TROLDMANDEN FRA WATERLOO - Mrs. Robinson

mrs.robinson.dk

TROLDMANDEN FRA WATERLOO - Mrs. Robinson

ole Clifford

Troldmanden

fra

WaTerloo


Troldmanden fra WaTerloo

Copyright © 2009 ole Clifford og audioteket a/S

Sats: Side-1, odense

Bogen er sat med Garamond

Tryk: Bookwell, finland

omslag: Thomas Szøke – eyelab apS

forfatterportræt: foto: anders Knudsen

iSBn: 978-87-645-0334-0

1. udgave, 1. oplag

Mrs. Robinson – en del af Audioteket


af Samme forfaTTer:

Romaner

de elskende i Toscana

Gensyn i Provence

miramares Sjæl

det 11. bud

Sort natskygge

Shahens elefant

Fagbøger:

Brainpower

nunc 1953 - 2003


denne bog er tilegnet Gitte (S&W), som åbnede mine øjne, før jeg

var klar til at se.


det vigtige er ikke at holde op med at stille spørgsmål.

Albert Einstein

(1879-1955, Tyskfødt amerikansk fysiker)


1

lægen havde taget alle forholdsregler for at gøre vandfødslen til en

smuk oplevelse. det store boblebad, som fødslen skulle foregå i,

var blevet renset og desinficeret og genopfyldt og derefter opvarmet

til kropstemperatur. Baderummet var pyntet med palmer, roser og

levende lys og – for at være på den sikre side – havde han anrettet

et bord med de nødvendige redskaber og medikamenter ved siden

af badet. Han havde sørget for, at der blev sendt beroligende musik

ud af højttalerne, der ellers bragede med de sidste hits og rockmusik,

når boblebadet blev brugt til dets normale formål.

det var ikke enhver læge, som gjorde så meget ud af en fødsel, men

det var heller ikke en hvilken som helst læge, der skulle være far til et

ønskebarn født af en smuk og intelligent hustru, og som nøje havde

planlagt undfangelsestidspunkt og fødselsdato ud fra den optimale

astrologiske konstellation for barnet. Han – for de kendte naturligvis

allerede kønnet – skulle ikke alene have en solid økonomisk opvækst,

men også de bedste forudsætninger for et succesrigt liv.

lægen havde selv tilset sin hustru under graviditeten, der, bortset

fra ubehag og kvalme i den tidlige fase, var forløbet som den skulle.

da veerne satte ind, og han havde sikret sig, at der var tale om reelle

fødselsveer, blev der gjort klar i husets rekreative baderum. de havde

besluttet, at der ikke skulle være andre til stede ved fødslen, og han

gled nøgen ned i det kropslune vand sammen med sin kone. Selv om

veerne kom og gik, havde den vordende mor fuld bevægelsesfrihed

i vandet, og i timerne, der syntes at snegle sig af sted, sad han ofte

bag hende med armene omkring hendes bryster.

9


omsider var signalerne så tydelige, at fødselstidspunktet nærmede

sig. Veerne kom hyppigere nu, og smerterne fortrængte alt andet.

Han gjorde, hvad han kunne for at få hende til at presse det sidste

ekstra stykke.

Hun trak vejret hurtigt og dybt, holdt det og pressede så igen.

Han opmuntrede hende til at presse hårdere, mens hun bandede

og gispede. i det samme viste der sig et behåret hoved nede mellem

benene. Han vendte sin opmærksomhed mod det og trak med

forsigtige hænder, indtil han mærkede noget give efter, og barnet

med ét var helt ude. Skrigene fra hans kone stoppede, hendes krop

blev slap.

Han tog barnet, der endnu var forbundet til moderen med navlestrengen

og vendte det om. Synet stoppede hans åndedræt i nogle

sekunder, så lagde han barnet tilbage i vandet og så op på sin kone.

Hun lå helt stille nu. Selv om en del af det lange, kobberrøde hår

var synligt over basinkanten, var hovedet gledet ned under vandet.

Han fik hende hurtigt op igen og følte efter hendes puls, men der

var ingen. Så gik han i gang med kunstigt åndedræt, først mund-tilmund,

men da der intet skete, forsøgte han at trække hende op fra

badet. alt var vådt, og han gled flere gange og slog sig voldsomt, men

mærkede ingen smerte. omsider åbnede han for karrets bundprop.

mens karret langsomt tømtes, fortsatte han med mund-til-mundmetoden.

da vandet var løbet ud, skiftede han til hjertemassage og rytmiske

stød mod brystkassen og blev ved i en halv times tid, indtil det

sortnede for øjnene og der ikke var flere kræfter tilbage. Så så han

på barnet, der lå i bunden af det tørlagte kar, rødhåret ligesom moderen.

det havde ikke noget ansigt, kun et åbent hul, der hvor næse

og mund skulle have været. det havde heller ingen øjne. misfostret

bevægede sig ikke.

Han steg op fra badet og betragtede palmer, roser og de levende

lys, inden han faldt om på flisegulvet og skreg af sine lungers fulde

kraft.

10


2

Wien, Østrig

ladvognen havde en førerkabine med tre pladser bag førersædet

og to ved siden af. Chaufføren meldte på mobilen, at de nærmede

sig ankomststedet, trak ind til højre og parkerede på Simmeringer

Hauptstraße, inden han slukkede lysene. fem mænd steg ud, mens

chaufføren aktiverede et blinkende gult advarselssignal og blev siddende.

Klokken var fire om morgenen, det var endnu halvmørkt,

men arbejdsholdet havde øvet sig adskillige gange og kunne omtrent

klare deres opgaver i søvne, i hvert fald helt uden problemer i dunkel

belysning. Én slog ladets bagsmæk ned, mens to andre klargjorde de

to forstærkede metalskinner, der udgjorde rampen. en fjerde mand

sad allerede i den smalle rendegravers førerhus og var i færd med

at starte motoren, mens en femte satte afspærringer op omkring

arbejdsstedet. for den endnu sparsomme morgentrafik var arbejdsholdet

et helt normalt syn. de var iført gule sikkerhedsveste med

reflekser og var overordentligt synlige i trafikken. rendegraveren

blev bugseret ned bag ladvognen og forsvandt et øjeblik efter ind

gennem kirkegårdens forsyningsport.

nogle minutter senere ankom en kranvogn, der ikke var større,

end den ubesværet kunne følge efter rendegraveren, og var fyldt

med arbejdsredskaber. Holdet af anlægsgartnere, der fulgte efter i en

minibus, blev sat af ved fortovet, småsnakkede og traskede i roligt

tempo ind på Zentralfriedhof – europas næststørste kirkegård.

arbejdsstyrken, som var på i alt 12 mand, samledes ved det aftalte

sted og nikkede kort til hinanden, inden sjakbajsen repeterede

11


opgaven. et par mand sørgede for, at fire kraftige halogenlamper

fokuserede på graven, mens kranen gjorde klar til at løfte den fire

tons tunge obeliskformede sten, der bar Beethovens navn, og som

i midten var prydet med en guldlyre. Blomster og planter omkring

gravstedet blev omhyggeligt fjernet og anbragt i kasser. Benzindrevne

trykluftspumper blev startet.

der var allerede gjort klar til obeliskens midlertidige placering

på kirkegårdsstien. erfarne hænder skubbede den forsigtigt over på

træskelettet, der var konstrueret til formålet. i mellemtiden var et

andet hold gået i gang med at afmontere det lave støbejernsgitter,

der var fastgjort til fire hjørnesten. de havde studeret nærbilleder

af måden, gitrene var fastgjort på og arbejdede forsigtig med skærebrændere

de steder, hvor de havde rustet sig fast. mindre end ti

minutter senere var der gjort klar til rendegraveren, der rutineret

gravede en halv meter dyb fure på hver af gravens fire sider. Seks og

seks stillede mændene sig på hver af gravens langsider. Hver mand

førte et stålrør ned til et sted lige under soklens fundament. der

lød nogle hule drøn fra trykluftpumperne, der skød stålwirer under

jorden og over på den modsatte side. Wirerne blev trukket helt ud,

samlet i et særligt spænde og fastgjort til kranens løftemekanisme.

et øjeblik efter løftedes soklen langsomt i vejret.

Beethovens grav lå åben.

To mand trådte frem og lirkede ved kistens metalhængsler, der gik

overraskende let op. en tredje mand trådte ned i graven, åbnede en

taske, fandt rustfri kirurgiske stålredskaber og klare plasticbeholdere

frem. et øjeblik efter tog han prøver fra det opløste skelet og, hvad

han gik ud fra, var brugbare vævsprøver. da han havde sikret sig

tilstrækkeligt med prøver, placerede han omhyggeligt de markerede

beholdere i tasken, lukkede og låste den, trådte op fra graven og

nikkede til sjakbajsen.

inden han begav sig mod kirkegårdens udgang, gav han en kort

besked i mobiltelefonen. nogle minutter senere var han tilbage i

minibussen, han tog sikkerhedsskoene af, afførte sig arbejdsmandsuniformen,

der havde dækket for business-habitten, den hvide skjorte

og silkeslipset, som han havde på indenunder. de blankpolerede

12


sorte sko stod klar. et øjeblik efter blev han hentet af en mercedes

personvogn og kørt direkte mod Wiens lufthavn.

arbejdsholdet, der nu kun bestod af elleve mand gik i gang med den

omvendte procedure. det eneste, der krævede særlig opmærksomhed,

var svejsningen, de steder hvor støbejernsgitteret en halv time

tidligere var blevet adskilt. Svejsepunkterne blev derefter indfarvet,

så de ikke var synlige for det forbipasserende øje. der gik mindre

end 30 minutter, før alt igen var på plads.

Klokken var lidt i seks, der var i alt gået 1 time og 47 minutter,

Wiens morgentrafik var allerede godt i gang. en af arbejderne fra

ladvognen fjernede vejarbejdsafmærkningerne, hoppede ind i bilen,

inden chaufføren blinkede fra og gled ud i trafikken på Simmeringer

Hauptstraße.

da de første turister indfandt sig på Zentralfriedhof ved nitiden for

at se Beethovens og Schuberts grave, der var placeret ved siden af

hinanden, var der intet usædvanligt at bemærke, udover at Beethovens

grav var bedre vedligeholdt end Schuberts. de tog deres fotos,

oversatte inskriptionerne på mindestenene, og fortsatte videre ud

på kirkegårdens stisystem for at udforske andre af historiens kendte

gravsteder.

13


3

Buck frazier stod ved vinduet i hjørnekontoret på 68. etage på en af

new Yorks bedste adresser og betragtede trafikken 300 meter under

sig. fifth avenues fem vejbaner var tætpakket med legetøjsbiler, der

satte i gang, kørte nogle hundrede meter og stoppede, og satte så

i gang igen i én lang, uendelig strøm og demonstrerede at livet på

manhattan fortsatte uanset finanskriser, terrorhandlinger, skiftende

præsidenter og krige. Beliggenheden på 57th Street, kun få blokke

fra det nyligt renoverede Plaza Hotel og jetsettets superbutikker,

Bergdorf Goodman, Van Cleffs & arpel og Tiffanys, udgjorde et

magtfuldt signal til aktionærer og forretningspartnere.

for arbejdende bestyrelsesformand og Chief executive officer for

medicinalgiganten, GlobalChem inc., var signalværdien på manhattan

dog til at overskue. finanskrisen havde på mindre end trekvart

år barberet 50 procent af aktiekurserne, og selv om virksomheden

var velkonsolideret, så bestod de fleste aktiver af mursten og hjernekraft.

GlobalChem, med godt 45.000 medarbejdere på verdensplan,

stod foran sit hidtil værste år. nedskæringer og massefyringer var

uundgåelige.

Selv om den 63-årige Buck frazier nærmede sig pensionsalderen,

havde han ingen planer om at trække sig. Gennem årene havde han

set aktie- og valutakurser stige og falde, og, afhængig af om man var

investor eller spekulant, var der markant forskel i reaktionsmønstrene.

Han var enig med finanseksperterne i, at et tilfældigt øjebliksbillede

af et firmas aktiekurser langt fra reflekterede den sande indre værdi.

det var det lange seje træk, der sikrede den økonomiske stabilitet,

14


men midt i en af de værste finanskriser verden endnu havde set, var

det omsonst at forsøge at forklare det til aktionærer eller pressen ved

generalforsamlingen, der nærmede sig.

forskningsinvesteringerne var enorme og taltes ikke i millioner,

men i milliarder, og udfordringen var, at der ofte gik syv, otte eller

hele ti år, før et nyt lægemiddel kunne bringes på markedet og –

vel at mærke – kun hvis verdens sundhedsmyndigheder, med det

Washington-baserede Food & Drug Administration i spidsen, havde

godkendt det. ethvert tegn på uforudsete problemer eller forsinkelser

sendte øjeblikkelige rystelser gennem Wall Street, og selv i en sund

økonomi kunne aktierne falde 10, 20 eller 30 procent i løbet af få

døgn. det modsatte kunne også være tilfældet, især hvis der var

forlydender om succesrige testresultater for et lovende produkt.

Buck frazier, eller old Bulldozer, som han også kaldtes bag sin ryg,

var ikke klar til at blive udnyttet af en flok opportunistiske børshajer

eller russiske øjebliksspekulanter i en kamp om en reduceret version

af GlobalChem, hvor alt, hvad der tangerede et aktiv, blev flået ud af

sammenhæng og solgt, så resterne kunne overtages af en kapitalfond

eller en kinesisk investeringsbank. Begrebet „alt afhang af”, var et

fortærsket udtryk, men efter 40 år i business var han omsider nået

til et punkt, hvor det kunne bruges, for alt afhang faktisk af, hvordan

omverdenen ville reagere på de nedjusterede tal og resultater, som

han så sig tvunget til at rapportere ved årets generalforsamling. for

en gangs skyld var gode råd virkelig dyre.

Han havde haft den samme sekretær, Betty Wainright, lige siden

han for 38 år siden grundlagde virksomheden sammen med en

studiekammerat. Gennem årene havde hun, via aktieoptioner og

bonusser, tjent så meget, at hun kunne have levet et komfortabelt

liv i Sydflorida eller ved den franske riviera uden at sætte sine ben

på kontoret igen, hvis hun altså havde foretrukket det. Hun havde

ganske vist taget sig nogle længere ferier, men var hver gang vendt

tilbage til direktionsgangen, hvor hun nu styrede old Bulldozers

kalender med militærpræcision og i øvrigt blev brugt som verbal

sparringpartner, når han tumlede med et problem.

Buck frazier trykkede på den grønne knap på det gammeldags

15


samtaleanlæg, som han, trods protester fra alle i forkontoret, havde

insisteret på at beholde, og snerrede:

„Jeg har brug for at vende noget med dig. Kommer du ind?”

et øjeblik efter viste Betty Wainright sig i døråbningen, hun

fortsatte henover det persiske tæppe uden at sige noget og satte sig

så i gæstestolen. den spinkle sekretær med det stramt opsatte kastanjefarvede

hår, betragtede den firskårne, kompakte skikkelse bag

skrivebordet, skeptisk afventende.

Han nikkede mod stenogramblokken i hendes hånd og brummede:

„læg den til side, der skal ikke tages notater lige nu.” Så lænede han

sig tilbage og lagde benene op på det lave sidebord. „Kan du huske,

at vi for nogen tid siden modtog et tilbud om licensrettigheder til

en stribe patenter, der havde med genetisk forskning at gøre? Hvad

gjorde vi egentlig med dem?”

„Tænker du på Geniom?”

Han sendte hende et mørkt blik og rystede på hovedet. „Hvis jeg

huskede navnet, havde jeg nok ikke behøvet at kalde dig ind, men

fortæl mig om Geniom.”

Han bemærkede smilet på hendes læber og tilføjede: „Hvad er

det, du finder så fornøjeligt?”

„er det en ny stil, du har tillagt dig, eller er du blevet farveblind?”

„Hvad taler du om?”

„et grønt slips til en lilla skjorte og mørkeblå habit.” Hun rystede

på hovedet. „Plejede uniformen ikke at inkludere en mørk habit,

hvid skjorte og et diskret slips?”

Buck frazier lo højt og afslørede flotte, hvide implantater. „Jeg

er glad for, at du bemærker det, Betty. det gælder om at sende nye

signaler om vitalitet og handlekraft til omverdenen. man er så ung,

som man man tænker.” Han lænede sig tilbage. „Hvorfor? er der

noget galt?”

„Hvis det var mig, der sendte dig af sted om morgenen, så gik

den ikke. Jeg tvivler på, noreen så dig, inden du gik.”

„du ved godt, at hun ikke står op klokken 5.00. fortæl mig så

om Geniom.”

16


„fortæl mig først om den virkelige årsag til din maskeradepåklædning.”

Han lagde ansigtet i alvorlige folder. „Vi befinder os i en krisetid

og det rette personlige image er vigtigt, et spørgsmål om troværdighed

… at signalere selvtillid og handlekraft. Hvis du endelig vil vide

det, så konsulterede jeg i al hemmelighed en stylist i sidste uge, da

jeg var i london, som sendte mig videre til en personal shopper, en

englænder med fine referencer som har forstand på den slags. det

gælder om at skille sig ud fra mængden, ikke at ligne alle de andre

direktørkloner på manhattan.”

Hun forsøgte at skjule et smil, men brød til sidst ud i et diskret

grin. „man må sige, det er lykkedes.”

Han så bistert på hende. „Skal vi komme tilbage til sagen.”

„der er ikke så meget at sige. du afviste i sin tid forslaget med

en bemærkning om, at det ikke havde nogen fremtid for sig. det

handlede om etiske og moralske betænkeligheder.”

Han nikkede et par gange. „Åh ja, nu kommer det tilbage.”

Han så hen mod hjørnevinduet. der gik længere tid end sædvanligt,

når old Bulldozer gjorde en af sine kunstpauser, inden han

omsider spurgte: „Hvor er virksomheden bag tilbuddet placeret

rent geografisk?”

„det var fremsendt via et advokatkontor her i new York. der var

ikke noget fortrolighedskrav, hvilket du undrede dig over.”

„men du sørgede vel for, at de accepterede en erklæring om, at vi

selv kunne være i gang med udvikling af noget tilsvarende, så de ikke

kunne komme tilbage og sagsøge os for plagiering, ikke sandt?”

„Så vidt kom det aldrig, sagen blev lukket, efter du havde læst

resuméet. Hvorfor er du så interesseret i den gamle sag nu?”

„Hvor gammel er den da?”

„mindst otte-ni måneder, og du har kasseret masser af tilbud

siden.”

„men det var før finanskrisen for alvor satte ind. Vi befinder os i

en anden situation nu. Har du tjekket værdien af dine GlobalChemaktier

for nylig?”

rynkerne i hendes pande blev meget synlige. „Jeg skulle selvfølgelig

17


have solgt, mens tid var og fulgt dit råd om at flytte sydpå. du har

måske fundet de vises sten eller en redningsplan?”

„måske.”

Hun så bagud. „døren er lukket. Hvorfor så gådefuld?”

„den årlige generalforsamling nærmer sig hastigt.”

Hun nikkede. „fortæl mig noget, jeg ikke ved. det er den 22. i

næste måned, de skriftlige indkaldelser er under forberedelse, og du

skal snart se på tekster til årsrapporten.”

Han rettede på slipset, satte sig op i stolen. „Tal ikke om det.” Så

trak han vejret tungt. „er der nyt fra forskningsdivisionen vedrørende

cancerprojekterne her til morgen?”

„de seneste rapporter viser, at det især er på ParP-fronten, der

gøres fremskridt – du ved, det proteinpræparat, der reparerer genetiske

defekter, som er årsag til cancer. men ellers ligger der ikke noget og

venter, som du ikke allerede har kendskab til, alt går planmæssigt.

Godkendelserne ligger syv-otte år forude.”

Han bed læberne sammen og rystede på hovedet. „Tak for belæringen.

det er fremragende, at vi omsider er ved at løse kræftens gåde

… vi kan bare ikke bruge det til noget ved generalforsamlingen.”

Han bøjede sig frem og dæmpede stemmen: „mellem os, Betty, kan

du huske, at vi har befundet os i en værre situation nogensinde?”

„den var slem i begyndelsen af 90’erne, men ikke tilnærmelsesvis

så slem som nu. du har måske nye tal?”

Han nikkede. „du får dem bagefter. når jeg fremlægger regnskaberne,

og vi samtidig ikke har et nyt vidunderprodukt klar, vil

rutsjeturen fortsætte nedad … og det til trods for at firmaets reelle

værdi langt overstiger de aktuelle aktiekurser … endda flere gange.”

Han trak vejret tungt, inden han tilføjede: „og så skal vi være glade

for, at vi er i en branche, hvor der fortsat er behov for de produkter, vi

fremstiller. folk bliver stadig syge, må jeg med beklagelse erkende.”

„det er nok ikke din eneste bekymring.”

„Hvad mener du?”

„rygterne svirrer … du kender korridorsladderen.”

„Som du ved, når de sjældent frem til mig. Hvad er der nu gang

i?”

18


„rygtet siger, at næstformanden er ved at samle en række betydningsfulde

aktionærer omkring sig, og hvis det lykkes at samle

et flertal, kan det blive alvor med en opsplitning af selskaberne til

højstbydende og dermed sikre midlertidige aktiestigninger. du ved

godt, at det investeringsselskab, han er formand for, allerede kører

på pumperne, ikke?”

Buck frazier nikkede. „en fugl har sunget i mit øre, men jeg troede

ikke, der var meget hold i det.” Han rystede på hovedet. „frasalg,

ha! det er en primitiv overlevelsesmanøvre for børsspekulanter, men

det tillader jeg ikke.”

„du kan blive nødt til det. et simpelt flertal afgør det.”

denne gang var der ikke noget kunstigt over den pause, han holdt,

mens han overvejede det, sekretæren netop havde bekræftet. omsider

svarede han: „Så meget desto større grund til at finde Geniom-sagen

frem igen og se på den med friske øjne.”

der var vantro i det blik, hun sendte ham. „Så vidt jeg husker,

plejer den slags kontraktforhandlinger at tage måneder. du når det

næppe inden generalforsamlingen. Hvad forestiller du dig, at du

kan opnå?”

„Blot sikre mig at tusinder af aktionærers og pensionskassers investeringer

ikke spildes på en flok udbrydere … og så virksomhedens

overlevelse, naturligvis.”

„Hvis ikke det var fordi, jeg kender dig bedre, end du kender

dig selv, Buck, ville jeg sige, du var tosset. Hvad har du oppe i

ærmet?”

„Hvis løfterne bag Geniom-kontrakten, som jeg husker dem nu,

holder hvad de lover, så er det måske det friske pust, vi har brug for

lige nu – og så en ny stil.”

„du vil altså ikke ud med sproget?”

„lad mig lige se kontraktforslaget først.”

Hun rejste sig, så på bestyrelsesformanden og rystede på hovedet.

„Hvis du tror, at en lilla skjorte signalerer den friske nye stil, er jeg

bange for, du bliver slemt skuffet.”

Han rettede ved det grønne slips. „Bare find papirerne.”

19


4

Buck frazier betragtede forsiden af Genioms kontraktoplæg og smilede.

der var langt imellem banebrydende farmaceutiske landvindinger

med indtægter i milliardklassen, men der var endnu længere mellem

globale patenter, der ikke udsprang af flere års udviklingsarbejde og

gigantiske investeringer. Selv om GlobalChem beskæftigede nogle af

verdens fineste forskere, så var medicinudvikling som en roulette: man

vidste aldrig, hvordan verdens sundhedsmyndigheder ville modtage,

endsige godkende, et nyt produkt, før investeringerne var foretaget,

og det færdige lægemiddel havde været på en årelang tur gennem

myndighedernes vridemaskine. den slags usikkerhed krævede ikke

kun et stærkt finansielt bagland, men også nerver af stål. det sidste

havde han stadig, det første havde finanskrisen sat en stopper for.

Som han havde for vane, når en sag skulle sættes i perspektiv,

gik han hen til vinduet og betragtede livet nede i gaderne, der, så

langt øjet rakte, var fyldt med fodgængere som alle, på et eller andet

tidspunkt, ville få behov for et eller flere af GlobalChems produkter.

nu hvor Kina var kommet ind i billedet med en middelklassebefolkning

i vækst, havde begrebet uudtømmelige markedsmuligheder

fået ny mening. Hvis Genioms tilbud og løfter holdt vand, så kunne

kontraktforslaget være nøglen til uanede indtægter lige så længe

han levede, ja i al evighed. alligevel var det ordene i al evighed, der

gjorde ham betænkelig. det udbydende konsortiums kontraktadvokater

havde skrevet det sort på hvidt. Han rystede på hovedet og

vendte tilbage til skrivebordet, tog det indbundne kontrakttilbud

med guldprint på forsiden og stirrede på det. det, han stod med

20


i hånden, kunne udgøre forskellen på overlevelse eller undergang,

men hvis noget lød for godt til at være sandt, så …

Han så på kontraktomslaget. det sædvanlige fortrolighedsstempel

var erstattet af et holografisk ikon på størrelse med en touchpad på

en laptop og vekslede mellem en stiliseret dna-spiral og ordene

privileged information – top secret. Under det metalagtige ikon, og

usynligt for øjet, befandt sig en papirstynd microchip. Buck frazier

betragtede vekselvirkningen i den tredimensionale dna-spiral. Papir

var ikke længere bare papir, men nu også en sladderhank – elegant,

opfindsomt og meget sikkert. Prisen på 38 millioner dollars som

garantikapital, en slags udbetaling, var ikke skræmmende – selv

ikke i en krisetid – og den årlige royalty på 7 procent af nettoomsætningen

var, som det skulle være. alt havde en pris og han, om

nogen, kendte til værdien af ukrænkelige patenter. det fine var,

at det ikke kun drejede sig om medicinalprodukter, men også om

fremstillingsprocesser. Patenternes fremtidige ejere kunne med et

par simple pennestrøg komme til at dominere verdensmarkedet for

genmodificeret medicin, men sandheden var, at hvis han spillede

kortene rigtigt, ville dette punkt være uvæsentligt. det drejede sig

om langt mere end ejerskab til nogle patenter.

Han gned sig på hagen og kneb øjnene sammen. Selv om forarbejdet

altså var gjort af konsortiet bag tilbuddet, betød den usædvanlige

redningsplan, som var ved at forme sig i hans hoved, at han

ikke kunne rådføre sig med GlobalChems dygtige forskere, ej heller

konsultere divisionsdirektører eller marketingfolk – for når de ikke

kunne få tilfredsstillende forklaringer, ville der opstå rygter, som

hurtigt ville sprede sig til bestyrelse og aktionærer. overraskelseseffekten,

hvis det altså lykkedes at realisere planen, ville være tabt …

og dermed også virksomhedens fremtid. det var et dristigt træk, og

indsatsen ville blive høj. nu, mere end nogensinde, gjaldt det om

at holde kortene tæt til kroppen.

Han bladrede et par sider frem. det var ikke blot et spørgsmål om

patenter, for markedet var garanteret, og det var det næste punkt,

som havde gjort old Bulldozer mistænkelig, for hvordan garantere

et marked? Hvordan garantere flere markeder? Ja, hvordan i det hele

21


taget garantere flere markeder i flere lande for flere produkter langt

ud i fremtiden? Her var noget, som han i sine mange år som øverste

chef for en af verdens største medicinalvirksomheder, åbenbart ikke

havde forstået. men tilbuddet var klart, advokaterne havde været

meget specifikke i deres formuleringer, og han læste igen:

„Konsortiets interesse ligger alene i udvikling af patenter og forberedelse

af markederne for produkter baseret på sådanne patenter. Fremtidige

ejere garanteres en minimumsomsætning på …” og så videre.

Taleksemplerne var svimlende og fordrede, at man havde kendskab

til verdens forbrug af medicinalprodukter og markedsstørrelsen af

allerede genmanipulerede afgrøder til medicinalbrug, for at kunne

forholde sig til dem. Så på den baggrund forekom up-front-betalingen

ret beskeden, og han formodede, at det blot dækkede de umiddelbare

udviklingsomkostninger. Kontraktudbydernes rigtige indtægter ville

løbende tilflyde dem via royalty-udbetalingerne og sikre trecifrede

millionbeløb årligt … i al evighed.

Han havde frabedt sig opkald resten af dagen, og var der noget, som

Betty Wainright havde lært sig, så var det, at Bulldozerens ordrer var

hellige. Hun havde forsvaret direktionskontoret med næb og kløer,

mens han havde ligget syg i Japan af en fiskeforgiftning for nogle år

siden, og et nyt lederhold var rykket ind og havde gjort klar til det

store generationsskifte. men han havde snydt døden, fyret halvdelen

af funktionsdirektørerne, og var vendt tilbage til direktionskontoret

og havde honoreret Bettys loyalitet med en klækkelig lønforhøjelse

og flere aktieoptioner af en størrelsesorden, som hun dengang havde

troet, hun aldrig ville få brug for. Hun kom og gik som hun ville,

hvilket i det store hele svarede til Bulldozerens arbejdstider, mellem

55 og 60 timer ugentlig, nu hvor han var begyndt at trappe ned. og

selv om de var på fortrolig fod med hinanden, så var tonen i hovedreglen

kontant og forretningsmæssig. Hun bankede på, ventede ikke

på svar, men åbnede døren på klem. „Hvis der ikke er mere, så –”

Han vinkede hende ind. „Vær sød og sæt dig … har du et minut

eller to?”

Hun skævede til armbåndsuret. „Så heller ikke længere.”

22


„det varer kun et øjeblik.” Han lod tilbuddet glide hen over

den blankpolerede bordplade og brummede: „Side 11, paragraf 22

stykke „b” – læs!”

„mener du, jeg skal læse højt?”

Han nikkede.

Hun læste: „Konsortiet garanterer markedsdominans så længe

patentet løber, hvilket i praksis betyder i al evighed (henvisning til

paragraf 32, stk „f”) med mindre det angiveligt –”

old Bulldozer tordnede: „Stop, stop … stop Betty! Hvor mange

kontrakter har vi to behandlet gennem tiden?”

„det præcise tal?”

Han så iltert på hende. „Hvis du bliver ved med at stille spørgsmål,

når det er mig, der spørger, skal vi måske bytte om på stolene?”

„Jeg husker ikke det nøjagtige tal, men med mellem 100 og 150

kontrakter om året bliver det hurtigt til nogle tusinde. Vi har arbejdet

sammen i snart fyrre år … så tre-fire tusinde eller deromkring.”

„netop, og hvad siger du så?”

„Jeg forstår ikke, hvor vil du hen.”

Han så op i loftet, inden en knytnæve landede på skrivebordet,

så telefonen hoppede. „der er tider, hvor jeg ikke forstår, hvordan

jeg har kunnet holde dig ud.”

Hun rystede smilende på hovedet. „det må være signalværdien

i din nye skjorte, der forvirrer mig. Har du noget imod at komme

til sagen, så jeg i det mindste kan nå anden akt af operaen ovre i

lincoln Center!”

Han så på uret. „Jeg var af den opfattelse, at første akt kom før

anden. Klokken er kun halv otte.”

„overdrivelse fremmer forståelsen og jeg fik jo din opmærksomhed.”

„alfred kan køre dig derover i limousinen, trafikken er let nu.

lagde du mærke til ordene i al evighed?”

„Ja, og så?”

„nu spørger du gudhjælpemig igen!” Han trak vejret tungt. „never

mind, så lad mig skære det ud i pap: er der nogen af de tusinder af

kontrakter, som du refererede til, der ikke er tidsbegrænsede?”

23


„der er altid tidsbegrænsninger, alt er defineret, intet er tvetydigt.”

„Så læs definitionerne i kontraktudkastet, du sidder med.”

Hun fandt siden og studerede teksten. „der står faktisk ad infinitum

– i al evighed, men hvordan –”. Hun bed sig i læben. „men hvordan

kan de garantere voksende markedsindtægter i al evighed?”

Han så triumferende på hende. „Så sivede den endelig ind, og

fordi du er den, du er, vil jeg tillade spørgsmålet, for det er præcis

hvad, jeg spørger mig selv om.”

„men der må stikke noget under.”

„du har måske lugtet lunten?”

„du får jo nervøse trækninger, når jeg spørger, ellers ville jeg have

spurgt, hvordan man kan garantere et voksende marked? Hvordan

i det hele taget forberede et marked til voksende indtægter, som de

udtrykker det?”

Han smilede bredt nu, stemmen lå atter i det hyggelige brummeleje:

„Tak, det var, hvad jeg havde brug for lige nu. du kan godt

gå til koncert, vi fortsætter i morgen.”

Hun rystede på hovedet og rakte ham udkastet.

Buck fortsatte: „Hvis jeg siger til alfred, at han skal holde sig

klar nedenfor om et kvarter, så kan du sagtens nå at finde ud af,

hvor Harry mcfarlane befinder sig på denne årstid. Bed ham ringe

mig op.”

„Harry? detektiven i San francisco?”

„Ja, hvem ellers?” Han tilføjede: „det er nu ellers marin County

nord for Golden Gate … og det gør en stor forskel for dem, der bor

derude.”

„Ja, især når ens kæreste ejer en vingård. det er ellers nogle år

siden. du har måske en ny opgave til ham? nej, svar ikke.”

Hun forsvandt ud af kontoret.

nogle minutter efter ringede telefonen på hans skrivebord, og

omtrent samtidig stak Betty hovedet ind gennem døråbningen. „Så

er jeg gået. mor dig med Harry. Han er på vinrejse i Tyskland sammen

med emma ratherford.”

Buck løftede røret og rystede på hovedet.

24

More magazines by this user
Similar magazines