Tidløselandet - en arbejdsmetode

braarupskole.dk

Tidløselandet - en arbejdsmetode

Tidløselandet

en arbejdsmetode

Søren Kappel Schmidt • Skive 2004


Indledning

Tv. Det stiller særlige krav til

bilens konstruktion og udseende,

at den skal kunne fungere

i byen.

Th. Fotocollage. Landskabet

før marts 2004. Grundpladen

består af 2 borde på hjul. De

måler hver 120 x 240 cm.

Imellem dem er boltet en

plade på 120 x 120 cm. Det

hele kan skilles ad hvis det

skal flyttes ud af lokalet..

2

Tidløse er en metode

Metoden tager sit udgangspunkt

i et lokale,

hvor det er muligt at arbejde

såvel praktisk som

med brug af digitale redskaber.

I værkstedet laves

fortællinger, spændende

fra enkle hverdagshistorier

til større fortællinger.

Danskfaget og brug af

medier står centralt, men

gerne i en tværfaglig

sammenhæng. Tidløsemetoden

byder på gode

muligheder for undervisningsdiffferentiering

og

dermed for at gennemføre

undervisningsforløb, der

også inkluderer elever

med vanskeligheder.

Metoden er udviklet i en

specialklasseafdeling, men

den er også velegnet i andre

sammenhænge, hvor

skiftende holddannelser


er en naturlig del af skolehverdagen.

Tid og tidløshed, arbejde

og leg

Hvorfor det hedder Tidløse?

Nogen strengt rationel

forklaring er der vist

ikke, men en leg med bynavne

og det mærkelige

begreb “tid” har ført til

navnet. Suffixet “-løse”

betyder måske ager, med

bibetydningen land. I

middelalderen var den tidløse

tilstand betegnelsen

for det, der lå udenfor

tiden (altså det hellige versus

det timelige). Tidløse

er således et landskab,

hvor ikke alt uden videre

lader sig indordne under

tidens gang.

Tid kan opfattes som

noget fremadskridende. I

en pædagogisk sammen-

hæng bliver det så til elevens

arbejde med at tilegne

sig omverdenen og den

tilhørende faglige og sociale

progression. Hver ting

til sin tid – om den er

brugt formålstjenligt kan

kontrolleres med læseprøve

og test – fulgt af skolepsykolog

og kompenserende

foranstaltninger når

det halter for den arme

stakkel, der ikke finder sin

3


Værkstedet danner

den sociale og faglige

ramme om forløbet.

»Lærlingen« finder

sin plads i sammenhængen,

iagttager

og går gradvis ind i

værkstedsarbejdet.

Eleven har sin egen

tid og dermed læringsbane.

4

plads i mønsteret. Dem er

der mange af uanset hvilken

pædagogisk eller politisk

vind, der er fremherskende.

Der er inspiration at

hente i mødet med mesterlæren

(situeret læring).

Mesterlæren har nogle

bud på tid og progression

som adskiller sig fra den

skolastiske tradition i børneskolen.

Værkstedet danner

den sociale og faglige

ramme om forløbet. »Lærlingen«

finder sin plads i

sammenhængen, iagttager

og går gradvis ind i værkstedsarbejdet.

Eleven har

sin egen tid og dermed

læringsbane. Værkstedet

er et læringsrum, hvor

deltageren overtager ansvaret

for funktioner, når

hun er klar til det. Alle

lærer af alle – erfaring er

nøgleordet.

Legen har sin egen platform

og sin egen tidslogik.

Den er selvforglemmende

i den forstand, at virkelighedens

fortrædeligheder

er ikke-eksisterende i legens

univers. Man kan dø,

men fødes påny. Legens

univers er reversibelt og

det er rart for den, der

skal lære og prøve af. Kodeordet

for legens deltager

er JA, jeg gider godt. Leg

er en værensform med et

stort energipotentiale. Når

pædagogen introducerer

problemer og realtid i

legen ændrer legen imidlertid

karakter. Kunsten er,

at overføre legens energi

til livtaget med virkeligheden.

Legen bliver til et

projekt. Der skal arbejdes

på at udvikle et produkt,

som skal formidles (afsættes).

Undervejs bliver der

behov for at snakke de

ændrede forudsætninger

igennem. Ja til leg er ikke

helt det samme som ja til

målrettet arbejde. Men

projektet er også sjovt, så

hvorfor ikke?


Landskab og OmVerden

Når teksten skal læses

eller for den sags skyld

skrives eller digtes går

afkodningsevne og forforståelse

hånd i hånd. For

en læser med svagt udviklede

redskaber til afkodning

er en veludviklet forforståelse

en stor støtte. I

et tidligere hæfte “Vandmøllen

– Forskning og

modelarbejde« har jeg

argumenteret for at arbejde

med landskabet befordrer

udviklingen af elevens

indre billede af omverdenen.

Landskabet gestalter

sig i den sammenhæng

som en model af en noget

mere kompleks og uoverskuelig

omverden. Kendte

forløbere er forrige århundredes

anskuelsesbilleder

og anskuelige plancher fra

biologi og geografi-undervisningen.Modellandskabet

er besværligt at etablere,

men giver til gengæld

mulighed for at anskuelig-

Udsigt fra byen ud over det åbne kulturlandskab mod skoven.

gøre de flytninger i rummet

som konstituerer fortællingens

tid.

Det er ikke så indviklet,

som det lyder. Der kan

laves meget enkle historier,

som kan være med til

at befordre elevens tilegnelse

af såvel omverdensforståelse

som læseproces.

Elevens »OmVerden« (tysk

Umwelt) udvikles førend

og sideløbende med læseprocessen.

De teknikker, der benyt-

tes i arbejdet, kan med

fordel overføres til arbejde

i marken. Skolens nærmiljø

og landskaber som

mødes på ekskursioner og

lejrskole danner så baggrund

for den videre proces.

Teksten som produceres

kan illustreres med

fotos eller man kan gå et

skridt videre og lave den

som videodrama. Video

tager tid og der er ofte

ventetid. Det er en god ide

5


at supplere med almindeligt

tekstarbejde undervejs

i processen.

Håndgribelighed

Enkle løsninger kan være

smukke tillige. Tidløselandet

er en æstetisk velfungerendeminiatureverden.

Vi har bygget den

op, men målet er ikke at

opfinde verden påny,

tværtom. Vi søger det

kendte og håndgribelige

på flere niveauer.

På det praktiske plan

kan deltagerne være med

til at udbygge, rekonstruere

og indrette landskabet.

Her er tilegnelsen eller

måske snarere følelsen af

tilhør vigtig. De praktiske

gøremål, som beskrives

nærmere senere, er tilbøjelige

at udvikle sig til

tidsslugere. Det betyder, at

man skal holde sig de fag-

Gårdens nye beboere indretter

sig med brændebuk og -stativ.

6

lige elementer i et givent

forløb for øje og sørge for

at disponere tiden rigtigt i

forhold til de mål deltagerne

sætter sig.

Når ejerskabet er etableret,

skal der gang i fortællingen.

Også her tager

vi afsæt i det kendte og

forudsigelige. Historien

begynder som en hverdagsscene

i historiens

realtid. Personerne agerer

fornuftigt i en (tilsyneladende)

forudsigelig orden.

Dialog, fantasi og

fortælling

Der er nok at snakke om,

når hverdagen i historien

skal fungere. Personernes

replikker er forudsigelige

og fungerer i hverdagssituationen.

Egentlig dialog er

der som udgangspunkt

ikke tale om – snarere justeringer

af en iøvrigt

monologisk tekst.

Fremtiden tegner sig som

en fremskrivning af

teksten. Mureren murer,


vognmanden kører lastbil

og præsten passer sin

kirke.

Det er et godt sted at

lægge ud, for der er

mange praktiske ting, der

skal fungere mens fortællingen

tager form.

Samarbejdet skal køre på

skinner.

Fantasi kommer som

bekendt ikke af ingenting.

Det kan måske beskrives

som en evne til at kombinere

kendte størrelser på

nye måder, når der er

behov for det. En ide er

god, hvis den hjælper os

til at skrive os ind i en ny

tid. På samme måde i historien.

Det er ikke det

vildtvoksende og rablende

vi søger. En fortælling

rummer sin egen logik.

Det er i det lys fantasien

og såmænd også det fantastiske

skal ses. En fælles

forforståelse giver alle,

også gruppens svage deltagere

en mulighed for at

Bagerens bybud leverer brød

til borgmesteren. Kammeraterne

hjælper. Der skal tjenes

penge til en motor.

bidrage til at forme teksten.

Hvis holdet gå godt i

spænd og har greb om

arbejdet er der mulighed

for at gå videre med at

udvikle figurerne og deres

samspil i fortællingen. Fra

den monologiske tekst

kan man tage små skridt i

retning af en dialog, hvor

de enkelte deltagere har

en selvstændig rolle i en

mere uforudsigelig fortælling.

Men vi begynder,

hvor det hele er konkret,

forudsigeligt og overskueligt.

Mål, handleplan og tidsforbrug

Der ligger mange pædagogiske

gevinster i opbygningen

af landskabet. Men

tidsrammen har det med

7


Tidløsemodellen

åbner mange muligheder,

men den

fordrer også en

gennemtænkt

strukturering af

læringsforløbet.

En elev fra 5. klasse skriver

den handlingsgang gruppen

har aftalt ned. Lejlighedvis

skrives replikker, men ofte

bliver de digtet i situationen.

Man følger handlingsgangen

og spørger: Hvem

skal være med i den her

scene? Hvad skal der ske,

og hvad skal der siges?

Hvordan skal kameragangen

være?

8

at skride. Det praktiske

arbejde med udformning

og indretning fører til at

deltageren føler ejerskab

for projektet – det er godt.

Men hav de overordnede

mål for øje og sørg for at

de praktiske gøremål retter

sig ind efter det. Min

erfaring er, at de bedste

forløb opnås, når det

praktiske arbejde er overkommeligt,

også tidsmæssigt.

Man kan med fordel

benytte sig af, at landskabet

kan opbygges i modu-

ler. Et enkelt eller nogle få

moduler gør det muligt at

komme i gang. Der kan så

føjes nye moduler til når

tid og energi tillader det.

Begrænsninger i byggeprocessen

giver overskud

til fortællearbejdet, hvad

enten brug af digitale

medier, skrivning, drama

eller mundtlig formidling

er det centrale anliggende.

Tidløsemodellen åbner

mange muligheder, men

den fordrer også en gennemtænkt

strukturering af

læringsforløbet.


Landskabets etablering

en vejledning

Lokalet

Plads er en god ting, men

har man ikke nok, må

man bruge det der er til

rådighed. Det vigtigste er,

at nogle elementer kan

spille sammen:

– Plads til landskabet. Det

kan laves i moduler og

tid og pladsforhold

afgør hvor store og

hvor mange.

– Arbejdsborde som må

bruges til lidt af hvert.

– Værktøj og materialer

(se materialeliste), reol

eller skabsplads

– Computere med relevante

programmer,

heraf en til digital

videoredigering

Papmachéarbejde. Landskabet

er blevet flyttet til et flytbart

rullebord.

– Digitalfoto og camcorder

(fx miniDV).

– Adgang til fjernsyn og

videobåndoptager (evt.

DVD eller video-cd

brænder)

– Plads til 6-14 elever

med lærer eller kombineret

rum med plads til

større grupper.

Grundplader og bord

Der kan laves meget godt

arbejde på en begrænset

plads. Jeg har i anden

sammenhæng moret mig

med at konstruere »Hollywood

in a box«, en kasse

hvor låg og bund udgjorde

scenegulv og de fire aftagelige

sider baggrund. Den

lukkede kasse fylder ikke

meget (fx 80 x 60 x 60

cm). Har man pladsen kan

man med fordel konstruere

grundplader à 120 x

9


Det lønnner sig at være systematisk,

når grundpladerne

bygges. Bolt med vingeskrue

bruges dels til hurtig fastspænding

af baggrundsplade

og dels til samling af grundplader.

10

120 cm – af 6 mm møbelplade.

Pladen understøttes

af en 15 cm høj 21 mm

finerramme. Der kan med

fordel sættes en ekstra

understøttelse under pladens

midte.

Der bores huller til bolt

(50 x 8 mm) og vingeskrue.

Hullerne placeres

nøjagtigt med centrum 20

cm fra rammens hjørne,

og 4,5 cm fra rammens

overkant. Når rammen er

klargjort skres pladen fast

med spånskruer eller lignende.

Skruehovederne

skal forsænkes i den hårde

plade.

Baggrund

Baggrundsplader laves i

mål 60 x 120 cm, evt

enkelte baggrundsplader

som er 80 cm høje, hvis

man ønsker ekstra muligheder

for frøperspektivfoto

etc. Også her bruges 6

mm møbelplade. Der

bores to 8 mm huller pla-


ceret med centrum 3,5 cm

fra pladens underkant og

20 cm fra pladens ender.

Der saves en slidse fri fra

underkant til borehul.

Reglen er, at jo mere nøjagtigt

målene holdes, des

bedre fungerer baggrundspladerne

som kulisser

under optagelser og fotografering.

I praksis gør de

skråt afsavede slidser det

muligt at kompensere fra

nogle millimeters unøjagtigheder

i konstruktionen.

Overflader

Jordsmonnet formes af

papmaché. Hvor der skal

være bakker, kløfter, bjerge

etc. understøttes overfladelaget

af andre materialer

– pap, hønsenet, flamingo

etc. En sø kan etableres,

hvis der skæres hul i

en bundplade. Hullet kan

udformes, så det passer til

en opvaskebalje eller et

mini-havebassin. Hvis hæ-

Fra bjerget ned mod sletten. Bemærk, hvordan stigen understreger

højdeforskellen. Der er en skakt ned i bjerget ...

vede eller sænkede landskabselementer

strækker

sig over flere grundplader,

må man holde sig for øje,

hvordan det skal håndteres,

hvis grundpladerne

skal adskilles.

Limfarve giver en god

naturlig overflade og kan

bruges til såvel baggrundsplader,

landskab som

bygninger. Skal det hele

have en omgang er det en

god idé at bruge en billig

loftshvid iblandet farvepulver

som grundmaling.

Baggrundspladerne

males neutralt og ensartet.

En horisontlinje med variende

højde kan illustrere

højdeforskelle i landskabet.

I så fald er det praktisk

at lade linjen slutte i

en bestemt højde i bag-

11


Tv. Den fallerede reklamechef

har fældet et træ. så vejen

ikke er passabel. Det giver

ham ro til at gemme udbyttet

fra et bankrøveri i en mineskakt.

Th. De gode borgere graver et

skattekort ned i et hul i en

bakke. Røverne ser det, men

det var også meningen ...

12

grundspladens sider, så

pladerne kan benyttes i

vilkårlig rækkefølge. Sørg

for variation i farven og

mal alle baggrundsplader i

én arbejdsgang. Det er

utrolig svært at ramme en

given farveholdning igen.

Højdeforskelle og veje

Det er lettest at arbejde

med store flade arealer. De

kan klargøres ved at lime

et par lag avis på grundpladen

med tapetklister

siden male med limfarve.

Når der laves hævede

landskabsdele er det en

god idé at tænke dem som

elementer der danner baggrund

eller mellemgrund

i et billede. Gode landskabselementer

er kløften,

hulvejen, bakken, bjerget,

det hævede plateau til kirken

... Landskabet skal

bruges til mange forskelligartede

historier og hvert

spor i landskabet gives betydning

undervejs. Et hul i


en bakke kan være indgangen

til troldens hule,

det sted hvor skatten er

begravet eller måske en

arkæologisk udgravning.

Vejen, korsvejen, der

hvor vejen deler indgår

som betydningsfulde elementer

historier. Landskabet

må også gerne byde

på steder, hvor det er

svært at passere. En vej,

der går ind i en mørk

skov, en slugt eller en flod

giver god anledning til at

etablere møder mellem

mennesker eller tærskelscener,

hvor tingene spidses

til, hvorefter det kendtes

grænser overskrides

under farefulde omstændigheder.

Vand

Der er noget dragende ved

det. I en fortællesammenhæng

åbner vand et utal

af muligheder. Indsøen er

let at etablere (se afsnittet

om overflade). Men det er

selvfølgelig sjovere, hvis

vandet løber mod havet. I

praksis klares det ved at

lave en lukket vandcirkulation,

drevet af en akvarie-

eller bassinpumpe.

Pumpen anbringes i den

laveste del af kredsløbet

(fx i en spand under bordet

eller på bunden af en

forsænket sø. Vandet skal

kunne fjernes fra anlægget,

og det kan gøre med

en bundventil eller ved

hjælp af en hævertslange.

Uanset hvilken løsning,

der anvendes, skal man

altså have en spand til

rådighed af en størrelse,

så vandet kan tømmes af i

én arbejdsgang.

Af landskabselementer

hvori vand indgår kan

nævnes et vandfald, en

bæk, en (mølle)dam, en

dæmning, en sluse, en

vandmølle, en sø og en å.

Alle elementerne kan indarbejdes

i ét og samme

landskab og derved åbnes

13


Belysning (dæmpet),

heksens stemme

(skurrende) og

soldaten (strækmarch

ét-to,

kæk...) og som

accentuering af det

dramatiske lød kattens

miav-miav.

14

for mange gode fortællesekvenser.

Vandsystemet etableres

med brug af fx haveslange

og kraftig plastfolie og

tætnes med silikone. Normalt

er almindelig dækfarve

at foretrække, men ved

vandet er acrylfarve en

bedre løsning.

Bemaling

Limfarve af en eller anden

art er allerede anbefalet.

Det kan være dyrt i maling

at holde et stort landskab

ved lige. Besparende

tiltag, som fx en spand billig

loftsmaling som tones

med tørfarve er nok værd

at overveje. Målet med

bemalingen er naturligt

udseende overflader, som

nok er varierede men ikke

i en grad så de stjæler de

billeder, de skal befordre.

Maler man med grøn til

mark og bakkedrag er det

en god idé at supplere

paletten med små mæng-

der af blå, gul, hvid, okker

og brun. Suppleringsfarverne

blandes i som separate

penselstrøg indtil der

opnås en ensartet og dog

varieret overflade.

Her som i andre dele af

arbejdet er der tale om

mesterlære. Mester er

garant for slutresultatet og

lærlingene bidrager efter

bedste evne. Nogle af

“novicerne” vil snart vise,

at de er i stand til helt

eller delvist at tage over.

Hvem bestemmer så,

hvad der er pæn og hensigtsmæssig

bemaling?

Noget entydigt svar vil

jeg ikke vove, men, hvis

den rette arbejdsiver er til

stede og stemningen er

derefter, så er der grundlag

for en rigtig god dialog

om, hvad der duer. Her

må den lyttende voksne

være klog nok til at holde

på sit, når det er vigtigt og

give køb, når der fremføres

kvalificerede argumen-


ter med rod i børnenes

egen æstetik. Håndværket

skal være i orden og derefter

handler det om i fællesskab

at komme videre

med en god proces.

Dybde, struktur og

overflade

For undertegnede, der aldrig

har modtaget undervisning

i drama og scenografi,

er Alfred Jacobsens

modelteater en stor kilde

til inspiration. Selve teatret

bestod af en kasse,

hvor overdelen kunne

tages af og fungere som

sceneåbning og underdel

med sider som scenebund.

Det hele var meget

sindrigt indrettet, så det i

opstillet tilstand var en tro

kopi af et rigtigt teater.

Dybden i scenebilledet

blev etableret ved en forgrund

(fx træer i forrest i

scenens to sider, en mellemgrund

(flere træer som

sidekulisser samt et enkelt

fritstående træ – det kunne

passende være det hule

fra Fyrtøjet). Baggrundspladen

udgjorde skovens

dybde. Papfigurerne blev

ført ind fra scenens sider

med fremføringspinde af

metal. Scenens stemning

blev understreget af klokken,

der ringede som signal

til tæppe op. Belysning

(dæmpet), heksens stemme

(skurrende) og soldaten

(strækmarch ét-to,

kæk...) og som accentuering

af det dramatiske lød

kattens miav-miav. Jeg har

vel været omkring de 7 og

fjernsynet med Leisner og

lørdagswestern trængte

sig først ind i min barndom

tre år senere. Heldigt,

at min forældre nåede at

opføre Fyrtøjet inden det

fandt sted.

Altså: forgrund, mellemgrund,

baggrund. Bevidst

arbejde med dybde i

landskabet. Dybden understreges

af struktur på

Det klassiske modelteater.

Forsiden med scenetække er

omtrent plan. når tæppet hejses

op ses scenen, som gives

dybde af fortæppe, forgrunds-

, mellemgrunds- og baggrundskulisser.

Et foto eller videobillede

fra Tidløselæandet bygges op

på samme måde. Landskabet

er en scene.

15


Forgrund, mellemgrund og

baggrund. Husene er placeret

så dybdevirkningen optimeres.

16

overfladen i form af grus,

bladrester, en brændebuk

eller hvad der nu er passende

for den scene, der

skal filmes. Modelteatrets

sceneåbning kan sammenlignes

med videokameraets

billedfelt. Det kan meget

anbefales at benyttet

videokamera og monitor

allerede mens landskabet

etableres. Der skal tænkes

og sanses når landskabs-

Materialeliste – landskabsetablering

– 6 mm møbelplade (MDF-plade)

– 21 mm bygningsfiner

– sav (fukssvans)

– 30 og 60 mm spånskruer med tilhørende bits og

bor.

– 8 mm bor (skrueforsænkning og huller til bolte)

– 8 x 50 mm bolte med spændskiver og vingeskruer

– pumpe, balje, spand og slange

– avispapir

– tapetklister

– flamingo og pap mm. til udfyldning under hævede

landskabsdele

elementerne anbringes.

Det, at baggrundspladerne

kan flyttes, tillader filmog

fotooptagelse fra alle

verdenshjørner. Afgrænsningen

af scenen foretages

i situationen. Det lægger

op til en løbende dialog

om, hvordan et godt billede

tilrettelægges og filmes.

En detalje: Da vi så

Fyrtøjet, var vi anbragt så

øjenhøje var lige under

scenekanten. Det var med

til at opretholde illusionen,

da vi ikke kunne se

de flade fremføringsstænger,

som blev brugt til at

styre papfigurernes bevægelser

på scenen.

En forhøjning langs en

vejkant, en kantsten ved et

fortov eller andre små

niveauforskelle giver tilsvarende

muligheder for

figurbevægelse i Tidløselandet.


Bygninger

Målestoksforhold og

perspektivsnyd

Figurerne kan med fordel

dannes i størrelsesforhold

1:12. Det giver børnefigurer

op til 11-12 cm og

voksne på max 15 cm.

Figurerne skal endelig

ikke være for høje, det

giver for mange problemer

i forhold til størrelsen

på bygninger, køretøjer

etc.

Målestoksforholdet kan

meget vel bruges til genstande,

som relateres direkte

til figurerne. Personlige

redskaber som sav,

kniv, våben, vasketøj,

spande mv. Reglen er, at jo

mindre kropsnær en genstand

er, desto mere formindskesstørrelsesforholdet

af den simple grund,

at landskabet ellers ikke

vil kunne rumme de elementer,

man ønsker. Af

samme grund foregår

størsteparten af en historie

udendørs. Det betyder

fortælleteknisk set, at det

fælles rum prioriteres på

bekostning af det mere private.

Tabet er til at bære.

Vil man fortælle indedørs,

inde i hulen eller

måske i kirken må der

laves kulisser til de scenerne.

Det er en logisk

konsekvens for den voksne

instruktør, men måske

ikke helt så indlysende for

børn. Arbejdes der med

kulisser eller større modelhuse

kan 1:12 målestoksforholdetgennemføres

mere konsekvent. Heri

ligger iøvrig mange gode

måle- og beregningsopgaver.

1:12 er iøvrigt også et

standardmålestoksforhold

for modelforretninger, der

forhandler alt, hvad hjertet

måtte begære af inventar,

vinduesindfatninger og

husgeråd. Men det er dyrt,

og kan komme til at stikke

for meget af fra et iøvrigt

hjemmelavet modellandskab.

Grundhus

Brug træpap eller bogbinderpap

i 2-3 mm tykkelse.

Sørg for ordentligt pap.

Papkasser og deslige kan i

princippet bruges, men

resultatet bliver derefter.

Der kan evt. bruges

møbelplade (MDF) til

gulve og andre forstærkninger.

Hjørner kan forstærkes

med et lille trekantet stykke

pap. Større trekanter

bruges til aftivning under

tag (i stedet for spær).

En god størrelse på et

grundhus er længde 25

cm, bredde 17 cm, højde

15 cm (gavlhøjde 23,5 cm

hvis der er 45° taghældning.

Der lave udhæng på

det aftagelige tag. Døren

skæres ud, så der er 0,5

cm fodtrin og 1,5 cm

overkant. Der kan spares

17


en del arbejde med hængsler

etc. ved at lade være

at skære hængselsiden af

døre og vinduer helt igennem.

Snit hængselsiden

fra bagsiden uden at skære

helt igennem og buk

mod en fast kant. Lav elementer

som giver dybde

og skyggevirkning i det

omfang, der er overskud

til det. Det kan være vindueskarm,

dørtrin, træinddækning

på taget, skorsten,

espalier... Bygningselementer

som er med til

at danne gode, detaljerige

billeder. Overhead-transparenter

er glimrende til

vinduesglas. To grundhuse

kan blive til en gård med

beboelse og stald. Et forkortet

grundhus kan blive

element i en række arbejderboliger/

rækkehuse.

Rækkens længde afgøres

af aktuelt boligbehov efter

formlen »en, to, mange...«.

18

Byhus

Byhuset i 2 etager kan

være 32 cm langt, stuetagen

15 cm i højden og førstesalen

12. Husets dybde

19 cm. Bygningerne skal

begrænses mest muligt i

størrelse. For store bygninger

er svære at indpasse

i landskabet. Byhuset

kan med fordel bygges

som et provinsbyhus fra

århundredskiftet. Huset

passes ind i en bygade.

Det er en opgave i sig selv,

at lave en funktionel by

med så få elementer som

muligt. Det kan være nyttigt

at tænke i »fødekæder«

eller relationer om

man vil. Bondegården

leverer korn til møllen,

hvorfra der leveres mel til

bageriet. Bageren leverer

byens brød. Maskinfabrikken

sørger for den fornødne

teknik, med hjælp til

installation og vedligehol-


delse (håndværkere).

Vognmanden klarer diverse

transportopgaver i den

forbindelse. Det må være

en løbende diskussion,

hvorvidt der skal indføres

egentlig pengeøkonomi i

fortællingen. En bank er i

alle tilfælde på plads og

måske et lille supermarked.

Dertil kommer nødvendig

regulering i form af

en betjent, et rådhus og

en kirke. Nå ja, et bibliotek

skulle der gerne være

plads til også, et lille mekanikerværksted

og ...

Der kan hurtigt blive

tale om mange funktioner.

Så må man være lidt rationel

med pladsen og lade

bygningerne danne ramme

om forskellige funktioner.

Rådhuset er byens

servicecenter med plads

til retslokale og kontor.

Arresten udgøres måske af

en lille (flytbar) tilbygning

med tremmer for dør og

vindue. Biblioket kan ind-

rettes på førstesalen i et

byhus. Det er vigtigt, at

der også er nogle neutrale

huse til bolig og skiftende

småerhverv.

Erhvervsbygninger og

andre specielle huse

Ovenfor er der nævnt en

del forskellige funktioner

og tilhørende bygninger. I

det følgende kan vi koncentrere

os om maskinfabrikken

og kirken.

Maskinfabrikken placeres i

et åbent erhvervsområde i

byens udkant. Til fabrikken

hører et areal til lagerplads,

større konstruktioner,

løfte- og transportopgaver.

I tilknytning hertil

evt. et el-værk, som kan

udstyres med en transformator,

der leverer strøm til

byen.

I Tidløse har vi haft megen

glæde af en fabriksbygning

29 x 36 cm i

19


grundplan. Bygningen er

udstyret med klassisk port

og tilsvarende vinduer.

Der er ét rum i bygningen

og bagvæggen kan tages

af, så der kan fotograferes

i fabrikslokalet. Det forholdsvis

store lokale og

den tilhørende udenomsplads

gør fabriksarealet

velegnet til mange projekter.

Kranbygning, biler og

maskiner, lego-robotter

men også væsensforskellige

tiltag som fx en rock-

20

koncert, afsendelse af en

raket til Mars, arbejde med

fliselægning og hegn

omkring pladsen.

Kirken er en traditionel

dansk landsbykirke.

Grundplanen måler 18 x

32 cm og væghøjden 17

cm. Taghældning er som

sædvanlig 45° og murhøjeden

øges af takkede

gavle. Tårnets grundplan

måler 12 x 12cm og højden

er 37 cm + gavlspids.

I Tidløse har kirken indgang

gennem det aftagelige

tårn. Mellem tårn og

kirke er der en stor åbning,

så der ad den vej

kan fotograferes ind i kirken.

Et aftageligt våbenhus

på siden af kirkeskibet

vil sikkert også være

en god mulighed, men det

øger pladsforbruget. Rundt

om kirken kan der arbejdes

med stendige, kirkegård,

kirkelåge og hvad

der ellers hører sig til. Kirken

anbringes på en flad

forhøjning, gerne i tilknytning

til byens torv.

Kirken giver karakter til

hele bymiljøet. I fortællesammenhæng

kan den

benyttes som en traditionel

del af fortællingen.

Bor der muslimer i byen

kan det give anledning til

brydninger i billedet og

dermed nye vinkler på

historien. Vil man gå tæt

på handlinger inde i kirken,

er det nok en god idé


at fremstille en kulisse i

tillempet målestok 1:12 til

formålet.

Der kan laves et flot

tegltag af farvede gipstagsten

(laves i speciel gummiform).

Noget tilsvarende

kan sikker laves af brændt

ler. Begge dele tager TID

så det er for dem, der har

tid nok.

Interiør og kulisser

Figurerne er lavet i en

størrelse, der nærmer sig

1:12. Målestoksforholdet

er også et standardmål for

dukker. I specialbutikker

findes et stort sortiment af

møbler, redskaber og husgeråd.

Det er dyrt men

absolut brugbart. Blot skal

man holde sig for øje, at

der også ligger et stilbrud i

at indføre virkelighedstro

købegenstande i et overvejende

selvllavet miljø.

I gør-det-selv afdelingen

er reglen, at jo mere kropsnær

en genstand er, desto

mere må størrelsen nærme

sig korrekt mål. En

stol skal passe i størrelsen.

Et bord skal passe i højden,

men der kan spares

på bordpladestørrelsen.

Reoler og bøger er også

med til at give rummet

dybde og karakter.

Det er spændende for

21


mange at indrette de små

huse. Indendørs optagelser

kræver kulisser. En

kulisse til en stue kunne

være to vægge, et gulv og

en sofagruppe med fjernsyn.

Døråbningen bliver

så korrespondancepunktet

mellem modelbyen (udendørs)

og den mere private

indendørsscene.

Til mindre husgeråd og

værktøj er modellermasse

(fx Cernit eller Fimo) glimrende,

evt suppleret med

dele af metal eller træ.

Modellermassen brændes

22

i alm. bageovn v. lav temperatur,

100°-130°, følg

brugsanvisning fra leverandøren.

Bemaling

Brug almindelig dækfarve/limfarve,

ikke acrylmaling.

Dækfarven er behagelig

at arbejde med og så

kan den vaskes af tøjet,

når uheldet er ude. Den

giver en god overflade fri

for uheldige reflekser fra

lamper og vinduer. Mange

gange bruges farven ufortyndet,

men transparente

vandfortyndede farver kan

med held bruges, hvor

struktur fra underlaget

skal skinne igennem.

Materialeliste – bygnínger

– træpap

– bogbinderpap

– 6mm møbelplade til gulv og afstivninger

– limpistoler og limpatroner (store, 11 mm)

– dækfarve/limfarve

– overhead transparenter (til vinduesglas)

– store hobbyknive med gummigreb og skæreunderlag

(min. A3-størrelse)

– skærelinealer med gummi på underside


Figurer

Skelettet

Et holdbart og alligevel

bevægeligt skelet laves af

elefanttråd (en slags ståltråd).

To ca. 40 cm lange

stænger lægges langs hinanden

over en lillefinger.

Med den anden hånds

pege- og tommmelfinger

bøjes de ned om lillefingeren

til de krydser hinanden.

Fingeren tages ud og

der fattes fast om “hovedet”

med tommel- og

pegefinger. De to ender

vrides til hals. Den øverste

ståltråd i hhv højre og

venstre side bukkes op til

vandret og de øvrige vrides

videre til “ryggen” har

en passende længde.

Derefter bukkes i leddene

til skulder, albue og håndled

foroven og hofteskål,

knæ og fodled forneden.

Hænder og fødder afsluttes

med en godt 180° run-

ding så ståltråden ligger

dobbelt ved håndled og

hæl. Foden skal være lidt

stor, så der er en god støtteflade.

Støttefladen

minder nærmest om en

lille, smal snesko. Hånden

er mindre. Den minder

om en lille luffe, uden

tommelfinger. Her klippes

den overskydende del af

ståltråden af med en bidetang.

Skelettet skal nu

kunne stå sikkert på en

flade. Fødderne skal være

i plan med underlaget fra

tåspids til hæl.

Når man har lært at lave

menneskeskelet, vil det

ikke være vanskeligt at gå

videre med skeletter til

dyr og andre væsener.

Ansigt

De kropsdele, der er synlige

ved almindelig påklædning,

laves af modellermasse.

Brug om muligt

hudfarvet modellermasse

(laksefarvet eller brun).

23


Start med ansigt og hals

(som en buste). Form en

kugle og masser denn

med fingrene, til den har

en passende hårdhed. Den

skal ikke være så varm, at

den bliver meget blød.

Tryk med små hurtige

fingerbevægelser på kuglens

sider, så den bliver

aflang. Tryk hals og en

smule skulder ud af den

nederste del. Pres modellermasse

ned, så der er

nok til hageparti. Arbejd

videre med små bevæ-

24

gelser til ansigtet har en

passende facon. Prik hul

til øjne og ører med en

blyant eller lignende. Øjne

og ører laves som små

kegler, der presses ind i

hullet og derefter formgives,

Prøv med små redskaber

når detaljer skal laves.

Munden åbnes med et snit

af en hobbykniv. Læberne

krænges forsigt ud og

munden åbnes evt. en

smule med ett tryk nedad

mod hagen. Næsen kan

med fordel modelleres

direkte i klumpen, men

kan også påsættes.

Ansigtsudtrykket må

gerne være markant, det

er teater det her.

Fødder

Fødderne er nogle ordentlige

plader. Tænk på klovnesko.

Lav en tyk pølse af

en passende længde. Buk

pølsen så den har facon

som en galosche. Lav et

lodret snit med en hobbykniv

bagest. Pres snittet

ind over skinnebenet og


pres/modeller derefter det

hele ned over ståltrådsfoden.

Form så det ligner

en sko (pæn sko, sportssko

træsko...). Lav evt.

mønster eller snørebånd

af tynde modellermassepølser.

Hænder

En hånd formes som en

luffe. Med en lille hobbbykniv

laves et snit så ståltrådshånden

kan stikkes

halvt ind i “luffen”. Luffen

lægges på en bordkant og

der snittes tommelfinger

og tre fingre med hobbykniven.

Luffen trykkes fast

om skelettet og fingrene

modelleres i form. Lav en

halvåben hånd, der er klar

til at gribe, vinke eller sige

goddag.

For både hals, håndled

og ankel gælder, at de skal

være så tilpas lange, at

det er let at dække med

klæder. Afslut gerne med

en lille “krave” så det er

leg et snøre eller lime tøjet

fast.

Brænding

Læs anvisninger på modellermassepakningen

nøje.

Den færdigmodellerede

figur lægges på ryggen

et stykke bagepapir og

bages 15-30 min. ved den

angivne temperatur. Lav

evt. et forsøg først. Det er

på godt jysk træls, når en

figur bukker sammen ved

for høj varme. Når brændingen

er vel overstået har

man en temmelig holdbar

figur.

Det lugter fælt når man

brænder figurerne. Sørg

for udluftning.

Kroppen

Bind en ende bomuldsgarn

om det ene skinneben.

sno om dukkens ryg

og lemmer til den har en

fast og smidig krop i en

passende tykkelse. Skal

der en ordentlig vom til er

det måske en ide at supplere

bomuldsgarnet med

25


Beregn voksentid,

når figurerne skal

laves og ekviperes.

Det er svært for de

fleste børn at lave

det hele selv og

den færdige figur

skal være præsentabel.

26

pladevat. Tøjet sidder

bedst på en god krop, så

hold ud med garnet til den

rette pondus er opnået.

Bemaling

Ro på og koncentration,

det er svært at male pænt.

Sørg for små pensler eller

brug en tændstik eller en

blyantspids dyppet i en

dråbe maling til små detaljer

som iris og pupil.

Lad den udmærkede hudfarve

stå som den er og

brug maling til sko, læber,

øjenbryn og øjne. Lim-

farve giver en god virkning,

men acryl kan overvejes,

da det ikke så let slides

af.

Hår

Bomuldsgarn er godt. Sno

garnet om to eller flere

fingre til der er hår nok.

Slut af med at sno rundt

om bundtet og bind sammen.

Klip enderne op og

lim på issen med limpistol.

Sammenbindingen

udgør skilning. Derefter

sættes håret (fletninger,

knold ...). Der bruges lim-


pistol med måde, håret må

gerne kunne vifte i vinden.

Tænk også på hårelastik,

spænder og hvad

der ellers hører til.

Til ældre mennesker

(og pelsdyr) er uld et godt

alternativ eller supplement

til bomuldsgarnet.

Beklædning

Uha, det er altså ikke skribentens

stærke side. Sørg

for at have et godt udvalg

af forskellige typer stof,

borter, bånd, små spæn-

der osv. til rådighed. En

jakke kan laves, så den

kan tages af og på, men

ellers arrangeres tøjet

direkte på dukkens krop.

Et simpelt ponchomønster

kan tillempes, så det kan

bruges til bluse, trøje, frakke

og jakke. En blød, tætsiddende

bluse på en figur

giver mulighed for at supplere

med en frakke, et

sjal eller andet til lejligheden.

Kjoler kan laves som

slå om nederdel.

Materialeliste – figurer

– Modellermasse ((Fimo, Cernit eller ...)

– Elefanttråd til skelet

– Bomuldsgarn til hår og krop

– Uld (mohairgarn ...)

– Stofrester, borter, bånd, småting til smykker,

spænder etc.

– Limpistoler og lim

– Små synåle, tråd

– Adgang til en almindelig bageovn (udluftning!)

En meget let måde at

lave bukser på er at klippe

en slå-om nederdel op fra

neden både på forsiden og

bagsiden og derefter lime

buksebenene sammen

indersiden af figurens

ben.

Indrømmet: det kan gøres

mere kunstfærdigt,

men der kan altså opnås

gode resultater med små

midler. Beregn voksentid,

når figurerne skal laves og

ekviperes. Det er svært for

de fleste børn at lave det

hele selv og den færdige

figur skal være præsentabel.

Man kan med fordel

involvere fingernemme

forældre eller lave et tværfagligt

forløb med inddragelse

af håndarbejdsteknikker.

27


Selve det at planlægge

og realisere

bevægelsen giver

stof til mange gode

forløb. Ikke nok

med det: man kan

med fordel koble

baglæns i processen

og stille

spørgsmålet:

Hvilket narrativt

forløb kan give en

given flytning mening?

28

Redskaber og maskiner

Flytninger i landskabet

Det er let at illustrere historier

med digitalfotos fra

Tidløselandet. Landskabet

egner sig også fortrinligt

som modelstudie når der

skal laves film. Rigtig animationsfilm

tager alt for

lang tid i undervisningssammenhæng.

Til gengæld

findes der tillempede

former, som giver ganske

seværdige resultater på

kortere tid. Hvad enten

man arbejder med den

hurtigste metode – klip-ikamerafilm

– eller redigerede

filmoptagelser er

resultatet en art illustreret

hørespil, hvor kamerabevægelserne,

lydsiden og

det at resultatatet vises på

skærm eller lærred udgør

forskellen fra den illustrerede

historie. Resultatet

kan imidlertid forbedres

betydeligt, og med god

pædagogisk gevinst, ved at

arbejde bevidst med

bevægelser i landskabet.

Gevinsten opnås ikke

blot ved at arbejde med

den ti ming der er nødvendig,

når dialog og kameraføring

skal koordineres

med en bevægelse i

landskabet. Selve det at

planlægge og realisere

bevægelsen giver stof til

mange gode forløb. Ikke

nok med det: man kan

med fordel koble baglæns

i processen og stille

spørgsmålet: Hvilket narrativt

forløb kan give en

given flytning mening?

Det lyder måske kryptisk,

men prøv at tænke

nogle af følgende bevægelser

ind i narrative forløb:

– to biler kører med

omtrent samme hastighed

gennem en forstad


en kran løfter en kirkeklokke

60 cm fra underlaget,

svinger 45° og

sænker den derpå 10

cm.

– vand pumpes gennem

en slange 50 cm opad,

hvorpå det løber ned

igen

en lille motor åbner en

port

en sten triller ned ad en

skråning

en spand vand hentes

op af en brønd og tømmes

ud i et vandingstrug

– to modelfigurer fastgøres

til hver sin lange,

flade pind med lærerens

tyggegummi. Figurerne

mødes på landevejen

...

Eksemplerne muliggør

mange forløb. Nogle af

dem refererer til fortælleteknik,

andre til mekanik

eller teknologihistorie. De

to biler er en klassiske bil-

Borgmesteren og betjent Pedersen passerer hinanden. På

grund af den lave bakke i forgrunden kan man ikke se fremføringsstængerne.

Figurerne kan bruges til rigtig animation

med det tager alt for lang tid, når der skal fortælles for alvor.

scene. Der kan være tale

om en flugt/forfølgelse

eller der er tale om et

væddeløb à la Bjergkøping

Grand Prix.

Konstruktionen af bilerne

er et kapitel for sig.

Scenen med kranen og

kirkeklokken kan tillægges

et kirkehistorisk perspektiv

og løsningen kunne

være en konstruktionsop-

gave med robotprogrammering

(Robolab).

Det sidste eksempel

med figurerne antyder en

af de mange muligheder

der trods alt er for at arbejde

med figurbevægelser

i det statiske modellandskab.

Læg ideen ud,

der kommmer sikkert

mange spændende løsningsforslag!

29


Energi

Noget af det, der er interessant

ved at introducere

modelarbejde er, at samme

problemstilling kommer

til at figurere på forskellge,

korresponderende

planer. Dertil kommer, at

såvel korrepondancen

mellem planerne som planerne

selv spejles i det

digitale spejl vi opbygger

sideløbende med arbejdet

med landskabet. Med det

digitale spejl mener jeg

film, fortællinger og andet

materiale, som lagres,

bearbejdes og formidles

med brug af computere

med tilhørende udstyr.

I den bygning, som

udgør rammen om arbejdet

med Tidløselandskabet,

tænder og slukker

lyset automatisk. Der er

følere til vind og vejr, udluftningsvinduer

åbner og

lukker stryret af automatik.

Tyverialarmen sorterer

ubudne gæster fra os, der

30

Mars-filmen starter med skumringsbelysning og lys i husene.

Forud gik et støre arbejde med el for et par teknik-drenge.

er indbudt. Der er med

andre ord al mulig grund

til at etablere situationer,

hvor selvfølgeligheden

sættes ud af drift.

Heldigvis kan lokalet

mørklægges. Så får Hansens

i Kirkestræde brug

for lys i deres hus og en

række spørgsmål skal besvares.

Hvordan får vi

strøm. Hvad med spæn-

dingsforskel og strømstyrke.

Skal lamperne være

parallel- eller serieforbundne.

Vi har skaffet et par

transformatorer så der kan

etableres elværk og strømforsyning

i byen. Alt efter

opgavens art arbejder vi

med 6, 9 eller 12 V jævnstrøm.

Kabler trækkes fra

elværket (transformatoren)


til huse eller andre steder,

hvor der er brug for el-tilslutning.

Endnu er der

ingen, der har forsøgt sig

med luftledninger.

I fortælleplanet får Hansens

lys og vi kan se det

på film og foto. Det ser

flot ud, når lokalet er

mørklagt. Det giver anledning

til at arbejde med

spørgsmål i relation til

energi og strømforsyning i

N/T. El-museet i Tange (det

gamle Tangeværk) har

undervisningsforløb, rundvisning

og forsøg at byde

på. Tangeværkets udstilling

giver et indblik i den

teknologiske Danmarkshistorie

fra vind- og vandkraft

til atomenergi og solfangere.

Muligheden for at arbejde

med vandkraft er

allerede omtalt. Med en

nogenlunde kraftig blæser

er der mulighed for at arbejde

med vindkraft (Lego

leverer undervisningssæt

med solfangere, kondensatorer

og vindmøller). Vi

har ikke prøvet det endnu,

men det kommer, når vi

“falder over” en passende

blæser.

Den teknologiske løsning

fra N/T timen kan

passende gøres til et centralt

element i en fortælling.

Førhen var historieundervisning

historien om

nationen, kongemagten og

ideerne. Efterhånden blev

undervisningen perspektiveret

i retning af social

forståelse og betydningen

af økonomi. Ved at arbejde

konkret med energiforsyning

får vi en god anledning

til også at indbygge

egentlig teknologihistorie

i forståelsesrammen.

Fortællingen om møllen

er også et element i historieundervisningen.

LEGO er stål og teknik

Påstanden er måske svær

at kapere for dem, som

tror Lego er lavet af plast.

Men de tekniske grene af

Lego-konceptet er om

noget det legetøj, der forsøger

at tage arven op

efter mekanik-legetøj som

Tekno. Det har derfor været

et naturligt valg, at

lade Lego indgå i et iøvrigt

“blødt” landskab som repræsentant

for de mere

tekniske sider af tilværelsen.

Valget af Lego får en

betydning både for arbejdet

i landskabet og for måden

at arbejde med Lego

på. Brugen af motorer og

bevægelige mekaniske

dele tilfører film og fortællinger

bevægelse og liv.

Den teknologiske løsning

på et problem bliover en

del af fortællingernes

drive. Konstruktion af hejseværk

kan bruges til at

lære om taljer trisser,

tandhjul, gearing og meget

mere. Laver man en mineskakt

i landskabet er der

31


Landskabets funktion

som modelstudienødvendiggør,

at man er tro

mod den illusion,

der søges skabt. En

bil skal inden for

illusionens ramme

virke troværdig

som bil.

32

pludselig stof til at se betydningen

af hejseværket i

et teknologihistorisk perspektiv.

Forståelsen af hejseværkets

betydning kan

kombineres med et dramatisk

forløb:

– Der er oversvømmelse i

en nærliggende bæk og

vandet stiger faretruende

i minegangene ...

– Uhyret vil æde skønjomfruen,

hvis ikke det

får udleveret guldet i

minen ...

Det stiller nogle ekstra

krav til Lego-konstruktionerne,

at de skal indgå i

fortællinger. Ser man på

de oplæg der følger med

Lego-dacto (teknik-Lego)

er der mange gode ideer

til konstruktion og mekanisk

funktionalitet. Til

gengæld er der behov for

at tilpasse størrelsesforholdene

til landskabet.

Landskabets funktion

som modelstudie nødvendiggør,

at man er tro mod

den illusion, der søges

skabt. En bil skal inden for

illusionens ramme virke

troværdig som bil. Det er

fristende at bygge en

bilattrap uden rigtige forhjul.

Den er funktionel,

hurtig at bygge og har

man Robolab til rådighed

kan den også programmeres.

Desværre ligner den

ikke en bil og den lette

løsning må derfor forkastes.

Vores løsning på det

problem har ofte været, at

have mere eller mindre

færdigbyggede Legomodeller

stående klar til

brug. Modellerne har iøvrigt

inspireret mange elever

til selv at bygge noget

tilsvarende. Det har så

givet anledning til videreudvikling

og diskussion af

principperne for konstruktion.

Kravet til en god Legokonstruktion

er, at den er


funktionel samtidig med,

at den fungerer æstetisk.

Ud over tilpasning med

hensyn til størrelse og

udseende fører det også til

overvejelser over, hvilke

muligheder der ligger i at

kombinere Lego med de

materialer landskab og

figurer er lavet af.

Materialekombinationer

Det oprindelige Lego-element

var en klods med to

kontaktflader. Hvis klod-

sen fæstnes på et andet

materiale kan Lego-funktionaliteten

lægges til

dette materiales øvrige

egenskaber.

Bygningerne i Tidløse er i

hovedsagen bygget af pap.

Benyttes ovenstående

princip kan paphuset bruges

i stedet for et Legohus.

På www.nilen.dk findes et

grydeklart undervisningsforløb

om “Det intelligente

hus”. Til forløbet bruges

Trækvognen her er et eksempel

på materialekombination,

hvor farvet bogbinderpap

illustrerer malet træ og Lego

illustrerer trækvognens

mekaniske dele.

Robolab og en tillægskasse

som også hedder “Det

intelligente hus”. Se også

Mikroværkstedets hjemmeside

www.mikrov.dk.

Figurerne i Tidløse kan stå

selv. Jeg har endnu ikke

prøvet det, men det er

fristende at anbringe en

lille flad kontaktklods i en

fod og evt. i en hånd. Det

vil give mange muligheder

for at anbringe og bevæge

figurer. Sidder kontaktklodsen

i en håndflade,

kan figuren let holde redskaber

med en tilsvarende

kontaktflade.

Redskaber kan også fremstille

med kombinerede

materialer. Til filmen

33


34

“Mars 2003 – Klap lige

hesten” fremstillede vi en

teleskopagtig kikkert af et

paprør. Nogle af de dimser,

der bruges i Robolab

mv. kan presses fast i

paprør og maskinpap. Så

kan akselstænger eller

andre lego-elementer fastgøres.

På samme måde

har vi lavet en trækvogn

til et bybud.

Små Lego-historier

Uha hvor skal man passe

på. Der er så mange

muligheder, men tiden går

og vi har mål og handleplaner,

der viser, hvor vi

ønsker den går hen. Og

reformpædagogik ... er det

ikke noget værre noget.

Ja! ... og nej. Arbejdet

med landskabet åbner et

væld af muligheder ikke

mindst for aktiviteter på

tværs. Det er en af de helt

store udfordringer for skolen

at lære at udnytte

sådanne muligheder på en

hensigtsmæssig måde.

Heldigvis kan man øve sig

i det små.

Enhver fortælling, stor

som lille rummer en problemstilling.

Ved hjælp af

problemløsningen skriver

vi os ind i en ønskværdig

fremtid. Et eksempel:

Tre drenge bygger en bil,

men de har ikke råd til en

motor. Den ene dreng tager

et job som bybud hos bageren,

de andre hjælper.

Drengene bringer brød ud

og får undervejs kontakt til

en fjerde kammerat samt

en maskinarbejder som

lover at hjælpe. Om fredagen

får de løn og lørdag

formiddag hjælper maskinarbejden

med at sætte

motor i bilen.

Forløbet udspringer af

drengenes ønske om at

bygge biler. De kender

ikke principper for gearing

og har også brug for


at lære, hvordan et karosseri

kan bygges op.

Historien skal (synes

læreren) formidles som

tekst og billede. Deltagere

i historien var fire småklasseelever

(drenge).

Undervejs fik de trænet

evne til dialog og samarbejde,

læsefærdighed og

mediekompetencer (foto

og layout).

En af de interessante

ting ved det lille og tem-

melig konkrete forløb er,

at det let lader sig differentiere

i forhold til såvel

svage som fagligt og socialt

meget kompetente

elever.

Læreren skrev historien

i word og opsætning i

fremvisningsprogrammet

powerpoint foregik fælles.

Dygtigere elever kunne

have skrevet historien selv,

evt. med brug af et cmssystem

som hval.dk (Con-

tent Management System).

Hval.dk (Programdatateket

i Skive) har et læringsredskab

kaldet Bogbyggeren

som gør det let at skrive

og publicere en historie

som ovenstående. Der

kræves password for at

man kan bruge Programdatatekets

redskaber.

Bogbyggeren er ret primitiv

med hensyn til layoutegenskaber,

til gengæld

skrives der direkte til

internettet.

Tidsforbruget til arbejdet

med historien var 5 x

2 lektioner, hvor hver dobbeltlektion

bød på aftaler

og planlægning, læsning,

(fælles) skrivning, Legokonstruktion

og mediearbejde.

35


Køb en motor

Det er en flot bil, men den

kan ikke køre.

Vi skal have en motor, siger

Peder.

Den er alt for dyr, siger

Christian.

Jeg kan få et job, siger Jens.

Så kan jeg tjene penge.

Det er en god ide, siger Peder.

Jeg vil hjælpe dig.

Jeg vil også hjælpe, siger

Christian.

Men hvordan får du et job?

Jeg spørger min far, siger

Jens. Min far er bager.

Jeg kan måske blive bydreng.

Ja. Så kan du tjene penge til

en motor, siger Peder og

Christian.

På arbejde

Mandag morgen går Jens på

arbejde. Peder og Christian

venter udenfor bageren.

De har en trækvogn med. Jens

kommer ud og de lægger brød

i trækvognen.

(...) Til sidst skal de hen til

Tidløse Maskinfabrik. På

36


fabrikken møder de Peter.

Han er maskin-arbejder.

Hej Peter, siger de fire venner.

Ved du, hvad vi er ved at lave?

Nej, siger Peter. Det ved jeg

ikke, Vil I fortælle det? (...)

Jens siger at de vil tjene

penge til en motor. Peter lytter.

Så siger han:

Ved I hvordan man sætter en

motor i bilen?

Nej, svarer drengene.

Men de er kommet til den

rette mand.

Kom over på fabrikken på lørdag,

så vil jeg hjælpe jer med

at sætte en motor i bilen.

(...)

Om lørdagen mødes drengene

foran Tidløse Maskinfabrik.

De næste par timer går med

at sætte motoren i bilen.

Tak for hjælpen siger de til

Peter. Så spænder Klaus trækvognen

efter bilen. Jens sætter

sig til rattet og så går

turen i fuld fart gennem Tidløse

by.

37


Fortællingen

Indledning

Pas på! Man bliver grebet af det og lader

sig rive med. Det er spændende, men det

skal også være god undervisning. Sørg

for at minimere tid til indretning af landskab,

byggeri og hvad der følger. Når der

alligevel bruges tid til de gøremål, så sørg

for at det ligger indenfor rammerne af de

opstillede mål for forløbet. Det kan gøres

ved, at der opstilles formål og mål for de

aktiviteter, der går forud for eller supplerer

arbejdet med selve fortællingen.

Begynd med hverdagen

Hverdagen er den fælles referenceramme.

De daglige gøremål giver i sig selv

mening og i de daglige gøremål etableres

naturlige relationer mellem de deltagende

personer. Hverdagen er eventyrets

HJEM-situation. Hvis tid og evt. sted konkretiseres

er det bolig, arbejde og dagsrytme

og det sociale liv, der er centrale

størrelser. Organiseringen af en hverdag

er ikke en selvfølgelighed for eleverne.

Hverdagsbilledet er Tid løselandskabets

svar på de skolehistoriske

anskuelsesbilleder. De er stadig en samtale

værd.

38

Vælg person, sted og gøremål

I praksis må man tage udgangspunkt i

det eksisterende modellandskab, med de

ændringer og tilføjelser man finder det

hensigtsmæssigt at udføre i det foreliggende

forløb. (Pas på ...).

Hver deltager vælger en figur og gør

den til sin. Figuren, som oftest er en voksen

eller evt. et handlekraftig barn, skal

have et sted at bo. Adressen føres til protokol

sammen med figurens navn og primære

gøremål. Hvis det findes hensigtsmæsssigt

kan der allerede her arbejdes

videre med personkarakteristisk. Man

kan også vægte, at lade personen udvikle

sig gennem handlingen. Hvis der er

mange deltagere i fortællingen, kræver

det fra starten styring og opdeling i grupper.

Nogle skriver, arbejder med foto og

video eller bygger, mens andre er i gang

ved landskabet.

Lille eller stor fortælling?

Afgræns mest muligt! Det er som

udgangspunkt en god tommelfingerregel.

Skal der arbejdes over længere tid er det

en god ide at lave fortællingen episodisk,

så antallet af løse ender begrænses og

hver episode har et ikke for stort antal

deltagere. Det giver mulighed for en vari-


eret gruppedannelse. Undervejs har læreren

(rollespilslederen) mulighed for at

gribe ind og dreje forløbet i nye retninger.

Lav et problem

En fortælling (eller en episode) sættes i

gang af et problem. Problemet gør det

ønskeligt eller måske endda livsnødvendigt

at bryde op fra hverdagen.

Problemet skal være af en sådan art, at

alle personer før eller siden involveres i

dets løsning. Eleverne vil ofte kunne formulere

problemstillinger som giver overraskende

og sjove historier med masser

af god løsningsaktivitet. Historien kan

godt være rammesat inden der spørges

efter problemer:

– Dyrlægen har en syg hest, som kun

kan helbredes med et mineral fra Mars

– Anjas kat er kravlet op på et tag og

kan ikke komme ned ...

– Der er tyve på spil i byen og ...

– Nina danser med en anden. Hendes

kæreste bliver frygtelig jaloux og ...

– Bondens vogn er i stykker og der kan

derfor ikke leveres korn til møllen ...

Problemet kan også introduceres som en

udefra kommende hændelse (skæbnen):

– Et skattekort som tilfældigvis findes

fortæller om en guldskat i bjergene, men

en dyb kløft skal passeres ...

– Hun blev pludselig ramt af en flaske i

hovedet og mistede hukommelsen ...

Hvad skal vi gøre ved det

Problemets omfang bliver tydeligt (optrapning

af konflikten). Der diskuteres og

gøres (fejlslagne) forsøg på løsning. Forløbet

af optrapningen kan tage to retninger:

Den ene forløber i et eventyrligt og

skæbnebestemt univers. Her præmieres

gode iboende egenskaber mens slette

karaktertræk straffes. Eventyrformen er

velkendt giver mange bud på, hvilke virkemidler,

der kan anvendes. Eventyrets

HJEM kan være et velkendt, men også

temmelig anonymt og tidsubestemt miljø.

UDE er væk det velkendte. Når man er

ude er man skæbnen i vold. En særlig

variant er robinsonaden, hvor hovedperson(erne)

på grund af en katastrofe tvinges

ud i en overlevelsesproces i mødet

med naturen. Mødet fører til ny erkendelse

og bliver et led i en dannelsesproces.

Den anden retning hælder mod hverdagsrealismen,

hvor mennesker arbejder

39


sig gennem problemerne frem mod en

reetablering af en meningsfuld hverdag.

Handlingen kan foregå i en nutidig eller

historisk kontekst. Kirken står der

endnu, naturen findes vist stadig derude,

men det er menneskers foretagsomhed i

et forudsigeligt og rationelt univers som

står centralt i fortællingen.

Genre

Landskabet kan udmærket bruges, når

der arbejdes med en bestem genre. Et

folkeeventyr af typen Per, Povl og Esben

eller elevdigtede eventyr skåret efter

samme læst vil være velegnede til arbejdet.

Her kan den forholdsvis faste form

give overskud til at koncentrere sig om

replikker, stemmeføring, foto- eller videooptagelse

etc.

40

Afslutning

Til afslutning vil jeg bringe nogle strøtanker

om genre samt noget om forholdet

mellem fortæller og figur – og dermed

også mellem lærer og elev. Jeg er blevet

opmærksom på en mere åben tilgang til

arbejdet med genre, som måske kan give

inspiration.

Den russiske litteraturforsker Bakhtin

opererede med tre hovedgenrer eller kronotoper,

som han benævner dem. De to

første er hverdagskronotopen og eventyrkronotopen.

De udgør yderpunkterne

af et kontinuum og optræder almindeligvis

i en eller anden form for blanding. De

er begge karakteriseret ved, at der let

identificerbar forfattersynsvinkel på historien.

De forskellige personer og synspunkter

i fortællingen tjener til, at forfatteren

kan få sagt det hun vil.

Når børn arbejder sammen om at

digte en historie vil det samme almindeligvis

ske. Gruppen definerer en konsensus,

som styrer historiens gang og dermed

også figurernes gøren og laden.

Konsensus i gruppen opnås med imødekommende

og inkluderende bemærkninger

som “synes du ikke også, at...”.


Har man overskud til det, kan man gå

på opdagelse i Bakhtins tredje genre som

er den dialogiske eller karnevalistiske

hovedgenre (kronotop). Den ligger som

en mulig videreudvikling, en slags overbygning

på hverdags- og eventyrkronotoperne.

Kronotopen er karakteriseret ved,

at figurernes stemmer ikke uden videre

lader sig indordne under fortællerens

synsvinkel. De har deres egne mål og virkemidler

og forbliver selvstændige stemmer

i dialog med hinanden og med forfatteren.

Begrebet kronotop er dannet af ordene

kronos som betyder tid og topos som

betyder sted. Når mennesket ved sin aktivitet

tilegner sig det omgivende rum,

dannes der tid. (Inspiration til brug af

Bakhtin har jeg fra Rigmor Kappel

Schmidt: Bakhtin og Don Quixote, Klim

2003). Til Bakhtins kronotoper hører et

antal delkronotoper, som hver for sig

optræder i hovedkronotoperne. Nogle af

de vigtigste delkronotoper er:

– Vejen. Det skal forstås konkret som

den vej, der gennemskærer rummet

(landskabet). At være på vej er at være på

vej gennem rummet. På vejen er der

større sandsynlighed for, at et møde

finder sted. Særlig stor er sandsynligheden

ved en korsvej. Vejen placerer sig

mellem mødet og flugten. Når vejen bliver

til en smal passage (hulvej, kløft) kan

mødet blive uundgåeligt. Når vejen vider

sig ud i det vidstrakte rum giver det plads

for flugten.

– Mødet. Den ene indhenter den anden,

eller to, der kommer fra hver sin side

mødes. Der er tale om et sammenfald

mellem to personers tid og sted.

– Flugten. I bevægelsen gennem rummet

gælder det om at undgå at tiden

udpeger et bestemt sted, hvor forfølger

og forfulgt kan mødes. Helten færdes

gennem et landskab han ikke har tilknytning

til. Han er defensiv og søger at

undgå problemer, ikke mindst vvil han

undgå forfølgeren.

– Tærsklen. En dørtærskel måske, i hvert

fald et sted, hvor to (modsatrettede) verdener

mødes. Dialogen på tærsklen udarter

ofte til skænderi og skandale. Uenigheden

på tærsklen er også på tærkslen til

noget andet. Personen udæskes og sætter

sig i bevægelse. Hermed nærmer vi os

også det grænseoverskridende, som er

41


etegnende fort karnevallet.

Når jeg mener vi kan hente inspiration

fra Bakhtin er det af flere grunde. At se

de forskellige typer historier som et kontinuum

mellem eventyr- og hverdagskronotop

og den dialog, som for alvor frigør

sig og udfordrer vores (elevens) forestillingsverden

som en art overbygning

42

finder jeg nyttigt. Delkronotoperne kan

gribes meget konkret an, som elementer

i fortællingen. Hvert element har sine

fortælletekniske særegenskaber. Ved at

starte i en art dagligdag og derefter gennemarbejde

et antal delkronotoper får vi

en progression i fortællingen og samtidig

en art skema for, hvad vi skal fokusere på

undervejs.


“Karnevallet er iscenesat liv uden tilskuere,

idet alle deltager som skuespillere,

eller rettere. Alle er på én gang beskuer

og beskuet. Fra Karneval og karnevalskultur,

Frederiksberg 2001. Fra en mediesynsvinkel

er indehaveren af en figur

iscenesat i kraft af den illusion, figuren

skal indgå i. Samtidig er figurindehaveren

selv med til at iscenesætte. Der er

etableres en art dobbeltblik på person og

fortælling.

Bakhtins ideal er en roman, hvor fortællerinstansen

er trådt i baggrunden og

forbliver der, så personerne kan etablere

en ægte dialog. Læreren, der arbejder

med en tidløsefortælling, kan forsøge om

han som en art rollespilsleder kan trække

sig tilbage og nyde, at personerne træder

i karakter med overraskende resultater

til følge.

Men, inden det kommer så vidt, så er

der mange konkrete eventyr og fortællinger

at arbejde med!

Elever fra 5. klasse afslutter deres film “Bolden” med et karnevalsagtigt sceneri.

Filmen er publiceret som DVD-skive sammen med “Skattekortet”, “Mars 2003 – Klap lige hesten

og “Borgmesterstolen”.

43