Mennesket - Inge Pedersens hjemmeside

ingepedersen.dk

Mennesket - Inge Pedersens hjemmeside

Mennesket

Af Charlotte Rørth / Foto: Torben Hansen

charlotte.roerth@nordjyske.dk

Hun var et barn som så mange andre,

der voksede op under Anden

Verdenskrig.

Men som voksen er hun ganske særlig.

Hun kan huske det, hun dengang og

siden sansede.

Hun kan beskrive, hvordan et barns

verden kan briste på en måde, alle kan

huske fra deres eget liv.

Man kan kalde hende forfatter af vores

fælles liv, Inge Pedersen, 76 år, som

underspillet og med overblik over,

hvad der er vigtigt, nedfælder begivenheder,

så de kan begribes helt inderst

inde.

Som når hun lakonisk beretter om

den dag under krigen, hvor pavillonen

i Brønderslev brændte ned: ”... og indtil

i eftermiddags havde jorden ligget

fast under mig og heddet Vendsyssel.”

De voksne hviskede om det om aftenen,

da hun var blevet lagt i seng. Da

havde hun set ”de tyske bajonetter i deres

øjne”, men fik ikke svar, da hun

spurgte, hvem der havde brændt den

ned?

Oppe i sengen tog ”tyskerne fat på at

synge i hendes hoved igen”, og hun

kunne høre selv ”æbleblomsterne skrige”.

Inge selv skete der ikke noget med.

Heller ikke hendes far, brandinspektøren.

Der var heller ingen, der døde.

Men barnets verden brast.

Det har den gjort mange, mange

gange siden.

Ind imellem store glæder er store

sorger kommen.

Som hos alle andre.

Man kan ellers på sin vis sige, at Inge

Pedersens liv har været roligt.

Man kan se det på det pæne cv.

Opvækst i kernefamilie i Brønderslev,

hvor hun blev født i 1936. Uddannet

kontorassistent, siden lærer.

Derpå blev hun gift, også med en lærer,

de fik begge job på Nr. Nissum Seminarium,

hvor de var hele deres arbejdsliv,

til de gik på pension samtidig i

1995.

De fik tre børn og bor nu i nærheden

af de fire børnebørn i Aarhus.

Man kan også sige, at Inge Pedersens

liv har været voldsomt.

At jorden i tide og utide har skælvet

så meget under hende, at fundamentet

er revnet.

Så er det, hun skriver.

- Det er nu ikke kun minder, jeg finder

derinde, siger hun, der har budt på

hed kaffe i blå keramik i et hus, hvor

mandagens lys fylder alle rummene ud.

- Men det forløser altid noget inden i

mig selv, når jeg skriver. Jeg får sat mine

egne oplevelser på plads, så jeg igen

får fast grund under fødderne. Jeg

skriver ikke for at redde andre, for at

redde verden. Jeg ved ikke engang, om

jeg gør den bedre, siger hun undrende

og ser op.

4 / weekend 7. april 2012

fortsættes næste side ...

Når jorden

skælver ...

... så skriver Inge Pedersen. Selv et roligt liv kan have

sprækker så dybe som verdenshave


Inge Pedersen

5


Mennesket

- Jeg er nok ret egocentrisk, tænker

jeg, med det der med at skrive. Det er,

som om jeg går dybt ind i mig selv. Og

derinde bliver jeg så fri for mig selv.

Det lyder tovligt, men det er sådan, det

er, småler hun og fortsætter:

- Det er ikke en flugt, det er snarere

som at komme hjem.

Hun smiler endnu mere, og den næste

sætning siger hun under forventningsfyldt

latter.

- Jeg elsker at skrive, kan ikke vente,

til jeg får timer til det - det er så fantastisk,

det næsten ikke er til at forstå.

Men læserne kan forstå hende. Hendes

bøger er solgt, læst, udlånt, diskuteret,

debatteret, elsket.

6 / weekend 7. april 2012

Lige fra de første digtsamlinger over

novellerne til den seneste roman, den

delvist selvbiografiske ”Til Amerika”,

har hun været en af dem, der har fyldt

meget i det læsende lag af danskere,

der lever lige uden for det frådende

rampelys.

Derude, hvor hun også helst selv færdes.

Derude, hvor det almindelige liv leves.

Det liv, hun kan samle i ord, så man

kan sanse, hvorfor man har så store

smerter og glæder, når nu ens liv bare

er sådan helt almindeligt ligesom alle

andres.

Ligesom hendes.

Som når hun i den også delvist selvbiografiske

”Og halsen af en svane”,

hvor også branden er beskrevet, fortæller,

hvordan pigen mærker angsten

i hårbørsten.

Angsten i hårbørsten

Den lugter af brændt hår og minder

hende om jøderne, og hun kaster op

ude på gangen foran skoleinspektørens

kontor, efter klassen har set en

film om kz-lejrene.

- Hvordan kunne de voksne holde

tanken om jøderne ud, spørger hun sig

selv i bogen som barn, og som voksen

læser rammes man og kan ikke svare.

- Jeg er også vendelbo, selv om jeg

snakker meget. Jeg kender til det der

med ikke altid at få sagt tingene, når

man burde få dem sagt. Især de gode

ting. Det kunne jeg godt bebrejde mine

forældre, at de ikke lærte mig. Men da

min mor døde, begyndte jeg at skrive

om hendes barndom. Ikke lige hendes,

men også hendes. Og så forstod jeg

hende. Så slap jeg bebrejdelsen.

”Anden frekvens” udkom i 1999, da

hendes verden var flået itu af det dødsfald,

de fleste udsættes for, vores forældres.

Syv år senere, i 2006, slog fundamentet

igen revner.

Hun fik selv kræft, hendes mand fik


Alzheimer, de flyttede fra Lemvig, og

hun ”fandt en slags trøst i at skrive om

sin egen barndom”.

- Jeg kalder ”Og halsen af en svane”

for brudstykker af en roman, for det er

den. Der skal være huller, som læserne

selv kan fylde ud. Jeg bliver selv så træt,

når andre beskriver for meget for mig.

Jeg vil selv regne ud, hvad der sker.

At finde trøst i at skrive om krigen

kan synes helt absurd, når hun oven i

købet selv kalder den for ”det helt store

traume”.

- Men det er sådan, det er. Det falder

på plads.

Som når hun skriver om faren, der

gik op på det øverste loft, når han hørte

Blå bog - Inge Pedersen

Forfatter.

Født 2. januar 1936, opvokset

i Brønderslev.

Datter af Anna og Svend

Jørgensen, storesøster til Erik,

der døde sidste år.

1955 - uddannet kontorassistent.

1959 - uddannet lærer, Ranum

Statsseminarium.

1972 - bifag i tysk ved Aarhus

Universitet.

Gift med Bent Pedersen.

1961 - blev de begge idrætslærere

ved Danmarks Højskole for

Legemsøvelser, København.

Og havde herefter job på Nørre

Nissum Seminarium i Lemvig

frem til 1995.

flyvere, for der i gavlen at fjerne den

løse mursten, så han kunne se helt ind

til flyvepladsen i Aalborg, mens datteren

”var så bange, så bange for, at der

skulle ske far noget.”

Så fanger hun angsten, skriver den,

får den rammet ind.

- Krigen var jo et eneste stort chok.

Som barn forstod man den ikke, men

når tyskerne havde svømmet i friluftsbadet,

og man selv skulle i vandet, så

aaadddr, udbryder hun med væmmelsen

gjort nutidig.

- Jeg ved ikke, om man skal forstå mine

bøger, siger hun så.

- Jeg tror, det er bedst bare at sanse

dem.

Javel, hr. kontorchef

Efter krigen blev hun ung. Som 16-årig

kom hun i lære på et kontor i Brønderslev,

og i ”Til Amerika” fra 2010 fortsætter

hun, hvor ”Og halsen af en svane”

slap.

- Mit næste store traume var, at jeg

som pige ikke havde frit valg over mit

liv. Jeg kunne ikke engang vælge mit

eget job. Jeg havde det forkerte køn.

Hun, der indtil da havde set sig selv

som menneske, blev nu til kvinde med

alle de begrænsninger, et provinsliv i

1950’erne satte for hende.

- Jeg gik der og sagde, som jeg skriver,

”javel, hr. kontorchef”, mens jeg

håbede, jeg ville have tid til at tage på

studenterkursus i Aalborg. Det fik jeg

ikke.

I bogen render pigen af pladsen i rent

oprør.

Det gjorde Inge Pedersen ikke.

De er forældre til tre og bedsteforældre

til fire.

Flyttede i 2006 til Mårslet syd

for Aarhus.

Debuterede som 46–årig i

1982 med digtsamlingen ”Leve

med kulden”.

Har skrevet både digte, noveller

og romaner.

1985 - ”Sejlads på en ø”, digte.

1988 - ”Simultan”, digte.

1992 - ”Berørt”, noveller.

1996 - ”Måneår”, roman om

en forelskelse mellem en ung

iraner og en voksen dansk

kvinde.

1999 - ”Anden frekvens”,

roman om mødre og døtre.

2000 - ”Den trettende måned”,

digte.

2003 - ”Et lille stykke luft”,

noveller.

2003 - ”Soft winds”, lyrik/jazz

med musikerne Karen Sørensen

og Torben Lassen.

2006 - “The Thirteenth

Month”, digtsamling oversat til

engelsk.

2006 - ”Når jeg bliver ædt af

myrer”, miniopera sammen

med Edina Hadziselimovic.

2006 - ”Og halsen af en

svane”, erindringsbårne fortællinger

fra Anden Verdenskrig

set med et barns øjne.

2010 - ”Til Amerika”,

erindringsbåret roman om

livet som ung omkring 1950,

nomineret til Weekendavisens

Litteraturpris 2010.

Skriver i øjeblikket på en ny

roman.

- Jeg er født som feminist, det er jeg

altså, og var jeg 10 år yngre, var det gået

helt anderledes. Jeg kan huske, jeg

allerede tidligt tænkte, at jeg aldrig ville

ende som min mor. Hun var gået ud

af syvende klasse og knoklede. Og hun

skulle bede min far om penge. Aldrig

ville jeg havde det sådan.

Men da hun stod i det, handlede hun

som forventet. Var en dygtig pige.

- Det er først bagefter, jeg kan se,

hvordan jeg havde det. Undervejs er

man så fokuseret på at klare det, at der

ikke er plads til andet.

Og ja, hun klarede det.

Fik sin kontoruddannelse og med alt

sit mod og sine mange læste bøger også

fremtvunget at komme på Ranum Lærerseminarium.

- Da fik jeg selv jorden til at skride.

Og jeg, som troede, jeg ville længes

hjem, elskede hvert minut.

Hun mødte Bent, der også var fra

Brønderslev, ”det blev så ham”, de uddannede

sig sammen til idrætslærere i

København, ”det var herligt”, boede i et

hummer i bunden af et tårn på Bernstorffsvej,

”et skummelt sted”, og flyttede

så til Lemvig.

- Jeg blev ikke lærer for at blive lærer.

Det var den mulighed, der var for kvinder.

Men vi var glade for at være der,

det var vi.

Hun var gravid, da de flyttede derop,

og ”inden længe havde vi tre børn”.

- Nu om dage er det så svært at få

børn. Dengang skulle vi nærmest bare

nyse. Og jeg var glad for, at jeg først

blev gravid efter idrætslærereksamenen.

Ellers havde jeg måttet opgive.

Det kan være svært at forstå i dag, hvor

Inge Pedersen

meget det fyldte i vores liv. Og kvaksalverne,

siger hun og fortæller om mødet

med en gammel skolekammerat, der

end ikke havde fortalt sin senere mand

om dengang, hun spiste kininpiller,

svømmede sig halvt ihjel og alligevel

ikke tabte barnet.

- Hun blev afvist ved Mødrehjælpen,

så hun gik til en kvaksalver, tror jeg, eller

fik barnet, jeg ved det ikke. Da jeg

mødte hende igen, ville hun ikke tale

om det. Det sætter altid spor, siger hun.

Debut som 48-årig

Har skrevet i antologier samt

flere danske og udenlandske

tidsskrifter.

Har oversat fra tysk til dansk,

blandt andre Herta Müller,

og har Johann Wolfgang von

Goethes fødselsår 1749 som

fast fikspunkt.

Har fået legater fra Statens

Kunstfond og andre siden sin

debut.

Fik i 2005 den livsvarige

ydelse.

Fik i 2008 Limfjordsegnens

Litteraturpris.

Medlem af Dansk Forfatterforening,

Dansk-Svensk

Forfatterforening og af Jyllands

Forfattere.

Undervejs i livet med tre børn og deltidsjob

på seminariet skrev hun ikke.

Slet ikke.

- Jeg havde et eller andet i mig, der

ville noget, men hvad? Jeg forsøgte

med ler, formede også godt, og jeg læste

tysk på Aarhus Universitet, troede,

at det kunne forløse mig, men stod

pludselig en dag i 1968 ved Kongens

Bro på vej hjem med en smøg og havde

en af mit livs mange aha-oplevelser. Du

ved dem, man godt ved har betydning.

Hun stoppede på universitetet med

det samme.

Ikke af dårlig samvittighed eller pres.

Bent var ”fantastisk”, han støttede,

passede børn, fik sine historiestuderende

til at læse Germaine Greer. Inges

forløsning blev ikke hindret.

- En dag ringede Bent hjem fra Juelsminde

Højskole, hvor han var på skrivekursus.

Der er også plads til dig, og

der er andre børn, de vil få det herligt,

sagde han. Og så tog jeg af sted.

Det var i 1978.

fortsættes næste side ...

7


Mennesket

» Jeg

- Jeg skrev tre linjer på hele den uge.

Men jeg vidste, det var det.

Hun debuterede fire år senere, i

1982 - da var hun 46 år, og de to store

var flyttet hjemmefra.

Siden har hun skrevet flittigt.

Men aldrig om det, der sker lige nu.

- Chok detonerer langsomt, siger

hun.

- Jeg tror, det er derfor. Når man står

i det, kan man kun referere. Man kan

ikke få proportioner på. Man ved jo ikke,

hvilken betydning det får på sigt.

Kan ikke overskue det, vel? Det er, som

om der skal gå år, før man kan have en

egentlig litterær tilgang til det, man

har oplevet. Før man kan bearbejde det

skete i relation til sig selv. Det gælder

vel alt? Murens fald kom der også først

litteratur om flere år efter.

- Måske, siger hun så efter en pause.

- Måske bliver man også mere empatisk

med alderen? Også over for sig

selv? Og den empati gør, at man kan

skrive, så andre også kan genkende sig

selv? At man kan se på sin egen historie

8 / weekend 7. april 2012

ved ikke, om man skal forstå

mine bøger. Jeg tror, det er bedst

bare at sanse dem.

og trække det ud, der har betydning

uden for den tid og det sted, det foregik.

Hun tier lidt igen.

- Vi kan jo ikke tænke forandringer

frem. Vi ved ikke, hvad der vil ske. Vi

kan ikke planlægge det. Vi kan blive

bedre til at leve, måske, hvis vi ser på

vores historie. Hvem vi er. Det er det,

bøger kan være med til. Måske.

Hustru, mor, bedstemor

Inge Pedersen skriver ud fra sit liv, og

da hun er kvinde, bliver det dér, meget

begynder, men hun er træt af, at det ikke

er litteratur om at være menneske,

fordi det ikke er skrevet af en mand.

- Nu har jeg levet så længe, at jeg med

sikkerhed kan sige, at vi roder rundt i

det samme om og om igen. Det stikker

sit fjæs frem gang på gang. Jo, vi har

fået det bedre mellem kønnene end

før, men i dag opdager vi ikke, hvad

der sker. Det er ikke synligt, siger hun,

og et redaktionsmøde på skolebladet i

» Chok detonerer langsomt.

Inge PederSen, om hvorfor hun ikke skriver

om det, der sker for hende nu

1950’erne, som hun skriver om i ”Til

Amerika”, rinder hende i hu, for det

kunne lige så vel foregå nu?

Da blev hun bedt om at skrive en nekrolog,

for det var mest ”naturligt”, at

en pige gjorde det.

- Mænd og kvinder er forskellige, og

måske skal vi kvinder også blive mere

klar over, hvad vi forlanger af mændene?

De skal være ved børnene, men også

være den sidste bastion, hvis vi græder.

Og de skal vide, hvor vinterdækkene

er, og have styr på realkreditten. Det

havde jeg aldrig haft.

Det har hun nu, hvor Bents sygdom

kræver, at hun er den, der ved alt.

- Han ved, at jeg er hans anker, men

ikke altid, at børnebørnene er hans.

Hun er stille lidt.

- At være bedstemor ... Nu kan jeg

være den, der giver sukkermellemmadder,

som jeg selv fik, husker hun,

og en scene fra ”Og halsen af en svane”

flyver ind og lægger sig på bordet.

På side 38 skriver hun om en lille

samtale mellem pigen og mormor:

”Hvad er cikorie, sagde jeg.

En blomst, du kan se himlen igennem.

Lige så gennemsigtig og blå som

vingerne på en døgnflue. Men kaffe,

det duer den ikke til.”

Ikke sorg, men forbindelse

Da Bent og hun flyttede til Lemvig i

1961, tænkte hun, at det var tæt på

Vendsyssel. Det var det ikke. Men savnet

af hjemstavnen satte sig ikke som

en sorg.

- Nej, og jeg er stadig dybt forbundet

med Vendsyssel, siger hun, der ikke

har boet der i sit voksne liv og heller ikke

overvejede at flytte dertil, da de gik

på pension i 1995.

- Jeg har altid gerne villet bo i Aarhus,

men vores hus i Lemvig var tegnet

af min far. Det var et vidunderligt hus,

men det var mere det, at ved at flytte

ville der være måske to år, hvor jeg ikke

kunne arbejde. Det kunne jeg slet ikke

overskue.

Men de flyttede alligevel dengang i

2006. De mange skred i fundamentet

førte dem af sted.

Hun skriver hver dag. Bent er af sted

tre formiddage om ugen. Han er glad.

- Jeg kan kun sige, at man med alderen

bliver mere og mere klar over skrøbeligheden,

siger hun så og rækker tilbage

til sønnens død i 1984.

- Pludselig syntes jeg, der var sket så

meget i vores liv, men det sker der i alles.

Vi kan se så ens ud, men når man

åbner, er der dybder inde i hvert eneste

menneske.

Fundamenter skrider, og man bliver

ydmyg, som da hun dengang i 1984

mærkede ”de store værdier i det lille

samfund”.

- Det kan godt være, de ikke sagde

noget, men de kom.

Og hun tænkte, at hun og andre havde

”været hovmodige” i deres afvisning

af mennesker, der ikke var som dem

selv og holdt fanen fra 1968 højt.

- Mit politiske ståsted har ikke ændret

sig væsentligt, men i livets helt

store sammenhænge betyder politik

ingenting for mig, fastslår hun, der fra

da af kunne finde en slags tro. En tro,

der er rodfæstet i det fundament, der

alligevel ikke er revnet, Vendsyssel.

- Så jeg står til fulde inde for det, pigebarnet

siger i ”Til Amerika” om sin

konfirmation, fastslår Inge Pedersen.

Og så læser hun højt:

Og konfirmationen? Missionspræstens

pibende stemme? Og tanterne, onklerne?

Den skrækkelige kjole? Men, så pyt,

tænkte jeg ... det klarer jeg, selvfølgelig

gør jeg det. For jeg tænkte på gaverne: På

alt det, der fandtes uden for ordene, som

en berøring af den stride blæst. Et strejf

af salt, når man boede i Vendsyssel. Alt

det, som kun var en hvisken i den blomstrende

uendelige mose, en susen som af

engle i det vajende græs. Alt det, som ingen

mennesker kunne høre - ikke engang

præsten - hvis de snakkede for meget.

Hun lukker bogen. {

{ Mød Inge Pedersen i samtale med

Charlotte Rørth på litteraturfestivalen

Ordkraft i Nordkraft, Aalborg, fredag

20. april.

Se mere på www.ord-kraft.dk


Svalen

Og nu kom der en svale

og tændte mine øjne

et øjeblik hang den og lignede lykken

Og hvad kan jeg ellers finde på at hviske?

At alting kan ses

på andre måder som hævdet af den moderne fysik

er ikke nogen trøst.

Kun at nogen vil hviske, og mærk

hvor det krilrer i bunden af dit øre

så du kommer til at smile

for den

der hvisker lyver

så dejligt

Fra ”Den trettende måned”, 2000

Inge Pedersen

Kvinder på Ordkraft

nordjyske forfattere

bliver mere og mere

populære, og især de

kvindelige stormer

frem.

Mød tre af dem, der har

sat sig for at skrive både

nutiden og fortiden

frem, så begge køn kan

se deres historier på ny.

de er vidt forskellige,

men kan alle mødes

på litteraturfestivallen

Ordkraft i nordkraft 18.-

21. april på nOrdJYSKes

stand.

de vil debattere litteraturens

betydning

for egnens fremtid - og

deres egen.

Pia Grandjean, der

blev interviewet til

Weekend i lørdags,

diskuterer torsdag med

Marianne Jørgensen,

der bringes artikel med

næste lørdag.

Samme dag kan man

også møde Hanne-

Vibeke Holst og

flere andre kvindelige

forfattere.

Inge Pedersen, der

interviewes her på

siderne, er på Ordkraft

fredag 20. april.

detaljeret program

vil stå i nOrdJYSKes

kultursektion torsdag

19. april.

9

Risskov Bilferie

Europa til lavpris

Læsertilbud oplys/tast bestillingskoden: NJ

Swimmingpool

& sauna

Harmoni med naturen 1. 0 2 9 ,-

Heden Lüneburger Heide strækker sig mellem

Hamburg, Bremen og Hannover, og er et af de

mest interessante landskaber i Europa. På jeres

ferie til Lüneburger Heide vil I opdage landskabets

alsidighed og interessante natur. I bor på

Helnan Hotel Reinstorf*** som ligger lidt øst

for Lüneburg, ikke langt fra Hamburg, i fantastiske

smukke omgivelser. Hotellet har en dejlig

wellnessafdeling med bl.a. pool, finsk sauna,

dampbad og sanarium.

• Rejsearrangør: Risskov Autoferien AG

• Prisen er pr. person i dobbeltværelser.

• Gode børnerabatter

• Mulighed for flere dage

• Minimum inkl. slutrengøring

• Ekspeditionsgebyr fra kr. 59,-

• Spar i forhold til hotellets egen pris

• Forbehold for udsolgte datoer

• Prisstigninger kan forekomme

• Ring og hør nærmere

• Åbent 9-17, søndag 10-15

Spar kr. 164,-

Opholdet inkluderer:

• 2 overnatninger

• 2 morgenbuffet

• 2 x 3 retters aftenmenu

• 1 fl. mineralvand

• 1 byrundtur i Lüneburg

Gratis

parkering

Børn helt op til 12 år: gratis i forældres seng. Ankomst: Indtil 29.12.13.

Inkl. bykort

til Salzburg

Salzburger Tennengau 1. 5 5 9,-

Dorfgasthof Goldener Stern*** ligger tæt på

byen og alligevel med en dejlig fredelig beliggenhed,

hvor Salzburger Tennengau er aller skønnest.

Området Tennengau, nogle kilometer syd

for byen Salzburg, præges af romantisk bjergnatur

med vilde, brusende floder og mægtige

vandfald, saltminer og museer, som bidrager til

at I kan opleve ældre tider på et interessant sted.

Blandt de mange familievenlige udflugtsmål og

seværdigheder kan I udforske naturen.

Spar kr. 155,-

Opholdet inkluderer:

• 4 overnatninger

• 4 x morgenbuffet

• 4 x 3 retters menu m. salat

• 1 velkomstdrink

• 1 x sauna og dampbad

Inkl.

panoramatur

Børn op til 11 år: ½ pris i forældres værelse. Ankomst: Indtil 28.12.12.

Special Offer

Vejen til gode oplevelser - bare billigere!

Risskov

Særtilbud

Forår i København 699,-

Ikke langt fra centrum af vidunderlige København,

ligger det flotte Hotel Lautruppark****,

hvorfra I nemt kommer ind til centrum. Dette

supertilbud bringer jer til Ballerup ikke langt fra

Ballerup Super Arena og Idrætsby. Herfra kan I

nyde nogle dejlige dage i København, hvor der

skal findes tid til en tur på Strøget, en frokost i

Nyhavn, en gåtur forbi Amalienborg eller måske

en tur i det kongelige teater. Mulighederne er

uendelige i den kulturelle hovedstad.

Spar kr. 600,-

Opholdet inkluderer:

• 2 overnatninger

• 2 x morgenbuffet

• 1 x 3 retters menu

• 1 x vinmenu

• Gratis parkering

Udvalgte dage

i foråret

Børn op til 14 år: ½ pris i forældres værelse. Ankomst: Indtil 27.05.12

Bestil inden

1. juni

Det ungarske hav

Hotel Uni*** er et dejligt badehotel beliggende

ved Balatonsøen. Hyggelig strandpromenade,

betagende panoramaudsigt over søen og den

maleriske by Tihany – alt dette og meget mere

finder I her. I kan slappe af og nyde ferien på

hotellets private sandstrand og bade i det dejlige

vand. Balatonfüred centrum ligger blot 2 km fra

hotellet på den nordlige side af Balatonsøen,

omgivet af de imponerende Tamás-bjerge og

halvøen Tihany.

Spar kr. 209,-

1. 5 9 9,-

Opholdet inkluderer:

• 5 overnatninger

• 5 x morgenbuffet

• 5 x aftenbuffet

• 4 x kaffe og kage

• 2 dages cykelleje

Inkl. 1 x 20 min

massage

Turistskat ca. € 1,5 pr. person/dag betales v. hotel.

Sæsontillæg kr. 80 pr. pers/døgn: 6.7 - 19.8. Ankomst: Indtil 31.12.12.

Se mere og bestil døgnet rundt på

www.Risskov-Bilferie.dk eller ring 70 22 77 17

More magazines by this user
Similar magazines