11. At gå på to ben

At gå på to ben !53
Nu var det ikke sådan, at videnskabsmændene lod sig intimidere af det
kommunistiske partis paroler om socialistisk contra borgerlig videnskab og følgagtigt
fulgte den filosofiske linie mod bedre vidende. (Selv om der selvfølgelig
også var eksempler på det.) Hvad vi allerede har set, var de sovjetiske videnskabsmænd
også udmærket i stand til at se. Nemlig at den dialektiske materialisme
på papiret er en rigtigere og mere omfattende og sammenhængende
opfattelse af verden end de filosofiske anskuelser, som den ophæver. Og derfor
også et vigtigt mål for den videnskabelige erkendelse at stræbe efter.
Problemet var et ganske andet. Nemlig hvordan man får flyttet de gode
principper fra papiret over i den videnskabelige genstandsverden? I særdeleshed
når papiret først og fremmest bestod i ufærdige og ufuldkomne skitser fra
Engels' hånd, der bestemt ikke kunne kaldes praktiske anvisninger. (Udover at
det selvfølgelig ville være latterligt at tro, at Engels - hans brillante indsigt ufortalt
- skulle kunne vise videnskaberne den konkrete vej til deres genstande.
Han ville selv have korset sig ved tanken.)
Forsøget på at løse denne opgave kommer i afgørende grad til at præge den
russiske/sovjetiske psykologis udvikling efter 1917. Den sovjetiske psykologis
historie er historien om de sovjetiske psykologers forsøg på at mestre den
marxistisk-leninistiske metodologi, som den russiske psykolog Tcplov siger.
Umiddelbart forekom man godt rustet til opgaven med den objektive psykologi
og refleksologien, der i modsætning til megen borgerlig psykologi i Vesten
var benhård materialistisk og ikke tillod subjektivt idealistiske svinkeærinder
nogen plads. Hvortil kom, at den havde det nye styres tillid, fordi den i
kampen mod tsardømmet havde demonstreret sin progressivitet og humanisme.
Bekhterev, der ikke havde svært ved at genkende den dialektiske materialisme
i sit eget arbejde, lagde for med Psykologi, Refleksologi og Marxisme i 1925.
Hvad Bekhterev ikke selv kunne se, var der imidlertid andre, der kunne. Nemlig
at en psykologi, der afviser bevidsthedsfænomnerne en ægte plads og derfor
afskaffer psykologi som videnskab til fordel for refleksologi, ikke er ganske forenelig
med en filosofi i hvilken, den menneskelige bevidsthed spiller en afgørende
(men ikke uafhængig eller enerådende) rolle. En ting er at gøre op med
den subjektive idealisme, noget ganske andet er at fjerne det subjektive fra det
videnskabelige landkort. lhvertfald vandt forsvarerne af det subjektive (og
dermed psykologien) den store debat om bevidsthedens betydning, der fandt
sted i Sovjetunionen i tyverne. De havde også Lenin på deres side.
Det var altså ikke nok, at den nye psykologi var materialistisk. Den måtte
være materialistisk på andet end en mekanisk måde. Det vil sige! at den måtte
være dialektisk.
Den første, der systematisk forsøgte sig med den dialektiske psykologi, var
K.N. Kornilov, der fastholdt, at det dialektiske princip netop kunne ses i psykologien,
"where there are no objects, but only processes, where everything is dynamic
and timely, where there is nothing that is static" 3 • (Hvilket ikke er så