Hent bladet som PDF - LAP

lap.dk

Hent bladet som PDF - LAP

Jeg er 37 år og sognepræst. Jeg

har været igennem et forløb,

der minder om Gøgereden.

I 2003 blev jeg alene med mine to

ældste døtre. Jeg har et godt samarbejde

med deres far, som ser børnene

så tit, han vil.

I 2004 mødte jeg min ekskæreste. I

2007 blev jeg gravid. Midt under graviditeten

fortalte min ekskæreste, at han

ønskede barnet for sig selv og havde

brugt mig som ”rugemor”. Han tilbød,

at jeg kunne beholde barnet, hvis jeg

blev i forholdet, men truede med at

tage barnet fra mig, hvis jeg gik. Han

mente, at det var ”retfærdigt”, at han

fik barnet, da jeg havde to andre børn

i forvejen. Jeg turde ikke andet end at

blive, selv om min eks herefter øvede

grov psykisk vold.

Fra efteråret 2007 frem til foråret 2008

var min eks psykisk voldelig, og når

jeg brød sammen af angst, kørte han

mig på psykiatrisk afdeling og prøvede

at bilde dem ind, at jeg var psykotisk.

To gange havde jeg selvmordstanker

og kom til samtale på psykiatrisk skadestue.

Her sendte man mig hjem og

opfordrede min eks til at snakke med

mig og til at behandle mig ordentligt

og huske, at jeg var gravid. Lægerne

fandt ingen psykopatologi. Men jeg

blev indlagt i to måneder frivilligt på

et depressionsafsnit på Bispebjerg

Hospital. Her var ingen ressourcer

til at tilbyde mig psykologsamtaler,

og de havde ingen fysioterapeut, så

motionsrummet måtte ikke benyttes.

”Hjælpen” til mig bestod i, at jeg havde

et sted at være og ikke selv skulle sørge

for mad og husarbejde. Jeg havde

håbet på psykologhjælp, da jeg søgte

støtte til at blive stærk nok til at forlade

min eks, trods graviditet og en svær og

smertefuld bækkenløsning.

24 MEDLEMSBLADET LAP

Det ville klæde

psykiatrien at lytte til patienterne

I januar 2008 var jeg, efter et voldsomt

angstudbrud, i bedring og begyndt at

forholde mig positivt til graviditeten.

Jeg havde skrevet mig op til et andet

sted at bo, læste lektier med en skoleelev

og begyndte at finde venner i

området, og havde haft overskud til at

finde en børnehave og skole i nærområdet

til mine børn. Jeg havde stadig

brug for hjælp til min fødselsangst,

udløst af volden og en tidligere traumatisk

fødsel.

I slutningen af januar blev det på et

tværfagligt møde mellem kommunen,

fødeafdelingen og psykiatrien besluttet

at visitere mig til psykologsamtaler

på psykiatrisk afdeling Nordsjælland.

Jeg kom til visiterende samtale hos en

overlæge på Hillerød sygehus. Overlægen

spurgte ind til, om jeg så ting

skifte form eller farve, oplevede mine

tanker gentaget i fjernsynet e.l., hvilket

jeg benægtede. I februar 2008 viste

det sig, at overlægen havde skrevet i

journalen, at jeg så ting skifte form og

farve og oplevede mine tanker gentaget

i tv-avisen - ting, som jeg dagen

før havde benægtet i samtalen med

ham.

På baggrund af lægens journal og på

baggrund af en ”samtale med min

kæreste” blev jeg tvangstilbageholdt

i to måneder til ”ny observation” og

fik psykologhjælp til at ”erkende min

psykose”. Det blev set som et sygdomstegn,

at jeg ikke ville ”tilstå”, men

fastholdt at jeg bare havde angst og

belastningsreaktion, som diagnosticeret

på de øvrige afdelinger. Personalet

troede på min eks’ fantasihistorier om,

at jeg talte med usynlige venner og

troede, huset ville spise mig.

Jeg blev udskrevet ved fødslen i 2008.

Sygehuset forsøgte flere gange siden,

også i samarbejde med en ”objektiv”

overlæge fra Hillerød Sygehus, som

havde min medicin med i tasken, at

få mig medicineret eller genindlagt.

Overlægen var overbevist om, at jeg

havde en svær personlighedsforstyrrelse

og overvejede alt fra skizofreni

til skizotypi.

Jeg har på intet tidspunkt taget medicin,

bortset fra lige efter fødslen, hvor

jeg i tre uger indvilligede i at tage en

lavdosis Risperdal, uden at dette havde

anden effekt, end at jeg blev træt.

Det har siden vist sig, ved objektiv

granskning af journalerne, at jeg aldrig

havde et psykosegennembrud,

og at jeg ganske rigtigt havde angst

og belastningsreaktion, som jeg selv

hævdede. Jeg har siden tvangstilbageholdelsen

døjet med klaustrofobi.

Jeg er, i forbindelse med alle min eks’

retssager om barnet, sidenhen blevet

undersøgt ofte og grundigt. Og der er

IKKE fundet nogen form for psykopatologi

overhovedet. Tværtimod undrer

man sig over, at jeg ikke er brudt sammen

for længst efter fire års stalking.

Jeg bliver således vurderet til at være

mere robust end de fleste...

Dét er, i korte træk, min erfaring med

psykiatrien.

Efter at jeg startede i fuldtidsjob som

præst igen (uden at have nogen sygdom

i øvrigt), havde jeg en klient, som

kom til mig i tilsyneladende psykotisk

tilstand. Ved at jeg gav mig tid til at

SNAKKE med ham og hjælpe ham

med at strukturere sine tanker, fik han

styr på talestrømmen og blev helt normal

at snakke med. Der var intet galt

med ham, og han var taknemmelig

over, at der var én, som ville lytte til

ham.

Han havde kort tid forinden søgt hjælp

for sin depression på et nordsjællandsk

More magazines by this user
Similar magazines