29.07.2013 Views

Download hele artiklen. - images

Download hele artiklen. - images

Download hele artiklen. - images

SHOW MORE
SHOW LESS

You also want an ePaper? Increase the reach of your titles

YUMPU automatically turns print PDFs into web optimized ePapers that Google loves.

Foto fra inst alla tion "Bedst emors v æ g - digt" af Johanna Domke og Fa tou Kande Senghor, 2010.

DAGBOG

Min fremmede tvilling

Den senegalesiske billedkunstner Fatou Kande Senghor

skaber sammen med sin tyske kollega Johanna Domke

værket “BEDSTEMORS VÆG – DIGT” til My World

IMAGES. De to kvinders kunstneriske sam-

arbejde kredser om Fatous mand og

dennes tvillingebror, der bosatte

sig i USA, brød familiens bånd

og blev rodløs. Transitliv

eller tilhørsted? Proces-

sen kastede disse dag-

bogsblade af sig.


Not er og t anker af Johanna Domke og Fa tou Kande Senghor

København, januar 2010, JOHANNA DOMKE: Her er jeg, i København.

Arbejder på e t projekt sammen med en kunstner fra Senegal.

Emne t kredser om identit e t og tilhørsforhold. Hun har rejst

verden rundt, boe t i mange forskellige lande og er farve t af alle de

st eder, hun har v æ re t. I den forst and ligner vi hinanden, men der

er en grundl æ ggende forskel: Hun er a lare t omkring, hvor hun

ønsker a t v æ re, og hvad hun vil med sit liv. Jeg har altid v æ re t i

t vivl om, hvordan jeg skal leve mit liv. Jeg har nok forestille t mig,

a t de t aldrig ville blive vigtigt for mig a t svare på spørgsmål om

tilhørsforhold. Men de t er pr æ cist de t spørgsmål, hun konfront erer

mig med. Jeg har altid ment, a t mit arbejde vil bringe mig derhen,

hvor jeg skal v æ re. Jeg har ment, a t arbejde t i sig selv vil medføre,

a t jeg hører til.

For nylig brød jeg med alle forbindelser fra e t tidligere liv, da jeg

oplevede de t som begr æ nsende og ønskede a t finde mit virkelige

jeg. Jeg begyndt e rejsen mod en horisont som forekom uendelig.

Men snart blev jeg konfront ere t med de t samme spørgsmål. Jeg

troede, a t jeg så a t sige kunne høre hjemme i mig selv. Men samfunde

t a r æ ver en na tionalit e t, en identit e t, en adresse, e t st ed

a t be t ale ska t, en familie a t besøge og en partner a t v æ re sammen

med. Og dé t har v æ re t en konflikt for mig. Jeg kan ikke leve

op til kravene og har æ rligt t alt aldrig haf t behov for de t. De fl est e

af mine forhold har haf t funktion af en base, jeg kunne t age hen

til. Men jeg udfoldede aldrig min personlighed, for jeg var konst ant

ved a t t age afst ed igen. Jeg identificerede mig aldrig med ande t

end mit arbejde, fordi jeg ville v æ re utilkny t t e t – og folk kaldt e mig

egoist.

Hele live t har jeg v æ re t i bev æ gelse, selv da jeg boede sammen

med mine for æ ldre. Vi blev aldrig e t st ed i mere end tre år.

Venner kom til, og jeg drog videre. De var kede af de t, og jeg var

nådesløs. Men de t ske t e også en gang, a t jeg følt e mig ensom, og

de t sa t t e sine spor. De t ske t e, da min familie fly t t ede til Argentina.

De t var ikke en fly tning som dem, hvor man bliver pr æ sent ere t

for nye klassekammera t er i en ny skole, og hvor man med de t

samme ved, hvem der er de seje, og hvem der er de kedelige. Jeg

voksede op sammen med to brødre og synt es, de t var kedeligt

a t v æ re sammen med piger og snakke om neglelak og frisurer, så

jeg gik hen til de argentinske drenge for a t snakke med dem. Men

jeg blev skubbe t tilbage. Piger skulle ikke omgås drenge, l æ rt e

jeg, men de t var for sent, mit image var ødelagt, og jeg var dømt

til ensomhed. Gennem alle mine oplevelser med nye omgivelser

v æ nnede jeg mig til a t indt age iagt t agerens position. Jeg dannede

mig en mening om de nye omgivelser og handlede ud fra den. Men

i Argentina blev jeg se t ned på af en grund, jeg ikke forstod, eller

af e t samfund der ikke forstod mig. Jeg vendt e mig indad, holdt op

med a t spise og begyndt e a t bek æ mpe mit ege t køn.

Siden begyndt e jeg bevidst a t leve e t nomadisk liv. Vel var jeg

rodløs, men hist og her havde jeg e t tilhørsforhold, en forbindelse

til nogle fyre, e t st ed, e t liv. Men jeg var beskuer. Og de t gjorde

mig magtfuld. Jeg kunne jo altid gå igen – og de t gav n æ ring til

mit arbejde. I arbejde t fandt jeg hjem. I arbejde t skabt e jeg e t rum,

ua æ ngigt af hvor jeg var. Rumme t kan st adig udforskes, og

derfra kan der st adig skabes små kunstneriske og int ellektuelle

mirakler. Og kunst fører trods alt også til kommunika tion og f æ llesskab.

Er der overhovede t nogen, der efterlyser ande t og mere

af kunstneren? Er de t ikke ne top e t af kunstnerens fortrin, a t

hun kan optr æ de, skabe og handle i de omgivelser, der nu engang

omgiver hende?

København, januar 2010, FATOU KANDE SENGHOR: Mit navn er

Fa tou. Jeg t æ nker højt over begreber som tilhørsforhold og samhørighed.

Den kamp, man skal igennem for a t VÆRE, er den rigtige. I en

verden, hvor masker, snilde, fiduser og smut veje er til salg, er de t

of t e løf t e t om en gra tis tur til himlen, der vil gøre dit liv til e t helvede.

Derfor, gå ind i kampen for a t skabe dit liv. Hvis man søger a t

v æ re, så kr æ ver de t, a t man søger nogle be t ydelige komponent er

(nogle gange gennem hele live t) og derefter kombinerer dem med

hinanden. De t er de t, mange af os kunstnere gør i vores liv, ved a t

rejse, opdage, udveksle, undervise, l æ re, undersøge og dele, så vores

kunst v æ rker bliver til våben, redskaber og kilder, lige så mege t

“For nylig brød jeg med alle forbindelser fra et tidligere liv,

da jeg oplevede det som begrænsende og ønskede at

finde mit virkelige jeg. Jeg begyndte rejsen mod en

horisont, som forekom uendelig.”

som æ st e tik. Og i dag, ligegyldigt hvor vi t ager hen i live t, passer vi

ind. VI ER. Vi passer ind, fordi vi Gud ske lov har accept ere t spille

ts regler. VI ER, fordi vi har fåe t en opskrif t ved a t have samle t

ingredienserne. Og hver enest e af os har vores egen opskrif t til a t

transcendere virkeligheden.

Når jeg ser tilbage på min livsbane og ønske t om a t finde ind til

sandheden, kreativit e t en, live t, så går de t op for mig, hvor mege t

hjert e jeg har lagt i a t v æ re verdensborger, samtidigt med, a t jeg

kommer fra e t st ed som mit hjert e har s æ rlig k æ rt, e t st ed som

jeg ikke vil by t t e for noge t i verden. Selvfølgelig var de t nødvendigt

med kammera tskaber, og derfor valgt e jeg Kwame Nkrumah,

Leopold Sedar Senghor, Aimé Césaire, W.E.B. du Bois, Cheikh Ant a

Diop og andres selskab til a t sk æ rpe t æ nkningen og de t eorier,

som jeg hvert øjeblik kunne verificere ude i marken. Der kom så

mange svar, som søgt e a t lindre live ts m æ rker. Så mange svar blev

tilbudt hen ad vejen. De t er belønningen for, a t jeg valgt e a t rejse

rundt.

Som barn var de t smert efuldt a t bryde op fra venner, som jeg

havde sv æ rge t troskab til for live t. Men selvom mine for æ ldre var

rejsende, var forbindelsen til basen der hele tiden. Tålmodigt vent

ende på, a t frugt en skulle blive moden. Så kom tiden, hvor basen

i modernit e t ens navn kunne virke som e t ernt st ed a t vende

tilbage til. Jeg var i en proces med a t ’bev æ ge mig fremad’, følge

strømmen, surfe mellem skyskrabere, fancy café er, indkøbscentre,

langsomt kørende bagved kraf t fulde motorer i e t organisere t rum,

som jeg følt e jeg bidrog til. Men til sidst, da jeg havde leve t de

andres liv, vandre t rundt, lånt noge t gammelt, noge t ny t, noge t

Tvillingerne Senghor som sp æ de, med far, mor og most er. Fra v æ rke t: Bedst emors v æ g - digt, 2010.


Tvillingerne Senghor, fra v æ rke t: Bedst emors v æ g - digt, 2010

dansk og noge t fra Burkina Faso, begyndt e mine egne af tryk a t

rot ere om mig gennem drømme, som drog gamle minder frem

om duf t e, lyde, billeder, smagsindtryk. Da dé t ske t e, var de t de t

perfekt e tidspunkt a t vende tilbage og slå mig ned. Jeg slog mig

ned blandt mine egne med en entusiasme, som overraskede min

omgangskreds, der opfordrede unge til a t flygt e fra den økonomiske

tørke i Afrika. Men jeg genskabt e e t udsøgt univers, alt imens

jeg gravede dybere ned i den afrikanske jord og plant ede mine

rødder. Jeg slubrede dyrebare øjeblikke og ritualer i mig igen og

igen. N æ gt ede dikotomien mellem forf æ drenes arv og muslimske

skikke, kombinerede dem på forunderlig vis, lod dem v æ re i mig og

fortrød de t aldrig. Jeg løf t ede mig selv op over frygt en og uvidenheden

og valgt e tilhørsforholde t.

Jeg ser mig selv som e t tr æ . Et sundt tr æ med blade som er

spiselige. K æ re Senghor, k æ re Nkrumah, k æ re Césiare, k æ re du

Bois, k æ re Diop, I havde re t: Den besejredes gud bliver vinderens

dj æ vel, den hånd som giver er den hånd, som befaler. Vi véd, og

vi vil ikke vent e med h æ nderne tomme til brydekampen st art er,

vi vil v æ re derude og åbne øjne, sind og hjert er, så folk vil v æ lge

æ rlighed, virkelighed og til sidst l æ re, hvordan man tr æ kker vejre t

og lever. Lad sandheden blive sagt.

De t er indlysende,

S æ t dig ved bedst emors v æ g, hvis du vil vide hvem, hvad og

hvor om tingene, og så vil du måske opdage hvorfor. Bedst emor

ville altid lade én v æ re alene i stuen for a t m æ rke ens forf æ dre eft

er e t l æ ngere frav æ r. Da vi var børn, sad vi dér i stilhed, fnisende,

og vent ede på a t blive sluppe t fra forf æ drenes greb. Og så husker

jeg, hvordan jeg l æ ngt es efter disse spirituelle øjeblikke af forbunde

thed, når kulden skar gennem mit kød i byer, som n æ gt ede a t

blive fortrolige med mig.

De t er indlysende,

Bedst emor vidst e godt, a t vi ikke ville komme så langt uden

e t refill. Hun vidst e, vi ville komme tilbage. Omhyggeligt samlede

hun st ykkerne og h æ ngt e dem op på v æ ggen. Vi var nødt til a t

komme tilbage til hendes v æ g og t age e t dybere og bedre kig på

fotografierne og på sporene fra fortiden, for a t få fa t i energien, i

overbevisningen, i brøle t… for a t forst å, hvordan vi skulle forsvare

os, hvordan vi skulle holde st and, hvordan vi skulle genforhandle…

De t er indlysende,

Fodtrinene kunne fort æ lle historien om denne familie, denne

klan, denne na tion: Hvem vi var engang, hvad vi er på vej hen til,

hvis vi ikke tilføjer vores m æ rke til hendes v æ g. De t t e indebar a t

holde v æ ggen i live og bidrage til den, de t indebar a t t age ansvar

for a t v æ re en del af noge t større end os selv, som kunne skade os

eller besky t t e os, a æ ngig af, hvordan vi håndt erede informa tionen.

De t er indlysende,

tiden er inde…

Dakar, januar 2010, Etienne James Senghor (den t villingebror,

der bor i USA, red.) komment erer not en “BEDSTE MORS VÆG -

DIGT": “De t er indlysende.

I enhver situa tion repr æ sent erer jeg den anden. Hjemme, hvor

jeg blev født, er jeg den vestliggjorde anden. Der hvor jeg be t aler

ska t, er jeg den uddannede eksotiske anden.

Den dag jeg forlod mit hjem, forkast ede jeg ikke mit barndomshjems

struktur. Jeg valgt e blot min ska t t eadresse som domicil.

Min t villingebror slog sig ned i Senegal. Vi er forskellige og

ens. Nogle gange sk æ ndes vi - fordi jeg n æ gt er a t forherlige mine

rødder. Febrilsk forsøger jeg a t huske vores ritualer. Men i virkeligheden

har jeg glemt dem. Eller forandre t dem. Jeg arbejder på

a t tilpasse dem til den nye ska t t eadresse og de strukturer, der

hører den til. Jeg forsøger a t kombinere den eksist erende struktur

med stumper og st ykker fra en anden struktur - mine for æ ldres

ritualer. Jeg forsøger a t skabe enshed og forskel derhjemme og

derhjemme.

Men ok... ritualerne udgør en dybde, som lokkende kalder under

mine usikre fødder.”

Istanbul, februar 2010, JOHANNA DOMKE: Mit navn er Johanna

– e t gammeldags navn, som i disse dage igen er bleve t popul æ rt.

Men i min barndom mødt e jeg aldrig nogen med samme navn –

“Jeg ser mig selv som et træ. Et sundt træ med blade som

er spiselige. Kære Senghor, kære Nkrurnah, kære Césiare

(...)I havde ret: Den besejredes gud bliver vinderens djævel,

den hånd som giver er den hånd, der befaler.”

eller allerhøjst en eller to gange, og de t gav mig kuldegysninger.

Hvorfor var jeg ikke unik!? Da jeg var pige, begyndt e folk a t kalde

mig Hanni, da mine for æ ldre nok synt es, de t var sådan e t æ rligt

navn, og de t navn bruger mine få barndomsvenner den dag i dag.

På e t tidspunkt blev de t til Honey i forbindelse med en k æ rest e.

Hanni var en lillebit t e pige, som altid var en anelse for t ynd, og

som elskede a t lege ligesom drengene og altid havde e t favorittr

æ , som hun ville kla tre op i for a t gemme sig og drømme. Hendes

mor forsøgt e a t give hende kjoler på, men gav op, da kjolerne

alligevel ikke passede sammen med pigens kort e hår og de blå

m æ rker på hendes arme og kn æ . Hun var faktisk en smule genert,

men hun havde sine meningers mod. Hun kunne finde på a t

gemme sig en hel dag for a t få bevis for, a t der faktisk var nogen,

som holdt af hende. Men når hendes æ ldre bror kom for t æ t på

hende, gav hun sig til a t kradse ham og skrige – også selv om han

ikke var ude på a t genere hende. Hanni og hendes familie fly t t ede

of t e, og i forbindelse med e t skif t af omgivelser beslut t ede hun

sig for a t blive Jojo. Jojo havde fåe t langt hår, som hun sa t t e op i

en hest ehale bag de t ene øre, som en lille cirkusakroba t, og hun

elskede farverige klude. Hun var lidt af en hoppebold, en Jojo, som

stødt e hovede t ind i for mange ting og st ak n æ sen for dybt ned

i ting – og endt e med a t falde på halen. Hun havde sv æ rt ved a t

ly t t e til autorit e t er og hjalp sine venner med a t sige deres mening.

Hun var i fuld gang med a t dist ancere sig fra sin familie for a t finde

sin egen sti, da hun blev kast e t tilbage som en Jojo, som pludselig

bliver grebe t af den hånd, som ellers får den til a t flyve gennem

luf t en. Hun fly t t ede langt v æ k med familien, og de t samfund, hun


fly t t ede til, var ikke noge t spejl for hende – hun ville ikke engang

se ind i de t. Og således blev Jojo til Jo – kun halvdelen af den, hun

var. Jo var en v æ ske som ikke ville opløses i vand, og som blev

bragt l æ ngere og l æ ngere ud på have t af bølgerne, indtil hun ikke

mere kunne se kyst en. Kamp og vilje fi k hende til a t strande i e t

ernt land. Hun var vokse t og var klar til a t t age sine n æ st e skridt

som Johanna.

Pludselig opdagede jeg mit navns kvalit e t er – de t er sj æ ldent

men int erna tionalt, og hvert sprog farver de t med sin egen farve.

Jeg maskerede den spanske udgave – Juana. Jeg følt e mig begr

æ nse t af denne na tions ramme, og dens måde a t udt ale mit

navn på var en kr æ nkelse. Jeg følt e mig godt tilpas ved de t svenske

Johanna (hvor man udt aler a’erne n æ st en som o’er). De t lyder

en smule anonymt, og de t er lige sådan svenskerne er – men de

giver en e t ege t rum. Alle engelske versioner af mit navn JohAnna

med e t langt A er sjove men lidt vulg æ re, og danskerne forsøger

altid a t gøre de t til Johanne, hvilke t jeg forsøger a t st å imod. Jeg

synes, a t mit navn bør beholde sin st yrke med e t A i slutningen.

Jeg forelskede mig i en t yrkisk dreng, som kaldt e mig Joanna uden

e t h og e t st emt J. De t fi k mig til a t vågne op til e t liv, som følt es

som en bred horisont, som uberørt sne. Jeg fylder de t t e nye navn

med nye oplevelser, jeg lever med de t – og jeg g æ t t er på, de t er

de t, der er mig nu.

Forleden dag overv æ rede jeg en diskussion mellem en person,

som var fly t t e t fra sit land, fordi han af forskellige grunde

foragt ede sit oprindelsesst ed, og en person som boede i sit ege t

land, og som despera t ønskede a t fly t t e til den anden persons

hjemland. De var begge ulykkelige i den kont ekst, de var født ind i

og ønskede a t dist ancere sig fra deres respektive tilhørsst eder. Da

den ene var utilfreds med de t st ed den anden l æ ngt es efter, fi k

de t mig til a t spekulere på, hvad de t t e begreb om de t ande t st ed

i grunden d æ kker over? Hvad best år denne higen efter a t v æ re e t

ande t st ed i? Hvad er de t, vi ønsker? Ikke a t skulle rela t ere til sin

egen kont ekst? Den østrigske forfa t t er Thomas Bernhard fly t t ede

til Spanien på e t tidspunkt i sit liv, hvor han ikke kunne fordrage

a t ly t t e til de middelmådige samtaler, han blev udsa t for, når han

sad på barer og cafe er i Wien. Han nød lyden af spansk, lige indtil

de t gik op for ham, a t han var fly t t e t langt v æ k blot for a t blive

konfront ere t med en kode t version af den samme kedsommelighed

som den, der havde fåe t ham til a t forlade Østrig. Men af en

eller anden grund var de t nemmere a t b æ re, da der ikke var nogen

trang til identifi ka tion. De t var endda en trøst a t generalisere og

skabe ka t egorier, for de lokale omgivelser gjorde de t nemt a t

handle i den fremmede kont ekst.

Med denne følelse af utilkny t t e thed er vi i st and til a t klare

situa tioner, som ville give anledning til en konflikt for os i vores

egen kont ekst, fordi vi ville skulle rela t ere til dem. De t er denne

forestilling, som bliver indbegrebe t af den anden for os, som er

t ålelig, ne top fordi den ikke vedrører os. Vi bev æ ger os i denne

sf æ re ligesom i en opløsning, som er uigennemtr æ ngelig for os.

Men hvem er vi i denne herme tisk lukkede tilst and? Vi vil ikke v æ re

en repr æ sent ant for den oprindelse, som vi har lagt bag os, og vi

vil ikke smelt e sammen med de nye omgivelser. De t er generelt

denne tilst and, vi stiler efter – nogle gange endda uden selv a t

vide de t. Vi v æ lger a t t age af st ed ud fra en misbilligelse af noge t,

som vi bliver konfront ere t med igen i en ny form, og beslut t er os

for a t accept ere de t t e. Se t gennem eksotismens farvefulde briller,

kan vi endda godt lide de t, som vi ellers ville foragt e i vores egen

kont ekst. De t er som om de krydderier, vi aldrig brød os om i vores

ege t køkken, pludselig får en anden smag i de t fremmede lands

køkken.

Hvor er jeg? Jeg befinder mig i denne her mands hus. Han

arbejder for kulturminist erie t og kan lide de t projekt, som jeg

arbejder på – han siger, jeg skal bruge hans hjem som e t a t elier,

mens han er ude a t arbejde. Jeg har ikke noge t arbejdsst ed, så

de t er derfor, jeg er her. Men mens jeg er her, kan jeg ikke holde op

med a t t æ nke på denne mands liv. Ved siden af mig st år en skål

med suppe, som er spist halv t op – sandsynligvis fra i går af t es.

Sporene forts æ t t er til sofaen, hvor der ligger en st ak appelsinskaller,

som dokument a tion for en af t en med god og sund underholdning.

Denne fyr elsker a t ryge – der ligger en masse piber og

tobak rundt omkring. Men der findes ikke nogen bedre måde a t

l æ re en person a t kende på end ved a t t age e t kig på bogreolen.

De t er ikke så mege t bøgernes titler som jeg er int eressere t i – de

“Pludselig opdagede jeg mit navns kvaliteter - det er

sjældent, men internationalt, og hvert sprog farver

det med sin egen farve.”

fl est e er på t yrkisk, og jeg forst år kun de int erna tionale koder som

urbanit e t, modernit e t, ideologi… f æ lleslinke t mellem alle kulturarbejdere.

De t er snarere de t, som er gemt v æ k imellem bøgerne,

som tiltr æ kker sig min opm æ rksomhed. En t egning, e t foto, e t

postkort, en plastpose med noge t indhold, som ikke fandt noge t

ande t st ed a t bo. Disse mere personlige genst ande giver st ede t

en følelse af noge t st a tisk – som om der er t ale om e t liv, som

pludselig stoppede i al stilhed. Personen, som spiser suppen og

appelsinerne, ryger pibe og bladrer sine bøger igennem, er frav æ -

rende, men samtidig mege t tilst edev æ rende, som følge af sine

personlige spor. Mine t anker drages af tingenes tilst edev æ relse,

l æ gger forbindelser mellem dem og dukker op som små historier

eller personlige bekendelser. Jeg er vant til a t bev æ ge mig rundt i

andre menneskers personlige rum, og de t er virkelig forblø ende,

hvordan en person kan v æ re tilst ede på forskellige måder, alt

imens vedkommende er bort e. At tr æ nge ind i denne sf æ re s æ t t er

altid en friktion i gang, som af t ager i t akt med den tid, du bruger

på denne energi. Lidt efter lidt giver din egen anerkendelse af

st ede t og den anden person dig plads til a t forme dig selv igen –

man indånder en andens luf t og udånder den igen som noge t, der

er mere dig nu end før.

Dakar, februar 2010, FATOU KANDE SENGHOR: Hvad t æ nker du

på? Konceptualisering af st eder. Du tilhører mig

Jeg stod i kø i Dakars int erna tionale luf thavn. Bedrøve t tog en

midaldrende mand afsked med sin kone og sine små børn, og han

efterlod dem uden a t vende sig om en sidst e gang for a t fastholde

e t billede af perfektion. Senere så jeg ham igen, da vi landede i

København, hvor han skif t ede til noge t varmere tøj, så han kunne

give sig i kast med den kolde vint er, som lå i vent e. Der var virkelig


koldt, og der var falde t mere sne, end lande t havde opleve t i lang,

lang tid. Han passerede os, hans ansigt havde skif t e t til en anden

form, og han var klar til a t v æ re ’denne her’ immigrant, langt v æ k

hjemmefra, som var t age t af st ed for a t brødføde sine egne. Jeg

beundrer de t t e øjeblik, hvor man gør de t, man skal gøre. Når man

v æ lger opofring, ensomhed, nost algi, selvforn æ gt else og hårdt

arbejde for a t opnå e t bedre liv.

I den f æ lles tro derhjemme, hvor han og jeg kommer fra, er

hjemme ikke e t st ed, man handler med. Senegaleserne er flit tige

rejsende, og de er spredt over hele verden, men ligegyldigt hvor de

ender henne, så holder de fast i de t, jeg kalder for deres ridsninger,

alt imens de str æ ber efter a t v æ re bedre verdensborgere. De lever

lykkeligt e t st ed, de kalder hjem for en kort tid, og slider i de t i

andre verdensdele de t mest e af tiden.

De t er nok e t udbredt ordsprog i de fl est e kulturer a t “verden

er lille”, og man kunne tilføje “i dag mere end nogensinde”, så

de t er nok selvsagt, a t de fl est e af os er klar over, a t st eder og

kulturer st år overfor nogle skif t, som vi ikke l æ ngere kan ignorere.

Folk fly t t er rundt. Eller burde jeg sige: Folk fly t t er st adigv æ k rundt.

De medbringer dele af deres arv og tilføjer dem til andre folks arv,

som også er fly t t e t v æ k fra andre st eder for a t bygge nye f æ llesskaber,

nye økonomier. Gr æ nserne er skudt i småstumper eller har

genskabt sig selv omkring nye koncept er, hvorved de bevirker, a t

kulturer bliver omdefinere t i disse nye områder.

Når vi s æ t t er spørgsmålst egn ved historien, bliver vi klar over,

a t de t er migra tionens bølger, som har forme t de t unikke ved e t

st ed. Historien fremmanes for dens fortids skyld, og alligevel er

vi fortsa t midt i skabelsen af denne historie. Derfor har vi bevis

for, a t int e t st ed kan v æ re eksklusiv t i forhold til e t ande t st ed.

Folkeslag krydser st adigv æ k gr æ nser i stor stil, og de bidrager til

en omskabelse af geografien. De t er kun indlysende a t kultur også

følger de t t e mønst er. Den historiske sammenblanding har generere

t kosmopolit anisme i århundreder. Den senegalesiske immigrant,

som jeg så i luf thavnen, hvor han efterlod sin k æ re familie, er ikke

en af de immigrant er, som i dag tror på kosmopolit anisme. Af de

få ord, vi udvekslede, fremgik de t, a t han havde e t problem med

danskerne, som tilbød ham arbejde, men samtidig n æ gt ede a t

have noge t med ham a t gøre. Han fort alt e, a t de t mindede ham

om e t bal engang, da en ung mand i en bl æ ndende smoking og

skinnende sko gik gennem dansesalen, mens alles øjne hvilede på

ham, og bød en fant astisk ung dame op til dans med en kompliment,

hvorefter hun afslog invit a tionen med de t varmest e smil og

fortsa t t e sin samtale med veninderne. Me t aforen sa t t e sig som

tristhed i hans ansigt, og så gik han sin vej. De fl est e af m æ ndene

fra denne genera tion, som har forladt Senegal for en stund, tror

ikke på global kultur. De har brug for, a t deres arvinger er dybt

forankrede, inden de omfavner andre kulturer. Of t e v æ lger de a t

holde deres familie i en oprindelig kont ekst og gå gennem smert en

ved a t v æ re v æ k fra dem. Man siger, de t hj æ lper dem med a t fokusere

på målene. De t er som om de st eder, som byder dem velkommen,

gør modst and mod de ny tilkomnes spor. Deres s æ dvaner,

deres tro og religiøse praksis, deres hudfarve.

Nogle af immigrant erne siger – som e t forsvar – “Hvem ville

dog opfostre en familie e t sådant st ed. Er dialogen overhovede t

mulig?” Dertil siger jeg, a t jeg tror, a t e t hjem er sk æ bnebest emt,

a t de t er alle st eder og ingen st eder, så hvorfor bruge kr æ f t er

på a t genskabe é t hjem eller én hjemst avn i minia tureudgave e t

ande t st ed?

Svare t lyder: “Hvordan kan vi lade som om, vi ikke bor i ghe ttoer

på disse st eder, som har brug for vores arbejdskraf t. I unge

er overbevist e om, a t I passer ind alle vegne, og a t I har fåe t lige

vilkår, men vi ved, a t de t ikke g æ lder for os.” Afrika er sådan e t

komplekst st ed. Kontinent e t frigiver sine sønner og døtre til

rest en af verden, og tilbage i lande t st år de ts folkeslag overfor

kampen om identit e t og tilhørsforhold. Nogle n æ gt er a t st å

sammen eller åbne op, nogle mist er de bedst e v æ rdier fra deres

f æ llesskaber og er ude af st and til a t holde fast i deres ungdom.

De t er som ønsker de a t blive universelle m æ nd og kvinder. Nogle

trues af nye t eknologier. Afrika har st adig e t image som e t st ed,

hvor identit e t ikke rigtigt er noge t issue.

Goree Island, marts 2010, FATOU KANDE SENGHOR: “Jeg tilhører

dig?????” Æ gt eskab og død.

Vi sv æ rger for vores elskede: “Jeg tilhører dig,” og den elskede

“Når jeg er død, så mind alle om, hvor dyrebar Afrika var i mit

hjerte. Og om, hvordan mit liv var en smuk halskæde lavet af

de perler, jeg fandt hist og pist rundt omkring i verden.”

svarer os fra dybt inde i sine øjne: “Jeg tilhører også dig, jeg er helt

igennem din, jeg vil dø for dig. I k æ rligheden går be t ydningen af a t

høre til hinsides menneskelig geografi, og de t mest e af tiden er

de t ud fra ren og sk æ r oprigtighed, a t vi ikke kan sv æ rge troskab

til en na tion, e t f æ llesskab, en klan, e t st ed. Geografi og kultur

kan blive til en trussel for den homo sapiens, som vi er i denne tid.

I sådanne forhold ved vores ansvarlighed, hvad der st år på spil, vi

er os bevidst e om graden af engagement, derfor bek æ mper vi den

følelsesløshed og henrykkelse, som kun sand k æ rlighed og lidenskab

kan bevirke. Vi ønsker a t v æ re rodf æ st e t e t st ed til en vis

grad, og alligevel l æ nges vi efter horisont er, hvor vi ville v æ re frie

til a t formulere egne ønsker og behov. Vores ege t koncept af hjem,

land, identit e t, er omgive t af modsigelser, mens vi k æ mper med

den anden, som allerede er os af grunde, som vi tror, vi ønsker

a t holde int akt e, men som vi ønsker skal v æ re mere universelle.

I en sand k æ rlighedsa æ re derimod str æ ber vi efter en sammensmeltning

i vores forskellighed. De t er lidenskab, ja, som er en

sådan forenings v æ ske. V æ sken har holdt sammen på de fl est e af

de æ gt eskaber ,som jeg kender til, inklusiv mit ege t. Holdt dem fra

a t gå i forskellige re tninger, indtil de når urozonen, du ved, de t t e

øjeblik, hvor individerne har brug for luf t efter a t have dv æ le t i en

dyb forbindelse i så lang tid, og så int enst. I k æ rlighedens navn, i

ens idealismes navn.

Jeg fascineres af æ gt eskabe t, af denne forening af to individer

i den hellige æ gt est and. Vi æ gt er en anden og må udfordre

individualit e t en med de t nye ’vi’. Opgaven bliver personlig, lokalt

og globalt, mens ’vi’ sigt er efter salighed og samhørighed. Kæ rligheden

river os ud af balance og æ ndrer vores forhold til identit e t

og tilhørsforhold. Den slører vores dømmekraf t, og vores kulturelle

identit e t bliver forbunde t med e t ande t individ, som også har en


sløre t dømmekraf t. ’Vi’ opgiver st eder og laver af t aler om e t f æ lles

ny t st ed, vi skal v æ re. Sådan er de t, til live t forlader os. Så vil vi

gerne sendes hjem igen, hjem til de t område, hvor vi fi k vores rødder

og hvor fl ere husker os, vores navn og hvad vi stod for.

Når jeg er død, så svøb mig i sort fløjl med gyldne bogst aver fra

den hellige koran, ligesom Ousmane Sembe. Når jeg er død, så

begrav mig ved siden af den elskede og lad mine døtre komme til

mig dagen efter, så snart dagen gryr, for a t synge vores k æ rlighedshymne

og h æ lde vand på min grav. Når jeg er død, så mind

alle om, hvor dyrebar Afrika var i mit hjert e. Og om hvordan mit

liv var en smuk halsk æ de lave t af de perler, jeg fandt hist og pist

rundt omkring i verden.

Johanna Domke er født i Kiel i 1978, men tog sin afgangseksamen

fra Det Kgl. Danske Kunstakademi i 2006 og bor

og arbejder i dag i København, Berlin og Istanbul. Inden da

studerede hun ved Muthesius Kunsthochschule i Kiel og på

Kunsthögskolan i Malmø. I 2003 modtog hun publikumsprisen

ved ZKM Internationaler Medienkunstpreis for værket

Let the Wind Blow og Brockmannprisen fra Stadtgalerie

Kiel. Johanna Domke beskæftiger sig med individuelle og

kollektive handlingsmønstre i konkrete situationer i det

o entlige rum, hvor mennesker er underlagt overordnede

sociale mønstre og systemer. Selvom de portræ tterede

mennesker står midt i et menneskemylder eller sover side

om side, synes de alligevel at befinde sig i et eget afgrænset

rum, skabt af Domkes kamera: Hverdagens travlhed er

trukket helt ud af de trafikale knudepunkter, som almindeligvis

emmer af liv, støj og aktivitet. Med dette greb bliver

de filmiske fort ællinger små fort æ ttede stilbilleder, som i

de korte øjeblikke de fastholdes af kameraet, får et eget

liv uden for den kontekst, de er optaget i.

Fatou Kande Senghor er kunstnernavnet for Fatoumata

Bintou Kande født 1971 i Dakar, Senegal. Fatou Kande

Senghors opvækst i en række afrikanske og europæiske

lande har givet hende en enestående kulturel spændvidde

og indføling med forskelligartede nuancer og traditioner,

som går igen i flere af hendes værker. Hendes konceptuelle

kunst tager ofte form af ’artscience’, et videnskabeligt

eksperiment, der afdækker temaer som økologi, miljø,

moderne teknologi, teknik og politik. Den nuværende base

for hendes kunstneriske udforskning er Waru Studio i Dakar

– et navn der understreger, hvad det handler; på lokalsproget

wolof betyder ’Waru’ nemlig ’forundring’. Fatou Kande

Senghor er ikke tilhænger af kunst for kunstens egen

skyld, men er overbevist om, at kunst er et e ektivt våben

i kampen for at behandle og løse mange af Afrikas problemer.

Helt konkret bruger Fatou Kande Senghor medier som

fotografi, video og print til at skabe øget bevidsthed om

sine målsæ tninger.

Fa tou Kande Senghor under arbejde t med hendes og Johanna Domkes inst alla tion Bedst emors v æ g-digt, 2010.

Hooray! Your file is uploaded and ready to be published.

Saved successfully!

Ooh no, something went wrong!