Se Pdf - wanted for good

10
af Morten Søndergaard
VINCI, SENERE
VINCI, SENERE
At.
At gå.
At gå baglæns i egne fodspor.
Skridt: Navn. Gang: Bevægelige navne. Du spurgte
mig, om jeg havde lyst til at gå en tur,
og spørgsmålet
forgrenede sig ud i landskabet. Landskabet
prøver sin stemme på os,
det prøver at udtale
vores fremmedartede navne,
men vi er heller ikke i stand til
formulere dét. Hvad vil du vide?
Det siger: „Vær ikke bange, bliv her.“
Vi siger: „Vi er her allerede“.
Æbletræerne blomstrer selvindlysende
og lærer os at se med ord.
At sige: Alting. Det samme som at sige: Gå.
At sige: Gå. Det samme som at sige: Lad landskabet
gå gennem dig. At sige: Landskab. Det samme som
at sige: Alting. Gå baglæns,
det er malerens gestus, og straks
poserer landskabet, som om det var det, der
skulle males, og ikke
Mona Lisa, la Gioconda.
Landskabet trækker i os som et barn, der keder sig,
det holdes kun oppe af cikadernes horisontdrone.
Træd ind i huset. Træd ind gennem rammen.
Det samme som at sige: Træd ind i landskabet.
Jeg samler alt-hvad-jeg-ved i små stakke
og stikker dem i brand.
13. december: Santa Lucia-dag.
Vi leder en kvinde ind i kirken, hun bærer
sine øjne frem på et lille fad.
Men miraklernes tid er forbi.
Inde ved siden af står en meteorolog
i sin gummicelle af et tv-studie
og lover godt vejr de næste par uger.
Vi blander os ikke,
det føles bare pinligt
med alle de valutakurser og computergrafik.
Hvert digt lyser sit stykke af verden op med sin lygte.
Det er en måde at præcisere den på.
Kære
Vi er to synkrone ure,
der går med hvert sit liv.
Vi skiftes til at bære hinanden på ryggen
som trætte børn. Til sidst falder vi til ord,
skriver videre på hvert sit kødbrev til vinden.
Se interview med Morten søndergaard side 30
Med mine fingerspidser forsikrede jeg mig om,
at du alligevel giver mening.
Kærligst
En vildt oplyst færge ude af kontrol
pløjer gennem landskabet.
Jeg vidste ikke, at den havde ligget på dok
inde i huset, men det er nytårsaften,
og gæsterne har kappet fortøjningerne.
Giv slip! Vi er flygtninge, der hænger over rælingen
på tilfældets båd. Fortsæt,
for der er ikke andet end digte
og rodet hverdag at sætte mod tidens
ondskab og svimlende groove.
Jeg siger: Jeg elsker hvert bedøvende slag
fra dit hjerte. Du siger: Det er, som om jeg
var dig. Men du skal ikke være bange.
Det er du jo, og digtet står
og skratter som en gammel transistor
inde i tusmørkets kaos.
SAN VINCENZO
Der står breaking news
skrevet med rødt hen over den rene
og skære virkelighed
der er så rå og beskidt
at den ligner en film
siger de overlevende
det bliver mørkt
og bomber befæster munden med svar
ligene rådner i bunker af aviser
sandheden blafrer henover skærmen
vi ved næsten ingenting
og dét vi bygger vores viden på
viser sig i virkeligheden at være løgn
i den vaskeægte vanvittige
virkelighed hvor alting
er lavet af teflon og gummi og pap
og tv direkte med billeder af dem
der er døde
i virkeligheden
børn spiser pizza
med store hvide øjne
midt i det bange lys
som ikke er skrevet endnu, strækker deres varme
undersøgende fingre ud i det hvide. Det er de samme
nogle og tyve tegn, mere skal der ikke til. Fortsæt
mod det netop anede, som bliver tydeligere i sit
forfra, forfra, forfra. For der måske at nå frem til en
lille bar plet, hvor digtet siges sigende.