 kr. årligt.

Kassen og direktoratet traf afgørelse

om, at medlemmet skulle pålægges 5

ugers effektiv karantæne for selvforskyldt

ledighed, idet medlemmet ikke

havde en gyldig grund til opsigelsen.

Direktoratet lagde bl.a. vægt på, at

medlemmet havde valgt at fortsætte

med at arbejde efter den 1. januar

1997, hvorfor direktoratet vurderede,

at medlemmet havde accepteret de

ændrede forhold for ansættelsen.

Ankenævnet ændrede direktoratets

afgørelse, idet ankenævnet fandt, at

arbejdsgiveren havde varslet den pågældende

væsentlige ændring af ansættelsesvilkårene,

og at medlemmet ved sin

henvendelse til sin faglige organisation

tilkendegav, at hun ikke accepterede de

ændrede ansættelsesforhold. Da det tillæg,

der herefter blev forhandlingsresultatet

mellem arbejdsgiveren og den faglige

organisation, fortsat var en væsentlig

ændring af ansættelsesforholdene,

indgav medlemmet i konsekvens heraf

sin opsigelse ved den førstkommende

udgang af en måned, således som hun

var forpligtet til ifølge ansættelseskontrakten.

Ankenævnet fandt derfor, at medlemmet

havde haft en gyldig grund til at

opsige sin beskæftigelse, og at der ikke

fra hendes side var udvist en passivitet,

der havde medfør, at hun havde accepteret

de ændrede ansættelsesforhold.

(j.nr. 1998-1-6027)


REGLER

Lov om arbejdsløshedsforsikring m.v., jf.

lovbek. nr. 27 af 13. januar 1997.

§ 63. Dagpenge må ikke udbetales til et medlem,

hvis ledighed skyldes,

2) at medlemmet uden fyldestgørende grund

ophører med sit arbejde,

Bekendtgørelse nr. 667 af 10. juli 1996 om

rådighed og selvforskyldt ledighed

§ 21. Medlemmet er selvforskyldt ledigt, hvis

medlemmet afslår et formidlet arbejde eller

opsiger et arbejde uden en gyldig grund, jf. §

23. ...

§ 23. Gyldige grunde, jf. § 21, er:

11) Arbejdspladsen

Medlemmet kan opsige arbejdet, hvis

almindelige arbejdsretlige principper gør,

at medlemmet ikke skal fortsætte med

arbejdet. Medlemmet skal have henvendt

sig til arbejdsgiveren for at opnå en

løsning på de opståede problemer - eventuelt

gennem den faglige organisation.

Vejledning nr. 185 af 25. november 1996

om rådighed og selvforskyldt ledighed

Til § 23, stk. 1, nr. 11 (arbejdspladsen)

Medlemmet har en gyldig grund til at opsige

sit arbejde, hvis arbejdsgiveren væsentligt misligholder

ansættelsesforholdet, f.eks. ved ikke

at udbetale løn, eller hvis løn- og ansættelsesvilkår

væsentligt fraviger, hvad arbejdsgiveren

har stillet i udsigt.

Å r s b e r e t n i n g 1 9 9 9

33


D A G P E N G E

Selvforskyldt ledighed

Bortfald af kørelejlighed

Medlemmet fandtes ikke at være selvforskyldt

ledig i forbindelse med

arbejdsophør på grund af, at han havde

ødelagt sin svigerfaders bil, idet

medlemmet ansås for at have mistet

kørelejlighed.

Medlemmet opsagde den 22. september

1997 sin stilling. Medlemmet havde

i perioden fra 20. januar 1997 til

den 19. september 1997 været ansat på

et slagteri. Årsagen til opsigelsen var, at

han havde ødelagt sin svigerfaders bil.

Han havde derfor ikke mulighed for

møde på arbejdet, hvortil der var 65 km.

Kassen traf afgørelse om, at medlemmet

skulle gennemgå en karantæne på

5 uger for selvforskyldt ledighed, da

han havde sagt sit job op uden en gyldig

grund.

Å r s b e r e t n i n g 1 9 9 9

34

Medlemmets advokat anførte i anken,

at der forelå en privat kørselsaftale, som

var bortfaldet, idet bilen ikke tilhørte

medlemmet eller hans samlever. Det

stod ikke noget sted, at medlemmet

skulle køre med en anden person, og

det fremgik ikke af bekendtgørelsen, at

medlemmets brug af bilen kunne sidestilles

med eget transportmiddel.

Direktoratet tiltrådte kassens afgørelse.

Direktoratet fandt, at det var medlemmets

egne personlige forhold, der var

bestemmende for, at han ikke fortsat

kunne benytte bilen, og at hans tidligere

aktuelle og efterfølgende potentielle

råderet over bilen - i denne sammenhæng

- måtte sidestilles med et egentligt

ejerskab. Medlemmets brug af svigerfaderens

bil kunne derfor ikke sidestilles

med tab af kørelejlighed efter §

23, stk. 1, nr. 2 i rådighedsbekendtgørelsen.

Ankenævnet fandt ikke grundlag for at

pålægge medlemmet 5 ugers effektiv

karantæne på grund af selvforskyldt

ledighed i forbindelse med arbejdsophøret.

Ankenævnet lagde vægt på, at medlemmet

havde mistet sin kørelejlighed, da

han ikke længere havde bil til rådighed,

at den bil han havde benyttet ikke tilhørte

ham selv eller hans ægtefælle

/samlever, og at det var svigerfaderen,

der ejede bilen og havde råderet over

den. Ankenævnet lagde endvidere til

grund, at medlemmet ikke havde

mulighed for at få arbejdstiden flyttet.

(j.nr. 1998-1-6362)


REGLER

Lov om arbejdsløshedsforsikring m.v., jf.

lovbek. nr. 27 af 13. Januar 1997

§ 63, stk. 1. Dagpenge må ikke udbetales til

et medlem, hvis ledighed skyldes,

2) at medlemmet uden fyldestgørende grund

ophører med sit arbejde,

Bekendtgørelse nr. 667 af 10. juli 1996 af

10. juli 1996 om rådighed og selvforskyldt

ledighed

§ 21. Medlemmet er selvforskyldt ledigt, hvis

medlemmet afslår et formidlet arbejde eller

opsiger et arbejde uden en gyldig grund, jf. § 23.

§ 23. Gyldige grunde, jf. § 21, er:

2) Transport

Medlemmet kan afslå eller opsige arbejdet,

hvis afstanden mellem bopæl og

arbejdssted medfører en urimelig belastning

af medlemmet på grund af transportvanskeligheder

eller på grund af den

tid, der går til transport. Hvis medlemmet

opsiger arbejdet, skal det ske i umiddelbar

tilknytning til en omlægning af

offentlige transportmidler, en ændring af

arbejdstidens placering eller bortfald af

kørelejlighed, og medlemmet skal før opsigelsen

have forsøgt at få arbejdstiden flyttet.

Der henvises i øvrigt til § 29, stk. 1.

Vejledning nr. 185 af 25. november 1996

om rådighed og selvforskyldt ledighed

Til § 23, stk. 1, nr. 2 (transport)

Ved kørelejlighed forstås en privat kørselsaftale,

hvor transportmidlet ikke tilhører medlemmet

eller medlemmets ægtefælle eller samlever.

Selv om medlemmet på grund af transportproblemer

har en gyldig grund til afslaget eller

ophøret, vil medlemmet kunne miste dagpengeretten,

hvis medlemmet ikke kan anses for

at stå til rådighed for arbejdsmarkedet, jf. §

29, stk. 1. Der henvises i øvrigt til vejledningen

til § 6.

Å r s b e r e t n i n g 1 9 9 9

35


D A G P E N G E R E T

Selvforskyldt ledighed

Nedsat arbejdstid

Det forhold, at medlemmet havde

fået nedsat sin arbejdstid i det samme

arbejde hos den samme arbejdsgiver

uden, at medlemmet i øvrigt

havde ansøgt om supplerende dagpenge,

bevirkede ikke, at medlemmet

kunne betragtes som ledig i arbejdsløshedsforsikringslovens

forstand

Medlemmet havde orlov til børnepasning

i perioden 21. april 1997 til 19.

april 1998. Før denne orlov havde hun

37 timer om ugen og efter endt orlov

kun 24,5 timer om ugen, hvilket kassen

blev opmærksom på i forbindelse

med hendes ansøgning om feriedagpenge.

Som begrundelse for den nedsatte

arbejdstid angav medlemmet familiens

trivsel, og idet hendes ægtefælle havde

fået nyt arbejde, som betød, at han var

borte fra Danmark 3-5 dage om ugen,

var hun nødt til at gå ned i arbejdstid

til 24,5 timer om ugen.

Å r s b e r e t n i n g 1 9 9 9

36

Kassen og direktoratet fandt, at medlemmet

ikke i arbejdsløshedsforsikringslovens

forstand havde haft en gyldig

grund til at nedsætte sin arbejdstid.

Direktoratet fandt videre, at medlemmet

havde fået nedsat sin arbejdstid til

et omfang, der gav ret til supplerende

dagpenge, og at dette ikke ændredes af,

at hun havde undladt at søge om supplerende

dagpenge. Medlemmet blev

derfor pålagt 5 ugers effektiv karantæne

med virkning fra den 20. april 1998.

Ankenævnet fandt, at uanset, at medlemmet

havde fået nedsat sin arbejdstid

til et omfang, der gav ret til supplerende

dagpenge, (som hun ikke søgte), var

det nævnets opfattelse, at hun ikke havde

overtaget andet varigt arbejde i henhold

til § 23, stk. 2, litra a, i dagældende

bekendtgørelse nr. 667 af 10. juli

1996 om rådighed og selvforskyldt

ledighed, idet hun havde fået nedsat sin

arbejdstid i det samme arbejde hos den

samme arbejdsgiver. Medlemmet kunne

derfor ikke betragtes som ledig i

arbejdsløshedsforsikringslovens for-

stand. Nævnet ændrede således direktoratets

afgørelse. (j.nr. 1998-1-6414)


REGLER

Lov om arbejdsløshedsforsikring m.v., jf.

lovbek. nr. 587 af 10. august 1998

§ 63. Dagpenge må ikke udbetales til et medlem,

hvis ledighed skyldes,

2) at medlemmet uden fyldestgørende grund

ophører med sit arbejde,

Bekendtgørelse nr. 667 af 10. juli 1996 om

rådighed og selvforskyldt ledighed

§ 21, stk. 1. Medlemmet er selvforskyldt

ledigt, hvis medlemmet afslår et formidlet

arbejde eller opsiger et arbejde uden en gyldig

grund, jf. § 23. Det samme gælder, hvis medlemmet

uden en gyldig grund afslår et formidlet

ar-bejde, mens medlemmet deltager i et tilbud

efter en individuel handlingsplan.

§ 23, stk. 2. Der skal ikke ske registrering af

selvforskyldt ledighed i tilfælde, hvor et medlem

ophører med sit arbejde i forbindelse med

a) overtagelse af andet varigt arbejde med

samme eller højere ugentlige timetal, eller

et omfang, der ikke vil kunne give ret til

supplerende dagpenge,

b) overtagelse af arbejde, der er formidlet af

Arbejdsformidlingen eller medlemmets

arbejdsløshedskasse efter reglerne i

Arbejdsmarkedsstyrelsens bekendtgørelse

om en aktiv arbejdsmarkedsindsats,

c) påbegyndelse af uddannelse af længere

varighed, eller

d) påbegyndelse af selvstændig virksomhed

mere end midlertidigt og i væsentligt

omfang.

Å r s b e r e t n i n g 1 9 9 9

37


D A G P E N G E

Rådighed

Afgrænsning

Det forhold, at der på medlemmets

bopæl ikke blev omdelt post om lørdagen,

bevirkede, at medlemmet i en

periode generelt ikke havde været til

rådighed om mandagen, hvorfor hun

ikke opfyldte rådighedsforpligtelsen.

Et medlem med bopæl på Christiania

modtog en indkaldelse til møde på AF

så sent, at hun ikke kunne møde rettidigt

frem. Hun modtog først brevet

mandag, som også var fremmødedagen.

Grunden til den sene modtagelse af

indkaldelsen var, at beboere på Christiania

ikke kunne modtage post lørdag.

Postvæsenet omdelte ikke post på

Christiania, hvorfor det var aftalt, at

Christianias post blev afhentet på Christianshavns

Postkontor, hvorefter Christiania

selv sørger for omdelingen.

Christianshavns Postkontor havde

imidlertid lukket om lørdagen, hvorfor

post ikke kunne afhentes denne dag,

men først mandag.

Å r s b e r e t n i n g 1 9 9 9

38

Kassen havde tidligere gjort medlemmet

opmærksom på, at begrænsningen

i hendes mulighed for at modtage post

var et problem i relation til hendes

rådighed. Kassen anbefalede hende at

oprette en poste restante adresse.

Kassen og direktoratet traf herefter

afgørelse om, at medlemmet ikke kunne

anses for at have stået til rådighed

for arbejdsmarkedet fra den 1. september

1997, hvor hun ikke mødte frem til

en samtale på AF, til den 10. juni 1998,

hvor hun meddelte kassen, at hun nu

havde en poste restante adresse og således

kunne modtage post alle dage.

Ankenævnet tiltrådte denne afgørelse.

Ankenævnet lagde vægt på, at medlemmet

generelt ikke havde været til rådighed

om mandagen i hele perioden.

Hun opfyldte således ikke i tilstrækkelig

grad rådighedsforpligtelsen efter

bekendtgørelsens § 5. Det var en betingelse

efter denne bestemmelse, at et

medlem kunne anses for at stå til rådighed

for arbejdsmarkedet uden begrænsninger.

(j.nr. 1998-1-6546).


REGLER

Lov om arbejdsløshedsforsikring, jf. lovbekendtgørelse

nr. 62 af 28. januar 1998

§ 63, stk. 1 Dagpenge må ikke udbetales til et

medlem, hvis ledighed skyldes,

1) at medlemmet uden fyldestgørende grund

afslår et passende arbejde, der formidles af

Arbejdsformidlingen eller arbejdsløshedskassen.

Bekendtgørelse nr. 667 af 10. juli 1996 om

rådighed og selvforskyldt ledighed

§ 1. Et ledigt medlem kan kun få dagpenge,

hvis medlemmet står til rådighed for arbejdsmarkedet.

§ 5. Medlemmet skal kunne overtage arbejde

ved arbejdstids begyndelse dagen efter, at

arbejdet er formidlet af Arbejdsformidlingen

eller arbejdsløshedskassen.

Stk. 3. Medlemmet skal kunne møde til samtaler

på AF og tilbud i henhold til lov om en aktiv

arbejdsmarkedspolitik dagen efter, at medlemmet

har modtaget indkaldelse hertil fra AF.

§ 26, stk. 1. Så længe medlemmet ikke kan

overtage arbejde, jf. §§ 5 og 6, ikke er tilmeldt

Arbejdsformidlingen, jf. § 4, eller ikke har

bopæl og opholder sig i Danmark, jf. § 3, kan

medlemmet ikke få dagpenge.

Å r s b e r e t n i n g 1 9 9 9

39


D A G P E N G E

Overskydende timer

Lønmodtagerarbejde

Medlemmet fandtes ikke at have

overskydende timer, som skulle

opbruges før hun kunne modtage

dagpenge. Medlemmets lønmodtagerarbejde

havde en sådan karakter,

at det kunne indgå i beregningsgrundlaget

for den selvstændige virksomhed.

Medlemmet drev selvstændig virksomhed

som freelance journalist i perioden

1. november 1997 - 25. juni 1998 og

meldte sig ledig herfra den 26. juni

1998. Der var tale om selvstændig virksomhed

som hovedbeskæftigelse med

en gennemsnitlig ugentlig arbejdstid på

39 timer. Opgørelsesperioden var fra

30. marts - 21. juni 1998. I perioden

14. april - 31. maj 1998 var medlemmet

ansat som lønmodtager (med journalistisk

arbejde) hos Dansk Industri,

som hun både før og efter perioden

havde som kunde i den selvstændige

virksomhed.

Å r s b e r e t n i n g 1 9 9 9

40

Det skyldtes praktiske årsager, at medlemmet

i nævnte periode i stedet overgik

til at være lønmodtager, idet der

ville være for meget besvær forbundet

med at skulle udstede fakturaer for de

enkelte opgaver på et tidspunkt, hvor

det blev forventet, at hun skulle arbejde

meget.

Direktoratet fandt, at medlemmet

havde overskydende timer på grund af

lønmodtagerarbejdet, der skulle afvikles,

inden hun havde ret til dagpenge.

Direktoratet lagde vægt på, at lønindtægten

efter de gældende regler ikke

ville kunne medregnes i beregningsgrundlaget

for den selvstændige virksomhed.

Ankenævnet indhentede yderligere

oplysninger fra medlemmet, hvoraf det

fremgik, at indtægten fra lønmodtagerarbejdet

var blevet opført som a-indkomst,

da beløbet oprindeligt var blevet

udbetalt og behandlet som sådan

fra arbejdsgiverens side, og det ikke

havde været muligt at lave om herpå.

Ankenævnet ændrede direktoratets

afgørelse. Ankenævnet fandt, at medlemmet

ikke havde overskydende timer.

Lønmodtagerarbejdet i perioden 14.

april 1998 - 31. maj 1998 var af en

sådan karakter, at det kunne indgå i

beregningsgrundlaget for den selvstændige

virksomhed, som medlemmet drev

fra den 1. november 1997 til den 25.

juni 1998. Ankenævnet lagde vægt på,

at medlemmet både som selvstændig og

som lønmodtager udførte journalistisk

arbejde for samme arbejdsgiver, og at

det alene var rent praktiske hensyn som

gjorde, at medlemmet i perioden overgik

til at være lønmodtager. (j.nr. 1999-

1-0074)


REGLER

Lov om arbejdsløshedsforsikring m.v., jf.

lovbek. nr. 62 af 28. januar 1998.

§ 59, stk. 2. Har et medlem haft beskæftigelse

af større omfang end svarende til fagets normale

arbejdstid, overføres alle overskydende

timer fra de forudgående 12 uger, dog 3

måneder for månedslønnede, før ledighedens

indtræden. ...

Bekendtgørelse nr. 543 af 20. juni 1996

om overførsel af overskydende timer

§ 6. Har et medlem drevet selvstændig virksomhed

i væsentligt omfang og samtidig haft

lønnet arbejde, skal løntimerne fra de forudgående

12 uger/3 måneder før ophøret med

den selvstændige virksomhed overføres, medmindre

lønarbejdet har en sådan tilknytning

til den selvstændige virksomhed, at lønindtægten

efter de gældende regler vil kunne medregnes

i beregningsgrundlaget for den selvstændige

virksomhed.

Bekendtgørelse nr. 175 af 20. marts 1998

om fremgangsmåden ved beregning af

arbejdsfortjenesten for selvstændige

erhvervsdrivende

§ 8. Årsindtægten opgøres på grundlag af

virksomhedens skattemæssige overskud/underskud

før renter og andre finansielle poster.

Beløbet skal svare til det, der fremgår af selvangivelsen

og seneste årsopgørelse. Overskuddet/underskuddet

tillægges beløb, der i øvrigt

anses for indtjent af virksomheden, og fratrækkes

beløb, der er virksomhedens primære

drift uvedkommende, jf. dog § 9. Delefterløn

og sygedagpenge kan indgå i beregningsgrundlaget.

Vejledning af 20. marts 1998 om fremgangsmåden

ved beregning af arbejdsfortjenesten

for selvstændige erhvervsdrivende

Uddrag af vejledningen til § 8:

IV. Særlige forhold vedrørende opgørelsen

1. Blandede indkomster

Har et medlem haft lønindkomst sideløbende

med drift af selvstændig virksomhed som

hovedbeskæftigelse, kan indkomsten ikke indgå

i beregningsgrundlaget. Indkomsten kan

dog medtages, når det er åbenbart:

1) at medlemmets selvstændige virksomhed

har været en væsentlig forudsætning for

overtagelse af lønarbejdet, eller

2) at driften af virksomheden er muliggjort

af, at medlemmet har påtaget sig lønarbejdet.

Det er også en betingelse, at begge beskæftigelser

er ophørt. Der medtages alene indtægter,

der vedrører samme periode som det øvrige

beregningsgrundlag.

Å r s b e r e t n i n g 1 9 9 9

41


D A G P E N G E

Overskydende timer

Normal arbejdstid

Medlemmets ansættelseskontrakt

sammenholdt med overenskomsten

fandtes tilstrækkeligt klart at beskrive

den gældende arbejdstid, hvorfor

medlemmet ikke havde overskydende

timer at afspadsere inden han kunne

få ret til dagpenge.

Et medlem var i 3 måneder, i perioden

fra 1. juni til 30. august 1997, ansat

som belysningsmester på en TV serie i

24 dele. Af medlemmets ansættelseskontrakt

fremgik det, at han blev aflønnet

med i alt kr. 144.000,- udbetalt i 6

rater. Gagen var baseret på 50 timers

arbejdsuger, og alt overarbejde skulle

afspadseres indenfor arbejdstiden. Kontrakten

henviste til overenskomsten mellem

Filmarbejderforeningen og Foreningen

af Danske Spillefilmsproducenter.

Der var herefter enighed om at medlemmet

var omfattet af TV overenskomsten

for freelancere. Af TV overenskomsten

for freelancere fremgik det, at den normale

arbejdstid indenfor dette område

kunne variere fra 4 til 10 timer dagligt.

Å r s b e r e t n i n g 1 9 9 9

42

Kassen traf afgørelse om, at medlemmet

ved ledigmeldelsen havde i alt 156

overskydende timer. Arbejdsforholdet

var omfattet af overenskomsten for freelancere,

men der var ikke bestemmelser

i denne overenskomst, der omhandlede

fagets normale arbejdstid, hvorfor

arbejdstiden måtte vurderes ud fra,

hvad der var normalt for andre freelancere

indenfor TV-produktionsområdet.

Kassen fandt herefter, at det var den

gennemsnitlige arbejdstid i TV-overenskomsten

for ansatte medarbejdere

på 160 timer om måneden, der skulle

finde anvendelse ved opgørelsen af

overskydende timer.

Direktoratet var enig med kassen.

Direktoratet lagde vægt på, at TV-overenskomsten

for freelancere ikke tilstrækkeligt

præcist angav fagets normale

arbejdstid, da denne ifølge overenskomsten

kunne variere fra mellem 4 til 10

timer pr. dag, at fagets ugentlige arbejdstid

derfor måtte vurderes ud fra, hvad

der er den ugentlige normale arbejdstid

for andre freelancere, og at der i overens-

komsten for ansatte medarbejdere var

fastlagt en gennemsnitlig månedlig

arbejdstidsnorm på 160 timer, og at det

derfor var denne arbejdstid der skulle finde

anvendelse på det pågældende tilfælde.

Ankenævnet traf derimod afgørelse

om, at TV overenskomsten for freelancere

sammenholdt med den af medlemmet

indgåede kontakt, efter ankenævnets

opfattelse tilstrækkeligt klart

beskrev den gældende arbejdstid. Ankenævnet

fandt videre, at den normale

ugentlige arbejdstid for medlemmet var

50 timer, og at medlemmet indenfor

kontraktperioden havde afspadseret

overskydende timer. (j.nr. 1998-1-6386)


REGLER

Lov om arbejdsløshedsforsikring m.v. jf.

lovbek. nr. 27 af 13. januar 1997.

§ 59, stk. 2. Har et medlem haft beskæftigelse

af større omfang end svarende til fagets normale

arbejdstid, overføres alle overskydende

timer fra de forudgående 12 uger, dog 3

måneder for månedslønnede, før ledighedens

indtræden. Dog bortfalder overskydende

timer, der ikke er opbrugt inden for 9 måneder

fra opgørelsestidspunktet.

Bekendtgørelse nr. 543 af 20. juni 1996 om

overførsel af overskydende timer

§ 1. Når et fuldtidsforsikret medlem i de forudgående

12 uger/3 måneder før tidspunktet

for tilmeldingen til Arbejdsformidlingen og

anmodningen om dagpenge (opgørelsestidspunktet)

sammenlagt har haft lønnet arbejdet

af større omfang end svarende til fagets norma-

le arbejdstid, skal alle overskydende timer overføres.

12 uger/3 månedersperioden forlænges

kun med perioder, hvor medlemmet har været

i konflikt. Medlemmet vil ikke være dagpengeberettiget,

før de overskydende timer er

opbrugt eller bortfaldet, jf. § 7.

Vejledning nr. 113 af 28. juni 1996 til

bekendtgørelse om overførsel af overskydende

timer

Det afgøres ud fra overenskomsten for det

pågældende faglige område, om medlemmet

har haft beskæftigelse af større omfang end

svarende til fagets normale ugentlige arbejdstid.

En individuel kontrakt, der fraviger overenskomstens

bestemmelse om fagets normale

ugentlige arbejdstid, er ikke afgørende. Hvis

arbejdet ikke er overenskomstdækket, tages

der udgangspunkt i, hvad der er den normale

ugentlige arbejdstid i en overenskomst for tilsvarende

eller lignende arbejde.

Å r s b e r e t n i n g 1 9 9 9

43


D A G P E N G E

Fradrag

Fratrædelsesgodtgørelse

Medlemmet, som var åremålsansat

tjenestemand, fik udbetalt 1,25 mio.

kr. i fratrædelsesgodtgørelse. Denne

fratrædelsesgodtgørelse fandtes at

skulle træde i stedet for løn, og medførte

derfor fradrag i dagpengene.

Medlemmet var ansat som sekretariatschef

i en kommune fra den 1. januar

1997 til den 31. marts 1998 og meldte

sig ledig den 1. april 1998. På ledighedserklæringen

svarede han ja til

spørgsmålet, om han selv havde sagt

op. Han henviste til vedlagt brev fra sin

faglige organisation

Det fremgik af dette brev, at der var

indgået en aftale mellem den faglige

organisation og Kommunen om en

fratrædelsesgodtgørelse på 1,25 mill. kr.

i forbindelse med medlemmets opsigelse

til fuld og endelig afgørelse af forholdene

omkring hans fratræden. Godtgørelsen

skulle udbetales ved udgangen

af marts 1998.

Å r s b e r e t n i n g 1 9 9 9

44

Kassen var af den opfattelse, at fratrædelsesgodtgørelsen

på 1,25 mio. kr.

skulle træde i stedet for løn. Beløbet

skulle derfor medføre fradrag i medlemmets

ret til dagpenge, han havde

derfor først ret til dagpenge den 18.

december 1999.

Direktoratet tiltrådte kassens afgørelse

og bemærkede, at bestemmelsen i § 2 i

bekendtgørelse nr. 966 af 1. december

1994 handlede om udbetalinger, der

trådte i stedet for løn. Navnet på ydelsen

var derfor ikke afgørende i forholdet

til udbetaling af dagpenge. Det var

derimod afgørende, om det udbetalte

beløb kunne anses for at træde i stedet

for løn mv. i en periode.

Det var direktoratets opfattelse, at der

utvivlsomt var hjemmel i arbejdsløshedsforsikringslovens

§ 58, stk. 1, nr.

3, litra a og b, til at fastsætte reglerne i

§ 2 i bekendtgørelsen. Ordene “i ledighedsperioden”

gik ikke alene på, om

den pågældende indtægt havde relation

til tiden før ledighedsperioden, men

også på, om indtægten skulle tjene som

indtægtsgrundlag eller forsørgelse i

ledighedsperioden.

Ankenævnet tiltrådte direktoratets

afgørelse. Ankenævnet fandt, at fratrædelsesgodtgørelsen

trådte i stedet for

løn i en periode. Det afgørende var

derfor ikke tidspunktet for udbetalingen

af ydelsen, men ydelsens karakter.

Det var derfor afgørende, om fratrædelsesgodtgørelsen

skulle tjene som indtægtsgrundlag

eller forsørgelse i ledighedsperioden.

Ankenævnet fandt også, at fratrædelsesgodtgørelsen

ikke kunne betragtes som

en arbejdsfri indtægt. Det var endvidere

ankenævnets opfattelse, at en formålsfortolkning

af arbejdsløshedsforsikringslovens

§ 58 støttede, at beløb, der

skulle tjene som indtægtsgrundlag eller

forsørgelsesgrundlag i ledighedsperioden,

kunne medføre fradrag i dagpengene.

Reglerne søgte at undgå, at der

blev udbetalt dagpenge for en periode,

som allerede var dækket af en anden

ydelse. Nævnet havde også lagt vægt

på, at § 58 var en meget bred bemyndigelsesbestemmelse,

og at direktoratets

bekendtgørelse lå inden for rammerne

af denne.(j.nr. 1998-1-6632)


REGLER

Lov om arbejdsløshedsforsikring m.v., jf.

lovbek. nr. 587 af 10. august 1998

§ 55. Et medlem, der har erhvervet ret til dagpenge,

jf. § 53, kan modtage dagpenge efter §

51, jf. § 47 og § 70, i en periode på sammenlagt

24 måneder inden for 36 måneder, jf. dog

§ 55 a. Der erhverves ret til påbegyndelse af

en ny periode, hvis medlemmet dokumenterer

på ny at have haft beskæftigelse i det omfang,

der er nævnt i § 53, stk. 2 og 5.

§ 58. Efter forhandling med Landsarbejdsrådet

kan direktøren for arbejdsløshedsforsikringen

fastsætte regler om

3) hvilken betydning arbejde og indtægt i

ledighedsperioden skal have for størrelsen af

a) dagpenge, der udbetales efter § 55, stk. 1,

Bekendtgørelse nr. 966 af 1. december

1994 om fradrag i arbejdsløshedsdagpenge.

§ 2. Udbetaling af løn, rådighedsløn m.v.

medfører fradrag i dagpengene, selv om der

ikke udføres arbejde i den periode, udbetalingerne

dækker.

Stk. 2. Ydelser, der træder i stedet for de i stk.

1 nævnte udbetalinger, medfører fradrag i dagpengene.

Stk. 3. Bestemmelserne i stk. 1 og 2 anvendes

både på løbende udbetalinger og udbetalinger

af engangsbeløb.

Vejledning nr. 213 af 1. december 1994 om

anvendelse af reglerne i bekendtgørelse om

fradrag i arbejdsløshedsdagpenge.

Til § 2, stk. 2

Udbetalinger, der erstatter løn mv.

Bestemmelsen betyder, at beløbets benævnelse

ikke er afgørende i forhold til udbetaling af

dagpenge. Det er derimod afgørende, om det

udbetalte beløb kan anses for at træde i stedet

for løn mv. i en periode.

Fratrædelsesgodtgørelse

Det kan også være tilfældet i situationer, hvor

en virksomhed afskediger en eller flere medarbejdere,

og der i den forbindelse indgås en

aftale med virksomheden og de pågældende

medarbejderes repræsentanter om, at der ved

ophøret skal udbetales en ‘godtgørelse’ til

de(n) medarbejder(e), der fratræder.

Ved vurderingen af om det beløb, der udbetales,

er omfattet af bestemmelsen, er det af

afgørende betydning, om det varsel, virksomheden

normalt skal give i forbindelse med en

afskedigelse, er overholdt. Udbetalingen har

ikke betydning for dagpengeudbetalingerne,

hvis arbejdsgiverens opsigelsesvarsel er overholdt.

Er det derimod ikke tilfældet, for

eksempel fordi det aftales, at medarbejderen

selv siger sin stilling op, er det udbetalte beløb

omfattet af bestemmelsen.

Det samme er tilfældet, hvis enkeltpersoner

indgår sådanne aftaler med deres arbejdsgivere.

Bestemmelsen omfatter derfor både kollektive

og individuelle aftaler.

Å r s b e r e t n i n g 1 9 9 9

45


D A G P E N G E

Beskæftigelseskravet

Ligestilling

Medlemmet fik - med henvisning til

princippet om ligebehandling af

mænd og kvinder - 3 års perioden for

opfyldelse af beskæftigelseskravet forlænget

med de fraværsperioder, der

skyldtes hendes graviditetsbetingede

sygdom, graviditetsorloven og de

første 14 ugers barselsorlov.

Medlemmet var ansat indtil den 9. juli

1994. Hun var sygemeldt på grund af

graviditetsbetinget sygdom fra den 18. juli

1994 til den 2. oktober 1994, hvor hun

gik på barselorlov. Barselsorloven ophørte

den 24. juli 1995. Medlemmet afholdt

herefter børnepasningsorlov. Medlemmet

arbejdede indtil den 14. januar 1997 som

dagplejemor. Stillingen var tidsbegrænset,

og hun var ledig fra den 15. januar 1997.

Kassen traf afgørelse om, at medlemmet

ved sin ledigmeldelse den 15. januar

1997 havde haft 1.719,42 arbejdstimer

inden for de sidste 3 år, og at

hun derfor ikke opfyldte beskæftigelseskravet

i arbejdsløshedsforsikringslovens

§ 53. Hun manglede 197 løntimer for

at opfylde beskæftigelseskravet.

Medlemmet klagede over denne afgø-

Å r s b e r e t n i n g 1 9 9 9

46

relse, og påpegede, at hun blev straffet,

fordi hun havde afholdt barselorlov og

børnepasningsorlov. Hun var af den

opfattelse, at afgørelsen var i strid med

ligebehandlingsloven.

Direktoratet tiltrådte kassens afgørelse

om, at medlemmet ikke var berettiget

til dagpenge i perioden fra den 15.

januar 1997 til den 29. januar 1997,

da hun ved sin ledigmeldelse ikke

opfyldte kravet om 1924 timers

beskæftigelse indenfor de sidste 3 år.

Ankenævnet fandt, at medlemmet

skulle have 3 års perioden forlænget med

de fraværsperioder, der skyldtes hendes

graviditetsbetingede sygdom, graviditetsorloven

og de første 14 ugers barselsorlov.

Som begrundelse henviste ankenævnet til

artikel 4, stk. 1, og artikel 5 i Rådets

direktiv af 19. december 1978 om gradvis

gennemførelse af princippet om ligebehandling

af mænd og kvinder med

hensyn til social sikring (79/7/EØF),

samt det EU-retlige ligebehandlingsprincip,

der fremgik af direktivet.

Ankenævnet lagde vægt på, at en manglende

hensyntagen til en kvindes gravidi-

tetsbetingede sygdom under graviditeten

eller hendes ubetingede ret til graviditetsog

barselsfravær (første 14 uger efter barsel)

kunne have en kønsskæv virkning i

forbindelse med kvinders adgang til at

opfylde beskæftigelseskravet, idet den

manglende hensyntagen hertil alene vedrørte

kvinder. Ved den del af fraværet,

der kunne tages af begge køn, dvs. forældreorlovsdelen

af barselsorloven og børnepasningsorloven,

fandt ankenævnet, at

det ikke var tilstrækkeligt dokumenteret,

at der i disse tilfælde var tale om indirekte

diskrimination. Ankenævnet lagde

desuden vægt på, at den kønsskæve effekt

af § 53 i arbejdsløshedsforsikringsloven i

den omhandlede periode ikke havde haft

den nødvendige saglige begrundelse. Da

retstilstanden i perioden ikke havde været

nødvendig og desuden havde været uforholdsmæssigt

indgribende i forhold til

formålet med reglen.

Ankenævnet ændrede således direktoratets

afgørelse. Sagen hjemvistes til kassen

med anmodning om, at denne

foretog en fornyet beregning af beskæftigelseskravet

på tidspunktet for medlemmets

ledigmeldelse den 15. januar

1997. (j.nr. 1997-1-4904)


REGLER

Lov om arbejdsløshedsforsikring m.v., jf.

lovbek. nr. 706 af 22. juli 1996

§ 53. stk. 2. Retten til at opnå dagpenge i

den i § 55, stk. 1, nævnte periode er endvidere

betinget af,

a) at et fuldtidsforsikret medlem har haft

beskæftigelse som lønmodtager i en tid,

som sammenlagt svarer til beskæftigelse i

fagets fulde, sædvanlige arbejdstid i

mindst 26 uger inden for de sidste 3 år,

eller i en tilsvarende periode har udøvet

selvstændig erhvervsvirksomhed i væsentligt

omfang,

Rådets direktiv af 19. december 1978 om

gradvis gennemførelse af principper om

ligebehandling af mænd og kvinder med

hensyn til social sikring (79/7/EØF).

Artikel 4

1. Princippet om ligebehandling indebærer, at

der ikke finder nogen forskelsbehandling sted

på grundlag af køn, hverken direkte eller indirekte

under henvisning særlig til ægteskabelig

eller familiemæssig stilling, især for så vidt

angår:

- anvendelsesområdet for ordningen samt

betingelserne for adgang til disse.

Artikel 5

Medlemsstaterne træffer de nødvendige foranstaltninger

til ophævelse af administrativt eller

ved lov fastsatte bestemmelser, som er i modstrid

med princippet om ligebehandling.

Å r s b e r e t n i n g 1 9 9 9

47


E F T E R L Ø N

Betingelser

Rådighed

Medlemmet fandtes - efter at være

blevet ramt af en hjerneblødning - at

være afskåret fra at drive selvstændig

virksomhed og dermed berettiget til

at overgå fra delefterløn til efterløn.

Medlemmet drev et revisionskontor

sammen med sin ægtefælle. Den 1.

januar 1996 overgik de begge til delefterløn.

Den 1. august 1997 blev medlemmet

ramt af en hjerneblødning,

som hun aldrig kom over. Den 23.

marts 1998 ophørte hendes delefterløn,

da kassen ikke længere anså sygdommen

for midlertidig, og medlemmet

søgte efterløn med virkning fra 1. maj

1998.

Å r s b e r e t n i n g 1 9 9 9

48

Kassen og direktoratet fandt, at hendes

arbejdsopgaver ikke var bortfaldet

og ikke var overtaget af anden arbejdskraft

med særlige faglige kvalifikationer.

Der blev henvist til direktoratets bekendtgørelse

nr. 937 af 25. oktober

1996 om ophør med udøvelse af selvstændig

virksomhed som hovedbeskæftigelse

§ 4, stk. 1, nr. 2, og nr. 3 a.

Ankenævnet fandt det derimod dokumenteret,

at medlemmet var mere end

midlertidigt afskåret fra at deltage i

driften af den selvstændige virksomhed,

og derfor var berettiget til at overgå til

efterløn. Ankenævnet henviste til

lovens § 75 a, stk. 2, og til bekendtgørelsens

§ 2, stk. 2. (j.nr. 1998-1-6436)


REGLER

Lov om arbejdsløshedsforsikring m.v., jf.

lovbek. nr. 62 af 28. januar 1998.

§ 75 a. Efterløn ydes efter ansøgning til ældre

medlemmer, der forlader arbejdslivet før det

fyldte 67. år, hvad enten tilbagetrædelsen sker

fra beskæftigelse, overgangsydelse, delefterløn

eller ledighed.

Stk. 2. Et medlem, der driver selvstændig

erhvervsvirksomhed, kan først overgå til efterløn,

når det personlige arbejde i virksomheden

er ophørt mere end midlertidigt, jf. dog § 75

c, stk. 4.

Bekendtgørelse nr. 937 af 25. oktober 1996

om ophør med udøvelse af selvstændig

virksomhed som hovedbeskæftigelse

§ 2. Et medlem anses for ophørt mere end

midlertidigt med det personlige arbejde i virksomheden,

når det dokumenteres, at virksomheden

endeligt er overdraget eller lukket.

Stk. 2. Et medlem kan anses for ophørt fra et

tidligere tidspunkt end den endelige overdragelse

eller lukning, hvis medlemmet dokumenterer

mere end midlertidigt at være

afskåret fra fortsat at drive virksomheden.

§ 4. Et medlem, som udtræder af en virksomhed,

der fortsættes af medejere, uden at medlemmet

har afhændet sin del af virksomheden,

eller fortsættes af ægtefællen, anses for ophørt

mere end midlertidigt med det personlige arbejde

i virksomheden, når det dokumenteres, at

medlemmets udtræden skyldes, at ...

2) medlemmets hidtidige arbejdsfunktioner er

bortfaldet mere end midlertidigt, bortset fra

underordnede funktioner af ringe omfang

3) medlemmets personlige arbejde i forbindelse

hermed er overtaget mere end midlertidigt

af anden arbejdskraft i virksomheden -

bortset fra ægtefælle, samlever og/eller

umyndige børn - på grund af a) virksomhedens

behov for særlige, faglige kvalifikationer

Å r s b e r e t n i n g 1 9 9 9

49


E F - O R D N I N G 1 4 0 8

Arbejdssøgning/E 303

Ægtefælleflytning

Der var årsags- og tidsmæssig sammenhæng

mellem ægtefællens overtagelse

af arbejde i Frankrig og medlemmets

opsigelse og flytning til

Frankrig, ca. 1 år senere, idet ægtefællens

arbejde først udviklede sig til

et fast ansættelsesforhold umiddelbart

før medlemmets flytning. Medlemmet

fik derfor dispensation fra

kravet om at skulle stå til rådighed

for arbejdsmarkedet i 4 uger før

medlemmet kunne få dagpengene

med til Frankrig i 3 måneder.

Medlemmet ansøgte direktoratet om en

attest E 303, og ansøgte samtidig om

dispensation fra kravet om, at man skal

være tilmeldt AF i 4 uger før afrejsen.

Medlemmet oplyste, at hendes ægtefælle

flyttede og påbegyndte arbejde i Frankrig

i maj 1997. Medlemmet havde

opsagt sin stilling til fratræden den 31.

maj 1998, hvor hun ønskede at flytte

med sin ægtefælle.

Å r s b e r e t n i n g 1 9 9 9

50

Direktoratet anså medlemmet for at

være selvforskyldt ledig, idet hun ikke

havde en gyldig grund til arbejdsophøret.

Direktoratet fandt derfor heller

ikke, at medlemmet opfyldte betingelserne

for dispensation fra kravet om tilmelding

til AF 4 uger før afrejsen, hvorfor

hun ikke var berettiget til en attest

E 303. Direktoratet mente ikke, at der

var den nødvendige tids- og årsagsmæssige

sammenhæng mellem medlemmets

opsigelse og flytning og medlemmets

ægtefælles flytning og overtagelse af

arbejde.

Ankenævnet ændrede direktoratets

afgørelser. Ankenævnet fandt, at medlemmet

havde en gyldig grund til

arbejdsophøret i og med dette var sket i

forbindelse med, at hun ønskede at

flytte med sin ægtefælle. Ankenævnet

fandt, at der var den fornødne sammenhæng

mellem ægtefællens flytning

og overtagelse af varigt arbejde og medlemmets

arbejdsophør og flytning.

Ankenævnet lagde vægt på, at årsagen

til, at medlemmet først flyttede i maj

1998, var, at ægtefællens arbejde først

udviklede sig til et fast ansættelsesforhold

i marts 1998. (j.nr. 1998-1-6398)


REGLER

Rådets forordning (EØF) nr. 1408/71 af 14.

juni 1971 om anvendelse af de sociale sikringsordninger

på arbejdstagere, selvstændige

erhvervsdrivende og deres familiemedlemmer,

der flytter inden for Fællesskabet

Artikel 69

1. En helt arbejdsløs arbejdstager eller selvstændig

erhvervsdrivende, der opfylder de

i en medlemsstats lovgivning foreskrevne

betingelser for ret til ydelser, og som rejser

til en eller flere andre medlemsstater

for at søge beskæftigelse der, bevarer sin

ret til disse ydelser under følgende betingelser

og inden for følgende grænser:

a) han skal før sin afrejse have været tilmeldt

som arbejdssøgende og have stået til

rådighed for arbejdsformidlingen i den

kompetente stat i mindst fire uger, efter

at han blev arbejdsløs. Det kompetente

arbejdsformidlingskontor eller den kompetente

institution kan dog give samtykke

til, at han rejser inden udløbet af denne frist

Arbejdsministeriets vejledning nr. 3 af 17.

januar 1997 om arbejdsløshedsforsikring i

relation til EØS-landene

173. Hvis der foreligger en gyldig grund til et

arbejdsophør, fordi medlemmets opsigelse er

sket i tilknytning til, at medlemmet skal flytte

med ægtefællen/samleveren i forbindelse med,

at denne har overtaget varigt arbejde eller

påbegyndt uddannelse af mindst 18 måneders

varighed i et andet EØS-land, kan direktoratet

give tilladelse til, at medlemmet rejser uden at

have tilmeldt sig/stået tilmeldt Arbejdsformidlingen

i samtlige 4 uger.

Å r s b e r e t n i n g 1 9 9 9

51


F E R I E D A G P E N G E

Betingelser

Uddannelse

Det fandtes ikke at have konsekvenser

for medlemmets dagpengeret, at

hun deltog i en uddannelse, som var

en integreret del af medlemmets frivillige

ulønnede erhverv som idrætsleder.

Medlemmet var derfor berettiget

til feriedagpenge.

Medlemmet oplyste på en ansøgning

om feriedagpenge, at hun på ferietidspunktet

var tilmeldt en uddannelse, og

at det drejede sig om uddannelse af

idrætsledere.

Kassen afslog ansøgningen om feriedagpenge,

da medlemmet ikke havde

ret til dagpenge i tilfælde af ledighed.

Danmarks Idrætsforbund klagede på

vegne af medlemmet og anførte bl.a.,

at deltagelse i omhandlede kursus var

en naturlig og integreret del af rollen

som frivillig idrætsleder, og at forbundet

gik ud fra, at det frivillige ulønnede

arbejde som idrætsleder ikke medførte

fradrag i arbejdsløshedsdagpengene.

Å r s b e r e t n i n g 1 9 9 9

52

Direktoratet tiltrådte kassens afgørelse

og lagde vægt på, at der var mere end

20 timers ugentlig undervisning.

Direktoratet henviste til lovens § 62 a

og § 75 h, stk. 4. Direktoratet bemærkede

i øvrigt, at det var korrekt, at det

som udgangspunkt ikke medførte fradrag

i dagpengene at udføre aktiviteter

som ledere i sportsforeninger.

Ankenævnet lagde til grund for sin

afgørelse, at medlemmet uden konsekvenser

for dagpengeretten kunne være

eliteformand i Dansk Bueskytteforbund,

idet der var tale om en frivillig

ulønnet aktivitet, der ikke medførte

fradrag i dagpengene, jf. § 10 i bekendtgørelse

nr. 966 af 1. december

1994 om fradrag i arbejdsløshedsdagpengene.

Det var dog en forudsætning,

at hvervet ikke var til hinder for, at

medlemmet kunne stå til rådighed for

arbejdsmarkedet, jf. lovens § 62.

Ankenævnet fandt, at medlemmets deltagelse

i kurset ikke medførte, at hun

mistede sin dagpengeret i medfør af

lovens § 62 a. Ankenævnet lagde vægt

på, at kurset var en aktivitet, som udelukkende

rettede sig mod idrætsledere,

og at der var tale om en integreret del

af medlemmets ulønnnede frivillige

hverv. Ankenævnet fandt derfor, at der

ikke var grundlag for at behandle denne

del af den ulønnede aktivitet på

anden måde end hvervet som eliteformand

i Bueskytteforbundet i øvrigt.

Medlemmet var derfor berettiget til

feriedagpenge, såfremt de øvrige betingelser

herfor var opfyldt.

(j.nr. 1998-1-6077)


REGLER

Lov om arbejdsløshedsforsikring m.v., jf.

lovbek. nr. 27 af 13. januar 1997.

§ 62 a. Dagpenge må ikke udbetales til et medlem,

som deltager i undervisning.

Stk. 2. Et medlem kan dog bevare dagpengeretten

ved deltagelse i undervisning, hvis

undervisningens varighed er under 20 timer

om ugen og uddannelsen ikke er godkendt

som støtteberettigende efter lov om statens

uddannelsesstøtte, i det omfang den udbydes

som heltidsuddannelse. Dagpengeretten kan

ligeledes bevares ved deltagelse i hf-enkeltfagsundervisning

under 20 timer om ugen og

undervisning svarende til folkeskolens 8.-10.

klassetrin. Dagpengeretten kan ikke bevares,

hvis uddannelsen berettiger til godtgørelse

efter lov om arbejdsmarkedsuddannelser.

§ 75 h. Et medlem optjener ret til ferie med

feriedagpenge på grundlag af perioder, hvorunder

arbejdsløshedskassen har udbetalt ydelser

til medlemmet. ...

Stk. 4. Retten til feriedagpenge er betinget af,

at medlemmet på ferietidspunktet

1) er i et arbejdsforhold som lønmodtager

eller er ledigt,

2) ville have dagpengeret i tilfælde af ledighed

og

3) har afholdt sin optjente ferie med feriegodtgørelse

eller løn.

Bekendtgørelse nr. 325 af 29. april 1996

om feriedagpenge

§ 7. Retten til udbetaling af feriedagpenge er

betinget af, at medlemmet

1) holder ferie,

2) umiddelbart forud for ferien enten er i et

arbejdsforhold som lønmodtager eller er

ledigt, og

3) har afholdt sin optjente ferie med feriegodtgørelse

eller løn efter ferieloven m.v.,

jf. § 9.

Retten til udbetaling af feriedagpenge er som

udgangspunkt endvidere betinget af, at medlemmet

i tilfælde af ledighed under ferien ville

være berettiget til udbetaling af dagpenge.

Bekendtgørelse nr. 966 af 1. december

1994 om fradrag i arbejdsløshedsdagpenge

§ 10. Et ledigt medlem kan uden fradrag i

dagpengene udføre aktiviteter, som i den

pågældende organisation, forening eller lignende

helt eller i det væsentligste er baseret på

frivillig, ulønnet medvirken i hele forløbet.

Stk. 2. De i stk. 1 nævnte aktiviteter må ikke

have karakter af lønnet arbejde eller udøvelse

af selvstændig virksomhed.

Stk. 3. Ved lønnet arbejde forstås i denne

sammenhæng arbejde, for hvilket der enten

ydes løn, eller som vedrører funktioner, der i

sådanne organisationer, foreninger eller lignende

i almindelighed udføres af lønnede medarbejdere.

Stk. 4. De i stk. 1 nævnte aktiviteter kan

blandt andet udføres i forbindelse med

...

3) sportsforeninger,

...

Å r s b e r e t n i n g 1 9 9 9

53


O R L O V S Y D E L S E

Selvforskyldt ledig

Gentagelsesvirkning

Det forhold, at medlemmet blev formidlet

2 jobsamtaler på samme dag,

medførte, at der ikke kunne blive tale

om gentagelsesvirkning efter rådighedsbekendtgørelsens

§ 25, stk. 2.

Medlemmet blev den 19. februar 1998

formidlet arbejde i vuggestuen A og

børnehaven B. Medlemmet afsluttede

den 30. august 1997 et vikariat i kommunen

og påbegyndte den 1. september

1997 en 10 måneders uddannelse

på Danmarks Pædagogiske Højskole

(DPH) med orlovsydelse, samtidig med

at hun skulle stå til rådighed for arbejdsmarkedet.

Hvad angik sagsforløbet vedrørende

jobformidlingen til A, fremgik det af

arbejdsgiverens oplysninger, at medlemmet

havde ringet og sagt, at hun

var på skole og ikke ønskede at stoppe

uddannelsen. For så vidt angik sagsforløbet

vedrørende jobformidlingen til B

oplyste arbejdsgiveren, at medlemmet

ikke havde sendt nogen skriftlig ansøgning.

Medlemmet oplyste, at hun i

samtalen med arbejdsgiveren gjorde

Å r s b e r e t n i n g 1 9 9 9

54

opmærksom på, at hun var i gang med

en uddannelse på DHP. Dette var ikke

ensbetydende med, at hun ikke ønskede

jobbet, men arbejdsgiveren havde

sagt til hende, at arbejdsgiveren ikke

var interesseret i en ansøgning, da der

var 30 ansøgninger til stillingen.

Kassen traf herefter 2 afgørelser om, at

medlemmet ved begge lejligheder var

selvforskyldt ledig. Hun skulle udelukkes

fra retten til orlovsydelse, fordi hun

2 gange indenfor 12 måneder var blevet

anset for selvforskyldt ledig.

Direktoratet tiltrådte kassens afgørelse.

Direktoratet lagde vægt på, at arbejdsgiveren

i børnehaven B havde anført, at

medlemmet uopfordret havde oplyst

om uddannelsen og herved gav arbejdsgiveren

det indtryk, at hun ikke var interesseret

i arbejdet, og at medlemmet

på tilsvarende måde overfor arbejdsgiveren

i vuggestuen A havde afslået det

formidlede arbejde, samt at kassens

afgørelse af 9. marts 1998 (om jobformidling

til A) efter det oplyste ikke var

påklaget.

Ankenævnet ændrede delvist direktoratets

afgørelse, idet nævnet ikke fandt

grundlag for at anse medlemmet for

selvforskyldt ledig i forbindelse med

telefonsamtalen om ansættelse i børnehaven

B. Der blev lagt vægt på, at der

var uenighed mellem medlemmet og

arbejdsgiveren om forløbet af telefonsamtalen,

og at denne tvivl burde

komme medlemmet til gode.

Med hensyn til jobformidlingen til

vuggestuen A tiltrådte ankenævnet

direktoratets afgørelse, hvorefter medlemmet

ikendtes en karantæne på en

uge, idet hendes adfærd ved telefonsamtalen

måtte sidestilles med afslag på

formidlet arbejde.

Ankenævnet bemærkede, at det i øvrigt

var ankenævnets opfattelse, at det forhold

at Arbejdsformidlingen den samme

dag, den 19. februar 1998, gav medlemmet

2 jobformidlinger, både til vuggestuen

A og til børnehaven B, medførte,

at der ikke kunne blive tale om en

gentagelsesvirkning efter § 25, stk. 2, i

Direktoratet for Arbejdsløshedsforsikringens

bekendtgørelse nr. 667 af 10. juli

1996 om rådighed og selvforskyldt

ledighed. (j.nr. 1998-1-6277)


REGLER

Lov om orlov, jf. lovbek. nr. 571 af 4.

august 1998

§ 2. Personer over 25 år kan opnå orlov i op

til 1 år til deltagelse i godkendte offentlige

uddannelser.

Bekendtgørelse om orlov til uddannelse,

sabbat og børnepasning nr. 48 af 26. januar

1998

§ 6. Ledige skal i perioder med orlov til

uddannelse stå til rådighed for arbejde formidlet

af Arbejdsformidlingen eller arbejdsløshedskassen,

medmindre Arbejdsformidlingen

har fraveget denne betingelse, jf. stk. 2.

§ 7. Afslår den ledige under uddannelsesorlov

et formidlet arbejde uden en gyldig grund,

betragtes den ledige som selvforskyldt ledig.

Reglerne i Direktoratet for Arbejdsløshedsforsikringens

bekendtgørelse om rådighed og

selvforskyldt ledighed finder tilsvarende

anvendelse på udbetalingen af orlovsydelsen.

Bekendtgørelse nr. 667 af 10. juli 1996 om

rådighed og selvforskyldt ledighed

§ 21. Medlemmet er selvforskyldt ledigt, hvis

medlemmet afslår et formidlet arbejde eller

opsiger et arbejde uden en gyldig grund, jf. §

23. Det samme gælder, hvis medlemmet uden

en gyldig grund afslår et formidlet arbejde,

mens medlemmet deltager i et tilbud efter en

individuel handlingsplan.

Stk. 4. Stk. 1-3 gælder også situationer, der

kan sidestilles med afslag.

§ 25, stk. 2. Er medlemmet 2 gange inden for

12 måneder blevet selvforskyldt ledig, kan

medlemmet ikke få dagpenge.

Å r s b e r e t n i n g 1 9 9 9

55


R E F U S I O N

Svig

Selvstændigt ansvarsgrundlag

Arbejdsløshedskassen mistede retten

til refusion for udbetalte dagpenge,

idet kassen inden udbetalingen af

dagpenge til medlemmet havde modtaget

elektronisk meddelelse fra

Arbejdsformidlingen om, at medlemmet

var i jobtræning i en bestemt

periode.

Den 13. november 1995 modtog kassen

fra Arbejdsformidlingen en elektronisk

meddelelse om, at medlemmet var

i jobtræning fra den 30. oktober 1995

til den 28. april 1996. Kassen modtog

først den 27. februar 1996 kopi af

medlemmets reviderede handlingsplan,

hvoraf det fremgik, at medlemmet i

forlængelse af et vejledningsforløb, der

sluttede den 6. oktober 1995, var i jobtræningsforløb

som receptionist. På

sine dagpengekort for perioden 30.

oktober 1995 til 18. februar 1996

oplyste medlemmet, at hun ikke havde

arbejdet i denne periode. Arbejdsgiveren

oplyste, at medlemmet arbejdede

32 timer pr. uge i perioden.

Å r s b e r e t n i n g 1 9 9 9

56

Direktoratet traf afgørelse om, at medlemmet

skulle betale 34.498 kr. tilbage

til kassen, og at medlemmet skulle slettes

som medlem for svig. Direktoratet

traf videre afgørelse om, at kassen ikke

havde ret til refusion af det fejludbetalte

beløb, da kassen kunne havde forhindret

den skete fejludbetaling.

Kassen klagede til ankenævnet over den

manglende refusion.

Ankenævnet fandt ligesom direktoratet,

at kassen ikke havde ret til refusion

af det fejludbetalte beløb. Ankenævnet

begrundede afgørelsen med, at kassen

havde modtaget den elektroniske meddelelse

om påbegyndelse af jobtræning,

og at kassen som følge heraf var i besiddelse

af oplysninger, der skulle have

medført, at dagpengeudbetalingen blev

standset.

Ankenævnet bemærkede, at det forhold,

at meddelelsen var sendt via elektroniske

medier ikke kunne bevirke en

anden bedømmelse, end hvis oplysningerne

var sendt som almindeligt brev.

Det forhold, at kassen ikke reagerede

på modtagelsen af oplysningerne, var

efter nævnets opfattelse en fejl af en

sådan karakter, at kassen ikke var berettiget

til refusion, jf. refusionsbekendtgørelsens

§ 2. (j. nr. 1998-1-6078)


REGLER

Lov om arbejdsløshedsforsikring, jf. lovbek.

nr. 29 af 23. januar 1996

§ 86, stk. 4. I tilfælde, hvor der er udbetalt

dagpenge...med urette, har kassen ikke krav på

refusion fra statskassen, og udbetalte refusionsbeløb

skal tilbagebetales, medmindre den fejlagtige

udbetaling skyldes medlemmets svigagtige

forhold.

Stk. 6. Direktøren for Arbejdsløshedsforsikringen

kan fastsætte regler om administrationen

af stk. 4, 1. pkt., og stk. 5. Direktøren for

Arbejdsløshedsforsikringen kan herunder

bestemme, at kassen skal have krav på refusion

i ganske særlige situationer, selv om fejludbetalingen

ikke skyldes medlemmets svigagtige

forhold.

Bekendtgørelse nr. 980 af 14. december

1993 om arbejdsløshedskassernes ret til

refusion fra statskassen for fejludbetalte

ydelser

§ 1. Hvis en kasse med urette har udbetalt

1) ydelser efter lov om arbejdsløshedsforsikring

m. v.,

2) etableringsydelse eller uddannelsesgodtgørelse

efter lov om en aktiv arbejdsmarkedspolitik,

eller

3) ydelser efter lov om orlov, har kassen ikke

ret til refusion fra statskassen og udbetalte

refusionsbeløb skal tilbagebetales.

Stk. 2. Kassen har dog ret til refusion i de i §§

2-5 anførte tilfælde.

§ 2. Skyldes fejludbetalingen medlemmets

svigagtige forhold, jf. arbejdsløshedsforsikringslovens

§ 87, stk. 1, har kassen ret til refusion.

Retten bortfalder dog i det omfang,

udbetalingen kan tilskrives fejl i kassen.

Å r s b e r e t n i n g 1 9 9 9

57


ANKENÆVNETS AFGØRELSER I UDVALG

Å r s b e r e t n i n g 1 9 9 9

58


Orlovssager


U D D A N N E L S E S O R L O V

Betingelser

Afbrydelse af orlov

Medlemmet kunne først betragtes

som ophørt med uddannelsen på det

tidspunkt, hvor hele uddannelsen

formelt set ophørte, hvorfor orlovsbevillingen

først kunne tilbagekaldes

ved udløbet af medlemmets opsigelsesvarsel.

Medlemmet fik af Arbejdsformidlingen

bevilget uddannelsesorlov i perioden fra

den 1. maj 1998 til den 20. maj 1999,

da medlemmet påbegyndte en uddannelse

på social- og sundhedsskolen.Den

16. oktober 1998 oplyste arbejdsgiveren,

at medlemmet var afskediget fra

stillingen som social- og sundhedsassistentelev

til fratræden den 30. november

1998, da hun på grund af sygefravær

siden den 29. september 1998 ikke

ville være i stand til at bestå 1. praktikperiode.

Afskedigelsen skete på baggrund

af en indstilling fra social- og

sundhedsskolen, hvoraf fremgik, at

medlemmet på grund af barsel/sygdom

havde afbrudt sin uddannelse den 31.

oktober 1998.

Å r s b e r e t n i n g 1 9 9 9

60

Arbejdsformidlingen tilbagekaldte

orloven med virkning fra den 31.

oktober 1998, da det var denne dato

som social- og sundhedsskolen havde

oplyst, at medlemmet var ophørt med

uddannelsen.

Ankenævnet fandt, at orlovsbevillingen

først skulle tilbagekaldes med virkning

fra den 30. november 1998. Ankenævnet

lagde vægt på, at uddannelsen som

social- og sundhedsassistent bestod af

en teoretisk del på sundhedsskolen og

en praktisk del på Centralsygehuset, og

at uddannelsen vekslede mellem ophold

på skolen og arbejde på sygehuset.

Ankenævnet lagde endvidere vægt på,

at en elev på uddannelsesorlov både fik

elevløn og orlovsydelse i det første år

uddannelsen varede, og at eleven herefter

alene fik elevløn det sidste 1/2 år.

Uddannelsen som social- og sundhedsassistent

skulle derfor ses som en helhed

således, at medlemmet først kunne

betragtes som ophørt med uddannelsen

fra den dato hvor hele uddannelsen formelt

set ophørte, nemlig ved udløbet af

medlemmets opsigelsesvarsel den 30.

november 1998. (j.nr. 1999-2-0004)

More magazines by this user
Similar magazines