Vred socialarbejder:

hus forbi 

Køb avisen på stationen – ikke i toget 

Pris 20 kr. 8 kr. går til sælgeren nr. 70 februar 2008 

Vred socialarbejder: 

Skal hjemløs svensker 

dø på gaden? 

Hus Forbi opretter nødherberg 2 og 8 

Gaderummets brugere: Vi skal bæres ud 

Narkomaner skal genoplive narkomaner 12 

Vesterbros toiletter bruges som fixerum 14 

9

Vi støtter Hus Forbi: 

Når de usynlige bliver synlige 

Illegale, papirløse, skjulte eller udokumenterede. Kært barn har mange navne, 

siger man, men når talen falder på immigranter – og et af de førnævnte fire 

ord står foran – så er spørgsmålet, hvor kært barnet egentlig er. 

Ligesom andengenerationsindvandrerne – også kendt som 2.g’ere, nydanskere, 

tosprogede og dem med anden etnisk baggrund – så har de illegale 

immigranter fået flere navne, fordi vi endnu ikke har dannet os en fællesopfattelse 

af dem. Med andre ord ved vi endnu ikke helt, hvordan vi skal forholde 

os til dem. Begge grupper bliver på en gang opfattet som fremmede/farlige, 

eksotiske/tiltrækkende og vedkommende/uvedkommende. 

Fælles for begge grupper er dog også, at vi er tvunget til at forholde os til 

dem – hvad enten vi vil det eller ej. 

For nu at holde mig til de illegale immigranter, er det nemlig sådan, at 

ligegyldigt, hvor gode de er til at holde lav profil, bliver de alligevel synlige 

for os: De bliver synlige, når de bliver syge og bringes på skadestuen, når de 

dør af druk, ender i fængsel, eller når de som svenske L foretrækker at leve på 

gaden i Danmark frem for at vende hjem (læs side 3). 

Hvor mange der er i Danmark, ved vi ikke. Ifølge Norges Røde Kors, som 

holdt en konference i Oslo den 24. januar om papirløse indvandrere, anslås 

det, at der i Vesteuropa er tre millioner papirløse immigranter og for Norges 

vedkommende et sted mellem fem og ti tusinde. De lever stort set uden rettigheder 

og ofte under uværdige forhold. 

Hvorfor de opholder sig illegalt i et fremmed land, er der nok lige så mange 

grunde til, som antallet af illegale indvandrere. Ifølge Norges Røde Kors er 

nogle ofre for menneskehandel, en del har fået afslag på asyl, og en del er 

ulovlige arbejdsimmigranter. 

Sidstnævnte – arbejdsimmigranterne – møder vi en del af på Hus Forbi. 

For hvad mon der sker, når beskæftigelsesminister Claus Hjort Frederiksen (V) 

Udgiver: 

Foreningen Hus Forbi 

Tornebuskegade 1, 2. 

1131 København K 

Tlf. 3832 2320 

husforbi@husforbi.dk 

www.husforbi.dk 

Ansvarshavende redaktør: 

Jaku-Lina E. Nielsen 

Tlf. 3832 2324 

jaku-lina@husforbi.dk 

Administrator: 

Heidi Riel 

Tlf. 3171 0481 

heidi@husforbi.dk 

Sælgerrepræsentant og 

gadeplansmedarbejder: 

Henrik Pedersen 

Tlf. 2094 5232 

henrik@husforbi.dk 

Debatindlæg og læserbreve: 

redaktion@husforbi.dk 

Næste nummer udkommer 

den 29. feb. 

Forsidefoto: 

Ulrik Jantzen 

Bidrag: 

Hvis du vil give et bidrag til Hus Forbi, 

kan du sætte beløbet ind på dette 

konto-nr: Giro (9541)60028842. 

Mærk indbetalingen ”bidrag”. 

Distribution: 

Boformer for hjemløse, varmestuer, 

medborgerhuse mm. kan fungere 

som distributør for Hus Forbi – dvs. 

være udleveringssted af avisen til 

sælgerne. Kontakt os på: 

3171 0481 (se listen af distributører 

på www.husforbi.dk). 

Abonnement: 

Standardabonnement: 340 kr. 

(12 numre om året – inkl. moms, 

porto og gebyr). 

Støtteabonnement: 540 kr. 

Henvendelser vedr. abonnement 

på tlf. 7026 7006 eller 

dorte@notatgrafisk.dk 

Layout: Westring + Welling A/S 

Tryk: Dansk Avistryk A/S 

Oplag: 70.000 

Antal sælgere: ca. 480 

Læsertal: 2. og 3. kvartal 2007 

v. TSN Gallup: 320.000 

ISSN: 1397-3282 

rejser til Polen (som han gjorde i marts 2007) og åbner jobmesser for at lokke 

polsk arbejdskraft til Danmark? Ja, så kommer der ikke kun håndværkere herop, 

men også ’revl og krat’: Dem, som i forvejen var arbejdsløse, og som faktisk 

risikerer at miste deres sociale rettigheder i Polen efter blot tre måneder i 

udlandet. 

Og så har vi pludselig de mennesker, der ender som illegale, udokumenterede, 

papirløse og skjulte immigranter – og er de vores ansvar? 

Det mener vi på Hus Forbi, og derfor har vi sammen med Projekt Udenfor 

og en række andre organisationer valgt at være med til at åbne et nødherberg 

for ’vores’ illegale immigranter (læs side 8). De samme immigranter, som Karen 

Jespersen i december dømte ude ved at true med at fjerne det økonomiske 

grundlag for de herberger, som åbner døren for dem. 

God læselyst. 

Jaku-Lina E. Nielsen 

Redaktør, Hus Forbi 

Om Hus Forbi 

Hus Forbi udkom første gang i 1996. Siden starten 

af 2006 er Hus Forbi udkommet en gang om 

måneden. Salgsrekorden er ca. 78.000 solgte eksemplarer 

(december 2007). Hus Forbi sælges af 

hjemløse og tidligere hjemløse eller andre socialt 

udsatte mennesker – det, man under ét kan kalde 

’skæve eksistenser’. Avisen sætter fokus på udsatte 

mennesker og fattigdomsproblemer. Formålet 

er at nedbryde fordomme om marginaliserede 

grupper både via indholdet af Hus Forbi samt i 

mødet med sælgeren. Hus Forbis sælgere er alle 

udstyret med et id-kort udstedt af Hus Forbis 

sekretariat. Salget af Hus Forbi 

fungerer for sælgerne som et 

alternativ til tiggeri og evt. 

kriminalitet. Indholdet 

i Hus Forbi produceres 

primært af professionelle 

freelancere, fotografer 

og illustratorer. Der er fem 

fastansatte på Hus Forbi: To 

på fuldtid og tre på deltid, 

herunder en studentermedhjælper. 

Hus Forbi er medlem af det 

internationale netværk af 

gadeaviser, INSP. 

www.loge86. dk Lions Club Søllerød Mølleaa 

De bliver synlige, når de bliver syge og bringes på 

skadestuen, når de dør af druk eller ender i fængsel. 

Markedsføring 

Husleje mv. 

Reserve 

Løn til medarbejdere 

Det går din 20’er til 

Moms 

Produktion og tryk 

OBS: Kig efter det originale Hus Forbi id-kort 

af plastik, før du køber avisen! 

Sælgeren 

Fanget mellem lande 

og kommuner 

L og Stine bor begge på gaden i 

København. De har af forskellige 

årsager valgt at holde til i hovedstaden. 

Ingen af dem er imidlertid 

registreret som hjemløse i kommunen, 

fordi de er havnet som 

kastebolde i et system med ufleksible 

paragraffer og regler. L, som 

er svensk statsborger, er fanget 

mellem Danmark og Sverige. Stine 

mellem to danske kommuner. 

Han sidder på Strøget eller på Rådhuspladsen, 

omgivet af sine få ejendele. 

Om natten sover han på et koldt 

marmorgulv i porten til en butik eller 

finder læ i den sorte HT-terminal på 

Rådhuspladsen. 

L er 54 år. Han er født i Sverige 

og har levet det meste af sit liv der, 

indtil han for ca. fire år siden slog 

sig ned på gaden i København, hvor 

især området omkring Rådhuspladsen 

har en stor tiltrækningskraft 

på ham. L færdes blandt de andre 

gadehjemløse i København og kalder 

dem for ”sine venner”. L er psykisk 

syg og hører stemmer, som han taler 

med, når han tror, at ingen ser eller 

hører det. Han har svært ved at 

passe på sig selv. Han har ofte ikke 

nok tøj på, når det er koldt, og hans 

ejendele forsvinder tit eller bliver 

stjålet fra ham. 

Alle mennesker er specielle 

L er vokset op hos sin mor i Sverige. 

Indtil hun døde i 1999 boede de i et 

hus ude i skoven i en lille kommune 

et par timers kørsel nord for Göteborg. 

I Sverige har L en ’diagnose’ 

som ”mindre begavet/retarderet”. 

Lederen af Projekt Udenfor, psykiater 

Preben Brandt, vurderer imidler- 

DERFOR BOR 

DE PÅ GADEN 

Uønsket i København 

De få ting, han ejer, har han med sig overalt, hvor han 

går. For i fire år har L boet i en butiksport på Strøget i 

København, selv om han har en lejlighed i Sverige. 

Af Tina Juul Rasmussen 

Foto: Ulrik Jantzen 

tid ikke, at L er retarderet, men blot 

’speciel’. Det er L glad for, han vil 

gerne være speciel, fordi han mener, 

at alle mennesker er specielle. 

Efter morens død fik L en lejlighed, 

blev tilkendt pension og sendt 

i aktivering. Det brød han sig ikke 

om, og han syntes, at de andre i det 

lille samfund, han boede i, kiggede 

mærkeligt på ham. Derfor rejste L videre 

til Göteborg, hvor han boede på 

en bænk. Ingen ved hvorfor, men en 

dag besluttede L at krydse Øresund 

og tage til København. Selv siger L, 

at han kom til Danmark i starten af 

2004. 

Og her har L været siden, dog 

2 hus forbi · nr. 70 · februar 2008 hus forbi · nr. 70 · februar 2008 3

med små afstikkere hjem til Sverige. 

Han sover altid udendørs, uanset 

vind og vejr. Han er ikke glad for 

steder med mange mennesker, støj og 

uro. Men modsat mange andre posefolk 

er han ikke bange for andre mennesker, 

gemmer sig ikke og vil gerne tale med 

folk omkring ham. Det betyder meget 

for ham at have venner. 

Gemmer penge i strømperne 

L rejser jævnligt til Sverige for at hæve 

af sin pension. Pengene kan han finde 

på at gemme i sin strømpe og så sige 

til de andre på gaden: ”Se, jeg har 

3.000 kroner i min strømpe, men I må 

ikke sige det til nogen.” Ofte går der 

ikke længe, før pengene er forsvundet. 

Fordi L sover i det offentlige rum, bliver 

han ofte overfaldet derude, enten 

af andre hjemløse eller af tilfældige 

forbipasserende. 

Da L kom til København hverken 

røg eller drak han. Nu må han starte 

dagen med flere øl for at få hænderne 

til at holde op med at ryste, og han 

kæderyger cigaretter – en adfærd, L 

tilsyneladende har adopteret fra den 

gruppe af hjemløse, han hænger ud 

sammen med på gaden. 

L har en udtalt retfærdighedssans 

og vil gerne please folk omkring sig. 

Selv når han sidder blåfrossen på en 

bænk uden strømper på og buler i panden 

efter det seneste overfald, siger 

han, at det går ”mycket bra”. Kommer 

kommunens folk og spørger, om ikke 

han gerne vil hjem til Sverige, siger 

han ”ja”, for så ved han, at de går igen. 

Kommunen smed ham på gaden 

Sidste vinter var Projekt Udenfor 

Uetisk ikke at hjælpe 

Vi kan ikke bare acceptere, at udenlandske hjemløse får 

lov at ligge på gaden i København og dø. Det mener en 

gadeplansmedarbejder, som i to år har haft tæt kontakt 

med L, en psykisk syg, gadehjemløs svensker. Han er 

persona non grata i Københavns Kommune, men vil ikke 

hjem til sin lejlighed og pension i Sverige. Så sandsynligvis 

ender han med at dø på gaden. 



- Det er helt sikkert kun et spørgsmål 

om tid, før L dør på gaden, hvis der 

ikke sker noget. Han er psykisk syg 

og kender derfor ikke konsekvensen 

af de valg, han træffer. Men nu har 

han siddet i fire år og frosset røven 

af på Strøget i København. Det, synes 

jeg, er et kraftigt signal at sende, og 

det burde kommunen tage alvorligt. 

Så hårdt trækker Bo-Lennart 

Heide-Jochimsen linjerne op i sagen 

om L, en psykisk syg svensker, som 

har boet på gaden i det centrale 

København de seneste ca. fire år. 

Bo-Lennart Heide-Jochimsen er 

pædagog og opsøgende gadeplansmedarbejder 

i Projekt Udenfors Posefolksprojekt 

og har næsten daglig haft 

kontakt med L gennem de sidste par 

år. Han er både rystet og vred. 

- Jeg tror, at alle, som arbejder 

med hjemløse i byen, kender L. Han 

kan ikke passe på sig selv, han sover i 

vandpytter, har ikke nok tøj på og er 

ikke stærk nok til at leve på gaden. 

Han kan sidde og ryste af kulde på 

en bænk, og når jeg så kigger ned 

ad ham, opdager jeg, at han ikke har 

strømper på. Og alle vil gerne hjælpe 

ham, men ingen gør noget. Vi har 

haft mange møder med kommunen, 

som siger, at de ikke kan gøre andet 

end at tilbyde ham en billet hjem. 

Men jeg mener, at vi som kommune, 

region og land er etisk og menneskeligt 

forpligtet til at gøre noget for 

de udenlandske hjemløse. Jeg mener 

ikke, at vi bare kan acceptere, at de 

får lov at ligge på gaden og dø, siger 

Bo-Lennart Heide-Jochimsen, som 

dog tilføjer, at Københavns Kommunes 

gadeplansindsats sammen med 

Natcafé på Sundholm den seneste 

måned (december/januar, red.) har 

tilbudt L at overnatte her. 

Tilgodeser kommunens tarv 

Men sandsynligvis må borgerne i 

København indstille sig på fortsat at 

gå forbi L på Strøget eller Rådhuspladsen, 

så længe han er i live. 

For problemet med 54-årige 

L – og for den sags skyld alle andre 

udenlandske hjemløse i Danmark 

– er, at hverken stat, region eller 

kommune er lovmæssigt forpligtet 

til at hjælpe dem. Og derfor vil 

kommunen (i L’s tilfælde København, 

red.) hverken huse L eller betale for, 

at han kan blive her. Men det er L 

imidlertid fløjtende ligeglad med. 

Hver gang kommunen giver ham en 

enkeltbillet hjem til Sverige, sidder 

han igen på Strøget få dage senere. 

- På et tidspunkt holdt vi et 

møde 11 mand høj: De svenske myndigheder 

og socialrådgivere, danske 

socialarbejdere, Københavns Kommune 

og den svenske kirke. Og uanset 

hvad L blev spurgt om, svarede 

han: ”Jeg vil gerne bo i København.” 

De svenske myndigheder er indstillet 

på at hjælpe ham og synes, de 

har et flot tilbud med både bolig og 

pension. Men problemet er, at L vil 

være her, så derfor passer tilbuddet 

ikke til ham. Hvis man kunne lave 

en ordning, så nogle af de penge, 

han får i Sverige, kunne overføres 

hertil og betale for udgifterne til 

hans ophold i København, ville kommunen 

måske være indstillet på at 

hjælpe ham. Men det hele handler 

om økonomi og paragraffer, så det 

bliver ikke L’s tarv, men kommunens 

tarv, man tager hensyn til. Og han 

er jo ikke den eneste svensker, som 

render rundt i København uden at 

få hjælp, konstaterer Bo-Lennart 

Heide-Jochimsen og tilføjer: 

- Måske kan man godt sige, at det 

er L’s frie valg at leve på gaden i København, 

når han nu har en lejlighed i 

Sverige. Men jeg vil argumentere for, 

at som psykisk syg har du ikke et frit 

valg på samme måde, som når du eller 

jeg vælger at tage på charterferie til 

Ibiza eller noget lignende, fordi en 

psykisk syg ikke tænker rationelt som 

os andre. Og jeg mener, at vi som 

samfund etisk og menneskeligt er forpligtet 

til at hjælpe mennesker, som 

ligger og dør på gaderne i København. 

Derfor har jeg valgt at fortælle om L’s 

situation, selv om det sætter mig i et 

etisk dilemma, fordi jeg mener, at det 

går meget tæt på et menneske, som i 

forvejen er sårbar, og måske gør hans 

situation værre. 

bekymret for, om L ville overleve 

vinteren på gaden og skaffede ham 

et værelse uden om kommunen i et 

bofællesskab for psykisk syge hjemløse, 

hvor de betalte for hans værelse. 

Hver aften gik en af projektets 

gadeplansmedarbejdere ud og fandt 

L et sted i byen, fulgte ham hjem 

til værelset og fik ham i seng for at 

være sikker på, at han ikke valgte at 

overnatte udendørs. 

L var glad for værelset og fungerede 

bedre her, end da han boede på 

gaden. Men da lederen af bofælles- 

skabet skrev til kommunen for at 

gøre L’s ophold formelt og få ham 

registreret som borger i byen, kom 

reaktionen prompte. L blev smidt 

ud af bofællesskabet – retur til 

gaden. 

Og L vil hellere bo på gaden 

i København end i sin lejlighed 

i Sverige. Han har ingen familie 

eller netværk der. Han har flere 

gange fået en enkeltbillet hjem til 

Sverige af Københavns Kommune, 

senest i julen 2007, men hver gang 

finder han selv vej tilbage til Kø- 

benhavn. På et tidspunkt fik byens 

herberger forbud mod at lukke L 

ind om natten for på den måde at 

presse ham til at rejse hjem. 

Men L er her stadig. 

L er anonym, men redaktionen 

er bekendt med hans identitet. 

Artiklen bygger på oplysninger fra 

opsøgende gadeplansmedarbejder i 

Projekt Udenfors Posefolksprojekt 

Bo-Lennart Heide-Jochimsen som 

har haft næsten daglig kontakt 

med L gennem de sidste to år. 

Projekt Udenfors gadeplansmedarbejder 

Bo-Lennart 

Heide-Jochimsen har kendt L 

de sidste to år. I forgrunden 

ses Bos og L’s hænder. 

Kastebold mellem 

to kommuner 

Stine har været gadehjemløs i København et år, men 

Københavns Kommune vil ikke hjælpe hende med 

kontanthjælp og et sted at bo. 

Af Jaku-Lina E. Nielsen 

Hvis man er dansk statsborger og 

har levet et helt år som gadehjemløs 

i Københavns Kommune – og via 

jævnlig kontakt med kommunens 

opsøgende gadeplansarbejdere kan 

dokumentere, at man vitterlig har 

levet som hjemløs i kommunen i et 

år – så skulle man tro, at det kunne 

lade sig gøre at blive registreret som 

borger i Københavns Kommune. 

Men så let er det ikke. Og det er 

25-årige Stines historie et bevis på. 

Hun kommer fra en nordsjællandsk 

kommune, men har det sidste års 

tid – herunder flere vintermåneder 

– levet som gadehjemløs i det 

Indre København. Det sidste halve 

år har hun kun levet af det, hun kan 

tjene ved at sælge Hus Forbi og som 

medhjælper i frugt- og grøntboder i 

København. Hendes ’hjem-kommune’ 

stoppede hendes kontanthjælp for ca. 

et halvt år siden, fordi hun var udeblevet 

fra lovpligtige samtaler med 

sin sagsbehandler, og kort før jul gav 

Københavns Kommune hende afslag 

på en ansøgning om kontanthjælp. 

Hendes problem er, at Københavns 

Kommune stadig betragter 

hende som borger i den nordsjællandske 

kommune, fordi det var 

her, hun sidst havde folkeregisteradresse. 

Men Stine vil ikke bo i den 

nordsjællandske kommune, og derfor 

er de aftaler, som de københavnske 

gadeplansarbejdere har forsøgt at 

sætte i stand mellem Stine og hendes 

sagsbehandler i Nordsjælland, 

aldrig blevet til noget. 

Vil gerne aktiveres 

Stines historie ligner svenske L’s 

historie, idet hun også er blevet 

kastebold – ikke mellem to lande – 

men mellem to danske kommuner. 

Og fordi hun ikke ’makker ret’ og 

ikke ønsker at få genoptaget sin sag 

der, hvor systemet siger, hun skal, 

sker der ingenting. Ifølge Hus Forbis 

oplysninger er det sådan, at hvis der 

er uenighed mellem to kommuner, 

om hvilken kommune der skal udbe- 

tale kontanthjælp, er det altid den 

kommune, hvor man sidst har haft 

adresse, der har forpligtelsen. Og 

med udbetalingen af kontanthjælp 

følger krav om aktivering, samtaler 

og så videre. 

Stine vil faktisk meget gerne 

i aktivering, men hun ønsker, at 

det skal ske i København og ikke i 

Nordsjælland. Men det tillader lovgivningen 

ikke, fordi hun jo ikke har 

folkeregisteradresse i København. 

Stine har valgt at være anonym. 

Derfor er Stine et opdigtet navn. 

Redaktionen er bekendt med hendes 

fulde navn. 

jaku-lina@husforbi.dk 

4 hus forbi · nr. 70 · februar 2008 hus forbi · nr. 70 · februar 2008 5 


Modelfoto: Ulrik Jantzen

Københavns 

Kommune 

rykkede på L 

Efter artiklen om L var 

skrevet og sendt til 

Socialudvalgets medlemmer, 

kom Københavns 

Kommune med et tilbud 

til L om et sted at bo, 

hvor der er til knyttet 

pleje og omsorg. Et 

tilbud, Projekt Udenfor 

ifølge gadeplansmedarbejder 

Bo-Lennart 

Heide-Jochimsen har 

efterspurgt til L i over et 

år. Hus Forbi følger op på 

sagen i næste nummer og 

kan forhåbentlig besøge 

L i hans nye hjem. 

Ved redaktionens slutning 

den 29. januar havde L 

dog stadig ikke fået den 

plads i det botilbud, som 

Københavns Kommune 

havde lovet ham. 

- taj 

Kan vi være bekendt at lade L dø på gaden? 

Endnu en polsk Hus Forbi-sælger død 

På under et halvt år er to af Hus Forbis østeuropæiske 

sælgere døde som gadehjemløse i København. Hus Forbis 

gadeplansmedarbejder frygter, at flere vil lide samme 

skæbne, hvis ikke det offentlige tager ansvar for dem. 


Endnu en af Hus Forbis østeuropæiske 

sælgere er død. 

I juli døde polakken Mickey på en 

bænk i Grøndalsparken i København, 

kun 34 år gammel. Den 5. december 

2007 fik hans landsmand Czestow 

Szober en blodprop på Frederiksberg 

Hospital, hvor han var indlagt. Han 

blev overført til Rigshospitalets 

intensive afdeling, hvor han døde. 

Czestow blev 56 år gammel. 

De sidste ca. to år havde han op- 

Det spørgsmål stillede Hus Forbi de 11 medlemmer af 

Socialudvalget i Københavns Kommune. De fik tilsendt 

artiklen om L og en uge til at svare på spørgsmålet. 

Ved deadline var der kommet fire svar. 


Finn Rudaizky, løsgænger: 

Tid at træde i karakter 

Da den psykisk syge svensker blev 

smidt ud af sit værelse på bofællesskabet 

i København, var der tale om 

en sag af overordnet principiel karakter 

med særligt politisk indhold. 

For det var kommunen, som var direkte 

årsag til, at L røg retur til det 

nedværdigende gadeliv. Kommunen 

overholdt alle juridiske paragraffer, 

men i spørgsmålet om liv eller død 

må der også være en menneskelig 

forpligtigelse. En sådan form for etik 

og moral er selvfølgelig politikernes 

ansvar. Det er på høje tid, at vi fra 

politisk side træder i karakter. De 

holdt sig i Danmark og siden marts 

2007 levet af at sælge Hus Forbi. 

Czestow havde et massivt alkoholforbrug, 

som endte med at tage livet 

af ham. 

Alle, Hus Forbi har talt med, husker 

Czestow som en rar ældre mand, 

der ikke gjorde meget væsen af sig, 

men var meget mærket af sit druk. 

Han overnattede enten udendørs 

eller på byens natherberger. 

- Jeg har flere gange set ham lig- 

svenske myndigheder er ikke nemme 

at danse med, men selvfølgelig kan 

problemet løses praktisk og pengemæssigt 

mellem Sverige og Danmark. 

Vi kan ikke være bekendt at 

lade folk dø på gaden – og kunne i 

det mindste have sikret, at L blev på 

sit værelse i bofællesskabet. Jeg vil 

have løst den konkrete sag nu, men 

jeg vil også have en løsning på den 

svensk-danske problematik. Derfor 

har jeg sat spørgsmålet til debat på 

det kommende møde i Borgerrepræsentationen. 

Socialborgmester Mikkel 

Warming (Enhl.): 

Vi skal finde en løsning 

Vi skal undgå, at folk lever på gaden 

i København. Jeg ved, det her har 

været et kompliceret forløb, hvor 

man har prøvet at hjælpe manden 

hjem til hans egen bolig, hvor 

hjemkommunen har været parat til 

at hjælpe ham. Det er ikke lykkedes, 

og Københavns Kommune vil nu 

tilbyde ham plads på et socialpsykiatrisk 

bosted. Det kan vi gøre i 

det konkrete tilfælde, fordi han er 

fra Sverige, men generelt skal vi 

finde en løsning for alle udenlandske 

hjemløse, også dem fra resten af EU, 

på nationalt plan. 

Thor Grønlykke, socialordfører (S), 

på vegne af den socialdemokratiske 

gruppe i Borgerrepræsentationen: 

Vi må prøve at hjælpe 

Mennesker, som har brug for hjælp, 

skal have hjælp. Det er socialdemokraternes 

holdning til socialpolitik. 

Det gælder naturligvis også for svenskere! 

Det lyder som om, L har brug 

for en anden hjælp end den, han 

hidtil har fået, så det skal han have, 

hvis det kan lade sig gøre. Hjælp til 

nødstedte uanset nationalitet bør 

være udgangspunktet i København, 

Danmark, Norden og EU. 

Polakken Czestow Szobers midlertidige Hus Forbi-sælgerkort. 

Czestow døde den 5. december 2007 på Frederiksberg 

Hospital, 56 år gammel. 

Finn Rudaizky Thor Grønlykke Mikkel Warming Margrethe Wivel 

Når det er sagt, er der selvfølgelig 

en lang række problemer, som 

kan gøre det vanskeligt. Eksempelvis 

når København huser flere og flere 

hjemløse fra udlandet på grund af 

de internationale regler i EU mv., vi 

har underskrevet, uden at regeringen, 

som har lavet reglerne, vil 

hjælpe til med at tage ansvar for at 

løse problemerne. København har 

ikke pengene til at hjælpe folk fra 

andre lande – generelt. Og med den 

mangel på ressourcer, som allerede 

eksisterer, ville vi svigte alle dem, 

som allerede nu ikke får tilstrækkelig 

hjælp, hvis vi påtog at hjælpe 

mennesker, som kunne få hjælp et 

andet sted. Men når der ikke kan 

findes andre løsninger, som det 

ge og sove udenfor i regnvejr uden 

noget over sig. Så har jeg taget 

ham med i bilen herned i caféen, 

fortæller Michael Espersen, lederen 

af Morgencaféen, et værested for 

hjemløse i Blågårdskirken på Nørrebro 

i København, hvor Czestow ofte 

kom og spiste morgenmad. 

Også Henrik Pedersen, gadeplansmedarbejder 

i Hus Forbi, husker 

Czestow som rar, men påvirket 

af sit misbrug. 

- Han var en sjov ældre mand, en 

enegænger. Han købte måske tre-fire 

aviser ad gangen, som han solgte. 

Han skulle bare have til dagen og 

vejen. Han deltog i vores danskundervisning, 

nok mest af pligt for 

ikke at miste sit sælgerkort. 

Hus Forbis dansklærer, Bente 

Dahl, husker også Czestow, der 

deltog i hendes dansktimer, som en 

venlig mand, som imidlertid havde 

meget svært ved at lære dansk. 

virker som om i tilfældet med L, 

må vi selvfølgelig prøve at hjælpe 

alligevel. 

Margrethe Wivel, socialordfører (R): 

De frivillige kan hjælpe 

Det er selvfølgelig ikke nogen let 

problemstilling. Hvad gør vi med de 

udenlandske hjemløse i København? 

På den ene side bliver vi naturligvis 

nødt til at se mennesket, før 

vi ser statsborgeren. På den anden 

side er det næppe holdbart at give 

udenlandske statsborgere samme 

rettigheder som danske udsatte. 

Men her kunne de frivillige sociale 

organisationer måske bidrage. Kommunen 

kunne eksempelvis støtte 

- Jeg tror, at han måske har 

været analfabet på sit eget sprog, 

siger Bente Dahl. 

Bedre som hjemløs i Danmark 

Socialarbejder Thomas Sørensen fra 

Københavns Kommunes opsøgende 

team for hjemløse udlændinge 

besøgte Czestow flere gange på 

hospitalet, inden han døde, bl.a. for 

at afklare hans baggrund for at være 

i Danmark og undersøge mulighederne 

for, at Czestow kunne komme 

hjem til Polen i stedet for at leve på 

gaden i Danmark. 

- Han kom fra en meget fattig 

familie i det sydlige Polen, hvor 

hans mor og søstre stadig bor. Han 

oplevede det åbenbart ikke som en 

mulighed at vende hjem og sagde 

til mig, at det var bedre at være 

hjemløs i Danmark. Han havde 

tilsyneladende mistet sine sociale 

rettigheder i Polen, fordi han havde 

Det siger reglerne 

Som svensker er L omfattet af den nordiske konvention om social sikring 

(aftale mellem Danmark, Finland, Island, Norge og Sverige, red.) 

og har således lov til at opholde sig i Danmark. Der er ikke retlige 

hindringer for, at han flytter til Danmark, eller at han i en periode tager 

ophold i en boform, når han samtidig får sin pension fra Sverige. 

Personer uden forsørgelsesgrundlag 

Havde L været uden forsørgelsesgrundlag, og det måtte forventes, at 

han ville få behov for økonomisk hjælp til at forsørge sig selv i mere 

end et halvt år, er kommunen forpligtet til at sende en anmodning 

om hjælp til Den Sociale Sikringsstyrelse. Det gælder både for nordiske 

statsborgere og for borgere fra EU-lande. 

EU-borgere 

EU-borgere har ikke generel adgang til at tage ophold i Danmark, men 

skal være i besiddelse af et konkret opholdsgrundlag, f.eks. fordi de 

er arbejdssøgende, har arbejde, bliver gift eller er under uddannelse. 

Fælles for dem er, at de skal være i stand til at forsørge sig selv. Ellers 

kan de udvises. EU-borgere i denne situation har ikke adgang til 

sociale ydelser, fordi de ikke har lovligt ophold i Danmark. 

Kilde: Københavns Kommune 

frivillige foreninger, som gjorde en 

specifik indsats over for de udenlandske 

udsatte, indtil der bliver 

skabt internationale samarbejds- og 

været ude af landet i mere end tre 

måneder, siger Thomas Sørensen. 

En måned efter Czestows død lå 

hans lig stadig ’på køl’ i København, 

mens Københavns Kommune og den 

polske ambassade fik styr på, hvad 

der skulle ske med Czestows jordiske 

rester. At det tog så lang tid 

skyldtes bl.a. at Czestow var indlagt 

på hospitalet under forkert navn, 

og derfor blev dødsattesten også 

skrevet i samme, forkerte navn. 

- Han var så dårlig, at selv med 

tolk var det svært for personalet at 

finde ud af, hvem han var, fortæller 

Thomas Sørensen, der hjalp med at 

udrede de forkerte oplysninger på 

dødsattesten og tage kontakt til 

den polske ambassade, som har underrettet 

Czestows familie i Polen. 

- Familien har ikke råd til at 

betale for at få Czestow kremeret, 

så Københavns Kommune ender med 

at må betale. Det sidste, jeg hørte 

betalingsaftaler. For dette er jo ikke 

kun et københavnsk problem. 

i sagen var, at Czestows urne sandsynligvis 

ville blive sat ned på De 

Ukendtes på Bispebjerg Kirkegård, 

medmindre familien vil have hans 

urne hjem og kan betale de lidt 

over 500 kr., som det koster, siger 

Thomas Sørensen. 

Henrik Pedersen fra Hus Forbi 

er både ked af og frustreret over 

Czestows død. 

- Jeg synes, at jeg i løbet af efteråret 

forsøgte at gøre kommunen 

opmærksom på, at han havde det 

dårligt, men det førte ikke rigtig til 

noget. Og der er jo flere som Czestow 

i gruppen af hjemløse polakker, 

der drikker, og som der skal gøres 

noget for – ellers overlever de ikke 

vinteren. Derfor mener jeg, at det 

offentlige, regeringen og kommunerne, 

efterhånden må tage et 

ansvar for disse mennesker, mener 

Henrik Pedersen. 


Kommentar 

Den rummelige by 

Af Anna Esbjørn Hess 

Jeg læste forleden, at Rådet for 

Socialt Udsatte havde opfordret 

Odense Kommune til at tænke 

socialt udsatte borgere ind i planlægningen 

og omdannelsen af den 

indre by og havnen. ”Skab flere 

faciliteter i mindre størrelsesorden 

til udsatte grupper som alternativ 

til, at borgerne selv finder og skaber 

stederne”, lød budskabet. Forslaget 

fik mig til at tænke over den måde, 

vi planlægger byer og nye bykvarterer 

på. For hvem er det, vi planlægger 

for? Gør vi nok for at sikre den 

rummelige by? 

I de fleste byer er der grupper af 

udsatte borgere, som på grund af 

hjemløshed, misbrug eller sociale 

problemer har brug for steder, hvor 

de kan opholde sig inden- og udendørs 

sammen med ligesindede. Ofte 

samles disse personer på offentlige 

pladser og transitområder som 

banegårde og metrostationer. Ikke 

fordi de foretrækker at være netop 

Nødherberg til 

østeuropæiske 

hjemløse 

Omsorgsorganisationernes 

Samråd, Projekt Udenfor, 

Københavns Domkirke og Hus 

Forbi har i fællesskab åbnet et 

nødherberg for udenlandske 

hjemløse fra den 28. januar, 

der bliver plads til 30-35 overnattende. 

Nødherberget ligger på 

Nørrebro i København i Arbejde 

Adlers Hus. 

Dørene åbnes kl. 23, og alle 

skal efter at have spist morgenmad 

være ude kl. 8. 

Årsagen til åbningen af 

nødherberget er, at udenlandske 

hjemløse ikke må benytte 

de eksisterende herberger i 

byen, og herbergerne risikerer 

at miste deres tilskud fra kommunen, 

hvis de alligevel lukker 

udenlandske hjemløse ind, har 

velfærdsminister Karen Jespersen 

(V) gjort klart. 

- taj 

der, men fordi der måske ikke findes 

alternativer, hvor de må drikke, medbringe 

hunde eller lignende. 

Tilstedeværelsen af hjemløse og 

alkoholikere i byens rum giver anledning 

til økonomiske og territoriale 

interessekonflikter. For butikker og 

restauratører er de ikke attraktive 

forbrugere på samme måde som 

andre byboere. De bruger byen på 

en anderledes måde. Måske larmer, 

lugter og drikker de eller udstiller 

sig selv i fuld offentlighed, og 

bryder herved byens uudtalte sociale 

og kulturelle normer om civiliseret 

adfærd. 

Hvordan forholder vi os til sådanne 

normbrydere, der bruger byrummene 

utilsigtet ved f.eks. at opholde sig 

for længe i dem? Er løsningen at 

fjerne flere og flere bænke, så der er 

begrænsede opholdsmuligheder for 

dem? Eller burde vi, som Rådet for 

Socialt Udsatte foreslår, indtænke 

udsatte borgere i planlægningen af 

byens rum, så de får nogle attraktive 

inden- og udendørssteder, der ikke 

er i konflikt med byens forretningsliv 

og normer? Og måske ligefrem spørge 

brugerne selv, hvad de ønsker? 

Tænk hvis kommunerne satte fokus 

på forebyggende byplanlægning 

på samme måde som forebyggende 

socialt arbejde! Hvis politikere 

og planlæggere indtænkte skæve 

boliger, et herberg, et værested eller 

opholdsarealer til udsatte borgere i 

udviklingen af nye bydele eller fornyelsen 

af eksisterende bykvarterer, 

som en del af en socialt bæredygtig 

byudvikling! 

Hvis vi skal have en rummelig og 

mangfoldig by, må vi gøre en særlig 

indsats for også at finde plads til 

hjemløse og andre udsatte grupper. 

De råber ikke selv højt og forsvinder 

heller ikke af sig selv. Derfor 

må vi forholde os aktivt til 

deres tilstedeværelse og 

behov. Byudvikling 

handler om at træffe 

valg – politiske 

såvel som planlægningsmæssige. 

Spillede for hjemløse 

Til Hus Forbis julefrokost i Nørrebrohallen 

i København den 21. 

december gav musikeren Peter A.G. 

en gratis mini-koncert på keyboard 

og guitar til stor glæde for Hus Forbis 

sælgere og ansatte. Sælger Jan 

Andreasen hev sin mundharmonika 

frem og faldt ind på ”Vilde kaniner”. 

Og nu vi er i gang med at nævne 

musikere, som har optrådt gratis til 

fordel for hjemløse på det seneste, 

kan vi også nævne, at bandet Everybodys 

Talking (med blandt andre 

Jimmy Kolding fra Zididada og Billy 

Lad disse valg være baseret på den 

måde, byen faktisk er på, og inddrag 

de grupper, der nu engang er i den. 

Antropolog Anna Esbjørn Hess arbejder 

med byudvikling i Dansk Arkitektur 

Center og skriver her om byplan- 

lægning i forhold til socialt 

udsatte. 

Cross) spillede en gratis koncert i 

Blågårdskirken i København den 23. 

januar, hvor overskuddet gik til Morgencaféen, 

et værested for hjemløse. 

- jalini 

Foto: Katrine Bartram Reinert 

Foto: Holger Henriksen 

Heidi har bygget sin egen seng i Gaderummet, hvor hun jævnligt overnatter. 

Gaderummets brugere: 

De skal bære os ud herfra 

Der er lukket for varmen i bostedet for unge, Gaderummet 

på Nørrebro. Snart har huset heller ikke strøm 

længere. Men lederen og brugerne håber stadig, at 

Københavns Kommune vil fortryde, at de har lukket 

for pengekassen til Gaderummet i maj 2007 – og lade 

dem fortsætte som før. 

Af Lisbeth Rindholt 


En stor kamphund zigzagger mellem 

kasserede møbler, afpillede 

cykler og våde tæpper. Gaderummets 

gård er fyldt op med gammelt 

skrammel. Sådan har det altid 

Gaderummet vs. 

Københavns Kommune 

I starten af 2007 opstod en konflikt 

mellem Gaderummet på Nørrebro og 

Københavns Kommunes socialforvaltning. 

Kommunen mente ikke, at Gaderummet 

overholdt præmisserne for 

at modtage økonomiske midler fra 

Socialministeriet til at drive stedet: 

Gaderummet havde bl.a. undladt at 

samarbejde med behandlingspsykiatrien 

om de sindslidende unge i 

huset, og de havde ikke overholdt 

kommunens seks påbud til stedet. 

Gaderummets ledelse mente 

omvendt, at kommunens krav til 

bostedet var urimelige: Bl.a. var de 

seks påbud blevet tilføjet en ellers 

positiv tilsynsrapport fra Gaderummet 

i 2006. Og kommunes påstand 

om, at sindslidende beboere i huset 

var blevet frataget deres medicin, 

var usand. 

I maj 2007 trak Københavns 

Kommune sin godkendelse af Gaderummet 

tilbage, og puljemidlerne 

til driften af bostedet stoppede. 

Kommunen fortsatte dog med at 

betale husleje på adressen i Rådmandsgade 

60. 

Senere på året besluttede kommunen 

at indsætte organisationerne 

Askovgården og Missionen blandt 

hjemløse til i fællesskab at overtage 

ledelsen af Gaderummet. 

Men den nuværende leder, Kalle 

Birck-Madsen, er sammen med brugerne 

blevet i huset og driver stedet 

for indsamlede midler og fonde. 

Københavns Kommune har indtil 

dato undladt at gribe ind over for 

’besættelsen’ af Gaderummet. Og de 

to organisationer, der skal overtage 

ledelsen, forholder sig afventende. 

været. Men der er også noget nyt i 

gården. 

Det ene er en høj stabel mælkekasser, 

hvori hjemløsecafeen Krypten 

på Nørrebro jævnligt donerer 

deres overskydende mad til Gaderummet. 

Det andet er en vogn på 

hjul, pyntet med gran og overdækket 


Vognen her kaldes Ønskebrønden. 

Siden sommeren 2007 har beboere 

og medarbejdere samlet penge ind 

til Gaderummet på bl.a. Nørrebros 

Runddel og Rådhuspladsen – i 

Ønskebrønden. 

af en grøn parasol. Vognen kaldes 

Ønskebrønden. 

Siden Københavns Kommune 

i maj 2007 valgte at ’lukke’ Gaderummet, 

dvs. fratage dem alle 

økonomiske midler til driften af 

huset (255.000 kr. om måneden 

ifølge lederen af Gaderummet, Kalle 

Birck-Madsen, red.), har de været 

afhængige af donationer og private 

midler. Blandt andet samler brugerne 

penge ind i Ønskebrønden på gaden i 

København. 

- Vi står f.eks. på Nørreport og 

deler løbesedler ud og beder folk 

om at støtte Gaderummet. Det giver 

ca. 1.200 kroner på en god dag. 

Pengene bruger vi til bl.a. mad, telefon 

og rengøringsmidler, fortæller 

23-årige ”Ulrich”, som lige er trådt 

ind i fælleskøkkenet i Gaderummets 

stueetage. Han er kommet fast i huset 

siden 2006 og er dybt engageret 

i den igangværende konflikt mellem 

Københavns Kommune og Gaderummet 

(se boksen side 9). 

- Kommunen prøver at sulte os 

ud. Men hele huset bliver ved med 

at kæmpe for at overleve, fordi vi 

mener og tror på, at vi har ret til at 

fortsætte som før, siger ”Ulrich” og 

trækker sin hue godt ned om ørerne. 

Kalle Birck-Madsen har været leder 

i Gaderummet siden 1996. Hunden 

tilhører en af husets beboere. 

For der er koldt i Gaderummet. 

Iskoldt. 

Beboerne holder varmen 

De sidste tre måneder har Gaderummet 

været uden varme på grund af 

manglende betaling. Men i sovesalen 

bag fælleskøkkenet mærker beboerne 

ikke så meget til kulden. De 

otte unge, der overnatter her, har 

indrettet salens køjesenge til små, 

lune huler med tæppeforhæng, hvor 

de også kan have lidt privatliv. 

- Vi har lige fået 40 dyner af en 

anonym giver, fortæller lederen af 

Gaderummet, Kalle Birck-Madsen, og 

peger på en stor bunke hvide dyner, 

der er stablet op i computerrummet 

ud mod Rådmandsgade. Bag bunken 

ligger en ung fyr og sover på sofaen 

med en af dynerne over sig. 

Der er godt fyldt op med folk i 

Gaderummet. I stort set samtlige 

senge, sofaer og lænestole i huset 

har de unge indrettet sovepladser. 

- Vi har samme antal beboere, 

som vi havde før maj sidste år. 25-30 

unge, der bor her fast, og en masse, 

som kommer dagligt og overnatter 

en gang imellem, fortæller Kalle, 

mens han farer rundt for at rydde det 

værste rod af vejen, inden Hus Forbis 

I sovesalen er opstillet køjesenge, som brugerne har indrettet 

som små ’huler’. Her overnatter otte personer. 

24-årige Jan er pt. hjemløs og overnatter i 

Gaderummets sovesal, mens han venter på at 

få sin egen lejlighed gennem Kriminalforsorgen. I ”Garderoben” i kælderen kan brugerne frit forsyne sig med tøj og sko. 

fotograf tager billeder af interiøret. 

Der er to faste medarbejdere 

tilbage i Gaderummet og tre ’løse’, 

som alle nu arbejder frivilligt, da 

Gaderummet ikke har kunnet betale 

løn til personalet, efter kommunen 

smækkede pengekassen i. Før var alle 

fem medarbejdere lønnede. 

- Vi er flere måneder bagud med 

mange regninger. Og næste skridt er, 

at de lukker for strømmen og bredbåndsforbindelsen, 

fortsætter Kalle 

og tilføjer: 

- Men vi håber stadig, at kommunen 

erkender sine fejl og giver os 

driftsmidlerne tilbage. 

Smidt ud af nød værested 

På grund af situationen i Gaderummet 

har Københavns Kommune 

Gaderummet 

”Ulrich”, 23 år, har fået psykologisk 

rådgivning i Gaderummet siden 2006. 

Gården er fyldt med gamle møbler og grønne mælkekasser, 

som huset hver dag får leveret mad i. 

oprettet et midlertidigt værested i 

Fensmarksgade 65 på Nørrebro. Men 

mange af Gaderummets brugere går 

kun hen i Fensmarksgade, når de skal 

vaske tøj eller have et varmt bad. 

- Det ligner et hospital. Indenfor 

er et glasbur med små huller, 

som man skal tale igennem, siger 

18-årige Patrick og slår sig ned i 

en sofa i et af værelserne ud mod 

Gaderummets gård. På bordet foran 

ham står ølflasker og en vandpibe. 

Patrick kan godt lide de frie rammer, 

der er i Gaderummet. bl.a. at stedet 

er åbent døgnet rundt og at det er 

tilladt at drikke og ryge- med måde. 

- I Fensmarksgade er der en 

masse regler. Vi sad dernede en aften 

og drak øl, og da vi ikke ville gå 

i seng kl. 23, ringede personalet til 

Et være-, bo- og rådgivningssted for udstødte unge mellem 18-35 år, 

bl.a. hjemløse og unge med sindslidelser og sociale problemer. Stedet 

er døgnåbent og har 25-30 faste beboere, ca. 150 brugere og 30 unge 

i psykologisk forløb. Det har eksisteret siden 1996. Først som det 

”gamle” Gaderummet i et baghus på Nørrebrogade, og siden 2005 som 

det ”nye” Gaderummet i Rådmandsgade 60 på Nørrebro. 

Patrick er 18 år og kommer jævnligt i Gaderummet. 

Han spillede på reservelandsholdet 

i VM i Hjemløsefodbold i sommer – og har nu 

fået en lejlighed gennem Ombold, foreningen 

bag gadefodbold for hjemløse i Danmark. 

Selv om DONG snart lukker for strømmen i 

Gaderummet, har beboerne for nylig bygget 

et lydisoleret rum i øvelokalet i kælderen. 

politiet. Da politiet kom, sprang 

vi ud af vinduet. Siden har vi ikke 

været der, fortæller Patrick. 

På en høj køjeseng over ham 

sidder 30-årige Mex. Patrick og Mex 

er bange for, hvad der vil ske med 

Gaderummet, hvis ledelsen i huset 

bliver overtaget af organisationerne 

Askovgården og Missionen blandt 

hjemløse, som Københavns Kommune 

har planlagt. 

- Jeg frygter, at de to organisationer 

laver Gaderummet om til noget, 

der minder om en ungdomsinstitution 

med stramme regler, ligesom i 

Fensmarksgade. Hvis det sker, holder 

vi op med at komme her, siger Mex. 

Hans ven Jan, som pt. er hjemløs og 

overnatter i Gaderummets sovesal, 

nikker samstemmende. 

- Men vi vil kæmpe til det sidste 

for Gaderummet. De skal bære 

os ud herfra, understreger Jan. 

Patrick, Mex og Jan har mange 

gange været ude og samle penge 

ind til Gaderummet i Ønskebrønden. 

Det vil de blive ved med. 

”Ulrich” er et opdigtet navn, men 

Hus Forbi kender brugerens rette 

identitet. 

Hvad siger Københavns Kommune? 

Situationen i Gaderummet er ikke længere holdbar. Der skal findes en 

løsning nu, men vi ønsker ikke at sætte fogeden ind, siger Københavns 

socialborgmester Mikkel Warming. 


Hvorfor har Københavns Kommune ikke taget en beslutning 

i forhold til Gaderummet, der nu har været ’besat’ i otte 

måneder? 

- I Socialudvalget er vi enige om, at der er brug for 

en ny ledelse af stedet, så Gaderummet kan få lov til at 

fortsætte, som det oprindeligt var tænkt. Vi ønsker, at der 

skal være et sådant tilbud i København, siger Mikkel Warming, 

socialborgmester i Københavns Kommune (Enhl.). 

Hvad er tidshorisonten? Rømmer I huset på et tidspunkt? 

- Socialforvaltningen følger situationen meget tæt. 

På den ene side ønsker jeg ikke at sætte fogeden ind, 

da det er sårbare unge, som bruger stedet. Jeg tror, at 

alle helst ville prøve alle andre muligheder først. På den 

I skal overtage ledelsen i Gaderummet. 

Hvordan forholder I jer til striden 

mellem Gaderummet og Københavns 

kommune? 

- Det er ikke vores konflikt. Når 

vi går ind, skal de to parter være afklaret 

med hinanden, så Gaderummet 

er klar til overtagelse. Det sker på et 

tidspunkt, for jeg har aldrig oplevet, 

at Københavns Kommune har ’tabt’ 

en sag. Men der er endnu ikke taget 

endelig politisk beslutning om, 

hvad der skal ske med Gaderummet, 

siger Anders Sørensen, leder af det 

opsøgende arbejde under Missionen 

blandt hjemløse, og fortsætter: 

- Vi har nedsat en bestyrelse 

sammen med Askovgården og har 

mandskab, som er klar til at overtage 

Gaderummet med meget kort 

frist. Vi skal bare have en dato fra 

kommunen. Indtil da er vi afventende. 

Hvad er jeres forhold til brugerne i 

Gaderummet? 

- Vi vil gerne tale med brugerne. 

Og vi har tidligere spurgt, om vi 

måtte komme på besøg i Gaderummet 

til en snak. Det måtte vi gerne, men 

så skulle de have lov til at filme vores 

møde og lægge det ud på nettet. Det 

havde vi ikke lyst til. Vi vil have en 

ligeværdig dialog. Ansigt til ansigt. 

Beboerne frygter, at Gaderummet ikke 

vil blive det samme som før, når I 

overtager ledelsen? 

- Vi ønsker, at Gaderummet får 

samme form, som det har nu. Det 

skal stadig være døgnåbent og 

med stor brugerinddragelse. Men 

anden side må vi erkende, at situationen ikke længere 

er holdbar. Derfor vil vi på socialudvalgsmødet den 6. 

februar 2008 vurdere situationen og tage en endelig 

beslutning i forhold til, hvilken model vi så skal vælge. 

Hvordan vil det kommende Gaderummet fungere? 

- Gaderummet skal fortsætte, som det oprindeligt 

var tænkt: Et sted, hvor der er højt til loftet og meget 

brugerinddragelse og selvtilrettelæggelse. Et sted, hvor 

der ikke er stærke ledere, og hvor sårbare unge kan 

komme og være sig selv samtidig med, at de får den 

behandling, som en del af dem har brug for. Det sidste 

er der meget brug for, at der kommer tryghed omkring, 

siger Mikkel Warming. 

Mikkel Warming havde ikke mulighed for at give interview 

om sagen. Hans svar er derfor afgivet pr. mail. 

Hvad siger de kommende ledere 

af Gaderummet? 

Organisationerne Missionen blandt hjemløse og Askovgården sagde i foråret 2007 

ja til at overtage ledelsen i Gaderummet. Men de venter stadig på grønt lys fra 

Københavns Kommune til at rykke ind i huset. 


selvfølgelig vil vi også lave ændringer, 

bl.a. i forhold til hashrygning 

og samarbejde med psykiatrien, som 

jo har været problematikken i hele 

striden med Socialforvaltningen. 

Men det er en proces, som vi må 

tage med brugerne. Gaderummet 

skal være brugernes institution, 

ikke kommunens, slutter Anders 

Sørensen. 

lisbeth@rindholt.dk 

Missionen blandt hjemløse 

er en kirkelig, social organisation, 

der bl.a. driver herberget 

Mændenes Hjem og værestederne 

Pegasus og Amadeus. 

Askovgården er en selvejende 

institution, der driver sociale, 

undervisnings- og sundhedsmæssige 

aktiviteter, bl.a. tilbud 

til unge med psykosociale 

problemer. 


Foto: Karen Pedersen 

Anders Sørensen, 

Missionen blandt 

hjemløse

Et sundhedsrum redder ikke stofbrugere fra at dø 

af en overdosis, mener stofbrugernes egen forening. 

Derfor vil de nu uddanne stofbrugerne i at give 

hinanden sprøjter med modgift. 


Vesterbro 

Stofbrugere skal 

genoplive stofbrugere 

Det kommende Sundhedsrum i 

Kvægtorvsgade på Vesterbro skal 

højne sundheden for kvarterets 

stofbrugere. Her kan de bl.a. få 

hjælp til at indtage lægeordineret 

metadon. Men BrugerForeningen 

(forening for aktive stof- og 

metadonbrugere i Danmark, red.) 

mener ikke, at Sundhedsrummet i 

sig selv vil ændre på stofbrugernes 

adfærd og fixevaner. 

- Stofbrugerne vil stadig 

skulle fixe på gaden og i opgange, 

hvor de risikerer at få en 

overdosis, som kan være dødelig, 

siger Jørgen Kjær, formand for 

BrugerForeningen. Han mener, 

at antallet af dødsfald blandt 

stofbrugere i Danmark er for højt 

(ifølge Sundhedsstyrelsen døde 

275 stofbrugere efter overdosis 

mv. i 2005, red.), og han vil 

gerne have tallet bragt ned. 

Derfor tager BrugerForeningen 

nu sagen i egen hånd: De vil 

uddanne en gruppe stofbrugere 

– bl.a. SprøjtePatruljen, der til 

daglig indsamler brugte kanyler 

på Vesterbro – i at give andre 

stofbrugere en modgiftsprøjte i 

tilfælde af overdosis. 

Giver stofbrugere ansvar 

Pengene til at realisere ideen er 

netop kommet via Københavns 

Kommunes socialforvaltning. Og 

uddannelsen sker i selve Sundhedsrummet 

under ledelse af 

bl.a. læge Henrik Thiesen. Han er 

også leder af sundhedsteamet i 

Københavns Kommune og lægefaglig 

supervisor i det kommende 

Sundhedsrum. 

- Stofbrugerne bliver uddannet 

i, hvad modgiften Naltrexon 

er for et stof, hvordan det virker, 

og hvordan de injicerer stoffet. 

Med den viden kan de genoplive 

personer, som har fået en overdosis, 

fortæller Henrik Thiesen. 

Er det ikke et stort ansvar at 

give stofbrugerne? 

- Mange af brugerne har allerede 

overværet tilfælde af overdosis 

uden at kunne gøre noget ved det, 

siger Henrik Thiesen, og Jørgen 

Kjær supplerer: 

- Hvis man ved, hvordan man 

skal gøre, lykkes det som regel at 

genoplive stofbrugeren med modgiften. 

Det er stofbrugerne selv, 

som har bedt om at give sprøjterne, 

og jeg er overbevist om, 

at det vil nedsætte antallet af 

dødsfald, siger han og henviser 

til lignende brugeruddannelser i 

Australien og USA, der har vist 

gode resultater. 


Sundhedsrummet: 

Mens vi venter på et fixerum 

Stofbrugerne må fixe 

lovlig metadon i Sundhedsrummet 

på Vesterbro. 

Det er første skridt mod 

et rigtigt fixerum, mener 

Michael Lodberg Olsen, 

formand for Dugnad 

Vesterbro. 


Foto: Andreas Hansen 

Sundhed med stort S. Det er, hvad 

Sundhedsrummet på Vesterbro tilbyder, 

når stedet åbner i løbet af 2008. 

Her kan stofbrugerne få udleveret 

rent sprøjteudstyr og blive behandlet 

for de skader, som de ofte får, 

når de fixer med beskidt vand eller 

låner hinandens udstyr, f.eks. åbne 

sår, bylder og koldbrand. 

Sundhedsrummet bliver desuden 

indrettet med små båse eller 

”fixestationer”. Det er ikke tilladt at 

indtage ulovlige stoffer (som heroin 

og kokain) i båsene. Til gengæld kan 

stofbrugerne indtage deres lægeordinerede 

metadon her. 

Normalt bliver metadon fremstillet 

til at drikke og tilsættes en sukkerholdig 

væske. Men i Sundhedsrummet 

får stofbrugene – som noget 

nyt – lov til at fixe metadonen. 

- Vi har valgt at tillade injektioner 

med metadon for at imødekom- 

Hvad er metadon? 

Metadon er et smertestillende 

stof, der minder om morfin. Det 

giver samme risiko for tilvænning 

og dødsfald som morfin 

og heroin, men har længerevirkende 

effekt (12-24 timer). På 

grund af den lange virkningstid 

bruges metadon ofte til 

nedtrapning af personer, som 

er afhængige af morfin eller 

heroin. Det kan ikke anvendes 

til kokain- eller amfetaminafhængighed. 

Stoffet fremstilles 

primært til at drikke (en sukkerholdig 

væske) eller til at injicere 

(en koncentreret form). 

me så mange metadonbrugere som 

muligt, siger læge Henrik Thiesen, 

der skal fungere som lægefaglig 

supervisor i det kommende Sundhedsrum, 

og tilføjer: 

- Mange stofmisbrugere har 

en særlig trang til at fixe stoffet. 

På gaden kaldes det ’nålelir’. Hvis 

man drikker metadonen, får man 

ikke samme sus, som man gør ved 

at skyde det direkte ind i kroppen. 

Nogen prøver derfor at fixe den 

sukkerholdige væske og risikerer at 

få f.eks. bylder. Den metadon, som 

stofmisbrugerne må fixe i Sundhedsrummet, 

er specielt fremstillet til 

injektion, understreger han. 

Må besørge på fortovet 

At man i Sundhedsrummet tillader 

injektion af metadon er dog ikke et 

forhold, som for alvor vil reducere 

antallet af dødsfald blandt stofbrugerne, 

mener Michael Lodberg Olsen. 

Han er formand for foreningen 

Dugnad Vesterbro, der i flere år har 

kæmpet for at etablere et fixerum på 

Vesterbro. 

- Så skal vi have et rigtigt 

fixerum, hvor man også må indtage 

ulovlige stoffer, siger han og 

tilføjer: 

- Jeg er slet ikke i tvivl om, at vi 

får sådan et fixerum en dag. Sundhedsrummet 

er bare første skridt på 

vejen. 

Et andet afgørende skridt for 

Michael Lodberg Olsen er, at stofbrugerne 

får adgang til toiletter i det 

nye Sundhedsrum. Lige nu er gade- 

Dugnad Vesterbro – folkene bag Sundhedsrummet 

Dugnad Vesterbro er en sammenslutning af stofbrugere, beboere, foreninger, 

virksomheder og butiksindehavere på Vesterbro. Deres mål er at løse 

de narkorelaterede problemer på Vesterbro bl.a. gennem konkrete forslag til 

etablering af et Dugnad Center med fixerum og værested. Dugnad Vesterbro 

har nu opnået at få et Sundhedsrum og et åbent værested for stofbrugere. 

Højdepunkter i Dugnad Vesterbros historie 

September, 2005. Dugnads første møde, hvor 80 nøglepersoner på 

Vesterbro udarbejder et katalog med 101 løsningsforslag til de narkorelaterede 

problemer i kvarteret. 

August, 2006. Dugnad får støtte fra Indenrigs- og sundhedsminister Lars 

Løkke Rasmussen (V) på over 12 mio. kr. og fra Københavns Kommune til 

etablering af et Sundhedsrum på Vesterbro. 

August, 2007. Politisk beslutning om at placere Sundhedsrummet i Kvægtorvsgade, 

bygning 78 og 81 i Den brune Kødby på Vesterbro. 

Læs mere på: www.dugnad.dk 

Blog på: www.sundhedsrum.dk 

hjemløse aktive stofbrugere på Indre 

Vesterbro nemlig forment adgang til 

værestedernes toiletter, bl.a. Mændenes 

Hjem og Mariatjenesten. 

- Stofbrugerne må besørge på 

fortovet, bag buske og i kælderskakte. 

Og hver dag fejer købmanden på 

hjørnet af Helgolandsgade og Halmtorvet 

menneskelort op fra gaden. 

Det er uværdigt for begge parter, 

siger Michael Lodberg Olsen. 

I Sundhedsrummet indrettes to 

toiletter, som stofbrugerne frit kan 

benytte. 

- Det er et stort fremskridt… 

Men de må selvfølgelig ikke fixe på 

toiletterne, understreger han. 

Hverken Michael Lodberg Olsen 

eller Henrik Thiesen tør give en 

nøjagtig dato for indvielsen af Sundhedsrummet 

og det åbne værested 

for stofbrugere, der kommer til at 

ligge i bygningen ved siden af selve 

Sundhedsrummet. Men det bliver inden 

udgangen af 2008, lover Michael 

Lodberg Olsen. 

Indtil da må hjemløse stofbrugere 

nøjes med gaden eller benytte 

de offentlige toiletter på Vesterbros 

Torv, der pt. er det eneste sted i 

kvarteret, hvor de kan forrette deres 

nødtørft. På Vesterbros Torv sidder 

til gengæld – efter flere stofbrugeres 

udsagn – ”verdens bedste 

toiletpassere”. 



Foto: Polfoto 

Sådan kommer Vesterbros Sundhedsrum måske til at se ud. Billedet er fra fixerummet i Oslo i 2006. Her må stofbrugerne injicere både 

lovlige og ulovlige stoffer. De får udleveret det udstyr, de har brug for: stearinlys, kogekar, saks, saltvand, filter, slange mv. 

Fixerummet, et tre-årigt forsøgsprojekt, benyttes af den mest udsatte gruppe af Oslos 6-7.000 aktive stofbrugere. 

Læs portræt af Lena, toiletdamen 

på Vesterbro Torvs toiletter, på de 

næste sider.

Vesterbro 

Narkomanerne er velkomne her 

”Tissekonen” og ”tissemanden” på Vesterbros Torvs offentlige 

toiletter er populær blandt kvarterets narkomaner og 

hjemløse. De tager sig tid til at snakke og blander sig ikke 

i, hvad der foregår bag toiletternes lukkede døre. 


Foto: Magnus Cederlund 

Der blæser en iskold vind, og Vesterbros 

Torv ligger øde hen. Men under 

jorden, i de offentlige toiletter, er 

der aktivitet. Opsynsdamen – eller 

”tissekonen”, som hun selv kalder sig 

– er i fuld gang med at gøre rent på 

toiletterne. 

Lena Frølich har arbejdet som 

tissekone i knap 20 år. Gennem tiden 

har hun været ansat på alle de fire 

bemandede gadetoiletter, der findes 

i København: På Rådhuspladsen, i 

Nyhavn, Amagertorv og på Vesterbros 

Torv. Og hun er ikke et øjeblik 

i tvivl om, hvilken arbejdsplads hun 

foretrækker: Vesterbros Torv. 

- Mange af mine kolleger er ikke 

begejstrede for at komme på Vesterbros 

Torv. De har hørt en masse 

røverhistorier om, at narkomanerne 

og grønlænderne her er meget farlige. 

Men jeg kan altså godt lide at tale 

med dem og følge med i deres liv. 

Og jeg synes selv, at jeg har verdens 

bedste rengøringsjob, siger Lena og ser 

ud på stentrappen til dametoiletterne, 

hvor to unge piger er på vej ned. 

- Vi smutter ind her, fniser 

pigerne og går arm i arm ind i den 

bagerste af de fire toiletbåse. 

Lidt efter kommer de ud igen 

og lægger to kroner i skålen, der 

er opstillet i en niche i væggen. 

John Benny Olsen arbejder som 

opsynsmand – eller ”tissemand” 

– på Vesterbros Torvs offentlige 

toiletter. Han har været i toiletopsynsbranchen 

i tre år. 

Lena tager en klud og går ind for at 

spritte toiletsædet af. Det er fast 

rutine efter hvert toiletbesøg af de 

50-60 kunder, som dagligt bruger 

toiletfaciliteterne her. Og det er 

bl.a. den service, man betaler to 

kroner for. 

Har vagten alene 

- Jeg er ikke så hidsig med de to 

kroner, siger Lena. Hun mener, at 

det er ”en menneskeret at gå på 

toilettet”, og at toiletbesøg derfor 

bør være gratis. 

- Hvis der f.eks. står en hjemløs 

grønlænder og vitterlig ikke har to 

kroner, så får han lov til at tisse 

alligevel, siger hun og sætter sig 

ind i opsynsstuen, der ligger mellem 

dame- og herreafdelingen. 

Lena er alene på vagt i en uge 

og passer begge afdelinger. Derefter 

holder hun fri i en uge, hvor hendes 

makker, John Benny Olsen, har 

toiletvagten. Selv om det er Johns 

friuge, er han kommet forbi i dag. 

Bare for at hilse på. Men han kan 

ikke helt lade være med at gå ind i 

rollen som opsynsmand. 

- Du kan bruge toilettet her, 

siger John til en midaldrende, lettere 

beruset herre, og viser ham ind 

på et af herretoiletterne. Et kvarters 

tid senere er manden stadig ikke 

kommet ud. 

- Da jeg arbejdede på Rådhuspladsen, 

’bankede’ vi folk ud efter ti minutter, 

fortæller Lena og fortsætter: 

- Det gør jeg ikke her. Der er ingen 

lov for, hvor længe et toiletophold 

må vare. Og efter min mening 

må folk selv bestemme, hvor meget 

tid de bruger på toilettet, og hvad 

de laver derinde. Så længe vi ikke 

har et fixerum på Vesterbro, er narkomanerne 

velkomne her. Hvis jeg 

bemærker, at de ikke har bevæget 

Toiletter på gaden 

sig inde på toilettet i et stykke tid, 

banker jeg let på døren og spørger, 

hvordan det går. 

- Jeg plejer at sige: ”Er der 

stadig liv i dig?”, griner John. 

Taler altid pænt til folk 

Den midaldrende herre er i live. 

Han kommer ud af båsen, lægger en 

mønt i Johns hånd og vakler op ad 

trappen. 

I løbet af Lenas mange år i 

jobbet som tissekone har hun én 

gang været udsat for et dødsfald på 

toilettet (på Rådhuspladsen). Og 

hun har enkelte gange været vidne 

til, at en af toiletkunderne har fået 

en overdosis og er blevet genoplivet 

med en modgiftsprøjte af ambulancefolk. 

Men Lena har aldrig følt sig 

truet eller været udsat for voldelige 

kunder. 

- Et par af mine kolleger har 

bl.a. oplevet at få smidt vand fra 

København har fire bemandede gadetoiletter: Et på Rådhuspladsen, 

Amager Torv, i Nyhavn og på Vesterbros Torv. 

Vesterbros Torvs toiletter er åbent dagligt kl. 9.30-17.30. 

Der findes en underjordisk dame- og herreafdeling og et handicaptoilet 

(ved Eliaskirken på Torvet). 

Prisen er to kroner for at benytte toilettet. Brug af pissoiret 

er gratis. 

”Tissekonen” Lena får sig ofte en kop kaffe og en sludder 

sammen med de hjemløse narkomaner, som bruger Vesterbros 

Torvs toiletter hver dag. 

deres gulvspand i hovedet, eller at 

nogen af kunderne har tisset ned ad 

trappen, fordi de ikke måtte komme 

ind på toilettet, fortæller hun og 

tilføjer: 

- Jeg taler altid pænt til folk. Så 

sker den slags ikke. 

At Lena behandler sine kunder 

med værdighed har givet hende et 

godt ry. Ikke mindst blandt stofbrugerne. 

Og hun har efterhånden 

mange stamkunder. 

En af dem er svenske Margaretha. 

Hun er hjemløs og sælger Hus Forbi 

på Vesterbro hver dag. I pauserne 

mellem avissalget stikker hun lige 

hovedet indenfor hos Lena og John. 

Sådan er det også i dag. 

- Jeg elsker at komme hernede. 

Der er ingen lov for, hvor længe et toiletophold 

må vare ... Så længe vi ikke har et fixerum på 

Vesterbro, er narkomanerne velkomne her. 

Vesterbros Torv. Nedgangen til de offentlige toiletter 

ses ved busstoppestedet nederst i venstre hjørne. 

De er så søde begge to og tager sig 

tid til at snakke, siger Margaretha 

og lægger armen om Lena. Hun og 

Lena får sig ofte en ”lang kop kaffe” 

sammen. Men i dag skal Margaretha 

af sted igen med det samme efter sit 

toiletbesøg. 

- Vi ses snart, siger hun og tager 

hjertelig afsked med Lena, inden hun 

forsvinder op ad trappen til Vesterbros 

Torv. Ud i vinterkulden igen. 



Foto: Scanpix

Vesterbro 

– et luderhotel på Vesterbro 

I 1971 flyttede håndværkeren Søren ind på luderhotellet 7éren for at renovere stedet. 

I de to år, han boede der, kom han tæt på de prostituerede. Mange af dem solgte 

deres krop for at få penge til at give deres børn et bedre liv, end de selv havde. 

Af Anne Jensen 

Foto: Christoffer Regild 

”Du skal ikke stå her og trække.” 

Den besked kunne man nemt få 

i starten af 70’erne på Vesterbro i 

København, hvis man stod for længe 

på den samme flise. Især efter at 

lederen af uropatruljen, Den Gamle, 

var skiftet ud med den noget mere 

emsige og effektive Røde Erik. Når 

han var i farvandet, handlede det 

om at se ud som om, man havde et 

lovligt ærinde. Man skulle i hvert fald 

ikke stå stille i prostitutionsmiljøet, 

hvis man ville undgå at blive hevet 

med på stationen og få en bøde. 

I hjertet af det hårde miljø 

omkring Halmtorvet lå pensionatet 

eren 

7’eren i Colbjørnsensgade 7. Og i 

virkeligheden var pensionatet et 

luderhotel. Men, som i dag, var alfonseri 

forbudt, så derfor blev 7’eren 

omdøbt til pensionat. 

En, der havde sin gang på 7’eren, 

var den dengang 38-årige Søren. Han 

var håndværker og hyret til et større 

renoveringsarbejde på hotellet. 

Så selv om han også var familiefar 

med kone og børn og tilmed en 

elskerinde, blev han installeret i to 

år på hotellet, mens renoveringen 

foregik. Og selv om han i dag er en 

ældre pensioneret herre, husker han 

tydeligt tiden på 7’eren. 

- Der var 96 værelser med toilet 

og bad, og efterhånden som de blev 

sat i stand, blev de lejet ud til prostituerede 

for 700 kr. om ugen. Det var 

mange penge dengang, selv om værelserne 

var fuldt møblerede med en 

stor seng/arbejdsplads, et lille natbord, 

en stol og et sminkebord. Med 

i prisen fulgte to måltider om dagen, 

morgenmad og middagsmad, som 

blev serveret i spisestuen i kælderen. 

Her lå der også et lille værtshus, der 

ligeledes blev kaldt 7’eren. Min kone 

var dengang ansat som morgendame 

på dette værtshus. Selv fik jeg 750 

kr. om ugen og mit eget værelse på 

7’eren, husker Søren, som i dag bor i 

en beskyttet bolig i København. 

Var gift og havde børn 

Ejeren var en hr. Salomonsen, som 

tjente gode penge på hotellet, men 

som også satte en vis standard. 

- Der blev selekteret kraftigt i 

pigerne på 7éren. Det var et seriøst 

etablissement, hvor der var alt fra 

100-5.000 kroners ludere. Sprøjtenarkomanerne 

blev sendt ned i 

Lille Colbjørnsensgade, hvor der lå 

to andre pensionater af den mere 

skumle type og med endnu mere mystiske 

udlejere, der tog sig kærligt af 

dem, fortæller Søren. 

I kvarteret omkring 7’eren havde 

pigerne let adgang til kunderne. De 

i København legendariske luderbarer 

Maxim og Kakadu lå – og ligger 

stadig – begge i samme gade i hhv. 

nr. 5 og nr. 6. 

- Så pigerne på 7’eren havde gode 

muligheder for at samle kunder op. 

På barer, værtshuse, natklubber, via 

telefonen og annoncer, eller som de 

fleste gjorde – direkte fra gaderne, 

siger Søren, som også kan give en ret 

præcis karakteristik af pigerne: 

- To ud af de 80, som boede der, 

var over 35 år. De fleste var først i 

tyverne og primært fra middelklassen. 

En del af dem havde mand, 

børn og lejligheder ude i byen. De 

brugte udelukkende 7’eren som 

Nogle af de bedste kammerater, 

Søren havde, da han gik som 

håndværker på 7’eren, var 

pensionatets prostituerede. 

arbejdsplads. Andre både boede og 

arbejdede der. Løsgængerne, dvs. 

gadens frie fugle, havde det godt 

der. Men de hjemløse var afhængige 

af at kunne lave de 700 kr. om ugen, 

det kostede at bo der. Huslejen 

faldt hver fredag, og der var ingen 

pardon. Havde man ikke pengene, 

var det ud af røret prompte. 

Det skete typisk for narkomaner 

eller lettere alkoholiserede husvilde 

kvinder, der havde drukket pengene 

op. Andre havde grådige alfonser – i 

nogle tilfælde pigernes egne ægtemænd 

– som var skyld i, at de ikke 

kunne betale huslejen. 

Lidt socialt sindelag havde 

driftsherren dog også: 

- Et ældre ægtepar, der var 

husvilde, blev taget ind fra gaden og 

stod så for rengøringen, til gengæld 

for to små værelser oppe under 

kvisten, husker Søren. 

Men at det var en god forretning, 

er Søren slet ikke i tvivl om: 

- Jeg tror, at Salomonsen nok 

havde 70.000 kr. i overskud om 

måneden på hotellet. Han ejede 

og handlede også med noget, som 

dengang hed præmiegrunde, fordi en 

ud af 100 grunde så var gratis. Han 

havde kontor i Gothersgade med sin 

elskerinde installeret over porten og 

en diskret indgang. Kone, børn, villa 

var i Hellerup, sommerhus i Hornbæk. 

Han var en kreativ forretningsmand, 

må man sige. 

Gik ikke for under 5.000 kr. 

Den daglige drift af 7’eren var dog 

overladt til hr. Finkler, en af Salomonsens 

forretningspartnere. Han 

havde erfaringen fra Grand Hotel 

og stod i receptionen sammen med 

sin elskerinde. Han kørte i en leaset 

Peugeot til 7.500 kr. om måneden, 

som firmaet selvfølgelig betalte. 

Men nogle af kvinderne havde 

også en god forretning kørende, mener 

Søren, som dog ikke kan huske 

så mange navngivne. Dog skilte et 

par stykker sig ud: 

- En af dem var Connie. Hun så 

fantastisk godt ud. Hun arbejdede 

kun på 7’eren i weekenderne, hvor 

hun havde et fast værelse. Og hun 

gik ikke for under 5.000 kr. for en 

aften – rigtig mange penge dengang. 

Hun kom primært på Maximbar. 

To af de andre piger, som 

arbejdede der, brugte pengene på at 

købe parfumerier for de penge, de 

tjente. Mange af pigerne var gifte 

og havde børn. Et af motiverne for 

at tage sådan et job var, at de gerne 

ville tjene ekstra penge for at kunne 

give deres børn et bedre liv, end de 

selv havde haft. Børnene kom dog 

aldrig med på mors arbejdsplads, 

fortæller Søren og tilføjer: 

- Andre af pigerne var tabere i 

den forstand, at de enten ikke havde 

eller ikke kunne lave andet. Nogle 

blev sendt på gaden af deres alkoholiserede 

mænd. Kunderne vidste jo 

også hvilke piger, der var afhængige 

af at tjene penge. Det gjorde dem 

sårbare og nemmere at presse ned, 

både i pris og i forhold til, hvilke 

ydelser de ville gå med til at levere. 

Kunderne kunne finde på at 

vandre i flere timer op og ned af 

Colbjørnsensgade for at vente på, at 

netop deres favoritpige blev ledig. 

Med en fast belægning på 80 ud af 

de 96 værelser var der et leben ud 

og ind ad døren. Kunderne kunne få 

pigerne både på bestilling og ved 

direkte afhentning. 

- Det var gode tider dengang. 

Der kom rigtig mange svenskere. Og 

der var rigtig mange gengangere. 

F.eks. var der horebukken, som blev 

kaldt for ”vinduespudseren”. Han 

bollede hvad som helst, og til sidst 

smed konen ham ud, fordi han altid 

skulle have noget fremmed. Kunderne 

kunne også gå ind og spørge 

efter ”deres” pige i receptionen. 

En dag kom der en ung mand på 16 

år ind med en granvoksen kvinde, 

der havde et værelse ved siden af 

receptionen. Et minut efter sagde 

hun: ”Tak for i dag, du er velkommen 

tilbage en anden dag.” Jo, der kunne 

være tryk på de unge mænd. Der var 

også en ældre herre på et par og 

firs, der døde oven på en af pigerne. 

Ambulancen kom stille og roligt og 

kørte ham væk. Det var ikke nogen 

god oplevelse for den pige, heller 

ikke selv om hun var professionel, 

fortæller Søren. 

Miljøet er barskere i dag 

I den mere muntre afdeling husker 

han, at en af datidens kendte 

komikere stak en ’mand’ et blåt øje, 

fordi han troede, at manden var en 

kvinde. Transvestitten fik besked på 

ikke at anmelde voldsepisoden, fordi 

komikeren kom der tit og var en god 

kunde. Men normalt blev voldelige 

kunder hældt ud i en fart. Etablissementet 

bød trods alt også på grund 

af formen på både et vist sammenhold, 

beskyttelse og overvågning. 

Der var ingen deciderede udsmidere, 

men man hjalp hinanden. 

På det lille værtshus i stueetagen 

kom pigerne for at slappe af om 

morgenen og formiddagen. De brugte 

det ikke til at trække fra, men fik 

derimod en sludder om løst og fast 

med morgendamen. Det store samta- 

Dengang kostede mælken 50 øre… 

Kvinder fra 7’eren efterlyses 

Hus Forbi vil gerne i kontakt med nogle af de kvinder, som i sin tid 

arbejdede på 7’eren i Colbjørnsensgade på Vesterbro, og som vil 

fortælle om livet som prostitueret dengang – og hvordan livet ser ud 

i dag. Er du selv en af dem, eller har du mulighed for at skabe kontakt 

til nogle af kvinderne, så ring, skriv eller mail til redaktionen: 

Hus Forbi 


1131 Kbh. K 

Tlf. 3832 2324 

Mail: redaktionen@husforbi.dk 

leemne blandt pigerne var kunder. 

Direkte adspurgt er Søren ikke i 

tvivl om, at forholdene på Vesterbro 

for de prostituerede er blevet værre 

med tiden. 

- Det er stensikkert blevet meget 

hårdere og barskere. Jeg boede selv 

på Vesterbro i 80’erne. Og allerede 

dengang var det blevet meget, meget 

hårdere. Der var begyndt at komme 

kokain i gaderne, og i dag er det helt 

umuligt med alle de unge østeuropæiske 

piger, der af deres bagmænd 

vel nærmest er tvangsprostituerede 

derinde. Så hr. Salomonsens pensionat 

var det rene vand, når man sammenligner 

forholdene dengang med i 

dag, siger Søren. 


*** 

En stille dag ved middagstid hen 

imod slutningen af 2007 slår jeg et 

smut omkring Colbjørnsensgade. Det 

bliver en meget kedelig udflugt. De 

to barer, Maxim og Kakadu, ligger her 

stadigvæk. Der, hvor 7éren i sin tid 

lå, ligger nu et standardiseret Europahotel. 

Helt nede ved Istedgade står 

der en enkelt udlænding. Ellers er der 

bare de grå standardiserede facader – 

og ikke et øje i hele gaden. 

Anne Jensen, som har skrevet artiklen, 

er tidligere gadehjemløs. 

I 1971 fik en ufaglært smøremand på B&W ca. 340 kr. om ugen. En 

lærling tjente omkring 118 kr. og arbejdede 43 ¾ time om ugen. Det 

var før skat, som man selv skulle indbetale. 1 liter mælk kostede ca. 

50 øre. I 1974 kunne man få 320 kr. i bistandshjælp om måneden plus 

husleje, el og gas. Dengang hed det socialhjælp. 

Dengang var det nemt at få en lejlighed, men standarden var 

ringe. Der var rigtig mange lejligheder uden bad og varmt vand. I 

stedet var de opvarmet med petroleum eller gas. 

Der var mange grove idioter på hullerne (værtshusene) på 

Vesterbro. De sendte deres pige ud på flisen for at lave penge til 

deres værtshusregninger. Politiets uropatrulje, der dengang aldrig 

blev kaldt for andet end ’hipoerne’, patruljerede gader, stræder og 

værtshuse og delte rundhåndet ud af knippelsuppe, ikke mindst til de 

unge langhårede hippier og stofbrugere. Området fra Istedgade og op 

imod Frederiksberg, blev regnet for finere og dyrere, end området fra 

Istedgade og ned imod banelegemet og Dybbølsbro. 

Ejeren af 7’eren, Salomonsen, lever ikke mere. Af uvisse årsager 

begik han selvmord.

Navn: 



Gucci 

Månedens hund 

En rigtig klunser 

Alder: 

15 måneder 

Race: 

En ”rundkørsel”’. Indeholder vist 

alle racer på nær gravhund, mener 

Guccis far. 

Ejer: 

Henrik Jensen, 34 år. Hjemløs siden 

1999, hvor der gik ged i ”hus, 

bil og kanariefugl”. Sover rundt om 

hos rødderne (vennerne i hjemløsemiljøet, 

red.) i kældre eller 

lignende steder, afhængig af hvor 

koldt det er. 

Hvor længe har du haft Gucci? 

- Jeg fik hende, da hun var et par 

måneder gammel af Røde Orm (en af 

rødderne fra gaden, red.). Han havde 

lovet mig en hvalp, og da han hans 

egen hund Molly var for ung til at få 

hvalpe, måtte han jo finde en anden 

til mig. Det blev så Gucci, hvis far 

og mor begge er hunde fra vores 

miljø. Så det bliver i familien. 

Hvad betyder hun for dig? 

- Det hele. Så har jeg altid en at 

snakke med. Hun skal bare være der. 

Vi sover også sammen – hun skal 

altid ligge lige i røven på mig. 

Passer du godt på hende? 

- Ja, det synes jeg. Hun har alle de 

vaccinationer og alt, hvad hun har 

brug for. 

Hvad kan hun ikke lide? 

- Hun er altædende, bortset fra 

bananer. Dem kan hun ikke lide. 

Hun er en rigtig klunser, samler alt 

op fra gaden og kan ikke gå forbi et 

pitabrød eller noget uden at spise 

det, så jeg skal være over hende. Det 

Hus Forbi når vidt omkring, her helt til byen Kovalam i det sydlige Indien, hvor 

danske Torben Ringsmose har muntret sig med at få en af de lokale indbyggere til 

at kaste et blik på den danske hjemløseavis. Men hvad mon han griner af? 

Foto: Torben Ringsmose 

er jo ikke alt, 

hendes mave 

har godt af. 

Men ellers får 

hun tørkost, 

og hvad jeg 

selv får at 

spise. 

Synes du, at Gucci har et godt liv? 

- Jeg tror ikke, hun mangler noget. 

Hun piber i hvert fald ikke – medmindre 

det er for at tigge om noget. 

Hun er en god hund, måske lidt 

hyperaktiv. Der er i hvert fald fuld 

skrue på hende. Men hun er jo også 

stadig hvalp. 

Hvorfor blev du hjemløs? 

- Jeg har altid lidt drukket bajere og 

røget hash, men på et tidspunkt gik 

der ged i det hele, min kæreste røg 

på metadon, og så holdt jeg op med 

at gå på arbejde. Så røg hus, bil og 

kanariefugl, og siden har jeg været 

hjemløs. Jeg har ingen uddannelse, 

men nogle AMU-kurser. Jeg har 

aldrig rigtig gidet at gå i skole. Jeg 

kom på børnehjem, da min mor døde, 

Tak for sko! 

Hus Forbis indsamling til 

vinterstøvler til vores sælgere 

har været en stor succes. 

Læserne har indbetalt over 

130.000 kroner, og det 

betyder, at alle Hus Forbis 

knap 500 sælgere kan få et par 

gratis vinterstøvler. Der er tilmed 

kommet bidrag fra Sverige og Norge. 

Og en 17-årig dansk fyr har indbetalt 

1.500 kr., fordi han gerne ville give 

fem sælgere varme fødder. 

I midten af januar havde omkring 

200 sælgere hentet sig et par støvler. 

Tilbagemeldingen er, at støvlerne 

er både varme og vandtætte. 

”Man kan stå i vand i ti timer uden 

at få våde fødder”, som en sælger 

udtrykte det. 

Samtidig kan sælgerne med et 

og så var det sjovere at stå og drikke 

bajere med de andre foran købmanden 

end at gå i skole. 

Hvad med dig selv – har du et godt liv? 

- Sådan set har jeg det faktisk meget 

godt. Det er fint nok at gå på gaden, 

så behøver jeg ikke spekulere over så 

meget. Men jeg kan godt mærke, at 

det er hårdt. Jeg har en træt muskel 

i benet. Gucci og jeg går mange kilometer 

om dagen. Jeg har ingen plan 

for, hvad jeg skal – tager en dag ad 

gangen. Jeg tænker bare på, hvor de 

næste bajere skal komme fra, så går 

dagen med det. 

tina@husforbi.dk 

bidrag på 50 kroner af egen lomme 

få en varm Hus Forbi-vinterjakke. 

Det tilbud har 150 sælgere benyttet 

sig af. Derudover har Hus Forbi udleveret 

200 røde Hus Forbi-halstørklæder 

og en masse gratis undertøj 

fra JBS. 

På vegne af sælgerne retter vi 

på Hus Forbi en stor tak til alle de 

læsere, som har bidraget til varme 

og tørre fødder i vintermånederne. 

- taj 

Foto: Lars Skaaning 

Hende/ham vil jeg 

gerne møde! 

Dette interview med Ny Alliances 

formand, Naser Khader, er det første i 

en ny serie: ”Hende/ham vil jeg gerne 

møde”, hvor Hus Forbi-sælgere interviewer 

et af deres forbilleder i samarbejde 

med Hus Forbis redaktion. 

Inspirationen til interviewet med 

Ny Alliances formand, Naser Khader, 

fik Hus Forbi-sælger Lasse Borggren på 

et kursus i journalistik og brugerindflydelse. 

Her hørte han, at Ny Alliance 

før Folketingsvalget i november 2007 

kaldte sig ”et parti for politisk hjemløse.” 

Men hvad de vil gøre for de 

’rigtige’ hjemløse? Det satte artiklens 

forfatter sig for at finde ud af. 

Interviewet er lavet før Folketingsvalget 

og har siden ligget til godkendelse 

i Ny Alliances presseafdeling og 

derefter ’ligget over’ hos Hus Forbi på 

grund af manglende plads i avisen. 

- taj 

Store Bagedag for de hjemløse 

Ny Alliances formand, Naser Khader, savner Margrethe Vestagers hjemmebag, efter han har forladt det 

Radikale Venstre. Derfor vil han gerne selv lære at bage og være med til at indføre Store Bagedag for de 

hjemløse, afslører han i dette interview, hvor han også lufter sine synspunkter på det sociale område. 

Cand.polit og partiformand Naser 

Khader bryder den negative akademiske 

arv ved at være på aftalt tid 

og sted. Han giver mig det hårdeste 

og varmeste håndtryk, nogen 

hidtil har givet mig, og hvis ikke jeg 

vidste bedre, ville jeg tro, at han var 

håndværker. 

Vi mødes foran en smuk, gammel 

bygning og går ind i et stort, 

hvidt kontor med udsigt til Christiansborg, 

Nationalmuseet og kanalen, 

uden sikkerhedsvagter, spindoktorer 

eller sekretærer. 

Jeg har forberedt 27 spørgsmål, 

som jeg gerne selv ville være blevet 

stillet, hvis jeg havde været partiformand. 

Her er et uddrag af Naser 

Khaders svar på mine spørgsmål. Indledningsvis 

slår han fast, at vi bør 

have et rummeligt samfund, hvor der 

også er plads til skæve eksistenser: 

- De hjemløse er ikke en homogen 

gruppe og har forskellige behov, der 

skal tages hensyn til. Derfor mener jeg 

blandt andet, at der bør være døgnåbent 

på værestederne og flere aktivitetsmuligheder. 

Personalet bør have 

bedre mulighed for efteruddannelse, 

og der bør være et tættere samarbejde 

med kommunerne, som også burde 

sørge for boliger, siger han. 

Nogle politikere mener, at hjemløshed 

er et nationalt problem? 

- Ja, jeg mener også, at vi bør 

have en national handlingsplan og 

bl.a. samle de erfaringer, vi har. 

Hjemløshed er alles ansvar! 

En medarbejder på Hus Forbi og en 

ansat på Mændenes Hjem har bedt 

mig spørge dig, hvor smertegrænsen 

går for, hvad man kan byde de 

hjemløse, og om der findes værdige 

løsninger? 

- Det bør de, som arbejder med 

området, være med til at bestemme. 

Kontanthjælpsloftet har ikke haft 

den ønskede effekt. Færre end for- 

ventet er kommet i arbejde, og antallet 

af udsættelser af både familier og 

enlige er øget markant. Hvad er din 

og Ny Alliances holdning til det? 

- Kontanthjælpsloftet bør fjernes 

fra socialt udsatte og de hjemløse, 

men for nogle kan det være relevant. 

I en af dine bøger skriver du, at 

hjemløshed, som vi ser den i den 

vestlige verden, ikke forekommer i 

den mellemøstlige, islamiske verden, 

bl.a. fordi folk kan overnatte i 

moskeerne? 

- Ja, men det hænger også sammen 

med begreber som ære og skam, 

og man opdrages til at drage omsorg 

for sin familie. Som muslim opdrages 

man til at hjælpe sine medmennesker 

til at tage sig af de svage i 

samfundet. 

Det anslås, at 80 procent af hjemløse 

og socialt udsatte er mænd, 

derfor undrer det mig, at der er så 

få krisecentre for mænd? 

- Det undrer også mig. Jeg ved, 

at der også er mænd, som bliver 

slået (af deres koner, red.). Generelt 

mener jeg, at der er for få krisecentre. 

Jeg har læst i en avis, at det, 

du savner mest ved det Radikale 

Venstre, er Margrethe Vestagers 

hjemmebag? 

- Ha ha ha! Ja, det er rigtigt! 

Jeg har været hjemmegående, så 

jeg er go’ til at bage og vil gerne 

lære dig det! 

- Ja, det må du meget gerne lære 

mig! 

...men på én betingelse: At vi laver 

Store Bagedag for de hjemløse! 

- Den opgave er jeg frisk på, 

svarer Naser Khader med et bredt og 

forventningsfuldt smil. 

Lasse Borggren er tidligere hjemløs 

og har førhen skrevet for Hus Forbi. 


Af Lasse Borggren 

Foto: : nyalliance.dk

Paws liv går op i røg 

Paw på 28 år har de sidste 

fire år boet år i en nedlagt 

kostald i Nordsjælland, 

men er nu sat på gaden 

af sin udlejer. For første 

gang har Paw selv bedt det 

offentlige om hjælp, fordi 

hans liv er ved at gå op i 

røg, men kommunen kan 

ikke hjælpe. 

Tekst og foto: Kim Westergaard 

Paw Knudsen er 28 år, stofmisbruger 

og nu hjemløs. De sidste fire år har 

han boet i en nedlagt kostald, men nu 

er han og hunden Feti sat på gaden. 

Inden det gik så galt besøgte jeg Paw 

nogle gange og hørte hans historie. 

Paw er født i Helsingør, men 

opvokset på forskellige institutioner 

og hos plejefamilier rundt om i 

Danmark. I alt har han været anbragt 

12 steder, fra han var fire år, til han 

fyldte 18. 

- For at sige det lige ud – uden 

at det skal opfattes, som om jeg 

har ondt af mig selv – har jeg haft 

et rigtig lorteliv. En skidt og dårlig 

barndom kan man vel også sige. Jeg 

er vokset op i et hjem med alkoholproblemer. 

Kærlighed er kun et ord, 

jeg har hørt – jeg har ikke rigtigt 

mærket det på egen krop, fortæller 

Paw, som ikke synes, han har 

ret meget at takke velfærdsstaten 

Danmark for. 

Smadrede hans kæreste eje 

- Da jeg var syv år gammel og var 

anbragt hos en plejefamilie i Søborg, 

gik jeg ude på et lille værksted, 

som vi unger fik lov at bruge. Jeg 

var i gang med at lave en bil af træ. 

Klingen på saven gik i stykker, og 

min plejefar blev rigtig gal, så jeg 

røg ind på mit værelse. Han spurgte 

mig, hvilken af de ting jeg havde på 

mit værelse, som jeg holdt mest af? 

Det var en lille banjo, som jeg havde 

fået af min far. Min plejefar tog min 

banjo, smed den i gulvet, så den 

lå i tusinde stykker – og så fik jeg 

besked på at passe på hans værktøj 

fremover, fortæller Paw, som dog 

tilføjer, at plejefaren siden fik frataget 

retten til at arbejde med børn, 

da familieplejekonsulenten fra et 

andet barn hørte, hvordan plejefaren 

behandlede dem. 

- Jeg blev så anbragt et nyt sted 

med nye ordensregler, nye kammerater 

og ny skole osv. Det var ved at 

blive svært at hitte ud af, hvad der 

var rigtig og forkert. På et tidspunkt 

blev jeg genforenet med min lillebror, 

som også var anbragt samme 

sted, men glæden var kort, før vi 

igen blev revet fra hinanden. Det 

havde noget med økonomi at gøre, 

siger Paw og ser over på mig: 

- Du kan godt forstå, at sådan 

noget sætter sine ar i sjælen. Der er 

få ting fra min barndom, jeg husker 

tilbage på med glæde, men jeg har 

også mødt pædagoger i mit liv, som 

jeg har følt, at jeg var ved at få 

tillid til, men som regel skulle jeg 

skifte familie eller institution, lige 

som jeg var ved at falde til. 

Paw tænder et stearinlys på boret, 

det er tid til en rygepause. Paw 

gør klar til en vandpipe, mens hunden 

Feti – en stor amerikansk bulldog og 

Paws bedste ven og følgesvend i gennem 

fire år – lægger sit godmodige 

hoved i skødet på Paw, som kvitterer 

med et ordentligt kram. 

Valgte at bo i kostald 

Da Paw fyldte 18 år, var han helt 

færdig med institutioner og systemer. 

Nu ville han selv bestemme. 

- På alle de institutioner, jeg 

havde været, havde jeg fået at 

vide, hvad man skal og ikke skal, og 

deres ord var lov. Men nu kunne jeg 

endelig selv bestemme og gøre, som 

jeg havde lyst til. Efter sådan en 

omgang er der vel ikke noget at sige 

til, at det er gået, som det er… Ja, 

du kan jo se dig omkring – og så vil 

jeg da lige sige, at jeg har prøvet at 

rydde lidt op, da jeg vidste, du kom 

forbi i dag, siger Paw og kigger sig 

omkring i sit værelse. 

Paw med sin nærmeste 

og bedste ven gennem 

fire år, hunden Feti. 

Paw og Feti har boet i en nedlagt 

kostald – et lille koldt hummer – i 

godt fire år. Han har skaffet sig til 

dagen og vejen ved at lave gamle 

biler. Det med biler har altid interesseret 

Paw, og han har haft en drøm 

om at have sit eget lille værksted. 

- Jeg har også haft et par job, 

inden det gik rigtigt galt. Min selvtillid 

er lig med nul, og mit misbrug 

har også skabt problemer for mig. 

Jeg har blandt andet svært ved at 

være sammen med mange menne- 

sker, så lige nu kan jeg ikke påtage 

mig et job. Og der er jo heller ingen, 

der kan være tjent med at have mig 

ansat, konstaterer han. 

Paw har taget kontakt til et misbrugscenter 

for at bede om hjælp, 

men det med mødetider og -datoer 

er svært at overskue. 

- Jeg kunne godt tænke mig, at 

der var et sted, man kunne komme 

ind fra gaden og blive hjulpet her og 

nu. Det, tror jeg, vil kunne hjælpe 

mange misbrugere, for bare det at 

tage kontakt til en sagsbehandler 

kan være svært i sig selv. Men jeg er 

nødt til at bede om hjælp, da jeg er 

blevet rigtig hjemløs nu og er smidt 

ud af mit lille værelse her på gården. 

Jeg skal være ude på onsdag kl. 12. 

Jeg ved ikke, hvad jeg skal stille op, 

jeg har jo min hund, og den kan jeg 

nok ikke få med på et herberg, og det 

er, hvad kommunen kan tilbyde mig. 

Familie har jeg ikke det store af. 

Et smil over burgeren 

Jeg kan se på Paw, at det er tid til 

endnu en lille pause, så jeg spørger, 

om ikke vi skal tage en tur ind til 

byen og spise lidt mad sammen. Da 

vi ankommer til McDonald’s, kan jeg 

godt mærke, at Paw bliver lidt nervøs. 

- Skal vi ikke spise her i bilen?, 

spørger han og er ikke meget for, at 

vi skal spise indenfor. 

- Folk har det jo med at kigge efter 

en, og det er jo ikke ligefrem søndagstøjet, 

jeg har på til dagens anledning. 

Men efter en smøg udenfor, går 

Paw og jeg ind og finder et bord bagest 

i lokalet. Vi får et godt måltid 

mad, og for første gang kan jeg se 

lidt liv i hans øjne, og et smil bliver 

det også til. Jeg kan mærke, at det 

er længe siden, Paw rigtigt har snakket 

med nogen. Vi taler lidt videre 

om hans liv og barndom på godt og 

ondt. Paw var ved at blive lidt træt, 

for det er ikke blevet til så meget 

nattesøvn. Rotterne på gården har 

holdt et værre hus hele natten, så vi 

aftaler i stedet, at jeg skal komme 

en tur forbi dagen efter. 

Ud af vagten 

Næste dag banker jeg på det lille 

staldvindue. Paw kommer ud og 

åbner den store jerndør. Jeg har en 

stor pose med vintertøj med, fordi 

dagen er kommet, hvor Paw og hans 

hund skal ud og leve på gaden. Paw 

er i rigtigt skidt humør, og Feti kan 

også godt mærke, at noget er i gære. 

- Det er noget rigtigt lort, det 

her, siger Paw, mens han sidder på 

sengekanten. 

Det er tydeligt, at han har det 

rigtigt dårligt. Manden, som ejer 

gården, var kommet kl. 12, og Paw 

havde fået besked på, at nu var det 

ud af vagten. 

Kommunen kan ikke hjælpe 

med en bolig. ”Desværre”, havde de 

sagt, ”du er blevet afmeldt for to år 

siden på den adresse, så vi kan ikke 

hjælpe dig.” 

Udlejeren havde afmeldt Paw 

som beboer på gården for at undgå, 

at ejeren blev beskattet af lejeindtægten. 

Paw tager sin snavsede 

dyne rundt om sig – han har svært 

ved at forholde sig til virkeligheden. 

Han begynder at gøre klar til dagens 

første pibe, for virkeligheden skal 

lidt på afstand. Der er nu mindre end 

to timer til, at livet på gaden sammen 

med hunden Feti begynder. Han 

tager en Nettopose og begynder at 

pakke sit beskedne hjem sammen. 

- Se her, siger Paw, det er et billede, 

jeg altid har passet på og altid 

har haft med mig. 

Billedet er af Paw sammen med 

sine to brødre. 

- Kan du se, hvor stolt jeg er på 

det billede?, spørger han. 

Og jeg ser en lille glad dreng, 

som stolt viser sit første ur frem – 

et, han har fået af sin far, inden det 

hele gik galt. Jeg kigger længe på 

billedet af de tre små glade drenge 

og spørger mig selv, hvordan og 

hvorfor det skulle gå Paw, som det 

har gjort. 


*** 

Efter artiklen er blevet skrevet, er 

det gået lidt fremad for Paw. Han 

bor pt. gratis i en skurvogn, en venlig 

mand har lånt ham, han går til 

ugentlige samtaler med kommunen 

som led i et behandlingsforløb, han 

deltager i, og i slutningen af januar 

skal han til møde med bl.a. kommunen 

om en permanent bolig. 

kimwestergaard@privat.dk

Husker du? 

Hus Forbi har fulgt Helle og hendes tre børn siden januar 2007, hvor familiens 

lejekontrakt udløb. For at sikre familien mod Helles voldelige ekskæreste, 

der blev løsladt fra fængslet kort før lejekontraktens udløb, valgte 

Roskilde Kommune at sende Helle og hendes tre børn på syv, 15 og 19 på 

krisecenter i København. Der har de boet siden 1. februar 2007 og i starten 

af 2008, er der endnu ingen løsning på familiens boligsituation. 

- Jeg holder reception den 1. februar for at fejre, at vi har boet der i et 

år, joker Helle. 

Den sidste måned har været psykisk hård for Helle. Hendes ældste søn, 

22 hus forbi · nr. 70 · februar 2008 

Michael, fik et tilbagefald og røg ind i en dyb depression. I tre uger var han 

hjemme fra sit arbejde på en betonfabrik, mens moren vågede over ham. 

Hun var bange for, at han skulle hoppe ud af vinduet fra sit værelse på 

tredje sal. 

På trods af at børnene har været vidne til Helles ekskærestes vold og 

psykiske terror med dødstrusler mod hende igennem flere år, har kommunen 

endnu ikke tilbudt børnene psykologhjælp til at bearbejde deres oplevelser. 

For at give familien lidt adspredelse, bad Hus Forbi Kaj fra Hjemløsehuset 

om at arrangere en dag for den voldsramte familie. 

Hvad skal vi bagefter? 

Helle og hendes sønner hygger sig i Grøndalscentret i København med at spille golf og bowle. 

Ingen af dem har lyst til at tage tilbage til krisecentret, hvor familien nu har boet et år på 

grund af Helles voldelige ekskæreste. For så kommer tankerne igen. 

Af Marisa Matarese 

Foto: Flemming Schiller 

- Tusind tak for, at du har arrangeret 

det her for os, siger Helle. 

- Du skal ikke sige tak. Det 

bryder jeg mig ikke om, siger Kaj 

forlegent. 

- Hvad for noget? Selvfølgelig 

skal jeg sige tak. 

- Nej, du skal ikke. 

- Da du boede på gaden, og 

nogen kom og gjorde noget for dig, 

sagde du så aldrig tak? 

Da Kaj ikke svarer, fortsætter 

Helle: 

- Hvis man ikke siger tak, er man 

utrolig dårligt opdraget. Det mener 

jeg. 

Kaj og Helle er på vej over til et 

dækket frokostbord i Grøndalscentrets 

golfafdeling, som ligger i Københavns 

Nordvestkvarter. Klokken 

er præcis to, en mørk vinterdag. For 

at forsøde vinteren lidt for Helle og 

hendes tre børn, som stadig bor på 

krisecenter, har Hus Forbi bedt Kaj 

om at arrangere en dag for familien. 

Kaj har specialiseret sig i at indsamle 

donationer, som han bruger til 

at arrangere ture for hjemløse. 

Frokostbordet står tæt på den 

indendørs græsgrønne golfbane, der 

forlænges kunstigt af store skærmbilleder 

af golfbaner i palmehaver 

ved havet. En enkelt mand står i en 

af båsene og sender golfbolde mod 

et billede af en golfbane et sted, der 

ligner et caraibisk luksusressort. Det 

giver en dump lyd, når bolden ram- 

mer lærredet. Ved siden af står Helles 

tre drenge og skiftes til at sende 

bolde af sted mod skærmbillederne. 

Den ældste er 19 år, den mellemste 

15 og den yngste syv år. 

- Hvor skulle den der hen? 

- Den er jo helt skæv, driller de 

hinanden. 

- Så skal vi spise. Kaj kalder Helles 

tre drenge over til bordet. Selv 

om deres turnering er slut, fortsætter 

de med at øve sig i at sende 

bolde af sted mod skærmen. 

- Hvad var det for et slag?, 

driller den store sin mindre bror, da 

golfbolden på skærmen farer gennem 

et vindue på skærmbilledet. 

De sætter sig til bordet med deres 

halvliters colaer i papbægere og 

går ombord i flæskesteg og røget ål. 

Den ældste går ud for at finde nogle 

pommes frites, for det har han mere 

lyst til, og Kaj begynder at fortælle: 

- Folk tror, jeg har levet i 3.000 

år, siger Kaj og fortæller, at han har 

fløjet charterfly for Spies i mange år. 

Derudover har han været selvstændig 

erhvervsdrivende to gange. Og så 

har han tidligere boet på gaden i 12 

år. Igennem sit netværk indsamler 

han sponsorgaver, som han bruger til 

at arrangere ture for hjemløse. 

- I 2007 fik jeg så mange sponsormidler, 

at vi kunne lave en tur 

om ugen for seks hjemløse. Vi har 

blandt andet været på gourmetrestaurant, 

ude og flyve i helikopter, 

drønet rundt i speedbåde, været ude 

og køre gokart, og vi har også været 

her og spille minigolf en gang før, 

fortæller Kaj og tilføjer, at det ikke 

Hus forbi fik Kaj fra Hjemløsehuset til at arrangere en dag med golf og 

bowling for Helle og hendes tre sønner. Billederne blev taget bagfra eller 

i modlys for at sløre familiens identitet. Det skarpe fotolys gør desværre, 

at billederne af eksotiske golfbaner på det hvide lærred ikke kan ses. 

havde været muligt uden Hjemløsehusets 

støtte. 

Spiser ikke af bare spænding 

- Skal vi mere bagefter?, spørger 

den yngste og kan kun spise et halvt 

stykke smørrebrød med fiskefilet af 

bare spænding. De andre kæmper 

med flæskestegen og den røgede ål 

på centimetertykt rugbrød. 

- Jeg tager resten med hjem til 

de andre på krisecentret, siger Helle, 

da Kaj fortæller, at et enkelt stykke 

med røget ål koster 82 kroner, men 

at han har fået det til spotpris. 

Efter frokosten er skyllet ned 

med store colaer og en enkelt øl, 

går turen over til bowlebanerne i 

Grøndalscentret. 

- I har bane syv og otte. 

Drengene er allerede i gang med 

at bowle, da Kaj og Helle kommer tilbage 

med et par kopper kaffe, som de 

drikker, inden de tager bowlingskoene 

på og går over på bane syv. 

Den mindste har prøvet det før. 

Trods sine syv år og spinkle krop 

laver han den ene strike efter den 

anden og kaster sig triumferende 

ned på knæ, mens han glider hen ad 

det glatte gulv med armene løftet 

over hovedet. 

Helle fejer Kaj af bane syv, og de 

bliver hurtigt trætte af spillet. I stedet 

stiller de sig over ved et af bordene og 

snakker, mens Helles den yngste triumferende 

fortsætter sine strikes. 

- Vi giver ikke op, siger Helle 

med hovedet vendt mod den mindstes 

sejrsdans. 

- Vi kæmper, indtil det lykkes 

Den ældste af Helles drenge koncentrerer 

sig om at sikre sig føringen over sine 

mindre brødre i deres golfturnering i 

Grøndalscentret. 

for os, og i øjeblikket går det den 

rigtige vej. 

- Jeg er så stolt af at være på vej 

op igen med 360 kilometer i timen, siger 

hun og hentyder til, at familien har 

det bedre på trods af, at de stadig bor 

på krisecente, som ifølge Helle mest 

virker som opbevaring. 

- Nu vil jeg bare have noget at 

stå op til. Har du ikke noget, jeg kan 

lave, spørger Helle Kaj og fortsætter: 

- Det eneste, jeg ikke kan, er at 

sy. Ellers så kan jeg ordne have, ordne 

biler, gøre rent. Alt, forsøger Helle. 

Kaj griner og siger: 

- Du må bare se at komme i gang! 

Da tiden er gået, kommer den 

yngste over og spørger: 

- Hvad skal vi bagefter? 

Tårerne melder sig i Helles øjne, og 

hun vender blikket væk. 

- Vi har ikke lyst til at tage hjem. 

Så kommer alle tankerne igen. Det har 

været så dejligt at være ude og lave 

noget uden at skulle tænke, siger hun. 

Hun tørrer øjnene og begynder at lede 

efter sin jakke. 

- Kan I lide at køre gokart?, 

spørger Kaj. 

Drengene kigger forundret på ham. 

- Så må vi se at få arrangeret en tur 

med gokart på et tidspunkt, siger han. 

*** 

Helle og hendes tre sønner har valgt 

at være anonyme. Helle er derfor 

et opdigtet navn. Familiens rigtige 

identitet er redaktionen bekendt. 

Læs Kaj’s historie på næste side. 

Det kræver koncentration 

at ramme hullerne på 

skærmen og overgå sine 

brødre.

Fra ilden til asken og tilbage igen 

Da Kaj mistede forretningen, 

familien og formuen, 

så han ingen anden udvej 

end at gå på gaden. I 12 år 

levede han som hjemløs. 

For et år siden oplevede 

han, det han selv kalder 

et mirakel og er nu på vej 

op igen. En del af sin tid 

bruger han på at gøre livet 

sødere for Københavns 

hjemløse. 

Af Marisa Matarese 

Foto: Flemming Schiller 

- Hvor ser du godt ud, sagde Kaj til 

damen ved madvognen, der delte 

mad ud under et musikarrangement 

for hjemløse på Østerbro Stadion i 

september 2006. 

- Det gør du godt nok ikke, 

svarede kvinden og rakte Kaj sit 

visitkort. 

- Her, tag det. Jeg er læge. Kom 

ned og besøg mig i Klippen (kristent 

værested, red.) i Lille Colbjørnsensgade 

på Vesterbro. 

Kaj tog kortet og den mad, kvinden 

gav ham. 

- Lige dér var det som om, der 

startede et nyt liv for mig, fortæller 

Kaj og holder en kort pause. 

Kaj er i dag en mand på 60 år, 

men når han begynder at fortælle 

sin livshistorie, lyder det som om, 

han har levet flere liv. 

- Jeg er uddannet pilot, og i en 

periode over 20 år fløj jeg charterfly 

for Spies. Ud over pilot er jeg uddannet 

radiomekaniker, pladesmed og 

fysioterapeut. Jeg har været gift fire 

gange, har seks børn og har haft egen 

forretning to gange, fortæller Kaj. 

Men han har også prøvet at miste 

det hele. For 13 år siden – i midten 

af 1990’erne – forsvandt hele den 

formue, Kaj troede, han skulle leve 

af, når han blev gammel. Pengene 

var investeret i aktier, og det viste 

sig at være fatalt. Samtidig gik hans 

radio- og tv-forretning fallit og 

måtte lukke. Det samme skete med 

ægteskabet og humøret. 

- Det hele gik ned, og det gjorde 

jeg også. Det var ligesom en baby, 

der får sutten revet ud. Jeg havde 


alt, og lige pludselig forsvandt det 

hele for mig. Jeg anede ikke, hvad 

jeg skulle gøre. 

Med fem-seks tusinde kroner på 

lommen tog han toget til Spanien, 

hvor han i fem år arbejde rundt omkring 

for at tjene til dagen og vejen. 

- Det var fem år, væk fra alt. 

Langt fra den civiliserede verden. 

Fem år, som ingen kender til, ud 

over mig selv. Det var absolut ikke 

livet, der i Spanien, siger Kaj lidt 

eftertænksomt. 

Blev erklæret død 

Herhjemme i Danmark blev han 

efterlyst i Statstidende, og da ingen 

reagerede på efterlysningen, blev 

han erklæret død. Kun en datter 

vidste, hvor han var. Det var også 

hendes skyld, han tog tilbage til 

Danmark. Hun savnede ham. 

I Danmark troede myndighederne, 

at Kaj var død. Men det vidste 

Kaj intet om, så han fik et chok, da 

politiet stoppede ham på Amagerbrogade 

i forbindelse med en razzia, 

kort efter han var kommet hjem. 

- Du er død, sagde politiet. 

Det tog Kaj en time at overbevise 

dem om det modsatte. 

Tilbage i København brugte han 

meget tid på gaden. 

- Jeg levede som en hjemløs. 

Jeg tabte mig 30-40 kilo og vejede 

vel 70-75 kilo. Jeg lignede, jeg ved 

ikke hvad. Virkelig. Jeg havde kun 

en tand. 

Men det sidste års tid har han 

indhentet det forsømte. Han er 

tilbage på sin oprindelige kampvægt 

og har tandsættet i orden. 

- Jeg gik aldrig ned med druk og 

heller ikke psykisk, fortsætter Kaj. 

Hver gang han havde det rigtig 

dårligt, satte han sig ned i Istedgade 

over for Mændenes Hjem og 

sagde til sig selv: 

- Sådan ender du ikke. Sådan 

ender du bare ikke. Du gør det ikke. 

Den kur hjalp ham. I de syv år 

han holdt til på gaden, endte han 

aldrig på Mændenes Hjem. Gennem 

en pige, som han overnattede hos, 

lærte han Hjemløsehuset i Nordvest 

at kende. 

- Hun tog mig med ned i Hjemløsehuset 

og præsenterede mig for 

tandlægen (De Hjemløses Tandklinik, 

red.). På det tidspunkt kunne jeg 

ikke spise, fordi jeg kun havde en 

tand. Derfor lavede de speciel mad 

til mig i Hjemløsehuset, siger Kaj og 

fortsætter: 

- De har virkelig taget imod mig 

med åbne arme. 

Den hjælp har Kaj tænkt sig at 

betale tilbage. 

Dynen forsvandt 

Efter koncerten på Østerbro Stadion 

i september 2006 tog han hjem til 

sin veninde og smed lægens visitkort 

i en stor skål, fyldt med alle mulige 

andre visitkort og papirlapper. 

- Og så blev jeg syg. Jeg havde 

dunkende hovedpine, høj feber og 

rystede over hele kroppen. Jeg lagde 

mig ned i sengen og trak dynen op 

over hovedet. 

Kaj holder en pause og hans øjne 

bliver blanke. 

- Hver gang jeg fortæller denne 

her historie, begynder jeg at græde, 

siger han og forsøger at grine i 

stedet. Han trækker vejret dybt og 

fortsætter sin fortælling: 

- Og så skete der noget mystisk. 

Nu må du ikke tro, jeg er idiot, siger 

han, inden han fortsætter: 

- Dynen forsvandt. 

- Jeg forsøgte at trække den 

Det hele gik ned, og det gjorde jeg også. Det var 

ligesom en baby, der får sutten revet ud. Jeg 

havde alt og lige pludselig forsvandt det hele for 

mig. Jeg anede ikke, hvad jeg skulle gøre. 

op over hovedet igen, men den 

forsvandt igen, og noget sagde til 

mig: ”Nu står du op!.” Det gjorde 

jeg så. Jeg gik over til skålen, stak 

hånden ned i den og fik fat i netop 

lægens visitkort. Var det tilfældigt?, 

spørger Kaj og holder en kort pause 

og fortsætter: 

- Eller var det noget andet? Der var 

over 1.000 forskellige kort i den skål. 

Med visitkortet i hånden gik han 

direkte ned til Klippen på Vesterbro, 

hvor han mødte præsten, som sagde: 

- Sæt dig ind, og få noget varmt, 

hvorefter han spurgte, om de skulle 

bede for ham. 

Kaj har brugt et år på at komme på 

benene igen efter 12 år som hjemløs. 

Han kalder det et mirakel, at han skiftede 

kurs. I dag er han kristen og vier 

meget af sin tid til at arrangere ture for 

hjemløse. Turene kalder han ”En god dag 

med Kaj”. 

- Hvis det hjælper, så ok, svarede 

Kaj. 

Det gjorde det åbenbart. For 

efter en halv time var Kaj rask igen. 

- Siden den dag har jeg været 

et kristent menneske. Jeg har altid 

troet på, at der var et eller andet 

mellem himmel og jord, men det var 

først efter den her oplevelse, at jeg 

blev kristen. Der startede et nyt liv. 

I Kajs nye liv bruger han en del 

tid på at samle sponsormidler ind 

via sit netværk. Derudover er han 

begyndt at arbejde igen, bl.a. som 

radiomekaniker. 

- Efter det skete, for ca. et år 

siden, begyndte det virkelig at gå 

stærkt fremad. Jeg begyndte at 

arbejde og betaler min gæld tilbage. 

Nu er jeg bare bange for, om jeg kan 

nå at komme hele vejen op igen. Jeg 

er jo 60 år, siger han. 

Donationerne og en del af de 

penge, han selv tjener, bruger han 

på at arrangere ture for de hjemløse. 

- Da jeg virkelig trængte til 

hjælp, stod Hjemløsehuset og tandlægen 

der med åbne arme. De har 

fedet mig 30-40 kilo op og ordnet 

mine tænder. Før spiste jeg som en 

kanin, siger han og laver en bevægelse, 

som om han gnaver på en 

gulerod med en enkelt tand. 

- Foreløbig bliver jeg ved med at 

søge penge og arrangere ture for de 

hjemløse et år mere. Næste år skal 

det handle om mig selv. 

Kaj har ikke ønsket at opgive sit 

efternavn. Redaktionen er bekendt 

med hans fulde navn. 

Romaer tigger penge til deres børn 

Hvorfor tigger de, og hvorfor kommer 

de hertil for at tigge? Og er de 

overhovedet værdigt trængende? 

Det er nogle af de spørgsmål, der 

jævnligt sniger sig ind i den offentlige 

debat om østeuropæerne og 

romaerne, som tigger i Danmark. 

Den norske hjælpeorganisation 

Kirkens Bymisjon har lavet en undersøgelse 

om de rumænske tiggere 

i Oslo, en gruppe på ca. 30-50, der 

enten tigger, sælger blomster eller 

spiller musik. 

24 tiggere, hvoraf flertallet er 

romaere, blev interviewet som led 

i undersøgelsen. De fortalte, at de 

tigger, fordi de har brug for penge, 

bl.a. for at kunne reparere, bygge 

og udbedre deres huse i hjemlandet, 

købe tøj og andet til deres 

børn - og for at sikre fremtiden for 

deres børn. Pengene til busbilletten 

(1.500-2.200 danske kr.) fra Rumænien 

til Oslo låner de og betaler 

tilbage med høje renter. De tjener 

ca. 150 kr. om dagen, men fortæller 

også, at mange forbipasserende 

ikke giver dem noget. Resultaterne 

fra undersøgelsen tyder ikke på, 

at tiggeri er organiseret, men ser 

højst ud til at være et familieforetagende. 

Læs mere om Hildegunn Brattvågs 

rapport, Folk fra Romania som 

tigger i Oslo - en rapport fra Kirkens 

Bymisjon, på Projekt Udenfors 

hjemmeside, www.udenfor.dk under 

nyheder. 

Bliv frivillig i Røde Kors 

Besøgsven 

Lige nu venter ca. 150 ensomme mennesker i Hovedstaden 

på at få en besøgsven fra Røde Kors 

Har du lyst og overskud til at være noget for et 

andet menneske, kan du binde dig til 1-2 timer om 

ugen og kan du være den opmuntring og kontakt, 

der er behov for, vil vi meget gerne høre fra dig. 

Tryghedsopkald 

Det tager kun et par minutter, men kan give den 

tryghed, der gør det muligt at få en god start på 

en ny dag. 

Frivillige i Røde Kors Hovedstaden ringer hver 

dag og siger godmorgen til ældre medborgere, er 

det noget for dig, så vil det være dejligt, hvis du 

starter med at ringe til os. 

Turtjenesten 

Røde Kors Hovedstaden arrangerer udflugter for 

ældre, ture i naturen, på museumsbesøg og mange 

andre spændende steder. 

Vi mangler frivillige chauffører og turledere til at 

En tigger på Strøget i København, som 

angiveligt er sigøjner/roma. Ifølge en 

undersøgelse fra Oslo skiller romaerne 

sig ud fra de norske tiggere ved at gå 

rundt med en kop eller ved at stå i 

bedestilling. At de samtidig har bevæget 

sig fra et land til et andet, gør givetvis, 

at de ikke betragtes som lige så værdigt 

trængende, som de norske tiggere. 

køre ture i nærområdet med ensomme ældre, er det 

noget for dig, så hører vi rigtig gerne fra dig. 

Der kræves almindeligt kørekort. 

Varme hænder 

En ny aktivitet i Hovedstadens Røde Kors, som 

godt kan bruge flere deltagere. Det er kvinder i 

alle aldersgrupper og fra flere kulturer, der mødes 

med håndarbejde som omdrejningspunkt, men også 

med det formål at tage hånd om hinanden, så det 

sociale samvær er lige så vigtigt. Gruppen mødes 

hver mandag fra kl. 11-13, ring og hør nærmere. 

Kvindecentret 

Kvindeasylcenter Fasan på Frederiksberg flytter til 

Center Kongelunden i Dragør her i foråret 2008. 

De igangværende aktiviteter flytter med og der er 

i den forbindelse brug for at få nye frivillige, der 

har mulighed for at komme til Kongelunden 2-4 

timer om ugen. 

Som frivillig på asylcentret skal du have overskud, 

engagement, tålmodighed og et åbent sind. 

Foto: Linda Henriksen/ Scanpix 

Støtte til 


Siden november har Hus 

Forbi uopfordret modtaget 

tre flotte donationer på i 

alt 58.400 kr.: 

• OK-Fonden har doneret 

35.000 kr. til Hus Forbis 

arbejde. OK-Fondens virke 

er inden for omsorg og 

pleje af ældre og handicappede. 

• Søsterloge nr. 30 Alexandrine 

under Odd Fellow 

har givet 5.000 kr. 

• CenterPlan/Denmark, et 

firma inden for bygningskonstruktioner, 

har 

doneret 18.400 kr. fra 

overskuddet fra salg af 

juletræer ved et julemarked 

i København. 

- taj 

Aktiviteterne er bl.a. systue, kreativt værksted, 

cykeltræning, lektiehjælp, svømning. 

Er du interesseret så ring og hør nærmere. 

Integration 

Røde Kors Hovedstaden har en række tilbud for 

medborgere med anden etnisk baggrund, som bl.a. 

har til hensigt at øge chancerne for en bedre kontakt 

til det danske samfund. En af de største barriere 

er sproget og det er derfor en af de vigtigste 

aktiviteter at tilbyde støtte til indenfor integrationsområdet. 

Vi samarbejder med sprogcentre, som 

fortæller os, hvem der har brug for lektiehjælp, 

samtaletræning eller lignende. Er du interesseret i 

at vide mere om det, hører vi gerne fra dig. 

Nordre Fasanvej 224, 2. 

2200 København N. 

T. 38336400 

hrk@drk.dk 

www.hovedstaden.drk.dk 

hus forbi · nr. 70 · februar 2008 25

Gambia – andet end palmestrande 

Simon Spies sendte de første danske charterturister til 

Gambia i starten af 1970’erne. Landet er stadig et populært 

rejsemål hver vinter for tusindvis af danskere, som søger til 

de langstrakte solbeskinnede palmestrande. Mange ser ikke 

andet af Gambia, som er et af Afrikas fattigste lande. Hus 

Forbi kiggede bag palmerne. 

En uniform 

til forskel 

Langstrakte palmestrande, sol og hav er det, turisterne rejser til Gambia efter. Men Gambia har også en 

anden side, som mange turister ikke ser, med udbredt fattigdom og slum. 

Alle kæmper for at overleve i 

Gambia, et af Afrikas mindste og 

fattigste lande, og mange er helt 

afhængige af turisterne. Det gælder 

også Abdou og Malick, som 

ikke har haft samme held i livet. 

Malick pusher billige souvenirs, 

mens Abdou klarer sig langt bedre 

som autoriseret turistguide. 

Malick Jobe startede sin karriere som ’bumster’ på charterkysten i Gambia – på jagt efter lykken, en europæisk kvinde og et godt liv. Det lykkedes ikke, så i dag prøver han at overleve 

ved at sælge souvenirs til turisterne. 

Abdou Camara (th.) er blandt de heldige, som har 

fået et kursus som officiel turistguide. Jobbet har 

givet ham mulighed for at skabe udvikling i sin 

landsby i Gambia. 

Tekst og foto: Tina Juul Rasmussen 

Få hundrede meter fra hinanden befinder 

to mænd sig – én i hver sin butik. 

Malick Jobe sidder bøjet over en 

afrikansk kvinde med blottede bryster. 

Pertentligt dypper han penslen 

i dåsen med den sorte træbejdse 

og maler hendes ben og overkrop. 

Kvinden er kun 30 cm høj og skåret 

ud i træ. På hylden bag ham står et 

udvalg af de træfigurer, han sælger til 

turisterne. Endnu en er ved at finde 

vej til samlingen. 

Malicks lille bod ligger i et af de 

mange små turistmarkeder omkring 

palmestranden i Kotu, et af Gambias 

populæreste turistområder. Fem 

minutters gang derfra sidder Abdou 

Camara i det lokale turistguidekontor 

uden for Bungalow Beach-hotellet 

– det første sted, Simon Spies 

indkvarterede danske chartergæster i 

Gambia i starten af 1970’erne. 

Brystlommen på Abouds grønne 

uniform prydes af logoet med ordene 

’Official Turist Guide’. Abdou hører 

til de heldigere – en blandt godt 120 

gambiere, som siden 1997 har fået 

et kursus og retten til at bære titlen 

som officiel turist guide. Og med den 

tjener han en rimelig dagsløn. 

- Takket være denne uniform er 

det lykkedes mig at skaffe rent vand 

til min landsby, en ambulance, som 

kan køre de syge til den nærmeste 

sundhedsklinik langt væk og at 

starte en fond, som med engelske 

sponsorer støtter 33 børns skolegang 

i landsbyen, fortæller Abdou, der har 

en karriere som soldat bag sig. 

Abdou og Malick er nogenlunde 

jævnaldrene – begge i slutningen af 

30’erne. Begge med familier, de skal 

forsørge, som det er mandens ansvar i 

Gambia. Og begge dybt afhængige af 

Gambias turister for at overleve. Selv 

om de i udgangspunktet virker forholdsvist 

ligestillede, har lykken dog 

ikke tilsmilet dem på helt samme vis. 

Plagede livet af turisterne 

Men historien om Abdou og Malick 

starter et helt andet sted – på Gambias 

palmeklædte kystlinje, som hvert 

år invaderes af omkring 100.000 sol- 

Der var ikke arbejde at få, da Malick Jobe gik ud af skolen, 

og derfor valgte han som mange andre unge gambiske fyre 

at prøve lykken på stranden blandt de rige turister. 

hungrende turister i vinterhalvåret. 

- Hello madam, what is your kind 

name? Where do you come from? 

First time in the Gambia? 

Utrætteligt kæmper massører, 

juicesælgere, frugtdamer og alle 

mulige andre om turisternes opmærksomhed 

og penge på Gambias charterkyst. 

Det gælder også de såkaldte 

’bumsters’. Fænomenet er særligt for 

Gambia og Vestafrika, en konsekvens 

af turismen og den udbredte fattigdom. 

Bumsterne er unge, insisterende 

charlataner, som sjældent tager et 

nej for gode varer. De var en overgang 

en så stor pestilens og plage for 

turisterne med deres tilbud om alt 

fra guidede ture, souvenirs og ikke 

mindst selskab, at myndighederne så 

sig nødsaget til at skride ind for ikke 

at skræmme de pengestærke europæere 

væk. 

Men bag den ofte grænseløst 

insisterende trængen sig på ligger 

en nådesløs kamp for at overleve i 

et land, hvor udannelsesniveauet er 

katastrofalt lavt, arbejdsløsheden høj, 

og udsigterne til at tjene til livets 

ophold ikke opløftende, hvis man kun 

har få års skolegang. 

Derfor er turisternes tykke tegnebøger 

en tillokkende mulighed for de 

unge drenge. Mange af dem drømmer 

om at finde sig en ’tubab’ (lokal slang 

for enlig, hvid kvinde, red.), blive gift 

og flytte til Europa. 

Malick var en af dem. Da der 

ikke var arbejde at få efter skolen, 

startede han sin karriere som bumster 

på stranden i starten af 1990’erne. 

Her levede han fra dag til dag ved at 

tilbyde sig som guide til turisterne, 

blandt andet til enlige, europæiske 

kvinder, som søgte selskab. 

- Jeg startede som bumster, da 

min yngste datter stadig var baby, og 

jeg skulle bruge penge til at forsørge 

hende, husker Malick. 

Drømmer om en partner 

I dag er charterkysten nogenlunde 

bumster-fri. Turistpolitiet har slået 

hårdt ned på de unge fyre – nogle er 

sendt på tvangsarbejde for staten, andre 

forvist fra turistområderne. Ikke 

at fænomenet dermed er forsvundet. 

Mange hænger i stedet ud ved restau- 

ranterne og barerne i nærheden af 

turisthotellerne. Og ofte ser man en 

europæisk kvinde hånd i hånd med en 

yngre gambisk fyr i solnedgangen. 

Det blev da også til et par 

europæiske eventyr for Malick, men 

kvinderne rejste altid hjem uden 

ham, så han opgav bumsterlivet, da 

han fik mulighed for at passe sin 

onkels turistshop for nogle år siden. 

Her kæmper han en stædig kamp for 

at tjene til livets ophold, og ifølge 

ham er der ingen formuer at hente på 

træfigurerne. For selv om strandstolene 

er fyldt med udlændingene med 

lommerne fulde af dalasis (Gambias 

valuta, red.), er der rift om guldet. 

Derfor er der ikke megen optimisme 

at spore hos Malick, som selv bor i 

et af de fattigste byområder i Gambia. 

Moren til hans to døtre har smidt ham 

ud, men han betaler til familien, og 

han har ikke råd til en ny kone lige nu. 

- Jeg kommer her (på turistmarkedet, 

red.) for at få hjælp fra turisterne. 

Og jeg har et bedre liv nu, end da 

jeg var bumster, fordi soldaterne hele 

tiden kom og smed os i detentionen. 

Men jeg tjener stadig næste ingenting, 

siger han og erkender ærligt: 

- Nej, jeg lever ikke det liv, jeg 

gerne ville. Pengene er altid i min 

lomme, de kommer aldrig i banken, 

fordi jeg bruger dem alle sammen for 

at overleve. 

Malick har to store ønsker: 

- Jeg vil gerne give mine børn en 

god uddannelse. Hvis du uddanner 

børnene, uddanner du hele verden. 

Mine forældre havde ikke råd til at 

give mig en videregående uddannelse. 

Abdou Camara er stolt over, at han har kunnet hjælpe 

sin landsby med de penge, han har tjent som turistguide. 

Her viser han, hvor landsbyen ligger i Gambia. 

Jeg drømmer også om at bo sammen 

med min familie. Jeg har været alene 

i mange år nu, og jeg savner en partner. 

Måske vil Gud en dag sørge for en 

livsledsager til mig. 

Gambia er andet end strand 

Anderledes heldig har Abdou Camara 

været. 

For en af måderne at komme 

bumsterne til livs på, var at uddanne 

unge mænd til officielle turistguides. 

Lære dem at omgås turisterne og 

ikke mindst vise en anden side af det 

Gambia, som mange kun oplever med 

tæerne begravet i Atlanterhavsstrandens 

varme sand. 

Og på turistguide-kontoret er 

humøret højt blandt kollegerne. De 

fortæller ivrigt og stolt om deres 

mission: At beskytte turisterne mod 

at blive snydt og generet af lokale 

plattenslagere, og at vise deres gambiske 

landsmænd betydningen af turismen 

for landet. At den handler om 

andet end at vride så mange dalasis 

ud af de hvide som muligt. 

- Vi vil også gerne vise turisterne 

vores kultur og historie, at Gambia er 

andet end strande. Men også, at Gambia 

er et fattigt land, og vi har brug 

for hjælp, siger Abdou, som allerede 

drømmer om det næste projekt, han 

vil starte, hvis hans landsby er med 

på ideen: 

- Vi skal sætte solfangere op, så 

vi kan få elektricitet i landsbyen. Så 

kan børnene få computere og blive 

endnu dygtigere. 

Fakta om Gambia 

Et af Afrikas mindste lande, som ligger i Vestafrika, ud til Atlanterhavet, 

omgivet af Senegal. Landet er ca. en fjerddel af Danmarks 

størrelse. Her bor 1,4 mio. mennesker, hvoraf 90 % er muslimer. 

Gambia er et af Afrikas fattigste lande. En gambier tjener i gennemsnit 

ca. 1.600 kr. om året. 

Hvert år kommer i omegnen af 100.000 turister til Gambia. Simon 

Spies var den første, som sendte danskere på charterferie hertil i 

starten af 1970’erne, og Gambia er stadig et populært rejsemål med 

dets palmestrande og venlige befolkning. 

I vinterhalvåret rejser over 1.000 skandinavere om ugen på charterferie 

til Gambia. 

- taj 


Maskotten 

Af Juliane Preisler 

Illustration: Hanne Louise Nielsen 

Det er egentlig nogle pæne gardiner, som 

de hænger der og vifter i vinden. Det er 

bare spørgsmålet, om de har noget med 

hende at gøre? Men siden de minder hende om 

et eller andet, med de små gule firkanter på blå 

bund, så må hun have set dem før, selv om de 

ikke ligefrem er hendes egne. For det er der ikke 

meget, der er, tror hun, altså hendes. Der er en 

dyne hen over hende, og den lugter af et eller 

andet, ikke ubehageligt, bare fremmed. Og der er 

en pude under hendes hoved, og den lugter også, 

ikke ubehageligt, bare fremmed. 

Det kan være, den lugter af en andens hoved, 

og dét er lige ved at blive ubehageligt, men det 

behøver hun ikke tænke på, ikke lige nu. I det 

hele taget behøver hun ikke tænke. Hun kan bare 

ligge og… vågne. Er det ikke sådan, det hedder? 

Bortset fra at nogen, der ligger og… vågner, 

sikkert kommer i tanker om lidt andet og mere 

end… nogle gule firkanter på blå bund? Hvem 

de er for eksempel. De ligger vel og vågner og 

kommer i tanker om, hvem de er. Det ville hun 

også gerne. Hun ville SÅ gerne komme i tanker 

om, hvem hun er, de kommer bare ikke til hende, 

de tanker. Der kommer en hel del andet, men 

bare ikke tanker om dét. Og lidt efter får hun så 

panik over ikke at vide, hvem hun er, og hun kan 

huske, at hun har haft det sådan før, hvis ikke 

ligefrem hver dag, men det hjælper heller ikke 

at kunne huske det, hun ved stadig ikke, hvem 

hun er. 

Hun får fisket en hånd frem under dynen og 

kigger på den. Lille og firkantet ville hun nærmest 

kalde den, hånden. Og dog, lille og firkantet 

i forhold til hvad? Eller rettere hvem? Hvis 

hun nu kunne huske en anden hånd, eller rettere 

en andens hånd, kunne hun bedre sige det. Om 

den er lille og firkantet, eller snarere lang og 

smal? Hun putter hånden ind under dynen igen. 

Gardinerne vifter stadig, og der er en fjern lyd af 

trafik, som på en eller anden måde også forekommer 

bekendt. Hun drejer hovedet lidt, og ja, der 

ER en lugt i den, hovedpuden, og hun er næsten 

sikker på, at det ikke er hendes egen, uden at 

hun helt ved, hvordan hendes egen lugt er, og 

lidt efter bliver det for meget med den lugt, og 

hun må hellere stå op, eller i hvert fald komme 

væk fra den pude. 

Hun får viklet sig ud af dynen og kommer op 

at stå. Og så er det, hun ikke tør se nedad sig, 

fordi… ja, bare fordi hun ikke er helt sikker på, 

hvordan hun ser ud. Og hun skal ikke kunne sige, 

hvordan hun så overhovedet ved, at hun er en 

hun, det ved hun bare. Hun ved, hun er hun, men 

så heller ikke mere. 

Hun går hen til gardinerne og trækker lidt i 

dem, forsigtigt, for de er jo ikke hendes. Uden 

for er der en gade, ganske rigtigt med trafik, 

alting ser meget normalt ud derude, sådan lidt 

gråt, men det er nok bare vejret. Det ser så ganske 

vist ikke rigtigt KENDT ud, men det er måske 

også bare vejret? Hun lader gardinet falde igen 

og går i stedet hen til døren, som hun åbner ud 

til en lang gang. En lang gang med andre døre, 

nogle af dem står åbne, nogle er lukkede, og de 

er vel så ikke stået op endnu, dem bag de lukkede 

døre. Eller også er de gået… ud? Hun lukker 

døren, hun kom ud af, bag sig, og går nedad den 

lange gang. 

Inde i et stort rum, sidder to kvinder med 

kopper foran sig, de har hvide kitler på og taler 

enormt højt, som om… ja bare som om de er 

vant til det, altså at tale enormt højt. 

- Godmorgen lille fru Rasmussen!, brøler den 

ene af dem til hende. 

Hun træder tøvende ind i rummet og hen til 

bordet, hvor de sidder. 

- Er det mig?, spørger hun dem. Lille fru 

Rasmussen? Er det mig? 

- Vel er det så, svarer den anden af dem. Lille 

fru Rasmussen. Det er lige præcis dig. Vil du 

have en kop kaffe? 

Og hendes arm drøner ud og tager fat i kanden 

og skal lige til at hælde, da hun får sagt. 

- Nej tak… tror jeg. 

- Nej tak… tror du, 

brøler de to hvidkitlede 

til hinanden, og så ler de, 

som om det er morsomt, 

hvad det måske også er. 

Men da hun ikke ved, 

hvem hun er, ved hun 

heller ikke, om hun kan 

lide kaffe. Hun tror det 

nærmest ikke. 

- Jeg ville bare, siger 

hun og bakker ud ad køkkenet 

igen. 

- Pas på dig selv 

derude!, brøler den ene af 

dem efter hende. 

Passe på sig selv? 

Hvordan passer man på 

sig selv, hvis man ikke 

ved, hvem man er? Eller for den sags skyld, hvor 

man er? 

For enden af den lange gang er der en større 

og tungere dør, og hun har i den grad på fornemmelsen, 

at hun burde vide, hvad der er på den 

anden side, det ved hun bare ikke. Men måske 

kan den slet ikke gå op, døren, og så er det vel 

ikke noget problem. Hun skubber forsigtigt til 

Juliane Preisler, f. 23.7.1959. Debuterede 

som lyriker i 1983 og har siden 

udgivet en lang række digtsamlinger, 

noveller, romaner, børnebøger 

og dramatik, senest digtsamlingen 

”Divadrømme” i 2006. Juliane Preisler 

blev interviewet til Hus Forbi i 2005, 

da hun udgav romanen ”Lyse tider”, 

som foregår blandt de hjemløse på 

gaden i København. 

den. Men jo, den svinger tungt udad, og hun følger 

efter. Udenfor er der en… gård. Der er grå asfalt 

på, og et smalt stykke med græs i midten, og nogle 

ganske få buske spredt hist og her. Og så et højt 

stakit hele vejen rundt. Og bænke, der er nogle 

bænke i den ene ende. Og så kan man vel sætte 

sig dér? Det gør hun så, hun sætter sig på en af 

bænkene, og hun synes hun burde vide, om hun 

har siddet der før, hende… lille Fru et-eller-andet, 

hun ved det bare ikke. Så sidder hun der og venter, 

det føles, som om hun venter, hun ved bare ikke på 

hvad. 

Nogle børn går forbi ude på den anden side af 

stakittet, og de råber til hinanden med høje lyse 

stemmer, sådan lidt fløjteagtige, og det minder 

hende om noget, hun ved bare ikke hvad. 

Så er de borte, og så venter hun igen, indtil en 

stor mand pludselig kommer løbende derude på den 

anden side. Og det ser forkert og mærkeligt ud, at 

han løber, store voksne mænd kommer ikke løbende 

på dén måde, det tror hun da, at hun ved. 

Og: Kraschkrischklonshkrons siger det, da han 

kaster sig opover stakittet og ind til hende. Han 

er hurtigt oppe fra jorden og henne bag en af 

bænkene, som han akkurat kan krybe sammen 

bagved. Han ser på hende og sætter en 

finger for munden. Ja, hun har ikke tænkt 

sig at sige noget. Hvad i alverden skulle 

hun sige? 

Lidt efter kommer to unge mænd 

slentrende på den anden side af 

stakittet. De ser søgende ud og 

standser op ud for hende. 

- Har du set en stor fyr komme 

løbende denne vej? Lige nu? råber 

den ene. 

- Nej, siger hun. 

Det har hun heller ikke. 

Lige nu har hun set en stor 

mand krybe sammen bag én af 

bænkene. Han løber ikke mere. 

Og han bad hende om ikke at sige 

noget, så meget forstod hun da. 

Så går de to unge videre og ser 

stadig søgende ud, og efter et 

godt stykke tid kommer han frem 

fra bænken, ham den store. Han 

sætter sig ved siden af hende med 

et pust. 

- Tak for hjælpen, siger han. 

- Det gør ikke noget, siger hun. 

Han kigger på hende. 

- Sådan siger man ikke. Selv tak, siger man. Ikke 

”det gør ikke noget.” 

- Nå, siger hun. 

Så er de stille lidt, og han puster lidt mere, 

han er vist ikke vant til at løbe og hoppe over 

stakitter og krybe sammen bag bænke. 

- Hvad laver du her?, spørger han så. 

- Det ved jeg ikke, siger hun. 

- Ved du det ikke? 

- Nej. 

Han gør en vag bevægelse med armen i retning 

af bygningen bag dem. 

- Du bor her måske? 

- Måske, siger hun. Jeg ved det ikke. 

Han er holdt op med at puste. Lige om lidt vil 

han rejse sig og gå sin vej, tror hun. Eller hoppe 

måske. 

- Hvor bor du henne?, spørger hun ham. 

- Ingen steder, siger han. 

Han begynder at rejse sig op, han ser lidt på 

hende sådan oppefra. 

- Man har altid hjemme i sig selv, siger han. 

Hun ser op på ham, hans øjne er meget blå og 

minder hende om noget andet blåt, hun har set 

engang. 

- Heller ikke, siger hun til ham. 

- Heller ikke? 

- Nej. Jeg har heller ikke hjemme i mig selv. 

Måske hvis jeg vidste, hvem jeg var. Så ville jeg 

have hjemme der. Men jeg ved det ikke. 

Han ser lidt forskrækket ud. 

Så tager han en hånd ned i sin ene lomme og 

fisker noget op. Det er en lille figur. Den har rødt 

tøj på og en lang spids hue. 

- Værs´go, siger han. Du må få ham her. Så har 

du ham at støtte dig til. 

Hun rækker hånden ud og tager den, figuren. 

Den er lille og blød mellem hendes fingre. 

- Som en… lille maskot, ikke? siger han 

Hun nikker. Hun kan lide ordet, maskot. 

Så klatrer han over stakittet igen, Kraschkrischklonshkrons, 

han har knap så meget fart på, men 

det er de samme lyde. Hun vinker efter ham, men 

han ser hende vist ikke. 


*** 

Hun vågner og ved ikke, hvem hun er. Eller hvor. 

Nogle blå gardiner med små gule firkanter på 

henne ved vinduet, minder hende om noget. Især 

den blå farve, minder hende om noget. Så drejer 

hun hovedet, fordi hovedpuden lugter af et eller 

andet. Lige ved siden af hendes hoved ligger en 

lille rød figur med lang hue på. Der er han jo, maskotten, 

tænker hun. Og så falder hun i søvn igen, 

ligeså stille. 

Polfoto


www.andersagerbo.dk 

X-orD 

af Anne Jensen 

tidligere hjemløs 

Send løsningen på X-ORD 

senest den 29. februar. 

Blandt de rigtige løsninger trækkes lod 

om et boggavekort til en værdi af 500 kr. 

og 10 cd’er med ”Vi tænder en stjerne” 

– hjemløselandsholdets VM-sang. 

Vinderne af cd’erne får direkte besked pr. post. 

Kodeordet skrives på bagsiden af en kuvert 

eller på et postkort og sendes til: 




Vinder af boggavekort 

Se det store 

At ku’ se det store i det små, 

det bør menneskeheden se og vide 

De store er de få, 

det kan ingen bestride. 

Nr. 69 

Birgit Karlsen, Søndermarken 43, 4340 Tølløse. 

Indsendt af Klarinetten, alias Mikael Steen Olsen, 

beboer på Mændenes Hjem. 

Hus Forbi modtager meget gerne korte 

digte. Er du inspireret eller har et liggende 

i skuffen, så send det til os, gerne på mail: 

redaktion@husforbi.dk eller med posten: 




Vorherres køkkenhave 

FEBRUAR 

et er blevet fe- 

D 

bruar. Men det er 

nu ikke fordi, at 

det omskiftelige 

vejr tager meget hensyn til, om det 

er januar eller februar. Da jeg i går 

travede langs åen, indhyllet i varme 

klæder, var blæsten bidende kold og 

himlen grå og trist. Overfladen på 

en lille sø, jeg passerede, lå tungt, 

vemodigt og grå som smeltet bly, 

men lod dog det bladløse pilekrat 

spejle sig smukt i den. 

Efter et par timer var jeg nødt 

til at vende min kolde, vindblæste 

næse hjemad, for selv om der var læ 

at finde, måtte jeg ikke tænde bål på 

dette sted. Et af de forårstegn, jeg 

trods alt så, var en flok skrigende 

hættemåger, der ude fra fjorden 

varslede, at varmere tider var i 

ankomst. Disse dejlige overlevere 

har nemlig en underlig vane med at 

smide hætten, når det bliver koldt, 

for så at iføre sig den igen, når det 

bliver varmt. 

Driver gæk med vinteren 

Jeg stod måske lidt sent op i dag, 

for da kaffen havde boblet færdig og 

skulle til at trænge sig ind på nydelsen 

af en god pibe tobak, mærkede 

jeg en varme på venstre arm, det var 

den livsbekræftende sol, der skinnede 

ind til mig fra en næsten skyfri 

himmel. Rygsækken stod pakket og 

klar – og landkortet var studeret. 

Jeg ville ud at se, høre og dufte det 

allertidligste forår – men det var 

ikke vejr til korte bukser. 

Selv om solen skinnede, besluttede 

jeg mig alligevel for en tur i skovene. 

Jeg ville ud til det egetræ, hvor 

jeg engang fandt Vorherre siddende 

oppe i kronen. Det er et godt sted at 

holde rast, for det majestætiske træ 

står en smule ensomt, og sidder man 

med ryggen mod den tykke stamme 

og skuer mod syd, har man skoven, og 

mod nordvest en lavvandet bugt. 

Vintergækken, der altid driver 

gæk med vinteren, havde mangefold 

brudt mulden i og omkring de sidste 

beboelser, jeg mødte på min vej. De 

stod der og bøjede deres små hvide 

hovedet i falsk beskedenhed over 

at være de første – selv om de lidt 

mere bredskuldrede erantis så ud til 

at have givet dem kamp til stregen. 

Vel ude af beboede områder, ved et 

levende hegn, opdagede jeg amaryllidaceae, 

vistnok bedre kendt som 

dorotealiljen. De ligner hinanden, 

dufter skønt og blomstrer samtidig. 

Dorotealiljer 

Inden jeg drejede af fra hegnet, 

så jeg, at også følfoden var på vej. 

Jeg gik over et par marker, ned til et 

vådområde, og pludselig skete det: 

Disse triller! Det var lærken, mine 

drømme gik i opfyldelse, hvor havde 

jeg savnet den, denne lille beskedne 

fugl med den store stemme, der løfter 

sig mod skyerne, betvinger både 

himmel og tvivl og synger på varme 

og forår. Længe blev jeg stående og 

lyttede til denne hedens, engens og 

agerjordens himmelske stemme. 

Ved vådområdet, som jeg skulle 

igennem, stak også rød hestehov 

frem som små rambukke. Snart vil 

deres blomster springe ud og senere 

på året vil dens store blade, som vi 

i min ungdom kaldte jøderabarber, 

danne et stort tæppe til stor glæde 

for diverse snegle og små trolde. 

Lyt, og se! 

Jeg var næsten ved at støde ind i 

ham, Vorherre, som stod med korslagte 

arme og lænede sig op af et 

birketræ. 

- Nå, der er du endelig, sagde 

han, mens han med øjnene pegede 

i retning af birkens rakler, hvorefter 

han drejede hovedet mod noget hassel- 

og ellekrat, der kunne fremvise 

samme pryd. Hvad skulle jeg svare? 

- Hej. Ja, jeg er lidt sent på 

den i dag… nåede end ikke at høre 

natuglerne. Men skal vi ikke gå ud til 

vores egetræ? 

Vorherre smilede og nikkede. 

Mens vi spadserede ad den 

kendte sti, fjernede jeg lidt af 

skovbundens dække af visne blade 

og fik øje på spirene af de anemoner, 

der snart vil dække denne. Pludselig 

standsede Vorherre, løftede hånden, 

for ret forude stod et rådyr. Det 

fornemmede vist også foråret, stod 

med sine store sorte øjne og så op 

mod himlen, hvor en tårnfalk svirrede 

med vingerne og spejdede mod 

jorden med sit skarpe blik. Rådyret 

bevægede sig langsomt ind i underskoven, 

og vi fortsatte mod egen. I 

hundredvis af år har den stået her, 

grenene er blevet store og krogede, 

og vi elsker den, Vorherre og jeg. 

Efter at have fjernet adskillige 

’egetræsunger’(agern), satte vi os 

ned og sugede alt dette spæde forår 

til os. Som en befjeret sommerfugl 

flaksede en vibe rundt og markerede 

sit territorium med sine karakteristiske 

(vibe)skrig. 

Da vi skulle til at tage afsked, 

sagde jeg til Vorherre: 

- Februar er nu mest kold og slet 

ikke nem. Men Vorherre erklærede 

sig ikke helt enig og efter at have 

kradset sig lidt i håret, sagde han: 

- Jeg ved jo godt, hvorfor du er 

kommet, så lyt og se! Og velkommen 

til foråret. 

Lidt efter var han væk. 

Jeg riggede presseningen til. Mit 

telt kunne jeg ikke slå op her, fordi 

jorden var for ujævn. Ja, Vorherre 

havde ret. Jeg var kommet for at 

opleve, hvordan en forårsfødsel føles. 

Der var mange planter, jeg kunne 

Biofoto/ Steen Agger. 

have samlet på vejen og rørt op i min 

’højprocente’ græske yoghurt, men 

valgte ikke at høste noget denne 

gang, men blot at lytte og se. 

Og mens jeg slumrede ind til 

natuglernes tuden, til rævens bjæffen 

og til duften af forår, tænkte 

jeg på, hvor jeg vil møde Vorherre, 

når kalenderen er skiftet til marts, 

Det var lærken, mine drømme gik i opfyldelse, 

hvor havde jeg savnet den, denne lille 

beskedne fugl med den store stemme. 

og hvad han vil vise mig i sin køkkenhave. 

Mon ikke Vorherre vil byde 

velkommen til Danmarks største, 

sundeste og billigste salatbord? 

Foto: Niels Nyholm 

steenviggo@galnet.dk 

Af Steen Viggo, 

tidligere hjemløs 

og udeligger 

hus forbi · nr. 70 · februar 2008 31

Tre spørgsmål til Hus Forbisælger 

Kaj Hansen, 44 år. 

Hvor er du på vej hen? 

- Når jeg er færdig med at sælge aviser, skal jeg til Østerbro og 

hjælpe en ven med at flytte. Bagefter skal vi ind og se en træningskamp 

med FCK. Jeg har været medlem af FCK i de sidste seks 

år. De spiller bare bedst. 

Hvad har du været glad for på det seneste? 

- VM i hjemløse-fodbold på Rådhuspladsen i sommer. Det tænker 

jeg stadig på og har endnu plakaten hængende på min væg. 

Jeg har selv spillet på Sundholm fodboldhold engang og var til 

stævne i Odense. 

Hvad fik du til aftensmad i går? 

- Hot wings, som jeg varmede i ovnen og spiste sammen med en 

kammerat. Normalt spiser jeg varm mad i Kvickly til frokost. 

Af Birgitte Ellemann Höegh 


Drømmer om mit eget sted 

Historier 

fra gaden 

Inden Kaj Hansen fylder 50 

år, vil han gerne åbne sit eget 

værested for hjemløse. For 

han har selv mærket på sin 

krop, hvor hårdt det er at bo 

på gaden. 

- Jeg starter klokken syv om morgenen 

– somme tider halv syv. Jeg står 

alligevel op ved den tid, og så kan 

jeg lige så godt komme i gang med 

at sælge aviser. Jeg har en aftale 

med en afdelingsleder i Kvickly om, 

at det er i orden, at jeg står her. 

De har sagt, at jeg bare kan komme 

ind og hente hjælp, hvis der bliver 

problemer, fortæller Kaj Hansen, som 

fast står foran Kvickly i Roskilde og 

sælger Hus Forbi. Og han er der som 

regel, før supermarkedet åbner. 

- Jeg startede med at sælge Hus 

Forbi for syv år siden, fordi jeg havde 

gæld, og mine indtægter fra Hus 

Forbi brugte jeg på afdrag, siger han. 

Kaj Hansen kommer oprindeligt 

fra Horsens, men flyttede derfra for 

15 år siden. Han ville gerne væk fra 

et miljø med alt for mange stoffer 

og spiritus. Stofferne er det lykkedes 

ham at få på afstand, mens han 


stadig godt kan få sig en tår over 

tørsten. 

- Jeg siger nej til spiritus, når 

jeg sælger aviser – der står jo bag 

på kortet (sælgernes id-kort, red.), 

at man ikke må være påvirket af 

rusmidler, når man sælger. Hvad 

angår stofferne tog jeg mig sammen 

og stoppede, efter en af mine kammerater 

faldt om og døde under en 

koncert med Henning Stærk. 

Og døden har Kaj Hansen i disse 

dage tæt inde på sit liv igen. For han 

går og venter på besked om, hvornår 

en af hans kammerater fra gaden i 

Roskilde skal begraves. 

- Han døde for fire dage siden. 

Jeg ved ikke, hvad der skete. Han 

havde været oppe og sove hos mig 

et par dage inden og kom pludselig 

ikke tilbage. Det plejede han, for 

han havde sovet hos mig de sidste 

to måneder… han var vist nok faldet 

om på gaden. Jeg har gået sammen 

med ham hver dag, og jeg tænker på 

ham hele tiden. Det var hårdt, siger 

han. 

Væk fra gaden 

Kaj Hansen bor selv på et lille værelse 

i Roskilde på 20 kvadratmeter 

og deler fælles bad og køkken med 

de andre beboere, og det er han 

blevet rigtig glad for. Dels fordi han 

har fået nye venner i Roskilde, som 

hjælper hinanden med bl.a. at sælge 

aviser, dels fordi han er kommet væk 

fra gaden. I årene efter han flyttede 

fra Horsens, boede han nemlig enten 

på gaden eller på forskellige herberger, 

som Sundholm på Amager, Mændenes 

Hjem i Istedgade i København 

og Roskildehjemmet i Roskilde. 

- Der er meget vold i København, 

også med våben. Her i Roskilde er 

der mere fredeligt, og så er her ikke 

så mange, der sælger avisen. Jeg har 

faktisk mange stamkunder – bl.a. 

to gamle damer, der køber fast hver 

fredag og ender med at have fire 

aviser om måneden. Dem står jeg tit 

og snakker med, siger Kaj Hansen. 

Pengene fra de to damer og alle 

hans andre kunder sparer 44-årige 

Kaj Hansen op til sin store drøm. 

- Jeg har lovet mig selv, at jeg 

inden, jeg bliver 50 år, vil åbne mit 

eget værested, hvor man kan komme 

og spise og sove. For der er ikke 

steder nok for hjemløse hverken i 

Roskilde eller i København. Jeg har 

selv prøvet at bo på gaden, og det er 

hårdt, fortæller han. 

Et af de væresteder, der er til 

rådighed for de hjemløse i Roskilde, 

hedder Kafé Klaus, og det var også 

her Kaj Hansen holdt juleaften. 

- Der kommer altid rigtig mange 

mennesker juleaften, så man skal 

skrive sig op i god tid. Det koster 25 

kr. og for dem får man god gammeldags 

julemad med and og flæskesteg, 

fortæller han. 

Familie har han kontakt med, 

men de ses ikke så meget. 

- Når de ikke kan besøge mig her 

på værelset, så kan jeg heller ikke 

Hvad angår stofferne tog jeg mig sammen og 

stoppede, efter en af mine kammerater faldt om 

og døde under en koncert med Henning Stærk. 

besøge dem. Så min ’rigtige’ familie 

– det er dem fra gaden, siger Kaj 

Hansen. 

Juleaften såvel som nytårsaften, 

er de to eneste dage, Kaj Hansen 

med sikkerhed aldrig kan ses foran 

Kvickly. 

– De dage har jeg aldrig solgt 

aviser. De skal være anderledes, 

siger han. 

Birgitte.hoegh@os.dk

Vred socialarbejder: - Hus Forbi

Transform your PDFs into Flipbooks and boost your revenue!

Vred socialarbejder: - Hus Forbi

Transform your PDFs into Flipbooks and boost your revenue!

Delete template?

Save as template ?