H.C. Andersen - teponia.dk

PTT_HCA_tryk 22/12/04 11:48 Side 1
H.C. Andersen
– på rejse med posten
Købmagergade 37 · 1012 København K · Tlf. 33 41 09 00 · www.ptt-museum.dk

PTT_HCA_tryk 22/12/04 11:48 Side 2
Post Nr.
1
H.C. Andersen
– på rejse med posten
Guide til H.C. Andersen
H.C. Andersens eventyr begyndte i 1819, da han kørte
med postdiligence fra Odense til København. For ville
man rejse i gamle dage, foregik det med postdiligence.
H.C. Andersen elskede at rejse – i alt blev det til 29
udlandsrejser.
H.C. Andersen elskede også alt det nye, der blev opfundet
i hans tid. Han var begejstret for teknik og fart. Da han
første gang var ude at køre med damplokomotiv, kaldte
han det for en ildsprudlende drage, og bagefter kaldte han
alle hestetrukne køretøjer for snegle.
Et af H.C. Andersens eventyr hedder “Lykkens galocher”.
En fe fortryller et par galocher, så enhver, der tager dem
på, øjeblikkeligt flyver til det sted eller den tid, hvor han
helst vil være. Feen mener, at det vil gøre galochernes ejer
lykkelig. Men alle dem, der tager galocherne på og kommer
ud at rejse med dem, oplever frygtelige ting.
Det er ikke frygtelige, men spændende ting, I vil opleve
under turen rundt på museet. Denne guide viser vej rundt
i udstillingen til syv poster. Ved hver POST hænger en stor
lygte med et nummer på. I starter ved POST nr. 1, går
dernæst videre til POST nr. 2 osv. Der er opgaver, som skal
løses, samt spørgsmål, I kan snakke om. Når alle opgaver
er løst, kan I henvende jer ved skranken og få udleveret
brikkerne til et stort H.C. Andersen puslespil, som I kan
samle i H.C. Andersens stue.
H.C. Andersens stue
POST nr. 1 er H.C. Andersens stue. Tryk på lytteposten
og lad H.C. Andersen præsentere sig selv. Læg mærke til
billederne på væggen og hør, hvad det er, H.C. Andersen
gerne vil have hjælp til.
Så er det videre til POST nr. 2

PTT_HCA_tryk 22/12/04 11:48 Side 3
Post Nr.
2
?
Postrytteren og
fodposten
På H.C. Andersens tid blev brevene bragt frem af postrytteren.
Postrytteren red på en hest, og han var den hurtigste
budbringer, der fandtes. Ingen måtte forhindre ham i
at bringe posten frem så hurtigt som muligt. Det kunne jo
være et vigtigt brev fra kongen. Var man skyld i, at posten
blev forsinket, fik man en bøde. Postrytteren havde et
posthorn. Når han truttede i det, vidste folk, at han var på
vej. De flyttede sig fra vejene, så han kunne ride uden at
skulle stoppe op.
Fodposten gik rundt med brevene i København. Han havde
ikke et posthorn, men slog i stedet på sin gong-gong. På
den måde vidste folk, at han var på vej. I andre større byer
måtte folk selv hente deres breve på posthuset.
Man brugte ikke frimærker, men betalte penge for at modtage
eller sende sit brev.
• Hvad kunne forsinke posten?
(Dårligt vejr som storm, sne, regn, torden, hagl m.m.)
• Hvordan får man hurtigst en besked frem i dag?
(E-mail og SMS)
• Bruger postbudet posthornet i dag?
(Nej, han bruger en ringeklokke)
• Hvor kan posthornet ses i dag?
(På postkasser, postcykler, postbiler m.m.)
Opgave
Der er en taske med nogle breve skrevet af H.C. Andersen
gemt i nærheden. Find tasken og tag brevene op. I gamle
dage forseglede man brevene. Man smeltede noget lak og
lod det dryppe ned på det sammenfoldede brev. Så trykkede
man et stempel ned i lakken, og bagefter lod man lakken
stivne.
• Hvem er brevene til?
(Til forskellige figurer fra H.C. Andersens eventyr)
• Hvad indgår som regel i et eventyr?
(Trolde, hekse, alfer, talende dyr, prinser og prinsesser)
• Forsegler man breve i dag?
(Nej, man bruger konvolutter med klister)
Når I er færdige med at snakke om brevene, lægger I dem
tilbage i tasken.
Så er det videre til POST nr. 3

PTT_HCA_tryk 22/12/04 11:48 Side 4
Post Nr.
3
?
Kugleposten og
postkusken
Kugleposten bragte kun breve frem. Dog fandtes der også
en postdiligence, som både kørte med breve, pakker og
passagerer. Den brugte H.C. Andersen ofte, når han skulle
ud at opleve verden.
H.C. Andersens første køretur med postdiligencen foregik
i 1819, da han forlod sin fødeby Odense og rejste til
København.
Postkusken havde et posthorn. Når folk hørte det, vidste
de, at de skulle stille sig parat ved stoppestedet og vente
på postdiligencen. Lyden af posthornet gav altid H.C.
Andersen lyst til at rejse. Dog var selve rejsen ikke det rene
sjov og ballade. H.C. Andersen har beskrevet, hvordan det
var at rejse med postdiligencen. Ofte sad man klemt sammen,
fordi alt for mange skulle med. Om sommeren var
det ulideligt varmt, og man svedte og tørstede. Om vinteren
var det til gengæld forfærdeligt koldt, fordi man ikke
kunne bevæge sig for at holde varmen. Vejene var hullede
og stenede, så vognen rystede, hoppede og dansede.
• Hvordan rejser vi i dag?
(Med bil, fly, tog, skib m.m.)
• Er det lige så ubehageligt og hårdt at rejse i dag,
som det var på H.C. Andersens tid?
Selvom det var hårdt at rejse med postdiligencen, var der
også gode ting ved det. H.C. Andersen kom ud i naturen
og fik inspiration til sine eventyr. Det gælder bl.a. eventyret
Tommelise, som H.C. Andersen fik ideen til, mens
han kørte ude i naturen med postdiligencen. Han så ned
i en nellike, og pludselig slog fantasien sig løs.
Opgave
• Hvad var det, H.C. Andersen så i nelliken?
Find det på kugleposten.
Når alferne er fundet, kan I læse eventyret Tommelise
højt, hvis I har lyst. Det er trykt bag i hæftet.
Så er det videre til POST nr. 4

PTT_HCA_tryk 22/12/04 11:48 Side 5
Post Nr.
4
?
Postkassen og
rejseskrivesættet
Opgave
Find en kuffert, som er gemt i nærheden. Den er fuld af
H.C. Andersens breve. Tag dem op af kufferten og kig på
brevene med lupperne – læg især mærke til skriften og
frimærkerne.
H.C. Andersen skrev sine breve og eventyr med pen og
blæk, og fordi han altid var på farten, havde han et rejseskrivesæt
med. På rejser til udlandet havde han papir og
pen med. På den måde kunne han skrive alle de ting ned,
han oplevede. Når han så kom tilbage til sit værelse på et
hotel eller hos en bekendt, begyndte han at skrive sine
oplevelser om til eventyr.
I 1851 kom det første danske frimærke. Nu blev det både
nemmere og billigere at sende breve.
Ofte udkommer frimærker i forbindelse med en bestemt
begivenhed. F.eks. udkom der et frimærke i forbindelse
med kronprinsbrylluppet mellem Frederik og Mary. I
tidens løb er der også udkommet en masse frimærker med
H.C. Andersen og hans eventyr. De kan ses på brevene.
Den 2. april 2005 udkommer der igen et frimærke med
H.C. Andersen, fordi han har fødselsdag – han fylder ikke
mindre end 200 år.
• Hvordan skriver man breve og bøger i dag?
(I hånden eller på computeren)
• Hvilke skriveredskaber har man i dag i forhold til på
H.C. Andersens tid?
(Blyanter, kuglepenne, computer m.m.)
• Kan I genkende de H.C. Andersen eventyr, der kan
ses på frimærkerne?
Når I er færdige med brevene, lægger I dem tilbage i
kufferten.
Så er det videre til POST nr. 5

PTT_HCA_tryk 22/12/04 11:48 Side 6
Post Nr.
5
?
Telegrafen
Telegrafen var en af de mange nye opfindelser, der kom
frem i H.C. Andersens levetid. I stedet for at putte brevet i
en postkasse og lade en postmand sende det, gik man hen
på en telegrafstation. En telegrafist sendte indholdet af
brevet gennem en ledning som korte og lange bip-lyde. Det
hedder at morse, og lydene er lig bestemte bogstaver. En
telegrafist på en anden telegrafstation modtog lydene og
skrev lydene om til bogstaver – det blev altså til et brev
igen. Brevet, som man kaldte et telegram, blev bragt ud til
modtageren af et ungt telegrafbud. I kan se, hvordan det
hele foregik på den skærm, som er stillet op ved siden af
telegrafen. I skal bare trykke på den, så går en lille film i
gang.
Det kunne nemt tage en postmand flere dage at komme
ud med sine breve, men med telegrafen kunne man sende
beskeder rundt i landet på ganske få minutter. Beskederne
skulle dog være korte, da det var dyrt at sende telegrammer.
H.C. Andersen var begejstret for telegrafen. Telegrafen
kom til Danmark i 1854, og H.C. Andersen var en af de få,
som fik lov til at prøve den nye opfindelse, inden den
åbnede. På sine rejser sendte H.C. Andersen flere gange
telegrammer til venner og bekendte ved fødselsdage og
lign. H.C. Andersen blev så glad for telegrafen, at han
skrev eventyret “Den store søslange”. Eventyret er trykt
bag i hæftet, og I kan læse det højt, hvis I har lyst.
• Hvad kan man sammenligne telegrammet med i dag?
(SMS og E-mail)
• Hvad var det smarte ved telegrafen frem for det
almindelige brev?
(Budskabet blev ikke forsinket pga. dårligt vejr, men
kom hurtigt frem)
Opgave
Prøv at morse et telegram. En prik er lig en kort bip-lyd,
og en streg er lig en lang bip-lyd. I må selv bestemme, om
I f.eks. vil morse jeres navn eller måske H.C. Andersens
navn, som man morser sådan:
(H) • • • • (C) – • – • (A) • – (N) – • (D) – • •
(E) • (R) • – • (S) • • • (E) • (N) – •
Så er det videre til POST nr. 6

PTT_HCA_tryk 22/12/04 11:48 Side 7
Post Nr.
6
?
Postsmakken
og dampskibet
Posten skulle også bringes over vand, og til det havde
posten sine egne sejlskibe. Postens sejlskibe blev kaldt for
postsmakker. Ligesom postdiligencen havde postsmakkerne
breve, pakker og passagerer med på sejladsen. På den
første rejse fra Odense til København i 1819 sejlede H.C.
Andersen over Storebælt i en postsmakke.
Posten gik over til at bruge dampskibet, da det blev muligt.
Dampskibet var ligesom telegrafen en af tidens nye opfindelser.
Det sejlede hurtigere end almindelige sejlskibe, der
var afhængige af godt vejr og medvind. Posten kom altså
hurtigere frem med dampskibet. H.C. Andersen sejlede
mange gange med dampskib, når han var ude at rejse.
Dampskibets fart og kraft fascinerede ham, men han var
samtidig meget bange for at drukne.
• Hvorfor ville posten hellere bruge dampskibet end
et almindeligt skib?
(Dampskibet sejlede hurtigere og var ikke afhængig af
medvind)
• Hvilke H.C. Andersen eventyr foregår i havet?
(F.eks. Den lille havfrue og Den store søslange)
• Tror I, at H.C. Andersen har fået idéen til disse haveventyr,
mens han sejlede på havet?
Opgave
Der er gemt en flaskepost i isbåden, som indeholder et
berømt eventyr af H.C. Andersen. Kan I gætte hvilket?
Når I har fundet flaskeposten, kan I læse eventyret højt,
hvis I har lyst. Eventyret er også trykt bag i hæftet.
Så er det videre til POST nr. 7

PTT_HCA_tryk 22/12/04 11:48 Side 8
Post Nr.
7
?
Toget og bureauvognen
Med tiden var postdiligencen ikke længere den eneste
mulighed, man havde for at komme ud at rejse. Det blev
nemlig muligt at rejse med damplokomotiv. Lokomotivet
var også en ny opfindelse. Posten benyttede toget til at
transportere breve. De fik deres egen togvogn, en såkaldt
bureauvogn, som de sorterede breve i, mens toget kørte.
H.C. Andersen var begejstret for toget, ligesom han var
begejstret for den elektriske telegraf og dampskibet.
I 1840 var H.C. Andersen på sin første togtur i Tyskland.
I Danmark kunne man først rejse med tog i 1847. H.C.
Andersen følte, at han kom ind i en tidsmaskine, fordi
toget kørte så hurtigt. Han var jo vant til at køre med postdiligence,
som blev trukket af heste. Han kaldte også toget
for Ilddragen.
• Hvorfor ville H.C. Andersen hellere rejse med tog
end med postdiligencen?
(Fordi det gik hurtigere, og det var mere behageligt, og
han elskede nye opfindelser)
• Hvorfor blev posten ikke ved med at bruge postdiligencen?
(Fordi posten skal frem så hurtigt som muligt.
Toget kører hurtigere end postdiligencen og forsinkes ikke
af dårligt vejr m.m.)
• Hvilke transportmidler har vi i dag?
(Flyvemaskiner, biler, busser, cykler m.m.)
Opgave
I toggangen har vi gemt nogle billeder i en postsæk. Kig i
de forskellige sække og find den rigtige. Tag billederne op.
Billederne er malet med inspiration i H.C. Andersens egne
beskrivelser af toget og postdiligencen.
• Hvorfor tror I, at H.C. Andersen beskrev toget og
postdiligencen på denne måde?
• Hvad kan en drage og en snegl, og hvordan hænger
det sammen med rejsen?
Når I er færdige med at kigge på billederne, lægger I dem
tilbage i postsækken.
Så er det med at komme op til skranken for at hente puslespillet,
som I kan samle i H.C. Andersens stue, så H.C.
Andersen endelig kan få sit papirklip tilbage.

PTT_HCA_tryk 22/12/04 11:48 Side 9
Genfortælling af
Tommelise (1835)
“
Der var engang en gammel, sød kone, som ønskede sig et
lille barn. Hun opsøgte en heks om råd. Heksen gav den
gamle kone et lille bygkorn, som hun plantede, og frem
voksede en fin lille blomst. Inde i blomsten boede en lille
pige, som kun var en tomme lang. Derfor fik hun navnet
Tommelise. Tommelise og den gamle kone havde det rigtig
rart sammen.
Så en nat kom der en ulækker skrubtudse og bortførte
Tommelise. Skrubtudsen ville have, at Tommelise skulle
giftes med hendes søn. Tommelise blev sat på et åkandeblad
midt i den sø, hvor skrubtudsen boede. Hun kunne
ikke løbe sin vej og var ked af det, fordi hun ikke ville
giftes med skrubtudsens søn. Fiskene i vandet fik ondt af
Tommelise. De bed åkandens stilk over, og Tommelise
bandt sit livbånd om en smuk og sød sommerfugl, som
trak åkandebladet og Tommelise væk fra den fæle tudse.
Sommeren fløj af sted, og det blev vinter. Tommelise var
ved at fryse ihjel, men så kom hun frem til en markmus’
hus, hvor hun blev budt ind i varmen. Tommelise blev der
vinteren over. Hun fortalte historier og sang for markmusen
og dens rige nabo, muldvarpen, som blev mere og
mere forelsket i hende.
En dag fandt Tommelise en syg svale i en af muldvarpens
gange. Tommelise lavede svalen et tæppe og passede den
hele vinteren. Da foråret kom, fløj svalen væk. Tommelise
kunne ikke tage med, for så blev markmusen ked af det.
Muldvarpen friede til Tommelise, men hun havde slet ikke
lyst til at gifte sig med ham, for han boede under jorden og
hadede solen. Der blev planlagt bryllup til om efteråret.
Tommelise var meget ked af det. Dagen før brylluppet gik
hun ud for at sige farvel til solen, som hun bad hilse svalen.
“Kvittevit” lød det fra himlen. Svalen var kommet tilbage
og spurgte, om Tommelise ville med til de varme
lande, langt væk fra den fæle muldvarp. Det ville
Tommelise gerne. De fløj af sted og kom efter nogen tid
frem. Svalen satte Tommelise af i en blomst. I de andre
blomster boede der små mænd og koner, som var lige så
små og fine som Tommelise. Deres konge sad minsandten
i Tommelises blomst, og han blev med det samme forelsket
i hende. De giftede sig, og Tommelise blev dronning over
alle blomsterne.
”

PTT_HCA_tryk 22/12/04 11:48 Side 10
Genfortælling af
Den lille havfrue (1837)
“
På havets bund boede der en havkonge. Han havde seks
dejlige døtre. Den yngste var dog den smukkeste af dem
alle. Hun sang som en drøm og elskede at høre om
menneskenes verden. Da hun fyldte 15 år, fik hun lov til
at svømme op til havets overflade, og det gjorde hun så.
Aftenen var klar og smuk. Den lille havfrue fik øje på et
skib og svømmede hen til det. Der var fest på skibet. De
fejrede en ung prins’ fødselsdag. Den lille havfrue syntes,
at prinsen var så smuk. Pludselig trak det op til uvejr, og
havet blev vildt og farefuldt. Store bølger væltede ind over
skibet, som langsomt begyndte at synke. Havfruen så prinsen
flyde bevidstløs rundt i vandet, og hun skyndte sig at
redde ham. Mens han sov, bragte hun ham ind på land.
Derefter svømmede hun ud igen, men hun dykkede ikke
ned, før der kom nogle og hjalp prinsen.
Den lille havfrue var ked af det. Hun var blevet forelsket i
den smukke unge prins og ville hellere være på landjorden
end på havets bund. For at kunne leve blandt menneskene
skal man dog have en udødelig sjæl, og det har havfruer
ikke. Når en havfrue dør, bliver hun til skum, der flyder
på havet, mens menneskenes ånd forlader deres krop og
flyver op til himmelen. Havfruens bedstemor havde fortalt
hende, at en havfrue kunne få en udødelig sjæl, hvis et
menneske blev forelsket i den. Men hvordan skulle havfruen
få prinsen til at elske sig, når hun havde en fiskehale?
Den lille havfrue opsøgte en ond havheks for at få
hjælp. Havheksen sagde, at hun kunne give havfruen ben
med en magisk trylledrik. Til gengæld for drikken skulle
heksen have havfruens stemme, fordi den var den smukkeste
i hele havet. Havheksen huskede havfruen på, at hun
skulle vinde prinsens kærlighed for at få en udødelig sjæl.
Kunne hun ikke det, ville hun blive til skum på havet.
Havfruen var så forelsket, at hun gerne ville tage den risiko.
Hun fik trylledrikken, og heksen fik hendes stemme.

PTT_HCA_tryk 22/12/04 11:48 Side 11
Derefter svømmede havfruen hen til en sø nær prinsens
slot. Hun drak drikken og faldt dernæst i søvn. Da hun
vågnede, stod prinsen og kiggede på hende. Hun havde
ingen stemme, men til gengæld havde hun ben! Havfruen
blev bragt hen til slottet og iklædt det smukkeste tøj. Hun
var sammen med prinsen hver aften, og de blev rigtig gode
venner. Havfruen blev mere og mere forelsket i prinsen, og
han holdt bestemt også meget af hende. Han kaldte hende
sit hittebarn, men at gifte sig med hende faldt ham ikke
ind.
Til gengæld skulle han giftes med en anden. I et smukt
skib sejlede han til brudens land, og den lille havfrue var
med. Hun blev utrolig ked af det over at se prinsens forelskelse
i sin nye brud. Hun vidste, at hun aldrig ville få en
udødelig sjæl, fordi prinsen elskede en anden. Den efterfølgende
morgen ville hun dø, og om natten sad hun på
skibets dæk og græd. Pludselig kom hendes fem søstre op
af vandet. De ville redde hende fra døden og gav hende en
magisk kniv, som hun skulle stikke i prinsens hjerte inden
solopgang. Så kunne hun blive en havfrue igen. Men den
lille havfrue ville ikke gøre det, for hun elskede prinsen for
højt. Hun smed kniven væk og kastede sig i havet. Hun
hørte smuk musik, mens hun blev til skum. Hun var nemlig
på vej op til luftens døtre. De har ingen udødelig sjæl,
men de kan få en ved at gøre gode handlinger. Efter 300
år svæver de ind i Guds rige, og når man ender hos Gud,
så er alting godt.
”

PTT_HCA_tryk 22/12/04 11:48 Side 12
Genfortælling af
Den store søslange (1872)
“
Der var engang en lille havfisk, der havde ikke mindre end
1800 søskende. De svømmede rundt sammen i vandet og
havde ingen bekymringer. Så en dag sank en frygtelig lang,
tung ting ned mellem dem. Alle fisk, store som små, for i
forfærdelse til side for den. Hvad var det dog for en ting?!
Ja, det ved vi. Det var det store milelange telegraftov, som
menneskene sænkede ned mellem Europa og Amerika.
Men fiskene vidste det jo ikke. I forvirringen blev de 1800
søskende skilt fra hinanden. Kun 6-7 stykker blev på
samme plet, og da uroen lagde sig igen, begyndte havfiskene
at blive nysgerrige. Især den lille havfisk ville finde ud
af, hvad det var. Sammen med de resterende søskende
svømmede den op til havoverfladen for at få nogle svar.
Her mødte de en sælhund. Sælhunden fortalte, at de
såkaldte mennesker havde taget havålen til fange og bragt
den op på land. De havde forsøgt at sejle den over til et
andet land. Men på vejen slap havålen væk, selvom mange
mænd forsøgte at holde den fast med hænderne. Nu lå
den så på havets bund. Den lille havfisk var dog ikke tilfreds
med sælhundens forklaring. Han svømmede derfor
alene ned til havets bund. På sin vej håbede han at møde
andre af havets skabninger, som kunne give ham et svar.
Han mødte en stor hval. Hvalen kunne ikke forstå, hvad
han ville helt hernede på havets bund. Så fortalte den lille
havfisk om den lange ting, som var dalet ned fra oven og
havde forskrækket selv de modigste fisk. Hvalen svømmede
med havfisken.
Da de endelig kom til stedet, var der kommet endnu flere
fisk til – bl.a. en haj, en gammel savfisk og en havkat.
Fiskeflokken kunne ikke se ålens ende eller begyndelse, og
de synes, at den var underlig, fordi den ikke havde skæl
eller skind. De spurgte den, om den var en fisk eller plante,
men ålen svarede ikke. Den var jo et telegraftov, og den
havde travlt med at sende beskeder. Fiskene var forundrede.
Så kom en gammel havko og fortalte, at havålen var en
død, tankeløs mennesketing og slet ikke en fisk! Den var
det ikke værd at beskæftige sig med, fordi den alligevel
ville trevle op og blive til jord. De andre fisk nikkede og
sagde: ”Duer ikke” til havålen, hvorefter de svømmede
væk. Den lille havfisk var dog ikke enig. Han troede, at der
var mere ved denne havål, end øjet kunne se. Han tænkte,
at denne lange, tynde slange måske var den vidunderligste
fisk i vandet.
”
© Post & Tele Museum
Tekst: Signe Vammen Rasmussen
Layout: Mark Gry Christiansen
Illustrationer: Lasse Jacob Middelbo Outzen
Tryk: Holmen Center Tryk
Eventyrene bag i hæftet er genfortalt af Signe Vammen Rasmussen
efter H.C. Andersens originale eventyr.