DARFUR – En overset konflikt? - IPmonopolet

TEMA: DARFUR 

EN 

OVERSET 

KONLIKT? 

IPMONOPOLET 

SÆTTER I DENNE 

UDGAVE FOKUS PÅ DEN 

VEDVARENDE KONFLIKT 

I SUDAN OG HERUNDER 

I SÆRDELESHED KONFLIKTEN I 

DARFUR. LÆS BL.A.: 

DARFUR VENTER STADIG PÅ VESTEN 

SIDE 5. 

KAN FN BRINGE FRED TIL DARFUR? 

SIDE 10. 

UDBLIK 

KRISEN I BURMA – KINAS ROLLE 

SE SIDE 19. 

MONOPOLET 

LYKKETOFT VS. SØREN PIND. 

HÅNDTERES KONFLIKTEN I DARFUR 

OPTIMALT? SE SIDE 30. 

SYNSPUNKT 

INTERVIEW MED STEPHEN WALT: 

THE ISRAEL LOBBY! 

“ 

IPMONOPOLET.DK ° ÅRGANG 1 ° NUMMER 1 ° 1. UDGAVE 

IPMONOPOLET 

The neoconservatives are a key component in the 

Israel lobby, not a separate element. Many of them 

have worked for or have connections to key groups 

in the lobby, such as Washington Institute for Near 

East Policy, JINSA, AEI, and the Project for a 

New American Century. 

LÆS MERE SIDE 32.

LEDER 

Velkommen til det nye tidsskrift for International Politik 

- IPmonopolet. 

Ideen bag IPmonopolet opstod på en studietur til New York, hvor vi blandt 

andet besøgte Time Magazine. Besøget bestod i at overvære et redaktionsmøde 

samt en briefing om den seneste udvikling i Irak, af deres netop hjemvendte 

Irak-korrespondent. Atmosfæren på Time var helt unik - international, 

mangfoldig og kompetent. Redaktionsmødet gjorde specielt indtryk 

på os. Stemningen var afslappet, men mødet foregik alligevel på et højt 

journalistisk niveau. 

Besøget på Time gav os ideen til at starte vores eget studentertidsskrift, der 

på en tilgængelig måde skulle være et forum for international politik. Samtidig 

blev vi imponerede over vores medstuderendes beretninger om diverse 

bachelorprojekter og specialer og blev dermed gjort opmærksomme på den 

store viden, der kontinuerligt arkiveres uden at komme offentligheden til 

gode. 

Tanken bag tidsskriftet altså er en kombination af ønsket om at lave et aktuelt 

internationalt tidsskrift og samtidig give studerende en platform for 

at komme ud til offentligheden med deres bachelorprojekter og specialer i 

et tilgængeligt format. Udgangspunktet er således at give danskere med en 

interesse for international politik en mulighed for at få indsigt i den store 

viden, der genereres af bachelor- og specialestuderende og som sjældent når 

ud til offentligheden. 

IPmonopolet er i udgangspunktet apolitiske af natur, men det betyder ikke 

at meninger ikke kommer til udtryk. Tværtimod. Vi åbner en brugerflade for 

interaktion, for debat og for meningsdannelse. 

Første nummer 

IPmonopolets første udgivelse fokuserer på Darfur - et tema, der til stadighed 

vækker debat. Konflikten i Darfur har været på den internationale 

dagsorden i adskillige år, men hvorfor denne tilsyneladende inerti? 

Hvorfor har det internationale samfund ikke reageret for alvor? Hvilke 

mekanismer er afgørende for den humanitære intervention som så mange 

efterspørger? Hvilke interesser er på spil? Vi stiller skarpt på konflikten og 

det internationale samfunds reaktion.I sektionen Udblik sætter vi fokus på 

aktuelle internationale udviklinger. Ph.d. studerende Camilla T.N. Sørensens, 

skriver om Kinas håndtering af konflikten i Myanmar/Burma; forsker 

Stig Toft Madsens om udviklingen i Pakistan efter Bhutto; seniorforsker 

Jørgen Stauns om Ruslands forestående præsidentvalg; og ph.d. studerende 

Thomas Mandrup om den politiske situation i Sydafrika efter valget af den 

korruptionsanklagede Jakob Zuma til formandsposten i ANC.Læs også sektionen 

Monopolet, hvor Søren Pind og Mogens Lykketoft diskuterer Darfur 

og sektionen Synspunkt, hvor Harvard professor Stephen Walt interviewes 

om hans syn på den jødiske lobbys indflydelse i USA. 

Vi ønsker alle en god fornøjelse med dette nye tidsskrift og håber at se jer 

den 12. februar på Idealbar i København til en spændende debat om humanitær 

intervention med bl.a. Morten Kjærum, Peter Viggo Jakobsen og 

Martin Mennecke i panelet. Dørene åbner kl. 19.00. 

Den ansvarshavende redaktion 

Simon 

Gravers Jacobsen 

Stud. Scient. Pol. , 

Københavns Universitet 

Ansvarshavende 

Chefredaktør, IP Monopolet 

Stig 

Tackmann 

Stud. Scient. Pol., 

Københavns Universitet 

Ansvarshavende 

Chefredaktør, IP Monopolet 

2

INDHOLD 

LEDER 2 

TEMA 4 

DARFUR VENTER STADIG PÅ VESTEN 5 

KAN FN BRINGE FRED TIL DARFUR? 10 

HAR FN, EU OG AU LEVET OP TIL DERES ANSVAR? 12 

UDBLIK 16 

PAKISTAN: KONSTANTE KRISER ELLER NYBRUD? 17 

UDVIKLINGEN I KINAS POLITIK I FORHOLD TIL KRISEN I BURMA 19 

KREML-KLANER I ÅBEN STRID 22 

DEN DAG ANC KRYDSEDE SIT RUBICON? 26 

MONOPOLET 30 

SYNSPUNKT 32 

REDAKTION 34 

3

TEMA 

INTRODUKTION 

DARFUR 

EN OVERSET 

KONFLIKT? 

I denne udgave af IP-monopolet er temaet Sudan 

og konflikten i Darfur. Konflikten i Darfur har 

været på den internationale dagsorden i adskillige 

år, men hvorfor denne tilsyneladende inerti. Hvorfor 

har det internationale samfund ikke reageret? 

Hvilke mekanismer er afgørende for den humanitære 

intervention som så mange efterspørger? 

Hvilke interesser er på spil? Vi stiller skarpt på 

konflikten og det internationale samfunds reaktion. 

God fornøjelse. 

Temaredaktionen 

4

DARFUR venter stadig på vesten 

I Darfur bevæger den blodige konflikt sig snart ind i sit femte år. Omverdenen 

har alt imens betegnet situationen som alt fra ’folkedrab’ til ’verdens værste 

humanitære katastrofe’. Efter flere års uenighed har FN’s Sikkerhedsråd 

besluttet at sende tropper til regionen, og fra januar af skal en hybridstyrke 

af soldater fra Den Afrikanske Union og FN-soldater sætte en stopper for de 

stadige overgreb på civilbefolkningen. Men hvorfor har det været så svært at 

sende hjælp, når der med al tydelighed har været behov for det? Hvorfor har 

man ikke grebet ind langt tidligere? 

Konflikten i Darfur menes at have kostet 

over 200.000 menneskeliv, fordrevet 

to mio. fra deres hjem og gjort 

omkring fire mio. mennesker afhængige af 

nødhjælp (1). Men på et kontinent, som 

mange steder er præget af langt blodigere 

krige, er det ikke omfanget af lidelserne 

som gør, at Darfur skiller sig ud. Konflikten 

i Darfur er udsædvanlig på 

et andet men afgørende punkt: I de 

snart fem år konflikten har varet, 

har det nemlig på intet tidspunkt 

skortet på oplysninger om situ- 

Sudan har i 21 år 

været præget af 

borgerkrig mellem 

Nord- og Sydsudan 

Af Olga Ege og Solvej Berlau 

ationen. Den vestlige verden har været med 

hele vejen og i årenes løb år har konflikten 

fået masser af spalteplads og prime-time 

sendetid. Hele verden har diskuteret om der 

var tale om et folkedrab. Spørgsmålet om 

hvem der kunne, ville og burde gribe ind er 

blevet vendt igen og igen. Alligevel er det 

først for nyligt, at det internationale samfund 

har besluttet at samle en FN-styrke, der skal 

støtte de hårdt trængte soldater fra AU. 

Mange konflikter under samme tag 

Nøglen til at forstå det internationale 

samfunds reaktioner, er konflikten selv. I 

Darfur udbrød der i begyndelsen af 2003 

kampe mellem afrikanske oprørsgrupper 

og arabiske regeringstropper. Oprøret 

var for det første en reaktion på, at den 

sudanske regering i årevis havde ført en 

politik, som fremmede og favoriserede 

regionens arabiske befolkningsgrupper 

på bekostning af de afrikanske. Konflikten 

mellem befolkningsgrupperne 

var yderligere skærpet af, at mængden 

af græsningsarealer og dyrkbar jord i 

Darfur er reduceret pga. Saharaørkenens 

spredning ind i regionen (2). Denne 

udvikling har tvunget landbo- og nomadebefolkningen 

sammen på mindre 

områder, hvilket har været årsag til indbyrdes 

strid om adgang til vand og land. 

Oven i alt dette har Sudan i 21 år været 

præget af borgerkrig mellem Nord- og 

Sydsudan og konflikten i Darfur brød 

ud på et tidspunkt hvor parterne førte 

fredsforhandlinger. Den fredsaftale, som 

med hjælp fra flere internationale aktører 

5

kom på plads, skulle skabe grundlaget for den fremtidige 

magt- og ressourcefordeling i Sudan, men i denne proces 

blev såvel Darfur som andre regioner udelukket. Marginaliseringspolitikken 

og ressourcekonflikten har, kombineret 

med ekskluderingen fra de essentielle forhandlinger, 

ansporet de afrikanske oprørsgrupper i Darfur. 

Regeringens militser og oprørsgrupper 

Den sudanske regerings svar på oprøret i Darfur var at 

erklære regionen i undtagelsestilstand og derefter indlede 

jagten på oprørsgrupperne og deres allierede. Det, der for 

snart fem år siden startede som et oprør, og som blev 

slået tilbage med grove overgreb på den afrikanske civilbefolkning, 

har siden udviklet sig til en kompliceret konflikt. 

Regeringshæren og Janjaweed-militsen er fortsat er 

i konflikt med oprørsgrupperne, men det er vanskeligt at 

vurdere omfanget af Khartoums kontrol over militsen. 

Oprørsgrupperne har til gengæld i mellemtiden delt sig i 

et utal af stridende fraktioner, med hver deres dagsorden. 

Deres overordnede mål er fortsat modstand mod regimet 

og ønsket om lokal indflydelse i Darfur, men vejen til 

at nå det mål, er der langt fra enighed om. Udviklingen 

har vanskeliggjort fredsforhandlinger og spændt ben for 

langsigtede strategier, hvilket den mislykkede fredsaftale 

fra maj 2006 vidner om (3). Under massivt internationalt 

pres underskrev Darfurs største oprørsgruppe Sudan Liberation 

Army (SLM) en fredsaftale med den sudanske regering. 

En fraktion af SLA og den mindre oprørsgruppe 

JEM valgte imidlertid ikke at underskrive, og det skrøbelige 

grundlag holdt da heller ikke længe på freden. De 

nye fraktioner af oprørsgrupperne har brug for materiel i 

form af satellittelefoner og biler, og overfalder som konsekvens 

både nødhjælpsarbejdere og den civile befolkning. 

Taberne er endnu engang de civile, der nu frygter 

både Janjaweed-militsen og oprørsgrupperne (4). 

Fredsforhandlinger i 2007 

I slutningen af oktober 2007 mødtes repræsentanter for 

de stridende parter i Libyen med FN og AU som mæglere. 

Her indledte parterne nye forhandlinger, men prospektet 

for fred er usikkert, fordi flere indflydelsesrige 

oprørsledere afviste at deltage. Nogle udeblev, fordi 

de ikke ville indgå i forhandlinger med regeringen før 

Janjaweed-militsen var afvæbnet, mens andre, pga. interne 

stridigheder, nægtede at sidde ved samme bord som 

visse andre fraktioner af oprørsbevægelsen. Endnu andre 

hævdede, at Libyen ikke var neutral grund og derfor ikke 

kunne huse fredsforhandlingerne. På nuværende tidspunkt 

er udsigterne for forhandlingerne derfor usikre. 

Darfur på dagsordenen 

Således har situationen udviklet sig i løbet af årene, som 

er gået. Men det er som sagt hverken konfliktens omfang 

eller længde som gør Darfur til noget usædvanligt. For 

det er ikke første gang, at en regerings brutale metoder 

rammer en civilbefolkning, at de omkomne skal tælles i 

tusindvis, og at millioner af mennesker er drevet på flugt. 

Det er heller ikke første gang, at det internationale samfund 

undlader at gribe ind i en blodig afrikansk konflikt, 

om hvilket bl.a. folkedrabet i Rwanda er en kronisk påmindelse. 

Som det allerede er blevet påpeget, består det 

usædvanlige i, at konflikten i Darfur overhovedet indfandt 

sig på den internationale dagsorden. 

Det nye Rwanda? 

Efter at konflikten i FN-regi i slutningen af 2003 var 

blevet karakteriseret som én af “verdens værste humanitære 

katastrofer”, blev donorinitiativer iværksat af FN 

og NGO’er for at skabe opmærksomhed omkring ofrene 

(5). At 2004 var 10-året for folkedrabet i Rwanda var 

desuden en slags held i uheld for Darfur – i hvert fald 

hvad angik international opmærksomhed. På mindedagen 

for folkedrabet i Rwanda, havde repræsentanter fra 

det internationale samfund vanskeligt ved at mindes det 

tragiske fravær af handling, uden samtidig at tage stilling 

til den igangværende konflikt i det nærtliggende Darfur. 

At 2004 var 10-året for folkedrabet i 

Rwanda var desuden en slags held i 

uheld for Darfur 

Disse begivenheder satte for alvor Darfur på den internationale 

dagsorden. Verdenspressen udråbte konflikten 

til “det nye Rwanda”, og i sommeren 2004 iværksatte 

den daværende amerikanske udenrigsminister Colin 

Powell en undersøgelse, som skulle afklare, om konflikten 

kunne karakteriseres som et folkedrab (6). Undersøgelsen 

skabte massiv international medieomtale, fordi 

det var første gang at en udefrakommende stat gennemførte 

en sådan undersøgelse i en igangværende konflikt. 

Dernæst vakte det nærmest sensation, da Colin Powell 

konkluderede, at det, som foregik i Darfur, var folkedrab 

- forbrydelsen over dem alle. Det fik dog ingen konkret 

betydning, idet han samtidig fastslog, at USA folkeretligt 

set, ikke var forpligtet til at gribe ind – underforstået heller 

ikke havde til hensigt at handle (7). 

Den amerikanske anklage om folkedrab satte dog ikke en 

stopper for spørgsmålet om konfliktens karakter. Så mens 

6

lodighederne fortsatte i Darfur, iværksatte også FN en 

undersøgelse af, hvilken type konflikt der var tale om 

(8). I modsætning til USA konkluderede FN imidlertid, 

at der ikke var tale om folkedrab. FN kunne ikke finde 

belæg for, at overgrebene blev begået med henblik på 

at udrydde de etnisk afrikanske darfurianere. Ifølge FN 

kunne forbrydelserne i Darfur derfor ikke betegnes som 

folkedrab, men faldt under kategorien “forbrydelser mod 

menneskeheden”. Herefter faldt mediebevågenheden og 

den politiske interesse drastisk, desuagtet at smerten vel 

er konstant uanset, desuagtet om man er offer for folkedrab 

eller forbrydelser mod menneskeheden. 

I modsætning til USA konkluderede FN 

imidlertid, at der ikke var tale om folkedrab 

Forud for FN-undersøgelsen var konflikten dog blevet 

bragt op i Sikkerhedsrådet. I adskillige efterfølgende 

resolutioner truede Rådet med at indføre sanktioner mod 

Sudan og forlangte at den sudanske regering efterkom sit 

ansvar som regering, beskyttede indbyggerne i Darfur og 

afvæbnede Janjaweed-militserne (9). Hverken krav eller 

trusler blev imidlertid fulgt op med handling, og sikkerhedsrådsresolutionerne 

indikerede, at det internationale 

samfund nok var bevidst om konflikten i denne fjerne afrikanske 

region, men at engagementet var mere af verbal 

end praktisk karakter. 

Gerningsmænd på anklagebænken? 

Den første aktive form for intervention Sikkerhedsrådet 

iværksatte, var indbringelsen af Sudan for den Internationale 

Straffedomstol i Haag (ICC) (10). Straffedomstolen 

er et selvstændigt organ, hvis undersøgelser, 

anklager og domsafsigelser Sikkerhedsrådet hverken 

kan kontrollere eller regulere. Sikkerhedsrådet kan derimod 

på lige fod med stater henvise sager til domstolen, 

og med refereringen af Sudan var det første gang Rådet 

benyttede denne mulighed (11). Konkret betyder det, 

2 

at domstolen har indsamlet bevismateriale og udstedt 

arrestordrer på to personer, som er mistænkt for krigsforbrydelser 

og forbrydelser mod menneskeheden. Det 

drejer sig om Sudans minister for humanitære anliggender 

samt en Janjaweed-leder (12). Sudan har imidlertid 

ikke tilsluttet sig ICC og regeringen anerkender derfor 

heller ikke domstolens jurisdiktion og har afvist at udlevere 

de mistænkte. Så dette første forsøg på retsforfølgelse 

af formodede gerningsmænd, har hidtil ikke været 

succesfuldt. 

AU i Darfur 

Med ca. 7000 soldater i Darfur, er Den Afrikanske Union 

(AU) fortsat den eneste aktør, som aktivt har været til 

stede under konflikten. AU har opholdt sig Darfur siden 

2004 og har arbejdet under et spinkelt mandat, der kun 

har bemyndiget dem til at beskytte civile i overhængende 

fare. Med 7000 dårligt udrustede soldater i et område på 

størrelse med Frankrig, har det været svært at monitorere 

en fredsaftale og beskytte de civile mod overgreb (13). 

For den Sudanske regering har AU’s tilstedeværelse 

sandsynligvis været at foretrække, frem for internationale 

tropper. Ikke mindst fordi AU alene gennemfører operationer 

i lande som regeringen i det pågældende land 

giver tilladelse til. Den sudanske regering har således i 

en vis udstrækning haft kontrol over operationen (14). 

FN-tropper i Darfur - Hvorfor først nu? 

Med Sikkerhedsrådets vedtagelse af en fælles AU/FN 

mission (UNAMID) ser billedet nu ud til at skulle ændre 

sig. Begyndende fra januar 2008 skal styrken i Darfur op 

på omkring 26.000 tropper (15). Regeringen i Khartoum 

har bøjet sig for kravet om troppernes tilstedeværelse, 

men fastholder at styrken skal være overvejende afrikansk. 

Foreløbig har regeringen imidlertid hverken villet 

godkende en thailandsk bataljon, en nepalesisk specialstyrke 

eller en nordisk ingeniørstyrke (16). Det er med 

andre ord fortsat uklart, hvilke lande der kommer til at 

stille med tropperne og hvorfra de nødvendige logistiske 

materialer skal komme. 

Forud for vedtagelsen om at sende hybridstyrken til Darfur, 

har FN uden held forsøgt sig med forskellige andre 

sanktionsmuligheder, som fordømmelser, indefrysnings 

af midler, våbenembargoer etc. Det altoverskyggende 

spørgsmål er: hvorfor først nu? Hvad er forklaringen 

på, at FN ikke langt tidligere har indført en skrap politik 

overfor den sudanske regering og Janjaweed-militserne? 

Hvorfor er der ikke blevet iværksat en militær intervention 

i regionen med det formål at stoppe de omfattende 

overgreb og krænkelser af menneskerettighederne? 

Forklaringen ligger i, at politik først og fremmest er et 

spørgsmål om vilje og Sikkerhedsrådet har været splittet 

i dette spørgsmål. Diskussionen har handlet om hvorvidt 

konflikten skulle løses via forhandlinger med regeringen 

i Khartoum eller om FN, mod regeringens vilje, skulle 

gennemtvinge en militær løsning. 

7

Pligt og ansvar i det internationale samfund 

Når det internationale samfund står over for en konflikt 

som den i Darfur, rejser der sig en række af muligheder 

og dilemmaer. Det primære ansvar for at beskytte civilbefolkningen 

i Darfur ligger hos regeringen i Sudan, 

men hvis denne enten ikke vil eller er ude af stand til 

at varetage dette ansvar, kan det internationale samfund 

vælge at påtage sig opgaven (17). Det er imidlertid aldrig 

uproblematisk fordi, nok ville en FN-intervention i Darfur 

redde måske titusindvis af menneskeliv, men samtidig 

ville en sådan operation krænke Sudans suverænitet 

og princippet om ikke-intervention i andre stater. Det 

spørgsmål må staterne i hvert enkelt tilfælde afklare med 

sig selv - og med hinanden. I forbindelse med denne overvejelse 

er statsinteresser og opretholdelse af magtstrukturer 

i international politik væsentlige faktorer. Tidligere 

eksempler antyder, at der typisk skal være tale om et incitament 

fra den intervenerende stats side. Det kan for 

eksempel være i form af historiske, kulturelle, strategiske 

eller økonomiske interesser i landet, men også eksterne 

politiske forhold kan være af betydning (18). 

Statssuverænitet, princippet om ikke-intervention, 

statsinteresser og magtstrukturer er således faktorer for 

forklaringen på det internationale samfunds og Sikkerhedsrådets 

handlemønstre. I eksemplet med Darfur skal 

disse faktorer ses i forhold til en række forhold, som har 

vanskeliggjort en samlet indsats i Darfur. 

Fred mellem Nord- og Sydsudan 

For det første har fredsslutningen på den 21 år lange konflikt 

mellem Nord- og Sydsudan været prioriteret politisk 

over problemerne i Darfur. Denne krig, én af Afrikas 

længstvarende borgerkrige, stod i 2004 foran sin afslutning, 

og konflikten i Darfur kunne få års nationale såvel 

som internationale forhandlinger til at falde til jorden. 

Det internationale samfunds prioritering blev begrundet 

med, at kritik af situationen i Darfur kunne få den 

sudanske regering til at trække sig fra forhandlingerne 

– hvilket Khartoum også truede med. Desuden blev det 

hævdet, at fred mellem Nord- og Sydsudan ville kunne 

etablere en ramme, inden for hvilken konflikten i Darfur 

ville blive løst. Fredsaftalen mellem Nord- og Sydsudan 

blev underskrevet den 9. januar 2005, men banede ikke 

som forventet vejen for fred i Darfur. 

Olie, våben og krig mod terror 

For det andet indgår strategiske interesser, som fx olie, 

våben og krig mod terror, når fraværet af en militær intervention 

i Darfur skal belyses. Først og fremmest har 

Kina og Rusland, som har olie- og våbenaftaler med Sudan 

for flere millioner dollar, været modstandere af en 

skrappere politik og følgelig advokerede begge stater for 

en politisk prioritering af fredsaftalen mellem Nord- og 

Sydsudan (19). (Det internationale pres på Kina for at 

gøre sin indflydelse gældende i forhold til Darfur har 

dog været massivt, hvilket sandsynligvis har medvirket 

til at reducere Kinas modstand mod international tilstedeværelse 

i Darfur). Dernæst har USA’s rolle været 

ambivalent forårsaget af undersøgelseskommissionen 

og anklagen om folkedrab på den ene side og på den 

anden side en anti-terror alliance med Sudan pga. landets 

tidligere tætte forbindelser til Osama bin Laden 

(20). Som permanente medlemmer har disse staters 

politiske og strategiske interesser gjort det vanskeligt at 

opnå enighed om den politiske linje i Sikkerhedsrådet. 

Irak-krigen og skepsis overfor vestlig 

interventionisme 

For det tredje har en generel skepsis overfor vestlig interventionisme 

været udtalt siden Irak-krigen blev indledt i 

2003. Fordi masseødelæggelsesvåben ikke blev fundet i 

Irak, blev krigen legitimeret med moralske imperativer 

om indførelse af vestlige demokratiske normer og befrielse 

af den irakiske befolkning fra diktatur. Konsekvensen 

har været en øget skepsis overfor vestlig interventionisme 

maskeret som ‘humanisme’ (21). 

Et område på størrelse med Frankrig 

For det fjerde, har den enorme praktiske udfordring, der 

er forbundet med en intervention i Afrikas største land, 

sandsynligvis holdt mange stater tilbage. Sudans mange 

konflikter taget i betragtning vil de stater, der fra januar 

skal sende tropper til Darfur, involvere sig i en kompliceret, 

dyr og sandsynligvis langstrakt freds- og genopbygningsoperation. 

Fred i Darfur – hvordan og hvornår? 

Alle benspændene til trods, har FN alligevel efter næsten 

5 års blodig konflikt besluttet at indsætte en hybridstyrke 

i Darfur. Kritikere af resolution 1769 har dog indvendt at 

mandatet er for spinkelt, at tropperne ikke får tilstrækkelig 

handlefrihed samt at resolutionen ikke specificerer 

et samarbejde mellem hybridstyrken og ICC. Samtidig 

skrider tiden fremad og pt. er tropperne ikke identificeret. 

Alligevel må håbet være, at det er nu situationen 

vil ændre sig. At det er nu der kommer FN soldater til 

Darfur og at de vil gøre en forskel. Konflikten i Darfur 

er kompliceret og løsningen bliver heller ikke ligetil. Der 

er mange hensyn at tage, og derfor er det farligt at ty 

8

til nemme forklaringer. Men der skal findes en løsning, 

hvis der skal være håb om fred. De næste par måneder 

vil vise, om der er grund til forsigtig optimisme, når talen 

falder på konflikten i Darfur. 

Noter: 

. UN Fact Sheet: http://www.un.org 

2. Prunier, Gérard (2005), “Darfur – The Ambiguous Genocide”, 

Hurst & Company, England 2005. 

3. ICG, 20. juni 2006: ”Darfur’s Fragile Peace Agreement” 

4. Folkekirkens Nødhjælp, 3. maj 2007: ”Kaos i Darfur et år efter 

fredsaftalen” 

5. De tidligste advarsler fra NGO’er om, at en alvorlig konflikt var 

under optrapning blev udsendt i første halvdel af 2003, hvor organisationer 

som Amnesty International, International Crisis Group 

(ICG), Justice Africa samt Læger uden Grænser (MSF) udsendte 

pressemeddelelser om situationen i Darfur. 

6. “Darfur Atrocities Documentations Team”. Undersøgelseskommissionen 

blev iværksat på initiativ af ‘US Department of State’s 

Bureau of Democracy, Human Rights and Labor’. Undersøgelsesholdet 

blev ledet af ‘Coalition for International Justice (CIJ), der er 

en international NGO, der støtter såvel ICTY i Eksjugoslavien og 

ICTR i Rwanda, samt yder støtte til andre områder hvor menneskerettighedskrænkelser 

finder sted. 

7. Department of State (9. september 2004), se: 

http://www.state.gov/ 

8. FN’s Sikkerhedsrådsresolution 1564 (18. september 2004). 

9. Der er frem til i dag vedtaget 18 Sikkerhedsrådsresolutioner om 

Darfur. 

10. FN’s Sikkerhedsrådsresolution 1593 (31. marts 2005). 

11. Den internationale straffedomstol i Haag (ICC) (1998/2003) 

tilgængelig på: http://www.icc-cpi.int/ 

12. Læs mere på: http://hrw.org/english/docs/2007/02/23/darfur15402.htm 

13. Se: www.african-union.org 

13. Reeves, Eric (7. september 2005). www.sudanreeves.org 

15. FN’s Sikkerhedsrådsresolution 1769 (31. juli 2007) 

16. Information, 16. november 2007 ”FN advarer om fiasko i 

Darfur”. 

17. Se ICISS rapporten (2001): 

http://www.iciss-ciise.gc.ca/menu-en.asp samt 

udkommet af UN Summit 2005 På: 

http://www.un-ngls.org/un-summit-FINAL-DOC.pdf 

18. Jvf. USA i Irak i 1991 og 2003, Frankrig i Rwanda i 1994, Italien 

i Albanien i 1997, Australien i Østtimor i 1999 samt England i Sierra 

Leone i 1999. 


Hurst & Company, England 2005. “Report of the International Commission 

of Inquiry on Darfur to the United Nations Secretary-General”, 

Geneva, 25. januar 2005, tilgængelig på: http://www.ohchr.org/ 

english/docs/darfurreport.doc 


Hurst & Company, England 2005. DIIS (2005), “Nye trusler og militær 

magtanvendelse”, Gullanders Bogtrykkeri A/S, Skjern, Danmark 

2005. 

21. Anti-interventionisme er imidlertid ikke kun et ikke-vestligt 

fænomen, men er – med omvendt fortegn - også til stede i adskillige 

vestlige stater, hvilket også har spillet ind i forhold til Darfur. Her 

daterer forbeholdet overfor at sætte egne soldaters liv på spil i fremmede 

landes konflikter sig tilbage til den katastrofale “Black Hawk 

Down-operation” i Somalia i 1992, hvor amerikanske soldater blev 

dræbt og slæbt gennem Mogadishus gader. Interventionen i Somalia 

endte i en konfrontation mellem lokale oprørsstyrker og FN’s UN- 

SOM II personel, hvor 18 amerikanske soldater omkom ved nedskydningen 

af tre Black Hawk helikoptere. I praksis kom det til at betyde, 

at FN- tropperne forlod Somalia tidligere end oprindelig planlagt og 

uden at have opfyldt de erklærede mål deres mandat havde fordret. 

På den måde blev Somalia interventionen både et skridt i retning af 

en ‘norm’ for beskyttelsen af menneskerettighederne, samtidigt med 

at interventionen indikerede et af de store praktiske problemer forbundet 

hermed. ‘Somalia syndromet’, eller den såkaldte ‘body-bag 

factor’, blev synonym for vestlige staters forbehold mod at ofre egne 

soldater i ‘humanitære interventioner’ i fremmede lande. 

9

DARFUR? 

Kan FN Bringe Fred tiL 

Af Anders Hastrup 

Selvom det er lykkedes FN endelig at få det nominelle 

ansvar for de fredsbevarende styrker i Darfur, 

ser det desværre ikke ud til at tropperne kan gøre 

det særlig meget bedre end den Afrikanske Union, 

der hidtil ikke har været i stand til at forbedre forholdene 

for regionens hårdt prøvede befolkning. 

Nye krige 

Siden den fejlslagne fredsaftale, The Darfur Peace 

Agreement (DPA), blev underskrevet af kun én af 

Darfurs oprørsfraktionerne i maj 2006 har krigen 

radikalt ændret karakter. Hvor man for 4 – 5 år siden kunne 

beskrive konflikten som en krig mellem oprørsfraktioner 

og centralregeringen i Khartoum og deres væbnede janjaweed-militser, 

har billedet ændret sig drastisk. En ny 

analyse af årsager og konfliktmønstre må afprøves for 

en forståelse af, hvad der ligger bag miseren i Darfur. 

Splittelsen af oprørsfraktionerne som resultat af uenigheden 

i ordlyden i fredstraktaten har skabt nye alliancer 

og et hav af nye rebelgrupperinger, der nu samarbejder 

med de arabiske militser, der i udgangspunktet 

bekæmpede dem. Samtidig er de arabiske janjaweedmilitser 

dybt desillusionerede over centralregeringen 

i Khartoum, der ikke belønnede dem tilstrækkeligt for 

deres morderiske kampagner mod landsbyerne i Darfur. 

Dette betyder, at de arabiske militser i stigende grad 

indgår alliancer med oprørene og hver enkelt hjørne af 

denne kæmpe region i Afrikas største land er opløst i 

krigsherreregimer, hvor der kæmpes på lokalt plan om 

resurser og land, og hvor den fælles politiske platform og 

ambitioner med det væbnede oprør for længst er glemt. 

Den humanitære situation 

Dette totale sammenbrud af politisk orden og opløsning 

af regionen i autonome krigsherre områder har betydet, 

at det igen er civilbefolkningen, der betaler den højeste 

pris. Selvom antallet af drab er faldet og ikke er på niveau 

med de oprindelige kampagner iværksat af Khartoum 

gennem janjaweed-militserne, så er den generelle sikkerhedssituation 

forværret det seneste år. Alene i løbet af 

2007 er der kommet over 300.000 nye internt fordrevne 

flygtninge i regionen, der flokkes i overfyldte lejre. Den 

systematiske voldtægt af kvinder fortsætter, tilsyneladende 

lige flittigt benyttet af alle konfliktens parter, og 

det bliver sværere og sværere for de internationale nødhjælpsorganisationer 

at danne sig et samlet billede af den 

humanitære situation. Dette skyldes at angrebene på de 

internationale organisationer er taget til i styrke i løbet 

af det sidste år, hvilket har betydet at mange NGO’er har 

måttet trække sig helt eller delvist ud af regionen og kun 

kan operere og levere fødevarehjælp ved hurtige nålestiksaktioner, 

primært med helikopter. Som om det ikke 

var slemt nok, rapporterer FN nu om en akut stigning i 

fejlernæring, fødevaremangel og spædbørnsdødelighed. 

”Hvor man for 4 – 5 år siden kunne 

beskrive konflikten som en krig mellem 

oprørsfraktioner og centralregeringen 

i Khartoum og deres væbnede 

janjaweed-militser, har billedet ændret 

sig drastisk. En ny analyse af årsager 

og konfliktmønstre må afprøves for en 

forståelse af, hvad der ligger bag miseren 

i Darfur” 

Kan FN bringe fred? 

FN-resolutionerne, der blev vedtaget i 2006 og 2007 har 

givet grønt lys for udsendelsen af op til 26.000 fredsbevarende 

styrker for at beskytte civilbefolkningen. Desværre 

er ideen om FN-styrker blevet konsekvent modarbejdet 

af regimet i Khartoum, der ser konflikten i Darfur som et 

indenrigspolitisk anliggende, som det internationale samfund 

ikke skal blande sig i. Dette betyder at den FN-styrke, 

der endelig er på plads nu kun udgør en lille del af det samlede 

antal tropper, som resolutionerne giver mandat til. 

10

Styrken overtager jobbet fra den Afrikanske Union 

(AU) og i første omgang er der kun tale om at AU’s 

grønne baretter bliver byttet ud med blå hjelme. AU har 

imidlertid ikke været i stand til at skabe fred i Darfur i 

løbet af de seneste år. Dette skyldes en kontraproduktiv 

cocktail af manglende udstyr, dårlig kommunikation 

og kommunikationslinjer, samt en manglende vilje 

til at indgå dialog med de oprørsfraktioner, der ikke 

skrev under på fredsaftalen DPA. Således er den Afrikanske 

Union, med rette, blevet beskyldt for at være 

partisk og har mødt stor modstand blandt mange af de 

flygtninge i de lejre, de var sendt ud for at beskytte. 

Hvis FN skal have nogen som helst succes i Darfur, er 

det vigtigt at gentænke missionen og organisationens 

mulige råderum. Desværre ser det ikke ud til at lykkes 

med den nuværende AU/FN hybridstyrke, hvor de 

samme underbemandede og umotiverede soldater blot 

har skiftet signalfarve men ikke hverken har resurser 

eller vilje til at indgå en fornuftig dialog med de mange 

forskellige mennesker, de er sendt ud for at beskytte. 

11

Har FN, EU Og AU 

levet op til deres ansvar? 

Birthe Thykier Møller skriver om det internationale 

samfunds håndtering af konflikten i Darfur i 

lyset af Responsibility to Protect-doktrinen, der 

påbyder FN at handle hvis en suveræn stat mangler 

vilje eller evne til at beskytte egne borgere mod 

folkemord eller massive menneskeretskrænkelser. 

Responsibility to Protect 

I marts 2007 anklagede FN’s Darfur-menneskerettighedsmission 

Sudan for at stå bagved folkemord i Darfur 

og fremsatte i en rapport en række anbefalinger: Til 

Sudans regering om samarbejde med FN/AU-styrken, 

til oprørsstyrkerne om at nedlægge våbnene, til FN 

og Khartoum om at samarbejde med Den Internationale 

Straffedomstol (ICC) om procedurer til at beskytte 

civile og forbyde salg af våben til Sudan. Rapporten 

var udformet med afsæt i tanken fra 2001 om 

et ansvar til at beskytte, ’Responsibility to 

Protect’, kaldet R2P-doktrinen, hvis tanke 

var, at stater har det primære ansvar for at 

beskytte civile i væbnede konflikter - men 

kan de ikke dette, overgår ansvaret til FN. 

Af Birthe Thykier Møller 

Fra retfærdig krig til ansvar for beskyttelse 

R2P-doktrinen trækker på traditionen om retfærdig krig, 

der startede med en teologisk disput over, hvorvidt en 

kristen måtte være soldat. Teologen st. Augustins svar, 

der byggede på Ciceros tanker, var, at krig kunne retfærdiggøres 

ved selv-forsvar og gengældelse. Retsfilosoffen 

Thomas Aquinas tillod krig under tre betingelser: 

• Med den valide autoritet fra en suveræn (auctoritas 

principes) dvs. modsat privat vold og feudalisme. 

• Den rette intention (Recta intentio), dvs. upartiske 

og gode motiver. 

• En retfærdig sag (Justa causa) dvs. selv-forsvar 

og gennemtvingelse af rettigheder, som er videreført i 

krigens folkeret Jus ad bellum i FN-Pagten. 

Juristen Alberico Gentili (De Jure Belli, 

1598) og fadderen til ’the law of 

12 12

nations’, Hugo Grotius anførte som noget nyt i ’De Jure 

Belli ac Pacis’ (1625), at der skulle være moralske og 

juridiske, og ikke religiøse grunde til at gå i krig. Jævnfør 

R2P-doktrinen kan humanitære beskyttelsesoperationer 

legitimeres af den rette – upartiske - intention 

og af rette grund - justa causa - at beskytte civile i 

væbnede konflikter og stoppe folkemord. Darfur-missionens 

opfordring til FN var, at der var brug for ’urgent 

international action’ i Darfur. Har AU, FN og EU fulgt 

disse opfordringer og påtaget sig ansvaret for Darfur? 

Den humanitære situation 

USA og andre har beskrevet situationen som 

folkemord. EU og FN kalder det ’verdens værste 

humanitære katastrofe’. Modsat i Kosovo kæmpes 

der i Darfur om adgangen til knappe ressourcer som 

vand, og olie. Årtiers tørke har ført til kampe mellem 

Darfurs ikke-arabiske folkeslag fur, og den arabisk 

talende befolkning under ét kaldt for ’baggara’ på 

’hvis vegne’ de arabiske janjaweed-militser kæmper, 

uofficielt støttet af Khartoum. Tal fra organisationen 

Coalition for International Justice estimerer, at omkring 

400.000 er døde af sult, overgreb eller sygdom. 

Det estimerede antal internt fordrevne personer er 

vokset fra ca. 2 millioner i starten af januar til 2,15 

millioner pr. 1. juli; og at den totale berørte population 

(Sudans befolkning er ca. 39 millioner, Darfurs 

ca. 6,5) er vokset fra knap 4 millioner i januar til 

4,14 millioner i juli 07. Disse tal vokser månedligt. 

Den folkeretlige situation 

FN tog efter lang tids tovtrækkeri det internationale 

ansvar på sig og vedtog enstemmigt den 31. juli resolution 

1769, der i første omgang gav nyt håb for Darfurs 

civile. Den gav en FN-AU hybridstyrke (UNAMID) 

mandat til at beskytte FN-personel, nødhjælpsarbejdere, 

civile i flygtningelejrene, og fastholdte Sudan 

på sit ansvar til ’at beskytte’ Darfurs civile, som netop 

var udgangspunktet for Darfur-missionens rapport. 

Nu skulle man tro, at volden kunne stoppes og fredsprocessen 

fremmes. Det er langtfra tilfældet. Resolutionen 

er et sammenstød mellem to lejre i FN, hvor den 

realistiske (Kina og Rusland) hidtil har overtrumfet 

den idealistiske (USA og delvist Frankrig og England), 

hvilket direkte kan aflæses i det begrænsede mandat. 

Den militære situation 

Målet i resolutionen om, at indsættelsen af hybridstyrken 

skulle ske i løbet af ét år, og ca. halvdelen heraf 

være parat til at erstatte AU-styrken pr. 31.12.2007, 

er langt fra opfyldt. Kun 9000 ud af 26.000 mand er 

kommet på plads pga. logistiske problemer og mangel 

på donorer. Operabiliteten hindres af, at der kun 

er én hovedvej på 2300 km. fra Port Sudan til Al- 

Fasher, hvilket fordrer, at janjaweed og regeringen 

ikke lægger hindringer i vejen for UNAMID. I Tchad 

findes en stor lufthavn, som kunne benyttes af FN, 

hvis Sudan og Tchad gav lov. Det behøver Bashir 

ikke, da resolution 1769 udtrykker respekt for Sudans 

territoriale integritet, og vil ikke ske, da forholdet 

til præsident Déby er anspændt. Det vil også kræve 

stabilisering af det usikre område omkring Abéché. 

Resolutionen autoriserer ikke ’all means necessary 

to restore peace and security’. Uden det kan 

styrken ikke afvæbne oprørslederne og militsgrupperne. 

’En robust styrke’, der skal beskytte civile 

på 510.000 km2 land, kræver støtte fra luften, men 

indsættelsen af helikoptere lader vente på sig. Og 

nu kommer regntiden i Sudan. Under disse betingelser 

anbefaler militærfolk en politisk løsning. 

”Det store problem er, at der 

ikke findes en samlende figur for 

oprørslederne i Darfur, der kan 

forhandle fred med regeringen” 

Den strafferetlige situation 

Resolution 1769 opfordrer Sudan til at overholde humanitær 

lov. UNAMID gives ikke autoritet til at overskride 

Sudans jurisdiktion, medmindre FN anerkender, 

der er tale om folkemord, og giver nyt mandat til at gennemtvinge 

humanitær fred, som det skete i 1995 i Bosnien. 

Det positive er, at sikkerhedsrådet på EU’s foranledning 

fik nedsat en kommission, der skulle undersøge 

’folkemord’ i Darfur. Sagen blev overdraget til ICC. 

Men det hindrer ICC’s arbejde, at UNANID ikke selv 

kan fængsle folkemordere eller overdrage disse til 

ICC. Begge dele kræver Sudans accept. At opnå dette 

er en by i Kina, hvorhen Sudans loyalitet er rettet. 

13

Den politiske situation 

Der er lang vej endnu til den evige fred. I begyndelsen 

af august var der optimisme på konferencen i 

Arusha, Tanzania, men de to væsentlige oprørsgrupper, 

SLA/M, der repræsenterer de fordrevne fur’er, og 

SLA Unity afstod fra deltagelse. En ny fredskonference 

begyndte 27.10 i Sirte i Libien med deltagelse fra 

FN, EU, USA, Kina og Rusland, men blev udskudt, da 

de to væsentlige oprørsledere, Abdel Wahid al-Nur og 

Khalil Ibrahim ikke dukkede op. Ifølge EU’s rådgiver 

Umberto Tavolata er det store problem, at der ikke 

findes en samlende figur for oprørslederne i Darfur, 

som afdøde sydsudaner Garang, der kan forhandle fred 

med regeringen. FN’s udsending Jan Eliassons håb er, 

at de to grupper på et senere tidspunkt kommer med. 

International Crisis Group: 

Ingen fred uden retfærdighed 

November 2007-rapporten fra International Crisis 

Group (ICG) anbefalede en reformulering af Darfurfredsprocessen, 

der bør inkludere landbesiddelser, 

olierettigheder og de lokale regeringer. UNMAID 

burde være mere pro-aktiv i beskyttelsen af civile, og 

sikkerhedsrådet burde straffe obstruktion af UNAMIDs 

deployering, overtrædelse af humanitær lov og presse 

Khartoum til aktivt samarbejde med ICC og overdrage 

sigtede for folkemord til ICC. En fundamental justering 

af FN/EU’s mæglerposition kræver opbakning fra 

AU, Rusland og Kina med henhold til at udøve effektivt 

pres på Khartoum for at opgive en militær sejr, at 

støtte EU/FN som det eneste forhandlingsforum, og 

udvikle konsensus om en ny politisk strategi. En fredsløsning 

kan i ICG’s optik ikke ske uden retfærdighed. 

Kinas indflydelse i Afrika stigende 

– på bekostning af EU? 

Afrika-EU-topmødet i Lissabon i december 2007 

vedtog en fælles EU-Afrika strategi, der tager sigte 

på at indfri mål som god regeringsførelse, udvikling, 

fred og menneskerettigheder og energiaftaler i Afrika. 

Trods disse handlingsplaner og ambitionerne 

om at sætte Darfur på dagsordenen, endte topmødet 

i skænderier om handelsaftaler. Afrika er ikke nær så 

afhængig af Europa længere, nu hvor Kina er kommet 

på banen og har store olie- og handelsinvesteringer 

i lande som Sudan. Sudan afviste et foreslået 

møde mellem Al-Bashir og FN’s to specialudsendinge 

i Darfur på topmødet. Zimbabwes Mugabe 

stjal billedet, og udstillede Vestens uenighed overfor 

folkemord. I konklusionerne fra det europæiske råds 

topmøde i Lissabon i december nævnes Darfur ikke 

med et ord, men det gør Burma trods alt. Det positive 

ved EU-topmødet var, at Kosovos uafgjorte status 

blev omtalt som et sui generis-spørgsmål, der ikke vil 

danne præcedens. Man kan håbe, at otte års tovtrækkeri 

mellem EU, FN og Rusland ender med, at Kosovo 

bliver anerkendt som en selvstændig multi-etnisk stat. 

Sanktioner på vej? 

Til sidst kan man stille spørgsmålet, hvad kan EU, 

AU og FN gøre? USA’s kongres vedtog i april 2006 

en lov, der muliggør en række økonomiske og retlige 

sanktioner overfor Sudan. Problemet er ifølge Human 

Rights World Report 2007, at det ikke er efterfulgt af 

sanktioner fra FN og EU, så som en våbenembargo, indefrysning 

af udenlandske konti og rejseforbud for sudanske 

politikere. Rusland og Kina er imod. Håbet er, 

at EU og FN vil følge efter, når USA’s nye lov træder i 

kraft og giver delstaterne mulighed for at indføre sanktioner 

indenfor områderne som olie, energi, minedrift 

og militærudstyr, der kan ramme Sudan økonomisk. 

Tendenser mod fred og retfærdighed 

FN, AU og EU mangler stadig at påtage sig det fulde 

ansvar for Darfur. To tendenser arbejder dog mod 

fred og retfærdighed i Darfur. For det første et relativt 

nyere princip om Responsibility To Protect, der 

i stigende grad anerkendes af FN, EU og af humanitære 

talerør som ICG. Den anden tendens er revitaliseringen 

af justum bellum-tanken og forbundet 

dermed retfærdighedsprincippet, materialiseret med 

Nato’s intervention i Kosovo og Den Internationale 

Domstols dom i 2007 i sagen Bosnien mod Serbien. 

Den Internationale Domstol slog som noget nyt fast, 

at stater, der er passivt vidne til folkemord, som Serbien 

var i Bosnien, også kan drages til ansvar. Den 

Internationale Domstols fordømte den serbiske stat 

for ikke at påtage sig ansvaret for at stoppe den etniske 

udrensning og gribe ind overfor folkemordet 

i Srebrenica, hvilket også kan siges at være en videreførelse 

af R2P-doktrinens grundtanke indenfor 

det internationale domstolssystem i FN-regi. 

Stater, der overtræder menneskerettigheder, har fået 

sværere ved at gemme sig bag ikke-indblandingsprincippet, 

som Bosnien-sagen illustrerer, og hærchefer, 

der bryder humanitær lov er blevet stillet til ansvar 

ved straffetribunaler såsom ICTY. Den Internationale 

Straffedomstol kræver folkemordere straffet ud fra 

justum bellum og R2P-tanken, om at varig fred kræver 

retfærdighed. Dette peger på en tredje tendens: en humanisering 

af international lov og moderne folkeret. 

14

IPMONOPOLET SPONSORERES AF: 

15

U 

På Udblik finder du en række aktuelle indlæg 

skrevet af fagligt stærke skribenter, der 

besidder en specialiseret viden om 

vores aktuelle internationale udviklinger. 

U 

DBLIK 

16

Pakistan: 

konstante kriser eller nybrud? 

Stig Toft Madsen redegører for den politiske udvikling 

i Pakistan og diskuterer mulige fremtidsscenarier. 

Der er flere mulige gode grunde til fra dansk side at 

beskæftige sig med pakistansk politik: 

1. Danske soldater befinder sig i nabolandet Afghanistan. 

2. Pakistans eksport af hjemmedyrket og/eller 

statssponsoreret islamisk terror, som rettes mod dets 

naboer og mod andre lande. 

3. Som eneste islamiske stat har Pakistan atomvåben. 

Skrækscenariet er, at landets atomvåben 

”falder i de forkerte hænder” 

4. Skønt tilsyneladende anarkistisk, fremviser 

pakistansk politik en egenlogik, som skaber et stabilt 

anarki i konstant krise. En sådan form for politik er 

interessant og potentielt grænseoverskridende. 

5. Pakistansk politik er underholdende soap, 

hvor hver episode i sagaen ender med et løfte om, at 

historien fortsætter i en ny episode med følelsesladet 

dramatik, der såmænd også appellerer til et dansk 

publikum. 

Af Stig Toft Madsen 

6. Alternativt: Pakistan er ved at blive et moderat 

og oplyst muslimsk land. Landet kan blive den 

muslimske verdens forbillede. 

7. Pakistan er relevant for de pakistanere i Danmark, 

som lever transnationale liv. 

Jeg vil forsøge, at se nærmere på punkterne 4 og 6. 

Spørgsmålet er, om pakistansk politik vil lægge sine 

konstante kriser bag sig og tilpasse sig verdenssamfundets 

spilleregler? 

Hvad karakteriserer pakistansk politik? Den kollektive 

evne til at sameksistere under den demokratiske 

retsstats institutioner uden rutinemæssigt at efterleve 

disse institutioners ånd og bogstav. Den kollektive 

evne til - trods de farer og omkostninger det medfører 

- konstant at udfordre ikke bare partipolitiske 

modstandere, men at sætte spørgsmålstegn ved alle 

offentlige institutioner og love, inklusiv forfatningen. 

En tendens til at indgå i uafsluttede kontroverser 

om statens rette form. Således har det fra landets 

grundlæggelse været uklart om landet var tiltænkt at 

blive et islamisk teokrati, et militært diktatur eller et 

multireligiøst demokrati. En knæsat tradition for at 

omstændighederne omkring væsentlige beslutninger 

og begivenheder aldrig afdækkes, men omgærdes af 

et væv af gensidige beskyldninger og sammensværgelses 

teorier, som kaster et konceptuelt slør over 

17

landets historie fra dets oprindelse frem til i dag. 

Mordet på Benazir Bhutto er det seneste eksempel på 

dette. Rundt og rundt, frem og tilbage, op og ned er 

det gået i en ”dødedans” (1) på ”kanten af det sorte 

krater” (2) gennem attentater, kup, undtagelsestilstande, 

forfatningskriser, korruptionsskandaler, og 

mestendels tabte krige. 

Trods sit renommé som verdens farligste land har der 

alligevel været sammenhængskraft nok til at landet 

har kunnet udvikle sig økonomisk i stort set samme 

takt som det nyglamourøse Indien. Måske har landet 

fundet en post-kolonial niche, hvor det trives med 

sine dynastiske pseudodemokratiske partier, sine generaler 

som driver politik og forretning i stor stil og 

som belønnes med amerikansk og arabisk generøsitet, 

mens klanledere og gejstlige finder spillerum til at 

etablere islamiske emirater i de dele af landet, som 

ikke er formelt integreret i resten af landet. Eller står 

landet nu endelig overfor en politisk transformation, 

der vil gøre det til et oplyst demokratisk muslimsk 

land, som indikeret i punkt 6? 

“ 

Talibaniseringen er blevet en 

reel trussel i selve Pakistan 

Det forløbne år har set forskydninger i hvad Mogens 

Lykketoft kalder ”kræfternes parallelogram”, hvor 

dommere, advokater, journalister, studerende, intelligentsia, 

og politiske ledere fra en række partier har 

stået sammen – i hvert fald indtil det forestående valg 

delte dem - mod præsident Musharrafs forfatningsbrud, 

undtagelsestilstanden, censuren og fængslingerne. 

Man kan nu skimte en vej ud af den politiske 

kulturs jernbur – i hvert fald hvis man kan se bort fra, 

at næsten alle politiske grupperinger er familie- og 

klanbaserede ligesom Sikander Malik Siddiques og 

Wallait Khans på Københavns Rådhus (3), og at selv 

nogle af de mest demokratiske ”partiejere” baserer 

deres magt på en feudal økonomi (4). 

Hvad skulle i givet fald have bevirket, at Pakistan 

i den nuværende situation vil kunne bevæge sig ud 

af det stabile anarki, som landet hidtil har befundet 

sig i, og ind i en fase af demokratisk stabilitet? Har 

de demokratiske kræfter vokset sig stærke nok? Udgangspunktet 

er dårligt, idet pakistanerne ifølge nogle 

undersøgelser faktisk er mindre demokratisk sindede 

end andre folk i Sydasien. Måske er mange familier 

blevet velstillede nok til at satse på at moderation og 

retskaffenhed kan hedge eller gardere deres plads i 

det økonomiske paradis? Muligvis. Men vigtigere er 

det, at Talibaniseringen er blevet en reel trussel i selve 

Pakistan. Det viste sig i striden om den Røde Moske i 

hovedstaden Islamabad, i oprettelsen af islamisk miniemirater 

i Swat og Waziristan, og i tilfangetagelsen 

af hundreder af pakistanske soldater i stammelandet. 

Tidligere arbejdede hæren og sikkerhedstjenesterne 

sammen med de hellige krigere om at tilføre deres 

modstandere i især Afghanistan og Indien tusinder 

af blødende sår. Nu føres den hellige krig på pakistansk 

jord, og for første gang er den pakistanske hær 

kommet direkte i Talibans og Al Qaidas skudlinje. De 

direkte angreb på hæren (inklusiv militærets skolebusser), 

på de politiske ledere og på moderate klanledere 

i stammeområderne vil måske udløse et skred 

i retning af en mere demokratisk samfundsformation, 

hvor militæret arbejder sammen med folkevalgte mod 

en fælles totalitær fjende. Måske. For de planer, som 

USA er ved at udarbejde om at skride til operationer 

på landjorden inde i Pakistan, kan ende med at drive 

de folkevalgte og hæren tilbage i armene på Taliban, 

og så er landet nærmere teokratiet end nogen sinde 

tidligere (5). 

Sig Toft Madsen, 16. januar 2008 

Noter: 

(1) Martin Krasnik og Jeppe Matzen i Weekendavisen, 28. december 

2007 

(2) Søren Espersen i Debat.bt.dk på http://debat.bt.dk/index.php?id=1&view=single_thread&cat_uid=9&conf_ 

uid=46&thread_uid=8609 

(3) Arne Hardis m. fl. i Weekendavisen, 2.12.2005, Politiken 

30.11.2005 

(4) Fengers anmeldelse af Benazir Bhutto: Benazir Bhutto - Datter 

af Østen, på www.historie-nu.dk/site/index.php?option=com_ 

content&task=view&id=583&Itemid=82 

(5) www.nytimes.com/2008/01/06/washington/06terror. 

html?th&emc=th og www.nytimes.com/reuters/world/international-pakistan-usa.html?_r=1&oref=slogin 

for New York 

Times’ analyse af de seneste amerikanske militære planer og de 

pakistanske reaktioner 

18

Udviklingen i Kinas politik 

i forhold til krisen i Burma 

Fakta Kina-Burma: 

De burmesiske generalers 

voldelige håndtering 

af de demonstrerende 

munke i september i år fik hurtig 

verdens opmærksomhed. Fokus 

blev samtidig rettet mod Kina 

med krav om, at Kina som en af 

de vigtigste allierede for de burmesiske 

generaler tog et ansvar 

og lagde et massivt pres på det 

burmesiske regime for at sikre 

en fredelig løsning. Hermed 

stod Kina atter i den vanskellige 

situation, som i takt med 

Kinas voksende økonomiske, 

politiske og militære styrke 

ofte konfronterer de kinesiske 

ledere i udenrigs- og sikkerhedspolitikken. 

Snævre nationale 

interesser i at sikre adgang 

til energi- og naturressourcer og 

beskyttelse af de traditionelle 

principper om ikke-intervention 

og suverænitet står overfor 

voksende interesser i at fremstå 

som en ansvarlig og konstruktiv 

stormagt og sikre et pragmatisk 

forhold til de øvrige stormagter, 

særligt USA. Udviklingen i Kinas 

politik i forhold til krisen i 

Burma de seneste måneder illustrerer 

imidlertid også, hvorledes 

Kinas fortolkning og udøvelse 

af traditionelle principper om 

ikke-intervention og suverænitet 

er under forandring. 

Så hvordan har Kinas politik i 

forhold til krisen i Burma udviklet 

sig de seneste måneder og 

hvad siger det om udviklingen 

i Kinas udenrigs- og sikkerhedspolitik? 

I starten af krisen i Burma 

forsøgte Kina at holde sig til 

den traditionelle ”hands-off” 

politik og argumenterede for, 

at krisen i Burma var et inden- 

rigspolitisk anliggende og ikke 

en trussel mod regional og global 

stabilitet, hvorfor hverken 

Kina eller det internationale 

samfund i skikkelse af FN kunne 

Af Camilla T. N. Sørensen 

· Deler grænse på 2187 km. 

· Anslået 1,5 mio. kinesiske immigranter i Burma, som især spiller en vigtig rolle i den voksende turistindustri 

– hoteller, restauranter mv. - i Burma. 

· Stærke økonomiske relationer. Kina importerer særligt gas og naturressourcer samt tømmer fra Burma, 

mens Burma særligt importerer billige forbrugsvarer og våben. Stigning i kinesiske virksomheder i Burma. 

· Kina har investeret massivt i opbygningen af Burmas infrastruktur, og Kina også har igangsat konstruktionen 

af flere rørledninger til transport af olie og gas til Kina, hvorved den kinesiske afhængighed af fri 

transport gennem det sårbare Malacca Stræde mindskes. Kina er tilsyneladende ved at opbygge egne 

havneanlæg i Burma, så Kina sikres direkte adgang til det Indiske Ocean. 

“ 

Hermed stod Kina atter i den vanskellige 

situation, som i takt med Kinas voksende 

økonomiske, politiske og militære styrke 

ofte konfronterer de kinesiske ledere i 

udenrigs- og sikkerhedspolitikken. 

eller skulle blande sig. Kina gav 

ligeledes udtryk for modstand 

mod alle bestræbelser på at indføre 

internationale sanktioner 

vendt mod de burmesiske generaler. 

Der er ingen tvivl om, at 

Kina allerede fra starten af krisen 

førte et travlt diplomati bag 

scenen for at undgå, at krisen 

skulle udvikle sig som i 1988, 

hvor de burmesiske generaler 

slog meget hårdt ned på demonstranter 

og flere tusinde blev 

dræbt. Som krisen i Burma forværredes 

og det internationale 

fokus på Kinas rolle og politik 

steg, skete der imidlertid en udvikling 

i den officielle kinesiske 

position. Kina begyndte således 

offentligt på diverse pressekonferencer 

og møder i FN at ’opfordre’ 

de burmesiske generaler 

til at vise ’tilbageholdenhed’, 

’genoprette stabiliteten’ og sikre 

19

en fredelig løsning. Ligeledes 

begyndte Kina gradvis at acceptere 

en rolle til FN og støttede 

den FN-udtalelse, som 

banede vejen for FN-udsending 

Gambari’s besøg i Burma. Det 

er bemærkelsesværdigt, at det 

var den kinesiske ambassadør 

i Burma, som tog imod FNudsending 

Gambari under det 

første besøg i Burma og kinesiske 

diplomater, der ledsagede 

Gambari rundt. Dette antyder, at 

Kina spillede en afgørende rolle 

for at formidle Gambari’s besøg 

og særligt Gambari’s overraskende 

møde med Aung San Suu 

Kyi. 

Kina har således gradvist indtaget 

en central og aktiv rolle i 

forhold til at sikre dialog mellem 

FN og de burmesiske generaler 

og mellem den burmesiske 

opposition og de burmesiske 

generaler. At Kina på denne 

måde bevæger sig hen imod at 

indtage en form for mæglerrolle 

i en anden stats interne konflikt 

og mellem en stat og det internationale 

samfund i skikkelse af 

FN er et opsigtvækkende skridt. 

Seneste har den kinesiske viceudenrigsminister 

Wang Yi 

aflagt besøg i Burma og meget 

bemærkelsesværdigt opfordret 

de burmesiske generaler til at 

søge dialog med oppositionen 

og gennemføre økonomiske og 

politiske reformer. I en kinesisk 

diplomatisk kontekst er dette 

yderst usædvanligt - at Kina på 

denne vis åbent kommenterer andre 

staters, særlig nabo-staters, 

indenrigspolitiske forhold. Kina 

har stærke – økonomiske, politiske 

og strategiske - interesser 

i stabilitet i Burma, og anser 

økonomisk udvikling samt politisk 

forsoning og dialog som 

en forudsætning for stabilitet 

på sigt. Kina satser ikke længere 

entydigt på de burmesiske 

generaler, men har de senere år 

udbygget relationerne til den 

burmesiske opposition. Dette er 

også for at sikre Kinas position 

og interesser i Burma den dag, 

hvor generalerne må overgive 

magten. Kina arbejder således 

– i samarbejde med ASEAN, 

hvor Burma er medlem – på at 

sikre politisk forsoning og dialog 

i Burma samt økonomisk 

udvikling, så burmeserne også 

kan få gavn af den økonomiske 

og politiske integration og udvikling, 

der præger Sydøstasien. 

Som antydet skal Kinas bestræbelser 

også ses i lyset af Kinas 

voksende interesser i at fremstå 

som en ansvarlig og konstruktiv 

stormagt og sikre et pragmatisk 

forhold til de øvrige stormagter, 

særligt USA - så længe krisen i 

Burma fortsætter, vil fokus være 

på Kinas rolle i Burma. 

Udviklingen i Kinas politik i 

forhold til krisen i Burma skal 

ses i sammenhæng med det voksende 

internationale fokus på 

krisen i Burma og på Kinas relationer 

til de burmesiske gener- 

aler, men udviklingen stemmer 

imidlertid også overens med 

den overordnede igangværende 

proces i Kinas udenrigs- og sikkerhedspolitik. 

Det er således muligt at identificere 

en række lighedspunkter 

mellem udviklingen i Kinas politik 

i forhold til krisen i Burma 

og udviklingen i Kinas politik i 

forhold til Nordkorea og Sudan/ 

Darfur. Kinas udgangspunkt 

er at stå fast på de traditionelle 


og suverænitet og at pointere 

FN’s centrale rolle (og Kinas 

begrænsede indflydelse) samt 

at økonomisk udvikling, snarere 

end sanktioner, isolation og 

militær intervention, er nødvendig 

for at sikre varige løsninger. 

Bag scenen indtager Kina imidlertid 

en aktiv rolle i forhold 

til at sikre dialog mellem de involverede 

parter. Gradvist, som 

Kina opbygger selvsikkerhed, 

så ses også en ændring i Kinas 

officielle position i forhold til 

den pågældende konflikt, hvor 

Kina anerkender, at Kina kan og 

vil spille en central og konstruktiv 

rolle i forhold til at sikre en 

fredelig udvikling. Som antydet, 

20

er Kinas modstand mod sanktioner, 

isolation og direkte militær 

intervention blandt lighedspunkterne. 

Kinas bestræbelser 

sigter mod at forebygge, at konflikterne 

skal udvikle sig til et 

punkt, hvor den internationale 

opbakning til sådanne tiltag er 

så massiv, at Kina får svært ved 

ikke at tilslutte sig. 

Denne’’eksperimenterende’ 

tilgang, som kendetegner udviklingen 

i Kinas rolle og politik 

i forhold til internationale konflikter, 

afspejler Kinas ændrede 

rolle og position i det internationale 

system, og det faktum, 

at kinesisk indenrigspolitik og 

udenrigs- og sikkerhedspolitik 

i stigende grad er vævet sammen. 

Kina ses i stigende grad 

som en stormagt, og der er en 

højere grad af international opmærksomhed 

på Kina med flere 

krav og forventninger til Kinas 

rolle og politik. Hos de kinesiske 

ledere i Beijing er der en 

stigende erkendelse af, at Kina 

ikke kun skal sikre egne snævre 

nationale interesser, men også 

må tage hensyn til den regionale 

og globale stabilitet og udvikling, 

og at Kina må tage et 

ansvar. Dette er afgørende for 

at sikre pragmatiske relationer 

til de øvrige stormagter, særligt 

USA, men regional og global stabilitet 

er ligeledes en afgørende 

forudsætning for at fastholde en 

fortsat høj økonomisk vækst og 

dermed den indenrigspolitiske 

stabilitet. Ydermere er Kinas 

geografiske interessesfære og 

rækkevidde kraftigt ekspanderet 

i takt med den økonomiske reformproces 

og nyere hensyn 

såsom sikring af adgang til energi- 

og naturressourcer, nye 

eksportmarkeder, investeringer 

“ 

En mere pragmatisk og proaktiv kinesisk 

udenrigs- og sikkerhedspolitik er således under 

udvikling. De traditionelle principper om 

ikke-intervention og suverænitet vejer fortsat 

tungt, men der er tegn på, at fortolkningen og 

udøvelsen af disse er under forandring. 

og teknologioverførsler spiller 

i stigende grad ind på Kinas 

udenrigs- og sikkerhedspolitik. 

Samtidig styrker spørgsmål som 

Taiwan, Tibet og Xinjiang Kinas 

fastholdelse af de traditionelle 


og suverænitet. Alle disse – til 

tider svært forenelige - interesser 

og hensyn spiller ind på de 

kinesiske lederes overvejelser 

om, hvordan Kina skal forholde 

sig til internationale konflikter. 

Der er i høj grad også tale om en 

læreproces – de kinesiske ledere 

er ved at lære, hvordan de bedst 

kan agere i et internationalt system, 

hvor Kina indtager en helt 

anden rolle end tidligere. Det er 

således nyt, at Kina forventes 

at tage ansvar og en ledende 

rolle i løsning af internationale 

konflikter, og det stemmer ikke 

overens med Deng Xiaopeng’s 

centrale guidelines for Kinas 

udenrigs- og sikkerhedspolitik 

- ’hold lav profil’ og ’tag aldrig 

ledelsen’. De kinesiske ledere 

mangler erfaringen, hvilket 

også er med til at forklare den 

’eksperimenterende’ tilgang - 

dette er egentlig en typisk kinesisk 

tilgang, som også har 

karakteriseret den økonomiske 

reformproces i Kina. De kinesiske 

ledere prøver sig forsigtigt 

frem og søger at finde en måde, 

hvorpå de bedst kan håndtere og 

tilgodese de mange interesser 

og hensyn. 

En mere pragmatisk og proak- 

tiv kinesisk udenrigs- og sikkerhedspolitik 

er således under 

udvikling. De traditionelle principper 

om ikke-intervention og 

suverænitet vejer fortsat tungt, 

men der er tegn på, at fortolkningen 

og udøvelsen af disse er 

under forandring. Dette er en 

meget spændende udvikling 

eller proces at følge, men det 

har også gjort det endnu sværere 

at forudsige, hvordan Kina 

vil agere i forhold til forskellige 

internationale konflikter. 

21

KREML-KLANER 

I ÅBEN STRID Af Jørgen Staun 

Selvom den russiske præsident Putin officielt har udpeget sin tro følgesvend Dmitrij Medvedjev 

som sin favorit-kandidat til det russiske præsidentvalg i marts – og arvefølgen dermed synes sikret 

i det russiske rige – er den interne magtkamp i Kreml langt fra slut. De forbigåede klaner i Kreml 

forsøger med alle midler at sikre, at den magt – og de enorme pengesummer – de har tilkæmpet sig 

under Putins styre, ikke går dem af hænde 

Små to uger før det russiske parlamentsvalg 

i december sidste år slog politiet i Moskva 

til mod en række højt placerede russiske 

forretningsfolk og embedsmænd, herunder vicefinansminister 

Sergej Stortjak, som de arresterede 

under anklage for forsøg på at tilrane sig mere end 

43 millioner dollars af statens penge. 

Arrestationen forløb uden den store mediebevågenhed 

fra den russiske og internationale presse, som 

ikke er uvant med korruptionssager, der involverer 

russiske embedsmænd - især ikke når der er valgkamp 

og man gerne statuerer eksempler. 

Anklagen mod Stortjak lød på svindel med 43,4 

millioner dollars fra et angiveligt fejlslagent forsøg 

på at inddrive en gammel statsgæld, som Algeriet i 

sin tid optog i Sovjetunionen. Udover Stortjak blev 

også Viktor Zakharov, der er chef for den private 

virksomhed Sodexim, samt Vadim Volkov, formanden 

for Moskvas interregionale investeringsbank 

MIB, arresteret. Strafferammen er på op til 10 års 

fængsel. 

På overfladen kunne sagen godt ligne 

en, der ikke handler om meget mere 

end endnu en embedsmand og 

hans medsammensvorne, der 

har haft fingrene for langt nede i 

statens lommer – og så har været 

så uheldige at blive brugt som 

eksempel på myndighedernes 

utrættelige kamp mod den omsiggribende 

korruption. 

Kamp om stabiliseringsfond 

Men nu er den 53-årige Sergej Anatolievitj Stortjak 

ikke nogen Hr. hvem som helst. Stortjak har i en 

årrække været den liberale finansminister Aleksej 

Kudrins højre hånd og Ruslands chef-forhandler, 

der har sikret den førtidige russiske tilbagebetaling 

af den russiske udlandsgæld til de vestlige 

lande i Paris Klubben. 

“Enhver entreprenør benytter 

sig af det juridiske system til at 

forsvare sine interesser. Jeg 

er ingen undtagelse. Den 

eneste forskel er, at jeg 

handler i statens interesse” 

Derudover – og ikke uvæsentligt – er 

Stortjak finansministeriets chef for den 

nu mere end 150 milliarder dollars store 

russiske stabiliseringsfond, der efter 

norsk forbillede skal sikre Ruslands 

økonomi mod et fald i energipriserne. 

Fonden skal derudover 

sikre, at olie-milliarderne ikke fører 

den såkaldte ”hollandske syge” med 

sig, hvor olie-industrien fortrænger 

al anden russisk produktion og 

lader inflation løbe løbsk, og 

dermed skader den russiske 

økonomis stabilitet og 

konkurrenceevne. 

22 22

I takt med fondens hastige vækst er koret af indflydelsesrige 

folk, der vil poste nogle af pengene 

ud i samfundet, steget gevaldigt. Ikke mindst op til 

parlamentsvalget. 

Kompromisset er blevet, at fonden per 1. februar i 

år deles op i to, hvor de første 124 milliarder dollars 

sættes af til en reservefond som hidtil, 

mens de resterende nu skønsmæssigt pænt 25 milliarder 

afsættes til en såkaldt national velfærdsfond, 

der fremover vil kunne investeres i infrastrukturprojekter, 

ligesom fonden kan støtte private projekter 

i det russiske erhvervsliv. Indtil videre har 

finansminister Kudrin via Stortjak siddet tungt på 

pengekassen og dermed kontrollen over hvem, der 

kan få del i de mange milliarder. Men hvis Stortjak 

havner i fængsel og korruptionssagen viser sig at 

have udløbere langt ind i finansministeriet – hvilket 

den særlige Undersøgende Komité, ledet af Aleksandr 

Bastrykin, som står bag sagen, fremførte i 

et mislykket forsøg på at udvide anklagerne mod 

Stortjak i starten af december – vil Kudrin eventuelt 

kunne presses til at slække på kontrollen over 

den nationale velfærdsfond, og dermed lade nogle 

af de konkurrerende klaner i Kreml blive kompenseret 

ad den vej. 

Kremls grå eminence 

Bag arrestationen af Stortjak anes således en af Ruslands 

mest magtfulde mænd, Igor Setjin. Setjin, der 

ligesom Putin har en fortid i KGB, er vice-stabschef 

i præsidentadministrationen og er manden der kontrollerer 

Putins kalender, ligesom han kontrollerer 

den information, der tilgår præsidenten. Setjin 

regnes som leder af en del af den såkaldte Silovikifraktion 

i Kreml, der består af folk med baggrund 

i sikkerhedstjenesten eller mi-litæret. Setjin er allieret 

med Viktor Ivanov – også en tidligere KGBmand 

– der er rådgiver for Putin og kontrollerer 

ansættelsesspørgsmål, samt Nikolaj Patrusjev, chefen 

for den russiske sikkerhedstjeneste, FSB. Og 

så er Setjin manden bag oprettelsen af den såkaldte 

Undersøgende Komité og udpegelsen af dets leder, 

Aleksandr Bastrykin, en af Putins gamle klassekammerater 

fra jurastudiet i Leningrad, nu Sankt Petersborg. 

Anklagemyndigheder på randen af åben krig 

Den Undersøgende Komité er en slags konkurrerende 

anklagemyndighed ved siden af anklagemyndigheden, 

der kontrolleres af Jurij Tjaika, som 

regnes som medlem af en anden del af Silovikifraktionen, 

der ledes af Viktor Tjerkesov, chefen 

for den føderale narkotikakontrol, og Viktor Zolotov, 

chefen for Putins personlige sikkerhedstjeneste. 

Tjerkesov og Zolotov menes at have et rimeligt 

forhold til den såkaldte ”liberal-teknokratiske” 

klan i Kreml omkring Kudrin og Medvedjev, som 

Putin har valgt til at skulle føre landet videre. 

Siden oprettelsen i september sidste år, hvor den 

Undersøgende Komité overtog mere end 18.000 

kriminalfolk fra anklagemyndigheden samt godt 

60.000 sager – herunder mordene på Aleksandr Litvinenko, 

den tidligere KGB-agent, der blev forgiftet 

i London, og mordet på den Kreml-kritiske journalist, 

Anna Politikovskaja – har politifolk fra de to 

anklagemyndigheder flere gange været på randen 

af åben krig. 

Da agenter fra FSB og den Undersøgende Komité i 

oktober sidste år i Moskva-lufthavnen Domodedovo 

ville arrestere General Aleksandr Bulbov, Tjerkesovs 

højre hånd fra den føderale narkotikakontrol, 

overgav han og hans sikkerhedsfolk fra narkotikakontrollen 

sig først efter et intenst stand-off i 

lufthavnen mellem de to sæt af svært bevæbnede 

sikkerhedsfolk. 

Bulbov spillede en hovedrolle i den såkaldte Tri 

Kita sag, en bestikkelses- og våbensmuglingsaffære, 

som i juni 2006 kostede Vladimir Ustinov, 

en tro allieret med Setjin, posten som chef for 

anklagemyndigheden – deraf Setjins ønske om at få 

oprettet den Undersøgende Komité, så han og hans 

kreds kunne bevare det effektive våben; en lydig 

anklagemyndighed med dertilhørende domstole og 

dommere i klanernes krig mod hinanden. 

Kamp mellem sikkerhedstjenesterne 

Arrestationen af Bulbov fik Tjerkesov til, i et åbent 

brev i avisen Kommersant at advare mod det, han 

så som ”infighting mellem sikkerhedstjenesterne”, 

hvilket ifølge ham kunne skade Ruslands politiske 

stabilitet. Og selvom man ikke ligefrem bliver populær 

hos Putin ved på denne måde at udstille det 

beskidte undertøj offentligt, valgte Putin – efter behørig 

offentlig kritik af Tjerkesov – alligevel at udpege 

ham til at lede en nyoprettet internt regerings 

kommissariat til at bekæmpe ulovlige stoffer. Altså 

et signal fra Putin om, at han stod på Tjerkesovs 

side. 

23 23

Svaret fra Tjerkesovs modstandere var næppe heller 

til at tage fejl af. Den 27. oktober blev ligene af 

Konstantin Durzenko, officer i narkotikakontrollen 

og Sergej Lomako, hans tidligere kollega, således 

fundet forgiftede i en grøft i Sankt Petersborg. Og 

selvom de to mænd sidst var blevet set på en lokal 

beværtning, og selvom der i Rusland er mange 

tilfælde af dødsfald som følge af forgiftet vodka, 

ser flere analytikere mordene som led i den interne 

klan-krig i Kreml, hvor målet var at skade Tjerkesov. 

Tjerkesov har da også siden formået at svare igen. 

Således forsøgte anklagemyndigheden i første omgang 

helt at få forkastet sagen mod Stortjak. Siden, 

da den Undersøgende Komités folk hævdede at 

have fundet cirka 1 million dollars i kontanter i 

Stortjaks lejlighed, som de hævdede var stjålne 

penge fra sagen, og truede med at udvide sagen til 

også at omfatte folk i finansministeriet, iværksatte 

anklage-myndigheden den 16. december en undersøgelse 

af den Undersøgende Komités interne forhold. 

Da han godt en uge senere dukkede 

op i Ukraines hovedstad Kijev, fortalte 

han – synligt rystet – at han 

var blevet ”kidnappet, bedøvet 

og tilbageholdt” af ukendte gerningsmænd, 

at han trak sit præsidentkandidatur 

tilbage og at han 

ikke ville vende tilbage til Rusland 

før efter præsidentvalget 

K.G.B. er bedre end M.B.A. 

Og i hvad der kunne ligne et åbent forsøg på at 

tilsvine sikkerhedstjenesten, og dermed Igor Setjin 

og Nikolaj Patrusjev, lod finansmanden Oleg 

Shvartsman sig interviewe til Kommersant, der 

ejes af oligarken Alisjer Usmanov, som er forbundet 

til det statslige gasselskab Gazprom, som igen 

kontrolleres af Dmitrij Medvedjev. I interviewet 

fortalte Shvartsman, at han på vegne af familiemedlemmer 

til folk i Kreml-toppen samt i FSB 

og SVR, den indenlandske og udenlandske sikkerhedstjeneste, 

var chef for en 3,8 milliarder dollars 

stor fond, der med ”frivillig-tvang metoder” overtog 

russiske virksomheder til spotpris. Han sagde, 

at han bedrev ”fløjls-genprivatisering” til fordel for 

sikkerhedstjenesterne. 

”Enhver entreprenør benytter sig af det juridiske 

system til at forsvare sine interesser. Jeg er ingen 

undtagelse. Den eneste forskel er, at jeg handler i 

statens interesse”, forsvarede Shvartsman sig med. 

Shvartsman har senere tilbagekaldt interviewet – 

som Kommersant har på bånd, samt i en udskrift, 

der er kontrasigneret af Shvartsman selv – og 

hævdede, at han var blevet brugt i en intern krig 

mellem klanerne i Kreml. Ikke desto mindre satte 

interviewet gang i en heftig debat om sikkerhedstjenesternes 

involvering i lyssky affærer i dagens 

Rusland. Som den russiske udgave af magasinet 

Smart Money udtrykte det på forsiden: ”K.G.B. er 

bedre end M.B.A.” Alt sammen velegnet til at tilsværte 

Setjin og Patrusjev. 

Putins milliarder 

Mere opsigtsvækkende er imidlertid den mængde 

materiale om Putins angivelige lyssky affærer, der 

kort før udpegningen af Medvedjev som sandsynlig 

tronfølger efter Putin, pludselig kom til offentlighedens 

kendskab. 

Den 12. november lod Stanislav Belkovskij, en 

Setjin-nær spindoktor, sig interviewe til den tyske 

avis Die Welt, hvor han hævdede, at Putin gennem 

mellemmænd ejede aktier til en værdi af i alt godt 

41 milliarder dollars. Ifølge Belkovskij kontrollerer 

Putin 37 procent af aktierne i energiselskabet Surgutneftegas, 

der har en markedsværdig på godt 20 

milliarder dollars. Derudover kontrollerer han 4,5 

procent af aktierne i Gazprom, verdens største gasselskab. 

Desuden ejer Putin angiveligt 50 procent af 

aktierne i olieselskabet Gunvor, via forretningsmanden 

Gennadij Timsjenko, der er hjemmehørende i 

Schweiz. Gunvor omsatte ifølge Belkovskij sidste 

år for godt 40 milliarder dollars og havde en overskud 

på 8 milliarder dollars. 

Sidste gang, der var nogen, der offentligt udtalte 

sig om Putins angivelige milliardformue og nævnte 

Timsjenkos navn i samme sætning som Putins, var 

under præsidentvalgkampen i Rusland i 2004. Her 

hævdede Ivan Rybkin, en af præsidentkandidaterne, 

at Putin var ”en af Ruslands største oligarker”, og at 

Putin sammen med Timsjenko havde til hensigt at 

overtage kontrollen med Ruslands dengang største 

private olieselskab Yukos. Kort efter forsvandt 

24 24

Rybkin under mystiske omstændigheder. Da han 

godt en uge senere dukkede op i Ukraines hovedstad 

Kijev, fortalte han – synligt rystet – at han 

var blevet ”kidnappet, bedøvet og tilbageholdt” af 

ukendte gerningsmænd, at han trak sit præsidentkandidatur 

tilbage og at han ikke ville vende tilbage 

til Rusland før efter præsidentvalget. 

Pres på Putin 

Når Belkovskij efter at have offentliggjort den 

slags kompromitterende materiale om Putin stadig 

går frit omkring – ja, stadig er i live – kan det 

kun skyldes, at han har opbakning på allerhøjeste 

sted – efter al sandsynlighed hos Igor Setjin. Belkovskij 

har således tidligere fungeret som Setjins 

budbringer. I foråret 2003 forfattede Belkovskij 

således en artikel om, at de russiske oligarker var i 

færd med at udføre et ”snigende kup” mod Kreml. 

Artiklen ses af de fleste analytikere som startskuddet 

på kampagnen mod Mikhail Khodorkovskij, 

ejeren af det dengang største russiske olieselskab, 

Yukos. Yukos blev siden erklæret konkurs og eksproprieret 

efter at være blevet præsenteret for en 

angivelig skattegæld på godt 28 milliarder dollars. 

Et af Yukos datterselskaber, Yuganskneftegaz blev 

efterfølgende solgt langt under markedspris på en 

lukket, statslig auktion, hvor det eneste bud kom fra 

skuffeselskabet Baikalfinancegroup, hvis bestyrelsesformand 

var Igor Setjin. Baikalfinancegroup 

blev få dage senere opkøbt af det statslige olieselskab 

Rosneft, som Igor Setjin også er bestyrelsesformand 

for. Rosneft skal angiveligt have tjent op 

mod 100 milliarder dollars på operationen. Mikhail 

Khodorkovskij fik til gengæld 8 år i en arbejdslejr 

i Sibirien. 

Ligeså opsigtsvækkende som oplysningerne om 

Putins angivelige milliardformue er offentliggørelsen 

to dage før det russiske parlamentsvalg 

af en undersøgelsesrapport fra 1992 forfattet af 

Marina Salje på vegne af parlamentet om, at Putin 

angiveligt skal have modtaget bestikkelse, da han 

som ansat i bystyret i Sankt Petersborg var chef for 

bystyrets udlandshandel. 

Ifølge Ruslandskenderen Anders Åslund fra Peterson 

Institute for International Economics i Washington, 

er det sandsynligvis kun en mand som Igor 

Setjin – og måske Nikolaj Patrusjev, chefen for 

FSB – der har adgang til den slags informationer 

om Putin. Setjin er således samtidig den person, 

der kontrollerer strømmen af hemmeligstemplede 

oplysninger i Kreml. 

Formålet med at lække oplysningerne skal angiveligt 

have været at forsøge at presse Putin til enten at 

vælge en anden og mere Setjin-nær efterfølger end 

Medvedjev eller forblive på præsidentposten. 

Hvad end årsagen er: Kredsen omkring Igor Setjin, 

og andre af Medvedjevs modstandere, synes 

ikke parate til at overgive sig uden kamp, hvorfor 

vi roligt kan forvente yderligere klan-krige. Om 

det bryder ud i åben, storstilet, kamp – ja, nogen 

iagttagere, blandt andet Anders Åslund, er ligefrem 

begyndt at tale om et muligt kup, hvilket dog lyder 

noget usandsynligt – er det helt store spørgsmål og 

afhænger først og fremmest af Medvedjevs – og 

Putins – evne til at få de tabende parter under kontrol. 

Så kan de to altid ryge i totterne på hinanden senere, 

når Medvedjev – som Putin i sin tid – skal 

konsolidere sin magt, og derfor begynder at rydde 

ud i de gamle magtkredse. 

25 25

DEN DAG ANC 

KRYDSEDE SIT RUBICON? 

Tirsdag den 18. december 2007 kan meget vel gå 

over i historien som dagen hvor Sydafrikas regeringsparti, 

ANC, krydsede sit Rubicon. Det var 

dagen hvor et klart flertal på partiets kongres i Polokwane 

valgte den detroniserede vicepræsident og korruptionsanklagede 

Jakob Zuma til formandsposten i ANC. 

Dette på bekostning af Sydafrikas nuværende præsident 

Thabo Mbeki. Partiet har dermed fået en skandaleramt 

formand, som tidligere har været anklaget og efterfølgende 

frikendt for voldtægt, og som har en korruptionsanklage 

hængende over hovedet. Det var denne anklage 

der i 2005 fik ham fyret fra posten som Sydafrikas vicepræsident. 

Efter valget af Zuma til formand for ANC 

er han lige nu favorit til at efterfølge Mbeki senest i 2009 

og dermed blive landets nye præsident. Zuma har dog 

meddelt, at han trækker sig hvis han bliver dømt. En dom 

ville dog også fjerne hans muligheder for, at blive valgt 

til posten som landets præsident. 

Men det var ikke kun valget af Zuma der gjorde den 

overståede partikongres interessant. Kongressen gav 

også Zumas fløj i partiet, der bl.a. inkluderer fagbevægelsen 

COSATU, Kommunistpartiet, ANC Youth League 

og ANC Womens League, en række andre tillidsposter 

i partiet, bl.a. posten som næstformand. Mbeki-fløjen, 

der har kontrolleret ANC siden 1999, blev reelt sat uden 

for indflydelse i partiet. Sydafrika står derfor i den situation, 

at partiet kontrolleres af Zuma, mens regeringen 

kontrolleres af Mbeki, dog maximalt frem til 2009, hvor 

Mbekis anden og sidste præsidentperiode slutter. 

Hvad betyder dette? 

Selvom Zumas sejr var et kæmpe nederlag for Præsident 

Mbeki, så får dette på kort sigt ikke nogen direkte indflydelse 

på den førte politik. Men det betyder dog, at der er 

et klart split mellem Mbekis regering og så selve partiet, 

der nu kontrolleres af Zuma. Det er en ny situation, fordi 

Mbekis fløj i ANC tidligere havde kontrol med begge. 

Selvom det vil gøre det politisk liv sværere for Mbeki, 

vil han ikke umiddelbart være tvunget til at ændre sit 

regeringsgrundlag, selvom den parlamentariske situation 

er blevet mere vanskelig. Godt nok har ANC flertal i par- 

Af Thomas Mandrup 

lamentet, men det er også et parti, hvor medlemmerne er 

nød til at forholde sig til den ny magtfordeling i partiet. 

Men hvad der sker efter 2009 er mere usikkert, hvilket 

jeg vil komme tilbage til. Begge parter var i forbindelse 

med afslutningen på partikongressen fremme med forsonende 

toner, for derigennem at nedtone forskellene. 

Både Mbeki og Zuma understregede, at de begge tjener 

samme parti og ville arbejde på at løse de problemer 

som bevægelsen stod overfor. Men tilbage står, at partiet 

aldrig tidligere har været så splittet, og der forestår et 

stort arbejde i at få lægt de åbne sår. 

Men Zumas sejr er også væsentlig 

af helt andre årsager. Fordi det er en 

kamp om ANC’s sjæl 

Men Zumas sejr er også væsentlig af helt andre årsager. 

Fordi det er en kamp om ANC’s sjæl. Partiet har traditionelt, 

bl.a. som konsekvens af dets historie som frihedsbevægelse, 

påberåbt sig retten som moralens vogter 

i sydafrikansk politik. Men med valget af Zuma som 

formand for partiet, og det til trods af anklagerne mod 

ham for korruption i forbindelse med store våbenindkøb, 

har ANC mistet sin uskyld. Det vil være nemt for partiets 

modstandere at sætte spørgsmålstegn ved partiets 

intentioner, og derved give næring til tidligere fremsat 

kritik om, at ANC forsøger at beskytte egne interesser 

og sikre sig et monopol på magten. Valget af Zuma er 

blot det seneste eksempel på, at moral ikke længere er 

væsentlige parametre, men det at tjene egne interesser, 

også økonomiske, er væsentligere. Et andet eksempel på 

den aftagende morale kunne være Mbekis beskyttelse af 

Sydafrikas politichef, Jackie Selebi, der har erkendt at 

have omgåedes en af landets mest berygtede mafiabosser 

privat. Dette bliver af mange iagttagere set som et udtryk 

for, at eliten i ANC bliver stadigt mere arrogant og tilsidesætter 

regler, etik og normer for egen vinding. Valget 

af den korruptionsdømte Tony Yegeni til ANC’s centrale 

organ, National Executive Council, er i denne sammenhæng 

også bemærkelsesværdigt. Grundlæggende sender 

ANC det signal til omverdenen, at korruption ikke er 

26

diskvalificerende for politikere. Dette sender ligeledes 

et uheldigt signal til resten af befolkningen, og specielt 

de offentligt ansatte, hvor korruption indtil nu har været 

betragtet som et problem og et stigende et af slagsen. 

Det er i den forbindelse endnu mere betænkeligt, at 

ANC ledelsen ønsker at stække den uafhængige statslige 

anklagemyndighed, ved at fjerne dets institutionelle 

uafhængighed. Meddelelsen om, at retssagen mod Zuma 

vil blive genoptaget, som kom få dage efter hans valg til 

formand for ANC, kan ses som en konsekvens af denne 

plan. Anklagemyndigheden ønskede at reagere, inden 

dets selvstændighed for alvor var blevet stækket. Zumas 

støtter har gennem hele perioden fastholdt, at korruptionsanklagerne 

mod Zuma var en politisk skueproces iscenesat 

af hans politiske modstandere, og i særdeleshed 

præsident Mbeki. 

Selvom Zumas sejr var et kæmpe 

nederlag for Præsident Mbeki, så får 

dette på kort sigt ikke nogen direkte 

indflydelse på den førte politik 

Men hvordan kunne Zuma vinde valget? 

Set udefra virker det på det nærmeste surrealistisk, at 

den skandaleramte Zuma overhovedet var i stand til at 

stille op til valget og ligeså at vinde valget. Men Zuma’s 

sejr skal måske primært forstås som et fravalg af Mbeki, 

frem for et valg af Zuma, valget mellem pest eller kolera 

har været brugt som sammenligning. For at forstå dette 

er man nød til at kigge på ANC som organisation. ANC 

kan ikke opfattes som et parti i gængs forstand, men er 

i realiteten en alliance af en lang række interesseinstitutioner. 

Der har længe været utilfredshed i organisationens 

venstrefløj med den førte økonomiske politik, 

specielt fra medlemmerne af COSATU og Kommunistpartiet. 

Mbekis lyserøde økonomiske politik, har medført 

en stabil økonomi med pæne vækstrater, lav inflation 

og renter. Men den brede befolkning, har ikke oplevet 

mærkbare økonomiske forbedringer, og bl.a. jobskabelsen 

har været en skuffelse. Mbeki blev op til valget 

i 2005 kritiseret for ikke at ’kære sig’ nok om den brede 

befolknings nød og behov, og for at fokusere for meget 

på at rejse verden rundt som fredsmægler og international 

statsmand. Trods denne kritik, vandt ANC valget og 

øgede endnu engang sin andel af sæder i parlamentet, 

hvor man nu har 2/3 dels flertal. Men dette understreger, 

at ANC er mange ting og at en stemme på ANC ikke 

nødvendigvis er en stemme på Mbeki, men i mangel af 

bedre alternativer. COSATU erklærede i 2005, at man 

senest 2015 ville satse på at overtage kontrollen med 

ANC for at trække politikken mod venstre. Dette virker 

som om at det allerede er påbegyndt. I valget af Zuma 

har man fået en svækket kandidat, som man politisk vil 

have nemmere ved at styre. 

Men hvad vil Zuma politisk? Han var, indtil 2005, en 

central figur i Mbeki’s regering og dermed medansvarlig 

for den førte økonomiske politik. Men til trods for det 

bliver han betragtet som en mand af folket, og har i hele 

forløbet givet udtryk for at ville øge fokus på de marginaliserede 

grupper i samfundet. Den folkelige stil kunne 

skyldes bl.a. hans ikke-akademiske baggrund og stil, der 

står i skærende kontrast til Mbeki og folkene omkring 

ham. Zuma taler direkte til hovedparten af partiets græsrødder. 

Et andet interessant element er, at Zuma er etnisk 

Zulu, hvor ANC indtil nu har været kontrolleret af Xhosaer. 

Zuma har erklæret, at man ikke skal forvente de store 

forandringer i den førte økonomiske politik. Dette skal 

bl.a. ses som et forsøg på at berolige de internationale 

investorer og finansielle markeder, der med frygt har observeret 

udviklingen i ANC. Men partikongressen vedtog 

en række bemærkelsesværdige nye politiske strategier. 

Zuma har i hele optakten til kongressen talt om et øget 

fokus på at adressere de marginaliserede gruppers behov. 

Et eksempel på dette, var beslutningen om at fremskynde 

landreformerne, så 30 pct. af landbrugsjorden vil 

være omfordelt senest i 2014. Et andet område der var i 

fokus, var erklæringer om en øget indsats mod landets 

epidemiske kriminalitetsrate, noget som Mbeki i sin regeringstid 

er blevet voldsomt kritiseret for. Hvad angår 

andre centrale beslutninger, er det værd at nævne, at valget 

af Zuma som formand, indikerer at ANC’s græsrødder 

længe har ønsket at gøre op med Mbekis topstyring 

af partiet. Dette område er også noget, der har ført til stor 

frustration og splid internt i partiet. 

Men har ANC krydset sit Rubicon, og 

er der ingen vej tilbage? Vil vi se ANC 

der bevæger sig væk fra det spor der 

blev lagt af Mandela, om åbenhed og 

demokrati? 

Men har ANC krydset sit Rubicon, og er der ingen vej 

tilbage? Vil vi se ANC der bevæger sig væk fra det spor 

27

der blev lagt af Mandela, om åbenhed og demokrati. Et 

ANC, der mener at have monopol på magten, og måske 

lader sig inspirere af søsterpartiet ZANU-PF i Zimbabwe? 

Det er ikke umiddelbart en sandsynlig udvikling, 

da stærke kræfter i partiet vil modarbejde en sådan udvikling. 

Det er i den forbindelse værd at bemærke, at fagbevægelsen 

COSATU, der har haft en central rolle i promoveringen 

af Zuma, jo har været en af de mest kritiske 

røster i relation til Zimbabwe. Valget af Zuma kan derfor 

også tolkes derhen, at demokratiet i ANC er blevet 

styrket, hvilket er godt for demokratiet i Sydafrika. Ved 

denne udvikling er politik igen blevet vedkommende for 

den bredere befolkninger der kan konstatere, at det er muligt 

at udfordre og besejre eliten. Problemet er så bare, at 

man har valgt en skandaleramt formand, der vil få svært 

ved at overbevise Sydafrikas internationale partner om sin 

troværdighed. Omvendt skal det understreges, at selvom 

der er stærke indicier mod Zuma, så er han ikke dømt. 

Dernæst viser historien i f.eks. Frankrig og Italien jo, at 

korruptionsanklager ikke nødvendigvis udgør et problem 

for en præsident. 

Lancering aF 

IPMONOPOLET.DK 

I forbindelsen med offentliggørelsen den 1. feb. vil redaktionen bag IPmonopolet afholde 

en lancering af tidsskriftet: 

Tirsdag den 12. feb. kl. 18.30 på Idealbar 

Enghavevej 40, København V 

Indgang er gratis 

Aftenen vil byde på en introduktion af IPmonopolet samt en debat under temaet; 

”DARFUR – En overset konflikt?” – et tema, som også behandles i 1. udgave af 

IPmonopolet. 

Efter debatten er baren åben for en drink, øl eller andet godt. Vi opfordrer folk til 

at blive til en hyggelig aften. 

28


29

vs 

MOGENS LYKKETOFT SØREN PIND 

I forlængelse temaet, ”Darfur– en overset konflikt”, har vi adspurgt 

to markante politikere, Mogens Lykketoft og Søren Pind, 

om deres synspunkter på netop dette emne. Disse er særligt 

relevante, da de til dagligt beskæftiger sig med internationale 

problemstillinger i deres egenskab af udenrigsordfører for hhv. 

Socialdemokraterne og Venstre. 

Hvordan mener du, at FN har 

håndteret situationen i Darfur 

indtil nu? 

Hvad bør den vestlige verden, 

herunder Danmark, gøre 

i tilfælde af an forværring af 

situationen? 

MONOPOLET 

LYKKETOFT: FN har været lammet, 

fordi Sikkerhedsrådet ikke har 

været enigt. Der kan jo ikke iværksættes 

nogen FN-aktion, med mindre 

et flertal i Sikkerhedsrådet og alle 

fem faste medlemmer accepterer 

det. Kina har længe tøvet på grund 

af dets stærke interesse i et godt forhold 

til regeringen i Khartoum og 

levering af olie fra Sudan. Nu er der 

heldigvis bevægelse – ikke mindst 

fordi Kina har flyttet sig og støtter 

udsendelsen af en FN-styrke. 

LYKKETOFT: Vi bør deltage i 

FN-styrken og presse/hjælpe den 

Afrikanske Union til at søge at løse 

opgaven. Realiteterne lige nu synes 

at være, at situationen er en smule 

forbedret i området. 

PIND: FN har igen bevist, at det i 

forhold til at forhindre humanitære 

katastrofer er ineffektivt. FN-sy-stemet 

er en efterkrigs-konstruktion, 

der blev skabt for at tilvejebringe 

et regelsæt for staternes indbyrdes 

omgang, men som hurtigt blev 

formet af den kolde krig. Det blev 

et forum, hvor henholdsvis den 

vestlige, frie del af verden og kommunismens 

diktaturer kunne kommunikere 

for at forhindre et udbrud 

af den evigt latente konflikt i koldkrigsperioden. 

PIND: I verden efter murens fald 

drejer begivenhederne sig ikke 

længere om to ideologiers kamp 

om verdensherredømmet. Øst og 

Vest er ikke længere enheder, men 

opdelt i fragmenter, der hver især i 

kraft af udviklingen har fået globale 

interesser. FN-systemets effektivitet 

afhænger derfor af, at i praksis Sikkerhedsrådets 

medlemmer i overvejende 

grad har sammenfaldende 

interesser. Dette er meget sjældent 

tilfældet. 

30

Hvilke hindringer ser du i dag 

for den manglende handling i 

Darfur? 

Vil det under nogen omstændigheder 

kunne retfærdiggøres 

at foretage en humanitær 

intervention uden om 

FN’s sikkerhedsråd? 

Hvordan forudser du det 

fremtidige forløb i Darfur-regionen? 

LYKKETOFT: FN-lammelsen - 

jfr. 1) – som forhåbentlig er ved at 

blive overvundet. Men det er også 

et problem, at der har været megen 

tøven fra FN’s medlemslande m.h.t. 

at levere bidrag. 

LYKKETOFT: Ja - vi gjorde det jo 

i Kosovo uden beslutning i Sikkerhedsrådet, 

hvor Rusland blokerede, 

men med accept fra de fleste lande 

i FN 

LYKKETOFT: Vanskeligt at besvare, 

men jeg håber naturligvis, at 

FN-missionen vil lykkes og at det 

vil tvinge parterne til forhandling. 

FN kan ikke løse de bagved liggende 

konflikter – det kan parterne kun 

selv gøre – hjulpet af bistand udefra 

til at genopbygge et fungerende 

samfund i Darfur. 

PIND: Darfur er - desværre - et 

godt eksempel på FN’s ineffektivitet. 

Særligt Kina har i høj grad 

ladet egne interesser gå forud for 

sikringen af overholdelse af 

menneskerettigheder og bekæmpelsen 

af en umenneskelig situation 

i området. Det er dog glædeligt, at 

et internationalt pres har fået disse 

to lande til - dog modvilligt - at acceptere 

det, der blev til Sikkerhedsrådets 

resolution 1769. 

Bestemt. 

PIND: I tilfælde, hvor FN-systemet 

blokeres af et modvilligt permanent 

medlem af Sikkerhedsrådet, er det 

min opfattelse, at der kan opstå situationer, 

der kræver handling - også 

militær. I så tilfælde må man holde 

frihedens og demokratiets fane 

højt. 

PIND: Jeg håber meget, at FN og 

den Afrikanske Union i fællesskab 

kan stoppe grusomhederne i området. 

Det er dog forventeligt, at 

den sudanesiske centralregering 

vil sætte sig imod og jeg frygter, at 

troppeantallet i det kæmpe område 

vil være helt utilstrækkeligt. Endvidere 

er FN-mandatet i Sikkerhedsrådets 

resolution 1769 udvandet 

og indeholder f.eks. ikke mandat 

til at afvæbne janjaweed-militsen, 

hvilket kunne tyde på en fortsættelse 

af myrderierne, mens det internationale 

samfund står på sidelinien 

og har travlt med at beskytte 

sig selv. 

31

YNSPUNKT 

Stephen Walt – Om den israelske lobby. 

Stephen Walt er professor i International Politik ved Harvards John F. Kennedy School of 

Government. I foråret 2006 udgav Walt i samarbejde med John Mearsheimer fra University 

of Chicago en artikel om de negative effekter af den israelske lobby. De to forskere tilskrev 

denne løse koalition af individer og organisationer en uforholdsmæssig stor magt. Lobbyen 

påvirker amerikansk udenrigspolitik i en pro-israelsk retning, der ifølge de to forfattere ikke 

er i den amerikanske nationalinteresse. Artiklen, der udkom i London Review of Books, skab- 

te stor opmærksomhed i medierne og førte til voldsom kritik af de ellers anerkendte forskere 

fra bl.a tidligere Secratary of State, Madeleine Albright. 

The central argument is centred 

on two assertions. Firstly that 

supporting Israel to the present 

extent is not in the national interest 

of the United States; secondly 

that Israel is not morally 

superior to its neighbours.In 

other words there is no reasonable, 

objective, justification for 

the current support for Israel. 

But is this two-folded logic not 

incommensurable. Either the 

argument must follow a national 

interest logic in which 

case morality is irrelevant or 

vice versa. 

The distinction isn’t between 

“national interest” and “moral 

interest”; it is between “strategic 

interests” and “moral interests,” 

which together comprise 

the national interest. We argue 

that neither can justify or fully 

explain the “special relationship” 

in which the US gives Israel 

nearly unconditional support.There 

is a strong moral 

case for Israel’s existence, but 

not for the current relationship. 

In continuation of the morality 

strand of your argument. You 

mention a number of Israeli 

democratic deficits, one of 

them being the fact that Israel 

is a Jewish State. Many democratic 

states are in fact rooted 

in religion eg. Denmark and 

the United Kingdom. Is this 

‘democratic problem’ really 

enough justification to compare 

Israel with neighbours 

like Egypt, Syria and Jordan 

– all of which have democratic 

problems of a totally different 

dimension? 

The United Kingdom is a liberal 

democracy like the United 

States, in which citizens of any 

ethnic group or nationality or 

religion are supposed to enjoy 

equal rights. Israel is more like 

Germany or Japan, where the 

state and citizenship are defined 

in more narrow terms. 

We don’t condemn this; we 

just note that this conception 

of democracy is different from 

America’s. But the main point 

is that the mere fact that Israel 

is democratic doesn’t explain 

the “special relationship,”--we 

don’t give any other democracy 

the same sort of special 

treatment. 

The article seems to argue that 

the present US unpopularity 

is partially caused by the 

one-sided support for Israel. 

For arguments sake, lets take 

Israel out of the Middle East 

equation. The US would probably 

still be in the region, due 

to its national interest (oil). 

There would still be severe 

32

YNSPUNKT 

socio-economic problems and 

the majority of the countries in 

the region would still be lead 

by corrupt dictators. So is the 

US support for Israel really 

that influential on public opinion 

in the Middle East? Or can 

the resentment towards the US 

rather be proscribed by the 

inevitable unpopularity of the 

world’s only superpower? 

Numerous public opinion surveys 

confirm that unconditional 

US support for Israel is 

a major cause of anti-American 

attitudes in the region. It is not 

the only cause, of course, but 

it is an important one. Moving 

towards a different relationship 

with Israel would not make the 

United States instantly popular, 

but it would remove one obvious 

source of friction. And it 

would be better for Israel to 

have a more normal relationship. 

The article highlights one of 

the main consequences of this 

very influential Israel lobby to 

be the decision to invade Iraq. 

How do you prove scientifically 

that the Israel lobby was indeed 

in key actor in this decision? Is 

it not equally possible that two 

different groups, the Israel lobby 

and the neocons, happened 

to have converging views on 

Saddam Hussein, though they 

had very different justifications 

for wanting Saddam removed 

from power? 

The neoconservatives are a key 

component in the Israel lobby, 

not a separate element. Many of 

them have worked for or have 

connections to key groups in 

the lobby, such as Washington 

Institute for Near East Policy, 

JINSA, AEI, and the Project 

for a New American Century. 

We show in considerable detail 

that the neocons conceived 

the idea of invading Iraq, and 

pushed for it steadily from 

1998 on. Moreover, there were 

no other significant groups 

or institutions pushing war: 

not the military, not the State 

Department, not the oil companies, 

not the CIA. The neocons 

were not able to persuade 

Clinton to go to Baghdad, and 

they failed to persuade Bush or 

Cheney prior to September 11. 

But after 9/11, they had a ready 

solution to a new strategic 

problem and Bush and Cheney 

embraced it. Once they did, 

many of the leading organizations 

in the lobby (including 

AIPAC) supported the war by 

quietly lobbying in favor. So 

we argue that the lobby - and 

especially the neocons within 

it - was necessary to make the 

war happen, but these groups 

obviously did not cause the war 

by themselves. 

You mention AIPAC as one of 

the most important actors in 

the Israel Lobby. Considering 

the conclusions of your article 

on the Israel lobby, what 

should be the explicit policy 

recommendations for lobby 

groups in the United States, if 

the strength of this particular 

lobby should be mitigated? 

We hope that more moderate 

groups (such as the Israel Policy 

Forum or Americans for Peace 

Now) become more influential 

and more broadly supported, 

and that groups such as AIPAC 

begin to rethink their positions 

and advocate more sensible 

policies. A more open discussion 

of these issues would also 

help. 

What have been the implications 

John Mearsheimer and 

yourself after writing this article 

with respect to your future 

academic prospects? Was there 

pressure from your various 

universities (or elsewhere) not 

to publish the article? 

No! 

What is your take on the upcoming 

presidential elections? 

What will be the implications 

of a democratic president in 

2009 for US policy on Israel, 

once you look pass the current 

election rhetoric, where every 

candidate tries to overdue the 

others in support of Israel? 

We believe US-Israeli relations 

will not be substantially different 

under the next president- 

-no matter who wins--unless 

key institutions in the lobby 

decline in influence or moderate 

their positions. 

33

Redaktion 

Ansvarshavende redaktion 

Stig Tackmann 

Simon Gravers Jacobsen 

Temaredaktion 

Emma Knudsen 

Mads Dalum Libergren 

Lise Frikke 

Monopolredaktion 

Frederik Dømler 

Webredaktør 

Kasper Bjerre Rasmussen 

Ad hoc konsulent 

Steffen Zoëga Thorøe 

IPmonopolet er et tidsskrift, der på nuanceret vis tilstræber at udbrede kendskab til og skabe alsidig debat 

om internationale forhold. Det er tidsskriftets formål at give studerende, fagfolk og debattører, der har interesse 

for international politik, et talerør og en platform for debat. 

34


35

DARFUR – En overset konflikt? - IPmonopolet

Create successful ePaper yourself

Delete template?

Save as template?