Polarfronten 2011 – 1

polarfronten.dk

Polarfronten 2011 – 1

udgivet af forsknings- og innovationsstyrelsen | nr. 1/2011 |

Polar fronten

Et hav af ferskvand | 6

Udkantsgrønland | 8

Sådan lidt fra oven | 10

Et tilfældigt møde | 12


|InDHolD|

2 | PolarfrontEn | nr.1/2011

gletsjere i fart | 4

et hav af ferskvand | 6

udkantsgrønland | 8

sådan lidt fra oven | 10

et tilfældigt møde | 12

den hvide mand og hvalerne | 15

fra affald til energi | 16

et klima for bær | 19

snedragen | 20

activ for forskningen og kunsten | 24

Polarfronten udgives af:

forsknings- og innovationsstyrelsen

Bredgade 40

1260 kbh. k

tlf.: 3544 6200

e-mail: polarfronten@fi.dk

www.fi.dk/publikationer

udkommer fire gange årligt.

oplag: 4000

abonnement kan tegnes

vederlagsfrit gennem

forsknings- og innovationsstyrelsen.

redaktionen:

Carsten aabo, ansv. redaktør

Poul-erik Philbert, redaktør, dJ

steen Bruun Jensen

anne klitgaard

uffe Wilken, dJ

Magasindesign:

spagat design|studio

forsidefoto:

legende bjørn

foto: staffan Widstrand

Produktion og tryk:

datagraf auning as

artikler i Polarfronten giver ikke nødvendigvis

udtryk for forsknings- og

innovationsstyrelsens holdning.

issn: 0907-2322

eftertryk er tilladt i uddrag

med kildeangivelse.


ekonstruktion af Ismanden. South tyrol Museum og archaeology.

Ötzi vender tilbage

foto: Poul-erik Philbert

Et vildtvoksende skæg, en hud garvet af vind og vejr og markerede ansigts-

træk med et par dybtliggende, brune øjne. Sådan må vi forestille os, at den

meget omtalte Ötzi, også kaldet Ismanden, har set ud, da han vandrede i

Alperne i Sydtyrol på vej mod sin død i Ötztaler-gletsjeren. På dette sted blev

det mumificerede lig 5300 år senere i september 1991 fundet af to tyske turister

fra Nürnberg.

Denne rekonstruktion af det ældste, naturligt bevarede lig i Centraleuropa

er i hvert fald det bud, som to hollandske eksperter, Alfons og Adrie Kennis,

giver på Ötzis udseende i forbindelse med en særudstilling på Sydtyrols

Arkæologimuseum i Bolzano, der markerer 20-året for det sensationelle fund.

Langt fra den virkelige Ismand er det sandsynligvis heller ikke. For de to

hollændere er gået meget grundigt til værks og har benyttet 3D-billeder af liget

og inddraget de mest avancerede retsmedicinske metoder i deres arbejde.

Desuden er Ötzi gennem de 20 år, der er gået, siden han blev fundet, blevet

målt og vejet, røntgenundersøgt, genanalyseret, dateret og i det hele taget

endevendt på kryds og tværs. Så forskerne står i dag med en omfattende

viden om ikke alene den mumificerede bjergvandrer, hans beklædning, våben

og redskaber, men også om datidens kulturhistoriske forhold.

De minutiøse undersøgelser har vist, at Ötzi var omkring 1,65 meter høj og

ved sin død var omkring 45 år og vejede omkring 50 kg. Hans krop må være

blevet dækket af is kort efter døden og var derfor meget velbevaret, da den

dukkede frem af isen igen 5300 år senere. Det har blandt meget andet gjort

det muligt ud fra analyser af pollen, støvkorn og tandemaljen at fastslå, at

han voksede op tæt på den nuværende landsby Feldthurns nord for Bolzano,

men senere flyttede til dalområderne 50 kilometer længere nordpå.

Resultaterne af det fascinerende videnskabelige arbejde kan som nævnt

ses på Sydtyrols Arkæologiske Museum (www.iceman.it/en), hvor man også

kan møde Ötzi i fuld figur frem til den 15. januar 2012.

Poul-Erik Philbert

Kunne man bare

kryptobiosere...

når mørke skyer tårner sig truende op i

horisonten, og man kan fornemme, at der er

forandring på vej, så kan man godt misunde

bjørnedyr, hjuldyr og lignende småkravl

deres evne til at kryptobiosere. På jævnt

dansk betyder det at holde lav profil meget

lav. i biologien betyder det at kryptobiosere

at suspendere alle biologiske processer i

kortere eller længere tid under stress. for så

senere at vende tilbage til normal levende

tilstand, når forholdene igen bliver optimale.

de nævnte småkravl kaldes fælles for

meiofauna. det er dyr, der skal ses under

mikroskop, men som er større end bakterier

mellem 0,03 og 0,5 mm. det, der gør

mange af dem specielle, er deres evne til

at kryptobiosere på fire forskellige måder.

det giver mulighed for at overleve fæle ting

som total udtørring, nedfrysning, opvarmning,

ekstreme udsving i saltholdighed fra

destilleret vand til saltlage og mange andre

ubehagelige forhold.

dyrene lever alle steder, men blev opdaget

i italienske tagrender for ca. 350 år siden.

Professor reinhardt Møbjerg kristensen

fra statens naturhistoriske Museum jagter

stadig småkravl i tagrender dog ikke i

italien, men både i nivå og i Middelhavets

iltfri mudderbund. i grønland finder han dem

i radioaktive kilder, i varme kilder, i stærkt

basisk vand, i dybhavet og på toppen af

indlandsisen.

Bjørnedyrene er selv i denne sammenhæng

lidt specielle. udtørres de, ’dør’ de.

kræenes stofskifte ophører. Professor

kristensen ynder at hælde dem i flydende

helium med en temperatur på minus 196

grader og lade dem ligge der et stykke

tid. efter optøning skal der blot en dråbe

vand og 15 minutters opvågning til, så er

bjørnedyrene atter i live og ved godt mod.

Mon ikke mange af os har det på samme

måde: engang imellem ville det være

praktisk, hvis man kunne aktivere sin egen

personlige kryptobiose for at afvente

bedre tider, før man atter kunne slå ud med

armene og banke kulden af sig?

Uffe Wilken

PolarfrontEn | nr.1/2011 | 3

gletsjerspalten


4 | PolarfrontEn | nr.1/2011

Gletsjere

i fart

Glaciologerne har stadig svært ved helt at forklare, hvorfor

gletsjere bevæger sig, som de gør. Et forskningsprojekt på

Geologisk Institut på aarhus Universitet forsøger nu at forfine

de modeller, som kan simulere gletsjernes bevægelse.

foto: david lundbek egholm

forskerne har de store, grønlandske

gletsjere under opsyn. Her ser vi smeltevand,

som løber fra en getsjers overflade ned i et

dybt hul og videre til bunden af isen.

Flere af de store gletsjere i

Grønland er for tiden under

skarpt opsyn af forskere, og de

kan se, at isstrømmene har bevæget

sig exceptionelt hurtigt

de seneste år.

Der er enighed om, at den

menneskeskabte globale opvarmning

har en afgørende

finger med i spillet, men at der

også er tale om bagvedliggende,

naturlige variationer. Men til

trods for mange kolde og fugtige

lejrophold på isen ved forskerne

stadig meget lidt om, hvad der

egentlig sker under overfladen,

og hvad der i sidste ende sætter

gletsjerne i bevægelse. Og et af

problemerne er, at de eksisterende

modeller for gletsjernes

bevægelser er for dårlige.

forenklet og realistisk

Geofysikeren David Lundbek

Egholm fra Aarhus Universitet

har i 2010 fået 7,5 mio. kr. fra

Det Frie Forskningsråds forskerkarriereprogram

Sapere Aude

og håber, at han med de penge i

løbet af de næste 3-4 år vil kunne

løfte sløret for nogle af hemmelighederne

bag gletsjernes

måde at bevæge sig på.

Egholm og hans gruppe tager

et teoretisk afsæt og håber, at

de kan få så meget styr på de

fysiske love bag isens bevægelse,

at de vil kunne forfine de

modeller, som i dag bruges til

at simulere gletsjernes bevægelser.

Modeller fortæller ikke nødvendigvis

alt om den enkelte

gletsjer. De bygger altid på

en reduktion af detaljerne,

hvor man prøver at skære det

uvæsentlige væk uden samtidig

at miste det væsentlige. Ville

forskerne have en fuldstændig

model for den enkelte gletsjer,

skulle de ideelt set have alle in-


formationer om gletsjeren. De ville så stå med en 1:1-model,

som ville være ligeså kompleks og uoverskuelig som naturen.

- Vores mål er at skabe en model, som kan være af generel

værdi for faget som sådan, fordi den kan give et forenklet

billede af, hvad der foregår nede under isen, forklarer David

Lundbek Egholm. Så vi vil udvikle et simuleringsværktøj,

der på den ene side er realistisk, men som samtidig er en

gennemsigtig model, som vi kan overskue.

Store mængder data

David Egholm lægger vægt på, at der er et stærkt behov for,

at nogle forskergrupper koncentrerer sig om det teoretiske

arbejde, hvis man i fremtiden vil have de troværdige modeller,

som mange forskere i dag efterlyser.

- Modelarbejdet bliver tit koblet på til sidst og mangler ofte

tilstrækkeligt mange data til at kunne belyse de teoretiske

spørgsmål. Jeg har ønsket at ændre dette ved at danne en

gruppe, som tager udgangspunkt i det teoretiske, og som er

så stor, at vi faktisk kan gøre noget ved det.

Størstedelen af arbejdet kommer derfor til at foregå foran

computerne, og kun en mindre del af bevillingen vil blive

brugt til feltarbejde i Grønland, Norge og Alperne.

- Jeg har vurderet, at der er mere fornuft i, at vi bruger

pengene på modeludvikling i stedet for at drage i felten.

Hvis vi selv skulle indsamle data i Grønland, ville 7 mio. kr.

hurtigt blive blæst af i helikoptertid.

Men det ændrer ikke på, at al modeludvikling hviler på

data indsamlet i felten på de tilbagevendende forskningsekspeditioner.

Derfor er det helt afgørende for projektet, at

David Egholm gennem samarbejde med udenlandske forskergrupper

har fået adgang til rigtig mange data. Det vigtigste

samarbejde er med Slawek Tulaczyk fra University of

California, som leder et stort amerikansk dataindsamlingsprojekt

på Antarktis og derfor ligger inde med en kolossal

datamængde.

- På den måde får vi adgang til langt flere observationer,

end hvis vi selv skulle ud og indsamle dem. Samarbejdet

bygger på, at vores kolleger leverer data, og at de til gengæld

kan bruge vores modelarbejde, fortæller David Egholm. På

den måde får begge parter fordele.

Is, vand og sediment

Der er grundlæggende to mekanismer i sving, når en gletsjer

flyder. Isen har sin egen indre dynamik, som får den til at bevæge

sig som en sejtflydende honning. Og samtidig bliver gletsjerens

skurrende bevægelse hen over bunden påvirket af nedsivende

vand, der blødgør sedimenterne og sætter dem i skred.

Overskriften på projektet er is, vand og sediment, for

David Egholm mener, at samspillet mellem de tre komponenter

er helt grundlæggende, når man skal genskabe

gletsjerens bevægelse i en model. Det gælder for både store

iskapper og små gletsjere. Og det er styrende for isens bevægelser

fra dag til dag, for længere perioder på 50-100 år og for

den helt lange tidsskala, hvor isen med hård hånd nedbryder

bjergkæder og former landskaber.

Et eksempel på bevægelser over meget kort tid er de store

grønlandske gletsjere, der øger farten ud mod fjordene et

par dage efter, at en varm sommerdag har skabt en masse

smeltevand på toppen af isen. Det forklarer flere forskere

med, at gletsjeren bliver ustabil, når smeltevandet siver ned

gennem isen og når bunden, hvor det aktiverer samspillet

mellem netop is, vand og sediment.

Gletsjere er ustabile

Der er ingen tvivl om, at det er den globale opvarmning, som

verden over har taget en bid af gletsjerne. Men det mest

iøjnefaldende træk ved gletsjere er, at de aldrig har været

særligt stabile og ikke bliver på samme sted længere tid ad

gangen. Målinger viser, at gletsjere er meget variable, og at

der selv i dag til trods for den globale opvarmning - stadig

er et mindre antal gletsjere, som er på vej fremad.

- Så gletsjernes opførsel i dag er i virkeligheden nok ikke

så speciel, siger David Egholm. Det kan godt være, at f.eks.

de grønlandske gletsjere er blevet accelereret af de stigende

temperaturer. Men gletsjere har altid været ustabile, og det

skyldes grundlæggende det omtalte samspil mellem is, vand

og sediment.

Det er en synsvinkel, som ifølge David Egholm kan være

med til at revidere opfattelsen af de såkaldt galopperende

gletsjere, der har fået deres navn, fordi de med nogle årtiers

mellemrum pludselig bevæger sig frem i gigantiske fremstød.

Fra at opfatte fremstødet som en enestående begivenhed,

er man begyndt at se alle gletsjere som galopperende,

der blot har forskellige tidsskalaer.

- Så vi vil undersøge, hvad der påvirker galopperende

gletsjere, siger David Egholm. Vi vil se på, hvad ændringer

i topografien og fordelingen af sediment og vand under en

gletsjer betyder over tid, og hvordan der opbygges den ustabilitet,

som med års mellemrum udløser en galopperende

begivenhed.

Projektet spænder i øvrigt fra en undersøgelse af gletsjernes

bevægelser over meget lang tid til en undersøgelse

af, hvordan det enkelte sedimentkorn under gletsjeren reagerer,

når det bliver fyldt med vand. David Egholm håber,

at denne meget brede teoretiske platform kan bidrage til at

bygge bro mellem de meget forskellige forskningsprojekter

inden for området.

Poul-Erik Philbert

Kontakt: David lundbek Egholm, Geologisk Institut,

aarhus Universitet, david@geo.au.dk

PolarfrontEn | nr.1/2011 | 5


et hav af

ferskvand

toptunede oceanografiske modeller er vigtige for at kunne forudse, hvordan havisen vil reagere på

klimaforandringer. Modellerne skal ikke mindst stå deres prøve, når det gælder om at forudse, hvordan

en gigantisk tilstrømning af ferskvand til nordatlanten vil påvirke oceanstrømmene.

Oceanograferne undrer sig. Siden slut-

ningen af 1990’erne har et gigantisk lag

af ferskvand samlet sig i Det Arktiske

Ocean på toppen af verden. Først i det

canadiske bassin, men i løbet af de

sidste få år også i det eurasiske bassin.

Videnskabsfolkene ved ikke hvorfor.

Men de ved én ting, og det forklarer

André Visser fra DTU, Danmarks

Tekniske Universitet, således:

- Vi forventede, at ferskvandet ville

flyde ud. Det gør det ikke. Tværtimod

ser det ud, som om det er fanget. Hvis

vandet pludselig blev frigjort og begyndte

at strømme sydpå, ville det

ændre strømningsmønstret i hele

Nordatlanten dramatisk og få enorme

konsekvenser.

- Det er svært på nuværende tidspunkt

at sige noget om, hvad ferskvandet

betyder for dannelsen af havis

og dermed for livet i havet, fortsætter

André Visser. Men det er noget, vi er

nødt til at kigge på, og forhåbentlig vil

vores forbedrede modeller til sin tid

kunne give nogle svar.

Bedre oceanografiske modeller

De modeller, som André Visser er i

gang med at forbedre, er de eksisterende

oceanografiske modeller. Det er

blevet muligt med en bevilling på 10

millioner kroner fra Det Strategiske

Forskningsråd. Forbedringen foregår i

det tværfaglige projekt ’North Atlantic

Arctic coupling in a changing climate:

impacts on ocean circulation, carbon

cycling and sea-ice (NAACOS)’.

Målet med projektet er at finde og re-

6 | PolarfrontEn | nr.1/2011

ducere modellernes usikkerheder, så videnskabsfolkene

kan komme med bedre

forudsigelser om, hvordan havisen

bliver dannet og bevæger sig. Aktører

inden for skibsfart, olieindustrien og

turistbranchen får større og større behov

for pålidelige prognoser.

- Men det er ikke udelukkende lønsomheden

i de strategiske tiltag, der

ligger bag projektideen. Det er i lige så

høj grad sikkerheden for de mennesker,

der er involveret i aktiviteterne, der er

vigtig, understreger André Visser.

Nu tager den virkelige verden jo ikke

hensyn til, at videnskaben er opdelt i

forskellige videnskabelige discipliner,

så projektet har valgt en meget tværfaglig

tilgang til problemerne. Skal

man forsøge at forudsige, hvordan

havisen påvirker den økologiske cyklus

og produktivitet, må man nødvendigvis

kombinere både biologiske og

oceanografiske modeller. Som André

Visser siger:

- Vi kan sagtens få de fysiske og

biologiske modeller til at arbejde sammen.

Men modellerne bliver mere og

mere sofistikerede og stiller dermed

også flere og flere spørgsmål. Det nyskabende

ved vores projekt er, at vi fokuserer

på bestemte lokaliteter i polarhavene

og på specifikke spørgsmål om

havis og ferskvand.

Vidtrækkende konsekvenser

At kalde vandet for ferskvand er en

sandhed med modifikationer. Der er

snarere tale om, at saltholdigheden i

overfladevandet falder. Oceanvand har

en saltholdighed på omkring 35 ‰,

hvor ferskvandslaget ligger på mellem

20 og 25 ‰. Tykkelsen af laget varierer

fra sted til sted, men er generelt 20 til

100 meter. Hollandske forskere vurderer,

at laget i Det Arktiske Ocean fylder

det dobbelte af Lake Victoria, Afrikas

største sø. Hvor ferskvandslaget kommer

fra, er indtil videre et mysterium.

Det kan både være fra de sibiriske

floder, den grønlandske indlandsis og

Stillehavet, hvor vandet er en anelse

mindre saltholdigt end vandet fra

Atlanterhavet.

Ferskvandslagets betydning for dannelse

af havis kan ikke understreges

nok. André Visser siger:

- Mindre saltholdigt vand fryser

tidligere, så det har betydning for,

hvornår havisen begynder at dannes.

Ferskvandet isolerer også det dybere

vand fra overfladelaget. Det betyder, at

når lagdelingen i Det Arktiske Ocean

øges, så er der også større sandsynlighed

for, at der dannes havis, fordi det

isoleres fra de dybere og varmere lag.

Derfor fremmer det dannelsen af havis.

Til gengæld er betydningen af saltholdigheden

for livet i havet knap så

dramatisk. Oceanografen siger:

- Saltholdigheden i sig selv har ikke

den store betydning. Det er trods alt

ikke de helt store ændringer, vi ser.

Men det kan spille en rolle for dyr

og alger i forbindelse med havisens

opbrud om foråret. På det tidspunkt

begynder algeopblomstringen, som

sætter gang i produktionen af dyreplankton.

Hvis tidspunktet for denne


opbrydning ændrer sig, får vi ingen

algeopblomstring. Det kan være katastrofalt

for det dyreplankton, som er

næste led i fødekæden. Og det betyder,

at dyr som havfugle og havpattedyr i

sidste ende også vil blive påvirket.

På med vanten

Skulle ferskvandet begynde at flyde,

ville det sandsynligvis følge den

sædvanlige ferskvandsrute langs

Grønlands østkyst, bevæge sig rundt

om Kap Farvel, op i Baffin Bugten og

tilbage igen. Et af de store spørgsmål er,

om det, man populært kalder oceanernes

globale transportbånd, vil blive påvirket.

Det er bl.a. transportbåndet, der

giver Nordeuropa dets milde klima. Til

det siger André Visser tøvende:

- Det ved vi ikke, og det er et af de

sværeste spørgsmål. Det kritiske her er

dybvandsdannelsen øst for Grønland

det er det, der driver det hele. Men det

er på nuværende tidspunkt umuligt at

sige noget om, hvad et gigantisk input

af ferskvand vil betyde.

Det var Vissers kolleger fra Danmarks

Meteorologiske Institut, der først

blev opmærksomme på ferskvandet i

det eurasiske bassin. De har i flere år

deltaget i togter i det højarktiske område

og især lavet målinger af saltholdighed

og havis. Selvom størstedelen

af NAACOS-projektet foregår på en stol

foran en computerskærm, så er der stadig

et væsentligt element af udendørs

aktiviteter nordpå. André Visser siger:

- Grundtanken er, at det er et modelleringsprojekt.

Men vi vil etablere en

lejr på havisen for at se nøjere på mekanismerne

ved smeltning og dannelse

af havis og få taget nogle vandprøver.

Vi ønsker også at bruge næringsstoffer,

organisk stof og isotoper til at afprøve

nogle af vores nye sporingsmetoder for

at se, hvor ferskvandet kommer fra. Det

skal så kobles til satellitobservationer,

så vi kan finde ud af, hvad det egentlig

er, satellitterne ser. Først derefter kan

vi forsøge at forklare, hvad der kan ske

med havisen.

Uffe Wilken

Kontakt: andré Visser, DtU aqua,

awv@aqua.dtu.dk

fotos: uffe Wilken

labradorhavet et overset hav

foto: Magnus elander

når talen falder på klima, nordatlanten og havstrømme, er det næsten udelukkende de

nordiske Have i nordøstatlanten, man tænker på. i dansk sammenhæng kan man derfor

på det nærmeste tale om labradorhavet som et glemt eller overset hav. Men havet

er sammen med de nordiske Have den vigtigste generator for dybvandsdannelse, som

er det, der holder de globale havstrømme kørende. den varme golfstrøm deler sig i

to arme i Midtatlanten og strømmer nordpå på hver side af grønland. På begge sider

afgiver strømmene varme til atmosfæren, bliver koldere, tungere, mere saltholdige

og synker ned. det er denne nedsynkning, der holder gang i havstrømmene. Hvad der

sker i labradorhavet er vigtigt for den vestgrønlandske kyst, som rummer den mest

befolkede del af grønland med fiskeri og olieefterforskning.

PolarfrontEn | nr.1/2011 | 7


Udkantsgrønland

De mindre grønlandske bygder tømmes for indbyggere. Beskæftigelsen inden for fiskeri- og

fangsterhvervet er for stærkt nedadgående, og de unge grønlændere drømmer om et andet liv

end deres forældre. En ny rapport sætter tal på udviklingen.

Den ensomme, grønlandske fanger på jagt i sin kajak har

én ting tilfælles med den danske politibetjent, der følger

ællinger over gaden: Han hører hjemme på turistplakater.

Eller også er han netop ensom. De mindre bygder har

oplevet en affolkning gennem mange år, og inden for det

sidste tiår er den kedelige udvikling accelereret markant.

Flere bygder er allerede forsvundet, og et større antal kan

forventes at forsvinde i løbet af de næste 10-20 år, hvis

tendensen fortsætter. Og det er der ingen grund til at tro,

at den ikke skulle.

Det fremgår af rapporten ’Status for bosteder i

Grønland - med særlig fokus på bygderne’, der er udarbejdet

af forskningsinstitutionen Nordregio for Nordisk Råd.

Det gælder generelt for bygderne, at befolkningstallet

er faldet særdeles markant i perioden 1990 til 2009.

Husstandene består i stigende grad af kun én person,

befolkningen er kønsmæssigt skævt sammensat med et

Kangeq tæt ved nuuk er et eksempel på en bygd, som blev nedlagt i starten af 1970’erne i forbindelse med

moderniseringen af fiskeriet i Grønland. Globaliseringen af den grønlandske økonomi spiller i dag i højere

grad en rolle for fraflytningen fra mange bygder.

8 | PolarfrontEn | nr.1/2011

stort kvindeunderskud, og børnetallet er stærkt faldende.

færre fangere og fiskere

Den mest indlysende årsag til fraflytningerne er, at

fangst- og fiskerierhvervet er koncentreret og specialiseret,

så hovedaktiviteterne er samlet på et fåtal af trawlere,

der har hjemsted i de store byer, siger en af rapportens

forfattere, seniorforsker Rasmus Ole Rasmussen:

- Det kan naturligvis ikke blive ved med at beskæftige

en hel masse mennesker. Antallet af aktive personer inden

for området falder, og det vil det blive ved med.

Det gode liv ligger et andet sted.

- Men erhverv er én ting. Noget andet er, at den yngre

generation har en anden opfattelse af, hvad det gode liv

er, siger Rasmus Ole Rasmussen.

I samme periode har flertallet af Grønlands byer oplevet

en befolkningsstigning, herunder særligt Nuuk, hvor


efolkningen er steget fra 12.217 personer i 1990 til 15.105

personer i 2009. Først og fremmest på grund af tilflytning

ikke mindst af kvinder.

- Kvinderne flytter, og det har de gjort de sidste 30 år. Af

forskellige grunde. Nogle blev i sin tid gift med de danske

håndværkere og rejste derfor fra bygderne. Andre har undervejs

søgt til byerne, fordi der var job i fiskeindustrien.

Nu handler det så om uddannelse og derefter job, der passer

til ens uddannelse. Og det gælder ikke kun for pigerne, men

også i stigende grad for drengene, der også vil noget andet og

flytter efter andre muligheder, siger Rasmus Ole Rasmussen.

Han har tidligere lavet undersøgelser, der viser, at livet i

bygderne ikke længere er tiltrækkende for den nye generation.

- Jeg har gennemført spørgeskemaundersøgelser blandt

cirka 80 % af alle unge mennesker i Syd- og Østgrønland og

interviewet mange af dem, hvor jeg blandt andet har spurgt

om, hvorvidt de kunne tænke sig at være fangere og fiskere,

og om de ville bo i en bygd. Der er mellem 5 og 10 % af drengene,

der siger, at det kunne de godt tænke sig, mens der

kun er 0,1 % af pigerne, der siger, at det er noget for dem. For

pigernes vedkommende er det faktisk det sidste, de kunne

tænke sig overhovedet. Og det er det altså i stigende grad

også for drengene, siger han.

tilpasning er traditionen

Hvis man har svært ved at forestille sig et Grønland uden

bygder, så er det ikke noget positivt billede, rapporten tegner.

Men Rasmus Ole Rasmussen ønsker ikke at være pessimistisk:

- Mange folk tror, at bygder er en oldgammel opfindelse.

Men sandheden er, at rigtig mange af dem blev etableret i

1920’erne og 30’erne, da man pludselig kunne fange torsk i

stor stil. Og andre ligger, hvor der tidligere var gode muligheder

for fangst. Nu laver man så noget andet, og det foregår

i byerne. Det er på sin vis en helt naturlig udvikling. Men det

opfattes af mange som et sammenbrud af det grønlandske

samfund, fordi den traditionelle levevis - som i forhold til

fiskeriet i virkeligheden kun er en relativt kort historisk periode

er på vej ud. Traditionen er i virkeligheden, at man i

de arktiske egne tilpasser sig de forandringer, der foregår, og

lever efter det, siger han.

- Der er selvfølgelig nogle, der føler sig tvunget til at flytte,

men grundlæggende gælder det, at folk vælger af egen fri

vilje, og at bosætningen bliver en afspejling af, hvad folk vil.

Og der bliver et generationsskifte en særdeles væsentlig faktor,

siger Rasmus Ole Rasmussen.

forlader Grønland

Rasmus Ole Rasmussen fremhæver også, at et mere væsentligt

problem for det grønlandske samfund på længere sigt er,

at der er flere og flere grønlændere, der ikke stopper ved de

større byer, men helt fraflytter Grønland:

- Siden hjemmestyret blev etableret i 1979, er der flere end

16.000 grønlændere, der har bosat sig uden for Grønland. Jeg

har i forbindelse med en anden undersøgelse af mobilitet i

Grønland lavet en fremskrivning af situationen, som viser, at

man i 2050 i værste fald kan risikere, at de nuværende 56.000

indbygger går hen og bliver til kun 40.000.

- Folk siger, at de vil skaffe sig kvalifikationer og få en erhvervstilknytning,

der har med deres kvalifikationer at gøre.

Måske kan oliefund eller andet, der udløser en masse penge,

løse nogle af de her problemer, men det tror jeg i virkeligheden

ikke. Man kan have alle mulige gode intentioner, men

folk vælger nu engang det, de gerne vil, siger han.

Steen Bruun Jensen

Kontakt: rasmus ole rasmussen, nordregio,

rasmus.ole.rasmussen@nordregio.se

’Status for bosteder i Grønland - med særlig fokus på bygderne’

er forfattet af rasmus ole rasmussen, Johanna roto, lise Smed

olsen og lisbeth Greve Harbo, der alle er tilknyttet nordregio.

fotos: rasmus ole rasmussen

PolarfrontEn | nr.1/2011 | 9


sådan lidt fra oven

titusindvis af flyfotos fra Grønland

fra 1900-tallet er ved at blive organiseret

i en database, som dermed

kommer til at rumme værdifuld

viden om klimaudviklingen fra

1930’erne og fremefter.

Det kræver knofedt at stable en stor

database på benene. Så når geologen

Kurt H. Kjær og hans kolleger

fra Center for Geogenetik på Statens

Naturhistoriske Museum har kastet

sig ud i at opbygge en database over

titusindvis af historiske flybilleder fra

Grønland, så er det selvfølgelig, fordi

de regner med, at de mange timers

rutinearbejde vil komme tilbage med

renter og renters rente senere.

Der er tale om fotooptagelser fra

fly fra 1930’erne og frem til 1980’erne,

10 | PolarfrontEn | nr.1/2011

som giver et overblik over israndens

bevægelser frem og tilbage. Og specielt

10.000 optagelser fra 1930’erne er ifølge

lektor Kurt H. Kjær en guldgrube:

- De mange fotos giver os et øjebliksbillede

af Indlandsisens rand i 1930’erne

og skubber vores overblik tilbage til

en periode, som var ligeså varm som i

dag og derfor er meget interessant i en

aktuel klimasammenhæng.

Værdifulde fotos

I dag bliver Indlandsisen overvåget

intensivt fra satellitter som Grace og

Icesat-2, der i en lind strøm sender

data ned, som tegner et billede af

iskappens fysiognomi. Desuden er

der adgang til data fra lasermålinger

fra fly, der med stor nøjagtighed

måler isens overflade. Det gør for-

skerne i stand til at følge dynamikken

i Indlandsisen tæt og f.eks. vurdere,

hvor stor udtyndingen er, hvor hurtigt

den går, og hvor meget den i sidste ende

påvirker havniveauet.

Den moderne overvågning giver forskerne

en nogenlunde dækning med

klimadata for de seneste 15-20 år, men

vil de endnu længere tilbage, må de

gribe til andre former for data og dokumentation

som f.eks. flyfotos. Derfor

er de 160.000 flybilleder, som dækker

perioden fra 1930’erne frem til 1987

(se boks), en værdifuld kilde til viden

om Indlandsisens udvikling.

- Jo flere år vi kan gå tilbage, jo bedre

bliver vi til at fange gletsjernes dynamik

og variationer over længere perioder,

forklarer Kurt H. Kjær. Ud fra vores

foreløbige analyser af fotomaterialet


kan vi allerede nu se, at gletsjere kan

slå til og fra over nogle år. De kan i en

årrække flyde hurtigt og tynde ud for

derpå måske at stoppe helt op, samtidig

med at nye gletsjerstrømme kan

begynde at røre på sig et andet sted i

isranden.

I glemmebogen

De mange fotos har samlet støv i forskellige

arkiver, og især de værdifulde

optagelser fra 1930’erne har været svære

at grave frem. Opsporingen startede

i Arktisk Instituts arkiver, som rummer

historisk materiale fra Grønland og

Arktis. Her fandt Kurt H. Kjær protokollerne

fra de forskellige flykampagner,

som det daværende Geodætisk Institut

har gennemført. Der lå udførlige henvisninger

til konkrete fotos, ruteoversigter

og rutenumre. Det eneste, der

manglede, var en angivelse af, hvor

negativerne var arkiveret.

I Kort- og Matrikelstyrelsen, som i

dag rummer arkiverne fra Geodætisk

Institut, var der i første omgang ikke

overblik over, hvor de mange negativer

befandt sig. Men en nærmere undersøgelse

førte Kurt H. Kjær til et fjernarkiv

bygget ind i Københavns gamle forsvarsværk,

Vestvolden, hvor filmene

var blevet opmagasineret engang i

1970’erne.

Umiddelbart kan det måske undre,

at man har valgt at opbevare negativerne

på dette sted. Den enkle forklaring

er, at der er tale om nitratnegativer,

som er meget brandfarlige, og

at faren ved en brand var mindre truende

i et depotrum i Vestvolden end i

Geodætisk Instituts egne arkiver.

Negativerne viste sig imidlertid at

være i fin stand:

- Vi var noget bekymrede, da vi åbnede

negativdåserne, som var i en meget

dårlig forfatning, fortæller Kurt H.

Kjær. Men negativerne viste sig at være

meget velbevarede og ser ud, som da

de blev arkiveret for 40 år siden.

Det er i øvrigt også lykkedes at finde

det kamera, som er blevet benyttet til

at tage de mange flyfotos i 1930’erne.

Det havde fundet hvile i magasinerne

på Steno Museet i Århus.

En højdemodel anno 1933

Flybillederne dækker en 2.000 km

lang strækning fra Sisimiut, syd om

Kap Farvel og op til det nordøstlige

Grønland, hvor kystområderne i løbet

af 1930’erne systematisk er blevet gennemfløjet

og fotograferet fra luften.

De 10.000 billeder er virkelig et fund

for klimaforskerne, men skal igennem

en række tekniske manipulationer og

kortlægninger, før de bliver direkte anvendelige

i forskningsarbejdet.

Når negativerne er scannet ind, bliver

der foretaget en såkaldt georeferering,

hvor kendte geografiske punkter

som bjerge, dalsider og lign. bliver

identificeret for at fastslå, hvor optagelsen

stammer fra. Herefter kan man

lægge fotoet ned over nutidens geografi

og sammenligne dette snapshot

af isens udbredelse, isranden og gletsjerudløbene

i 1930’erne med situationen

i dag.

Det næste skridt er, at man ved

hjælp af fotogrametri kan rette skråbillederne

op, så det bliver muligt at

beregne gletsjernes højde, bredde mm.

og udvikle en digital højdemodel. Det

betyder, at forskerne kan sammenligne

nutidens satellitbaserede højdemodeller

med f.eks. en højdemodel anno

1933.

Arbejdet med at analysere de mange

fotos er i sin første fase, men det

forventes, at de første resultater fra

denne specielle forskningsniche vil

komme i løbet af efteråret.

Poul-Erik Philbert

Kontakt: Kurt H. Kjær,

Center for Geogenetik,

Statens naturhistoriske Museum,

kurtk@snm.ku.dk

Grønland på foto

statens naturhistoriske Museum er i

samarbejde med kort- og Matrikelstyrelsen

i gang med at samle de mange

flyfotos, der i 1900-tallet er optaget i

grønland.

der er siden 1930’erne gennemført en

lang række kampagner, hvor de grønlandske

kystområder er blevet gennemfotograferet

fra luften. det drejer sig

om 160.000 billeder, og især 1950’erne

har været en travl periode med omkring

80.000 skud fra luften. også us air

force har især under 2. verdenskrig bi-

draget til fotokortlægningen, og fra

dansk side ligger der et stort materiale

fra den store kortlægning 1978-1987.

de første store kortlægninger fra fly

fandt sted i 1930’erne, og de 10.000

flyfotos fra den periode er alene i kraft

af deres alder meget interessante i en

forskningssammenhæng. flåden, som

lagde fly til, mente i 1920’erne, at det var

for farligt at gennemføre fotooptagelser

fra luften. så først fra slutningen af

1920’erne fik det daværende geodætisk

institut lov til at starte flykampagnerne

med nogle Heinkel H. M. ii-fly i

forbindelse med bl.a. knud rasmussens

thule-ekspeditioner, lauge kochs

3-års-ekspedition fra 1931-34 og

2-års-ekspedition fra 1936-38 og ejnar

Mikkelsens 2. Østgrønland ekspedition

i 1932.

logistikken under kampagnerne har

ikke ladet nutidens kampagner meget

tilbage. geodætisk institut stablede

et større apparat på benene med flere

skibe og fly, men de store satsninger

skal også ses på baggrund af, at de falder

sammen med danmarks og norges

folkeretslige tvist om nordøstgrønland.

PolarfrontEn | nr.1/2011 | 11


Et tilfældigt møde

forskere lever med risikoen for at støde ind i en isbjørn, når de er på feltarbejde i Grønlands øde områder.

Sidste sommer var det meget tæt på at gå galt, da en dansk arkæolog blev overfaldet af en sulten bjørn i

nordøstgrønland. Den dramatiske episode fik megen omtale, men rejser også spørgsmålet, hvor farligt

det egentlig er at have sin arbejdsplads i bjørneland.

Sidste sommer var arkæologen Jens Fog Jensen fra Nationalmuseet

meget tæt på at blive dræbt af en isbjørn.

På en ganske almindelig arbejdsdag i felten på en gammel

boplads på Clavering Ø i Nordøstgrønland blev rutinen

pludselig brudt, da en ung bjørn dukkede op og gik til angreb.

Jens Fog og hans arkæologkollega Bjarne Grønnow forsøgte

først at skræmme bjørnen væk med råb, men den fortsatte

uanfægtet fremad, væltede Jens Fog omkuld og begyndte at

bide ham. På det tidspunkt havde Bjarne Grønnow fået fat i

sin riffel, og det lykkedes ham at ramme bjørnen i halsen på

cirka 10 meters afstand.

Bjørnen var dræbt på stedet, og Jens Fog slap ud af en livstruende

situation med bidsår og flænger i ben og arme.

Unge bjørne på afveje

Forskere støder med mellemrum på isbjørne under deres

feltarbejde i Grønland, men det er absolut undtagelsen, at

mødet med ’verdens farligste rovdyr’ udvikler sig så dramatisk

som i Jens Fog Jensens tilfælde. Episoden giver alligevel

anledning til at stille spørgsmålet, hvor risikabelt det er at

arbejde i bjørneland: Hvor stor er risikoen for at møde en

bjørn? Og hvor farligt er det, hvis uheldet er ude?

Det kan den erfarne isbjørneforsker Erik W. Born fra

Grønlands Naturinstitut give et bud på. Han har beskæftiget

sig med isbjørne siden begyndelsen af 1980’erne og var ved

et tilfælde i felten i det samme område som Jens Fog Jensen,

da overfaldet fandt sted. Han så derfor den angrebslystne

bjørn kort tid efter, at den var blevet skudt.

- Det var en totalt afmagret, ca. 1,5 år gammel bjørn,

der kun vejede omkring 90 kg, fortæller Erik W. Born.

Bjørneunger plejer at følge i hælene på deres mor, til de er

omkring to år, så det er helt usædvanligt at møde en bjørn,

som er ude på egen hånd i så ung en alder.

Det er imidlertid langt fra usædvanligt, at det er unge isbjørne,

som skaber problemer for forskerne ved at komme

tæt på og bryde ind i lejre, forklarer Born.

- Unge bjørne er i sagens natur urutinerede. De har ganske

vist lært at jage af moderen, men skal efter et par år stå på

12 | PolarfrontEn | nr.1/2011

egne ben og kan have svært ved selv at praktisere den komplicerede

jagtadfærd, som hører med til at være bjørn. De er

måske havnet i et område, hvor der ikke er så meget føde, og

samtidig er de fleste unge bjørne meget nysgerrige og mangler

respekt for mennesker.

Mødet med mennesket

Selvom den hvide bjørn med sine op til 500 kilo er en frygtindgydende

skabning, som uden tremmer imellem vil kunne

skræmme livet af de fleste, så understreger Erik W. Born, at

billedet af den omvandrende dræbermaskine trænger til at

blive nuanceret.

- Rovdyrets jagt er ikke aggressiv i sig selv, men en målrettet

adfærd, som dyret har lært. Isbjørnen er som alle andre

højt begavede rovdyr specialiseret i at jage under bestemte

omstændigheder. Den er ekspert i at fange ringsæler ude på

havisen, men har til gengæld ikke lært at jage mennesker.

Et menneske vil derfor i langt de fleste tilfælde ikke umiddelbart

blive opfattet som et bytte. Tværtimod vil mange

bjørne, som lever i områder, hvor de er udsat for jagt, have

lært, at de skal holde sig på respektfuld afstand af mennesker.

Og for de fleste vil mødet med mennesker være noget

helt nyt og forskelligt fra gang til gang.

- Selvom isbjørnen vil være drevet af nysgerrighed, vil den

som hovedregel være vagtsom og forsigtig og forsøge at vurdere

situationen, forklarer Erik W. Born. Og da den i de allerfleste

tilfælde ikke er aggressivt motiveret, vil det ofte være

muligt at jage den bort med råb eller skræmmeskud.

Det betyder ikke, at en isbjørn ikke kan være aggressiv, for

ethvert stort dyr har et aggressionspotentiale, som det bl.a.

bruger til at forsvare sig. Det gælder ikke mindst en hunbjørn

med unger, som hurtigt kan blive aggressiv, hvis hun føler

sig truet.

En begrænset risiko

Forskere oplever feltsæson efter feltsæson i Grønland uden

at se en bjørn eller bare et bjørnespor. Samme oplevelse har

Erik W. Born, som ganske vist har set mange bjørne på sine


Isbjørneunger bliver to år hos moderen, som lærer dem at jage. Isbjørnene lever på havisen og æder først og fremmest sæl.

Det er ofte unge, uerfarne bjørne, som strejfer rundt på land, der skaber problemer for forskerne.

mærkningsekspeditioner, men ellers kun er blevet over-

rasket af en bjørn to gange igennem 30 års feltarbejde. Den

ene gang i arktisk Canada, den anden i Nordøstgrønland. Så

selvom faren er reel nok, så er sandsynligheden for at møde

en bjørn ikke stor:

- Der er megen skræk og mange myter omkring bjørne.

Men risikoen for at møde en bjørn i Grønland er så lille, at

man som udgangspunkt godt kan slappe lidt af, lyder det

beroligende fra Erik W. Born. Men i bjørneland bør man dog

altid være opmærksom på omgivelserne. Er man det, vil man

oftest få øje på bjørnen på lang afstand og få en god fornemmelse

af dens hensigter. Er den på ens egen kurs, er der tid

til at undvige den. Skulle den alligevel komme nærmere, vil

et skud med en signalpistol eller en riffel være tilstrækkeligt

til at få de allerfleste bjørne på andre tanker. Men reagerer

den ikke på det, må man i meget sjældne tilfælde se i øjnene,

at den måske vil angribe, og at man i sidste ende kan blive

nødt til at dræbe den.

- Hvis man ikke er tæt på sit våben hvad man i øvrigt

altid bør være - så ville jeg tage benene på nakken og smide

en frakke, en støvle eller noget andet, som måske kan distrahere

bjørnen. Det kan give de sekunder, der skal til for at nå

hen til riflen, lyder det gode råd fra Born.

foto: Magnus elander

“En norsk isbjørneforsker var ude at mærke bjørne på

ski og blev pludselig opmærksom på, at der gik en bjørn i hans

skispor. Han forsøger først at jage den bort med et par skræmmeskud,

men det lader den sig ikke mærke af. Så beslutter han

sig for, at han vil blive stående, og at han vil skyde den, hvis

den kommer inden for en meters afstand. Den standser en meter

fra ham, og han tøver stadig med at skyde den. Så vender

den om på hælen og lunter bort.

“Et par geologer, som var i gang med kortlægning i

Østgrønland, blev en tidlig morgen overrasket af en indtrængende

bjørn og søgte i huj og hast uden våben og radioudstyr

op på det nærliggende fjeld, hvorfra de kunne betragte

bæstet. Bjørnen gik systematisk til værks, åd geologernes

proviant, gnavede konservesdåserne i stykker og gik videre til

skosværte, stearinlys, sæbe og andet tygbart. Herefter flåede

den teltene i stykker og pulveriserede i øvrigt, hvad den kunne

få fat på. Indimellem faldt den udmattet om og tog en lur. Det

må have været hård kost, for til sidst fik den tynd mave og

luntede væk. Men da havde geologerne også siddet i 24 timer

og set deres lejr blive splittet totalt ad.

PolarfrontEn | nr.1/2011 | 13


På den sikre side

alle forskere har isbjørnefaren med i

forberedelserne, når de planlægger en

ekspedition til grønlands øde områder.

en grundlæggende regel er, at man

ikke færdes uden for lejren uden at være

bevæbnet med en riffel eller en pistol,

og en signalpistol til at skræmme bjørne

væk bør også indgå i et fornuftigt udstyr.

og den anden hovedregel er, at man skal

være opmærksom og holde et vågent øje

med omgivelserne.

der findes også en række rutiner

omkring lejrlivet, som kan være med

til at forebygge ulykker med bjørne.

Man skal ikke lægge sin lejr for tæt på

isbjørnenes naturlige ’vandingsveje’, som

om sommeren især vil være strande. det

er almindeligt at sætte et bjørnehegn

op, der aktiverer en alarm, hvis en bjørn

eller andre levende væsner snubler over

tråden. desuden skal man være særlig

opmærksom, når man laver mad, fjerne

affald fra lejren og opbevare madvarer i

aflukkede plastikposer væk fra teltet.

og så kan det være fornuftigt, at især

nye grønlandsforskere får skydetræning

og et elementært kursus i, hvordan

isbjørne opfører sig, og hvad man skal

gøre, hvis man skulle være så uheldig at

komme i klammeri med en.

14 | PolarfrontEn | nr.1/2011

“En bjørneforsker opholdt sig en aften i en hytte på Svalbard sammen med nogle

kolleger. På et tidspunkt skal han ud og slå en streg, og da der er et formidabelt flot

snevejr, henter han sit kamera. Mens han sidder på knæ og fotograferer, mærker han

pludselig, at nogen puffer ham på skulderen. Det undrer ham, fordi han ved, at alle

kammeraterne er inde i hytten. Da han vender sig om, ser han direkte ind i øjnene på

en isbjørn, som er henne at snuse til ham. I to spring er han inde i hytten, og hans

kammerater fortæller, at der gik meget lang tid, før den blege isbjørneforsker sammenhængende

kunne forklare, hvad der var sket.

“En forårsdag havde tre forskere arbejdet i mange timer med deres forsøgsopstilling

på havisen kort fra land. For at være mest muligt i nærheden af deres instrumenter

havde de taget deres soveposer med, så de kunne snuppe en lur under midnatssolen.

Men de havde ikke tænkt på, at tre forskere i soveposer for en isbjørn grangiveligt

måtte minde om tre store, spækfede sæler. Midt under luren føler en af de sovende

forskere pludselig et fast greb om sin sovepose, og da han drister sig til at kigge ud,

ser han, at en isbjørn beslutsomt er ved at slæbe ham væk. Hans skrækslagne råb får

bjørnen til at ryste soveposen så grundigt, at han falder ud. Isbjørnen kigger undrende

på den skrigende ’sæl’, og da kollegerne kommer stormende med skydevåben i hånden,

mister den pludselig appetitten og stikker af.

flere bjørne

Efterretninger fra forskere tyder på, at

der de senere år har været flere møder

med isbjørne.

Erik W. Born forklarer udviklingen

med, at det varmere klima fjerner havisen,

som er isbjørnens naturlige opholds-

og jagtområde. Det betyder, at

flere bjørne søger på land og dermed

foto: nationalmuseet

udgør en voksende fare for både grønlænderne

og forskerne.

Han gør dog samtidig opmærksom

på, at det er en situation, man har

kendt i Canada og på Svalbard i mange

årtier, hvor forskere har været vant til

at få besøg af bjørne i lejren adskillige

gange i løbet af en feltsæson.

Ved godt mod

På Nationalmuseet er Jens Fog Jensen

i dag ved godt mod. Han kom hurtigt

til hægterne efter den ublide medfart,

selvom han indrømmer, at den skræmmende

oplevelse stadig sidder i kroppen.

Han ser imidlertid meget frem til,

at en planlagt ekspedition vil bringe

ham til Nordøstgrønland igen til sommer.

- Men hvis jeg kunne få fat på en

peberspray, så ville jeg føle mig bedre

rustet til endnu en omgang nærkontakt

med en bjørn, siger han med et grin.

Poul-Erik Philbert

Kontakt: Erik W. Born,

Grønlands naturinstitut, ewb@ghsdk.dk

Den danske arkæolog Jens fog Jensen fra nationalmuseet

(tv.) var sidste år meget tæt på at blive

dræbt af en bjørn. Han blev kun reddet, fordi hans

kollega Bjarne Grønnow (th.) dræbte dyret med et

skud i halsen.


fra arktisk instituts arkiv:

Den hvide mand

og hvalerne

I arktisk Instituts store billedsamling kan man gå

på opdagelse blandt mange tusinde fotografier, der

beretter om livet i arktis. Mange af disse portrætterer

uidentificerede personer, lokale folk fra bygder,

skibsbesætninger og handelsmænd. Men af og til

er det muligt at sætte navn på et ansigt. arktiskebilleder.dk

rummer nemlig adskillige billeder af

de store personligheder, der var med til at forme

udviklingen i de nordligste egne af verden.

Manden på billedet er amerikaneren Charles D. Brower.

En vellidt hvalfanger og handelsmand, men især kendt

som den første hvide indbygger i hvalfangersamfundet ved

Barrow, Alaskas nordligste by. Brower forlod San Fransisco

som 19-årig knægt for at søge eventyret mod nord. Ombord

på et hvalfangerskib nåede han Alaskas nordspids i 1883,

hvor han slog sig ned blandt den eskimoiske befolkning og

stiftede familie. Som handelsmand og hvalstationsbestyrer

i Barrow besad han i mange år titlen som den nordligste,

hvide mand i USA. Charles eller ’Charlie’ befandt sig vel

blandt Inupiat-eskimoerne, som lærte ham den traditionelle

hvalfangst, at ro i kajak og tale flydende Inupiaq.

Billedet her er taget på Knud Rasmussens 5. Thuleekspedition

(1921-24) og viser Brower mellem to gigantiske

barder fra en grønlandshval. Knud Rasmussen var selv

interesseret i Brower, som ved polarfarerens besøg i 1924

allerede havde levet blandt de indfødte i 40 år. Længe forinden

havde andre polarfarere som islændingen Vilhjalmur

Stefansson og nordmanden Roald Amundsen gæstet den

afholdte hvalfanger på deres ekspeditioner.

Gennem sit lange liv i Barrow oplevede Brower de store,

dramatiske omvæltninger, som prægede samfundet efter

mødet med den vestlige civilisation, og dette og meget mere

skildres i hans selvbiografi ’50 years below zero’.

Marie lenander Petersen,

arktisk Institut, arkiverne@arktisk.dk

foto: fra 5. thuleekspedition (1921-24)

arktisk Instituts fotosamling rummer ca. 100.000

fotografier, hvoraf op mod halvdelen er skannet

og lagt ud på www.arktiskebilleder.dk

PolarfrontEn | nr.1/2011 | 15


fra affald

til energi

På Center for arktisk teknologi er forskerne i gang med

at undersøge, hvordan Grønland på længere sigt mest

rationelt kan skaffe sig med de voksende affaldsbunker.

Hovedforslaget er, at man skal skrue ned for forbrændingsanlæggene

og i stedet begynde at sortere affaldet

og genanvende det i energiproduktionen.

Det Grønlandske Selvstyre overvejer

for øjeblikket, hvordan det i fremtiden

skal komme af med de voksende affaldsmængder.

Landets forbrændingsanlæg

er ved at have nået grænsen

for deres kapacitet, og Grønland står

derfor over for et afgørende valg, om

man skal fortsætte ad den hidtidige vej

og bygge flere investeringskrævende

forbrændingsanlæg, eller om der kan

være andre løsninger.

Professor Arne Villumsen, som er leder

af Center for Arktisk Teknologi under

Danmarks Tekniske Universitet, er

ikke tvivl. Han mener, at man skal stoppe

op og prøve at tænke i nye baner:

- Det vil kræve store investeringer at

øge forbrændingsanlæggenes kapacitet,

og vi mener, at det vil være en god

idé at overveje kildesortering og genanvende

noget af affaldet. Grønland

har allerede i dag et kæmpeproblem

med at komme af med affaldet, og det

vil ikke blive mindre i fremtiden.

affald giver energi

Center for Arktisk Teknologi i Sisimiut

har siden 2000 drevet en grønlandsk

ingeniøruddannelse og udfører forskning

i teknologi i det arktiske område.

Centret har et godt samarbejde med de

grønlandske politikere og myndighe-

16 | PolarfrontEn | nr.1/2011

der, og det gælder også i forhold til den

affaldsplan, som Grønlands Selvstyre

forbereder i øjeblikket. Foreløbig har

dialogen ført til, at centrets forskere er

gået i gang med at beregne, hvor meget

det vil koste at etablere et biogasanlæg

og et papir-pap-anlæg.

- Der er perspektiver i at fjerne noget

af det organiske affald fra lossepladserne

og omdanne det til biogas, siger

Arne Villumsen. Det vil ikke alene løse

miljøproblemer, men også give nogle

indtægter fra biogasanlæggenes produktion

af energi.

Hvis det skal være rentabelt at omforme

organisk affald til biogas, kræver

det, at der er tilstrækkeligt meget

affald til rådighed over lange perioder.

Derfor har forskerne sammen med

kommunerne været i gang med at

kortlægge, hvor disse betingelser er

tilstede.

Et nærliggende område er fiskeindustrien,

hvor der produceres store

mængder reje- og fiskeaffald året rundt.

- Affaldet fra fiske- og rejefabrikkerne

er en stor miljøbelastning. Det

gælder f.eks. Royal Greenlands fabrik

i Sisimiut, hvor rejeaffaldet gennem et

rør bliver sendt ud i Ulkebugten på omkring

40 meters dybde. Herfra bobler

det op i bugten, hvor det ligger og sejler

forurening i Ulkebugten i Sisimiut.

rundt og spreder en svovl-brintelugt

over byen i flere dage, fortæller Arne

Villumsen.

I den grønlandske fiskeindustri er

der ifølge Arne Villumsen tilstrækkeligt

affald til, at man kan etablere en

rentabel biogasproduktion, som dermed

både vil løse et miljøproblem og

give et bidrag til energiproduktionen.

På andre områder er det sværere at

forestille sig et decideret overskud af

investeringerne i et biogasanlæg. Det

gælder f.eks. for slagteriaffald fra fåredriften

i Sydgrønland, og det gælder

især madaffald, sælrester og andet,

som ligger og flyder og forurener i de

beboede områder. Men det betyder ikke

nødvendigvis, at man skal undlade

at etablere biogasanlæg, mener Arne

Villumsen:

- Jeg tvivler på, at energioverskuddet

er tilstrækkeligt til at betale for det,

men det er også noget værd, at man

slipper af med affaldet, så det ikke ligger

og flyder alle vegne.

Og ifølge Arne Villumsen er det muligt

at tilpasse biogasanlæggene til de

lokale forhold i en mindre målestok:

- Vi ved fra Nepal, at biogasanlæg

kan være meget små. Her er der i nogle

meget kolde områder opstillet anlæg,

som betjener nogle få huse. Selv om


energien kan bruges til madlavning

inde i husene, så er den type anlæg ikke

en overskudsforretning, men først og

fremmest en nem måde at komme af

med affaldet på.

Kompostering i kulde

Det bliver også overvejet, om det er muligt

at blande toiletaffald i biogasproduktionen

for på den måde at komme

af med en væsentlig forureningskilde i

de grønlandske bygder. Men det ser ud

til, at det vil forringe nytteværdien af

biogassen og derfor først og fremmest

skal gøres ud fra et behov for bedre hygiejne.

En af centrets ph.d.’er, Ragnhildur

Gunnarsdottir, er i gang med et forskningsprojekt

om kompostering, som er

en velkendt metode til at skille sig af

med toiletaffaldet.

Problemet med kompostering i de

arktiske egne er, at der ikke er så meget

varme, og at det derfor er svært at

holde omsætningen i gang. Ragnhildur

Gunnarsdottir afprøver tre metoder,

som skal vise hvor meget varme, der

skal tilføres for at optimere komposteringen

i de arktiske egne:

Én, hvor man tilfører lidt varme med

en lille solfanger. En anden, hvor man

tilfører mere varme ved at supplere

foto: Mike Jakob kristiansen Kompostering ved turisthytte og afløb fra privat hus.

solfangeren med varmt vand, som cirkulerer

omkring tanken. Og endelig en

tredje uden varme, som meget ligner

den metode, man anvender i dag.

- Om sommeren kører komposteringen

af sig selv, men om vinteren går

den helt i stå. Så vores mål er at finde

ud af, hvor meget varme der skal til for

at holde processerne i gang ved de lavere

temperaturer, forklarer Ragnhildur

Gunnarsdottir.

Forsøget tager udgangspunkt i

nogle turisthytter i Sisimiut- og i

Kangerlussuaq-områderne, men det

kan også få betydning for private huse

i yderkanterne af byerne. De praktiske

forsøg bliver sat op i løbet af sommeren.

Papir kan isolere

Center for Arktisk Teknologi er også i

gang med at beregne, hvad det vil koste

at genanvende papir og pap og etablere

et papir-pap-anlæg.

I dag havner papir og pap på lossepladsen

og er dermed med til at belaste

de forbrændingsanlæg, som i forvejen

har svært ved at følge med.

- Man kan hakke papir og pap i stykker

og lave celluloseisolering af det, forklarer

Arne Villumsen. Ved at tilsætte

kemikalier kan man fjerne brandfaren,

og bygningsreglementet i Grønland gi-

fotos: ragnhildur gunnarsdottir

ver i dag tilladelse til at bruge papirisolering

på lige fod med andre former for

isolering.

Der er sandsynligvis meget mindre

papir og pap i husholdningsaffaldet end

i Danmark. Men Villumsen mener, at

nogle af de store virksomheder og institutioner

har så meget affaldspapir, at

det er muligt at forsøge at genanvende

det i et papir-pap-anlæg.

træaffald

Det sidste område, hvor man ifølge

Arne Villumsen kan lette presset på

lossepladserne, er genanvendelse af

træaffald.

- Der er ingen træer i Grønland, men

man bygger som gale, forklarer han. I

Sermersooq kommune bliver det f.eks.

til 2.000 tons træaffald om året, og det

bliver i dag lagt ud på trædumpen, hvor

det venter på at blive brændt af.

En af ideerne er at hakke træet til flis

og brænde det i en maskine, en såkaldt

Stirlingmotor, som kan producere tilstrækkeligt

meget strøm til, at det kan

forsyne adskillige husstande med elektricitet.

Poul-Erik Philbert

Kontakt: arne Villumsen,

Center for arktisk teknologi, av@byg.dtu.dk

PolarfrontEn | nr.1/2011 | 17


avanceret kollegium i sisimiut

Et nyt ingeniørkollegium i Sisimiut, apisseq, vil med

sine 1400 m 2 i fremtiden skaffe knap 40 studerende

tag over hovedet.

De vil primært komme fra det nærliggende Center for

Arktisk Teknologi under DTU, Danmarks Tekniske Universitet,

der for øjeblikket har 72 studerende på uddannelsen

som diplomingeniør i arktisk teknologi.

Men der er åbenlyst flere ambitioner bag det nye bygningsværk,

der også fungerer som et udstillingsvindue for nogle af

Denne bog i stort format er mere end

blot en nøgle til artsbestemmelse af

havalgerne i de grønlandske farvande.

Det er også en bog, der sætter et lidt

overset hjørne af Grønlands natur i

perspektiv. Og som også lige giver lægpersonen

et begrebsapparat, inden

man kaster sig ud i bogens 208 sider.

Fire af bogens ni kapitler er egentlige

nøgler til bestemmelse af brunalger,

rødalger, grønalger og andre algeklasser.

Skulle man ikke lige være fagbiolog

eller algefreak, kan man sagtens nyde

de flotte fotos af havalgerne, som med

18 | PolarfrontEn | nr.1/2011

foto: Mike Jakob kristiansen

Bog om Grønlands havalger

kreativ hånd er brugt som dokumentation.

Og skulle man være fagbiolog,

vil man sandsynligvis være imponeret

over de illustrative mikroskopbilleder,

der udgør en væsentlig del af nøglen.

Med sin blanding af gode historier,

bestemmelsesnøgler til algearterne

og ikke mindst det grafiske arbejde er

bogen glimrende læsning til den grønlands-

og/eller naturinteresserede

hvad enten man nu er lægmand eller

fagbiolog.

Poul Møller Pedersen: Grønlands havalger.

forlaget Epsilon.dk. 2011. 208 s.

de energibesparende teknologiske fornyelser, som er udviklet

gennem ingeniøruddannelsens første år i Sisimiut.

Kollegiet vil således få dækket en væsentlig del af sit energibehov

fra et 160 m2 stort solvarmeanlæg, der består af

nogle cylinderformede solfangere, som står lodret op i luften

i stedet for at ligge ned på taget. Det gør dem i stand til at

fange solstråler fra alle retninger og dermed bedre udnytte

især den periode, hvor midnatssolen giver lys døgnet rundt.

Lignende rør bliver brugt med succes på Knud Rasmussens

højskole i samme by.

Solvarmen kombineret med bl.a. en tykkere isolering, særlige

vinduer, ventilation med varmegenvinding og onlineadgang

til at overvåge husets forbrug er samlet med til at gøre

kollegiet mere bæredygtigt.

Teknologierne er udviklet i forbindelse med DTU´s arbejde

i det nærliggende lavenergihus, der gennem de seneste fem

år har været et avanceret forsøgsværksted for udvikling og

afprøvning af teknologier til fremtidens bæredygtige byggeri

under de barske og ekstreme vejrforhold i Arktis.

Kollegiet har kostet 45 millioner kroner og er finansieret af

Villum Fonden og A.P. Møller og Hustru Chastine Mc-Kinney

Møllers Fond til almene Formaal.

Desuden har Sct. Georgsgildet i Sisimiut deltaget i planlægningen

af kollegiet og vil sørge for social støtte til kollegianerne

for at styrke studiemiljøet og mindske frafaldet.

Poul-Erik Philbert

Kontakt: arne Villumsen, Center for arktisk teknologi,

av@byg.dtu.dk


foto: uffe Wilken

Et klima for bær

Det lunere klima i Sydgrønland

åbner nye muligheder for landbrugsproduktion.

Med hvide

tunneltelte kan landmændene

måske forlænge vækstsæsonen

for bær og dermed skabe sig et

godt supplement til fårehold

og kartoffeldyrkning

I Norge dyrker man bær så langt

nordpå som i Finmarken. Så hvorfor

skulle man ikke også kunne gøre det

i Grønland? Det kan man måske også,

og optimismen fejler da heller ikke noget

hos chefgartner Anders Iversen på

planteforsøgsstationen Upernaviarsuq

ikke langt fra Qaqortoq i Sydgrønland.

Han siger:

- Jeg er fuldstændig sikker på, at vi

godt kan få gang i en jordbærproduktion

i Grønland. Det vil sandsynligvis

være muligt at dyrke dem helt op til

Nuuk.

Bærproduktion bliver dog næppe

den store eksportsucces. I forvejen er

det grønlandske landbrug et marginalt

erhverv, og i 2008 stod fåreavlen for

hele 84% af indtægterne fulgt af kartofler

og grøntsager med kun ca. 2%.

Til gengæld er der lokale perspektiver

i bærrene, fordi de er en afgrøde af

høj værdi, som kan blive et værdifuldt

supplement til får eller kartofler.

føntørring

Det er det lunere klima og den deraf

følgende forlængelse af vækstsæsonen,

som er på vej til at gøre bærproduktion

mulig i Sydgrønland. Anders Iversen

forklarer:

- Der er ikke noget problem med

jordbær og sikkert heller ikke med solbær

og ribs. Med hindbær er jeg mere

skeptisk, fordi det er en to-årig plante.

Her risikerer vi, at bærrene ikke får sol

og varme nok den første sommer og

måske får frost i den følgende vinter

og det er ikke godt!

Klimaforandringerne giver dog

også udfordringer for de spæde spirer.

Gartneren er især bekymret

over de varme og kraftige fønvinde,

der piber ned gennem fjordene fra

Indlandsisen. En af konsekvenserne

af klimaændringerne forventes nemlig

at blive flere fønvinde, som ud over

at blæse ting omkuld også udtørrer

jorden. Det er ikke det store problem

for jordbær, men hindbærskuddene er

mere eksponerede for vinden og mere

sårbare.

tunnelhuse

Et svar på udfordringerne kunne være

nogle særdeles hårdføre tunnelhuse,

som man vil eksperimentere med de

kommende par år. Tunnelhusene lader

sollyset komme igennem og skærmer

tunnelhusene lader sollyset komme igennem

og skærmer til en vis grad af for frost.

til en vis grad af for frost. Når der er

høstet, fjernes plastikken, så planterne

ligger udækkede tilbage.

Med en anlægspris på 250 kr. pr. kvadratmeter

er de et billigt alternativ til

drivhuse, der koster næsten det tidobbelte.

Og med de økonomiske rammer,

der findes i Sydgrønland, må det ikke

blive for dyrt.

En anden stor udfordring er distribution

af afgrøderne. Anders Iversen

siger:

- Der er lange afstande, og bær tager

nemt skade under transporten. Især

hindbær. Selvom de kan transporteres

som kølevare, kan der hurtigt opstå

problemer med kvaliteten. Derfor

prøver vi at etablere produktionen i

tilknytning til de større byer, således

at kunden kan komme til producenten

og købe eller selv plukke. Selvplukning

er populært, og det reducerer omkostningerne.

- Vi vil nok ikke se producenter, der

udelukkende dyrker bær. Men på 1000

kvadratmeter kan man høste ca. 1.500

kilo, og med en kilopris på mellem 60

og 100 kr. kan bærrene blive et vigtigt

supplement til f.eks. fårehold.

Forsøgene på Upernaviarsuq er en

del af et større projekt, hvor man i

Grønland, på Færøerne og i Island vil

lave forsøg med tunnelhusproduktion

af forskellige slags bær. Projektet er finansieret

af bl.a. Nordisk Ministerråd

og Grønlandsbanken.

Uffe Wilken

Kontakt: anders Iversen, Upernaviarsuq,

ai@nunalerineq.gl

PolarfrontEn | nr.1/2011 | 19


20 | PolarfrontEn | nr.1/2011

- Efter at have lastet flydende naturgas fra de nyudviklede

gasfelter i Karahavet nord for Sibirien begav Beijings seneste

par tankskibe sig hjemover i august 2045. De blev eskorteret

af en kinesisk fregat, der fulgte i kølvandet på en russisk isbryder.

Citatet er taget fra en rapport, som Arktisk Råd offentliggjorde

i 2008. Rapporten indeholder blandt andet en række

politiske og logistiske scenarier for trafikforholdene i et

fremtidigt isfrit Arktisk Hav. Og Kina sejler altså ind i ét af

scenarierne. Om scenariets sandsynlighed siger seniorforsker

på Dansk Institut for Internationale Studier, Svend Aage

Christensen:

‐ På den ene side er der noget, der allerede er forældet.

Og på den anden side er der noget, der ikke lyder særlig

sandsynligt. Det forældede er, at den slags transporter med

gaskondensat allerede foregår selv om det ganske vist er

på russiske skibe, der sejler fra Murmansk til Ningong. Det

tog ti dage fra Murmansk til Beringstrædet og yderligere ti

dage videre til Kina. Der er naturligvis stadig tale om prøvesejlads,

og tankskibet var fulgt af en russisk isbryder, som

dog viste sig ikke at være nødvendig. Det russiske rederi

Sovkomflot har indgået en aftale med det største kinesiske

foto: yong Wang, state ocean administration of China - the Chinese arctic and antarctic administration, Beijing, China.

Xue long - Snedragen - er verdens største ikke-nukleare isbryder.

Snedragen

Kinesiske politikere og forskere satser i disse år på at være tilstede i Det arktiske Hav. Det er ikke mindst

udsigten til, at de arktiske havområder i løbet af nogle årtier vil blive sejlbare, der er den store motivation.

energiselskab om at bygge tankere i 300.000 tons klassen.

De er ganske vist for store til at gå gennem Beringstrædet

og kan ikke sejle hele vejen fra de russiske felter. Gassen må

derfor omlastes inden videresejlads mod de kinesiske havne.

Interessen for ruten ses af, at der i 2011 er ansøgninger

om yderligere 15 sejladser i månederne maj til september.

Om det ikke særligt sandsynlige siger Svend Aage

Christensen:

- Det lyder lidt søgt, at tankerne skulle være ledsaget af

en isforstærket, kinesisk fregat, eftersom det foregår i samdrægtighed

mellem Kina og Rusland. I øvrigt vil jeg rykke

scenariet 20-25 år nærmere i forhold til 2045. Alle er blevet

overrasket over, hvor hurtigt tingene udvikler sig.

Voksende engagement

At Kina har ambitioner i polarområderne, kan der næppe

være tvivl om. Kineserne har længe været engageret i

Antarktis, de har en forskningsstation på Svalbard og bestilte

i 2009 to isbrydere på et russisk værft. Desuden købte de

for få år siden brugt verdens største ikke-nukleare isbryder

af Ukraine døbt Xue Long, Snedragen. Hvad mener seniorforskeren,

der driver kinesernes interesse for arktisk forsk-


foto: dr. Jianfang Chen, state ocean administration of China - second institute of oceanography, Hangzhou, China

Et kinesisk-amerikansk forskerteam på den arktiske is.

ning? Er det videnskaben eller geopolitikken, der er i fokus?

Svend Aage Christensen siger:

- Nogle mener, at der er et geopolitisk aspekt. Andre mener,

at der er en overordnet bestræbelse for på alle felter at

markere sig på niveau med de andre stormagter. Det passer

med den nye kinesiske selvforståelse. Men de kinesiske ledere

er naturligvis ikke blinde for, at hvis Arktis åbnes op,

så er det godt at have stor viden om området.

Samme kinesiske ledere har ifølge den finske forskningsleder

Linda Jakobsson dog valgt at gå lidt stille med dørene af

hensyn til de lande, der omkranser Det Arktiske Ocean.

Kinesiske læreår

Men hvad mener en dansk polarforsker om kinesernes interesse

for polarforskning. Lektor Jørgen Peder Steffensen fra

Center for Is og Klima på Niels Bohr Instituttet har arbejdet

med kineserne på den tidligere iskerneboring NordGRIP og

er kollega med dem på den igangværende NEEM-boring i

Nordvestgrønland. Han siger:

- De går frem, som japanerne gjorde det for 15 år siden i

Grønland. Japanerne var der for at lære ’we are here to

learn’, som de sagde. Og det har de gjort så godt, at de nu er

med til at slå takten an og har nøgleforskere på flere områder.

Mit indtryk er, at det er der, kineserne også gerne vil

hen. De vil etablere kontakter, knytte netværk, få lært noget

og se, hvordan tingene foregår. Ligesom japanerne gjorde

i sin tid. De har købt sig en indgangsbillet til NEEM med et

kontant bidrag til projektet på 700.000 kr. svarende til halvanden

procent af budgettet. Dermed er de også med i styrekomitéen,

men det er dog begrænset, hvad man får for halvanden

procent. De ønsker sig en iskerne, og det er lidt sværere,

fordi det jo er en international komite, der bestemmer,

hvordan den slags fordeles.

Den asiatiske snedrage

Kinas vigtigste arktiskfokuserede forskningsinstitutioner er:

¼ the Polar research Institute of China, der med en stab på

142 organiserer ekspeditioner på Xue long og udfører

omfattende polarforskning.

¼ the China Institute for Marine affairs, der især forsker

i international maritim lovgivning og Kinas udviklings-

strategi på oceanområdet.

¼ the Institute of oceanology, som er et multidisciplinært

havforskningsinstitut.

¼ anden arktisk forskning, som foregår på flere kinesiske

universiteter.

siden 1984 har kina organiseret 26 ekspeditioner og etableret

tre forskningsstationer i antarktis. i arktis har der siden 1994

ligeledes været adskillige ekspeditioner, og i juli 2004 åbnede

kina sit første arktiske forskningscenter på svalbard.

(kilde: linda Jakobson: China prepares for an ice-free arctic.

siPri insights on Peace and security no. 2010/2)

De 20 højest placerede lande med artikler om arktis

i videnskabelige tidsskrifter i perioden 1996-2007:

(1) usa 8.908, (7) danmark 2.007, (15) kina 476.

kina er ikke med på listen over verdens 40 højest placerede

polarforskningsinstitutioner 1996 2007. Her ligger

the russian academy of sciences nr. 1, københavns universitet

nr. 7, aarhus universitet nr. 16 og geus nr. 20.

(kilde: science-Metrix: arctic research in Canada

a Bibliometric analysis, 31 March 2009.)

nordisk omfavnelse

Spørgsmålet er, om de nordiske lande skal være bekymrede

over kinesernes interesse for Arktis. Seniorforsker Svend

Aage Christensen siger:

- Ja da i allerhøjeste grad! Kina har ikke underskrevet

FN’s fiskeriaftale, som bl.a. skal beskytte fiskebestandene i

det åbne hav. Og ingen ved særlig meget om fiskeforekomsterne

i Det Arktiske Ocean, og hvordan de vil udvikle sig i

fremtiden. I den henseende har de nordiske lande, i modsætning

til Rusland, valgt en mere inkluderende strategi over

for Kinas ønske om at få observatørstatus i Arktisk Råd. Det

sker ud fra devisen, at det er bedre, at de er med, så man kan

påvirke dem, frem for at de er udenfor, hvor de gør, som de

vil. Det drejer sig om, at der heroppe kan være livsvigtige

fødevareressourcer på en klode, der er ved at blive tømt for

fisk. Spørgsmålet er, om trawlere fra et land med halvanden

milliard sultne kinesere ikke vil sejle ind i dette internationale

farvand og fiske på livet løs? Jo, det må man forudse, de

vil gøre, hvis de ikke er bundet af et regelsæt. Og den eneste

måde, man kan få etableret et regelsæt, er gennem at snakke

sammen.

Uffe Wilken

Kontakt: Svend aage Christensen, sac@diis.dk

PolarfrontEn | nr.1/2011 | 21


kortnYt

Voksende

kviksølvforurening

arktiske dyr som isbjørn, ringsæl, narhval

og hvidhval og flere fuglearter forurenes i

dele af arktis med kviksølv. forureningen

stammer bl.a. fra de industrialiserede dele

af kloden, hvor kviksølv føres med luft- og

havstrømme og floder til den arktiske region

og ophobes i den arktiske fødekæde.

selvom kviksølvforurening i arktis gennem

flere år har været mere eller mindre

stabil eller måske endda faldende, har

forskere kunnet konstatere, at kviksølvsniveauerne

er steget i 20 % af de arktiske

havdyr specielt i Canada og grønland.

ifølge den nye rapport ’2011 aMaP

Mercury assessment’ er forklaringen

sandsynligvis, at store mængder kviksølv,

der har været bundet i jord og planter,

frigives, når permafrosten smelter og

recirkuleres i miljøet. stoffet ophobes

dermed i fødekæden, efterhånden som opvarmningen

af arktis tør disse områder op.

disse og andre resultater er blevet

præsenteret på aMaPs videnskabelige konference

’the arctic as a Messenger for global

Processes - Climate Change and Pollution’ i

københavn fra d. 4. -6. maj. konferencen var

arrangeret af aMaP i samarbejde med københavns

universitet og aarhus universitet.

22 | PolarfrontEn | nr.1/2011

foto: geus

Professor Eske Willerslev i laboratoriet.

forskningskommunikationsprisen uddelt

Professor eske Willerslev fra Center for geogenetik, statens naturhistoriske Museum, har

fået tildelt videnskabsministeriets formidlingspris, forskningskommunikationsprisen,

på 100.000 kroner. Prisen uddeles hvert år til en forsker, der gennem vedkommende formidling

formår at skabe bred opmærksomhed om sin forskning.

den kendte biologiprofessor får prisen for at formidle sine banebrydende dna-

opdagelser på en spændende, letforståelig og engagerende måde.

ud over at være kendt som en fremragende kommunikator og formidler, når han optræder

i medierne, har eske Willerslev også lavet dokumentarfilm, skrevet populærvidenskabelige

bøger og været med til at arrangere flere museumsudstillinger.

Willerslev har gennem sin forskning kortlagt indvandringen til nordamerika, fundet

150.000 år gammel skov under den grønlandske indlandsis og påvist en halv million år

gammelt liv i sibiriens tundra.

Hårdt år for Indlandsisen

Året 2010 har været det hidtil værste for indlandsisen. det ekstremt varme klima i 2010

toppede de tidligere rekorder og bekræfter, at den svindende havis nord for grønland

måske er på vej til at påvirke både indlandsisens afsmeltning og klimaet i europa. det

skriver forskningsprojektet Promice i sit nye nyhedsbrev.

en varm og tør vinter efterfulgt af en meget varm og tør sommer har gjort 2010 til det

værste år for indlandsisens ’helbred’, siden målingerne begyndte. lufttemperaturen var

højere, og indlandsisens sommerafsmeltning varede længere og var større end nogensinde

før. ud over afsmeltningen blev der også sat rekord i afbrækning af gigantiske

isbjerge fra indlandsisens udløbsgletsjere.

læs Promice nyhedsbrev på promice.dk/xpdf/promice_nyhedsbrev_1.pdf.

foto: Mikael schlosser


nyt fra Polarbiblioteket

Einar lund Jensen, Kristine raahauge

og Hans Christian Gulløv:

Cultural Encounters at Cape farewell.

Museum tusculanum Press

2011, Monographs on Greenland.

340 s.

Bogen giver en grundig gennemgang

af kap farvel-områdets

kulturhistorie i det 19. århundrede,

som er en periode domineret af

immigrationen fra sydøstgrønland.

Beskrivelsen bygger på kilder fra

den danske koloniadministration

og den tyske hernnhutermission,

men inddrager også beretninger fra indvandrerne selv, som er blevet

overleveret gennem generationer.

Helene thiesen:

for flid og god opførsel.

Milik publishing 2011. 176 s.

Ét af de grønlandske børn, som

i 1951 blev sendt til danmark

for at få en dansk skoleuddannelse,

giver nu sin egen

beretning. et socialt eksperiment,

der gik ud på at gøre

intelligente, forældreløse

grønlandske børn til elitebørn i

processen med at modernisere

og danificere det grønlandske

samfund. Hun vender senere

hjem og tilbragte de næste

otte år på dansk røde kors’

børnehjem i nuuk, selvom

hendes mor og søskende boede i byen.

Bodil Kaalund: Grønlands kunst: skulptur, brugskunst, maleri,

samtidskunst. Gyldendal, 2011. 351 s.

en opdateret og ajourført udgave af kaalunds store værk fra 1979

om grønlands kunst fra urtid til nutid. Både kendte og mindre

kendte kunstnere er med, og værket inkluderer tegninger, fotokunst,

skulptur, brugskunst, maleri og grafik. en meget stor del af bogen er

helliget de første årtusinder, hvor Bodil kaalund i øvrigt fint trækker

paralleller til tidlig kunst andre steder i verden. Bogen er ajourført

med et kapitel om samtidskunsten.

Erik W. Born, anna Heilmann, lene Kielsen Holm

and Kristin l. laidre:

Polar bears in northwest Greenland: an interview survey about

catch and the climate. Museum tusculanum Press, 2011. 232 s.

(Meddelelser om Grønland. Man & Society ; vol. 41)

Bogen præsenterer resultaterne af en omfattende undersøgelse af

isbjørnefangsten i nordvestgrønland fra 1952 til 2005 og er baseret

på interviews med 72 erfarne fangere med bopæl i i Qaanaaq- og

upernavik-områderne. undersøgelsen blev foretaget i 2006 af

grønlands naturinstitut, og resultaterne giver en enestående beretning

om isbjørnejagt, isbjørnens biologi, klimaændringer og disse

ændringers indvirkning på både arterne og jagten.

aqqalu rosing-asvid:

Grønlands sæler.

Ilinnusiorfik Undervisningsmiddelforlag

2011. 144 s.

en populærvidenskabelig fremstilling om

grønlandske sæler af en af forskerne ved

grønlands naturinstitut. Bogen retter sig

mod uddannelsesinstitutioner og alle,

som har en interesse i grønlands natur.

Bogen findes også i en grønlandsk og en

engelsk udgave.

Martin Breum:

når isen forsvinder Danmark som

stormagt i arktis, olien i Grønland

og kampen om nordpolen.

Gyldendal 2011. 270 s.

Polarisen forsvinder, og et nyt verdenshav

åbner sig. Martin Breum spørger i sin

bog, om danmarks arktiske engagement

løser eller skaber problemer. Han behandler

vores arktiske gener, vores arktiske

historie og de politiske lederes optræden

på verdens nye, storpolitiske arena. det

sker med observationer og reportager

fra færøerne, island og grønland, fra

flådeskibet ejnar Mikkelsen og fra kilder i

magtens centrum i københavn.

PolarfrontEn | nr.1/2011 | 23


activ for videnskaben

og kunsten

I starten af juli sætter skonnerten activ endnu en gang kurs mod Grønland. Sidste gang

var i 2008 i forbindelse med Det Internationale Polarår, hvor det gode skib var hjem-

sted for en gruppe forskere, der gennemførte videnskabelige undersøgelser langs den

østgrønlandske kyst helt op til Danmarkshavn. også denne gang er skonnerten lastet

med forskere, men dette års rejse, som går under navnet nordøstgrønlandsekspeditionen

2011, har også kunstnere og filmfolk med.

Bag ekspeditionen står geologiprofessoren Minik

Rosing, billedkunstneren Per Kirkeby og Activs

kaptajn gennem ni år, Jonas Bergsøe. Dermed er

der lagt op til en ekspedition, hvor forskere og

kunstnere ikke alene udforsker området ud fra

deres egen vinkel, men også får lejlighed til at

udforske hinandens arbejdsfelter og forhåbentlig

finde inspirerende berøringsflader.

Turen går til fjordsystemerne omkring Kong

Oscar Fjord og Kejser Franz Joseph Fjord, som

forskningsmæssigt har flere fordele. Det giver

forskerne adgang til områder, som det normalt

er svært at nå frem til, og desuden er garantien

for en fremkommelig rejse god, fordi fjordene

byder på relativt lidt is.

Activ vil tilpasse sin rute til forskernes og

kunstnernes behov, hvilket betyder, at de i løbet

af kort tid vil kunne besøge en lang række

lokaliteter, det ellers ville have været uoverkommeligt

at dække. Ombord på skibet er der en

mindre motorbåd, der står til rådighed for rekognosceringer,

og det øger bevægelsesfriheden

og gør det muligt at tage på dagture til fods. Der

vil oven i købet være et lille fly ombord, som kan

transportere to personer ind i landet. Det drejer

sig om et ultralet, såkaldt FIB-fly en flyvende

gummibåd (!) som med biologen Jeppe Møhl

ved rorpinden kan flyve forskere ind til f.eks. de

mange søer og kan tage luftfotos fra lav højde.

Ekspeditionen er delt op i tre perioder à to

uger med tre forskellige hold forskere, kunstnere

og filmfolk. Forskergruppen er meget bredt sammensat,

så der gennem perioden vil være bl.a.

geologer, arkæologer, geografer, ferskvandsbiologer,

som tilsammen vil repræsentere et bredt

spektrum af forskningsprojekter. Også gruppen

foto: activ

af kunstnere er alsidigt sammensat med bl.a.

billedkunstnerne Per Kirkeby og Tal R, forfatterne

Jørn Riel og Peter Laugesen og arkitekten

Bjarne Ingels.

Forud for ekspedition har Activ været på værft

i Svendborg, hvor den har fået monteret et undervandskamera

og lydudstyr, som gør det

muligt at følge dyrelivet under havoverfladen og

opleve sammenstødene med ismasserne.

Ekspeditionens hovedsponsor er Skibsreder

Carsten Brebøl’s Almennyttige Fond, ligesom

Frederik Paulsen har støttet ekspeditionen.

Poul-Erik Philbert

følg ekspeditionen på: ekspeditionen2011.dk

Denne fotomanipulation

viser activ i det arktiske

med den flyvende gummibåd

svævende over det hele.

More magazines by this user
Similar magazines