Bornholm i den Kolde Krig - Bornholms Museum

More documents

Recommendations

Info

Atomkrig – nej tak! I 1959 ejede bornholmerne knap 1.300 biler. Tyve år senere var antallet vokset til godt 13.000. Det siger noget om den forøgelse af velstanden der fandt sted i Vesteuropa efter 2. verdenskrig. Forklaringen hedder Marshallhjælp, en omfattende effektivisering i landbrug og industri, og fra omkring 1960 tillige en forøgelse af arbejdsstyrken (kvinderne). Også andet end velstanden voksede. Fra slutningen af 1950-erne blev oprustningen meget synlig. Aviserne og fjernsynet bragte omtale og billeder af paddehatteskyer fra prøvesprængninger, amerikanske atomubåde med missiler og russiske militærparader. Samtidig trådte en ny generation af unge frem, som ikke kendte til materiel nød. De var oplyste og havde store forventninger til livet. De fandt sig ikke i hvad som helst, men udfordrede autoriteter og magthavere og ville have indflydelse på fremtiden – som først og fremmest skulle være uden atomkrig. I 1959 aktionerede nogle af dem på Aarhus havn mod losning af raketter, som kunne medføre kernevåben. De var fra organisationen Aldrig Mere Krig. Hermed var Antiatom-kampagnen kommet til Danmark. Selv om den i begyndelsen blev mødt med skepsis fra pressen og de politiske partier, vandt den stor tilslutning i befolkningen og formerede sig ved knopskydning, bla. i Nej til Atomvåben og Kvinder for Fred. Sidstnævnte krævede nedrustning og pengene i stedet brugt til mad og sundhed for verdens fattige; organisationen indsamlede i den anledning 200.000 underskrifter. Nej til Atomvåben arrangerede bla. en fredsmarch fra København til Paris. Organisationen, der mest bestod af respektable borgere fra den politiske midte, blev under hele sit virke overvåget af Politiets Efterretningstjeneste. I magtens øjne var fredsduer mistænkelige. På Bornholm blev der dannet en fredskomite, som var meget aktiv i 1980-erne. Inspireret af de officielle bestræbelser for at gøre Norden til atomfri zone blev Rønne, Aakirkeby og Hasle erklæret atomfri – og siden da er der da heller ikke observeret atomvåben i de tre byer. Østtyskland prøvede en anden vej. I årene 1958 til 75 afholdt man her om sommeren en række kulturelle, sportslige og politiske arrangementer for deltagere fra landene omkring Østersøen. De skulle fremme forståelsen mellem øst og vest og bidrage til fredelig sameksistens – eller bruges til hvervning af agenter fra især Danmark – ifølge henholdsvis arrangørerne og danske PET. Fredsduerne havde svære vilkår, både nationalt og internationalt. Sovjetunionen forsøgte at opbygge et bolværk mod kapitalismen i form af militær og politisk kontrol. USA, derimod, prøvede at inddæmme kommunismen ved at tilbyde økonomisk vækst (Marshallhjælpen). I Danmark mente flertallet at vejen til fred gik gennem udbredt frihandel og forsvarsalliance, mens et mindretal argumenterede for socialisme og afskaffelse af forsvaret. Målet var der nogenlunde enighed om, men vejen dertil var man rygende uenig om. Med Sovjetunionens opløsning og stormagternes nedrustningsaftaler, der ganske vist kun er små skridt i retning af varig fred, er protestkulturen efterhånden blegnet – og måske, måske blevet overflødig.
Den verbale krig - kampen om historien om den kolde krig Når man på bibliotek.dk søger på emnet ’den kolde krig’ fremkommer 1562 poster. En mere overskuelig indføring i emnet kan fås i leksikonet ”Den kolde krig og Danmark” (2011), som en bredt sammensat gruppe af forskere har bidraget til. Eller måske er det tre forskellige leksika? ... I Berlingske kritiserer anmelderen at artiklerne om danske kommunister er pæne og venlige, selv om disse mennesker ville gøre Danmark til et kommunistisk Lille-Sovjet med massedeportationer og systematisk undertrykkelse. Politikens anmelder kalder leksikonet et fremragende opslagsværk til forståelse af både den nærmeste fortid og nutiden. Og Det Ny Clarté finder værket meget stereotypt og gennemsyret af antikommunisme. Efter den kolde krigs afslutning i 1991 begyndte kampen om at fortolke den og fortælle dens ’sande’ historie. På forhånd var den danske kampplads inddelt i fire zoner, hvis generaler kun var enige om én ting: at den kolde krig var global – når øst eller vest støttede et land, støttede den anden part dette lands modstandere. Kamptropperne i zone 1 mente at Sovjetunionen på grund af sin marxistiske ideologi ville prøve at opnå verdensherredømme. Zone 2 udpegede derimod USA som den aggressive part, bl.a. med henvisning til landets dominerende optræden. Liberalisterne i zone 3 så USA som garant for fred, frihed og økonomisk vækst. Mens realisterne i zone 4 gjorde gældende, at enhver stat prøver at opnå størst mulig magt, og at man anstændigvis må anerkende modpartens legitime interesser, selv om det kan være svært. Samfunds- og historievidenskab beskæftiger sig meget med politik og ideologi. Det er ikke uproblematisk. Dels er forskerne ikke guder men mennesker med politiske sympatier, dels kan politikere bruge forskningen til at retfærdiggøre ideologiske beslutninger. I de videnskabelige samfund prøver man derfor at skelne skarpt mellem videnskab og politik. Man anser også faglige meningsforskelle for frugtbare og nødvendige for videnskabernes udvikling. Denne pluralisme trues imidlertid af politikere, debattører og massemedier, der tager forskningen som gidsel for egne synspunkter. Det sker også at en forsker afviser pluralismen og vil knæsætte sin egen tilgang som den eneste rigtige og hellere fremme en personlig dagsorden end iagttage faglige normer. Begge dele underminerer videnskabens autonomi. Efter at have tabt folketingsvalget i 1998 angreb den danske højrefløj Socialdemokratiet for dets andel i den såkaldte ’fodnotepolitik’ i 1980-erne. Den bestod i at et folketingsflertal i 28 tilfælde pålagde daværende udenrigsminister Uffe Ellemann Jensen at fremføre en dansk afspændingspolitik i NATO. Højrefløjen mente at fodnotepolitikken havde svækket NATO og gavnet Sovjetunionen, og på den baggrund beskyldte Uffe Ellemann Jensen nu Socialdemokratiet for landsforræderi. Det fik regeringen til i 2000 at nedsætte en arbejdsgruppe af forskere som skulle udrede forholdene omkring Danmarks rolle i den kolde krig, herunder anklagerne om landsforræderi. Fem år senere kom udredningen fra DIIS (Dansk Institut for Internationale Studier) i 4 bind med 2350 sider. Den konkluderede blandt andet at Warszawa-pagten aldrig havde haft intentioner om et uprovokeret angreb på Danmark, og at fodnotepolitikken kun betød tab af dansk anseelse og indflydelse i NATO. Østlandene havde – som man kunne forvente – drevet en livlig efterretningsvirksomhed i Danmark, men ikke haft held til at infiltrere forsvaret eller andre myndigheder. Udredningen gav anledning til en strøm af artikler, reportager, indslag, diskussioner og interviews i medierne. Fra højrefløjen og dele af forsvaret blev udredningen mødt med massiv kritik; her mente man den tog alt for let på truslen fra øst og lagde for meget af skylden for den kolde krig på USA.
Page 1 and 2: Bornholm i den Kolde Krig Disse tek
Page 3 and 4: Spioncentral Bornholm Bornholms mil
Page 5: Frihedens ø Hvor Bornholm på grun
Page 9: Den begyndende nedrustning fjernede

Bornholm i den Kolde Krig - Bornholms Museum

You also want an ePaper? Increase the reach of your titles

Delete template?

Save as template?