Se Pdf - wanted for good

More documents

Recommendations

Info

Interview med digteren Morten Søndergaard Af Pedro Carmona-Alvarez og Tiril Broch Aakre T: Hvorfor valgte du titlen «Vinci, senere» til din seneste digtsamling? Først og fremmest fordi den er rigtig; det vil sige, at jeg boede tre år i en lille landsby i Italien som hedder Vinci, Leonardos fødeby , og dér skrev jeg bogen, men den faldt først på plads da jeg flyttede fra byen. Det var som om flytningen eller bruddet gjorde det muligt at skrive bogen. Det kender de fleste nok: det er i bevægelsen, at det sker, det er på rejsen, i zonen mellem et sted og et andet, i pausen, i bruddene, linjebruddene!, at betydningen indfinder sig. Der sker noget, når man flytter sig. Det gør der også, når man skriver «senere» efter et ord. «Senere» som i en tegneserie: «Horsens, senere». Hvad er sket? Hvad har fundet sted? Tid og sted spændt ud mellem et meget betydningsbærende komma. Det «senere» kan være helt provokerende. For hvad sker, hvis 30 man siger «Danmark, senere» eller «Landskabet, senere» eller «Digtet, senere»? På en måde er «senere» en anledning til at tænke over et hvilket som helst ord! P: Du har beskrevet digtet som den længst mulige vej til erkendelse… Det kan være vigtigt at gå en omvej. Jeg tror at udsættelsen er interessant, det er ikke at nå frem, det gælder om. Det gælder i første omgang om ikke at være rettet mod et slutpunkt, for så får man så meget som muligt med. Og hvad er erkendelsen i denne sammenhæng, når man taler om digtet? Det er ikke det samme som filosofisk erkendelse. Jeg tror det for mig handler mere om en skøn erkendelse. For hvad når man egentlig frem til i et digt? Det er ikke nødvendigvis pointen man vil have, det er ligesom mere den støj, man kan samle op undervejs, ja støj vil jeg holde fast ved, for det er jo ofte i støjen, at tingene åbner sig. Afrikanske trommeslagere binder kapsler til deres trommer fordi dæmonerne bor i støjen. Der skal være plads til dæmonerne. Så hvis man kun går lige frem og efter målet, mister man hele muligheden for noget andet, muligheden for en åbning ud af digtet. T: Men der er også en stærk ordenssans i dine digte? Jeg har en stærk oplevelse af, at jeg befinder mig i kaos. Med hensyn til det at nå frem, er det en banal iagttagelse, at hver gang man har skrevet et digt, eller en digtsamling, så siger man jo ikke derefter: nu er digtet skrevet, nu er det slut, nu er vi kommet frem til noget. Man begynder jo bare forfra hver gang. På den måde bliver hvert eneste digt et bud på, hvad der skal stå på digtets plads. Og hvert digt bliver således en skitse til et digt. Jeg vil meget gerne holde fast ambitionen om det fuldendte digt, den går aldrig i opfyldelse. Man kan sige, at ambitionen jo i virkeligheden er at skrive et digt, der kan formulere hele verden, hele universet - noget som slet ikke har med mig gøre, altså jeg er ikke interessant,
Leonardo Da Vinzi,Bebudelsen jeg’et er ikke interessant i den sammenhæng. Det er noget, som ligger helt uden for mig. P: Du siger, at et digt for dig ikke er noget, der findes på forhånd? Mm, ja. Jeg har et digt, som hedder «Nedtælling». Det tager udgangspunkt i en skulptur af Michelangelo, der står i Milano, Pietà di Rondanini. Den har for mange arme, blandt andet en arm, som ikke hører til skulpturen, der står og stritter ud, og Maria har tre øjne! Michelangelo er kendt for at sige at inde i blokken findes skulpturen allerede. Det gør han blandt andet rede for i ”Sonet nr. 151”: Den bedste kunstner gør sig ingen tanke, som ikke allerede ligger gemt i marmorblokkens masse, og kun hånden, som lyder intellektet, får den frem. Den lidelse, jeg undflyr, og det gode, jeg stræber efter, skjuler sig i dig, du, yndefulde, stolte, ædle kvinde; men jeg tilstår, min kunst slår ikke til For at opnå den virkning, jeg begærer. Og kærlighed har ikke skylden, eller din skønhed, hårdhed, lykke, din foragt; Du bærer i dit hjerte både død og mildhed, men min lave ånd, som brænder, kan ikke drage andet frem end døden. Som man kan se, er det ikke et helt simpelt forhold! Men Pietàskulpturen skulle komme til at stå og dementere dét udsagn, for der er to skulpturer i skulpturen; han ombestemte sig undervejs. Jeg oplever, at digtet bliver til, ved at det skrives frem. Det oplever de fleste digtere. Jeg sammenligner det med, at man bevæger sig gennem et landskab. Der kan man iblandt have følelsen af, at landskabet bliver til under fødderne på én, eller i og med at man passerer gennem landskabet, bliver det til, netop på grund af at man passerer gennem det. Altså ved at bevæge sig, kommer landskabet til syne. Det bliver sådan set bliver til i mødet hele tiden. Det er derfor, jeg også tænker på det, jeg skriver som en slags gange; man falder ligesom hele tiden frem i den betydning, der bygges op. P: Du er optaget af rytmen... Ja, rytmen kan trække stoffet frem. Det handler om at raffinere støjen eller det kaos, man er i, det er en form for rytme, og den rytme kan næsten fungere som en pumpe, som kan trække digtet videre, steder man ikke kunne forudse, og det er jo også det, man gerne vil som digter, at komme til et andet sted, end det man har som udgangspunkt. P: Du har sagt, at digtet er et alkymistisk arbejde, hvor du bare aldrig får skabt guld. Men det er vel heller ikke interessant? Nej, det er processen. Jeg forsøger nok at rense meget af det processuelle væk. Ikke fordi jeg ikke synes det skal være der, men jeg skriver digtene igennem så mange gange, at de til sidst bare står frem på en anden måde. Jeg arbejder virkelig med dem længe, i mange omgange, det er egentlig først, når jeg synes, at de holder op med at forandre sig, at jeg kan udgive dem. Jeg vil vældig gerne lade ting trække videre fra bog til bog. For eksempel suiten med landskaberne i denne bog; den er en slags skyggetekst til teksten «Kompas», som står at læse i min digtsamling Bier dør sovende fra 1998. Oprindelig skrev jeg en tekst til hvert afsnit af «Kompas». Jeg skrev det ovenpå hvert afsnit, det er en slags surdejslogik; du skal have noget med fra den forrige dej for at den næste kan vokse. Jeg forestiller mig hvert digt som en slags hypertekst, hvor digtet bare er et snit, og ind imellem hver linje findes det andet digt, og hver linje kan være begyndelsen til et andet digt, men det er forfatterens opgave at foretage de snit, og det skal man stå ved. P: Du har jo oversat Jorge Luis 31
Page 1 and 2: SAMTIDS SKILDRING # 77 / 78 - DECEM
Page 3 and 4: I en samtale imellem den unge forfa
Page 5 and 6: fast som en sikker og overraskende
Page 7 and 8: under traditionelle skabeloner. Med
Page 9 and 10: ”Du fortjener det, selvfølgelig
Page 11 and 12: Nye stemmer Mads Eslund ”Jeg inte
Page 13 and 14: lige “margin”/samme højde i to
Page 15 and 16: Insekt hen over hvid dametaske i l
Page 17 and 18: „Ærgeligt, ærgeligt“ af lone
Page 19 and 20: at verden netop er det, vi oplever.
Page 21 and 22: ham der konsekvent har misforstået
Page 23 and 24: Maja Dyrehauge Gregersen (f. 1978),
Page 25 and 26: Nogle taler fx om, at den opstår a
Page 27 and 28: kroppen i virkeligheden et ønske o
Page 29: Digteren & landskaberne - Om og med
Page 33 and 34: egentlig er i gang med. Det er en s
Page 35 and 36: T: Da er grunden ikke så usikker?
Page 37 and 38: uforglemmelige linjer som ”Ensomt
Page 39 and 40: jeg skrevet ved siden af. Visse af
Page 41 and 42: igtigt, jeg citerer eller skriver o
Page 43 and 44: ”Jeg er en mand / Jeg sværger ti
Page 45 and 46: udtryksvanskeligheder, er der noget
Page 47 and 48: Ungdomsreklame bare simpel reklame.
Page 49 and 50: Teksten lyder “General warning”
Page 51 and 52: Preben Wilhjelm Public service tv o
Page 53 and 54: „ landsk reproduktion. Det fremg
Page 55 and 56: Vi havde set, hvad andre redaktione
Page 57 and 58: en der afslørede jegpersonens far
Page 59 and 60: hsd - tidsskrift for litteratur, sp

Se Pdf - wanted for good

You also want an ePaper? Increase the reach of your titles

Delete template?

Save as template?