Marts 2002, årgang 4, nr. 3 - STATEN

stat1.dk

Marts 2002, årgang 4, nr. 3 - STATEN

Ansvarshavende redaktør:

Marie Schultz

schultz@hco.kollegienet.dk

21478985

Statens email: statskundskab@ofir.dk

øvrige redaktionsmedlemmer:

Ane Vibe Jensen: anevibe@hotmai1.com

Jakob Henriksson: jakobhenriksson@hotmail.com

Knud D. Andersen: knud79@hotmail.com

Mads Unden: madsunden@post.tele.dk

Martin Ejnar Hansen: martin@ejnar.dk

Rikke Kim Jung Rasmussen: rira@samnet.sdu.dk

Rune Kamstrup: runekamstrup@hotmail.com

Stig Søndersøe: sonders04@hotmail.som

Staten udgives i samarbejde med Fagrådet for

Statskundskab.

Redaktionen er ikke ansvarlig for signerede

indlæg og deres indhold. Redaktionen

forbeholder sig ret til at forkorte indlæg samt

rette meningsforstyrrende fejl.

Hvis du mangler et nummer af Staten, kan du

henvende dig til:

2. semester: Mads Unden

4. semester: Karsten Dyrebjerg Pedersen

6. semester: Marie Schultz

8. semester: Martin Ejnar Hansen


Indholdslonegnelse

Leder

Vinens vidunderlige virkninger

Socialdemokratiets problem

Socialdemokratiets strategi

Æresdrab og relationen til Islam

En aktiv taler ud

Overvejelser om S.semester

Tid til eftertanke

Integrationstanker i en tank

Odense viser flaget i Bruxelles

Freds- og konfliktforskning i østrig - et studieophold

Uretfærdig hetz mod Brixtofte

Cold war (re)visited

Nyt fra Fagrådet

2

3

4

7

10

12

13

14

17

20

24

26

28

36


leder

Velkommen tilbage til et nyt semester. I har

måske bemærket det Dette nummer af Staten

er temmelig stort. Og indholdsrigt. Vi

fokuserer naturligvis på Politik-ugen med en

artikel om forløbet efterfulgt af to af de

besvarelser, der var blandt dette års bedste

position papers. Statens læsere bliver også

introduceret til to udlandsophold, som

studerende fra studiet har været på, et

praktikophold i Bruxelles og et studieophold i

Wien. De studerendes efterår på femte

semester rundes med en - forhåbentlig ­

afskrækkende artikel efterfulgt af to

eksempler på de metode-opgaver, de

studerende på femte semester kæmpede med

dette efterår.

Så runder Staten også det uundgåelige:

Farum-sagen. Jeg må sige, at det er ganske

specielt for mig at se den by, jeg voksede op i,

på forsiden af alle landets aviser. Det er

befriende, at andre udover byens tapre

oppositionspolitikere, (endelig) reagerer på

det, som en del Farum-borgere i mange

situationer har oplevet som en vedvarende

periode på demokratisk stand by. Mange

samfundsforskere har gennem tiden rost

Brixtofte for hans farverige ideer og metoder.

En underviser fra vores institut sagde til

Politiken i august 2001, at han dog ikke var

sikker på, at Brixtoftes metoder altid var lige

sundt for Farums borgere. Det kan jeg kun

give ham ret i. Jeg håber oprigtig talt, at man

kommer til bunds i denne sag. Helt til bunds.

Ordet er dog frit i Staten. Et eksempel på det,

er en pro-Brixtofte-artikel, der ellers har det

svært for tiden. Staten har også lidt fra sin

2

egen verden, nemlig om det at være frivillig.

Yderligere bringes en spændende anmeldelse

af Gert Pedersens bog, Medfrygten som

drivkraft. Debat-indlæg er der da også. Og så

har Staten ikke glemt, at Fagråd for

Statskundskab har fået en ny hjemmeside. En

artikel om det.

Til sidst er der vel egentlig bare at sige: God

læsning.

Marie Schultz


Vinens vidunderlige virkninger ·Pllitikugernes lPståen

Oktober 1996: Poul Erik Mouritzen og Roger

Buch sidder sammen og diskuterer et internt

oplæg om statskundskabsuddannelsen i

Odense. Der kommer et par flasker god

rødvin I på bordet... . De diskuterer gode og

dårlige aspekter ved statskundskabsuddannelserne

i Århus og København. De

bliver enige om, at der er for lidt praktisk

orienteret undervisning, og at det blandt andre

forhold kunne gøre uddannelsen i Odense

bedre. Hermed politikugens opståen ­

nærmere forklaring følger!

Selvom vi alle godt ved, at alting er op tilos

selv her på SDU Odense, er det nu alligevel

meget rart en gang imellem at kunne stole på,

at for eksempel boghandlen har (nok af) de

bøger, man skal bruge, så man ikke behøver

ty til ikke altid lige stabile internetbestillinger.

-Og ikke mindst, at de karakterer man har

ventet på med sved i hænderne i en måned

eller mere, ikke bliver udskudt endnu en uges

tid eller to.

Nå, men det er vel charmen ved studiestarten

på et nyt semester. Alt virker kaotisk det

første stykke tid, men falder alligevel

mærkværdigvis på plads senere i forløbet.

Sådan kan man med lidt god vilje også

beskrive politikugen for de

statskundskabsstuderende på SDU Odense.

Den aften i 1996

Da Poul Erik Mouritzen og Roger Buch satte

sig sammen i sin tid havde de nok ikke regnet

med at skulle høre Marianne Jelved

komplimentere politikugen i 2002 for dens

interessante sammensætning. Og hvis hun i

øvrigt havde haft tid, ville hun gerne have

været med hele ugen. Men det sagde hun,

hvilket må siges at være en kompliment fra en

tidl. økonomiministers side.

I al sin enkelhed blev Roger og Poul Erik

enige om, at Odense-uddannelsen skulle have

et fag, som ville sætte eleverne under pres og

'Det skal fra Poul Erik Mouritzens side tilføjes, at "Farum·

modellen" ikke blev brugt her - de betalte selv for vinen!

3

Af Stig Søndersø

give dem indtrykket af, hvordan deres

fremtidige liv på arbejdsmarkedet vil blive.

»Som studerende på universitetet har man

generelt god tid. De studerende føler, at de er

under pres, hvis de har en tidsgrænse på

fjorten dage til en ti-siders opgave«. mener

professor Poul Erik Mortensen, og udtaler

endvidere: »Sådan fungerer det jo ikke helt

ude i "det virkelige liv", uden for

Universitetets trygge mure«.

Fair nok. Vi studerende har det jo nok med at

gøre studierne lidt mere anstrengende, end de

er. Især i forhold til det arbejdsliv vi senere

skal ud i, som vi jo nok alle har hørt, skal

være noget andet end den vante gang på

·Uni'.

At "få jord under neglene". blev det

beskrevet. Men da

statskundskabsuddannelsen i Odense i

forvejen havde politisk orienterede fag som

indledende-, almen- og sammenlignende

statskundskab, skulle dette foregå anderledes,

og være mere koncentreret. Det blev besluttet

at det skulle foregå over en uge med fokus på

tidspres og politisk relevante sammenhænge,

der er oppe i tiden. Der skulle være fokus på

et centralt politisk emne med forskellige

vinkler i form af foredrag og dertil hørende

kompendietekster. Dagene skulle være

forholdsvis lange og informationstunge. Ugen

skulle afsluttes med en skriftlig

hjemmeopgave, hvor formålet var, at de

studerende på kort tid skulle sortere og

prioritere i de mange informationer, de havde

fået i ugens løb.

Da de to herrer langt om længe var færdige

med udformningen af det grundlæggende

koncept, var klokken efterhånden blevet

mange og flaskerne tomme. Dog manglede

der stadig noget. Hvad skulle sådan en uge

hedde? -Trætte og lettere berusede besluttede

de sig for at kalde den noget så originalt som

"politikuge". Meget logisk, det må man give

dem, da det jo handler om politik og foregår

over et forløb på en uge....


Politikugen 2002

-Temaet blev valgt på baggrund af den

dramatik og de fluktueringer, der forekom i

den forgangne valgperiode. Påstanden var, at

det bliver sværere og sværere at overleve

politisk, jo mere langsigtet man tænker.

Udgangspunktet var en antagelse om, at vi har

et alvorligt balanceproblem i det danske

samfund, der gør det sværere og sværere at

være ansvarlig politiker. Det koster at regere.

Som regering påtager man sig et ansvar for

landet. Man skal tænke langsigtet og dermed

varetage de samfundsmæssige forpligtelser

der følger med hvervet, men samtidig skal

man også sørge for sin egen overlevelse. Det

var med baggrund heri, at dette års politikuge

blev indledt.

Med professer Poul Erik Mouritzen ved roret

blev de statskundskabsstuderende og elever

fra klasser på henholdvis Sankt Knuds og

Nyborg gymnasium guidet igennem en til

tider lang, men samtidigt spændende og

lærerig politikuge.

,19-indirekte'

Som baggrund for politikugen 2002 fik de

statskundskabsstuderende udleveret et

videobånd med, hvad man kunne kalde

"fornuftsbetonede" programmer så som

'Pengemagasinet' og '19-direkte' fra for

meget lang tid siden - dengang efterlønslavinen

begyndte at rulle. Udsendelserne

havde til formål at give eleverne den fornødne

opdatering om baggrunden for politikugens

emne: "Hvordan (for)bliver man statsminister

i et uregerligt samfund"?

- Ja, det kunne Sune Welling Hansen på 4.

semester svare grundigt og velargumenteret

på. At Sune valgte at tage på skiferie i år i

stedet for at have politikuge, forhindrede ham

ikke i at skrive en af de absolut bedste

opgaver. Hans opgave kan kun læses her i

denne udgave afstaten.

Ugens forløb

I løbet af ugen blev de studerende præsenteret

for holdninger fra mange forskellige sider.

Der var blandt andre besøg af Charlotte

Jepsen, tidligere leder af partiet Venstres

Politisk Økonomisk Sekretariat og

Pressetjenesten. Der var nok ikke mange i

salen, der var i tvivl om, at hendes hjerte

stadig bankede for Venstre. Det samme kan

siges om Socialdemokratiets medierådgiver

Billy Adamsen, som gaven lignende,

halvnormativ smøre! De brugte floskler og

tillægsord i flæng - Men underholdende var

det da.

Lidt pudsigt var det, da den tidligere

økonomiminister Marianne Jelved holdt sit

oplæg. Hun gav sin uforbeholdne mening og

bud på, om fremtidens statsministre kan

overleve mere en en valgperiode. Hun var den

eneste, der sagde, at hun ville være nonnativ ­

og rent faktisk viste det sig, at hun var

væsentlig mere objektiv end den tidl. leder af

Ventres Pol. Øk. Sekreteriat og

Pressetjenesten Charlotte Jepsen og

medierådgiver for Soc.dem. Billy Adamsen,

som man ellers kunne forvente var mere

objektive end som så i deres udtalelser.

Også i år havde vi på politikugens sidste dag,

fredag, besøg af den politiske redaktør Pieter

Raunwe. Han holdt i år oplæg om, hvad der

skete i dansk politik i 2001 og hvorfor.

Endelig en velorienteret person uden nogen

form for partipolitiske bias (så tæt på som

man kan være i hvert fald). Også i år blev der

fra hans side samlet godt op på den forløbne

uges informationer. Der blev perspektiveret

bredt, og man kunne efterhånden ane en rød

tråd, når man så tilbage på ugens

informationsmylder.

Næste års politikuge

Næste års politikuges emne er ifølge Poul

Erik Mouritzen 'Medier, eksperter og politik'.

Dog er dette med forbehold. Der kan jo opstå

andre politisk interessante problemstillinger,

som vil være mere relevante at bruge som

politikuge-emne end det førnævnte, der fra

'Institut for Statskundskab' indtil videre er

truffet beslutning om.


Socialdemokratiets problem

Det væsentligste problem for

Socialdemokratiet i dag (jf. partiledelsen) er, at

de står til at tabe det næstkommende

folketingsvalg. Som et af de større

regeringsbærende partier i Danmark er dette

selvsagt et problem, da det nuværende

svækkede Socialdemokrati samt de øvrige

politiske partier på venstrefløjen ikke kan

mønstre en stor nok stemmeandel til at sikre et

rødt regeringsgrundlag ved næste

folketingsvalg (såfremt deres stemmeandel

forbliver konstant ved dette).

1.1 Problemets baggrund

Baggrunden for problemets opståen er, at

konkurrencen om vælgerne på midten blev

skærpet ved sidste Folketingsvalg, fordi partiet

Venstre modererede deres partipolitiske

standpunkt med Anders Fogh Rasmussen ved

roret. Dermed har vælgerne på midten nu fået

muligheden for at kunne stemme på både

Venstre og Socialdemokratiet som

regeringsbærende parti.

1.2 Problemets omfang

Problemets omfang er betragteligt, fordi netop

Socialdemokratiet har haft en betydelig

vælgerskare på midten af det partipolitiske

spektrum. Konsekvensen af sidste

folketingsvalg blev dermed også et

valgnederlag og et deraf følgende tab af

regeringsmagten til partiet Venstre (m.fl.), der

erobrede mange af Socialdemokratiets

stemmer på midten. Problemet blev forværret

ved Dansk Folkepartis vælgerfremgang, da

Anders Fogh Rasmussen har været villig til

give selv samme indrømmelser i sin regering.

Som konsekvens heraf kan Socialdemokratiet

se sig tvunget til at inkorporere synspunkter

fra den ekstreme højrefløj (læs: Dansk

Folkeparti) for at kunne sikre sig et

regeringsgrundlag ved næstkommende

Folketingsvalg. Indgår man ikke et

kompromis, kan et tab af regeringsmagten

blive en konsekvens ved næste folketingsvalg.

Det modsatte kan dog, paradoksalt nok,

ligeledes blive en umulighed, da

Socialdemokratiets traditionelle støttepartier

5

Af Sune Welling

på venstrefløjen kan miste deres "fløjloyalitet"

overfor førnævnte som konsekvens deraf.

Løsningsmuligheder

2.1 Ingen handling

Der foretages ingen ændringer

Socialdemokratiets strategi og heller ingen

udskiftninger af dets topposter. Grundet Dansk

Folkepartis høje stemmeandel og såfremt

Venstre formår at fastholde vælgerne på

midten i deres stald, vil næste folketingsvalg

ligeledes blive et valgnederlag til

Socialdemokratiet. Problemet består dermed

endnu en valgperiode (eller længere).

2.1.1 Jrordele

Socialdemokratiet kan fastholde deres

nuværende partipolitiske standpunkt. og dets

kerne-vælgere vil formodentlig forblive hos

dem, selvom disse som tidligere nævnt ikke

udgør et fornødent regeringsgrundlag.

2.1.2 Ulemper

Socialdemokratiet danner ikke regering efter

næste folketingsvalg, og skal søge alternative

kanaler for at opnå indflydelse end gennem

regeringsbesiddelse (ad parlamentarisk vej,

herunder igennem udvalg).

2.2 Alternativ A: Strategiændring ved at

give Dansk Folkeparti indrømmelser

Ved at sikre Dansk Folkeparti indrømmelser i

et eventuelt rødt regeringsgrundlag efter næste

folketingsvalg, kan Socialdemokratiet

formodentlig skaffe de fornødne mandater til

at sikre dem regeringsmagten.

2.2.1 Fordele

Socialdemokratiet sikrer sig regeringsmagten

efter næste folketingsvalg, hvilket er dets mål,

da det ikke har karakter af at være et

oppositions- eller protestparti.

2.2.2 Ulemper

Socialdemokratiets udlændingepolitik udhules,

og dets partipolitiske standpunkt som

venstre-/centerparti kan blive betvivlet.


Socialdemokratiets strategi

Partiets nuværende problem

Hovedproblemet for Socialdemokratiet

er at partiet Venstre vandt sidste valg og

dermed tog regeringsmagten. Desuden

står Venstre indtil videre til også at kunne

vinde næste valg såfremt at Danskfolkeparti

også på dette tidspunkt vil

støtte en borgerlig regering. Dette er

naturligvis en overordnet problemstilling,

der tager udgangspunkt i de eksterne

forudsætninger. Der er en række underliggende

problemer for partiet. Det

første er det troværdighedsproblem, som

både partiet og især Poul Nyrup fik på

baggrund af efterlønsindgrebet. Problemerne

er afen meget afgørende karakter,

da det var partiets kernevælgere i fagbevægelsen,

som mistede tilliden. Tillidstabet

har desuden medført at partiet

har mistet sit issue ownership på velfærdsområdet.

Ud over manglende tillid

blandt vælgerne til Socialdemokratiet,

har partiet også haft problemer med at

give reelle svar på en række af de problemfelter,

som højrefløjen har trukket

frem i debatten. Det har især vist sig at

være et problem på udlændingeområdet,

hvor der internt i partiet ikke er enighed

om, hvilken politik der skal føres. Dette

faktum har ført til at man ikke har haft

anden mulighed end at kritiserer de andre

partiers politik frem for at kunne

fremsætte egne forslag.

På det organisatorisk område har partiet

også problemer. Partistrukturen er

grundlæggende for "tungt". Der er for

langt fra bunden til toppen i partiet, et

faktum, der bl.a. medfører at især unge

ikke fanger interesse for partiet da der er

for svært at få indflydelse. Samtidig eksisterer

der stadig to fløje i partiet. hvilket

bl.a. er med til at forhindre et formandsskifte.

For kort at opsummere, så har efterlønsindgrebet

medført en svækkelse i partiet

blandt vælgerne. Derudover er partior-

7

AfToke Arndal

ganisationen for hierarkisk og præget af

fløjkamp.

Forslag til strategi

l. Et hurtigt formandsskifte

Partiet kan gennemfører et hurtigt formandsskifte,

og efterfølgende følge en

strategi der i høj grad vil komme til at

ligne den, som Venstre anvendte i perioden

mellem valget i 1998 og 2001. Et

godt bud på en ny formand i denne situation

vil være Frank Jensen, men der er

også muligheden for andre kandidater.

Når formandsskiftet er gennemført, kan

man gå i gang med at lave et fornuftigt

reformsamarbejde med regering, og på

den måde vise at man stadig er det parti

der kan sikre velfærdsstaten.

Fordele:

Den del af partiets troværdighedsproblem,

som drejer sig om Nyrup's person

vil blive løst.

Socialdemokratiet får muligheden for

hurtigt at generobre regeringsmagten.

Muligheden for at indgå i et regeringssamarbejde

med fx Det radikale Venstre,

hvor det ikke nødvendigvis er Socialdemokratiet,

der har statsministerposten,

kommer til at stå åben.

Ulempe:

Hvis Anders Fogh vælger at udskrive

valg i utide, vil en ny leder ikke have

haft mulighed for at skabe sig et fundament,

hverken i partiet eller blandt vælgerne.

Alle de nuværende kandidater til formandsposten,

var medspillere i det sidste

formands opgør, og vil derfor næppe

kunne samle partiet.

Strategien løser ikke Socialdemokratiets

organisatoriske problemer.

Strategien kræver at man er villig til at

sætte alt på et bræt. Hvis en ny leder

ikke formår at samle partiet, kan en sådan

situation trække partiet ud i en regu-


lær krise med uoverskuelige konsekvenser.

Danskfolkeparti har indtil videre varetaget

rollen som velfærdsstatens beskytter,

og det vil derfor blive i skarp konkurrence

med dette parti at issue ownershippet

skal genvindes.

Hvis Nyrup ikke ønsker at træde tilbage,

kunne det ende med et nyt formandsopgør.

2. Partiet kan forsøge at ændre væl M

gemes holdninger

Mange vælgere forlod Socialdemokratiet

pga. en, efter deres mening, for slap udlændingepolitik.

Ved at få befolkningens

holdning til udlændingespørgsmålet. har

man mulighed for l) at genvinde tabte

vælgere fra Dansk Folkeparti, samt 2) få

den nuværende regering sat i et dårligt

lys, ved at påvise at deres politik på området

er for skrap. Via fagbevægelsen har

partiet gode muligheder for at få fremhævet

de gode eksempler på de enkelte

arbejdspladser. Desuden kan man ved

korrekt anvendelse af medierne få fremhævet

en række sager, fx udvisningssager,

hvor den almene opfattelse i befolkningen

vil være at afgørelserne har været

for hårde.

Fordele:

Strategien giver partiet mulighed for at

genvinde tabte vælgere fra Danskfolkeparti.

Et formandsskifte kan udskydes til

en senere lejlighed.

Hvis det lykkes at give det ønskede billede

af regerings politik på udlændingeområdet,

kan den negative virkning smitte

af på andre områder.

Ulemper:

Debatten på udlændige området har især

været præget af enkeltsager, fx sager om

gruppe voldtægt osv, og det medfører at

det er svært at fremvise et andet billede.

Nyrup vil stadig være formand for partiet

med de problemer som det medfører.

Det er Venstre, der bestemmer hvornår

valget udskrives, og partiet har derfor

mulighed for at gøre dette, når opinionen

er på deres side.

Strategien løser ikke Socialdemokratiets

organisatoriske problemer.

8

3. Fremprovokerer en ændring af isM

sues til dem, hvor man stadig har issue

ownership

Venstre formåede i deres valgkamp at

fastholde debatten omkring de emner,

hvor vælgerne mente at de var bedst til

at løse problemerne, noget som totalt

mislykkedes for Socialdemokratiet. Et af

de områder hvor Socialdemokratiet stadig

har issue ownership er på miljøområdet.

Hvis debatten under valgkampen i

højere grad havde handlet om dette emne,

var sandsynligheden for at Socialdemokratiet

havde vundet væsentligt større.

Det vil altså være en fordel for partiet

at fokuserer på dette område de kommendeår.

Fordele:

Partiet behøver ikke at ændre deres politik,

med de problemer som det internt

kan medføre.

Et formandsskifte kan udskydes til en

senere lejlighed.

Den nye regering har allerede på nuværende

tidspunkt valgt at skære kraftigt i

miljøministeriet, hvilket gør den sårbar

overfor et angreb.

Ulemper:

Venstre har indtil videre vist en særlig

evne til at holde debatten på de områder,

hvor de er stærkest, og sandsynligheden

taler for at de ikke har mistet denne evne.

Nyrup vil stadig være formand for partiet

med de problemer som det medfører.

Det er Venstre, der bestemmer hvornår

valget udskrives, og partiet har derfor

mulighed for at gøre dette når de issue

areas, som de er stærke indenfor, bliver

aktuelle.

Strategien løser ikke Socialdemokratiets

organisatoriske problemer.

4. Foretage organisatoriske ændringer

Socialdemokratiet kan vælge at satse på

at få fornyet strukturen i partiet og samtidig

finde den bedste kronprins til at

efterfølge Nyrup, frem for nødvendigvis

at skulle overtage magten allerede ved

næste folketingsvalg. I og med at partiet

ikke sidder på regeringsmagten, har de


edre mulighed for at tage de interne

slagsmål, som en fornyelse af partiet vil

medføre. Desuden må det antages at Nyrup

har den nødvendige politiske og organisatoriske

erfaring til at gennemføre

en sådan forandring. Når disse så er foretaget

vil Nyrup kunne træde tilbage som

den der fornyede partiet, og der har været

god tid til at finde den bedste kronprins,

og denned også en fremtidig regeringsleder.

Fordele:

Nogle af partiets mest underliggende

organisatoriske problemer vil blive løst.

Nyrup får mulighed for en værdig afgang.

Det bliver tid til at finde en ny

fonnand, som ikke har været involveret i

formandsopgøret.

Ved at få en ny formand, vil man højst

sandsynligt også få løst partiets troværdighedsproblem.

Ulemper:

Strategien forudsætter mere eller mindre

at Socialdemokratiet ikke vinder næste

valg.

Danskfolkeparti får mulighed for i højere

grad at etablere sig som et alternativ til

Socialdemokratiet i en periode hvor partiet

satser på at bruge kræfterne på interne

slagsmål.

Anbefaling

Det er dette papers anbefaling at Socialdemokratiet

vælger strategi nr. 4, da dette

er den eneste, der løser partiets langsigtede

problemer. De øvrige strategier

giver ganske vist partiet mulighed for at

vinde det næste valg, men gevinsten vil

være midlertidig, det et opgør internt vil

være mere besværligt hvis partiet sidder

på regeringsmagten. Desuden bliver valget

af ny formand næsten muliggjort.

9


Ærlsdrlb Ig røllUOIII Ul Islam

Det er islamiske sociale normer og regler,

der baner vejen for æresdrab. Da der er få

sociale normer i den muslimske verden, der

vedrører før-islam-perioden, er det derfor

mest passende at henvise til gammel

islamisk tradition og kultur, når man

snakker om en gammel kultur eller

tradition.

Efter det tragiske drab af en intellektuel

kurdisk pige i sidste måned, fik debatten om

æresdrab mere opmærksomhed i Sverige.

Emnet fik også mediernes opmærksomhed her

i Danmark, da emnet "æresdrab" ikke er

ukendt. Der blev diskuteret meget om emnet

bl.a. mht. årsagerne bag fænomenet. Men i de

fleste tilfælde havde mange, navnlig

"muslimer", peget på "en gammel tradition

eller en gammel kultur" som de årsager, der

ligger bag. Man har bevidst forsøgt at fjerne

mistanken om fænomenets relation til islam,

eller om fænomenet har religiøse baggrund!

Først kan det være rimeligt at spørge, hvilken

kultur eller tradition snakker man om? Taler

man om en tradition før eller efter islams

ankomst?

For ca. 1400 år siden erobrede muslimerne

mellemøsten, inklusive Kurdistan.

Muslimernes erobring var voldsom og blodig,

hvorpå flere store massakrer fandt sted. De

udrensede området religiøst og fjernede eller

brændte næsten alt det, der havde relation til

den gamle religion og kultur. Der blev dannet

nye sociale normer og levevilkår til

indbyggerne efter islamiske normer og regler

dvs. de islamiserede det kurdiske samfund og

dermed kurdernes kultur. Den islamiske

kultur, som oprindeligt er en gammel arabisk

kultur og stammer fra den arabiske halvø,

blev transformeret til de nye områder, der

efterhånden blev besat af den islamiske hær.

Stort set alle de muslimske områder

underordnede sig den islamiske sociale

10

Af Shakbawan Shorash

normer og regler siden hen. Der er få ting

vedrørende før-islam-perioden, der er tilbage.

Derfor kan det været svært med sikkerhed at

finde nogle sociale normer, der tilhører førislam-tiden.

Udfra dette, er det mest passende

at henvise til en gammel islamisk tradition og

kultur, når man snakker om en gammel kultur

eller tradition.

Det kan også være relevant at spørge, hvorfor

og hvordan fænomenet æresdrab har direkte

forbindelse med islam?

For det første, vedrørende kurderne, findes

der også andre religioner i Kurdistan, hvor

nogle af dem stammer fra før-islam-tiden

f.eks. kristne eller yazidier. Jeg har ikke på

noget tidspunkt hørt eller set, at de ikkemuslimske

kurdere har dræbt deres kvinder

pga. krænkelsen af familiens ære, mens der

var mange tilfælde blandt det kurdiske

muslimer. Derfor kan det være forkert at sige,

at fænomenet har relation til før-islam-tiden

"vedrøresvende kurderne" eller at fænomenet

har forbindelse med kurdernes oprindelige

tradition og kultur.

For det andet finder æresdrab sted i stort set

alle de muslimske lande fra Nordafrika til

Sydasien. Der er sket flere æresdrab her i

landet, som handler om personer eller familier

fra lande som Marokko, Libanon, Tyrkiet,

Iran, Pakistan osv. Disse lande er alle

muslimske lande.

For det tredje har kvinder ifølge nogle

islamiske retningers regler reelt ikke ret til frit

at vælge sin ægtemand uden godkendelse

eller accept af familiens overhoved f.eks. far,

storbror eller onkel. Under vielsen skal pigens

far eller storbror være tilstede for at få vielsen

gennemført. Dermed har familiens overhoved

reelt ret til at dyrke denne bestemmelsesret.

Dette medfører at manden i familien påtager

sig ret til at tvinge pigen til at acceptere den

ægtemand, som han udpeger. Ved nægtelse

fra pigens side er det altid risiko for et


æresdrab. Selvfølgelig er det afgørende, hvor

religiøs en familie er, og hvor alvorligt en

familie tager denne bestemmelsesret, eller

hvordan de fortolker den. Der er mange

muslimske familie, som ikke tager religionen

og den konservative tankegang alvorligt, og

dernæst er de villige til acceptere pigernes

valgfrihed vedrørende ægtemand.

En eventuel fars bestemmelsesret bliver

styrket ved, at islam som religion vil skabe et

mandsdomineret samfund, hvor kvinders

status rar mindre betydning, og hvor kvinder

har få rettigheder men flere pligter... Der

findes flere eksampler eller argumentationer

for kvinders nedprioritering eller

nedværdigelse i islam som religion og kultur.

Kvindernes sociale forhold og situation i de

lande, som underordner sig den islamiske

sharia, taler for sig selv og behøver ikke

megen forklaring.

De ovennævnte forklaringer og

argumentationer peger stort set på, at

fænomenet æresdrab har stærke rødder i

islam, og at det er islamiske regler og sociale

nonner, der baner vejen for æresdrab.

Til sidst bØr det nævnes, at problemet ikke

bliver løst ved at fortrænge de reelle faktorer,

som ligger bag fænomenet. Eller bevidst at

vildlede befolkningen med forkerte

forklaringer.

Den mest passende måder at takle problemet

på, er at se virkeligheden i øjnene og gå efter

de reelle faktorer, som er årsagen til

problemets opståen. Så længe man tænker

konservativt og blindt forsvarer de gamle

middelalderlige, sociale normer, er

sandsynligheden for at finde en løsning ikke

ret stor.

11


En aldv taler ud

Rundt om i Odense -og resten verden

renderenflok mennesker rundtog arrangerer

foredrag, skriver institutblade og

sidder i bestyrelser -eller måske haroverblikket

til at involvere sig partipolitisk.

Alt sammen for deres egen fornøjelses

skyld -eller hvorfor er det mon? Nedenstående

er blot en strøtanke om al den

frivillighed og aktivitet der florerer krogene

og nogen gange i det offentlige.

Hvor er det fedt når det lykkes! Det var den

tanke der løb i gennem mit hoved torsdag

aften da Studenterhusets oversal var tæt

pakket til et foredrag om Mellemøsten efter

d. Il. september, arrangeret af FN-forbun­

det.

Emnet var spændende og foredragsholderne

var veloplagte og underholdene, og der var

en rigtig god kemi hele foredraget i gennem.

Foredraget gav et godt indblik i henholdsvis

USAs og Europas involvering i mellemø­

sten, især med fokus på tiden efter d. 11.

september.

Det er nu ikke fordi, det her skal være et

fremstød for nogen bestemt forening, men

snarere en strøtanke fra en,der er medlem af

alt for meget hvis man skal tro hendes kære­

ste og veninder.

Men det kan altså bare være svært at holde

sig for sig selv, hvis der nu liiige er noget nyt

og spændende, man kunne være med til

(begavede læsere har lagt mærke til, at

undertegnede også er at finde på listen af

redaktionsmedlemmer forrest i bladet).

Det at være medlem af en -eller flere ting er

12

Af Ane Vibe Jensen

nogen gange rigtig fedt, når man kan se, at

der er folk, der er interesseret i det, an har

fået stablet på benene, og der er stor tilslut­

ning. Eller hvis der er stor opbakning til

møder. Nogen gange erdet også rigtig ufedt,

når man sidder to mennesker til et bestyrel­

sesmøde ogikke kan forstå, hvotforde andre

ikke bakker op og til sidst drager den

konklusion, at der altså må være to slags

mennesker: Foreningsmennesker og ikke­

foreningsmennesker -uden dog at fordømme

eller forherlige nogen, for man ved jo godt

selv, at man kan have en dårlig dag. Det er i

de virkelig sorte stunder, man drager den

slags konklusioner.

Et eller andet sted må der være en grund, til

at man (jeg!) har så travlt med at blive meldt

ind i både foreninger og institutbladsredaktion.

Det er som om, at når man først er

meldt ind i noget så griber det om sig. Nu

skal det jo heller ikke være en komplet

ansvarsfralæggelse fra min side, for i virke­

ligheden drejer det sig om, at man gerne vil

være med, når der sker noget og synes, at det

er sjovt at være lidt aktiv.

Og vi ved jo, at vi er mange, der opererer i

det skjulte, endda så mange at år 2000 var

PNs år for frivillige, så der eraltså nogen der

tænker på os.

Men når man nu engang er medlem af man­

ge forskellige ting, så skal det også siges at

det er en rigtig fed fornemmelse når det

lykkes som i torsdags og mange andre gange.


Tid til elledlnke

Godt et halvt år efter terrorangrebet på

World Trade Center kan man nu se tilbage

på de menneskelige konsekvenser, hele

episoden har medført. Trods at hverdagen

ikke har ændret sig synderligt, så er

danskerne alligevel blevet berørt. Ikke så

meget materielt men på det følelsesmæssige

plan. Det er konklusionen på en rapport,

som har beskæftiget sig med tiden efter den

11. september sidste år.

Efter at de Olympiske Lege i Salt Lake City

nu er blevet lukket på behørig vis, kan man så

småt igen læne sig tilbage i sofaen og gruble

over alle de nationale udtryk, en sådan

begivenhed medfører. Terrorangrebet den Il.

september 200l har betydet, at hver eneste

amerikanske begivenhed, som er blevet vist af

alverdens tv-stationer, er blevet godt og

grundigt sovset ind i amerikansk patriotisme

og de idealer, den vestlige verden praktiserer.

Musikere med stars and stripes hængende på

ryggen og monumenter til ære for de faldne

falder en i øjnene op til flere gange i løbet af

sådan en omgang OL.

Spørgsmålet er, om det sætter sine spor hos

den almene danske studerende at have fulgt

dækningen af terrorangrebet, . krigen i

Afghanistan og begivenheder som OL.

Svaret er ja, for terrorangrebet har sat sig

nogle spor i de studerendes bevidsthed og fået

dem til at tænke lidt dybere over livet.

Den nye verden

Retorikken kørte i højeste gear umiddelbart

efter de første billeder af terrorangrebet på

USA blev vist på de danske tv-skærme.

Statsministeren, der på daværende tidspunkt

endnu hed Poul Nyrup Rasmussen, udtalte, at

vi nu skulle til at vende os til en ny hverdag,

hvor frygten for selv at blive ramt af

skånselsløse terrorrister hang over danskerne

som en tung trussel. Debatten om miltbrand

brød ud, og Danmarks katastrofeberedskab

14

Af Kristian Lund Petersen

blev sat i højeste alarmberedskab. Krigen

brød ud i Afghanistan og jagten på terrorister

i hele verden iværksat. Men har det påvirket

os danskere, eller er det medierne, der har

skruet op for den store krigsretorik uden have

hold i virkeligheden?

Det har Ole Madsen og undertegnede prøvet

at blive klogere på i forbindelse med den

afsluttende forskningsrapport i samf. vid.

metode og videnskabsteori. Vi har undersøgt,

hvordan studerende på Odense Universitet har

reageret på terrorangrebet, og om det har

medført nogle holdningsændringer.

Konklusionen er den, at terrorangrebet den

11. september 2001 har sat sig nogle klare

spor i de studerendes bevidsthed, idet over

40% af de adspurgte har sagt ja til at deres

hverdag er forandret. Det er et højt tal men

også meget sigende om svarpersonerne, idet

man kunne mærke en oprindelig interesse og

en stor seriøsitet hos de adspurgte.

Undersøgelsen, der blev foretaget den 23.

november 2001, omfatter 125 spørgeskemaer

og er et nogenlunde repræsentativt udsnit af

de studerende på Odense Universitet.

Stærke følelser for USA

At de studerende er et medfølende folk, kan

læses i rapporten. Op til 37% af de adspurgte

har haft følelsesmæssige udbrud på baggrund

af de tragiske hændelser i september sidste år.

Det har været i form af

koncentrationsvanskeligheder, mareridt eller

depression. Faktisk har næsten 7% af de

adspurgte tilkendegivet, at de har grædt, og

det må siges at være et højt tal.

Det høje tal viser, at de studerende i Odense

er et medfølende folk, som engagerer sig i,

hvad der sker rundt i verden. Det viser også,

at terrorangrebet har ramt danskerne lige i

hjertet, og det føles som noget meget nært,

selvom flyene styrtede ned flere tusinde

kilometer fra Danmark.


Dermed må man konstatere, at de utallige

sympatitilkendegivelser, som danskerne gav

til amerikanerne efter terrorangrebet, har

været meget oprigtige. Det var mere, end

hvad kritikere har kaldt for den overfladiske

selviscenesættelse, og er et fint billede på, at

forholdet mellem danskere og amerikanere er

blevet stærkere efter den ll. september.

Danskerne lader sig aflytte

Debatten om hvem, hvad og hvornår staten

må aflytte telefoner og tjekke emails har også

ændret karakter efter den 11. september sidste

år. Den overophedede debat om Echelon er

skubbet noget i baggrunden, hvilket kan ses

ved at op til 61 % af de adspurgte har

tilkendegivet, at staten i højere grad må

aflytte og overvåge de danske hjem. At de

studerende på den måde lader sig være under

opsyn og giver køb på centrale demokratiske

rettigheder viser, at terroren også er nået til

Danmark. Godt nok har Danmark ikke endnu

oplevet et regulært angreb, men frygten er

her, og det er blandt andet derfor, folk i højere

grad lader sig overvåge.

Det skyIdes sandsynligvis også danskernes

tiltro til, at det danske beredskab ikke er godt

nok ved et terrorangreb. Op mod 70% af de

adspurgte mener ikke, at det danske

beredskab er godt nok, hvis Osama bin Laden

og hans terrornetværk slår et smut forbi

Danmark. Dermed er tiltroen til Danmarks

handlemuligheder reduceret efter de 11.

september 2001, og justitsminister Lene

Espersen får mere end svært ved at overbevise

danskerne om, at det danske beredskab kan

udrette det store, når hun inden for en

overskuelig fremtid præsenterer den såkaldte

terrOIpakke. Derfor vil danskerne gerne være

på forkant, hvilket tolkes ud fra at danskerne

accepterer mere overvågning.

Bekymrede for fremtiden

Rapporten viser at danskerne er blevet mere

usikre på, hvad fremtiden vil bringe. Hvis de

adspurgte studerende ellers kan ses som et

billede på den danske befolkning, så har de 4

nedstyrtede fly i USA kastet et sort slør ud

over danskernes ellers optimistiske syn på

fremtiden.

Hele 85% af de adspurgte studerende er

blevet mere bekymret for fremtiden på

baggrund af terrorangrebet på USA. Det er et

voldsomt højt tal, og Poul Nyrup Rasmussens

ord om en ny og mere usikker hverdag må

siges at dække fint, når man ser på sådan et

tal.

Rapportens resultatet viser, at danskerne ikke

længere som før tager fremtiden for givet,

men nu må forholde sig til en ny verden.

Det er ikke sådan at forstå, at

der lige pludselig er opstået en ny

verdensorden, men terrorangrebet har sat

nogle tanker i gang, og danskerne må ligesom

resten af verden til at vende sig til nye

fjender, som vi hidtil ikke har skullet forholde

os til. At denne fjende er svær at identificere

gør ikke usikkerheden mindre.

At de skyldige sandsynligvis

kommer fra den muslimsk dominerede del af

verden, har også haft en indflydelse på

respondenterne i spørgeundersøgelsen. Over

30% af de adspurgte er blevet mere negative i

deres syn på den muslimske kultur. Dermed

er der sket et skred i danskernes syn på den

muslimske kultur, hvilket er meget godt at

have i baghovedet, når man vil analysere

Folketingsvalget 20. november sidste år. Den

øgede skepsis overfor den muslimske kultur

har næppe skadet et parti som Dansk

Folkeparti, der også blev styrende i hele

valgkampens fokusering på indvandrere.

Undersøgelsen viser dog, at de studerende på

Odense Universitet ikke mener, at det

udelukkende er fundamentalisme, der er

baggrund for terrorangrebet. Flest studerende

mener, at det er religiøse og kulturelle

forskelle. Om fundamentalisme så ikke er en

undergruppe af dette, lader vi læseren

vurdere, men i hvert fald er der ikke enighed

hos de adspurgte ved dette spørgsmål.

At de studerende ikke er enige om hvad

baggrunden for terrorangrebet er skyldes højst

sandsynligvis, at fjenden ikke kendes 100%,

og derfor er det svært at give denne fjende en

identitet.


Dybe spor hos danskerne

Sociolog Peter Gundelach og socialpsykolog

Lasse Deneik har kommenteret en lignende

undersøgelse i Mandag Morgen. Her har de

udtalt, at "terrorkrigen" har sat dybe spor i

danskernes mentalitet. Den

tryghedsfornemmelse danskerne og resten af

den civiliserede verden har haft har fået et

knæk og fremtidsudsigterne er ikke længere

kun lyse.

Reaktionen, som de studerende giver til

kende, kan med Lasse Denciks ord betegnes

som "eksistentiel usikkerhed". Det opstår når

tilværelsens selvfølgelighed falder væk, og

man er tvunget til at reflektere dybere over

meningen med livet.

Denne følelse af afmagt vil aftage som tiden

går, men mange danskere vil altid være

påmindet om, hvor skrøbelig verden er, når

terrorister lader civile betale prisen for, hvad

de mener er en højere sag.

Fra tv til virkelighed

At gardinet nu midlertidigt er trukket ned i

amerikanernes symbolske udstillingsvindue,

kan vi som danskere kun være glade for. Vi er

mest til de mere ydmyge indtryk. Alligevel

minder indtrykkene for OL i Salt Lake City os

om at terrorangrebet den ll. september stadig

huskes af os alle og at amerikanerne stadig

sørger over de døde.

At denne sorg også har ramt danskerne viser

denne undersøgelse. Danskernes reaktion og

betænkeligheder kan ikke sideordnes med

amerikanernes sorg, men viser dog at den Il.

september 2001 har gjort vi studerende mere

eftertænksomme.

16

Udtalelserne af Peter Gundelach og Lasse

Dencik har jeg taget fra Mandag Morgen Nr.

35 den 22. oktober 2001, hvor de

kommenterede en anden undersøgelse

foretaget afZapera.com.

Note:

Redaktionen har bedt Kristian Lund

Pedersen skrive en artikel om, hvilke

konklusioner han og Ole Madsen kom

frem til på baggrund af deres

forskningsrapport om tiden efter den ll.

september 200l. De har taget pulsen på de

studerende, for at se om hverdagen har fået

nogle nye dimensioner på baggrund af

terrorangrebet. Artiklen er skrevet som

opgave i faget medier og formidling og er

derfor renset for fagudtryk og metodiske

overvejelser vi statskundskab-studerende

normalt lader os imponere af.


Kro.

IRteoradaRstllller ieltank

Fem mennesker der tænker i en tank. Hvordan

kan de komme og fortælle os, hvad vellykket

integration er? Hvordan kan de gøre sig til

dommer over, hvad der skal til for at være en

integreret del af det danske samfund? Det er

nogle af de spørgsmål, som jeg og en

medstuderende stillede os selv, da rapporten

Udlændinges integration i Danmark udkom i

august 2001. Rapporten var blevet til i

regeringens tænketank for integration, som

siden september 2000 har arbejdet på at

opstille nogle kriterier for, at der kan være

tale om vellykket integration. Da vi på studiet

stod overfor at skulle foretage en metodisk

undersøgelse, valgte vi derfor at tage

udgangspunkt i denne rapport. Vores

hovedproblemstillinger var: Hvilken

betydning har ordene "vellykket integration"

for tænketanken? Kan man neutralt opstille

kriterier for vellykket integration? Kan

integrationens succes i det hele taget måles

videnskabeligt? Sagt mere teoretisk ville vi

undersøge, om der i tænketanken var en

bestemt diskurs - en bestemt italesættelse af

ordet integration. Men hvad betyder diskurs,

og hvordan identificerer man den?

Diskurs er et ord, der bliver brugt i flæng i

både medierne og blandt politikere. For

eksempel: Den danske veljærdsdiskurs eller

en demokratisk diskurs. Da diskurs er et

socialt fænomen, som opstår blandt en gruppe

mennesker, lidt ligesom begrebet kultur, kan

det være svært at identificere hvornår, der er

tale om en diskurs, og hvad det indebærer. Da

vi ikke kunne deltage i tænketankens arbejde,

for derved at observere og overvære deres

samtaler, måtte vi i stedet ty til rapporten. For

at man kan tale om en diskurs, skal der være

tale om en identitetsskabelse, altså et

modsætningsforhold mellem "dem" og "os".

Der skal desuden være tale om en

mytedannelse omkring tid og rum. For

eksempel brug af ordene "det danske

17

AfRikke Rasmussen

samfund". Endelig skal opfattelsen af

integration være entydig. Hvis der er flere

betydninger af ordet, er der altså også flere

diskurser. Vores udgangspunkt var at

undersøge, om der i rapporten kunne antydes

nogle dominerende betydninger af ordet

integration, og hvilke resultater tænketanken

gerne så med integrationen. Vi valgte at

foretage en grundig tekstanalyse, hvor vi

optalte og kategoriserede ordene i rapporten.

Tænketanken opstiller syv kriterier for, at

integrationen kan kaldes en succes:

beskæftigelse, selvforsørgelse, uddannelse,

danskkundskaber, fravær af diskrimination,

kontakt mellem udlændinge og danskere,

politisk deltagelse samt overholdelse af

grundlæggende værdier og normer. Vores

resultater af analysen var ikke særlig

overraskende. Vi fandt frem til, at for

tænketanken er beskæftigelse, selvforsørgelse

og politisk deltagelse de vigtigste punkter for

vellykket integration. Når det ikke er særlig

overraskende, er det fordi, det er punkter. som

har været fremhævet de sidste mange år. Det

er også let at lave statistiske beregninger over

disse tre kriterier. F.eks. kan man måle hvor

mange, der er erhvervsaktive, og hvor mange.

der afgav stemme ved det sidste

Folketingsvalg. Sværere bliver det, når man

skal måle graden af kontakt mellem

udlændinge og danskere. Tænketanken har

valgt at bruge antallet af indgåede ægteskaber

mellem udlændinge og danskere som

målestok. Men hvad med kontakten i

hverdagen, mellem naboer, mellem

grønthandleren og kunden O.S.v. Fravær af

diskrimination er også svært at måle.

Tænketanken har bygget deres konklusioner

på interviews med et antal udlændinge for at

klarlægge, om de føler sig udsat for

diskrimination. Problemet er, at

diskrimination både kan være synlig og ikkesynlig.

For eksempel en afvisning fra en


arbejdsplads på grund af

samarbejdsvanskeligheder. En buschauffør

der undgår at standse ved et stoppested, hvor

der står en kvinde med tørklæde og venter

O.S.v. Tænketanlcen nævner mange steder i

rapporten, at der mangler tal og opgørelser på

nogle væsentlige punkter, for at nå frem til en

nærmere konklusion.

Med vores undersøgelse nåede vi frem til, at

der er flere betydninger af integration i

tænketankens rapport. For det første nævnes

ord som arbejde, arbejdsmarked og

overførselsindkomster mange gange

sammenlignet med andre ord. Det er ord, der

kan kædes sammen med ordet

velfærdssamfund. Det danske

velfærdssamfunds overlevelse er for

tænketanken en vigtig del af integrationen.

Det vil sige, at man prioriterer højt, at

udlændinge kommer i arbejde og dermed

bidrager til den fælles økonomi i stedet for at

belaste den med overførselsindkomster. De

ord, der nævnes næstmest, er ord som

deltagelse, indflydelse og ligestilling. Ordene

knytter sig til den demokratiske opfattelse i

Danmark om, at alle skal deltage på lige fod i

det politiske liv, blandt andet ved at afgive sin

stemme til folkeafstemningerne.

Velfærdssamfund og demokrati er for

tænketanken to værdier, der skal opretholdes,

og integrationen skal ske på disse præmisser.

Vi mener ikke, at der her er tale om en

entydig opfattelse af integration, da man godt

kan være integreret på arbejdsmarkedet uden

nødvendigvis at deltage i det politiske liv - og

omvendt.

For at opnå en vellykket integration kræver

tænketanken, at der på punkter som

beskæftigelse, selvforsørgelse og politisk

deltagelse skal være tale om en assimilation,

altså at flygtninge/indvandrere skal være

beskæftiget og deltage politisk i samme grad

som danskere. De skal også have de samme

muligheder for deltagelse. På de mere

kulturelle punkter, som religion, påklædning

og madvaner, skal der i stedet for assimilation

18

være tale om multikulturel integration. Det vil

sige, at de muslimske kvinder kan beholde

tørklædet på, de kan fortsat spise halalkød og

læse i koranen i stedet for bibelen. Der er dog

visse grundlæggende værdier og normer, som

tænketanken mener, skal overholdes af alle.

Det drejer sig om Grundlovens bestemmelser

om ytringsfrihed, ligestilling mellem

kønnene, tolerance samt overholdelse af

landets øvrige love.

Bt andet og lidt mere overraskende resultat af

vores analyse var, at der er forskel mellem

tænketankens teoretiske definition af

multikulturel integration og deres personlige

holdning til, hvad det skal indebære. Den

teoretiske definition lægger vægt på at der

gennem gensidig tilpasning mellem

udlændinge og danskere skabes nogle fælles

værdier og normer. Senere i rapporten skriver

tænketanken at "et af målene for vellykket

integration er, at udlændinge tilslutter sig og

efterlever nogle grundlæggende værdier og

normer i Danmark" (kursiven er indsat). Her

tænker man på værdierne og normerne i

Grundloven, der er nedskrevet for mange år

siden, og som udlændingene ikke kan være

med til at genskabe. Dermed er der en

selvmodsigelse i rapporten, som afspejler, at

det er svært at lave en objektiv opgørelse over

hvad integration skal indebære, og om den er

vellykket eller ej.

Et sidste resultat af vores undersøgelse viser,

at der i tænketankens identitetsskabelse

anvendes mange forskellige betegnelser. Der

opstilles en modsætning mellem betegnelsen

danskere og udlændinge, det danske samfund

og tredjelande. Men der er stor forvirring

omkring betegnelsen for flygtninge og

indvandrere. Tænketanken bruger både

betegnelser som udlændinge,

flygtninge/indvandrere og etniske minoriteter.

Betegnelsen flygtninge/indvandrere bliver

brugt, når tænketanken henviser til statistiske

data. Etniske minoriteter nævnes i forbindelse

med internationale konventioner som FNs

menneskerettighedskonvention, og


etegnelsen udlændinge bruges når der ikke

er anden henvisning. Udlændinge nævnes

blandt andet i overskriften. Som den

efterfølgende debat af tænlcetanlcens rapport

har vist. er det ikke ligegyldigt, hvilke

betegnelser man bruger. Kritikken af

rapporten har især været rettet mod

tænketankens brug af ordet udlændinge.

Formanden for POEM, Muharrem Aydas

skrev i Information d. 18. august 2001: "Det

er et stort problem i Danmark, at når vi taler

om flygtninge og indvandrere, kommer det til

at handle om at gøre noget for 'fremmede,'

noget for 'udlændinge'. Vi er nødt til at

betragte flygtninge og indvandrere som vores

nye medborgere....." Han foreslår, at man i

stedet taler om 'medborgere med anden etnisk

baggrund'.

Selve grundlaget for tænketanlcens rapport var

at klarlægge kriterierne for vellykket

integration på en neutral og videnskabelig

måde. Men da den udkom, mødte den massiv

kritik fra mange sider, blandt andet fra

forskellige etniske interesseorganisationer.

Som det har vist sig i de seneste års

integrationsdebat, går bølgerne højt, når talen

falder på emner som tørklæder,

massevoldtægt og arrangeret ægteskab.

Integration er et følelsesladet spørgsmål, da

det drejer sig om national identitet og

tilhørsforhold. Og der er vidt forskellige

holdninger til hvad integration skal indebære.

Skal der være tale om integration,

assimilation, mulitietnisk kultur eller

monokulturel integration. Det er ord, der

bliver brugt i flæng i medier og blandt

politikere, og der er ikke enighed omkring,

hvad ordene betyder. Vores indgangsvinkel til

undersøgelsen var, at det er vigtigt med en

fælles opfattelse af, hvad integration skal

indebære. Hvis ikke denne fælles opfattelse

eksisterer, kan der opstå konflikt mellem dem,

der opstiller de politiske målsætninger, og

dem der skal føre politikken ud i livet. Da

tænketanken fungerer som rådgivende organ

for regeringen, indtager gruppen en central

plads i udformningen af

19

integrationspolitikken. Men også gennem

omtale i medierne kan tænketanken have en

væsentlig indflydelse på meningsdannelsen i

befolkningen.

Mange af tænketankens kritikere opfattede

rapportens budskab om integration, som noget

der kun skulle gå en vej. At det kun skulle

være udlændinge, der skal tilpasse sig og ikke

danskere. Endvidere undrede man sig over,

hvordan fem mennesker, deriblandt en

politiker og en tidligere direktør i det private

erhvervsliv, kunne gøre sig til dommer over,

hvad der er vellykket integration.

Tænketanken fungerer som et rådgivende

organ for regeringen, og meningen med

rapporten har været at sætte en diskussion om

integration i gang. På denne måde har

tænketanken nået deres mål. Men hvad angår

nytænkning, halter den bagud.

Analysen af rapporten har vist, at det ikke er

nemt at nå frem til en entydig opfattelse af,

hvad integration skal indebære. Som vores

integrationsminister også har måttet sande, er

der mange forhold, der skal tages hensyn til.

Der er de internationale konventioner, der

skal overholdes. Der er en national økonomi,

der skal hænge sammen. Der bliver flere

ældre, der skal forsørges og færre i den

arbejdsdygtige alder. Sidst men ikke mindst er

der den personlige holdning til det gamle

fædreland. Kan vi acceptere, at Danmark

bliver multietnisk, eller skal vores børn fortsat

vokse op med H.C.Andersen og bibelen i

Folkeskolen? Det er ikke Tænketankens

opgave at komme med personlige holdninger,

siger de. Men det har vist sig, at de personlige

holdninger ikke er til at komme udenom, de er

blot pakket lidt ind. Tænketanken har ikke

bidraget med meget nyt på området. Vi er nok

ikke de eneste, der gerne så nogle

overordnede visioner og mål i

integrationsdebatten. Men indtil videre har de

kun bidraget med tørre tal og fremskrivninger.

Lad os håbe, der snart kommer nogle nye

tanker i tanken.


Odense viser Ilaget IImxelles

Scenen er sat: dansk efterår med regn og rusk,

vi skriver år 2000 og 5. semester. I mit hoved

flyver tanker som "puha - hvordan behandler

jeg spørgsmålet om validitet i mit

metodeprojekt ?" og "åh - kan man virkelig

have et pensum på 1700 sider i offentlig

forvaltning ?". I en fjern afkrog ligger der dog

også tanker og bobler om noget nyt og

spændende - at få lidt luftforandring og en

pause fra bøgerne.

Jeg havde lyst til at komme ud og få nye

udfordringer samt at afprøve nogle af de

tilegnede redskaber i praksis.

En ide opstår - og bliver manet til jorden

igen.

Derek Beach's fag var på min dagsorden dette

semester, hvilket skærpede min interesse for

EU-forhold, og jeg blev hurtigt bevidst om, at

et praktik-ophold i Bruxelles var målet.

Hvordan dette skulle realiseres, måtte jeg

bekymre mig om siden hen.

Ved samtalerne om vores fremtidsplaner for

studiet med Poul Erik, bragte jeg emnet på

banen. Han synes det var en god ide, men

beskeden var klar - praktikophold kunne

instituttet ikke hjælpe os med, det måtte vi

selv arrangere. Humør-barometeret faldt en

smule, ligesom forventningerne til at det

skulle lykkes at komme af sted.

På bar bund...

Efter endte eksamener i januar 2001 gravede

jeg atter planerne frem og begyndte min

udforskning. Jeg havde ikke noget begreb om,

hvem der benyttede praktikanter - eller

'stagiaires', som jeg lynhurtigt fandt ud af,

var den rette terminologi. Mit første indskud

var derfor at ringe rundt til alle partier, KL,

Amtsrådsforeningen samt andre

interesseorganisationer, for at høre hvorvidt

de benyttede stagiaires. Jeg løb imod mange

mure, for faktisk er mange af de danske

afdelinger slet ikke bevidste om, at deres egne

20

AfElse Jerrniin Jensen.

kontorer i Bruxelles benytter stagiaires. Efter

en masse opkald til kontorer i Bruxelles samt

en stor telefomegning rigere, dannede der sig

et billede af, hvor mulighederne lå. Jeg blev

ligeledes bevidst om, at jeg var ude i god tid,

da de fleste organisationer først søgte

stagiaires i maj (ofte gennem DJ0F-bladet

samt som opslag på relevante institutter) og

ansatte dem i juni til opstart primo september.

Jeg havde derfor god tid til at afprøve de

muligheder, jeg brændte mest for, hvorefter

jeg kunne søge de opslag, der måtte konune i

maj.

På sporet..•

Topprioriteten var et job i en af EUinstitutionerne,

og jeg kontaktede derfor

Venstres EU-sekretariat på Christiansborg, for

at forhøre mig om mulighederne hos de fem

europa-parlamentarikere fra Venstre. Tre af

de fem medlemmer benyttede stagiaires, og

jeg undersøgte hvilke politik-områder de

beskæftigede sig med. Min største interesse

faldt hos Ole Andreasen, som beskæftigede

sig med kulturpolitik samt udenrigs- og

sikkerhedspolitik. EU-sekretariatet satte mig i

kontakt med en tidligere stagiaire, som

forklarede mig om arbejdet i Europa­

Parlamentet (EP), og hvilke opgaver han

havde beskæftiget sig med. Det viste sig, at

stagiairen hovedsageligt skulle arbejde med

udenrigspolitik, hvilket lød meget spændende.

For første gang hørte jeg altså om, hvad det

egentlig ville sige at være stagiaire, hvilke

arbejdsopgaver det indebar, hvordan man

praktisk bar sig ad med at flytte pjalterne til

Bruxelles og så videre. Det var en stor hjælp

at tale med en, der havde været i den samme

situation. Tankerne faldt mere på plads, og jeg

besluttede at gøre alvor af projektet.

Uopfordret ansøgning gav pote.

I en uopfordret ansøgning fik jeg forklaret,

hvorfor jeg interesserer mig for EU, og hvilke


problemstillinger i forbindelse hermed jeg

synes var spændende samt min baggrund for

at søge. Ligeledes lagde jeg også vægt på,

hvorfor jeg netop havde valgt Oles kontor.

Efterfølgende blev jeg pr. brev indkaldt til

samtale på Christiansborg i april sammen med

andre ansøgere. Det var med en smule

sommerfugle i maven, jeg drog til min første

rigtige jobsamtale, der tilmed blev afholdt på

Uffe Ellemanns kontor. Forinden havde jeg

læst på lektien og kunne næsten Oles

hjemmeside udenad, ligesom alle de faktuelle

ting om EP var på plads. Efter en 5 kvarters

lang samtale stod jeg igen udenfor

Christiansborg - spændt og nervøs...

Allerede samme dag fik jeg pr. e-mail besked

om, atjeg havde fået jobbet, og de indledende

knæbøjninger kunne starte. Jubiii - jeg skulle

til Bruxelles, men hvordan skulle alt praktiske

nu lige gøres?

Af den faste assistent på kontoret - Claus

Sømod, fik jeg adressen og telefonnummeret

på en græsk kvinde - Anastacia, der udlejer

værelser til danske praktikanter i Bruxelles.

Hos hende fik jeg en aftale i stand og kunne

igen koncentrere tankerne om

bachelorprojektet.

Bruxelles here we go!

I slutningen af september rejste jeg til hjertet

af EU, og blev installeret i et bofællesskab

sammen med otte andre danskere. Det viste

sig, at der var rigtig mange andre unge

danskere i samme situation (ca. 70), hvoraf de

fleste boede i et af Anastacias mange huse.

Jeg fandt pludselig ud af, hvor mange

organisationer der faktisk benytter stagiaires,

og hvor mange jobs der egentlig havde været

at søge. En viden der havde været guld værd i

den indledende fase.

Den første uge i EP var meget forvirrende.

Rent praktisk er huset meget stort, og det kan

være svært at finde ud af, hvor de forskellige

mødelokaler befinder sig. Ved siden af dette

led jeg meget af informations-overload pga.

21

de mange nye ting, jeg skulle lære. Men som

med alt andet kommer man forholdsvis

hurtigt over den fase og kan begynde at

arbejde mere frit.

Udenrigspolitisk udvalg.

Af de 17 stående udvalg i EP var Ole medlem

af kulturudvalget og koncentrerede derfor sin

energi herom. Han var ligeledes suppleant i

Udenrigspolitisk udvalg, hvilket jeg skulle

følge for ham. Det betød, at jeg forud for

møderne skulle læse alle de betænkninger, der

var på dagsordenen og briefe ham om

spændende og relevante punkter. Til møderne,

der ofte løb over tre dage, skulle jeg så tage

referat, hvilket efterfølgende skulle nedkoges

til et to-siders referat. Ved gennemlæsningen

af betænkningerne skulle jeg hele tiden have

en liberal tankegang i baghovedet med

hensigt på evt. ændringsforslag, der skulle

stilles. Af emner der var dominerende på

dagsordenen kan jeg nævne: Krisen i

Mellemøsten, Makedonien, Øst-udvidelsen

samt kampen mod terror. Det var et utroligt

spændende udvalg at følge, da man

sideløbende med det planlagte arbejde følger

de begivenheder, der præger

verdenssituationen.

EU's informations- og kommunikationspolitik.

I kulturudvalget blev Ole udnævnt til at skrive

sin første betænkning, der skulle omhandle

hans store interesseområde: EU's informations

og kommunikationspolitik. Det betød, at jeg

oplevede tilblivelsen af en betænkning lige fra

idestadiet, til der ligger et færdigt forslag til

en betænkning på bordet. Der blev afholdt en

masse inspirationsmøder med folk med

kompetencer på området, som skulle udgøre

substansen i betænkningen sammen med al

det research, vi selv lavede. Det viste sig

hurtigt, at der var mange løse ender at tage fat

på og mange ting, der skulle gøres bedre. Helt

konkret lavede jeg research i Eurobarometer

samt andet statistisk materiale. Under

skriveprocessen kom jeg med konstruktive


kan jeg nævne EU's fremtid, USA's

missilskjold, TV uden grænser samt fremtiden

for europæiske biografer. Sidstnævnte blev

afholdt i Rom, hvilket var en sidegevinst til

det ellers triste Bruxelles-vejr.

Og så var det weekend•••

Efter en ca. 50 timer lang arbejdsuge blev det

weekend. Som stagiaire i Bruxelles bliver du

en del af et kæmpe socialt netværk, hvor der

hele tiden sker noget spændende. Der

afholdes diverse fester, man mødes til

fredagsøl, man udforsker Belgien sammen

som turister osv. Sidstnævnte kan man

sagtens betale sig fra, da offentlig transport er

meget billig i Belgien, og man kan få en

returbillet til hvilken som helst afkrog af

landet for under 100 kr. Al den aktivitet

betød, at man fik en masse nye venner, og at

man ikke formåede på noget tidspunkt at føle

sig alene. Det var en stor hjælp til at komme

igennem de afsavn man selvfølgelig har, når

man skal rejse ud.

23

Ideen blev udlevet!

Når jeg sidder her i Odense igen og tænker

oplevelsen igennem, må jeg sige, at jeg kun

kan anbefale andre, der ønsker lidt

luftforandring og nye udfordringer at tage på

et praktikophold. Jeg har fået en kæmpe

indsigt i EU-systemet, som jeg ikke ville

kunne læse mig til. Ligeledes lærer man også

at begå sig i den 'virkelige verden' og finder

ud af, hvordan tingene foregår i praksis.

Endelig har jeg også fået en masse gode

venskaber og en masse forbindelser, jeg kan

trække på fremover.

Tænker du på at søge et praktik-ophold i

Bruxelles, vil jeg gerne svare på evt.

spørgsmål, du måtte have i forbindelse

hermed. Så skal jeg forsøge at svare efter

bedste evne. Mai[ på

else..Jermiin@hotmail.com


Studieophold i8slril-Freds- og kønllikdorskning

Artiklen her giver en specifik og faglig

beskrivelse af et studieophold i østrig. Den

11. september 2001 gav studiemiljøet ved

Freds- og Kon.t1iktforskning en ekstra

dimension.

Rent tilfældigt "faldt" jeg over et link på

statskundskabs hjemmeside til COPRI

(Copenhagen Peace Research Institute) som

udbød legater til studieophold på European

University for Peace Studies, Stadtschlaining,

østrig (http://www.aspr.ac.at/welcome.htm).

Studie programmet

EPU er en international NGO med UNESCO

status. Den blev etableret i 1988 og baseret på

Johan Galtungs "Plan for a Master of Peace

and Conflict Resolution". Siden 1990 har der

været afholdt post-graduate programmer i

fredsstudier.

Jeg ansøgte om legatet fra COPRI til EPUs

Certificate!Academic Credit Programme og

fik det. Legatet dækkede omkostningerne ved

selve undervisningen samt logi.

Fagligt

Studiet var indenfor Fred og

Konfliktforskning, som er en disciplin under

International Politik. Og sproget var engelsk.

Studiet er bygget op således, at der udvælges

ca. 40 personer i alt fra hele verden, som så

skal bo sammen i et mindre "community".

Herved kan de studerende debattere videre

efter undervisningen på en mere uformel

måde.

Jeg synes konceptet mindede meget om de

danske højskoler bare med et mere akademisk

sigte. De 40 studerende kom fra hele verden.

Der var folk fra Ghana, Rwanda, Uganda,

Nigeria, Etiopien, Eritrea, Malawi, Cameroon,

Japan, Rusland, Rumænien, Aserbajdsjan,

Armenien, Georgien, Schweiz, Kroatien,

Kosovo, Tyskland, Palæstina, USA, Canada,

Frankrig, Thailand og Pakistan. Et bredt

kulturelt udsnit som samtidig også bar præg af

at deltagerne havde vidt forskellige faglige

baggrunde. Mange var uddannet som

eksempelvis advokater, skolelærere,

psykologer, økonomer og journalister, men

24

Af Anne Krasilnikoff Jeppesen

der var også folk som mig selv, der var i gang

med en uddannelse som statskundskab eller

international politik. Denne brede skare af

folk bidrog til mange spændende diskussioner

om religion og territorier og værdier.

EPU er ikke som andre universiteter, hvor

man kan vælge fag. Her var fastsat et program

på forhånd som alle Certificate-studerende

skulle følge. Dette program tager 12 uger og

er et komprimeret program med undervisning

om formiddagen og eventuelle

debat/workshops om eftermiddagen.

Indhold i programmet

Indholdet i programmet var, bortset fra

introduktion og konklusion, opdelt på fire

moduler: "Violence, Security and

Demilitarisation"; "Global Economy, Peace

and Development"; "Governance,

Participation and Human Rights" samt

"Crises Prevention, Intervention, Post­

Conflict Reconstruction". I disse moduler

havde vi meget issue-orienteret undervisning

om for eksempel "light weapons" (i

modsætning til atomvåben), landminer,

strukturel vold i form af ulighed, fattigdom

o.m.a. Vi havde også mere teoretisk

undervisning om good governance, retfærdig

krig osv. Selve sammenhængen i dette

tilsyneladende strukturerede program var lidt

tåget.

Desværre oplevede vi, at der var en

manglende kommunikation mellem

underviserne samt manglende information fra

administrationen. Ret uheldigt når der skiftes

undervisere hver uge. Dette skabte frustration

hos de studerende, da det blev svært at se den

røde tråd i de enkelte moduler.

Undervisningen bar efter min oplevelse mere

præg af at være 10 politik-uger i træk, hvor

der blev undervist i underviserens specifikke

felt.

Trods det alternative undervisningsmønster

var noget af det mest spændende en særlig

arrangeret workshop kaldet T.T.T (Turning


The Tide), som gik ud på, at man i gruppen

skulle starte en kampagne om hvordan man

kunne frenune fred i et område med tilstande

som i Columbia via "nonviolent movements".

Arbejdsbyrde

Undervisningen foregik typisk fra kl. 9 til kl.

13. Til disse timer var der hver uge et

pensum, man blev anbefalet at læse. Samtidig

skulle man udarbejde små opgaver til hver

uge, et essay på en 3-4 sider om et emne, der

var blevet berørt i undervisningen.

Afslutningsvis skulle man som Certificate

studerende udarbejde et 15 siders paper om et

valgfrit emne. Jeg valgte at skrive om

fredsprocessen i Nordirland.

Det sociale· i skyggen af11. september

Det sociale ved opholdet var for mit eget

vedkonunende rigtig godt. Det var spændende

at bo sanunen med så forskellige mennesker,

og konceptet med at snakke videre uden for

undervisningen prægede i høj grad vores

dagligdag. Der blev diskuteret meget, ikke

mindst om selve opbygningen af

undervisningen, men også i forhold til egne

personlige oplevelser med konflikter. Mange

af deltagerne havde selvoplevet kampe og

uro i deres egne lande. Særligt interessant var

det at følge venskaber mellem parter som

normalt ville være i konflikt med hinanden,

her tænker jeg på Etiopien og Eritrea.

Hvad der nok var den største sociale

udfordring var den 11. september. Der var

kun gået 9 dage da denne terrorhandling

indtraf. Det var hårdt at opleve i de

omgivelser, fordi een af deltagerne var fra

staten New York og tydelig var berørt af

situationen. Det var også hårdt, fordi

holdningen blandt størstedelen af deltagerne

var meget anti-amerikansk. Eksempelvis da

der gik en seddel rundt med udtryk for

gruppens sympati med ofrene, var det således

ikke alle, der ville underskrive. Der var nogle

personer, som var mere i konflikt end andre,

og den 11. september har uden tvivl udviklet

en mindre tærskel for, at disse bryder ud.

Trods disse skel mellem holdninger kunne der

for det meste diskuteres på et seriøst plan, og

således blev de mange facetter ved fred og

konfliktforskning berørt også udenfor

undervisningen.

25

Opholdet i østrig har lært mig en større

indføling med andre kulturer samt afprøvet de

diplomatiske evner ved gruppearbejdet og ved

daglige konflikter. Den ll. september og den

efterfølgende tid gjorde hele den sociale sfære

mere anspændt, men det fremmede også

diskussioner blandt os studerende, der nok

aldrig havde fundet sted, hvis ikke verden var

sat over for en så ekstrem omvæltning.


UreUærdig hetz mod Brixtofte

Hvad er det, alle har imod Peter

Brixtofte. Det kan da ikke passe at en

mand, der har gjort så meget godt for

en kommune, skal hænges ud på den

måde, som det er tilfældet i sagen om

Farum. Det er da at gå efter manden i

stedet for efter bolden.

Der er mange aspekter i sagen om

Peter Brixtofte, men der er jo som

bekendt flere sider afen sag og i denne

sag, går man efter alle de mørke sider.

Tag nu den sag om Peter Brixtoftes

vinforbrug. Der bliver fokuseret på, at

det er kommunen, der betaler den vin,

han drikker, hvilket sikkert også er

sandt, men det erjo ikke sådan, at han

køber vin hjem til sin egen private

vinkælder på kommunens regning.

Man skulle i stedet tænke lidt på, at

med alt det, Peter Brixtofte gør for

kommunen, alle de aktiviteter han har,

fordi der er meget at se til som

borgmester når man prØver at skabe en

unik kommune, vil det uundgåeligt gå

ud over den tid han har tilovers til sig

selv. Er det så ikke meget fair, at

kommunen er med til at betale noget af

den pris, som Peter Brixtofte ellers

skulle betale helt alene, når han har så

travlt som han har?

• Så er der

sagen om

byggegrunden.

Det er

selvfølgelig

forkert, at han

på den måde påfører kommunen en

ekstra regning på 325.000 kr. men her

bliver der slet ikke lagt mærke til, at

det ikke var for egen vindings skyld, at

han gjorde det, men derimod for en af

hans venner. Det kan jo godt være at

vennen har været i problemer eller der

kan være andre forhold, man intet

26

Af Jakob Henriksson

kender til. Så er der det moralske

spørgsmål i den sag. Brixtofte har gjort

noget forkert, ingen tvivl om det, men

på den anden side er der vel ingen der

kan sige sig fri for at have fusket lidt

hist og her. Det være med er

forsikringssag eller lidt med skatten,

hvor man måske ikke har opgivet det

"helt" korrekte beløb, man bare "taget

det ud fra hukommelsen". Forskellen

på hvad vi selv gør og det som

Brixtofte har gjort, er bare at vi gør det

for egen vindings skyld.

Så er der sagerne om Byggeriet af

Farum Park og Rejserne syd på til

kommunens ældre. I begge tilfælde er

der kommet noget godt ud af det. I

sagen om Farum Park, blev byggeriet

ikke udbudt i EU-Licitation. Problemet

i det er, at man som tommelfingerregel

siger, at man kan spare 20% ved at

udbyde det. Men helt ærligt, hvor tit

har man ikke hørt om byggerier der,

selvom de har været i licitation,

alligevel ender med at være 20%

dyrere, når først byggeriet er færdigt.

Så kan man ligeså godt vælge at holde

arbejdet på danske hænder, og på den

måde få glæde af den ekstra

beskæftigelse her i landet.

Med hensyn til de pensionister der blev

sendt syd på, på velfærdsferie, købt til

overpris af kommunen af Alletiders

Rejser, hvorefter Alletiders rejser så

sponsorere Farum Boldklub, må

konklusionen jo være, at alle fik noget

ud af det. De ældre blev sendt på ferie,

Alletiders Rejser fik solgt nogen ferier,

Farum Boldklub fik en sponsor. Man

kan så sige at kommunen ikke burde

have givet overpris for rejserne da det

jo må belaste skatteprocenten, men på

den anden side, hvem er ikke villig til


at betale for at de ældre skal have det

lidt bedre. Om det så lige er på den ene

eller anden måde betyder vel mindre,

det erjo trods alt de ældre der har

været med til at bygge det samfund op

som vi har i dag.

Farum er en hån mod det

repræsentative demokrati.

Alt det ovenstående er typisk den måde

som mange folk anskuer Farum-sagen

på. Især de ugebladslæsende Farumpensionister

på Lanzarate. Hvis de ikke

kan se, at de er blevet taget grundigt

ved næsen ved at sætte deres kryds ved

Peter Brixtofte, er der noget grueligt

galt.

Det eneste fornuftige jeg kan se i

ovenstående artikel er, at der i Farumsagen

er blevet fokuseret for meget på

Peter Brixtofte, og for lidt på alle dem,

der har ladet stå til. Jeg kan ikke

fordrage tanken om, at en folkevalgt i

den grad har mulighed for at føre sig

frem som enevældig hersker i sit eget

lille kongerige. Man kan nærmest sige,

for nu at bringe lidt politisk teori ind i

det, at han er den gode udgave af

Aristoteles enevælde, eller er han den

onde? Er han i virkeligheden den

moderne tyran? Hvordan vil tyranen se

ud i dag?

Jeg har hele tiden haft en klar

opfattelse af, hvad der er en tyran, og

at det kun var noget der fandtes i

bananstater. Derfor syntes jeg, at det er

skræmmende, at der i et demokrati som

det danske, hvor der er en uendelig

række af kontrolinstanser, kan sidde en

borgmester, der i sit byråd kan få

flertal for forslag, der aldrig har været

fremlagt for dem.

Jeg har hørt een fra Økonomiudvalget i

Farum udtale sig om et tilfælde, hvor

hun spurgte nærmere til hvad, det var

de "ikke-behandlede", hvortil Peter

27

Brixtofte bare havde grinet, pakket sin

mappe og var spadseret ud fra mødet.

Det er helt klart forkert af Brixtofte,

men er det ikke næsten mere forkert af

hende, hvis hun i den grad svigter sine

vælgere, ved ikke at råbe højt.

Muligvis vil det ikke hjælpe lige på

den sag, men hvis der var blevet ved

med at være blevet råbt højt i Farum

om alle sager, så var der nok andre

instanser, der ville have set lidt

nærmere på det hele.

Pensionistrejserne sydpå harjo stået på

i evigheder, ogjeg syntes det er meget

skræmmende, at der ikke i det danske

demokrati, er nogen mekanismer, der

gør at den slags undgås. Tænk at der

skal to journalister til før

byrådsmedlemmer i Farum begynder at

pippe så højt, at det også kan høres

uden for bygrænsen.

Der er ingen, der skal bilde mig ind, at

det kun er Peter Brixtofte alene, der har

kendt til alle disse sager. Det er

simpelthen umuligt, at der kan være

foregået så meget uden, der har været

en masse udover Brixtofte, der har

kendt til det. F.eks. er det en Falck

Securitas vagt der passer receptionen

fra 23.00-07.00 i Farum Park. Falck

har bare ingen kontrakt med Farum

Park, men kun med Farum Kommune.

Der må der næsten være en eller anden

i Falck, der har studset over det

forhold, men har sikkert tænkt noget i

stil med "barejeg/vi bliver betalt for

jobbet, giderjeg/vi ikke blande os i

hvor pengen kommer fra". Det var bare

et eksempel, og der er mange flere.

Der må være mange mennesker, der

med god grund har kunnet tænke

"There is something rotten in the state

ofFarum". Men til forskel fra en vis

anden herre. gjorde de ikke noget ved

det, for "ham Peter Brixtofte gør det nu

så godt". Det gjorde han da også, men

hvem kunne ikke det, hvis man kunne

låne penge til højre og venstre uden at

fortælle nogen om det.


Cold War IReJrevisited

Gert Petersens ''Med frygten som

drivkraft" er både politisk og teoretisk

udfordrende. Den omhandler det 20.

århundredes globale udenrigspolitikker og

ideologier i en sober argumentation. Og

man behøver ikke være SF'er for at kunne

få udbytte af bogen.

Gert Petersens Med frygten som drivkraft har

snart et år på bagen. Når jeg anbefaler denne

bog, skyldes det ikke dens aktualitet men dens

politisk/teoretisk udfordrende indhold. Det

egner sig fortrinligt til

statskundskabsstuderende, der både har

interesse i de lange linier i det tyvende

århundredes globale udenrigspolitikker samt

ideologier og i selv at danne sig en teoretisk

eller politisk holdning til disse - eller få

udfordret dem, man har i forvejen. Hvilket er

grunden til, at jeg ikke blot har valgt at

anmelde men også løbende at diskutere en

række af bogens konklusioner.

Hurtigt overblik

Bogen består af to hoveddele. Den første og

korteste er en gengivelse og kritik af

1990emes offentlige debat om

sovjetkommunismens og andre "reelt

eksisterende socialismers" ideologiske natur

og synderegister mht. folkedrab, politisk

undertrykkelse og deslige foruden den danske

og internationale venstrefløjs medansvar eller

mangel på samme. Anden del er en

kronologisk gennemgang af udviklingen i

modsætningerne mellem USA og USSR fra

den første spæde gensidige mistillid til

Sovjetunionens sammenbrud. Forholdet

belyses såvel internationalt som i et dansk

perspektiv, og sættes løbende i relation til den

debat om socialismen, der gennemstrømmer

bogens første del.

28

Af Rasmus S. Larsen

Arven efter Lenin

Den fbv. SF-formand sætter store

spørgsmålstegn ved motiverne hos den

offentlige debats nye "koldkrigere" som

Bertel Haarder, Nils Jæger, Mikkel Plum m.fl.

"De siger kommunisme, men mener

socialisme" (s. 13), hvorved deres kritik af

gamle DKP'ere og sovjetsympatisører

indirekte udvides til også at omfatte enhver

anden, der går ind for en variation over

samlebegrebet "socialisme", som hele

sovjethistorien om ikke andet så rent sprogligt

har stillet i et dårligt lys. Ikke nogen dårlig

pointe. Som historikeren Claus Bryld er inde

på i sin bog, Kampen om historien, har alene

eksistensen af USSR påvirket den semantiske

betydning af "kommunisme" i en sådan grad,

at socialister i bred forstand lige så godt kan

opgive at sætte netop denne betegnelse på

deres idealer og i stedet finde et andet ord.

Bolsjevikkernes magtovertagelse i Rusland

1917, "oktoberrevolutionen", har givet

anledning til utallige polemikker om

karakteren af denne omvæltning - var der tale

om en revolution eller et simpelt kup, og

hvilken sammenhæng havde den med hvilken

form for "socialisme" - i hhv. teori og

praksis? Selvom Petersen finder

begivenheden socialistisk inspireret, mener

han ikke, at Lenin viste vejen hen imod et

socialistisk samfund - tværtimod betød

revolutionenlkuppet, at både den mulighed for

socialistiske eksperimenter og den trinvise

demokratisering, der var påbegyndt med

"martsrevolutionen" og zarens abdikation

samme år, blev afsporet.

Stalins senere udrensninger og overgreb betød

i sig selvet brud med leninismen, men pga.

Lenins "naive selvsikkerhed" og foragt for

pluralistisk demokrati tiggede og bad hans

revolution selvom at blive forrådt. Petersen

går dog ikke så hårdt til Lenin som f.eks. Bent

Johannesen, der er et andet godt eksempel på


en dansk socialist uden sympati for

bolsjevikkernes taktik og holdninger.

KODUDumsmenssortbog

- eller rettere sagt redaktøren Courtois' forord

og efterskrift får hårde ord med på vejen. Her

udviser Courtois nemlig sympati for den ide,

at stalinismen og nazismen havde et fælles

ideologisk grundlag, som bl.a. omfattede

viljen til voldsanvendelse, og angiveligt

udgjorde en slags socialistisk og fascistisk

tvillingeideologi. Petersens udgangspunkt er

her, at der på det teoretiske plan var og er

fundamentale forskelle mellem de

menneskesyn og idealer, der

gennemstrømmede de nævnte ideologier.

Hitlers vision om det gode samfund blev jo

faktisk langt hen ad vejen realiseret i det 3.

rige - i nazistisk forstand, forstås - mens det

stalinistiske samfund lod meget tilbage at

ønske i forhold til Stalins officielle visioner:

"Stalin måtte svøbe sig i en tyk kåbe af

hykleri, Hitler kunne bare være, som han

var!" (s. 80).

Socialismens grundlag

Petersen kritiserer marxismen-Ieninismens

karakter af "erstatningsreligion". Han

sammenligner den med de traditionelle

verdensreligioner, og leverer samtidig en

meget rammende kritik af disses

selvforståelse som menneskekærlige. Først i

moderne tid er dette kærlighedsideal blevet

udbygget med et ideal om tolerance, mens de

selv samme religioner - ikke mindst

kristendommen - historisk set i langt højere

grad har bygget på intolerance og had til

anderledes tænkende. Her virker det dog lidt

sært, at han selv pointerer, at "den oprindelige

socialisme satsede på ikke-vold og

demokrati" (s. 75). Med mindre vi objektivt

kan udpege nogle socialismer som rigtige og

andre som forkerte, virker det for mig at se,

som om Petersen her lidt bagklogt tager parti

for en socialisme (en pluralistisk demokratisk

SF-variant) imod en række andre (leninisme,

stalinisme, maoisme o.a., som tiden er løbet

fra).

29

Socialisme udelukker næppe demokrati i

pluralistisk forstand, men behøver der at være

et logisk modsætningsforhold mellem

skrivebordsidealerne og diktatur,

voldsanvendelse m.v.? Såvel Lenin som

Stalin var jo både socialister og demokrater i

deres egen selvforståelse! (Se f.eks.

PonomaIjov, s. 245-6 og 476-8.) Set med

moderne vestlige briller er problemet vel

snarere, at i de nævnte lederes verdensbillede

var demokratiet enten tænkt som en mulighed,

der først kunne realiseres på langt sigt, eller

også lagt i yderst snævre rammer pga. ideerne

om den arbejdende befolknings objektive

interesser, der jo på forhånd affærdigede

bestemte holdninger som udtryk for falsk

bevidsthed. Samt en postuleret historisk

nødvendighed, der gjorde, at et flertal ikke

bare kunne ændre historiens gang, selvom det

måtte ønske det. I en sådan ideologisk

kontekst bliver tanken om pluralisme absurd,

mens det rent abstrakte ideal om "demokrati"

består. Og af samme årsag behøver et forsvar

for diktaturet som det virkelige demokrati

eller den midlertidige vej til dette ikke at være

det rene hykleri.

Det er dog altid ganske fornuftigt at skelne

tydeligt mellem overbegreber som socialisme

og underbegreber som leninisme, reformisme,

osv., hvilket i Øvrigt heller ikke udelukker det

frugtbare i at påpege ligheder og

overlapninger mellem f.eks. stalinisme og

nazisme. Men stalinisme er jo ikke udtryk for

en slags socialismens essens. En sådan findes

efter min opfattelse næppe heller "i sig selv",

men afhænger af de begreber, man aktuelt

definerer den med. Hermed er dog ikke sagt,

at betydningerne er fuldstændigt relative, da

langt de fleste udspringer af bestemte

historiske traditioner.

Petersen finder, at socialismens

grundlæggende teoretiske mål er menneskets,

oftest i betydningen individets, frigørelse ­

hvad end de realsocialistiske regimer foretog

sig i praksis. Som kontrast hertil frakendte

nazismen og fascismen også på det teoretiske


plan almindelige individer nogen selvstændig

værdi, og stillede sig derfor i et teoretisk

modsætningsforhold til socialismen. Nationalsocialismens

brug af ordet var dels kosmetisk,

dels udtryk for en helt anden konservativ

tradition.

100 mio. ofre - for hvad?

Courtois kritiseres også for den ofte citerede

angivelse af 100 (eller 85) mio. ofre for

"socialismen", Dels fordi tallet forudsætter, at

man inddrager ofrene for diverse kinesiske og

russiske naturkatastrofer, dels og langt

vigtigere fordi historien også den

europæiske - indeholder utallige eksempler

på massedrab. Det undskylder ikke

grusomhederne i Kina og USSR, men sætter

dem i perspektiv. Skal kolonikrigene,

slavetransporterne fra Caribien, fordrivelsen

af indianere i Nordamerika, Leopold n's styre

af Congo og Wilhelm II's fremfærd i Namibia

forstås som udtryk for liberalisme?

Man kan indvende, at de her nævnte

"vestlige" overgreb ikke knyttede sig til

nogen ideologi som sådan. Koblingen mellem

det økonomiske system, de politiske

institutioner og aktørernes ideologiske

motiver var og er noget løsere i kapitalistiske

(og generelt i ikke-socialistiske) samfund, end

det var tilfældet i f.eks. USSR, idet en

markedsøkonomi i høj grad udvikler sig

nedefra, når først den er sat på skinner af de

mekanismer, der har frembragt den. En

socialistisk økonomi kræver derimod, at

aktørerne i det politiske system bevidst sætter

sig som mål at skabe og siden opretholde

denne. I hvert fald kender jeg ikke selv nogen

eksempler på industrisamfund, der automatisk

er gledet over i en socialistisk økonomi med

de samme selvbærende egenskaber som

kapitalismen.

Til gengæld understreger Petersen meget

overbevisende det absurde i at vurdere en

ideologis moralske habitus ved kun at se på

"casualties". Således kunne det tyvende

århundredes folkemord få et væsentligt større

30

omfang end tidligere, alene af den grund, at

der var flere mennesker at begå overgreb

imod.

Skoleudbuddet

Før jeg afslører, hvor Gert Petersen placerer

sig i international politik (IP), vil jeg kort

opridse de forskellige historiske skolers

udgangspunkt, da de ikke er helt identiske

med de politologiske (realisme, liberalisme,

m.m.).

Traditionalismen lægger hovedvægten på det

sovjetiske statssystem, der var

"inkompatibelt" med både den øvrige verdens

kapitalisme og vestens pluralistiske

demokrati, samt den marxistisk-leninistiske

ideologi, der forpligtede sovjetledelsen til at

arbejde for udbredelsen af sit eget system.

Dette skabte modsætningsforholdet til vesten,

og gjorde USSR i samarbejde med SUKP's

datterpartier til en potentiel trussel.

Traditionalismen er ofte koblet til en stærk

anti-kommunistisk bias. En hermed forbundet

ulempe er, at den i sin iver efter at fremstille

USSR som den udfarende kraft (og oftest

også den store skurk), "glemmer" motiver og

egeninteresser i den omkringliggende verden,

der som regel fremstår som defensive i

forhold til Sovjet.

Revisionismen var udbredt i 1970erne, men

har siden tabt terræn. Hovedansvaret for den

kolde krig blev i denne tradition lagt på USA

- pga. enten landets økonomiske struktur eller

fejl i det amerikanske politiske system. Ifølge

en marxistisk inspireret variant måtte

kapitalismen hele tiden ekspandere for at

skaffe nye ressourcer og aftagere til

overskudsproduktionen og således udsætte

eller dæmpe de evigt tilbagevendende kriser,

der er uløseligt forbundet med den

kapitalistiske produktionsmåde. Andre

revisionister lagde hovedvægten på en antikommunisme,

der gik i selvsving, og blev en

uundgåelig del af retorikken hos enhver

amerikansk præsident. USSR, der jo

fungerede som skydeskive for USA's


"imperialisme" eller anti-kommunistiske

tiltag, blev her fremstillet som den defensive

part.

Post-revisionismens navn antyder, at den er

en videreudvikling af revisionismen, men i

praksis kan den dog snildt adskille sig

betydeligt fra denne. To vigtige karakteristika

er snerten af socialkonstruktivisme - begge

parter i den kolde krig misforstod konsekvent

hinandens hensigter - samt at de førte

politikker blev udviklet ad hoc og ikke som

følge af f.eks. økonomisk determinisme eller

langsigtede planer om verdensherredømme.

En ulempe ved denne retning er, at den let

udarter til symmetritænkning: For at være

tilstræbt "neutra}" og "objektiv" skal begge

parter i den kolde krig helst fremstilles som

lige(u)værdige parter, der nærmest havde

50% af "skylden" for konflikten hver især.

Realismen spiller en væsentlig rolle i IP, men

er mere tilbagetrukken i historieskrivningen.

Den betragter simpelthen den kolde krig som

et naturligt udslag af stormagtsinteresser. Der

var ikke tale om nogen "enestående"

begivenhed - kun var begge parter igennem

størstedelen af konflikten udstyret med

atomvåben. USSR måtte forventes at være

særdeles mistroisk og i defensiven pga. sin

udsatte position.

Petersen opremser selv skolerne på s. 109-10,

men kommer med nogle lidt bizarre

betragtninger. Selv erklærer han sig enig i

revisionisternes konklusioner. Men selvom

han i sin bog ofte udviser sympati for denne

skole, og kritiserer post-revisionisten John L.

Gaddis, der i de senere år er blevet mere og

mere USA-begejstret, finder jeg det mere

korrekt at kalde Petersen selv en postrevisionist

med en vis sympati for realisme.

De gængse definitioner kan bl.a. findes i

Macdonalds artikel fra International Security

(se kildelisten).

Traditionalisterne havde deres første

storhedstid som del af 1950ernes anti-

31

kommunistiske bølge, der fik næring af

Østblokkens oprettelse, Berlinkrisen,

Koreakrigen, m.v. Revisionisterne fik vind i

sejlene i 1970erne, hvor Vietnamkrigen og

CIA's indblanding i det chilenske militærkup

stred imod de udenrigspolitiske paroler om

demokrati. Sammenfaldet mellem

Sovjetunionens opløsning og 1990ernes

revival for traditionalisterne kan dels

simpelthen skyldes, at sejrherrerne skriver

historien og dels, at de offentliggjorte russiske

arkiver faktisk bekræfter, at den marxistiskleninistiske

ideologi spillede en betydelig

rolle. Men i hvor høj grad er det et

fortolkningsspørgsmål?

Paranoia

Ud fra Gert Petersens optik er der i hvert fald

ingen tvivl. Han negligerer i høj grad

marxismen-leninismens betydning for

USSR's udenrigspolitik - bogens titel angiver

alternativet. Sovjetledelsen var ifølge Petersen

ikke mere ideologisk orienteret end så mange

andre regeringer. F.eks. USA's. På side 182-3

virker det dog alligevel, som om ideologien

glimtvis spiller en rolle, der ligger ud over

realpolitik. Det beskrives her, hvordan Stalin

analyserede situationen i 1945, og gjorde sig

aldeles urealistiske forestillinger om de

indbyrdes stridigheder mellem USA og de

europæiske stormagter, som ideologien

forudså.

Men ellers beskrives Stalin ganske enkelt som

en realpolitiker, der styres af en blanding af

individuelt betinget paranoia og traditionel

magtpolitik, og derfor handler uhyre klodset.

Den sovjetiske udplyndring af Østtyskland er

et godt eksempel; dog nævner Petersen, at det

først skete efter, at USA havde afbrudt sine

forhandlinger om genopbygningskreditter til

USSR. Pointen er ikke, at USA er direkte

ansvarlig for den førte sovjetiske politik, men

at amerikanerne anlagde en mistroisk og ofte

direkte fjendtlig linie overfor sovjetledelsen,

hvilket bekræftede Stalin i sit paranoide

verdenssyn.


Monolit eDer ej?

En årsag til den vestlige mistroiskhed kunne

være forholdet mellem SUKP og de lokale

kommunistpartier, men det berøres næsten

ikke i bogen. Det nærmeste er beskrivelsen af

det lokale tjekkoslovakiske kommunistpartis

rolle i magtovertagelsen 1948, hvor Petersens

pointe er, at partiet handlede på egen hånd og

ikke som Stalins håndlanger (s. 157-8). Men

set fra et vestligt synspunkt kan det vel være

lige meget, om kommunisterne arbejdede som

en centralstyret og sammensvejset enhed eller

om det var bevægelsens periferi, der pressede

på for revolutionære ændringer, og USSR

først siden støttede den politisk. Macdonalds

artikel er inde på den samme problemstilling.

Petersen argumenterer for, at det ikke var

drømme om verdensrevolutionen, der styrede

Stalin og hans efterfølgere - lige så lidt, som

USA og den øvrige vestlige verden handlede

som marionetter for storkapitalen. Derimod

var det en lang række af selvforstærkende

gensidige misforståelser om modpartens vilje

til aggression, der drev udviklingen i den

kolde krig fremad. Alt sammen på et grundlag

af almindelige realpolitiske overvejelser, der

dog på ingen måde var styrende for

handlingsforløbet.

Hvad-nu-hvis•••

Endvidere overvejer Petersen, hvordan en

mere positiv udvikling kunne have fundet

sted. F.eks. burde vestmagterne efter anden

verdenskrig have accepteret, at USSR nærede

en historisk velbegrundet frygt for sine naboer

- kunne en gentagelse af Hitlers invasion

tænkes på længere sigt? Marshallplanen

sigtede direkte mod at støde USSR ud i

kulden, mens Stalins oprettelse af Kominform

i 1947 var et modtræk, der kun forværrede

spændingerne.

I stedet for at oprette NATO og derved

bekræfte Stalins (forskruede) frygt, skulle

vestmagterne ifølge Petersen have dannet et

sikkerhedsbælte af neutrale og nedrustede

stater ned igennem Europa. Bæltet skulle

omfatte et forenet Tyskland samt alle de

32

stater, der beklageligvis siden kom under

sovjetisk kontrol. Som følge heraf ville det

ikke have været "nødvendigt" for Statin at

installere loyale styrer i disse stater, der derpå

kunne have udviklet sig i demokratisk retning.

Tjekkoslovakiet er her undtagelsen; den

dråbe, der på uretfærdig vis fik den vestlige

verdens mistro til at flyde over.

Hvad-nu-hvis-ikke•••

I mine Ører lyder dette igen som bagklogskab.

Det lyder meget godt at sige, at hvis vi - dvs.

den vestlige verdens regeringer - blot havde

gjort sådan og sådan, ville nutidens verden

have set bedre ud. Men ville forholdet mellem

USSR og resten af verden have været

problemfrit, hvis vi blot fra vestlig side

insisterede på at skabe et samlet og neutralt

Tyskland? Var det så åbenlyst, at Stalin blot

ønskede fredelig sameksistens i 1947?

Jeg kunne forestille mig, at det snarere var

Storbritanniens dårlige erfaringer med

appeasement-politikken overfor Hitler, der lå i

baghovedet på den amerikanske ledelse: "Vi

står nu overfor endnu et stort (om end

udmattet) etpartistyret imperium, der har

okkuperet Baltikum, råder over et omfattende

militærapparat og velvillige lokale

kommunistpartier (= femtekolonner?) i de

fleste europæiske stater. Ikke at forglemme en

officiel ideologi, der forudsiger kapitalismens

snarlige sammenbrud og folkedemokratiets

indførelse, samt at "fredelig sameksistens" jfr.

historiens objektive udviklingslove er en

umulighed. Vi kunne forsøge at skabe et godt

og tillidsfuldt forhold til Kreml, som

Chamberlain m.fl. forsøgte det med nazisterne

- men tør vi overhovedet gøre forsøget?"

Hertil kommer de principielt uforenelige

modsætninger mellem de to systemers

økonomier, der heller ikke indbød til en

forstående holdning.

Nogle af Petersens argumenter for, at

alternative og mere tillidsprægede scenarier

ikke er ren fantasi, består i henvisninger til

forskellige højtstående personer i den

amerikanske centraladministration.


Eksempelvis Trumans handelsminister Henry

Wallace, der netop anbefalede præsidenten at

satse på en tættere økonomisk integration

mellem USA og USSR samt anerkende, at

også Sovjetunionen havde legitime

sikkerhedsinteresser (s. 204). Wallace blev i

øvrigt fyret. Truman har ikke nogen høj

stjerne hos Petersen, og det samme gælder

den tyske kansler Adenauer pga. dennes

urealistiske insisteren på et forenet og

genoprustet Tyskland.

"Udenrigspolitikkens sortbog"

De mange afsnit om USA's hhv. USSR's ofte

meget klodsede forhold til tredjelande fylder

en del, og der sættes fingre på stort set alle de

punkter, der tænkes kan. USA's indblanding i

Angola, El Salvador, Guatemala, Nicaragua

og Vietnam, sen70ernes støtte til Khmer

Rouge imod den vietnamesiske intervention,

der indirekte standsede Pol Pots folkemord,

CIA-støtten til contraerne i Honduras,

mudjahedinerne i Afghanistan og

militærkuppet i Chile 1973. Pinligt, pinligt,

pinligt, idealerne taget i betragtning.

Synderegistret fortsætter som en blanding af

et anklageskrift og en ganske nøgtern liste

over de mange eksempler på, at en idealistisk

retorik gang på gang blev gjort til skamme af

kyniske magtpolitikker, der enten var direkte

kontraproduktive, hvis det gjaldt om at

inddæmme kommunismen, eller også virkede

på kort sigt, men desværre var så

uigennemtænkte, at de over en længere

periode blot skabte nye fjender, der igen måtte

bekæmpes, osv. Den Il. september 2001 har

givet endnu et eksempel til samlingen.

Også de vestlige staters ofte ambivalente

forhold til afkoloniseringen får nogle drøje

hug. Men USSR's fremgangsmåder i Ungarn,

Tjekkoslovakiet, Afghanistan og en række

klientstater i den tredje verden var på ingen

måde mere fornuftige eller frugtbare på

længere sigt - blot mere klodsede.

God vs. Ond vs. Hvad-sagde-jeg

Kampen mellem demokrati og diktatur lader

kun til at have gyldighed, når man betragter

33

Europa - i den tredje verden var den kolde

krig og dens "stedfortræderkrige" snarere

udtryk for en machiavelliansk magtkamp,

hvor alle kneb gjaldt for at fremme egne

interesser på den konkurrerende supermagts

bekostning.

Et andet vigtigt forhold, som Petersen

desværre ikke direkte nævner, er imidlertid, at

det ikke er muligt at tage normativ stilling til

international politik uden samtidig at inddrage

hele sit syn på økonomi, ideologi osv. Er

f.eks. fjernelse af handelsrestriktioner

ensbetydende med amerikansk imperialisme

eller blot udtryk for en positiv økonomisk

udvikling til langsigtet gavn for det store

flertal? Om disse to ting overhovedet er

modsætninger, beror også på ens

grundlæggende værdimæssige udgangspunkt.

Man kan vælge at tage afstand fra såvel USA

som USSR, der jo alligevel blot var to

"terroriststater", der hærgede på globalt plan.

Eller man kan tilslutte sig de grundlæggende

linier i USA's udenrigspolitik, da den jo i

sidste ende sikrede udbredelsen af "positive

værdier".

Det sidste billede bliver ekstra grumset, hvis

man ser bort fra ideelle visioner om

menneskerettigheder og demokrati, og i stedet

overvejer de forskellige økonomiske

systemers betydning for den rent materielle

udvikling i de berørte stater. Ud fra denne

vinkel kan f.eks. Pinochets styre - om end

ikke hans fremfærd over for politiske

modstandere - forsvares med henvisning til,

at dets liberalistiske økonomiske politik var til

gavn for Chile på længere sigt (Paldam, s. 47­

9). Men her sniger bagklogskaben sig dog i

høj grad ind igen.

På et hængende hår

Bogen byder på en god kritik af de

problematikker, der knyttede sig til

atomafskrækkelsen. Petersen formoder, det

skyldtes rent held, at det aldrig kom til en

atomkrig. Ikke fordi denne konstant var

overhængende, men fordi der løbende opstod

en række situationer, hvor blot nogle få ekstra

panikreaktioner hos lederne ville have ført til


mindre heldige historiske forløb. Cubakrisen

er naturligvis skoleeksemplet, men også andre

og mere tilfældige hændelser såsom den lidt

for realistiske NATO-øvelse Able Archer i

1983 skabte kortvarig panik i Kreml, hvor

man rent faktisk frygtede, at øvelsen i

virkeligheden var optakten til et angreb.

Våbenkapløbet var et andet udslag af

rivaliseringen mellem supermagterne.

Petersen kritiserer her den simple

paritetslogik, der gjorde, at militære ledere

overfokuserede på det numeriske antal af

sprænghoveder, missiler osv. selv længe efter,

at begge parter havde opnået en anseelig evne

tiloverkill, og terrorbalancen således ikke

blev mere effektiv - blot dyrere - i takt med

oprustningen.

"Fornuftens stemme"

Det er knapt så klart, når han skriver, at den

danske fodnotepolitik i 1980erne i sig selv var

et fornuftigt alternativ. Det danske folketing

valgte jo at undsige dobbeltbeslutningen om

fornyet missilopstilling i Vesteuropa, anbefale

atomvåbenfrie zoner, m.v., samtidig med at

NATO forsøgte at bruge missilerne til at

tvinge russerne tilbage til forhandlingsbordet

efter et sammenbrud i de forhandlinger, der

netop sigtede mod nedrustning - gensidig, vel

at mærke. Her kan Petersen atter trække på

tnv. centralt placerede personer som

forsvarsminister McNamara (s. 348-9), der

selv anbefalede en politik, svarende til det

danske alternative flertals. Men uanset om en

sådan politik ville være hensigtsmæssig, giver

det jo stadig ikke mening at forsøge at starte

den nedefra, mens USA og de fleste andre

allierede på samme tid fulgte en anden og

modsatrettet strategi i forhandlingsspillet med

USSR. Og da slet ikke, når den danske

regering ikke selv var indforstået.

Græsrødderne

- var på banen i flere omgange. De fik deres

første store betydning i forbindelse med

Viemamkrigen ved at påvirke den

amerikanske offentlighed. Den næste - mener

Petersen - opstod i 1980erne, hvor de spillede

34

en vigtig rolle for det politiske klima, der

førte til afspændingen i årtiets sidste halvdel.

Dette virker nu knapt så godt dokumenteret.

Petersen får effektivt gjort op med myten om,

at det ligefrem var dobbeltbeslutningen og

NATO's faste kurs i oprustningsspørgsmålet,

der var årsagen til USSR's sammenbrud. Det

skyldtes tværtimod indre faktorer som

økonomiens manglende evne til omstilling,

nationalisme i sovjetrepublikkerne, m.m. - og

især, at lederne ikke forsøgte at slå

reformtilhængerne ned med magt. Men hvor

kommer udenlandske fredsbevægelser så ind i

billedet? Angiveligt skulle deres virke have

fået lederne til at "tænke på en ny måde" ­

blot undrer jeg mig over, hvorfor 1950ernes

fredsbevægelse så ikke kunne opnå samme

effekt, og om "nytænkning" og sammenbrud

ikke skyldtes de samme indre faktorer.

Petersen nævner da også selv, at påvirkningen

var "indirekte" (s. 411), og fremhæver, at

processen i retning af glasnost, perestrojka

(og utilsigtet opløsning!) næppe havde fundet

sted uden enkeltpersoner som Gorbatjov og

hans vilje til politiske eksperimenter. Ronald

Reagan spillede en anden positiv rolle, for

trods sin 1982-retorik om "ondskabens

imperium" var han selv oprigtigt interesseret i

fredsforhandlinger.

Kort sagt•••

Som kombination af historisk IP-oversigt og

politisk debatbog er bogen glimrende og langt

mere udfordrende end f.eks. Petersens

erindringer Indenfor systemet - og udenfor,

der ganske vist omtaler de rent danske

aspekter af den kolde krig, men lægger større

vægt på DKP's hhv. SF's selvforståelse og

verdensbillede samt små og knapt så relevante

personlige anekdoter. Socialister og/eller

pacifister vil kunne få egne holdninger

bekræftet, mens personer af andre politiske

observanser vil få udfordret eller udbygget

deres. For den yderste venstrefløj vil Petersen

nok virke en tand for moderat.

Argumentationen er sober, baserer sig ikke på

forældede økonomiske teorier eller lign., og

man behøver på ingen måde at være SF'er for


at kunne få udbytte af denne bog. Gert

Petersens teoretiske standpunkt fortjener dog

et modspil, så jeg vil derfor anbefale, evt.

læsere med god tid, at kombinere denne bog

med eksempelvis Bent Jensens Bjørnen og

Haren, der viser, hvordan aktører herhjemme

betragtede USSR under Stalin og Khrustjov,

og i øvrigt er et godt eksempel på neotraditionalistisk

historieskrivning.

Går man efter en egentlig lærebog i

socialisme eller international politik, vil jeg

nu ikke anbefale Medfrygten som drivkraft.

Anvendte og omtalte kilder

* Bryld, Claus: Kampen om historien. Brug

og misbrug af historien siden Murens fald.

Roskilde Universitetsforlag 2001.

* Courtois, Srephane (red.): Das Schwarzbuch

des Kommunismus. Unterdriickung,

Verbrechen und Terror. Piper Verlag 1998.

* Jensen, Bent: BjØrnen og haren.

Sovjetunionen og Danmark 1945-1965.

Odense Universitetsforlag 1999.

* Johannesen, Bent: Den russiske

kontrarevolution. Leninistisk mytologi og

Historisk virkelighed. Gyldendal 1983.

* Macdonald, Douglas J.: "Communist Bloc

Expansionism in the Early Cold War:

Challenging Realism, Refuting Revisionism"

i International Security, Vol. 20, No. 3

(Winter 1995-96), s. 152-88. Lagt ud på

http://www.mtholyoke.edulacadlintrellmacdo

n.htm

* Paldam, Martin: Dansk U-landshjælp.

Altruismens politiske økonomi. Aarhus

Universitetsforlag 1997.

* Petersen, Gert: Inden for systemet - og

udenfor. Aschehoug 1998.

* Petersen, Gert: Med frygten som drivkraft.

Tanker om den kolde krig. Aschehoug 2001.

* Ponomarjov, B. N. (red.): Sovjetunionens

Kommunistiske Partis historie. Forlaget Tiden

1960.

35

Anmeldelser kan findes i bl.a.

• Berlingske Tidende 2. maj 2001,2. sektion,

s.4

* Information 21. april 2001, 1. sektion, s. 6

* Jyllands-Posten 21. april 2001, 1. sektion, s.

11

* Politiken 19. april 2001, Kultur og Debat, s.

6


NVlln lagrådet

Fagrådet-såskerdernoget

Så er det sket fagrådet har efter lang tids

kamp fået en hjemmeside! Den kan findes på

adressen: www.sam.sdu.dkIfr/politics. På

siden vil man kunne finde mødeindkaldelser

(disse vil dog stadig stå på Dagsedlen, og

blive annonceret til forelæsninger, så vidt det

er muligt), referater fra tidligere møder, samt

e-mail adresser til fagråds ansvarlige

(undertegnede) og alle de øvrige aktive

studerende i diverse organer. Her vil man

også kunne se nyt fra FUS, Classa Politicaforedragsforeningen

og Staten samt hvad man

ellers med tiden kunne forestille sig vil

komme af forskellige tiltag. Men i stedet for

at referere alle herlighederne her skal jeg da

bare opfordre til at I selv går ind og ser. En

stor tak til Mads L. Andersen som efter lang

og sej kamp endelig har fået dette længe

ventede projekt ført ud i livet - nu er der

ingen der kan hævde at de ikke ved hvad der

foregår på deres studie, man kan se det hele

på hjemmesiden. Så tør øjnene og kom ud på

nettet - der alt hvad man har brug for(ud over

at bestå eksamen).

Classa Politica - ved du hvor du har!

Sådan har det i hvert fald været hidtil, det har

nemlig været et temmelig søvnigt lille

foretagende. Historien bag dette er lang. Den

første inkarnation af foredragsforeningen

under Fagråd for Statskundskab er startet

engang i statskundskab i Odenses barndom

(dvs. i 1998-1999), og den blev så overtaget

af Maria Skipper og undertegnede som holdt

et moderat succesfuldt ØMU-debat

arrangement (se Staten 3.årgang nr. 1 2000),

men derefter gik foreningen igen lidt i hi. Nu

er der dog grøde i tingene. Carsten D.

Pedersen har lovet at være ankermand ved et

møde i nærmeste fremtid, som gerne skulle

munde ud i en masse ideer og forhåbentlig

også en masse arrangementer i fremtiden.

Dette møde bliver afholdt umiddelbart efter

næste fagrådsmøde i løbet af marts. Det er

36

Af Knud D. Andersen

ikke sådan at man skal deltage i talrige tids ­

og energikrævende aktiviteter for at blive

lukket ind til dette møde. Har man lyst til at

bidrage med en god ide, kender man nogen

der kunne være spændende at få ud til et

arrangement i en politologisk

foredragsforening, så er man

forhåndskvalificeret til mødet. Uden at disse

arrangementer behøver være ren

statskundskab, må det selvfølgelig være noget

der ligger i en "statskundskabssfære". Så mød

op og vær med til at gøre dit studiemiljø

endnu mere spændende.

FUS - tid til forandring

Også hos vores fremragende festforening sker

der nye ting. På sidste fagrådsmøde blev det

afsløret at FUS arbejder på at få en

undergruppe der hedder FUS-K eller FUSKA

op at stå. Denne skal stå for at afholde

torsdagskafeer(deraf navnet, som dog også

kunne stå for kvinde i det der er et anderledes

feminint islæt end i faderforeningen)som

gerne skulle blive en smuk ny tradition i vores

studiemiljø. Det kan man jo alt sammen læse

på hjemmesiden, så det vil jeg ikke gå dybere

ind i her

Fagrådet·•••(ok ikke flere slogans!)

Til siclst vil jeg bare sige vel mødt til

fremtidige arrangementer.

Fagrådsmøderne vil i dette semester blive

afholdt om onsdagen(som regel Id 12.15),

og jeg ved godt at det ikke er alle der har

timer på Campus dette tidspunkt, men det

eneste andet tidspunkt der ikke

karambolerer med nogens timer er tirsdag,

og der har 200l-årgangen ikke timer

overhovedet. Og da det er mit mål, ønske

eller håb at alle årgange deltager i

fagrådsmøderne, så er onsdag den dag

hvor flest muligt er på Campus, og det er

jo forår snart, så en rask cykeltur til den

gamle rustborg er vel ikke at foragte!?

More magazines by this user
Similar magazines