Specialundervisning tilbage i folkeskolen - Fagligt Ansvar

fagligtansvar.dk

Specialundervisning tilbage i folkeskolen - Fagligt Ansvar

Qwertyuiopåasdfghjklæøzxcvbnmqw

1

ertyuiopåasdfghjklæøzxcvbnmqwert

yuiopåasdfghjklæøzxcvbnmqwertyui

opåasdfghjklæøzxcvbnmqwertyuiopå

KRITISKE ANALYSER

asdfghjklæøzxcvbnmqwertyuiopåasd

fghjklæøzxcvbnmqwertyuiopåasdfghj

klæøzxcvbnmqwertyuiopåasdfghjklæ

øzxcvbnmqwertyuiopåasdfghjklæøzx

SPECIALUNDERVISNING

cvbnmqwertyuiopåasdfghjklæøzxcvb

TILBAGE

nmqwertyuiopåasdfghjklæøzxcvbnm

I FOLKESKOLEN:

qwertyuiopåasdfghjklæøzxcvbnmqw

Inklusion eller spareøvelse?

ertyuiopåasdfghjklæøzxcvbnmqwert

yui//opåasdfghjklæøzxcvbnmqwerty

Økonom, Cand. Scient. Adm. Henrik Herløv Lund

1- udgave ult. marts 2012,

uiopåasdfghjklæøzxcvbnmqwertyuio

ISBN: 978-87-92807-26-7

påasdfghjklæøzxcvbnmqwertyuiopåa

Småskrift nr. 34, Forlaget Alternativ

sdfghjklæøzxcvbnmqwertyuiopåa

sdfghjklæøzxcvbnmrtyuiopasdfghjkl

æøzxcvbnmqwertyuiopåasdfghjklæø

zxcvbnmqwertyuiopåasdfghjklæøzxc

vbnmqwertyuiopåasdfghjklæøzxcvbn


Copyright: Henrik Herløv Lund./

Analysen kan kopieres mod udtrykkelig kildeangivelse.

Udgives som e – publikation, ikke som trykt rapport.

1. udgave, ult. marts 2012

ISBN: 978-87-92807-26-7

Analysen er udgivet i serien: Småskrifter fra Forlaget Alternativ som Småskrift nr. 34

Inspiration og oplysninger til denne rapport er i høj grad hentet fra at være vejleder på Danmarks

Forvaltningshøjskole for specialeprojektet: ”Økonomiske og faglige udfordringer på

specialundervisningsområdet i Glostrup Kommune” af Bente Schøpzinsky. Tak til Bente.

Også tak til min hustru, Annelise og mine børn, Mathias og Astrid, for opbakning til og tålmodighed

under skriveprocessen.

Bogen udgives som e-publikation, der kan downloades gratis fra forfatterens hjemmeside.

Den udgives af forlaget ”Alternativ”.

EAN 9788792807267

v/ Henrik Lund,

Engelstedsgade 54

2100 Kbh. Ø

Tlf.: 60 95 38 95.

Mail: herloevlund@mail.dk

www.henrikherloevlund.dk

2


INDHOLDSFORTEGNELSE

3

RESUME – sammenfatning og konklusion. 6

KONKLUSION: 6

SAMMENFATNING: 6

1. Udgifter til specialundervisning ER store og stigende. 6

2. Årsagerne til stigning – sygeliggørelse eller større viden? 7

4. SRSF – regering videreført nulvækst og besparelser. 9

5. Inklusion kræver ressourcer. 10

6. Lovændring om inklusion er en spareøvelse. 12

7. Spareøvelse i lyserød indpakning. 12

INDLEDNING: LOVFORSLAG FOR SPECIALUNDERVISNING. 14

Lovforslaget. 14

Formål. 14

Baggrund og overordnet mål. 15

Vidtrækkende konsekvenser. 15

Inklusion eller spareøvelse? 15

Analysens opbygning. 16

DEL I: UDGIFTSVIKLINGEN PÅ SPECIALUNDERVISNINGSOMRÅDET OG BAGGRUNDEN HERFOR.

17

KAPITEL 1. UDGIFTSUDVIKLINGEN PÅ SPECIALUNDERVISNINGS-OMRÅDET. 18

1.1. Udgifternes størrelse til specialundervisning. 18

1.2. Udviklingen i udgiftsniveauet. 21

1.3. Sammensætningen af udgifter til specialundervisning. 23

KAPITEL 2. BAGGRUNDEN FOR UDGIFTSUDVIKLINGEN PÅ SPECIALUNDERVISNINGSOMRÅDET.

25

2.1. Flere elever i specialundervisning. 25

2.2. Stigning i adfærds – og indlæringsproblemer. 26

2.3. Sygeliggørelse af normal adfærd? 27

2.4. Eller bedre viden? 27


4

DEL II: KOMMUNER UNDER ØKONOMISK PRES. 29

KAPITEL 3. KRISE OG NULVÆKST UNDER VK. 30

3.1. Finanskrise og ”Genopretningsaftale”. 30

3.2. Kommuneaftaler med fokus på specialundervisning. 31

3.3. VKO s skolereform: Oplæg til besparelser – ikke mindst på specialundervisning 32

KAPITEL 4: SRSF VIDEREFØRER ”GENOPRETNINGSAFTALEN”. 34

4.1. Nulvækst fortsættes. 34

4.2. Folkeskoleløft aflyses. 35

4.3. SRSF ´s 2020 – plan. 35

DEL III: INKLUSION ELLER SPAREØVELSE? 38

KAPITEL 5: INKLUSION KRÆVER RESSOURCER. 39

5.1. Folkeskolen skal oprustes, hvis den skal løse opgaven. 39

5. 2. Ikke samme ressourcer fra regeringen. 40

5. 3. Lovændring giver ringere undervisning for 50.000 svage elever. 41

5. 4. Ikke samme ressourcer fra kommunerne. 42

KAPITEL 6. SPAREØVELSENS NEGATIVE KONSEKVENSER. 44

6.2. Folkeskolens almenundervisning taber. 45

6.3. Folkeskolen taber, privatskolerne vinder. 45

KAPITEL 7. INKLUSION – BESPARELSER I LYSERØD INDPAKNING. 47

7.1. Inklusion som dække for besparelser. 47

7.2. Inklusion eksempel på designersprog. 48

DEL IV: ER DER IKKE RÅD? 49

Indledning 50

KAPITEL 8. Kæmpehul i statskassen? 51

8.1. Alarm – melding falsk: Underskud langt under EU - grænsen i 2010 og 2011. 51

8.2. Underskuddet vil også i 2012 blive langt mindre end forudsagt. 53

8.3. Underskud nok så politisk bestemt. 54


5

Kapitel 9. Hvad skyldes underskuddet? 56

9.1. Hul i statskassen efter VKO. 56

9.2. Skattestop og skattelettelser i 2004 og 2007 ufinansierede. 57

9.3. Skattereformen i 2009 var underfinansieret. 58

9.4. Skattelettelserne har stort medansvar for offentligt underskud. 60

DEL V: ALTERNATIVER TIL SPARESTRATEGIEN 61

Indledning 62

KAPITEL 10. OFFENSIV VÆKST, BESKÆFTIGELSES – OG SKATTEREFORM STADIG SVARET. 63

10.1. Bekæmpelse af arbejdsløshed og statsunderskud spiller positivt sammen. 63

10.2. Finansiering gennem offensiv skattereform. 65

10.3 Kilder til mere arbejdskraft den dag, det bliver påkrævet. 67

KAPITEL 11. HVAD SKAL DER GØRES (I STEDET) I FOLKESKOLEN OG FOR

SPECIALUNDERVISNING? 69

11.1. Ressourcer til folkeskolen. 69

11.2. Loft over klassekvotienter og flere undervisningsassistenter. 70

11.3. Stop favoriseringen af privatskoler. 70

11.4. Uændrede ressourcer til specialundervisning. 71

11.5. Kompetenceudvikling i folkeskolen. 71

AFRUNDING OG KONKLUSION: 73


RESUME – sammenfatning og konklusion.

KONKLUSION:

6

Ligesom reformen af førtidspension og fleksjob forsøges også børne – og

undervisningsminister Christine Antorinis lovforslag om tilbageførsel af store del af

specialundervisningen til folkeskolen solgt som noget positivt – i dette tilfælde som bedre

inklusion. Og ligesom førtidspensionsreformen er de smukke hensigtserklæringer også ved

lovforslaget om inklusion et dække over en spareøvelse og krasse forringelser.

lovændringen som angivet i forbindelse med lovforslaget tjene til bedre inklusion af svage

elever, kræver det at ressourcerne fra besparelserne på specialundervisning mindst følger

med eleverne over i folkeskolen. Dvs. at det vil kræve omfattende investeringer i og en

oprustning af selve folkeskolen. Men lovforslaget lægger ikke op til flere, end ikke

uændrede ressourcer, men til færre. Og der lægges op til ringere undervisning, idet man

nydefinerer specialundervisning som støttebehov på 9 timer om ugen eller derover. Hermed

vil 50.000 elever fremiver kun få adgang til langt mere begrænset støtte og hjælp.

Men hertil kommer, at i det omfang der fra regeringen afsættes ressourcer til kommunerne

til specialundervisning er der hermed ingen sikkerhed for, at kommunerne også faktisk

bruger dem på de svage elever ovre i normalundervisningen. Og når regeringen generelt

strammer de økonomiske rammer for kommunerne, lægger den hermed også op til at

økonomiske hensyn skal dominere endnu mere. For det er jo det samme som at diktere

kommunerne fortsatte massive velfærdsbesparelser, som det samtidig med lovændringerne

gøres endnu letteret at rette mod specialundervisningen.

Alt peger således på, at lovændringerne omkring specialundervisning netop er en

spareøvelse - modsat hævdet fra undervisningsminister og KL.

SAMMENFATNING:

1. Udgifter til specialundervisning ER store og stigende.

Der er ingen diskussion om, at udgifterne til specialundervisning i folkeskolen er betydelige.

Den samlede specialundervisning kostede i skoleåret 2008/09 i alt omkring 13 mia. kr på

specialundervisning. Det er især specialklasser og specialskoler (segregerede

undervisningsformer), der med udgifter op mod 8 mia. kr, står for op mod 2/3 af de


7

samlede udgifter, mens almen specialundervisning og anden specialpædagogisk bistand i

folkeskolen (inkluderende undervisningsformer) kun står for op mod 2 mia. kr eller op mod

1/5 af de samlede udgifter.

Det modsatte gælder fordelingen af de omkring 84.000 elever, der årligt modtager

specialundervisning. Heraf modtog i 2008/09 lidt over 51.000 elever almen

specialundervisning og anden specialpædagogisk bistand indenfor selve folkeskolen. Mens

knap 33.000 elever modtog undervisning i særlige specialklasser eller på specialskoler. Godt

40 % af eleverne i specialklasser og specialklasser bruger hermed over 80 % af midlerne til

specialundervisning, mens op mod 2/3 af eleverne ”kun” koster 1/5 af midlerne.

Det skyldes imidlertid, at det overvejende er de særligt krævende og ”tunge” elever med

læse- og skrivevanskeligheder og/eller med indlæringsvanskeligheder der henvises til

specialklasser og specialskoler. Det må også anerkendes, at udgifterne til

specialundervisning er steget i forhold til udgifterne til almenundervisningen og som andel

af de samlede skoleudgifter. Det er her navnlig udgifterne til specialskoler og specialklasser,

der er steget i forhold skoleudgifterne som helhed. I 2002 udgjorde disse udgifter omkring 8

% af de samlede skoleudgifter, men i 2010 omkring 13 %.

2. Årsagerne til stigning – sygeliggørelse eller større viden?

Det kan ikke diskuteres, at udgifterne til specialundervisning er store og stigende i forhold

til udgifterne til almenundervisningen og udgifterne til folkeskolen i det hele taget. Der

synes heller ikke at være uenighed om, at de hyppigste indberettede henvisningsårsager til

specialundervisning handler om læse- og skrivevanskeligheder og generelle

indlæringsvanskeligheder. Og at stigningen ikke er kommet indenfor børn med klassiske

handicaps som fx. syns – eller hørehæmning eller udviklingshæmning. Men derimod er

kommet indenfor de såkaldte AKT – elever, der står for en stor del af stigningen dvs. børn

der har problemer med adfærd, kontakt og trivsel.

Derimod har hersket en meget væsentlig diskussion om årsager hertil og drivkræfterne bag

denne udvikling. Et ”yder” synspunkt er fremført af den tidligere borgerlige regerings

foretrukne pædagogiske og undervisningsmæssige ekspert, professor ved DTU, Niels

Egelund. Egelund har talt om en ”stigende diagnosticering og sygeliggørelse af almindeligt

forekommende problematikker … og normale variationer af menneskelig adfærd”. Og

Egelund peger på en uheldig koalition mellem fagfolk og så forældre, som drivkraften bag

udgiftsstigningerne. Han mener, at forældre gerne vil have sat en diagnose på deres børn,

hvis poden en problematisk. Dermed bliver forældrene og hjemme frikendt for at have gjort

noget forkert og får samtidig en direkte adgangsbillet til hjælp fra det offentlige.


8

Sat lidt på spidsen skulle stigningen i behovet for specialundervisning med andre ord handle

om forældre, som ikke formår eller tager sig tid til at tage sig af og opdrage deres børn

ordentlig og om børn, som dermed udvikler sig til ”problembørn”. Og hvor det er nemmere

og bekvemmere at vælte problemet over på skolen og det offentlige. Hvorfor de benytter

sig af fagfolks trang til ”diagnoser” og måske deres interesse i at få flere midler til deres

område til at lægge billet ind herpå.

Men selvsamme Egelund har erkendt, at det ved elever der modtager specialundervisning

drejer sig om ”… børn, man tidligere overså, sendte udenfor døren eller anså for

mærkelige.” Hvilket er det samme som at sige, at børnenes problemer for så vidt er reelle

nok, de blev bare ikke opdraget eller overset eller slet og ret fortrængt tidligere. Men i dag

BLIVER disse problemer – heldigvis burde man da sige – i langt større udstrækning opdaget

takket være større viden både hos fagfolk og hos forældre. Men hermed er der altså ikke

tale om tale om magelighed og forkælethed, som antydet af Egelund. Andre fagpersoner

peger også i sidste retning. Fx på, at elever der henvises til specialundervisning sjældent kun

har et problem (en diagnose) og at problemerne kan udvikle sig (forværres), hvis der ikke

sker behandling.

Konklusionen er, at behovet for specialundervisningen især handler om børn med

indlærings – og læse og skrive mm. vanskeligheder og at stigningen i henvisning især er

sket for børns vedkommende, der har problemer med adfærd, kontakt og trivsel. Det

stigende antal henvisninger synes også at være udtryk for en øget opmærksomhed fra

fagfolk og forældre på vanskeligheder/sygdom, som man tidligere overså eller slet og ret

tog for givet, at sådan var de. Men denne øgede opmærksomhed er ikke udtryk for

uformåenhed eller magelighed hos forældrene og for ”ekspansionstrang” hos fagfolk, men

for større viden om reelle adfærdsproblemer problemer hos børn og unge.

Adfærdsproblemer som ofte er sammensatte og komplekse og ikke bare kan kureres med

”en kærlig, men fast hånd” fra forældre og skole, men som kræver behandling for at

forebygge forværring og udvikling af mere alvorlige lidelser.

Flere diagnoser er altså IKKE udtryk for sygeliggørelse, men for at flere sygdomme er dukket

op til overfladen og er blevet erkendt ligesom behandlingsmulighederne også er blevet

bedre. Her er det selvsagt klart, at med bedre viden og øgede behandlingsmuligheder

kommer der naturligt en øget tilgang og stigende behov. Hvilket koster på det korte sigt.

Men – hvad der ikke høres så meget om i disse tider med akutte lommesmerter hos stat og

kommuner – så forebygges på den anden side udvikling af mere alvorlige og mere

behandlingskrævende forstyrrelser, hvilket koster endnu mere.

Det er imidlertid Egelunds forholdsvis ”ekstreme” synspunkt, som blev lagt til grund for den

tidligere regerings politik på området, formentlig fordi det kunne tjene som begrundelse og

legitimering af sparebestræbelser på specialundervisning.


3. Omlægning af specialundervisning hænger samme med økonomisk pres på

kommuner.

9

Udgifter til specialundervisning har været store og stigende. Men det har ikke blot været

dette forhold, som har skabt stigende opmærksomhed herpå. Men også det stigende

økonomiske pres på kommunerne i almindelighed i de senere år.

Der er økonomiske årsager hertil i form af finans – og gældskrisen og den dermed stigende

arbejdsløshed, som har kostet kommunerne skatteindtægter og øger udgifterne. Men der

er nok så meget økonomisk – politiske grunde hertil i form af den økonomiske politik, som

under VK – regeringen efter indgåelsen af ”Genopretningsaftalen” for kommunerne fra

2011 til 2013 har indebåret nulvækst. Hvilket i en situation med samtidig voksende behov

for offentlige ydelser i takt med en stigende ældrebefolkning har krævet store besparelser i

kommunerne. Det kunne i den forbindelse i 2011 konstateres, at der blevet 25.000 færre

ansatte i kommuner og regioner under nulvæksten.

Disse besparelser har ikke mindst ramt folkeskolen, hvor kommunerne på få år har nedlagt

mere end 4.300 lærerstillinger svarende til 8 % af alle lærerstillinger. Samtidig med, at

undervisningen er blevet forringet med flere i klasserne, færre timer og mindre hjælp til de

svage elever. Her har regeringen i samarbejde med ledelsen i Kommunernes Landsforening

fra og med kommuneaftalen for 2011 ikke mindst fokuseret på besparelser på

specialundervisning.

Kommuneaftalerne har således indebåret, at

- færre elever fremtiden tilbydes specialundervisning

- alene en diagnose ikke skal give ret til specialundervisning

- navnlig tilgangen til specialskoler og - institutioner skal bremses

- man fremover skal have behov for støtte i mindst 9 timer for at blive henvist hertil

- en større del af behovet for hjælp og støtte skal dækkes i de almindelige folkeskoler

Besparelserne på specialundervisning har ikke blot skulle indfri målet om nulvæksten,

men har for VK – regeringen også været et middel til – indenfor uændrede økonomiske

rammer – at finansiere en folkeskolereform.

4. SRSF – regering videreført nulvækst og besparelser.


10

Før valget i 2011 havde S + SF med valgprogrammet ”Fair Løsning” gået til valg på en

folkeskolereform, der i modsætning til VK s skulle give et løft på 2 mia. til folkeskolen,

herunder til indførelse af to lærere pr klasse i indskolingen generelt og loft over

klassekvotienter. Også Det Radikale Venstre gik til valg på flere midler til folkeskolen.

Efter valget har den nye SRSF – regeringen imidlertid udsat folkeskolereformen og generelt

videreført VK – regeringens økonomiske politik i bredeste forstand, herunder

genopretningsaftalen. Og regeringen lægger med sin kommende 2020 plan op til fortsatte

kraftige besparelser i det offentlige forbrug på omkring 3 til 4 mia. kr. årlig svarende til

mellem 6 og 8.000 stillinger årligt.

Besparelserne vil formentlig navnlig ramme kommunerne. Der er altså lagt op til massiv

sparepolitik her, hvilket ikke kan undgå at ramme folkeskolen gennem flere skolelukninger,

yderligere mange stillingsnedlæggelser, reduktion af timer og øgede klassekvotienter – og

gennem ringere støtte til de svage elever.

Denne fortsættelse af VK s stramme økonomiske politik og styring af kommunerne vil

selvsagt føre regeringen i retning af også samme politik som VK overfor folkeskolen. Dvs. at

der igennem lavere bloktilskud og lavere skatte og udgiftsrammer spares også på

folkeskolen. Hvilket i sig selv vil føre kommunerne i retning af fortsatte lukninger af mindre

skoler, fjernelse af lærerstillinger, højere klassekvotienter og færre timer– nøjagtig som

under VK – regeringen. Der vil hermed blive tale om undervisning af ringere standard og

kvalitet i folkeskolen i almindelighed, hvilket selvsagt vil blive særligt skæbnesvangert for de

svage elever er som anført har behov for det stik modsatte.

5. Inklusion kræver ressourcer.

Skal lovændringen som angivet i forbindelse med lovforslaget tjene til bedre inklusion af

svage elever, kræver det at ressourcerne fra besparelserne på specialundervisning mindst

følger med eleverne over i folkeskolen. Fordi svage elever flyttes fra specialklasser og skoler

til almenundervisningen, forsvinder deres særlige undervisningsbehov jo ikke eller bliver

mindre. Tværtimod må man forvente, at deres behov for støtte i de former, som folkeskolen

kan give dvs. i form af almen specialundervisning og anden specialpædagogisk bistand vil

blive større.

Skal flytningen af specialundervisning til folkeskolen lykkes i den forstand, at

undervisningen for elever med særlige behov skal være lige så god som hidtil, vil det kræve

omfattende investeringer i og en oprustning af selve folkeskolen, idet det vil kræve

- overskuelige klasselokaler og lavere klassekvotienter

- to eller flere lærere i mange af de klasser, hvori elever med specialundervisningsbehov


11

placere

- og/eller flere lærere til støtte og specialundervisning.

- uddannelse af AKT – lærere

- og omfattende efteruddannelse af folkeskolens lærere generelt i undervisning af elever

med særlige behov

- et offensivt PPR, der står folkeskolen tæt bi med pædagogisk bistand og vejledning

- Og bistår folkeskolen med et intensivt forældrearbejde.

Men undervisningsminister Christine Antorini (S) har bemærkelsesvist nok afvist samme

eller flere ressourcer til folkeskolen. Allerede heri ligger en tilkendegivelse af, at der ved

tilbageførslen af specialundervisningsbørn til folkeskolen bliver FÆRRE ressourcer til

specialundervisningsbehovene pr barn.

Skal opgaven med inklusion af svage elever i folkeskolen lykkes, er det afgørende, at det

sker uden ringere undervisning for eleverne. Men lovforslaget lægger op direkte til en

sådan ringere undervisning. Det sker, når man i regeringens lovændring nydefinerer

specialundervisning som støttebehov på 9 timer om ugen eller derover. Hermed flyttes

50.000 elever, der hidtil har modtaget specialundervisning i mindre end 9 timer ugentlig,

med et pennestrøg ved en rent administrativ foranstaltning flyttes over i

almenundervisningen. Allerede heri ligger for denne store gruppe elever en rent

administrativ forringelse, fordi de fremover nu kun vil få adgang til mere begrænset støtte

og hjælp.

Men hertil kommer, at i det omfang der fra regeringen afsættes ressourcer til kommunerne

til specialundervisning er der hermed ingen sikkerhed for, at kommunerne også faktisk

bruger dem på de svage elever ovre i normalundervisningen. Det kræver jo, at kommunerne

er villige til at geninvestere de penge, som de sparer på specialundervisningen, i støtte og

hjælp til de flere svage elever i almenundervisningen. Men for alle med behov under 9 timer

er specialundervisning ikke længere et lovkrav, men noget der vurderes lokalt. Hvilket giver

kommunerne mulighed for økonomitænkning. Og når regeringen generelt strammer de

økonomiske rammer for kommunerne, lægger den hermed også op til at økonomiske

hensyn skal dominere endnu mere. For det er jo det samme som at diktere kommunerne

fortsatte massive velfærdsbesparelser, som det samtidig med lovændringerne gøres endnu

letteret at rette mod specialundervisningen.

Hvis der ikke investeres tilstrækkeligt i inklusion i folkeskolen, vil det ende som en kortsigtet

besparelse. Men intet tyder på sådanne investeringer. Tværtimod tyder alt på strammere

økonomiske rammer for kommuner og specialundervisning. Ligesom lovændringerne selv

lægger op til ringere undervisningstilbud til svage elever. Alt peger således på, at


12

lovændringerne omkring specialundervisning netop er en spareøvelse - modsat hævdet fra

undervisningsminister og KL.

6. Lovændring om inklusion er en spareøvelse.

Det lyder som enhver politikers våde drøm at undervisningsbeparelser skulle give bedre

undervisningsresultater. At en spareøvelse skulle give (bedre) inklusion. I realiteten

forholder det sig naturligvis ikke sådan. Alle bliver tabere – også de almindelige elever,

folkeskolen. Men naturligvis især de svage elever og deres forældre.

Det hidtidige retskrav ens for alle på særlige undervisningstilbud efter behov bliver nu til

individuel vurdering – og dermed vilkårlighed. I stedet for investering i bedre inklusion får

vi nu tvangsinklusion med ringere undervisningstilbud. Med risiko for at svage elever

hermed dømmes til et liv, hvor flere uddannelses – og jobmuligheder end ellers står lukket

for dem. Ja, risikoen for sådanne sygdomsforløb vil stige, hvor vanskelighederne udvikler sig

og bliver større og mere komplekse. Det har intet med inklusion at gøre – men nærmere

med omsorgssvigt.

Men også almenundervisningen og de almindelige elever taber. For når tilstrækkelige

ressourcer ikke følger med kan man kan så enten prioritere de svage – med det resultat at

de almindelige elever får mindre tid og dårligere undervisning. Eller man kan prioritere

almenundervisningen, hvilket vil gøre de svage elever til taberne, som ikke får den

nødvendige hjælp og støtte. Da skoleledere og lærere jo er ansvarlige og faglige mennesker

vil man nok prøve at tilgodese begge grupper – hvorved alle vil blive tabere.

Og folkeskolen som sådan vil tabe herved. Foren åbenlys risiko er, at ressourcestærke

forældre flytter deres børn til andre (privat)skoler og at tendensen til at fravælge

folkeskoler – og til at fravælge folkeskolen – forstærkes.

7. Spareøvelse i lyserød indpakning.

Det lyder simpelthen så godt, at besparelser på specialundervisning skulle give bedre

inklusion. Men i realiteten forholder det sig ikke sådan. Lovforslaget om inklusion vil kun

give formel tvangsinklusion, ikke reel inklusion. Alle – både de svage elever, de almindelige

elever og folkeskolen – vil tabe på denne spareøvelse.

Politikerne er selvfølgelig godt er klar over, at det i bund og grund er en spareøvelse, som

forringer undervisningen og risikerer at tabe de svage på gulvet. Men de vælger den

lyserøde indpakning af spareøvelsen, fordi den er bedre til at sælge og camouflere

spareøvelsen som noget andet og mere positivt end, hvad det reelt drejer sig om.


13

Vi har naturligvis her at gøre med spin - forstået som formidling til offentligheden af et

andet og mere positivt indhold i reformerne end der i realiteten er dækning for.

Inklusionsreformen fremstår her nærmere som et eksempel på ”nysprog” eller ”designersprog”

dvs. en sproglig manipulering, der skal camouflere forringelser som forbedringer.


INDLEDNING: LOVFORSLAG FOR SPECIALUNDERVISNING.

Lovforslaget.

Børne - og Undervisningsminister Christine Antorini (S) har nu fremlagt det længe ventede

lovforslag om specialundervisning.

14

Lovforslaget indebærer, at elever fremover kun skal have specialundervisning, hvis de har behov

for mere end ni timer ugentligt. Hvis behovet er mindre end 9 timer, skal de indgå som elever i de

normale klasser med mulighed for støtte i form af supplerende undervisning og anden faglig støtte

samt personlig assistance. 1

Også PPR (Pædagogisk Psykologisk Rådgivning) s rolle samt klageadgangen ændres. Det vil

fremover være op til skolelederens faglige vurdering, om PPR skal inddrages i vurderingen af

undervisningsbehovet.

Også klagenævnenes rolle indskrænkes, idet der fremover vil kunne klages over tilbud til elever

med behov for støtte i 9 ugentlige undervisningstimer eller derover. 2 Men altså ikke for tilbud

under 9 timer.

Formål.

Formålet med ændringen er angivet som ” at styrke inklusionen i folkeskolen, så flere elever

bidrager til fællesskabet og får fagligt udbytte af den almindelige undervisning, og færre elever

udskilles til specialundervisning” 3

Men en anden nok så fremtrædende målsætning handler om at give kommunerne større råderum

mht. til i hvilket omfang, der gives tilbud om specialundervisning og inddrages pædagogisk –

psykologisk bistand i den forbindelse:

”Forslaget giver kommunerne større fleksibilitet til at tilrettelægge og tilpasse støtten til elever

med særlige behov. Og det frigør ressourcer hos blandt andet pædagogisk – psykologisk

rådgivning (PPR)”. 4

1) Jf. Undervisningsministeriet: Initiativer på inklusionsområdet

2 ) Ibid.

3) Jf. aftale i folkeskoleforligskredsen om Styrket inklusion i folkeskolen”, feb. 2012.

4) Jf. Lovforslag om ændring af folkeskolen og specialundervisning.


Baggrund og overordnet mål.

15

Ifølge folkeskoleforligspartierne er baggrunden for indgrebet, at antallet af elever, der er henvist

til specialundervisning, har været kraftigt stigende de seneste år.

Og at ressourceanvendelsen på området tilsvarende er steget til et niveau, hvor

ca. 13 milliarder kroner årligt, svarende til 30 procent af de samlede udgifter til folkeskolen,

anvendes på specialundervisningsområdet.

Derfor er det bagvedliggende overordnede mål med indgrebet at frigøre ressourcer fra

specialundervisning. 5

Vidtrækkende konsekvenser.

Jf. længere fremme har forslaget vide konsekvenser. Loven betyder, at antallet af elever, der

modtager specialundervisning, vil blive reduceret med 50 %.

For de enkelte forældre betyder det, at det som før et retskrav for alle, nu lægges ud til individuel

vurdering i kommuner og på skoler.

Og som anført giver forslaget kommunerne, der i disse år er i gang med en meget stor

spareøvelse, øget muligheden for IKKE at tilbyde specialundervisning.

Inklusion eller spareøvelse?

I aftalen fra folkeskoleforligskredsen anføres, at ”kommunerne bl.a. forventes at prioritere frigivne

ressourcer fra specialundervisningsområdet til øget inklusion i folkeskolen samt til en generel

styrkelse af den almindelige undervisning ” (min understregning – hhl).”

Ministeren forsikrer i den forbindelse, at der ikke er tale om en spareøvelse, men om inklusion:

”Det er vigtigt at pointere, at der ikke er tale om en spareøvelse her. Alle børn vil også fremover

have krav på et undervisningstilbud, der tilgodeser deres behov – også børn med særlige behov.

5) Aftale i folkeskoleforligskredsen om Styrket inklusion i folkeskolen”, feb. 2012.


Hvis vi skal skabe en mere inkluderende skole, er der imidlertid behov for at give kommunerne

friere rammer til at skabe en skole, hvor der er plads til flere”. 6

16

Samme toner er kommet fra KL s formand for Børne og Kulturudvalget, Jane Findahl: ”Det handler

jo ikke om, at eleverne ikke skal have specialundervisning mere. De skal bare ikke udskilles fra den

almindelige skole. ” 7

Heroverfor står imidlertid den intuitive fornemmelse af, at hvis det kun handler om at inkludere

specialundervisningen i folkeskolen, skal ressourcerne jo følge med de omhandlede børn tilbage til

folkeskolen, idet de jo så skal have støtte og undervisningstilbuddene her i stedet for i

specialskolerne.

Men hvordan harmonerer det med, at indgrebet skal frigive ressourcer og bremse stigninger =

spare?

Analysens opbygning.

Det er det overordnede ledemotiv for denne rapport at belyse, hvorvidt indgrebet reelt sigter på

inklusion eller om der reelt er tale om en spareøvelse.

I del I indkredses problematikken omkring stigende udgifter til specialundervisning og årsagerne

hertil?

Del II ser så på årsagerne til kommunernes økonomiske klemme i disse år, som medført krav om

”styr på udgifterne til specialundervisning”: Er årsagen økonomisk krise eller den førte økonomiske

politik.

I del III behandles så hovedproblematikken om, hvorvidt indgrebet vil fremme inklusion af børn

med særlige behov eller om det tværtimod vil få negative konsekvenser for dem – og folkeskolen i

øvrigt?

Videre diskuteres i del IV det helt bagvedliggende spørgsmål, om der med det givne ”hul” i

statskassen er råd til specialundervisning og/eller kan skaffes råd?

Og endelig diskuteres i den afsluttende del V, hvad der er alternativet til sparestrategien og hvad

der skal gøres i folkeskolen og på specialundervisningsområdet istedet?

6) Jf. Olsen, John Villy: Antorini – lovændring er ikke en spareøvelse. Interview med Christine Antorini i fagbladet ”Folkeskolen, nr. 2, dec. 2011.

7) Jf Thomsen, Per Bang: Flertal siger nej til flere specialelever i folkeskolen. Altinget 15.12.11 og jf. Riise, Andreas Brøns: Kampen om inklusionen

– talknusere versus praktikere. Folkeskolen 12. okt. 2010.


17

DEL I:

UDGIFTSVIKLINGEN

PÅ SPECIALUNDERVISNINGSOMRÅDET

OG

BAGGRUNDEN HERFOR.


KAPITEL 1. UDGIFTSUDVIKLINGEN PÅ SPECIALUNDERVISNINGS-

OMRÅDET.

I det følgende vil vi se på den udgiftsudvikling på specialundervisningsområdet, som er en del af

baggrunden for børne – og undervisningsministerens indgreb i specialundervisning.

18

1.1. Udgifternes størrelse til specialundervisning.

Den samlede specialundervisning kostede i skoleåret 2008/09 i alt omkring 13 mia. kr på

specialundervisning. Specialundervisningsområdet kan opdeles i specialskoler og specialklasser

(segregerede undervisningsformer) på den ene side og på den anden side almindelig

specialundervisning og anden specialpædagogisk bistand samt enkeltintegreret undervisning

(inkluderende undervisningsformer)

Tabel: Former for specialundervisning. 8

8 ) Kilde: Deloitte - Analyse af specialundervisning.


19

Heraf blev brugt 7,9 mia. kr. til specialskoler og specialklasser (segregerede undervisningsformer),

op mod 2 mia. på inkluderende undervisningsformer og godt 3 mia. kr på andre formål. Herunder

PPR.

Tabel: Udgifter til specialundervisning og fordeling heraf folkeskoleåret 2008/09. 9

Den segregerede specialundervisning står således for den helt overvejende del af udgifterne på

specialundervisningsområdet, jf. nedenstående figur.

Figur: Procentfordeling af udgifter til specialundervisning på skoletyper. 10

9) Kilde: Deloitte – Analyse af specialundervisning i folkeskolen. Juni 2010.

10 ) Kilde: Finansministeriet – Specialundervisning – veje til bedre styring og organisering.


.

Midlerne gik i skoleåret 2008/09 til at give omkring 84.000 elever specialundervisning. Heraf

modtog lidt over 51.000 elever specialpædagogisk bistand indenfor selve folkeskolen i

folkeskoleåret 2008/09 (inkluderende undervisningsformer). Mens knap 33.000 elever modtog

undervisning i særlige specialklasser eller på specialskoler. (segregerende undervisningsformer)

Tabel: Elevantal og fordeling indenfor specialundervisningsområdet 2008/09. 11

Andelen af elever der modtager specialundervisning i inkluderende undervisningsformer er

således størst = 8,7 % af alle elever.

Andelen af elever der modtager undervisning i segregerede tilbud udgjorde 5,6 % af alle elever.

hvoraf 13.383 elever gik i specialklasser og 19.371 gik i specialskoler, jf. nedenstående figur:

20

Figur: Fordeling af elever i specialundervisning på typer. 12

11) Deloitte, oven anførte værk.

12) Kilde: Deloitte – oven anførte værk.


Fordelingen af aktivitet på forskellige specialundervisningstyper har betydning for udgifterne på

specialundervisningsområdet.

21

På landsplan koster en elev der modtager almindelig eller enkeltintegreret undervisning ca. 33.926

kr. mere end en almindelig elev, en elev der går i en specialklasse 134.493kr. og en elev der går i

specialskoleelev 232.961 kr. mere end en elev der kun modtager almindelig undervisning.

Tabel: Udgifter pr. elev. 13

1.2. Udviklingen i udgiftsniveauet.

Udgifterne til specialundervisning har udgjort en stigende andel af udgifterne til folkeskolen i en

årrække.

De samlede udgifter til undervisning pr. elev i folkeskolen har som sådan været stabile i perioden

2002-2009.

Opgørelsen viser en udvikling i udgifterne til undervisning i folkeskolen fra ca. 35 mia. kr. i 2002 til

ca. 35,5 mia. kr. i 2009 som vist i nedenstående tabel:

Tabel: Samlede udgifter til undervisning i folkeskolen. Mio. kr. 14

Samlede

undervisningsudgifter i

folkeskolen kr. 2009

priser.

Alle beløb i mio. kr.

13 ) Ibid.

14) Kilde: Bente Schøpzinsky: Speciale om specialundervisning.

2002 2003 2004 2005 2006 2007 2008 2009

35.018 35.243 35.418 35.827 35.922 35.254 35.383 35.514


22

Men sammensætning har ændret sig, idet udgifterne på specialområdet i de senere år har været

stigende som andel af de samlede skoleudgifter, mens udgifterne til almenundervisningen

nærmest modsat er stagneret.

Tabel: Samlede undervisningsudgifter i folkeskolen samt opdeling på udgifter til

almenundervisning med tilknyttet specialundervisning samt på vidtgående specialundervisning. 15

Denne udvikling skyldes dels stigning i antallet af elever, som modtager specialundervisning, dels

at udgifterne pr specialundervisningselev er steget.

Udgifterne til udvidet specialundervisning er nærmere bestemt steget med 2920 kr. pr elev samlet

set i perioden 2002-2009. I 2002 blev der brugt 5.635 kr. pr. elev til den udvidede

specialundervisning, mens der i 2009 blev brugt 8.555 kr. pr. elev, jf. nedenstående tabel:

Figur: Udgifter til udvidet specialundervisning pr. elev (2009-priser) 16

15 ) Kilde: BDO Kommunernes Revision: Opgørelse af udviklingen i udgifterne til folkeskolen. Maj 2010.

16 ) Kilde: Oven anførte værk.


En analyse foretaget af KL viser, at udgifterne til specialundervisning og udsatte børn og unge er

steget med henholdsvis 18 og 11 procent fra 2007 til 2009.

23

Det er navnlig udgifterne til specialskoler og specialklasser, der er steget i forhold skoleudgifterne

som helhed. I 2002 udgjorde disse udgifter omkring 8 % af de samlede skoleudgifter, men i 2010

omkring 13 %.

Figur: Udgifter til specialskoler + specialklasser i % af samlede skoleudgifter. 17

1.3. Sammensætningen af udgifter til specialundervisning.

Der bruges i dag 7,9 mia. kr. på specialskoler og specialklasser. I alt bliver der som anført brugt

godt 13 mia. kr. på specialundervisning.

17) Kre vi: Specialundervisningens omfang.


Det er overvejende de særligt krævende og ”tunge” elever med læse- og skrivevanskeligheder

og/eller med indlæringsvanskeligheder der henvises til specialklasser og specialskoler.

Udgifterne hertil sluger dermed en forholdsmæssigt stor andel af de samlede udgifter til

specialskoler og specialklasser mm.

Figur: Udgifts – og elevandele for forskellige former for segregeret undervisning. 18

24

I skoleåret 2008/09 var udgiften for en gennemsnits inkluderet elev på 83.973 kr., udgiften til en

specialklasseelev var på 184.540 kr. hvorimod udgiften til en specialskoleelev var på 283.008 kr.

Tabel: Udgifter pr elever (kr.) 19

18 ) Kilde: Deloitte – oven anførte værk.

19 ) Oven anførte værk.


KAPITEL 2. BAGGRUNDEN FOR UDGIFTSUDVIKLINGEN PÅ

SPECIALUNDERVISNINGSOMRÅDET.

2.1. Flere elever i specialundervisning.

25

Antallet af elever i specialundervisning ses at være stigende over tid. Før strukturreformen steg

antallet af elever, der modtog specialundervisning i en specialklasse eller specialskole fra 19.570 i

skoleåret 2001/02 til 27.075 i 2006/07. Samlet set betød det, at andelen af børn, der modtog

specialundervisning i en specialklasse eller specialskole i folkeskolen som helhed steg fra 3,4 pct.

til 4,5 pct.

Figur: Antal elever i specialklasse eller specialskole fra skoleåret 01/02 til 06/07. 20

30000

25000

20000

15000

10000

5000

0

'2001 2002 2003 2004 2005 2006

Efter strukturreformen synes antallet af elever i specialundervisning at være steget.

På 10 år er behovet antallet i vidtgående specialundervisning steget til med omkring 50 %. 21

20) Kilde: Undervisningsministeriet: Tal der taler – diverse årgange.

21 ) Jf. Interview med Niels Egelund: Et mangehovedet uhyre. Nyt fra Børnerådet, 30. april 2009.


Figur: Antal elever i specialklasse eller specialskole fra skoleåret 07/08 til 09/010. 22

60000

50000

40000

30000

20000

10000

0

2007/08 2008/09 2009/10

26

2.2. Stigning i adfærds – og indlæringsproblemer.

I alt

specialundervisning

folkeskolen

' heraf i folkeskolens

normalklasser

'- heraf i

specialklasser og

skoler

De tre hyppigste indberettede henvisningsårsager er læse- og skrivevanskeligheder og generelle

indlæringsvanskeligheder.

Figur: Henvisningsårsager fordelt på typer 2008/09. 23

22) Kilde: KREVI – Ekskluderende specialundervisning, 2011

23) Kilde: Deloitte – foran anførte værk.


27

Kategorien andet opsamler elever, hvor den primære årsag til specialundervisning

ikke kan placeres under én af de andre kategorier, f.eks. elever med hjerneskade med forskellige

former for funktionssvigt.

Stigningen er ikke kommet indenfor børn med klassiske handicaps som fx. syns – eller

hørehæmning eller udviklingshæmning. Det det såkaldte AKT – elever, der står for en stor del af

stigningen dvs. børn der har problemer med adfærd, kontakt og trivsel.

2.3. Sygeliggørelse af normal adfærd?

Den bekendte professor fra DPU, Danmarks Pædagogiske Universitet, Niels Egelund har givet en

ganske markant forklaring herpå – sygeliggørelse af raske børn:

”Der er nogle tendenser i tiden, som betyder en stigende diagnosticering og sygeliggørelse af

almindeligt forekommende problematikker. Det er ganske enkelte kommer flere diagnoser og

dermed sat navn på en række normale variationer af menneskelig adfærd. Denne sygeliggørelse er

dybt, dybt problematisk …” 24 ( min understregning, hhl)

Niels Egelund mener, at mange forældre gerne vil have sat en diagnose på deres børn, hvis poden

en problematisk. Dermed bliver forældrene og hjemme frikendt for at have gjort noget forkert og

får samtidig en direkte adgangsbillet til hjælp fra det offentlige.

Sat lidt på spidsen skulle stigningen i behovet for specialundervisning med andre ord handle om

forældre, som ikke formår eller tager sig tid til at tage sig af og opdrage deres børn ordentlig og

om børn, som dermed udvikler sig til ”problembørn”. Og hvor det er nemmere og bekvemmere at

vælte problemet over på skolen og det offentlige. Hvorfor de benytter sig af fagfolks trang til

”diagnoser” til at lægge billet ind herpå.

2.4. Eller bedre viden?

Samme Niels Egelund har imidlertid en mere faglig sammenhæng (Børnerådet) givet en noget

andet forklaring, som også handler om, at der er tale om fænomener, som man ikke tidligere

havde øje på som noget der krævede hjælp: ”Det er børn, man tidligere overså, sendte udenfor

24 ) Momentum: Udgifter til specialundervisning og udsatte børn presser folkeskoler og ældrepleje. 16. marts 2010.


døren eller anså for mærkelige. I dag er forældrene til disse børn langt mere vidende om

sygdommene og i forskellige netværk får de mere rådgivning … end tidligere.” 25

28

Her er forklaringen altså større viden om adfærdsproblemer, som tidligere bare blev overset eller

fortrængt. Det gælder fx autisme eller ADHD. Og det gælder større opmærksom på skader under

graviditeten. 26 En større viden både hos forældre og fagfolk

Men er der tale om, at man nu opdager mere om problemer, som tidligere blev overset eller

fortrængt, er der jo tale om reelle problemer og ikke ”luksus”. Og ligeledes er større viden hos

forældre og fagfolk er der heller ikke tale om magelighed og forkælethed.

Andre fagpersoner peger også i sidste retning. Fx på, at elever der henvises til specialundervisning

sjældent kun har et problem (en diagnose) og at problemerne kan udvikle sig (forværres), hvis der

ikke sker behandling.

35 – 48 % af børn med adfærdsforstyrrelser har også ADHD. Og 33 % af børnene med ADHD har

specifikke indlæringsvanskeligheder. Adfærdsforstyrrelser hænger sammen med lavere verbal IQ

og manglende udvikling af problemløsningsstrategier og af hukommelse for verbal information,

med manglende udvikling af selvkontrol. Børn med adfærdsforstyrrelser har ofte at læse – og

sprogvanskeligheder.

25 – 40 % af børn med adfærdsforstyrrelser udvikler antisocial personlighedsforstyrrelse som

voksne, herunder psykopati. 33 % af børn og unge med adfærdsforstyrrelser bliver siden

diagnosticeret med depression. 27

Hos børn der både har ADHD og adfærdsforstyrrelser er indlæringsvanskelighederne signifikante.

25) Nyt fra Børnerådet, 20. april 2009.

26 ) Ibid.

27 ) Jf. Petersen, Jette: Myter og realiteter i forhold til sammensætning af elever i specialklasserne.


29

DEL II:

KOMMUNER

UNDER

ØKONOMISK PRES.


30

KAPITEL 3. KRISE OG NULVÆKST UNDER VK.

Men den stigende blæst i de senere år omkring udgifterne til specialundervisning hænger ikke blot

sammen med størrelsen og stigningen i udgifterne selv. Det hænger nok så meget sammen med

kommunernes generelle økonomiske situation og det stigende pres herpå i de senere år.

3.1. Finanskrise og ”Genopretningsaftale”.

Baggrunden for den stigende opmærksomhed på at styre og begrænse udgifterne til

specialundervisning handler ikke mindst om, at kommunerne i disse år er stærkt pressede

økonomisk. Dels på grund af den økonomiske krise, dels på grund af regeringens nulvækstpolitik.

Kommunernes økonomi er i disse år hårdt presset. Det skyldes for det første finans – og

gældskrisen og den dermed stigende arbejdsløshed, som koster kommunerne skatteindtægter og

øger udgifterne.

Men for det andet skyldes det den økonomiske politik, som under VK – regeringen efter

indgåelsen af ”Genopretningsaftalen” for kommunerne fra 2011 til 2013 har indebåret nulvækst.

Samtidig er efterspørgslen efter velfærdsydelser imidlertid fortsat stigende pga. et stigende antal

brugere, navnlig ældre. Samtidigt er der et stigende behov og bedre behandlingsmetoder for

udsatte grupper såsom specialundervisningselever og det specialiserede socialområde.

Skal der med et stigende antal brugere og stigende behov kunne opretholdes uændret standard i

velfærd og service, kræver det en realvækst i de kommunale udgifter på 1,2 til 1,7 % årligt.

I forhold hertil indebærer nulvæksten langt mindre ressourcer til kommunerne og dermed en

betydelig årlig besparelse.

Tabel: Besparelse i realvækst i kommuner og regioner 2011 til 2013 (mia. kr.) 28 .

Kommunernes andel af besparelse ift.

planlagt realvækst i offentligt forbrug

Kommunernes andel af yderligere

besparelse ift. faktisk realvækst i

offentligt forbrug

2011 2012 2013

2-3 2-3 2-3

1-2 1-2 1-2

28 ) Kilde: Lund Henrik Herløv – Regeringens konvergensprogram. Og Lund, Henrik Herløv: VK s “Reformpakken 2020”


Ifølge en kritisk analyse betyder regerings indgåede aftale med KL en voldsom udhuling af

kommunernes økonomi i årene frem.

31

Kommunerne tvinges til at frigøre ressourcer til de flere ældre gennem besparelser på enten det

sociale område eller andre velfærdsområder så som daginstitutioner og folkeskoler.

Aftalen indeholder ikke flere ressourcer til det specialiserede område for udsatte børn og unge og

det kan give markante besparelser på området med nedskæringer til følge.

Det samme gælder specialundervisningsområdet, hvor der med en mere fornuftig opgavedeling og

styringsmodel på området og hvor der evt. tilføres ekstra midler til at løfte opgaven kunne brugen

af specielskoler givet reduceres uden serviceforringelser.

Med denne nulvækst som kommunerne er blevet pålagt er der tværtimod udsigt til at

specialundervisningen bliver en nedskæringsøvelse.

3.2. Kommuneaftaler med fokus på specialundervisning. 29

Med kommuneaftalerne for 2011 og 2012 udmøntes nulvæksten og søgelyset rettes mod

udgifterne til ”de svage grupper”, herunder specialundervisningsområdet.

Resultatet har været omfattende besparelser i kommunerne i form af stillingsnedlæggelser.

Det kunne i 2011 konstateres, at der blevet 25.000 færre ansatte i kommuner og regioner under

nulvæksten. 30

Figur: Reduktion i fuldtidsansatte i kommuner og regioner siden 2010. 31

29 ) Jf. Lund, Henrik Herløv: Kommuneaftalen 2011. og jf. Schøpzinsky, Bente – foran nævnte speciale.

30) Jf. FOA Pressemeddelelse - 25.000 færre ansatte i regioner og kommuner. 06.10.2011

31) Kilde: Pedersen, Frederik I. og Janus Breck: Offentlig beskæftigelse tilbage på Nyrup – niveau. AE – rådet 17.01.12


Dette har ikke mindst ramt folkeskolen. 32

32

Og fra og med kommuneaftalen for 2011 har regeringen og KL været enige om at arbejde for en

omstilling af folkeskolen sådan at målsætningen om inklusion bidrager til en reduktion af andel af

ressourcer der anvendes til specialundervisning.

I denne forbindelse indgik det i kommuneaftalen for 2011, at

Der gennemføres en lovændring med henblik på at afgrænse specialundervisning til kun at

omfatte støtte i mindst 12 timer ugentligt undervisningstimer samt undervisning i

specialklasser og specialskoler.

Det skal gøres klart at en diagnose ikke i sig selv giver adgang til specialundervisning, men

at der kan etableres støtte så det passer til barnet.

Der skal gennemføres en lovændring således at den kommune der anbringer fremover skal

medvirke til og godkende tilbuddet i beliggenhedskommunen.

Regeringen og KL blev også enige om, at kommunerne skal begrænse henvisningerne til

specialklasser og specialskoler.

Kommunerne skal for at realisere målsætningen blandt andet arbejde med:

Etablering af inklusionsfremmende styringsmodeller

Gøre Pædagogisk Psykologisk Rådgivning mere efterspørgselsstyret

Arbejde strategisk med lærernes kompetenceudvikling og udnyttelse af personalets

kompetencer til gavn for alle elever. 33 .

3.3. VKO s skolereform: Oplæg til besparelser – ikke mindst på specialundervisning

34

Samtidig lagde VK – regeringen op til en folkeskolereform med udgangspunkt i en opfattelse af, at

folkeskolen var for dyr og for dårlig. Derfor iværksatte man et ”360 graders eftersyn af

folkeskolen” og bad et ”Rejsehold” under den kendte neoliberalistiske økonom Jørgen

Søndergaard komme med reformforslag samt spilede endelig selv ud med forslag til en

folkeskolereform.

32) Christensen, Esben: Kommunerne har sparet 6 mia. for meget. (Interview med Anders Bondo Christensen). Folkeskolen nr. 2, marts 2012.

33) Jf. Kommuneaftalen, s 15 - 16

34 ) Jf. Lund, Henrik Herløv: Verdens bedste folkeskole – eller verdens bedste folkeskolebesparelser.


33

Ganske vist var der hos Rejseholdet enkelte gode overvejelser om styrket kompetenceudvikling for

folkeskolelærere og øget læseindsats, men selvom Rejseholdets forslag præsenteredes som tiltag

til at bedre de faglige resultater var en betydelig del af forslagene i realiteten spareforslag.

Det gælder forslagene om skærpede adgangskrav til læreruddannelsen, ”(op)Justering” af lærer-

/elevratioen og anvendelse af en større del af lærernes tid på undervisning og revision af lærernes

arbejdstidsaftale, udfasning af 10 – klasse og opbygning af større skoler.

Og det gjaldt ikke mindst et forslag om omlægning af specialundervisning og ”(Ned)Justering” af

andelen af elever i specialklasser og på specialskoler


KAPITEL 4: SRSF VIDEREFØRER ”GENOPRETNINGSAFTALEN”.

4.1. Nulvækst fortsættes.

34

VK – regeringens økonomiske politik er blevet fortsat af SRSF – regeringen. Det hedder direkte i

regeringsgrundlaget, at ”… Udgangspunktet for regeringen er VK – regeringens økonomiske politik

i bredeste forstand, herunder genopretningsaftalen og forårets aftaler …”. 35

I valgprogrammet ”Fair Løsning” havde S + SF opereret med et løft til kommuner og regioner på

årligt omkring 20 mia. kr, men SRSF – regeringen har ikke desto mindre fortsat stort set fortsat

nulvækstpolitikken i 2012 og tegner endnu mere til at ville det i 2013. 36

Figur: Årlig gns. realvækst i offentligt forbrug 1993 – 2000 37 , 2002 – 2010 38 samt i finanslov 2012

og forventet på finanslov 2013 – pct. (fastepriser)

2,5

2

1,5

1

0,5

0

1993-2000

2,3

2002 - 2010:

1,7

0,6

FL12 efter

finanslovsaftalen

0,3

Løft i kollektivt

forbrug 2013

ifølge FL 12

Også for 2012 har det betydet fortsatte besparelser på folkeskolen, idet 2 ud 3 kommuner her

sparede på både undervisning og lærerstillinger.

Det var især specialundervisningen, som har måttet holde for, idet 43 % af kommunerne under

budgettering planlagde forringelser i specialundervisningen. 39

35 ) Jf. SRSF – regeringen: Et Danmark, der står sammen, s 9.

36 ) Jf. Lund, Henrik Herløv: Finanslov og finanslovsaftale 2012æ

37 ) Kilde Davidsen, Sysser og Nathalie Tuxen Hansen: Analyse af det offentlige forbrug 1992-2000. Opregnet til 2010 priser.

38 ) Jf. Finansministeriet: Budgetoversigt 3, 2009, s. 72 og 73.

39) Jf. Ritzau: Kommuner sparer på undervisningen. 10.09.11.


4.2. Folkeskoleløft aflyses.

35

I ”Fair Løsning” havde S + SF til folkeskolen særskilt opereret med et løft på 2 mia. kr, som skulle

bruges til reform og forbedring af folkeskolen. Blandt andet skulle der i indskolingen indføres et to

– lærersystem, lægges loft over klassekvotienterne og gennemføres bedre uddannelse af lærerne.

40

Også det tredje regeringsparti, De Radikale, ville gennemføre et milliardløft til folkeskolen, navnlig

med vægt på opkvalificering af lærerne. 41

Men efter valget og dannelsen af SRSF – regeringen er en folkeskolereform blevet udsat og

forslagene om to lærere i indskolingen i hele folkeskolen er blevet reduceret til pletvise forsøg.

Mens loft over klassekvotienter er taget helt af bordet.

Til gengæld er SRSF altså gået i gang med, hvad der hos VK åbenlyst var et stort spare element:

Nemlig tilbageførslen af specialundervisning til folkeskolen.

Ligesom stillingsnedlæggelser og skolelukninger fortsætter under SRSF.

4.3. SRSF ´s 2020 – plan.

SRSF arbejder i forlængelse af meldingerne i regeringsgrundlaget om fortsat stram økonomisk

politik på en ny 2020 plan, som skal afløse VK s ”Reformpakken 2020”. Planen er endnu ikke

offentliggjort, men nogle hovedlinjer er allerede blevet luftet. I overensstemmelse med

ovenstående er det allerede blevet meldt ud, at planen munde ud i et krav om endnu større

besparelser frem til 2020 end VK – regeringen krævede. 42

I VK s plan skulle de offentlige finanser frem til 2020 som bekendt forbedres med 47 mia. kr.

43Det var imidlertid kun i forhold til de i forvejen begrænsede udgiftsstigninger for det offentlige

forbrug, som VK s plan opererede med. Målt i forhold til den hidtidige faktiske realvækst i

udgifterne til offentligt forbrug 2002 til 2010 var det reelle sparekrav snarere 69 mia. kr. Men det

er som sagt allerede blevet meldt ud, at sparekravet i S R, SF s kommende 2020 plan vil blive

opgjort endnu højere. Da planen endnu ikke er offentliggjort, kender vi endnu ikke detaljerne og

40 ) Jf. S + SF: Fair Løsning 2020.

41 ) Jf. De Radikale: Tag Ansvar 2020.

42) Jf. Brandstrup, Mads: Slaget om velfærdssamfundet. Politiken 29.01.12

43) Jf. VK-regeringen: ”Reformpakken 2020” og jf. Lund, Henrik Herløv: Reformpakken 2020.


det helt præcise budgetforbedringsbehov, som planen vil angive, men det er næppe meget

forkert, at det vil ligge omkring 20 mia. kr. højere. 44

Budgetforbedringsbehovet må derfor forventes at blive op mod 67 mia. kr i forhold til den i

forvejen forudsat lav vækst i de offentlige udgifter på i gns årligt 0,9 %. Men i forvejen til den

hidtidige faktiske stigningstakt i udgifterne i 00 ´erne vil sparebehovet være op mod 87 mia. kr.

frem til 2020.

36

Det er naturligvis indlysende, at med det øgede sparekrav vil regeringens rammer for det

offentlige forbrug og for regioners og kommunernes økonomi i de kommende år ikke alene blive

langt snævrere end målet forud for valget var i ”Fair Løsning”, men rammerne vil også blive endnu

snævrere end den af VK – satte frem til 2020.

S, R, SF har med finansloven for 2012 fastlagt realvæksten i det offentlige forbrug til 0,6 % i 2012

og 0,3 % i 2013. Som anført er kender vi endnu ikke detaljerne i SRSF ´s 2020 plan, men skal der i

den samlede periode frem til 2020 spares 20 mia. kr. mere end bebudet af VK, kræver det

formentlig, at SRSF reducere realvæksten i det offentlige til omkring + 0,4 til 0,5 % i årligt

gennemsnit i den resterende periode frem til 2020. 45

Der må således forventes, at SRSF i sin kommende 2020 plan ikke blot nu vil kræve langt lavere

vækst i det offentlige forbrug end Fair Løsning, men også en tilnærmelsesvis halvering af væksten

frem til 2020 i forhold til VK.

Figur: Årlig gns. realvækst i offentligt forbrug frem til 2020 i S+SF s ”Fair Løsning 2020”, i VK s ”

Reformpakken 2020” og i S, R, SF s kommende 2020 plan (skøn) 46

1,2

1

0,8

0,6

0,4

0,2

0

1,1

44) Jf. Brandstrup, Mads: Oven anførte artikel.

45) Kilde: Egen beregning.

Fair Løsning

46 ) Jf. Lund, Henrik Herløv: Finanslov og finanslovsaftale 2012.

0,8

Reformpakken

2020

0,45

SRSFs 2020plan


37

SRSF må altså forventes at kræve så lave udgiftsstigninger i det offentlige forbrug fra 2013 og

frem, at det nærmer sig permanent nulvækst. Udover at der i perioden i øvrigt skal gennemføres

en lang forringelser af overførsler og arbejdsmarkedsordninger.

MEN: Det skal sammenholdes med, at behovet for offentlig service frem til 2020 må forventes at

stige som følge af, at der bliver flere ældre. Ligesom der på det sociale og undervisningsmæssige

område i en række år har kunnet konstateres stigende behov. Selv med neddæmpning heraf i de

senere år må der stadig forventes at være et underliggende først og fremmest demografisk

baseret behov for en realvækst i det offentlige forbrug på årligt gennemsnitligt 0,9 til 1,4 %

svarende til samlet 5 til 7 mia. kr. 47

Ellers forringes standard og kvalitet af den offentlige service, idet der med lavere vækst vil være

færre ressourcer og stillinger pr. bruger.

Med en fremtidig ramme på 2 til mia. kr i forhold til et vækstbehov på 5 til 6 mia. kr årligt vil der

hermed fra 2013 og frem til 2020 være lagt op til fortsatte kraftige besparelser i det offentlige

forbrug på omkring 3 til 4 mia. kr. årlig svarende til mellem 6 og 8.000 stillinger årligt. 48

Besparelserne vil formentlig navnlig ramme kommunerne. Der er altså lagt op til massiv

sparepolitik her, hvilket ikke kan undgå at ramme folkeskolen gennem flere skolelukninger,

yderligere mange stillingsnedlæggelser, reduktion af timer og øgede klassekvotienter – og gennem

ringere støtte til de svage elever.

47) Jf. Lund, Henrik Herløv: Konvergensprogram og nulvækst. Opgørelsen er nedjusteret for at tage højde for de seneste års besparelser.

48) Jf. oven anførte note.


38

DEL III:

INKLUSION

ELLER

SPAREØVELSE?


39

KAPITEL 5: INKLUSION KRÆVER RESSOURCER.

Spørgsmålet er nu, på hvilken måde børne og undervisningsminister Christine Antorinis lovforslag

om tilbageførsel af dele af specialundervisningen til folkeskolen vil indgå i SRSF - regeringens skole

– og økonomiske politik, jf. foranstående kapitel.

Skal lovændringen som angivet i forbindelse med lovforslaget tjene til bedre inklusion af svage

elever eller handler om endnu et element i de fortsatte velfærdsbesparelser?

5.1. Folkeskolen skal oprustes, hvis den skal løse opgaven.

Vi vil her lægge til grund, at specialundervisning skyldes reelle behov hos eleverne og ikke bare

handler om uformåenhed, magelighed og rage – til – sig – mentalitet hos egoistiske forældre.

Lovforslaget vil som tidligere beskrevet betyde, at en større del af disse elever skal ind i

folkeskolens almenklasser i stedet for at henvises til specialklasser og specialskoler. Men fordi de

flyttes fra en sammenhæng til en anden, forsvinder deres særlige undervisningsbehov jo ikke eller

bliver mindre.

Tværtimod må man forvente, at deres behov for støtte i de former, som folkeskolen kan give dvs. i

form af almen specialundervisning og anden specialpædagogisk bistand vil blive større. Ofte vil

der behøves ekstra midler til fx at etablere særlige fysiske rammer, til støttelærere og til løbende

coaching af lærere osv. 49

Behovene fra fx elever med ADHD, som har behov for faste, rolige og afgrænsede rammer,

tilgodeses formentlig bedre i specialklasser og skoler end i folkeskolen og behovet for

kompensation ad anden vej vil derfor være større i folkeskolen.

Skal flytningen af specialundervisning til folkeskolen lykkes i den forstand, at undervisningen for

elever med særlige behov skal være lige så god som hidtil, vil det kræve omfattende investeringer i

og en oprustning af selve folkeskolen, idet det vil kræve

overskuelige klasselokaler og lavere klassekvotienter

49) Jf. Ratner, Helene: Spareøvelse forklædt som inklusion. Information 07.11.11


40

to eller flere lærere i mange af de klasser, hvori elever med specialundervisningsbehov

placere

og/eller flere lærere til støtte og specialundervisning.

uddannelse af AKT – lærere

og omfattende efteruddannelse af folkeskolens lærere generelt i undervisning af elever

med særlige behov

et offensivt PPR, der står folkeskolen tæt bi med pædagogisk bistand og vejledning

Og bistår folkeskolen med et intensivt forældrearbejde. 50

Skal folkeskolen lykkes med det for lovforslaget angivne mål om inklusion af svage elever, kræver

det med andre investering i folkeskolen, så den oprustes til opgaven.

Det kræver igen, at folkeskolen mindst tilføres de i specialklasser og specialskoler hidtidigt brugte

ressourcer til de pågældende elever. Og for anført vil det formentlig kræver flere ressourcer.

Det kræver for det første, at regeringen afsætter mindst de samme eller flere ressourcer til

kommunerne til at løse opgaven med flere svage elever i folkeskolen.

Men for det andet kræver det videre, at den enkelte kommune er villig til at geninvestere de

penge, som spares på specialundervisning. 51

5. 2. Ikke samme ressourcer fra regeringen.

Børne - og undervisningsminister Christine Antorini (S) har vedvarende afvist, at lovforslaget om

inklusion af flere specialundervisningselever i folkeskolen er en spareøvelse: ”Målet er mere

inklusion og bedre løsninger for børnene uden at det er en spareøvelse”. 52

Men hun har bemærkelsesvist nok samtidig afvist ovenstående betragtning om samme eller flere

ressourcer til folkeskolen: ”Det her er IKKE fra krone til krone” 53 (min fremhævning – hhl).

Allerede heri ligger således indirekte en tilkendegivelse af, at der ved tilbageførslen af

specialundervisningsbørn til folkeskolen bliver FÆRRE ressourcer til specialundervisningsbehovene

pr barn.

50) Jf. Kjeldsen, Per: Inklusion eller pædagogisk omsorgssvigt. Information 13.11.11.

51) Jf. Mainz, Pernille: Flere specialbørn uden garanti for flere penge. Politiken 27.03.12

52) Mainz, Pernille: Specialundervisning til færre. Politiken 30.11.11

53 ) Oven anførte værk.


41

Allerede den første betingelse for at der ikke bliver tale om en spareøvelse tegner således IKKE til

at blive opfyldt, nemlig at regeringen afsætter de samme ressourcer på området til kommunerne.

Det kan altså tværtimod forventes, at SRSF – regeringen IKKE vil afsætte de samme ressourcer.

Og grunden hertil ligger lige for. Regeringen vil som foran beskrevet i 2012 og 2013 fortsætte den

hidtidige nulvækst i kommunerne og man vil herefter fortsætte med stort set nulvækst, der vil

kræve årlige besparelser i kommunerne på 3 til 4 mia. kr og fjernelse af op til 8.000 stillinger årligt.

Denne fortsættelse af VK s stramme økonomiske politik og styring af kommunerne vil selvsagt føre

regeringen i retning af også samme politik som VK overfor folkeskolen. Dvs. at der igennem lavere

bloktilskud og lavere skatte og udgiftsrammer spares også på folkeskolen.

Hvilket i sig selv vil føre kommunerne i retning af fortsatte lukninger af mindre skoler, fjernelse af

lærerstillinger, højere klassekvotienter og færre timer– nøjagtig som under VK – regeringen.

Der vil hermed blive tale om undervisning af ringere standard og kvalitet i folkeskolen i

almindelighed, hvilket selvsagt vil blive særligt skæbnesvangert for de svage elever er som anført

har behov for det stik modsatte,

5. 3. Lovændring giver ringere undervisning for 50.000 svage elever.

Skal opgaven med inklusion af svage elever i folkeskolen lykkes, er det afgørende, at det sker uden

ringere undervisning for eleverne. Men ikke blot forventede fremtidige ringere økonomiske

rammer, men også elementer i lovforslaget lægger op til en sådan ringere undervisning.

Det sker, når man i regeringens lovændring nydefinerer specialundervisning som støttebehov på 9

timer om ugen eller derover. 54

Er behovet under 9 timer, vil eleverne fremover IKKE modtage specialundervisning, men kan kun

modtage inkluderet almindelig støtte i form af supplerende undervisning og anden faglig støtte

samt personlig assistance.

Man bestemmer også, at det fremover vil være op til skolelederen om man vil inddrage

ekspertisen fra PPR i forhold til vurderingen af elevernes undervisningsbehov.

54) Jf. Undervisningsministeriet: Initiativer på inklusionsområdet..


42

Det er en ganske vidtgående ændring, for de betyder, at antallet af elever, der modtager

specialundervisning, vil blive reduceret med 50 %. 55 Hermed flyttes 50.000 elever, der hidtil har

modtaget specialundervisning i mindre end 9 timer ugentlig, med et pennestrøg ved en rent

administrativ foranstaltning flyttes over i almenundervisningen.

Allerede heri ligger for den store gruppe elever en rent administrativ forringelse, fordi de fremover

nu kun vil få adgang til mere begrænset støtte og hjælp.

5. 4. Ikke samme ressourcer fra kommunerne.

Men hertil kommer, at i det omfang der fra regeringen afsættes ressourcer til kommunerne til

specialundervisning er der hermed ingen sikkerhed for, at kommunerne også faktisk bruger dem

på de svage elever ovre i normalundervisningen.

Det kræver jo, at kommunerne er villige til at geninvestere de penge, som de sparer på

specialundervisningen, i støtte og hjælp til de flere svage elever i almenundervisningen.

Men for alle med behov under 9 timer er specialundervisning ikke længere et lovkrav, men noget

der vurderes lokalt. Hvilket giver kommunerne mulighed for økonomitænkning.

Selv hvor regeringen måtte have en intention om, at pengene følger med eleverne over i

normalundervisen – og afsætter dem, behøver det ikke at blive sådan.

Der kan være kommuner, der investerer i asfalt i stedet for i specialundervisning.

Og regeringen lægger i øvrigt også selv op til en sådan økonomitænkning, kaldet

”inklusionsfremmende budgetmodeller”. I kommuneaftalen for 2011 fremhæves således, at

kommunerne bør lægge budgetansvaret for den samlede specialundervisning ud til skolerne, så

kommunerne herved kan se en økonomisk fordel ved at inkludere en elev i stedet for at henvise til

langt dyrere specialklasse eller specialskole. 56

Skolerne skal altså selv betale, hvis der segregeres til specialklasser og skoler.

Og en nylig undersøgelse fra KREVI peger også på, at det virker. KREVI skriver således, at ”

Sandsynligheden for at få ekskluderende specialundervisning er således lavere for elever, der bor i

55 ) Jf. Vogdrup - Schmidt, Louise: Besparelser på specialundervisning kan skade svage elever. (Interview med lektor Søren Langager fra Institut for

Uddannelse og Pædagogik på Aarhus Universitet) 26.03.12

56 ) Jf. kommuneaftalen for 2011 samt jf. Kjeldsen, Per: Foran anførte værk.


kommuner, hvor finansieringsansvaret for specialundervisningen er placeret decentralt på

skolerne.” 57

43

Ikke elevernes behov, men økonomien bestemmer. 58

Og når regeringen generelt strammer de økonomiske rammer for kommunerne, lægger den

hermed også op til at økonomiske hensyn skal dominere endnu mere. For det er jo det samme

som at diktere kommunerne fortsatte massive velfærdsbesparelser, som det samtidig med

lovændringerne gøres endnu letteret at rette mod specialundervisningen.

57 ) KREVI: Specialundervisningens omfang. s 24.

58) Jf. Kjeldsen, Per: Foran anførte værk.


KAPITEL 6. SPAREØVELSENS NEGATIVE KONSEKVENSER.

44

Lovforslaget søges som anført solgt som fremme af inklusion af svage elever i folkeskolen og med

positive argumenter om mere rummelighed i folkeskolen.

Men i realiteten drejer det sig altså om en spareøvelse. Det lyder som enhver politikers våde

drøm, at besparelser på undervisning samtidig fører til bedre undervisningsresultater.

Men bliver det reelt også tilfældet?

6.1. Børn med særlige behov bliver fremtidens tabere.

Realiteterne vil blive nogle ganske andre. De store tabere ved denne spareøvelse bliver svage børn

og deres forældre.

For det første forvandles det hidtidige retskrav ens for alle på særlige undervisningstilbud efter

behov nu til individuel vurdering – og dermed vilkårlighed. 59 Det kan blive alles kamp mod alle –

med de svageste igen som sikre tabere.

Og i stedet for en investering i bedre inklusion gennemføres det nu som tvangsinklusion.

Man undlader ved skolestart at indstille børnehavebørn med behov for specialundervisning til

specialklasse. I stedet lader man dem starte i den lokale børnehaveklasse. Og man nedlægger et

antal pladser i specialklasser eller på specialskoler og tager de elever, som allerede er her, hjem til

normalklasserne. 60

Herved vil de svage elever - som beskrevet foran - vil få ringere støtte og undervisningstilbud end i

specialklasserne.

Risikoen vil hermed stige for, at de svage børns problemer ikke effektivt afhjælpes. Hermed bliver

der ikke tale om reel inklusion, men kun om formel inklusion.

59) Jf. Vogdrup – Schmidt, Louise: Foran anførte værk. (Interview med Søren Langager)

60) Jf. Kjeldsen, Per: Inklusion – kvalitet eller pædagogisk omsorgssvigt. Information 13.11.11.


Med risiko for at svage elever hermed dømmes til et liv, hvor flere uddannelses – og

jobmuligheder end ellers står lukket for dem.

45

Ja, risikoen for sådanne sygdomsforløb vil stige, hvor vanskelighederne udvikler sig og bliver større

og mere komplekse.

Så har vi for alvor dømt svage elever til at være fremtidens tabere. Som gamle dages

”landsbytosser”, der startede karrieren med bare at blive sat udenfor skoledøren.

Det har intet med inklusion at gøre – men nærmere med omsorgssvigt.

6.2. Folkeskolens almenundervisning taber.

Men også almenundervisningen taber.

For følger ressourcerne hertil ikke med, når svage elever tilbageføres til folkeskolen, ender

folkeskolerne og lærerne med at sidde med problemet om, hvorfra tid og midler skal komme til de

større behov de svage elever har i forhold til ”normaleleverne”.

Man kan så enten prioritere de svage – med det resultat at de almindelige elever får mindre tid og

dårligere undervisning. Eller man kan prioritere almenundervisningen, hvilket vil gøre de svage

elever til taberne, som ikke får den nødvendige hjælp og støtte.

Da skoleledere og lærere jo er ansvarlige og faglige mennesker vil man nok prøve at tilgodese

begge grupper – hvorved alle vil blive tabere.

Men uden tilstrækkelige ressourcer vil det være umuligt at opnå reel inklusion af svage og

”normal” elever.

6.3. Folkeskolen taber, privatskolerne vinder.

Endelig kan folkeskolen som sådan meget let også blive en taber ved spareøvelse.

Det kan måske være, at de ”inklusionsfremmende budgetmodeller” gør at de enkelte folkeskoler

på papiret får større budgetter. Men samtidig får de endnu større opgaver og dermed mindre at

gøre godt med for den enkelte elev.


Hvilket også vil ramme de almindelige elever.

46

Forældre til de almindelige elever vil selvfølgelig reagere herimod. For forældrene er deres børns

tarv selvfølgelig trods alt i centrum.

Risikoen herved er, at ressourcestærke forældre flytter deres børn til andre (privat)skoler og at

tendensen til at fravælge folkeskoler – og til at fravælge folkeskolen – forstærkes.

Lovforslaget om inklusion risikerer ikke bare barnets tarv, men folkeskolen som et demokratisk

grundelement. 61

61) Jf. Ratner, Helene: Spareøvelse forklædt som inklusion. Information 07.11.11


KAPITEL 7. INKLUSION – BESPARELSER I LYSERØD INDPAKNING.

7.1. Inklusion som dække for besparelser.

Det lyder som anført som enhver politikers våde drøm, at undervisningsbesparelser giver bedre

undervisningsresultater. 62

At en spareøvelse på specialundervisning skulle give bedre inklusion.

Men i realiteten forholder det sig da heller ikke sådan. Lovforslaget om inklusion vil kun give

formel tvangsinklusion, ikke reel inklusion.

47

Alle – både de svage elever, de almindelige elever og folkeskolen – vil tabe på denne spareøvelse.

Det smukke formål om (bedre) inklusion er altså ren dække og camouflage for forringelse af

undervisningen for alle, men naturligvis især for de svage elever.

Det lyder så godt, at vi skal inkludere de svage bedre, få dem med på lige fod med andre.

Men det, man reelt opnår, er det modsatte.

Hvorfor kalder både de nuværende og de tidligere regeringspartier og forligspartier og politikerne i

KL det så noget andet end det er?

Der kan være to grunde:

Den mest positive version handler om, at de så må være naive, hvis de tror, at det fremmer

inklusion af svage elever, at man fjerne ressourcer fra specialunderundervisningen.

Den mindre positive forklaringsversion er, at de selvfølgelig godt er klar over, at det i bund og

grund er en spareøvelse, som forringer undervisningen og risikerer at tabe de svage på gulvet.

Men at de vælger den lyserøde indpakning af spareøvelsen, fordi den er bedre til at sælge og

camouflere spareøvelsen som noget andet og mere positivt end, hvad det reelt drejer sig om.

62) Jf. Ratner, Helle: Foran anførte værk.


7.2. Inklusion eksempel på designersprog.

48

Det er forstemmende, at S + SF først gik til valg på at løfte og forsvare velfærden, nu selv svinger

kniven.

Og tilmed aktivt griber til løgnagtig forskønnelse af det.

Eksemplet med lovforslaget om inklusion er ikke det eneste. Et andet aktuelt eksempel er en

anden S – minister, Mette Frederiksens forslag om reform af førtidspension og fleksjob.

Hvor krasse forringelser i ydelser og vilkår for fremtidige førtidspensionister og fleksjobbere

forsøges solgt som hjælp til disse til at få det bedre og komme tilbage til arbejdsmarkedet.

Vi har naturligvis her at gøre med spin - forstået som formidling til offentligheden af et andet og

mere positivt indhold i reformerne end der i realiteten er dækning for.

Inklusionsreformen fremstår her nærmere som et eksempel på ”nysprog” eller ”designersprog”

dvs. en sproglig manipulering, der skal camouflere forringelser som forbedringer.


49

DEL IV:

ER DER IKKE RÅD?


Indledning

50

I sammenhæng med dette lovforslag om inklusion og med regeringens øvrige ”reformer” fx om

førtidspension og fleksjob møder man udover de forskønnende ”hensigtserklæringer” om

reformernes formål imidlertid også mere håndgribelige argumenter, der skal sælge forringelserne

Såsom at besparelserne er økonomisk nødvendige på grund af ”vi har et kæmpe hul i statskassen”

og fordi der slet og ret ”ikke er råd” til så store offentlige udgifter.

Men er det rigtigt. Det vil vi først se på og dernæst i det følgende kapitel på, hvad der er

alternativet til den førte sparepolitik?


KAPITEL 8. Kæmpehul i statskassen? 63

Vi stopfordres af regeringen med, at ”der er ikke råd på grund af hullet i statskassen”. Men for

andet år i træk er forudsagte gigantunderskud på de offentlige finanser blevet halveret i

statsregnskabet og er endt langt under EU – grænsen på 3 %. Det tegner der også til at ske med

forudsigelsen af et kæmpeunderskud i 2012 på over 100 mia. Alligevel opretholder SRSF –

regeringen fiktionen om et stort statsunderskud, fordi man har brug for det som politisk

legitimering af velfærdsbesparelser og forringelser for samfundets svageste.

8.1. Alarm – melding falsk: Underskud langt under EU - grænsen i 2010 og 2011.

51

I 2009 bebudede VK - regeringen med daværende finansminister Claus Hjorth Frederiksen i

spidsen som bekendt, at Danmarks statsunderskud fra 2010 og frem i flere år ville overtræde EU s

regel om, at det løbende statsunderskud højst må overstige 3 % = ca. 53 mia. kr. For 2010

hævdede man således, at statsunderskuddet således ville løbe op i 94 mia. kr svarende til 5,4 % af

BNP.

Denne alarmmelding blev som bekendt af VK - regeringen politisk udnyttet til med det såkaldte

Konvergensprogram og VKO s "Genopretningsaftale" at gennemtvinge offentlige besparelser på 34

mia. kr fra 2011 og de nærmeste år frem, herunder forringelse af dagpengeordningen. Men da

statsregnskabet for 2010 i foråret 2011 forelå fra Danmarks Statistik, viste alarmen sig slet ikke at

holde.

Grundet betydeligt større indtægter fra Pensionsafkastskatten end forudsat endte underskuddet i

2010 med at blive kun godt det halve af de ellers med brask og bram bebudede 5,7 % af BNP.

Hermed var EU - reglerne alligevel ikke overtrådt i 2010, idet underskuddet kun endte på 34,8 %

svarende til 2,7 % af BNP.

MEN: I 2011 var den ifølge Claus Hjorth og VK god nok. Her ville der i henhold til den daværende

finansminister kommet et statsunderskud på omkring 70 mia. kr svarende til omkring 4 % af BNP.

EU s regler ville hermed (igen) være overtrådt og der var derfor ingen grund til at slække på

spareplanerne, fastholdt Hjorth.

Denne prognose for 2011 overtog SRSF - regeringen, da den tiltrådte. Selv om man gennemførte

et ”kasseeftersyn”, fandt man ikke anledning til at nedjustere underskudsprognosen, men

betonede tværtimod, at man ”havde overtaget et stort hul i statskassen”.

63 ) Dette afsnit trækker på Lund, Henrik Herløv: Myter og realiteter om statsunderskuddet.


52

Derfor skulle der føres stram økonomisk politik og spares og derfor var det i regeringsgrundlaget

meget vigtigt for regeringen af leve op til EU – henstillingen.

Nu har det så for andet år i træk vist sig, at statsunderskuddet er langt lavere og under EU –

grænsen. Ifølge Danmarks Statistik blev underskuddet nemlig også i 2011 langt mindre end

forudsagt. Ganske vist er underskuddet stadig på 34,8 mia. kr, men det er 36,4 milliarder MINDRE

end forudsagt af regeringen i december 2011 og ikke mindre end 49,3 mia. kr MINDRE end

finansministeriet skønnede i december 2010.

Fejlskønnet for underskuddet i for 2011 er med andre ord på 105 respektive 141 procent af det,

som det blev. 64

Figur: Forudsagt og faktisk statsunderskud 2010 og 2011. 65

100

90

80

70

60

50

40

30

20

10

0

94,4

47,4

83,9

2010 2011

Forudsagt: Faktisk:

34,8

EU ´s grænse

for offentligt

underskud

= ca. 53 mia.

Det betyder, at Danmark for andet år i træk ALLIGEVEL IKKE overtræder EU – reglerne om, at

statsunderskuddet ikke må overskride 3 % = ca. 46 mia. kr. Hvor det offentlige underskud i 2011

først var forudsagt til 5,5 % af BNP, så til 4,7 % og sidst til 4 %, så blev det altså kun 2,2 %.

64) Jf. Otkjær, Tage: Påfaldende skævhed i finansministeriets skøn. Politiken 29.03.12.

65 ) Kilde: Økonomisk redegørelse forår 2010 og forår 2011 og Danmarks Statistik: Offentlig underskud på 35 mia. kr. i 2011. Nyt fra Danmarks

Statistik nr. 166.


Igen handler en væsentlig del af problemet om, at man havde skønnet indtægterne alt for lavt,

især afkastet på den såkaldte pensionsafkastskat. For 2011 havde man regnet med statens

indtægter fra herfra til 12 mia. kr, men det endte med 37 mia. kr.

Det må også anerkendes, at denne KAN svinge meget og er vanskelig at forudsige, men det er

ganske tankevækkende, at fejlskønnene har været så store og hver gang til den samme side.

8.2. Underskuddet vil også i 2012 blive langt mindre end forudsagt.

MEN: Ifølge den nye SRSF – regering skulle ulven så komme i 2012. For da regeringen tiltrådte

opjusterede den oven i købet det tidligere i forvejen høje skøn fra VK – regeringen. Nu ville

underskuddet for 2012 komme helt op over 100 mia. kr., nærmere bestemt op på 101,7 mia. kr

svarende til 5,7 % af BNP.

Igen har man imidlertid opereret med en minimalindtægt fra pensionsafkastskatten, ja faktisk

endnu lavere end sidste år, idet der i 2012 KUN forventes et afkast på 5 mia. kr. 66

53

Alt tegner til at dette er fuldstændigt urealistisk lavt. Hvis skatten ender på niveauet for 2011 = 37

mia. bliver underskuddet ikke 101 mia. kr, men omkring 70 mia. kr.

Hvilket også er omkring det niveau, som fx Det Økonomiske Råd har vurderet, idet DØR forventer

et underskud i 2012 på 72 mia.

Fra et underskud på70 mia.kr. er der ikke langt ned til de 46 mia. kr. som er EU – grænsen. En del

af årsagen til underskuddet i 2012 er faktisk en engangsforeteelse, nemlig udbetaling af

efterlønsbidrag, der af finansministeriet er skønnet til ca. 17 mia. kr.

Renses for det vil underskuddet nærmere ligge omkring 55 mia. kr. Og underskuddet kan faktisk

godt gå hen og blive lavere endnu, idet eksporten ser ud til at overraske positivt i 2012 i forhold til,

hvad man tidligere forventede.

66) Jf. Henriksen, Thomas Bernt og Troels Hein Bünger: Topøkonomer nedjusterer budgethullet. Børsen 29.03.12.


Figur: Skøn for statsunderskud 2012. 67

8.3. Underskud nok så politisk bestemt.

54

Hermed har alarmen om det store statsunderskud og om overtrædelsen af EU – reglerne for andet

år i træk vist sig at være en høj grad af fiktion. Og vi er som beskrevet godt på vej til, at det også

bliver tilfældet i 2012 – navnlig når der ses bort fra den ekstraordinære engangsforeteelse med

udbetaling af efterlønsbidrag.

En mere sober udmelding fra finansministeren om 2012 – ligesom i de foregående år - ville derfor

lyde, at man er opmærksom på, at statens indtægter er meget usikre og at vi derfor skal følge

udviklingen i statsunderskuddet nøje, men på den anden side også må vente og se, hvad det

faktisk bliver.

Men det er ikke, hvad der lyder fra Bjarne Corydon (S). Han vil nemlig ikke foreløbig nedjustere

”dommedagsprognosen” på et underskud på over 100 mia. kr. i 2012 ”Det er for tidligt at sige

67 ) Kilde: Økonomisk redegørelse forår 2011 samt Henriksen, Thomas Bernt: Staten scorer på rekordstor pensionsafkastskat. Børsen 2/2 2012.


noget nyt og præcist om det offentlige underskud i 2012”, lyder det blot. 68 Men hvorfor lade

underskudsprognosen ligge på et helt åbenlyst urimeligt højt niveau?

55

Også regeringens stærke ”kvinde”, den Radikale Margrethe Vestager, afviser at ændre på

vurderingen af underskuddet. Men her kommer vi nok nærmere grunden: Fordi hun ikke vil ændre

på den økonomiske politik: ”..man skal ikke fifle med EU – henstillingen. Når vi har udsigt til et

underskud i år på 5,5 % er det ikke lige netop der, man ringer ned og siger, at nu vil man bruge

nogle flere penge”. 69

Dette peger på, at alarmen om det store statsunderskud er politisk bestemt. SRSF regeringen har –

ikke mindst på De Radikales foranledning – fra 2013 og frem lagt sig fast på en meget stram

økonomisk politik med store offentlige besparelser. Alene i 2013 vil der blive sparet ca. 17 mia.

kr. 70

Alarmen om det store statsunderskud blev af VK regeringen brugt til at fremkalde en

katastrofestemning langt ud over, hvad der var belæg for og til at ”bestille” en EU henstilling, der

skulle legitimere ”Genopretningsplanens” massive velfærdsbesparelser. Men SRSF – regeringen

viderefører jf. regeringsgrundlaget ”Genopretningsplanen” og velfærdsbesparelser og forringelser

og har derfor åbenbart stadig brug for skræmmebilledet og den store ”EU – bussemand”.

Selvom det altså er mere fiktion end realiteter økonomisk set.

SRSF – regeringen vil gerne begrunde sine ”reformer” med forringelser for samfundets svageste

(førtidspensionister, fleksjobbere, kontanthjælpsmodtagere og arbejdsløse) og de fortsatte store

besparelser på kommunernes velfærdsservice med statsunderskuddet.

Men det er altså en politik, man har VALGT – ikke en økonomisk nødvendighed.

Når SRSF – regeringen fastholder fiktionen om et stort underskud det således reelt ikke af

økonomiske grunde, men fordi man har politisk brug for fiktionen til at begrunde sine spareplaner

for samfundets svageste og velfærden og for at begrunde sin økonomiske politik. Det store

statsunderskud synes således i højere grad politisk bestemt end økonomisk.

Og dermed også påstanden om, at der ikke er råd til velfærden i det omfang vi kender den, fx

specialundervisning.

68) Jf. Henriksen, Thomas Bernt Og Troels Hein Bünger: Foran anførte værk.

69) Jf. Nielsen, Bo: Regeringen fastholder spareplaner trods fremgang. Jyllandsposten Erhverv, 29.03.12

70) Ibid.


Kapitel 9. Hvad skyldes underskuddet? 71

56

Men nu det underskud der er: Hvad skyldes det så? Spørgsmålet er naturligvis vigtigt for, hvor der

skal sættes ind med løsninger.

Man hører her fra regeringen, at velfærden må prioriteres, at der ikke er råd til velfærden i det

omfang, vi kender. Hermed siges indirekte, at de offentlige udgifter er for store og det man jo også

lægger frem som løsning er velfærdsbesparelser.

9.1. Hul i statskassen efter VKO.

Det er også fuldstændigt rigtigt, at regeringen som skildret foran i 2012 forventer et rekordstort

løbende underskud på de offentlige finanser på 100 mia. kr svarende til 5,5 % af BNP. Som

fremgået må det reelle underskud forventes at blive betydeligt lavere.

Figur: Overskud/underskud på offentlige finanser 2007 til 2011 72 .(mia. kr.)

100

50

0

-50

-100

-150

81,4

57,6

-45,9 -47,4

-71,2

-42

-100,7

-50 -48,2

2007 2008 2009 2010 2011 - officielt skøn

2011 - eget skøn 2012- officielt skøn 2012- eget skøn 2013

71) Dette kapitel trækker på Lund, Henrik Herløv: Myter og realiteter om statsunderskuddet.

72 ) Kilde: Budgetoversigt 3, december 2011.


57

Der skal dog tages et betydeligt forbehold for størrelsen af det endelige underskud i 2012, idet

Finansministeriet som i 2010 og 2011 har skønnet indtægten fra pensionsafkastskatten meget lavt,

hvilket imidlertid de foregående år har vist sig helt forkerte og i sidste ende halverede det faktiske

endelig underskud. 73

Det faktiske underskud i 2012 kan således godt lande omkring de 50 mia. kr. i stedet. Før valget i

september 2011 var der en omfattende fokus på årsagerne til dette statsunderskud. Her må

selvsagt for det første peges på finans – og boligkrisen i 2009 og de seneste års gældskrise i EU.

Den hermed følgende økonomiske krise og globale lavvækst har også ramt Danmark med stigende

ledighed og faldende vækstrater i forbrug, eksport og investeringer.

Dette har igen øget de offentlige dagpengeudgifter og forringet skatteindtægterne.

9.2. Skattestop og skattelettelser i 2004 og 2007 ufinansierede.

Men den anden hovedårsag til underskuddet har været VKO s u – og underfinansierede

skattelettelser. VK – regeringen gennemførte i flere omgang skattelettelser i samarbejde med DF.

For det første blev der siden 2001 gennemført et skattestop, der fastfrøs ejedomsværdiskat og

stykafgifter i kr. og øre. For det andet gennemførte man sammen med DF i tre omgange egentlige

skattelettelser. Første gang med forårspakken fra 2004. anden gang med skattepakken fra 2007 og

sidst med forårspakke 2.0 i 2009.

Skattestoppet har i sig selv været ufinansieret, fordi der ikke er anvist andre skatter til erstatning

for det herigennem tabte provenu. De vigtigste elementer i skattestoppet har været stoppet for

ejendomsværdiskatten, stoppet for motorbeskatningen samt stoppet for en række punktafgifter.

Fremskrives fra Skatteministeriet for 2010 kostede stoppet for ejendomsværdiskatten i 2011 årligt

ca. 7,7 mia. kr, stoppet for motorbeskatningen årligt ca. 4,6 mia. kr og stoppet for indeksering af

punktafgifter koster årligt ca. 8,9 mia. krog det gælder også skattelettelserne i 2004 og 2007, mens

skattelettelser i 2009 var stærkt underfinansierede i reformens første årrække.

Skattepakken fra 2004 blev finansieret ved at ”sænke den planlagte vækst” i det offentlige forbrug

fra 1 pct. i 2004 og 2005 til 0,7 % i 2004 og 0,5 % i 2005. Reelt blev væksten langt højere – 1,8 % i

2004 og 0, 9 % i 2005, så finansieringen forsvandt. 74

I 2007 vedtog VKO - flertallet ufinansierede skattelettelser, en forlængelse af skattestoppet og et

mindre serviceløft for tilsammen 14 mia. kr. Ud af disse 14 mia. kr. var de 9,7 mia. ufinansierede

73) Jf. Lund, Henrik Herløv: Statsunderskud – Claus Hjorths bebudede overtrædelse af EU – reglerne annulleret for andet år i træk.

74) Jf. Fair Løsning 2020, s. 14.


58

skattelettelser, som vi fik i 2008 og 2009. VKO påstod ganske vist, at lettelserne var finansierede i

og med, at VK s 2015 plan viste holdbare offentlige finanser. Men det gjorde den kun, fordi der i

planen var indbygget fremtidige forbedringer af de offentlige finanser for 14 mia. kr., som skulle

skaffes af Arbejdsmarkedskommissionen.

Det er imidlertid først med VKO s ”Genopretningsaftale", at forslag fra kommissionen er blevet

gennemført gennem halvering af dagpengeperioden. Men forslaget indgik nu i VKO s spareplan og

kunne altså ikke samtidig finansiere tidligere skattelettelser. Man kan ikke bruge pengene to

gange. 75

9.3. Skattereformen i 2009 var underfinansieret.

Endelig var skattereformen i forårspakke 2.0 kraftigt underfinansieret det første år, idet der var

indbygget en underfinansiering på i alt 30 mia. kr, fordelt med 14,1 mia. kr i 2010, 8,4 mia. kr. i

2011 og 7,9 mia. kr. i 2012 76 :

Figur: Under og overskud på skattereformen 2010 – 2015 – pct. af BNP. 77

0,2

0,1

0

-0,1

-0,2

-0,3

-0,4

-0,5

-0,6

-0,7

75) Jf. Lund, Henrik Herløv: Myter og realiteter om u – og underfinansiering af VKO´s skattelettelser og skattestop. 2010.

76 ) Kilde: Pedersen, Frederik I. og Martin Madsen: Forårspakke 2.0. AE – rådet, marts 2009.

77 ) Kilde: Konvergensprogram 2009.

Provenu af skattereformen i pct af BNP

2010

2011

2012

2013

2014

2015


59

Dele heraf udsatte VK dog med "Genopretningsaftalen" til efter 2013 ved at udskyde

topskattelettelser i 2011 og 2010. Den store topskattelettelse i 2010 er dog blevet gennemført.

Underfinansieringen indhentes først efter 2013, primært gennem forhøjelser af en række energi-,

miljø- og sundhedsafgifter. Der vil dog gå en årrække før underfinansieringen er dækket ind.

Derfor bidrager underfinansieringen indtil da til et betydeligt provenutab og dermed til

statsunderskuddet helt frem til 2013.

Der manglede i 2011 som følge af de underfinansierede skattelettelser årligt 8,4 mia. kr i

statskassen. Den manglende finansiering af skattestop og skattelettelserne i 2004 og 2007 og

underfinansieringen af skattereformen i 2009 har kostet statskassen dyrt i mistet provenu, fordi

skattestoppet blev dyrere og dyrere år for år og det samme gjaldt forårspakke 1.0 samt

skattepakken fra 2007.

For forårspakke 2.0 begyndte en del af finansieringen at rulle ind igen i 2011 og stiger i årene

derefter gennem øgede afgifter samt faldende værdi af skattefradrag samt via

Genopretningspakken, som hævede skatter fra 2011. 78 I den oprindelige skatteaftalte var det dog

først fra 2013, der kom mere ind end der blev givet ud og først langt senere underskuddet var

hentet ind

I 2011 var der herigennem et provenutab på mellem 42 og 45 mia. kr., hvilket skal ses i forhold til

det faktiske underskud på 71,2 mia. kr.

Tabel: Årligt tabt provenu i 2011 af VK s samlede skattelettelser. 2011 - niveau

Provenutab 2011 i mia. kr.

1. Skattestoppet siden 2001 19,2 - 21,2

2. Forårspakken, 2004 11,7 - 12,7

3. ”Lavere skat på arbejde”, 2007 8

4. Forårspakke 2.0, 2009 7,8

5. Genopretningspakken -5,2

Skattelettelser i alt 2011: 41, 5 - 44,5

Kilder: Pkt. 1 og 2 bygger på oversigt fra skatteministeriet over effekt af regeringens skattepolitik i

2010, af undertegnede fremskrevet til 2011. Pkt. 3, 4 og 5 bygger på Juul, Jonas Schytz og Martin

Madsen, anførte værk, s. 2.

78) Jf. Juul, Jonas Schytz og Martin Madsen: Balance på offentlige finanser i 2020 uden VK s skattelettelser. AE rådet april 2011.


9.4. Skattelettelserne har stort medansvar for offentligt underskud.

60

Som fremgået har VKO s skattelettelser afgørende betydning for de offentlige finanser og den

offentlige saldo. I 2011 ville det løbende underskud inkl. forventet merafkast fra

pensionsafkastskatten reelt være forsvundet, hvis det mistede provenu på op til 45 mia. kr. havde

ligget i statskassen.

I 2020 ville de samlede skattelettelser før SRSF s skatteændringer have beløbet sig til op mod 25

mia. kr 79 , hvilket skal ses i sammenhæng med det af VK – regeringen forventede statsunderskud

på 47 mia. kr i 2020 80 SRSF s skatteforhøjelser på finansloven 2012 kan skønnes at have halveret

dette.

Under alle omstændigheder har VKO ´s skattestop og skattelettelser således bidraget mærkbart til

underskuddet i statskassen. Samtidig har VKO s skattestop og skattelettelser haft en klar

fordelingsprofil til fordel for de økonomisk bedst stillede. I skattestoppet har navnlig stoppet for

ejendomsværdiskatten været til fordel for de højeste indkomster, da det er dem som besidder de

største villaer og bor i områder med største boligprisstigninger.

Endvidere var et gennemgående tema for både forårspakke 1.0 i 2004 og 2007 skatteaftalen samt

skattereformen i 2009 været reduktion i mellemskatten, som til sidst blev helt afskaffet fra 2010

sammen topskattelettelser. Disse ting har især tilgodeset velhaverne. Mens i 2010 de rigeste 10

pct. af befolkningen fik omkring 46.000 kr i skattelettelse svarende til en fremgang på 9,8 %, så fik

de fattigste godt 4.000 kr svarende til en fremgang på 5,4 %.

Figur: Fordelingseffekt af VKO s skattelettelser og skattestop på deciler. 1000 kr. 81

79) Jf. Juul, Jonas Schytz og Martin Madsen, foran anførte værk, s. 3.

80) Jf. VK – regeringen: Reformpakken 2020.

81) Kilde: Juul, Jonas Schytz: Regeringens skattelettelser for over 50 mia. kr. er gået til de rigeste. AE-rådet juni 2010.


61

DEL V:

ALTERNATIVER TIL SPARESTRATEGIEN


Indledning

Men en ting er at kritisere forringelserne, fx som her på specialundervisningen.

Men man skylder selvsagt at sige, hvori alternativet til sparestrategien består?

Og herunder ikke mindst, hvordan pengene skal findes til at sikre vækst og velfærd.

Og hvad der bør gøres på folkeskole og specialundervisningsområdet.

62


KAPITEL 10. OFFENSIV VÆKST, BESKÆFTIGELSES – OG SKATTEREFORM STADIG

SVARET. 82

63

Men hvis kuren mod statsunderskuddet ikke består i besparelser og velfærdsforringelser og med

udsigt til lavvækst heller ikke består i øget arbejdsudbud, hvad bør der så gøres?

10.1. Bekæmpelse af arbejdsløshed og statsunderskud spiller positivt sammen.

Her gælder, at arbejdsløsheden og statsunderskuddet er begge centrale økonomiske problemer,

men løsningen af begge går også hånd i hånd. Kan vi øge beskæftigelsen, vil det også reducere

statsunderskuddet, idet det vil mindske de offentlige udgifter til dagpenge og kontanthjælp og øge

skatteindtægterne.

Men beskæftigelsen øges som anført ikke automatisk bare gennem at øge arbejdsudbuddet. Det

er en fejlagtig neoliberalistisk og udbudsøkonomisk doktrin. For at øge beskæftigelsen skal der

være en øget EFTERSPØRGSEL efter arbejdskraft. Dvs. at øget beskæftigelse kræver jobskabelse.

Hvilket igen forudsætter økonomisk vækst. Her har SRSF – regeringen godt nok også iværksat en

kickstart, der skal fremme vækst og beskæftigelse gennem ”Fremrykning og igangsættelse af

offentlige investeringer” for – ifølge finansloven i alt 18,75 mia. kr i 20.12 og 2013.

Ifølge finansloven for 2012 skønnes de fremrykkede og igangsatte investeringer at styrke

beskæftigelsen med omkring 9.000 personer i 2012 og 12.000 personer i 2013, i alt 21.000

personer og skønnes at styrke væksten med op til 0,5 % årligt.

Det er dog tvivlsomt, om det bliver til helt så meget, fordi en del af investeringerne faktisk ikke er

nye. Og fordi der er tale om en fremrykning, som fra 2013 og de følgende år modsvares af

tilsvarende mindre investering.

Det må anerkendes, at SRSF sammen med Enhedslisten hermed viste vilje til at gøre en forskel i

forhold til VKO, hvis beskæftigelsesinitiativer primært var et dække over flere skattelettelser til

samfundets velhavere, jf. pakken: ”Holdbar Vækst” fra efteråret 2011 med dens omfattende

lettelser af ejendomsafgifter.

82 ) Dette kapitel trækker på Lund, Henrik Herløv: Myter og realiteter om statsunderskuddet.


64

Men samtidig er der udtryk for en meget stor retræte i forhold til beskæftigelsesindsatsen i ”Fair

Løsning”, der sigtede på gennem øget velfærd og øgede investeringer for mere end 45 mia. kr at

skabe 60 – 70.000 flere jobs.

Og regeringsgrundlaget med de Radikale betyder efter et ”overgangsår” fra valgprogrammerne, at

der herefter i resten af regeringsperioden som f skal føres endog stærkere besparelsespolitik end

VK. 83 Hvilket vil koste i væksten og øge arbejdsløsheden.

I stedet for vækst – og beskæftigelsesfremme lægger de annoncerede reformer – som beskrevet -

vægt på at tilvejebringe et øget arbejdsudbud. Men uden vækst og dermed øget efterspørgsel

efter arbejdskraft vil det blot øge arbejdsløsheden og øge statsunderskuddet.

Hertil kommer, at også de internationale økonomiske udsigter og navnlig udsigter indenfor EU

peger på fortsat vedvarende høj og formentlig stigende arbejdsløshed og på mange år med

lavvækst.

Stik i modsætning til den politik med besparelser og øget arbejdsudbud, som SRSF ´s

regeringsgrundlag lægger op til for resten af valgperioden, er der således brug for en langt

stærkere vækst og beskæftigelsesfremmende politik end den beskedne kickstart.

Dette er den afgørende økonomiske udfordring på kortere sigt generelt såvel som for de udenfor

arbejdsmarkedet – for beskæftigelsen og for statsunderskuddet.

Væksten skal løftes og beskæftigelsen øges (ikke bare arbejdsudbuddet), for arbejdsløsheden

betyder ikke blot tab af job og indkomst for de ledige og en fare for, at flere langtidsledige og

svage tabes for arbejdsmarkedet. Men en stigende og vedvarende høj arbejdsløshed betyder også

et stort tab af velstand for hele det danske samfund.

Og øget vækst og beskæftigelse vil også være godt nyt for de offentlige finanser med, fordi det

offentlige hermed sparer udgifter til dagpenge og aktivering og får større skatteindtægter. En

vækst og beskæftigelsespolitik vil – om end ikke fuldt – så langt hen ad vejen være

selvfinansierende.

Men hvad angår at skabe øget beskæftigelse har regeringens kickstart ikke alene være beskeden,

men har også valgt en meget dyr måde at skabe øget beskæftigelse, fordi beskæftigelsesindholdet

af offentlige investeringer er lavt.

Skal beskæftigelsen have et virkeligt løft – også til gavn for de svage – skal der derfor satses på

øget offentlig beskæftigelse gennem øget velfærd, som har langt stærkere beskæftigelseseffekt

end offentlige investeringer.

83) Jf. Lund, Henrik Herløv: SR SF’s økonomiske politik og jf. Lund, Henrik Herløv: Finanslov og finanslovsaftale 2012.


Nedenfor er angivet en række tiltag (om finansiering længere fremme):

65

Tabel: Forslag til øget offentlig beskæftigelse og bedre velfærd. 84

1. UDDANNELSE:

Opkvalificering af arbejdsløse, praktikpladsgaranti unge, efteruddannelse lavt

uddannede, løft af folkeskole (to lærere pr klasse, loft over klassekvotienter),

tilbagerulning af besparelser

2. ÆLDREPLEJE:

Tilbagerulning af besparelser på kommunernes hjemmehjælp og plejehjem, færre

skiftende hjemmehjælpere.

3. DAGINSTITUIONER:

Tilbagerulning af besparelser, øgede åbningstider, støtte til svage, gode måltider

4. SUNDHEDSSEKTOR:

Tilbagerulning af besparelser, offentlige sygehuse, flere penge til psykiatrien, reduktion

af ventelister somatiske sygehuse, flere midler til kræft og hjertebehandling samt

forebyggelse

I ALT FORØGELSE AF OFFENTLIG BESKÆFTIGELSE MED 35.000 TIL 45.000 PERSONER.

UDGIFTER 20 MIA. KR.

10.2. Finansiering gennem offensiv skattereform.

Men vækst og beskæftigelsesinitiativer og velfærd skal finansieres, Og man kan HELLER IKKE være

uenig i, at statsunderskuddet skal tages alvorligt og skal reduceres. Alene af den grund, at

underskud er lig med gældsættelse og dermed begrænser vores råderum og økonomisk politiske

handlerum på sigt.

Når det gælder at finansiere beskæftigelsesfremme og velfærd samt reducere underskud er vi for

det første igen tilbage i vækst – og beskæftigelsespolitikken. Det afgørende virkemiddel til at øge

den samfundsmæssige velstand og dermed ressourcerne til både at reducere på underskud og

gæld såvel til at finansiere en høj velfærd er for det første – vækst og høj beskæftigelse. Øget

84) Kilde: Egen beregning.


66

vækst og beskæftigelse og velfærd vil et godt stykke hen ad vejen være selvfinansierende gennem

reduceret arbejdsløshed og dermed faldende offentlige udgifter og øgede skatteindtægter, men

IKKE fuldt selvfinansierende.

Der vil derfor være brug for øgede offentlige indtægter til finansiering til øget velfærd,

beskæftigelsesfremme samt selvsagt til reduktion af statsunderskuddet.

SRSF arbejder her på en skattereform, der skal lette skatten, navnlig i toppen, samt øge

arbejdsudbuddet. Som anført er øget arbejdsudbud IKKE et påtrængende problem, al den stund

der frem til 2015 og muligvis helt frem til 2020 pga. finans – og gældskrise må forventes lavvækst

og vedvarende høj arbejdsløshed.

Og i forhold til beskæftigelse, velfærd og statsunderskud er der ikke brug for skattelettelser, men

flere skatteindtægter. Som ofte fremhævet af S + SF indtil valget har VKO gennem deres gentagne

u – og underfinansierede skattelettelser udhulet de offentlige finanser stærkt, ikke mindst gennem

den famøse ”rødvinsreform” i 2009. Som fremgået foran var statskassen i 2011 drænet for

omkring 45 mia. kr. Der er derfor som anført ikke brug for skattelettelser og slet ikke for

topskattelettelser, men brug for øgede indtægter for det offentlige. Jf. nedenstående forslag

hertil:

Tabel: forslag til øgede skatteindtægter. 85

85) Kilde: Egen beregning

Skatteændring Provenu –

SKATTEFORSLAG

mia. kr

1. Indførelse af 4 – 5 pct. mellemskat for indkomster over

500.000 kr samt skærpelse af loft over fradrag for

pensionsindbetalinger

2. Sanering af erhvervsstøtte og

erhvervsskattefritagelser

3. Øgede afgifter (transport, miljø, energi) +5

4. Rentefradrag reduceres fra 25 til 15 pct. for store

indkomster og til 21 pct. for normalindkomster (

gradvist) - endelig fuld effekt:

5. Ejendomsværdiskat tilbageføres (gradvist) til før

skattestoppet – endelig fuld effekt:

6. Fremrykning af pensionsbeskatning fra ved

udbetaling til ved indbetaling

I ALT ØGET PROVENU – kort sigt(1+2+3)

I alt øget provenu – langt sigt (inkl. 4+5):

+ 5

+ 10

+4

+5

?

20

29 97


67

Hertil kommer, at Nordsølien bør beskattes stærkere.

10.3 Kilder til mere arbejdskraft den dag, det bliver påkrævet.

Som anført tegner der ikke i en årrække til at blive mangel på arbejdskraft. Tværtimod er der på

denne side af 2015 ingen udsigt til at den nuværende bruttoledighed på omkring 170.000

forsvinder. Og helt frem til 2020 vil arbejdskraftbehovet være meget overskueligt.

Når de borgerlige partier, arbejdsgiverne og selv SRSF alligevel jager øget arbejdsudbud jager de

dermed et fatamorgana. Men den dag ude i fremtiden, hvor de internationale økonomiske

konjunkturer vender, kan der blive behov for mere arbejdskraft.

Og må derfor anvises løsninger herpå. Både den offentlige og den private sektor kan den dag

konjunkturerne vender og lavvæksten afløses af mere normal vækst trække på en række kilder til

øget arbejdskraftforsyning – uden nulvækst i den offentlige sektor, afskaffelse af efterlønnen og

indgreb overfor dagpenge, fleksjob og førtidspension og lignende reaktionære tiltag.

Der kan i stedet – til brug når krisen er ovre og konjunkturerne for alvor er vendt engang efter

2015 – gennemfør en række ”frivillige tiltag” til at øget arbejdstiden, jf. nedenstående tabel:

Tabel: Tiltag til at øget arbejdstiden/arbejdsudbuddet ad frivillig vej 86 .

86 ) Jf. Lund; Henrik Herløv: Kvalitetssikring af oppositionens økonomiske politik.


Indsatsområde Effekt i

FORSLAG TIL AT ØGE FORSYNING

fuldtidspersoner

MED ARBEJDSKRAFT

1. Mere fleksible tilbagetræknings-ordninger,

bedre fastholdelse 35.000

2. Højere arbejdstid for deltidsansatte 35.000

68

3. Reduceret udstødning og sygdom gennem

genoptræning og behandling og bedre

arbejdsmiljø

4. Styrket integration og beskæftigelsesfrekvens

for indvandrere gennem uddannelse, offentlig

kvoteordning mm.

10.000

10.000

5. Øget tilgang af arbejdskraft udefra 20.000

IALT 110.000

101


KAPITEL 11. HVAD SKAL DER GØRES (I STEDET) I FOLKESKOLEN OG FOR

SPECIALUNDERVISNING?

11.1. Ressourcer til folkeskolen.

Under VK blev folkeskolen i en årrække holdt i stramme økonomiske tøjler, hvad angår selve

kernen: Almenundervisningen.

69

VK Regeringen søgte at finansiere de stigende udgifter til specialundervisning gennem at dræne

almenundervisningen for ressourcerne hertil. Men faktisk er det sådan at elevtallet i folkeskolen i

sidste halvdel af 00´ erne har ligget på det højeste i en årrække.

Samtidig har VK regeringen påført folkeskolen en lang række nye, fortrinsvis administrative

opgaver som fx flere prøver og test, elevplaner o.l., som også har taget ressourcer fra den

egentlige kerneopgave: Undervisningen.

Og endelig har nulvæksten medført med et omfattende spareprogram, der ikke mindst synes at

ramme folkeskolen gennem højere klassekvotienter og nedlæggelse af lærerstillinger.

Diagram: Elevtal i kommunale skoler 1996 til 2015

700000

600000

500000

400000

300000

200000

100000

0

1996 2001 2006 2008 2010 2015

Kilde: Nyt fra Danmarks Statistik juni 2007.

Elevtal

Skal denne udhuling af ressourcegrundlaget for og dermed kvaliteten af almenundervisningen i

folkeskolen vendes, skal det derfor foreslås, at folkeskolen tilføres yderligere 2 mia. kr. fra 2010 til

2015. Dvs. en stigning med op til 0,5 mia. kr. pr år.


11.2. Loft over klassekvotienter og flere undervisningsassistenter.

Skal fagligheden i folkeskolen sikres, gøres det som tidligere fremgået først og fremmest ved en

massiv indsats til de svageste, hvilket imidlertid trækker de stærkere op.

Derfor bør der indføres obligatorisk lektiehjælp til alle elever et virkeligt godt forslag. 87

70

Undersøgelser har dokumenteret, at høje klassekvotienter forringer udbyttet af undervisningen og

dermed karaktererne samt medfører øget frafald. Selvsagt vil de svage elever blive ramt hårdeste.

Det vil derfor være vigtigt at sætte en stopper for den himmelflugt i klassekvotienter, som

kommunernes pressede økonomiske situation nogle steder har afstedkommet.

Gennemførelse af et loft på maksimalt 24 elever i hver klasse vil derfor være velanbragt. 88

Endelig må det siges at være helt afgørende, hvis specialundervisning i højere grad skal tilbage i

folkeskolens almenundervisning, at der ikke bliver tale om en spareøvelse, men at

almenundervisningen tilføres ressourcerne hertil både i form af bedre uddannelse af lærerne og i

form af de nødvendige lærerkræfter og lærertimer.

Der bør derfor være undervisningsassistenter i de mindre klasser må derfor hilses velkomment.

11.3. Stop favoriseringen af privatskoler.

En stigende del af eleverne forlader folkeskolen til fordel for private betalingsskoler.

Det er især økonomisk bedrestillede familiers børn, som forlader folkeskolen. 38 procent af med

akademikerbaggrund i København går således i friskoler og privatskoler. Det gør de utvivlsomt som

en reaktion på udsultningen og den deraf følgende kvalitetsforringelse af folkeskolen.

Men en anden grund er, at betalingsskolerne favoriseres af det offentlige tilskudssystem, idet de

for refunderet ¾ af udgifterne fra staten og med forældrebetalingen oveni råder over flere

ressourcer end folkeskolen. Det giver naturligvis mulighed for en bedre standard og højere kvalitet

i undervisningen og det uanset elevmassens sociale baggrund og uanset skolens grad af socialt

ansvar.

Betalingsskolerne kan frit sortere i, hvem de optager og fx afvise ”problemelever” med fx sociale

vanskeligheder eller indlæringsvanskeligheder ligesom der er en langt lavere tilgang til betalingsskolerne

af indvandrere og efterkommere.

87 ) Jf. S+SF: Finanslovsforslag 2011.

88 ) Ibid.


71

Tilskudssystemet – og det frie skolevalg - giver altså betalingsskolerne mulighed for at udvikle sig

til et undervisningstilbud på 1. klasse, men selvfølgelig kun for de som kan betale for det.

Mens kvaliteten af det offentlige grundskoletilbud – folkeskolen – i kraft af de ringere økonomiske

midler forringes samtidig med, at folkeskolen skal mobilisere ressourcer til vanskeligt stillede elever.

Det er en udvikling, som rummer alle muligheder i sig, for at folkeskolen derangeres til et anden

klasses grundskoletilbud, som kun de økonomisk dårligere vil benytte sig af og som de velstillede

mindre og mindre vil betale til.

Her må stilles de samme krav til privatskoler om at tage elever med etnisk baggrund og elever med

ringere uddannelsesmæssig og social baggrund som folkeskolen.

Endvidere skal det foreslås, at såvel betalings som folkeskoler får særligt store tilskud alt efter hvor

mange af de ”dyre elever” de tager. Tager betalingsskolerne ingen, får de heller ikke del i sådanne

særligt store tilskud i modsætning til i dag.

11.4. Uændrede ressourcer til specialundervisning.

Skal faglighed og høj undervisningsstandard sikres for elever, der modtager specialundervisning,

skal den nuværende lovsikrede ret til specialundervisning bevares.

Forslaget om at afskaffe adgang til specialundervisning, hvis behovet er under 9 timer, bør derfor

IKKE gennemføres.

Hvorvidt elever henvises til specialklasse eller specialskole eller søges inkluderet i

almenundervisning bør være en konkret vurdering på den enkelte skole i samråd med PPR.

Under alle omstændigheder bør ressourcerne følge med, hvis der vælges en inkluderende løsning.

11.5. Kompetenceudvikling i folkeskolen.

Folkeskolen vil ligesom den øvrige offentlige sektor i de nærmeste 10 – 15 år være præget af stor

afgang til pensionering. Næsten 42 % af de lærere, som i dag underviser i folkeskolen, er 50 år eller

mere.

Folkeskolen kan derfor med stor sikkerhed forventes at havne i en rekrutteringsklemme.


72

Der er derfor behov for at styrke læreruddannelsen, men kvalitativt gennem flere timer og bedre

fag.

Ligesom der for at styrke faglighed og fastholdelse af værende lærere gennem en udbygning af

efteruddannelsesmulighederne, herunder indenfor specialundervisning og undervisning af

indvandrere.


AFRUNDING OG KONKLUSION:

Se det indledende resume.

73


74

Økonom, Cand. Scient. Adm. Henrik Herløv Lund

Henrik Herløv Lund er uddannet som økonom (cand. Scient. adm.) på Roskilde

Universitet ved Institut for Forvaltning og Samfundsøkonomi i 1988.

Han har i en årrække arbejdet med økonomi, administration og politik indenfor

den offentlige sektor, se cv. Herudover er han kendt fra Den Alternative

Velfærdskommission (DAV I og II).

Arbejdet herfra fortsættes på egen hånd med nyhedsbrevene KRITISKE

ANALYSER (om velfærd og økonomi) og KRITISKE DISKUSSIONER (om regering og

politik).

Vederlagsfrit abonnement kan tegnes ved at maile til Henrik Herløv Lund på

herloevlund@mail.dk

Alle publikationer af Henrik Herløv Lund kan downloades fra

www.henrikherloevlund.dk.

More magazines by this user
Similar magazines