systemisk forum systemisk forum - STOK – Dansk forening for

SYSTEMISK 

FORUM 

2010 · 23. åRgang nR. 4 MEDLEMSBLaD FOR DanSK FOREnIng FOR SYSTEMISK TERaPI Og KOnSULTaTIOn 

TEMA: 

MAgTEns fjæs

KONTAKTINFO – DAnsk forEning for sysTEMisk TErApi og konsulTATion 

Bestyrelsen 

Lisbeth Villumsen 

(formand) 

Skibdalsvej 25, 

7990 Øster-assels 

21 90 58 68. 

post@livviadialog.dk 

Solvejg Rosenkilde Nielsen 

(næstformand) 

56 49 65 62 

rosenkil@tiscali.dk 

Irene Berri 

(kasserer / indmeldelse / kontingent) 

48 18 43 98 

ireneberri@mail.dk 

Dorte Nikolajsen 

61 36 41 01 

dortenik@gmail.com 

Henrik Rude 

35 12 11 20 

h@rude.net 

Inge Østergaard Holm-Petersen 

61 10 12 27 

Coachinge@gmail.com 

Anne Saxtorph 

saxtorph@dispuk.dk 

Martin Oksbjerg 

(1. suppleant) 

oksbjerg@stofanet.dk 

John Gurnæs 

(2. suppleant) 

sysTEMisk foruM 

Ansvarshavende redaktør: 

irene Berri 

Bladudvalg: 

Ditte Brorson og Marianne Bærenholdt 

isBn 1600-2954 

Manuskripter sendes til: 

systemiskforum@gmail.com 

Matriale sendes som vedhæftet fil på e-mail. 

Annoncer som pdf-fil og artikler i Word. 

Artikler skal ledsages af et foto 

i høj opløsning og en kort 

beskrivelse af forfatteren. 

2 sysTEMisk foruM | nr. 4 | 2010 

Lokale kontaktpersoner 

Fyn 

Cathrine Dejgaard 

62 23 48 45 

sfacad@svendborg.dk 

Bornholm 

Solvejg Rosenkilde nielsen 

56 49 65 62 

rosenkil@tiscali.dk 

Sydjylland 

Marion Sullmann 

26 70 76 45 

marion.sul@stofanet.dk 

Martin Oksbjerg 

20 67 90 44 

oksbjerg@stofanet.dk 

Østjylland 

Bodil Burian 

86 27 47 23 

burian@burian.eu.com 

Medlemskab og priser 

Annoncepriser for medlemmer: 

1/1 side: 4.000 kr. 

1/2 side: 2.000 kr. 

1/4 side: 1.000 kr. 

1/8 side: 500 kr. 

priser for ikke-medlemmer forhandles. 

Hjemmeside: 

www.danskstok.dk 

Webmaster: 

Henrik rude 

admin@danskstok.dk 

forside: 

Henrik nuppenau og Marianne Bærenholdt 

København 

Ellen Hansen 

20 98 78 79 

mail@nanastorm.dk 

Sydsjælland 

Bente Steen 

56 66 30 48 

bentesteen@hotmail.com 

Judith Klitgaard 

55 96 94 50 

judithklitgaard@yahoo.dk 

Nordjylland 

Hanne Svensmark 

98 83 22 62 

samtale@svensmark.com 

almindeligt medlemskab inkl. “Fokus på familien” kr. 550,- 

Sambo kr. 300,- 

Studerende (fuldtids-) kr. 350,- 

Støttemedlemskab for institutioner inkl. ”Fokus på familien” kr. 1.200,- 

Alle priser er gældende for et kalenderår. 

Indbetales på Giro 4 568 826 

til: STOK v. Irene Berri, Søhøj 19, 4050 Skibby. 

Deadlines i 2010: 01.12. 

Af hensyn til rettidig udgivelse af bladet bedes 

artikler, annoncer, lokalnyt mv., være os i 

hænde inden deadline. 

Bladet udkommer 4-6 uger efter deadline 

oplag: 700 stk. 

udsendes til alle medlemmer af foreningen 

“Dansk forening for systemisk Terapi og 

konsultation” 

Tekstredigering: rubin freelance 

layout: grafisk plus 

Tryk: Typo graphic

6 

8 

4 

5 

6 

8 

20 

25 

26 

27 

28 

30 

35 

36 

Dette nummers tema: 

MagTEnS FJÆS 

Indkaldelse til generalforsamling 

INDHOLD 

FOREnIngSnYT: Tag kollegaen med til årsmøde 

af Lisbeth Villumsen. 

STOK’s formand lægger op til årsmødet og inviterer medlemmerne til at 

bidrage med deres visioner for foreningen. 

TEMa: Magt, afmagt og modmagt 

af Hanne Svensmark. 

Hvilket fjæs er det egentlig, magten har? Og er det et fjæs eller 

bare et ansigt? 

TEMa: Den indrestyrede borger 

– Socialpolitikkens nye styringsproblem? 

Forfatteren kommer omkring tre faser i det sociale arbejde fra 1800- 

tallets filantropiske fattighjælp over velfærdsplanlægningen i midten 

af 1900-tallet til nutidens neo-filantropi. 

Den Inviterende Samtale (II) 

af Ole nygaard. 

Læs anden del af artiklen om, hvordan man bruger den inviterende 

samtale til at hjælpe klienter til en ny livsstil. (Første del blev bragt i 

sidste nummer af Systemisk Forum). 

Hvorfor systemisk? 

af Ulla Fæster. 

Forfatteren giver sit bud på, hvorfor det giver mening at arbejde 

systemisk. 

nÆSTE nUMMERS TEMa: Re-member Systemisk Forum 

af Ditte Brorson og Marianne Bærenholdt. 

KURSER MED STOK 

STOK LOKaLnYT 

annOnCER 

aKTIVITETSKaLEnDER 

åRSMØDE 

sysTEMisk foruM | nr. 4 | 2010 3

FORENINGSNYT 

STOK indkalder til 

Generalforsamling 

2010 

generalforsamlingen afholdes 

fredag 12. november 2010 kl. 17.30 

på Hotel Svendborg i Svendborg 

Dagsorden 

1. Valg af dirigent (mødeleder). Der kan vælges to dirigenter. 

2. Valg af referent (-er). 

3. Fremlæggelse og godkendelse af formandens beretning. 

4. Beretning fra udvalgene, de lokale kontaktpersoner, 

Fokus på familien, nordisk samarbejde og internationalt. 

5. Beretning om pr og hjemmeside. 

6. Forelæggelse og godkendelse af revideret regnskab. 

7. Fastlæggelse af kontingent og fremlæggelse af budgetforslag for 2011. 

8. Valg til bestyrelsen. 

9. Valg af kasserer. 

10. Valg af bestyrelsessuppleanter. 

11. Forslag til medlemmer som bestyrelsen senere kan udpege 

til at deltage i udvalg. Medlemmer udpeges for to år ad gangen 

med mulighed for forlængelse. 

12. Valg af to revisorer. 

13. Evt.

Tag kollegaen 

med til årsmøde 

Kære medlemmer. 

I skrivende stund skinner solen oven 

på de sidste dages storm og regn. 

Det er ikke til at tro, at det er august. 

I Danmark har vi oversvømmelser, 

kæmpe træer der vælter og store 

problemer med at bjærge høsten. 

Morsingboerne har dog lært mig et 

udtryk, der hedder: ” Tak vor herre, 

der er dem, der har det værre.” Og 

det må vi da nok sige. Store områder 

ude i verden oversvømmes, og nød 

og megen elendighed vises for os 

dagligt. nogle får mere hjælp end 

andre, nogle benytter sig af det og 

bruger magt til blandt andet at tilrane 

sig nødhjælpen. Magten har mange 

ansigter også ude i verden. 

Magtens dilemmaer 

På årsmødet i år har vi valgt temaet: 

Magtens Fjæs. Foucault vil sikkert 

være med os – også i de i mange 

forskellige workshops. Der kommer 

mange spændende workshops. Se det 

nyeste program. 

Hovedoplægsholder fredag er 

Kaspar Villadsen, som vil tale om 

og kaste et kritisk lys på tendenser i 

Af lisbeth Villumsen, formand for sTok. psykoterapeut Mpf og 

sundhedsplejerske. indehaver af konsulentfirmaet liv via Dialog. 

STOK’s formand lægger op til årsmødet og inviterer 

medlemmerne til at bidrage med deres visioner for foreningen 

nutidens sociale arbejde og socialpolitik. 

Han vil omtale og forklare et 

par vigtige diskursive begreber, som 

socialarbejderen omgiver sig med til 

daglig. Han vil blandt andet fokusere 

på, hvorfor socialarbejderen i dag skal 

være ”et rigtigt menneske” og trække 

tråde helt tilbage til filantropistens 

ideer fra 1800-tallets forståelse af 

fattigdomshjælp. Læs Simon Kruses 

artikel i forrige nummer og Kaspar 

Villadsens egen i dette. Det vil sikkert 

give appetit til at høre mere. 

Lørdagens hovedoplægsholder 

bliver Dorte nissen. Dorte vil blandt 

andet se på, hvordan teorier om diskurser, 

diskursiv positioneringsteori 

og konflikthåndtering kan bidrage til 

overvejelser om magtens dilemmaer 

samt til måder at anvende dem som 

drivkraft i vores hverdagspraksis. 

Arbejder med visionerne 

alt sammen spændende temaer, som 

jeg glæder mig til at høre og være en 

del af sammen med jer. 

Så kom og hør, oplev og vær med 

og tag gerne kollegaer, der ikke er 

medlem af STOK, med til årsmødet, så 

FORENINGSNYT 

de kan se, at de da ikke kan undvære 

at være med i den forening. Vi vil på 

årsmødet lave en lille undersøgelse 

blandt jer om, hvad I mest bruger 

STOK til, samt hvad vi kan gøre sammen 

for at få det til at blive en endnu 

bedre forening. Der er gode bøger at 

vinde, hvis du udfylder det skema, vi 

lægger frem på årsmødet. 

STOK afholder stadig spændende 

kurser og lokalarrangementer. Se her 

i bladet, hvad der sker i nærmeste 

fremtid. Hold også øje med hjemmesiden, 

der hele tiden opdateres. næste 

år er der blandt andet et spændende 

kursus i artikelskrivning. 

Bestyrelsen har haft sit årlige to- 

dages møde i år i Jyllinge på Sjælland. 

Det var dejligt, at vi havde lidt mere 

tid denne gang til at lære hinanden 

lidt bedre at kende og få planlagt 

STOK-arbejdet for den næste tid. Ikke 

mindst var det dejligt at se på visio- 

nerne for fremtiden i STOK. Kom og 

hør om dem på generalforsamlingen 

og del dine visioner for STOK med os. 

Jeg håber, at dette blad med temaet 

Magtens Fjæs vil være spændende for 

dig at læse. 


TEMA: MAgTEns fjæs 

Vi positionerer hele tiden hinanden. 

Det kan sikkert ikke undgås, men det 

er ufatteligt magtfuldt. Både den 

fastholdelse i bestemte roller vi kan 

opleve, men også den magt vi nogle 

gange får i hænderne uden måske helt 

at være klar over det. 

Jeg har en ide om, at jeg ’bare’ er 

Hanne, en kvinde med mine særheder, 

skævheder og særligheder, og som 

sådan reagerer jeg på min omverden 

og kommer med mine skæve kommentarer 

til det, jeg ser og oplever. 

Og selvfølgelig er jeg ‘bare’ mig 

selv – men i samspillet med mine 

omgivelser er jeg også alt det, de i 

relationen tillægger mig. Det giver 

mig et ansvar, og et særligt ansvar når 

jeg som fagperson møder mennesker, 

der er afhængige af det, de får ud af 

mødet med mig. 

Gør magtforholdet klart 

Så, vil jeg ikke være det, jeg er blevet 

positioneret som, må jeg stadigvæk 

Af Hanne svensmark. Cand theol. og tidl. sognepræst. 

uddannet til systemisk/narrativ psykoterapeut hos Externa og 

peter lang. indehaver af svensmark samtaleværksted. under 

uddannelse som kunstterapeut og ansat som sådan i Center 

for aktiv livsstil under socialpsykiatrien i Brønderslev. på 

årsmødet har Hanne svensmark en workshop om kunst- 

terapien som modmagt til diagnosen. 

Hvilket fjæs er det egentlig, magten har? 

Og er det et fjæs eller bare et ansigt? 


forholde mig til det, hvis det skal ændres. 

Tillægger andre mig en magt, jeg 

ikke vil have, har jeg stadig ansvaret 

for skævvridningen af relationen, hvis 

jeg ikke gør synligt, hvor magten så 

befinder sig henne. Det kan illustreres 

med dette eksempel: 

Da ’bare’ Hanne var helt ny præst, 

var min ide om, at jeg jo ’bare’ var mig, 

endnu stærkere end i dag. Det var 

lidt af et kulturchok at erfare, at når 

jeg sagde noget, så var det ikke ’bare’ 

mig, men præsten der havde sagt det. 

Jeg fik tillagt en magt og en autoritet 

i kraft af min stilling, og selv om jeg 

ikke dengang kendte til teorien om 

positionering, tog det mig ikke lang 

tid at gennemskue, at det ville være et 

svigt fra min side ikke at tage denne 

positionering alvorligt. 

Jeg kunne godt have fremturet i 

at med mine antiautoritære idealer 

er en præst ikke noget særligt, og at 

hvis folk opfattede mig sådan, var 

det deres eget problem. Det, der ville 

være kommet ud af det, ville have 

været en masse uklarhed og ufred, 

ting der ville være kommet til at stille 

sig i vejen for mit arbejde som præst. 

I stedet valgte jeg at tage positio- 

neringen på mig der, hvor jeg vel at 

mærke var i funktion som præst, og i 

andre sammenhænge at positionere 

mig selv til forældremøder som den 

og dens mor for eksempel eller ved på 

andre måder at markere, hvilken rolle 

jeg her optrådte i. Det skabte klarhed 

for både mig og mine omgivelser. 

Synlig magt er håndterbar. Det er 

den skjulte magt, der for alvor kan 

skabe dæmoniseringer. Derfor er 

klarhed om roller og magtforhold det 

måske stærkeste redskab til modmagt, 

der findes. 

God vilje er ikke nok 

Er der noget, der kan få mennesker 

til at føle sig magtesløse i dagens 

Danmark, så er det, når de skal møde 

’systemet’ som en borger, der har brug

for hjælp. Og når man tænker på, hvor 

meget god vilje og gode intentioner 

der er bag vore forskellige sociale sy- 

stemer, når man tænker på, hvor 

meget kompetence og hvor mange 

ildsjæle der befinder sig rundt omkring 

på forvaltninger og som såkaldt 

frontpersonale, så er det da underligt, 

at så mange kommer til at opleve 

mødet med systemet så frustrerende 

og afmagtsfyldt. Eller er det? 

Jeg bliver mere og mere overbevist 

om, at en del af nøglen til at fjerne 

denne afmagt handler om at skabe 

bevidsthed om den positionering, 

der sker begge veje, når et menneske 

gøres til ’klient’. altså at modmagten 

er synliggørelse af, hvor magten rent 

faktisk ligger. 

Da min ældste søn var tretten, løb 

han ind i problemer, som vi skulle 

have hjælp til – og jeg husker den 

forvirring og afmægtighed, det skabte 

i mig, at en hel masse mennesker 

omkring mig havde så mange ideer 

om, hvad problemet var, og hvad 

jeg skulle gøre, mens jeg af al magt 

forsøgte at forholde mig åbent og 

konstruktivt til de mange og indimellem 

modstridende meninger om mig 

og om karakteren af min families 

problem. 

Det vendte, 

da jeg mødte en 

familiebehandler, 

og jeg spurgte 

ham, om han 

ville have, jeg 

skulle det ene 

eller det andet, 

og han svarede: 

’Det må du bestemme, du er jo den 

voksne.’ Lige præcis der, begyndte 

jeg at kunne tage magten tilbage i 

mit eget liv. For der blev jeg set og 

positioneret, som den jeg var, et menneske 

med kompetencer og ressourcer 

til at være en ligeværdig medspiller. 

De fagpersoner, jeg løb ind i dengang, 

havde ganske givet de bedste 

intentioner. Jeg tænker i dag, at de 

tog en magt, som de ikke selv havde 

bevidsthed om, hvor stor var, og at jeg 

gav dem en magt, som de næppe var 

klar over, de havde, ved at positionere 

dem som nogen, der jo i alt dette 

måtte vide bedre end mig. 

Men havde de været klar over, hvor 

vigtigt magtforholdet i relationen var, 

ville mit møde med dem næppe have 

været så nedbrydende for mig. Hvis 

klarheden havde været til stede. 

Det er det ansvar, vi bærer, når vi 

optræder som fagpersoner, der skal 

yde hjælp, rådgivning eller bistand 

til andre mennesker, eller som nogen, 

der rent faktisk har en magt til at 

træffe beslutninger, der berører den 

andens liv. 

Magt er nødvendig 

Vi har ansvar for at være bevidste om, 

hvilket fjæs magten har i relationen. 

Vi skal være bevidste om, at vore 

egne idealer om ligeværdighed ikke 

er gyldige i relationen, hvis den anden 

ser os som den, der har magt til at 

vende tommelfingeren op eller ned 

over deres liv. Være bevidste om, hvor 

meget afmagt det skaber i et menneske 

at være blevet til ’klient’, så 

vi husker, at ”det er modtageren, der 

bestemmer budskabet”. Være bevidste 

om, at vi ikke 

”De negative 

spiraler opstår først 

og fremmest der, hvor 

magten er usynlig og 

uerkendt...” 

på samme tid kan 

være den, der sidder 

med faktiske 

magtbeføjelser 

og forlange af 

den anden, at 

han skal forholde 

sig til os, som 

om relationen er 

fuldstændig ligeværdig. 

Set i det lys bliver vores første 

opgave at skabe klarhed over magtforholdet 

i relationen, så magten ikke 

får lov at vise sit grimme fjæs som 

en usynlig dæmon, men bliver til en 

fuldstændig synlig del af relationen, 

som ligger fremme på bordet og 

derfor kan håndteres. 

Magt er en nødvendig del af mange 

relationer. Den er ikke i sig selv 

MAgT, AfMAgT og MoDMAgT 

negativ eller ond. De negative spiraler 

opstår først og fremmest der, hvor 

magten er usynlig og uerkendt og derfor 

kommer til at ligge som en uklar 

faktor, der forplumrer relationerne. 

Hvordan gør vi så magten synlig 

og dermed mindre magtfuld? Det 

allervigtigste er at turde sætte ord på 

den. Den trold, der bliver kaldt ved 

navn, mister sin dæmoniske magt. 

Dernæst er det vigtigt at respektere, 

at et magtforhold rent faktisk gør 

noget ved relationen. Den, der har 

magten til at bestemme, hvilken hjælp 

mit barn skal have eller ikke have, 

er det umuligt for mig at møde på 

samme måde, som den, jeg ved, ikke 

har anden magt end at kunne lytte 

til mine tanker og overvejelser. Den 

sidste kan jeg møde med ubetinget 

tillid, i den anden relation vil min tillid 

altid være vejet op imod, hvad det er 

klogt og ikke klogt at dele med denne 

person. 

Giv magten tilbage 

På min nuværende arbejdsplads i 

psykiatrien møder jeg ofte mennesker, 

der som jeg selv i sin tid, er klar til at 

give os som fagpersoner retten til at 

definere dem. De har ladet sig overrumple 

af systemet og diagnosen og 

er blevet mere og mere afhængige 

af andres mening om, hvem de er, og 

hvad de kan og skal. 

Det er vores fornemme opgave 

at hjælpe vores brugere til at ’være 

dem, de i virkeligheden er.’ give dem 

magten tilbage i eget liv. gengive 

dem troen på, at det de ser, mærker og 

føler har værdi og relevans – og at det 

er deres oplevelse af sig selv, der er 

udgangspunktet for vores relation. 

Det er i den sammenhæng mine 

overvejelser i denne artikel skal 

læses. Det er så uendeligt vigtigt, 

at det enkelte menneske bliver set, 

som den det er, for det er lige præcis 

her, vi giver magten tilbage til den, 

der er blevet afmægtig i mødet med 

systemet. 



Den indre 

– Socialpolitikkens 

Der er dukket nye begreber op i det sociale 

arbejdes diskurs og i socialpolitikken: ”Man skal 

møde mennesket, hvor det er”, ”hjælp skal være 

hjælp til selvhjælp” og ”fattigdommen er åndelig 

frem for materiel”. Der er tale om kerneprincipper 

for den fattighjælp, som blev udøvet af kirkelige og 

filantropiske foreninger sidst i 1800-tallet. Disse 

princippers aktuelle udbredelse overalt i det sociale 

arbejde og i socialpolitikken indikerer et brud i 

velfærdsstatens epistemologi, dvs. i den måde, som 

borgeren iagttages på, den måde sociale problemer 

kan komme til syne på, og den måde vi anskuer 

integration, fællesskab og frihed på. Måske kan et 

blik på det sociale arbejdes tilblivelseshistorie gøre 

os klogere på, hvad det er for en borger, som vi nu 


Af kaspar Villadsen. lektor ved institut for ledelse, politik og 

filosofi, Copenhagen Business school. Artiklen er oprindeligt 

skrevet til nordisk Administrativt Tidsskrift. 

søger at fremelske, og hvad det er for et 

fællesskab, vi nu søger at skabe. 

Socialhjælpens faser 

Denne artikel vil fremlægge en skitse 

over faser i den danske socialhjælps 

historie. Den første fase er 1800-tallets 

filantropiske fattighjælp. Her 

retter blikket sig mod den fattiges 

indre kvaliteter, hans ”åndelige dannelse”. 

Der sættes skel mellem ”god 

vilje” kontra ”dårlig vilje”, hvor det 

kun er de førstnævnte, der bør modtage 

filantropisk rådgivning, bistand 

og formaninger. Målet er at vække 

den fattiges selv-ansvar. Den anden 

fase er velfærdsplanlægningen, som 

strækker sig fra ca. 1950-1980, men 

har sit højdepunkt i 1960’ernes fremskridtsoptimisme. 

Her er fokus på 

borgerens evne. Klienter fremstilles 

som sårbare og rådvilde individer, der 

har behov for professionel bistand. 

Hjælpen gives som objektiv problembestemmelse. 

Målet er at fastholde 

eller skabe funktionsdygtige individer 

under indtryk af samfundsudviklingens 

”accelererende tilpasningskrav”. 

Den tredje og sidste fase kalder jeg 

neo-filantropi, som strækker sig fra 

1980 og frem til i dag. Vi ser her en 

genopdagelse af en række filantropiske 

slagord og teknikker. Blikket 

rettes mod klientens selvopfattelse. 

Styringsmidlerne kommer til at dreje

styrede borger 

nye styringsproblem? 

sig om at stimulere klientens indre, 

mentale selvoverskridelse – en art 

bekæmpelse af tankens fattigdom. 

Problemet bliver at frembringe forandring 

uden at over-styre. Målet er at 

skabe en klient, som selv foretager 

en indrestyret selvudvikling. Vi ser 

hermed en afgørende transformation 

i det regime af viden og styringspraksisser, 

som socialpolitikken og det 

sociale arbejde opererer i. Den sociale 

klient synes i stigende grad at dukke 

op som en figur, der står løsrevet fra 

det kompleks af baggrundsvariable, 

som tidligere skulle forklare hans 

problemer. 

Genealogi – hvorfor 

og hvordan? 

Hvorfor gennemføre analyser af det 

sociale arbejdes rødder og historiske 

udviklingsproces? For Michel Foucault 

skal historieskrivning hverken være 

et arkivarisk forsøg på at rekonstruere 

fortiden, ”sådan som den virkelig 

var”, eller en uklog fejring af vores 

nutid som mere oplyst, human og 

rationel end fortidens misforståelser 

og barbari. Historieskrivning skal 

i stedet hjælpe os med at stille 

spørgsmål til vores nutid og de 

selvfølgeligheder, som vi omgiver os 

med. Foucaults tilgang til ”genealogisk” 

historieskrivning formuleres 

blandt andet i hans diskussion af 

Kants svar på spørgsmålet: Hvad er 

oplysning? (Foucault, 1987). Her argumenterer 

Foucault for, at modernitetens 

fordring til filosofien ikke er at 

bestemme grænserne for, hvad vi kan 

vide, men snarere består i at afsøge 

grænserne for, hvad vi er, med henblik 

på at muliggøre en overskridelse heraf: 

”Men hvis det kant”ske spørgsmål 

gik ud på at vide, hvilke grænser 

viden må give afkald på at overskride, 

så forekommer det mig, at det 

kritiske spørgsmål i dag må vendes 

til et positivt spørgsmål angående, 

hvad der er os givet som universelt, 

nødvendigt og obligatorisk, og hvilke 

rum, der er optaget af alt det, der er 

singulært, kontingent og produkt af 

arbitrær tvang. Pointen er kort sagt at 

transformere den kritik, der udøves i 

form af en nødvendig begrænsning, til 

en praktisk kritik, der tager form af en 

mulig overskridelse” (Foucault, 1987: 

100). Vi kan også sige, at historie skal 

skrives med henblik på at producere 

kritiske effekter i samtiden – deraf 

begrebet ”nutidshistorie”. 

Vejen til at opnå de kritiske 

effekter består i at fremvise, hvordan 

DEn inDrEsTyrEDE BorgEr 

det, vi opfatter som universelt og 

nødvendigt, er historisk kontingent 

og resultatet af fortidens kampe og 

beherskelsesstrategier. Det handler 

ikke om at eftersøge historiske 

fænomeners udspring eller originale 

kilde, men om at vise deres opkomst, 

som Foucault pointerer i nietzsche, 

genealogien, historien (1983). 

Snarere end at eftersøge en original 

kilde eller tingen i dens ”rene form”, 

må genealogen lytte til historien og 

vil da opdage: ”at bagved tingene 

er der ”helt andre ting”: Ikke deres 

essentielle og udaterede hemmelighed, 

men den hemmelighed, at de 

er uden essens, eller at deres essens 

blev konstrueret stykke for stykke 

ud fra figurer, som var fremmede for 

denne” (Foucault, 1983: 87). genea- 

logens kritiske opgave består således 

i at fremvise, hvordan objekternes 

identitet (nutidige eller historiske) 

er skabt ud af diverse komplekse 

kræfter og elementer. Man må påvise 

den heterogene karakter ved det, der 

fremstår som homogent og ”identisk 

med sig selv”. 

genealogiens opgave kan måske 

formuleres endnu mere præcist: 

at vise, hvordan elementer i vores 

videns/praksisregimer (for eksempel 



afstraffelse, galskab, socialt arbejde) 

er overleveret fra fortidige praksisser 

og institutioner, som med nutidens 

øjne fremstår illegitime og ”uoplyste”. 

Det er således en strategi, som består 

i at demonstrere ubekvemme kontinuiteter, 

når oplysningsfortællingen 

hævder, at den moderne humanisme 

indebærer et brud med det før-mo- 

dernes barbari og mangel på oplysning. 

Samtidig er genealogien dog 

ikke en kontinuitetens historieskrivning, 

som søger at vise, at der under 

alle fremtrædelserne befinder sig 

en ubrudt kontinuitet, som animerer 

dem: ”genealogien foregiver ikke at 

gå tilbage i tiden for at genetablere 

en vældig kontinuitet hinsides 

glemslens splittelse” (Foucault: 1983: 

89). Den genealogiske analyse afviser 

såvel den strukturalistiske ambition 

om at indsætte alle samtidige 

elementer i en synkron skematik som 

diverse metahistoriske tilgange, som 

forsøger at forlige historiens spredte 

begivenheder diakront under histo- 

riske udviklingslove, epokale forløb 

eller teleologiske skemaer. I stedet 

skal genealogen vise et fænomens 

opkomst ved at opsplitte det i det 

netværk af elementer, hvoraf det er 

opstået. 

Den franske historiker Jacques 

Donzelot har fremført nogle over- 

vejelser over det sociale arbejde, som 

kan læses i forlængelse af ovenstående. 

Donzelot (1979: 99) argumenterer 

således for, at det sociale 

arbejde skal betragtes ud fra ”den 

strategiske sammensætning” af dets 

tre konstituerende elementer eller 

systemer: det juridiske, det psykiatriske 

og det pædagogiske. I moderne 

socialt arbejde spiller de tre systemer 

sammen, idet man typisk både må 


trække på juridiske, psykiatriske og 

pædagogiske vidensformer. Det er 

ikke mindst kombinationen af juridisk 

myndighedsudøvelse (domfældelse 

og sanktion) og pædagogisk normaliseringspraksis, 

som giver det sociale 

arbejde sin evne til at intervenere 

familiernes privatsfære. Tænker vi 

videre i forlængelse af Donzelot, 

kan de tre vidensformer tilskrives 

følgende funktioner (Villadsen, 2004: 

13): Den juridiske viden fremstiller 

klienten som rettighedssubjekt og 

forsøger at fastsætte lovbestemte 

relationer mellem borgeren og socialforvaltningen. 

Den psykiatriske viden 

fremstiller klienten som psykologisk 

væsen og forsøger at forklare hans 

adfærd og problemer ud fra diagnosticérbare 

lidelser og psykiske strukturer, 

der styrer den enkelte eller de 

interpersonelle relationer for eksempel 

i en familie. Endelig fremstiller 

den pædagogiske viden klienten som 

et socialt subjekt. Spørgsmålet er 

her, hvilke sociale kompetencer den 

enkelte skal være i besiddelse af for 

at indgå i samfundsfællesskabet, og 

hvordan han kan bringes i besiddelse 

af disse. Fremviser klienten vilje til 

læring, eller gør han ikke? 

Den pædagogiske viden anlægger 

en iagttagelse af klienten, som 

hverken er juridisk (det drejer sig ikke 

om at opfylde lovkrav og rettigheder) 

eller psykiatrisk (det drejer sig ikke 

om at iagttage klientens udsagn og 

handlinger som udtryk for bagvedliggende 

psykiske mekanismer eller 

lidelser). Den pædagogiske viden 

søger derimod at vurdere, hvorvidt 

den enkelte er i stand til – og ikke 

mindst villig til – at udvikle de sociale 

færdigheder, der er påkrævede for at 

blive indlemmet blandt kollektivet af 

ansvarstagende, uafhængige borgere. 

Dette betyder, at individets moralske 

karakter er i centrum af iagttagelsen. 

Mit argument i denne artikel er, 

at denne pædagogisk-moralske 

iagttagelse af klienten har vundet 

dominans i takt med genopdagelsen 

af filantropiske principper i socialpolitikken. 

genealogisk analyse drejer 

sig ikke blot om at vise, hvordan der 

kan være ubekvemme kontinuiteter 

mellem det moderne og det førmoderne. 

analysen kan også fremvise, 

hvordan historiske elementer – i form 

af bestemte iagttagelsesteknologier 

eller diskursive begreber – reaktiveres 

i en ny kontekst og her får nye 

strategiske effekter. Det er blandt 

andet dette relativt sjældent benyttede 

analysegreb, som jeg vil benytte 

i det følgende. 

1800-tallets 

filantropiske kreativitet 

Det er først i sidste halvdel af 

1800-tallet, at der udvikles noget, 

som ligner kimen til vore dages sociale 

arbejde. Dette sker på baggrund 

af en række problematiseringer af den 

autoritære fattigpolitik, som havde 

præget 1700-tallet og begyndelsen 

af 1800-tallet. Denne fattigpolitik 

havde været præget af anvendelsen 

af tvangsmæssige foranstaltninger, 

herunder indespærring i arbejdsanstalter, 

korporlig afstraffelse af de 

dovne og uterlige. De fattige blev anskuet 

som en totalitet, eller en masse 

af produktivkræfter, som det gjaldt 

om at fostre og styre således, at de 

kom til at bidrage til statens storhed 

og styrke. Samtidig havde der været 

en vis idyllisering af almissegerningen, 

som skulle vække den iboende 

humanitet i såvel giver som modtager

– velgørerens følelse af medlidenhed 

og den trængendes kærlige taknemmelighed 

(Villadsen, 2004: 63). 

Op gennem første halvdel af 

1800-tallet kommer såvel de tvangsbaserede 

institutioner som almisse- 

gerningen under stigende kritik, ikke 

mindst fra repræsentanter fra de 

gryende filantropiske foreninger. Der 

rejses kritik af, at den traditionelle 

almisse ikke overvejer effekterne af 

den givne hjælp, som ofte gives til de 

forkerte og hævdes at have fordærvende 

virkninger på modtagerne. I 

stedet stilles der krav om at udvikle 

en mere pragmatisk hjælpevidenskab, 

der nøje overvejer, hvem hjælpen 

bør gives til, i hvilken form den bør 

gives, og hvordan man følger op 

på hjælpens resultater. Desuden 

rejses der kritiske indvendinger mod 

brugen af tvang i fattigvæsenet. Fra 

mange sider stilles spørgsmålet, om 

ikke tvang virker kontraproduktivt 

i forhold til at skabe det individ, 

som man ønsker at skabe ud af den 

fattige. Snarere end at skabe en fri, 

selvstændig og selvansvarlig arbejder, 

skaber tvangen ikke tværtimod en 

tvungen og uansvarlig arbejder? 

Frem for tvang måtte man anvende 

teknikker, som kunne skabe en 

selvansvarlig arbejder, der kunne 

gå ud og indgå kontrakter på et frit 

arbejdsmarked og forpligte sig i det 

civile samfunds foreninger. Samtidig 

opstod der stigende frygt for de så- 

kaldt ”sociale onder”, som ledsagede 

ophobningen af fattige arbejdere i de 

store industribyer: sygdomme, som 

spredte sig fra de fattige kvarterer 

til resten af indbyggerne, moralsk 

degenerering som følge af kønnenes 

blanding og manglen på åndelige 

autoriteter samt, ikke mindst, tilslut- 

ningen til den gryende socialistiske 

bevægelse, som truede med at om- 

styrte den gældende samfundsorden. 

Det er i denne kontekst, at behovet 

for at ”mediere” mellem samfundets 

modstående klasser og ”opløfte” den 

bedre del af de fattige arbejdere 

bliver formuleret. Filantropien leverer 

et særligt slagkraftigt svar på denne 

udfordring i kraft af foreningernes 

tekniske kreativitet og karakteristiske 

diskursive strategier. I de store byer 

begynder filantropiske foreninger 

at udvikle en række principper 

og metoder, som kan hævdes at 

blive afgørende for det moderne 

sociale arbejde. Faktisk kan man 

argumentere for, at den filantropiske 

fattigundersøger på mange 

måder er en foregangsmand for 

eftertidens offentlige socialarbejder. 

Fattigundersøgeren skal på én gang 

fordele fattighjælp til hjemmene og 

forestå det karakterstudium, som 

mere og mere betragtes som uomgængeligt 

for god fattigforvaltning 

– ”en figur med en strålende fremtid 

foran sig”, som Procacci formu- 

lerer det (1991: 165). Filantropien 

udformede bl.a. principper for hjemmeundersøgelse, 

udviklede kontrakt- 

lignende aftaleformer og søgte at se 

ind til den gode humanitet, som man 

antog gemte sig i alle mennesker, og 

som de ønskede at præsentere for de 

øvrige borgere. På denne måde fik 

fattigundersøgeren på én gang rollen 

som mediator, dommer og omsorgsfuld 

udøver af pastoral ledelse. 

Som mediator skulle han repræ- 

sentere de gode kvaliteter, som 

enhver fattig rummer, således at den 

fattige fremstod mindre truende. 

Den fattiges taleret blev hermed 

deponeret hos fattigundersøgeren, 


som skulle repræsentere ham over 

for resten af samfundet – en funktion, 

som er blevet videreført af den 

moderne socialarbejder, der netop 

skal fremstille det ”sociale subjekt”, 

der gemmer sig i klienten, over for 

eksempelvis retsvæsenet, lægen eller 

familien (Philp, 1979: 74). I rollen som 

dommer skulle fattigundersøgeren, 

ved at iagttage ydre tegn i hjemmet, 

fælde dom over, hvorvidt der var 

en vilje, som kunne rejses: Bevarer 

og vedligeholder man sine ressourcer?, 

spares der op?, udvises der 

renlighed?, hvordan ser børnene ud? 

Var der ikke tegn på vilje, måtte man 

sende den fattige, ”fortabte” familie 

over i det tvangsbaserede offentlige 

fattigvæsen. Og som moderne pastor 

skulle fattigundersøgeren søge at 

sikre de fattiges åndelige dannelse 

og bringe dem til forståelse af egne 

forpligtelser, blandt andet gennem 

vejledning af husmoderen, hjælp 

til at lære opsparingens kunst, krav 

om moralsk husførelse, formaninger 

vedrørende børneopdragelse osv. Det 

handlede især om at sikre familiens 

åndelige og materielle velfærd ved at 

installere en særlig hengivenhed og 

ansvarlighed i husmoderen – hjemmets 

”hyrdinde”. 

Den filantropiske fattighjælp retter 

sig mod en ”indvortes forbedring” af 

den fattige. Filantropien får meget 

klart formuleret, at så længe man 

ikke sikrer den åndelige dannelse, vil 

enhver materiel hjælp være enten 

uvirksom eller direkte skadelig. De 

skelner således mellem ”indvortes” 

og ”udvortes” hjælp og fremhæver, at 

den egentlige hjælp kommer indvortes 

fra. Dette synspunkt formulerer 

pastor J.C. Holck præcist i sit Bidrag 

til Belysning af det sociale Spørgsmaal 



og Socialismen fra 1877: ”Skal der 

bringes virkelig blivende Hjælp, saa at 

et Menneske kan bringes til at hjælpe 

sig selv, maa der frem for Alt ses hen 

til, hvilke indre Kvalifikationer han er 

i Besiddelse af, thi det er indvortes fra, 

at den egentlige Hjælp skal komme; 

dersom han ikke kan hjælpes og støttes 

i det Indre, i moralsk Henseende, saa 

gavner al anden Hjælp ikke; bliver 

et Menneske ikke selv forbedret, saa 

kunne hans Kaar i Grunden heller ikke 

væsentlig forbedres; han vil altid synke 

tilbage igjen” (Holck, 1877:103-104). 

Den kirkelige fattigpleje og de filan- 

tropiske foreninger er enige om at 

sætte den åndelige dannelse over den 

materielle bistand. Enhver materiel 

bistand, som gives uden at blive 

ledsaget af åndelig bearbejdning, vil 

altid være potentielt fordærvende, 

hævdes det. 

På denne måde kan man sige, at det 

filantropiske fattigarbejde omdiri- 

gerer de krav om handling, der rettes 

mod staten og samfundsfællesskabet, 

til det fattige hjem. Til de fattige lyder 

budskabet: Frem for at stille vidtløf- 

tige fordringer til staten og samfundet, 

så se at få orden på forholdene i 

dit hjem og din egen levemåde! Det 

understreges, at der ikke kan skabes 

forandringer mod et bedre samfund, 

førend den enkelte har lært at udøve 

fromhed, arbejdsomhed og nøjsomhed 

i det små, i det daglige. Villiam 

Johan Hoff skriver: “Det er nu éngang 

en Grundlov i Guds Rige, at vi aldrig 

blive satte over mere, aldrig vokse til at 

betros det større, uden at vi først lærte 

at være tro i det mindste. (...) og altid 

sker Væksten saaledes ved Troskab og 

Lydighed i det smaa, i det daglige, - al- 

drig, aldrig ved aandelige Himmel- 


fagter, i ét Slag, paa engang!” (Hoff, 

1881: 16). I det filantropiske arbejde 

kommer begrebet om ”det gode 

hjem” således til at fungere som en 

støttepille for den gældende sociale 

orden – et afgørende referencepunkt 

for tilbagevisning af fundamentale 

kritikker af samfundsindretningen. 

at opnå et bedre liv kræver først og 

fremmest den enkeltes tålmodige 

arbejde med sig selv og kan ikke rea- 

liseres gennem sværmerier for en 

samfundsmæssig revolution. Med 

andre ord: Frem for at forfølge 

vidtløftige ideer om store samfundsforandringer 

stiller filantroper 

og andre velgørere krav til deres 

modtagere om at udøve, hvad man 

kunne kalde ”selvets arbejde på 

selvet” inden for hjemmets ramme: 

„Det er jo ikke Hjemmets Form, der gør 

Sagen klar, det er os selv, det gælder, 

ja, som vi ere, saaledes bliver vort 

Hjem. Altsaa: det er paa os selv, vi 

maa rette vor Stræben, vor Bøn.“ (Hoff, 

1881: 37). Filantropien afviser krav 

om grundlæggende forandringer af 

den industrielle arbejdsproces og 

forfølger i stedet en strategi om at 

opbygge moralsk modstandskraft hos 

de fattige arbejdere. 

På denne måde kan filantropien 

transformere krav rettet mod den 

økonomiske orden til krav rettet mod 

familiens moralske orden (jf. Procacci, 

1994: 212). 

Endelig formulerer den filantropiske 

bevægelse på effektiv vis 

princippet om ”hjælp til selvhjælp”. I 

foreningerne er der nemlig enighed 

om, at en hjælp, som er for generøs, 

ukritisk eller påtrængende, vil 

erodere snarere end rejse de fattiges 

selvværd og evne til at løse deres 

problemer. Både rettighedssikret 

materiel hjælp og den uovervejede 

private almisse har ifølge Munck og 

andre fremtrædende filantro- 

per bevirket at ”…en Mængde af 

vore Fattige reent have mistet den 

Selvfølelse som dog ganske vist findes 

oprindelig hos ethvert Menneske, og 

som er Roden til al Stræbsomhed og 

Arbejdslyst.” (Munck et al., 1867: 63). 

Enhver hjælp må først rette sig mod 

at stimulere den fattiges evne og vilje 

til at hjælpe sig selv, ellers vil den 

være enten virkningsløs eller direkte 

skadelig. 

Hermed etableres et mærkværdigt 

skel: Den fattige skal allerede i 

udgangspunktet være i besiddelse 

af evnen til at hjælpe sig selv, hvis 

det skal tjene noget formål at yde 

ham bistand. For fattige, som ikke 

har denne evne, vil hjælpen kun 

være skadelig: ”Den bedste Hjælp er 

at hjælpe sig selv; kan nogen dette, 

men gider ikke, da er al fremmed 

Hjælp skadelig i stedet for gavnlig, og 

kun hvor fremmed Hjælp er istand 

til at fremkalde forhøiet Evne til at 

hjælpe sig selv, udretter den, hvad 

den skal, og er til egentlig Gavn” (Chr. 

Und. For., 1866: 13). Det, som det 

egentlig drejer sig om, er derfor, hvad 

man med et mere nutidigt ordvalg 

kunne kalde at stimulere den fattiges 

arbejde med sin selvforståelse. 

Såfremt den fattige er ude af stand 

til at arbejde med sin selvforståelse, 

blandt andet at betvinge sine 

uheldige tilbøjeligheder, er der ikke 

noget at arbejde med, og så må han 

sendes videre til de tvangsbaserede, 

offentlige fattiganstalter. Det er en 

indre, selvudvikling, som er målet for 

den filantropiske fattigpleje.

Samlet kan vi sige, at filantropisk 

fattighjælp har følgende centrale 

karaktertræk: 

• den sætter skel mellem uvirksom 

materiel hjælp og virksom åndelig 

hjælp, hvorved den fattiges moralske 

konstitution kommer i centrum. 

• den omdirigerer krav om forandring 

fra staten til den fattige familie og 

dens medlemmers livsførelse og 

selvopfattelse. 

• den definerer hjælp til selvhjælp 

som den eneste rigtige hjælp og 

formulerer hermed det kendte dilemma 

om autonomi kontra styring, 

ansvarliggørelse kontra ansvarsfratagelse, 

ydrestyring kontra indre- 

styring osv. Den hjælpende må 

konstant stille skeptiske spørgsmål 

til sin egen hjælp. 

• den etablerer en skelnen mellem 

”de viljesfyldte” og ”de fortabte”, 

som skal afgøre hjælpens karakter. 

Og den forsøger at opstille indikatorer 

på de fortabte. 

• og den søger at give tekniske 

løsninger på det klassiske liberale 

problem om, hvordan man realiserer 

individuelle energier, præferencer 

og potentialer inden for et 

forpligtende fællesskab. Heraf 

vigtigheden af kontrakter og kontraktlignende 

aftaler. 

Velfærdsplanlægning: 

fra vilje til evne 

Som et højdepunkt for velfærdsstatslig 

optimisme opstår den 

såkaldte velfærdsplanlægning, som 

i 1960’erne og 1970’erne satte 

rammen om socialpolitikken og det 

sociale arbejde (Villadsen, 2004: 

142 ff). Der var tale om en yderst 

optimistisk planlægnings-strategi, 

”Frem for at afdække 

klientens gode eller mindre gode vilje 

tales der nu om klientens evne” 

som tildelte offentlige fageksperter 

den altafgørende rolle i forhold til at 

definere velfærd, sociale problemer 

og metoder til problemløsning. Frem 

for at afdække klientens gode eller 

mindre gode vilje tales der nu om 

klientens evne. Udgangspunktet er, at 

det såkaldt ”hurtigt accelererende 

industrisamfund” skaber en række 

negative påvirkninger, som udstyrer 

borgerne med forskellige evner til at 

modstå tilværelsens begiven- 

heder. Sociale problemer anskues 

hermed som en slags lejlighedsvis 

indtræffende resultater af den 

kollektive orden, som bør afbødes og 

imødegås af fællesskabets institutioner. 

Borgeren anskues som en rådvild 

og sårbar størrelse, som har behov for 

bistand fra den offentlige fag- 

ekspertise til at danne sig et overblik 

over ”sit samlede problemkompleks” 

og de løsningsmuligheder, som 

findes. Ofte savner de, der rammes 

af socialbegivenheder, erkendelse af 

deres hjælpebehov, og der udtrykkes 

betydelig bekymring for de mange 

mennesker, der udvikler sociale 

komplikationer uden at komme i kontakt 

med det offentlige hjælpeapparat. 

Der er en konstant bekymring for, at 

der eksisterer ”tavse” sociale problemer, 

som mangler at blive italesat, og 

som kommer til at udgøre en byrde på 

såvel velfærdsprojektets legitimitet 

som dets økonomi. 

Denne bekymring kommer 

blandt andet til udtryk i de store 

socialreformundersøgelser, som 

socialdemokraten Bent Rold andersen 

var en af hovedpersonerne bag. I en 

af rapporterne konkluderes det, at 

kun et mindre antal af de personer, 

som rammes af langvarige sociale 


begivenheder, får dækket deres 

behov for rådgivning: „Den sociale 

situations komplicerthed illustreres 

især af det udbredte behov for vejledning 

og personlig støtte. De fleste 

undersøgelsespersoner havde kun et 

meget vagt kendskab til deres sociale 

rettigheder. De var ofte rådvilde og 

ude af stand til at ordne deres egne 

anliggender. Flertallet havde behov for 

rådgivning og vejledning, men kun et 

mindre antal fik dækket dette“ (Rold 

andersen, 1970: 256). 

Velfærdsplanlægningen er et 

moderniseringsprojekt par excellence. 

Den er båret af en ambition om at 

foretage endelig problembestemmelse 

og opstille universelle definitioner 

på velfærd, en tiltro til sikker 

viden og til at professionalisering og 

faglig ekspertise udgør godartede 

kræfter i menneskelivet. Velfærdspolitikkens 

behandlingsarbejde 

trækker på ekspertdiskurser i form af 

økonomi, sociologi, psykologi og ikke 

mindst medicin, hvorved blandt andet 

medicinske analogier om ”diagnose”, 

”helbredelse” og ”normal funktionsevne” 

bliver overført til det sociale 

område. Den moderne socialpolitik 

eftersøger de faktorer – underliggende 

eller statistisk observérbare 

– som kan forklare tilstedeværelsen 

af ulige muligheder, forskellige 

sociale ”beredskaber” og forskellige 

præstationer. ambitionen er så vidt 

muligt at udjævne disse ulighedsskabende 

faktorer og kompensere dem 

for at skabe samfundsmæssig enhed. 

Velfærdsplanlægningen arbejder 

derfor gennem normalisering eller, 

måske mere præcist, gennem normkorrigering. 

Mens det før-moderne 

samfund satte klart skel mellem dem, 



der var inden for fællesskabet, og 

dem der satte sig udenfor, for eksempel 

ved at bryde loven, så arbejder 

velfærdsplanlægningen hele tiden 

for at integrere alle i retning af en 

fælles norm. En norm der dog altid 

befinder sig ude i horisonten, fordi 

den konstant specificeres gennem 

statistisk baserede observationer af 

normalitet og afvigelse. 

Idealet om velfærdsplanlæg- 

ning synes at være inspireret af en 

helhedstænkning, hvor samfundet 

skal integrere sine elementer i en 

harmonisk helhed. Fællesskabet 

anskues som universelt og altfavnende, 

mens enhver diskurs, der 

taler om forskellighed i form af 

forskellige subkulturer, livsformer 

eller behov, bliver mere eller mindre 

udgrænset. Hermed bestemmer 

velfærdsplanlægningen klientbehov 

med udgangspunkt i integrerede og 

normale subjekters behov frem for at 

tale om forskellige individer og gruppers 

forskelligartede, konfliktende og 

kulturelt bestemte behov (Leonard, 

1996). Velfærdsstaten betragtes som 

et altomfattende fællesskab, i hvilket 

alle kan og bør integreres. Samtidig 

er velfærdsplanlægningen en strategi, 

som har meget vanskeligt ved at tale 

om forskellighed i form af for eksempel 

forskellige grupper, subkulturer 

eller livsformer (Højrup, 2001). 

Velfærdsplanlægningens behandlingsarbejde 

får sin nødvendighed i 

kraft af kombinationen af to diskurser; 

en økonomisk diskurs om national- 

økonomisk vækst og en psykologisk 

diskurs om individuel usikkerhed som 

produkt af accelererende tilpasningskrav. 

Socialreformundersøgelserne 

og Rold andersen kombinerer 


netop økonomisk vækstteori med 

et socialpsykologisk begreb om 

”usikkerhed” som almen menneskelig 

reaktion på stigende forandringskrav. 

Synspunktet er, at den hurtige 

samfundsudvikling skaber en følelse 

af kontroltab, manglende overblik 

og handlemuligheder hos den 

enkelte, som i nogle tilfælde giver sig 

udslag i nedsat social funktionsevne, 

udvikling af sociale problemer og 

i sidste konsekvens manglende 

arbejdsduelighed. På denne måde 

kommer psykologisk usikkerhed til at 

optræde som en ”vækst-hæmmende 

faktor”. Faktisk synes alle de centrale 

begreber i det velfærdstatslige 

regime for socialt arbejde – funktionsevne, 

socialbegivenheder, 

usikkerhed, arbejdsduelighed, 

tilpasning mv. – at knytte an til det 

samme forankringspunkt i velfærdsplanlægningen; 

nationaløkonomisk 

vækst. Som Højrup (2001: 9) påpeger, 

optræder økonomisk vækst på samme 

tid som ”...overordnet målsætning, 

som situationsbeskrivelse og som 

den altdominerende drivkraft, der 

allerede har opløst befolkningens faste 

samlivsformer.” nationaløkonomisk 

vækst fremstilles på paradoksal vis 

på én gang som problemskabende 

og som målsætning. at give afkald på 

vækststrategien er ikke en mulighed, 

da den økonomiske vækst betragtes 

som forudsætning for hævelsen af 

den sociale velfærd. Velfærdsplanlægningen 

bliver derfor en strategi, 

som både retter sig mod at mindske 

industrisamfundets skadevirkninger 

og mod at styrke borgeres modstands- 

evne. Det drejer sig altså ikke om 

helt at afskaffe socialskadeligheden, 

men om at have den under kontrol. 

Man må søge at kontrollere opkomstbetingelserne 

for sociale problemer 

gennem en tidlig profylaktisk indsats 

(Kristensen & Schmidt, 2004). 

Et afgørende led i denne indsats 

drejer sig om at udvikle metoder 

til at registrere, hvornår bistand 

fra hjælpesystemets personale er 

påkrævet. En sådan metode udvikles 

med afsæt i funktionsevne-begrebet, 

som tager som udgangspunkt, at 

personer og familier kan udsættes for 

så voldsomme socialbegivenheder, at 

den ”normale sociale funktionsevne” 

forstyrres. Rold andersen skriver i 

1973: „For at en familie kan fungere 

socialt, erhvervsmæssigt og økonomisk, 

må den være i stand til at modstå 

en vis belastning. Men for de fleste 

familier kan belastningerne i perioder 

blive så store, at deres normale sociale 

funktioner forstyrres. (...) Socialbegivenheden 

er efter denne opfattelse 

et symptom på, at en vis tærskelværdi 

er overskredet, således at familiens 

funktionsevne er væsentlig nedsat“ 

(Rold andersen, 1973: 58). 

Udgangspunktet er, at man kan 

måle en families sociale funktions- 

dygtighed ud fra parametre såsom 

indkomst, arbejdsindsats, skolefravær, 

kriminalitet mv. Den enkelte 

familie antages at besidde en såkaldt 

”tærskelværdi”, som udtrykker dens 

beredskab til at modstå forskellige 

typer belastninger. I perioder kan 

belastningerne imidlertid være så 

store, at tærskelværdien overskrides, 

og den sociale funktionsevne 

nedsættes dramatisk. Dette vil 

ofte give sig udslag i sygdomme og 

psykologiske forstyrrelser, der gør 

familien ude af stand til at varetage 

sine normale funktioner; uddannelse,

erhverv, husholdning mv. Velfærds- 

planlægningens sociale arbejde skal 

både opsøge familier, som rammes 

af socialbegivenheder, og arbejde 

for at styrke modstandsevnen hos 

risikogrupper. Igen er det på én gang 

af hensyn til individernes velfærd og 

til de væksthæmmende virkninger, 

som udviklingen af alvorlige sociale 

problemer afføder. når socialt be- 

handlingsarbejde bliver et afgørende 

element i velfærdsplanlægningen, 

skyldes det altså især ønsket om at 

sikre den sociale funktionsevne trods 

vækstsamfundets belastninger – et 

vækstsamfund, som på sin side anses 

for vejen til at hæve alles velfærd. 

Hvad er klientens stilling i den 

ekspertdrevne planlægning af 

velfærd? For det første er det eksperter 

og ikke klienten selv, som har 

taleret i denne diskurs. Klienten er 

altid repræsenteret, men nu er det af 

fageksperter frem for af velmenende 

fattigundersøgere. Klienten skal 

bringes til en erkendelse af sit 

hjælpebehov og af kompleksiteten af 

sin situation, således at den professionelle 

kan fortage en objektiv pro- 

blembestemmelse på ham. Det er en 

mængde samvirkende variable, som 

producerer klienten som sårbar og 

funktionsnedsat. Der er derfor heller 

ikke nogen at give skylden, og dette 

skaber en tendentiel umyndiggørelse. 

Klienten holdes ikke længere moralsk 

ansvarlig for sin elendighed, men til 

gengæld har han ikke mulighed for 

at agere subjekt for egne handlinger. 

Eller sagt anderledes: Problemet i 

velfærdsplanlægningen er, at illusionen 

om at være et subjekt frarøves 

klient-borgeren. Subjektets substans 

er ophævet til fordel for begreber om 

”Empowerment handler om 

at realisere klientens myndighed 

over sig selv” 

samspilsramthed og sociale bag- 

grundsfaktorer. En komplet beskri- 

velse af individet antages at kunne 

nås gennem en komplet beskrivelse 

af baggrundsvariable – den enkeltes 

unikke kombination af faktorer som 

boligforhold, familie, økonomi, pro- 

blemhistorie mv. Målet er at anlægge 

en ”helhedsbetragtning” på klienten. 

Men denne helhed udgøres først og 

fremmest af bagvedliggende sociale 

og biografiske forhold, som antages 

at virke styrende på individets 

beredskab og muligheder. Den socialt 

producerede evne erstatter individuelt 

ansvar og vilje. 

Genopdagelse af 

filantropiske figurer 

Vi foretager nu et spring frem til vore 

dages sociale arbejde, hvor jeg som 

sagt mener, at der sker en besynderlig 

genopdagelse af filantropiske principper. 

Min påstand indebærer ikke, at vi 

ser fortiden dukke op igen i en identisk 

form. Påstanden om filantropiens 

genkomst handler om, hvordan 

filantropiens karakteristiske teknikker 

og diskursive strategier synes at 

blive reaktiveret i en ny kontekst, og 

at dette har konsekvenser for vores 

måde at tænke socialt arbejde på. 

Snarere end at tale om filantropiens 

”genkomst” vil jeg derfor foreslå, at vi 

taler om en neo-filantropi, der viser 

sig ved, at visse af filantropiens fi- 

gurer genindskrives i en ny kontekst i 

et forsøg på at løse bestemte styrings- 

problemer. 

genopdagelsen af filantropiske 

elementer kan føres tilbage til 

starten af 1980’erne, hvor bl.a. 

den daværende socialminister Ritt 

Bjerregaard (for eksempel 1980) 


indleder et voldsomt opgør med 

velfærdsplanlægning, store statsinstitutioner 

og den ”ekspertdrevne 

socialpolitik”. alt for længe havde 

velfærdsapparatets eksperter ”stjålet 

problemerne” fra klienterne og gjort 

dem umyndige og passive i forhold til 

deres ansvar for eget liv, hed det. nu 

skulle der udvikles en aktiv socialpolitik, 

som kunne returnere ansvaret til 

klienterne ved at bistå og stimulere 

klienternes egen selvudvikling. 

Denne nye diskurs i socialpolitikken 

og det sociale arbejde udmønter sig 

efterhånden i et system af paroler, 

som udgør en mere eller mindre 

identisk gentagelse af filantropiens 

bærende principper. Lad os se på, 

hvordan disse principper kommer til 

at optræde. 

”Du skal møde 

mennesket, hvor det er” 

Denne parole optræder i et af de 

første markante tilfælde som titel 

på en publikation fra Alkohol- og 

narkotikarådet (1984) og begynder 

at figurere stadig hyppigere i den 

socialpolitiske debat og – faglitteratur 

op gennem 1980’erne og 1990’erne. 

Parolen radikaliserer det paradoksale 

dobbelt-blik, som altid har præget 

det sociale arbejde. På den ene side 

bydes socialarbejderen at møde 

klienten, uden forudfattede kategorier, 

som en unik størrelse, man ikke 

kan forhåndsbestemme. På den anden 

side synes socialarbejderen kun at 

kunne få øje på bestemte, universelle 

egenskaber, når klienten iagttages. 

Det er her, at empowerment viser sig 

som en effektiv diskursiv strategi. 

Empowerment handler om at rea- 

lisere klientens myndighed over sig 



selv. Det sociale arbejde kan hævde, 

at klienten er uden myndighed og 

magt over sig selv, og samtidig love, 

at det kan gøre klienten myndig og 

handlekraftig. På denne måde er empowerment 

en magtform, som hævder 

at maksimere klientens magt (Cruikshank, 

1999). 

Men socialt arbejde baseret på 

empowerment abonnerer typisk med 

ganske præcise forestillinger om, 

hvad det er for iboende kvaliteter og 

potentialer, der skal ”mægtiggøres” i 

klienten. Til trods for den stigende 

postmoderne tvivl og kravet om et 

åbent møde med klienten og hans 

forestillinger, opererer det sociale 

arbejde fortsat (nødvendigvis) med 

substantielle forestillinger om, hvad 

klienten er for en størrelse, hvad der 

er velfærd, og hvad der er integration. 

Dette ses blandt andet i en af 

de centrale socialfaglige tekster om 

motivationsarbejde, som ligefrem 

taler om en ”positiv kerne” karakteriseret 

ved konstruktiv livsførelse, 

målrettethed, ønske om socialitet 

og aktivitet (Revstedt, 1995). I sit 

arbejde med de mest afvisende og 

negative klienter må socialarbejderen 

”fastholde billedet af denne positive 

kerne for sit indre øje” frem for at 

tage klientens umiddelbare udsagn 

og attitude for pålydende. Socialarbejderens 

opgave er at søge at befri 

klienten for de lidelser og ”jegfremmede 

kræfter”, som klienten over 

tid er blevet påført. at der er tale om 

en slags genfødsel af klienten til sin 

egentlige menneskelighed, fremgår 

af erklæringen: ”Det nyfødte barn har 

ingen destruktive kræfter i sin positive 

kerne” (Revstedt, 1995: 48). Også 

i aktiveringsarbejde er der i nogle 


tilfælde essentialiserende forestilling 

om det menneskelige subjekt 

på spil. Her hævdes det således, at 

de aktiverede i udgangspunktet var i 

besiddelse af en ”lønmodtagerbe- 

vidsthed”. Mange år med passive 

ydelser har imidlertid i de fleste 

tilfælde fortrængt denne grundindstilling 

og en hovedopgave i 

aktiveringsprojekterne bliver derfor 

at ”tilbagerulle klientiseringen”, 

således at klienten kan genindtræde i 

sin oprindelige karakter (for eksempel 

Berg Sørensen, 2001). Også under 

postmodernitetens refleksive tvivl 

synes det sociale arbejde at operere 

gennem en mekanisme, hvor forestil- 

linger om menneskets grund- 

læggende karakter danner udgangs- 

punkt for empowerment-projekter 

eller ”klientrettet socialt arbejde med 

forandringsmålsætning”. genop- 

dagelsen af det filantropiske princip 

om at ”møde mennesket, som det 

er”, synes at radikalisere det sociale 

arbejdes besynderlige dobbeltblik på 

klienten. 

”Fattigdommen er åndelig, 

ikke materiel” 

Denne parole hævder, at klien- 

ters fattigdom og sociale problemer 

grundlæggende skyldes deres 

selvforholds-problemer. Hermed 

flyttes fokus bort fra diverse samfundsmæssige 

og sociale betingelser, 

og klientens selv-forståelse, selvværd 

og indrestyrede handlekraft 

kommer i centrum af det sociale 

arbejde. Tidligere socialminister 

Karen Jespersens bog Opgør med 

den ny fattigdom fra 1999 kan netop 

læses som et slags manifest for denne 

problemforståelse: alt for længe har 

vi tildelt uvirksomme eller direkte 

skadelige ydelser frem for at tage 

os af det egentlige problem, klientens 

selvforhold og selvudvikling 

(Jespersen, 1999). nutidens sociale 

arbejde kan imidlertid ikke bare kaste 

sig over klientens selvforhold. Det 

ville netop være skadelig over-styring 

og ansvarsberøvelse. Overalt i det 

sociale arbejde fremhæves det, at 

klienten er autonom, at man ikke må 

fratage ham hans selv-ansvar, ”oversælge” 

tilbuddet osv. Men samtidig 

udpeger det sociale arbejde en række 

specifikke elementer i individers selvforhold, 

som enten skal fremelskes 

eller elimineres. 

Ser vi således på Berg Sørensens 

Metodebog for projekter – aktivering 

og forrevalidering, er udgangspunktet, 

at den autonome klient ikke må 

overstyres: „På den ene side skal 

samfundet stille rammer og muligheder 

til rådighed med det formål 

at gøre klienten selvhjulpen, på den 

anden side må klienten ikke blive 

frataget ansvaret for sit eget liv“ (Berg 

Sørensen, 2001: 69). gennemgår 

man bogens anvisninger, kommer en 

mængde styringsobjekter imidlertid 

til syne. Disse angår en lang række 

personlige forhold hos klienterne: Det 

kan blandt andet være nødvendigt at 

ændre på klientens vaner med hensyn 

til påklædning, frisure og make-up; 

klientens selvfremførelse (talemåde, 

gestik, ivrighed mv.); klientens 

indstilling til det at arbejde og det at 

modtage ydelser; samt, ikke mindst, 

klientens opfattelse af sig selv (som 

enten fastlåst og uden muligheder 

eller bevægelig og med chancer på 

arbejdsmarkedet og i tilværelsen 

generelt). Som mønstereksempel

fremhæver bogen et projekt, hvor 

man er gået målbevidst til værks i 

forhold til klienternes ydre fremto- 

ning og selvfremførelse: „Projektet 

var et mønstereksempel med hensyn 

til at få klienterne professionelt 

afklaret, afrettet og gjort klare til 

indtoget på arbejdsmarkedet. Bl.a. 

anvendtes professionelle stylister, der 

hjalp klienterne på projektet med 

alle aspekter vedr. deres udseende og 

umiddelbare fremtræden. De gik systematisk 

til værks med diskussion og 

forslag til valg af tøj, makeup, parfume 

og frisure, ligesom deres måde at tale 

med andre kolleger og kunder ansigt 

til ansigt og i telefon blev vurderet 

og diskuteret. Især blev der lagt vægt 

på at få kvinderne til at fremtræde 

smilende og venlige” (Berg Sørensen, 

2001: 197). Bogen fremviser således 

en udbredt klient-konstruktion, 

nemlig, at man udmærket kan gennemføre 

intervention og manipulation 

af afgrænsede dele af klienten uden 

hermed at krænke ham som suverænt 

og selvansvarligt subjekt. 

Det sociale arbejde opererer ved at 

producere objektive problemer, som 

klienten skal bringes til at gøre til 

sine. Og disse problemer bestemmes i 

stigende grad som selvforholdspro- 

blemer. Man må bistå klienten med at 

fjerne hans følelse af magtesløshed, 

hans negative oplevelse af arbejdsmarkedet, 

hans manglende erkendelse 

af alternative valg i forhold til sin 

nuværende livsførelse. I stedet skal 

klienten bringes til at genkende sig 

selv som et ressourcefyldt, præfe- 

rencebevidst og vælgende subjekt. 

Klientens iagttagelse af sig selv som 

fastlåst og uden magt over eget liv 

skal erstattes af en iagttagelse af 

”Tvungen vilje er ingen vilje. Det er 

bare tilpasning” Carstens 

selvet som mobilt, magtfuldt og indrestyret 

(Villadsen, 2004: 230). Vi kan 

som Cruikshank (1999: 87) sige, at det 

er ”selvets orden, ikke samfundets 

orden”, som det sociale arbejde retter 

forandringsarbejdet mod. Hermed 

synes der, som Howe (1996) foreslår, 

at ske en bevægelse ”fra dybde til 

overflade” i det sociale arbejdes 

klientiagttagelse. Sociale klienter ses 

i vigende grad som væsner, der er 

produceret og fastlåst af sociologiske 

eller psykologiske kræfter, og snarere 

som autonome enheder, der træffer 

frie valg. Der er hermed tale om et 

brud med den hidtil gældende epistemologi 

indenfor det sociale arbejde: 

antagelsen om at der eksisterer 

dybereliggende former for orden, som 

virker styrende for individuel adfærd 

og sociale processer. Længe havde 

man eftersøgt sociale og psykologiske 

regulariteter, som hævdes at styre, 

hvad de sociale klienter siger, gør 

og oplever. Det, der direkte kunne 

observeres, blev betragtet som manifestationer 

af sådanne underliggende 

regulariteter (Howe, 1996: 81). Denne 

epistemologi glider nu i baggrunden 

til fordel for spørgsmålet om, hvad 

klienten evner og kan lige nu og her. 

Klienten står i stigende grad løsrevet 

fra sociale baggrundsforhold og sin 

problemhistorie, og opgaven bliver 

at bistå ham med at formulere ønsker 

for sit liv og visualisere sig selv som 

handlekraftig, ressourcefyldt og mobil. 

”Hjælp skal ydes som hjælp 

til selvhjælp” 

Dette princip skaber en evig skepsis 

i forhold til det sociale arbejde: 

Hvornår er den hjælp, jeg yder, faktisk 

en hjælp? Og hvornår er den ikke- 


hjælp, som blot skaber klientise- 

ring, tilpasning og passivitet? Dette 

spørgsmål må socialarbejderen 

konstant stille sig selv. Det drejer sig 

om at realisere en genuin egen-vilje 

i klienten, som kommer indefra. Man 

må søge at sikre, at viljen bliver i 

stand til at få magt over alle de udefrakommende 

kræfter, drifter og impulser, 

som klienten præges af. Eller 

man kan som Valverde (1996) sige, at 

målet er at etablere en ”etisk despo- 

tisme”, idet viljen skal udøve en slags 

despoti over alle andre drifter. Og til 

denne opgave har mange former for 

socialt arbejde vist sig at være kontraproduktivt, 

fordi det skaber klienter, 

som tilpasser sig systemet og fralægger 

sig selvansvar. ”Tvungen vilje er 

ingen vilje. Det er bare tilpasning”, 

som Carstens (1998: 103) så præcist 

formulerer problemet. Princippet om 

hjælp til selvhjælp medfører en evig 

efterspørgsel efter teknikker, som 

kan generere klientens viljestyrede 

selvudfoldelse uden at overstyre. 

Det er i dette lys, vi skal se udbredelsen 

af kontraktlignende aftaler 

eller deciderede klientkontrakter eller 

familiekontrakter mellem socialforvaltninger 

og klienter. Kontraktens 

tiltrækningskraft er utvivlsomt, at 

den fremstår som en frivillig binding 

af to myndige forhandlingspartnere. 

På denne måde indgår kontrakter 

i en empowerment-strategi, hvor 

selve det at kommunikere gennem 

kontraktens form skal bringe klienten 

til at genkende sig selv som en 

myndig forhandler. Således viser 

åkerstrøm andersen (2003), hvordan 

stadig flere forhold i klienternes 

livsførelse kan gøres til genstand for 

kontraktlig forhandling og regule- 



ring. Dette sker blandt andet i de 

såkaldte familiekontrakter, som er 

begyndt at blive anvendt i nogle 

kommuner. Børne- og familiechef i 

Karlebo kommune, Dueholm, siger for 

eksempel: ”Vi vil have muligheden for 

at trække i kontanthjælpen til familier 

med kriminelle børn. For eksempel 

kan man lave en kontrakt om, at det 

pågældende barn skal holde sig væk 

fra det offentlige areal efter klokken 22. 

Hvis familien ikke kan overholde en så 

enkel og fornuftig regel, kan resultatet 

være at man skærer i kontanthjælpen 

(…) En familiekontrakt kan indeholde 

bestemmelse om, at familien skal 

spise sammen mindst en gang om 

dagen og tale sammen om, hvad der 

er sket. Opgaven er at snakke igennem, 

hvad den unge laver. Det vil være en 

hjælp til at generobre forældreskabet” 

(Dueholm, 2002). Det er et interessant 

fænomen, at kontrakten (hvis 

traditionelle normsæt blandt andet 

er aftalefrihed, gensidig forpligtelse 

og frivillig binding af egen frihed) 

nu kan anvendes til at udøve en 

slags forvaltningsakt – kendetegnet 

ved myndighedsudøvelse, ensidig 

udtalelse og ensidige sanktioner. I 

traditionel liberal tænkning udgør 

kontrakten et middel til at regulere 

forholdet mellem myndige enkeltpersoner 

og hermed skabe social orden. 

I dag anvendes borgerkontrakter til 

at iscenesætte relationen mellem 

den myndighedshavende offentlige 

forvaltning og borgeren som et 

ligeværdigt forhandlingsforhold. 

anvendelsen af kontrakter i det 

sociale arbejde kan ses som udtryk 

for socialforvaltningens forsøg på at 

finde et middel til at skabe en ”ægte 

autonomi”, som ikke kan anklages 


”Kontrakter er en løsning for en forvaltning, 

som er blevet bange for sin egen magt” 

for overstyring. De nye kontrakter er 

netop anvendelige i en type socialt 

arbejde, som har forskudt sit fokus til 

klientens selvforhold – en type socialt 

arbejde, som ikke blot skal afhjælpe 

konkrete problemer, men altid udøves 

som en hjælp til selvhjælp, der 

forudsætter klientens aktive del- 

tagelse. Det, som kontrakterne søger 

at forpligte klienterne på, er således 

en vilje til selvudvikling. Kontraktens 

stigende popularitet i det sociale 

arbejde indikerer, at der er ved at 

opstå en type socialpolitik, som søger 

at binde klienten til fællesskabet ved 

at forpligte ham på selvudvikling. En 

socialpolitik, som står over for den 

vanskelige opgave at bringe den 

enkelte til at foretage en indrestyret 

selvudvikling. Kontrakter er en løsning 

for en forvaltning, som er blevet 

bange for sin egen magt. 

Den indre selvoverskridelse 

Det altafgørende i dagens sociale arbejde 

er altså at skabe en indrestyret 

selvudvikling, som ikke kan anklages 

for at være udtryk for ”tilpasning” 

eller andre former for ydre styring. 

Hermed synes det sociale arbejde at 

anvende et nyt frihedsbegreb, som vi 

godt kan kalde filantropisk. Fri- 

heden ligger i klientens overskridelse 

af sin mentale fastlåsthed. Eller sagt 

anderledes: grænsen for klientens 

frihed synes at være sat af hans indre 

selvopfattelse, ikke af diverse ydre 

sociale forhold. Hvis denne diagnose 

er rigtig – at det sociale arbejdes 

egentlige mål er ”den åndelige fattigdom”, 

at frisætte klienten ved at 

sætte ham i stand til at overskride sig 

selv mentalt – rejser den en række 

spørgsmål. Hvad er indikatorerne 

på en indre selvudvikling? Hvem 

skal definere disse indikatorer? Og 

hvordan kan man afgøre, hvornår det 

sociale arbejde er tilendebragt? Er 

der ikke tale om en slags livsprojekt, 

som aldrig ophører? Hvad er kriteriet 

for, hvilke klienter der bør bruges 

ressourcer på? Her synes filantropiens 

genkomst at betyde, at det egentlige 

skel går mellem de klienter, der fremviser 

vilje til indrestyret selvudvikling 

og dem, der ikke gør. Tidligere kunne 

man anvende diverse ydre indikatorer 

på, at indsatsen var lykkedes. Hvilke 

tegn kan socialarbejderen nu anvende 

til at afgøre, at klienten har foretaget 

en tilstrækkelig indre selvoverskridelse? 

Hvornår kan vi være sikre 

på, at klienten er blevet (mentalt) 

selvhjulpen? 

Når man ikke er 

menneskelig nok 

Med klientens indre fattigdom 

som socialpolitikkens afgørende 

styringsproblem bliver det vanskeligere 

at italesætte ydre sociale, 

samfundsmæssige faktorer som 

problemskabende. Hermed ser der 

ud til at ske en forskydning fra evne 

mod vilje. Det socialt producerede 

viger i baggrunden til fordel for det 

individuelt genererede. Dette sætter 

naturligvis nye betingelser for, hvilke 

forklaringer klienten kan give på sine 

problemer. Men også socialarbejderen 

er sat i en ny position. Hvor det under 

velfærdsstatsligt socialt arbejde var 

muligt – og i en årrække vidt udbredt 

– at pege på samfundets strukturer 

som problemfremkaldende, er denne 

mulighed i vigende grad til stede i 

dag. Hvor socialarbejderen tidligere 

kunne pege på sin samfundsmæs-

sige position, på de integrerende og 

normaliserende funktioner, som lå i 

denne position, eller på de administrative 

strukturer, som hun var indsat 

i, er disse referencer næsten umulige 

i dag. Lovgrundlaget er i gennem de 

seneste år blevet specificeret for det 

sociale arbejde, ikke mindst med 

hensyn til arbejdsmarkedsindsatsen. 

Samtidig høres stigende krav om ”at 

optræde som menneske snarere end 

LITTERATUR 

Alkohol- og narkotikarådets behandlingsudvalg 

(1984) At møde mennesket hvor det er – om 

behandling af stofmisbrugere, københavn: 

Alkohol- og narkotikarådet. 

Berg sørensen, T. (2001) Metodebog for 

projekter – aktivering og forrevalidering, 

risskov: sociologisk Analyse, forlaget gestus. 

Bjerregaard, r. (1980) „fra stabsarbejde til 

græsrodsplan“ (tale afholdt på oECD”s 

konference om socialpolitik d. 20. oktober, 

1980), in: Bjerregaard, r. & lundgaard, l., 

1982, Til venner og fjender af dansk socialpolitik, 

Viborg: gyldendal. 

Carstens, A. (1998) Aktivering – klientsamtaler 

og socialpolitik, Hans reitzels 

forlag, københavn. 

Christianshavns understøttelsesforening, 

1866: Meddelelser, københavn. 

Cruikshank, B. (1999) The Will to Empower 

– democratic citizens and other subjects, 

ithaca: Cornell university press. 

Donzelot, j. (1979) The policing of families, 

new york: pantheon Books. 

Dueholm, n. (2002) Citat fra jyllands-posten 

d. 8/9/2002, in: Åkerstrøm Andersen, n., 

2003, Borgerens kontraktliggørelse, københavn: 

Hans reitzels forlag. 

foucault, M. (1983 [1971]) ”nietzsche, 

genealogien, historien”, pp. 85-103 in: søren 

gosvig olesen (red), Epistemologi, københavn: 

rhodos. 

foucault, M. (1987 [1984]) ”Hvad er oplysning?”, 

pp. 90-104 in: slagmark nr. 9, 1987 

fagperson” og om, at socialarbejdere 

selv skal sætte værdier og mål sammen 

med klienten (Villadsen, 2006: 

81). Men hvad skal socialarbejderen 

referere til, når arbejdet mislykkes? 

Det synes i stigende grad vanskeligt 

at referere til andet end det individuelle 

møde med klienten. Og hvis dette 

møde er baseret på, at man møder 

hinanden ”som rigtige mennesker”, 

må den logiske forklaring på fiasko, et 

Holck, j. C. (1877) „Bidrag til Belysning af 

det sociale spørgsmaal og socialismen“, in: 

suenson, H. (red), 1877, Tidsskrift for 

filantropi, første Bind 1877, kjøbenhavn: 

Den gyldendalske Boghandel. 

Hoff, V. j. (1881) Hjemmet, kjøbenhavn: karl 

schønbergs forlag. 

Howe, D. (1996) „surface and depth in 

social-work practice“, in: parton, n., 1996, 

social Theory, social Change and social Work, 

london routhledge. 

Højrup, T. (2001) livsformer og velfærdsstat 

ved en korsvej? introduktion til et kulturteoretisk 

og kulturhistorisk bidrag, københavn: 

Museum Tusculanum press. 

jespersen, k. (1999) opgør med den ny 

fattigdom, Viborg: l & r fakta. 

kristensen, j. E. & schmidt, l.H. (2004 

[1986]) lys, luft og renlighed – den moderne 

socialhygiejnes fødsel, københavn: Akademisk 

forlag. 

leonard, p. (1996) „Three Discourses on 

practice – A postmodern re-appraisal“, in: 

journal of sociology and social Welfare, 

Vol. XXiii, no. 2, june 1996. 

Munck, V. et al. (1867) om de fattiges 

Vilkaar paa Christianshavn, kjøbenhavn: Den 

gyldendalske Boghandel. 

philp, M. (1979) „notes on the form of 

knowledge in social work“, in: The sociological 

review, volume 27, no. 1, 1979. 

procacci, g. (1991) „social Economy and the 

government of poverty“, in: Burchell, g. et 


mislykket møde, være, at man ikke var 

menneske nok. Bevægelsen fra klassisk 

filantropi over velfærdsplanlæg- 

ning til neo-filantropisk socialpolitik 

er altså langt fra ligegyldig. Udvik- 

lingen sætter nye betingelser for, 

hvordan sociale problemer overhovedet 

kan komme til syne. Den sætter 

også nye betingelser for, hvordan socialarbejder 

og klient kan anskue sig 

selv og træde i forhold til hinanden. 

al. (red), 1991, The foucault Effect, Hemel 

Hemstead: The university of Chicago press. 

procacci, g. (1994) „governing poverty: 

sources of the social Question in nineteenth- 

Century france“, in: goldstein, j. (red.), 1994, 

foucault and the Writing of History, oxford: 

Blackwell. 

revstedt, p. (1995) ingen er håbløs – motivationsarbejde 

i teori og praksis, københavn: 

Hans retzels forlag. 

rold Andersen, B. (1970) Borgeren og tryghedssystemet, 

socialreformundersøgelserne, 

Bind ii, socialforskningsinstituttet, publikation 

44, københavn: Teknisk forlag. 

rold Andersen, B. (1973) grundprincipper i 

socialpolitikken, nyt socialt Bibliotek, Albertslund: 

Det Danske forlag. 

Valverde, M. (1996) „Despotism and ethical 

liberal governance“, in: Economy and society, 

Vol. 25, no. 3, August 1996. 

Villadsen, k. (2004) Det sociale arbejdes 

genealogi – kampen for at gøre fattige og 

udstødte til frie mennesker, københavn: Hans 

reitzels forlag. 

Villadsen, k. (2006) ”iagttagelsen af den 

hjemløse – usammenlignelige koder i det 

sociale arbejde”, in: Tidsskriftet grus nr. 1, 

2006. 

Åkerstrøm Andersen, n. (2003) Borgerens 

kontraktliggørelse, københavn: Hans reitzels 

forlag. 


DEn inViTErEnDE sAMTAlE Til ænDring Af liVssTil (ii) 

Ole nygaard er uddannet cand.psych. og er autoriseret 

specialist i psykoterapi og supervision. Han var formand 

for Dansk Forening for Systemisk Terapi og Konsultation til 

og med 2009. Hans hjemmeside er WIOL.dk 

Den inviterende 

samtale 

til ændring af livsstil (ii) 

Dette skrift tager udgangspunkt i de 

erfaringer, der er gjort i forbindelse med 

kurser, jeg har holdt for læger fra Social 

Medicinsk Enhed i århus og i mindre omfang 

i ålborg – samt mit terapeutiske arbejde 

med nogle af deres henviste klienter med 

kroniske og invaliderende smerter, som 

ikke – eller kun i ufuldstændig grad – kunne 

forklares somatisk. 


Første del af artiklen blev bragt i 

Systemisk Forum 2010 nr. 3, hvor hele 

baggrunden for artiklen kan læses. 

Denne anden del handler om 

1. at arbejde med klientens præmis- 

ser – inspireret af gregory Bateson. 

2. appreciative Inquiry. 

3. Skalaspørgsmål med henblik på 

at klienten selv får magten over 

problemet. 

4. ”Fremtidshuset”. 

MODEL 4 

At arbejde med klientens 

præmisser 

Enhver gør sit bedste – ud fra egne 

præmisser. Men at klienten "gør sit 

bedste" er ikke det samme som, at 

dette er hensigtsmæssigt, logisk 

eller umiddelbart forståeligt for 

omgivelserne (f.eks. terapeuten). Man 

behøver derfor ikke være enig/uenig 

med klienten, men møde denne venlig 

og forstående – og i øvrigt undersøge, 

om man har en "kunde i butikken". 

Én vigtig vej til forståelse af – og 

mulige påvirkning af – klientens 

livsstil, er klientens præmisser, eller

på jævnt dansk livsværdier, leveregler, 

referenceværdier, styrende principper 

eller ideer, som klienten er loyal 

overfor. 

Inspirationen hertil kommer fra 

biologen, antropologen og filosoffen 

gregory Bateson (1972, p. 271-272): 

"Clearly there are in mind no objects 

or events – no pigs, no coconut palms, 

and no mothers. The mind contains 

only transforms, percepts, images, 

etc., and rules for making these 

transforms, percepts, etc." 

Dvs. en klient InDEHOLDER ikke en 

usund livsstil – men har skabt eller 

tilegnet sig IDEEn om denne måde at 

leve på – en ide som klienten nu er 

loyal overfor, og som er "forskellen, 

der gør en forskel" på alternative 

måder at leve på. at udforske og 

udfordre disse ideer, er terapeutens 

sproglige redskab til at invitere 

klienten til henholdsvis at udforske, 

bevidstgøre og ændre sin livsstil. 

Dette udgangspunkt indebærer 

at være oprigtigt undersøgende og 

anerkendende på klientens "gode 

grunde" til at leve, som klienten 

gør (1) og derefter invitere til andre 

inspirationskilder (2): 

1: Gode grunde 

På hvilken måde er det godt for dig at 

leve, som du gør? (også selvom pt. i 

sin umiddelbare version omtaler sin 

levevis negativt – "jeg ved godt, jeg lever 

for stresset med mit arbejde / for 

usundt med mine kost-/drikke- 


”en klient indholder ikke en usund livsstil 

– men har skabt eller tilegnet sig ideen om 

denne måde at leve på” 

vaner / ryger for meget / får for lidt 

motion etc.). 

Hvad kunne være et godt navn til det, 

du kalder dine dårlige vaner? (arbejds 

mani/ ædetrang/ rygelyst/ drikkelast 

etc.). 

Hvilke idealer lever du op til ved netop 

at leve, som du gør? (En levemand, 

effektiv og en slider, dyrker nuet, 

altid god at nyde livet sammen med, 

ubekymret og "Fanden i voldsk", ingen 

sportsidiot etc.). 

Hvem er du især blevet inspireret af til 

at leve på denne måde? 

Hvis vi spurgte vedkommende om 

dennes syn på din levevis – hvilke svar 

tror du, vi ville få? 

2: Andre inspirationskilder 

Hvilke andre inspirationskilder til din 

levevis har du været under påvirkning 

af i dit liv? 

Hvorfor tror du ikke, de har fået så 

godt tag i dig? 

Hvis du skulle finde på at skifte stil i 

retning af disse andre inspirations- 

kilder, hvordan ville det komme til 

udtryk i din levevis? 

Hvilke ideer om dig selv ville du i 

givet fald skulle opgive eller fire på? 

Hvad ville du i så fald kalde din nye 

værdi(er)? 

Ville du selv og dine nærmeste stadig 

kunne kende dig? 

Hvordan tror du deres reaktioner ville 

blive? 

Hvordan tror du, at du ville opdage, at 

du har skiftet livsstil? 

Hvad kunne være det første lille 

skridt, du kunne tage i denne retning? 

Hvor mange procent sandsynlighed vil 

du give, at du til vores næste samtale 

er begyndt at ændre dig i denne 

retning? 

Pointen er ved sidstnævnte gruppe at 

spørge til fremtiden, som ingen med 

sikkerhed kender, og hvorfor denne 

fremtid ikke – på samme måde som 

nutiden – behøver at være belastet 

med "hårdt pumpede præmisser / 

leveregler". Disse fremtidsrettede 

spørgsmål inviterer til at præmissen 

kan ændres – eller i det mindste 

modificeres. 

I det følgende vil jeg præsentere 

tre vigtige opdaterede redskaber til 

samtaler med klienter, som psykologer 

over det meste af verden p.t. 

er optaget af, nemlig "appreciative 

Inquiry", "skalaspørgsmål" og "Fremtidshuset". 



EKSEMPLET TOVE 1 

gennem terapeut-klient samarbejde: 

at klienten opnår at få: 

InDFLYDELSE · anSVaR · MagT OVER EgET LIV 

JEG REDUCERER SMERTERNE VED JEG FORØGER SMERTERNE VED: 

– Grøntsager / frugt 

– Tænke på noget andet 

– Strukturerer dagen 

– Tidligt op /aftaler 

– Fysisk aktiv (cykle /svømme) 

– Studerer fag 

Styrer selv mit liv 100% 

BEDsT: 

i hvile 

MODEL 5 

Appreciative Inquiry 

Denne metode, som også på dansk 

kaldes "Den anerkendende eller 

værdsættende samtale", er udviklet 

og introduceret af David L. Cooper- 

rider og Suresh Srivastva i deres 

arbejde med organisationer. Disse 

samtaler går i korthed ud på at an- 

erkende "det bedste som er" i stedet 

for at fokusere på fejl og mangler. 

En samtale med klienten om dennes 

livsstilssygdomme ud fra denne metode 

kunne f.eks. forløbe således: 

Beskriv, hvornår du sidst følte dig 

vital, sund og velfungerende. 

Hvad gjorde du, for at gøre dette 

muligt? 

Hvilken effekt har det haft på dig? 

Hvilken effekt har det især haft på 

dine vigtigste relationer? 

nu: 

Maj 02 

Hvis du kunne tage et helikopter-perspektiv 

på din tilværelse, hvad kunne 

du se, som bringer livsbekræftende 

energi hertil? 

Hvad er de vigtigste faktorer, der giver 

lyst, styrke og velvære? 

Hvad er de vigtigste faktorer, uden 

hvilke dit liv ville sygne hen? 

Hvad er den største positive fornyelse, 

som du har støttet eller praktiseret i 

dit liv? 

Hvad gav dig tilskyndelsen hertil? 

Hvad fungerer bedre end gennemsnittet 

i dit liv, men som normalt forbliver 

ubemærket? 

Hvilke ideer eller værdier om dit liv 

og velbefindende tror du på og kan gå 

helhjertet ind for? 

nævn nogle at de ting, du sætter pris 

på ved dig selv, og som du eller andre 

er stolte af? 

Hvilke tiltag i dit liv vil du helst 

– Tastaturarbejde 

– Sjippe 

– Fokuserer på smerter 

– Inaktiv livsførelse 

– Læse om smerter 

0 1 2 3 4 5 6 7 8 9 10 


jul: 

December 01 

Smerter overtager mit liv 100% 

VærsT: 

August 01 

blive kendt for af de mennesker, der 

betyder mest for dig? 

Hvad er de vigtigste muligheder eller 

tiltag, der kunne styrke og højne dine 

livskvaliteter og sundhed? 

Hvad ville det sætte dig i stand til at 

gøre? 

Hvem tror du ville blive den første til 

at bemærke dette? Hvad ville han / 

hun synes om dette? 

Hvilke yderligere handlinger ville 

dette sætte dig i stand til at gøre? 

MODEL 6 

Skalaspørgsmål 

En meget konkret variant over denne 

udforskning sammen med klienten 

består i at lave skalaspørgsmål i relation 

til en aktuel lidelse. 

Jeg vil her bringe et eksempel med 

denne metode anvendt på en klient 

med kroniske smerter i fingre og 

fodled, som der efter et stort antal 

undersøgelser ikke kunne findes 

nogen fysiologisk eller anden lægelig 

forklaring på. Smerterne var i høj grad

EKSEMPLET TOVE 2 

1: Ønsker / håb / mål etc.: 

Smertefri 

Startet på studium 

Regelmæssig motion 

Kostomlægning 

Fået en kæreste 

2: Bud på tidspunkt for ovenstående: 

1. september 2002 

3: Vejen til målet: 

Cykle 10 km pr. uge 

600 g frugt pr. dag 

svømme 1 gang pr. uge 

3. maj 2002 

betinget af hendes livsstil – nemlig 

hendes kost- og motionsvaner, hvorfor 

en livsstilsændring var nødvendig for 

at komme smerterne til livs. Ideen er 

her: 

Ovenstående eksempel med 

Tove (1) viser, hvorledes klientens 

smerter har varieret over tid, og det 

afgørende er her at forbinde enhver 

variation – til det bedre eller værre 

– med klientens egne handlinger, så 

en indlysende sammenhæng mellem 

klientens livsstil og tilstand i lidelsen 

erfares. 

Denne undersøgelse sammen med 

klienten kan udvides til at give denne 

en observationsopgave til næste 

konsultation. Hjemmeopgaven består 

i at lave daglige optegnelser over: 

1. Hvad gør jeg, der forøger 

smerterne? 

2. Hvad gør jeg, der reducerer 

smerterne? 

MODEL 7 

Fremtidshuset 

Denne metode er blevet præsenteret 

af Peter Lang fra Kensington Consul- 

Cykle 2 x 10 km pr. uge 

læse engelsk 

Tage på ferie med en ny ven 


tation Center i London og bygger på 

den filosofi, at Bag ETHVERT PROBLEM 

gEMMER DER SIg En FRUSTRERET 

DRØM – nemlig at når vi opfatter 

vores livsførelse som problematisk, 

er det fordi, vi har en idé om, hvordan 

livet i stedet kunne se ud, og det er 

her energi- og motivationskilden til 

livsstilsændringer ligger gemt. 

Undersøgelsen fordrer et stort 

stykke papir, (helst en flipover) som 

terapeuten og klienten sammen kan 

se på. Undersøgelsen bygges op af tre 

led: 

1. Hvad er dine håb / drømme / 

ønsker / mål / visioner etc. (brug 

det ord, klienten har lettest ved at 

koble sig på) for dit fremtidige liv 

og helbred? Denne undersøgelse 

skal sprogliggøres helt konkret i 

detaljer og nedskrives i højre kolonne 

på papiret. 

2. Lad klienten give et bud på, 

hvornår de nedskrevne konkrete 

ønsker i gunstigste fald kunne 

være opnået (f.eks. én måned / ½ 

år / 1 år / 3 år etc.). Dette tidspunkt 

(på dato) skrives under ønskerne i 

planlægge mit nye studium 

starte på merkonom 

1. juli 2002 1. sep. 2002 

højre kolonne. Under denne dato 

tegnes nu en vandret streg helt 

ud til venstre side af papiret, hvor 

datoen for den nuværende undersøgelse 

finder sted. 

3. Klienten instrueres nu: "Vi springer 

nu ud i fremtiden til den dato, som 

dit bud lød på før, og forestiller 

os, at alle de ønskede ændringer 

ER OPnåET. Sammen kikker vi nu 

herfra tilbage over tidslinien helt 

tilbage til tidspunktet for denne 

konsultation. Hvad får du øje på 

af afgørende indsatser, du har 

foretaget dig for at komme hertil, 

hvor alle ændringer ER OPnåET?" 

Klientens bud herpå nedskrives på 

de pågældende tidspunkter på 

tidslinien. Dvs. terapeuten og 

klienten undersøger sammen 

"VEJEn HERTIL?" 

Ovenstående kan eksemplificeres 

som følgende: 

Som det kan ses af Eksemplet 

Tove (2) viser skemaet helt konkrete 

handleplaner, som klienten kan få 

med hjem på papiret, og som kan 



danne grundlag for, hvad de næste 

konsultationer kan dreje sig om. Dette 

kan evt. gøres endnu tydeligere ved 

at bede klienten udføre følgende 

hjemmeopgave: "Før indtil næste 

konsultation daglige observationer 

over henholdsvis stigninger og fald i 

smerterne, samt over hvad du foretog 

dig på de pågældende tidspunkter". 

Vigtige guidelines for disse kommende 

konsultationer er: 

anerkend ethvert positivt skridt, 

klienten har taget. Hvis klienten har 

fået hjemmeopgaver med at føre 

observationsskema over stigninger og 

fald i lidelsen, der hører til disse. 

antyd aldrig en kritisk tone overfor 

klientens eventuelle "fiaskoer" med 

at holde handleplanerne, men vær 

nysgerrig og undersøgende over 

"hvad der spændte ben for klienten", 

eller dennes gode grunde til at have 

gjort noget andet. 

Hør til klientens bud på sandsynligheden 

for at de kommende handleplaner 

bliver realiseret. 

Ingen vokser af kritik 

I nærværende skrift er formålet at 

give terapeuten redskaber til: 


”Anerkend ethvert positivt skridt, 

klienten har taget” 

1. at terapeuten inviterer klienten til 

at blive en aktiv og medansvarlig 

samarbejdspartner. 

2. at terapeuten mere får funktion 

som konsulent eller forsker for 

klienten. 

3. at terapeuten undersøger og 

systematiserer konkrete tiltag, 

klienten med fordel kunne tage 

med henblik på at eliminere eller 

reducerer sine livsstilslidelser. 

4. at terapeuten arbejder mere tera- 

peutisk med klientens præmisser. 

Vigtigt er det at understrege, at 

nærværende skrift ikke peger på at 

undlade en medicinsk eller kirur- 

gisk indsats over for klientens 

livsstilslidelser, men er tænkt som et 

supplement hertil. Endvidere udgør 

skriftet ideer til en forebyggende indsats 

sammen med klienten med hen- 

blik på, at eliminerede eller reducerede 

livsstilslidelser ikke på ny 

invaderer klientens liv. 

Ønsket om at medvirke til ændring 

af klienternes livsstil – og dermed 

deres livsstilssygdomme er et 

beundringsværdigt arbejde af alle 

professionelt involverede. Blivende 

ændringer i klienternes livsstil må 

nødvendigvis komme "indefra" og 

vil medvirke til stor påskønnelse for 

behandlerens livredende indsats. 

Hvad der i sidste instans får den 

enkelte klient til at ændre sin livsstil 

er individuel og umuligt at genera- 

lisere om, da "Forandring kender 

sin egen tid og sin egen vej", som 

den berømte norske psykiater, Tom 

andersen fra Tromsø, udtrykker det. 

almindelig erfaring fortæller os, 

at ingen mennesker vokser af kritik, 

og at formaninger og bebrejdelser er 

dårlige og ineffektive motivationsskabere. 

Derimod har et oprigtig 

og respektfuldt ønske om uden 

fordomme at stille sig til rådighed for 

klienten, hvor behandleren dels søger 

at forstå og følge klienten og dels 

udfordrer klientens vante tankegange 

– med anerkendelsen af, at klienten 

har retten til at vælge sin kommende 

livsstil, den bedste chance for at 

klienten vælger at skifte kurs.

Hvorfor 

systemisk 

Ulla Fæster giver sit bud på, hvorfor det 

giver mening at arbejde systemisk 

”Jeg oplever, at det virker, 

at der skabes håb…” 

I forrige nummer af Systemisk Forum 

opfordrede vi i bladudvalget jer læsere 

til at bidrage med tanker omkring, 

hvorfor I arbejder systemisk-narrativt. I 

mellemtiden har vi modtaget endnu et 

bidrag fra en læser, som vi bringer her. 

Så til dig derude, der stadig brænder 

inde med, hvorfor du arbejder, som du 

gør; skriv hjertens gerne til os, så andre 

kan lade sig inspirere af dine (eller 

andres) ord om, hvorfor du arbejder 

systemisk-narrativt. 

Af Ulla Fæster, familieterapeut med 

firmaet Fæster – Terapi, Pædagogik 

og Supervision. 

Opfordringen fra bladudvalget om at 

beskrive, hvorfor jeg arbejder systemisk/narrativt, 

har sat mange tanker i 

gang. Jeg gennemgik DSH’s diplomuddannelse 

i starten af 90’erne. Mange 

af de præsenterede metoder krævede 

et team af fagfolk, når terapien med 

familier skulle udføres. 

Jeg var da ansat i en amtslig 

børnerådgivning i udkantsDanmark. 

Vi var fire behandlere med forskellige 

efteruddannelser, og det var sjældent 

muligt at være to på sagerne. Derudover 

var det ikke altid muligt at få hele 

familier i tale. Mange terapeutiske 

forløb var derfor individuelle. 

Men gennem skolingen i systemisk 

forståelse vidste jeg, hvor vigtigt det 

er at forstå det enkelte menneske 

som en del af en relation. Jeg valgte 

derfor altid at medtænke familien. 

Det åbnede mange muligheder for 

at arbejde med forskelle i forhold til 

deres øvrige relationer. 

Jeg mærkede en lettelse for den 

enkelte, at det ikke var hende m/k, 

der – trods fremmøde – var noget 

galt med. Jeg fik rig lejlighed til at 

fokusere på, at forandringen hos den 

enkelte vil vise sin effekt i samspillet 

med omgivelserne. 

Jeg har gennem mange år fordybet 

mig i arbejdet med teenageproblema- 

HVorfor sysTEMisk? 

tikker. Det har givet mening at åbne 

deres øjne for, at de valg, som de selv 

træffer, har indflydelse på reaktionen 

hos såvel forældre som på andre, de 

omgås. Det er befriende for de unge 

at slippe for at lede efter årsager til 

deres vanskeligheder, men i stedet se 

fremadrettet, åbne muligheder og øge 

deres ansvarlighed for forandring. 

For cirka fem år siden startede jeg 

som privatpraktiserende. Jeg valgte at 

kalde mig familieterapeut, netop for 

at signalere at alle er en del af en fa- 

milie / en sammenhæng. Det betyder 

ikke nødvendigvis, at alle skal møde 

op, men medtænkes af mig i terapien. 

Relationsforståelsen i systemisk 

terapi får oplevelsen af individuelle 

problemer bredt ud på flere personer, 

hvorved skylden mindskes. 

Jeg tilbyder blandt andet terapi 

og støttende samtaler til efterskoleelever. 

Her er bio-familien 

naturligvis langt væk, men på skolen 

skabes andre og betydningsfulde relationer, 

som ”mine” unge lærer at se 

sig selv som en del af. Ved at blive klar 

over deres egen rolle i den relation vil 

det ofte blive lettere også i andre, for 

eksempel de familiemæssige. 

når jeg møder en ung i skolemiljøet 

og dermed væk fra hverdagslivet med 

familien, er det en naturlig kontekst 

at kunne stille nysgerrige spørgsmål i. 

Der kommer åbninger, hvori jeg med 

den narrative tilgang kan medvirke til 

nye historier og dermed forståelser 

for den unge. 

Det er nogen af grundene til, at jeg 

arbejder, som jeg gør. Jeg oplever, 

at det virker, at der skabes håb, og i 

kontakten gives mod til at se på sig 

selv med nye briller. 


i 

gård: s. 4 Inge Østergaard: s. 24 

bestyrelsen 

Den 3. finske familieterapi 

kongres 

Svensmark: 

om gud og 

s. 7 

Læserbrev: s. 28 

rapi 

Villumsen: s. 12 Lokal-grupperne s. 30 

jde med 

ndende 

ogik ..... 

2008 , 22. årgang nr. 2 

ISSN 1600-2954 

NÆSTE NUMMERS TEMA 

2010, 23. årgang nr. 1 

Erfaren kvinde med visioner .................. s. 3 Fra desillusion til begejstring ............... s.19 

Narrative metoder .....................................s. 7 For dem med vilje til viden................... s. 21 

Årsmødet – Tro, håb og kærlighed ...... s. 12 Fire trin til udredning af familier ........ s. 22 

Årets forsidekunstner ............................ s. 14 Uddannet i Australien ............................ s. 23 

En formand takker af .............................. s. 15 Nyt fra lokalgrupperne .......................... s. 25 

Resumé af generalforsamlingen ......... s. 17 Portræt af en stor tænker ..................... s. 26 

2009.,.22..årgang.nr..3 

Redaktionelt......................................... .s..3 Kærlighedens.Narrativer.................... s..8 

Indkaldelse,.Generalforsamling....... s..4 Kærlighed.med.norsk.humor..........s..21 

Nyt.fra.bestyrelsen.............................. s..5 Øjeblikke.fra.NFTO,.Leipzig.............s..23 

Mindeord Janne Graff......................... s..6 Samtalens.Sjældne.Akkord..............s..26 

Mindeord.David.Campbell................. s..7 Lokalnyt...............................................s..30 

SYSTEMISK 

SYSTEMISK 

FORUM FORUM 

2010 · 23. åRgang nR. 3 MEDLEMSBLaD FOR DanSK FOREnIng FOR SYSTEMISK TERaPI Og KOnSULTaTIOn 

TEMA: 

DODO BIRD VERDICT 

Af Ditte Brorson og Marianne 

Bærenholdt, medlemmer af bladudvalget. 

Denne udgivelse af systemisk forum 

berører temaet magt og lægger op til 

årsmødet i november. 

Dette nummers forside repræsenterer 

på forskellig vis en allestedsnærværende 

moderne magt. En "størrelse", der på den 

ene side lever i bedste velgående gennem 

selv de mest ureflekterede hverdagshandlinger 

og på den anden former fremtidens 

unge, og som til tider vil være lettere eller 

mere kompliceret at udfordre. 

siden sidst er der sket en udskiftning 

i bladudvalget. gamle medlemmer tager 

en pause for at kaste sig over andre 

udvalg i sTok, og et nyt er kommet 

til; Ditte Brorson. Det hele er gået lidt 

stærkt, så derfor vil de interviews, der var 

planlagt til dette nummer, blive udskudt. 

Den der venter længe... 

næste nummers tema og titel bliver 

re-membering. Begrebet re-membering 

stammer oprindeligt fra den amerikanske 

kulturantropolog, Barbara Myerhoff 

(1935-1985). Myerhoff brugte ordet 

som en betegnelse for en særlig form 

for erindring, hvor man på ny samler 

de figurer omkring sig, der hører til ens 

livshistorie, og det leger med den sprog- 

lige finurlighed både at lede tankerne hen 

på ordet member (medlem) og ordet 

SYSTEMISK 

FORUM 

2010, 2010 · 23. åRgang nR. 22 MEDLEMSBLaD MEDLEMSBLaD FOR DanSK FOREnIng FOR SYSTEMISK TERaPI TERaPI Og KOnSULTaTIOn 

TEMA: 

En forskEl 

dEr gør En forskEl 

2010, 23. årgang nr. 1 

re-member systemisk forum 


remember (huske, erindre). inspireret af 

Myerhoffs arbejde, introducerer Michael 

White i slutningen af 90’erne idéen om 

re-membering i den narrative terapi som 

et led i det narrative identitetsarbejde. 

White's tanke omkring re-membering var, 

at vi alle har en ”livsklub” med forskellige 

medlemmer, der former vores liv 

og vores identitet. re-membering kan 

blandt andet bidrage til tykkere og mere 

berigende narrative fortællinger, til at 

foretrukne værdier og indsigter gøres 

tydeligere, til at skabe nye handlemulig- 

heder samt til skabelse og gen-skabelse 

af foretrukne identitetsfortællinger. 

Tanken med næste nummers tema 

er at re-member systemisk forum, hvor 

formålet er, at give det en tykkere og 

mere nuanceret identitet (eller flere iden- 

titeter), at gøre bladets værdier her og nu 

tydeligere samt, at skabe nye handlingsmuligheder 

for bladet i fremtiden. 

Dette vil vi blandt andet gøre ved at 

huske tilbage og ved at inddrage stemmerne 

fra medlemmerne i systemisk 

forums livsklub. Vi i bladudvalget vil blandt 

andet huske tilbage ved at dykke ned i 

tidligere udgivelser af systemisk forum, 

hvor vores nysgerrighed rettes mod både 

teoretiske og tematiske udviklings- og 

forandrings-tendenser gennem tiden. 

Herved er vores ønske at skabe en 

tykkere identitetsfortælling for systemisk 

forum. Derudover vil vi rette fokus på 

bladets medlemmer og deres fortællinger 

om bladet. 

Det vil vi, med hjælp fra jer medlemmer, 

gøre ved at gennemføre en 

brugerundersøgelse på årsmødet. 

Her vil der ved ankomst blive uddelt 

et spørgeskema til deltagerne, som 

bedes returneret udfyldt undervejs eller 

ved afslutningen til ét af bladudvalgets 

medlemmer. for også at nå ud til de 

medlemmer, der er forhindret i at deltage 

ved årsmødet, vil vi ligeledes udsende et 

spørgeskema pr. mail. Husk derfor at 

opdatere din mailadresse på hjemme- 

siden. 

spørgeskemaet vil indeholde spørgsmål, 

der gør det muligt at bidrage med 

ris og ros, og i vil også blive bedt om, at 

komme med bidrag til, hvorledes i som 

medlemmer ønsker, at bladet skal udvikle 

sig fremover. kom derfor endelig med en 

masse gode idéer eller ønsker, som vi i 

bladudvalget kan tage med os i skabelsen 

af de fremtidige (identiteter i) udgaver af 

systemisk forum. 

Bidragene fra brugerundersøgelse vil 

vi fremlægge i næste udgivelse, hvilket, 

i samspil med tilbageblikket på tidligere 

udgivelser, vil skabe en mere beriget 

fortælling, både hvad angår fortiden, nu- 

tiden og fremtiden for systemisk forum. 

Vi glæder os til at se jer.

Maggie Carey 

LEVEL VI 

Intensive workshops i narrativ terapi 

nu udbyder STOK Level VI som en del af tidligere 

workshops afholdt af Maggie Carey i henholdsvis 

2007, 2008, 2009 og 2010. 

På de videregående workshops får hver enkelt 

deltager mulighed for videre at udforske narrativ 

teori og metoder gennem skiftesvis undervisning 

og øvelser. 

På alle workshops rettes fokus mod, at træne 

deltagerne i efterfølgende at anvende metoderne 

i egen praksis. 

Maggie Carey har års erfaring med undervis- 

ning i narrativ teori og praksis, og har gennem 

mange år samarbejdet med Michael White, hvis 

idéer hun nu arbejder på at videreføre. 

For dig, der har deltaget på foregående workshops 

er det nu muligt, at tilmelde dig level VI. Har du 

ikke deltaget på Maggie Careys tidligere workshops, 

har du stadig mulighed for at tilmelde dig, 

hvis blot du kan dokumentere erfaring fra til- 

svarende niveau. 

Level VI: 

Dato: Uge 21 i 2011 

Tilmeldingsfrist: 14. maj 2011 

Sted: Hotel Svendborg* 

Forløb: kl. 9.00 - 16.00 alle dage 

Pris for medlemmer: kr. 7.100,- 

Pris for ikke-medlemmer: kr. 7.650,- 

Eksamensgebyr: kr. 3.800,- 

Tilmeldingsfrist: 3. september 2010 

Max antal deltagere: 30 personer 

*Overnatning kan tilkøbes til særpris 

Hvis du er interesseret i at deltage, har du nu 

mulighed for at tilmelde dig. 

Se hvordan under Tilmelding og betaling. 

Tilmelding og betaling 

KURSER MED STOK 

Artikelskrivning 

Lær at skrive fagligt formidlende 

artikler til fagblade og antologier. 

når vi skriver fagligt formidlende tekster, er 

formålet at præsentere ideer og indsigter på 

måder, så modtageren får en ny forståelse af 

vores fagområde. For at opnå det, er det vigtigt, 

at teksterne er fokuserede, interessante, velargumenterede 

og struktureret på en hensigtsmæssig 

måde. 

Kurset giver praktisk indsigt i, hvordan vi kan 

skrive formildende artikler om kompliceret stof, 

og det bliver muligt for deltagerne at udarbejde 

eller skrive videre på egne artikeludkast. Vi tager 

udgangspunkt i artikler til antologier og fagblade 

og gennemgår artikelskrivningsfasen fra ide og 

stofvalg over tekstudkast til den færdigt redi- 

gerede artikel, der skal afsættes i det rette medie. 

Kurset veksler mellem oplæg, diskussionsrunder 

og skriveværksted. 

Kurset ledes af Cand. mag. i retorik og skribent 

Jakob Haahr-Pedersen. Jakob har tidligere skrevet 

freelance for bl.a. Politiken, Jyllands Posten og 

asterisk og været ansat som projektmedarbejder 

på Danmarks Pædagogiske Universitetsskole, 

aarhus Universitet. 

Kurset foregår den 12. april 2011 

på Hotel Svendborg i Svendborg. 

Hvis du er interesseret i at deltage, har du nu 

mulighed for at tilmelde dig. 

Se hvordan under Tilmelding og betaling. 

Du er på deltagerlisten så snart din betaling er 

registreret hos STOK. 

Vær opmærksom på, at betaling via Ean nummer kan 

være meget langsom. Husk at påføre navn, adresse, 

mailadresse og medlemsnummer. Betaling til girokonto 

4568826 eller bankkonto 3434 4568826. 

alle oplysninger om betaling bl.a. betaling via 

Ean nummer sendes til: ireneberri@mail.dk 

Nærmere oplysninger 

For nærmere oplysninger, der ikke vedrører betaling, 

kontakt Lisbeth Villumsen på adressen: post@livviadialog.dk 

eller anne Marie Villumsen på adressen: 

annemarievillumsen@hotmail.com 


STOK LOKALNYT 

n o r D j y l l A n D 

Kommende arrangementer 

Man. 1. nov.: Belastninger i familien set i et narrativt perspektiv samt samtale om STOK 

v. Lisbeth Villumsen. 

(Huset, gul mødelokale, tidl. rød bar) 

Man. 17. jan.: Familieskulptur v. Elisabeth Mortensen. 

(Huset, gul mødelokale, tidl. rød bar) 

Tirs. 15. marts: Livets træ. Film om arbejde med traumatiserede børn i Afrika 

v. Elena Smith. 

(Huset – lilla mødelokale) 

Ons. 11. maj: Kunstterapi – besøg på center for aktiv livsstil i Brønderslev, 

program for næste sæson v. Hanne Svensmark. 

(Center for aktiv livsstil, Knudsgade 74, Brønderslev) 

Møderne (11. maj undtaget) foregår i Huset, Hasserisgade i aalborg og er fra 19 - 21. 

KONTAKTPERSON 

Hanne Svensmark · Tlf.: 98 83 22 62 · samtale@svensmark.com 

s y D j y l l A n D 

Spændende faglig aften med dialog og refleksion 

I STOK Sydjylland har vi den 14. juni haft en spændende aften med temaet: ”Hvordan får vi øje på effekter 

og virksomme faktorer i egen praksis?” 

Vi var så heldige at Dorthe Beck Frederiksen, psykolog i PPR Haderslev kommune, ville guide os igennem 

aftenen. aftenen var tilrettelagt, så der var korte teoretiske indspark og derefter refleksion og dialog. Det 

blev en aften, hvor alle deltagerne bidrog med erfaringer og viden. 

Der var oplæg om Scott Miller og Barry Duncan’s ideer om ”praksisbaseret evidens” og ”Session Rating Scale” 

og amanda Redstone’s ideer om, hvordan vi får øje på det, klienten oplever som hjælpsomt i terapien. 

På baggrund af denne succes regner vi med, at arrangementet var første i en række af lignende debataftener. 

Indbydelserne bliver sendt ud til dem, som står på vores mailliste. Hvis du er i tvivl, om du står på listen eller 

gerne vil på listen, skal du sende en mail til denne adresse: oksbjerg@stofanet.dk . 

Har du en ide til et emne, vil du gerne selv stå for en aften eller kender en, der vil, kan du ligeledes skrive til 

adressen. 

KONTAKTPERSONER 

Marion Sullmann – Tlf.: 26707645 – marion.sul@stofanet.dk 

Martin Oksbjerg – Tlf.: 20 67 90 44 – oksbjerg@stofanet.dk 

28 sysTEMisk foruM | nr. 4 | 2010

s y D s j æ l l A n D 


Ons. 12. jan.: Tavlen som refleksiv flade v. Rikke Wezelenburg, Poppelgården Familiecenter. 

KONTAKTPERSONER 

Bente Steen – Tlf.: 41402879 – bentesteen@hotmail.com 

Judith Klitgaard – Tlf.: 55969450 – judithklitgaard@yahoo.dk 

STOK LOKALNYT 

Rikke fortæller om mulighederne i at invitere tavlen med som refleksiv flade i det terapeutiske rum: 

”Efter i et par år at have taget tilløb til at komme i gang med at bruge tavle, kan jeg i dag ikke undvære 

den. Tavlen giver mulighed for at udstille selvfølgelighederne og ”burderne” og kaste et blik 

på dem og deres indflydelse på menneskers liv med nye øjne. Den giver mulighed for at holde fast 

i menneskers bestræbelser i livet, som ellers kun lige kigger frem i små glimt, og hurtigt forsvinder 

igen. nu står ordene der: ”Det var det, du sagde…”. Den giver mulighed for at sætte tempoet helt 

ned, så vi kan slentre ned af fortællingernes næsten skjulte stier i stedet for at drøne forbi dem og 

igen lande på den alt for velkendte hovedvej.” 

Mødet holdes på Hegnetslund Krisecenter, Vordingborgvej 82, 4651 Herfølge. Fra Vordingborgvej 

køres ind ad en smal ensrettet vej. Der er på Vordingborgvej ikke skiltet med, at der ligger et krisecenter. 

Krisecentret er omgivet af høje træer. når I kører ind ad stien, passerer I hovedbygningen 

og følger stien til I kommer til et lille anneks. Der er parkeringsmulighed på området ved annekset. 

Tilmelding til Bente senest den 5. januar 2011. 

V E s T s j æ l l A n D 


Tors. 14. okt.: Om STOK og brugen af narrative kort v. Lisbeth Villumsen 

Formanden for foreningen STOK, Lisbeth Villumsen, vil fortælle om foreningen og dens aktiviteter. 

På mødet vil vi samle ideer og ønsker ind til kommende arrangementer i STOK Vestjylland. 

Lisbeth vil også give os et fagligt input om brugen af narrative kort. Hun er uddannet sygeplejerske, 

sundhedsplejerske og har gennemgået den kommunale lederuddannelse. Hun har otte års systemisk, 

narrativ terapeutuddannelse, suppleringsuddannelsen, Marte meo, og er i gang med at gennemføre 

den internationale narrative uddannelse, der afsluttes i maj 2011. Uddannelsen har blandt 

andet fokus på, hvordan man med nye metoder kan hjælpe en person eller en familie med at finde 

endnu ikke opdagede ressourcer frem, hvordan man får magten over problemer i sit liv, og hvorledes 

man hjælper mennesker med at sætte fokus på deres foretrukne historie og få agenthed tilbage i 

eget liv. 

Mødet holdes på Familiecentret Spiren, godthåbsvej 1, Holstebro, kl. 19-21.30. 

Er du forhindret, så send en mail til Mette om ønsker til arrangementer i lokalgruppen. 

KONTAKTPERSON 

Mette Westergaard – mette_west@hotmail.com 


AnnonCEr 

Denne plads kan blive din! 


når du din målgruppe? 

Annoncér i systemisk forum 

priser for medlemmer: 

1/1 side: 4.000 kr 

1/2 side: 2.000 kr 

1/4 side: 1.000 kr 

1/8 side: 500 kr 

Annoncepriser for ikke-medlemmer forhandles. 

LIV VIA DIALOG 

www.livviadialog.dk 

Lisbeth Villumsen 

Sundhedsplejerske 

Psykoterapeut MPF 

Supervisor og konsulent 

Systemisk / narrativ familieterapeut 

Skibdalsvej 25 

7990 Øster Assels 

Tlf.: 21 90 58 69 

post@livviadialog.dk 

Terapi · Supervision · Coaching 

Rådgivning · Undervisning · Organisationskonsultation

AnnonCEr 


AnnonCEr 

introducerende workshop med 

Lanfranco Verdecchia: 

hypnose 

Få to dage med konkret inspiration til dit terapeutiske arbejde med hypnose 

når den førende italienske psykiater Lanfranco Verdecchia igen gæster Villa 

Venire med én af sine populære workshops d. 18. og 19. november 2010. 

Lanfranco integrerer den systemiske tilgang, fra skolerne i Rom, med arbejdet med hypnose efter 

Milton Eriksons metoder. Han vil tage dig med på en inspirationsrejse, der introducerer originale 

måder at optimere systemisk, terapeutisk behandling på. Med samtalen som udgangspunkt for 

at skabe forandring, arbejder Lanfranco Verdecchia i den inducerede trancetilstand, med fortællinger 

og metaforer og foretrukne sensoriske veje på systemisk grundlag. 

For yderligere information kontakt psykolog Cecilie Cornett. 

Venire Uddannelsen – hold 6 

Proces- og forandringsfærdigheder 

for ledere, konsulenter der arbejder 

med - og gennem - mennesker 

– start d. 27. april 2011. 

T 2785 3920 · info@villavenire.dk 

www.villavenire.dk 


Temadage med Thorkild Olsen – 

Olsen Old School. 

Fra den systemiske teoris rod og 

frem til nutidens mange forgreninger 

efterår/vinter 2010. 

Workshop med Roger Greenaway 

Aktiv og kreativ læring, en strøm 

af dialogværktøjer - d. 25. og 26. 

oktober 2010.

AnnonCEr 

Wiol · Kursus- og konsulentfirma v. Cand. Psych. Ole Nygaard og Systemisk terapeut Winnie Ørting · Havgårdsvej 43 · 8240 Risskov 

Giro 0 14 01 12 · Telefon/fax: 86 17 13 15 · Mobil: 20 64 00 65 / 20 64 54 80 · www.Wiol.dk ⋅ e-mail: Ole@Wiol.dk / Winnie@Wiol.dk 


AnnonCEr 

v 

D I S P U K 

Dansk Institut for Supervision, Personaleudvikling, Undervisning og Konsultation 

Pædagogik, formidling & undervisning 

som kreationsProcesser 

Med Allan Holmgren • Snekkersten den 25.-27. okt. 2010 

Kursusnr. 870-10 

TILBUD: Tag en kollega/ven med til ½ pris 

Børn og unge: om at styrke deres 

selv, identitet og relationer 

Med Allan Holmgren 

Snekkersten den 28.-29. okt. 2010 • Kursusnr. 872-10 

TILBUD: Tag en kollega/ven med til ½ pris 

care of ourselves: Becoming the 

Person you want to Be 

Using CMM to address the big questions in life. 

Med Barnett & Kimberly Pearce 

Snekkersten den 4.-5. november 2010 • Kursusnr. 878-10 

teaching and learning cmm 

Med Barnett & Kimberly Pearce 

Snekkersten den 8.-9. november 2010 • Kursusnr. 880-10 

narrativ ParteraPi 

Samtaler om parfortællinger, værdier, køn, 

seksualitet og forældreskab. 

Med Anne Saxtorph • Snekkersten 

Den 24.-25. november 2010 • Kursusnr. 846-10 

konflikthåndtering i Praksis – 

ud af kamPen 

Med Allan Holmgren • Snekkersten 

Den 25.-26. november 2010 • Kursusnr. 804-10 

4.-5. året - PsykoteraPi med 

familier, Par, Børn, unge og voksne 

2-årigt modul for personer, som har taget DISPUK’s 

3-årige tværfaglige efteruddannelse i narrativ 

samtalepraksis eller tilsvarende. 

Snekkersten start den 18. januar 2011 


michael white eftermiddage 

Allan Holmgren vil praktisere narrativ terapi og 

interviewe klienter en række mandage fra 

januar 2011, hvor man kan overvære interviewet 

og drøfte sessionen bagefter. 

Snekkersten start januar 2011• Kursusnr. 846-11 

Snekkersten start august 2011• Kursusnr. 848-11 

masterclass i narrativ teraPi 

Med Anette Holmgren • I alt 10 dage 

Snekkersten start den 1. marts 2011 


hverdagsrevolutionær praksis 

suPervisionsgruPPe for suPervisorer 

insPiration og Bevægelse 

Med Anne Romer • 6 dage 



narrativ gruPPeteraPi 

Egenterapi i gruppe for 10 personer 

Kan for psykologer tælle som egenterapi i 

gruppe i specialistgodkendelse af psykoterapi. 

Med Anne Romer & Anne Saxtorph 

Snekkersten start den 8. marts 2011 • Kursusnr. 748-11 

suPervisoruddannelsen - 2-årig 

tværfaglig efteruddannelse 2011 

Supervision i et narrativt og poststrukturalistisk 

perspektiv. 



suPervisionsgruPPe for Behandlere 

Med Thilde Westmark 



narrativ Praksis modul 1 

Modul 1 af 3, der tilsammen svarer til et basisår. 

Narrativ Praksis, modul 1, er en omfattende introduktion 

til de grundlæggende principper i narrativ praksis. 

Med Anette Holmgren • Snekkersten den 6.-10. juni 2011 


kærlighedsBilleder i ParteraPi 

Workshop med en filosofisk og kulturhistorisk vinkel 

på de kærlighedsbilleder parterapeuten møder i dag. 

Med Anders Fogh Jensen & Kasper Hanghøj 

Snekkersten den 9.-10. juni 2011 • Kursusnr. 888-11 

Børn, unge & voksne På kanten 

3 dages introkursus med Troels Hammer 

Denne workshop giver en grundig og kvalificeret 

indføring i alle væsentlige elementer i narrativ praksis. 

Snekkersten den 20. - 22. september 2011 


Snekkersten & Århus • Telefon 4922 5161 • www.dispuk.dk • e-mail: dispuk@dispuk.dk 

stok_september.indd 1 16-09-2010 14:21:16 

34 sysTEMisk foruM | nr. 4 | 2010

2010 

Dato Kurser og aktiviteter Arrangør 

OKTOBER 2010 

7.-.8. VIBE STRØIER STOK 

14. Om STOK og brugen af narrative kort v. Lisbeth Villumsen STOK Vestsjælland 

nOVEMBER 2010 

1. Belastninger i familien set i et narrativt perspektiv v. Lisbeth Villumsen. STOK nordjylland 

12.-13. årsmøde. Tema: Magtens fjæs STOK 

24.-25. narrativ parterapi DISPUK 

2011 

JanUaR 2011 

17. Familieskulptur v. Elisabeth Mortensen. STOK nordjylland 

12. - 13. Flere vinkler på myndighedspraksis Liv via Dialog 

MaRTS 2011 

8.-9. Flere vinkler på myndighedspraksis Liv via Dialog 

15. Livets træ. Film om arbejde med traumatiserede børn i afrika v. Elena Smith. STOK nordjylland 

16. - 17. Lederkursus, modul 1 Liv via Dialog 

aPRIL 2011 

6.-7. Lederkursus, modul 2 Liv via Dialog 

12. Skrivekursus. Lær at skrive fagligt formidlende artikler. STOK 

MaJ 2011 

11. Kunstterapi – besøg på center for aktiv livsstil i Brønderslev. STOK nordjylland 

23.-29. MaggIE CaREY – VI STOK 

nOVEMBER 2011 

7. - 9. narrativt kursus med Maggie Carey Liv via Dialog 

Forbehold for ændringer. Se opdateret kalender på www.danskstok.dk. 

AkTiViTETskAlEnDEr – kursEr og AkTiViTETEr 


afsender: 

STOK v/ Irene Berri 

Søhøj 19, 4050 Skibby 

Eftersendes til ovenstående adresse ved varig flytning 

ID-nr 47599 

ÅRSMØDE – MAGTENS FJÆS 

STOK inviterer til årsmøde i Svendborg 

12. og 13. november 2010 

Hovedoplægsholdere: 

· Magt, Kaspar Villadsen 

· Magtens dilemmaer – fra dødvægt til drivkraft i hverdagens 

grumsede praksis, Dorte Nissen. 

Hvor foregår årsmødet? Hotel Svendborg 

Centrumpladsen 1, 5700 Svendborg 

www.hotel-svendborg.dk 

Der er mulighed for gratis bus fra Odense til Svendborg. 

Deltagerpris Medlemmer Ikke-medlemmer 

Enkeltværelse kr. 3.210,- kr. 3.760,- 

Dobbeltværelse kr. 3.010,- kr. 3.560,- 

Uden overnatning kr. 2.810,- kr. 3.360,- 

Tilmelding og betaling 

Du er først på deltagerlisten, når din betaling er registreret hos STOK. 

Betaling: Girokonto 456 8826 eller bankkonto 3434 456 8826 

Hvis du ønsker at betale elektronisk via Ean regning sendes Ean-nummer til: 

Ireneberri@mail.dk 

Vær opmærksom på at betaling via Ean-nummer er meget langsom, og husk, 

at der skal påføres navn på samtlige deltagere, hvis der betales samlet. 

Betalinger modtages ikke efter: 12. oktober 2010. 

Nærmere oplysninger 

Dorte nikolajsen 

Telefon: 6136 4101 

e-mail: dortenik@gmail.com

systemisk forum systemisk forum - STOK – Dansk forening for

Transform your PDFs into Flipbooks and boost your revenue!

Delete template?

Save as template ?