- tidsskrift for vejr og klima

Nr. 1 - 32. årgang Februar 2010 (122) 

- tidsskrift for vejr og klima

VEJRET 

-tidsskrift for vejr og klima 

Medlemsblad for 

Dansk Meteorologisk Selskab 

c/o Michael Jørgensen 

Drosselvej 13, 4171 Glumsø 

Tlf. 3915 7271, mij@dmi.dk 

Giro 7 352263, SWIFT-BIC: DABADKKK 

IBAN: DK45 3000 0007 3522 63 

Hjemmeside: www.dams.dk 

Formand: 

Eigil Kaas, Tlf. 46 73 10 43, kaas@gfy.ku.dk 

Næstformand: 

Sven-Erik Gryning 

sven-erik.gryning@risoe.dk 

Sekretær/ekspedition: 

Michael Jørgensen 

Drosselvej 13, 4171 Glumsø 

Tlf. 3915 7271, mij@dmi.dk 

Kasserer: 

Gudfinna Adalgeirsdottir 

Rolfsvej 5, 2. tv., 2000 Frederiksberg 

Tlf. 20962145, gua@dmi.dk 

Redaktion: 

John Cappelen, (Ansvarh.) 

Lyngbyvej 100, 2100 København Ø 

Tlf. 39 15 75 85, jc@dmi.dk 

Leif Rasmussen - Anders Gammel gaard - Jesper Eriksen - 

Thomas Mørk Madsen 

. 

Korrespondance til bladet stiles til redaktionen evt. på 

email: vejret.redaktionen@gmail.com 

Foreningskontingent: 

A-medlemmer: 220 kr. 

B-medlemmer: 160 kr., C-medlemmer (studerende): 120 

kr., D-medlemmer (institutioner): 225 kr. 

Optagelse i foreningen sker ved henvendelse til 

Selskabet, att. kassereren. 

Korrespondance til Selskabet stiles til 

sekretæren, mens korrespondance til bladet 

stiles til redaktionen. 

Adresseændring meddeles til enten sekretær eller kasserer. 

Redaktionsstop for næste nr. : 15. april 2010 

©Dansk Meteorologisk Selskab. 

Det er tilladt at kopiere og uddrage fra VEJRET med 

korrekt kildeangivelse. Artikler og indlæg i VEJRET er 

udtryk for forfatternes mening og kan ikke betragtes som 

Selskabets mening, med mindre det udtrykkeligt fremgår. 

Tryk: Glumsø Bogtrykkeri A/S, 57 64 60 85 

ISSN 0106-5025 

Fra 

redaktøren 

Vinter, kulde og de arktiske egne er der meget om 

i dette nummer af Vejret. Der er både noget om en 

temperaturrekord der forsvandt og kom igen, om 

inversion, temperaturvippe, iscentral og en sol der 

sover længe, 

Læg dertil meteorologens nye schweizerkniv og en 

meteorologisk analyse og diskussion af Air France 

447's fatale flyvning 31. maj 2009, så er der lagt 

op til en masse spændende læsning. 

Redaktionen har siden sidst modtaget to bøger, 

der er præsenteret. Vi modtager gerne anmeldelser 

af disse. 

Endelig er der hele tre spændende foredrag i foråret 

2010, hvor det første afholdes sammen med Generalforsamlingen 

30. marts, se bagsiden. 

Velkommen til et nyt år med Vejret. 

John Cappelen 

Indhold 

Temperaturrekorden der kom ind fra kulden ...... 1 

Bog: Climate & Society .................................... 9 

Air France Flight 447 ...................................... 10 

Iscentralen Narsarsuaq' 50 års jubilæum ......... 17 

Efterårsvejret 2009 ......................................... 26 

Når temperaturen i Arktis stiger med højden ... 29 

Rapport om klimaændringer i Antarktis ........... 33 

Bog: Kulstoffets tidsalder ............................... 36 

Når solen sover længe .................................... 37 

NMM 2010 ................................................... 38 

Temperaturvippen i funktion .......................... 39 

Meteorologernes nye schweizerkniv ................ 46 

DaMS' årsregnskab 2009 ................................ 48 

DaMS' budget 2010 ....................................... 49 

Forsidebilledet 

Vinteren i år har været barsk for fuglene. De har ikke kunnet 

finde føde med al den sne og kulde og derfor har foder 

været en velkommen ting. Nu spejder de nok ligesom os efter 

foråret. Foto: Hans Chr. Kalberg Olrik Thoft. 

Bagsidebilledet 

Lysfænomen 15. januar 2009 klokken 9:41-9:46, Østrig, ski 

område Serfaus/Fiss/Ladis. Foto: Flemming Væversted.

Temperatur-rekorden der kom ind fra kulden: 

Minus 19 grader ved Horsens i december 

2009 - sand eller falsk? 

Af Flemming Vejen, DMI 

Kort før jul 2009 kom kulden 

for alvor til Danmark med sne 

og stedvis streng nattefrost for 

første gang i mange år. Meget 

kold luft blæste fra det nordlige 

Rusland ned over Skandinavien 

og videre frem til os. Efter danske 

forhold faldt der stedvis ret store 

snemængder den 17. december, 

og et næsten landsdækkende 

snedække blev etableret, i den 

sydlige del af Jylland op til 45-50 

cm sne. 

De følgende dage faldt vejret 

til ro, og den 19. december var 

der mange steder ganske klart og 

smukt vejr over et imponerende 

sneklædt landskab. Kombinationen 

af opklaring, relativt tør luft, 

snedække og stillestående luft er 

ofte den rette cocktail til lave nattemperaturer, 

i det mindste hvis 

timingen er i orden, og netop 

disse betingelser ser ud til at være 

til stede op til natten til den 20. 

december. Imidlertid trækker 

skyer ind over dele af landet sidst 

på dagen og truer muligheden for 

bundtemperaturer. 

Tilfældet vil imidlertid, at der 

netop denne nat bliver målt meget 

lave temperaturer ved DMI’s 

målestation ved Bygholm lidt 

vest for Horsens. Lavpunktet er 

-19 grader kort før midnat, en 

temperatur der på det tidspunkt, 

den optræder, imidlertid er klart 

lavere end alle andre steder i 

landet. Netop dette faktum gør, 

at DMI’s automatiske kvalitetskontrol 

spytter målingen ud 

som mistænkelig, så data kan 

underkastes nøjere validering 

med henblik på accept eller forkastelse. 

Målingen er særlig interessant 

af mange grunde: det var landets 

klart laveste temperatur den pågældende 

nat, og den endte med 

at være ikke kun decembers, men 

også årets laveste temperatur for 

hele landet. Som et ekstra kuriosum 

var det tillige den laveste 

temperatur ved Bygholm, siden 

målegrejet blev sat op i 2002. 

Herom kunne man læse i Horsens 

Folkeblad kort før jul. 

Hvorfor så skrive en artikel om 

noget så ”almindeligt” som -19 

grader en decembernat, en temperatur, 

der i et klimatisk regi på 

ingen måde er usædvanlig? Det 

er der flere grunde til. 

Den ene er, at den automatiske 

kontrol i første omgang sørgede 

for at holde målingen ude 

Figur 1. Temperaturforløb ved 06102 Horsens/Bygholm den 19-20. december 2009 

kl. 20:30 til 0:00z. T a = lufttemperaturen og T d = dugpunktstemperaturen. 

Vejret, 122, februar 2010 • side 1

af de foreløbige statistikker for 

2009, som kom på dmi.dk kort 

efter nytår. Denne afvisning førte 

i øvrigt til en ganske livlig debat 

blandt vejrinteresserede, hvorfor 

der kunne være gode grunde til 

at kaste lidt lys over kvalitetskontrollens 

vanskelige kunst. Den 

anden årsag er, at lokale mikrometeorologiske 

processer, som 

var med til at få temperaturen 

så langt ned, i sig selv påkalder 

sig interesse og illustrerer, hvor 

svær kvalitetssikring af målinger 

kan være. 

Nu til sagen. 

Målingerne ved Bygholm - er de 

forkerte? 

Figur 1 viser målinger af lufttem- 

side 2 • Vejret, 122, februar 2010 

peratur og dugpunktstemperatur 

fra Bygholm. Specielt tre ting 

springer i øjnene for lufttemperaturen: 

(1) temperaturen stiger 

frem mod kl. 21:10z, falder brat 

frem mod midnat for derefter at 

stige stejlt, (2) temperaturen har 

et hakkende forløb, og (3) kort 

før midnat falder temperaturen 

særlig stejlt for straks efter at 

stige lige så kraftigt. Temperaturen 

falder her med 1.6 grader på 

10 minutter til -18.9 grader, for 

straks derefter at stige ligeså brat 

på 10 minutter. Kan temperaturen 

falde så meget på så kort tid 

blot ved udstråling og varmetab? 

Dugpunktstemperaturen viser, at 

der hele vejen igennem er plads 

til yderligere temperaturfald, så 

Figur 2. Laveste døgntemperaturer i Danmark 19/12-2009 kl. 06z til 20/12 kl. 06z. 

der er ikke belæg for at afvise de 

-19 grader alene ud fra temperaturmålingerne. 

Det præcise tidspunkt for de 

-19 grader er det i øvrigt ikke muligt 

at angive, da sensoren kun 

giver temperaturen hvert 10. minut 

og en minimumtemperatur 

for perioden, men rekorden ligger 

naturligvis tæt på kl. 23:20z. 

Når man ser sådan et temperaturforløb, 

kan man godt blive 

nervøs for, at ”huset” med temperatursensoren 

er dækket af rim 

og kun i perioder er i stand til 

at måle en temperatur, der er 

repræsentativ for omgivelserne. 

Temperaturkurver fra automatiske 

målere viser af og til såkaldte 

”spikes”, som er pludselige urea-

listiske spring i niveauet. Men 

hvornår er et spring urealistisk? 

Erfaringsmæssigt har spikes dog 

langt større spring end vist på 

figuren. 

Sammenligning af 

minimumtemperatur med 

andre stationer 

En udmærket metode til at verificere 

en temperaturmåling er 

at sammenligne med målinger 

fra nabostationer. Figur 2 viser 

det forudgående døgns laveste 

temperaturer i hele landet 19/12 

kl. 06z til 20/12 kl. 06z, og det 

ses, at der har været et område i 

Midt- og Østjylland med meget 

lave temperaturer henover døgnet. 

Her afviger Bygholm ikke 

usædvanlig meget fra de øvrige 

stationer. 

Hvis der som vist i figur 3 i 

stedet ses på de laveste temperaturer 

i en kortere periode på 12 

timer henover natten (19/12 kl. 

18z til kl. 06z den efterfølgende 

morgen), springer Horsens/Bygholm 

unægtelig i øjnene som 

væsentlig koldere end de øvrige 

stationer i ”nabolaget”. Det ser i 

sig selv noget mistænkeligt ud! 

Hvordan kan det f.eks. være, 

at en station som 06068 Isenvad 

er ca. 10 grader varmere end 

Bygholm, når historien viser, at 

netop det midtjyske ofte rapporterer 

væsentligt lavere temperaturer 

end områder nærmere 

kysterne? Selvom det er en tilsnigelse 

at kalde de sammenlignede 

stationer for nabostationer, kan 

en sådan sammenligning ofte 

give gode fingerpeg om, hvorvidt 

en måling er korrekt, forkert 

eller suspekt. Og i automatisk 

kvalitetskontrol er det måden at 

gøre det på: målingen på -19 

grader er suspekt! 

Figur 3. Laveste temperaturer for en 12-timers periode fra 19/12-2009 kl. 18z til 

20/12 kl. 06z. Stationernes numre og navne ses nederst. 

Sammenligning af 

temperaturforløbet med andre 

stationer 

Hvis nu de -19 grader er rigtig, 

må der gemme sig en forklaring 

i detaljerne i målingerne. 

I figur 4 er temperaturforlø- 

bet ved Bygholm sammenlignet 

med de nærmeste vejrstationer. 

Det ses, at temperaturen ved 

Bygholm afviger stærkt fra alle 

andre stationer. Ganske vist 

er temperaturudviklingen ved 

Bygholm og 06108 Kolding/ 


Vamdrup en tro kopi af hinanden 

i begyndelsen, men ca. kl. 

18.30z tager Kolding/Vamdrup 

et gevaldigt hop opad. Ved andre 

stationer falder temperaturen 

med nogenlunde samme hast 

som ved Bygholm, særlig udtalt 

ved 06104 Billund Lufthavn og 

06110 Vojens/Skrydstrup, men 

også disse stationer tager et ordentligt 

hop i den modsatte retning 

af Bygholm. Hoppene sker 

på forskellige tidspunkter, men 

de sker timer før Bygholms kulderekord, 

og de nævnte stationer 

mødes omkring midnatstid ved 

-5/-6 grader på omtrent det selvsamme 

tidspunkt, hvor Bygholm 

når bunden på -19 grader! Hvad 

sker der i Bygholm? 


Temperaturen ved 06060 Karup 

øger blot mystikken. Denne 

station på den jyske hede har ofte 

lave nattemperaturer, men dette 

døgn er variationerne ikke særlig 

store, og aftenen og natten er 

forholdsvis ”varm”. 

Selvom et instrument til temperaturmåling 

kan stå af og gå i 

fejl, kan instrumentfejl ikke være 

forklaringen, dels fordi Bygholm 

sidenhen hopper op til de andre 

stationers temperatur, blot meget 

senere, og dels fordi målingerne 

isoleret set ser tilforladelige ud. 

Den lokale energibalances 

betydning for målingerne 

Næste skridt er at gå i gang med 

det, som i jargonen inden for 

kvalitetskontrol hedder konsistenscheck, 

hvilket vil sige sammenligning 

af et bredt udvalg 

af parametre, en sammenligning 

hvor der både ses på ændringer 

i tid og på variationer fra sted 

til sted pr. tidsskridt. Oplagte 

parametre at kigge på er udover 

temperaturen også vindens retning 

og hastighed, skydækket 

og snedybden, med andre ord 

parametre der kan hjælpe med 

at bedømme den lokale energibalance 

og mulighederne for 

temperaturfald. 

Den kortbølgede stråling fra 

solen, som opsuges af overfladen 

om dagen, udstråles om natten 

som langbølget stråling. Hvis 

der er skyfrit, kan denne stråling 

Figur 4. Sammenligning af temperaturforløbet ved Bygholm med en række stationer i området. Stationernes navne kan 

ses af figur 3.

passere stort set uhindret til verdensrummet, 

og der opleves et 

stort temperaturfald, men hvis 

der er skyer, virker disse som en 

dyne, der er med til at holde på 

varmen og bremse temperaturfaldet. 

Hvis der ligger sne, vil 

denne isolere og bremse tilførsel 

af varme fra jorden. Derfor vil 

temperaturen over snedækkede 

flader om natten kunne nå meget 

længere ned end over bar jord. 

Hvis det blæser, er snedækkets 

betydning for temperaturfaldet 

dog stort set sat ud af kraft, 

og det er temperaturen på den 

tilførte luftmasse, der bestemmer. 

Hvis det i Bygholm blæser 

fra retninger omkring øst, vil der 

i givet fald kunne tilføres varme 

fra den eneste betydelige varmekilde, 

der da vil være til rådighed: 

havet. Hvis det er helt vindstille, 

og der ikke sker omrøring og opblanding 

af luften i et område, 

kan afkølingen ske uhindret og 

lokalt blive meget kraftig. Da kold 

luft er tungere end varm, vil den 

kolde luft samle sig i lavninger i 

terrænet. En sidste parameter at 

se på i konsistenschecket kunne 

derfor være terrænforholdene 

omkring Bygholm. Det vil vise 

sig, om det bliver nødvendigt… 

Sammenligningen af 

meteorologiske parametre 

Figur 5 viser snedækket i Danmark 

om morgenen den 20/12. I 

Sønderjylland er der et større område 

med mere end 20 cm sne, 

faktisk op til nær en halv meter, 

mens der omkring Karup kun ligger 

ca. 5 cm. Ved Bygholm er der 

i nærheden af 25 cm. Desværre 

er der ingen observation af skyer 

ved Bygholm, og hele aftenen 

var der uheldigvis ingen passage 

af NOAA satellitten, som kunne 

Figur 5. Snedybden (cm) om morgenen den 20. december 2009. 

have givet skyinformationer for 

Danmark. Derfor må vi ”gætte” 

forholdene ved Bygholm ud fra 

omkringliggende stationer. I tabel 

1 er der en sammenligning 

af vejret ved Bygholm og vejrstationer 

i Karup, Århus Lufthavn 

(Tirstrup), Billund og Vojens/ 

Skrydstrup. Disse stationer er 

valgt, fordi der blandt meget andet 

også observeres skydække, 

som er vigtig for en vurdering af 

den lokale energibalance. 

Som før nævnt fulgtes temperaturen 

ved Bygholm, Billund 

Lufthavn og Vojens/Skrydstrup 

nedad i begyndelsen, hvorefter 

de sidstnævnte stationer blev 

”varmere” end Bygholm. Der er 

et tykt snetæppe ved disse stationer; 

da Billund melder halvskyet 

kl. 15z, og Vojens/Skrydstrup 

næsten skyfrit frem til kl. 17z, 

er forudsætningerne for et stort 

varmetab til stede i begyndelsen. 

Imidlertid skyer det til, og fra kl. 

18z og frem er himlen stort set 

dækket af skyer. Herved bremses 

varmetabet, og temperaturfaldet 

bremser op, smukt vist i figur 4. 

I Århus Lufthavn (Tirstrup) 

er det næsten overskyet i hele 

perioden, men i Karup klarer 

det op efter kl. 19z og er skyfrit 

frem mod midnat. Grunden til 

at Karup ikke bliver så kold trods 

snedække og skyfrit er dels, at 

snedækket er tyndt og derfor har 

forholdsvis ringe isoleringsevne, 

og dels, at der er en vedvarende 

omrøring pga. en konstant brise 

på 3-5 m/sek. Også de to Sønderjyske 

stationer har langsomt 

tiltagende vind, og her er der 

faktisk ved at blive tilført en ny 

luftmasse fra syd. Det får temperaturen 

til at stige til omkring -5 

grader længe før opvarmningen 

kommer i gang længere nordpå. 

Efterhånden får tilstrømningen af 

lidt ”lunere” luft udjævnet temperaturforskellene 

i hele regionen, 

hvilket slår igennem i hele 

regionen efter midnat. 

Noget tyder på et varierende 

skydække, og det virker sandsynligt, 

at der ved Bygholm er 

ringe skydække i det tidsrum, 


19/12 kl. 

15z 

19/12 kl. 

16z 

19/12 kl. 

17z 

19/12 kl. 

18z 

19/12 kl. 

19z 

19/12 kl. 

20z 

19/12 kl. 

12z 

19/12 kl. 

22z 

19/12 kl. 

23z 

20/12 kl. 

00z 

06060 

Karup - 

mil 

hvor det kraftige temperaturfald 

sætter ind. Da det samtidig er 

en vindstille aften (tabel 1), er 

alle forudsætninger til stede for 

kraftig afkøling. 


06070 

Århus 

Lufthavn 

06102 

Horsens/ 

Bygholm 

Ud fra temperaturforløbet ved 

Bygholm i figur 4 er et godt bud 

på variationerne i de lokale vejrforhold, 

at der har været ringe 

skydække og vindstille frem til 

06104 

Billund 

Lufthavn 

06110 

Vojens/ 

Tabel 1. Sammenligning af vejrforhold mellem Bygholm og andre vejrstationer 19/12-2009 kl. 15z til 20/12 kl. 00z. Vejrparametrene 

er angivet på den gængse måde som foreskrevet af WMO og skal ikke forklares her. 

kl. 17z, hvilket giver varmetab 

og temperaturfald. Herefter skyer 

det formentlig til, eftersom temperaturen 

er stort set uændret 

frem til kl. 21z; at den ikke stiger

ligesom andre steder, skyldes givet 

det vindstille vejr. Herefter er 

et opbrud i skydækket ved fortsat 

vindstille en plausibel forklaring 

på det pludselige temperaturfald 

frem mod kl. 23:20z. 

Men det er ikke hele forklaringen! 

Figur 6 viser temperaturændringer 

henover 10 minutter ved 

de samme stationer som i figur 4. 

Der ses markante temperaturstigninger, 

især ved 06102 Horsens/ 

Bygholm og 06108 Kolding/ 

Vamdrup, stigninger der kan 

forklares med ankomsten af den 

”lunere” luft fra syd. Men det 

meget kraftige temperaturfald 

ved Bygholm efter kl. 23z, som 

i øvrigt også ses ved en anden 

station: kan det virkelig være rigtigt, 

eller kan det forklares med 

særlige lokale forhold, eller har 

den automatiske kontrol ret i, at 

det er en fejl, en pludselig en af 

slagsen, en ”mini-spike”? 

Desværre må vi nu se i øjnene, 

at ingen af de omkringliggende 

stationer kan bidrage til endegyldigt 

at løfte sløret for præcis 

hvorfor, temperaturen pludselig 

falder brat til -19 grader. Derfor 

er tiden nu er kommet til det 

ultimative dyk ned i detaljen. 

Det ultimative dyk i detaljen: 

hvorfor blev det så koldt, hvis 

det da gjorde? 

Figur 7 viser terrænet og figur 8 

en højdeprofil vest for området 

omkring Bygholm. Det ses, at 

der er bakker og lavninger, og da 

vi ved, det var vindstille i en længere 

periode samt gode grunde 

til at tro på ringe skydække og 

varmeudstråling, er der sammen 

med snedækket blandet en perfekt 

cocktail til temperaturfald. 

Da kold luft er relativt tung, 

vil den løbe ned ad skråninger 

og samle sig i lavninger som illustreret 

i figur 8, og kuldesøer vil 

langsomt bygge sig op i bestemte 

områder i omegnen. Især kan der 

bygges en kuldepude op i en 

større lavning (punkt 1 i figur 

7 og 8), som er 2-3 meter dyb, 

og som er afgrænset mod øst 

af en lav barriere. Små vindpust 

vil kunne sætte den kolde luft i 

bevægelse hen mod steder, der 

er knapt så kolde. Eller også vil 

kuldepuden efter at have vokset 

i vertikal og horisontal udstrækning 

gradvis nå til et punkt, hvor 

den bliver ”ustabil”, hvorved 

kold luft måske ad flere omgange 

Figur 6. Temperaturændringer henover 10 minutter ved en række stationer i perioden 19/12-2009 kl. 15z til 03z den 

følgende nat. 


Figur 7. Terrænet omkring stationen ved Bygholm. Symbolerne i figuren er forklaret 

i teksten. 

Figur 8. En højdeprofil for området vest for Bygholm. For en forklaring på de 

mikrometeorologiske processer henvises der til teksten. 

flyder hen over barrierer i terrænet 

og ud til siderne som fra 

en gryde, der er ved at koge over 

(punkt 2 i figur 7 og 8). En sådan 

proces vil formentlig kunne 

opleves som en kortere periode 


med kolde vindpust. 

Spørgsmålet er nu: blev sådanne 

vindpust observeret i 

virkeligheden? Svaret er ja. Figur 

9 viser, at det bratte temperaturfald, 

der ender med -19 grader, 

sker samtidig med let opfriskende 

vind fra vest og vestsydvest på op 

til 1.8 m/sek. Ganske kortvarigt 

strømmer der kold luften til fra 

præcis det sted, hvor betingelserne 

har været til stede for opbygning 

af en kuldesø. Selvom 

dette ikke kan bevises, er der 

alligevel hermed givet en sandsynlig 

forklaring på, hvorfor kulderekorden 

for 2009 af alle steder 

blev sat ved stationen i Horsens/ 

Bygholm. 

Tilstrømningen af kold luft fra 

kuldesøen er af gode grunde en 

kortvarig fornøjelse. Kort efter 

temperaturdykket har kuldesøen 

afleveret det, den kan, og kuldetilstrømningen 

går i stå ved 

en svag vind fra VNV. Senere går 

vinden om i det østlige hjørne, og 

dermed bringes en helt anden og 

lunere luft frem til stationen. 

Afslutning 

Som det turde fremgå, kan kvalitetskontrol 

være en tidrøvende 

proces, hvor det kan være nødvendigt 

at bringe mange vejrstationer 

og meteorologiske parametre 

i spil. Af gode grunde 

er det dog normalt ikke muligt 

(læs: realistisk) at gennemføre en 

så dybdegående efterkontrol af 

alle mistænkelige observationer, 

eftersom DMI fra bare én vejrstation 

modtager over 50.000 målinger 

af temperatur om året. Og da 

der observeres mange forskellige 

parametre (f.eks. lufttemperatur, 

dugpunkt og luftfugtighed, vindretning, 

vindhastighed, lufttryk, 

skydække, vejrtype, nedbør) ved 

ca. 50 vejrstationer, og færre parametre 

ved omkring 20 andre, 

modtager DMI millioner af observationer 

om året. 

Selv hvis kun en minimal 

brøkdel af disse observationer

lev spyttet ud som mistænkelige, 

skulle der løftes en enorm 

opgave, hvis de alle skulle ses 

efter i mindste detalje. Derfor 

er kvalitetskontrol en nøje afpasset 

proces, hvori ressourcer, 

automatiske algoritmer til kontrol 

og i visse tilfælde manuel 

gennemgang indgår i en samlet 

række af faglige vurderinger. Lad 

nærværende artikel tjene som illustration 

af, hvor udfordrende 

kvalitetskontrol også kan være. 

Figur 9. Sammenligning af temperaturer 

med vindretning og -hastighed ved 

stationen i Horsens/Bygholm 19/12- 

2009 kl. 21z til 20/12 kl. 00z. 

Bog modtaget på redaktionen 

Climate and Society - Climate as 

Resource, Climate as Risk 

Af Nico Stehr (Zeppelin Universität, 

Germany) & Hans von 

Storch (GKSS Research Centre, 

Unversität Hamburg, Germany) 

htpp://worldscibooks.com/ 

environsci/7391.html 

Climate and Society præsenterer 

fra en tværfaglig vinkel begrebet 

”klima” med dets ændringer, virkninger 

samt forskellige opfattelser 

af begrebet igennem tiderne. 

Historien bag klimaet og hvordan 

vi har tilgået det over tid gennemgås 

ligesom mulighederne for at 

styre klimaet, især ved at styre 

udledningen af drivhusgasser. 

Som noget meget vigtigt diskuteres 

begrebet klimaet som en ressource 

for samfundet og klimaet 

som et ikke-konstant fænomen 

tages under behandling. Denne 

bog giver et udmærket indblik 

i klimabegrebets mangeartet historie 

og mangehovedet natur og 

relaterer på udmærket vis til den 

moderne videnskabelige tilgang 

til begrebet. En solid, nødvendig 

og anbefalelsesværdig bog i en 

tid, hvor klimaet som aldrig før er 

genstand for omfattende debat. 

Bogen henvender sig til klimatologer, 

forskere indenfor na- 

Denne bogpræsentation er 

skrevet af John Cappelen. 

turvidenskab og samfundsfag, 

politikere, journalister og andre 

med en ikke nødvendigvis professionel 

tilgang til emnet, men 

dog med en vis portion videnskabelig 

interesse. 

En anmeldelse 

af bogen modtages 

gerne på 

redaktionen. 


Air France Flight 447 - En meteorologisk 

analyse og diskussion 

Af Thomas Mørk Madsen, 

DMI 

Thomas er seniormeteorolog. 

Søndag aften d. 31. maj 2009 

letter Air France 447, et fly af 

typen Airbus A330-200, fra Rio 

de Janeiros Galeao lufthavn 

med kurs mod Paris Charles de 

Gaulle. Flyvningen ud af Galeaos 

kontrolzone forløber planmæssigt, 

og flyet stiger til sin 

indledende flyvehøjde i 35.000 

fod (ca. 10.700 meter) og fortsætter 

ud over Atlanterhavet ved 

Brasiliens nordøstlige pynt nær 

byen Natal. 

Ruten over Atlanten skulle gå 

forbi rapportpunkterne INTOL, 

SALPU og ORARO mod øgruppen 

Kap Verde ud for Afrikas 

vestkyst, men efter flyet passerer 

INTOL ophører kommunikation 

mellem flyets piloter og den brasilianske 

flyveledelse. Kl. 2.10 

UTC indløber en positionsrapport 

fra flyets automatiske kommunikationssystem 

sammen 

med en række statusmeddelelser 

fra computersystemerne ombord 

de næste 4 minutter, men herefter 

ophører al kommunikation 

med flyet. Det formodes at flyet 

er styrtet ned nær positionen 

N04 00.30 W029 59.40. 

Den franske havarikommission 

samarbejder med sin brasilianske 

søsterorganisation om 

undersøgelsen af flystyrtet i At- 


lanterhavet. Kommissionerne er 

endnu ikke kommet med nogen 

endelig redegørelse, og derfor er 

årsagen til styrtet ikke fastlagt. 

Spekulationer går dog på, at flyet 

er fløjet ind i et område med tordenvejr, 

men en midlertidig rapport 

peger dog også på problemer 

med flyets såkaldte pitotrør, 

der anvendes til bl.a. fartmåling, 

som et muligt fokuspunkt for 

yderligere undersøgelser. Noget 

tyder altså på, at mekaniske problemer 

med flyet kan have spillet 

en rolle i havariet, men i det 

følgende vil jeg koncentrere mig 

om de meteorologiske forhold i 

området, hvor flyet havarerede, 

og beskrive de fænomener, som 

kunne have haft en indflydelse 

herpå. 

Meteorologisk analyse 

Flyvninger mellem Jordens to 

halvkugler skal uvægerligt passere 

ækvator, og i den forbindelse 

skal den intertropiske konvergenszone 

(ITCZ) også passeres. 

ITCZ er en næsten ubrudt linje 

af konvektive skyer, som dannes 

hvor passatvindene fra den 

nordlige halvkugle møder den 

sydlige halvkugles passatvinde 

og tvinger luften til vejrs. 

Luften i ækvatoregnene er 

varm og fugtig, og ved opstigningen 

i passatvindenes konvergenszone 

afgives store mængder 

af latent varme, som omsættes til 

en vertikal acceleration af luften, 

og dermed skabes meget kraftfulde, 

opadgående luftstrømme, 

som kan nå højder på 15-18 km 

Figur 1. Air France Airbus A330-200 F-GZCP, som havarerede i Atlanterhavet 

d. 1. juni 2009. Billede er taget af Pawel Kierzkowski d. 28. marts 2007 i Paris 

Charles de Gaulle.

i de varme, tropiske egne. Processen 

er den samme som vi oplever 

herhjemme i Danmark i regn- og 

tordenbyger om sommeren, men 

energimængderne og de højder, 

hvortil luftstrømmene når, overstiger 

langt det, vi kan opleve på 

selv en varm sommerdag her i de 

tempererede egne. 

Den intertropiske konvergenszone 

følger solens bevægelse 

hen over himlen i løbet 

af året og er tæt forbundet med 

monsunen i de tropiske egne. 

Vandringen på tværs af ækvator 

er mest udpræget over land, 

hvor vi som regel finder de højeste 

temperaturer og dermed 

den kraftigste konvektion under 

solens zenitpunkt. Til havs er 

konvektionen derimod styret af 

havtemperaturerne, som udviser 

meget mindre sæsonvariationer, 

og konvergenszonens vandring 

her er derfor mere begrænset. I 

den nordlige halvkugles sommer 

er ITCZ forskudt 5-10 grader nord 

for ækvator over Atlanterhavet, 

og det bringer Air France 447 

på en kurs på tværs af zonen 

et sted mellem den brasilianske 

nordøstkyst og Kap Verde. 

En overfladeanalyse foretaget 

af Tropical Prediction Center i 

Miami gældende kl. 00 UTC d. 

1. juni 2009 indikerer, at det formodede 

nedstyrtningsområde 

ligger inden for den intertropiske 

konvergenszone. Piloterne 

i flyet rapporterer kl. 01.33 UTC, 

at de passerer rapportpunktet IN- 

TOL, og ekstrapolerer vi fremad 

langs ruten til det tidspunkt, hvor 

den sidste automatiske melding 

modtages fra flyet, ender vi meget 

tæt på netop det punkt, hvor 

ITCZ krydser flyets rute på overfladeanalysen. 

Antallet af observationer fra 

den øvre troposfære er generelt 

sparsomme i området mellem 

Brasilien og Vestafrika, men på 

den lille brasilianske ø Fernando 

de Noronha ca. 150 kilometer 

sydøst for flyets rute foretages rutinemæssige 

ballonmålinger, og 

kl. 00 UTC er en ballon steget op 

herfra. På basis af overfladeana- 

Figur 3. Placeringen af den intertropiske konvergenszone i januar og juli. 

Figur 2. Air France 447s planlagte 

rute. 

lysen og den svage strømning 

i området, vurderer jeg, at målingen 

er repræsentativ for den 

luftmasse, som flyet har passeret 

igennem. 

En ballonmåling af atmosfærens 

temperatur-, fugtigheds- og 

vindprofil kaldes i meteorologiske 

kredse for en TEMP, og figur 

5 viser netop TEMP'en fra 


Figur 4. Overfladeanalyse fra Tropical Prediction Center i Miami. To rapportpunkter på flyets rute er indtegnet med rødt. 

Fernando de Noronha indtegnet 

på et termodynamisk diagram. 

Et termodynamisk diagram bruges 

til at analysere atmosfærens 

aktuelle (eller prognosticerede) 

tilstand i det vertikale plan på 

basis af ballonens målinger (eller 

en vejrmodels værdier) af 

temperatur og fugtighed. Diagrammet 

giver meteorologen 

et godt indtryk af atmosfærens 

stabilitetsforhold og vertikale fordeling 

af vanddamp, og på basis 

af denne information kan man 

bl.a. udlede højden og basen af 

konvektive skyer. 

På TEMP'en fra Fernando 

de Noronha ser vi et fugtigt og 

varmt grænselag med svage vindforhold. 

I den overliggende mellemste 

og øverste troposfære falder 

temperaturen så hurtigt med 

højden, at det åbner mulighed 

for dannelse af cumulonimbus- 


skyer (CB) med toppe oppe mellem 

14 og 16 kilometers højde. 

CB-skyerne har base i det fugtige 

og varme grænselag, og de store 

mængder af energi, som er bundet 

i vanddampen herfra, frigives 

under kondensationsprocessen i 

skyens vertikale udvikling. Herved 

opvarmes luften i skyen til 

højere temperaturer end den 

omgivende luft, og luften inde i 

skyen accelereres derved opad. 

På basis af radiosonderingen 

foretaget på Fernando de Noronha, 

er vi interesserede i at få et 

kvantitativt estimat af den vertikale 

udbredelse af CB-skyerne 

i det formodede nedstyrtningsområde, 

og til det formål skal 

vi have indtegnet en løftekurve 

på det termodynamiske diagram. 

En løftekurve er den bane, som 

en luftpartikel vil følge, når den 

enten tvunget eller frit stiger til 

vejrs i en given atmosfære. Den 

eller de mekanismer som initierer 

den vertikale bevægelse fra 

overfladen kan være af forskellig 

karakter, men i dette tilfælde 

er det to processer, som er på 

spil: I konvergenszonen, hvor 

passatvindene mødes, må luften 

nødvendigvis stige til vejrs 

som resultat af ophobningen af 

luft i lave niveauer, og denne 

tendens til opstigning forstærkes 

af den varme havoverflade, som 

opvarmer de nederste luftlag, og 

derved gennem termisk opdrift 

genererer et yderligere løft. Den 

opstigende luft vil i begyndelsen 

afkøles ca. 1 °C for hver 100 m 

den stiger til vejrs, og på det termodynamiske 

diagram betyder 

det, at vi skal følge en tøradiabat 

opad. På et tidspunkt er den 

opstigende luftpartikel blevet så 

kold, at den har nået sit mæt-

ningspunkt i forhold til vand, og 

flydende vand i form af skydråber 

begynder herved at udkondensere. 

Kondensationsprocessen 

afgiver den latente varme, som 

tidligere har været bundet i vanddampen, 

og denne afgivelse af 

varme betyder, at afkølingsraten 

nu mindskes i den opadgående 

bevægelse, og vi følger herefter 

en fugtadiabat på det termodynamiske 

diagram. Hvis den 

optegnede løftekurve ligger til 

højre for atmosfærens temperaturprofil, 

vil vores opstigende luft 

være varmere end omgivelserne 

og derfor være påvirket af en 

vertikal acceleration, som øger 

hastigheden i den opstigende 

luft. Luften vil fortsætte opad så 

længe den er varmere end omgivelserne, 

og når den kommer til 

det punkt, hvor løftekurven krydser 

TEMP'ens temperaturkurve, 

og den derved antager samme 

temperatur som omgivelserne, 

vil den stadig have en vis bevægelsesmængde, 

som betyder, at 

den kan fortsætte sin bevægelse 

opad, selvom den nu er blevet 

koldere og derved tungere end 

omgivelserne. Denne proces kaldes 

for overshooting og betyder, 

at de konvektive luftstrømme kan 

bevæge sig op gennem tropopausen 

og tilføre vanddamp til 

den ellers tørre stratosfære. Hvor 

langt den kan fortsætte opad afhænger 

af, hvor meget energi den 

er i besiddelse af. 

Energimængden kan bestemmes 

ud fra det termodynamiske 

diagram som arealet mellem 

løftekurven og omgivelsernes 

temperaturprofil fra det punkt, 

hvor løftekurven første gang ligger 

til højre for omgivelsernes 

temperaturprofil og til det såkaldte 

ligevægtsniveau, hvor de 

Figur 5. Radiosondering fra Fernando de Noronha kl. 00 UTC d. 1. juni 2009. 

Med blåt ses temperaturens forløb op gennem atmosfæren og med grønt dugpunktstemperaturens 

forløb. Yderst til højre i diagrammet ses vindfaner. 

Figur 6. Radiosonderingen fra Fernando de Noronha med en løftekurve indtegnet 

med magenta. 


Figur 7. Analyse af havoverfladens temperatur på basis af skibsmålinger og 

satellitmålinger den 30. maj 2009. Kortet indikerer, at temperaturen i nedstyrtningsområdet 

har ligget på 27-28 °C. Billedet er genereret af Unisys. 

to kurver krydser hinanden igen. 

Størrelsen, som dette areal repræsenterer, 

kaldes Conventive 

Available Potential Energy eller 

CAPE og opgives i joule per kilogram 

luft (J/kg). Den maksimale 

vertikale hastighed i konvektive 

luftstrømme er proportional 

med kvadratroden af værdien af 

CAPE, og konvektionens styrke 

kan derfor direkte relateres til 

værdien af CAPE. 

På figur 6 er løftekurven indtegnet 

under antagelse af, at 

overfladetemperaturen er 27 °C, 

som flere skibsobservationer og 

satellitmålinger antyder. Figur 7 

viser en grafisk fremstilling af de 

observerede havtemperaturer d. 

Figur 8. Infrarødt satellitbillede fra Meteosat Second Generation-satellitten d. 1. juni 2009 kl. 02.15 UTC. Satelliten er ejet 

af det europæiske konsortium Eumetsat og er placeret i en geostationær bane over ækvator. Billedet er efterbehandlet, 

således at temperaturen af skytoppene er farvelagt ved lave temperaturer. Air France 447s indrapporterede positioner er 

overlagt på kortet. 

side 14 • Vejret, 122, februar 2010

30. maj 2009. En beregning af 

CAPE ud fra denne løftekurve 

giver en værdi på ca. 1000 J/kg 

og et ligevægtsniveau i 170 hPa, 

hvilket svarer til ca. 42.000 fod 

eller 12.700 m. Det betyder, at 

toppene af CB-skyerne som minimum 

har nået op til 42.000 fod, 

altså 7.000 fod højere end flyets 

højde på nedstyrtningstidspunktet. 

I beregningen har jeg ikke 

taget højde for opblanding med 

omgivelsernes tørrere luft, så den 

beregnede værdi på 1000 J/kg 

skal betragtes som en teoretisk 

maksimalværdi. Jeg mener dog 

stadig, at vi med rimelighed kan 

antage, at CB-skyerne har nået 

højder på 42.000 fod eller højere, 

da jeg ikke har medtaget den 

såkaldte overshooting i vurderingen 

af skytoppene. 

Det skal her bemærkes, at en 

CAPE-værdi på 1000 J/kg normalt 

ikke betragtes som noget voldsomt, 

og ifølge Bluestein [1], er 

1000 J/kg kun lige på grænsen til 

moderat til kraftig konvektion. 

Ud fra TEMP'en fra Fernando 

de Noronha kan vi altså konkludere, 

at Air France 447 fløj i et 

niveau langt under CB-toppene, 

men vi ved endnu ikke, om flyet 

rent faktisk fløj igennem et område 

med CB-aktivitet. Til afklaring 

af det spørgsmål må vi vende 

blikket mod satellitobservationer 

foretaget tæt på det tidspunkt, 

hvor styrtet fandt sted sammenholdt 

med flyets indrapporterede 

positioner. 

Enhver flyvning over større 

havområder og områder uden 

radardækning generelt skal jævnligt 

indrapportere sin position til 

den ansvarlige flyveledelse for 

det område man gennemflyver. 

Air France 447 indrapporterer 

frem til kl. 02.14 UTC jævnligt 

Figur 9. Radartværsnit på basis af NASA's CloudSat-satellit, som passerede 

tæt på Air France 447s nedstyrtningsområde kl. 0400 UTC. Billedet viser radarreflektivitet, 

og røde kulører indikerer kraftig konvektion gennem en stor del 

af troposfæren og op gennem tropopausen. Billedet er genereret ved hjælp af 

NASAs Giovanni-interface til visualisering af satellitmålinger fra det såkaldte 

"A Train" langs ækvator. 

sin position til flyveledelsen, og 

på basis af disse meldinger kan vi 

meget elegant vha. Google Earth 

overlejre flyets rute på satellitbilleder 

fra det samme tidspunkt. 

På figur 8 ser vi et efterbehandlet 

infrarødt satellitbillede fra Meteosat 

Second Generation- satellitten, 

hvor billedet er farvelagt 

således, at de koldeste skytoptemperaturer 

er mørkerøde. Air 

France 447s indrapporterede positioner 

er overlagt på kortet, og 

det fremgår tydeligt heraf, at flyet 

er passeret gennem et område 

med ekstremt kolde skytoptemperaturer 

på omkring -80 °C. 

NASA har i samarbejde med 

det canadiske rumfartsagentur 

udviklet CloudSat; en satellit 

udstyret med en cloud profiling 

radar, som opererer efter samme 

principper som de jordbaserede 

nedbørsradarer vi kender fra dmi. 

dk og medierne. CloudSat giver 

altså et billede af skyfordelingen 

i det vertikale plan i det område, 

den passerer hen over. Kl. 0400 

UTC passerer CloudSat tæt på Air 

France 447s formodede nedstyrtningsområde. 

Jeg mener, at det 

er rimeligt at antage, at målinger 

fra CloudSat er repræsentative 

for de forhold, som flyet passerede 

igennem små to timer tidligere. 

På figur 9 ser vi et tværsnit 

genereret på basis af CloudSats 

målinger, og billedet indikerer, at 

vi har kraftig konvektion gennem 

en stor del af troposfæren og op 

gennem tropopausen. Air France 

447 fløj umiddelbart før styrtet i 

en højde af 10.700 m, og ud fra 

figur 9 og 10 kan vi se, at det er 

et betragteligt stykke under de 

højeste refleksioner i skyen. 

Under analysen af det efterbehandlede 

infrarøde satellitbillede 

i figur 8 kom vi frem til, at de 

koldeste skytoptemperaturer var 

på ca. -80 °C i det område, hvor 

Air France 447 passerede igennem. 

Går vi tilbage til TEMP'en 

fra Fernando de Noronha skal vi 

op til ca. 15 kilometers højde på 

løftekurven for at finde så lave 

temperaturer. Vi kan altså konkludere, 

at Air France 447 med 

stor sandsynlighed passerede 

igennem et område med CB-aktivitet, 

hvor skytoppene lå i nærheden 

af 15 km eller ca. 49.000 fod. 

I skyerne er der registreret store 

radarfleksioner, hvilket indikerer, 


Figur 10. Radartværsnit fra CloudSat overlejret med Air France 447s rute. 

at vi har haft kraftig konvektion 

i hele troposfæren og i særdeleshed 

i den mellemste og øvre del 

af troposfæren, hvor flyvningen 

er foregået. Gennemflyvningen 

af dette aktive skyområde med 

cumulonimbus-skyer vil efter 

min mening i høj grad kunne 

være en medvirkende faktor i 

flystyrtet. 

Moderne fly som en Airbus 

A330 og alle andre større passagerfly 

er i dag konstrueret, så 

de kan modstå de kræfter, som 

flyet normalt udsættes for ved 

gennemflyvning af et område 

med kraftig turbulens, som fx i 

en CB-sky. Så sandsynligheden 

for, at det at have gennemfløjet 

området med CB-aktivitet i den 

intertropiske konvergenszone, 

har forårsaget havariet alene, 

virker meget lille. Flere faktorer 

har med stor sikkerhed været på 


spil, og det er også det billede, 

som tegner sig, når man kigger på 

andre lignende flyhavarier. Det er 

som regel et uheldigt samspil af 

flere faktorer, som gør at ulykken 

indtræffer. Jeg kan kun spekulere 

her, men hvis pitotrørerne har 

været inoperative og givet forkerte 

oplysninger om flyets hastighed, 

kan man have fløjet ind 

i CB-området med for høj fart, og 

ved mødet med kraftige, turbulente 

hvirvler i CB-skyen har man 

måske oversteget den maksimale 

hastighed for flyet og derved påvirket 

flykonstruktionen ud over 

bristepunktet. 

Hvorfor piloterne vælger at 

flyve ind i et område med kraftig 

CB-aktivitet kan vi kun gisne om, 

og det må være op til havarikommissionerne 

at klarlægge årsagen 

til styrtet. Jeg forestiller mig, at piloterne 

i cockpittet på Air France 

447 har modtaget modstridende 

oplysninger fra flyets instrumenter 

om flyets hastighed og højde, 

og flyets navigationscomputer 

og autopilot har måske koblet 

fra som følge af dette. Fokus har 

derfor måske været flyttet væk 

fra vejret og de mulig farer, der 

måtte lure der, og man har fortsat 

flyvningen ind i CB-området. 

Afslutnings vil jeg bemærke, 

at hundredvis af fly hver dag 

krydser ækvator og den intertropiske 

konvergenszone uden 

nævneværdige hændelser, så der 

er ingen forhøjet fare ved at flyve 

mellem de to halvkugler i dag. 

Referencer 

[1] Bluestein, Howard B.: Synoptic-Dynamic 

Meteorology in 

Midlatitudes, Volume II, Observations 

and Theory of Weather 

Systems, side 444.

Tilbageblik: 

Iscentralen Narsarsuaq's 50 års jubilæum 

- flyepoken 

Af Keld Qvistgaard og 

Hans H. Valeur 

Keld Qvistgaard er operationschef 

i Grønlands Istjeneste, DMI 

og Hans H. Valeur er pensioneret 

chef for Grønlands Istjeneste. 

I slutningen af 2009 kunne 

Danmarks Meteorologiske Institut 

(DMI) fejre 50 års jubilæet 

for en af sine tunge aktiviteter 

i Grønland, nemlig Iscentralen 

i Narsarsuaq i Sydgrønland. 

Denne artikel er den første af to 

om Iscentralen, der siden den 

30. november 1959 har bistået 

skibsfarten i de grønlandske 

farvande ved den systematiske 

indsamling, bearbejdning og 

udsendelse af isoplysninger til 

støtte for sejladsen. Aktuelle isoplysninger 

er selv den dag i dag 

afgørende for sikker besejling af 

de stormfulde og ofte isfyldte farvande. 

Især farvandet omkring 

Kap Farvel betragtes af mange 

som et af de farligste i verden, 

hvor kombinationen af orkan, 

dårlig sigt, kraftig strøm, høje 

bølger, gletscheris og flerårig 

havis fra Polarhavet, stiller helt 

ekstraordinære krav til skib og 

besætning. Fejltagelser straffes 

ubønhørligt. 

Katastrofen 

Det var da også en skibskatastrofe 

af de helt store, der førte 

til oprettelsen af Iscentralen i 

1959, nemlig forliset af Grønlandsskibet 

”Hans Hedtoft” i 

januar 1959. Forliset kostede 95 

mennesker livet, og nu mere end 

50 år efter er forliset stadig en 

gåde. Vraget er aldrig fundet og 

kun en redningskrans, der adskil- 

Figur 1. Iscentralens tidligere og nuværende isobservatører og ledere ved 50 års jubilæumsreception på DMI d. 30. oktober 

2009. Forrest til venstre Asbjørn Starcke og Vilhelm Pedersen, der var med i opstarten i 1959. Foto: Keld Qvistgaard 


lige måneder efter drev i land 

på Island, er det eneste fundne 

vraggods fra skibet. Udover de 

tragiske konsekvenser for ofrene 

og deres familier var forliset et 

chok for alle i Grønlandsadministrationen. 

Kun 6 år før var Grønlands 

status som koloni ophørt. 

Der var fra officiel dansk side 

stor interesse i at fremme den 

økonomiske udvikling, herunder 

at foretage en mere intensiv besejling 

af Syd- og Vestgrønland, 

også om vinteren. Den daværende 

Grønlandsminister Johannes 

Kjærbøl pressede personligt 

stærkt på, for at få bygget et 

moderne isklassificeret statsskib 

til Den Kongelige Grønlandske 

Handel (KGH), der var direkte underlagt 

Ministeriet for Grønland 

(MfG). Byggeriet blev iværksat 

til trods for, at skibsreder Knud 

Lauritzen, der allerede besejlede 

østkysten, frarådede bygning af 

et statsskib og gjorde gældende, 

at hans rederi allerede havde den 

nødvendige istonnage og kunne 

påtage sig opgaven. Hertil kom, 

at KGH’s skib ’Umanaq’ pga. 


overisning nær var forlist i en 

orkan, i det samme farvand, to 

år før. Denne rejse afstedkom en 

del avispolemik, hvor også det 

grønlandske folketingsmedlem 

Augo Lynge, der selv var med 

på rejsen, frarådede passagersejlads 

til og fra Grønland om vinteren. 

Endelig fremkom KGH’s 

kaptajner i samme anledning, 

med en fælles erklæring, hvori 

de anbefalede, at vintersejlads 

indskrænkedes til et minimum, 

og i særdeleshed frarådede sejlads 

med passagerer på denne 

årstid. Trods disse begivenheder 

lykkedes det dog Kjærbøl at få en 

bevilling og bygningen af skibet 

’Hans Hedtoft’ gennemført. Læs 

mere om Hans Hedtofts forlis i 

Vejret nr. 117 side 20. 

Vedel-udvalget 

Forliset var derfor både en tragedie 

og en politisk katastrofe. 

Kjærbøl var året før blevet afløst 

af Kai Lindberg som Grønlandsminister. 

Han nedsatte hurtigt et 

udvalg, ’Udvalg vedrørende Besejling 

af Grønland’; det såkaldte 

’Vedel-udvalg’, under forsæde af 

den i alle lejre højt respekterede 

viceadmiral Vedel. Opgaven 

var at foretage en undersøgelse 

vedrørende forholdene for besejlingen 

til og fra Grønland 

samt undersøge mulighederne 

for kystsejladsen i alle årets måneder. 

Vedel-udvalget konkluderede, 

at der var et stigende 

behov for besejling, og ’at sejlads 

mellem Grønland og det øvrige 

Danmark må anses nødvendig 

og at den vil være forsvarlig under 

forudsætning af, at nødvendige 

foranstaltninger til betryggelse 

af sejladsen gennemføres. Det 

er således udvalgets opfattelse, 

at betingelsen for at sejladserne 

opretholdelse i vintermånederne 

er at der etableres en isrekognoscering 

og ismeldetjeneste. Endvidere 

må vejrtjenesten snarest 

udbygges.’ Yderligere foreslog 

Vedel-udvalget bl.a. en udbygning 

af kommunikationsmuligheder 

samt oprettelse af både 

en radio-, eftersøgnings- og 

redningstjeneste. Som noget 

nyt skulle samtlige danske skibe 

i grønlandstrafikken pålægges 

meldepligt vedrørende position, 

kurs, is- og vejrforhold. 

Iscentralen Narsarsuaq 

skitseres 

Flyverkommandoens repræsentant 

i Vedel-udvalget fandt, at tjenestens 

overordnede base burde 

være Søndre Strømfjord pga. den 

meget høje regularitet, dens gode 

indflyvningsforhold med fuldt 

udbyggede tekniske faciliteter 

Figur 2. Forsvarets Catalina var frem 

til efteråret 1960 det primære isrekognosceringsfly, 

men det var jævnligt 

backup frem til det blev udfaset i 1970. 

Foto: Hans Valeur

og dens påtænkte daglige forbindelse 

til og fra København. Der 

var imidlertid ikke nogen hangar 

til rådighed i Søndre Strømfjord, 

så det ville i første omgang være 

nødvendigt, at foretage tekniske 

eftersyn og vedligeholdelse på 

Narsarsuaq, hvor der allerede 

fandtes en stor opvarmet hangar 

med værkstedsfaciliteter. 

Vedel-udvalgets første anbefalinger 

var at rekognosceringerne 

skulle foregå med base i 

Narsarsuaq, Søndre Strømfjord, 

Mestersvig og Kulusuk: 

• 

• 

• 

Narsarsuaq hele året, omfat- 

tende farvandet fra Tingmiarmiut 

rundt om Kap Farvel 

ud til 150 sømil fra kysten 

og videre op til Frederikshåb 

(Paamiut), ca. 600 flyvetimer/år. 

Søndre Strømfjord lejlig- 

hedsvis fra maj til november 

dækkende området fra 

Holsteinsborg (Sisimiut) til 

Umanak. 

Kulusuk og Mestersvig ul- 

timo juli til ultimo september 

i forbindelse med skibsanløb, 

i alt forventeligt 200 

flyvetimer/år. 

Ved hvert af de nævnte steder 

skulle der ansættes en erfaren 

navigatør som faglig leder. Flymateriellet, 

der tillige skulle 

anvendes til redningstjenesten 

skulle omfatte: 

• 1-2 amfibiefly (Catalina) på 

Narsarsuaq. 

• 1 Catalina og 2 C47 (DC3) 

på Søndre Strømfjord. 

• 

1-2 Catalinaer på østkysten 

på Kulusuk og Mestersvig. 

Det skulle senere vise sig, at 

Narsarsuaqs hangarfaciliteter og 

placering nær ved det primære 

observationsområde omkring 

Kap Farvel blev udslaggivende. 

Narsarsuaq blev således base 

for isrekognosceringen. Der blev 

lagt vægt på, at isobservatørerne 

skulle være navigatører med erfaring 

fra sejlads i de grønlandske 

farvande, hvilket indebar at de 

umiddelbart kunne give sejlanvisninger, 

de såkaldte ’islodsninger’ 

udenom eller gennem isen. 

Iscentralen Narsarsuaq skulle 

bemandes med en skibsfører 

fra KGH som leder og erfarne 

navigatører som isobservatører, 

ligeledes fra KGH. GLK skulle 

levere fly. Ismeldetjenestens 

opgave skulle være at indsamle 

isoplysninger, dels ved egne 

rekognosceringer, dels fra meldinger 

modtaget fra skibe, luftfartøjer 

og landstationer og dels 

fra isrekognosceringer, udført af 

amerikanske rekognosceringsfly. 

Ismeldetjenesten skulle omfatte 

alle grønlandske farvande, der 

ønskedes besejlet, og der skulle 

kunne etableres lodsning efter 

behov. 

Iscentralens første år 

Den tidligere amerikanske base 

’Bluie West One’ fik efter at 

amerikanerne forlod Narsarsuaq 

i 1958, status som ensomt beliggende 

vejr- og radiostation med 

en bemanding på 10 mand. 

Vedel-udvalget foreslog allerede 

den 15. maj 1959 at genetablere 

flyvepladsen Narsarsuaq og 

stationere 2 Catalina fly med 

besætninger og dertil hørende 

udvidelse af vejrtjenestestaben, 

til i alt 47 mand, hvoraf de 10 

var med familier. Samme sommer 

blev et arbejdshold sendt til 

Narsarsuaq for at forberede genåbningen 

af flyvepladsen. En del 

bygninger, kontorer, beboelse, 

kommunikationslinier og tekniske 

faciliteter, skulle reetableres 

eller sættes op (f.eks. elværk, radiostation, 

brandstation, værksted 

og vejrtjenesten). Selv om 

der fandtes mange bygninger fra 

amerikanerne, er det vanskeligt 

i dag at forestille sig hvor primitive 

forholdene var i Narsarsuaq i 

1959. En simpel ting som at konvertere 

til 220 V strømforsyning i 

stedet for 110 V var ikke lige til. 

Meget lidt fungerede, da de fleste 

installationer allerede var fjernet 

af den norske produkthandler, 

også kaldet ’Ole Normand’. Han 

købte basens indhold, da basen 

blev lukket året før. Firmaet var i 

fuld gang med at afmontere alt af 

værdi på basen, da anlægsholdet 

landede i sommeren 1959. 

De første isobservatører ved 

Iscentralen Narsarsuaq blev udpeget: 

• 

• 

• 

Overstyrmand Vilhelm Pe- 

dersen (’Ispedersen’) fra rederiet 

J. Lauritzen, udlånt et 

halvt år til KGH 

Styrmand Ernst Bergman fra 

KGH 

Styrmand Asbjørn Starcke 

fra KGH 

I de første syv uger af opstartsfasen 

i 1959 deltog endvidere 

Cand.mag. Jens S. Fabricius (af 

nogle bedre kendt som ’Ismagisteren’) 

fra DMI. Han havde 

kontor i København og var det 

administrative bindeled mellem 

Iscentralen, DMI, KGH og MfG. 

Kun Pedersen havde erfaring i 

isrekognoscering fra Lauritzens 

besejling af Mestersvig på Østkysten 

og fra Antarktis. Han gennemgik 

et isobservationskursus 

ved USN Hydrographic Office. 

Han kunne derfor observere og 

rapportere isforhold efter en standardiseret 

metode. Som Iscentralens 

leder var hans fornemmeste 

opgaver, udover selve etablerin- 


gen af Iscentralen og den daglige 

drift, at uddanne og kompetenceudvikle 

Starcke og Bergmann, 

så de allerede det følgende forår 

kunne forestå tjenesten og uddanne 

en ny mand. 

Pedersen og Fabricius var tilbage 

i Danmark d. 28. oktober 

1959 fra en længere studierejse 

hos de nordamerikanske istjenester 

og rejste umiddelbart efter 

til Narsarsuaq. På det tidspunkt 

myldrede Narsarsuaq med håndværkere, 

men ikke desto mindre 

var isobservatørernes boliger 

ikke klar. Åbningen af Iscentralen 

skulle være sket d. 1. november 

1959, men etableringen af den 

livsvigtige radiostation trak ud. 

Der var dog nok at gøre med at 

få etableret kontoret, herunder 

få defineret rutiner og procedurer 

for Iscentralen, GLK og andre 

myndigheder. Parallelt med dette 

skulle familieliv, indkvartering og 

dagligdagen også bygges op. De 

tildelte boliger viste sig både at 

være primitivt og mangelfuldt 

indrettet, og de gav vinteren 

igennem anledning til mange frustrationer. 

Noget inventar kunne 

man bytte eller forhandle sig til, 

men uden en utrolig pionerånd 

og en yderst fleksibel indstilling 

til opstarten, var det næppe gået. 

En bil var også en mangelvare i 

starten, men en udrangeret bus 

fra ’dumpen’ viste sig at kunne 

køre. Mange nødvendige varer, 

såsom søkort eller helt dagligdags 

ting, sendt op fra København, 

blev leveret helt forkerte 

steder eller uden papirer. Selv 

småting som fedtstifter, vaskeskind, 

tuschrørpenne og positionsnåle 

var på mangellisten den 

første vinter. 

Radiostationen var altafgørende 

for både flyvning og vejrin- 


Figur 3. Iscentralens hangar efter en sydost 1993. De voldsomme vejrforhold i 

Sydgrønland sætter ofte deres præg på hverdagen og de opgaver der kan løses. 

Foto: Søren Larsen. 

formationer, men efter at dens 

klarmelding var blevet udsat flere 

gange, blev der endeligt givet 

grønt lys så den første isrekognoscering 

efter Vedel-udvalgets 

anbefalinger blev gennemført 

med Forsvarets Catalina no. 867 

d. 30. nov. 1959. En ny epoke i 

Grønlands historie var begyndt. 

For Iscentralen Narsarsuaq 

var de primære opgaver: 

• Isrekognoscering. 

• 

• 

• 

Indsamling af isoplysninger 

fra alle tilgængelige kilder, 

så som fly, skibe eller kyststationer. 

Udsendelse af område-spe- 

cifikke isoplysninger, f.eks. 

for skibe, ruter eller havne. 

Udsendelse af en generel is- 

melding for hele Grønland. 

For Iskontoret ved DMI, København: 

• 

• 

• 

Faglig ledelse og kontakt til 

danske og internationale 

myndigheder. 

Videnskabeligt arbejde med 

isobservationer. 

Instruktion og uddannelse 

• 

af personale til isrekognosceringsfly, 

skibe og kyststationer. 

Kontraktforhandlinger. 

De løbende positionsmeldinger 

fra skibene havde stor vigtighed 

for Iscentralens arbejde, men det 

tog tid at indarbejde rutinerne 

og samarbejde med GLK og 

skibene om dette, idet arbejdsgange 

og rollefordeling ikke var 

tilstrækkeligt fastlagt. Ofte kom 

Iscentralen til at nære ængstelse 

for et skib uden grund, hvis en 

positionsmelding udeblev. Bedre 

blev det ikke af, at Narsarsuaqs 

radiostation var svag, hvorfor alle 

meddelelser til København (KGH 

og DMI) først måtte sendes til 

Julianehåb (Qaqortoq) Radio 

og derfra sendes via Gufunes til 

København. Ofte skulle ismeldingen 

tastes ind på ny, hvilket 

gav en risiko for fejl. 

Fra den 30. november 1959 

og året ud gennemførtes i alt 

11 isrekognosceringer med Catalinafly. 

Alle gennemført i gode 

vejrforhold, hvor det var rimeligt

sikkert at flyet kunne returnere 

til Narsarsuaq. Fra nytår og 

frem til lederskiftet i april 1960, 

hvor Vilhelm Pedersen som planlagt 

fratrådte lederstillingen ved 

Iscentralen og overlod den til 

Asbjørn Starcke, gennemførtes 

yderligere 23 isrekognosceringer 

i Kap Farvel området. 

Både fra de primære brugere, 

KGH og politisk hold var der allerede 

i starten af 1960 positive 

toner omkring en videreførelse 

af Iscentralen. Det første år blev 

der gennemført godt 90 isrekognosceringer. 

Der viste sig dog efterhånden 

et stigende behov for 

bedre materiel til isrekognoscering, 

idet Forsvarets Catalinaer 

nok havde en lang rækkevidde og 

fint udstyr; men de var vejrmæs- 

sigt ret sårbare. Isobservatøren 

havde ikke selv adgang til radarskærmen 

ombord, og derfor var 

brugen af radaren ombord vanskelig. 

Endvidere havde Forsvaret 

svært ved at skaffe besætninger 

til Catalinaerne. Det besluttedes 

derfor allerede i 1960 at chartre et 

civilt fly, og fokus rettedes derfor 

mod mulighederne for chartring 

af et mere velegnet og specialudstyret 

fly til isrekognoscering. Det 

var derfor naturligt at indlede et 

samarbejde med Icelandair, som 

allerede befløj Narsarsuaq med 

DC4 og derfor havde stor erfaring 

med at operere i Grønland. 

Dette samarbejde kom i stand via 

en kontrakt med det nyoprettede 

’Grønlandsfly’ (af d. 7. november 

1960). Ved chartringen af et civilt 

fly, blev der dog opretholdt en aftale 

med Forsvaret om, at Catalina’erne 

fortsat skulle stationeres 

i Narsarsuaq og indgå i et backup 

beredskab for Iscentralen. 

Service og produkter til 

brugerne 

Under rekognosceringen indtegnede 

isobservatøren iskanter, istyper 

og iskoncentrationer m.m. 

på et kort samtidig med, at han 

jævnligt kontaktede og vejledte 

skibe over radioen og lodsede 

dem uden om isfelter eller anviste 

den gunstigste vej igennem 

isen. Efter landingen skulle der 

udarbejdes en lang og en kort 

ismelding ’reduced ice report’ 

til skibe der henholdsvis skulle 

navigere i isområdet eller om- 

Figur 4, Månedsmiddel af overfladelufttryk vinter/sommer omkring Grønland. Heftige storme præger vintermånederne. Om 

sommeren svækkes trykgradienterne generelt og det er ofte tæt tåge der dominerer. Kombineret med storis rummer begge 

dele en betydelig sikkerhedsrisiko for sejladsen. 


sejle området. Ismeldingen blev 

udsendt over kystradiostationer 

til skibene og indgik i den daglige 

isudsendelse fra Angmagsalik 

Radio. Det krævede ganske 

megen viden og øvelse at tegne 

iskortene og udarbejde israpporterne, 

således at alt væsentligt 

kom med uden at medtage uvæsentlige 

detaljer. Endelig sendtes 

meldingerne som telegram via 

Julianehåb, Godthåb og Gufunes 

til DMI i København. Her blev de 

udtegnet, kopieret og postsendt 

til KGH og andre rederier eller direkte 

afleveret på broen på skibe, 

der skulle afgå samme dag. 

Når meldingerne var udarbejdet, 

skulle iskortene rentegnes 

til brug for facsimileudsendelser 

(kortbølgeradio) og til statistisk 

brug. Facsimile-udsendelserne 

kunne imidlertid i de første år 

– bl.a. pga. svækkelse af signalet 

i ionosfæren (nordlys) – ikke 

række ud over det nærmeste 

område. Der var i flere år store 

problemer med facsimile udsendelse 

af iskort, og der måtte etableres 

en speciel sendeplan med 

forskellige frekvenser, så chancen 

for anvendelige produkter på skibene 

var større. Først fra 1976 


kunne iskortene udsendes over 

Nordatlanten med tilstrækkelig 

kvalitet og effekt. 

Isen og vejret 

Havis og isbjerge er almindeligt 

forekommende i de grønlandske 

farvande, om end mængderne er 

ujævnt fordelt året igennem og 

fra år til år. Mange byer kan ikke 

besejles en større eller mindre 

del af året, og på havet bliver is 

lige pludselig en alvorlig sikkerhedsfaktor. 

Øst- og Sydgrønland 

præges af storisen, den metertykke 

flerårige havis dannet i det 

Arktiske Ocean og som driver til 

området i Den Østgrønlandske 

Strøm. Storisen når typisk til de 

sydgrønlandske kyster omkring 

juletid, og den kulminerer i majjuni 

med en udbredelse langt op 

ad vestkysten forbi Paamiut. I 

nogle år helt op til Nuuk, men 

det varierer. Storisen klinger af 

sidst på sommeren, men det vil 

ofte tage længere tid inden de 

utallige isfjelde er reduceret til 

et minimum i antal. Allerede i 

begyndelsen af oktober ses igen 

en begyndende isdannelse i fjordene. 

De bliver dog ofte tømt for 

is når en storm passerer. I den 

grønlandske del af Baffin Bugten 

og Davis Strædet kommer 

vestisen ganske hurtigt i løbet 

af november og adgang til Disko 

Bugt vil normalt være lukket fra 

slutningen af december til april. I 

løbet af juli kan alle byer på hele 

vestkysten normalt besejles igen. 

I de svære isår, kan vestisen godt 

blive hængende i Baffin Bugt. 

Det er dog sjældent at bæltet af 

vestis og storis når sammen, så 

der er havis hele vejen rundt om 

Grønland. Sejladsen med gods 

foregår overvejende efter en foruddefineret 

’masterplan’, som i 

meget vid udstrækning tager udgangspunkt 

i isforholdene. F.eks 

kan Tasiilaq eller Upernavik kun 

besejles fra juni til november. 

Andre byer som Narsaq eller Ilulissat 

planlægges med forbehold 

for hvad de aktuelle isforhold 

byder på af udfordringer. Af de 

gennemsnitligt 3.000 km 3 storis 

der årligt driver mod syd gennem 

Fram Strædet, er det kun 

en beskeden del der når havet 

omkring Sydgrønland. Alligevel 

præger koncentrationer af storis 

området 7-9 måneder om året. 

Årligt brækker i størrelsesordnen 

250 km 3 isbjerge af Indlandsisen. 

Antallet og fordelingen af 

isbjerge varierer meget, og da 

gletscheris potentielt kan være 

særdeles farlig for ethvert skib, 

holdes der et vågent øje med 

den, både af skibets besætning 

og fra Istjenestens side. De enkelte 

skosser kan ikke kortlægges, 

men ansamlinger af isbjerge 

Figur 5. Isobservatøren på arbejde i 

Catalinaens ene blisterboble. Selvom 

udsynet var godt, var det en ofte en 

barsk omgang at indsamle informationer 

om havisen i det uopvarmede 

rum. Foto: Hans Valeur

og områder med mange skosser, 

som kan have betydning for 

sejladsen, formidles til skibene. 

Enhver erfaren skibsfører ved, at 

mange isbjerge i et område øger 

risikoen for skosser, hvorfor der 

holdes afstand til ansamlinger 

af isbjerge. Sikkerhed og sejlads 

skal gå op i en højere enhed med 

skibe tilpasset grønlandske forhold, 

med en erfaren besætning 

og frem for alt, på basis af aktuelle 

isoplysninger, ofte målrettet 

det enkelte skib. 

Flyene 

Fly har alle dage været hovedhjørnestenen 

i Iscentralens 

operation. Selvom Flyvevåbnets 

Catalinaer og de senere fly – var 

bedre udstyret end de fleste 

andre, var navigationsmulighederne 

– sammenlignet med i dag 

– ringe. De var baseret på radarens 

kystbilleder, de få radiofyr 

og LORAN-stationer samt - ikke 

mindst - på bestiknavigering ud 

fra flyets hastighed, heading og 

afdrift. Positionsbestemmelsen 

for både skibe og fly var derfor 

stedvist meget usikker. Tydelige 

(lukkede) iskanter kunne ses på 

flyets radar, mens mere diffuse, 

åbne iskanter og bestemmelse 

af istype, og iskoncentrationer 

måtte baseres på observatørens 

visuelle observation. Isobservatøren 

stod i blisterrummet (de 

2 glaskupler bagtil på Catalinaerne), 

hvor han af flyets navigatør 

(der sad ved en radarskærm 

nær piloterne) løbende måtte 

informeres om aktuel position, 

afstand og retning til iskanter. Da 

blisterrummet ikke var opvarmet, 

kunne det være en ganske barsk 

fornøjelse at være isobservatør. 

Flyvehøjden var som regel 1-2 

km, og såvel dengang som nu 

Figur 6. Fra 1978 og godt et par årtier frem fløj Grønlandsfly specialudrustede 

TwinOtter, OY-ATY, for Iscentralen. Foto: Jørgen Svensson 

Figur 7: Isobservatøren på arbejde ved radar rack’et i OY-ATY. Radaren er 

uvurderlig til detektering af storisen i Kap Farvel, hvor lave skyer eller tåge er 

dominerende. Foto: Keld Qvistgaard 

et kompromis mellem observatørens 

ønsker om at flyve lavt 

for at kunne bedømme istype 

(og komme under skyerne) og 

behovet for at flyve højt, for at 

få et tydeligt radarbillede. Fra 1. 


februar 1961 chartredes i stedet 

et islandsk DC4 som primært isfly. 

KGH kunne derved samtidig 

få fløjet passagerer til og fra Sydgrønland. 

En gang om måneden, 

dog ca. hver 14. dag i sommerhalvåret, 

fløj flyet mellem Narsar- 


suaq og Reykjavik medtagende 

ca. 60 passagerer begge veje, 

og var vejret ikke alt for dårligt 

eller turbulensen for voldsom, 

var passagererne dermed på rekognoscering 

syd for Kap Farvel. 

Arbejdsforholdene for isobserva- 

tøren var mere tilfredsstillende i 

DC4’eren end i Catalinaen, idet 

han under rekognosceringen 

normalt sad i det ene pilotsæde 

og selv kunne se i et ’radarscope’. 

Endvidere blev isobservatørerne 

hurtigt så glade for DC4 og dens 

Figur 8: Siden Iscentralens start i 1959 er der udarbejdet tusindvis af iskort for storisen i Kap Farvel området. Her er vist 

forekomsten vest for Grønlands sydspids, Kap Farvel. Storisen varierer betydeligt fra år til år. Kilde: Iscentralen/DMI

lange rækkevidde, og at der på 

et tidspunkt blev gjort tanker om 

Narsarsuaq helt kunne undværes. 

Flyet kunne teoretisk set fint 

operere i Kap Farvel området med 

udgangspunkt i enten Søndre 

Strømfjord eller Reykjavik. Tankerne 

om større anvendelse af 

disse basislufthavne skulle vise 

sig at blive ubehageligt nærværende 

en oktober nat i 1963, 

hvor Narsarsuaqs store hangar 

nedbrændte med store skader 

til følge. Isrekognosceringsflyet 

‘Solfaxi’, to af Forsvarets Catalinaer 

og et privatfly gik tabt ved 

branden. Icelandair fik dog hurtigt 

skaffet et erstatningsfly og 

Iscentralen forblev med base i 

Narsarsuaq. 

I 1970 blev der igen ændret 

på Iscentralens anvendelse af 

flymateriel, idet Forsvarets Catalinaer 

skulle udfases. Der blev 

lavet en ny aftale med Forsvaret 

om anvendelse af dets materiel 

og prioriteringen af det, således 

at isrekognoscering altid havde 

højeste prioritet. Kun ’Search 

and Rescue’ missioner iværksat 

af GLK kunne ifølge aftalen prioriteres 

højere. Forsvarets udgave 

af DC4’eren, C54, skulle fra 1970 

være den primære arbejdshest for 

Iscentralens udenskærs rekognosceringer. 

Forsvaret besluttede 

få år senere, at C54’erne skulle 

udfases i midten af 70’erne og 

erstattes af de langt større C130 

Hercules fly. Imidlertid var disse 

fly ikke særligt anvendelige til isrekognocering. 

Bl.a. kunne isobservatøren 

ikke længere sidde i 

2. pilotens sæde, hvor der ellers 

var de optimale betingelser for 

at overskue og klassificere isen. 

Årene i midten af 70’erne var 

præget af, at der blev anvendt 

mange forskellige flytyper, og 

Iscentralen efterlyste igen og 

igen tilstrækkeligt og egnet materiel 

til iskognoscering. 

Med udfasningen af DC4/ 

C54 blev det igen besluttet at 

chartre et civilt specialudrustet 

fly til Iscentralen, nemlig ’De 

Havilland DASH6 Twin Otter’, 

som andre steder havde vist sig 

særdeles kompetent til at operere 

i Arktis. Grønlandsfly’s ‘OY-POF’ 

kom i charter for Iscentralen i 

slutningen af 1976. Det var dog 

ikke den permanente løsning, og 

året efter indgik DMI en kontrakt 

med Grønlandsfly om en 

langtidscharter på et nyt og specieludrustet 

Twin Otter fly, ’OY- 

ATY’ til isrekognoscering. Med 

sin ejendommelige ’radar dome 

næse’ og ’Ice Patrol’ malet på 

siden, var det meget synligt hvor 

det kom frem og gjorde Iscentralen 

endnu mere kendt end den 

var i forvejen. Twin Otteren viste 

sig særdeles driftsikker, og dette 

lille fly skulle vise sig at blive 

anvendt af Iscentralen i mere end 

to årtier i træk, da det var ideelt til 

at løse opgaven med 100-140 årlige 

isrekognosceringer. OY-ATY 

var indrettet som et rekognosceringsfly 

med gode forhold for 

isobservatøren ved ’radar-racket’, 

boblevinduer der forbedrede udsynet 

og ikke mindst en radar 

som var tilpasset observation af 

havis. Flyet var udstyret med en 

ekstra brændstoftank (i kabinen) 

så rækkeviden lå i nærheden af 

8 timers flyvning, hvilket var tilstrækkeligt 

på selv de længste 

Kap Farvel rekognosceringer og 

under hensyntagen til at kunne 

nå til alternative lufthavne, hvis 

Narsarsuaq lukkede med dårligt 

vejr. 

I slutningen af 80’erne blev 

OY-ATY opgraderet med nyt 

radar system og positioneringssystem. 

I samme tidsperiode 

var der et tæt samarbejde med 

Elektromagnetisk Institut, DTU 

angående test og montering af 

et Side Looking Airborne Radar 

system (SLAR) til Twin Otteren. 

Andre istjenester havde med succes 

anvendt tilsvarende systemer 

til deres rekognosceringsfly til 

indsamling af meget detaljerede 

information om isen. Trods meget 

ihærdigt arbejde blev det aldrig 

en succes for Iscentralen at 

bruge SLAR på Twin Otteren. 

Dette skyldtes dels, at flyvehøjden 

måtte øges for at give et 

anvendeligt radarbillede, men 

navnlig, at flyets aktionsradius 

blev mere end halveret med 

SLAR monteret. En Kap Farvel 

rekognoscering med mellemlanding 

eller reduceret rækkevidde 

fungerede ikke i praksis, idet et 

stort område skulle dækkes. 

I 1990’erne var Iscentralen og 

rekognosceringsflyet særdeles 

vigtige brikker i valideringen af 

de nye satellitsystemer, der senere 

skulle komme til at spille 

en vigtig rolle for Iscentralens 

operative setup. Mere om det i 

næste nummer af VEJRET. 


Efterårsvejret 2009 

Af Stig Rosenørn 

Som helhed var efterårsvejret 

2009 i Danmark varmere end 

normalt. Efteråret 2009 var endvidere 

forholdsvis solrigt, ligesom 

der var et mindre overskud af 

nedbør. Især november var våd. 

Hyppigheden af blæst var under 

det normale, ligesom der ikke var 

nogen rigtig efterårsstorm. Kraftig 

blæst forekom omkring den 

18-19. november fra W. 

Septembervejret var varmere 

end normalt og bød på megen 

sol og nedbøren var nok så meget 

under normalen, og vinde fra W 

var de mest fremherskende. Oktobervejret 

var forholdsvis koldt 

og nok så solrigt ligesom østlige 

vinde var mest fremherskende i 

oktober. Novembervejret var meget 

varmt med megen nedbør fordelt 

på hele 27 dage i gennemsnit 

ud over landet (rekord) og solen 

skinnede under det halve af det 

normale. Vinde omkring SW var 

de mest hyppige i november. 

Pr. definition indgår vejret i 

månederne september, oktober 

og november i efterårets vejr 

og for månederne i 2009 blev 

de vigtigste klimabeskrivende 

værdier de i tabellen viste, idet 

standardnormalerne for 1961-90 

er angivet i parentes. 

Vejrforløbet i september 

Inden en koldfront passerer landet 

fra W i løbet af den 1. strømmer 

meget varm luft op over landet 

fra S. Over 25 gr. måles mange 

steder, men allerede den 2. falder 

temperaturen til under 20 grader 

i en ustadig sydvestlig luftstrøm 

ved nordøstlig lavtryksaktivitet 

op over den Skandinaviske 

halvø. Vejret er blæsende med 

byger frem til den 6., hvorefter 

højtryksforstærkning over Østeuropa 

giver tørt og varmere vejr 

igen, til omkring 25 grader den 8. 

En svag koldfront passerer fra W 

den 9., men efterfølgende stiger 

lufttrykket kraftigt over Nordsøegnene. 

Vejret er gennemgående 

tørt og nok så solrigt i resten af 

måneden ved højt tryk over eller 

nær landet. Kun et par svage 

fronter fra W gør sig kortvarigt 

gældende med lidt nedbør. 

Alt i alt var september's vejr 

således langt overvejende tørt og 

nok så solrigt, og især varmt i 

KLIMATAL FOR EFTERÅRET 2009 

september oktober november efteråret 

Døgnmiddeltemperatur 14.1(12.7) 7.9(9.1) 7.3(4.7) 9.8(8.8) 

Døgnmiddelmax.temp. 17.9(16.4) 10.7(12.1) 8.9(7.0) 12.5(11.8) 

Døgnmiddelmin.temp. 10.4(9.1) 4.9(6.1) 5.5(2.3) 6.9(5.8) 

Abs. højeste temp. 28.1(24.5) 17.2(20.0) 14.2(13.8) 28.1(24.5) 

Abs. Laveste temp. 0.4(-1.2) -4.9(-3.7) -3.0 (-9.2) -4.9(-9.4) 

Soltimer 160(128) 114(87) 26(54) 300(269) 

Nedbørmængde (mm) 46 (73) 80(76) 128(79) 254(228) 

Antal nedbørdøgn 11(15) 17(16) 27(18) 55(49) 

Frostdøgn min.temp. < 0°C 0.0(0.2) 2.3(1.8) 0.8(7.3) 3.0(9.3) 

Hyppighed i % af blæst ( ≥ 6 Bf) 6(9) 7(12) 9(15) 7(12) 

Fremherskende vindretning i % W:32(28) E:19(11) SW:27(18) 

Fremhævede tal : helt usædvanlige klimatal 

Understregede tal : sjældne klimatal 


egyndelsen, der også bød på 

ustadigt vejr. 

Vejrforløbet i oktober 

Nok så ustadigt vejr fra W dominerer 

vejret i den første uge af 

oktober ved østgående lavtryksaktivitet 

over Mellem- og Nordskandinavien. 

Omkring den 9. 

stabiliseres vejret ved en forbigående 

højtryksforstærkning over 

Sydskandinavien. En svag front 

passerer fra NW den 11-12. og 

efterfølges af tørrere luft fra N ved 

højt tryk over Nordsøen og Norskehavet. 

Vejret er tørt og solrigt 

med nattefrost, især i indlandet. 

Den 16. passerer en front fra N 

med nogen regn og byger, men 

efterfølgende er vejret igen overvejende 

tørt med let nattefrost i 

indlandet i 3-4 dage. I en overvejende 

østlig luftstrøm bliver vejret 

efterhånden ustadigt med en del 

regn frem til den 28., hvorefter en 

højtryksforstærkning over Skandinavien 

i de sidste tre dage giver 

tørt vejr med en del sol. 

Oktober måneds vejr var således 

både højtryks- og lavtrykspræget 

med en mindre overvægt 

af køligt og nok så solrigt vejr. 

Figur 1. Efterårets termogrammer fra 

region Nordjyland, der var efterårets 

koldeste. Den røde kurve er den daglige 

maksimumtemperatur, den blå 

minimumtemperaturen og den grå 

normalen. Kurverne er baseret på interpolation 

af stationsdata i et finmasket 

gridnet over regionen. 

Nederst ses nedbøren i november 2009 

for region Syd- og Sønderjylland, som 

blev den vådeste region i denne meget 

våde måned. 

Det blev for landet som helhed den 

fjerde vådeste november siden landsdækkende 

målinger startede i 1874. 

Der blev samtidig slået rekord med 

hele 27 nedbørdage for måneden og 

landet som helhed. 

Grafik: dmi.dk/Vejrarkiv. 


Vejrforløbet i november 

Allerede i løbet af den 1. bliver 

vejret ustadigt. Fronter passerer 

op over landet fra S med regn 

og overskyet vejr og vinden er 

omkring E i den første halvdel af 

november ved relativt højt tryk 

over Nordskandinavien og Nordvestrusland. 

Nordøstgående lavtryksaktivitet 

op over Norskehavet 

betyder en ustadig sydvestlig 

luftstrøm med regn og byger ind 

over Sydskandinavien i stort set 

resten af november. Perioden er 

til tider blæsende med særdeles 

kraftig blæst omkring den 18-19., 

især ved Vestkysten. 

November måneds vejr var således 

usædvanligt regnrigt med 

nedbør næsten hver eneste dag, 

ligesom lunt vejr for årstiden var 

totalt dominerende. 

Figur 2. Middellufttryk ved havniveau 

og højden af 500hPa flade for september, 

oktober og november 2009 

beregnet på basis af fire daglige DMI- 

HIRLAM analyser. Figurerne er produceret 

af Niels Woetmann Nielsen, 

DMI. 


Når temperaturen i Arktis stiger med 

højden 

Af Sebastian H. Mernild 

og Bent Hasholt 

Normalt ses en aftagende lufttemperatur 

med øget højde. 

Men der er talrige eksempler 

på, at temperaturen i fx. Arktis, 

inklusive Grønland, stiger med 

højden. En sådan temperaturstigning 

kaldes ’inversion’. Resultaterne 

af en nyudviklet inversionsmodel, 

som mere realistisk 

beskriver hyppigheden, højden 

og udbredelsen af inversion, indikerer 

en længere smeltesæson, 

en ændret snefordeling og en 

større gletscherafsmeltning, når 

inversion medregnes. 

I store dele af Grønland forekommer 

der inversion i løbet af året. I 

kystområderne ved for eksempel 

Tasiilaq og Sermilik på Ammassalik 

ø, Sydøstgrønland, og ved 

Danmarkshavn og Zackenberg, 

Nordøstgrønland, er der observeret 

eksempler på, at temperaturer 

i den nedre del af atmosfæren 

stiger med øget højde – fra jordoverfladen 

og op i cirka 200–600 

meters højde, forårsaget af en kile 

af relativ stabil kold luft fra havet 

(søbriseinversion). Observationerne 

indikerer, at inversion kan 

forekomme i op til 80–85% af 

tiden. I perioder uden inversion 

ses derimod en gennemsnitlig 

aftagende temperatur med øget 

højde – et fugtadiabatisk temperaturfald 

på cirka -0.65°C pr. 

100 meter. 

En bedre forståelse af klimaet 

i Grønland 

For bedre at forstå klimaet i Grønland, 

inklusive variationerne i 

lokalklimaet, er det nødvendigt 

med en realistisk beskrivelse 

af inversion, dets årsager, hyppighed, 

udbredelse og effekt. 

På grund af det begrænsede 

antal meteorologiske stationer 

og radiosonde-stationer i Grønland, 

sammenlignet med andre 

områder på kloden, må observationerne 

suppleres med modelsimuleringer 

til beregninger af 

Figur 1. En junidag i 2005 med inversion i de kystnære områder på 

Ammassalik ø (øverst til venstre og til højre ses oplandsudløbet til 

Mittivakkat gletscheren), mens der længere inde på Ammassalik ø, 

bag fjeldene, ikke forekommer inversion (nederst venstre) (foto: Bent 

Hasholt, Institut for Geografi og Geologi, Københavns Universitet). 


Figur 2. Feltobservationer fra sommeren 2005, der viser temperaturvariationen i de nederste 350 m af atmosfæren, samt 

forekomsten af inversion ved Ammassalik ø, Sydøstgrønland. Under inversionslaget forekommer der generelt stigende 

lufttemperaturer og over inversionslaget aftagende temperaturer. 

det grønlandske klima og dets 

tendenser. En nyudviklet inversionsmodel 

anvendes i sådanne 

klimasimuleringer til en nøjagtigere 

beskrivelse af temperaturens 

variation med øget højde i de 

lavereliggende kyst- og fjordnære 

områder i Grønland. Hensigten 


er at beskrive temperaturvariationen 

så realistisk som muligt, 

såvel den tidsmæssige som den 

rumlige variation, samt belyse 

hyppigheden af søbriseinversion 

i de lavereliggende områder. 

Temperaturvariationen har 

betydning for bl.a. snefordeling, 

sne- og gletscherafsmeltning, 

lokale gletschere og Indlandsisens 

massetab. Ydermere har 

den betydning for ferskvandsafstrømning 

og vandkraftpotentiale 

samt for økologiske og 

biologiske studier – for eksempel 

for samspillet mellem sneforde- 

Figur 3. Principskitse for simuleringer af temperaturvariationen i den nedre del af atmosfæren, både uden forekomsten af 

inversion og med inversion. På baggrund af temperaturobservationer er inversionsniveauet sat til 300 m.o.h. Temperaturfordelingen 

(lapse rates) under og over inversionslaget er bestemt på grund af observationer fra meteorologiske stationer 

på Ammassalik ø.

ling og vegetationsudbredelse og 

levevilkår for forskellige dyrearter 

fra lemminger til moskusokser. 

Inversionsmodelleringen indgår 

i et pilotprojekt på Ammassalik 

ø i Sydøstgrønland. Hensigten 

er, at modellen yderligere skal 

anvendes i andre kyst- og fjordnære 

områder som for eksempel 

Zackenberg og på Indlandsisens 

randområde. For Indlandsisens 

vedkommende vil modellen gøre 

os i stand til, på en mere fysisk 

korrekt og detaljeret måde, 

at forstå samspillet mellem variationerne 

i klimaet, isafsmeltningen 

og smelteudbredelsen i 

Indlandsisens randzone og isens 

bidrag til det fortsat stigende globale 

havniveau, i modsætning til 

beregninger baseret på modeller, 

der ikke inddrager inversion. 

Inversion 

Inversion kan forekomme under 

forskellige meteorologiske 

forhold. For eksempel i forbindelse 

med passage af koldfronter, 

strålingsbetinget afkøling af 

overfladen, advektion og ved 

kølige og fugtige søbriser i kystnære 

områder. I de kystnære 

grønlandske områder forårsager 

koldt hav- og fjordvand oftest 

en høj hyppighed af inversion, 

Figur 4. Digital terrænmodel af oplandsudløbet 

til Mittivakkat gletscheren 

(se figur 1 øverst til højre for foto 

af dallokaliteten), samt to eksempler 

fra henholdsvis maj til september 2003 

og 2005 af den gennemsnitlige snefordeling: 

snedækket og -dybden. Ved anvendelse 

af inversionsmodellen til distribution 

af temperaturforholdene for 

dalområdet ses et mindre snedække, 

en tidligere sneafsmeltning og en gennemsnitlig 

mindre snedybde henover 

smeltesæsonen. Snedybden er angivet 

i millimeter vandækvivalent. 


da denne er baseret på lokaletil-regionale 

søbriseforhold som 

følge af en uensartet opvarmning 

af havet og landjorden. I 

vinterhalvåret er denne uensartede 

opvarmning forholdsvis lille 

på grund af snedækket på såvel 

land som på havisen. Om foråret 

derimod, når sneudbredelsen på 

land smelter og havet stadig er 

is- og snedækket, forstærkes 

den uensartede opvarmning, 

specielt i dagtimerne, hvor kold 

og fugtig luft fra havet blæser 

mod land. Dermed intensiveres 

søbriseinversion i de lavere liggende 

kystområder, resulterende 

i stigende temperaturer med øget 

højde. Også i sommerperioden, 

hvor havisen er bortsmeltet og 

havtemperaturen er relativt koldere 

end temperaturen på land, 

ses inversion, men dog i en noget 

mindre grad. Udover de nævnte 

temperaturforskelle mellem land 

og hav har også de topografiske 

forhold i kystområdet betydning 

for højden og udbredelsen af inversionslaget. 

Søbriseinversion 

Studiet af forholdene i Sydøstgrønland 

viste, at søbriseeffekten 

var den dominerende årsag til 

den hyppige forekomst af inversion. 

I følge observationerne 

forekom inversion 84% af tiden 

og i en gennemsnitlig højde af 

cirka 300 m.o.h. (se Figur 2 og 

principskitse på Figur 3 for temperatursimuleringer 

med og uden 

inversion). Inversionsmodellen 

var derfor for Ammassalik ø sat 

til at simulere inversion 84% af 

tiden med inversionslaget beliggende 

i 300 m.o.h. og kun for de 

dage, hvor observeret inversion 

forekom. Målte vindhastigheder 

og nedbørsmængder fra meteo- 


rologiske stationer beliggende 

på Ammassalik ø var bestemmende 

for, hvornår modellen 

skulle beregne temperaturfordelingen 

med eller uden inversion. 

Observationer foretaget med 

radiosonde viste, at inversion 

sjældent forekom i perioder med 

blæst (> 8 meter pr. sekund) og/ 

eller nedbør (> 10 mm pr. dag) på 

grund af opblandingen af atmosfærens 

nedre del. Disse værdier 

blev derfor anvendt som grænseværdier 

for, hvornår modellen 

skulle medtage inversion. 

Den omtalte inversionsmodel 

er udarbejdet af førsteforfatteren 

i samarbejde med forskere ved 

Cooperative Institute for Research 

in the Atmosphere, Colorado 

State University, USA, 

og indkorporet i modelværktøjet 

SnowModel – et state-of-the-art 

modelværktøj til beregninger at 

bl.a. klimaets rumlige og tidsmæssige 

variation, snefordeling, 

sne- og gletscherafsmeltningen 

samt afstrømning af ferskvand 

til oceanet (for yderligere information 

om inversionsmodellen 

anvendt i energibalancemodellen 

SnowModel se referencer 

bagerst i artiklen). 

Inversions-beregninger i 

Sydøstgrønland 

Når inversionsmodellen anvendes 

sammen med SnowModel 

ses en op til to–fire grader højere 

lufttemperatur i de lavere 

liggende områder og en snefordeling 

og -dybde, som er i 

bedre overensstemmelse med 

observationerne. De nye modelberegninger 

viser en tidligere 

sneafsmeltning (allerede i begyndelsen 

af maj) og en op til 

to–tre uger længere smeltesæson 

i de kyst- og fjordnære områder 

(Figur 4). En forskel der minimeres 

jo længere væk fra kysten man 

kommer samt ved øget højde, når 

inversion medregnes. 

Ydermere viser anvendelsen 

af inversionsmodellen for Ammassalik 

ø en forskel i det snedækkede 

areal på mellem 3% til 

7% henover smeltesæsonen – et 

mindre snedække er dermed lig 

en potentielt længere vækstsæson 

og dermed bedre vækstbetingelser 

og levevilkår for planter 

og dyr, i forhold til hvad tidligere 

snemodelberegninger har indikeret. 

Ved randområderne af de 

lavere liggende gletschere ses en 

forøget årlig afsmeltning på op til 

20–30%, en faktor der bør indgå i 

vurderingen af vandkraftspotentialets 

variation over tid. 

Resultaterne af projektet viser, 

at inversion har en betydelig effekt 

på resultaterne af modelberegningerne. 

At negligere lufttemperaturinversion 

i modelberegninger 

for Grønlands lavtliggende 

kystområder, inklusiv Indlandsisens 

randområde, kan resultere 

i en betydelig underestimering af 

bl.a. smeltesæsonens varighed, 

vandkraftpotentialet og ferskvandsbidraget 

til det stigende 

havniveau. Specielt sidstnævnte 

er af særlig interesse i forbindelse 

med udarbejdelsen og bør indgå 

i vurderingen af den kommende 

vurderingsrapport (AR5) fra FN’s 

klimapanel (IPCC). 

Om forfatterne 

Sebastian H. Mernild, er klima- 

og polarforsker (ph.d.) ved Climate, 

Ice Sheet, Ocean, and Sea 

Ice Modeling Group, Department 

of Computational Physics and 

Methods, Los Alamos National 

Laboratory, New Mexico, USA. 

Arbejdstelefon:+1(505)665-

2838, Skype tlf.: +4536992703 

E-mail: mernild@lanl.gov 

Bent Hasholt, er lektor ved Institut 

for Geografi og Geologi, 

Københavns Universitet og tidligere 

forskningsleder ved Sermilikstationen. 

Videre læsning 

Barry, R. G. 2008. Mountain 

Weather and Climate. Tredje 

udgave, Cambridge University 

Press, 506 pp. 

Liston, G. E. og K. Elder 2006. 

A distributed snow-evolution 

modeling system (Snow-Model). 

Journal of Hydrometeorology, 7: 

1259–1276. 

Mernild, S. H. og G. E. Liston 

2010. The infl influence uence of air tem- temperature 

inversion on snow melt 

and glacier surface mass-balance 

simulations, SW Ammassalik Island, 

SE Greenland. Journal of 

Applied Meteorology and Climate, 

vol. 49(1): 47–67. 

Mernild, S. H. m.fl. 2006. Snow 

distribution and melt modeling 

for Mittivakkat Glacier, Ammassalik 

Island, SE Greenland. 

Journal of Hydrometeorology, 7: 

808–824. 

Vægtig rapport om klimaændringer i 

Antarktis 

I forbindelse med den standende 

debat om den konstaterede globale 

opvarmning er opmærksomheden 

i særlig grad rettet 

mod Jordens poler. Dels er disse 

meget sårbare overfor ændringer, 

således at konsekvensen umiddelbart 

springer i øjnene. Dels er 

der tale om områder, der klimamæssigt 

indtager en nøglepositon 

i forhold til resten af kloden. 

Dette er ikke ensbetydende 

med, at årsagssammenhængene 

er fuldt belyst. Megen forskning 

udestår i de hidtil ganske datafattige 

områder, ikke mindst i det 

fjerne Antarktis. 

Antarktis eller Sydpolarlandet 

har et areal, der er større end 

Europas, men huser kun omkring 

tusind mennesker, som næsten 

alle kan betragtes som ’udstationerede’, 

der opholder sig i landet 

som led i dets udforskning. De er 

fordelt på ca. 80 forskningsstationer, 

hvoraf en del kun er beman- 

det i sommertiden. Mange lande, 

her iblandt Danmark, deltager i 

varierende omfang i opgaven, 

fordi stedet i dets egenskab af at 

være Jordens største isdækkede 

område formodes at indeholde 

en af de vigtigere nøgler til den 

fremtid, der venter os. 

Under Polaråret 2007-08 blev 

alle sejl sat til i et koordineret 

internationalt forskningsprojekt, 

forestået af Scientific Committee 

on Antarctic Research (SCAR), 

der i dag har 35 lande som medlemmer. 

Resultatet af anstrengelserne 

foreligger nu i form af en 

omfattende rapport med titlen 

Antarctic Climate Change and 

the Environment, der udkom i 

november 2009 med henblik på 

fremlæggelse på Klimamødet i 

København. Mere end hundrede 

forskere har bidraget, og sammenstillingen 

af det store materiale 

er foretaget af ni redaktører 

med professor John Turner i 

spidsen. John Turner har tidligere 

sammen med Erik Rasmussen fra 

KU ydet en indsats i udforskningen 

af polare lavtryk. 

Rapporten sammenstiller 

information fra en række videnskabelige 

discipliner (f.eks. 

meteorologi, glaciologi og biologi) 

og belyser på den måde 

forskellige aspekter af klimaet. 

Det fremgår, at der er stor forskel 

på den sårbare vestlige del 

af Antarktis, der viser tegn på 

smeltning, og den langt større og 

mere stabile østlige del. Endnu 

en deltager i spillet er den havis, 

der omkranser kontinentet. Den 

har overraskende (til forskel fra 

den nordlige polaris) opnået 

voksende udbredelse de senere 

år. Overraskende er det måske 

også, at denne tilvækst forbindes 

med eksistensen af ozon-hullet 

og dermed må opfattes som midlertidig. 


En sammenfatning 

Rapportens udgiver har sammenfattet 

de opnåede resultater 

i følgende 10 punkter: 

1. Ozonhullets rolle 

Hullet i ozonlaget har forsinket 

tilgangen af drivhusgasser 

til kontinentet og dermed påvirkningen 

af dets klima. Det 

er sket gennem en ændring af 

de antarktiske vejrmønstre, idet 

de sydpolare vinde (’den polare 

hvirvel’) er intensiveret. Vestenvinden 

over oceanet, der omkranser 

Antarktis, er tiltaget ca. 

15 %. Det forstærkede vindfelt 

har effektivt afskærmet Antarktis 

mod opvarmningen af planeten 

i øvrigt. Dermed har der de seneste 

30 år kun været små ændringer 

af overfladetemperaturen 

over hovedparten af det uhyre 

kontinent. Dog er Vest-Antarktis 

blevet en smule varmere, og den 

østlige kyst af den Antarktiske 

Halvø har haft hurtigt stigende 

sommertemperatur. Det sidste 

skyldes den tiltagende vestenvind, 

der tilfører området varm 

og fugtig luft fra oceanet. 

2. Ændringer i det antarktiske 

økosystem 

Temperaturen af den antarktiske 

cirkumpolare strøm (den største 

havstrøm på Jorden) er steget 

hurtigere end i oceanerne generelt. 

Det sydlige ocean er en af de 

vigtigste aftagere af atmosfærisk 

CO2, men tiltagende vestlige 

vinde har forårsaget opstigning 

(upwelling) af CO2-holdigt vand 

og derved reduceret havets evne 

til at absorbere CO2. Hvis temperaturen 

fortsætter med at stige, 

kan artsfremmede organismer 

indvandre til regionen og udkonkurrere 

dens hjemmehørende 


arter. Vigtige led i fødekæden 

som plankton-snegle vil kunne 

vantrives under havets forsuring. 

Ændringer i fødegrundlaget vil 

sandsynligvis reducere den antarktiske 

havbunds rige biodiversitet. 

3. Vækst af plantesamfund 

En hurtig opvarmning af den 

vestlige Antarktiske Halvø har 

betydet en overgang fra sne til 

regn i sommertiden. Det har ført 

til ekspansion af plante-, dyre- og 

mikrobiologiske samfund i blotlagte 

landområder. Sideløbende 

hermed har mennesker medbragt 

fremmede livsformer som græsser, 

insekter og bakterier. 

4. Mindsket is i dele af Antarktis 

Som et resultat af højere havtemperaturer 

er Vest-Antarktis’ 

iskappe blevet mærkbart tyndere, 

især omkring indskæringen 

ved Amundsen Havet. En 

regional opvarmning, fremkaldt 

af vestenvindenes intensificering, 

får isbræmmerne langs den 

Antarktiske Halvø (f.eks. Larsen 

B Ice Shelf) til at nedbrydes.

Den Transantarktiske Bjergkæde deler kontinentet i en ’vestlig’ og en ’østlig’ del, 

hvor den vestlige del er følsom overfor klimaændringer og derved frygtes at kunne 

bidrage væsentligt til en stigning i oceanernes vandstand.. 

Alt i alt har 90 % af halvøens 

gletschere trukket sig tilbage de 

seneste årtier. Derimod har langt 

hovedparten af den antarktiske 

iskappe kun ændret sig lidt. 

5. Vækst af havisen 

Siden 1980 har der været en 

vækst på 10 % i arealet af den 

antarktiske havis, især i Ross 

Havet-regionen, en følge af det 

forstærkede vindfelt omkring 

kontinentet. Omvendt er havisen 

aftaget vest for den Antarktiske 

Halvø på grund af ændringer i 

den lokale atmosfæriske cirkulation, 

et forhold, der også ses 

som årsag til den meget hurtige 

opvarmning af landet på halvøens 

vestside. 

Foto: Creative Commons - Martha de 

Jong-Lantink, Flickr. 

6. Kuldioxid niveauets vækst 

Den atmosfæriske koncentration 

af CO2 og CH4 er den højeste 

indenfor de seneste 800.000 år 

og vokser med en hastighed, der 

næppe er forekommet i (geologisk 

set) nyere tid. Antarktis var 

varmere i den sidste mellemistid 

(for 130.000 år siden), og havniveauet 

var højere, men Vestantarktis’ 

bidrag til denne stigning er 

endnu uudforsket. Klimaets variabilitet 

på lille skala har gennem 

de sidste 11.000 år været årsag 

til hurtige reduktioner i isen, til 

ændret cirkulation i oceanet og 

i atmosfæren og til forøget biologisk 

produktion, hvilket vidner 

om, at Antarktis reagerer stærkt 

på selv mindre klimaudsving. 

Studiet af sedimenter under fastisbræmmer 

(ice shelves), der for 

nyligt er nedbrudt, antyder, at 

denne nedbrydning har været 

uden fortilfælde på den nævnte 

tidsskala. 

7. Påvirkning af kril-forekomst og 

pingvinbestand 

Mindsket havis vest for den 

Antarktiske Halvø har medført 

ændringer i alge-væksten, desuden 

en overgang fra store til 

mindre arter. Forekomsten af kril 

(lyskrebs) er aftaget signifikant. 

I visse områder (den nordlige 

del af den Antarktiske Halvø) er 

bestanden af Adélie pingviner 

mindsket på grund af reduktion 

af havis og byttedyr, men har 

holdt sig stabil eller er vokset 

andre steder (Ross Havet og Øst- 


Antarktis). Historisk rovdrift på 

sæler og hvaler har ændret økosystemet 

og dermed begrænset 

forskernes mulighed for fuldt ud 

at forstå klimaændringens påvirkning 

af kril og andre arter. 

8. Forudset opvarmning i dette 

århundrede 

I indeværende århundrede forventes 

ozonhullet at forsvinde 

og den fulde effekt af væksten i 

drivhus-gasserne dermed at blive 

mærkbar over hele Antarktis. Modeller 

peger på, at nettoeffekten 

vil blive en vedvarende langsom 

forøgelse af vinde ’på tværs af’ 

det sydlige ocean, samtidigt med 

at havisen vil mindskes med en 

tredjedel med forøget produktion 

af phytoplankton som resultat. 

Den forudsagte opvarmning på 

3ºC over hele kontinentet er ikke 

tilstrækkelig til at smelte hovediskappen, 

og en mulig vækst 


i snefaldet på denne vil kunne 

modvirke stigningen i havniveauet 

med nogle centimeter. 

9. Havstigning frem til år 2100 

Tab af is fra Vestantarktis’ iskappe 

vil isoleret set sandsynligvis 

bidrage med nogle decimeters 

forøgelse af det globale havniveau 

i år 2100. Dermed forudses 

en samlet stigning i havniveauet 

på op til 1,4 meter (og muligvis 

mere) ved år 2100. 

10. Modellering af polare processer 

må forbedres 

Klimavariabiliteten er større i polarområderne 

end i resten af verden. 

Alligevel er beskrivelsen af 

disse fjerne egne dårlig. Den må 

gøres meget mere detaljeret, hvis 

ændringer skal kunne påvises, og 

hvis forståelsen af de processer, 

der finder sted, skal forbedres. 

Der skal kunne skelnes mellem 

Bog modtaget på redaktionen 

Kulstoffets tidsalder - Hvordan 

livets grundstof er blevet civilisationens 

største trussel. Af Eric 

Roston. 

Oversat af Bjarne Siewertsen. 

Haase & Søns Forlag. 

Kulstoffets tidsalder fortæller 

om den vigtige rolle, grundstoffet 

carbon - kulstof - har spillet 

i Jordens historie, fra Big bang 

til nutidens trussel om global 

opvarmning. Kulstof er altings 

kemiske skelet og selve livets og 

vores civilisations fundament. 

Samtidig er kulstof i dag blevet 

synonymt med krise og katastrofe, 

fordi udslippet af kuldioxid 

(CO 2 ) har speedet kulstoffets 

cyklus op og dermed sat gang i 

en global opvarmning, der rokker 

ved grundlaget for alt liv på 

Jorden. 

Det er netop denne dobbeltrolle 

for kulstof som både opbygger 

og ødelægger af liv, der 

interesserer den amerikanske videnskabsjournalist 

Eric Roston. 

Han lægger ikke skjul på sin 

baggrund for at skrive bogen: 

Han mener, at den globale opvarmning 

skyldes menneskers 

udledning af CO 2 , som han kalder 

”et geologisk misfoster, der 

udvikler sig med usædvanlig stor 

hastighed”. Opvarmningen kan 

kun stoppes ved, at mennesker 

holder op med at omdanne kul- 

naturlige og menneskeskabte klimasvingninger, 

og grundig indsigt 

i fortidens klimaforhold er 

bydende nødvendig for at kunne 

foretage denne skelnen, ligesom 

en væsentlig forbedring af eksisterende 

grove klimamodeller 

er det. 

For den klimainteresserede er der 

virkelig noget at komme efter. 

Man bliver godt informeret både 

om omfanget af den mangesidede 

indsats og om dens perspektiver. 

Rapporten er på engelsk og fylder 

526 sider, hvoraf mere end 100 

med referencer. Den er udkommet 

som bog i 500 eksemplarer, 

men kan også downloades her: 

http://www.antarctica.ac.uk/ 

met/SCAR_ssg_ps/ACCE_25_ 

Nov_2009.pdf 

Leif Rasmussen 

stofmineraler – kul, olie og gas – 

til atmosfæriske luftarter og lader 

være med at fælde regnskov. 

Bogen henvender sig til alle, 

der ønsker at kende baggrunden 

for hele debatten om klimaforandringerne 

og interesserer sig 

for naturvidenskab og god story 

telling. John Cappelen

Set fra oven: 

Når solen sover længe... 

Af Leif Rasmussen 

Når solen går ned i en sæk, står 

den op i en bæk, hedder det sig. 

Med andre ord: det bliver regnvejr. 

Blot er det ikke ligegyldigt, 

hvilket stof sækken er gjort af. 

Det skal være skyer forbundet 

med en varmfront. Den slags har 

det med at komme til os fra vest, 

og så passer pengene. 

Ind imellem sker det også, at 

solen står op i en sæk. Modsætningsvis 

kan man så slutte sig til, 

at det ikke bliver regnvejr, men 

den erfaring har der vist ikke været 

behov for at ’italesætte’. 

Den 1. december 2009 stod 

solen i dele af landet op i en sæk. 

Årsagen var en koldfront, som 

havde passeret landet vestfra 

dagen i forvejen. Selv om fronten 

nu ligger langt mod øst over 

Polen og østlige Østersø, rækker 

dens skarpt afgrænsede skærm 

af tæt cirrostratus stadig ind over 

en stor del af Danmark, som det 

ses på satellitbilledet. Skykanten 

er ’anticyklonalt krummet’ - et 

vidnesbyrd om, at fronten lige 

nu har varmfrontkarakter. Dvs., 

at der optræder en bølgedannelse 

på fronten, der en overgang 

forsinker dens bevægelse 

østpå – skykanten forskydes 

parallelt med sig selv og ser ud 

til at ligge næsten stille. Skydækket 

kaster en tydelig skygge over 

landskabet. Antages en skyhøjde 

på 8 km, bliver skyggens længde 

med en solhøjde på 8 – 9 grader 

lidt over 50 km, hvilket stemmer 

overens med det, billedet 

viser. Når skyggen er smallere 

mod syd, skyldes det, at vinklen 

mellem skykanten og retningen 

til solen her er mindre. 

I koldluften over Jylland er 

vejret skyfrit med svag vind, og 

temperaturen er dermed i vidt 

omfang strålingsbestemt. Under 

de forhold vil den sædvanligvis 

begynde at stige, når solen står 

op eller kort tid derefter. Sådan 

er det ikke inde i skyggen. Iflg. 

kalenderen stod solen op ca. kl. 

08:20, men ved Horsens fortsæt- 

Visuelt NOAA-billede fra dmi.dk. 

ter nattens strålingsbetingede 

temperaturfald til kl. 10, hvorefter 

en brat stigning finder sted 

– solvarmen gør sig gældende. 

Odense Lufthavn ligger 50 km 

sydøst for Horsens. Her skærmer 

skydækket lidt mod den natlige 

afkøling, men ellers er mønstret 

det samme, blot forsinket ca. 

100 minutter. Solens bevægelse 

over himlen har været medbestemmende 

for forsinkelsens 

størrelse. 

Havde skygrænsen med lav 

vintersol ligget i retningen vestøst, 

kunne ”den natlige afkøling” 

have udstrakt sig til hele dagen. 


Til venstre et termogram fra Horsens. Til højre et termogram fra Beldringe ved Odense. 

Noget sådant findes der faktisk 

eksempler på. 

En skyggeeffekt gør sig natur- 

En god tradition fylder i år 50 år. 

De nordiske meteorologmøder 

har siden 1960 været afholdt på 

skift i de fem nordiske lande - i 

den spæde begyndelse hvert år, 

men siden 1964 hvert andet år. 

Ideen med disse møder var at 

nordiske menige meteorologer 

kunne mødes, lære hinanden at 

kende, og ikke mindst udveksle 

ideer, erfaringer og metoder, først 

og fremmest inden for vejrvarsling. 

Der gik dog ikke lang tid 

før andre meteorologiske emner 

kunne tages op og diskuteres. 

Dette gik for sig ved afholdelse 

af foredrag med spørgerunder, 

og også ved præsentation af posters. 


ligvis også gældende på nordsiden 

af en skov, en bakke eller det 

hus, man bor i, men her på så 

Programmet er denne gang særdeles 

righoldigt - og åbent for 

stort set alle grene inden for 

meteorologien. Programmets 

hovedpunkter er: 

•Weather and Safety 

•Climate and climate change 

•Air quality 

•Developing a learning process 

•Satellite and Radar Applications 

Programmets detaljer samt tilmeldingsfrister 

og registrering 

kan læses på hjemmesiden: 

http://www.fmi.fi/NMM2010. 

Arrangørerne håber at rigtigt 

mange fra de nordiske landes 

lille skala, at den kan viftes væk 

af et vindpust. Et bjerg ville være 

noget bedre... 

Indbydelse til det Nordiske MeteorologMøde NMM 2010: 

Helsinki, 7 – 11. juni 2010 

- 50 års Jubilæum! 

Mødet vil finde sted på det Finske 

Meteorologiske Institut FMI i Helsinki. 

Foto: Antonin Halas 

meteorologiske institutioner vil 

deltage i mødet - så tænk over 

om ikke I har et eller andet som 

I gerne vil præsentere og diskutere 

med kolleger fra de øvrige 

nordiske lande. 

Henrik Voldborg

Temperaturvippen i funktion: 

Varme i nord, kulde i syd 

Af Leif Rasmussen 

For første gang i 14 år har vi haft 

hvid jul. Tager man de store briller 

på, blev den ikke helt landsdækkende. 

Det kneb nemlig 

mange steder i Grønland: 

”Vi i Uummannaq, Nordgrønland, 

oplever p.t. meget 

”anderledes” vejr. Det 

ligner forår - mildt, ingen sne, 

og det er meget mærkeligt. 

Hvor temperaturen normalt 

er omkring minus 20 grader, 

er vores situation nu den, at 

fangerne savner isen, og sneen 

mangler, så hundene holder forlænget 

ferie m.m. ” 

Sådan skrev Maria Nielsen, Uummannaq, 

til DMI her i starten af 

det nye år, og dataene fra stedet 

bekræfter hendes beretning. 

Fastlåste mønstre har præget 

vinteren, men til forskel fra de 

senere år har mønstrene blokeret 

for tilførsel af milde atlantiske 

luftmasser til Nordeuropa. De er 

i stedet blevet ekspederet nordover 

til vore grønlandske frænder, 

Et stemningsbillede fra Tasiilaq ved middagstid den 17. december, tæt på vintersolhverv. ”Endelig stille, klart, tørt - og bart. 

Straks det blev klart faldt temperaturen ved jorden til under frysepunktet, medens den i ca. 3 meters højde holdt sig omkring 

2-3 grader. Synligt var det, at der i løbet af få timer dannede sig nyis på fjorden”. (Foto og tekst: Hans Christian Florian). 


som ikke nødvendigvis har hilst 

ændringen velkommen. Hvor is 

og sne i Danmark mest er til 

besvær, er det i Grønland en nødvendighed 

for opretholdelse af 

normal levevis. Dertil kommer, at 

kulden ved mildt vinterligt vejrlig 

i Grønland aldrig vil være ret 

langt borte - en fordeling, der kan 

resultere i særdeles dramatiske 

vejrudviklinger. 

Da det hele begyndte 

November 2009 havde været 

mild i Danmark og kold i Grønland. 

Det blev der vendt op 

og ned på lidt inde i december, 

- ikke på én gang, men pø 

om pø. Kraftig lavtryksaktivitet 

over Atlanterhavet nåede frem 

til området syd for Island og til 

De britiske Øer, men blev her 

bremset op af et højtryk over 

Rusland for efterhånden at blive 

fortrængt sydvestover, da højtrykket 

omkring den 10. flyttede 


Figur 1. Vejrkort 

fra dmi.dk. Farverne 

beskriver 

vindhastigheden. 

Grønlandsk tidsangivelse. 

Figur 2. IR-satellitbillede fra Nordvestgrønland den 12. december 08:58 UTC. 

Skellet mellem lyse og mørke gråtoner på iskappen definerer grænsen mellem 

kulde og varme. (NOAA/DMI).

sig til Nordvesteuropa. Højtrykkets 

bevægelse vestpå fortsatte, 

og den 13. december strakte det 

sig fra Nordsøen over Island til 

Nordgrønland, se figur 1. På 

højtrykkets vestside strømmede 

mild og fugtig atlanterhavsluft 

mod nordvest og overskyllede 

Sydgrønland. På vindsiden faldt 

der store nedbørmængder, mest 

som regn. Tasiilaq fik således på 

et par dage over 30 mm regn med 

kraftig vind fra øst, hvorefter der 

ikke var megen sne tilbage i landskabet, 

se billedet. På læsiden, 

altså i Vestgrønland, var der tørre 

og varme føhnvinde, så også her 

får sneen ben at gå på. 

Grænsen mellem varme og 

kulde ligger i lavtrykstruget, der 

strækker sig fra Baffin Island 

tværs over det nordligste Grønland 

og herfra mod sydøst til 

Norskehavet, hvor der optræder 

en sydgående frontbølge i form 

af et mindre lavtryk. Det var en 

sådan frontbølge, der tre dage senere 

lagde grunden for den hvide 

jul i Danmark. 

Uroligt vejr i Grønland 

Dramatisk vejr forekom ved flere 

lejligheder, især midt på måneden, 

og var som nævnt ovenfor 

knyttet til temperaturmodsætninger. 

Et par eksempler: 

Da de varme føhnvinde slog 

igennem over Vestgrønland omkring 

den 12. december, optrådte 

der mange steder vindstød af orkanstyrke, 

ved Nuuk således op 

til 54 m/s iflg. målinger foretaget 

af Asiaq/Hjemmestyret. Løse 

genstande fløj gennem luften 

og gav anledning til skader på 

bl.a. biler. 

Samme dag måtte et mindre 

amerikansk fly undervejs fra Kangerlussuaq 

til Island nødlande 

i Kulusuk på østkysten pga. 

brændstofmangel efter at have 

Figur 3. Udsnit af canadisk maskinel overfladeanalyse fra 12. december 06 UTC. Stationer mærket ABOG er fejlbehæftede. 

(Environment Canada). 


mødt en modvind på 35 m/s. 

På grænsen mellem den 

fremtrængende varme luft over 

Vestgrønland og kold luft over 

Canada (-40 ºC i Eureka på Ellesmere 

Island) opstod en stærk 

trykgradient i området nord og 

vest for Thule, se figur 3. Det 

førte til en meget stærk ’low 

level’-strømning sydover gennem 

Nares Strædet. Her målte 

den dansk-canadiske automat- 


station på den lille Hans Ø den 

12. december en middelvind 

på 29 m/s med vindstød til 35 

m/s og en temperatur på -24 ºC 

(figur 5). Som på figur 1 repræsenterer 

vejrkortets lavtrykstrug 

over Nordgrønland den skarpe 

luftmassegrænse. Der er tale 

om en maskinel analyse, men 

beliggenheden bekræftes af satellitbilledet 

i figur 2. Stationen 

Summit på Indlandsisen ses at 

Figur 4. Vejrdata fra Thule Air Base, 14-15. december 2009. (Kilde: Weather Underground). 

melde -23 ºC, hvilket reduceret 

til havniveau svarer til ca. +7 ºC. 

Den steg to dage senere til – 14 

ºC (svarende til ca. +16 ºC). 

Også to dage senere, den 

14., bredte højtrykket sig mod 

sydvest til Sydgrønland, hvilket 

førte lidt koldere luft fra Canada 

frem mod Vestgrønland. Det gav 

anledning til fornyet dramatik. 

Med risiko for stærk overisning 

og kraftig turbulens måtte Air

Figur 5. Vejrdata fra Hans Ø i Nares Strædet. 

Greenland aflyse al flyvning, og 

selskabets Airbus Norsaq kunne 

meget usædvanligt ikke lande i 

Kangerlussuaq pga. vindforholdene, 

men måtte omdirigeres til 

Keflavik på Island. 

Koldfronten passerede Upernavik 

sent den 14., efterfulgt 

(som mange andre steder) af 

en sekundær koldfront godt et 

døgn senere. Begge gange var der 

vindstød af orkanstyrke fra syd. 

Noget tilsvarende sås på Thule 

Air Base, der er berygtet for høje 

vindhastigheder under frontpassager. 

Her nåede vindstødene 

ved den første passage op på 

46 m/s (figur 4). Bemærk det 

meget svingende lufttryk under 

forløbet, der antagelig skyldes 

hvirveldannelser på læsiden af 

højlandet syd for basen. 

På Hans Ø (figur 5) tog frontpassagen 

livet af den kolde nordenvind. 

Vinden sprang i syd 

og tiltog kortvarigt til 14 m/s, 

men temperaturen steg fra -18 

til -3 ºC. Koldfronter er ikke altid 

kolde! 

På Kap Morris Jesup, verdens 

nordligste landbaserede vejrstation, 

bragte frontpassagen den 

16. kl. 00 UTC temperaturen op 

fra -23 ºC til +1,2 ºC, hjulpet på 

vej af en føhneffekt. Efter passagen 

sprang vinden i vest og tiltog 

lidt med faldende temperatur. 

Også her optrådte en sekundær 

passage et døgns tid senere, ef- 


Figur 6. Termogrammer (daglige ekstremtemperaturer) for Tasiilaq, Aasiaat og 

Nordsjælland. (dmi/dk). 


terfulgt af orkanstød. 

Med få timers forsinkelse nåede 

vindstødene Station Nord, 

her dog kun af stormstyrke. 

Der har givetvis været mange 

andre spændende historier at berette 

om decembers vejr i Grønland. 

Evt. bidrag modtages gerne 

af redaktionen. 

Temperaturvippen 

I figur 6 gengives maksimum- og 

minimumtemperaturer for Tasiilaq 

på østkysten, Aasiaat på 

vestkysten og til sammenligning 

region Nordsjælland. Hans Egedes 

erfaring fra 1700-tallet om en 

sammenhæng mellem vintervejret 

i Danmark og i Vestgrønland: 

Når det er koldt det ene sted, 

er det varmt det andet, gælder 

tydeligvis ikke på dag til dagbasis, 

men holder fint, set over 

en lidt længere periode. Vi kalder 

sammenhængen for Temperaturvippen, 

eller – hvis det skal være 

fint: den Nordatlantiske Oscillation 

(NAO) og den Arktiske 

Oscillation (AO). Definitionen 

skal ikke gives her, men hvad 

der tænkes på kan illustreres med 

et par kort. 

Figur 7 viser lufttrykkets afvigelse 

fra det normale i december. 

Lavtryksaktiviteten har været 

forøget i de blå områder, bl.a. 

fra Atlanterhavet ind over Sydeuropa, 

men nedsat i de røde 

områder, især over Ishavet og 

Grønland. Den resulterende afvigelse 

i temperaturen i den lave 

del af troposfæren (i ca. 1 km’s 

højde) ses i figur 8. Koldere end 

normalt har det været over Sibirien 

og en stor del af Nordeuropa, 

men varmere end normalt over 

Grønland og Svalbard, hvor der 

har været tydelige konsekvenser 

for udbredelsen af havisen. I

havniveau blev december i Danmark 

lidt koldere end normalt, 

i Grønland væsentligt varmere 

end normalt. Her blev afvigelsen 

størst i landets kontinentalt 

prægede nordvestlige hjørne, i 

Upernavik og Qaanaaq således 

tæt ved 7 grader over det normale. 

På østkysten lå afvigelsen 

tæt på 5 grader. Mindst var den 

i Sydgrønland, ved Qaqortoq således 

kun 3 grader. 

Eksempler på høje maksimumtemperaturer 

var 12,2 i 

Upernavik og Ilulissat, 11,8 i 

Kangerlussuaq, 11,2 i Nuuk og 

9,5 i Tasiilaq. Kapisillit i bunden 

Figur 8. Temperaturanomalier for december 

2009, beregnet for 925 hPa-fladen 

i ca. 1 km’s højde. Kilde: NOAA/ 

ESRL Physical Sciences Division. 

af Godthaabsfjorden plejer at 

være leveringsdygtig på området, 

men var desværre ude af drift. 

Den tog så revanche med 13, 8 

grader i januar. Kun to stationer 

nåede ikke over frysepunktet i 

løbet af måneden: Station Nord 

og Danmarkshavn. 

Det vil ikke være forbigået læseren, 

at de afvigende vejrmønstre 

fortsatte i det nye år, endog i 

forstærket grad. Ganske naturligt 

melder spørgsmålet sig: Kan sådan 

noget forudsiges? Det kræver 

ikke megen ekspertise at finde 

svaret - det bliver et nej. I modsat 

falde havde vi sikkert hørt 

om det… 

Figur 7. Anomalikort for overfladetrykket 

i december 2009. 


NinJo: 

Meteorologernes nye schweizerkniv 

Af Thomas Mørk Madsen, 

DMI 

NinJo er et af de mest avancerede 

værktøjer til præsentation af meteorologiske 

data og med tiden 

også til produktion af varsler 

og udsigter. Meteorologerne på 

DMI anvender i dag NinJo som 

deres primære arbejdsværktøj i 

det daglige arbejde med vejrudsigterne. 

Udviklingen af NinJo startede tilbage 

i 2001 som et samarbejde 

mellem Tyskland, Schweiz og 

Danmark, og i 2004 kom Canada 

med i konsortiet. Konsortiet blev 

dannet for at kunne påtage sig 

den store opgave med at udvikle 

det nye årtusindes meteorologiske 

arbejdsredskab; en arbejdsopgave 

så stor, at det ville være 

svært for et enkelt meteorologisk 

institut at bære den alene. I fællesskab 

med de andre partnere i 

konsortiet fik man muligheden 

for at udnytte resurserne på de 

enkelte institutioner optimalt. 

Figur 1. NinJo-systemets logo, som indeholder 

en henvisning til konsortiets 

fire medlemmer. 


Designstrategi 

Ideen med NinJo var at skabe et 

system, som integrerer alle meteorologiens 

datatyper i en og 

samme applikation og udvikle 

nye visualiseringsmetoder, så 

meteorologerne kunne få mest 

muligt information ud af de datatyper, 

som er til rådighed. 

Inden for mange andre discipliner, 

men vel især multimedie- 

og ingeniørbranchen, arbejder 

man i dag med et lag-koncept, 

hvor flere lag med hver deres indhold 

kan overlejres hinanden, så 

de i kombination giver brugeren 

helt nye muligheder og måske 

en helt ny indsigt i og bedre forståelse 

af den forhåndenværende 

opgave. Allerede i de tidlige skitser 

over NinJo tænkte man dette 

lag-koncept ind, og i dag rummer 

systemet et lag til hver meteoro- 

logisk datatype. 

Systemet skulle også være 

dynamisk i den forstand, at 

brugerne skulle kunne bevæge 

sig rundt på hele jordkloden og 

zoome ind og ud vilkårligt. Det 

må nødvendigvis betyde, at grafikproduktionen 

skal foregå på 

den enkelte brugers arbejdsstation, 

og derfor blev løsningen, 

at en central server forsyner de 

enkelte klientmaskiner ude hos 

brugeren med de data, som klienten 

efterspørger, og den efterfølgende 

grafikproduktion foregår 

så på den lokale maskine. 

Praktisk anvendelse 

Blandt de mange tilgængelige lag 

i NinJo er der en håndfuld lag, 

som bliver anvendt i langt større 

grad end resten af lagene. Lagene 

til visualisering af numeri-

ske vejrmodeller og overfladeobservationer 

sammen med radar, 

satellit og lyn er vel nok de lag og 

dermed datatyper, der anvendes 

i den allerstørste udstrækning, 

når man kaster et blik hen over 

skærmene i den operationelle 

vejrtjeneste på DMI. Disse lag 

supplerer den enkelte bruger som 

regel med et par lag, som giver en 

geografisk reference: fx kystlinjer, 

landegrænser og længde-/breddegradsnet. 

Tilsammen har man 

derved lavet en kombination af 

lag, som indeholder al den information 

man har brug for til at 

udføre den aktuelle opgave – fx at 

udforme en farvandsudsigt. 

Med alle de valgmuligheder, 

der eksisterer i NinJo, er begrænsningens 

kunst noget de 

fleste bliver nødt til at praktisere 

i højere og højere grad for ikke 

at miste overblikket i for megen 

information. Til en given arbejdsopgave 

er det nødvendigt 

at udvælge de datatyper, som er 

essentielle for opgaven og som 

supplerer hinanden godt i kombination. 

Det kunne fx være et 

satellitbillede, hvor man har placeret 

et radarbillede ovenpå, så 

man kan se nedbørgivende skyer. 

Det kunne også være overfladeobservationer 

i kombination 

med et radarbillede, så man kan 

se værdierne for sigtbarhed og 

skyhøjde i nedbørsområder eller 

en kombination af flere lag til 

visning af vejrmodeldata. 

Kombinationsmulighederne 

er næsten uendelige, men de 

mest anvendte kombinationer 

kan gemmes i såkaldte scener, 

så man nemt kan indlæse en 

bestemt opsætning, når man får 

brug for det. 

NinJo-brugere uden for 

konsortiet 

Sydafrika havde for 3-4 år siden 

været på jagt efter et nyt visualiseringssystem 

til erstatning af 

deres gamle system, der som i 

Danmark bestod af en lang række 

enkeltstående applikationer til 

hver deres datatype. Valget faldt 

på NinJo i 2006 og i løbet af 

2007 blev NinJo implementeret, 

og alle fra den sydafrikanske vejrtjeneste 

blev undervist i brugen 

af det nye system af erfarne superbrugere 

fra Danmark. 

Bevæger vi os tættere på Danmark, 

finder vi Spanien, som også 

har valgt at implementere NinJo 

som deres primære arbejdsværktøj, 

og for ganske nyligt valgte det 

svenske forsvar også NinJo ud fra 

listen af moderne, meteorologiske 

arbejdsstationer. 

Udviklingsmuligheder 

Med den dynamiske tilgang til 

visualisering af data er NinJo et 

meget fleksibelt system til at generere 

grafik med meteorologisk 

indhold. I øjeblikket udnyttes 

denne unikke resurse kun i den 

operative vejrtjeneste på DMI, 

men i fremtiden forstiller man 

sig, at NinJo vil kunne bruges til 

fremstilling af vejrkort til dmi.dk 

og til eksterne kunder inden for 

mediebranchen. 

Denne artikel er en opfølgning 

på det juleforedrag i DaMS som 

seniormeteorolog Thomas Mørk 

Madsen holdt om emnet i december 

2009. 

Figur 2. En liste over tilgængelige lag 

i NinJo. 


ÅRSREGNSKAB FOR DANSK METEOROLOGISK SELSKAB 2009. 

Resultatopgørelse for perioden 1. januar - 31. december 2009. 

debet kredit 

Medlemsblad VEJRET inkl. forsendelse 101.645,08 

Administration 3.085,25 

Rejser og møder 5.326,25 

Andre omkostninger 4.363,46 

A-medlemmer (204 stk.) 44.880,00 

B-medlemmer (117 stk.) 21.060,00 

C-medlemmer (36 stk.) 4.320,00 

D-medlemmer (100 stk.) 22.500,00 

Kapitalindtægter 104,54 

Andre indtægter 0,00 

Driftsresultat -21.555,50 

Balance 92.864,54 92.864,54 

Status pr. 31. december 2009. 

aktiver passiver 

Aktionæropsparing 17.862,58 

Privatkonto 10.848,79 

Girokonto 11.509,86 

Kontant 225.00 

240 Aktier/ Den Danske Bank (kurs 118,94) 28.545,96 

Formue 68.992,19 

Balance 68.992,19 68.992,19 

Formueopgørelse pr. 31. december 2009. 

Formue primo 2008 74.450,31 

Driftsresultat -21.555,50 

Kursgevinst, Aktier 16.097,38 

Formue ultimo 2009 68.992,19 

København, den 6. februar. 2010. 

Jakob Mann 

Revisor 


Erik Wessing 

Revisor 

Guðfinna Aðalgeirsdóttir 

Kasserer


Budget for 2010 Revideret 6.Feb. 2010 

Indtægter: 

A 204 á 220,00 44.880,00 

B 117 á 180,00 21.060,00 

C 36 á 120,00 4.320,00 

D 100 á 225,00 22.500,00 

Kapitalindtægter 1.000,00 

Andre indtægter ialt 

Indtægter ialt 93.760,00 

Omkostninger: 

Trykning, 4 numre standard 64.000,00 

Vejret forsendelse 23.000,00 

VEJRET ialt -> 87.000,00 

Porto og kontor 6.000,00 

Administration ialt -> 6.000,00 

Bestyrelsesmiddag 5.000,00 

Øvrige møder 2.000,00 

Årsmøde 3.000,00 

Plaquette 1.000,00 

Rejselegat til studerende 10.000,00 

Møder/rejser ialt -> 21.000,00 

Software 2.500,00 

EMS medlemskab 4.500,00 

Andre udgifter ialt -> 7.000,00 

Omkostninger ialt 121.000,00 

Balance -27.240,00


KOMMENDE MØDER 

Tirsdag den 30. marts 2010 kl. 17:00 

Risø, Afd. for vindenergi, H.H. Koch mødelokale. 

Jesper Eriksen, DMI holder først foredraget (ca. 45 min): 

“Forudsigelighed i numeriske vejrmodeller”. 

Herefter afvikles selve Generalforsamlingen. 

Dagsorden i følge vedtægterne: 

1. Valg af dirigent. 

2. Formandens beretning. 

3. Forelæggelse af det reviderede regnskab for det forløbne år samt budget for næste regnskabsår. 

4. Valg af bestyrelse. Bestyrelsesmedlemmer og suppleanter vælges for en 2-årig periode, idet 

formand og 3 bestyrelsesmedlemmer og 1 suppleant vælges i ulige år. På valg i 2010 er bestyrelsesmedlemmer 

Henrik Voldborg, Brian Riget Broe og Morten Nielsen (Morten ønsker ikke 

genvalg) samt suppleant Lars Uldall-Hansen. 

5. Valg af 2 revisorer og 1 revisorsuppleant for en 1-års periode dvs. revisorer og suppleanter er 

på valg hvert år. 

6. Eventuelt. 

Tirsdag den 11. maj 2010 kl. 19:00 

Auditoriet i Rockefeller komplekset 

Juliane Mariesvej 30, 2100 København Ø. 

"Kan menneskeheden tillade sig at øge sit energiforbrug med samme takt som nu i de 

kommende 200 år? Nogle klimatiske aspekter." 

Foredrag ved Aksel Walløe Hansen, Københavns Universitet. 

Efterårsmøde: 

Lørdag den 29. maj 2010 kl. 12:00 

DHI, CO_2 Gustav udveksling Wieds Vej 10, Jorden 8000 Århus rundt C med Galathea 

”Radar, Lise radar Lotte og radar Sørensen, - hvad er forskellen?” DMU, Roskilde 

DaMS arrangement nær den jyske hovedstad er generelt om radarer og specielt om vejrradarer - 

hvordan Tirsdag virker den de, hvad 20. kan de oktober og hvad kan 2009 de ikke? Niels kl. 19:00 Ejnar Jensen, DHI vil informere om DHI´s 

radarer, Auditoriet, og vise Århus Rockefeller Kommunes radar ved Bygningen 

Harlev. Søren Overgaard, DMI vil informere og fremvise 

DMI´s Juliane radar ved Maries Virring. Vej 30, 2100 København Ø 

Arrangementet begynder med en let frokost og grundlæggende introduktion. Herefter kører vi i vores 

biler til radarerne i Harlev og Virring. 

Deltagerpris kr. 100,00, der betales ved ankomst. 

Tilmelding senest 20. maj 2010 til Lars Uldall-Hansen, luh@post.tele.dk eller 2217 2057.

- tidsskrift for vejr og klima

Transform your PDFs into Flipbooks and boost your revenue!

Delete template?

Save as template ?