Forår 2010 - Vester Skerninge Friskole

v.skerninge.friskole.dk

Forår 2010 - Vester Skerninge Friskole

Skoleblad

Forår 2010, nr. 1

Lay-out:

Steffen.

Maskinmestre:

Stinne, Pia ,Peter m.fl

Næste blads

(digitale)

deadline:

11.06.2010

Indhold: Jens: Mod lysere tider side 3

Mathias: På cykel til KBH side 7

Merethe: Drømme. Et filosofi oplæg side 8

Artikel fra Weekenavisen side 14

Kristian: Hele europa samles i V.Sk side 21

Citater fra 8.kl’s praktikrapporter side 24

Marcela: Ruta Qutzal side 26

Britt: Oplevelser fra det eng. skolesystem side 27

Regitze: Mental sundhed i skolen side 30

Ivan: Lejrtur i forældrehøjde side 32

Lene K: Marokko – Veni -Vidi -Vici side 35

Anna, Clara, Jose: Sv.Å. Madsen side 41

Skånstrøm & Frostholm side 42

Adresseliste side 43

2


Mod lysere tider

Det er ikke bare lyden fra fuglene,

der signalerer det. Det er også

lyden fra børnene i skolegården.

De kvidrer på en særlig måde.

Det er ganske vist. Foråret har

langt om længe indfundet sig efter

en særlig lang og heftig vinter,

som uden tvivl vil komme til at stå

klart i de fleste børns erindring:

Det var den vinter, hvor vi stod på

skøjter på multibanen – sammen

med Gunnar og Keld. De havde

lavet banen selv! Vinteren hvor

der var kælkesne i flere måneder,

og hvor der blev bygget masser af

snemænd og -huler.

Således har en usædvanlig lang og

kold vinter også haft sine

lyspunkter: Besøget fra Irland,

Tyskland og Portugal var ikke

blot en udbytterig og skelsættende

begivenhed for

overbygningseleverne, men også

en festlig og eksotisk oplevelse for

resten af skolen.

For to uger siden vendte 9 klasse

så hjem fra eksotiske Marokko

med masser af fantastiske

oplevelser i rygsækken (Se Ivans

(Anders´s far) rejserefleksioner

3


her i bladet). Turen kunne

realiseres, takket være en

imponerende indsats fra 9. klasse

og deres forældre, som sammen

med Lene Kjær fik samlet de

nødvendige ekstra 60.000 kr. til

turen.

I teaterugerne fik vi igen lov til at

afprøve – og se hinanden i – nye

roller. Omkring 800 publikummer

overværede ”Temperatur”. Det er

hvert år en kæmpe udfordring at

få teaterprojektet til at gå op i en

højere helhed, på en måde som

giver alle en oplevelse af, at være

en uundværlig del af noget fælles

og stort, men jeg tror det lykkedes

flot igen.

Jordskælvskatastrofen på Haiti

gjorde et stort indtryk på os alle,

og på initiativ af Anton Giversen

og andre 7. klasse-elever opstod

ideen om, at lade indtægterne fra

teater-CD og -DVD gå ubeskåret

til ofrene gennem Dansk Røde

Kors. Lars Kirkegaard har lavet

meget flotte lydoptagelser af

sangene fra teaterstykket og

elever fra Rantzausminde

Efterskole har lavet de superflotte

videooptagelser. Hele sættet

sælges i disse dage for (minimum)

150,- kr. Eleverne fra 7. klasse

har forhåbninger om på den måde

at samle mindst 15.000 kr.til

jorskælvsofrene. Flot initiativ!

4


Stor tak til 2. klasses forældre for

en herlig forældrefest i Western

Skerninge! Fantastisk at opleve så

meget energi, kreativitet og

festtalent for fuld udblæsning! De

sidste år er der efter festerne

blevet snakket om, at med det

niveau var det da svært at komme

efter med en god fest, men det

lykkedes i høj grad igen! Lad os

håbe at 1. klasses forældre fik

gjort mange nyttige notater!

Når det værste mudder og vand

snart er tørret ud, vil

træplantningen fortsætte i

”Nyskoven”, så det kan være

færdiggjort inden løvspring. Her

kan man virkelig tale om at vi

sætter os spor.

På den næste arbejdsdag – den 27.

april – er der udsigt til at komme

videre med legepladsens

faciliteter. Mon dog ikke

svævebanen springer ud i en ny

udgave, og mon ikke der kommer

tag på klatretårnene og hængebro

imellem dem? Gunner og Keld er i

hvert fald godt i gang med

forberedelserne.

Kort efter påske – i uge 15 – får 7.

og 8. klasse besøg af vores venner

fra Dolny Kubin – i alt 42

slovakiske elever og 4 lærere fra

Janka Matuzka skolen, som vi

besøgte i oktober. Det bliver stort

for os alle at møde dem igen og få

5


lov til at gøre gengæld for deres

store gæstfrihed i oktober. Der er

ved at blive lagt program for deres

ophold her. I to dage skal

danskere og slovakker arbejde

sammen på skolen om et

H.C.Andersen-tema. Tak til alle

jer forældre, der giver mulighed

for privat indkvartering i to

nætter.

I uge 20 er

der

lejrskoler

for alle fra

bh. Klasse

til 6 klasse:

Bh. klasse

og 1. klasse

til Ærø

med Pia,

Sanne,

Lene C.,

Lene Skov,

Henrik og

Jens.

2. og 3. klasse til ”Lærkedal”

naturskole ved Broby med

Merethe, Lars, Sarah, Anders og

Kirsten.

4. klasse til Strynø smakkecenter

med Stinne, Karen Marie og

Nanna.

5. og 6. klasse til Allinge Sandvig

på Bornholm med Kim, Vibeke,

Thomas og Peter Lund.

I overbygningen er der

prøveforberedelse og fagdage i

uge 20.

Vi er alle enige om, at sidste års

store fælleslejrskole på

Stevninghus i Sønderjylland var

en succes på alle måder med en

perfekt ramme for store og små og

med et godt indhold.

Fælleslejrskole vil fremover blive

hvert 3. år, således at alle elever

får den oplevelse én gang i hver

afdeling. Vi håber således, at vi

kan vende

tilbage til

Stevninghus

i foråret 2012

for at bygge

videre på de

mange

fantastiske

muligheder

der.

Også på

andre måder

går skolen en

spændende

tid i møde:

Når dette læses er

generalforsamling 2010 overstået.

Her er der blevet orienteret

yderligere om de store visioner for

renovering og byggeri, og

forhåbentlig er vi nu yderligere på

vej mod at nå de flotte mål for de

gode fysiske rammer om den gode

skole. Meget mere herom senere!

Med varme forårshilsener og

ønske om god Påske til alle!

Jens Fabricius

6


På cykel til Kbh.

Jeg vågnede ved 8 tiden og

tænkte… Endelig! Dagen jeg har

ventet på. En god cykeltur. Jeg

tjekkede om alt mit grej var der.

Og så var turen mod skolen for at

møde de andre. Jeg ventede i 10

minutters tid, og så kom Jens

(vores Guide)

Senere kom Frederik og der efter

Rasmus. Og så det turen mod

København.

Det var hyggeligt og ikke hårdt.

Vi snakkede, stoppede nogle

gange og spurgte folk om klimaet.

Og det blev langsomt mere og

mere hygge, sammenhold,

venskab end projekt. Det var

sjovt at stoppe og høre folks

mening. Efter kort tid var vi nået

til Nyborg. Så skulle vi med toget

over til Sjælland. Vi skulle stoppe

og sove på en gård hvor Jens

søster og svoger boede. Fordi det

lå godt til vores rute. Og mest af

alt, fordi at det var en CO2

neutral gård. Og det var meget

hyggeligt!

Næste dag var vi så ømme i

ballerne at vi næsten ville gi’ op.

Men så tog vi os sammen og kørte

videre der fra. Næste stop!

Roskilde. Det var en barsk tur

meget modvind. Vi skulle stoppe

mange gange så Jens kunne se os

cykle ind i byer, og sådan noget.

7


Da vi endelig kom til Roskilde

stoppede vi. Mig og Rasmus

lavede lidt film mens Frederik

skulle snakke med en. I Min

optagelse spurgte jeg nogen om

hvad de mente om klimaet mens

Rasmus filmede sig selv og sagde

”klokken er 13.21 og der er rabat

på donuts”. Da vi var færdige med

at filme i Roskilde cyklede vi

videre og tænkte vi ”YES! Næste

stop. København” det var en

kedelig tur. Det regnede,

modvind, lige vej osv. Vi kørte og

kørte og kørte, men der skete bare

ingenting!... men endelig! Et

mirakel! ”12km til Stor

København” det var bare så

dejligt, så syntes Jens at vi skulle

tage en Genvej til Rasmus Farmor

hvor vi skulle overnatte. Og vi

tænkte ”god idé, jo kortere jo

bedre” men det blev ikke bedre vi

kørte rundt i København i 1-2

timer for at finde huset. Endelig

ringede Rasmus til sin bedstemor

så vi blev guidet til huset.

Mathias

Drømme – et filosofioplæg

af Merethe

Det er fredag morgen, klokken er

7.23 og jeg tjekker min facebookprofil.

Ikke fordi jeg er dybt

afhængig af dette virtuelle

fællesskab, men for tjekke om

Martin har sendt mig et par

bevingede ord jeg kan videregive

til friskolens elever i det

kommende filosofioplæg kl.

8.10..... Det har han heldigvis!

Natten til fredag kl. 2.47 – efter en

teaterkoncert på Østre Gasværk –

har han fundet tid og inspiration

til endelig at skrive til mig... og

alle jeres børn.

Ikke kun et par ord, men et langt,

inspirerende indspark om at

forfølge det vi brænder for, ønsker

og drømmer om.

Jeg har bedt Martin, min

skuespilleruddannede ven, om at

skrive om drømme/fremtidsplaner,

da han er et fantastisk eksempel

på et menneske, der har forfulgt

barnedrømmen og levet den fuldt

ud.

Det blev en dejlig morgensang og

et anderledes filosofioplæg, med

udgangspunkt i Martins indspark,

og jeg kunne fornemme på – især

vores store – elever, at de gik fra

fællesoplægget med en tro på, at

alt er muligt med den rette portion

mod, viljestykke og knofedt.

8


Efter filosofioplægget, der fandt

sted i starten af december, har

rigtig mange elever spurgt om de

ikke kunne få et kopi af Martins

”indspark” - de vil nærlæse hans

ord, få ideer til at forfølge og

udleve deres drømme.

Jeg synes ikke kun, at det er jeres

børn, der skal have mulighed for

at læse de indspirerende ord så

derfor kommer Martins

”filosofioplæg” her :

Kære inspirerede

og endnu

uinspirerende

friskoleelever,

Der findes en del

sandheder derude i

det man i daglig

tale kalder for

den stadfæstede

sandhed, livet -

men som i mange tilfælde er

et spørgsmål af

tilfældigheder der blot går

op i en højere enhed.

En af dem er, og den er

selv i ordlyden oldnordisk:

"Skomager bliv ved din

læst" eller hvad med den

her: "Flyv aldrig højere

end vingerne bærer". Lad os

for nu, indtil andet er

bevist, parkere dem i

skammekrogen og overlade

skæbnen og viljen til at

gribe chancen og nuet hos

dig og mig.

Jeg startede som ti-årig,

på mit moderlige ophavs

opfordring, med at spille

teater. Tilfældighederne

(alternativt skæbnen)

ville, at hun læste en

annonce i Fyens

Stiftstidende fra HCA

Eventyrspillene i Den

Fyenske Landsby, hvori man

søgte optrædende til den

sommerbetonede tradition at

lukke fyrre børn

og unge med krudt

i, nå ja, røven og

mod på livet ind

på en amfi-scene i

Den Fyenske

Landsby en måned i

sommerferien.

Jeg sang "Ach du

lieber Augustin"

med fuld

fistelstemme og kom

med. Det beseglede min

skæbne. Hurtigt fandt jeg

ud af, og lavede med det

man i forretningssproget

kalder en "cost/benefit"

analyse, at det at lave

teater var lig med at score

piger, drikke øl og te sig

tosset til folks store

begejstring. Det var noget

som jeg i en alder af 10

kunne forstå og som jeg

senere i livet fandt ud af

9


gav overordentlig meget

mening.

Men nå, det her skal jo

ikke være en trylleformular

på, hvordan du/I knalder ud

i flest mulige eskapader,

men der i mod agere en art

motiverende (hvilket det

ovenstående selvsagt også

kan præstere) salgstale for

at gribe nuet.

Måske du vil være cellist,

formand for et byggesjak

eller alternativt bygge din

egen raket og flyve månen

tur/retur. Netop i det

ligger den allerstørste

kraft, saft og energi.

Troen på det

tilnærmelsesvis umulige og

den indædte insisteren på

det. Og nu begynder de vise

ord at dryppe fra

undertegnede som sveden fra

en gallophest efter en dag

i maj på banen i

Klampenborg - du kommer

ingen vegne uden troen,

viljen og dine evige

insisteren efter mere og

det der er bedre.

Jeg har personligt tre

lærersætninger som i

starten af min karriere og

til stadighed guider mig

vejen til at opfylde mine

evigt voksende ambitioner

og mål for livet.

De er:

1. Undervurder ikke dig

selv - det klarer andre.

2. Fokusér på mulighederne

og ikke begrænsningerne

3. Og den næsten Gammel

Testamentelige:

God karma ud giver god

karma til alias behandl

andre som du selv ønsker at

blive behandlet.

Jeg kunne godt tænke mig at

uddybe de ovenstående

grundpiller i det der er

mig og det der betoner min

karriere og min motiverede

og formulerede retning.

10


1. Undervurder ikke dig

selv - det klarer andre.

Umiddelbart er det jo

baseret på et lamt,

negativt statement. For mig

er der dog vedhæftet en del

positive aspekter i det

ovenstående. Først og

fremmest - du er din egen

lykkes smed. Det er ikke op

til din sidemand, din

mor&far eller din rige

onkel i Amerika (okay,

måske han ville kunne gøre

en forskel), men ene og

alene op til dig selv at

blive ved med at fokusere

på, hvad du kan, og hvad du

ønsker at opnå med livet.

Dernæst er det en

påmindelse om ikke at dukke

nakken, selv ikke når man

føler at modvinden er

stærkest og troen på ens

egne talenter kan ligge på

et meget lille sted. Bliv

ved med at holde fanen højt

og kæben klar til flere

slag (uden at det dog skal

være lig knockout og

tællinger der overskrider

10).

2. Fokusér på mulighederne

og ikke begrænsningerne.

Da jeg søgte ind på

teaterskolerne i 1999 var

11


der 24 pladser til 900

ansøgere. Det er jo lig med

tæt på ikke og en halv

flækket træskos chance for

at komme ind. Nuvel, det

lykkedes så alligevel, men

det var ikke afstedkommet

af, at jeg fra starten

valgte at lave

matematikken, men i stedet

det faktum at jeg

fokuserede på, at der reelt

set var en chance for at

komme ind. Du vil tit og

ofte møde folk der hælder

vand ud af ørerne og siger

noget i retning af: Nej,

det kan aldrig lade sige

gøre" eller "skulle du nu

ikke lige vente og se".

Vedkommende lugter tit af

gammel ost, tobak og

efteråret år 1857 ud af

mund og samtlige sprækker i

huden. Gør dig selv en

tjeneste og hold dig fra

dem. Hold dig for god til

negativitet og fokuser i

stedet på det du ønsker at

opnå i den givne situation

eller med dit liv i det

hele taget.

3. God karma ud - giver god

karma tilbage.

Som nævnt tidligere kan

ovenstående sætning også

findes i det Gamle

Testamente formuleret på en

anden måde: Behandl andre

som du ønsker at blive

behandlet selv eller noget

i den dur.

Det lyder, måske ligesom de

andre nævnte sætninger, en

smule frelst og dermed mega

træls i sin enkelhed - men

tro mig - det virker!

Boomerangen vender altid

tilbage, og det er sgu'

federe hvis den giver dig

en god rygmassage end et

hårdt gok i nødden, så du

ligger og roder rundt efter

din tænder og har glemt,

hvordan du staver til dit

eget navn.

Men okay, kære

friskoleelever og seje 2010

typer, jeg er jo bare et

styk mand årgang 1980 som

har oplevet dit og dat,

lykkedes med nogle ting og

måske ikke mindst - har nok

overskydende vand i hovedet

til at kunne hælde det ud

af ørerne i en

tilnærmelsesvis

koncentreret stråle. I

behøver ikke tage mine ord

for gode vare. Find jeres

egen vej, byg din egen

raket til månen eller udkom

som årets sjakbajds på den

kommende Femern Bælt

forbindelse - det er helt

okay - så lang tid du

forfølger dine drømme og

gør det helhjertet.

12


En ting skal du dog love

dig selv. Lyt til dig selv,

tag ikke nej for et nej og

slutteligt: Tillad ikke dig

selv at fejle men tro nok

på, at du og dine drømme

kan og skal lykkes.

God arbejdslyst og god jagt

på drømmen.

De bedste hilsner -

Martin Greis : )

Martin Greis – hvem er det?

Martin blev som 19 årig, en af de

yngste nogensinde, optaget på

Statens teaterskole i 2000. I har

måske set ham i rollen som Kaj

Holgers driftige barnebarn,

Henrik, i DRs serie Krøniken.

Udover at have medvirket i denne

successerie, har han haft store

roller i film og teateropsætniger –

eks. Flammen og Citronen, i

teateropsætningen Come Together

på Østre gasværk m.m

13


Løftet: JeG Sl Jm tel MTN

af

Vibe Bjørling Termansen

15. januar 2010, Weekendavisen

»Vi bør i fællesskab give børnene

et 'læseløfte'. Vi skal love dem, at

de skal lære at læse - og læse godt

- før vi dynger dem til med andre

fag. Det kan gøres helt

ubureaukratisk ved en læsetest

f.eks. i 2. klasse og et løfte om, at

vi ikke sender nogen videre, uden

at vi ved, at en målrettet indsats

har givet dem de grundlæggende

forudsætninger for det«.

Statsminister Lars Løkke

Rasmussen, nytårstalen 2010.

Zahles Gymnasieskole har ry for

at producere gode læsere. Hvor

andre skoler måske satser på

idræt eller musik, er hovedvægten

her på sproget. Allerede i

børnehaveklassen har børnene

besøg tre timer om ugen af deres

kommende dansklærer og to timer

om ugen af deres kommende

matematiklærer. Det er et

grundlæggende krav til

forældrene på privatskolen, at de

læser med deres barn et kvarter

om dagen hver dag. Det bliver

ikke regnet for lektier, men som

hjemmets del af det fundament,

skolen skal bygge videre på.

I dag har dansklærer Inge

Bærentzen læsetime i 2.a.

Børnene kommer forpustede og

rødkindede ind fra frikvarteret -

der er sne nok i skolegården og på

Israels Plads til en gedigen

sneboldkamp. De 24 børn i

klassen finder deres læsebøger

frem, fordeler sig hurtigt og stille

på stole eller puder på gulvet i

klassen eller ude på gangen.

Nogle læser selv, andre finder

sammen i små grupper.

Klassens dygtigste dreng læser

flydende og ubesværet højt af

Trolden og tryllestaven, mens

Inge lytter. Hun retter »regner« til

»bregner«, og forklarer hurtigt,

hvad det er. Udtalen af »mos«

rettes også, så det bliver til

skovflora i stedet for noget,

småbørn spiser. Selv en meget

dygtig dreng i 2. klasse er langtfra

udlært i læsningens svære kunst.

Drengens bog bærer ikke noget

LET-tal på forsiden. Han læser nu

så sikkert og meget, at han er

forbi det LET-tals-system, som

skolens bibliotek mærker

klassesættene af bøger til den

første læsning med. Det laveste

14


LET-tal, en bog kan have, er 5, og

det højeste er 20. LET-tal 20

svarer til LIX 10. LETtalsbøgerne

er bygget op omkring

mange gentagelser og støttende

illustrationer, så begynderlæserne

kan bruge flere forskellige

strategier til at læse.

Inge Bærentzen fortæller, at

børnene er meget bevidste om

deres LET-tal, og at der kan være

status i at have et højt LET-tal på

sin bog. Derfor taler hun ikke så

meget om LET-tallene. En del af

børnene læser nærmest på akkord

- jo flere sider og jo højere LET-

tal, jo bedre. Nogle af bøgerne

uden LET-tal hos børnene i

klassen er børnebøger beregnet til

oplæsning for en yngre

aldersklasse end eleverne i 2.

klasse - deres appeal er ikke

indholdet, men alene

sværhedsgraden. Læser børnene

for svære tekster, læser de ét ord

ad gangen, mens meningen

fortaber sig i det blå. I 2.a er de

forbi det niveau, hvor læste antal

sider er vigtigst. Inge søger i

stedet at fremme deres forståelse

af teksten, og på vores vej rundt i

klassen opfordrer hun flere af

15


ørnene til at finde en bog med et

lavere tal.

Nedtur

På gangen foran 2.a sidder en

gruppe med fire piger. Den ene

læser langsomt op med en finger

under linjen. Ordet »almisse«

volder problemer. Inge forklarer,

roser pigen og foreslår hende en

lettere bog. En af klassens dygtige

piger, der sidder lige overfor, kan

ikke nære sig: »Jeg har læst den!«

Da hun skal læse højt, flyver hun

henover linjerne med en lang

udredning om, hvordan en border

collier mener, man bør adlyde sin

herre.Lidt længere henne ad

gangen læser to piger sammen.

De har opfundet en regel for

deres relation omkring læsningen,

hvor den ene skal ligge på en

bænk og lytte, mens den anden

skal læse højt siddende på en

pude. Inges indvending om at de

så ikke kan se, om den anden

læser korrekt, bliver afvist, det er

lige meget. De to piger har heller

ikke samme sværhedsgrad i

bøgerne, og relationen er klart

vigtigere end læsningen. Den ene

snubler i »fjumregøj« og

»tykhovedet« i Snuden, bliver

16


sendt ind i klassen efter en lettere

bog og vender tilbage med LETtal

16 under armen.

Inge fortæller, at flere af børnene

oplever en nedtur omkring starten

af 2. klasse, hvor de lige pludselig

ikke synes, at de kan læse

længere. Det er, fordi de indtil da

har genkendt ord og lært dem

udenad og faktisk ikke praktiserer

at læse de lyde, som bogstaverne

repræsenterer, for derefter at

sætte dem sammen til ord og

sætninger. Derfor kan de nok læse

de ord, de kender, hurtigt, men de

kan ikke læse nye ord. Det gælder

om at fange disse børn, så snart

krisen indtræffer og så sætte dem

ned i LET-tal, så de kan lære at

læse rigtigt og stadig have

succesoplevelser med at læse.

Eleverne skal skrive logbog over,

hvad de læser. Logbogen bruges

blandt andet som grundlag for

mundtlige fremlæggelser i klassen

og er en god hjælp både til at få

eleverne til at tænke over, hvad de

har læst, at få dem til at skrive og

endelig at få dem til at anbefale

bøgerne til deres kammerater ved

den mundtlige fremlæggelse og

dermed styrke læsningens og

bøgernes position i klassen. Inge

bruger ofte computere til

eleverne, når de skal skrive, men

mange af dem oplever

stavekontrollen som en hindring.

Når børnene skriver i hånden,

kan hun selv være stavekontrol og

dermed kontrollere, hvad og hvor

meget, der skal rettes.

»For at kunne låse op for den

verden af eventyr og den

bankboks af viden, som ligger

foran børnene, skal de have

nøglen. Nøglen er læsning.«

Statsminister Lars Løkke

Rasmussen, nytårstalen 2010.

De børn, der ikke har lært at læse

omkring juletid i 1. klasse, bliver

sendt til ekstra dansk i læsecentret

20 minutter om dagen indtil

sommerferien. Det kalder de

»læseløftet«. Tiden går ikke fra

andre fag, i stedet ligger

undervisningen om

eftermiddagen, hvor børnene

ellers er på fritidshjem i

bygningen lige overfor.

Dér går børnene alligevel til så

mange forskellige

eftermiddagsaktiviteter (skak,

madlavning, drama, kor), at ingen

taber ansigt ved at gå til ekstra

dansk. Det er nærmest sejt, mener

læsevejleder Anne Marie

Frederiksen. Og

klassekammeraterne er jo alligevel

17


de første til at vide, hvem der har

problemer med at læse.

Et dygtigt barn, der er vant til at

få ros, kan længe bluffe sig

igennem dette eller hint på grund

af frygten for at blive afsløret i

ikke at klare sig blændende. På

den måde bliver det svært at lære

nyt. Hvis et sådant barn bliver

rettet, er en oplagt reaktion at

nægte at forsøge igen, men i stedet

at skifte aktivitet - til noget, hvor

succesen er helt sikker.

Sådan er de børn, der kommer til

ekstra dansk hos Anne Marie

Frederiksen, ikke. De er ikke vant

til at være i top og ikke bange for

at afsløre deres niveau. Desuden

er børn i 1. klasse generelt

motiverede for at lære at læse, så

læreren og læsevejlederen har

gode muligheder for at nå dem.

Når en dreng skriver: »JeG Sl

Jm tel MTN«, bliver han først

rost: »Godt, at du skrev noget, og

det der kan jeg sagtens forstå:

'Jeg skal hjem til Martin'«,

hvorefter læreren retter: »Vi er

nødt til at få det stavet rigtigt, så

andre også kan læse det.«

Bogstaverne bliver vendt rigtigt,

de lander på linjen, og der bliver

rettet stavefejl efter barnets

stavetrin. Målet er selvfølgelig

ikke at tage gejsten fra børnene,

men at fortælle dem, at de

behøver hjælp, for derefter at

tilbyde dem det.

På en 1. klasses-årgang med to

klasser à 25 elever møder

læsevejleder Anne Marie

Frederiksen gennemsnitligt fire

børn. De tre af dem bliver i løbet

af foråret så godt hjulpet, at Anne

Marie ikke ser dem igen -

medmindre der senere i

skoleforløbet opstår andre

problemer. De kan være havnet i

'læseløftet' på grund af

mellemørebetændelse eller andet,

der har gjort det vanskeligere for

dem at lære bogstavlydene

ordentligt. Den sidste elev har

gerne et ekstra problem som for

eksempel ordblindhed.

I midten af 1. klasse skal eleverne

på Zahles Gymnasieskole kunne

afkode ordene. Afkodning er det

mekaniske, at omsætte bogstav til

lyd til ord - kan de ikke det, skal

de have læsehjælp. O-li-ver kan

godt siges rigtigt, uden at der er

forbindelse mellem det, munden

siger, og hjernen. Så venter Anne

Marie så længe, hun overhovedet

kan holde det ud, på at eleven får

den forbindelse og glad kan

udbryde: Oliver!

18


Skriv det

Klara Korsgaard,

videncenterleder på Nationalt

Videncenter for Læsning, skriver i

det seneste nummer af

Tidsskriftet Viden om Læsning, at

både nationalt og internationalt

nyder læsning større

forskningsbevågenhed end

skrivning på trods af, at læsning

er passivt modtagende, og

skrivning er aktivt skabende.

Skrivning er et

kommunikationsredskab, der

muliggør kommunikation over tid

og sted med andre mennesker -

hvis de kan læse, selvfølgelig.

Men også i forhold til individet er

skrivning overordentlig nyttigt:

Det fastholder og klargør tanker

og stimulerer således refleksion,

og så gør skrivning det praktisk

muligt at få styr på tankerne og

følge udviklingen af dem over tid.

Skrivning er et uvurderligt

evalueringsredskab, fordi man

kan læse sine tidligere tekster og

dermed følge sin egen udvikling i

både indhold og form.

Det handler ikke kun om

debatskabende artikler eller lærde

19


afhandlinger, men også om børns

tekster helt fra de mindste

klassetrin, hvor forældre,

børnehaveklasseleder og

dansklærer kan følge udviklingen

og støtte barnet.

Klara Korsgaard, Monique Vitger

og Sara Hannibal udgiver i

foråret bogen Opdagende

skrivning - en vej ind i læsningen.

I den har de undersøgt

skrivningens betydning for

skriftsprogets tilegnelse i et

projekt, hvor eleverne i tre

børnehaveklasser fra begyndelsen

af skoleåret skulle skrive og tegne

om deres oplevelser. De kunne

bruge de bogstaver, de kendte,

lytte sig frem eller skribleskrive

med deres egen krusedulleskrift.

Målet var, at børnene skulle

opleve at kunne formidle et

budskab, selvom de ikke

mestrede skriftsprogets

formelle koder. På den

måde gik det hurtigt med

at tilegne sig nye

bogstavers navn, form og

lyd. Efter at børnene selv

havde skrevet, skrev en

voksen oversættelsen

nedenunder for senere at

kunne huske både sig selv

og barnet på, hvad barnet

havde ment med teksten. Således

blev »MAN LeÅ FTÅ

SNØUSEN« til »mand leder efter

Snøvsen«.

Projektet bekræftede, at skrivning

fører til ny erkendelse og indsigt.

Selv så små børn fik gennem

projektet en metasproglig viden,

hvor de kunne tale om og

reflektere over, hvad sprog er,

hvordan det bruges, hvordan

tekster er opbygget, hvad ord

betyder, og hvordan de staves -

foruden en grundlæggende

bevidsthed om, at det skrevne

sprog rummer et budskab.

20


Hele Europa samles i Vester

Skerninge.

Fredag aften, fastelavnsfesten er i

fuld gang, der skal slås katten af

tønden. Stemningen er i top alle

råber og skriger. På tribunerne

sidder alle pigerne, og bølgen kører

frem og tilbage. Man kan hele tiden

høre ”Wave… Wave” og lidt efter

kommer der en bølge fra den ene

ende af tribunerne til den anden. Rui

en dreng fra Portugal modtager

battet og få sekunder efter fyre han

det ind i tønden. Der lød et kæmpe

brag.

Vester Skerninge Friskole lagde i

uge 6 rammerne om det 2. af de i

alt 4 møder i Comenius projektet.

Selve mødet går ud på at elever

fra 4 skoler, fra 4 forskellige

steder i Europa mødes og snakker

om klimaforandringerne,

problemstillingerne og i

særdeleshed løsningerne.

Fra Nordirland kom: 9 elever og 3

lærere. Tyskland: 8 elever og 2

lærere. Portugal havde spurt om

de måtte komme med 20 elever og

5 lærere. Vi må åbenbart have

21


gjort er stort indtryk da vi var i

Portugal.

Tirsdag aften vælter en stor

gruppe dødtrætte portugisere ud

af en bus. En langt fra lige så stor

gruppe danskere stod på

parkeringspladsen lidt generte og

så til, at portugiserne fandt deres

bagage. Sigrid (9. Kl.) og jeg som

begge har været i Portugal i

november, bevægede os hen mod

den store gruppe Portugisere. Da

Sigrid og jeg var i Portugal boede

vi henholdsvis ved Beatriz

Barbosa og Ricardo Lino. Vi

fandt dem hurtigt. Gensynets

glæde var stor, vi var alle fire

glade for at se hinanden igen.

Næste morgen da vi mødte de

andre på skolen var alle lidt

generte, men da vi først kom i

gang med det der skulle laves, gik

det som smurt i olie. Og allerede

om eftermiddagen på gåturen til

Den Selvforsynende Landsby var

det som om alle kendte alle. Da vi

kom tilbage til skolen og der stod

varm kakao og boller, var der en

ubeskrivelig stemning alt

summede. Elever på kryds og

tværs af nationer udvekslede

oplevelser ja der var sågar nogle

der allerede havde lært noget

dansk.

For hver dag der gik, blev

stemningen bedre og bedre. Og

da turen gik til Svaninge

”hills” (som Jens kaldte det) gik

det helt amok! Meningen var jo at

vi skulle prøve GPS løb, og det

gjorde vi da også, men efter et par

poster gik fusen af det og folk

”kastede” sig over kælkene.

Lærerne havde taget en masse

plastic poser med, og jeg skal

ellers love for der blev kælket!.

Om fredagen ca. kl. 15 blev vi

”sluppet løs” i Svendborg. Om

aftenen skulle der nemlig være

fastelavnsfest og temaet var

genbrugstøj eller bare genbrug

generelt. Alle genbrugs

forretningerne bugnede af elever

fra V.S. Friskole, Portugal,

Nordirland og Tyskland.

Kl. 19.00 begyndte skolen at blive

fyldt med de 85 elever og 14 lære

der var med i projektet.

Overbygningen summede af liv.

To gamle elever havde lavet den

meget lækre mad vi fik. Efter

maden var der lidt tid hvor folk

gik rundt og iagttog hinandens

kostymer. Der var folk over alt i

overbygningen, og det tog da også

22


en rum tid, før alle blev samlet på

podierne til lidt information om at

slå katten af tønden. Folk væltede

ind i salen hvor der var gjort klar

til både til teateropvisning ugen

efter, og der hang også tønder ned

fra loftet til tøndeslagning.

Pigerne startede, for at de fik en

chance for at slå, mens drengen

inklusiv mig selv lavede den ene

bølge efter den anden. Bang der

lød et brag, og endnu et, to tønder

faldt til jorden. Vi havde nu to

kattekonger og kattedronninger.

To nye tønder blev hængt op, og

denne gang var det så drengenes

tur.

De to bat skifter hænder flere

gange, og nu slår Rui for tredje

gang. Der lyder et kæmpe brag.

Tønden falder til jorden, alle

holder vejret, og så råber alle af

deres lungers fulde kraft. ”Rei

Rui” ”kong Rui.”

Af Kristian Juul Tilsted.

23


Citater fra 8.klasses

praktikrapporter.

8.klasse var i uge 7 i praktik. De

prøvede kræfter med mange

forkellige arbejdspladser og er

blevet mere afklarede om hvad de

vil i fremtiden.

I H&M: ” A-pladser: Hver halve

time skal man rette A-pladserne,

for der er rigtig mange

mennesker, der bare roder det

hele til og det gør lidt ondt, når

man selv har brugt tid på at sætte

det pænt på bordet og sørget for

at farverne passer sammen osv.

En halv time efter er det bare ikke

lige mere.”

Ringe Dyreinternat: ” Jeg synes

arbejdet var rigtig sjovt og jeg

synes, at det de gør for dyrene er

helt fantastisk. De gør alt hvad

der står i deres magt for, at så

mange dyr som muligt får et godt

liv og et kærligt hjem.”

Svendborg Autolakerer: ” ...jeg

malede også min Puch Maxi ( ...)

Første dag sleb jeg min Maxi ned,

anden dag spartlede jeg den og

sleb den igen, tredje dag blev den

malet med grundmaling og slebet

en gang til. Endelig torsdag, var

den klar til at blive malet og

lakeret. den skulle have tre gange

maling og to gange lak.”

Dyrlægerne i Ringe: ” jeg kan

rigtig godt lide det der med at

tage ud til en ko f.eks. som skal

kælve, og man bliver nød til at

hjælpe kalven ud. Og hvis man nu

ikke var kommet eller hvis man

havde gjort noget fuldstændigt

forkert, så ville både koen og

kalven jo være døde. Men det at

man tager ud og hjælper dyr som

har brug for det, er lige mig!”

Hotel Grand i Odense: ” En

tjeners arbejdsdag er 90%

oprydning og klargøring, de

sidste 10% er når gæsterne

kommer. det er også skide hårdt,

alting skal ligge lige og vende

rigtigt, glas og bestik skal pudses

( og teske pudsning er bare ikke

sjovt, men det var okay)”

Bæk's Bageri Odense: ” Der var

engang en dame, som bestilte en

stor Brunsviger og Høsna skulle

have den klar til næste dag.

Brunsvigeren var større end

60x60 cm og næste dag kom

kunden aldrig. Og der stod

Høsna, med den der kæmpe kage,

og hun besluttede sig for at tage

den med hjem. det var heldigt at

hun holdt en lille familieaften den

aften, men ulempen ved det var at

hun tabte penge. Så nu havde hun

lavet en aftale, at når en kunde

bestilte en kage, så tog hun

pengene først.”

24


Guldsmed, København: ” Jeg

fandt hurtigt ud af at guldsmed

ikke bare var lutter lagkage”

Fysioterapi, Ebeltoft: Da Emil

skulle til at tage bussen hjem

tænkte han, at han havde haft en

meget dejlig dag. han var blevet

positivt overrasket, da han fandt

ud af hvor meget man snakker

med patienten om private ting.

Det var meget hyggeligt”.

Arkitekt C&W, Svendborg: ”Idag

skulle jeg begynde at bygge

model, men så kom jeg op til

model eksperten Trine, der kom

jeg i krydsforhør om mit hus. Så

jeg måtte tilbage til tegnebrættet.”

Hotel Svendborg: ”Jeg og to

andre praktikanter dyppede

blandt andet chokoladebund på

1700 kransekager. Jeg har nok

aldrig set så mange kransekager

på ét sted, jeg spiste ikke en

eneste af dem.”

Lydstudietekniker, V. Skerninge:

” Jeg har lært at man ikke bare

skal kende musik rigtig godt og

have gode ører, man skal også

kunne en masse ting med sine

hænder, og det er langt fra alle

der kan blive lydstudietekniker.”

Arkitekt Arne Birk, Svendborg: ”

Jeg har lært at arkitekter ikke

bare sidder og tegner hele tiden,

selvom de gør det meget. De

kører også rundt og laver andre

ting f.eks til ” syn og skøn”.”

25


Ruta Qutzal

af Marcela

I sommer ferien skal jeg sammen

med 200 unge fra 54 forskellige

lande på en studie-rejse med Ruta

Quetzal BBVA, Som hvert år

laver en tur til forskellige steder i

verden. I år hedder rejsen ”The

Mystery of Maya White Road” og

er den femogtyvende udgave af

Ruta Quetzal BBVA, som vil

fejres med en rejse til Mexico for

at forsætte den gådefuld maya

rute og udforske

hemmelighederne bag de

fascinerende Maya-templer på

Yucatan-halvøen og Mexico.

Siden 2005 har Danmark sendt

én repræsentant til projektet, alle

kan deltage til at blive valgt som

repræsentant, du skal ”bare” være

mellem 16-17 år og kunne

kommunikere på spansk eller

engelsk.

26


Oplevelser fra det engelske

skolesystem

Britt Stochholm

I den hede debat der i kører om

De Nationale Tests, har vores

afgåede minister, Bertel Haarder,

bakket op af både danske og

engelske eksperter, advaret om

offentliggørelsen af

testresultaterne. De henviser til

negative følger som, at

undervisningen kun bindes op på

at eleverne skal kunne opfylde

testkravene og at gode lærere og

elever vil flygte fra de skoler, der

klarer sig dårligt. Jeg nikker

genkendende til disse scenarier

fra min to år i Londons

folkeskoler.

I sommeren 2002 tog jeg,

nyudklækket fra Den frie

Lærerskole, til London og mødte

et system, der unægtelig tilhører

en helt anden verden! Jeg blev

hurtigt ansat i et vikarbureau,

som gav mig en enkelt dag som

”føl” i en 2.klasse i Sydlondon,

inden jeg blev kastet ud på det

dybe vand alene som vikar, i en ny

klasse på en ny skole hver dag.

Bureauet havde en masse skoler i

deres ” stald” og rutinen var en

opringning ved 7- tiden om

morgenen: Tag undergrunden til

station X, gå til venstre ad dén

gade, til højre ad en anden, på

hjørnet ligger en primary school,

du har 4.klasse hele dagen.

Det stive system, som i

begyndelsen rystede og næsten

forargede mig, gjorde tilværelsen

som tilkaldevikar nem: Al

undervisning var planlagt til

mindste detalje: Timen delt op i

faste minutintervaller med

lærerstyring, individuelt arbejde

og opsamling, differencieringen

på plads på 4 niveauer, lærerens

spørgsmål og hvilke svar, jeg

kunne forvente fra eleverne – alt

var skrevet ned i de nationale

læseplaner, time for time. På den

måde var det muligt, selv for mig,

at undervise i alle fag, som man

gør det i primary schools.

Da min forskrækkelse havde

fortaget sig, kunne jeg godt se, at

der var nogle fordele ved denne

helt igennem styrede måde at føre

skole på. Læreren skulle ikke selv

opfinde den dybe tallerken hele

tiden, tankerne var tænkt,

forberedelsen var gjort et godt

stykke hen ad vejen– og alle børn

fra de fattigste kvarterer i

Sydlondon til de rigere i nord, var

garanteret den samme solide

faglige undervisning.

Rammerne var langt bedre end

jeg havde forventet. Jeg havde jo

altid hørt, at Danmark havde

verdens dyreste og dermed bedste

folkeskole. Her i de gamle

smukke victorianske bygninger

havde klasserne altid dobbelt så

meget plads, som herhjemme. der

27


var altid et mini bibliotek/

læsehjørne, et område til borde og

stole, et område til kreative

aktiviteter og et gulvpladsareal,

hvor eleverne modtog instrukser

siddende i skrædderstilling.

Undervisningen havde altså også

variation i kropsstillinger og i

arbejdsmetoder. Kridttavler hørte

historiebøgerne til, de få steder

hvor de ikke havde interaktive

tavler, havde de whiteboards.

Men på andre punkter blev jeg

aldrig ”dus” med systemet: Den

konstante testning af eleverne,

målning og vejning, der hele tiden

skulle føres regnskab med. Uge

for uge skulle jeg farvelægge

hvilke færdigheder eleverne

mestrede, så man altid kunne

vende tilbage i mapperne og se

hvor hurtigt eller hvor langsom en

elev var i sin indlæring,

udvælgelsen af ” star of the week”

i klassen – og mest af alt, at se

hvordan eleverne hungrede efter

klistermærker i alle farver med

tekster som : ” Good boy” ” Today

I was a good friend” ” Good

manners during lunchbreak” ”

Math genius” osv osv. Fik de ikke

klistermærker for alt de gjorde

rigtigt, tvivlede de på deres egne

evner. Så snart de havde hjulpet

en kammerat i skolegården, kunne

de komme og bede om et

klistermærke og jeg kunne blive

bekymret om de ville have

28


hjulpet, hvis de ikke fik noget for

det? Lærerne elskede

klistermærketyranniet lige så højt

som eleverne, det var en måde at

sætte ros i system og også en

måde at kontrollere og styre

klasserne. Jeg kunne ofte

ankomme til en ny skole om

morgenen og i receptionen få

udleveret et ark klistermærker

med den velmenende hilsen :

”Just to get you through the day”.

Men skolerne skulle jo også testes

af den nationale instans

OFSTED. Når de skulle komme

på testbesøg var der

undtagelsestilstand på skolerne.

ALT blev set efter ved sådan et

besøg, fra de mindste bilag på

kontoret til inventar, lærernes

dag-til dag planlægning, elevernes

opførsel og skolegården.

OFSTED kom hvert andet år og

klarede man sig dårligt, kunne

man få skærpet tilsyn og dermed

besøg hver eneste år. Det var der

ingen der havde lyst til. Ydermere

kunne man ”straffes” for ikke at

gøre det godt nok, ved at penge

blev taget fra skolen. Der var

altså rigtig meget på spil til disse

inspektioner. Så meget, at jeg

oplevede flere skoler, der måtte

”snyde” hvor de kunne. F.eks.

blev de urolige elever bedt om at

blive hjemme dén dag og skolerne

lånte nye farveblyanter, DVD

afspillere, bøger mv hos

naboskolerne dén dag, så alt på

overfladen så perfekt ud. Jeg var

ganske ofte vikar på en skole med

OFSTED besøg, og har siden

tænkt om presset har fået lærerne

til at lægge sig syge netop på

dagen for besøget.

Flere skoler jeg kom på, vidste jeg

hvilket nummer de havde på

Londons rangstige. Jeg kom en

del på Grange Primary School

ved Elephant&Castle, som alle

fortalte engang havde været

”Londons værste skole”, men

havde kæmpet sig op. På mange

af skolerne i den sydlige del af

byen var der langt igen før de

kunne blive normalt

velfungerende. De familier i

området, der havde overskud,

valgte andre skoler og lærerstaben

var ustabil og havde dagligt

mange vikarer. Nogle af dem ville

jeg og andre vikarer heller ikke

komme på, selvom, der altid var

arbejde at få.

Når – eller jeg kunne være fræk at

sige hvis – de nationale tests

begynder at fungere, håber jeg

inderligt at Danmark vil bruge

dem som det evalueringsredskab,

de var tænkt som, og ikke som en

instans, der blot gør os bange for

hinanden.

29


Mental sundhed i skolen

Hurraordet inden for

sundhedsområdet er pt. mental

sundhed. Efter at vi, store som

små, har været modtagere af et

overvældende antal kram (kost,

rygning, alkohol, motion)

kampagner er fokus nu også på

den mentale del af ikke mindst

vores børns sundhed.

Temperaturen på den mentale

sundhed

Der er også al mulig grund til at

rette blikket mod den mentale

sundhed. I 2005 anslog WHO, at

op mod 20 % af alle skolebørn

lider af mentale

sundhedsproblemer i alvorlig

(invaliderende) grad. Ligeledes

viser en dansk undersøgelse, at en

fjerdedel af alle skolebørn blandt

andet døjer med nervøsitet,

søvnbesvær, hovedpine eller

tristhed. Undersøgelser viser

endvidere, at der er sammenhæng

mellem skolebørns håndtering af

de udfordringer, de møder i deres

sociale omgivelser og hoved- og

mavepine, nervøsitet og mareridt.

Krop og psyke hænger sammen

WHO’s slogan; ”Ingen sundhed

uden mental sundhed” giver

derfor god mening, for krop og

psyke hænger jo sammen.

Spørgsmålet er, hvordan vi som

forældre og skole bedst sikrer, at

vores børn kommer igennem

barndom og ungdom med både

den fysiske, psykiske og sociale

sundhed i god behold. Det giver

to forskere fra Danmarks

Pædagogiske Universitetsskole

nogle bud på i rapporten ”Mental

sundhed i skolen – evidensbaseret

grundlag for fremme af børns

mentale sundhed” (Wistoft og

Grabowski 2010).

30


Skolen som ramme

I rapporten kommer begrebet

”Den mentalt

sundhedsfremmende skole” på

banen. Hvis man vil en sådan

skole er det vigtigt at holde sig tre

perspektiver for øje: det mentalt

sunde skolemiljø, skolen for

mental sundhed og skolen om

mental sundhed.

Skoles miljø

I det første perspektiv er det

skolens miljø, der zoomes ind på.

Vigtige faktorer er her social

inklusion og oplevelse af

anerkendelse. Disse elementer har

vi, bestyrelse som ansatte, på

Vester Skerninge Friskole senest

arbejdet meget aktivt med i

formuleringen af skolens værdier.

Endvidere er det vigtigt for skoles

miljø, at alle arbejder aktivt med

at sikre mobbefrihed og frihed fra

andre overgreb og trusler, hvilket

både lærere, SFO-personale og

elever jævnligt italesætter og laver

indsatser i forhold til. For

eksempel har Farveladen planer

om at igangsætte et massagetilbud

blandt andet for at

forebygge mobning.

Endeligt er økonomiske

ressourcer og gode fysiske forhold

vigtige for skolens miljø.

Bestyrelse og ansatte på skolen

har i det seneste år arbejdet

ihærdigt på en byggeplan for

blandt andet at sikre skolen sunde

lokaler, god plads til at være i

mindre grupper og på tværs af

klasser samt gode idrætsfaciliteter

og områder der kalder på leg,

bevægelse og socialt fællesskab.

Skolen for og om mental sundhed

Det andet perspektiv i målet om

en mentalt sundhedsfremmende

skole handler om at lære børnene

at leve et mentalt sundt liv. Her er

fokus på at inddrage børnene og

gøre konflikter og problemer til

indhold i undervisningen og i

fællesskab diskutere, hvordan

disse bedst løses. Det sidste

perspektiv har fokus på at sikre,

at eleverne får den oplysning, de

har brug for, i forhold til

opbygning af deres viden om

mental sundhed. Denne viden

skal eleverne bruge i forhold til

bedre at kunne forstå, hvad der

har indflydelse på den mentale

sundhed. Her er det skolens

faglighed og lærernes

kompetencer, der skal i spil.

Vester Skerninge Friskole står

stærkt i forhold til også at være en

mentalt sundhedsfremmende

skole, men det er vigtigt løbende

at have den mentale sundhed på

dagsordenen, på skoleskemaet og

på legepladsen – og ikke mindst

med hjemmefra.

Regitze Nyeland

31


Lejrtur i forældrehøjde

”Lejrtur til Marokko – har jeg

hørt forkert” tænkte jeg, da jeg

hørte det første gang. Først

undren, så lidt bekymring og

endelig stor glæde. Eleverne

kæmpede med plukning og salg af

pærer, salg af blomsterløg, salg af

skrabelodder, rengøring m.v.

Pludselig var kassen fuld, og den

store afrejseaften indfandt sig. Kl.

23.30 på Svendborg Banegaard.

Spænding og glæde. Højt humør i

toget – alle vågne – god tid i

lufthavnen. Tjek ind – boarding –

tid til lidt søvn. Rolige elever.

Godt 5 timer senere åbner

Marokko sine herligheder for os,

og tiden går i stå. Hyrder langs

vejen lader får og geder græsse.

Vejene mærket af voldsom regn

lidt tidligere på året. Lejebilerne i

rimelig stand. Varm modtagelse

hos Sadia og familie, og

indkvartering i løbet af få

minutter. Nødder og frisk frugt.

Lækkert. Drengene i en afdeling

og pigerne i en anden. Stort flot

hus med meget lille køkken.

Hvordan får vi dog noget at

spise? Nå, men nu bliver det rart

med en slapper. Nej, Lene allierer

sig med Sadia. En lille gåtur –

som jeg vil huske længe – var en

millitær stroppetur værdig. 5-6

km i åbent terræn i klip-klapper.

Ingen beklagelser – rolige elever!

32


Så fik jeg svar på mit spørgsmål

om fast føde. Sadia og hendes 2

søde hjælpere serverer en

overdådig middag. Det er nok

kun i aften! Alle vasker hænder,

og så går vi i gang – nogen mere

naturligt end andre. Jeg

bemærker Søren´s veltilfredse

kommentarer. God nat og hallo

hvor vi sover. Drengene i 2

værelser og forældre og Abdel i 2

andre. Ingen hører imamens kald

til bøn, der ellers foregår ca. hver

2 time døgnet rundt.

Første morgen aftales badehold

samt dagens forløb. Planen

hjemmefra holder ikke, og som

Abdel siger: ”Vi lever i nuet”.

Tiden er virkelig gået i stå.

Finanskrisen eksisterer ikke. Tur

til Agadir – besøg i souken –

handle ind – prutte priser – afvise

tiggere. Rolige elever.

Hjem og slappe af – overdådig

middag – igen? Hygge med sang

og spil.

Sover lidt lettere – hører imamen

kl. 04.00. Claus

tvangsindlagt til

min snorken.

Morgenmad –

rolige elever.

Tur i Atlas

Bjergene med

badning i floden.

Bilerne står deres

prøve i hårdt

terræn. Hjemtur –

Lene og Stinne

kører ræs og

forfølger en lokal

bil magen til

Abdel´s. Så er vi

vist uden guide. Rolige elever.

Frokost – kamelridning – badning

i Atlanterhavet – super dag. Igen

overdådig middag hos Sadia.

Aftenhygge – pigerne besøger

drengene – senere og senere.

Rolige elever. Besøg af Abdels

fætter – Brahim – lærer på skolen

vi skal besøge. Taroudant kalder –

her står tiden helt stille. En af de

ældste byer i Marokko. Handel i

souken. Rolige elever.

Eftermiddagen anvender eleverne

til at forberede teater og sang til

morgendagens møde med eleverne

på skolen i Agadir. Abdel og

fædre frikvarter – besøg hos Sadia

´s mand Chegues og hans

værksted og et vidunderligt besøg

33


hos barberen. Overdådig middag

– rolige elever.

Dog skal der lidt moralsk

opbakning til nogle elever, der

selvfølgelig er spændte på

morgendagens forløb med

overnatning hos de lokale. Varm

modtagelse på skolen og eleverne

finder hurtigt sammen. Snakken

går. Optræden for hinanden med

både teater og sang. Slutter med

en stor fællesdans. Integrationen

er fuldendt. De marokkanske

elever kæmper en intern kamp om

at få vores elever med hjem –

næsten for meget synes et par

stykker. Eleverne fordeles og

forlader os i alle retninger. Langt

frikvarter til de voksne, der

overnatter i Abdel´s smukke

lejlighed i Agadir. En god middag

på strandpromenaden. Alle

mobiltelefoner er tændte – mon

eleverne ringer. Nej – rolige

elever.

Vi mødes søndag som aftalt, og

alle elever er der. Dejligt! Tur i

souken for at brænde de sidste

Dirham af. Sidste dag – rolige

elever!

Pige- og drengedag. Drengene

besøger en bonde om

formiddagen. Bonden dyrker grøn

peber. Pigerne er i Hammam.

Hamman venter – vi skal vaskes i

det lokale vaskehus.

Grænseoverskridende – især for

drengene, der har mange

fordomme lige omkring dette

vaskehus. Jeg skal da love for, at

de marokkanske vaskere tager

ved. Men aldrig har vi været så

rene og alle fordomme forduftede,

da først vi kom i gang. Imedens

havde pigerne gang i henna og

blev meget smukt dekoreret.

Drengene fik også muligheden

med knap så smukke

dekorationer. Pigerne fik også

undervisning i mavedans. Efter en

sidste overdådig middag blev der

pakket så godt som muligt. Rolige

elever!!

Hvad er det nu med de elever!

Kan det være rigtigt, at en 9.

klasse på 22 elever opfører sig så

fantastisk på en lejrtur, hvor man

er så tæt? Kan det være rigtigt, at

eleverne behandler hinanden med

respekt på godt og ondt?

Kan det være rigtigt, at eleverne

behandler os voksne, der var med

på turen med samme respekt? Ja,

det er korrekt! At opleve

Marokko var super, men at være

sammen med de unge mennesker,

var helt klart den største

oplevelse. Jeg er dybt imponeret.

Tak for turen og andre forældre

kan

glæde sig til at deltage, og hvis

ikke, så kender jeg 4 fædre, der

gerne skal hjælpe.

Ivan

Anders` far

34


Marokko – Veni -Vidi -Vici

(frit oversat: Vi kom, vi så, vi

sejrede)

Skrevet af den observante

klasselærer Lene Kjær

Kan man overhovedet tage til

Marokko, når man kun går i 9.

kl.? Er man klar til at opleve og

leve i en så anderledes kultur? Er

man i stand til at overskride sine

egne grænser? Har man det mod,

der skal til? Tjah – man kan jo

prøve. Lad os se, hvad der sker:

Klokken er 23.25, alle er

ankommet og sidder i toget

forventningsfulde og glade. Der

vinkes farvel, og mor og far

forsvinder bag os på Svendborg

Station. I Odense skal vi med et

propfyldt tog, der kører direkte til

Kastrup. Store kufferter står og

spærrer i midtergangen, men den

søde tog stewart tager det meget

pænt de 7 gange han kæmper sig

forbi. Kastrup er stille og fredelig

klokken halv fire om morgnen, vi

spiser madpakker og løber både

med og mod rulletrapperne.

Check in – en hel time tager det,

vi er mange. Omgivet af

golfspillere, der også skal til

35


Marokko. 1000 meter i rask trav

til gate 42. Troels` ”træben” er

træt, vi boarder en halv time

forsinket, hov der går kludder i

sæderne, forvirring, flyet er fyldt

op, take off. Vi er trætte, mange

sover, også selvom der kommer

morgenmad. Hen

over Paris, intet

at se, toldfrie

varer,

lottokuponer, te

og kaffe,

turbulens hen

over Spanien og

Portugal, fasten

your seatbelts,

turbulens over

Atlasbjergene,

hører det aldrig

op? Stærk

modvind, en time

forsinket, er vi

der ikke snart.

Ned gennem

skyerne og

pludselig - marker, drivhuse,

Agadir, vi er landet. Varmt og

fugtigt, det har regnet.

Paskontrol, udfylde papirer,

vagter med maskinpistoler, Laust

glemmer guitaren i flyet,

baggagen, pas på, nogen vil

hjælpe med at bære baggagen,

Julie siger ja tak, og så er hun på

vej ud af lufthavnen med en vildt

fremmed mand. Abdels svoger

Cheguas står klar med pick

uppen, kufferter lastes. Alle

hopper ind i de 6 lejede biler, og

så er det af sted, men først lige

benzin på, hov hvor er Ivan?

Nogen siger han kørte til venstre,

da vi andre kørte til højre. Det

viser sig, at han er på vej til

Marrakesh. Men han vender

heldigvis om og finder os igen. Vi

kører mod

Lahamadat på

motorvejen, hvor

vi passerer

adskillige

fårehyrder med

flok ved

vejkanten, nogen

sågar i

midterrabatten.

Folk, indhyllet i

tørklæder og

gemt væk i

jallabas, står ved

vejen og glor.

Hvor længe mon

de står der?

Ufærdige

betonhuse med

stål stænger, der stikker op,

lerklinede huse i støvede brunlige

farver. Æsler og hestevogne i de

små byer, mylder af mennesker og

trafik. Lahamadat, - cykler med

stakke af ukrudt, folk sidder ved

vejen eller foran husene og kikker

på os. Sadia, med åbne arme, fade

med frugt, nødder og dadler.

Citrontræer med modne citroner

og duftende blomster, hibiscus

blomster lyser rødt, skoene af,

velkommen. Pigerne får Sadias

fine første sal, og hov toilettet

36


ligger inde i et klædeskab, det må

være ”Narnia”. Det andet toilet er

et hul. Ned på hug, tissestrålen

styres ned i hullet, ok det er ikke

så slemt, men hvordan skyller

man ud? Tagterasse med sol og

udsigt til bjergene, wow. Så er der

mad, vi sidder på gulvet, 6 om et

fad. Sadia viser hvordan, et

stykke brød samler mad op fra

fadet og ind i munden. Højre

hånd!!! Spis spis siger hun, og

propper maden i munden på

Kristina og andre, der tøver for

længe. Abdel sender os ud på

gåtur med Sadia, men hvor vil

hun hen? Vi går og går langt ude

på grusveje mellem marker, hvor

kornet står 30cm højt og dufter af

forår. Længere og længere væk

fra landsbyen, vi vil tilbage, men

det forstår hun ikke. Alt for

mange er kommet af sted i

badetøfler, det gør ondt, Troels

humper af sted med sit træben.

Pludselig, en mand ligger på

vejen, er han død? Vi kikker

spørgende på Sadia, hun markere

med tegnsprog, at han er tosset, vi

skal lade ham ligge. Genvej hjem,

tror vi, over vandløb over marker

og ildelugtende rensningsanlæg.

Hjemme, politiet er der, vi

udfylder papirer om vores

forfædre, hvad er det nu de

hedder... Hvorfor skal vi det? Det

får vi aldrig svar på, men det er

godt at politiet passer på os.

Dagene går med oplevelser og

overraskelser. Vejret svinger fra

styrtregn til bagende sol. Havet er

stort og brusende, bølgerne

37


kæmpe store, surfere rider på

bølgerne, stranden stinkende

beskidt, kameler kikker på os.

Bjergene mægtige og øde. Store

vandmængder i vinteren har

skyllet dele af vejene væk, vi

kører med stor forsigtighed.

Pludselig en Palmelund, og så en

dejlig

forfriskende

flod at bade i.

Abdel kører

hurtigt hjem fra

bjergene, vi kan

knap følge med,

hårnålesving

med speed,

endelig

indhenter vi

ham, men hov,

det er ikke

Abdel.... Du

godeste, hvor er

han så? Smart

med mobil

telefoner. Vi

finder hinanden

igen. Seværdig

souk, unge drenge tilbyder at vise

os rundt, mon de vil ha penge?

Alle handlende er mænd. De

elsker at prutte om prisen. Hvor

langt ned tør jeg byde. Han ryster

på hovedet over mit bud, hvad

tænker jeg på, han har kone og

børn at skulle forsørge, og så

byder jeg sådan en pris! Men han

vil gerne handle, vi gi`r os lidt

hver især og ender på en rigtig

god pris for mig, og en endnu

bedre pris for ham. Pludselig er

Clara blevet klædt ud, som skulle

hun giftes. Vi aftaler 100 kameler,

men det vil Clara ikke være med

til. Vi bydes ind til te hos en

mand, der handler med

krydderier og andre dufte.

Hyggeligt. Skolebesøg, vi er

spændte, hvad

mon det er for

nogle unge....

Først må vi ikke

komme ind,

skoleinspektøren

kommer først en time senere, og

ingen gæster må komme ind på

skolen, hvis ikke han er der. Han

dukker op, vi bydes velkommen.

30 unge smilende marokkanere og

en masse officials, et dårligt

lydanlæg med skrattende

mikrofoner, et overdådigt

kagebord, vi bydes velkommen af

et skoleband iklædt de fineste

1001-nats dragter. Velkommen

taler, Takke taler. Vi er venner. Vi

38


spiller teater – eventyr af H.C.

Andersen, de spiller teater – om

en mand, der har 3 koner og gifter

sig igen. Vi synger sange, de

synger med, de vil synge mere.

Læreren har et program, siger

han, men de unge marokkanere er

så ivrige og glade, at det eneste

rigtige at gøre for dem, er at spille

mavedanse musik og hive alle os

stive nordboere ud på dansegulvet

(selv Ivan og Klaus), og så var det

ellers om at svinge hofterne. En

time efter, svedige og forpustede,

de unge danskere deles ud i de

marokkanske familier. Bye bye.

Næste formiddag. Alle har haft

det godt. Nogen har spist fra de

kom til de gik, nogen har været i

byen by night, nogen har været til

forlovelsesfest. Skal vi ikke være

sammen med dem lidt længere...?

Ok, vi tager dem med i souk.

Hyggeligt. Hjemme hos Sadia

igen. Hammam venter. Sadia

tager pigerne med. Af med tøjet

på nær trusserne, sauna agtig

varme, spande med skoldhedt

vand renser gulvet, hvor vi sidder,

vi smøres ind i brun sæbe, og så

bliver vi skrubbet en for en.

Sadias ansigt ser ud som hun

aldrig har set så meget skidt på en

pigekrop før. Beskidte døde

hudceller gnubbes af. En spand

iskoldt vand over kroppen gør

godt efter denne omgang. Henna

damen er ankommet. Der er

39


mange ønsker til henna

tatoveringer. Fire timer tatoveres

vi. Det svier, men kun i starten. Vi

ser sku godt ud!! Selv drengene.

Sidste aften, vi er trætte. Den

sidste energi vrides ud af os, der

er mavedans. Sadias 3 unge piger,

der har stået i køkkenet hele ugen,

er oplagte og ryster med hofter,

bagdel og bryster. Vi forsøger at

følge med, men det er svært.

Sidste dag. Klokken er 10.45,

flyet letter, vi er på vej hjem. Vi

får en flot tur hjem, vi kan se

bjerge og store byen hele vejen.

Men skuffelsen er stor, da vi når

ind over DK. Øv, der er stadig

sne, vi vil tilbage. Der er dog

ingen, der vender om, alle finder

toget af sig selv, mættet af

oplevelser og indtryk, når vi

Svendborg.

Jo, man er klar til en kæmpe

kulturoplevelse, når man ”kun”

går i 9. kl. Man er i den grad klar.

De unge i 9.kl. har mod på livet.

Mod på at møde nyt, - nye

mennesker, nye tanker, nye måder

at leve på. Tak for en fantastisk

tur, som overgår al fantasi. Særlig

tak til Abdel og hans familie, som

har været utrolig søde og gæstfri.

Uden dem, kunne vi slet ikke få

sådan en enestående oplevelse.

Mon ikke at denne rejse har været

en rejse for livet for de 22 unge i

9. klasse.

Veni – Vidi -Vici

40


Besøg hos Svend Åge Madsen

af Anna Andersen, Clara

Grøndahl og Josephine

Christensen.

Som en del af det store projekt i

overbygningen i december 2009,

var vi ude at interviewe den

kendte forfatter Svend Åge

Madsen. Vi skrev om

fremtidslitteratur, og da han

skriver meget om fremtiden, var

det oplagt at vælge ham.

Han bor i Århus, og da Lene K

også gerne ville opleve ham, ville

hun gerne være vores chauffør. Vi

takkede selvfølgelig ja, og så gik

turen til Århus.

Vi kom 10 minutter for tidligt,

og for at være høflige ville vi

vendte i bilen uden for hans hus

indtil klokken blev 10. Det var en

god måde at falde ned på, inden

det store møde, men det blev kun

til et halvt minut, da Lene

pludselig sagde: ”Okay, vi kan

godt gå ind, han har set os.” Vi

ærgrede os over dette, da vi var

meget nervøse.

Svend Åge Madsen åbnede

døren med et smil og førte os ind i

hans stue. Interviewet gik som

smurt, og vi fik en masse nye

indtryk.

Han var utrolig venlig, og var

rigtig god til

at svare på

vores

spørgsmål.

Han havde

nogle

inspirerende

holdninger,

som vi lærte

meget af.

Det var

også fedt at

høre, hvad

han havde at

fortælle om

sine bøger.

Vi fik et

indblik i,

hvordan det er at være forfatter.

Vi vil anbefale hans bøger, da de

er helt specielle, og giver en masse

stof til eftertanke.

41


Skånstrøm og Frostholm sagde farvel med manér

42

More magazines by this user
Similar magazines