Alkmans sprog: Sproghistorie og teksthistorie - e-agora

Alk",a"s sprog ...
[dz.d z] (evI. [z. dz]) . - S. 240 ff. Alkmanteksten gengiver den
doriske accents nuancer troværdigt, og det understøtter, at
den overleverede teks t er funderet på et mundtligt foredrag;
accenten har derimod næppe haft betydning for digtets
komposition.
"Formlære". S. 272 ff. Den korte akkusativ pluralis, -aij,
forekommer ikke hos Homer, men derimod hos bl.a. Hesiod og
Tyrtaios; den metriske udnyttelse av den korte variant lader
sig beds t forklare som et led i digtersprogets udvikling. - S. 278
ff. På samme måde kan fordelingen av dativerne -aij, -oij og
-aisa, -oisa forklares ud fra forskellige tendenser i digtningen
og i hvert fald ikke ud fra den epikoriske dialekt. - S. 305 ff.
Alkman har kun dativ på -essi to steder, begge i daktylisk
kontekst; der kan ikke udelukkes episk indflydelse. - S. 323 ff.
Artiklen er hyppigere end hos Homer og hos de andre
korlyrikere, men fragmenterne er i den henseende ikke
ensartet; der er snarest tale om forskellig stil, der til dels
av hænger av sangens referentialitet. - S. 338 ff. Alkman
danner 3. pluralis av de atematiske præterita med både -n og
-san, som det er tilfældet hos Homer, hvorimod den epikoriske
dialekt kun har -n. - S. 332 ff. Alkman har augmentet oftere
end Homer, men usædvanlig sjældent i metrisk sikret position;
augmentløsheden er ikke bundet til episk kontekst, men er et
digterisk træk. - S. 343 ff. De doriske Itltura (/-se