PDF: oprindelig tekst til Bolivia A - Moesgård Museum

moesmus.dk

PDF: oprindelig tekst til Bolivia A - Moesgård Museum

_____________________________Moesgård Museum • Unesco Materialesamlingerne – Bolivia A

BOLIVIA A

AYMARA-INDIANERNE PÅ HØJSLETTEN I BOLIVIA

Kultur og tro

v/ Annie Oehlerich de Zurita og Edwin Zurita

1995

Hent den aktuelle tekstsamling eller læs aktuelle fakta på:

www.moesmus.dk/unesco

Seneste opdatering: 16.09 2011

Indholdsfortegnelsen er tom, fordi ingen af de valgte afsnitsformater i Info om dokument bruges i dokumentet.

Side 1 af 46 - Indhold


_____________________________Moesgård Museum • Unesco Materialesamlingerne – Bolivia A

Introduktion

Bolivia-samlingerne består af 3 samlinger, der kan bruges hver for sig eller indgå i et samlet

undervisningsforløb.

Boliviasamling A: Aymaraindianerne på højsletten, består af:

4 kasser med godt 200 genstande, fordelt på flg. emnegrupper:

- Husholdningsgenstande

- Landbrug

- Gadehandel

- Beklædning

- Mad

- Skolemateriale

- Hygiejne og personlig pleje

- Medicin og stimulanser

- Plakater, plancher, aviser m.m.

- Dansk litteratur om Bolivia.!

Tre diasserier

1. Bredt om dagliglivet på højsletten, 71 billeder.

2. Identitet, 23 billeder.

3. Religion og tro blandt indianerne, 43 billeder. (midlertidigt udgået).

Fotostater af aymaraindianerne fra det lokale marked

Nærværende tekstmateriale

Genstandene er indsamlet af Annie Oehlerich de Zurita og Edwin Julio Zeballos Zurita under et 6

måneders ophold i Bolivia 1994. Tekstmaterialet er udarbejdet i 1994/1995 af indsamlerne. Tak til Peter

Friis Nielsen, Knud Ove Mandrup og Ejnar Larsen for udlån af enkelte dias. Resten er taget af Annie

Oehlerich de Zurita og Edwin Julio Zeballos Zurita. Copyright UNESCO-skoleprojekt og Annie

Oehlerich de Zurita og Edwin Julio Zeballos Zurita.

Side 2 af 46 – Introduktion


_____________________________Moesgård Museum • Unesco Materialesamlingerne – Bolivia A

Lærervejledning

Materialet til UNESCO-samlingerne blev indsamlet i Bolivia 1993/1994. Baggrunden for indsamlingen

er dels Edwins indfødte kendskab, samt mine mange års arbejde og studier af indianere i Bolivia.

Edwin, er sproglærer, født i Siglo XX, Potosi, Bolivia ud af quechuafamilie. Siden 1985 har han boet i

København. Selv er jeg antropolog og har siden 1976 boet ca. 4 år i Bolivia og Peru, hvor jeg bl.a. har

lavet feltarbejde om aymara- og quechuaindianernes sundhedsbegreb, tro og kultur. Sidste år opholdt

hele familien sig (2 voksne og 2 børn under skolealderen) 7 måneder i Bolivia for at lave indsamlingen.

Vores ønske var at præcisere, hvor mangfoldig indianernes kultur er, og hvor forskellige mennesker

der er tale om. Ordet indianer bruges i flæng om alle indfødte folkeslag i Amerika. I virkeligheden er

der tale om mange forskellige etniske grupper, med hver deres sprog og egenart. Grupperne kalder

ikke sig selv for indianere, de hedder quechua, mayaer, aymara o.s.v. Bolivia er det land i

Latinamerika, hvor der bor flest indianere, men det at være indianer er et vidt begreb, som ikke engang

indianerne selv altid ved, hvad er.

Med samlingen her har vi forsøgt at fange ændringsprocesserne i samfundet og vist hvilke

identitetsproblemer, der opstår efter 500 års undertrykkelse. Indianerne bor ikke længere i aflukkede

landsbyfællesskaber i bjergene, de er en del af den moderne nation, Bolivia. Størstedelen arbejder

som bønder, men må søge ind til byerne i perioder for at klare sig. Her kæmper alle for at overleve.

Som storbyindianer indgår de i nye sammenhænge både arbejdsmæssigt og kulturelt. Ændringerne

breder sig som ringe i vandet. Den vestlige indflydelse er stor og truer til tider med at ødelægge den

traditionelle kultur. Om man så er mest ægte som traditionel indianer eller som moderne storbyindianer

er et spørgsmål, der står åbent.

Samlingens opbygning

Boliviasamling A beskriver aymaraindianerne på højsletten i Bolivia. Gennem genstande, diasserier og

tekstmateriale belyses deres kultur, tro, hverdag som bønder eller i byen, klædedragternes betydning

for kulturel identitet, erhverv, undervisningsmuligheder og familie.

Anvendelse af samlingen

De mange genstande er selvfølgelig beregnet på at inddrage eleverne aktivt i undervisningen. Enten i

form af udstilling eller ved at eleverne direkte bruger tingene som i Bolivia. Ved hjælp af de

medfølgende tekster, plancher og dias kan man belyse emnerne nærmere og tage fat i

problemstillinger omkring indianerne.

Side 3 af 46 – Introduktion


_____________________________Moesgård Museum • Unesco Materialesamlingerne – Bolivia A

Kvinden der røgter

og spinder og ammer

og synger på een gang

ved ikke hvad klokken er.

Tid

forstår hun sig på.

Generel tekst

Introduktion

Gennem årtusinder af år har der levet mennesker i Andesbjergene i Bolivia. Vi kalder dem for

indianere, og vi slår dem i hartkorn med de store civilisationer, der lever i resten af Amerika. Men ordet

indianer er den betegnelse søfareren Columbus gav menneskene, da han troede søvejen til Indien var

fundet. Den misforståede titel har hængt ved dem siden, som en forudanelse fra svundne tider, om

den triste skæbne, indianerne var underlagt. Død, trældom, krig, fattigdom, 500 års undertrykkelse og

negligering af deres kulturelle værdier. Indbyggerne i Amerika er ligeså forskellige, som vi er det i

Europa. Området spænder fra urskov til storbyer, strande, ørken og bjergkæder med

regnskovsjægere, nomader, bjergbønder, tiggere og advokater, Azetekere, Mayaer, Quechuaer,

Aymara, alt efter hvilket folk de stammer fra. Ligesom vi andre er danskere, svenskere eller

hollændere. Indianer er et skældsord i Latinamerika, en ed de rige slynger ud, når de fattige

bjergbønder drager til byen og håbløst slår sig ned på hovedstædernes bjergsider, som et åbent et sår

i vores samvittighed.

Fra Chile i syd til Ecuador i nord strækker Andesbjergkæden sig I dens folder levede mange små

befolkningsgrupper, der alle som én blev besejret og underlagt de krigeriske inkaer, der erobrede

Andesbjergkæden et par århundrede inden spanierne fik samme ide. Kun et folk forstod at bevare

deres oprindelige sprog og levevis, det var collaérne fra højsletten i det nuværende Bolivia. Igen og

igen kæmpede de mod overmagten, først mod inkaerne, siden skulder ved skulder inka og colla i

mellem, sammen mod den spanske svindehyrde Pizarro. Da de skæggede spanierne kom ridende i

bjergene, troede collaerne og inkaerne, at de var guder. De behandlede dem gavmildt og gæstfrit, men

blev snydt og bedraget. Den højeste inka, som var solens søn, blev taget til fange, folket græd og gav

alle deres guldsmykker i løsesum. Spanierne beholdt guldet og tog inkaens liv med i købet.

Dét har de til fælles i dag, smerten over at være taget i de rå røveres vold, nedtrampet, erobret og

forkastet som folk. Splittet og forsømte har de gennem århundredes lidelser på trods bevaret deres

kulturers forskellighed. Kolonimagten forbød deres tro, klædedragt og sange. Gennem kongelige

gesandter, europæiske lykkerejsende og Guds udvalgte fik de ridset ind i deres hud, at de var

indianere, et kulturløst folk, der intet var værd som mennesker. Og alligevel formåede de at bevare så

mange kulturelle træk intakte i det skjulte. Langsomt, ganske langsomt vinder den etniske stolthed

frem. Den oprindelige befolkning er atter ved at rejse sig, deres store videnskaber, verdensanskuelser,

enestående håndværk og mangfoldige sprog bliver igen tillagt værdighed. Men ordet indianer forsoner

de sig aldrig med.

Kampen mod overmagten har været lang, hvor integreret gengives fint gennem Kharisirimyten.

Kharisiri er en hvid mand, med skæg og kappe samt en stor bredskygget hat. Han vandrer omkring i

de måneløse nætter og overfalder folk - især rejsende - som opholder sig på øde steder. Han bærer en

lille kasse omkring halsen, hvori han har et magisk pulver, som han kaster efter folk, for at de kan falde

i søvn. I bæltet bærer han på et stort sværd, som han skærer fedtet af med. Han venter altid til offeret

sover og skærer så i siden, for at komme ind til kroppens fedtdepoter. Indianernes fedt sælges til den

katolske biskop, som bruger det til at lave den hellige olie af, eller det blandes i kirkeklokkernes

bronzelegering. Jo mere menneskefedt desto bedre klang,. Derfor synes indianerne at klokkerne

jamrer. Da de fantastiske flyvemaskiner indtog verden, mente man også, at de fungerede via

menneskefedt. I dag er man overbevist om, at fedtet bliver brugt til at lave atombomber af eller til at

lave dyre parfumerede sæber til overklassen. Myten følger så at sige med tiden.

Side 4 af 46 – Generel tekst


_____________________________Moesgård Museum • Unesco Materialesamlingerne – Bolivia A

Kharisiri er blevet til et symbol på den indianske kamp imod den imperialistiske udbytning.

Koloniherredømmet blev bestemmende både for den senere økonomiske udvikling i landet, hvor

Bolivia blev reduceret til at være totalt afhængigt af svingningerne på verdensmarkedspriserne, og for

formen af udbytning for den indianske befolkning op igennem tiden. Over otte millioner indianere blev

dræbt under erobringen, og siden hen har den indianske befolkning lidt store tab og overlast. Myten

om Kharisiri er indianernes kulturelle forsvarsmekanisme overfor den hvide hersker. Igennem myten

latterliggøres den hvide mand med sit skæg, indianerne er selv skægløse, og påklædning, figuren

bliver en parodi på de hvide. En parodi, som ikke kun lever i myterne, men som også udgør et vigtigt

element i indianernes danse og musik. Mange af dansene under karnevallet og ved årets andre

sociale lejligheder, vidner om et kritisk øje til de hvide. Man parodierer således over erobreren i dansen

saya, hvor indianere ifører sig bred hat, pufærmer og støvler og smælder med pisken, imens de i lange

rækker symbolsk passerer ,forbi den store mængde af tilskuere, eller som i dansen doctorcitos, hvor

indianere ifører sig høj hat, stok og briller samt pingvinhale, som en parodi på de fremmede hvide

læger. Latterliggørelsen af herskeren er en forsvarsmekanisme over for århundrede af fortvivlelse og

forsat udbytning.

Med samlingen her vil vi gerne forsøge, at skære en flis af kulturbarrierne og vise folkenes

forskellighed. Vi tør tage ordet indianer i vores mund, for herhjemme tillægges ordet ikke de

nedladende egenskaber, som i indianernes egne lande. Der bor ca. 4 millioner indianere i Bolivia i dag,

men at være indianer er mange ting. Hvor forskellige befolkningsgrupper, der er tale om, hvilke

omvæltninger der sker indianere imellem og hvilke problemer, de har med at finde en indiansk identitet

500 år efter, fortæller samlingen om. Den består af tre delsamlinger A,B,C. Boliviasamling A indeholder

genstande, tekster og lysbilleder om Aymaraindianerne på højsletten. Bolivia samling B indeholder

genstande, tekster og lysbilleder fra Quechuaindianerne i dalområderne og Bolivia samling C omfatter

genstande, tekster og lysbilleder fra musikkulturen i Bolivia.

GEOGRAFI OG KLIMA

Bolivia ligger i hjertet af Sydamerika, der hvor Andesbjergkæden bøjer af og breder sig. Det grænser

mod nordvest til Peru, mod sydvest til Chile, mod syd til Argentina og mod øst til Paraguay og

Brasilien. Det samlede areal udgør 1.098.581 km2. Før i tiden havde Bolivia adgang til Stillehavet,

men mistede det i Stillehavskrigen år 1879-84. Det tabte havområde er i dag et stort nationalt traume.

Landet er præget af store højdeforskelle. Geografisk inddeler man det i tre forskellige klimatiske zoner:

dalområdet som udgør ca.19%, lavlandet på ca. 70% af landets territorium og endelig højlandet som

udgør resten. Dalområdet ligger på skråningerne af den østlige bjergkæde i 2-3000 m. højde. Dalene

strækker sig fra den østlige Andeskæde mod syd, hvor de ender i højjungle. Her regner det meget og

området kaldes for Bolivias spisekammer. Der dyrkes en lang række tropiske afgrøder, som kakao,

sukker, cocablade, citrusfrugter m.m., - varer som resten af landet forsynes med. Ca. 42% af landets

befolkning, bor i dette område, fortrinsvist nybyggere og quechuabønder. Lavlandet er en tropisk

regnskov mod nord og syd. I midten ligger store tørre sletter. I regntiden er der kraftige

oversvømmelser og ufremkommelige veje. Landbruget er i økonomisk vækst her, og her dyrkes

afgrøder som sukker, bomuld, ris, kakao m.m.

I lavlandet bor 20 % af befolkningen, heraf er størstedelen driftige kvægavlere og plantageejere.

Højlandet: - befinder sig imellem Andesbjergenes vestlige og østlige bjergkæder, hvor der udspændes

en stor højslette i 3-4500 meters højde. Sletten er 800 km lang og 650 km bred og dækker mindre end

halvdelen af landets samlede areal. Alligevel har det altid været den tættest befolkede del af landet.

Højsletten er et barskt og vindblæst bjerglandskab med en majestætisk ro og skønhed over sig. Midt

på sletten ligger Titicacasøen, som udgør grænsen imellem Bolivia og Peru. Den er 171 km lang og op

til 64 km bred og den indtager en betydningsfuld plads i landskabet. Områderne omkring søbredden er

de mest frugtbare, hvor mere varierede afgrøder dyrkes og husdyrholdene holder til. De højstliggende

tinder bruges som græsningsområder til husdyrene. Langs Stillehavskysten og indover det

sydamerikanske kontinent løber et stort regnløst bælte på tværs af det sydlige Bolivia og den vestlige

Andesbjergkæde. Konsekvensen er, at der kun er regelmæssig nedbør i den nordlige del af

altiplanoet.

BEFOLKNING

Side 5 af 46 – Generel tekst


_____________________________Moesgård Museum • Unesco Materialesamlingerne – Bolivia A

Bolivia er ca. 20 gange større end Danmark, men der bor kun 7 millioner mennesker i alt. Landet er

det tyndest befolkede i Sydamerika. Størstedelen af befolkningen bor på højlandet, i hovedstaden La

Paz og i de tilstødende dalområder, som Cochabamba. Spansk er det officielle sprog, men Bolivia er

et multikulturelt samfund, med mange forskellige etniske grupper, som hver har eget sprog, deres

egen kultur og deres egne traditioner. Over halvdelen af befolkningen taler således et andet sprog end

spansk. Ofte lærer indianerne at tale spansk i skolen. De fleste indianere er flersprogede;

aymarabønderne taler således aymara/spansk og mange quechuabønder quechua/spansk. Mange

indianere behersker endog tre sprog: aymara/quechua/spansk.

Den største indianske gruppe er quechuaindianerne med ca. 3 millioner indbyggere. Den næststørste

er aymaraindianerne med ca. 1 million mennesker. Foruden dem bor der ca. 100-150.000.

lavlandsindianere fordelt på ca. 41 stammer. Resten af befolkningen er hvide, fortrinsvis efterkommere

af erobrerne, blandet op med store indvandrergrupper fra Italien, Tyskland og Japan, som alle sætter

deres præg på det bolivianske samfund.

De mange samfundsgrupper har desværre ikke samme adgang og rettigheder til landets ressurcer.

Der eksisterer et kulturelt hierarki, hvor den statusmæssige position i samfundet, er i

overensstemmelse med adgangen til de politiske, sociale og økonomiske strukturer i samfundet.

Samfundseliten udgøres af immigranter og efterkommere af erobrerne. De har dannet en hvid

overklasse primært i byerne, som lever efter et vestligt kulturmønster. Siden kolonitiden har det

spanske sprog og vestlige værdier været knyttet til den udøvende magtelite i samfundet, med den

følgevirkning at både sproget og de vestlige værdier, er blevet kulturelt dominerende og influerer de

andre klasser og etniske grupper i samfundet. Jo længere op af den sociale rangstige, man bevæger

sig, desto nærmere kommer man magtens elite og den dominerende vestlige kultur.

Den næste gruppe udgøres af Mestizo, som er efterkommere af spanske erobrere og indianske

kvinder. De anses for at være folk med "blandede blodaner", der bærer på en spansk kulturarv, som de

ønsker at bibeholde og leve efter. Således ser de op til den herskende klasse og den vestlige kultur.

Den tredje gruppe omfatter de indianere, som har tilpasset sig bykulturen. De drager ind mod byerne

eller koloniområderne for at skabe sig en bedre tilværelse. De ønsker at blive integreret i byen og ser

det ofte som en strategi, at aflægge den "hæmmende" indianske arv, for at tilstræbe sig det moderne

byliv. Den kategori i samfundet, som har laveste status, er de indianere, der lever som traditionelle

bønder i bjergene og viderefører den samme kultur og samfundsform, som deres forfædre.

Selvom befolkningen groft kan deles op i fem samfundsmæssige grupper, er der ikke tale om fastlåste

kategorier, men om glidende overgange fra at være traditionel indianer til Cholo o.lign. Forskellen giver

sig først og fremmest udslag i valget af klædedragt og sprog samt den kulturelle identitet, som man

derved giver udtryk for. Jo mere uddannelse f.eks. en cholo får mulighed for, desto mere mestizo

vælger han/hun at være. Markedskvinderne i La Paz er cholas - aymarakvinder fra højlandet - der er

draget til byen for at sælge deres varer; igennem deres påklædning viser de deres tilhørsforhold, og de

bærer store vævede nederdele og bowlerhatte på hovedet. Hvorimod en mestiz-kvinde vil være

vestido, d.v.s. bære en europæisk klædedragt. Der er flere eksempler på familiemedlemmer, som har

valgt hver deres kategori. Der er ikke nødvendigvis tale om en økonomisk forskel imellem disse to

grupper, men om en gradvis afvikling af en kultur.

HISTORIE

Der har eksisteret højtudviklede agrarsamfund i flere tusinde år på den bolivianske højslette.

Tiawanaku-kulturen er det største af disse indianske kulturer. Den havde sit centrum ved Titicacasøens

sydlige bred, og bredte sig helt til Stillehavskysten i Peru. Da erobrernes første kronikører rejste rundt i

området, stod det store Tiawanakutempel i ruiner, og indianerne forholdte sig tavse om dets brug.

Mange mener, at Inkariget bygger på Tiawanaku-kulturen, - det kan være noget af forklaringen på at

aymara- og quechua-indianerne har så mange fælles kulturelle lighedstræk.

Omkring 1000-tallet blev Tiawanaku-riget opløst i små enheder, til mindre Colla-kongedømmer, som

var en konføderation af små stater. Aymaraernes forfædre havde et vidt udbredt handelsnet og

udvekslede deres afgrøder Quinoa og Chuno med majs og andre frugter, der ikke kunne gro i

højderne.

Side 6 af 46 – Generel tekst


_____________________________Moesgård Museum • Unesco Materialesamlingerne – Bolivia A

I 1400-tallet blev Collariget, under navnet Collasuyu, indlemmet i det ekspanderende Inkarige, som på

sit højeste strakte sig fra Chile i syd til Ecuador i nord. Alle de områder, som blev underlagt inkaen,

blev organiseret efter samme model. Man bibeholdte den gamle styreform, men de erobrede skulle

stille deres arbejdskraft til rådighed for Inkastaten og de officielle solkulter. Inden for landsbyerne blev

jorden delt op i tre områder, de to første blev dyrket kollektivt, men tilhørte henholdsvis staten og

præsterne. Udbyttet blev opmagasineret og anvendt til embedsmændenes eller præsternes underhold.

Den sidste del af jorden gik til de enkelte bondehushold. Den officielle leder blev inddraget i statens

administration, og området blev langsomt quechuaiseret. Inkaerne erobrede foruden Collariget også

de omkringliggende høje dale. Erobringen var så effektiv at efterkommerne i dag regner sig for at være

quechuabønder, - inkaernes efterkommere. Collaerne bibeholdte imidlertid deres eget sprog, haque

aru, og i stor udstrækning fungerede de oprindelige kongeslægter som administratorer under inkaerne.

Ved spaniernes ankomst år 1532, overtog de nye erobrere inkaernes administrative organisering, og

bønderne blev beskattet af deres afgrøder. Som et led i erobringsfasen blev de omvendt til katolicisme

- men under. Med tiden er der opstået en religionsform bestående af indianernes traditionelle religion

og den officielle statsreligion.

Området fik en central rolle i den spanske koloni, da de store sølvforekomster i Potosi blev opdaget.

Rigdommene flød til moderlandet og konsoliderede Spaniens magt. Sølvet fra Bolivia udgjorde en af

forudsætningerne for fremvæksten af den europæiske kapitalisme. Indianerne blev tvangsudskrevet til

det farlige minearbejde, en udbytning som i realiteten knuste den indfødte befolkning. Syv ud af ti døde

af kviksølvforgiftning i minerne. Man anslår, at befolkningstallet i Inkariget faldt med over otte millioner,

(fra ca. 8-12 millioner til èn lille million), i løbet af de første 30 år af erobringens første fase. Denne

katastrofe skyldtes både sult, mishandlinger, socialt kaos og de fremmede sygdomme, som indianerne

ingen modstandskraft havde overfor.

Traditionen for revolutioner og oprør er lang. Collaerne gjorde modstand allerede mod Inkaerne og

siden gang på gang mod det spanske kolonioverherredømme. I 1567 blev den sidste inka, tupac

Amaru, henrettet i Cuzco, Peru, som leder af den store modstandsbølge i erobringsfasen.

Indianeroprørerne forsatte dog stadig. I 1782 ledte Julian Apasa, under dæknavnet Tupac Katari,

sammen med sin kone Bartolina Sisa, modstandskampen blandt aymaraerne i det nuværende Bolivia.

Alle modstandsfolkene blev henrettet efter årelange kampe mod den spanske regeringsmagt, og de er

i dag folkehelte for den bolivianske bondebefolkning.

Som det sidste land på det sydamerikanske kontinent blev Bolivia i 1825 uafhængigt. Det blev opkaldt

efter befrielseshelten Simon Bolivar, som blev landets første præsident. Republikkens indførelse

medførte imidlertid ingen forandringer for den store indianske befolkning. En lille elite, bestående af

godsejere og mineejere, styrede sammen med hæren og det spanske borgerskab landet i et jernhårdt

greb. Middelklassen stod svagt og oligarkiet gjorde udbytningen værre for indianere, som blev holdt

udenfor politisk indflydelse. Stemmeretten var forbeholdt dem, som talte og skrev spansk (en lov som

først for nylig blev ændret). Fra at være frie tributpligtige borgere blev indianerne gjort til fæstebønder

på storgodserne. Indianere har kæmpet længe imod denne overmagt, og landet har været præget af

politisk ustabilitet og social uro; fra 1825 til 1952 fandt der omkring 2000 bondeoprør sted.

Først ved revolution i 1952, blev de koloniale feudale strukturer og magtforhold væltet. De nye

ændringer betød, at indianerne blev inddraget aktivt i samfundsopbygningen. De fik stemmeret,

minerne blev nationaliseret, hæren blev opløst, undervisningen blev gratis og en omfattende

jordreform, som afskaffede godsejerne, blev gennemført. Samfundet ændrede sig radikalt, men

revolutionen førte ikke til en løsning af landets sociale og økonomiske problemer. Tinminerne var i en

elendig forfatning, og Bolivia var afhængig af stormagternes teknologi og kapitaltilførsel. Det gamle

oligarki indgik i det nye borgerskab, og USA købte sig ind både i militæret og i den nye overklasse,

som manglede national ansvarsfølelse. Et nyt klassesamfund udviklede sig, hvor bondeklassen kom til

at stå nederst. Bolivias historie igennem 60'erne, 70'erne og 80'erne udviklede sig til en kamp om

revolutionsarven, hvor landet har været stærkt præget af de skiftende militærregeringer, som kuppede

sig til magten.

Ved jordreformens gennemførelse organiserede bønderne sig i syndikater for derved lettere at få

jorden tilbage. Igennem tiderne fungerede disse organisationer mere eller mindre som magthavernes

allierede, men i 1979 dannede aymaraerne et nyt syndikat, Moviemiento Revolucionario Tupac Catari,

opkaldt efter den indianske frihedshelt. Dette nye syndikat har flere gange vist sin styrke bl.a. i 1979,

hvor det i protest mod regeringens økonomiske politik, spærrede vejene totalt, så byerne ikke modtog

Side 7 af 46 – Generel tekst


_____________________________Moesgård Museum • Unesco Materialesamlingerne – Bolivia A

madvarer. Aymaraerne har dannet partier og kæmper en kulturel kamp, for genindførelse af

tawantinsuyu og de gamle moralske og etiske værdier.

AKTUELLE POLITISKE OG ØKONOMISKE SITUATIONER

Siden 1982 har Bolivia for første gang i sin historie haft en civil regering, som har afløst hinanden ved

demokratiske valg. Efter de mange års kaotiske politiske tilstande brød landets økonomi sammen.

Under den første demokratisk valgte regering, opstod en hyperinflation på over 8.500 % på årsbasis.

Regeringen stoppede inflationen ved en økonomisk hestekur i tæt samarbejde med Verdensbanken.

Den neoliberalistiske politik har betydet, at de offentlige udgifter i stærk modstrid med 52-revolutionens

idealer, er blevet nedprioriteret. Det internationale fald på tinpriserne betød, at minesektoren blev

afnationaliseret, arbejderne fyret og sundheds- og uddannelses-sektorerne decentraliserede samtidig

med, at subventioneringen af fødevarer forsvandt. Denne økonomiske politik fortsætter trods bred

social uro i form af strejker og stor utilfredshed i middelklassens rækker. Hestekuren har medført store

sociale omkostninger for befolkningen: reallønsfald, arbejdsløshed samt en voksende sektor af uformel

økonomi. Den illegale handel med kokain er derfor udbredt. Det formodes at eksporten af kokain

overgår landets samlede legale eksportindtægter.

Levefoden er faldet, og Bolivia hører stadig til de fattigste lande i Latinamerika. Regeringens

økonomiske stramning har betydet en katastrofal forværring af befolkningens sociale og økonomiske

situation, som især har ramt samfundets laveste klasser - herunder indianerne. Lav- og

højlandsindianerne har i de senere år indgået flere og flere alliancer, men der er stadig alvorlige

problemer. Bolivia har mange odds imod sig så som en kæmpe udlandsgæld, stor børnedødelighed,

fattigdom og et ineffektivt bureaukrati. Danmark har flere private nødhjælpsorganisationer, som er

aktive i Bolivia. Igennem mange år har regeringen herhjemme ydet statslån, og i 1993 blev Bolivia

valgt som et af DANIDAS modtagerlande. Fremover vil en stor procentdel af DANIDA-støtten til Bolivia

til indianerne. Hvilke projekter, der skal have støtte, er endnu ikke afgjort.

Ved det sidste valg i 1993 indgik den valgte præsident Gonzalo Sanchez de Lozada en

regeringsalliance med aymaraindianers parti. Victor Hugo Cardenas blev valgt som aymaraindianer og

blev derved den første aymaraindianer ,som har siddet så tæt på magten. Hans valgperiode sammen

med indianeren Rigoberta Menchu, som blev nobelpristager, skabte håb for mange, og det er blevet til

en symbolsk sejr for indianerne og den indianske identitet, selvom vicepræsidenten i sit daglige virke

befinder sig langt fra deres verden. Over hele Bolivia ses de indianske symboler, som bliver brugt af

mange forskellige samfundsgrupper. De er alle en del af en fælles fortid med indianske rødder.

Hvornår den enkelte er indianer, klæder sig som indianer og tænker som indianer er spørgsmål med

mange svar, som vi håber samlingen kan give.

SAMFUNDET

Indianernes samfundsstruktur er en evig balancegang mellem individ og fællesskab. Den kosmiske

verden er en parallel til den verdslige verden. I denne holistiske verdensanskuelse ser mennesket sig

selv som et mikrokosmos, der fungerer socialt og fysisk efter de samme principper som i makrokosmos.

På aymara oversættes begrebet helbred med suma jakana, som betyder at leve værdigt. At

være rask er ikke kun ensbetydende med et godt fysisk helbred, det er at kunne gennemføre sine

daglige pligter og deltage i det fælles sociale liv i samfundet. Så længe man arbejder holder, man sig

rask og rørig. Samfundsnormen bygger på en høj moral, hvor ærlighed og arbejdsomhed er dyder,

som sættes højt. Dovenskab opfattes som direkte sygdomsfremkaldende, og kan medføre knuder i

kroppens led, ligesom kedsomhed får kroppen til at svulme op. Bare det at være sengeliggende øger

risikoen for depressioner og angstneuroser.

Samfundet bygger på ayllu strukturen, en jordejende enhed, hvorigennem bøndernes kollektive

ejendomsret til et afgrænset geografisk område, stadfæstes. Aylluen har en fælles politisk ledelse, og

medlemmerne realiserer forskellige former for kollektivt arbejde. Igennem århundreder har denne

samfundsform fungeret beskyttende. Aylluen har været en urokkelig social enhed, der har modstået

inkaerne, kolonitiden og republikken. Selv den dag i dag fungerer aylluen som en slags autonom stat i

det bolivianske samfund, hvor nationalstatens embedsmænd rangerer på række med aylluens

selvvalgte autoriteter.

Side 8 af 46 – Generel tekst


_____________________________Moesgård Museum • Unesco Materialesamlingerne – Bolivia A

Ayllu-medlemmerne bor inden for et afgrænset jordområde, som kaldes for marka. Jorden distribueres

igennem en blanding af individuel og kollektiv ejendomsret og deles op i tre kategorier: Den individuelt

ejede jord, som man arver retten til. Dette privatejede område kunne i lang tid ikke sælges ud af

aylluen. Med jordreformen fik familierne imidlertid ret til at pantsætte eller sælge jorden frit. Der er

derfor gradvist sket en større social differentiering af fattige næsten jordløse bønder, og de velstillede

familier i landsbyerne, da de hårdt pressede bønder har set sig nødsaget til at sælge ud af deres jord

til de mere velstillede familier eller indgå - strategisk set - gode ægteskaber.

For aymaraerne er jorden ensbetydende med friheden, hvorfor mange bønder lader deres slægtninge

dyrke jorden for dem (mod andel i afgrøderne), hvis de forlader fællesskabet. I byerne er bønderne

ude af de traditionelle systemer og er nødt til at supplere de trange kår med fødevarer hjemmefra. Selv

en ringe høst er bedre end intet. Denne stærke følelse af samhørighed med jorden er imidlertid ikke

kun af økonomisk karakter, også de mere velstående aymaramedlemmer, som er emigreret, bevarer

kontakten til deres fødested. De husker landsbyens mærkedage og kommer derfor jævnligt på besøg.

Foruden den individuelle jord har hver familie ret til afgrøderne fra det fælles jordområde. Retten til

dette forpligter bønderne til at deltage i fællesskabets forsamlinger og systemer. Den fælles ejede jord,

er de højeste områder. Her fungerer den dårligst tænkelige landbrugsmæssige jord som pastorale

områder.

Mange højlandsbyer forsøger at klare sig selv ved politisk og økonomisk at danne en fælles front imod

omverdenen. Men aymarauniverset er ikke længere et statisk samfund, som kan isolere sig helt mod

udefrakommende nye tendenser. Påvirkningen fra det ydre "hvide" samfund ses blandt de yngre. Her

er der tale om en gradvis afvikling af kulturen, fordi det især er denne generation, som er tvunget til at

migrere til de større byer, for at søge andre indtjeningsmuligheder. De unge bringer nye værdier med

sig tilbage, som kan skabe konflikter i lokalsamfundene. Uoverensstemmelserne kommer især til

udtryk i sociale og religiøse relationer. De unge har ofte en anden opfattelse af samfundsstrukturerne,

hvilket giver konflikter omkring ledelsesformerne, idet de vigtigste poster i samfundet traditionelt set, er

domineret af de ældste mænd.

Hver landsby udgør en lokalafdeling af det nationale bondesyndikat, hvor landsbyens leder, Mallku,

ofte samtidig er generalsekretær i bondesyndikatet. Bondesammenslutningen spiller en stor rolle, og

den er meget aktiv rent politisk. Den fungerer som et mindre forum, hvor man tager problemerne

omkring agrarproduktionen op. Det kan være alt fra gravning af vandingskanaler, mægling i

jordstridigheder og at formulering af landsbyens ønsker og behov overfor de centrale myndigheder.

Bønderne er tæt forbundet i et net af tjenester og modydelser, for i aymarabøndernes verden,

eksisterer individet kun i kraft af helheden. Bøndernes økonomi er primært baseret på

subsistenslandbrug og kvægavl. De afgrøder, som dyrkes, er oprindelige plantearter ,som bønderne

har tilpasset højderne: quinoa (chenopodium quinoa), oca (oxalis tuberosa) papa lisa (ullucus

tuberosus) og canahua (chenopodium pellidicaule). Det er primært kornprodukter, kartofler, rodfrugter,

majs og hestebønner, hvoraf kartoflen - med over tre hundrede varianter - er den vigtigste afgrøde, og

en dårlig kartoffelhøst kan få katastrofale følger.

Af husdyr holdes enten køer, får, lamaer, høns eller marsvin. Kvægbestanden er den vigtigste. Ofte

ejer familierne kun en enkel ko eller to køer, som bruges i markarbejdet. Mælken forarbejdes til oste,

som forhandles på markedet. Fårebestanden leverer uld til beklædning, og lamaerne bruges som

lastdyr. Høns og marsvin er store delikatesser, æggene sælges eller byttes videre og marsvinene

indgår som en rituel gave f.eks. ved bryllup og i visse sygdomsbehandlinger. Bønderne supplerer

endvidere med lidt fiskeri i søen, men p.g.a. dårlige fiske- og opbevaringsmuligheder, udgør fiskeriet

ikke et vigtigt tilskud til den daglige kost. Bønderne indgår ligeledes i et større markedssystem. Alle

landsbyerne er knyttet til hinanden i et større netværk med hver deres markedsdage, som udgør en

stor del af indianernes sociale liv.

Samfundet er opbygget omkring et kollektivt værdisystem, hvor man igennem et væld af økonomiske

og sociale udvekslingsrelationer, udveksler værdier, som en sikkerhed for den sociale eksistens.

Denne interne organisering af landsbyen væver indianerne sammen i et mønster af tjenester og

modydelser. De vigtigste af disse kollektive institutioner er: minka, mita og aini. Minka-minga er en

økonomisk institution, der kan opfattes som en tilpasset arbejdsmetode til det tidkrævende landbrug i

de stenede bjergegne. Det er en form for betalt arbejde, der træder i kraft ved såning og høst. Alle

mødes "frivilligt" for at deltage i fællesarbejdet hos en enkelt familie. Denne familie giver til gengæld

Side 9 af 46 – Generel tekst


_____________________________Moesgård Museum • Unesco Materialesamlingerne – Bolivia A

maden. På quechua betyder Minka mad, og den fælles spisning er obligatorisk for minkaarbejdet. Man

vil altid blive budt på et måltid mad. Igennem minkainstitutionen har man mulighed for at låne

arbejdskraft, til at bede andre om en tjeneste, mod betaling af et måltid mad.

Mita eller faena, som det også kaldes på spansk, er obligatorisk deltagelse i offentligt arbejde. Hver

familie har pligt til at stille sig til rådighed et bestemt antal dage om året, for at udføre fællesarbejde for

hele aylluen. Det kan være veje som bliver repareret, broer, skolebygninger o.l. Aini-systemet er et

reciprokt udvekslingssystem, hvor man låner af hinanden. Det kan være alt fra fødevarer til

arbejdshjælp. Senere betaler man tilbage i nøjagtig samme mønt. Arbejder man f.eks. for en bonde på

en kartoffelmark, opvejes forholdet af de kartofler, man får, når bonden høster. I det øjeblik en person

hjælper en anden, står den første i afhængighedsforhold til giveren, indtil forholdet er ophævet ved at

betale pantet tilbage. Det er en vekselvirkning, hvor giverens og modtagerens status, svinger. Ainien

kan tolkes som starten på social ubalance, men forholdet giver samtidig en mulighed for at yde igen.

Ved rejsningen af en ny skolebygning, som regeringen havde givet nabolandsbyen, forærede

bønderne således regeringsrepræsentanterne en vædder, så var forholdet ophævet. Ainiforholdet

sætter bønderne i stand til at låne midler til større udgifter, f.eks. i forbindelse med helbredelsesritualer.

Da der ikke eksisterer faste regler for tilbagelevering, er systemet en stor hjælp for familierne i særlig

belastede situationer. Gennem disse kollektive institutioner hjælper indianerne hinanden. Dette

gensidighedsprincip er samfundets aksel.

Selvom quechua- og aymara-indianerne tilsammen udgør den største befolkningsgruppe, har de

politisk ringe indflydelse i samfundet. Regeringsmagten ligger i hænderne på en lille hvid overklasse.

Den politiske magt er baseret på et hierarkisk sæt af tætte nedarvede sociale relationer, hvorigennem

der skabes adgang til både økonomiske og politiske ressourcer. Bønderne står uden for dette system

af hierarkiske relationer, og opfatter det som et fænomen, de ingen indflydelse har på. Deres

samfundsstruktur adskiller sig fra den herskende klasses, hvilket betyder at bønderne er isolerede

både politisk og økonomisk, da de generelt er overset, når det gælder om at få del i de sociale goder.

Bønderne er derfor nødt til at sikre sig økonomisk igennem et sindrigt netværk af personlige relationer

på alle niveauer. De rette forbindelser sikrer adgang både til en højere social position og til en

økonomisk forsikring. Adgangen til ressourcerne i samfundet, herunder også sundhedssektoren,

bygger på politiske og økonomiske strukturelle forbindelser. Dette skaber en skæv fordeling af

samfundets få goder, og bønderne er derfor som led i en overlevelsesstrategi, tvunget til at indgå

sociale alliancer, for at sikre sig på længere sigt.

En aymara- eller quechua-bonde kan kun skaffe sig økonomiske fordele eller adgang til magtens

domæne igennem et af samfundets ressourcegivende institutioner så som compadrazgo- eller cacerasystemet.

Derfor indgår man flere sociale alliancer ad gangen. For de højlandsbønder, som integrerer

sig i bykulturen, er betydningen af flere systemer ekstra vigtige. De eneste muligheder disse bønder

har for at klare sig i storbyen, er, at indgå alliancer med compadrazgosystemer med personer i de

højere samfundslag. Compadrazgo-systemet er oprindeligt spansk. Det blev grundlagt i middelalderen,

med udspring i den katolske tro. Indianerne i Sydamerika var tvunget til at videreføre dette system, da

befolkningen i løbet af det første kvarte århundrede af erobringsfasen, blev drastisk reduceret - over 8

millioner døde. De overlevende måtte indgå rituelle slægskabsalliancer for at klare sig.

Igennem gudfaderinstitutionen sikrede bønderne sig socialt, åndeligt og økonomisk, da der ved

barnedåben indgåes rituelle slægtskabsrelationer imellem det nyfødte barn og gudforældrene, samt et

imellem barnets forældre og gudforældrene. De udvalgte padrinos (gudforældre) forpligter sig til at

hjælpe deres ahijado (gudbarn) økonomisk under opvæksten og varetage barnets opdragelse i tilfælde

af at forældrene bortfalder. Det er derfor vigtigt at etablere et compadrazgo-forhold til potentielle gode

padrinos, økonomisk velstillede personer og derved sikre sit barn de bedste vækstbetingelser og rette

sociale relationer fra starten. Samtidig indgås der et rituelt slægtskab imellem barnets forældre og

barnets gudforældre.

Igennem compadrazco-systemet indgår de to compadres i et livslangt gensidigt udvekslingsforhold,

som vedvarer, selv om gudbarnet dør. Personen opnår en ny status ved at blive enten madrina eller

padrino. Der er således både tale om en overgangsrite for barnet, der døbes, og for gudforældrene,

som bliver optaget i forældrenes slægtskabskategori. Efter at forholdet er indgået tiltaler man symbolsk

hinanden med den høflige betegnelse compadre/comadre. Til gengæld - for gudforældrenes ydelser -

opnår de en ærefuld position i slægten, og de har krav på at blive behandlet bedre end andre

tilstedeværende ved enhver lejlighed.

Side 10 af 46 – Generel tekst


_____________________________Moesgård Museum • Unesco Materialesamlingerne – Bolivia A

Compadrazgo-systemet kan indgås på flere niveauer (med forskellig betydning) alt efter ens sociale

tilhørsforhold. Markedskvinderne indgår for eksempel ofte alliancer med hinanden, for at styrke deres

venskab. Compadrazgo-relationerne udvider altså personens netværk og indflydelse i samfundet, og

de etableres strategisk og plejes varsomt. De er meget ofte det eneste bånd en bonde kan trække på i

byerne, enten i tilfælde af videreuddannelse i hovedstaden, eller i tilfælde af lægebehandling på de

større hospitaler i byerne. Indianerne har yderligere udvidet systemet til at sponsorere hinandens

fester. De vælger gudfædre til kager, bryllupsringe, indvielsesfester m.m. På den måde har alle en

chance for at klare sig, selvom de ikke er økonomisk velstillede.

RELIGION

I missionskirken

bræger omvendte indianere

svenske salmer

på spansk til en hangud

i fjerne himle.

Udenfor ved de bedre: moder vor,

siger de, du som er i jorden.

(Malinowski)

Universet består af to halvdele, som holdes op imod hinanden, sol/måne, mand/kvinde, dag og nat.

Denne dobbelthed går igen i opfattelsen af det gode og det onde, da alt og alle indeholder begge

kræfter. Verden er bygget over en balanceret dualisme, hvor ethvert individ eller begreb berettiger og

forklarer den andens eksistens.

De traditionelle aymarasamfund hviler på en religiøs grundholdning, der har sit udspring i indianernes

verdensbillede, og som gennemvæver lokalsamfundene. Indianernes kosmiske univers er krævende

og befolket af potentielle, farlige kræfter. Hele universet opfattes som en stor levende organisme, hvor

Pachamama og mennesket gensidigt sikrer hinandens kontinuitet. Bønderne opdyrker jorden, føder

guderne og skænker det kosmiske univers frugtbarhed. De guddommelige kræfter sikrer til gengæld

menneskets reproduktion. Guderne har menneskelige træk, ånderne og Pachamama tørster, drikker

og spiser ligesom mennesket selv, - derfor ofrer man til dem. Hver gang man åbner et møde, indvier et

nyt hus, køber en større ting, fester sammen eller arbejder i marken ofrer man altid først et par dråber

alkohol til Pachamama.

I indianernes verdensbillede er intet tilfældigt. Selv atmosfæriske forhold som dårligt vejr, har en årsag,

der skal søges blandt menneskene. Klimatiske svingninger, sne, regn, hagl, lyn skyldes en

menneskelig brist (en overtrædelse), som har forstyrret balancen mellem kosmos og mennesket. Er

høsten slået fejl et år eller ødelægger et haglvejr afgrøderne, er det en menneskelig synd, som er

årsagen hertil. Hele samfundsstrukturen hviler på et harmonisk ligevægtsforhold, såvel på et

individuelt plan som samfundet og individet imellem. Det er vigtigt at ære de overnaturlige kræfter i det

daglige, for at forhindre at de slipper deres hævngerrige kræfter løs. Dette harmonibegreb, hvor alt og

alle er indeholdt i en fuldstændig livsproces, brydes ved konflikter på det ydre eller indre plan. For at

opretholde samfundets orden må konflikterne derfor forhindres igennem et forebyggende arbejde.

Det kosmiske univers er til stede overalt i det geografiske område, og aymarabønderne befinder sig i

et brændpunkt for de sakrale kræfter, da de lever i verdens midtpunkt og er ofre for åndernes evige

kampe. Gennem de religiøse ritualer, tilkalder man ånderne, og tilbyder dem et symbolsk måltid mad i

form af en offerpakke og et forsoningsritual, som tak for den beskyttelse, de har ydet. Glemmer man

dette, synder man imod et af samfundets gyldne regler, og ligevægten i den kosmologiske eller fysiske

verden forstyrres. Et forsoningsritual kan vare en hel dag, og det er en stor social begivenhed, hvor

alle medlemmer af fællesskabet deltager. De rituelle handlinger under offerprocessen udføres af

landsbyens traditionelle helbredere, og de sikrer frugtbarhed og velfærd for alle. Hvis man ikke

deltager i det fælles forsoningsritual udgør det en trussel for resten af bondesamfundet.

Der er tale om agrarritualer, som udføres både kollektivt og individuelt. Selve agrarcyklussen kan deles

op i tre store epoker: den tørre tid, fra omkring juni/juli til august måned, hvor man tilsår jorden og

udfører små individuelle offerhandlinger til pachamama, for at bede om en god høst. Regntiden, fra

omkring august til januar, hvor afgrøderne vokser, og man ofrer individuelt eller kollektivt til

tordenguden og pachamama. Man beder om beskyttelse af afgrøderne. Endelig er der den kolde tid,

Side 11 af 46 – Generel tekst


_____________________________Moesgård Museum • Unesco Materialesamlingerne – Bolivia A

omkring februar til april/maj, hvor høsten skal i hus, og der udføres et stort kollektiv offerritual som tak

for dette års høst.

Metaforisk udtrykkes august måned som det tidspunkt, hvor bjergånderne er mest sultne. De har

munden åben i hele august og den skal fyldes godt op. Derfor er ritualerne overdådige i august

måned. Der bliver samlet ind til offerhandlingen og alle bidrager med ingredienser. Cigaretter,

cocablade og alkohol. Embedsmændene kommer med de store offergaver som f.eks. får. Ritualet er

en bekræftelse af det fælles kosmologiske grundlag, men bøndernes forskellige status udtrykkes

gennem samme. Offerpakkens vigtigste ingredienser er det dulce misa, alkohol og maden, som

bønderne kalder for deres carino (kærlighed eller omsorg). Hvis man er på besøg hos hinanden og

endnu ikke er blevet budt noget af værten, siger man gerne "der er ingen carino på dette sted". Ved at

ofre mad og drikke til pachamama viser bønderne deres kærlighed til gudinden.

Ritualerne finder ofte sted i overensstemmelse med agrarcyklusen eller på de katolske helligdage som

påske, pinse, karneval, allehelgensdag m.m. Ritualernes motiver er varierede, men gennemgående

foretages de for at udveksle et rituelt måltid mad til gengæld for afgrøderne. Dette gøres for at sikre sig

en god høst i fremtiden eller for at sone en overtrædelse af samfundets spilleregler. Ved siden af disse

præventive aktiviteter, foretager bønderne sig mange andre handlinger, som er knyttet til den daglige

samfundskontrol.

Eftersom hele samfundsstrukturen er baseret på kollektiv deltagelse, må der nødvendigvis ske en

stærk social kontrol, hvor ethvert forsøg på afvigelse eller adskillelse fra normen og resten af

samfundet, sker på bekostning af de andre. Samfundsnormen bygger derfor på en høj moral, hvor

ærlighed og arbejdsomhed er dyder som sættes højt. Det traditionelle aymara moralkodeks kommer

klart til udtryk i tre forbud: du må ikke stjæle, lyve, eller være doven. Essensen af denne

verdensopfattelse bliver, at jorden kun gror, når verden hviler i sig selv. Som menneske må man

respektere alt liv og garantere livets forsatte beståen, ved at give noget igen for sit jordiske udkomme.

Det er derfor i alles interesse, at der foregår en skarp social kontrol blandt aymarabønderne.

Den kristne mission - både den katolske og protestantiske – har, igennem mange hundrede år, forsøgt

at omvende de oprindelige folk i Sydamerika, til den kristne tro, udfra missionens oprindelige definition.

De historiske omstændigheder ved missionærarbejdet, samt især den katolske kirkes brutale

omvendelsesforsøg og de mange nye evangeliske sekter, som vinder frem i Latinamerika, har medført

en religiøs mangfoldighed. På trods af dette brogede spirituelle udbud, var og er missionen

kulturbestemt og baseret på missionærernes egne kulturmønstre. Den kristne religion er en del af den

vestlige verdens verdensopfattelse, og vores kultur og samfundsmodeller ligger langt væk fra de

oprindelige folkeslags. Den katolske tro er i dag statsreligion i hele Sydamerika og de mange etniske

grupper har gradvis tilegnet sig de katolske elementer, og integreret dem i deres eget verdensbillede

og traditionelle religion. Derved har de oprindelige folk både forsøgt at skabe kontrol over de kristne

udtryksformer, og samtidig er mange etniske grupper, medlemmer af den katolske eller evangeliske

kirke.

Side 12 af 46 – Generel tekst


_____________________________Moesgård Museum • Unesco Materialesamlingerne – Bolivia A

Genstandsliste

___________________

Oversigt:

Husholdningsgenstande

Landbrug

Gadehandel

Beklædning

Mad

Skolemateriale

Religion

Legetøj

Bøger

___________________

Husholdningsgenstande:

BOL.A. 1

Tæppe

Sengetæppe af uld. Indianerne dækker sig med mange lag tæpper, fordi husene ikke er opvarmet.

Kvinderne væver oftest familiens egne tæpper. Dette er dog fabriksfremstillet og købt på markedet i La

Paz.

BOL.A. 2

Natpotte

Natpotte af blik. På landet har man ikke vand eller toilet indlagt. Om dagen går man på de fælles

toiletter eller ud i bjergene. Om natten går man helst ikke ud alene og derfor står der altid en natpotte

under sengen. Når natpotten går i stykker reparerer man den, som her med en strimmel stof.

BOL.A. 3

Lampe

Petroliumslampe. Hvis man ikke har elektricitet indlagt bruges petroliumslamper om aften. Lampen er

lavet af en gammel dåse.

BOL.A. 4

Lysestage

Lysestage lavet af en gammel dåse. Bruges til stearinlys.

BOL.A. 5

Træske

Træske. Bruges som spiseredskab, til suppe eller til at røre sucker rundt i te eller kaffe. Skeerne er

hjemmelavede.

BOL.A. 6

Træske!

Som BOL.A. 5

BOL.A. 7

Ske

Stålske. Spiseske købt på markedet, anses for finere end træskeerne.

BOL.A. 8ab

Pande + ske

Aluminiumspande og fritureske. Panden er lavet af genbrugsmaterialer, fritureskeen er købt på

markedet. Bruges til at friturestege kartofler, kød m.m.

BOL.A. 9

Kniv

Side 13 af 46 – Genstandsliste


_____________________________Moesgård Museum • Unesco Materialesamlingerne – Bolivia A

Urtekniv. Bruges til at skrælle kartofler, løg eller majs. Hjemmelavet.

BOL.A. 10

Kop!

Blikkop. Drikkebæger til te, kaffe og vand. Fremstillet i Kina og er meget populære.

BOL.A. 11ab

Kop

Plastkop. Koppen er meget populær som drikkekrus, især til børn. De sælges med margarine i.

BOL.A. 12

Tallerken

Bliktallerken. Bruges til hovedretten. Tallerken har været brugt til suppe, indtil den måtte repareres.

BOL.A. 13

Tallerken

Keramiktallerken. Bruges til suppe. Den er fremstillet lokalt.

BOL.A. 15

Gryde

Aluminiumsgryde. Bruges til madlavning. Den er købt på markedet og anses for finere end

keramikgryderne.

BOL.A. 16ab

Morter

Morter. Bruges til at pulverise majs, chili, tomater. Ethvert husbrug har et par stykker, denne er lavet af

granit.

BOL.A. 17

Spand

Plastikspand. Anvendes til vand, som man ofte må hente uden for huset eller til at hente den lokale

majsvin chica i. Indianerne elsker spande i klare stærke farver, spanden er fabriksfremstille og købt på

markedet.

Landbrug:

BOL.A. 18

Reb

Gummirem. Lavet af et gammelt traktordæk. Remmen er hjemmelavet og bruges til at tøjle dyrene

med.

BOL.A. 19

Tov

Nylonstov. Bruges til at tøjle dyr, oppakning med. Fabriksfremstillet og købt på markedet.

BOL.A. 22ab

Hakke

Hakken er det mest brugte landbrugsredskab. Både mænd og kvinder bruger hakken. Ofte hakker

kvinderne jorden til og fjerner sten på marken inden mændene pløjer.

BOL.A. 23

Kniv

Høstknive. Bruges til at høste majs, græs eller korn med.

BOL.A. 24

Kniv

Som BOL.A. 23

Gadehandel:!

Side 14 af 46 – Genstandsliste


_____________________________Moesgård Museum • Unesco Materialesamlingerne – Bolivia A

BOL.A. 25

Kurv

Kurv, til at transportere varer i. Oftest køber man en kurvfuld tomater, majs, frugter og bruger kurven

som måleenhed.

BOL.A. 26

Vægt

Vægten bruges til almindelig gadehandel. Blylodderne som hører til er hjemmelavede, når man

handler ligger man varen på den ene vægtskål og vejer af med lodderne i den anden vægtskål.

Lodderne er på 1 libra, 450 g., ½ libra på 200 g, 1/4 libra på 50 g., 1 onza på 20 g. og ½ onza på 10 g.

BOL.A. 27a-e

Lodder

Lodder til vægt (BOL.A. 26)

BOL.A. 28

Taske

Nylonstaske. Meget populær indkøbstaske, som bruges når man tager på marked og handler ind.

BOL.A. 29

Lotteri

Gadelotteri med legetøj. Der følger en pose lodder med lotteriet. Man køber lotteriet samlet på

markedet og sælger lodderne enkeltvis.

! ! !

Beklædning:

BOL.A. 30

Hat

Strikket hue. Huerne er hjemmelavede, de strikkes af ældre mænd og bruges af drenge og mænd. Tit

under en hat.

BOL.A. 31ab

Vanter

Vanter. Hjemmelavede vanter. I Andesbjergene er det koldt og man må bruge både hue og vanter for

at holde varmen.

BOL.A. 32ab

Sko

Sandaler. Mange børn går barfodede, men den første sko er gerne sådan en model.

BOL.A. 33

Sko

Laksko. Denne model er meget populær blandt unge piger. De fremstilles i Chile, men sælges på

markedet. Skoene bruges når man skal til byen, til fest. Aymarakvinderne bruger skoene uden

strømper.

BOL.A. 34

Sko

Makkeren til BOL.A. 33

BOL.A. 35

Poncho

Denne sorte poncho bruges af ældre damer. Før i tiden gik alle med brune eller sorte naturlige farver.

BOL.A. 36

Sjal

Uldsjal, der bruges af kvinderne som frakke. Først tager man sin bluse og trøje på og ovenover sjalet,

som knyttes foran med brocher.

Side 15 af 46 – Genstandsliste


_____________________________Moesgård Museum • Unesco Materialesamlingerne – Bolivia A

BOL.A. 37

Sjal

Nylonsjal til fint brug. Bruges over blusen ved festlige lejligheder.

BOL.A. 38

Forklæde

Forklæde. Både derhjemme eller på gaden anvender kvinderne dette forklæde over deres skørter og

bluser, for at beskytte tøjet. Man ifører sig forklædet ved at stikke hovedet igennem det firkantede hul

foroven, armene igennem hullerne til siderne og binder det tilsidst bagpå.

BOL.A. 39

Skørt

Underskørt til brug under nederdelen. De bindes i siden. Man anvender altid sæt bestående af tre

skørter. Det største yderst, det mellemste i midten og det mindste inderst. Kvinderne er berømte for

deres mange skørter, til fester er der prestige i at iføre sig 10-20 skørter ovenpå hinanden. Ofte vejer

de op til et par kilo hver især.

BOL.A. 40

Skørt

Som BOL.A. 39

BOL.A. 41

Skørt

Som BOL.A. 39

BOL.A. 42

Hat

Bowlerhatten anvendes af aymarakvinderne. Hvornår de har taget skikken til sig ved ingen, men alle

kvinder bruger den.

BOL.A. 44

Nederdel

Nederdel som bæres ovenpå alle underskørterne.

BOL.A. 45

Skørt

Underskørt til finere brug.

BOL.A. 46

Pung

Damepung. Kvinderne gemmer deres penge fra gadesalget i denne strikkede pung. De bærer den

mellem brysterne, hvor ingen kan stjæle den ubemærket.

BOL.A. 47

Bluse

Damebluse. Bæres sammen med skørterne og nederdelen. Bluserne er altid maskinfremstillet og købt

på markedet.

BOL.A. 49

Poncho

Børneponcho til små piger når de bliver ældre bruger de sjal i stedet for.

BOL.A. 50

Hat

Herrehat som bæres oven på den strikkede hue med øreklapper.

BOL.A. 51ab

Sko

Til daglig bruger de fleste indianere sko lavet af brugte bildæk. De er billigere, slidstærke og af

genbrugmateriale.

Side 16 af 46 – Genstandsliste


_____________________________Moesgård Museum • Unesco Materialesamlingerne – Bolivia A

BOL.A. 52

Bukser

Herrebukser. Fløjs- eller cowboybukser er moderne blandt mændene.

BOL.A. 53

Skjorte

Nylonskjorte til herrer. Under trøjen og ponchoen eller jakken har de fleste mænd nylonskjorter på.

BOL.A. 54

Poncho

Poncho til mænd.

BOL.A. 55

Taske

Skuldertaske til mænd. Tasken er vævet og bruges til cocablade m.m.

BOL.A. 56

Underbukser

Underbukser til mænd. Hvert år nytårsaften bør man bære et par nye røde underbukser, det bringer

held i kærlighed.

BOL.A. 57

Underbukser til kvinder.

BOL.A. 58ab

Bluse & nederdel

Damebluse og nederdel.

BOL.A. 60

Trøje

Herretrøje. Mændene bærer disse maskinfremstillede trøjer over skjorten.

BOL.A. 61ab

Jakkesæt

Mørkt jakkesæt til bybrug eller fest. Til daglig går mændene klædt i skjorte og bukser, men når de skal

ind til byen, på offentlige kontorer, i skole eller til fest, byder etiketten at man bærer jakkesæt. De

købes brugte på overskudslagre af tøj fra USA og Europa.

BOL.A. 62!

Slips

Slips som hører til jakkesættet.

BOL.A. 63

Strømper

Herrestrømper fra Taiwan. Til daglig bruger mændene ikke strømper, men når de tager til byen kan de

finde på at bruge disse sammen med et par laksko.

BOL.A. 64ab

Sko

Sko af bildæk til daglig brug, her til en kvinde.

BOL.A. 65

Bærestykke

Det maskinvævede stykke stof bruges til at bære alt i. Kvinderne bærer babyerne på ryggen, indtil de

kan gå, varer, brænde m.m. Hvis de ikke har noget at bære på, bruger de bærestykket som pynt over

sjalet. Mænd kan også godt anvende bærestykke.

!

BOL.A. 66

Hat

Hue til mænd, bæres under hatten.

Side 17 af 46 – Genstandsliste


BOL.A. 67

Poncho

Barneponcho som børnene traditionelt har båret.

BOL.A. 68

Ble

Ble lavet af en gammel tøjstrimmel. Barnet svøbes i dette tøjstrimmel inderst og derefter i flere lag uld,

inden det bæres på ryggen. Bleen har været brugt til forsendelse bagefter.

BOL.A. 69

Svøb

Moderne babysvøb. Fremstilles i Taiwan, børnene svøbes i dette i stedet for ponchoen. Og bæres på

ryggen.

BOL.A. 70

Kyse

Kyse til småpiger.

BOL.A. 71

Svøb

Ved hjælp af dette bælte svøbes babyerne ind i lag efter lag af stof. Bæltet holder stramt på alle

lagene.

BOL.A. 72

Kasket

Kasket til mænd. Mange mænd smider de traditionelle strikhuer, når de kommer ind til byen og bærer i

stedet for kasketter.

BOL.A. 73

Tæppe

Hjemmevævet stofstykke, som bruges til at spå i. Man lægger tarokkort, eller cocablade på stoffet og

ser fremtiden. Stoffet bruges også til at pakke mad ind i.

Mad:

_____________________________Moesgård Museum • Unesco Materialesamlingerne – Bolivia A

BOL.A. 75

Majs

Sorte tørrede majs. Majsen lægges i blød eller bruges til suppe. De plukkes af kolben og stødes eller

spises direkte fra kolben.

BOL.A. 76

Majs

Ristede majskorn eller popcorn.

BOL.A. 77

Majs

Som BOL.A. 75. Men hvide.!

BOL.A. 78

Bønner

Tørrede, ristede bønner som spises som slik.

BOL.A. 79

Korn

Quinoa (Chenopodium quinoa) er en gammel kulturplante, som i lang tid har været en af de vigtigste

afgrøder i andeslandene. En nær slægtning af denne planteart er hvidmelet gåsefod, som vi kender

herhjemme. Quinoa adskiller sig fra andre kornsorter, ved ikke at være en græsart, som f. eks. rug og

hvede. Planten er rig på protein og både dens frø og blade bruges i husholdningen. Kornene tilberedes

ligesom ris. Disse er vaskede.

Side 18 af 46 – Genstandsliste


_____________________________Moesgård Museum • Unesco Materialesamlingerne – Bolivia A

BOL.A. 80

Korn

Uvaskede quinoakorn.!

BOL.A. 81

Bønner!

Tørrede hestebønner. Bønnerne koges og spises sammen med kogte kartofler og ost med chili.

BOL.A. 82

Bønner

Tørrede soyabønner, stødes og bruges i supper eller sovs.

Skolemateriale:

BOL.A. 83

Hat

Studenterhat. Bruges af studenter til afslutningsfesten.

BOL.A. 84

Skjorte!

Drengeskjorte. Bruges som skoleuniform sammen med mørke bukser.

BOL.A. 85

Slips

Slips. Bruges sammen med skoleuniformen. (Se bilag 3).

BOL.A. 86

Kjole

Skoleuniformer til piger, bruges sammen med emblemer, som varierer fra skole til skole. (Se bilag 2).

BOL.A. 87ab

Kjole

Skoleuniform + broche. Se BOL.A. 86

BOL.A. 88

Mappe

Dokumentmappe. Bruges af unge mænd som skoletaske, til kontor, højere uddannelse m.m.

BOL.A. 89

Mappe!

Plastikbind, hvori man opbevarer sin løse ark eller kladdehæfter.

BOL.A. 90

Skoletaske

Rygsæk med reklame fra Hawaii, bruges som skoletaske.

BOL.A. 91a-c

Kort

Tre kort over Bolivia og Sydamerika.

BOL.A. 92!

Penalhus

Penalhus med superman på.

BOL.A. 93a-e

Dukker

Påklædningsdukker som viser de traditionelle klædedragter rundt omkring i Bolivia.

BOL.A. 94

Side 19 af 46 – Genstandsliste


_____________________________Moesgård Museum • Unesco Materialesamlingerne – Bolivia A

Bog

Historiebog

BOL.A. 95

Bog

ABC-skrivebog for børn i de små klasser.

BOL.A. 96

Bog

Atlas over Bolivia

BOL.A. 97

Bog

Lærebog i engelsk.

BOL.A. 98

Hæfte!

Kladdehæfte med motiv fra en skiløber.

BOL.A. 99

Bog

Lærebog i skrivning.

BOL.A. 100

Bog

Lærebog for 3. kl., basisbog med matematik, spanskundervisning, historie m.m.

BOL.A. 101

Bog

Skolesangbog, bruges i musikundervisningen eller om morgenen når børnene starter skoledagen med

sang.

BOL.A. 102

Bog

Ordbog fra spansk til aymara og quechua. De fleste børn taler kun et af indianersprogene, når de

starter i skolen. Læreren taler ofte kun spansk, så børnene må bruge ordbogen flittigt for overhovedet

at kunne følge med.

BOL.A. 103

Bog

Undervisningsbog.

BOL.A. 104

Mappe

Hæfte til at sætte løse blade ind i. Anvendes som ringbind. Motivet er to børn med vestligt tøj på.

BOL.A. 105

Mappe

Hæfte til at sætte løse blade ind i. Anvendes som ringbind. Motivet er med Julio Englesias, som er en

højt skattet sanger.

BOL.A. 106

Pisk

Bruges til at afstraffe børnene med, hvis de er ulydige eller ikke kan deres lektier.

Hygiejne og personlig pleje:

BOL.A. 107

Spejl

Håndspejl til piger.

Side 20 af 46 – Genstandsliste


_____________________________Moesgård Museum • Unesco Materialesamlingerne – Bolivia A

BOL.A. 108ab

Hårelastik

Hårelastikker bruges til små piger, først når de bliver større, får de hårsnoren flettet ind i håret.

BOL.A. 109ab

Tandpasta

Tandpasta lavet på cocablade. Tandbørste og tandpasta bruges mest af unge indianere eller i byerne.

Alligevel har mange indianere stærke tænder.

BOL.A. 110

Shampoo

Shampoo til hårvask. 5 gule, små plastikpakker.

BOL.A. 111

Sæbe

Sæbe som anvendes til tøjvask. Man gnider tøjet ind med sæben og skyller det ud i koldt vand.

BOL.A. 112

Børste

Børste til piger. Finere udgave, på landet bruges ofte hjemmelavede børster af grene.

BOL.A. 113

Kam

Kam. Hører sammen med BOL.A. 112.

BOL.A. 114

Vaskepulver

Vaskepulver bruges til at vaske tøj i hånden med.

BOL.A. 115

Hårklips

Hårklemmer til kvinder. 4 stk.

BOL.A. 116

Sæbe

Niveahåndsæbe bruges til at vaske hænder eller ansigt i.

BOL.A. 117

Shampoo

Shampoo lavet på cocablade. Bruges i byerne.

BOL.A. 118

Sikkerhedsnåle

Sikkerhedsnåle bruges til at hæfte skørter, sjaler, osv.

BOL.A. 119

Bleer

Engangsbleer, som bruges af de unge især i byerne. Bleerne er dyre at anskaffe og sælges derfor i

små pakker.

BOL.A. 120

Balje

Vaskebalje af plastik, bruges til opvask, tøjvask m.m.

BOL.A. 121

Balje

Blikbalje, som man traditionelt har brugt.

BOL.A. 123

Kam

Traditionel kam til at afluse håret med. Ved at rede håret igennem sikrer man at der ikke er lus.

Side 21 af 46 – Genstandsliste


_____________________________Moesgård Museum • Unesco Materialesamlingerne – Bolivia A

BOL.A. 124

Balje

Balje lavet af genbrugsmaterialer bruges til tøjvask.

Medicin og stimulanser:

BOL.A. 125

Medicin

Overlevelsesbreve med medicin mod diarre. Brevene indeholder salt og sukker som røres ud i vand.

Mange børn dør af diarre, fordi de ikke får væde nok.

BOL.A. 126

Cocablade

Tørrede cocablade. Cocaplanten er en hellig plante, som indgår i alle ceremonier og religiøse

aktiviteter. Indianerne tygger bladene. De lægger dem i munden sammen med en klump ligia, kalk. At

tygge coca uden ligia er som et æg uden salt.

BOL.A. 127

Ligia

Ligia fremstilles quinoa-planten, eller fra kogte kartofler som ligger i solen og bliver hårde.

BOL.A. 128

Amulet

Amulet i brugt vaccinationsglas.

BOL.A. 129

Amulet

Som BOL.A. 128

BOL.A. 130

Fjer

Condorfjer som bruges i den traditionelle medicin.

BOL.A. 131

Vaseline

Vaseline. Det indgår i ethvert husapotek.

BOL.A. 132

Pomade

Pomade af salat. Bruges i den traditionelle medicin til at indgnide patienten.

BOL.A. 134

Te

Cocate, drikkes som urtete mod højdesyge, mavepine m.m.

BOL.A. 135

Te

Urtete mode kvindesygdomme, som urinvejsinfektioner m.m.

BOL.A. 136

Søstjerne

Tørret søstjerne, indgår i den traditionelle medicin.

BOL.A. 137

Aspirin

Aspiriner som tages som smertestillende medicin.

BOL.A. 138

Tabletter

Hovedpinetabletter.

Side 22 af 46 – Genstandsliste


_____________________________Moesgård Museum • Unesco Materialesamlingerne – Bolivia A

BOL.A. 139

Hostemedicin

Hostemedicin som især bruges til børn (Kun indpakning).

BOL.A. 140

Medicin

Alka Setlzer, piller som tages mod forstoppelse.

BOL.A. 143

Cigaretter

Hjemmelavede cigaretter. Rulles i hånden og købes på markedet. Cigaretter ryges ved religiøse

lejligheder eller af mænd og kvinder i byerne

Religion og ønskegud: (se tekstafsnit om ønskeguden)

(Miniting)

BOL.A. 144

Butik

Butik med købmandsvarer, købt på ønskemarkedet. Alle varerne er kopier af rigtige madvarer. Til den

store ønskefest fremstiller butikkerne minikopier af fødevarer, kageæsker, cigaretter, oliedunke m.m.

BOL.A. 145

Computer

Ønsketingene kan godt være af højteknologisk karakter, som denne lille hjemmecomputer.

BOL.A. 146

Engangsbleer

Engangsbleerne er meget dyre, men eftertragtede fordi det er lettere at bruge, de tøjstrimler som

babyerne normalt svøbes ind i skal vaskes og bleges.

BOL.A. 147

Trillebør

Når man bygger hus skal man ofte køre mange poser cement eller andet byggemateriale, så er en

trillebør godt at have.

BOL.A. 148a-e

Mursten

Mange indianere ønsker at bygge deres huse af mursten i stedet for de soltørrede lersten adobe.

BOL.A. 149

Cementsæk

Indianerne ønsker sig hus bygget af cement i stedet for lerhuse. De laver gulve af cement i forskellige

farver, vægge m.m. Her er en pose cement fra ønskemarkedet.

BOL.A. 150

Stålwire

Denne stålwire er god at have når man vil bygge.

BOL.A. 151

Cementsæk

Som BOL.A. 149.

BOL.A. 152a-b

Blikplader

Blikplader til tagbeklædning er ønskværdige i stedet for stråtag.

BOL.A. 153a-b

Hakke

Uden en hakke til at arbejde med i jorden er indianerne hårdt stedt. Derfor ønsker mange sig sådan

en.

Side 23 af 46 – Genstandsliste


_____________________________Moesgård Museum • Unesco Materialesamlingerne – Bolivia A

BOL.A. 154

Skovl

De færreste har råd til en skovl, men ønsker sig en til at grave med.

BOL.A. 155a-b

Træstolper

Hvis man skal bygge et nyt stort hus må man have træstolper. Træ er dyrt, det vokser ikke oppe på

højsletten, men nede i dalområderne.

BOL.A. 156

Dunke

Madolie købes i store dunke til husholdningsbrug. Næsten al mad frituresteges i olie og mangen en

husmoder kunne tænke sig et par dunke olie.

BOL.A. 157a-m

Komfur

Hvis man laver mad over åben ild til daglig ønsker man sig et gaskomfur. Indeni er det fyldt med

diverse potter og pander lavet af genbrugsmaterialer.

BOL.A. 158

Køleskab

Indianerne har tørret deres madvare for at opbevare dem. Et køleskab kræver strøm og er dyrt at

anskaffe, men det er også en del af ønskemarkedets materielle drømme.

BOL.A. 159

Kande

Denne kande er en kopi af en servante. Den er fin at have til at hælde vand med.

BOL.A. 160

Spand

Spanden er finere end de gamle alkoholdåser og også meget populær på ønskemarkedet.

BOL.A. 161

Vægt

Vægten er til at veje handelsvarerne af på.

BOL.A. 162a-b

Blender

På blenderen kan man lave frugt og grønsagsdrikke. Hvis man har en blender kan man stille sig op på

gaden og sælge grønsagsdrikke. Blenderen kan på den måde forøge ens fortjenestemuligheder og er

et hit på ønskelisten. Den er lavet af et brugt vaccinationsglas.

BOL.A. 163

Køkkenskab

Dette lille køkkenskab eller glasvitrine står i forretningerne fyldt med varer. Mange kvinder driver et lille

udsalg i deres hus og ønsker sig en glasmontre til varerne.

BOL.A. 164

Rivejern

Til husholdningsbrug

BOL.A. 165a-c.

Tallerkener

3 stk. nye tallerkener af blik, kopi af dem man importere fra Kina, noget som mange ønsker sig.

BOL.A. 166

Madkasse

Transportable madgryder som bruges til at fragte varm mad hen på arbejdet, hvor manden er midt på

dagen, i minen eller marken.

Side 24 af 46 – Genstandsliste


_____________________________Moesgård Museum • Unesco Materialesamlingerne – Bolivia A

BOL.A. 167

Skål

En ny skål til husholdningsbrug.

BOL.A. 168a-b

Øse

Øse til madlavning.

BOL.A. 169

Tallerken

Nye bliktallerkener til hjemmet.

BOL.A. 170

Pande

En pande til at stege på, husholdningsredskaber er altid godt at have.

BOL.A. 171

Kande

Plastikkande til chichavin. Indianerne drikker chicha når de morer sig. Chicha er en gæret majsvin,

som altid serveres i denne plastikkande. Derfor ønsker mange sig denne lille kande, som et symbol på

fest, glæde og chicha.

BOL.A. 172

Gasblus

Dette lille gasblus vinder indpas i den private husholdning. Det er lettere at lave mad over gasblus end

ved åben ild. For det er svært at skaffe brænde. Til gengæld er det dyrt at købe gas, som sælges i små

flasker.

BOL.A. 173a-b

Gryde

Aluminiumsgryderne med låg til husholdningsbrug er i høj kurs og ønskes af alle.

Religion og offerritual:

BOL.A. 174

Røgelseskar

BOL.A. 175

Sukkerfigurer

Til offerritualer

BOL.A. 176

Figur

Fedtstensfigur af Pachamama

BOL.A. 177

Amulet

Amulet i fedtstensfigur, forestiller en frø som symbolisere sundhed.

BOL.A. 178

Amulet

Amulet i fedtstensfigur.

BOL.A. 179

Spillekort

Tarokkort som bruges til at spå i.

BOL.A. 180

Sten

Rituelle sten.

Side 25 af 46 – Genstandsliste


_____________________________Moesgård Museum • Unesco Materialesamlingerne – Bolivia A

BOL.A. 181

Myrra

Myrra som bruges til offerceremonier.

BOL.A. 182

Røgelse

Røgelse som bruges ved offerceremonier. Importeret fra Brasilien.

BOL.A. 183

Røgelse

Som BOL.A. 182.

BOL.A. 184

Offergenstand

Nødder, lamauld, slik til offerritualer.

BOL.A. 185

Sukkerfigurer

Sukkerfigurer til offerritualer.

BOL.A. 186

Offergenstand

Pindsvinpigge som bruges i traditionel medicin.

BOL.A. 187

Flag

Det traditionelle flag whipala, som tilhører aymara og quechuaindianerne. Flaget er helligt og

symbolisere de gamle kulturer. Hver farve og felt er relateret til indianernes verdensopfattelse og

samfundsstruktur. Det er bygget diagonalt op af syv forskellige farver, som gengiver teorien om

balancen i tilværelsen. Hvert af de 49 felter symboliserer årets gang og indianerne bruger det som

kalender.

(Miniting)

BOL.A. 188

Lastbil

Denne lastbil med varer symboliserer en anden ønskedrøm som mændene har. At eje en lastbil giver

rigdom, for så kan man køre rundt med varer eller personer mod betaling.

BOL.A. 189a-b

Figur

Denne figur forestiller den gavmilde El Ekoko ønskegud. Rundt om halsen har han alle sine varer

hængende. Man skal huske også at give ham en ny ting fra ønskemarkedet hvert år, ellers har man

ikke en chance for at ønsket går i opfyldelse.

(Miniting slut)

Legetøj:

BOL.A. 190

Puslespil

Puslespil af træ der forestiller Bolivias våbenskjold. Det bruges i skoleundervisningen eller af børn i

byerne.

BOL.A. 191

Dukke

Stofdukke som forestiller en aymaramand. Dukken fremstilles især til turistbrug, men børn på landet

leger også med stofdukker.

BOL.A. 192

Side 26 af 46 – Genstandsliste


Dukke

Stofdukke som forestiller en aymarakvinde.

BOL.A. 193

Bæger

Raflebæger og terninger. Mændene mødes på værtshusene og spiller terningespil over et glas chica

eller øl. Yatsy er meget populært.

BOL.A. 194

Bold

Hoppebolden bruges af store piger 8-14 år. Man sætter ringen fast om den ene fod og svinger snoren

rundt, mens man hopper med den anden.

BOL.A. 195

Dukke

Barbiedukke fra Taiwan. Barbiedukken er meget udbredt, alle piger leger med dem. Dette er en af de

billigste udgaver man kan få.

BOL.A. 196a-h

Soldater + vogne

Militærlegetøj. Plastikdukker fra Taiwan er drengenes foretrukne legetøj. De stiller dem op i rækker på

jorden og leger krig med hinanden.

BOL.A. 197

Bog

Børnebog med kendte fabler, den sidste historie handler om Skønheden og Udyret. Bogen bruges af

børn fra middelklassen.

BOL.A. 198

Blad

Barbieblad. Seriehæftet kommer fra Chile, men er udbredt over det meste af Sydamerika. Det er især

piger fra middelklassen som køber det. Bladet indeholder artikler om europæisk mode, opskrifter, samt

historier med barbiedukkerne.

Turistting:

Disse genstande fremstilles ofte med henblik på turister, nogle af tingene bruges dog også hjemme.

BOL.A. 199

Figur

Træfigur som forestiller en dansende mand i aymaradragt. Det sælges til turister, men bruges også

som pynt i hjemmet.

BOL.A. 200

Figur

Træfigur af dansende aymarakvinde.

BOL.A. 201

Smykkeskrin

Smykkeskrin af tin. Tin er et af Bolivias mange mineraler og anvendes til mange formål. Skrinet sælges

både til turister og bruges hjemme som pynt.

BOL.A. 202

Tallerken

Tintallerken. Den er udsmykket med våbenskjold og sælges til turister eller bruges som pynt hjemme.

Det medfølgende stativ er til at stille tallerkener op ad. Man må aldrig lægge noget på den, da det vil

være vanhelligelse af våbenskjoldet.

Bøger:

_____________________________Moesgård Museum • Unesco Materialesamlingerne – Bolivia A

BOL.A. 203

Side 27 af 46 – Genstandsliste


_____________________________Moesgård Museum • Unesco Materialesamlingerne – Bolivia A

Jordens Folk nr. 2, årgang 1993.

BOL.A. 204

Jordens folk nr. 3, årgang 1978

BOL.A. 205

Kontakt nr. 4, årgang 1989/1990

BOL.A. 206

”Fra coca til kokain. En skæv historie”, af Joep Oomen, et. al., Geografforlaget.

BOL.A. 207

”Kys mig meget. En rejse i Latinamerikansk musik”, af Dirrit Saietz og Michael Mogensen, MS.

BOL.A. 209

Jordens Folk nr. 3, årgang 1993

BOL.A. 210

”Sydamerika i kort og tal”, af Jens Lohmann.

BOL.A. 211

”Ridser i Guds hud”, artikelsamling, Kirkernes U-landsoplysning.

BOL.A. 212

”I djævelens fodspor – et portræt af Bolivia”, af Rene Jacobsen, IBIS

BOL.A. 213

Bolivia, kuppet og indianerne”, af Kirsten Paludan, Folkekirkens Nødhjælp.

BOL.A. 214

Magasin om Bolivia

Side 28 af 46 – Genstandsliste


_____________________________Moesgård Museum • Unesco Materialesamlingerne – Bolivia A

Billedserie 1: Dagligdag blandt Aymara-indianere

Dias nr. 1

Højsletten ligger i 4000 meters højde mellem Andesbjergkædens folder. Det er et barskt område, hvor

jorden er hård at dyrke, men alligevel bor her godt en million aymaraindianere.

Dias nr. 2

Kvinderne arbejder i jorden sammen med mændene; hun passer huset, laver mad og tager sig af

børnene. I Bolivia er det kvinderne, der holder hjulene gående.

Dias nr. 3

Børnene er forældrenes håb. Aymaraerne opdrager deres børn til at komme væk fra det hårde

landbrug. Men indtil da må de hjælpe til hjemme.

Dias nr. 4

Indianerne bor i landsbyfællesskaber, som kaldes communidades. Efter jordreformen i 1953 fik de

deres jord tilbage fra godsejerne. Jordstykkerne er ofte spredt på flere marker, som man ikke altid bor i

nærheden af.

Dias nr. 5

De bygger deres huse af soltørrede ler blandet op med jord og halmstrå.

Dias nr. 6

Her ser i lerstenene, som kaldes for adobe.

Dias nr. 7

Kernefamilien er den vigtigste enhed i samfundet. Børn, forældre og bedsteforældre bor sammen.

Dias nr. 8

De dyrker jorden i fællesskab og hjælper hinanden.

Dias nr. 9

Redskaberne er ofte hjemmelavede, ligesom dette lille segl.

Dias nr. 10

De ældre bliver hjemme og passer på huset, mens konen og manden pløjer marken. Alle er ikke så

heldige at have en okse til rådighed, så trækker de selv.

Dias nr. 11

Af og til har man traktorer, men jorden er dyrket i terrasser, hvilket vanskeliggør brugen af moderne

landbrugsteknik.

Dias nr. 12.

Bonden må på vandring med sin plov.

Dias nr. 13.

Kvinderne tager også sin tørn.

Dias nr. 14

Længere nede af højsletten er dalområder, som er frodige. Her græsser får og køer. Mange indianere

sørger for at have jord flere steder på bjerget, således at de kan supplere afgrøderne. Jorden på

højsletten er god til at dyrke kartofler og kornprodukter i, mens man i dalene kan dyrke citrusfrugter,

grøntsager m.m.

Dias nr. 15

Af husdyr holder man lamaer, får og køer. Dyrene slagtes dog kun ved særlige lejligheder.

Dias nr. 16

Børnene hjælper til med at vogte, og det er rart at kunne ride hjem efter at havde været ude i marken

hele dagen.

Side 29 af 46 – Diasserie 1


_____________________________Moesgård Museum • Unesco Materialesamlingerne – Bolivia A

Dias nr. 17

Mødrene bærer deres børn på ryggen, indtil de er næsten to år, og det næste barn i rækken kommer.

Børnene er altid trygge.

Dias nr. 18

Babyerne bliver svøbt i lag på lag; barnet her er en pige, hvilket kan ses på ørenringene. Der er ikke

mange børn, som bruger sut.

Dias nr. 19

Pigerne opdrages til at hjælpe til. De passer mindre søskende, laver mad, spinder og væver.

Dias nr. 20

Kvinderne får mange børn, hvilket er en beskyttelse mod alderdom. Bolivia har den højeste

børnedødelighed i Latinamerika - 7 ud af 10 dør (til sammenligning dør 1 ud af 10 i Danmark).

Dias nr. 21

Tøjet vaskes i hånden, det kræver knofedt og læres fra starten. Her er det antropologens datter, der

tager sin tørn.

Dias nr. 22

Pigerne går, hvis de får mulighed for det, i skole, men oftest kun i fem år.

Dias nr. 23

Pigerne går med deres vandfade på vej ned til floden eller vaskestedet.

Dias nr. 24

Vogterdrengene passer på landsbyens dyr oppe på bjergtoppene. Man siger, at de små børn fødes af

bjerget og hører til deroppe. Hvis de dør inden de bliver døbt, skal de begraves på bjerget.

Dias nr. 25

Senere, imens de vokser op, fører deres vej dem længere ned af bjerget og ud i livet. Cyklen er et

fortrukket køretøj.

Dias nr. 26

Man ser aldrig en kvinde, der ikke laver noget. Aymaraerne spinder, selv mens de går.

Dias nr. 27

De væver deres tøj selv ved hjælp af en fladvæv, som sættes fast med fire stokke i jorden.

Dias nr. 28

Ved siden af hjælper de til i marken, de fjerner sten eller hakker i jorden.

Dias nr. 29

Mændene hjælper også til med at lave mad; her vaskes frysetørrede kartofler, chunos. Maden består

mest af kartofler og bønner. Til festlige lejligheder spiser man marsvin, de smager sødt som kaninkød.

Dias nr. 30

Marsvinet kommer fra Andesbjergene, herfra blev det bragt med spanierne til Europa. Når vi fortalte at

marsvinet er et kæledyr i vores kultur, og at mange børn har det i et lille dyr med legetøj m.m., grinede

de i flere dage og sagde, at de hvide mennesker altid har været fulde af løgn, men det var en god

historie.

Dias nr. 31

Meloner

Dias nr. 32

Der er altid marked et sted og kvinderne vandrer med deres varer. Fra gammel tid af har lamaer været

lastdyr. Her bruges et æsel.

Dias nr. 33

Side 30 af 46 – Diasserie 1


_____________________________Moesgård Museum • Unesco Materialesamlingerne – Bolivia A

De kendte ikke til hjulet i gamle dage, men havde et højt udviklet postsystem, hvor indianerne løb

stafet. Kureren afleverede den mundtlige besked til næste og i løbet af et par dage, kunne man sende

et budskab fra Bolivia til Ecuador. I dag tager det et par uger, hvis man er heldig.

Dias nr. 34

Indianerne er vant til at vandre for vejen er lang. Ofte går de 20-25 kilometer på en dag.

Dias nr. 35

På markedet sælger de deres egne produkter og køber tropiske varer med hjem såsom chili og

citroner.

Dias nr. 36

Her sælger kvinderne korn og quinoa en form for gåseurt, som er meget proteinfyldt.

Dias nr. 37

Hvert hjem laver en form for husflid. Denne kvinde syr nederdele, som hun sælger.

Dias nr. 38

Markedet er et samlingssted, hvor man mødes og ser hinanden an. På de forskellige klædedragter kan

man se, hvem der er bekendte med byen.

Dias nr. 39

For at lave en butik, lægger man bare sine varer på en melsæk eller et bærestykke på jorden.

Kvinderne er dygtige til handel.

Dias nr. 40

Bolivia har intet havområde, men midt i bjergene ligger der en stor sø Titicacasøen.

Dias nr. 41

Der er frugtbart ved søen. Her vokser kaktusblomster, - dens frugter er rige på c-vitaminer.

Dias nr. 42

På søen fanger man ørreder og småfisk.

Dias nr. 43

Indianerne kan ikke svømme. På grund af vandets dybde er det altid koldt, og der findes ingen andre

steder, hvor man kan lærer det. Hvis båden kæntrer drukner man.

Dias nr. 44

Før i tiden brugte man sivbåde. I dag ligger de mest til pynt. Af og til sejler børnene i dem og leger med

dem.

Dias nr. 45

Thor Heyerdahl sejlede over Stillehavet i en sivbåd, der blev bygget af aymaraindianerne. Her er vi på

besøg hos bådebyggeren.

Dias nr. 46

Alle landsbyerne har en central plads, hvor folk mødes. Det er en bystruktur, som spanierne indførte.

Dias nr. 47

De lavede også pavillioner i europæisk stil, som bliver brugt til stævnemøder.

Dias nr. 48

Indianerne bor spredt rundt i bjergene, men de kommer ind på pladsen, når de skal til byen.

Dias nr. 49

I byen bor smeden, hvor man kan få repareret sin trillebør eller cykel.

Dias nr. 50

Side 31 af 46 – Diasserie 1


_____________________________Moesgård Museum • Unesco Materialesamlingerne – Bolivia A

Ved siden af det officielle politiske system i Bolivia har indianernes deres eget. Malkuèn, den øverste

ledende, bliver valgt for et år af gangen. Staven om halsen viser at han er Malku.

Dias nr. 51

Mange må drage ind til byerne, fordi landbruget er urentabelt. Den billigste måde er at rejse med

lastbil.

Dias nr. 52

Taget er lastet med fragt og vejene er tit dårlige. I regntiden kører man gennem vand det meste af

tiden.

Dias nr. 53

Mange af busserne er gamle skolebusser fra USA, På Titicacasøen sejler der også en gammel dansk

færge.

Dias nr. 54

I hovedstaden La Paz bor der en million mennesker. Byen ligger i en dalsænkning.

Dias nr. 55

De fattige tilflyttere bor i udkanten af bjergsiden El Alto. Jo længere ind mod byens midte man bor og jo

bedre klimaet er, desto dyrere er det også.

Dias nr. 56

Oppe i el alto holder indianerne deres markeder ligesom ude på landet.

Dias nr. 57

Der er stor arbejdsløshed, og man må være opfindsom. Her arbejder de med en lille produktion af

koste.

Dias nr. 58

I centrum findes der mange koloniale huse. Der løber en stor hovedgade gennem byen, som alle

sidegaderne munder ud i.

Dias nr. 59

Indianerne klarer sig ved gadesalg, som denne kvinde, der sælger ristede majs i et vandfad.

Dias nr. 60

Her har en gammel kone slået sig ned som slagter.

Dias nr. 61

På det store marked i byen kan man købe alt: konserves fra Tulip med skinke er højt værdsat.

Dias nr. 62

De fleste potter og pander er lavet af genbrugsmateriale. Intet går til spilde, men anvendes igen og

igen.

Dias nr. 63

Mange kvinder driver en lille slikbod, som kvinden i den blå kiosk. Mand og børn arbejder også - ellers

kan familien ikke skaffe mad.

Dias nr. 64

Mange må sætte sig i vejkanten ved siden af bilerne.

Dias nr. 65

Kvinderne er opfindsomme, når det gælder gadesalg. Her er det glaserede æbler, som sælges under

en fest.

Dias nr. 66

Turisterne sætter pris på indianernes håndværk og mange får således en ekstra indkomst. I Bolivia er

de hjemmelavede produkter ikke velsete. Man vil helst købe vestlige ting.

Side 32 af 46 – Diasserie 1


_____________________________Moesgård Museum • Unesco Materialesamlingerne – Bolivia A

Dias nr. 67

Den eneste måde at komme ud af fattigdommen på, er, at lære noget. Kvinderne får undervisning i

maskinskrivning.

Dias nr. 68

1/3 af landets befolkning kan ikke læse, og når man skal have skrevet vigtige papirer, må man hen til

skriverne.

!

Dias nr. 69

Bolivia har haft over 200 militærkup, siden det rev sig løs fra Spanien. I de sidste 10 år har der været

demokratisk valgte regeringer, men de har overtaget et fattigt land.

Dias nr. 70

For at rette op på økonomien har verdensbanken bestemt, at de må gennemføre en hestekur. Det

giver store sociale nedskæringer, som går udover de fattigste, hvorfor der er mange demonstrationer.

Dias nr. 71

Her demonstrerer indianerne med deres traditionelle flag, whipala. Det hellige flag er blevet et symbol

på deres kamp mod uretfærdigheden.

Side 33 af 46 – Diasserie 1


Billedserie 2: Identitet

1.

Machu Pichu ligger i dag som flotte ruiner i Perus bjerge. Et minde om den højtudviklede kultur, som

landet havde, før spanierne erobrede området. Byen var tempelområde for inkaerne, - et sted, hvor

indianerne trak sig tilbage til og gemte sig under koloniseringen.

2.

Inkariget spredte sig over Chile i syd til Ecuador i nord. Det var fuldt udbygget økonomisk, socialt,

politisk og strukturelt. Dette har holdt sig til vore dage. Her er en tegning af den sidste inka, lavet af

den indianske historieskriver Guaman Poma.

3.

Inkaernes erobringspolitik var omfattende, og det lykkes dem at få underlagt sig alle de

omkringliggende kulturer. Colla`erne boede i det nuværende Bolivia, og de havde deres højkultur

omkring Tiawunako-templet. I dag er Tiawunako symbol for aymaraindianerne - den kultur, de har haft i

årtusinder.

4.

Tiawunako-templet stod i ruiner, da spanierne fandt det, men man ved at den traditionelle religion, med

hellige præster, sol- og måneguden, blev dyrket her. Figuren, som er afbildet, forestiller en af

præsterne.

5.

Indianernes skatkamre var fulde af guld, som de forarbejdede til smykker. Guldet blev deres skæbne. I

deres tørst efter rigdom, slagtede spanierne millioner af indianere og koloniserede deres kultur. Man

talte om, at der kunne bygges en bro fra Bolivia til Spanien, af det pureste guld.

6.

Efterkommerne af de rige inkaer, lever i dag i forarmede forhold, som f.eks. denne mor, der tigger det

daglige brød til sine børn.

7.

På trods af 500 års undertrykkelse, har de ikke givet op, men forsætter deres kamp for at leve. De har

svært ved at finde ud af, hvem de er. At være indianer er mange ting.

8.

Hun er også efterkommer af inkaerne. Spanierne forbød kvinderne at gå i deres traditionelle kjoler, og

påbød dem i stedet at iføre sig nederdel og bluse ligesom de spanske bondekvinder. Klædedragtens

sammensætning har ikke ændret sig ret meget, men tilbehør og variationer viser etniske tilhørsforhold.

9.

Mændenes dragter varierer og er mere vestligt prægede, hvorimod kvinderne bibeholder deres

nederdele og kjoler.

10.

Aymarakvinde til fest.

11.

Kvinderne iklæder sig forklæde for at beskytte tøjet, når de arbejder.

12.

Mange indianere drager ind til byen, men arbejder alligevel som hyrder.

13.

Forældrene gør meget ud af at klæde børnene i vestligt tøj. Her har drengen fået kasket, bukser og

trøje på, mens moderen stadig har sit traditionelle tøj på.

14.

_____________________________Moesgård Museum • Unesco Materialesamlingerne – Bolivia A

Side 34 af 46 – Diasserie 2


_____________________________Moesgård Museum • Unesco Materialesamlingerne – Bolivia A

Her ses forskelligheden i tøjet.

15.

De er alle indianere uanset klædedragt.

16.

De er alle indianere uanset klædedragt.

17.

Lige siden kolonitiden har den herskende kultur været den europæiske. At være vestligt uddannet,

klædt i vestlig mode er beviset på at være dannet. Her er den rige familie fra byen kommet på besøg,

og de har deres egen tjenestepige med, som sidder yderst i billedet.

18.

Mange kvinder drømmer om at blive gift i en hvid brudekjole, som de har set, at vi gør i vesten.

19.

Coca-cola reklamepåvirkningen er massiv, - der drikkes 90.000 liter om dagen bare i La Paz.

20.

Disse piger er med på noderne. Deres påklædning, tasker og dukker viser drømmen.

21.

I legetøjsforretningerne, inde i byen, næres drømmen yderligere. Indianere, som ikke har ret meget

husgeråd hjemme, kan her stå og se på Barbie-legehuse.

22.

I skolen vælger man prinser og prinsesser en gang om året under en modeopvisning.

23.

Her ses prinsessen. Er hun Barbiepige eller indianer?

Side 35 af 46 – Diasserie 2


_____________________________Moesgård Museum • Unesco Materialesamlingerne – Bolivia A

Billedserie 3: Religion og tro i Andes

(Midlertidigt udgået)

Dias nr. 1

Spanierne erobrede verden med sværdet i den ene hånd og korset i den anden.

Dias nr. 2

Indianerne blev døbt under tvang. Nægtede de, blev de dræbt. Det fortælles, at den sidste inka fik

overrakt Bibelen af spanierne. "Lyt godt til Guds ord", sagde de. Inkaen, som ikke kendte til

skriftsproget, lagde Bibelen til øret, men hørte ingenting.

Dias nr. 3

"Det er en død ting", sagde han "den siger ikke noget". Som straf for vanhelligelsen blev han dræbt. I

løbet af de første 25 år af erobringen, mistede 8 millioner indianere livet.

Dias nr. 4

På trods af den blodige historie er 90 % af bolivianerne katolikker. Den katolske kirke har vundet

indpas i Latinamerika.

Dias nr. 5

Kirken og troen er en naturlig del af deres liv. Men den måde, indianerne blev omvendt på, har betydet,

at den nye tro ikke altid har fået vidtrækkende konsekvenser for deres traditionelle levevis.

Dias nr. 6

Katolicismen en dybt integreret i bolivianernes hverdag. Paven hænger troligt side om side med

kalenderpigerne.

Dias nr. 7

Der er med tiden opstået en sammensmeltning af den traditionelle og den officielle statsreligion. Den

katolske helgendyrkelse svarer f. eks. til de ritualer, indianerne udfører til deres guder.

Dias nr. 8

Tordenguden beskrives som en ridder, der farer gennem himlen på sin hest, bevæbnet med en

stenslynge. Lyden af slyngen udgør torden og de sten, som farer gennem himlen, er lynet. Den

katolske helgen Santiago el Mayor, svarer til denne beskrivelse, og mange indianere beder til ham.

Dias nr. 9

Pachamama er jordens og frugtbarhedens gudinde. Den hellige jomfru Maria har mange fællestræk

med moder jord. De er begge guddommelige mødre, som beskytter deres børn. Pachamama passer

på menneskene og jomfru Maria passer på det lille Jesus-barn.

Dias nr. 10

Ingen ved, hvordan moder jord blev undfanget, og Jomfru Marias undfangelse stiller indianerne sig

tvivlende overfor. Mange indianere beder til den hellige Pachamama, både i form af at ofre, og i form af

at de fremsiger den katolske trosbekendelse.

Dias nr. 11

Hver landsby har sin egen helgenfest. En af de kendteste er Virgen de la Candelaria, som fejres med

en kæmpefest i flere dage. Jomfruen bæres i procession rundt om kirkepladsen.

Dias nr. 12

Hele byen følger efter hende. Retten til at bære figuren går på skift, og betragtes som en stor ære.

Dias nr. 13

Præsten går med og velsigner alle verdenshjørnerne med vievand.

Dias nr. 14

Side 36 af 46 – Religion og tro i Andes


_____________________________Moesgård Museum • Unesco Materialesamlingerne – Bolivia A

Bagefter bæres jomfruen ind i kirken igen og anden del af festen, nemlig dansernes hyldest, kan

starte. De næste par dage hylder indianerne jomfruen ved at danse på kirkepladsen.

Dias nr. 15

I dansen identificerer de sig bl.a. med djævelen, der opfattes som en rar onkel, med dobbelte

egenskaber. Han er både ond og god.

Dias nr. 16

Kirken bliver også brugt til bryllupper. Den vestlige brudekjole med slør er meget eftertragtet.

Dias nr. 17

I den katolske kirke er det kun ved barnedåben, man står fadder. Indianerne har imidlertid indført det til

alle lejligheder. Man skaffer gudfædre til bryllupskager, brudekjoler, vielsesringe, eksamensfester m.m.

Dias nr. 18

Her er bryllups-gudfædrene. Indianerne var tvunget til at videreføre det katolske princip, da

befolkningen blev drastisk reduceret. Igennem det opbyggede indianerne forbindelser til økonomisk

velstillede personer.

Dias nr. 19

Igennem et sindrigt netværk af sociale forbindelser kan man sikre sig økonomisk. Her har brudeparret

fået pengesedler i gave, som kan bruges til hjælp med at etablere sig.

Dias nr. 20

Troen på korset er ældre end den kristne kirke. Meget få indianere ved, at Jesus døde på korset. De

opfatter det som et menneske med en hovedåre og et hoved.

Dias nr. 21

Døden er ikke enden på livet. Indianerne omtaler de døde, som de sovende. De dør, men er stadig

levende, for sjælen kommer tilbage igen.

Dias nr. 22

På gravstedet fester man på de dødes dag, - alle sjæles dag. Man medbringer mad og drikke og giver

først den dødes sjæl en smule, hvorefter man selv fester.

Dias nr. 23

Brødfigurer, brødbabyer m.m. kan købes på kirkegården.

Dias nr. 24

De sættes på gravstederne, som man pynter med friske blomster og papirklip i lilla og sorte farver,

som er symbol på døden.

Dias nr. 25

Ind i mellem dødefesten er der plads og tid til et lille hvil.

Dias nr. 26

I den traditionelle religion er alt helligt. Alt er levende og har sin egen stedånd. Indianerne opfatter

universet som en stor levende organisme. De opdyrker jorden, føder guderne og skænker det

kosmiske univers frugtbarhed. Guderne sikrer til gengæld menneskets frugtbarhed.

Dias nr. 27

Gudeverden tillægges menneskelige egenskaber, Pachamama. Moder jord tørster, drikker og spiser,

ligesom mennesket selv. Mennesket er derfor stærkt involveret i og afhængig af de love, som det

kosmiske univers sætter. Moder jord ærer man ved et rituelt måltid - en offerpakke.

Dias nr. 28

Guderne tilbydes symbolsk et måltid mad, som tak for de tjenester, de har ydet mennesket.

Offermåltidet købes på markedet eller gaden.

Dias nr. 29

Side 37 af 46 – Religion og tro i Andes


_____________________________Moesgård Museum • Unesco Materialesamlingerne – Bolivia A

Det består af ting fra mineralverden; tørrede frugter, nødder, sukkersager.

Dias nr. 30

Det indtørrede lamafoster er meget værdsat. Det lægges under et nyt hus, for at tilfredsstille sultne

stedånder, således at man sammen kan leve i fred og fordragelighed.

Dias nr. 31

Afhængig af offerritualets karakter udfører man det selv eller går til den traditionelle medicinmand

"Yatirien". Han er menneskets forbindelsesled til den åndelige verden. At være yatiri bliver man udvalgt

til, enten fordi man har specielle træk i håndens linjer ved fødslen, eller fordi guderne selv har mærket

én gennem lynnedslag.

Dias nr. 32

Af og til udfører man et fællesoffer til pachamama. For at sikre sig i fremtiden eller som bod på fælles

synder.

Dias nr. 33

Sålænge et barn ikke er døbt, tilhører det bjergånderne. En provokeret abort betragtes derfor som en

synd mod bjergguderne, der er blevet franarret deres barn. Som straf kommer bjergguderne forklædt

som hagl og henter barnet hjem. Sker det i nærheden af de frugtbare marker, ødelægges årets høst;

man samles derfor i fælles bøn for at bedre skaden.

Dias nr. 34

Offerpakken brændes i røgelseskarret og begraves bagefter i jorden. !

Dias nr. 35

El ekeko, ønskeguden. Hvert år den 24. januar hædrer man guden med et kæmpe marked, der varer i

3 uger.

Dias nr. 36

Her kan man købe alt det, man ønsker sig i miniatureudgave. Ønskerne er præget af materielle sager:

kolonialvarer, køkkengrej, biler, huse m.m. Der er ingen landbrugssager blandt ønsketingene, for der

er ingen, som ser en ønskværdig fremtid i at være bonde.

Dias nr. 37

I festens iver, må man ikke glemme, også at give ønskeguden en lille ting hvert år.

Dias nr. 38

Her er det moderne vestligt tøj, som er på ønskelisten. Efter at havde købt ønsketingene, ofrer man til

moder jord og ønskeguden. Hvis man behandler dem begge respektfuldt, går ønsket i opfyldelse.

Dias nr. 39

Hver den 24. i måneden får "El Ekeko" derfor en cigaret. Ritualerne udføres af alle uanset sociale og

religiøse tilhørsforhold. Mange personer, som forkaster deres indianske baggrund, ofrer også til de

traditionelle indianske guder.

Dias nr. 40

Præsidenten for Bolivia, Goni og La Paz kvindelige borgmester. Monica ofrer her sammen til

ønskeguden.

Dias nr. 41

Latinamerika er overvejende et katolsk kontinent, - protestanterne udgør kun 8 % ialt, i Bolivia. Først i

forrige århundrede, startede metodistkirken m.fl., med missionsvirksomhed. Mange nordamerikanske

bevægelser, såsom pinsebevægelsen er stærkt konservative.

Dias nr. 42

De nye trosretninger bryder kraftigt med den traditionelle religion og skaber store identitetsproblemer

blandt indianerne. Mange reflekterer over forholdet mellem kristen tro og traditionel kultur.

Dias nr. 43

Side 38 af 46 – Religion og tro i Andes


_____________________________Moesgård Museum • Unesco Materialesamlingerne – Bolivia A

"Min far og mor kendte kun deres egne guder. Jeg har også lært den kristne at kende, men jeg går

stadig op på bjerget og ofrer til mine egne guder, for at sikre verdens beståelse og vores fælles fred.

Selvom verden forandrer sig, tilhører jeg et tusindår gammelt folk med dybe religiøse rødder. Jeres og

vores religion er bare af forskellig majssort.

Side 39 af 46 – Religion og tro i Andes


Tekster til plancher, kort og fotostater

PLAKATER

1!

Planche af cocaplanten. Planchen bruges i skolen, til undervisning af egne landbrugsprodukter.

2!

Planche med væv til skoleundervisning.

3!

Planche med fædrelandets mange symboler som flag, våbenskjold, nationalblomst m.m. Bruges til

undervisning.

4

Planche til skolebrug. Motiverne er illustration af de mange helligdage i Bolivia: mors dag, militærets

dag m.m..

5, 6, 7, 8, 9, 10! !

Skoleplancher til løsbladsystemet. Plancherne forestiller symboler, bygninger, dragter og personer i

den gamle inkakultur. Bruges til historieundervisning.

11

Vægkalender med den tidligere præsident yderst til venstre, den nuværende i midten og

vicepræsidenten til højre.

12!

Kalender fra Coca-Cola. Man kunne få kalenderen, hvis man samlede kapsler.

13!

Reklame fra Coca-Cola. Plakaten fås ved at samle kapsler. Teksten lyder: "Vi skal altid være venner".

14!

Plakat fra sundhedsministeriet om hoste og lungebetændelse.

KORT

15

Kort over Bolivia

FOTOSTATER

16

Miniatureting til ønskefesten. Her kan man købe kolonialvarer, lige fra mel og mælkepulver til

toiletpapir. Hvis man køber en ting, ofrer til Pachamama og behandler ønskeguden respektfuldt, går

éns ønsker i opfyldelse.

17

Indianerne er altid på vej til markedet, til jordloddet eller til hjemmet. Ofte går man 20-25 km på en dag.

18

Hvor bowlerhatten kommer fra ved ingen. Men Aymarakvinderne har taget den til sig som deres egen.

De siger med et glimt i øjet, at når den sidder lige på hovedet, er de gifte; når den sidder på sned, er

de ugifte. Tit gør vinden dem ugifte!

19

_____________________________Moesgård Museum • Unesco Materialesamlingerne – Bolivia A

Side 40 af 46 – Tekster til plancher, kort og fotostater


_____________________________Moesgård Museum • Unesco Materialesamlingerne – Bolivia A

Blandt Aymaraindianerne er det kvinderne, som står for markedshandelen. På landet bytter man

landbrugsprodukter med hinanden eller sælger til faste kunder for klingende mønt.

20

Aymarakvinde iklædt traditionel dragt

21

Foto af Ekeko-figurer i gips.

Side 41 af 46 – Tekster til plancher, kort og fotostater


_____________________________Moesgård Museum • Unesco Materialesamlingerne – Bolivia A

Tipskupon

1) Du er pige på 8 år - ældste barn i en flok på 5. Du er født i Andesbjergene i Bolivia. Dine forældre er

quechuaindianere. De klarer sig af jorden og husdyrene, men har ingen indtægter. Går du i skole?

2) Du er endelig kommet i skole; I klassen er der 30 elever, fordelt på 1. 2. og 3 kl., som bliver

undervist samtidig, for skolen består af et klasselokale og en lærer. De andre elever kommer fra den

samme landsby som dig, nogle må gå langt, andre har en cykel. I taler indianersproget, quechua,

sammen i frikvarteret. Nu er du endelig kommet i skole, lærer du noget?

3) Du er heldig, dine mindre søskende er nu store nok til at varetage dine pligter hjemme, så du kan

forsætte i skolen. Du har lært spansk nok til at forstå, hvad undervisningen handler om, og du er forsat

fra underskole til mellemskolen. Til november slutter skoleåret og sommerferien starter. Består du

mellemeksamen, så du kan forsætte på et gymnasium?

4) Du er kommet til byen. Indtil nu har du gået i din moders hjemmevævede tøj, men herinde i byen,

går folk anderledes klædt. Mændene bruger jakkesæt og kvinderne cowboybukser, højhælede sko og

smarte bluser. Vælger du også at skifte dit tøj?

5) I er en familie, som bor i udkanten af La Paz, Bolivias hovedstad. Både konen og manden er

tilflyttere fra landet. Konen syr nederdele derhjemme, som hun sælger rundt omkring på

markedspladserne. Manden er arbejdsløs, men sælger lotteri, sikkerhedsnåle og karameller på

gaderne. I har nu boet så længe i byen, at I er vant til dens skikke, og både konen og manden klæder

sig i bytøj. I snakker aymara sammen, men spansk til jeres 3 små børn, så de ikke skal lide i skolen,

som I gjorde. I klæder dem også i fint vestligt tøj, så de kan blive behandlet bedre end I selv blev det.

Er I stadigvæk indianere?

6) Det er blevet den 24. januar og aymaraindianerne holder fest for en af deres guder. Hvem er det?

Svaret finder du i udstillingen.

7) Du er døbt katolik, men du tror stadig på indianernes egne guder og ofrer til dem. Hvad ville du

købe på ønskemarkedet?

8) Du elsker musik, spiller selv og danser med i store parader. Hvilken slags musik kan du bedst lide,

Michael Jackson, disco eller indiansk fløjtemusik?

9) På markedspladsen sidder et par kvinder og sælger grøntsager fra deres bod. Ved siden af pudser

en lille dreng sko. Kunne du tænke dig at være:

- en markedskvinde, der vejer af og sælger?

- tjenestepigen der køber ind?

- skopudseren?

- forretningsmanden der får pudset sko?

Side 42 af 46 – Tipskupon


SVAR

_____________________________Moesgård Museum • Unesco Materialesamlingerne – Bolivia A

1) Svar: ja/nej

Hvis ja: Hvem skal vogte fårene, mens dine forældre er i marken, hvem skal passe på de små, mens

din mor er på marked, hvem skal hente vand og brænde og hjælpe med at vaske tøj ved floden??

Dine forældre kan ikke undvære din arbejdskraft. Når du bliver ældre, og den næste i søskendeflokken

bliver stor nok, så har du en chance.

Hvis nej: På papiret har alle børn ret til fri skolegang i Bolivia, men der er langt til skolen, - af og til

10-20 km. Drengene går ofte i skole til 9.-10. klasse, hvorimod mange piger starter senere eller

stopper før, da de skal hjælpe til derhjemme.

2) Svar: ja/nej

Hvis ja: Måske at adlyde og sidde pænt, men undervisningen foregår på spansk, og du taler quechua.

Så du må først lære spansk.

Hvis nej: Læreren taler spansk og børnene quechua. De første år af skolegangen forstår børnene

derfor ikke ret meget af undervisningen. Bøgerne handler om bykulturen, de tager ikke udgangspunkt i

den viden, som indianerne har fået gennem århundrede og de mange erfaringer, de har med jorden.

De lærere som underviser kommer fra byerne og forstår ikke indianerne på landet. Mange lærere er

strenge, og der er hård disciplin. Hvis eleverne ikke kan deres lektier, finder læreren ofte på at slå dem

med pisken.

3) Svar: ja/nej

Hvis ja: Til lykke med eksamen, du er virkelig gjort af sejt stof, men hvad nu? Det nærmeste "Colegio",

gymnasium ligger 100 km. fra, hvor dine forældre bor, i den nærmeste store by. Måske kan du bo hos

nogle familiemedlemmer, imens du går i gymnasiet, men de har ikke for meget mad, så du må arbejde

ved siden af studierne som gadesælger, skopudser eller ved at vaske tøj. Jeg håber du klarer den.

Hvis nej: Undervisningen er som regel så elendig, at de ikke har lært nok. 1/3 bolivianere er stadig

analfabeter. Mange gange bestikker forældrene lærerne med lidt æg, et marsvin til at spise eller et fad

kartofler. Læreren modtager næsten ingen løn for sit arbejde, så han lader dig gladeligt bestå mod lidt

mad. Men meget få indianere har mulighed for at læse videre. De højere læreanstalter ligger i

storbyerne, hvor det koster penge at bo, - derfor kan man kun læse videre, hvis man kender nogen.

4) Svar: ja/nej

Hvis ja: I byen klæder man sig i vestligt tøj, fordi det anses for finere. Med tøjet signalerer man for

omverden, at man ikke er et lille guds lam fra landet, men kendt med byens skikke. Mændene ifører

sig derfor jakkesæt, hvorunder de bærer skjorte og striktrøje - af og til strikhue og herrehat samt

poncho. Jo mere syntetisk eller vestligt det ser ud, desto mere dannelse tillægges folk. Kvinder bærer

nylonunderkjoler, som er finere end uldskørter og kradser heller ikke så meget. Laksko er finere end

brugte bildæksko o.s.v.

Hvis nej: Du er stolt over at være indianer fra landet, og du vil vise dem derinde, at man sagtens kan

blive til noget, til trods for at man bærer poncho. Men selvom du tror på, at det ikke er tøjet det kommer

an på, så må du forberede dig på at blive dårligt behandlet, snydt og drillet, fordi dit hjemmelavede tøj

signalerer fattig indianer. I mange år var det forbudt at bære de traditionelle indianerdragter på fine

steder. Indenrigsfly, parlamentet, arbejdspladser. Kvinder, som bar den traditionelle dragt, kunne kun få

arbejde i byen som vaskekone, tjenestepige, markedssælgerske o.l. Mændene var tilsvarende

tjenestefolk, bærere på markedet, sælgere o.l. I dag sidder der en kvinde i traditionel aymaradragt i

parlamentet.

I de senere år er den kulturelle diskrimination mindsket, og i teorien er de tilladt overalt, men det anses

ikke for at være fint. Den nuværende vicepræsident Victor Hugo Cardenas er aymaraindianer, han

bærer vestligt jakkesæt, men har bibeholdt sit alpakahalstørklæde og sin poncho. Hans kone derimod

har stædigt holdt kampen oppe. Hun er pænt blevet bedt om at iklæde sig vestligt tøj, men hun

fastholder den traditionelle dragt. I mange år har hun været uddannet som folkeskolelærer, men har

Side 43 af 46 – Tipskupon


_____________________________Moesgård Museum • Unesco Materialesamlingerne – Bolivia A

ikke fået lov til at arbejde, fordi hun ikke ville tage vestligt tøj på. I dag har hun sejret og har banet

vejen inden for skolevæsenet.

5) Svar: ja/nej

Hvis ja: Ordet indianer er et som søfareren Columbus gav menneskene i Amerika, da han troede at

søvejen til Indien var fundet. Indianere består af ligeså mange forskellige folkeslag, som vi gør i

Europa. De kalder sig for Aymara, Quechua, Maya o.s.v., navne efter de folkeslag de tilhører. Mange

kalder sig for bønder, når de bor på landet, og for cholos i byerne eller mestizo, når de bliver

middelklasse. Men de bærer alle på den samme kultur i deres årer.

Hvis nej: Hvorfor? Fordi du mener at tøjet er afgørende, for om man er indianer? Er det sproget, som

er afgørende? Her taler manden og konen aymara sammen??

6) Svar:__________________________________________________________________

7) Svar:__________________________________________________________________

De fleste ønsker sig eksamensbeviser, lastbiler, vestligt tøj, madvarer, byggematerialer og computere.

Der er ingen, som ønsker sig noget fra landet. Det er for hårdt at være bonde.

8) Svar: Mange unge mennesker elsker vestlig musik, men de hører også gerne indiansk fløjtemusik. I

weekenden går man ud og danser på diskoteker, eller man danser i klubber, for at øve sig til

karnevalet. Her danser man 2-3 dage i træk gennem gaderne. Indianerne kendte ikke til skriftsproget,

de brugte mundtlig fortælling. Historien overlevede derfor gennem musik, sang og dans.

9) Svar: Markedskvinden er ofte rigere end tjenestepigen. Tjenestepigen er dårligt lønnet, har næsten

ingen fridage, skopudseren jages der med, og de går som regel ikke i skole. Forretningsmanden er fra

overklassen. Du har ingen chance for at blive en rig forretningsmand, hvis du er født som fattig

indianer.

Side 44 af 46 – Tipskupon


_____________________________Moesgård Museum • Unesco Materialesamlingerne – Bolivia A

Litteraturhenvisninger

Du kan finde stof til eftertanke i faglitterære materialer, musik og film. Vi forslår her en række udvalgte

emner, som du kan gå videre med.

Bøger om høj- og lavindianere

Inkaens sange er den rene poesi. Digtene er den sidste inkas sange til livet, kærligheden og universet.

Gennem digtene lever man sig ind i indianernes sjæl og fornemmer stemningen fra tidernes morgen,

før spanierne opdagede Amerika. Sangene er en del af andesindianernes kultur og er overleveret

mundtligt fra generation til generation. Gendigtet af Erik Voigt til dansk og udgivet på Husets forlag,

Århus.

”Erobringens fortællinger” indianske myter gendigtet af Lisbeth Overgaard. Udkommet på Hans

Reitzels forlag.

Bolivia, kuppet og indianerne” en indføring i indianernes historie og aktuelle situation i 80´erne.

Skrevet af Kristian Paludan. Udgivet af Folkekirkens Nødhjælp.

”Wairas første rejse”. En børnebog om indianere på højsletten i gamle dage. Fyldt med tegninger af

forfatteren Eusebio Topooco, der selv er aymaraindianer. Udgivet på Hjulet.

”Inkarigets samfund” om den gamle inkakulturs levevis, politisk opbygning, ekspansion o.s.v. Skrevet

af Lars Bjørneboe. Udgivet af Gyldendal.

”Vævninger fra det gamle Peru” om vævekunsten hos indianerne.

Skrevet af Helen Engelstad. Udgivet af Nationalmuseet.

”Instrumenternes myter” en lille samling om musikkens opståen i Andesbjergene. Skrevet af Regulo

Villarreal Dolores. Udgivet af Los Andes Arte Caminante, Bagsværd.

”Kroppen og kulturen”. Speciale om aymaraindianernes kropsteorier. Af Mette Bech Hansen, år 1992,

Institut for Etnografi, Moesgård.

”Pachamama” speciale om aymaraindianernes sundhedssystem og behandlingsmetoder. Af Annie

Oehlerich de Zurita, år 1995, Institut for Antropologi, Københavns Universitet.

Af artikler om indianerne i Bolivia kan nævnes:

”Spor af tro” artikel om aymaraindianernes trosforhold. Findes i Operation Dagsværks

undervisningsmappe fra 1994.

”Symbolsk magt i højlande” artikel om klædedragtens betydning for quechuaindianernes identitet.

Indgår i Jordens Folk nr. 2/1993.

Af andre bøger om indianere i Sydamerika kan anbefales:

”Popol Vuh” er Quiche-indianernes intakte folkebog. Den blev nedskrevet i 1550 af en ukendt Quicheindianer

og hemmeligholdt, indtil en spansk munk i begyndelsen af 1700-tallet stødte på den.

Beretningen handler om indianernes liv, myter og skabelsesberetning. Udgivet på forlaget Rhodos og

gendigtet af Ib Michael.

”Jeg hedder Rigoberta et liv og en stemme fra Guatemala”, af Elisabeth Burgos. Rigoberta Menchu

modtog Nobels fredspris i 1992 for sin utrættelige kamp for mayaindianerne. Dette er den autentiske

fortælling om hendes liv og kamp.

Side 45 af 46 – Litteraturhenvisninger


_____________________________Moesgård Museum • Unesco Materialesamlingerne – Bolivia A

”De dybe floder”, er en roman skrevet af en højlandsindianer fra Peru, Jose Maria Arguedas. Han

beskriver den indianske kultur, som spansk kultur og han beskriver, hvordan de brutalt kommer i

kontakt med hinanden. Bogen giver et indtryk af livet i højlandet med et væld af detaljer fra dagliglivet.

Forlaget Centrum.

”Rejsen til det grønne firben” af Ib Michael, er en roman om lavlandsindianernes politiske forfølgelse.

Det er en dokumentarisk beretning om, en rejse til de mange truede folk i junglen, en rejse som skabte

kontakt og koordinerede alle lemmerne i "firbenet". Samlerens forlag.

Postkort fra den ny verden:” Latinamerika 500 år efter Columbus” af Dorrit Saietz og Michael

Mogensen. En bog på tværs af det latinamerikanske kontinent via samtaler og interviews med

indianske politikere, cocadyrkere, godsejere m.fl. Mellemfolkeligt Samvirke.

”Fortælleren” af Mario Vargas Llosa. En medrivende roman om amazonindianerne i Peru.

”Shabono” En roman om en pige, der rejste ud for en kort bemærkning, men slog sig ned hos

lavlandsindianerne.

”Atlas over indfødte folk” af Julian Burger

A/V-materialer

Fanden sku’ betale, video, VHS, 33 min., om bolivianske kvinders oplevelse af gældskrisens nedslag

i hverdagslivet. Kan lejes hos Ibis eller Kirkernes U-landsoplysning.

Altiplano, video, VHS, 40 min., om aymara; familie, sundhed, mælk, uddannelse og vand. Kan lejes

hos Folkekirkens Nødhjælp.

Hverdag på højsletten, 16 mm, 20 min., en bonde fortæller om livet. Kan lejes hos Folkekirkens

Nødhjælp.

Hverdag på højsletten - en tinmine, 16 mm, 20 min., livet i de indianske tinminer. Kan lejes hos

Folkekirkens Nødhjælp.

Kartoflens historie, en tegnefilm om kartoflens vandring fra Andesbjergene til Europa. Kan lejes hos

Statens Filmcentral.

Kys mig meget, af Dorrit Saietz og Michael Mogensen. En video om latinamerikansk musik, bygget

over bogen af samme navn. Fås hos Mellemfolkeligt Samvirke.

Side 46 af 46 – Litteraturhenvisninger

More magazines by this user
Similar magazines