Interview i magasinet 24/12, november 2011 - Himmelblå

side 22
2011 portræt kategori
2011 side023
Selvom jeg ikke engang havde
bedt til Gud, havde han talt til
mig og givet mig et valg
et ligner næsten en tanke, at
Ida Dwinger har valgt cafeen
Dag H på Østerbro i København som mødested. Cafeen ligger
der, hvor Dag Hammarskjölds Allé slutter. Dag Hammarskjöld var
den svenske diplomat, der i 1950’erne var FN’s generalsekretær,
et menneske med hele verden som sin arbejdsplads og – viste
det sig efter hans død – en kristen tænker.
Ida Dwinger er trods flere tv- og filmroller næppe ligeså kendt
som Dag Hammarskjöld. Til gengæld er der flere træk i hendes
liv, som virker sammenfaldende med hans. Ikke mindst den
kristne tro, som hos begge er kommet til udtryk i en moden alder.
Erfaringen med at bo forskellige steder i verden og rejse meget
deler de også.
– Jeg begynder at kunne se nogle spor i mit liv; at mit liv er
blevet på en bestemt måde, uden at jeg bevidst har villet det,
siger den 54-årige skuespiller efter at have stillet sin klassiske
damecykel i stativerne ved cafeen.
- Et af de temaer, der går igen, er at høre til i mange forskellige
lande. Jeg føler mig meget tilpas, når jeg rejser, og der er meget
i mit liv, der minder om at være på rejse. For eksempel har man
som skuespiller ofte et tæt fællesskab et stykke tid, mens man
spiller et stykke eller optager en film, men derefter skilles man
og ser måske først hinanden mange år senere. Jeg har en vis
rastløshed i mig, selvom mange siger, jeg er et roligt menneske,
fortæller Ida Dwinger, der som barn rejste meget med familien
på grund af farens arbejde som skibsingeniør.
Tørmælk og vin
Hendes egen historie begyndte i Göteborg i Sverige, hvor hendes
far arbejdede i tilknytning til skibsværftet, da hun blev født. Hun
har siden boet et år i Japan, i Tyskland og to år i det daværende
Jugoslavien, et samfund, der dengang populært sagt var en
light-udgave af en kommunistisk stat under ledelse af Josip Tito,
landets præsident gennem 27 år.
Familien flyttede til en lille havneby i det, der siden er blevet til
Kroatien, da Ida Dwinger var seks år.
– I den lille by ved Adriaterhavet forekom kommunistpartiet
at være langt væk. Vi havde ikke fornemmelsen af at leve i et
diktatur, fortæller hun og nævner minder, der i glimt dukker op
fra barndomsårene i byen:
– Det var mere beskedne forhold, end vi var vant til i Danmark.
Der var kun to biler i byen, inden min far kom med sin folkevogn.
Og i skolen fik hver elev udleveret et halvt kilo tørmælk to gange
om året. Ellers drak alle, også børnene, vin blandet op med vand,
som en slags saftevand. Nogle gange gik strømmen, så hele
byen var uden el i flere dage, og så var det bare om at komme
ned og købe stearinlys, inden de blev udsolgt. I dag har vi så rigt
et samfund. Alligevel husker jeg det ikke, som at jeg manglede
noget i de år, tværtimod.
I en lille by i Titos Jugoslavien var der ikke andre muligheder
for skolegang end den lokale folkeskole. Her gik hun i halvandet
år og lærte som det naturligste i verden serbokroatisk, et sprog,
hun stadig behersker og fik brug for, da Jugoslavien i 1990’erne
gik i opløsning, og flygtninge fandt vej til Danmark. Det åbnede
muligheder for i en periode at supplere skuespilkarrieren med et
job som tolk for de danske myndigheder.
Pionér og søndagsskolepige
Årene i Jugoslavien husker hun som nogle af barndommens
allerbedste.
– Det var et lille, overskueligt samfund. De fleste arbejdede på
skibsværftet, og alle festede sammen, eksempelvis til jul. Ingen
var lukket ude fra fællesskabet. Jeg husker, at min far, kort efter
vores ankomst, var syg. Så kom en flok fra værftet sejlende, og
de havde vin med, og i mangel på glas til alle blev en gryde taget
i brug; den gik på omgang, mens mændene sang for min far. Jeg