To pigers brug af talemaskine

Alternativ
kommunikation
Irene Marcussen,
talepædagog
Anne Mette Caron,
speciallærer
Privatfoto af
Louise
4
To pigers brug af
talemaskine
Louise og Trine har store medfødte kommunikationsvanskeligheder,
de har multiple funktionsnedsættelser
og ikke noget verbalt sprog. Men gennemgribende
ændringer på deres talemaskiners
indhold, kombineret med en kontinuerlig og
massiv respons fra pårørende og personale, betød
en markant forandring og forbedring af deres
hverdag. I dag er talemaskinerne et uundværligt
hjælpemiddel for pigernes kontakt til omverdenen.
Louise
Louise er 10 år, går i fjerde klasse og er blind. Hendes multiple
funktionsnedsættelser betyder, at hun må sidde i kørestol.
Louise kommunikerer især med lyde, mimik og
kropssprog, nogle gange også med talemaskinen. Hun har
en ”ja” og en ”nej” lyd.
Louise havde en Alphatalker med udvidet taletid og forskellige
temaer på 32 felter med fra børnehaven. Alle Louises
overlæg har taktile tegn, da hun ikke kan se ikonerne.
Hun anvender sin talemaskine som at læse blindskrift med
lyd på og bruger den primært til underholdning, genople-
velse og leg, for så ind imellem pludselig at sige noget mere
direkte til omgivelserne. I løbet af de tre første skoleår
blev der prøvet mange forskellige temaer, spil, lege og historier
på Alphatalkeren for at finde det, der kunne motivere
Louise til at kommunikere mere, både med os og hendes
forældre. Samtidig blev de forskellige historier brugt
som en repetition af emner, Louise havde haft i skolen.
Gennem de tre første skoleår var dilemmaet, at når Louise
havde talemaskinen, lukkede hun sig inde i sig selv i
genoplevelse og begejstring og hørte den samme knap
igen og igen. Derfor var vi nødt til at fjerne Alphatalkeren,
når vi ville have hendes fulde opmærksomhed. Men på
den måde kunne hun jo ikke lære at bruge den hensigtsmæssigt.
Mennesker omkring hende opfattede desuden
hendes gentagne tryk på den samme knap på talemaskinen
som leg, ikke som kommunikation der krævede respons.
Denne situation var meget uheldig, for Louise fik
for få reaktioner. Dermed blev hun for lidt motiveret til at
forsøge at fortælle andre ting.
Brugen af Alphatalkeren udvikles
I 2. og 3. klasse begyndte Louise og klasselæreren at indtale
historier på talemaskinen. Disse tog udgangspunkt i emner
eller aktiviteter, hun havde haft i skolen. Historien foregik
som en kombination af samtale og leg, hvor læreren
agerede en gennemgående person i alle historier. Via ord,
sange og lydeffekter talte hun med Louise om, hvad hun
havde oplevet. Louise deltog med små svarlyde, fnis og
latter, og hendes reaktioner havde til dels indflydelse på historiens
forløb.
Louise blev meget begejstret for historierne, og hun
brugte alle felter i historierne på sin måde. Nu begyndte
hun i højere grad at bruge talemaskinen til at bede om historierne
og sige sin uforbeholdne mening om omgivelserne,
hvis det ikke gik hurtigt nok. Det kunne være: ”Jeg vil
ha’ et andet tema” ”Det skal være nu” ”Du er dum”.
Men på trods af disse forbedringer, havde vi alligevel ofte
både i hjemmet og i skolen en tydelig fornemmelse af,
at hun ville et eller andet, som hun ikke kunne bruge sin
talemaskine til at fortælle om.
Temaer og ordenes placering på talemaskinen ændres
I slutningen af 3. klasse blev vi enige med forældrene om,
at det måske snarere var kedsomhed over talemaskinens
udtryksmuligheder end Louises manglende formåen, der
gjorde, at hun kommunikerede så lidt på den. Vi blev derfor
enige om at prøve at ændre på temaerne og ordenes
placering.
HIT3 2001

I oktober i 4. klasse førte vi så beslutningen ud i livet. Sammen
med Louises mor ændrede vi alle talemaskinens temaer.
Ord og fraser samt de taktile tegn, der sidder på talemaskinen,
blev enten flyttet eller fjernet, og nye kom til
både på overtema og skoletema. Overtemaet blev et tema,
hvorfra man med to tryk kunne komme ned til andre temaer.
Formålet var at give Louise adgang til flere ord ved
to tryk på talemaskinen. Ved at placere nogle af ordene på
samme sted som ”Dansk ordstrategi 32”, var det desuden
en første introduktion til dette program.
Louises respons
Vi var meget spændte, da vi præsenterede dette for Louise,
også fordi vi altid har været lidt bange for at flytte rundt på
felterne.
For Louises vedkommende viste denne frygt sig unødvendig,
også selv om hun er blind: Det tog Louise én dag
at orientere sig i de nye felters placering.
Louises mor talte med Louise om ændringerne derhjemme.
Louise var først lidt ked af det, men undersøgte så felternes
placering, og da hun kom i skole næste morgen,
brugte hun dem til kommunikation.
Hun spurgte; ”Hvad skal jeg nu lave?”. Og mens hun
ventede på, at en anden elev blev færdig på wc, sagde
hun den pågældende elevs navn og ”slut/færdig” , ”jeg
skal på toilettet”. Tidligere havde hun ind imellem haft lignende
samtaler, men ofte kun med enkelte skift.
Efter ændringen af temaerne har Louises kommunikation
med omverdenen ændret sig til en stadigt stigende interesse
for dialog.
Trine
Trine er også 10 år og går i klasse med Louise. Trines bevægelser
er spastiske, hun sidder i kørestol eller færdes i
gangstativ.
Trine kommunikerer med lyde, mimik, tegn, bevægelser
og med sin talemaskine. Hun siger verbalt ja og nej med et
afvisende kropssprog og/eller vrede lyde.
Ligesom Louise har Trine haft sin talemaskine – også en
Alphatalker – siden børnehaven. Hendes brug af den ser
”rodet” ud, fordi hun trykker med alle fingre eller albuen.
Ofte ser hun ikke på den, men hun er dygtig til at bruge talemaskinen
og gør det på eget initiativ.
Da Trine begyndte i skolen, anvendte hun 32 felter på
sin talemaskine. Indtil da havde hun haft 8 felter. Hurtigt
fik hun et større taletidskort, og klasselæreren lavede skoletema,
som blev brugt til samtale og valg. Der etableredes
endvidere et overtema på talemaskinen, som primært blev
brugt til samtale om Trines fritid. Hun fik desuden underholdningstemaer
med sange, remser og historier om hende
selv. De fleste af historierne var indtalt sammen med
Trine, og hun levede sig meget ind i dem.
En talemaskine på gangstativet
I 2. klasse fik Trine et bord på sit gangstativ, så hun også
kunne bruge talemaskinen, når hun gik omkring på skolen.
Dette fik stor betydning for Trines mulighed for spontan
kommunikation med andre mennesker. Med forældrenes
indtaling fortalte hun, hvad hun lavede derhjemme, og når
HIT3 2001
hun ikke gad at være i skolen mere, sagde hun ”slut/færdig”
og ”jeg gider ikke være her”. Hun brugte også talemaskinen
til at lave sjov med, f.eks. ”du er dum” og ”fis
og ballade”. Trine begyndte også at tale med de andre
børn i klassen ved at sige deres navne og nogle gange:
”ka´li´”. Det gav Trine større mulighed for at tage initiativ
til og styre ”casual talk” at have talemaskinen med sig, når
hun brugte sit gangstativ. Hvilket hun stort set gjorde i alle
pauser. Og hvor samtalen hidtil især havde foregået i
strukturerede undervisningssituationer med læreren, f.eks.
ved Morgensamling eller Dansk, fik Trine nu mulighed for
at tale med medhjælperen, pædagogen, og hvem der ellers
kom forbi.
Behov for nye udfordringer
I 3. klasse havde Trine i alt ca. 60-73 forskellige ord og fraser.
På det tidspunkt gjorde forældrene opmærksom på, at
de syntes, Trine var ved at miste interessen for at bruge talemaskinen.
De mente, at hun havde brug for noget mere.
Samtidig kunne vi i skolen se, at Trine begyndte at kede
sig, når hun brugte talemaskinen. Den gav hende ikke udfordringer
nok, og hun var hele tiden afhængig af de voksne.
Både i forhold til om de kunne betjene en talemaskine,
af deres respons, om de skiftede overlæg for hende, og af
hvad de indtalte på talemaskinen.
Vi vurderede, at der ville være en god mulighed for, at
Trine kunne lære at bruge den danske Minspeak-version
”Dansk Ordstrategi 32”, bl.a. fordi hun mange gange
kombinerede flere felter, når hun sagde noget på talemaskinen.
Hun gjorde det desuden hurtigt, viste forståelse for
mange ting i hverdagen og havde synligt både lyst og vilje
til at kommunikere.
Alt dette, koblet sammen med glimtet i Trines øjne,
gjorde, at vi begge havde tiltro til, at Trine ville kunne lære
at bruge Minspeak.
Alternativ
kommunikation
Privatfoto
af Trine
5

Alternativ
kommunikation
6
Syg
Hjem
Seng
Trine begynder at bruge Minspeak
Skole og hjem blev således enige om at prøve ”Dansk Ordstrategi
32”, selvom det ville stille store krav til Trine. Hun
skulle lære at trykke på 2 felter for at sige noget, og ordene
ville enten være nye eller have andre placeringer. Til gengæld
ville hun ikke være afhængig af, at andre skiftede tema
for hende. Samtidig ville hun få mange flere ord til sin
rådighed og mulighed for at forbinde ord til sætninger. Vi
vurderede, at de mange udtryksmuligheder ville stimulere
Trines nysgerrighed.
Sammen med Trines forældre og hendes pædagog tilføjede
vi 88 ord/fraser, samtidig med at de to vigtigste gamle
temaer blev bibeholdt, så det tidligere sprog hurtigt kunne
aktiveres, hvis Trine blev ked af det eller vred. Der var
nu i alt 346 ord og fraser.
Vi var blevet enige om, at Trine fra første dag skulle have
mulighed for at prøve sig frem og undersøge talemaskinen,
men at vi som sagt til enhver tid kunne tage de gamle
temaer i brug. I skolen var der derudover kalkuleret med
ekstra ene-undervisningstid til undervisning i ordenes placering,
og alle voksne i klassen var meget opsat på at være
opmærksomme på Trines reaktioner.
I 4. klasse i oktober introduceredes Trine for det nye program.
Hun fik programmet derhjemme og var fra den første
dag optaget af at udforske talemaskinens nye muligheder.
I starten satte hendes forældre talemaskinen på bestemte
temaer, f.eks. sætningstemaet, så hun via et tryk
kunne orientere sig i indholdet på temaet. I skolen var det i
den ugentlige ene-dansktime, at temaerne blev gennemgået
ved forevisning og store symboler. Trine talte i ét
væk, og det vigtigste for indlæringen var nok, at hun fik
svar på det hele, når klassens voksne var i nærheden. Der
gik ikke mange dage, før hun fortalte klassens pædagog:
”syg” ”hjem” ”seng”. Da læreren så nærmere på hende, så
hun sløj ud og var blevet syg.
En anden dag i et frikvarter, hvor hun åbenbart kedede
sig, sagde hun bl.a.: ”Cykle”, ”Jeg vil cykle”, ”Lad os gøre
noget sammen”, ”Vi skal hygge”.
I dansktimerne blev ordforrådet og kategorierne gennemgået,
men ofte røg en del af planen i vasken, da Trine
selv sagde noget, der førte til andre ord. F.eks. ville læreren
i en af de første dansktimer gennemgå, hvorledes Trine
kunne sige små sætninger og udråb, som hun havde haft
på de tidligere temaer og havde brugt meget :”Vi skal hygge”
”Gå væk med dig” o.lign. Trine sagde i stedet en del
tal, så timen endte med, at alle tallenes placering blev gennemgået.
En succes
Der blev ikke behov for ekstra ene-dansktimer, hvilket vi
ellers havde kalkuleret med. De gamle temaer blev heller
ikke anvendt, og Trine blev hverken vred eller ked af det
som frygtet. Tværtimod tog hun det nye sprog til sig, også
selvom det foregik i en periode med mange kramper og
utilpashed.
Trine talte meget, når hun gik med sit gangstativ. Det
virkede, som om hun eksperimenterede med ord, og med
de svar man kunne få. Det så ud til, at hun på den måde
lærte sig selv programmets muligheder. Trine fandt hurtigt
ud af, at dette sprogsystem gav hende nogle helt nye kommunikative
muligheder. Nu var det pludselig hende, der
bestemte, hvad hun ville sige og hvornår.
Det betyder, at Trine ikke længere er afhængig af de
voksne til at skifte overlæg. Kun til at give hende den feedback,
som er så fundamental for kommunikationsevnen.
En talemaskine er netop en vej til kommunikation. Men
det er stadig lige så vigtigt at aflæse mimik, tegn, svare på
lyde mm. Kort sagt: Give respons.
Tanker til det videre arbejde
To ting har især været tankevækkende i forhold til begge
elevers kommunikative udvikling. For det første, hvor
”sultne” Louise og Trine åbenbart har været efter at få nye
udtryksmuligheder. Dette til trods for, at deres talemaskiners
ordforråd løbende er blevet ændret i de første 3 skoleår
og ikke på noget tidspunkt har været statisk. Tværtimod
er det hele tiden blevet revurderet – også af pigernes forældre
– med nye overlæg til følge. Men dette har åbenbart
ikke været udfordrende og drastisk nok.
For det andet har den måde, begge elever har taget ændringerne
til sig, rakt langt ud over vores forventninger. De
har formået at gøre ordene til deres egne ved at bruge
dem, som de syntes og ikke nødvendigvis, som vi forventede
eller havde planlagt. Louise er i dag i stand til lynhurtigt
at fortælle os alt muligt for derefter at sige de sætninger,
hun elsker. Og Trine viser nye sider af sig selv ved at
komme med overraskende kommentarer og samtidig suverænt
bestemme, hvad hun vil tale om.
Speciallærerens forventninger og feed-back
Alt dette peger ind i ét af speciallærerens ofte meget vanskelige
dilemmaer vedrørende vurderingen af elevernes
kommunikative kompetence. Er det på grund af kedsomhed
eller manglende forståelse, at en given elev ikke benytter
en alternativ kommunikationsform?
Eller er den - for os uforståelige, ulogiske eller usystematiske
- måde, en elev benytter en alternativ kommunikationsform
på, udtryk for elevens manglende forståelse, eller
er det bare os, der ikke kan følge ham eller hende?
Selv om tid til indlæring af nye symboler selvfølgelig er
nødvendigt, fortsætter vi måske ofte i for lang tid med
samme ordforråd, fordi vi ikke tror på barnets evne og lyst
til at lære nyt. Vi er måske ikke lydhøre over for elevernes
signaler, fordi vores planer går i andre retninger. Vi er måske
bange for at ændre lidt på det kendte og tilbyde nyheder
og variationer i det kommunikative samspil.
Udgangspunktet må nødvendigvis altid være det enkelte
barn. For nogle børn vil Minspeak ikke være egnet, for
andre vil det være en spændende udfordring, og endelig
skal andre igen have mere tid.
Både Louise og Trine har gennem hele deres liv haft begrænsede
muligheder for at kommunikere, og de ville aldrig
tidligere have haft mulighed for at kommunikere på et
så højt niveau, som de har i dag. Det er derfor vigtigt, at vi
voksne har forventninger, og at vi tror på børnene. Det kan
tage tid, før man finder en vej, men det er aldrig for sent.
HIT3 2001

Minspeak
Minspeak er en mere avanceret måde at bruge talemaskine
på. Minspeak står for: Minimum effort speech.
Ved hjælp af et minimum af indsats i input, får man et
maximum af tale i output.
Minspeak er et sprogsystem, hvor man kombinerer forskellige
billeder eller ikoner i sekvenser for at sige ord og
sætninger. Det udvider talemaskiners muligheder for
mere hurtigt og præcist at kunne kommunikere. Når
man bruger Minspeak, skal man ikke have hjælp til at
skifte overlæg .
Minspeak-overlægget er her 32 ikoner(symboler) på et
overlæg, ”Dansk Ordstrategi 32”.
På Minspeak-overlægget kan man med få tryk få adgang
til et stort ordforråd. I ”Dansk Ordstrategi 32”, som er
det system, Trine bruger, skal man trykke på 2 ikoner for
at få et ord eller sige en sætning. For at kunne sige et bestemt
ord eller en sætning, skal man kunne huske, hvilke
ikonkombinationer, (ikonsekvenser), der giver det ønskede
ord eller den ønskede sætning.
Systemet er opfundet og udviklet af den amerikanske
sprogforsker og lingvist Bruce Baker. Han var bl.a. interesseret
i hieroglyffer, som er billeder, der hver især har
mange forskellige betydninger. Når de kombineres, får
man den specifikke betydning. Bruce Baker har udviklet
Minspeak-systemet efter samme princip.
Systemet er videreudviklet til Deltatalkeren, en talemaskine,
der har 128 felter. På denne maskine får man et
langt større ordforråd end på Alphatalkeren, der har 32
felter. På Deltatalkeren skal man foretage 3 tryk til de fleste
sekvenser. Dermed får man mulighed for at udvikle
sit sprog og få et langt større ordforråd.
Minspeak gør systematisk brug af den indbyggede flertydighed,
som et relativt lille billedsæt har. Systemet
bygger på, at et billede kan give mange associationer.
Når man kombinerer ikonerne eller billederne på den
rigtige måde, kan man bruge det som et slags memoteknisk
system. Et system, som hjælper til at huske rækkefølgen
af felter, der skal aktiveres for at sige den ønskede
sætning. I Minspeak opdeler man ordforrådet i kategorier,
som er det, man på mange andre talemaskiner
kalder for lag. Der er 2 forskellige kategorityper: semantiske
og grammatiske.
Eksempler på Trines ofte anvendte ikon kombinationer
HIT3 2001
Al mad er kodet/gemt ved hjælp af æble-ikonet. Alt,
som har med bøger og læsning at gøre, er gemt under
bog-ikonet osv.
Et eksempel på ikon-sekvens: regnbue + æble = rød.
Regnbuen er udgangsikon for farverne. Æblet er rødt, og
man får derfor ordet rød. Hvis man bruger ikonet med
æble som udgangsikon eller det første ikon, og kombinerer
det med zoo-ikonet, får man kød. Logikken er, at
fra dyr får man kød. Æble + navneords-kategori = mad.
Alle mad-ord starter med et tryk på æbleikonet. Alle
krops-ord starter med et tryk på dreng-ikonet (kroppen).
Artiklens forfattere
Anne-Mette Caron er lærer på Geelsgårdskolen, spor 2
(for elever med multiple funktionsnedsættelser og intet
eller meget lidt verbalt talesprog). Hun har arbejdet med
specialundervisning siden 1976 og er for tiden i gang
med speciallæreruddanelsen på DPU.
Irene Marcussen er talepædagog på Tale- og Høreinstituttet
, Københavns Amt. Har været lærer på Geelsgårdskolen
i en årrække og arbejdet meget med brug af talemaskiner
som kommunikationshjælpemiddel. Irene
Marcussen har skrevet bogen : ”Pige Hvor? En bog om
totalkommunikation med vægt på piktogrammer” (Vikom
1996).
Desuden har hun været med i en arbejdsgruppe til at
skrive en bog om talemaskiner: ”Talemaskinen – et redskab
til kommunikativ udvikling” (Vikom og Hjælpemiddelinstituttet
i Århus, 1996).
Irene Marcussen lavede i skoleåret 1999/2000 et projekt
om brug af talemaskiner, der bl.a. rejste spørgsmålene:
Hvorfor står så mange talemaskiner ubrugte hen? Og
hvorfor er de ikke mere integreret i den daglige kommunikation?
En del af dette talemaskineprojekt er blevet til
en videofilm, som er lavet i samarbejde med Anne Mette
Caron. Titlen på videofilmen er: ”Jeg kan godt forstå
dig.” Det er en video om Louise og Trines brug af talemaskine.
Filmen har vi givet ovenstående titel, da Trine
mange gange har sagt: ”Jeg kan godt forstå dig”.
Vi har valgt at kalde de to piger Trine og Louise i denne
artikel, selv om de benævnes ved deres egne navne i videofilmen.
Forhandler: Den danske version af Minspeak, “Dansk
ordstrategi 32” forhandles af AB Handic Help, tlf.: +45
4576 6006, web: www.abhh.dk
Alternativ
kommunikation
7