Hent 3 gratis kapitler - Forlaget Facet

forlaget.facet.dk

Hent 3 gratis kapitler - Forlaget Facet

Skibskirkegården

SKIBSKIRKEGÅRDEN

1


Af samme forfatt er

Tusmørkelyd

Sinyahtas Tegn

Ørkenens Forbandelse

Skyggespil

Todusin

Drømmen om i morgen

I et land langt borte

En drøm om sult

Verden i mig selv

Frihed

Jack the Ripper

Krigsminde

Solsyner

Trældrengen Runulf

Drengene fra Berlin

Krusning

Linjedans

Drømmedage

Året – et dødeligt forløb

Den jeg drømte om

Ravnens Tid

Ild og Våde

Pjaltedrenge

Genfærdet på Munkholm Slot

Tyven fra Rue Térèse

2 MICHAEL NÆSTED NIELSEN

Digtsamling om 11. september

Djævlemærket

Blodmåne over Leningrad

Spøgelset fra den sorte mose

Revolutionens Børn

Genfærdet fra Pestkirkegården

Den ildrøde nat

Mørkets tid

Kong Louis den døde

Ekko fra dybet

Hvor er liget?

Ekko fra et spøgelse

I skyggen af en morder

Døden fra Milano

De døde i den tågede by

Børnemordet i Berlin

Jaget i mørket

Genfærdet i præstegården

Til aske skal du blive

Hvem lytt er i mørket?

Blodvinter

Mordet i kælderen

Ligvognen fra Helvede

Blodspejlet

Døden I krypten


MICHAEL NÆSTED NIEL NIELSEN SEN

Skibskirkegården

SKIBSKIRKEGÅRDEN

3


4 MICHAEL NÆSTED NIELSEN

Skibskirkegården

Af Michael Næsted Nielsen

Copyright © Forlaget Facet 2012

1. udgave, 1. oplag 2012

Omslag og illustrationer: Christian Guldager

Grafi sk tilrett elæggelse: Forlaget Facet

Korrektur: Dorte Eggersen

Printed in Denmark by Scandinavian Book A/S 2012

ISBN-13: 978-87-92366-87-0

Lix-tal = 23

Kopiering fra denne bog må kun fi nde sted på institutioner, der har indgået aft ale med

Copy-Dan, og kun inden for de i aft alen nævnte rammer.

Korte citater til brug for anmeldelser er tilladt.

Forlaget FACET

Vandværksvej 20B

4581 Rørvig

www.forlaget-facet.dk


Indhold

1. Døden på havet 7

2. I ly af mørket 16

3. Lyde i natt en 25

4. Det mørke dyb 34

5. Da tiden gik i stå 44

6. Døren til fortiden 54

7. Et stormpisket hav 63

8. En skideballe? 72

9. En bøn for de døde 81

10. Sjælenes lys 91

11. Tordenvejr 101

SKIBSKIRKEGÅRDEN

5


6 MICHAEL NÆSTED NIELSEN


1. Døden på havet

Da skibet stævnede ud fra Königsberg i Østpreussen

i det nordøstlige Tyskland, var der ingen som

vidste, hvor det ville ende.

Dett e skib var bare et af mange. De var alle på

vej væk fra den ulykke, som truede.

Skibet sejlede af sted mod vest i den iskolde og

oprørte Østersø.

Det var på vej mod sikkerhed.

Vinden piskede, og bølgerne var store og sorte.

Af og til slog en regnbyge ned over skibet. Skyerne

hvirvlede forrevne henover himlen, og kun

kort og glimtvis kunne man se månen.

Der var både store skibe og små skibe. Fiskerbåde

og de større passagerskibe. Her var der mænd,

kvinder og børn om bord. Store børn, små børn

og babyer. Skibet var pakket med alle de mennesker,

som kunne være der. De sad overalt. Også i

maskinrummet. De ville bare væk. Væk fra russerne.

Væk fra krigen. Væk fra sult og utryghed.

SKIBSKIRKEGÅRDEN

7


Anden verdenskrig var ved at være slut, og

Tyskland havde tabt.

Nu tog russerne hævn. De sprængte alt i luft en,

ødelagde alt, voldtog kvinderne og skød børnene.

Der var ingen nåde. Heller ikke for de unge.

En dreng eller pige, som havde været medlem af

Hitlerjugend, blev skudt på stedet. De fl este unge

havde været med. Nu frygtede de for deres liv.

Derfor fl ygtede alle som kunne.

Det var aft en, da skibet sejlede. Alt lys var

tændt, for det var et civilt skib. Det var en beslutning,

som kaptajnen havde truff et ud fra sin bedste

overbevisning. Ingen ville angribe et skib med

civile fl ygtninge.

Troede han.

Dett e var også et af de små skibe. Her var kun

omkring halvtreds fl ygtninge om bord. Der var

andre, som var langt større, og som var sejlet i

tide.

Men i det fj erne kunne man høre den evige buldren

fra kanoner, se lysglimtene og høre bomberne

falde.

Netop nu, ude i mørket, dybt under havet, lurede

en fj ende, som stod og så på skibet.

8 MICHAEL NÆSTED NIELSEN


Det var en fj endtlig ubåd.

Skibet var et bytt e.

En fj ende.

SKIBSKIRKEGÅRDEN

9


Noget som skulle bekæmpes.

Ubåden lytt ede ud i mørket. Lytt ede eft er skibsskruen.

Fandt retningen. Så kiggede kaptajnen

gennem periskopet, og dermed var de fl ygtendes

skæbne besejlet. Ingen på skibet lagde mærke til

det. Om højst en halv eller en hel time ville de alle

ligge på havets bund.

Døde!

Men det vidste de bare ikke, da de sejlede af

sted mod det, de troede var sikkerhed.

Lyden af grædende børn og de voksne fl ygtninges

mumlende samtale, blev fra tid til anden

overdøvet af skibets dampmaskine, som sendte

en rytmisk og dump lyd gennem det hele. Den

gav en hvæsende lyd af damp, aksler, som kørte

rundt. Havet, som sendte store bølger mod skroget,

gav også genlyd i hele skibet.

Da kaptajnen på ubåden gav ordren om at fyre

torpedoen af, vidste han godt, at mange mennesker

ville dø, men han følte ikke noget ved det.

Det var bare fj enden.

De fortjente kun at dø!

10 MICHAEL NÆSTED NIELSEN


Jon på 13 år havde lige været til fodbold. Nu var

han på vej hjem. Men der var to timer til de skulle

spise, så på vejen kørte han omkring gamle Jens

og hans skrammelplads.

Jens var en fl ink gammel mand, som gik rundt

på pladsen blandt skrammel, skibsvrag, udtjente

fi skekutt ere, tomme olietønder og alt muligt andet.

De havde lært hinanden at kende en dag, hvor

Jon var gået på opdagelse på skrammelpladsen,

og var blevet opdaget af Jens, som nu gav ham lov

til at gå rundt og kigge. Så behøvede Jon ikke at

snige sig mere.

Jens var gammel sømand. Nu tilbragte han sin

alderdom med at sælge gammelt jern og skrot og

med at holde opsyn på pladsen. Han var en mut

mand med et stort hvidt skæg og et næsten skaldet

hoved. Ved første øjekast lignede han ikke en,

der brød sig meget om børn, men Jon havde gennemskuet

ham.

Gamle Jens ville gerne fortælle historier. Og i

virkeligheden elskede han børn. Han var bare

ikke så god til at vise det. Men Jon tog af og til

nogle af sine venner med derud, og så satt e de sig

omkring Jens, som sad og rokkede i sin gyngestol,

SKIBSKIRKEGÅRDEN

11


mens han fortalte om sin tid på havet. Drengene

sad måbende på gulvet omkring ham, mens han

fortalte om dengang hans skib nær var blevet taget

af en skypumpe nede i Middelhavet, og om da

en storm i det arktiske hav nær havde skyllet ham

over bord. De plejede at klappe, når han havde

fortalt en særlig god historie, og gamle Jens var

meget populær.

Skrammelpladsen var meget rig på oplevelser.

Den lå ned til fj orden, og der var altid noget at se

på. Pladsen var stor, og Jon havde slet ikke set det

hele endnu.

12 MICHAEL NÆSTED NIELSEN


Men han kunne godt lide at gå rundt og kigge

på alt det gamle skrammel.

Jon ville gerne undersøge ting.

Lugte til dem.

Der var en særlig lugt af gammelt jern, saltvand,

fj orden, olie, benzin, klude og andre gamle ting.

Det lugtede godt, syntes han.

Også det gamle vrag af et fragtskib, som lå nede

i vandkanten og var meget rustent.

Jon havde lyst til at se nærmere på det, og så alligevel

ikke, for det var, som om et eller andet holdt

ham væk. Han vidste bare ikke, hvad det var.

En følelse eller fornemmelse.

Måske uhygge.

Der lå en uheldsvanger stemning over vraget.

Det var, som om det ikke ønskede, at nogen

skulle komme om bord.

Det brød sig ikke om mennesker.

Skibet var blevet hævet for en del år siden ude

i bugten og slæbt ind til skrammelpladsen. Jon

havde kredset om det fl ere gange, men af en eller

anden grund turde han ikke spørge Jens om, hvor

det kom fra.

Skibet var ikke venligt.

SKIBSKIRKEGÅRDEN

13


Jon havde på fornemmelsen, at Jens ikke ville

bryde sig om det, hvis han kiggede.

Derfor havde han hidtil ikke spurgt om han

mått e.

Men nu kunne han ikke nære sig længere. Han

var alt for nysgerrig.

Jens blev helt forkert i ansigtet. Han blev meget

mørk, kold og afvisende, for han vidste godt, hvad

det var for et skib, og nu advarede han Jon:

- Hold dig væk, dreng! Det er et forbandet skib.

Der hviler en forbandelse over det!

Jon tabte både næse og mund. Det var første

gang, han havde set Jens sådan. Så alvorlig. Nu

kunne han godt mærke, at Jens gerne ville være

sig selv og ikke have ham rendende mere i dag.

Jon tog derfor sin cykel og kørte hjemad. Da han

så sig over skulderen, stod Jens og kiggede eft er

ham. De udvekslede et langt, meget langt, blik.

Et skæbnesvangert blik.

Mørkt.

Advarende.

Lidt uvenligt.

Jens så virkelig ud, som om han mente, hvad

han sagde: Jon skulle holde sig væk fra skibet!

14 MICHAEL NÆSTED NIELSEN


Jons nysgerrighed og eventyrlyst var dog ikke

blevet spor mindre af den advarsel.

Tvært imod!

Jon vidste godt, hvad han ville:

I nat, når ingen, især ikke Jens, så det, ville han

komme tilbage med en lygte og kigge!

SKIBSKIRKEGÅRDEN

15


2. I ly af mørket

Den nat var Jon meget spændt. Han havde sagt

tidligt godnat til sin far og mor, og nu lå han i sengen

og kiggede ud i mørket. Der var tre timer til

vækkeuret ringede. For en sikkerheds skyld havde

han sat det til at ringe klokken ét. Ellers ville

han måske sove fra det hele.

Gad vide, hvad Jens mente med, at skibet var

forbandet?

Var der mon spøgelser?

Zombier?

Levende døde?

Noget andet?

Jon havde godt lagt mærke til, at det var et meget

gammelt skib, og at der var et stort hul i siden,

men han havde ikke tænkt over, hvad årsagen

kunne være.

16 MICHAEL NÆSTED NIELSEN


SKIBSKIRKEGÅRDEN

17


Det ville han måske fi nde ud af i nat.

Skibet havde i hvert fald ligget på havets bund

i mange år og var nu helt rødbrunt af rust. Man

kunne godt ane, at der stod et navn på siden, men

det var så udvisket, at man ikke kunne læse spor

af, hvad der stod.

Jon lukkede øjnene. Han trængte til et eventyr.

Ferien var meget lang, og han var begyndt at kede

sig. Selv om det var midt om sommeren, og der

var længe til, at han skulle i skole, var det alligevel

ikke godt. De fl este af hans venner var ude at

rejse, men det var han ikke. Jon skulle bare være

hjemme, fordi hans far og mor skulle arbejde. Det

var ikke spændende. Jon trængte til oplevelser og

eventyr!

Da uret ringede fór Jon op. Han havde sovet. Nu

slog han uret fra, inden det vækkede alle andre.

En kort tid var han så træt og søvndrukken, at han

ikke kunne huske noget, men så stod det hele lyslevende

for ham: Jens, skrammelpladsen, skibet,

og det kunne også være, der var nogle spøgelser.

Jon stod hurtigt op. Han tog shorts og t-shirt

på og en grå sweatshirt over, for det var køligt nu.

18 MICHAEL NÆSTED NIELSEN


Han var barfodet, da han sneg sig ud på gaden og

sandalerne havde han i hånden, så han ikke vækkede

nogen.

Natt eluft en var rå og lugtede af vandet nede fra

fj orden. Den slog ham i møde.

Jon tændte ikke lygten, for ingen skulle se ham,

da han hurtigt cyklede hen til skrammelpladsen.

Det tog kun ti minutt er. Jon mødte ingen på sin

vej. Byen var helt øde. Alle var gået i seng.

Sommernatt en var ikke helt sort, og der hvilede

et blødt og gennemsigtigt mørke over skrammelpladsen,

byen og fj orden. Man kunne svagt høre

bølgeslaget, og det var, som om alle lugtene fra

pladsen var særligt stærke.

Gitt eret var lukket og låst, men Jon vidste, hvor

der var et hul i hegnet, så han kunne komme ind.

Han sneg sig.

Der var mørkt inde hos Jens. Hans lille skur var

lukket, og lyset var slukket. Jens var gået i seng.

Det var også meget sent nu.

Jon sneg sig hen til skuret og kiggede forsigtigt

ind gennem vinduet. Der var helt mørkt. Jens sov.

Han ville ikke opdage noget. Det ville Jon bestemt

heller ikke bryde sig om. Han havde meget

SKIBSKIRKEGÅRDEN

19


espekt for Jens, og han ville i hvert fald ikke have,

at Jens skulle blive sur på ham eller forbyde ham

at komme ind på skrammelpladsen igen. Jens var

en rar, men lidt tavs mand af den type, som man

naturligt havde respekt for og ikke sagde imod.

Jon vidste godt, at han var på gale veje. Han mått e

håbe på, at Jens aldrig ville opdage noget.

Jon dukkede sig og løb under vinduet og ud på

pladsen, hvor alt skramlet stod som mørke skygger

i natt en. Han havde endnu ikke tændt lygten.

Risikoen for at blive set var alt for stor, og han

skulle ikke tage nogen chancer. Desuden var hans

blik så skarpt, at han godt kunne skelne tingene

uden at tænde lys. Hans sanser var spændt til det

yderste. Fra tid til anden kunne han mærke pulsen

dunke i ørene.

Drengen gik hurtigt over pladsen mellem bunkerne

af jern og skrammel. Nu var skuret, hvor

Jens lå og sov, skjult bag alt det gamle bras. Han

havde lygten i hånden, men tændte den stadig

ikke, for det ville ødelægge hans natt esyn. Men

han var parat, hvis noget slemt eller ulækkert

skulle vise sig.

Jon var forberedt på hvad som helst.

20 MICHAEL NÆSTED NIELSEN


Pludselig fi k en lyd Jon til at fare sammen. Et

sus, som kom lige hen over ham.

Jon blev meget forskrækket.

Men det var bare alle de fl agermus, som han

godt vidste, var der. De var på jagt. Jon stod en

tid og så dem fl akse hurtigt henover den lukkede

plads.

SKIBSKIRKEGÅRDEN

21


Han vidste, i hvert fald fra bøgerne, som han

havde læst, at hvor der er fl agermus, er der som regel

også mørke magter på spil. Det løb ham koldt

ned af ryggen. Men det var også et godt tegn. Det

tydede på, at han ville få en nat med masser af

spændende oplevelser! Alligevel var han nu ikke

helt så modig, som han havde været først på aft enen

eller tidligere i dag.

Det var stemningen.

Mørket.

Det ukendte, som han var på vej ud i.

Hold da kæft en ballade han ville få, ikke bare

med Jens, men også med far og mor, hvis de opdagede,

at han var her og ikke lå hjemme i sin seng.

Der lå det, skibet.

Jon standsede brat op og snappede eft er vejret.

Han stod i lang tid og sank spytt et, mens han forsøgte

at mande sig op til at gå helt tæt på.

Det lå som en stor, sort og massiv skygge og tårnede

sig op foran ham i mørket.

Det så meget større ud nu end i dagslys. Jon vidste

ikke, hvordan det kunne være. Det så forandret

ud. Anderledes. Bestemt ikke mindre uvenligt,

end han huskede fra i eft ermiddags.

22 MICHAEL NÆSTED NIELSEN


Nu var Jon slet ikke spor modig!

I virkeligheden havde han lyst til at vende om

og skynde sig væk, men på den anden side ville

han heller ikke være en kylling eller bare en lille

dreng, som blev bange for mørket. Så han gik tøvende

nærmere.

Jons øjne stod vidt åbne, og alle hans sanser var

spændt til det yderste.

Han kunne høre selv den allermindste lyd.

Og han var på vagt. Han var også parat til at

stikke af.

Jon kunne godt mærke en fornemmelse af lurende

panik, som sad i ham, men han var fast beslutt

et på at bekæmpe den, for at se, hvad der var

at se.

Det var jo bare et skib.

Et gammelt skib, som var godt rustent.

Hvordan kunne dét være farligt?! Og måske,

tænkte han, var det bare gamle Jens, der var overtroisk.

Eller også spillede han ham et puds ved at

fortælle historier. Det kunne også være. Måske

syntes han, det var sjovt at skræmme børn. Sådan

var der nogle voksne, der havde det. Man kunne

bilde et barn hvad som helst ind, hvis man sagde

SKIBSKIRKEGÅRDEN

23


det på den rigtige måde. Det var Jon godt klar

over.

Alligevel kunne han ikke frigøre sig fra det blik,

Jens havde sendt ham den eft ermiddag, da han

cyklede hjem. Han kunne se det for sig og mærke,

hvordan det stak ned i hans dårlige samvitt ighed.

Det var et uheldsvangert blik!

En advarsel!

En meget klar advarsel.

Og måske var det ikke uden grund.

Men hvilken grund?

Det ville Jon nu fi nde ud af.

24 MICHAEL NÆSTED NIELSEN


3. Lyde i natt en

Jon stod først længe og så på skibet. Så begyndte

han langsomt at gå langs siden af det. Selv om det

nok var både forbudt og sikkert også farligt, ville

han gerne om bord. Det føltes, som om det trak

ham ind til sig. Inviterede ham. Som om det ville

sige noget til ham, uanset om han ville vide det eller

ej. Og hvad han end gjorde, vidste han, at han

ville komme til at se det. Alt, hvad der var at se.

Uanset hvor ubehageligt, rædselsfuldt eller forfærdeligt,

det var.

Der lå en stige.

Jon prøvede at løft e den op. Men den var meget

tung, og han mått e ase og mase for at få den stillet

op af skibssiden. Han var også meget forsigtig

med at larme, for ellers kunne det være, at Jens

blev vækket, og dét skulle Jon ikke have noget af.

Det var galt nok, som det var. Alligevel gav det et

værre rabalder, da han endelig fi k stigen op og satte

foden på det første trin. Alt i ham sagde, at han

SKIBSKIRKEGÅRDEN

25


skulle holde sig væk og vende om, men eventyret

drev ham alligevel frem.

Jon holdt stadig lygten slukket. Han ville først

tænde den, når han var inde i skibet.

Han svingede benene over rælingen og stod så

på det rustne og ru dæk.

Skibet føltes meget varmt. Det havde ligget i solen

i dagevis, og Jon kunne mærke varmen stråle

fra det gamle skrog. Han begyndte helt automatisk

at svede. Ikke bare fordi det var varmt, men

også fordi han var lidt bange. Han så sig tilbage

ind over pladsen. Der var intet at se. Alt var stadig

mørkt. Det gamle skur, hvor Jens lå og sov, var

også mørkt. Han havde ikke hørt noget. Det betød

også, indså Jon, at hvis han blev fanget af de

spøgelser, som han bestemt regnede med var der,

eller hvis han ellers fi k problemer, ville Jens heller

ikke komme ham til hjælp.

Jon fi k det skidt ved tanken.

Men nu var han begyndt og kommet så langt, så

nu ville han blive ved, til han havde fundet gådens

løsning. Nu stod han i meget lang tid og lytt ede til

alle sider.

Der var intet at høre.

26 MICHAEL NÆSTED NIELSEN


Ikke andet end fl agermusene, som strøg hen

over pladsen.

Der var også det stille bølgedrag ude fra fj orden.

Ikke en lyd af spøgelser.

Intet.

Ingen lyde ellers.

Jon kunne se, at skibets kommandobro og overbygning

stod mørke og skumle i natt en. Skibet

var helt øde og forladt. Der var ingen mennesker

mere. Ingen levende, i hvert fald. Ingen søfolk. Så

kom han til at tænke på, at det da var mærkeligt,

at skibet engang var gået ned.

Hvorfor var det gået ned?

Og hvorfor var der et stort hul i siden?

Det ville han nu fi nde ud af.

Jon tog mod til sig og gik langsomt og forsigtigt

hen til den nærmeste luge ned til skibets indre.

Lugen stod halvt åben, så det ville ikke blive

svært at komme ind.

Der var meget, meget mørkt.

SKIBSKIRKEGÅRDEN

27


Jon kiggede ind i skibets indre. Men han kunne

så godt som intet se. Det var bare et stort hul. Han

kunne dog ane de første trin på en trappe, som

førte ned. Han ville ikke tænde lygten før han var

helt inde, for ellers kunne det være, at nogen så

ham. I næste nu smutt ede han indenfor og stod på

det øverste trin og hev eft er vejret. Her var endnu

varmere. Jon kunne mærke, at hans trøje klistrede

til kroppen. Han glippede med øjnene, for han

svedte i ansigtet, og det løb ned i øjnene. Han trak

vejret stødvis.

I det samme trængte en svag lyd igennem.

Jon stivnede.

Det lød … som børn, der legede. Børn eller

unge, der sagte talte sammen. Nogle, som græd.

Jon gispede.

Hvad var dét?

Hvor kom det fra?

28 MICHAEL NÆSTED NIELSEN


SKIBSKIRKEGÅRDEN

29


Han trådte op på dækket igen og så sig om til

alle sider. Men der var intet at se. Her var ingen.

Og han kunne ikke høre, hvor den lyd var kommet

fra. Nu var der igen bare mørkt og stille. Kun

natt ens og fj ordens lyde. Det bekymrede ham en

del, at han ikke kunne høre, hvor lyden var kommet

fra. Den havde bare været der. Nu var den

væk igen.

Jon stod helt stille og lytt ede i alle retninger.

Men der var intet at høre eller se. Han var stærkt

fristet til at tænde lygten og lyse rundt, men lod

være. Skibsvraget lå der bare. Det var øde og stille.

Jon ville have det til at afsløre sine hemmeligheder,

og måske var lyden en af dem!

I stedet vendte han tilbage til trappen og stod et

øjeblik og så ned i det mørke dyb.

Så tog han mod til sig.

Et trin.

To trin.

Tre trin.

Jon kunne lugte sig selv. Så meget svedte han.

Det var ikke bare, fordi her var meget sommervarme,

men også fordi han var lidt bange for, hvad

han ville fi nde.

30 MICHAEL NÆSTED NIELSEN


Nu stod han på et af de nederste trin. Jon prøvede,

om han kunne se igennem mørket. På en mærkelig

måde var det, som om han kunne se alt. Der

var ingen grund til at tænde lygten. Hans syn var

meget skarpt. Sanserne var meget, meget skarpe.

Nok fordi han var vænnet til mørket. Han kunne

ikke se alt, men han kunne fornemme, hvor han

var henne. Det var, som om der var et særligt lys i

sommernatt en, selv her nede i skibets indre, som

gjorde, at han kunne se. Og han kunne høre alt.

Selv den mindste lyd. Jon kunne simpelthen føle

skibet. Gangene, de enkelte kahytt er og alle rum.

Han vidste derfor, at han stod øverst oppe. Der

var fl ere dæk under ham. Også maskinrummet.

Når han kom længere ind eller længere ned, ville

han nok blive nødt til at tænde. Men lige nu stod

han bare helt stille og trak vejret, mens han forsøgte

at få sit løbske hjerte til at falde til ro.

I det samme kom der en lyd til.

Det lød som en luge, der blev smækket i, og

straks eft er nogle hurtige skridt, der løb bort.

Det var kun en ganske svag lyd.

Den kom dybt inde fra mørket.

SKIBSKIRKEGÅRDEN

31


Jon snappede eft er vejret. Nu hamrede hans

hjerte endnu mere, og han havde svært ved at

få vejret. Han forsøgte at se gennem mørket og

fi nde ud af, hvor det kom fra. Men selv om hans

øjne og ører stod helt åbne, kunne han ikke fi nde

retningen. Det havde lydt, som om det kom alle

steder fra. Nu var der stille igen. Der var intet at

høre og intet at se. Så begyndte pulsen at dunke i

hans ører, og han kunne igen høre sig selv trække

vejret.

Jon vaklede mellem at løbe bort og forsætt e

frem. Han var meget nysgerrig, men på den anden

side også bange. Dett e her var ved at være lidt for

meget af det gode. Måske var det bare det gamle

skibsskrog, der gav sig i varmen? Han sagde til sig

selv, at det var det nok. Men alligevel havde han

en snigende fornemmelse af, at det ikke var sandt.

Der var noget andet. Noget mere. Måske noget

ondt? Jon havde en slem følelse af, at han ikke var

alene på skibet.

Her var andre. Men hvem?

Eller hvad, skulle han måske hellere spørge!

32 MICHAEL NÆSTED NIELSEN


SKIBSKIRKEGÅRDEN

33

More magazines by this user
Similar magazines