Personlighedspsykologiens - Bent Hansen

Indholdsfortegnelse
1.0 Indledning side 01
2.0 Personlighedspsykologiens konflikter side 01
2.1.1 Determinisme vs. libertarianisme side 01
2.1.2 Den konstituerede vs. den organiserede personlighedsdannelse side 01
2.1.3 Den bløde vs. den hårde determinisme side 02
2.1.4 Kompatibilisme side 02
2.2 Indre eller ydre personlighedsdannelse side 02
3.0 Udvalgte personlighedspsykologiske teorier side 03
3.1 Sigmund Freud side 03
3.2 Carl G. Jung side 04
3.3 Radikal behaviorisme side 06
3.4 Trækteorierne side 07
4.0 En vurdering af betydningen af manglende kendskab til
eller indsigt i de determinerende faktorer side 09
4.1 Psykoanalysen v/Freud side 09
4.2. Den analytiske psykologi v/ Jung side 11
4.3 Behaviorismen side 11
4.4 Trækteorierne side 12
5.0 Afslutning side 12
Bilag: Litteraturfortegnelse
2

1.0 Indledning
Personlighedspsykologiens videnskabsteoretiske grundlag, der i sammenligning med andre
videnskaber har en kort historie, rummer, når menneskets personlighed skal beskrives, en
række konflikter. En af de centrale konflikter imellem de forskellige teorier opstår i
opfattelsen af at menneskets frie vilje, valg og handlemuligheder eksisterer overfor det
synspunkt, at menneskets handlemuligheder er begrænset som følge af en forudbestemt
årsagssammenhæng, som den enkelte ikke kan tilsidesætte.
Hvis der således er grundlag for påstanden om eksistensen af årsagssammenhænge, ville det
så alligevel kunne antages, at den enkeltes indsigt i disse årsagssammenhænge kunne føre til
en udvikling eller en forandring af adfærd for den enkelte?
Denne opgavebesvarelse vil med fokus på et udvalg af personlighedspsykologiske teorier for
det første søge at indkredse determinerende personlighedsfaktorer i disse teorier samt for det
andet at undersøge betydningen for den menneskelige adfærd om der mangler eller findes
kendskab til de determinerende faktorer.
2.0 Personlighedspsykologiens konflikter
”Personality is unique in psychology by being historically based upon several different widely
encompassing paradigms: Psychoanalytic, trait, behaviorist, and humanistic. Each has sought
to subsume not just personality, but all of psychology, as benefits personality psychology’s
integrative mission.” (Funder 2001, 198).
Udsagnet indikerer, at der i personlighedspsykologien findes flere teoretiske retninger og at
der imellem disse er store uoverensstemmelser om, hvordan personlighed i psykologisk
forstand kan forklares.
2.1.1 Determinisme vs. libertarianisme
Er menneskets handlinger determineret således, at adfærden er et resultat af en årsagskæde,
eller er menneskets handlinger helt eller delvist udtrykt gennem en fri vilje?
Når personlighedspsykologiske teorier således forsøger at fremlægge videnskabelige
forklaringer om mennesket og dets adfærd ud fra et deterministisk grundlag, vil
udgangspunktet være, at ”det der sker, sker med nødvendighed som følge af de årsager, der
gik forud og som følge af de gældende lovmæssigheder, der forbinder en given årsag med en
bestemt virkning. Alle hændelser er led i uendelig årsagskæder, og der findes ingen brud på
årsagskæderne. Der findes ingen ”første årsag”, der ikke selv er virkning af en anden
forudgående årsag”. ”Intet og ingen kan være første årsag og dermed egen årsag”. (Bertelsen,
internet-version marts 2001).
Overfor dette standpunkt står bl.a. den eksistentialistiske opfattelse f.eks. repræsenteret af
Jean-Paul Sartre, der mener, at den enkelte helt og aldeles selv former sit liv og selv træffer
sine beslutninger ud fra egne lovmæssigheder. Denne anskuelsesmåde kaldes libertarianisme
(Bertelsen, internet-version marts 2001).
2.1.2 Den konstituerede vs. den organiserede personlighedsdannelse
De to yderpunkter optræder også som henholdsvis den konstituerende personlighedsdannelse
(deterministiske), hvor personligheden dannes af grundlæggende kræfter, og den
3

organiserende personlighedsdannelse (libertarianistiske), hvor personen gennem egne valg
selv har indflydelse på, hvordan personen er (Bertelsen 2003, 16).
2.1.3 Den bløde vs. den hårde determinisme
Der kan sondres mellem den bløde og den hårde determinisme.
Inden for den bløde determinisme kan mennesket forstås som et frit og ansvarligt handlende
væsen. Her opfattes kausale faktorer som forudbestemte elementer af personligheden, som
ikke kolliderer med den frie vilje. Forudsætningen for at kunne forene determinisme og den
fri vilje beror på den opfattelse, at handlefrihed ikke er det samme som viljesfrihed. Den
bløde determinisme fokuserer således på handlefriheden. Det frie menneske eksisterer,
såfremt personen ikke er underkastet ydre eller indre tvang.
Ifølge den hårde determinisme er alt årsagsbestemt og mennesket, der handler, har kun haft
mulighed for at handle på denne ene måde. En handling kan ikke på en og samme tid være
årsagsbetinget og fri. Det er en selvmodsigelse at ville forene determinisme og den frie vilje.
Hvis determinismen ikke er gældende, vil vore handlinger være tilfældige og dermed vil det
være meningsløst at fremlægge teorier om personligheden.
2.1.4 Kompatibilisme
Andre teoretikere, herunder Thomas Hobbes, har forsøgt at forene determinismen og den frie
vilje. Dette udgangspunkt kaldes kompatibilisme, hvor det påstås, at mennesket handler frit,
hvis man kunne have handlet anderledes. Den faktiske handling har dog årsag i den enkeltes
ønsker og holdninger. Preben Bertelsen anfører som mulighed at anskue kompatibilismen i
begrebet bottom-up/top-down. ”I dette perspektiv undersøges psyken empirisk og forklares
teoretisk ved det der konstituerer psyken: De fundamentale fysiske, biologiske,
neuropsykologiske, socialiserende og socialengagerende processer, der tilsammen udgør
psykens materielle grundlag uden hvilke, den slet ikke ville eksistere” (Bertelsen 2003, 16).
2.2 Indre eller ydre personlighedsdannelse
Personlighedsteorierne har forskellige opfattelser af personlighedens dannelse og
udviklingsmulighederne herfor.
Opstår et menneskes model af verden som et resultat af indre eller ydre prægning?
Indeholder mennesket i sig selv gennem genetisk og kulturel arv og biologiske forudsætninger
indre ressourcer, der fremkalder følelser, tanker og handlinger eller er personen præget af ydre
påvirkninger fra kultur og sociale relationer?
”De fleste teorier synes dog enige om, at personligheden opstår i et kompliceret samspil
mellem ydre og indre kræfter. Med hele vores personlige oplevelses-, handlings- og
væremåde påvirker vi vore omgivelser - og påvirker dermed selvsagt også den måde, som de
er på og påvirker os på” (Bertelsen 2003, 17).
Preben Bertelsen samler de komplicerede og modsætningsfyldte indfaldsvinkler i fire
forskellige personlighedspsykologiske grundsyn.
Hans model opererer med:
1. Psykodynamisk determinisme
2. Sociokulturel determinisme
3. Psykodynamisk libertarianisme
4. Sociokulturel libertarianisme
(Bertelsen 2003, 17).
Det er de to førstnævnte grundsyn, der har interesse for denne opgave.
4

3.0 Udvalgte personlighedspsykologiske teorier
I det følgende undersøges de udvalgte personlighedspsykologiske teorier for determinerende
faktorer. I gennemgangen af teorierne medtages forudsætninger, der skønnes vigtige i forhold
til en vurdering af de determinerende elementer.
3.1 Sigmund Freud
Sigmund Freud, der havde en naturvidenskabelig baggrund, udviklede gennem erfaring med
psykoterapi fundamentet for psykoanalysen. Han var af den opfattelse, at mennesket var
splittet og i konflikt med sig selv (L. Pervin et al, Handbook of Personality, 1999, 81).
Opdagelsen af det ubevidste kan spores tilbage til Descartes’ teorier, som han redegjorde for
i værket ”Om metoden” (1637). Freud antog imidlertid, at bevidste tanker kun er en meget
beskeden del af psykens funktioner og ”set i lyset af det ubevidste bliver det bevidste
nødvendigvis reduceret til et flygtigt fænomen, der ligesom fyrtårnets lanterne i korte glimt
oplyser det, der ellers ligger gemt i det uoplyste” (Judy Gammelgaard 2000, s 63-64).
Freuds store bidrag til en forståelse af mennesket ligger i arbejdet med begreberne det
bevidste og det ubevidste sind. Disse to sider af psyken anser Freud for afgørende forskellige
systemer i personligheden. De to systemer er ofte i konflikt og fungerer principielt på
forskellig måde (Judy Gammelgaard 2000, 61).
Konstateringen af det ubevidste sinds eksistens fører den erkendelse med sig, at jeg’et ikke er
herre i eget hus, men ”blot henvist til sparsomme meddelelser, der kommer fra det ubevidste”
(Judy Gammelgaard 2000, 64).
Freud beskriver det ubevidstes dynamik gennem myten om Ødipus. ”Den væsentligste
struktur i det ubevidste er Ødipus-komplekset, der strukturerer de psykoseksuelle fantasier, og
som er i baggrunden for subjektets kønsidentitet. Ødipuskomplekset er i det hele taget den
samlede betegnelse for de grundpolariteter, som det ubevidstes dynamik fungerer ud fra”
(Simo Køppe 1992, 190). Det bemærkes, at Køppe om det ubevidste foretrækker udtrykket
”strukturerende” i stedet for ”determinerende”.
Ødipuskomplekset bruges af Freud til at forklare årsagen til personlighedens kernekonflikt.
De uforløste oplevelser af seksuel karakter i forholdet til forældrene har den betydning, at
personligheden bestandigt må leve i konflikt. For drengebørn udvikles moralsk selvkontrol og
for pigebørn udvikles en større følsomhed.
Det ubevidste er i psykoanalysens struktur placeret i det’et, som styrer de primære processer
og drifterne. Det’et er også lagerplads for jeg’ets fortrængninger og virker som jeg’ets
ubevidste forsvarsmekanismer (Bertelsen 2003, 37).
Driftsbegrebet har også en central placering i Freuds teori. Drifterne opfattes af Freud som
en energi, der opstår gennem biologiske og fysiske processer i kroppen.
”Freud assumed that mental processes must be powered by energy, and that this energy must
follow the same laws as other forms of energy in nature. A psychological motive to which
energy has been attached can be consciously or unconsciously suppressed, but it cannot be
destroyed” (Pervin et al. 2003, 59).
Freud kom senere til den konklusion, at livet er en stadig kamp mellem livs- og dødsdrift.
5

Freud perspektiverede driften på fire områder:
1. Driftens kilde (biologisk)
2. Driftens mål (ophævelse af pirringstilstand)
3. Driftens objekt (det igennem hvilket driften kan nå sit mål)
4. Driftens trang (størrelse af det arbejdskrav, som driftspirring stiller til psyken)
(Ole Andkjær Olsen og Simo Køppe 1991, 331 - 335).
Fortrængninger er jeg’ets ubevidste forsvarsmekanisme og lagres i det’et. Personen har
således ikke adgang til disse fortrængningerne, der består af censureret materiale, som jeg’et
oplever faretruende eller krænkende. Fortrængningerne indeholder oplevelser og handlinger,
som jeg’et og over-jeg’et ikke kan anerkende eller acceptere. Som forsvarsmekanisme bliver
det en drift (Bertelsen 2003, 37).
Psykoanalysen omfatter endvidere den strukturelle personlighedsmodel (det’et, jeg’et og
over-jeg’et) samt den topografiske model (UBV, FBV og BV), som ikke behandles specifikt
her.
Determinanter:
1. Underbevidsthed rummer kræfter, som bevidstheden ikke er herre over og derfor ligger uden for
personens kontrol
2. Der udvikles gennem trekantsdrama med forældrene en kønsspecifik personlighed
3. Drifterne er udledt af biologiske og fysiske faktorer, som jeg’et kun delvist kan nedtone, men
restenergien lagres og udlades uden personens kendskab til direkte årsag.
4. Ikke acceptable oplevelser og handlinger fortrænges og lagres i det’et og bliver til drifter, som
personen ikke kan identificere.
3.2 Carl G. Jung
Carl G. Jung, der også havde en naturvidenskabelig baggrund, grundlagde den analytiske
psykologi.
Jung udtalte i forbindelse med en forelæsningsrække i England (1935): ”Psykologi er først og
fremmest en videnskab om bevidsthed. Dernæst er det en videnskab om produkterne af det, vi
kalder den ubevidste psyke” (Jung 2001, 17).
Jung mener, at bevidstheden har følgende funktioner:
1. Sansningen fortæller os at noget er.
2. Tænkningen fortæller os hvad det er.
3. Følelserne fortæller os hvad det er værd.
4. Intuitionen sætter det i tidsperspektiv og giver os en anelse om noget.
Jung siger endvidere, at psykologiske funktioner sædvanligvis kontrolleres af viljen, men at
de også kan fungere ufrivilligt (ubevidst) (Jung 2001, 23 - 25).
Jung ser ligesom Freud personligheden som et dynamisk system og sondrer også mellem det
bevidste og det ubevidste. Det ubevidste deler Jung op i det personligt og det kollektivt
ubevidste.
Det personligt ubevidste består af det materiale, som ikke kan finde plads i jeg’et og
personens selvopfattelse. Det personligt ubevidste kan bevidstgøres, hvis personen kan blive
opmærksom på det.
6

Det kollektivt ubevidste kommer fra personens unikke livsforløb, men består også af
nedarvet materiale, som er udviklet gennem artens historie. Dette forhold har sat mennesket i
stand til at overleve. Det kollektivt ubevidste materiale optræder i psyken som grundformer,
hvilket Jung kaldte arketyper. ” For Jung var det fællesmenneskelige i alverdens personlige og
kulturelle udtryk empirisk belæg for eksistensen af det kollektivt ubevidste” (Bertelsen 2003,
43).
Jung mener, at arketyperne (prægning) udvikles i et samspil med omgivelserne og bliver til
måder personen er, oplever og handler. De psykiske grundformer gør det muligt for den
enkelte at opfatte verden og skelne imellem verdens bestanddele. I det kollektivt ubevidste er
der allerede fra starten nedlagt grundformer, som gør det muligt for menneskerne at genkende
hinanden og at kunne etablere et socialt samspil. Dette gør det muligt at skabe
samarbejdsrelationer og fællesskab, hvilket er en nødvendighed i den enkeltes evne til at
overleve.
Jung er af den opfattelse, at grundformerne til vores måde at være, opleve og handle på, er til
personens disposition fra fødselen. I de konkrete samspil, som livet bringer, vil en enkelte
kunne udvikle disse arketypiske grundformer.
Personligheden består således af arketypiske grundformer, som kan observeres. Jung
bemærker endvidere, at de arketypiske grundformer først og fremmest er tilpasset menneskets
vilkår, men de optræder også som myter, symboler og religioner (Bertelsen 2003, 42).
Jungs teori fører dernæst det kollektive ubevidste arketypebegreb videre i en mere omfattende
personlighedsstruktur.
Persona og skyggen
Persona dækker de udtryk, der optræder eksternt i det offentlige rum.
Persona, som betyder maske, dækker over det ansigt en person viser frem og som kan tåle en
evaluering fra omgivelserne ud fra de gældende normer repræsenteret i dette rum. Personen er
i stand til at ændre adfærd alt afhængig af kontekst og forventninger fra andre.
Overfor persona står modsætningen i form af skyggen. I dette indre rum hersker de sider af
personligheden, som vi anser for uforenelige med omgivelsernes etik og moral. Her findes
dobbeltmoralen, det asociale, ondskaben og de ”pinlige” og ”skamfulde” sider.
Personen lever ofte i konflikt med skyggesiden og forsøger at kontrollere denne. Omvendt er
det fra denne personlighedsdel, at det livlige og uforudsigelige kommer.
Anima og Animus
Anima dækker over de feminine træk i personligheden og animus de maskuline. I princippet
rummer begge køn både feminine og maskuline træk i personligheden.
Selvom trækkene til en vis grad er kønsspecifikke, vil manden f.eks. have animus i
forgrunden og anima i baggrunden og kvinden anima i forgrunden og animus i baggrunden.
Også her anlægger Jung det synspunkt, at de kønsspecifikke træk er dispositioner, som kan
udvikles alt afhængig af personens livserfaringer. Der gøres ikke rede for hvordan trækkene
udvikles og formes og hvordan balancen imellem dem opstår.
I princippet tillægges alder en betydning i balancen mellem anima og animus, hvilket er en
hjælp til personen til at finde sin modsætning (Bertelsen 2003, 45). Ubalancen er således
størst i de yngre år, men forelskelse og binding til sin det modsatte køn skaber balance
imellem disse modsætninger.
7

Men for stor ubalance imellem animus og anima vil kunne skabe problemer for en persons
forhold til det modsatte køn. Hvis en person f.eks. foragter den indre modsætning til eget køn
vil dette også kunne slå igennem i det ydre forhold til det modsatte køn.
Selvet
Selvet opstår, når personen kommer i kontakt med alle sider af sig selv. Når der hos personen
er opstået en vis modenhed, psyken har konsolideret sig og konflikterne er tilstrækkeligt
afbalanceret, vil selvet udvikle sig. I denne fase af personens liv vil selvet, der er en
grundform fra det kollektivt ubevidste, være i stand til at samle personens forskellige
grundformer og skabe overensstemmelse i personens hidtidige ubalancer.
Selvet opfattes af Jung som værende en dimension, der ligger over jeg’et, idet selvet også
indeholder det ubevidste.
Libido - en enhedsdrift
Jungs driftsbegreb er i modsætning til Freud samlet til en enhed, og han kalder den for libido.
Med denne lære om enhedsenergi fratog han seksualiteten den særstilling, som Freuds
driftsteori indeholder, og Jung manifesterede dermed en afstandtagen til Freud (Ole Andkjær
Olsen og Simo Køppe 1991, 335).
Determinanter:
1. Det kollektivt ubevidste rummer nedarvede faktorer, som udvikles evolutionært gennem
fylogenesen
2. Livsvilkårene bestemmer hvordan balancen mellem anima og animus udvikler sig
3. Selvets udvikling er afhængigt af hvor store ubalancer personen har i forhold til
personlighedens grundformer
3.3 Radikal behaviorisme
Behaviorismens arnested er 20’ernes USA. Det teoretiske grundlag stammer fra John Locke,
der mente, at alle - mennesker og dyr - fødes med en ren tavle. Herefter formes individets
adfærd af omgivelserne. Amerikaneren John Watson anses for at være grundlæggeren af
behaviorismen. Watson skriver I 1913: ”Psychology as the behaviorist views it is a purely
objective experimental branch of natural science. Its theoretical goal is the prediction and
control of behavior. Introspection forms no essential part of its methods, nor is the scientific
value of its data dependent upon the readiness with which they lend themselves to
interpretation in terms of consciousness” (Thorne et al. 2001, 335).
B.F. Skinner er den mest radikale behavioristiske kritiker af de eksisterende modeller af
personligheden, hvor personligheden (P) er indlagt mellem stimuli (S) og respons (R), altså
S→P→R.
Skinner mente, at man skulle se helt bort fra personligheden (P), idet personligheden, som
eksisterer inden i den enkelte, ikke kan observeres og derfor kun kan underkastes
spekulationer. Psykologien må derfor fokusere på årsagssammenhænge mellem stimuli og
respons (omgivelsernes påvirkninger af den enkelte og dennes respons i form af adfærd).
Måden at sige noget om en person på, går således igennem en observation af personens
adfærd, der opretholdes så længe den forstærkes af påvirkning ude fra. Hvis forstærkningen er
positiv (belønning), vil personen i sin adfærd hyppigere tilstræbe den samme adfærd, og hvis
8

forstærkningen er negativ (straf), vil personen forsøge at undgå den handling, som afstedkom
den negative effekt.
”Skinner called his conditioning ”operant conditioning” because the organism operates on the
environment to produce consequences, which determine whether the behavior will be
repeated. By reinforcing successive approximations of the desired behavior, an organism’s
operant behavior can be shaped” (Thorne et al 2001, 392).
Skinner siger om personligheden, at denne er en organisme, der gennem operant betingning
og forstærkning udvikler forskellige adfærdsstrategier. Personligheden er således sammensat
af genetiske elementer på den ene side og på den anden side adfærdsformende elementer. I
denne forstand er den enkelte - ligesom hos Freuds jeg’et - heller ikke herre i eget hus, idet vi
bliver ofre for kræfter og påvirkninger, som kommer til os udefra.
”Ud fra et behavioristisk synspunkt kan menneskelig aktivitet ses som en række ”responser”,
der styres, kontrolleres og udløses af input fra omverdenen. ….
Radikale behaviorister som Watson og Skinner havde i den grad i sig selv indbygget ”den
videnskabelige tradition” og den optagethed af det observerbare, at de undgik at fremsætte
erklæringer om de psykologiske tilstandes hypotetiske rige.” (Gergen 2002, 29).
Personen udvikler sig gennem systematiske positivt og negativt forstærkende stimuli fra
omgivelserne. ”For opdragere, politikere, undervisere, behandlere gælder det derfor om at
sætte adfærdsformningen i system, så de ønskede personligheder - dvs. det ønskede system af
adfærd, herunder selvkontrollerende adfærd - efterhånden formes.” (Bertelsen 2003, 66).
Determinanter:
1. Personlighed er formet som et resultat af ydre stimuli.
2. Grundlaget for personens adfærd er delvist medfødt og personens adfærd er udelukkende et
udslag af omgivelsernes positive og negative forstærkning.
3. Det er således udelukkende ydre faktorer, der er bestemmende for personens adfærdsmønstre,
hvorfor den fri vilje ikke antages at være eksisterende.
3.4 Trækteorierne
Gordon Allport formulerede grundlaget for trækteoriernes tilgang til
personlighedspsykologien.
Det eneste, vi kan observere, er handling og ingen handling er et produkt af kun ét træk. En
given handling er således et produkt af interaktion mellem mange determinerede faktorer af
hvilke, kun én af dem kan kaldes træk. (Allport 1961, 334).
Han sondrer mellem og fremhæver to forskellige betydninger af træk:
a. En umiddelbar iagttagelse af en anden person væremåde som vi giver en
sproglig etikette. (Han er doven, arrogant og mistænksom eller flittig, nysgerrig
og tillidsfuld) (Allport 1961, 336).
b. En overordnet personlig disposition til at være på en bestemt måde. (Hans
væremåde doven, arrogant og mistænksom har den overordnede disposition:
Introvert eller han er modsætningsvis disponeret som værende ekstrovert)
(Allport 1961, 336).
Allport definerer selv betingelserne for træk således:
“A trait is a constant directing psychic force which determines the active and reactive
behavior of the individual.
A trait is a dimension or aspect of personality, consisting of a group of consistent and related
reactions that characterize a person’s typical adjustments”. (Allport 1961, 336).
9

Et personlighedstræk er altså et stabilt og vedvarende træk hos en person, der viser sig i
mønstre i en række forskellige måder at være på.
Den menneskelige personlighed er umiddelbart karakteriseret ved en lang række træk.
Menneskers personlighed adskiller sig fra hinanden ved, hvordan deres træk er sat sammen,
og hvor stærke eller svage disse de enkelte træk er. (Bertelsen 2003, 20).
Trækteorierne opererer med en faktoranalyse, der baseres på en statistisk metode. Der er tale
om en stor mængde indsamlede data omhandlende observerede udtryk for væremåde. Disse
data grupperes i mindre grupper (clusters) eller faktorer afhængig af deres indbyrdes samspil
eller modspil (korrelationsanalyse). En gruppe udgør så ét fælles træk. Målet er at reducere
antallet af grupper som fortæller noget om de grundlæggende personlighedstræk hos et
menneske. De forskellige trækteorier har forskellige antal grupper og betegnelserne for de
reducerede træk er ikke ens.
Trækteoriernes tilgang til personligheden er som regel tests. Der knytter sig en række
problemfelter til anvendelse af tests, som ikke vil blive behandlet i denne opgave.
Gordon Allport, Raymond Cattell og Hans Eysenck arbejdede sammen om udvikling af
trækteorierne.
Raymond Cattell definerer personlighed således:
”Personlighed er det, som gør det muligt at forudsige, hvad en person vil gøre i en given
situation”.
Cattell opererer med 16 grundtræk og der anvendes et spørgeskema med 170 spørgsmål og 15
små tillægsopgaver. Spørgsmålene er værdineutrale og der tages ikke stilling til om svarene er
rigtige eller forkerte.
Hans Eysenck definerer personlighed således:
”Personligheden er den mere eller mindre stabile og vedvarende organisation af en persons
karakter, temperament, intellekt og fysik, der bestemmer vedkommendes individuelle
tilpasning til sine omgivelser”.
Eysenck har kun tre grundtræk i faktoranalysen
The Big Five
Paul Costa og Robert McCrae har i 1980’erne udviklet trækteoriens mest kendte og anvendte
forklaringsmodel på personligheden. ”The Big Five” har 5 overordnede personlighedstræk.
”The five-factor model is a dimensional representation of personality structure that has
recently gained widespread acceptance among personality psychologists……the five factors
(Neuroticism, Extraversion, Openness, Agreeableness and Conscientiousness) (Costa and
McCrae 1992, 343).
Som forudsætning for The Big Five defineres personlighedstræk som:
”dimensions of individual differences in tendencies to show consistent patterns of thoughts,
feelings and actions” (Costa and McCrae 1992, 343).
10

Der argumenteres for at de fem faktorer eksisterer og er gyldige fordi:
1. Netop disse fem faktorer er stabile over tid, idet en person vedvarende har den
samme pesonlighedsprofil set ud fra de fem faktorer
2. Netop disse fem faktorer dukker vedvarede op selvom andre faktorer i andre
kulturer undersøges
3. Man finder de samme fem træk hos mange forskellige mennesker på tværs af
alder, køn og etnisk baggrund
4. Genetiske studier påviser eksistensen af de samme fem træk (f.eks. studier af
adskilte tvillinger)
(Bertelsen 2003, 27 - 28).
Om personlighedstrækkenes arvelighed anføres:
”It appears that all five factors are substantially heritable” og videre:”Each of the five factors
has shown at least some evidence for heritable” (Costa and McCrae 1992, 343).
Determinanter:
1. Det er muligt at forudsige, hvad en person vil gøre i en given situation fordi vi kan afdække
dennes personlighed
2. Personligheden er stabil og vedvarende og bestemmer personens tilpasningsevne til
omgivelserne
3. Faktoranalysen reducerer personligheden til få personlighedstræk og det ekstremt høje
abstraktionsniveau bortser således fra væsentlige detaljer i personligheden
4. Den fri vilje eksisterer ikke og den sociale påvirkning er minimal
4.0 En vurdering af betydningen for personens opførsel, at der mangler
kendskab til eller eksisterer indsigt i de determinerende faktorer
Jeg har valgt at ligestille begrebet opførsel med adfærd. Jeg anvender begrebet adfærd i den
forstand, at det er dækkende for tanker, følelser og handling.
Jeg betragter også vendingen ”trods” som indikerende en overgang fra det umulige til det helt
eller delvist mulige.
Det afgørende spørgsmål er, om mennesket igennem indsigt og meningsforståelse, med et lidt
mere moderne udtryk er i stand til at skabe en ny fortælling om sig selv. Vil en
omformulering og nyperspektivering gennem nye indsigter eller feedback fra omgivelserne i
forhold til personens problemstillinger i sig selv kunne give personen et afsæt til
adfærdsmæssige forandringer i et vist omfang eller på afgørende måde?
Deterministisk teori afviser helt eller delvist begrebet tabula rasa. Desuagtet kan vi iagttage,
at personer ændrer adfærd over tid (barn → ung → voksen →alderdom).
I det efterfølgende vil jeg med udgangspunkt i teorierne vurdere, om de udvalgte
personlighedsteorier i adfærdsmæssig forstand giver mulighed for at bryde igennem
determinanterne.
4.1 Psykoanalysen v/Freud
Tavlen er principielt ren i forhold til at organisere vores personlighed, men i teorien er tavlen
fyldt med dispositioner, der bestemmer, hvad der kommer til at stå og vi er ude af stand til at
se alle sammenhængene, fordi tavlen indeholder faktorer, som vi ikke er i stand til at se eller
forstå (det ubevidste).
11

Judy Gammelgaard argumenterer for, at fortrængninger kan opløses gennem psykoanalysen.
”Så længe Freud kunne fastholde hypotesen om, at det ubevidste havde karakter af hemmelige
fortrænge forestillinger, var det naturligt at forestille sig, at fortrængningen kunne ophæves og
de ubevidste forestillinger integreres i bevidstheden” (Gammelgaard, 2000, 176).
Målet for psykoanalytisk terapi er således med Freuds ord: at hvor det’et er skal jeg’et være”.
I psykoanalytisk praksis forestiller man sig således, at det kan gøre en forskel for personen, at
indsigter om ubevidste faktorer, som bevidstgøres, kan have betydning for opløsning af
bundet energi i det’et hvorved den konflikt, som hidtil har været ubevidst, ophæves gennem
bevidstgørelse. Personen får herved valgmuligheder.
Judy Gammelgaard erkender, at fremkomsten af nye klientgrupper (personlighedsforstyrrelser
og borderline) nødvendiggør en revision af begrebet om det ubevidste (Gammelgaard, 2000,
177). I forhold til disse grupper af personlighed giver tolkning af forestillinger ikke lindring.
Freud fremhævede, at drømme er kongevejen til det ubevidste.
Derfor bliver drømmetydningen et væsentligt bidrag til bevidstgørelse. En persons drømme
fyldes af fortrængte ønsker, aktuelle problemstillinger, sanseindtryk under søvnen.
Personens materiale glider igennem censuren og kan gøres til genstand for analyse og
udvidelse af bevidstheden.
”Således må vi antage, at der eksisterer måder at strukturere oplevelser på, som ikke adlyder
tid, som tåler modsætninger, og som kun kan ønske og som udtrykker sig i en form for sprog,
der mere ligner poesi end prosa, og hvor metaforer og andre retoriske figurer og troper
blomstrer” ((Gammelgaard, 2000, 179).
Det ubevidste har altså en anden måde at strukturere sig på og kommunikerer anderledes end
det bevidste.
Senere siger Judy Gammelgaard: ”Psykoanalysen er bekendt med hadets og frygtens onde
cirkel og ved, at et menneskes destruktive og selvdestruktive drifter kan modificeres gennem
indsigten i disse motiver, også selv om stærke kræfter modsætter sig sådanne forsøg”.
((Gammelgaard, 2000, 194).
Konflikten mellem det’et og jeg’et kan efter Freuds opfattelse håndteres på to måder:
1. Jeg’et må finde måder at overføre driften til former for handlinger eller
oplevelser, som er acceptable for jeg’et selv ofte i form af fysiske aktiviteter
(sport, konkurrence, seksuelle aktiviteter, kunstnerisk eller videnskabelig
udfoldelse m.m.).
Dette er den konstruktive måde at ophæve konflikten og der sker en sublimering af drifterne.
2. Jeg’et forsøger at bekæmpe det’ets driftsenergier igennem kompromisløs
modstand og forsvar mod det for jeg’et uacceptable.
Denne destruktive proces skaber neurotiske symptomer en ofte infantil adfærd. Konflikten
mellem jeg’et og det’et kan f.eks. også leves ud igennem overføring i forhold til andre
mennesker, projektioner og projektiv identifikation.
12

Når psykoanalytisk terapi praktiseres, analyseres materialet fra det’et og det undersøges, hvad
der ligger til grund for jeg’ets modstand og forsvar.
Analysen medfører indsigter, der resulterer i, at jeg’et kommer til at være der, hvor det’et var.
Personen får igennem psykoanalysen en øget selvforståelse og processen kan have den
konsekvens, at determineringen trodses.
4.2. Den analytiske psykologi v/ Jung
Tavlen står principielt til personens rådighed og personen kan frit organisere personligheden,
men tavlen indeholder alligevel grundformer, der er nedarvet i det kollektivt ubevidste.
Personen er bundet af denne arv.
Efter Jung tilpasses og justeres personligheden i den første halvdel af livet. Balancen mellem
persona og skyggen på den ene side og anima og animus på den anden side føre til en
styrkelse af personens ego og ubalancerne, og konflikterne synes at være udlevet.
Psyken har på dette tidspunkt stabiliseret sig og fundet sin form. Tiden er så inde til at skabe
en relation til andre sider af personligheden. I denne midtvejsfase opstår selvet.
Selvet udspringer af det kollektivt ubevidste og skal nu samle trådene og organisere
personlighedens øvrige grundformer. Når der er tilstrækkelig balance mellem persona og
skyggen samt anima og animus, er tiden inde til at give mere slip på kontrol. Det er her, at
kreativiteten og fordybelsen får plads. På trods af de determinerende konflikter får personen
nu igennem udvikling af selvet større handlefrihed.
Selvet er efter Jung arketype for orientering og mening, og derfor er selvet i sig selv en
helbredende funktion. Grundlaget for at trodse den determinerende adfærd kommer fra
udvikling af selvet, der i en vis forstand skaber forudsætningen for personens handlefrihed og
frie valg.
Jungs personlighedsteoretiske model danner ligesom psykoanalysen grundlaget for
psykoterapeutisk praksis.
Drømmetydning spiller en stor rolle i den jungianske tradition.
4.3 Behaviorismen
Tavlen er ren, men det er principielt omgivelsernes feedback, der bestemmer, hvad der skal
stå på tavlen.
Behavioristerne beskylder personlighedspsykologiske teorier som f.eks. psykoanalysen for at
være mentalistisk og spekulativ og tager afstand fra behandlingsformer, der beskæftiger sig
med personens indre verdensbilleder.
Det er dog muligt for en person at udvikle selvkontrol. ”Selvkontrol består deri, at ét sæt af
individets adfærd fungerer ved at være rettet mod de variabler, der bestemmer, hvordan
personens øvrige adfærd fungerer”. (Bertelsen 2003, 65).
Når vi er i stand til at opbygge selvkontrol bliver personen derfor ikke et offer for
omgivelserne endsige passiv i forhold til andre.
13

Der er således heller ingen forhindringer for den enkelte at tage sagen i egen hånd eller
afværge ydre påvirkning.
Personen kan for så vidt også vælge de elementer fra omgivelserne, som stimulerer personen
bedst, men det er ikke som et resultat af indre aktivitet.
Når vi har disse valg i handling skyldes det selvkontrollens forankring i adfærden. Selvkontrol
som adfærdsform udvikles og vedligeholdes og kan endda vendes mod andre adfærdsformer.
4.4 Trækteorierne
Tavlen er ikke ren fra start, idet det ser ud til at personlighedstrækkene følger af nedarvede
faktorer.
Som følge heraf ses ingen mulighed for at skabe en udviklings- eller en forandringsproces, da
personlighedstrækkene givet ved arv defineres som stabile og vedvarende.
Alligevel lukkes op for mulig anvendelse af The Big Five som supplement til klinisk
terapeutisk arbejde med henblik på at give terapeuten større indsigt.
”The five-factor model will be useful in research and clinical practice only insofar as it can be
accurately assessed.” “In the late phases of treatment, when the clinician has extensive
knowledge about the patient. Such ratings would be of great value as criteria against which to
judge other measures of the five factors. Early in the treatment they might be useful in
helping the clinician organize his og her conception of the patient (Costa & McCrae 1992,
349).
Trækteorierne levner ikke mulighed for, at personens indsigt i personlighedstrækkene vil
kunne skabe forandringer eller udvikling. Tværtimod ser det ud til, at trækteorierne skaber et
fastlåst billede af personen, som terapeuten så kan bruge til at supplere egne iagttagelser med.
5.0 Afslutning
Udgangspunktet for denne opgave er en redegørelse for udvalgte personlighedspsykologiske
teorier, som anses for at indeholde determinanter og tilsvarende en vurdering af om disse
teorier er så deterministiske, at der ikke gives en person muligheder for set fra teoretikerens
perspektiv at bryde igennem de vandtætte skodder.
Opgavekonceptet har på forhånd fravalgt de personlighedspsykologiske teorier, som bygger
på påstanden om, at mennesket har en fri vilje og kan handle frit uafhængigt af indre
personlighedskonstruktioner eller ydre påvirkninger.
Det er udenfor enhver tvivl, at de udvalgte teorier alle har deterministisk indhold. Jeg vurderer
med udgangspunkt i min fremstilling, at det, på nær trækteorierne, ser ud til i varierende grad
at kunne lade sig gøre, at bryde de determinerende faktorer og sætte den frie vilje igennem på
trods af determinanterne.
14

Litteraturliste
Pensum i personlighedspsykologi på BA-studiet efterår 2004 forår 2005
Lawrence A. Pervin & Handbook of Personality - Theory and Research
Oliver P. John
1999
Preben Bertelsen Personlighedspsykologi
2001
Judy Gammelgaard Mellem mennesker - træk af indfølingens psykologi
2000
Sigmund Freud Psykoanalyse - samlede forelæsninger
1994
C.G. Jung Den analytiske psykologis grundlag og praksis
2001
B. Michael Thorne & Connections in the history and systems of
Tracy B. Henley Psychology
2001
Kenneth J. Gergen Virkeligheden og relationer
2002
Kompendium Personlighedspsykologi v/Erik Schultz
2002 - 2003
Supplerende Kompendium Personlighedspsykologi BA 1.1 v/Ole Dreier
2004
15