Anerkendelse for de få – anonymitet for de fleste - Friskolebladet

friskolebladet.dk

Anerkendelse for de få – anonymitet for de fleste - Friskolebladet

le lagde kun vægt på prøver og målbar

lærdom, men Grundtvig indså allerede

dengang, at nok så megen viden og lærdom

ikke skaber demokratiske mennesker,

hvilket det heller ikke gør i dag.

Han var af den opfattelse, at skolen selvfølgelig

skulle give børnene en god faglig

undervisning, men det måtte ikke være

målet i sig selv, det skulle være redskabet

til den livsoplysning, der skulle gøre

hvert enkelt menneske til et selvstændigt

tænkende individ, og det bliver man kun

i et forpligtende fællesskab med andre

mennesker, men dette sidste fællesskab

er ved at blive opløst, og derved er vejen

åbnet til et samfund med psykopatiske

træk.

Nogen vil måske påstå, at det er lidt af

en påstand, at en moderne ledet skole

baseret på rationalistiske værdier som

målbarhed og gennemsigtighed, kombineret

med målsætninger for den enkelte

elev, skulle udvikle psykopater, men tanken

er faktisk ikke så fjern.

Psykopater er kendetegnet ved en udpræget

selvcentrering, de tåler dårligt kritik

eller modstand, rutine og monotoni

virker provokerende, de følger pludselige

indfald uden at tænke på konsekvenserne

og giver udtryk for at have egne rettigheder

og følger ikke almindelige love eller

regler. Psykopater kender ikke til

skyldfølelse og besidder ikke evnen til at

leve sig ind i andres følelser. Hvis undervisningen

yderligere individualiseres, forsvinder

den sidste rest af forpligtende

fællesskab. Hvorfor skal den enkelte vente

de andre eller tage hensyn, når man

alligevel har sin egen plan og der jo er

kontant afregning i form af test og karakterer.

Et dansk filmhold var på besøg hos en

finsk skole, og man så en klasse, der ikke

syntes, at det var særligt sjovt at gå i skole,

og deres rektor gav udtryk for, at hun

savnede mere glæde og selvstændighed

hos dem, men de turde ikke gøre noget

sjovt, for forældrene ville blot være af

den opfattelse, at børnene så ikke lærte

noget. Måske r de finske børn bedre

karakterer i internationale undersøgelser,

men jeg tror ikke, de er klogere eller mere

livsglade end vores børn, og fremtidsperspektivet

for et samfund uden karakter

er langt værre end et, hvor børnene afslutter

med dårlige karakterer.

Bent Hansen

Lærer på Odense Friskole

Anerkendelse for de

anonymitet for de fleste

Rejsebrev fra Broome Senior High School, Spartanburg,

South Carolina, USA, d. 19. oktober, 2006, til Friskolebladet.

En uge efter endnu en tragisk skydeepisode

i en amerikansk skole

denne gang i en lille amish skole i

Pennsylvania sidder jeg i et amerikansk

klasseværelse for at iagttage

den skolekultur, jeg selv var en del

af for 25 år siden. Som lærer i Danmark

har jeg tit lejlighed til at sammenligne

vores skolevæsen og de

ændringer, som vores nuværende

regering er ved at sætte gang i

med USA's system, som jeg husker

det. På besøg i efterårsferien ønskede

jeg at snakke med lærere og elever

i en high school anno 2006. Var

skolerne anderledes efter "9-11" og

USA's omfattende krig mod terror?

Broome er en typisk mellemstor

high school i en middelklasse-del af

byen. Børn starter som 5-årige i

børnehaveklassen og fortsætter på

den samme grammar school til 5.

klasse. Fra 6. til 8. går de i middle

school, hvor de typisk ikke har nogen

klasselærer mere, og de skifter

fra lokale til lokale hele dagen af-

hængig af fag og lærere. Både lærerne

i middle og high school er

specialister i ét eller højst to fag, og

en del af dem står også for enten

noget administrativt arbejde eller

efterskoleaktiviteter (at være football

coach er en af de mest prestigefulde).

Broome har 940 elever i

9.-12. klasse og er stolt af deres dimissionsstatistik:

60 % r et gennemsnit

højt nok til at graduate (dimittere)

og gå videre i systemet. Det

overraskede mig lidt i George

Bush's Amerika, hvor det skal hedde

"No Child Left Behind" at 40

procent af børnene på en ressourcestærk

skole ender uden den succes,

som er grundlaget for at være

noget i USA.

En reklame i fjernsynet slår mig,

mens jeg er her i South Carolina. En

lille pige sidder i et klasseværelset

og lærerinden spørger, "Hvad vil du

gøre, hvis en fremmed snakker med

dig?" Pigen svarer tydeligt, så alle

de børn, som ser Disney-filmen den

365


366

aften, kan forstå det: "Jeg ville ikke snakke med ham." Jeg

mener ikke, det var det svar, som Jesus anbefalede, men

USA's regering og medier har mere forstand på moderne

kristendom, end jeg har.

Politibilen holder foran skolen fra morgenstunden. Hver

skole i USA har en fuldtidsbetjent i bygningen, klar til udrykning.

Alle elever skal have legitimation på sig, synligt,

hele tiden ses det ikke, r de henholdsvis en eftersidning,

flere eftersidninger og flere dages bortvisning, første,

anden og tredje gang, det sker. Alle besøgende, som

jeg i dag, bliver skrevet ind og r et klistermærke. Mange

af lærerne har walkie-talkies på sig hele tiden, og de

kommunikerer i militærsprog: "Mr. Davis, do you read

me? Give your location." osv. De elever, som ikke har

kunnet fungere og er blevet smidt på Alternative School,

skal alligevel møde op på Broome fra morgenstunden

iklædt en lilla-farvet T-shirt og særlig ID, så de hurtigt kan

blive samlet, kontrolleret for våben og stoffer og sendt

videre med bussen mens deres tidligere kammerater

kigger på. Cirka to gange om måneden kommer politihundene

uanmeldt og søger stoffer på eleverne i deres

tasker og lockers og i deres biler (man kan kørekort

som 15-årige i South Carolina). Alt dette er nyt for mig.

Måske foregik det sådan i South Central LA og the Bronx i

1983, da jeg var high school senior (12. klasse), men ikke

i the heartland små byer og landsbyer som Spartanburg

eller Groton (hvor jeg voksede op). At være elev i USA nu

er ensbetydende med at være under mistanke for spontan

kriminalitet. At være voksen i nærheden af en skole er at

være under mistanken for at være massemorder eller

dealer. Uanset hvad lærerne i samfundsfag underviser i

omkring retssystem og demokrati, så lærer børnene en

anden virkelighed at kende hver dag.

den materielle side af skolelivet ser det imidlertid

godt ud. Mange computere, mange nye tekstbøger, projektorer

og interaktive tavler, et fint mediatek, biologi- og

fysiklokalerne i topform, elevkantine med fire små fastfood-restauranter

og sportsfaciliteter, som er meget bedre

end dem, man ser på skoler med 1.000 børn i Danmark.

Så kommer man ind i et stort område af skolen, som hører

til Junior ROTC (Reserve Officers Training Corps),

som er Pentagonens indgang til de unge under 18. Man

kan vælge JROTC i stedet for idræt og uniform, militær

træning og blive sluset ind i militærtjenesten til den

mægtigste hær i verdenshistorien. (Det er ikke noget nyt

JROTC fandtes også på min skole i 80'erne, da vi kun

havde små krige i Grenada og El Salvador.)

Man r nok at lave som High School elev. Dagen starter

kl. 8 og slutter kl. 15.30, men så går aktiviteterne i gang.

Den souschef, som viste mig rundt, var tydeligvis stolt af

Broomes football-hold og over, at de 16- og 17-årige allerede

var en vare, som universiteterne holdt øje med. Der

bliver optaget DVD'er af deres præstationer på banen,

som bliver sendt til trænerne, der skriver til drengene og

tilbyder dem alverdens ting, hvis de kommer og spiller

for dem. Samtidigt r de elever, som har høje gennemsnit

i fagene, brev fra "Who's Who in American High

Schools", så deres billede kan komme i bogen med de

10.000 klogeste i USA's 12. klasse. De, som laver arbejde

med voldsramte kvinder i den indre by eller med de

hjemløse, r også artikler skrevet om sig i avisen. Man

håber, at alle dem, som laver noget ud over det sædvanlige,

gør det, fordi de brænder for det, ikke fordi de brænder

for anerkendelsen men systemet er tydeligt indrettet

på konstant anerkendelse for de , anonymitet for de fleste

og offentlig skammekrog til de uartige.

I dag i avisen kan man læse, at George Bush har et sin

nye lov igennem, som befrier USA fra de irriterende huller

i Geneve Konventionen. Nu er der én mand i verden,

som kan bestemme hvem, der er terrorist, hvem forbryder

og hvem, der kan presses til at indrømme deres onde tanker

eller handlinger.

Sådan en lille begivenhed, som at give præsidenten

mere magt end grundloven, vil ikke blive bemærket på

Broome High School.

Alle er optaget af deres karaktergennemsnit, deres præstation

på sportsbanen, deres valg af pizza eller mexikansk

til frokost, deres 60 siders forensicbiologi-lektier til

i morgen. USA's skoler er grundlaget for USA's produktions-

og forbrugerliv. De fungerer perfekt, som systemet

er nu. Og systemet ser ikke ud til at kunne laves om. Forstil

jer, hvad der ville ske, hvis jeg gik tilbage til skolen i

dag uden mit klistermærke løb forbi politimanden og

stillede mig op på bordene i kantinen: "Der er en stor

trussel mod vores frihed og demokrati i dag," råber jeg.

"Læg jeres bøger og football-udstyr fra jer og kom ned til

rådhuset, hvor vi kan lave en protestaktion!" Turde man

det, i USA i dag?

Danmark synes i disse år mere og mere at følge den

amerikanske model. Det er en grund til optimisme for

mig som USA-statsborger, at der kun er 180 skoledage til

indoktrinering i USA. I Danmark går vi i skole 200 dage

om året, og fortsætter tendensen i Danmark til at efterabe

USA's uddannelseskultur, vil vore børn have 20 flere dage

i skole og derfor 20 færre dage til at udvikle sig som

frit tænkende mennesker. Giv agt!

Clark Pratt

friskolelærer og forældre, live fra USA,

men ellers boende i Asnæs

More magazines by this user
Similar magazines