Bornholm i den Kolde Krig - Bornholms Museum

More documents

Recommendations

Info

Men nu havde denne kritiske højrefløj jo indtaget regeringskontorerne. Så med støtte fra Dansk Folkeparti oprettede regeringen i 2007 Center for Koldkrigsforskning, placeret under Forsvarsakademiet, som med særlig vægt på menings- og kulturpåvirkning fra øst skulle lave en ny udredning om Danmark i den kolde krig. Som leder ansatte man professor Bent Jensen. Han havde tidligere rettet en indædt kritik mod udredningen fra DIIS, som han kaldte ”en lyserød tryksag, præget af sjusk og ringe respekt for det historiske kildemateriale”. Straks efter at have fået privilegeret adgang til PET’s arkiver hævdede Bent Jensen i Jyllands-Posten at have fundet beviser for, at en navngiven journalist under hele den kolde krig havde været agent for KGB. Det kostede ham senere en dom for injurier i Byretten og en tårnhøj erstatning til den forulempede, der gennem en årrække havde kritiseret Bent Jensens forskning i emnet for at være stærkt tendentiøs. For øjeblikket er der våbenhvile, men udredningen fra Center for Koldkrigsforskning, der snart frigives, vil uden tvivl vække de slumrende krigere. Nogle historikere har påpeget at den kolde krig var uundgåelig, fordi begge parter var forblændet af egen ideologi og dermed ude af stand til at vurdere modpartens træk realistisk; delvis af samme grund kunne eller ville de ikke samtale konstruktivt. Under denne synsvinkel får den folkelige modstand mod terrorbalancen en stor del af æren for den kolde krigs afslutning: I vest var Antiatom-bevægelsen særlig aktiv i 1980-erne med store demonstrationer og arrangementer på tværs af jerntæppet, bl.a. de årlige Next-Stop fredsmøder; i Polen virkede Solidaritet og i Tjekkoslovakiet Charta 77. Den folkelige opbakning bag de aktive i begge lejre skulle så have tvunget magthaverne til at bevæge sig i samme retning, lyder argumentet. Men sådanne synspunkter, der hverken lægger skylden eller æren på en af siderne, er der ingen krig i, og de trækker derfor sjældent overskrifter i massemedierne. Nedrustning - og et nyt trusselsbillede Sovjetunionen blev dannet i årene efter den russiske revolution som en sammenslutning af 15 autonome republikker. Unionen holdt indtil 1991, og året efter erklærede Jeltsin at USA ikke længere var Ruslands strategiske rival. Hermed lå vejen åben for nedrustning. I første omgang åbnede Jeltsin dog især for privatisering af den russiske produktion og handel. Det medførte et økonomisk kaos, social opløsning og en uhæmmet finansiel spekulation. En lille kreds af rige erhvervede meget billigt store værdier. Putin var en af dem. Det meste af banksektoren kom under den økonomiske mafias kontrol. Ruslands overgang til markedsøkonomi førte til en nedgang i produktionen, og i mangel af et egentligt skattesystem opstod der hurtigt et stort statsligt underskud, inflationen løb løbsk og korruptionen florerede. Omkring år 2000 levede en tredjedel af russerne i fattigdom, mens de rige forøgede deres rigdom. Eller mistede den og blev fængslet, hvis de udfordrede styret. Men ellers har oligarkerne kunnet gøre omtrent som de ville. Allerede i 1970-erne havde Sovjetunionen og USA indgået en aftale om begrænsning af antallet af atombærende missiler (SALT). Men efter Sovjetunionens opløsning begyndte man at forhandle om reduktion af antallet (START), og begge parter indledte, uden for aftalerne, en reduktion og omstrukturering af deres militær for at mindske udgifterne og gøre det mere fleksibelt. En ny aftale indgået i 2010 skal med tiden reducere antallet af de to landes sprænghoveder til nogle få tusinde. I 1980-erne spillede Danmark en vis rolle i kraft af den såkaldte fodnotepolitik, hvor et folketingsflertal gang på gang pålagde den borgerlige udenrigsminister at fremføre synspunkter i NATO mod prøvesprængninger og rumkrig, for nedrustning og et atomvåbenfrit Danmark. En politik der ikke var lige velset alle steder – i USA opfandt man udtrykket ’Denmarkization’ om en udenrigspolitik der undsiger brugen af atomvåben. Og det var nok ikke et plusord. Den Internationale Domstol i Haag afsagde i 1996 en kendelse som i princippet gør det ulovligt at true med og anvende atomvåben. Større betydning for verdensfreden skal man måske nok tillægge, at en række lande har afstået fra at anskaffe atomvåben; Sydafrika destruerede endda frivilligt sit arsenal.
Den begyndende nedrustning fjernede i nogen grad grundlaget for Antiatom-kampagnen. Greenpeace har dog gennemført en række spektakulære aktioner mod prøvesprængninger og opstilling af raketter. Men ellers retter de centrale aktørers opmærksomhed sig mere og mere mod et nyt fænomen der er ved at vokse frem. Under den kolde krig var det forholdsvis nemt at lokalisere truslen; det gjorde man ved spionage, personligt og elektronisk, fra jorden og rummet, hvorefter man kunne træffe foranstaltninger imod den. Men i efterretningstjenesterne opfatter man nu i stigende grad de kræfter, der vil ændre samfundenes magtfulde institutioner i demokratisk retning og tvinge private selskaber til social- og miljøansvarlig adfærd, som den alvorligste trussel. Også sociologer og magthavere har travlt med at forstå den uregerlige demokratibevægelse, der i disse år fejer hen over den halve klode. Der er tale om mere eller mindre spontant dannede grupper som forlanger en mere retfærdig orden. Da de blandt andet optræder som demonstrerende aktivister ved politiske topmøder, har de fleste politikere og medier affærdiget dem som et voldsromantisk sammenrend af venstreorienterede idealister, ballademagere og nyttige idioter. Men i efterretningstjenesterne og de politiske korridorer ved man bedre. Her tager man truslen alvorligt, fordi grupperne også formulerer kritiske analyser af udviklingen og forslag til en ny, mere gennemskuelig og retfærdig politik. Den fremvoksende koalition af disse grupper anses for at have potentiel evne til alvorligt at genere brede langsigtede selskabsinteresser. Grupperne anklager de store økonomiske institutioner IMF, WTO og Verdensbanken for at optræde som frivillige tjenere for selskaberne og tilegne sig større magt end valgte regeringer. De anklager den kapitalistiske filosofi for at ignorere menneskers sociale velfærd og ødelægge natur og kultur i kapløbet om vækst og profit. Og de anklager de multinationale selskaber for uretfærdighed, slavelignende forhold for medarbejderne på gulvet, misbrug af naturressourcer og ødelæggelse af miljøet. Man vurderer at den nye aktivisme er en konsekvens af globale skævheder og derfor må tages alvorligt i det omfang sådanne skævheder består. At den anses for et faretruende fænomen viser sig i den massive indsats af politi mod de demonstrerende ved politiske topmøder. Mest ildevarslende er det store antal deltagere og den brede repræsentation. For ikke at tale om gruppernes brug af moderne kommunikationsformer! Internettet gør det nærmest umuligt at holde styr på grupperne og da især deltagerne. Enkeltpersoner og grupper kan aftale datoer, dele erfaringer, arrangere logistik og sætte gang i hvad som helst i løbet af ingen tid. Teknologien har fjernet den barriere for aktiv deltagelse som tidligere fandtes i form af stive, hierarkiske kommandoveje. Bevægelsen kan trives og vokse uden noget hoved. Dens indflydelse er ikke samordnet og udtænkt i et magtcentrum og derfor uforudsigelig. Af samme grund er bevægelsen inkongruent med de selskaber og institutioner den vil ændre radikalt eller helt afskaffe. Lederne her kan ikke afvæbne bevægelsen gennem forhandling, for der er ingen ligestillet modpart at forhandle med. Truslen vokser med bevægelsens folkelige opbakning, som i selskabernes og institutionernes optik derfor må modarbejdes. Og hertil er kernevåben uanvendelige.
Page 1 and 2: Bornholm i den Kolde Krig Disse tek
Page 3 and 4: Spioncentral Bornholm Bornholms mil
Page 5 and 6: Frihedens ø Hvor Bornholm på grun
Page 7: Den verbale krig - kampen om histor

Bornholm i den Kolde Krig - Bornholms Museum

Create successful ePaper yourself

Delete template?

Save as template?