Download folderen - DanskOase.dk

danskoase.dk

Download folderen - DanskOase.dk

Viden om...

Karismatisk fornyelse

og luthersk tradition


Karismatisk fornyelse og luthersk tradition

Indledning

Guds folk over hele jorden oplever

i disse år en meget tiltrængt åndelig

vækkelse og fornyelse, som

især har sat fokus på Helligåndens

person, kraft og gaver og dermed

også på kristenlivets vækst og

modning på områder såsom fællesskab,

bøn, lovsang, tjeneste og

mission.

Uanset hvor i verden fornyelsen

har vundet frem, har den mødt

modstand i større eller mindre

grad. Der har uden tvivl været fejl

på begge sider - både hos ‘fornyelses-folk’

og deres modstandere.

En ud af mange årsager har været

misforståelser af teologisk art.

De teologiske retningspile på de

følgende sider er blevet til i forbindelse

med den hjemlige debat på

og i til knytning til ‘Vejen-konventerne’

(1986-89), og udgives på

andres opfordring, og med tak til

dem, som har bidraget med gode

forslag, såvel form- som indholdsmæssigt.

Det er skrevet ud fra et ønske

om, at fornyelsens velsignelser må

kunne flyde uhindret til alle dele af

det danske kristenfolk - uden at

skulle hindres af unødige teologiske

barrierer.

Med andre ord er det et forsøg på

at formulere en ‘teologisk vinsæk’,

som er i overensstemmelse med

Biblen, og som er i stand til at rumme

den nye vin, således at denne

på den ene side kan strømme frit

og på den anden side kan bevares

sund og velsmagende.

1. Åndsmeddelelse

Enhver døbt og troende kristen har

modtaget den Hellige Ånd. Denne

grundlæggende åndsmeddelelse

ved dåb og tro er en genfødsel

og nyskabelse af mennesket (Tit.

3,5), en indpodning ved Ånden på

Kristi legeme (1. Kor 12,13), en Åndens

besegling (Ef 1,13), og en dåb

i Ånd til et liv i kraft (Luk 24,49; Ap.

G, 1,58) og nådegaveudrustning (1.

Kor 12,11)!

Denne initiatoriske begivenhed

(=indlemmelse i den kristne menighed

ved dåb og tro) er indgangen

til et liv i gudsrigets helligheds- såvel

som kraftdimension - altså udgangspunktet

for stadig fortsatte

åndsmeddelelser til styrkelse og

intensivering af det allerede givne.

Den fortsatte modtagelse af Ånden

sker ifølge Ap. G. 2,42…

- gennem apostlenes lære (trosmæssig

tilegnelse af hele Skriftens

åbenbaring i almindelighed

og de specifikke løfter om Helligåndens

kraft i særdeleshed)

- gennem fællesskabet (når andre

betjener os gennem udøvelse

af nådegaver/åndsåbenbarelse til

fælles gavn, 1. Kor 12,7, eller gennem

andres forbøn evt. med håndspålæggelse,

1, Tim 4,14; 2. Tim. 1,6, eller

under fællesbøn, Ap. G. 4,31)

- gennem brødsbrydelsen (forening

med Kristi guddommelige liv

og kraft)

- gennem bønnerne (bøn i almindelighed

og specifik bøn om Helligånden

i særdeleshed, Luk 11,9-13;

Ap. G. 4,31; Ef. 3,14-16)

Denne fortsatte modtagelse af

kraftens, kærlighedens og besindighedens

Ånd (2. Tim 1,7) foregår

som en stille gradvis vækst

og kan tillige opleves som mere

momentane (=pludselige, dvs. på

konkret tid og sted) åndsfyldeerfaringer.


Gud handler med os individuelt.

Derfor må vi advare imod at gøre

ens egne oplevelser til norm for

andre og således ensrette og uniformere

Åndens gerning til ganske

bestemte oplevelser og tegn.

I stedet for at binde menneskers

forventning - hvad enten det sker

ved at sætte erfaring lig med en bestemt

type oplevelse, eller det sker

ved at nedvurdere og nedgøre ånds-

erfaringers betydning - så bør det

være vort ønske og vor opgave at

åbne mennesker for alle de bibelske

ytringer af den Hellige Ånd.

På den ene side må vi med Ny

Testamente (NT) positivt fremhæve

troserfaringernes legitimitet,

bredde og nødvendighed for den

sande tros udfoldelse og for gudsrigets

komme i opstandelseskraft. I

NT er der en stærk bevidsthed om

Åndens tilstedeværelse i og blandt

de kristne; en bevidtshed som i NT

aldrig skyldes en tankemæssig forsandt-holden,

men derimod skyldes

personlig erfaring. Helligånden

er gennem hele Biblen, også Gammel

Testamente, beskrevet som en

erfarbar virkelighed. Dette må forkyndes

frimodigt og udfordrende.

På den anden side må vi afvise

en “åndsdåbs-teologi” (trinlære),

som skaber to slags kristne, og

som definerer den momentane

“åndsdåb” som en nødvendig indgang

til det virkeligt åndsfyldte og

nådegaveprægede liv. Vi må endvidere

advare imod en lovisk metodologi

mht. Åndens hidbringelse.

Her gælder følgende balance:

– 1. Ånden kommer altid på baggrund

af Guds nåde og Guds løfter,

og ikke på baggrund af at mennesket

er tilstrækeligt værdigt og forberedt.

– 2. Ånden kommer ikke, hvor den

er uønsket, og hvor konkret synd

hindrer dens virke. Gud ønsker, at

vi skal leve i stadig selvransagelse

og i stadig begæring om mere af

Åndens fylde.

At fastholde troserfaringens og

åndsfyldens nødvendighed uden

at havne i en ubibelsk trinlære opnås

gennem at pointere, at Åndens

fylde kan ske gradvist og stille

(processivt), såvel som momentant

og dramatisk (punktuelt).

Når vi opmuntrer mennesker til

at søge Åndens fylde og gaver,

skal det ske på baggrund af en

frigørende forkyndelse af den ufortjente

nåde i Kristus, i stedet for

en trælbindende forkyndelse af en

række forberedende “betingelser”.


2. Retfærdiggørelse – helliggørelse

– udrustning

Frelsen i Jesus Kristus betyder

bl.a. en udfrielse fra syndens skyld

(retfærdiggørelse) og fra syndens

magt (helliggørelse).

Retfærdiggørelsen sker ved tro

på Guds tilgivende og ufortjente

nåde og barmhjertighed i Kristus.

På baggrund af Kristi lidelse, død

og opstandelse er enhver, som ved

dåb og tro er indlemmet i Kristus,

en i Guds øjne helt retfærdig og

syndfri og fuldkommen skabning.

Helliggørelsen sker, ved at Kristus

gennem Åndens iboen og genfødslens

realitet vinder skikkelse i

og præger den troende.

Der er i helliggørelsen tale om

en livslang kamp mellem lys og

mørke, mellem Ånd og kød. Men

kampen har det fortegn, at kødet

Evangeliet, de gode nyheder, omfatter således:

er korsfæstet med Kristus, og at

dets herredømme er brudt af Åndens

nye virkelighed (Rom. 6). En

kristens primære identitet er ikke

kødet, men Ånden. Derfor er en

kristen ikke i kødet, men i Ånden

(Rom. 8,9) og lever heller ikke i kødet

(Rom. 7,5), men i Ånden (Gal.

5,25), og vandrer ej heller efter kødet,

men efter Ånden (Gal. 5,16.25).

Dette skift til et helt nyt liv (Rom.

6,4) gør dog ikke kampen mindre

reel eller mindre konfliktfyldt.

På den ene side må vi derfor afvise

en forståelse af “åndsdåb”/

åndsfylde-erfaringen som en altforvandlendehelliggørelsesbegivenhed,

der mere eller mindre gør

det gamle menneske (kødet) til en

tandløs størrelse. Også den åndsfyldte

kender til fald og nederlag

og bliver af Ånden overbevist om

synd. Helliggørelsens vækst i alt

godt (Åndens frugter) inkluderer

en parallelt voksende syndserkendelse,

idet Kristi sind i os gør samvittigheden

positivt følsom over for

synden, også i dens mere fromme

forklædninger.

Samtidig vil vi dog føje til, at

selvom åndsfylde-erfaringerne

primært må forstås som kraft til

tjeneste og udrustning, vil helliggørelsen

dog ikke være upåvirket

heraf, idet sådanne konkrete berøringer

af Guds Ånd vil åbne mennesket

for potentielt set alle sider

af Åndens gerning, inklusive helliggørelsen.

På den anden side må vi også

afvise en forkyndelse, som begrænser

evangeliet til at bestå i

frigørelsen fra syndens skyld og

følgelig fortier eller direkte modsiger

Biblens tale om frigørelsen fra

syndens magt.

Retfærdiggørelse Helliggørelse Udrustning

Nåden-uden-for-mig Nåden-i-mig Nåden-gennem-mig

Syndstilgivelse

(Jesu frelsesværk bliver mit)

Syndsuddrivelse

(Jesu natur vinder frem i mig)

Kristus er korsfæstet for mig Jeg er korsfæstet med Kristus

Jeg er i Kristus Kristus er i mig (Åndens gave)

Salvelse

(Jesus gør sin gerning gennem mig)

Kristus giver mig sin

opstandelseskraft

Jeg er et lem på Kristi legeme

(Åndens gaver)


Vi har set på betydningen af at

skelne mellem helliggørelse og

udrustning for at kunne forstå

åndsfyldeerfaringen i det rette

perspektiv: primært udrustning,

sekundært helliggørelse.

Ligeledes fremmer det en sund og

befriende sjælesorg at gøre sig en

anden skelnen bevidst: mellem på

den ene side retfærdiggørelse (nåden-uden-for-os)

og på den anden

side helliggørelse/udrustning (nåden-i-og

gennem-os). Guds kærlig-

hed til sine børn - retfærdiggørelsens

status - er evig, urokkelig

og fuldkommen og er derfor vidunderligt

uafhængig af graden af

vellykkethed i vor helliggørelse og

tjeneste. Sagt på en anden måde:

Hvor meget vi er elsket af Gud aflæses

ikke af tilstedeværelsen eller

udeblivelsen af særlige oplevelser

og nådegaver, hvor værdifulde

sådanne “Guds (kær)tegn” og arbejdsredskaber

end er. Vi er i den

sag frem for alt henvist til nådens

uforanderlige tegn, Jesu kors.

Det er således ret at skelne mellem

nåden-uden-for-os (retfærdiggørelse)

og nåden-i-og gennem-os

(helliggørelse/udrustning), men det

er ikke ret at skille eller, hvad endnu

værre er, at modstille dem, da de

som en organisk enhed tilsammen

udgør frelsens virkelighed.

Gudsrigets frelsende invasion

gennem Jesus inkluderer nådens

konkrete virkninger til ånd, sjæl og

legeme (se Luk. 4,18f).

Konklusion: Vi trænger til en klar

forkyndelse af, at frelsens grund

ligger uden for os, og vi trænger i

lige så høj grad til en stærk forkyndelse

af Åndens forvandlende kraft

i og gennem os.

3. Tværkirkelighed

De forskellige former for afgrænsninger

for kristent fællesskab på

forskellige niveauer (bede-, forkyndelses-,

nadver-, og kirkefællesskab)

er en kendsgerning.

De usædvanligt stærke formuleringer

i Jesu bøn om enhed i Joh.

17,20f er imidlertid også en kendsgerning

og kalder os til en dybere

erkendelse af enheden, kærligheden

og fællesskabet mellem alle

Jesu sande disciple.

De eneste legitime grænser er

dem, som evangeliet selv sætter i

forhold til alt, som måtte modsige

og true evangeliet. Rent menneskeskabte

grænser er imidlertid

en fornægtelse af evangeliet, ja

en form for afgudsdyrkelse. Det

bliver derfor et vigtigt og alvorligt

spørgsmål, hvilke af de eksisterende

grænser som hører til den første

kategori, og hvilke som hører til

den anden kategori.

Der er tit blevet fokuseret meget

på ting, der skiller, og kun lidt

på ting, der binder sammen. Den

største fællesgave er Åndens pant

på den evige frelse i Jesus Kristus.

Ofte har vi meget mere til fælles,

end vi har til forskel, når vi stiller

troens grundlæggende sandheder

op, og når vi tænker på det evige

liv i Kristus, som vi deler i kraft af

evangeliets tilsigelse.

Der er ikke hermed lagt op til

lære-ligegyldighed. Guds Ord er


fremmed for enhver tendens til

at spille lære og liv ud mod hinanden.

Det vi siger er, at det må

være muligt at have en på evangeliet

grundlagt forsvarlig tværkirkelig

praksis, som kan manifestere

den i Joh. 17 omtalte enhed

mellem Jesu disciple.

Forudsætninger for en sådan

praksis bør - i forlængelse af den

fælles Åndens og troens gave -

ifølge min overbevisning være:

– a. at man deler en respekt

for Guds Ord som autoritet i lære

og liv

– b. at man deler de grundlæggende

kristne dogmer, som

kommer til udtryk i de tre oldkirkelige

bekendelser

– c. at man deler den reformatoriske

arvs centrum: retfærdiggørelse

af tro alene

– d. at man er grundfæstet i

sin egen tro og bekendelse

– e. at man gensidigt respekterer

hinanden som ‘fuldgyldige’

kristne

Når fælles tiltag omkring bøn, lovprisning,

forkyndelse og evangelisation

indfrier ovenstående, er det

efter min mening en fælleskirkelighed,

som Gud finder behag i, og

som glæder hans hjerte. At bruge

betegnelsen ‘oplevelsesøkumeni’

om sådanne fællestiltag er en teologisk

kortslutning og ikke særlig

relevant.

Åndens gave er i Apostlenes

Gerninger selve kendemærket på

Guds sande folk. At have inddrukket

den samme Ånd, Kristi Ånd (1.

Kor.12.13), er noget ganske andet

end en almen-religiøs erfaring og

binder sammen i ét legeme; Kristus

har kun dette ene legeme!

Vi bør derfor arbejde på, at det

af Gud udvalgte og helligede folks

åndelige enhed, kærlighed og fællesskab

kommer til konkret udtryk

- på forsvarlig og velovervejet vis

- midt i den kirkelige og organisatoriske

mangfoldighed.

4. Nådegaverne

Vi vil sammenfatte dette afsnit i to

enkle teser:

– a. Karismatiske manifestationer

var noget normalt blandt de første

kristne.

– b. Denne Åndens virkemåde

blandt de første kristne er forbilledlig

for den kristne menighed til

alle tider.

At karismatiske manifestationer

var normalt blandt de første kristne

er, hvad vi kunne forvente ud fra

de gammeltestamentlige profetier.

Andre jødiske kilder fra de nærmeste

århundreder op til Kristi komme

viser, hvor seriøst man tog disse

forjættelser, idet man (som sagt

med gammeltestamentlig grund


under fødderne) ventede på en

‘Åndens tidsalder’ i endetiden.

I pinsen og dens efterspil ser vi,

hvordan opfyldelsen tager konkret

form gennem en med Ånden salvet

endetids-menighed med apostlene

i spidsen. Åndens tidsalder er

nu brudt igennem. I opfyldelsens

lys kommer aha-oplevelsen: Aha,

det er altså sådan, det ser ud!

Men hvordan så det ud, hvis vi

skal beskrive det lidt nærmere?

Mange nytestamentlige forskere

giver Eduard Schweizer ret, når

han siger, at gudstjenesten hos

de første kristne var præget af

åndsmanifestation og af gavernes

fylde. Blandt Åndens ytringer var

helbredelser, åndsuddrivelser, undergerninger,

profetier, tungetale,

udlægning, drømme, syner, nådegaver

med gudsnærværets manifesterende

karakter, f.eks. særlig

åbenbaret kundskab og visdom

og åndsbåren forkyndelse, samt

momentane åndsfyldeerfaringer

(Åndens falden på/kommen over

mennesker).

Denne Åndens virkemåde blandt

de første kristne er forbilledlig for

os i dag af den simple grund, at det

stadig er endetid; en endetid som

ifølge Skriften har karakter af en

‘Åndens tidsalder’.

Nutidens endetidsmenighed er

arvtagere af den profetisk-karismatiske

løfte-tradition fra Joel 3

(pinse-løftet) i lige så høj grad som

de nytestamentlige menigheder

var det.

Hvorfor er dette så vigtigt? Af

hensyn til mission (=sendelse).

Menigheden er en nutidig legemliggørelse

af Jesus og fortsætter

som sådan hans messianske

sendelse og gerning ved at være

hans øjne, mund og hænder.

Dette virkeliggøres gennem åbenbaringsgaver,

ordgaver og handlings-

og kraftgaver. Som teologen

Edmund Schlink udtrykker

det: ‘Gennem den rige variation af

åndelige gaver manifesteres Kristi

fylde ind i nutiden’ (egen oversættelse).

Nådegaverne forstår vi

som tegn på og manifestation af

den Opstandnes nærvær gennem

Ånden, og de spiller en central

rolle for formidlingen af Kristi livs

synliggørelse i menighedens midte

og for dens tjeneste i verden.

Et snævert nådegave-spektrum

er et fattigdomstegn. Dette udsagn

kan dog ikke vendes om til at

sige, at nådegaver i sig selv er et

modenhedstegn (jfr. de kødelige

tendenser i korinter-menigheden).

Afslutning

Hvor ofte har ikke en formodet

”sundhed” kvalt dynamikken? Og

omvendt: Hvor ofte har ikke en påtvunget

”dynamik” kvalt sundheden?

Udfordringen for kristen forkyndelse

og praksis ligger for mig

at se netop i det indbyrdes forhold

mellem sundhed og dynamik - ikke

mindst på de i dette hæfte omtalte

områder: åndsmeddelelse, helliggørelse,

tværkirkelighed og nådegaver.

Det er min overbevisning, at den

reformatoriske og den karismatiske

vækkelse kan befrugte hinanden

gensidigt med en kombination

af sundhed og dynamik som resultat.

Af Morten Munch


Karismatisk fornyelse og luthersk tradition:

Dette skrift giver den seriøse læser en god indføring i den balance mellem den lutherske og den

karismatiske arv, som DanskOase søger at leve og virke i.

Kernepunkter i behandlingen er den kristnes modtagelse af Helligånden, forholdet mellem retfærdiggørelse

og kristen vækst, spørgsmålet om nådegaverne og om kristen økumeni.

Der præsenteres en syntese mellem det lutherske anliggende om troens forankring i Kristi gerning

og det karismatiske anliggende om Åndens nærvær.

Skriftet blev til som et lejlighedsskrift i 1989 på foranledning af arbejdsgruppen for Vejen-konventerne,

der førte til stiftelsen af DanskOase samme år.

Udgivelses Info:

Genudgivet i 1991 i en lettere revideret udgave.

Genoptrykt i 1995.

Genoptrykt i 2003.

Genoptrykt i 2011.

© ved Morten Munch

Få mere information:

www.danskoase.dk

DanskOases sekretariat, Rude Havvej 11, 8300 Odder. T: 8654 3600 M: info@danskoase.dk

More magazines by this user
Similar magazines