Læs Xryds i din lokale sognekirke eller ved at trykke lige ... - Århus Stift

magasin for folk og kirke i århus stift tag magasinet med hjem ...
XRYDS NR. 3 | 2011
Xrads:
»JEG MELDER MIG
ALDRIG UD AF
PARTIET ELLER
FOLKEKIRKEN«
Klumme: Lad ikke terror adskille os
Nyhed: Studerende strømmer til Teologi
Tema: De dødes have – og de levendes
Fotoreportage: Genbrug og fællesskab

K j e l d s k l u m m e
Tekst | Domprovst
Poul Henning Bartholin
Nuancer er nødvendige efter terroren
I sommer blev der øvet terror i Oslo og på Utøya. Og i september
kan vi markere, at det er 10 år siden, der blev øvet terror i New
York og i Washington. Terrorangrebet 11. september 2001 gav
mange et nyt syn på religioner. For både af terroristernes ideolo-
giske fædre og af de fleste fortolkere af bag- og bevæggrunde til
terroren blev den knyttet sammen af politiske og religiøse moti-
ver. Tilsvarende har gerningsmanden i Norge gjort. For gernings-
mændene synes det at være nødvendigt at kunne legitimere
ugerningerne som udført i en højere sags tjeneste. Hvorimod
man godt kan sætte spørgsmålstegn ved, om disse terrorangreb
med rette skal fortolkes af os som en konsekvens af henholdsvis
islam og kristendommen.
Terroren 11. september har haft følger for det generelle syn
på islam. Det har været overvejende negativt i USA og Europa.
Om terroren i Norge får lignende konsekvenser for kristen-
dommen er nok tvivlsomt. Dog må man ikke underkende den
religions kritik, der har rejst sig – også af andre grunde – i de
seneste ti år. Den har fået argumenter, den kan udnytte.
De to terrorhandlinger med 10 års afstand synes at have det
til fælles, at de udspringer af de meget komplekse problemstil-
linger, som vi nogen gange kalder globaliseringen, andre gange
sammenfatter i de to ord »multikulturel« og »multietnisk«. Det
er blevet sagt, blandt andre af den slovenske filosof Slavoj
Zizek, at USA og Europa er kommet i vildrede med, hvordan vi
skal forholde os til den virkelighed, som de to ord betegner.
Der stilles med andre ord spørgsmål om vores identitet – om
hvem vi er.
I forsøgene på at finde svar på disse grundlæggende spørgs-
mål trækkes religionerne ind på en konfronterende måde, såle-
des at især islam og kristendommen modstilles. Naturligvis er der
I n d h o l d X R Y D S 3 | 2 0 1 1 # 3 8
Forsiden
Nicolai Wammen
Foto | Flemming Nielsen
2
Det siger de:
– i dette nummer af Xryds
Udgiver
Biskop Kjeld Holm,
Stiftsrådet i Århus stift,
Det mellemkirkelige
Stiftsudvalg.
– Lad da hele den spraglede palet af
liv, der bliver levet, komme til udtryk på
kirkegården.
Provst Elof Westergaard, Mariehøj sogn i
Silkeborg, om kirkegårdskulturen. 7
– Meget af min måde at være på og leve
på, det er at bryde med fordomme, så
der passer tatoveringerne ret godt.
Sogne- og feltpræst Oral Shaw,
Randers, om blandt andet sin martyr-
tatovering. 4
Redaktion
Danmarks Kirkelige Mediecenter,
Flemming Nielsen (redaktør)
Simon Kangas Larsen
(direktør og ansvarshavende)
www.dkm.dk
modsætninger og forskelle både historisk og aktuelt. Fokuserer
vi udelukkende på modsætningerne, fører det til, at vi på en bag-
vendt og negativ måde finder vores »identitet«. Den bliver ude-
lukkende, skønt netop Europas og USA’s historie fortæller om
evnen til at indlemme og rumme mange forskelligheder.
Vi kan ikke kalde den gamle »orden« tilbage. Det er et vilkår
bl.a. bestemt af de økonomiske forhold og relationer i verden, at
verden i dag er multikulturel og multietnisk alle steder. Religion-
erne kan bidrage positivt til at de mange problemer med integra-
tion og medmenneskelig forståelse og anerkendelse løses. For
alle i religioner – ikke mindst kristendommen og islam - ligger der
store muligheder for at lukke op til en forståelse af andres måde
at leve, tænke og tro på. De rummer muligheder for at afbygge
frygten for andre og muligheder for at forstå hinanden og accep-
tere forskelligheder.
Religionerne er åbnende, fordi de rummer fortællinger og for-
tolkninger af menneskelivet og trækker livstolkninger, etik, bille-
der, digte, litteratur, folkelige og daglige skikke med sig og fort-
sat inspirerer. Herved kan vi se, at den fremmede måske slet ikke
er fremmed, men er som mig. Også han er blevet til, han har fået
livet af Gud, også han lever af nåde, selvom han tolker og forstår
dette anderledes end mig.
Hvis vi tænker os om, kan udåden i Oslo og på Utøya måske
få den positive effekt, at vi ser på det forenende frem for det
adskillende. At gøre dette på det menneskelige plan er en etisk
fordring til os, fordi Gud på det guddommelige og menneske-
lige plan forenede det adskilte, da han blev menneske i Jesus.
Han tog synden, det adskillende, på sig og rejste senere livet af
døden igen. Så er der håb, selv om både 11. september og 22. juli
tog håbet fra os, og mørket sænkede sig over vore sind.
Nyhedssiderne
Skrevet, fotograferet og redigeret af Folke kirkeinfo
ved: Jesper Henning Pedersen, Pernille Krogsdahl
og Bo Billeskov Grünberger
www.folkekirkeinfo.dk
post@folkekirkeinfo.dk
Frederiksgade 78C, 8000 Århus C
Tlf. 86 16 36 73
– Vi har ændret studieordningen, så
man ikke længere har sprogfagene
samtidig i begyndelsen af studiet. Det
har været en hård start for nye stude-
rende.
Troels Nørager, prodekan, teologi og
religionsvidenskab, Aarhus Universitet,
om at fastholde det stigende antal
teologi-studerende. 6
– Hvis man ikke har en kærlighed til
sin næste, så tror jeg, at man bliver en
rigtig dårlig politiker!
Nicolai Wammen, borgmester i Aarhus
indtil august, om næstekærlighed som
politisk begreb. 18
Annoncer
Det er muligt at annoncere
i Xryds. Kontakt Danmarks
Kirkelige Mediecenter
for nærmere info.
Tlf. 87 40 37 00
dkm@dkm.dk
www.dkm.dk

Pilgrimsvandring
ændrede mit liv
Tekst | Bo Billeskov Grünberger
I sommeren 2006 pakkede
Pia Jørgensen en let
oppakning på ca. 7 kilo
og satte kursen mod St.
Jean Pied de port i Frankrig.
I denne gamle franske
by, der ligger smukt
i Pyrenæerne, begynder
mange deres pilgrimsvandring
mod Santiago de
Compostella
Fik ro til
at få styr på tilværelsen
»Jeg tog afsted både på grund
af noget personligt, det tros-
mæssige og spirituelle ved pil-
grimsvandringen, men derudover
rammer pilgrimsvandringen også
nogle områder, der interesserer
mig meget, nemlig det historiske,
kristendommen, og at vandre,«
fortæller Pia Jørgensen, som nu
fem år senere er færdiguddannet
som psykolog.
»I tiden omkring 2006 var
der sket en masse i mit liv, og
jeg havde brug for at få styr på
Tekst | Bo Billeskov Grünberger
Flere studerende på »det lille universitet
i det store universitet«.
Grafisk produktion
Pedersen & Pedersen,
www.pedersen-pedersen.dk
tingene. I bakspejlet gav pil-
grimsvandringen mig et tiltrængt
åndehul, hvor jeg kunne finde ro,
og få orden på nogle ting i min
tilværelse igen.«
Mærkede historiens vingesus
»Jeg er en historienørd, især
når det kommer til kristendom-
men. Grunden til at jeg valgte at
gå pilgrimsvandring til Santiago
de Compostella var, at jeg kunne
mærke historiens vingesus. At gå
en rute som folk har gået i mere
end tusind år.«
Pia gik omkring 800 kilometer
på tredive dage, med cirka 25-30
kilometer om dagen. Det var
hårdt, og især i de første dage,
hvor Pia krydsede Pyrenæernes
toppe.
»Den første dag var den
hårdeste overhovedet. Der er
mange stigninger på den del af
ruten. Der var en, som engang
fortalte mig, at man skal se på
pilgrimsruten som et billede på
livet selv.«
»I begyndelsen er der barn-
dommen, hvor det er hårdt, med
mange udfordringer, og hvor
Tryk
Offsettrykkeriet Midtjylland,
Ikast
Trykt på genbrugspapir
Oplag 6.500
ISSN 1602-1207
man af og til snubler. Dernæst
kommer ungdommen, hvor det
hele kører lettere, og til sidst på
pilgrimsruten nærmer man sig så
slutningen af sit liv, hvor skavan-
kerne begynder at vise sig, med
skader på fødder og ben,« for-
tæller Pia.
Man skal turde bede både
Gud og mennesker
I dag er der gået fem år siden
Pias pilgrimsvandring, men det
hun har lært på sin pilgrimsvan-
dring har ændret måden hun ser
på livet.
»Det lyder egentlig så banalt,
men det jeg har lært ved at gå
pilgrimsvandring er, at man ikke
skal tage tingene så tungt, og
at de ting man har brug for nok
skal komme til en. Man møder de
folk man har behov for, og får de
ting man har behov for. På pil-
grimsvandringen oplevede jeg
stor en hjælpsomhed, hvor folk
f.eks. gav mig et håndklæde fordi
mit eget var blevet væk, og en
tyk skjorte da jeg manglede en.«
»Herhjemme kan man godt gå
og blive negativ og bange. Man
Det er netop offentliggjort, hvor mange ansøgere
der har været til universiteterne i år, og for teologi i
Århus ser det mere end lovende ud. En fremgang på
mere end 50 % af ansøgere er det blevet til, hvilket
betyder, at 123 har ønsket at komme ind på teologistudiet
i Århus; sidste år var tallet 81. Hvad er hemmeligheden?
Hårdt benarbejde har banet vejen
Det er lykkes for teologi på Aarhus Universitet at vende den uheldige
udvikling, og man får nu flere studerende end man har gjort i mange
år. Studieleder på teologi, Peter Lodberg, mener, at et stort opsø-
gende arbejde har været med til at tiltrække flere studerende.
»Først og fremmest har vi været mere aktive i det opsøgende arbejde
på gymnasier og højskoler. Vi har været gode til at forklare, at teo-
logi har mange forskellige elementer i sig. Vi kalder det ofte ›det lille
Næste nummer
Xryds 4/2011 udkommer
29. november 2011.
Deadline: 26. oktober 2011.
Dette nummer er trykt
17. august 2011
Pia Jørgensen: Pilgrimsruten er som et billede på livet.
er bange for at hjælpe folk, fordi
man er bange for at folk misbru-
ger ens hjælpsomhed. Min ople-
velse på pilgrimsvandringen er, at
man får masser ud af at give, og
at man skal turde bede om det
Studerende strømmer ind på Teologi i Århus
universitet i det store universitet‹, fordi faget netop har tydelige ele-
menter af både sprog, kultur, samfundsvidenskab og filosofi,« siger
han på teologis hjemmeside
Bedre studiemiljø
Det er vigtigt at der er flere studerende som begynder på teologiud-
dannelsen, men det er også vigtigt at holde på de nye studerende.
Tidligere har man haft et meget stort frafald af nye studerende, men
det er et område man har fokuseret på, og gjort meget for at rette
op på.
»Studiet blev for nogle år siden omlagt og sprogfagene spredt ud på
grunduddannelsen, så de første semestre ikke kun handler om at
terpe sprog. Tværtimod prøver vi allerede fra starten, at give de stu-
derende det store billede af, hvad teologi går ud på. Det er dog ingen
hemmelighed, at der fortsat skal knofedt til for at komme igennem
teologiuddannelsen,« siger Ulrik Vosgerau, der bl.a. arbejder med
rekruttering af nye studerende til Teologi.
Abonnement
Kan bestilles via www.xryds.dk
eller ved henvendelse til Århus
Stift på tlf. 86 14 51 00.
man har brug for. Man skal turde
håbe og tro på, at det gode sker
– at bede, både andre menne-
sker, men også bede til Gud. Det
stod meget klart, da jeg gik min
pilgrimsvandring,« siger Pia.
Xryds
Danmarks Kirkelige Mediecenter
Johs. Ewalds Vej 42
8230 Åbyhøj
Tlf. 87 40 37 00
mail@xryds.dk l www.xryds.dk
3 XRYDS
... Fortsættes side 6

Min kone ville
lave mig til
lampeskærm
»Tatoveringerne er jo
blevet en del af mig. De
er ikke noget jeg tænker
over dagligt, men jeg
bliver jo konfronteret
med det, hvis jeg som en
dag i dag har T-shirt på.
Så er det næsten helt
sikkert, at der kommer
en kommentar«
Tekst og foto | Bo Billeskov Grünberger
Oral Shaw bryder
med fordommene
Oral Shaw er helt almindelig sog-
nepræst i Randers, men hvis man
kradser lidt i overfladen, eller
smøger hans ærmer lidt op, så
opdager man hurtigt, at han ikke
er helt så almindelig endda: tid-
ligere Danmarksmester i 400
meter løb, feltpræst, og med
tatoveringer på begge arme.
»Meget af min måde at
være på og leve på, det er at
bryde med fordomme, så der
passer tatoveringerne ret godt,
selvom jeg ikke har fået dem
for at provokere. Men ligesom
meget af det andet ved mig
som falder udenfor normerne,
at jeg er feltpræst, gift med
4
en præst og sådan, der falder
mine tatoveringer også uden-
for normerne.«
Oral fik sin første tatovering
på trods af sin kones store mod-
stand. Hun mente, at det var
rockeragtigt at have tatoverin-
ger, og til sidst erklærede hun, at
hvis han døde før hende så ville
hun lave en lampeskærm ud af
den!
»Da jeg endelig havde fået
tatoveringen, så kom hun egent-
lig til at synes at den var rigtig
pæn. Da jeg var færdig på pasto-
ralseminariet, så tænkte jeg, at
jeg skulle markere det på en eller
anden måde, og der fik jeg så
martyrtegnet på min underarm.«
Oral Shaws martyrsymbol,
som han har på højre under-
arm. Symbolet blev brugt af
kristne under forfølgelserne i
romerriget
Størst er kærligheden
Siden kom der et citat af Paulus
til på højre underarm, fra 1.
korintherbrev 13,13: »størst er
kærligheden«. Og da Oral skulle
have den tatovering, havde hans
kone ændret sit syn ret markant.
»For cirka tre år siden sagde jeg
så til min kone, at jeg ville have
Mette Birk: Mine tatoveringer siger »jeg er her stadig, og jeg tror stadig på Gud«.
tro, håb og kærlighed tatoveret,
og der gik hun så helt ind i pro-
cessen, og sagde at jeg da ikke
bare skulle have et hjerte, et
kors og et anker, eller »Love con-
quers all” tatoveret. Nej, sagde
hun, så skulle jeg da have det der
står i Bibelen i 1. korinterbrev 13,
13 på græsk »størst af alle er
kærligheden«.
Det er ikke tilfældigt, at alle
Orals tatoveringer er kristne.
Han kunne ikke selv tænke sig
at have en tribaltatovering, eller
sit navn på kinesisk. Det skal
betyde noget mere, og der skal
være en historie bag.
»Mit martyrsymbol er noget
de kristne har ridset på væggene
i Roms katakomber da de blev
forfulgt af Nero, og Paulusci-
tatet er noget som Paulus har
siddet og skrevet til menigheden
i Korinth. Jeg kan godt lide, at
der er en historie bag mine tato-
veringer.«
Jeg er her stadig
Mette Birk er ny studenterpræst, og så har hun
dekoreret sin krop med tatoveringer. Det gør hun
blandt andet for at minde sig selv om, at hun trods
alle udfordringerne stadig er her
Tekst | Bo Billeskov Grünberger
Mette Birk kommer ikke ud af en kristen familie, men har selv opda-
get sin kristne tro. Siden valgte hun at læse teologi, og i dag arbej-
der hun som studenterpræst i Horsens, hvor en stor del af hendes tid
går med samtaler med de unge studerende, som har brug for en at
tale med.
Allerede for mange år siden fik Mette sin første tatovering, et kors på
venstre underarm, og siden kom der også ord på: »Property of God«.
Selv siger Mette, at man ikke skal tage alting alt for seriøst:
Der er flere tatoveringer er på vej, i
samarbejde med tatovøren.

Jens, du er sat fri
Da Jens Munk var en ung
fyr sidst i sine teenageår,
talte han og en lille flok
kammerater om at få
lavet en tatovering. Det
blev begyndelsen til en
lang rejse mod spiritualitet
og kristendom
Tekst | Bo Billeskov Grünberger
Tatovering for livet
»Vi talte om, at hvis vi skulle
have en tatovering, så skulle det
være noget vi kunne have sid-
dende resten af livet. Der var en
som valgte et gammelt familie-
symbol, en anden noget fra nor-
disk mytologi, og jeg valgte så
korset.«
På det tidspunkt var Jens
Munk egentlig ikke kristen, og
slet ikke praktiserende. Allige-
vel blev valget af korset noget,
»Jeg synes ikke man skal gå ind og overfortolke sådan nogle tato-
veringer. For mig er mine tatoveringer noget jeg bruger når jeg har
overvundet en rigtig svær periode i mit liv. De siger »Jeg er her stadig,
og jeg tror stadig på Gud‹«, forklarer Mette.
Udover tatoveringen på armen har Mette også en tatovering af
Jomfru Maria på ryggen, og planer om endnu en tatovering på sin
anden arm.
»Jeg ved lige, hvad det skal være, men jeg skal først ned og snakke
med folkene på Mjølner Tatovering. De er rigtig gode til at komme
med modspil og fortælle, hvad de selv synes om mine ideer,« slutter
Mette.
Jens Munk fik tatoveret et kors.
Tyve år senere var han præst.
der fik stor betydning for det spi-
rituelle liv som lå foran ham. Og
det har stadig stor betydning, nu
hvor han omkring tyve år senere
sidder som studenterpræst i
Århus.
Jesus har sat dig fri
Tatoveringen på Jens’ højre
underarm af et kors, giver Jens
Munk et fokus i hverdagen, hvor
han kan samle tankerne om fri-
heden i kristendommen
»Det centrale i kristendom-
men er, at vi er sat fri som men-
nesker, og det skal egentlig for-
stås meget direkte. Det bliver tit
for abstrakt når man taler om
det, og så er det svært at inte-
grere ordentligt i sit liv.«
»Men min tatovering gør, at
jeg når som helst, hvis jeg f.eks.
venter på bussen, eller er midt
i en samtale, hvor jeg føler mig
usikker, kan jeg gå ind i den tanke
der siger, at ›Jens, du er købt fri
til at være her som den person du
er, lige nu og lige her‹.«
»Mange taler om, at de skal
have nogle redskaber til at
håndtere deres problemer. Der
Dynamisk grøn oase
tekst og foto | Jesper Henning
Pedersen
Søndagsprædiken og hverdags-
liv samlet under ét tag. Det
var tanken, da menighedsrå-
det ved Viby Kirke satte gang i
den ombygning af sognegården,
som nu står færdig. Resultatet
er blevet en harmonisk bygning
med sognegården, Genbrugsen
og Café Parasollen under samme
store, skrå tag på den grønne
plads ved siden af kirke og kirke-
gård ved Viby Torv.
Indvielsen blev fejret med
festgudstjeneste ved biskop
Kjeld Holm, og med fest i den
nye og næsten færdige sog-
negård. Der var fyldt til sidste
plads begge steder, og der var
meget at fejre. Dels har menig-
hedsrådet fremtidssikret stedet
ved at samtænke kirkens sociale
liv, dens diakonale forpligtelser
og dens samvittighed, dels har
man i samme ombæring vovet
at tænke nyt. Sognegården er
blevet et lyst, fleksibelt sted med
mulighed for at rumme de mange
forskellige aktiviteter, samtidig
med at kirkens ansatte og fri-
villige har fået gode rammer for
det daglige arbejde. Viby Gen-
brugs har fået en god belig-
genhed, Café Parasollen er et
værested med stor værdighed,
og sognegården kan bruges til
endnu flere slags arrangementer
end hidtil. Ved åbningen kunne
man konstatere, at de lyse rum
er velegnede til udstilling af
tænker jeg, at det egentlig er
ret godt at have et kors tatove-
ret, hvor man ellers har et ur sid-
dende. Jeg bruger det både til at
finde ro, men også for at minde
mig selv om, at det kristne bud-
skab er noget der er her hele
tiden.«
»Og jeg tror det er vigtigt
at troen bliver noget vedva-
rende og kontinuerligt, og hvis
man nu laver bevægelsen med
at kigge ned på sit kors tusind-
vis af gange og blive mindet om,
at man er købt fri, så bliver det
integreret i en mere og mere, og
til sidst er det noget som sker
automatisk.«
kunst. Maleren, forhenværende
pædagog og præst Ejvind Nielsen
er første udstiller.
Ombygningen har givet lys og luft
til arbejdet i Viby Sognegård.
5 XRYDS

»De seneste to-tre år har vi gjort
rigtig meget for at vinde nye
studerende«, siger Troels Nørager,
prodekan og leder af ph.d.-skolen
på teologi og religionsvidenskab,
Aarhus Universitet.
6
Mens andre uddannelser
lukker biblioteker og forringer
forholdet for de
studerende, så er Teologi
på Aarhus Universitet
i fuld gang med at forbedre
forholdet for de
studerende og arbejde
på at øge optaget af
studerende
Det går langsomt fremad
»Vi har et mål i vores strategi
som siger, at vi gerne vil op på
100 ansøgere om året på teo-
logi. Sidste år fik vi 70, så der er
et stykke vej endnu, men det er
et pænt skridt i den rigtige ret-
ning,« siger Troels Nørager, som
er prodekan og leder af ph.d.-
skolen på teologi og religionsvi-
denskab.
Gymnasiebesøg, hvor man
inviterer gymnasieklasser ud
for at fortælle om uddannelsen
er et vigtigt redskab i kampen
om at få vundet flere teologiske
hjerter.
»Vores gymnasiebesøg fun-
gerer rigtig godt, fornemmer jeg.
Vi har gjort meget for at mål-
Studerende strømmer ind på Teologi i Århus
... Fortsat fra side 3
»Gode rammer og et studiemiljø
er vigtige«, siger Ulrik Vosgerau,
der arbejder med rekruttering til
teologi-studiet.
Teologi vinder flere studerende
rette vores besøg mod de rela-
tivt få gymnasier, der stadig har
klassiske sprog. Vi har to mand
ansat til at lave kommunikation
ud af huset, og som har som en
væsentlig opgave at arbejde med
rekruttering.«
Kamp mod kedelig tendens
Et vigtigt områdefor Teologi i
Århuser arbejdet for at synlig-
gøre uddannelsen for de unge.
Man bruger Google adwords,
annoncerer i Kristeligt Dagblad,
højskolebladene, webannoncer
mm. Teologi satser på at synlig-
heden vil øge de unges kend-
skab til uddannelsen, men man
kæmper imod en tendens som
findes overalt i Europa.
»De sidste to-tre år synes
jeg godt man kan sige, at vi har
gjort rigtig meget for at få fat i
nye studerende. Men spørgsmå-
let er om rekrutteringsproblemet
meget afhænger af ting som vi
ikke helt selv er herre over. Det
ved vi ikke helt, men når jeg taler
med mine kolleger rundt i Skan-
dinavien og Tyskland, så kan jeg
se, at der generelt er et rekrut-
teringsproblem for teologi også
i de lande,« fortæller Troels Nør-
ager.
»Problemet kan også hænge
sammen med dårlige historier
om kirken. Tag nu de historier
»Men det handler ligeså meget om at skabe nogle gode rammer for
de studerende og studiemiljøet – fx har vi fået vores egen café, der
giver et rum for den uformelle kontakt i hverdagen mellem undervi-
sere og de studerende, fordi man lige ser hinanden til kaffe eller til
frokost,« fortæller Ulrik Vosgerau.
Der er mange initiativer for at holde på de nye studerende. Blandt
andet har alle nye teologistuderende nu en ældre mentor, altså en
ældre studerende, der kan hjælpe med at komme i gang med studiet
og svare på alle de spørgsmål man har som ny studerende. Men der
bliver også gjort meget for at styrke sammenholdet mellem de stu-
derende.
Studieture giver bedre sammenhold
Sammenholdet blandt de nye studerende er også en af hovedingredi-
enserne i opskriften på at fastholde de studerende på studiet. Derfor
om sexskandalerne i den katol-
ske kirke for eksempel. Der kan
godt være en tendens til en fal-
dende troværdighed for præste-
rollen. Derudover kan det også
hænge sammen med religionsun-
dervisningen i skoler og gymna-
sier, hvor nogle undervisere har
en lidt kritisk holdning til teo-
logi.«
Studerende får godt
fællesskab fra begyndelsen
Tidligere har teologi haft et højt
frafald af studerende på uddan-
nelsen. Helt op mod halvdelen
af de studerende som begyndte
at læse teologi, forlod studiet
indenfor de første par år. Det er
et område man har prioriteret
højt, og man arbejder nu målret-
tet mod at fastholde de stude-
rende.
»Vi har ændret studieordnin-
gen, så man ikke længere har
sprogfagene samtidig i begyn-
delsen af uddannelsen. Det har
været en hård start for nye stu-
derende, og har nok været med-
virkende til det høje frafald,« for-
tæller Troels Nørager.
»Vi begyndte for et par år
siden at inddele vores nye stu-
derende i nogle læsegrupper, så
arrangerer Teologi også flere initiativer, der ligger ud over undervis-
ningen.
»Det er vigtigt, at der er nogle initiativer ud over undervisningen,
som kan binde de studerende sammen. Vi har lige været på studie-
tur til Israel/Palæstina med 30 studerende, og det giver jo en masse
til studiemiljøet, når de studerende på den måde lærer hinanden at
kende på tværs af årgange. Derudover får de studerende gode histo-
rier med hjem om studiet, som de kan fortælle til andre udenfor uni-
versitetet,« slutter Ulrik Vosgerau
I løbet af august måned vil der dukke mere præcise oplysninger op
for, hvor mange studerende som begynder at læse teologi på Aarhus
Universitet til efteråret. Det skyldes, at Teologi har et efteroptag,
hvor studerende som ikke kunne komme ind på deres førsteprioritet,
i stedet søger ind på teologi.
forberedelsen til undervisnin-
gen kommer til at køre, og så de
studerende får et tæt fælles-
skab til at begynde med. Vi har
også en mentorordning, hvor
alle nye studerende får tilknyttet
en ældre studerende, som kan
hjælpe med både sociale og fag-
lige spørgsmål.«
Det er for tidligt på året at
sige om de mange tiltag virker
som de skal, men efter sommer-
ferien vil man kunne se om det
fine optag på teologi fortsætter.

Tekst og foto | Flemming Nielsen
Kirkegården rummer både den
personlige sorg og vores alle-
sammens historie.
Kirkegården er et vigtigt sted
for mange. Og den er et meget
privat og meget offentligt sted
på en gang.
Det er stedet, hvor dem, vi
savner, ligger. Og det er også et
sted, som fortæller historien om
den by, det kvarter eller den egn,
hvor kirken ligger og om de men-
nesker, der har boet der.
Et åndehul i byen eller den
fredelige plet i udkanten af
landsbyen.
Og så er kirkegårdene ikke
mindst en vigtig del af Folkekir-
kens opgave. Langt de fleste kir-
Xryds-tema
De dødes
have – og
de levendes
kegårde i Danmark bliver drevet
af Folkekirken, hvis medlemmer
også er med til at holde den del
af kulturhistorien ved lige.
Xryds tager i dette nummer
på kirkegården. For at tale om
kirkegårdskultur, om sorg og om
en usædvanlig arbejdsplads.
Mød på de kommende sider
formanden for Foreningen for
Kirkegårdskultur, provst Elof
Westergaard fra Mariehøj sogn
i Silkeborg, kirkegårdskonsulent
Anne-Marie Møller fra Aarhus
Stift, graver Anny Krogh fra Sej-
ling kirke, hvor Inger og Esther
Munk jævnligt kommer for at
passe familiegravstedet – og
hilse på.
7 XRYDS

8
Hvilested for de døde
– åndehul for de levende
I en moderne fortravlet hverdag er kirkegården et
sjældent rum af ro. En fred til at gøre noget af det,
der er særligt for mennesker. At vi mindes vores døde.
Når man zoomer ind på Googles
satellit-billeder af byernes land-
skaber, så ligger kirkegårdene
som de tomme rum – de grønne
åndehuller – midt mellem det
tætte byggeri.
Og der er noget paradok-
salt livsbekræftende ved kirke-
gårdens blanding af ro, skønhed
og sorg, mener min guide på kir-
kegårdsstien. Elof Westergaard
er provst i Mariehøj sogn i Sil-
keborg og formand for Forenin-
gen for Kirkegårdskultur, og han
har udvalgt de to kirkegårde, vi
besøger denne sommerdag med
både sol og regn.
– Lige siden pyramiderne
har mennesker haft omsorg
for de døde. Vi er som menne-
sker udstyret med erindring og
bevidsthed om dem, der er døde.
Det er måske det allermest men-
neskelige ved os – at vi begraver
vores døde. Og alt her på kirke-
gården udtrykker en taknemlig-
hed for det liv, der er levet, siger
Elof Westergaard.
Ro til sorg
Ordene falder, mens vi står på en
typisk landsby-kirkegård i Sejling
lidt uden for Silkeborg, hvor den
romanske kirke ligger med udsigt
til landsbyens tidligere bebo-
ere på kirkegården, der omkran-
ser kirken. Og hvor gravstederne
fylder mest på den solrige syd-
side af kirken.
Når man ser de velordnede
grave med de sirlige linjer af lav
hæk, så er det svært at forestille,
at for mindre end 100 år siden,
så begravede familierne selv
deres døde, og gravene lå lidt
mere på kryds og tværs. Og for
150 år siden gik der formentligt
får og græssede mellem kirke-
gårdens trækors til de fattige og
gravsten til de mere velhavende.
De allerfineste blev begravet
inde i kirkerummet.
– Men i løbet af 1900-tallet
er kirkegårdene kommet til at
ligne parcelhus-kvarteret mere
med lige rækker og hække til at
adskille, forklarer Elof Westerga-
ard midt i kirkegårdens ro.
Anne Marie Møller er land-
skabsarkitekt og kirkegårds-
konsulent for Aarhus Stift, og
hun rådgiver menighedsråd om
ændringer, udvidelser og anlæg-
gelse af kirkegårde. For hende er
stilhed og skønhed centrale vær-
dier på kirkegården.
– Når man kommer for
at besøge sin afdøde på et
gravsted, så det er vigtigt at
man kan komme i en meditativ
stemming. At der hersker stilhed
og fred, så man kan lukke lidt
ned for den fortravlede verden
omkring én. Kirkegårdens indret-
ning skal give den besøgende en
følelse af tryghed, som kan lette
lidt på sorgen. Det skal være et
smukt sted, så der også er noget
at glædes over midt i sorgen,
siger Anne Marie Møller.
Graveren er vigtig
Tager hun fagbrillerne på, så er
det vigtigt, at der er en over-
ordnet landskabsarkitektonisk
klar idé.
– Der skal være karakter og
stemning, og så skal der være
nærvær og omsorg for anlæggets
detaljer. Man skal kunne se, at
der er en graver, der passer på
det her – og som er glad for
at passe det, så tingene bliver
holdt, som de er tænkt. At det
ikke er tilfældigt.
Elof Westergaard mener, at
graveren også har en anden cen-
tral rolle på kirkegården:
– Det betyder rigtigt meget,
at graveren er god til at tale
med folk. Og graveren har den
fordel, at der er noget helt kon-
kret at tale med de sørgende
om – om blomster, beplantning
og sten på graven – og man skal
ikke frakende, hvad det betyder
for sorgbearbejdelsen, at der er
noget konkret, der skal gøres,
forklarer han.
Mands minde
I et hjørne udenfor kirkegårds-
muren bliver gravstenene fra
sløjfede grave stillet hen. Det
kaldes lapidariet, og det er
gravstenenes kirkegård, kunne
man sige. Når grave bliver sløjfet,
så venter den svære opgave med
at finde ud af hvilke sten, der er
bevaringsværdige, forklarer Elof
Westergaard:
– I dag er det sådan, at man
typisk betaler for 30 årsvedlige- holdelse af gravstedet. Men den
tidshorisont burde vi se på. For
den folkelige fornemmelse er,
at gravstenene burde stå læn-
gere. »Fordi vi kan huske dem…«
Udtrykket »mands minde« er
faktisk den rigtige målestok,
siger han.

På Sejs-Svejbæk kirkegård
i Silkeborg et kvarters kørsel
derfra er sløjfede grave og 30
års frister endnu ikke et prob-
lem. Den moderne kirkegård er
tegnet af Torben Schönherr og
anlagt i 1992. Og den spiralfor-
mede beplantning i det store
parkanlæg skjuler mange af grav-
stenene. Og der er ikke nogen
lave hækplanter mellem gravsten
på rad og række.
Men når man kigger sig
omkring, kan man se, at der er
granitbamser ved en lille grav,
en uåbnet øldåse ved et andet
gravsted, og der står stearinlys-
lamper flere steder i den stramt
designede kirkegård. For Elof
Westergaard er det en afgø-
rende pointe, at der skal være
plads til individet – og at det
skal være det lokale menigheds-
råd, der afgør hvor grænsen
går:
– Det er ikke noget staten,
Folkekirken eller biskoppen skal
bestemme. Det er utroligt vig-
tigt, at det bygger på et lokalt
skøn i menighedsrådet. Der er
vedtægter for enhver kirkegård –
og hvis der er nogen, der synes,
de er for stramme og menig-
hedsrådet for snæversynet, så
må de stille op til menigheds-
rådsvalget. Men man skal ikke
være for karrig efter min mening,
siger Elof Westergaard.
Når man kigger blandt bir-
ketræerne, der omkranser kir-
kegården i Sejs-Svejbæk, kan
man også se gravsten i græsset
mellem de lyse stammer.
Og ifølge kirkegårdskon-
sulent Anne Marie Møller spil-
ler beplantningen også en vigtig
symbolsk rolle på en kirkegård:
– Der skal være forskel på
om man kommer om foråret eller
efteråret, så der skal være noget
løvfældende beplantning, så der
bliver en årstidsvariation. De
skiftende årstider bliver også
symbol på livet, der leves – at
man fødes og dør, siger hun.
Et sted med lav puls
Kirkegården er også kulturhis-
torie, et sted at gå tur og blive
klogere på områdets historie og
de mennesker, der har levet her.
Men er det I grunden i orden at
komme på kirkegården med sin
nysgerrighed? Det synes Elof
Westergaard:
– Det er fuldt legitimt, fordi
det er et fællesrum. Men rollen
som byens park har sin begræn-
sning. Begravelseshandlingerne
og de pårørendes behov kommer
altid først på en kirkegård.
Anne Marie Møller mener
godt, at kirkegården kan bære
en rolle som et grønt fri-
sted i byen, men der er en klar
begrænsning:
– Kirkegården skal være
et sted med lav puls. Man kan
sagtens læse til eksamen eller
sidde med barnevognen på
kirkegården. Men man kan ikke
spille fodbold for eksempel!
»Kirkegården som
gravplads sikrer
mangfoldigheden«
Folkekirkens medlemmer
er med til at sponsere
kirkegårdene. Og sådan
bør det være, mener Elof
Westergaard
Danske gravpladser er netop kir-
kegårde. Dermed er det Folkekir-
ken, der bestyrer de fleste grav-
pladser.
Men hvorfor bliver danskerne
ikke stedt til hvile på neutral
grund, som vi så kunne præge
med de religiøse symboler, der
betyder noget for os hver især?
Det spørgsmål er en hjerte-
sag for Elof Westergaard – og han
mener ikke overraskende, at opga-
ven ligger bedst hos Folkekirken.
– Kirkegårdene betyder
meget for Folkekirken. At være
kirke har med hele menneske-
livet at gøre, og derfor er det
også en naturlig ting at være
med til at drive kirkegårdene.
Også fordi, at 83 procent af
befolkningen er medlem af Fol-
kekirken – i Silkeborg er det 88
procent, siger han.
Og fordi det er så stor en
del af befolkningen, der er
medlemmer, så synes Elof
Westergaard også, at det er
orden, at en del af kirkeskat-
ten går til fællesskabet med at
drive kirkegårdene.
Til gengæld skal der være
plads til alle på kirkegården:
– I vores protestantiske tra-
dition er forståelsen af indviet
jord, at det er ordet, der skaber
det indviede. Jorden er ikke
særlig hellig i sig selv, så alle kan
sådan set ligge der. Ateisten kan
se bort fra det, hvis han ikke til-
lægger ordet betydning.
Hvorfor skal gravpladsen ikke
være et neutralt sted, hvor man
eventuelt selv kunne signalere
sin religiøse overbevisning?
– Men det kan man jo godt.
Hvis der er en buddhist, der
skal begraves, så kan vedkom-
mende godt lægge en Ying og
Yang-sten. Det er der intet til
hinder for. Det der er proble-
met med den lidt hårdkogte
ateisme, der er i øjeblikket,
det er jo, at den ikke vil tillade
andres symboler. De tænker
ikke pluralistisk.
Men hvorfor ikke i udgangs-
punktet have et neutralt sted til
begravelser?
– Hvis kommunerne skulle drive
det, så skulle de for det første
finde det økonomiske tilskud,
som Folkekirken giver til kirke-
gårdsdriften i øjeblikket. Og for
det andet: Findes der neutrale
steder? Hvis man tror, at man
kan finde et stykke jord, man
kan af-indvie og hvor man ikke
Elof Vestergaard mener, at opga-
ven med at drive kirkegårdene
skal løses af folkekirken
må have symboler – kan man
så overhovedet stille noget på
sådan en gravplads?
Hvordan så tilgodese muslimer,
buddhister og ateisters behov på
en Folkekirkelig kirkegård?
– Det kan vi jo sagtens. Jeg vil
ikke have noget som helst imod,
at der er buddhistiske eller mus-
limske symboler på kirkegården,
og hvis du tager på Vestre Kirke-
gård i Aarhus, der ganske vist er
kommunal, så er der en muslimsk
afdeling.
– Der er to tendenser i euro-
pæisk kirkegårdskultur lige nu,
der afspejler debatten om reli-
gion og offentlighed. Den ene
holdning er, at vi ikke kan have
nogen som helst symboler. Det
er kun de enkelte ting, som vi
alle er fælles om, der kan komme
til udtryk. Og så er der den
anden holdning, som er min: Lad
da hele den spraglede pallette
af liv, der bliver levet, komme til
udtryk på kirkegårdene.
– Giver det problemer nogen
steder, så må vi lave nogen sær-
lige afdelinger. Men kommer der
pludselig 1000 hinduer til Silke-
borg, så må vi løse det problem
indenfor de eksisterende rammer.
9 XRYDS

– Der er så mange,
vi skal hilse på…
Esther og Inger Munk passer slægtens gravsted. Det
er bindeleddet bagud, og mor og datter er ikke tvivl
om, at de selv skal begraves i den landsby, de er
vokset op i.
Tekst og foto | Flemming Nielsen
10
Kristian Munk døde alt for tidligt
i 1974. Han blev bare 52 år.
Det kan man læse på hans
gravsten på Sejling Kirkegård lidt
uden for Silkeborg.
Hvad gravstenen ikke fortæl-
ler, er at Kristian var en stilfær-
dig mand af få ord, der til gen-
gæld elskede at skrive sange og
sætte amatørskuespil i scene, før
en blodprop ramte ham. Og så
var han havnet på den helt for-
kerte hylde som landmand på en
arvet gård.
Den historie om Kristian skal
man møde hans hustru og datter
for at få med. Og dem kan man
møde på Sejling kirkegård i hvert
fald en gang om måneden.
Inger og Esther Munk
kommer egentligt ikke for at
mindes faderen og ægtemanden,
når de passer slægtens gravsted.
Kristians minde er en del af hver-
dagen på så mange andre måder,
selvom han døde for mere end
30 år siden.
Men mange af de andre
gamle naboer og skolekammera-
ter i den lille midtjyske landsby
Sejling lidt uden for Silkeborg
skal have et nik med på vejen,
når Esther og Inger Munk besø-
ger kirkegården og tager fat med
rive og lugejern mellem småste-
nene på familie-gravstedet.
Sender en tanke
– Der er mange, vi skal hilse på,
når vi er her. Også når vi går
forbi en grav, som er blevet sløj-
fet. Så tænker man lige »Der
ligger jo…« og sender dem en
tanke, fortæller Esther Munk.
Og tilknytningen til områ-
det, hvor slægtsgården ligger, er
vigtig for dem begge.
– Det er jo grunden, vi står
på. Selvom vi måske ikke kører til
kirke om søndagen her, så ved vi,
at det er her, der skal slutte. Og
det er her, man har været lige fra
start, forklarer Inger Munk.
Da Kristian lige var død, kom
de ret ofte på kirkegården. Og
det hjalp nok lidt på savnet af
ægtemanden at have et sted at
komme, siger Esther Munk.
– Men der var jo ikke noget
at gøre ved det…
Der er tænkt over, hvordan
de to selv skal have en plads på
familie-gravstedet. Esther skal
have sit navn på ægtemanden
Kristians gravsten og Inger har
en sten liggende klar, der stam-
mer fra familiegården, som nu er
solgt. Den lå som trappesten ved
bryggerset.
– Den sten har jeg trådt på al
min tid, forklarer Inger Munk. Og
Mor og datter passer slægtens
gravsted , og hverken Esther Munk
eller datteren Inger Munk er i tvivl
om, at de selv en gang skal have
en plads ved siden af ægtemanden
og faderen Kristian.
for hende er linjen bagud i slæg-
ten vigtig.
Derfor var mor og datter
også vældigt kede af, da det
gik op for dem, at gravstenene
fra Kristians forældres sløjfede
grave var blevet kasseret. For
det havde været mere rigtigt, at
de havde fået en plads på fami-
liegravstedet, synes de begge.
Der mangler noget nu.
Ikke en anonym grav
En urne på de ukendtes grav
kommer slet ikke på tale:
– Det er der ikke nogen af
os, der kan forestille os, siger
Inger Munk, mens Esther nikker
bekræftende. At komme til at
ligge ved siden af slægtningene,
når livet er slut, er vigtigt.
Inger og Esther Munk har
altså meget personlige grunde til
at besøge Sejling kirkegård tit og
ofte, men de kan også lide, at kir-
kegården fortæller den fremmede
noget om det sted, den ligger.
– Jeg synes, at det er her-
ligt, at folk går en tur på kirke-
gården. Og Assistens kirkegård
midt i København, der trækker
masser af mennesker, der nær-
mest bruger den som park, det
er da et kæmpebolsje. Jeg kan
godt lide, at de levende også
har noget at gøre på kirkegår-
den. Jeg tror aldrig selv, at vi
har været her uden at gå en tur
rundt, siger Inger Munk.
Barndommens kirke
At de døde ligger på netop en
kirke-gård, falder de to kvinder
meget naturligt:

– At kirken er en vældig
gammel institution, som man
er en del af, det betyder noget,
siger Inger Munk.
Men selvom både Inger og
Esther har boet i Mariehøj sogn
i Silkeborg i mange år, så er der
ingen tvivl om tilknytningen til
kirken i Sejling.
– Jeg er kommet meget i Sej-
ling Kirke allerede, da jeg tjente
hos hende, der blev min sviger-
mor. Og jeg er både døbt, kon-
firmeret og gift her, så det er
min kirke, siger Esther Munk. Og
Inger Munk er fuldstændigt enig:
– Jeg kan godt lide Mariehøj
kirke i Silkeborg, hvor vi bor nu,
men den hvide kasse skal da stå
derinde!
Men hvad der venter for
enden af livet, det har de to ikke
faste forestillinger om:
– Jeg har undervist i 20 år –
også i religion – og når børnene
spurgte om liv og død, så kunne
jeg kun sige, at når vi er kommet
hertil, så er der kun én ting,
der er sikkert: Det er, at vi skal
herfra igen. Men hvad det inde-
bærer at komme herfra – der
på den anden side..? Det kunne
være rart, hvis nogen havde bare
en lille låge. Men ikke en gang
Johannes Møllehave har et for-
nuftigt gæt – og han er jo ellers
mand for at strikke en god for-
klaring sammen på det meste,
siger Inger Munk med en højlydt
latter på kirkegårdsstien.
For kirkegården er også for
de levende.
Et job med årets
og livets gang
Graveren skal både passe
kirkegårdens planter og
låne sine ører til sårbare
efterladte
At være graver er et job, hvor
man både følger årets skiften og
livets gang.
Det fortæller Anny Krogh, der
er graver på kirkegården ved Sej-
ling Kirke lidt uden for Silkeborg.
Sommetider er graveren den
første, der møder et menneske,
der har brug for sjælesorg i kir-
kens rammer, så trøst er også en
del af arbejdsbeskrivelsen.
– Det har overrasket mig, at
jeg kommer så tæt på folk. Det
kan ske, at det er mig, der møder
folk på kirkegården og får at
vide, at nogen er blevet alvorligt
syge. Så må jeg sørge for, at de
kommer videre til præsten, men
det vigtigste er jo at kunne låne
sine ører, siger Anny Krogh.
Hun er glad for, at graverud-
dannelsen også rummer et uge-
langt kursus i psykologi, for gra-
veren skal kunne meget mere
end at passe planterne på kirke-
gården. Det kræver takt og men-
neskeforståelse:
– Folk kommer ikke for at
besøge graveren, men for at
besøge deres familiemedlems
gravsted, og det skal de have
fred til. Men når de har gjort det,
så skal der være tid til en lille
snak, hvis de har brug for det,
forklarer Anny Krogh.
– I så lille et sogn kommer jeg
til at kende mange, så det kan
nemt ske, at jeg kender den, der
skal begraves.
Gartner, diplomat
og pædagog
Anny Krogh fungerer også som
kirketjener i det lille sogn, og
det er en god kombination, som
aflaster fra det hårde fysiske
arbejde på kirkegården, synes
hun. Og hun nyder at ringe solen
op året rundt og følge årstider-
nes skiften.
Men graveren kommer ikke
uden om at blive bedømt som
gartner:
– Man skal sørge godt for
folk, men her skal også se godt
ud. Man skal huske, at folk går
op i det, hvis der er en mælke-
bøtte, der bliver lidt for stor. Og
når vi begynder at gran-dække
til vinteren, så kommer folk
En søndag for dem,
vi savner
Dem vi har mistet,
bliver mindet i kirkerne
den første søndag i
november
De amerikanske Allehelgens-tra-
ditioner er kommet til Danmark.
Halloween er blevet en anled-
ning til at sælge slik og skræk-
indjagende kostumer til bør-
nene. Og der er vel nærmest
flere børn ude for at rasle slik
ind til Halloween, end der er til
fastelavn.
Men der er heldigvis også
sket en fornyelse af den danske
tradition for at markere Allehel-
gens søndag i de seneste godt
10 år. En langt mere afdæmpet
højtid og mulighed for at mindes
vores døde på Allehelgens
søndag.
Flere og flere kirker holder
særlige gudstjenester den første
søndag i november, der er dedi-
keret til mindet om dem, vi
savner, med et særligt fokus
på dem, der er døde i årets løb.
Mange steder foregår gudstjene-
sten med lystænding og oplæs-
ning af navnene på de personer
i sognet, der er døde i det for-
løbne år.
Tjek hvad der sker i din sog-
nekirke søndag den 6. november
for eksempel på www.kirku.dk.
på gåture for at se, hvad vi nu
finder på.
Graveren skal også være
diplomat. Når der skal tales om
gravsted og pasning, og man kan
fornemme, at de efterladte ikke
er helt enige om, hvor mange
penge der skal bruges på det, så
skal Anny Krogh træde forsigtigt
og belægge sine ord.
– Familien skal i hvert fald
ikke sprænges over det, hvis man
kan yde lidt til det.
Og så skal der også være lidt
af en pædagog gemt i graveren:
– Når de nye konfirmander
starter, så må jeg sommetider
dukke op bag hækken og sige
»lad være med at løbe på min
kirkegård..!« Børnene skal bruge
gangene og have respekt for,
at det er specielt sted. Man skal
ikke rende rundt på gravene, for
det er folks ejendom, forklarer
Anny Krogh.
Og så går graveren jo blandt
gravene hver dag, så døden
bliver en del af hverdagen.
– Så mange begravelser har
vi heldigvis ikke. Og at færdes
mellem gravene, det må jeg ind-
rømme: Det bliver mit arbejde...
Graveren er ofte den første af
kirkens ansatte, der møder mennesker,
der brug for sjælesorg,
fortæller graver Anny Krogh fra
Sejling Kirke.
Allehelgens søndag, første søndag i november, er en højtid, hvor årets
afdøde mindes i landets kirker.
11 XRYDS

Nye bøger
Tekst | Flemming Nielsen
12
Tegn til Gud
Hvad stiller man op, når familiens
mindste stiller de største spørgs-
mål?
Journalisten og forfatteren
Malene Fenger-Grøndahl har en
datter, Barbara på fire år, der
tænker over livets store spørgs-
mål og som gerne taler med Gud
selv om sagerne.
Det er der kommet bogen Hej
Gud og alle engle ud af. En bog,
hvor der både er tekster om høj-
tider, om familie og om begreber
som trøst og venskab. Men også
plads til at barnet selv kan skrive
og tegne. En »tale-, tegne-,
tænke-bog« kalder de det.
Faktisk er det en pointe, at
det er barnets egen bog, der
skal fyldes med tanker, teg-
ninger og hemmeligheder. Den
voksne kan være med som
sekretær og samtalepartner,
men ikke som direktør, under-
streger Malene Fenger-Grøndahl
i indledningen til mor og far.
vet bønner til bogen – heri-
blandt redaktørerne – og det har
givet en stor teologisk bredde.
Og plads til utraditionelle bidrag
som en oversættelse af rocksan-
geren Nick Caves store hymne
Into My Arms. En sang om bede
til en Gud, man ikke tror vil gribe
ind. Men den elskede tror…
Peter Callesens kunstværker
er brugt som illustrationer. Og de
er velvalgte som til en bog om at
folde hænder, for han kan folde
papir til et udtryk, hvor det skrø-
belige bliver eviggyldigt.
Himlen i mine fodsåler
Redigeret af Jørgen Demant, Kir-
sten Jørgensen, Malene Bjerre,
Christiane Gammeltoft-Han-
sen, Jesper Hyldahl, Tine Ilum, Bo
Hakon Jørgensen og Elof Wester-
gaard.
Heldigvis er bogen fuld af
Barbaras tanker til inspiration.
For eksempel: »Gud lytter altid.
Og han er god at snakke med.
Nogle gange bedre end ens mor
og far eller ens bedste venner«.
Hej Gud og alle engle er
skrevet ud fra en overbevist kri-
sten opfattelse, men er dejligt
fri for voksne pegefingre eller
færdigbagte løsninger. Børnene
får en chance for at identificere
sig med Barbaras forundringer
og selv bidrage til deres egen
bog til Gud.
Og de voksne bliver mindet
om, at de skal lade børn falde
lidt i staver uden at forstyrre.
Måske er de små ved at tale med
Vorherre. For det er nu engang
ikke alle spørgsmål, dødelige
forældre kan svare på.
Hej Gud og alle engle
– en tale-, tegne-, tænke-bog
Af Malene Fenger-Grøndahl
Unitas Forlag
Poetiske bønner
til hverdagen
Bønnebogen Himlen i min fod-
såler er 286 bønner, der i stærk
poesi tør tage fortvivlelsen,
glæden og håbet alvorligt.
Der er bønner, der handler
om krig og kærlighed bogstave-
ligt talt. Om at få sin søn levende
hjem fra krigen og om at miste
eller fejre kærligheden. Bønner
om arbejdspres og delebørn.
Om alle de ting, der optager et
moderne menneske kort sagt.
Fra lange og fortællende bønner
til de helt korte og kontante:
»Gud, jeg vil gøre noget rigtigt
med mit liv/Vis mig hvordan«.
Det er noget så sjældent som
en bønnebog, der fungerer som
ren lystlæsning på grund af sit
poetiske overskud og spænd-
vidden i emner og personlig stil.
Og den giver lyst til at bede om
mere.
I alt 91 bidragydere har skre-
Aros Forlag.
Når tiden er
kostbar
Vi ved, at vores tid er begrænset,
men de fleste af os skyder det
fra os. Den norske salmedigter,
præst og forfatter Eyvind Skeie
har skrevet en bog om hvad der
sker, når livets udløbsdato bliver
alt for nærværende.
Dyrebare døgn baserer sig
på oplevelser fra hans og fami-
liens farvel til en svoger, der fik
kræft.
»At døgn er dyrebare, opda-
ger vi først for alvor, når vores
tid til liv og fællesskab bliver
begrænset. Sygdommen lader os
ane, at den slags grænser findes.
Døden fastsætter grænserne«,
hedder det i bogen.
Skeies bog er skrevet som
en håndbog baseret på meget
personlige erfaringer med at
sige farvel til sin svoger og ven
gennem 25 år. Og det er styrken
ved bogen, at han både trækker
på sin sjælesørgeriske erfaring
som præst og sin egen sorg som
ven og familiemedlem.
Der bliver givet meget kon-
Genreblanding
for
Potterfans
Børnehjem, mørke hemmelighe-
der og børn, der må kæmpe mod
onde kræfter.
G.P. Taylors Dopple Ganger-
fortællinger med tvillingerne
Sadia og Saskia Dopple som
hovedpersoner har alle de ingre-
dienser, der skal til for at ind-
fange den generation, der har
slugt bøgerne om Harry Potter.
Men fortællestilen i bøgerne
er nyskabende. I en genreblan-
dende fortælling veksler tegne-
serie-sekvenser med regulære
bogsider og flot grafik. Det gør
bøgerne letlæselige og fængende
– også for ikke så stærke læsere.
Det er den britiske præst
og forfatter G.P. Taylor, der har
skrevet Dopple Ganger-bøgerne,
og han har samarbejdet med
krete råd om, hvordan man for
eksempel håndterer, hvis den
syge har urealistiske forhåbnin-
ger om at komme sig over sin
sygdom. Og bogen er udtrykke-
ligt skrevet i håbet om at være til
hjælp og trøst for andre.
Dyrebare døgn
– Vandring i sorgens landskab
Af Eyvind Skeie
Credo i samarbejde med Lohses
Forlag
grafikere og kunstnere, der har
arbejdet med animation for både
DreamWorks og Disney om at
skabe den unikke grafiske for-
tælling. Og så er G.P. Taylor ikke
hvem som helst i den litterære
verden. Han har ligget i toppen
af den amerikanske bestseller-
liste med romanen Skyggemaner
fra 2004, der er oversat til 48
sprog – inklusiv dansk.
Bliver man bidt af bind 1 af
Dopple Ganger-fortællingerne, så
kan man glæde sig over, at der
er to bind mere på vej på dansk.
Og at der er engelske anmeldere,
der synes, at bøgerne er »hotter
than Potter«.
Flugten
– Dopple Ganger-fortællingerne
bind 1
Af G.P. Taylor
Fokal

Bestil
Xryds givet et indblik i, hvad der
rører sig i Århus Stift og den kirkelige
verden, og sætter fokus
på eksistentielle og religiøse
spørgsmål i vores dagligdag. Det
er muligt at give inspirationen
og informationerne videre ved at
bestille abonnement på Xryds.
Læg bladet i kirken, uddel det til
menighedsrådsmedlemmer, konfirmandforældre
eller lederne i
det lokale børne- og ungdomsarbejde.
Mulighederne er mange.
Helvede er hot.
Det konstaterer forfatter
og sognepræst i Fredens sogn i
Aarhus, Jacob Holm, i forordet til
sin nye bog. For i kølvandet på
en kronik, han skrev om vores
forestillinger om helvede, fulgte
stor medieinteresse og debat.
Nu har Jacob Holm skrevet En
bog om Helvede og folkekirken,
hvor han tager fat på helvede
som begreb, verdensbillede, for-
tælling og apokalyptisk genre.
For forestillingen om hel-
vede som et straffe- og pinested
har knuget mennesker i frygt
i årtusinder, og bogen fortæl-
ler om hvordan tanken om hel-
vede oprindeligt stammer fra det
antikke Grækenland. Og Jacob
Holm går på jagt i Det Gamle og
Nye Testamente efter spor af en
kristen opfattelse af helvede og
Pris
Det koster 110 kr. at modtage
ét nummer fire gange årligt.
Fem eksemplarer koster 525 kr.
25 eksemplarer koster 2000 kr.
50 eksemplarer koster 3400 kr.
Hvis man har tegnet abonnement
på 50 eksemplarer, vil de
efterfølgende koste 10 kr. årligt
pr. stk. Det betyder, at man
kan modtage 250 eksemplarer
fire gange om året til en pris af
5400 kr.
Bibelstærk Babelfortælling
Kan man tro på Biblens fortæl-
ling om Noas ark og Babelstårnet
som historiske fakta – og så tage
sig den frihed at digte videre på
de bibelske figurers liv?
inddrager endda H.C. Andersen i
beskrivelsen af helvedes-forestil-
linger.
Det er det kunststykke, som
lægen og forfatteren Thomas
Teglgaard har kastet sig ud
i. Hans præmis for at skrive
bogen, er at han selv er over-
bevist om, at det Gamle Testa-
mente er autentisk historie. Og
på det grundlag har han skre-
Forestillingen om
det ondeste
Og forfatteren tager også
Paulus til indtægt for, at helvede
har mistet sin relevans efter Kristi
opstandelse. Døden har mistet
sin brod med Paulus’ egne ord.
Tankevækkende læsning til
efterårsdage ved brændeovnen.
En bog om Helvede
og folkekirken
Af Jacob Holm
Unitas Forlag
Bestilling
Xryds | kan bestilles i abonnement
eller løssalg ved at skrive til
Århus Stift,
Dalgas Avenue 46
8000 Århus C
E-mail til mail@xryds.dk
86 14 51 00
Næste nummer
Xryds 4 – 2011
udkommer 29. november 2011
vet en historisk roman om Noa
og hans familie i tiden fra synd-
floden til byggeriet af Tårnet i
Sinear, romanens titel.
For mange vil det kræve, at
man skal være klar til at sluge et
par af Noas kameler, men spro-
get er nutidigt og levende i gen-
fortællingen og videredigtningen
af bibelhistorien om Noas fami-
lie. Begreber som »kommando-
central« og »blød mand« opstod
tilsyneladende før Babelstårnets
Alligevel katolik (forlaget Hoved-
land) er en debatbog, hvor 12
danske katolikker tager fat på et
spørgsmål, mange er blevet stillet
i kølvandet på skandalerne: Hvor-
for melder du dig ikke ud? Og
indlæggene er præget af harme
over den katolske kirkes ledelses
manglende konsekvens overfor
pædofile i kirkens midte. Et svar
fra den erklærede reform-kato-
lik Kaare Rübner Jørgensen: »Hvis
jeg forlod kirken, ville jeg føle,
at jeg svigtede dem (de andre
Annoncer
Det er muligt at købe
annonceplads i Xryds.
Kontakt
Danmarks Kirkelige Mediecenter
for yderligere information
på tlf. 87 40 37 00
dkm@dkm.dk
www.dkm.dk
store sprogforvirring, og det kan
skurre lidt, men dialogen frem-
står generelt spændstig.
Og med Thomas Teglgaards
skrifttro udgangspunkt er det
heller ikke svært at læse nuti-
dige paralleller ind i hans fortæl-
ling om Noas udfordringer med
datidens teologiske establish-
ment.
Måske også en illustration af,
at det er blevet sværere at forstå
hinanden efter Babelstårnet.
reform-katolikker, red) i deres
kamp for en anderledes kirke«.
Linda Lassen har skrevet
den historiske roman Håbets år
(Hovedland) om Grønlands mis-
sionærer Gertrud Rask og Hans
Egede i 1700-tallet. Vi følger dem
og deres fire børn i en historie,
der bliver fortalt fra den yngste
datters synspunkt. Og der bliver
fortalt både kulturhistorie, religi-
onshistorie, danmarks-historie –
og såmænd en kærlighedshisto-
rie – fra en barsk tid, hvor mere
Tårnet i Sinear
Af Thomas Teglgaard
Forlaget Fokal
Hold også øje med ...
end halvdelen af grønlænderne
i kolonien døde af kopper.
Ann Perssons Kærlighe-
dens cirkel – en refleksion
over Rublevs treenigheds-
ikon (Lohse) er en introduktion
til at bruge ikoner i forbindelse
med bøn og meditative tanker.
Ikonen med Den Hellige Tre-
enighed, der mediteres over, er
malet af den russiske kunstner
Andrei Rublev i 1400-tallet.
Tre nye bind i Kristeligt
Dagblads Forlag og Taarn-
borgs salmeserie, som vi tidli-
gere har omtalt i Xryds. Denne
gang er det kapaciteter som
Henrik Wivel, Erik A. Niel-
sen og Jens Smærup Søren-
sen, der tager livtag med Inge-
mann og Grundtvig. Også illu-
strationerne er på højt niveau.
Grundtvigs De Levendes Land
er illustreret med fotografier af
Per Bak Jensen, I Al Sin Glands
Nu Straaler Solen er illustreret
af Hanne Mailand, mens Inge-
manns Morgen- og Aftensange
får Kirsten Kleins smukke foto-
grafier med på vejen.
13 XRYDS

Tekst og foto | Merete Juel Jensen,
teologistuderende på
praktikophold i Israel/Palæstina
I vesten har man en
tendens til at opfatte
kristne palæstinensere
som ofre og forfulgte.
Men der findes ingen
systematiske forfølgelser
af kristne i
Palæstina, og selvom
kristne er en minoritet,
så er det en rolle
de er vant til
»Tror ikke på religionsdialog.
Dialog skal leves«, siger dr. Nuha
Khoury. »Talking is cheap«.
14
»You are Harvard material«
Dette plejede Dr. Nuha Khoury at
sige til sine bedste studerende,
da hun underviste på Bethlehem
University. »Do I sell them cheap
hope?« spørger hun retorisk, og
svarer selv: »Jeg giver dem troen
på sig selv og dermed et håb om
at kunne opnå mere for sig selv
og for samfundet.« Hun ser et
stort lys og håb i nutidens unge
palæstinensere.
Som 19-årig emigrerede Nuha
Khoury, palæstinenser og født i
Jerusalem, til Michigan, USA, med
sin familie. Gennem en længere
årrække på Michigan universitet
gennemførte hun en bachelor i
statskundskab, master i ›Com-
parative Politics‹, master i Mel-
lemøsten og Nordafrika samt
en Ph.d. i middelalderlig islamisk
historie. I dag er hun dekan for
Dar Al-Kalima College i Betlehem,
som er grundlagt af og tilhører
Den Lutherske Kirke i Betlehem.
Da Nuha Khoury flyttede til
USA, havde hun ingen ønsker om
at vende tilbage. Og da hun efter
mange år i USA fik tilbudt job ved
Den Lutherske Kirke i Betlehem,
tog hun imod tilbuddet under
den forudsætning, at hun ville
rejse tilbage til USA efter et år.
Det er nu 15 år siden.
Hvordan påvirker den israel-
ske besættelse af Vestbred-
den dit liv?
– Jeg bliver mindet om besæt-
telsen hver eneste dag. Når jeg
tager mit morgenbad, så oplever
jeg, at der ikke er vand nok, fordi
vandressourcerne styres af Israel.
Hver dag i nyhederne nævnes
arrestationer og nedrivning af
huse, der minder mig om besæt-
telsen. På gaden på vej til arbejde
møder jeg arbejdere, som tidli-
gere arbejdede i Israel, men nu er
arbejdsløse på grund af muren. I
mit arbejde som leder for Dar Al-
Kalima College møder jeg hver
dag unge på 18 år, som aldrig har
været uden for muren og derfor
mangler en horisont i deres liv.
Du kan vælge at sætte dig med
hænderne i skødet og vente til
besættelsen ophører. Eller du kan
arbejde hårdt og opnå det, der
er muligt, indenfor de grænser vi
har. Jeg har valgt, at besættelsen
ikke skal styre mit liv.
– Vi kristne palæstinensere
er en del af dette samfund. Kul-
turelt kan man ikke adskille os
fra muslimer. Vi er en minori-
tet, men det har vi været i 1400
år. Den største udfordring for
os kristne er emigration – dette
land ›bløder‹ på grund af udvan-
dring. Samtidig har vi den læng-
ste erfaring med den kontekst,
som Jesus levede i. Og vi har den
længste erfaring med at leve
sammen med islam og jødedom
som religioner. Generelt tror
vesten, at de kristne er meget
forfulgte. Hvis nogen siger, at
de kristne forfølges systematisk
i dette land, så passer det ikke.
Historisk er dette ikke hændt, og
det sker heller ikke nu. Det sker
i enkelttilfælde – men de tilfælde
kunne også hænde mellem musli-
mer.
Hvordan forholder du dig til
den vestlige teologi, der for-
svarer Israels handlinger og
ulovlige besættelse af Vest-
bredden og Gaza?
– Det kristne vesten er forkert
på den. De gør os til ofre – det
er vi ikke! Vi er vigtige for kri-
stendommen i kraft af, at Jesus
blev født lige her, hvor vi lever. Vi
kan som kristne palæstinensere
give en kontekstuel forståelse
af Biblen – ikke kun en religiøs
historisk tilgang, men en tilgang,
der grunder i vores kultur. Vi er
ikke kun palæstinensere eller
kun kristne – vi er begge dele.
Så når Biblen bruges som forsvar
for Israels handlinger, bliver jeg
vred. Med den læsning af Biblen
bliver jeg som kristen ignoreret.
De ignorerer mig og min stemme
i deres fortolkning af Biblen.
Hvem har givet dem ret til at
bruge Biblen til at dømme os ude
af dette land? Kristendommens
budskab er »at de skal have liv
og have det i overflod« (Joh.
10,10) – hvis ikke vores hand-
linger understøtter liv, bunder
vores handlinger ikke i Biblen.
Hvordan har forholdet
mellem kristne og muslimer
udviklet sig i løbet af de
sidste 5-10 år?
– De fleste af mine venner har
altid været muslimer. Vi palæ-
stinensere lever ikke som to
adskilte folk med hver vores reli-
gion, vi er ét folk med to forskel-
lige religioner. Men der er alli-
gevel sket en forandring til det
mindre gode. De unge palæsti-
nensere har i dag en meget lille
verden, geografisk og socialt set.
Flere af de unge mennesker, der
studerer på Dar Al-Kalima Col-
lege, fortæller, at de på vores
skole for første gang har mødt
en kristen eller en muslim og
er blevet venner med dem. På
vores skole har vi både musli-
mer og kristne, og religion er
deres eget ansvar. Det har fået
de studerende til at slappe i for-
hold til religion og samtidig fået
dem til at indse, at deres religion
er en del af deres identitet. Hver
af dem har ansvar for at bygge
dette samfund op.
Særligt i forholdet mellem
muslimer og kristne er uddan-
nelse af afgørende betydning.
Folk diskriminerer mod det, de
MellemkirkeNYT
Betlehem er et sted at
investere – det er mit hjem
»Betlehem er mit hjem«.
frygter. Man skal fokusere på
hvad der er ens mellem muslimer
og kristne. Der er f.eks. ingen,
der er uenige om, hvad begrebet
retfærdighed betyder. Man skal
derfor blot acceptere at religion
er en del af vores identitet som
menneske. Jeg tror ikke på religi-
onsdialog – du kan snakke indtil
du er blå i hovedet. Dialog skal
leves – »Talking is cheap«.
– Fælles handling er nødven-
dig og afgørende. Her ser vi bl.a.
bevægelsen Kairos Palestine,
som er et fantastisk økume-
nisk, fælleskirkeligt initiativ, der
samler de kristne palæstinense-
res stemme imod den israelske
besættelse af Palæstina. Kairos-
dokumentet(www.kairospale- stine.ps) skal ud til barnet i bør-
nehaven, i tv, i skolerne mm. –
denne bevægelse og dette doku-
ment er et udtryk for håb, som
skal fortælles til alle palæstinen-
sere.
Ser de unge dig som et forbil-
lede, fordi du rejste til USA,
men kom hjem til Betlehem
igen?
– Nogle gange ser de mig mere
som et fjols – at jeg tog tilbage
til Betlehem. Men andre ser det
som et forbillede. Jeg gjorde det,
der gjorde mit liv mere rigt som
kristen, som palæstinenser, som
kvinde, som uddannet og som til-
hørende Betlehem.
Alle ønsker at blive uddan-
net og få et job. Jeg ser Betle-
hem som stedet at investere i–
dette er hjem. Jeg føler mig mere
hjemme her end noget andet
sted, og det er det, der betyder
noget. Hvis de vil se noget i mig,
så kan de se, at jeg både fik et
job og et hjem. Alle skal have et
sted at føle sig hjemme. Uanset
om man er amerikaner, dansker
eller palæstinenser.

Tekst | Flemming Nielsen
Foto | Helene Bagger,
Stickelbergs Bureau.
Der skal helst være en god handel at gøre i Blå Kors’ genbrugsbutik i
Hadsten. Men noget af det svære er at finde den helt rigtige pris på de
mange ting, der bliver givet til butikken. For det skal heller ikke være for
god en handel for kunderne at købe tøj, køkkengrej og gamle blade.
Så ville der nemlig ikke blive et overskud på mere end 230.000
kroner at give videre til Blå Kors’ væresteder. Så mange penge lykke-
des det faktisk de 35 frivillige butikshjælpere og chauffører at få ind
til den gode sag sidste år.
Alice Hansen er sammen med Bente Tousgaard blandt de frivillige
i butikken.
– Jeg trængte til at komme ud og møde andre mennesker, og jeg
glæder mig til at komme herned hver gang, siger Alice Hansen, der
tager to vagter på hver tre-en-halv time hver uge.
Det er faste hold på tre kvinder, der passer butikken sammen, så
de kender hinanden godt – og konkurrerer lidt med de andre om at
sælge mest, fortæller hun.
– Hadsten er også en skoleby, så der kommer mange unge i butik-
ken. De er på jagt efter gode tøjkøb, og sommetider kommer der
også en, der lige er flyttet hjemmefra, for at finde køkkengrej.
15 XRYDS

17 XRYDS

Xryds kradser i personer med indflydelse på kirke og samfund i din hverdag. Her går journalist Flemming Nielsen tæt på Aarhus-borgmester Nicolai Wammen.
Jeg melder mig aldrig ud af
Socialdemokraterne eller Folkekirken
Aarhus-borgmester Nicolai Wammen har sit
ståsted i Folkekirken og hviler i sin overbevisning.
Også overbevisningen om at der skal
være plads til alle religioner i Smilets By.
Tekst og foto | Flemming Nielsen
18
Der er lyst og højt til loftet i
borgmesterkontoret på første
sal med udsigt til byens travle
liv fra Wegener-skrivebordet. Få
hundrede meter fra hjørnekon-
toret på rådhuset ligger Aarhus’
gamle jødiske gravsteder og
byens katolske kirke. Og Nicolai
Wammen er sig bevidst, at han
er borgmester i en by, hvor der
bor muslimer, ateister og kristne.
Men han er heller ikke i tvivl om
sit eget ståsted:
– Der er to foreninger, jeg
aldrig melder mig ud af. Den
ene er Socialdemokraterne. Den
anden er Folkekirken. Det er to
søjler, der betyder meget i mit
liv, slår han fast uden tøven.
Tilknytningen til Folkekirken
bygger blandt andet på en per-
sonlig overbevisning om næste-
kærlighed som en bærende værdi
i politik. Men også på gode barn-
domsoplevelser hos farfar og
farmor i præstegården i Beder,
og på et behov for indimellem
at opsøge kirkens stilhed for at
fundere over livet.
Fakta | Nicolai Wammen:
Socialdemokratisk borgmester i Aarhus fra 2006.
Uddannet i statskundskab fra Aarhus Universitet 2001.
Medlem af Folketinget og finanspolitisk ordfører 2001-05.
Næstformand for Socialdemokraterne fra 2005.
Er Folketingskandidat igen og har bebudet, at han træder af som
borgmester i Aarhus, når valget bliver udskrevet.
Fik genindført dobbelt-a’et i Aarhus for at gøre det lettere at
markedsføre Danmarks næststørste by internationalt.
Hans farfar Thorkild Wammen var sognepræst i Beder og
Malling sogne.
Har overtaget tidligere borgmester Louise Gades tradition med
at åbne byråds-året med en fest-gudstjeneste i Skt. Pauls Kirke. I
2010 udviklede det sig til en politisk debat, hvor byrådsmedlem-
mer boykottede gudstjenesten i protest mod prædikanten Flem-
ming Baatz Kristensens modstand mod at velsigne homoseksuelle
par. – Han og jeg ser meget forskelligt på mange ting, men jeg har
intet udsætte på den måde, han som den lokale sognepræst gen-
nemførte festgudstjenesten på«, siger Nicolai Wammen.
Men det er magtpåliggende
for Nicolai Wammen, at religion
aldrig må blive ekskluderende.
– I Aarhus skal vi ikke dele os
op i dem og os. Uanset hvilken
religiøs baggrund, hvilken hud-
farve eller hvor man oprindeligt
kommer fra, så er vi en del af et
fællesskab som aarhusianere.
Med lige rettigheder og lige plig-
ter, som blandt andet baserer sig
på en respekt for andre menne-
sker og deres forskellighed.
– Jeg er selv medlem af Fol-
kekirken og glad for det, men jeg
er også hele byens borgmester,
så jeg kommer naturligt, hvis der
er anerkendte trossamfund, der
inviterer mig til for eksempel en
indvielse af en kirke.
Det frivillige arbejde
værdifuldt
Lige så naturligt falder respek-
ten for byens frivillige sociale
arbejde. Da Nicolai Wammen
fyldte 40 tidligere på året, valgte
han derfor at bede gæsterne til
sin fødselsdagsreception om at
sende en gave til Kirkens Kors-
hær fremfor at komme med
rødvin. Og der blev givet mere
end 50.000 kroner.
– Jeg bor jo i Øgade-kvarte-
ret og kommer forbi Korshæ-
rens værested og snakker ofte
med nogen af de mennesker,
der bruger deres tilbud, så jeg
ved, at det er et stort og vigtigt
arbejde, der bliver gjort, siger
Nicolai Wammen. Og han lægger
vægt på det frivillige sociale
arbejdes betydning:
– Vi lever i et velfærdssam-
fund, hvor vi har mange offent-
lige tilbud, men hvis ikke vi havde
de frivillige sociale organisatio-
ner, så ville Aarhus være et fat-
tigere sted. Det fantastiske er,
at de fleste, der laver frivilligt
arbejde, oplever at man selv får
meget ud af det som menneske.
Et fællesskab med andre frivillige
og stærke oplevelser sammen
med de mennesker, man hjæl-
per. Og så har jeg en familiebag-
grund, hvor både min farbror og
min farmor var frivillige, og min
farfar var som præst med til at
starte Nicolai-linjen i Aarhus.
Min farmor fortsatte langt op
i 80’erne med at arbejde som
frivillig i genbrugsbutikken på
Nørre Allé, så jeg har haft tæt
inde på kroppen, at det frivillige
arbejde betyder noget.
Dit parti har haft som sit helt
store mål at opbygge velfærds-
staten. Hvorfor er der så fortsat
brug for frivillige sociale organi-
sationer?
– I en tid hvor pengene er små
og behovene store, så ser jeg
ikke for mig, at velfærdssam-
fundet kan overtage de opga-
ver, som de frivillige sociale orga-
nisationer tager sig af. Når det
er sagt, så er det også i sig selv
vigtigt, at vi har tilbud, der ikke
er kommunale – som er baseret
på, at en forsamling af frivillige
mennesker vil gøre noget godt
for andre mennesker uden at få
betaling for det. Og i nogen situ-
ationer kan det give en anden
nærhed og fortrolighed, at det
ikke er en offentligt ansat, man
sidder overfor. At man møder et
medmenneske, som bare er der
i nuet og som man kan dele sine
tanker, drømme og sorger med.
– Jeg har den dybeste
respekt for vores dygtige med-
arbejdere her i kommunen, men
deres arbejde kan ikke stå alene.
Derfor er det frivillige arbejde
vigtigt i dag, og det bliver endnu
vigtigere i fremtiden.
Så er du på linje med regeringen,
der gerne vil tilskynde til mere
frivilligt arbejde. Hvor skiller van-
dene?
– Problemfeltet opstår der, hvor
man skærer meget ned på det
offentlige og siger, at det må de
frivillige så tage sig af. Men der
bliver færre hænder og større
behov, så det er jo fornuftigt at
se på, hvordan vi fordeler opga-

verne bedst muligt. Men det er
også værdibåret, for der er en
selvstændig værdi og pointe i,
at man er villig til at udføre en
opgave, som man ikke får en
krone for. At man gør det, fordi
man er medmenneske.
Hvad er det så for eksempel
korshæren kan, som socialfor-
valtningen ikke kan?
Det er ikke frugtbart, hvis man
skal tale om, at det ene er bedre
end det andet. Men Kirkens
Korshær kan give et frirum for
mennesker til at komme, uden at
man sidder overfor en socialråd-
giver, hvor ens sagsmappe også
ligger på bordet. Man kan få en
kop kaffe, en seng og en sam-
tale, der er helt uforpligtende,
hvis det er det, man har brug for.
Jeg kan ikke forestille mig en by
eller et land, hvor vi alene havde
et offentligt tilbud og ingen fri-
villige organisationer. Omvendt
kan jeg heller ikke forestille mig,
at hjælpen til de svageste ude-
lukkende skulle bygge på frivilligt
arbejde – uden en velfærdsstat.
Livets store spørgsmål i
præstegården
At bedsteforældrene har bety-
det meget for Nicolai Wammens
opfattelse af både kirke og fri-
villige organisationer er tyde-
ligt. Og besøgene i præstegården
hos Thorkild og Aase Wammen
har været med til at forme ham,
siger Nicolai Wammen:
– Som lille kom jeg meget i
præstegården i Beder-Malling
sogne. Jeg så, hvad farfar lavede
– og så tog han sig tid til at for-
klare en lille dreng, hvad kristen-
dom egentlig er.
Nicolai Wammen fik fra
toppen af trappen i præstegår-
dens store vestibule indblik i, at
folk kom til præstegården ved
mange af livets vigtige begiven-
heder.
– Jeg så glade folk komme,
fordi de skulle giftes, og folk
som var kede af det, fordi de
skulle begrave nogen. Nogen
kom, fordi de havde ondt i sjælen
og skulle have sjælesorg. Og det
er altså et stort begreb for en
syv-otte-årig dreng – sjælesorg.
– Jeg fik meget med mig fra
den præstegård. Ikke sådan, at
jeg spekulerede over livets store
spørgsmål og det kristne bud-
skab fra morgen til aften. At være
på ferie og weekend hos farmor
og farfar var også at lege i haven
og blive forkælet – der var mest
solskin både bogstaveligt og i
overført forstand. Men der var
også store emner at tumle med
som lille gut, og det tror jeg, har
præget mig meget. Ikke alene
mine bedsteforældre, men hele
familien, har haft næstekærlighed
som en meget stærk grundværdi.
Uanset om de har været aktive
eller i kirken eller ej, forklarer
Nicolai Wammen.
Men hvad betyder så begrebet
næstekærlighed i politik?
– For mig er næstekærligheden
en grundlæggende værdi, som
jeg forsøger skal præge mit liv.
Det gælder både den politiske og
private sfære, og hvis man ikke
har en kærlighed til sin næste, så
tror jeg, at man bliver en rigtigt
dårlig politiker! Politik kan sag-
tens være barsk og fuld af ræve-
kager, og politikere er menne-
sker med fejl og mangler, men
hvis man ikke grundlæggende
har lyst til at gøre noget godt for
Sidste: Wammens valg
sin næste, så synes jeg ikke, at
man har noget at gøre i politik.
Der er jo ikke nogen, der grund-
læggende er uenige i, at næste-
kærlighed er en god ting, så hvad
betyder det i forhold til politisk
uenighed?
– Det er jo ikke nok at sige de
rigtige og pæne ting og erklære
sig som stor tilhænger af næste-
kærlighed, hvis man i sit prak-
tiske politiske arbejde gør det
modsatte.
Jeg skal ikke gøre mig til
dommer over andre, men for mig
personligt er det vigtigt, at vær-
dierne i næstekærligheden gen-
nemsyrer de beslutninger, jeg
træffer. Det betyder ikke, at det
religiøse er bestemmende for
det politiske arbejde, for også
Kort før dette nummer af Xryds gik i trykken, bad
Nicolai Wammen byrådet i Aarhus om at træde til-
bage som borgmester. Han fratrådte på byrådsmø-
det den 10. august og er blevet afløst af partifællen
Jacob Bundsgaard.
– Allerede i oktober sidste år meddelte jeg, at
jeg opstiller til Folketinget og derfor forlader borg-
mesterposten i Aarhus. Valget til Folketinget kan nu
komme når som helst – og der er stor sandsynlighed
for, at det sker midt under de forestående budgetfor-
handlinger i Aarhus Byråd. Derfor har jeg vurderet, at
det for byen er det mest fornuftige, at jeg fratræder
borgmesterposten nu«, lød Nicolai Wammens begrun-
delse for at fratræde i august.
salgshitliste. kraft, og det har jeg glæde af.
Men mest i Ringkøbing. – At min farfar og farmor var
15. juli.
ateister bakker op om næste-
kærlighed som værdi. Og der er
overbeviste ateister, der udviser
større næstekærlighed end folk,
der går i kirke hver søndag, siger
Nicolai Wammen.
Kirkens ro til tanker
Som travl borgmester er Nicolai
Wammen er heller ikke på kirke-
bænken hver søndag, men han
opsøger kirkens rum – både til
gudstjeneste og på andre tids-
punkter.
– Jeg holder af at komme i
kirken og lytte til prædikenen og
synge salmerne. Men det sker
også en gang imellem, at jeg på
min vej rundt i byen sætter mig
ind i kirken i 10 minutter mellem
to møder. For kirken er et smukt
rum, der stimulerer tankens
Som regel er det noget person-
ligt, jeg vil tænke over – det er
ikke nye kommuneplaner, jeg har
i tankerne der. Det er, når der
er fundamentale ting i mit eget
personlige liv, jeg har brug for at
give en ekstra tanke.
præstefolk i Beder, har givet mig
en naturlig og konkret oplevelse
af kirken. For mig er kirkerum-
met ikke et eksklusivt rum. Det
er et meget inkluderende rum,
som jeg føler mig hjemme i.
19 XRYDS

BOG & DVD
KUN 300 00 KR.
TV om livet i
folkekirken
her i dit stift
Se folkekirkeinfos tv-programmer
på Kanal Østjylland hver fredag
20:30 og hver søndag 16:30 og på
TV2 Østjylland hver mandag 11:00
samt hele døgnet på folkekirkeinfo.dk
Folkekirkeinfo drives af en række sogne
og provstier i Århus Stift. Vi fortæller om
livet i folkekirken gennem tv, artikler og
fotografi .
Læs mere på www.folkekirkeinfo.dk
NYHED!
SNAPPER SOM
HÅNDDUKKE
Kun 179 kr.
Kåret som Årets børnebog
Vinder af Bibelselskabsprisen &
Kristeligt Dagblads Initiativpris
LÆS MEGET MERE OG BESTIL PÅ WWW.SIGURDSBIBELHISTORIER.DK
Kirkefondet hjælper med at skabe
liv og vækst i menighederne.
Det gør vi bl.a. ved at indsamle
viden og videreformidle erfaringer,
afholde konferencer og temadage,
hjælpe sogne og provstier til bl.a. at
ler og analyser og inspirere på forskellig
måde gennem udgivelser.
Konference om kirkers brug
lørdag den 24. september i Taulov
Nye visioner for kirkers brug, tendenser i det religiøse landskab
- og deres betydning for folkekirken. Hvordan ser den
kirkelige virkelighed ud, og hvad kan der gøres ved den?
Oplægsholdere: MF Karen Klint, adjunkt Marie Vejrup Nielsen,
museumsinspektør Ulla Kjær og generalsekretær Morten
Skrubbeltrang. Tilmeldingsfrist: 9. september
Kursusdag om frivillighed
lørdag den 8. oktober i Odense
Hvordan får man succes med at involvere frivillige i kirkens
arbejde? Hvordan leder man frivillige?
Tilmeldingsfrist: 23. september
Læs mere om disse tilbud og vores øvrige
arbejde på www.kirkefondet.dk
tlf. 33 73 00 33