Tema nr 1 2011 "Skyld og tilgivelse" - Agape

tema
Nummer 1 2011
skyld og tilgivelse
Skam og skyld
Skyld og tilgivelse
Mig den utilgivede
Selvtilgivelse
Konkret skyld og
konkret tilgivelse
Tilgivelsesprocesser
Bibelske perspektiver
på begrebet skyld
Bog: Undskyld på 5 sprog

indhold
Tema udgives af:
Foreningen Agape, Bredhøjsvinget 1, 8600 Silkeborg
Ansvarshavende redaktør:
Landsleder Torben Jensen
T 8680 6022 / torben.agape@gmail.com
Layout:
Informationsmedarbejder Martin Skipper
T 8680 6022 / skipper@agape.dk
Øvrige medlemmer af bladudvalget:
Psykolog Mette Højvig
Terapeut Torsten Hartvig Pedersen
Distriktsygeplejeske Jens Peter Hansen
Journalist Mette Swartz
Teolog Helge Maagaard
Forsidefoto:
Modelfoto fra sxc.hu
Tryk:
Lavpristrykkeriet, Århus
lavpristrykkeriet.dk
Oplag: 2.500 stk.
ISSN: 1601-7188
2
Mig den utilgivede
/ side 8 /
Konkret skyld
og konkret tilgivelse
/ side 12 /
Tilgivelsesprocesser
/side 14 /
Tilgivelsens røde bus
/ side 21 /
Emne Side
Har du et problem, eller hvad? - kommentar ......... 3
Skam og skyld ....................................................... 4
Skyld og tilgivelse ................................................. 6
Mig den utilgivede .................................................. 8
Selvtilgivelse .......................................................... 10
Konkret skyld og konkret tilgivelse ......................... 12
Tilgivelsesprocesser ............................................... 14
Bibelske perspektiver på begrebet skyld ................. 17
Tilgivelsens røde bus .............................................. 21
Mere til inspiration - bøger og links ....................... 22
Undskyld - på hvilket sprog? - boganmeldelse ........ 23
Foreningen Agape
Agape ønsker på folkekirkelig grund at hjælpe mennesker,
som oplever livet problematisk og at inspirere menigheder og
fællesskaber til diakoni i praksis. Dette sker ved at samle og
servicere frivillige grupper samt via terapi, foredrag, kurser,
rådgivning og sjælesorg.
Agape har navn efter det græske ord for kærlighed, og diakoni
er det græske ord for tjeneste.
Medlemmer af Agape modtager to gange om året bladet TEMA,
der sætter fokus på et emne inden for det diakonale, sjælesørgeriske
eller psykologiske område.
Kontakt
Foreningen Agape, Bredhøjsvinget 1, Silkeborg
T 8680 6022 / sekretariat@agape.dk
Telefontider: mandag – torsdag 9-15, fredag 10-14
Bankkonto 6190 0003562409
agape.dk

kommentar
Har du et problem,
eller hvad?
Skyld og tilgivelse er ganske grundlæggende elementer
i tilværelsen. Ved at tage første skridt ind i livet er man
uafvendeligt også startet på et forløb med gentagne
ansvarspådragelser og – forflygtigelser. Det er meget
vigtigt for enhver at se dette i øjnene: Jeg har først og
fremmest ansvar for mit eget liv, det må jeg tage på
mig.
Det kendetegner et menneske, at tilgivelse er noget
afgørende. Det er et af menneskets kvalitetstegn, et
kraftigt signal om, at vi ikke er dyr, men væsener
skabt af Gud. Tilgivelsens enormt befriende kraft kan
næsten ikke vurderes højt nok. Det er set i store sammenhænge,
når hele befolkningsgrupper forliger sig
med hinanden, men i de nære personlige relationer er
betydningen endnu større.
Regler for menneskers skyld
Gud laver ikke forbud og påbud, uden at de har det
formål at gøre livet for mennesker bedre. Set i det lys
er skyld også noget, der opstår, når vi modarbejder
Guds overordnede mening med at lave bud og leveregler
for mennesker. Alle reglerne kan sammenfattes i
dette bud: ”Du skal elske din næste som dig selv” (Rom
13,9).
Kun sjældent er der brug for teologisk nøjagtigt udregnede
grænser for, hvad der er rigtigt og forkert indenfor
tilværelsens mange åndelige og etiske dilemmaer.
Striden om sabbatsbudet er et lærerigt eksempel på
menneskelig fordrejning af overtrædelse og skyld.
Den tradition, Jesus levede i, havde gjort reglen om
hviledagen til et påskud for magtudøvelse i form af at
Torben Jensen
lægge skyld på andre, og nogle brugte det som middel
til at kunne fremhæve ekstra fromhed ved at overholde
præcise grænser for, hvad der var rigtigt og forkert at
gøre på en sabbat. De skriftkloge tog tilsyneladende
udgangspunkt i de ti bud uden at medtænke, hvorfor
dette bud blev givet. Ud fra den nøjagtigst tænkelige
tolkning og efter grundige studier af den ret lange tekst
om sabbatsdagen (2. Mos 20, 9-11), kom de frem til
det, de måtte anse for at komme tættest på Guds vilje.
Men Jesus afviser alle deres spekulationer og minder
dem om én ting: Gud har oprettet hviledagen for menneskets
skyld. Når Jesus antyder skyld hos os, er det
ofte fordi, vi ser bort fra Guds egentlige formål med at
oprette forbud og påbud, og fokuserer i stedet alt for
meget på de helt konkrete grænser mellem ret og uret.
Fra kirkelig side er vi ofte blevet fristet til at gøre
skylden mere konkret og definerbar, end Ny Testamente
lægger op til. Tilgivelsen, derimod, er både
altomfattende og konkret, på én gang.
Landsleder af Agape
3

Skam og skyld
Skyld og skam er to komplekse følelser, og oftest er de flettet
uløseligt ind i hinanden. I den samme situation vil nogle måske
føle skyld, mens andre vil plages af en voldsom skamfølelse.
Forskellen er, hvordan vi ud fra vores personlige psykiske bagage
tolker det, som sker. I det følgende vil jeg forsøge at afdække
forholdet mellem de to følelser og undersøge, hvilke psykologiske
mekanismer, der kan være på spil.
Af Anna Bruun
Skam er en følelse af flovhed forårsaget af en
uformåenhed eller en fortrudt handling. Skam er
vanære. Vi kender alle til situationer, hvor vi rødmer
af skam, slår øjnene ned, og hvor vi mest har lyst til at
synke i jorden.
Det kunne for eksempel være Philip, som synes, at han
har været til en rigtig god jobsamtale. Han svarede fint
på spørgsmålene, og der var en rigtig god stemning,
da han gik.”Det job er mit”, tænker han, og det siger
han videre til familie og venner. Målløs bliver han, da
han får tilbagemeldingen: ”Du fik ikke jobbet. Du har
ikke de kvalifikationer, vi søger”. Philip er flov. Han
ville ønske, at han aldrig havde pralet overfor familie
og venner. Hans selvtillid har fået et hak i tuden, men
efter nogle uger har han glemt den pinlige oplevelse.
Hans skamfølelse var blot midlertidig.
Om skyld siger Politikens Ordbog: ”Skyld er det ansvar,
en person må påtage sig for en fejlagtig eller en
kriminel handling”. Vi kan føle os skyldige over noget,
vi har sagt eller gjort. Vi kan have dårlig samvittighed
samtidig med, at vi prøver at finde på undskyldninger
for vores adfærd:
Sofie, som til en fest flirtede kraftigt med sin bordherre,
selvom hun godt kunne se, at hendes mand
blev mere og mere tavs og trist. ”Jeg var jo bare i godt
humør” tænker hun. ”Det var jo bare en uskyldig flirt”.
Men hun plages af dårlig samvittighed, og hun overvejer
at bede sin mand om tilgivelse og ændre på sin
adfærd.
Værdiløs eller skyldig
Skam kan spænde fra en følelse af forlegenhed over
en nedgørende bemærkning og til en intens oplevelse
af at være dybt ydmyget. Vi skammer os over den, vi
er. Jeg slog ikke til, og jeg indfriede ikke de forventede
krav. Skammen reducerer vores selvfølelse. Jeg kan
skamme mig over hvad som helst ved min person, mit
udseende, min etniske baggrund eller min manglende
kompetence. Oplevelse af skam har både at gøre med
min selvvurdering og med, hvad andre mener om mig.
Skammen har konkrete fysiske udtryk. Vi rødmer af
skam, ser ned, mister evnen til at tale og lignende. Den
skamfulde har modstand mod at tale om og erkende
sin skamfølelse, man frygter jo at blive afsløret og forventer
kun at møde foragt.
Den skamfuldes tanker kredser omkring, hvad de andre
mener om ham. Han føler sig værdiløs og har lyst
til at forsvinde og glemme det hele eller i nogle tilfælde
at slå tilbage.
Skyld har at gøre med en konkret handling. Jeg reflekterer
over, hvad der er rigtigt at gøre. Jeg føler
4
Anna Bruun er 49 år og
cand.pæd.psyk, 2005.
Hun har arbejdet en del år
med udviklingshæmmede
og er tilknyttet KRIS i
Århus, hvor hun blandt
andet er leder af en støttegruppe.
skyld over noget, jeg har gjort eller noget, jeg har undladt
at gøre, som jeg burde have gjort.
Den skyldige har dårlig samvittighed: Han tænker:
”Bare jeg ikke havde gjort det.”
Han overvejer at tilstå og bede om tilgivelse.
“Problemet med skyldfølelsen er, at
den kan melde sig med fuld styrke,
hvor den ikke har noget at gøre, og at
den kan være fraværende, hvor den
absolut burde være.”
Medfødt og kulturbestemt
Ifølge psykologiske iagttagelser er anlægget til skam
medfødt. Barnet betragter forældrenes ansigt. Det ser
efter deres respons på barnets adfærd, og hvis de ser
misbilligende på det, kan man allerede hos det etårige
barn se, at det vender hovedet ned.
I forskellige kulturer kan skam udløses af meget forskellige
ting. For en del år siden var det her i landet
skamfuldt at være født uden for ægteskab. I dag kan
det være skamfuldt, hvis naboen ser, at man slår sit
barn.
Skammens positive funktion er at få os til at opføre os,
så vi beholder vores tilknytning til andre mennesker.
Vi lærer at respektere andres grænser, og vi lærer at
sætte grænser for utilbørlig nysgerrighed og for vores
egeninteresse. Vi lærer at opføre os ordentligt. Skam er
vores følelsesmæssige kompas i det sociale samspil.
Barnet udvikler følelsen af skyld, når det begynder at
forstå begrebet ansvar. Ved fire-fem års alderen begynder
barnet at udvikle en forståelse for, hvad der er
rigtigt og forkert, og barnet udvikler samvittigheden.
To slags skam og to slags skyld
Vi må skelne mellem midlertidig/sand skam og falsk
skam.
Og vedrørende skyld må vi skelne mellem reel skyld og
falsk skyldfølelse.
Mennesker vægrer sig imod at føle skyld, fordi det
ødelægger idealbilledet af os selv. Men den sunde
skyldfølelse opstår på baggrund af reel skyld, som man
må gøre op med og søge tilgivelse for. Ved at overtage
ansvaret for min skyld giver jeg afkald på at ville retfærdiggøre
mig selv eller skyde skylden på andre. Det

er en betingelse for, at man kan komme videre som
menneske.
Problemet med skyldfølelsen er, at den kan melde sig
med fuld styrke, hvor den ikke har noget at gøre, og
at den kan være fraværende, hvor den absolut burde
være. Den kan også påføres andre, uden at der er
grundlag for det.
Nogle skyldfølelser er ikke tegn på virkelig skyld, men
snarere et udtryk for uklarhed og en manglende tillid
til os selv. Mange har haft en for streng opdragelse og
føler sig skyldige, fordi deres ”overjeg” anklager dem.
De har overtaget forældrenes bud på værdier i så høj
grad, at de ikke kan befri sig for dem, men plages af
skyldfølelse. For eksempel en ung kvinde, der som
barn blev tvunget til at arbejde. Hun føler skyld, når
hun tager sig et hvil eller under sig selv noget.
Andre føler skyld, når de ikke opfylder andres forventninger.
Det kan være ægtefællens, venners eller
kollegers. Eller man fordømmer sig selv for følelser
som had og nag, som man mærker hos sig selv, men
som man ikke selv kan acceptere. Man kan sidde fast i
skyldfølelsen, som i et fængsel. Man kan straffe sig selv
med den og lade sig beherske af den, men man er offer
for falsk skyldfølelse. Som ikke har rod i reel skyld.
Den kan kaste et røgslør og være en hindring for ærlig
kritik og ansvarlighed overfor os selv og andre.
Ifølge sjælesørgeren, Anselm Grün, tysk benediktinermunk
og forfatter, skal man tage skyldfølelser alvorligt,
selvom de ikke henviser til reel skyld. Hvis jeg bagatelliserer
den andens skyldfølelse, tager jeg ham ikke
alvorligt i hans nød. Skyldfølelsen er altid berettiget;
problemet ved den falske skyldfølelse er, at den, som
oplever følelsen, ikke kender sin skyldfølelses udspring.
Det er terapeutens opgave at søge efter skyldfølelsens
kerne og at hjælpe personen med at blive
forsonet med sig selv, sin skyld og sin livshistorie.
Over for ham kan vi bringe vort hjerte til ro, hvad end
vort hjerte fordømmer os for; thi Gud er større end vort
hjerte og kender alt. 1. Joh. 3,20
At tro på Guds tilgivelse er også at lade ham få vores
ubarmhjertige overjegs plads og have tillid til, at Gud
vil tage sig af alt i os, og at han for længst har borttaget
alt det, vi selv bebrejder os for.
Sand og falsk skam
Den sande skam lærer os som nævnt at overholde
fælles værdier. Tilgivelse sætter vi som regel i forbindelse
med skyld. Men vi kan have brug for tilgivelse fra
skammen. I eksemplet hvor Philip pralede overfor familie
og venner, kunne han måske overveje, om han har
brug for tilgivelse for sin trang til at hævde sig selv.
Nogle mennesker bærer på falsk skam. De har problemer
med at respektere sig selv. Når man respekterer
sig selv, har man tidligt i livet opbygget en god selvopfattelse,
man føler sig værdifuld. Man har lært at takle
smertefulde følelser og skam, der vækkes i livet, uden
at man bryder sammen.
Mennesker med falsk skam er personer, som tidligt i
livet har fået opbygget en negativ selvopfattelse, og som
på et dybt plan tror, at de er uduelige og ikke værd at
elske. Det lille barn søger moderens blik og en positiv
respons. Får man ikke det varme kærlige møde med
de nære personer, opstår der en indre tomhed og en
følelse af, at man ikke er god nok. I barnets møde med
den kolde voksne eller i værste fald den misbrugende
voksne vokser falsk skam.
Man kan være præget af falsk skam uden at vide det.
Ifølge den svenske psykolog og forfatter, Marta Cullberg
Weston, kan man bære på falsk skam, hvis man:
• Går helt i gulvet over negativ kritik
• Skal være perfekt
• Føler sig som en bedrager
• Præsterer tvangspræget for at få værdi
• Sammenligner hele tiden sig selv med andre
• Er fyldt med mindreværd
• Er rædselsslagen for at være sårbar og foragter
andre, der udviser sårbarhed
Hvis man er præget af falsk skam, kan man ikke umiddelbart
tage positive udtalelser til sig fra omgivelserne,
idet man ikke stoler på dem: Man er som en ske med
hul i.
Den bedste behandling for skamfølelse er at anerkende
den og fortælle den til en person, man har tillid til. Det
kan synes paradoksalt, for det er jo afsløringer, man
frygter. Men effekten af at vise skammen frem er oftest
positiv. Den bliver lettere at bære. Det er fordi, den
anden kan korrigere den skamfuldes selvopfattelse.
Både på et kognitivt/intellektuelt plan, men også med
følelsesmæssig respons og empati. Selvaccept og værdighed
kan frigøre fra den falske skam, som tilgivelse
kan fra skylden. Men det er vigtig at have en forståelse
af, at dyb falsk skam er en så gennemgribende
erfaring, at den som regel ikke er noget, man ved få
samtaler kan snakke sig ud af.
Kilder: Weston, M.C. (2010): Fra skam til selvrespekt,
Dansk psykologisk forlag A/S
Grûn, A. (2003): Tilgiv dig selv, Steno Forlag.
5

SKYLD OG TILGIVELSE
En filosof og en psykolog uden religiøs tilgang udtaler sig
Interview ved psykolog Mette Højvig
Hvad er skyld?
- Skyld for mig, både fagligt og personligt, vil nok
nærmere blive betegnet som ”dårlig samvittighed”.
Fornemmelsen af, at der er noget, man burde have
gjort bedre eller anderledes enten over for sig selv eller
nogle mennesker omkring én. Mange af mine klienter
arbejder med stress- og depressionslidelser, som
blandt andet er forårsaget af en manglende evne til at
sige nej til andres anmodninger. Dette vil få dem til at
opleve en så massiv skyldfølelse, at valget som oftest
bliver at gøre det, der bliver bedt om på bekostning af
egne behov. Det kan også være manden, der har været
sin kone utro og nu føler skyld, fordi konsekvenserne
har ramt ham massivt. Som regel er det først dér, den
dårlige samvittighed kommer og ikke så længe, han er
”sluppet godt afsted med det”. Mange af de samtaler,
jeg har med mennesker, der har mistet, kredser om
følelsen af skyld/dårlig samvittighed: hvorfor skændtes
vi sidste gang vi sås, hvorfor besøgte jeg ikke mine
forældre lidt oftere, hvorfor fik vi aldrig talt om vores
følelser for hinanden, hvorfor blev jeg vred på ham,
selvom jeg vidste, han var ved at dø?
Som psykolog arbejder jeg ud fra den holdning, at
hvert menneske eksistentielt set kun er ansvarlig
for sig selv og dermed kun har de forpligtigelser
overfor andre, som udspringer fra kærlighed og
nødvendigheden af at have omsorg for dem, der
ikke kan klare sig selv. Det kan være en lang proces
sammen med en klient at få ”kvalt” den dårlige
samvittighed og finde frem til, hvad DE lige præcis
synes er væsentligt for at give mening i deres liv.
Kontakten med andre mennesker bør ikke være drevet
af fornemmelsen af, at det er forkert (ud fra diffuse
samfundsvedtagne normer), hvis man fravælger en
given handling. Derimod bør kontakten være fyldt med
lyst til at gøre lige præcis dét sammen med/for den
anden.
Hvad er tilgivelse?
- Tilgivelse er set med mine faglige briller dét at give
slip på en masse indestængt vrede, som forpester éns
eget liv. Tilgivelsen er ikke nødvendigvis formidlet til
den/de personer, der er årsag til følelserne, men er en
proces, der foregår inde i én selv. Igen vil jeg hellere
bruge et andet udtryk, nemlig forsoning. Det at tilgive
opleves for mange af mine klienter som det samme som
6
PSYKOLOGEN
Camilla Carlsen Bechsgaard er cand. psych.
Autoriseret og privatpraktiserende i Odense.
Vi har spurgt hende om at sige noget om
begreberne skyld og tilgivelse.
”
at acceptere, at uretten er begået, og at tavlen for den
anden viskes ren, samtidig med at man selv går rundt
med alle sårene inde i sig selv stadigvæk. Forsoning
kan for eksempel blive aktuelt for voksne mennesker,
der har oplevet sig voldsomt svigtet under opvæksten
af deres forældre, og som stadig føler kontakten
som rigtig svær. Det lader sig ikke gøre at tilgive,
men det kan blive muligt at nå frem til en følelse af
medlidenhed med de forældre, der har svigtet og en
forsoning med at ”det her bliver ikke bedre, men jeg
må sætte pris på det, der trods alt binder os sammen.”
Det at tilgive opleves for mange
af mine klienter som det samme
som at acceptere, at uretten er
begået, og at tavlen for den anden
viskes ren, samtidig med at man
selv går rundt med alle sårene inde
i sig selv stadigvæk.
”
Hvordan forholder nutidsmennesket sig til skyld?
- Besvarelsen af dette spørgsmål overlapper nok meget
det øverste, men da jeg slet ikke har noget forhold
til skyldsbegrebet i religiøs forstand, ser jeg det i
højere grad i forhold til det postmoderne samfunds
krav. Skyld er blevet en meget individualiseret ting,
og listen af alt det, man kan føle, er godt nok lang.
Skyld/dårlig samvittighed over ikke at købe økologiske
varer, ikke træffe alle de miljømæssigt korrekte valg,
ikke træne nok, arbejde for meget og nedprioritere
familien. Forventningerne til ”det rigtige liv” er store,
og det er let at falde igennem. Så min fornemmelse er
egentlig, at vi er ved at blive en nation af skyldsramte
mennesker, der aldrig nogen sinde når frem til
følelsen af at gøre tingene godt nok. Bare det at læse
søndagsavisen med alle verdens katastrofer, krige og
de nære livsstilsproblemer forstærker jo følelsen af at
være magtesløs. Nogle bliver endda psykisk syge og har
den helt seriøse oplevelse, at krisen i Darfur er deres
personlige skyld.

Undskyld!
Det er svært at skulle tale om tilgivelse, når man ikke
ved, hvad tilgivelse er; når man som jeg ikke synes, at
man rigtigt har tilgivet nogen noget.
Måske er det fordi jeg har fået sat tilgivelsen op på en
piedestal, at jeg ikke synes, jeg kan tillade mig at sige,
at jeg har tilgivet. Ja, måske har jeg tilgivet.
Jeg er af den overbevisning, at tilgivelsen bliver mest
potent, hvis vi får den ned fra piedestalen, og betragter
den, som noget, der hele tiden foregår mellem mennesker.
Så kan vi nemlig ikke undskylde os med, at
det er et paradoks eller noget helt ophøjet, som vi
ikke forventes at leve op til, fordi vi ikke kan. At gøre
tilgivelsen ateistisk er at sætte den i spil mellem mennesker.
For tilgivelsen er for god til at reservere til en
finere verden.
Jeg vil nu prøve at lave en model for en ateistisk form
for tilgivelse, der er inspireret af den jødiske filosof,
Baruch de Spinoza (1632-77). Det er som alle andre
modeller ikke et nøjagtigt billede af verden, men en
model til at tænke med.
Forladelse, regnskab og bogføring
Når man beder om tilgivelse, beder man om forladelse.
I regnskabsmetaforerne, som gennemsyrer vores
sprog: Ikke at lade det tælle. Ikke at bruge et klip i
velviljeskreditten.
Men regnskabet snyder, for tilgivelse består ikke i at
smide regningen ud. At tilgive er ikke at glemme. Når
man skriver noget i glemmebogen, skriver man det jo
netop op. Jeg ønsker ikke, at de handlinger, som jeg
ønsker tilgivelse for, skal skrives op. Så bliver glemmebogen
jo bare en regnskabsbog nr.2, et dobbeltbogholderi.
Man beder om undskyldning. At unddrage sig skyld.
Der er et pudsigt sammentræf mellem skyld og gæld.
På tysk: Schuld. Det har givet anledning til mange
spekulationer over lighederne mellem præsten og forretningsmanden
– hvor præsten for at markere sin
distance til forretningsmandens optagethed af det
verdslige måtte omgås pengene med en særlig latter,
må le ad pengene.
FILOSOFFEN
Anders Fogh Jensen er filosof, ph.d. og har
indenfor samme fag uddannet sig på Sorbonne
Universitetet i Paris.
Her er et uddrag af en artikel, han har skrevet
om tilgivelse.
Hele artiklen kan læses på www.filosoffen.net
Sociale spil: tilgivelse og magt
Skyld og gælds-sammentræffet har også givet anledning
til en sammenkobling af tilgivelse og magt: At
man ved at tilgive lod én unddrage sig en skyld, en
gæld, undskyldte ham, hvorved man så lod ham skylde
en en tjeneste i stedet. .
Og lad os ikke negligere dette: Tilgivelsesakter kan
bruges som magtgreb. Når nogen hævder at tilgive andre,
kan de gøre sig selv til ofre. Den, der gør sig selv til
offer, gør gerningsmanden til bøddel. Jeg ønsker ikke,
at nogen skal ofre sig for mig, for så bliver jeg gjort til
bøddel.
Moral og etik
I dag sammenblander man moral og etik. Jeg vil
hævde, at moral og etik tilhører to forskellige verdensbilleder.
Moral tilhører det verdensbillede, hvor noget er, hvad
det er i kraft af sin essens eller sit væsen. Mennesket
er menneske i kraft af menneskevæsen – i kraft af
sjælen med en krop. Moral bliver da at leve op til en
målestok udenfor det konkrete menneske: Idealmenneske,
idémennesket. Moral siger bør. Du bør være et
godt menneske. Moral siger, at det, der er ikke er godt
nok som det er. Det skal være noget andet.
Etik er viden om, hvorledes noget virker. Etik er en
slags opskrivning af hvordan noget reagerer med hinanden.
Man kan sammenligne forskellen på moral og
etik med at kondiløb: Moral, det er at løbe efter et ur
eller en pulsmåler: At der er et bestemt niveau, man
skal leve op til. Moral siger bør: Det, der er, er ikke
godt nok som det er, det skal være noget andet. Etik,
det er at løbe med musik i ørerne. At få den konkrete
krop til at udfolde sin kraft – at styrke dens kraft – ved
at lade den møde musikken.
En anden situation kan illustrere forskellen på moral
og etik. Gud siger til Adam: ”Du må ikke spise æbler
fra dette træ.” Hvad betyder det? Ifølge moralen betyder
det: Du må ikke, det er forbudt, du bør ikke. Lev
op til din essens, Adam. Ifølge etikken opsætter Gud
forudsigelser for møder på samme måde som man kan
udregne hvorledes billardkugler vil rulle ved sammenstød
med bestemte kræfter. Gud siger: Hvis æble
møder Adam, nedbrydes Adam. Gud opstiller ikke
moralske forbud, han udtaler sig om, hvorledes kroppe
Fortsættes på næste side...
7

Mig den utilgivede
Af en mand, som ønsker at være anonym
Jeg levede mange år i et godt ægteskab, hvor vi i
manges øjne var forbilleder på, hvorledes et ægteskab
kunne leves. Det var også godt, og som sådan var
der mange ressourcer, der kunne deles med andre.
Vi delte fælles stærke sider med engagement i andre
menneskers liv og var dem, der inviterede til fællesskab
og gav meget ud til andre, når der var behov.
Der kom børn til, og da vi begge var ambitiøse
med vores arbejde, begyndte tiden mellem os at
blive sparsom. I løbet af få år kom der flere og flere
faresignaler, som jeg af flere årsager slet ikke reagerede
på.
Enorm vrede
Vi har altid haft forskelligt behov for nærhed. Måske
ret klassisk, der var for lidt følelsesmæssig nærhed
til kvinden og for lidt sex til manden. Det affandt jeg
mig med, som tiden gik – og valgte dermed dybest
set fuldstændigt at nedpakke nogle af de største og
dybeste behov, jeg havde i mit liv, af angst for, at jeg
ved insisteren ville komme til at pege på mangler ved
min ægtefælle og dermed såre hende.
Det blev voldsomt forstærket af episoder med
afvisninger, som jeg nok kan forstå i dag, men ikke
forstår min manglende reaktion på dengang. Jeg
erkendte derfor ikke, hvad det faktisk gjorde ved mig,
at min ægtefælle meget sjældent, oftest overhovedet
ikke, tog initiativ til, at vi skulle have sex, og fandt mig
pludselig i et ægteskab med et menneske, jeg elskede,
men ikke elskede med mere.
Det var frygteligt, jeg ikke fik sat det på dagsordenen af
- fortsat fra side 7 -
og kræfter virker. Etik, det er læren om konsekvenser
af møder.
Men hvorfor spiser Adam så af æblet på kundskabens
træ? Ifølge moralen gør han det fordi han fristes – han
pådrager sig skyld. Moralen taler ganske vist også om
kræfter: Adam fristes – det vil sige, han havde ikke
kræfter nok til at modstå. Men moralen siger så også,
at man bør samle sig de kræfter, der skal til for at
modstå. Sådan tænker etikken det ikke. Ifølge etikken
gør han det, fordi han ikke forstår. Adam forstår ikke,
hvad Gud siger.
8
angst for at skubbe hende væk. Og med tiden skabtes
en enorm vrede over den ligegyldighed, jeg syntes hun
omfattede den del af mig og vores samliv med – en
vrede, jeg heller ikke kunne give udtryk for.
I en lang periode blev det faktum druknet i arbejde,
hvor mine præstationer i den grad blev belønnet i
takt med, at ”belønningen” hjemme blev tiltagende
(forståelige) bebrejdelser over fravær og den megen tid,
der gik med karriere.
På et tidspunkt skete der så det, at jeg var min hustru
utro – efter endnu en lang periode i cølibat. Det skete
bare… føltes ikke som et bevidst valg, selvom det jo var
det.
Jeg valgte helt at fortrænge, at det var sket og sagde
intet om det. Der gik et par år, før det skete igen nogle
gange, og med ét stod vores ægteskab i flammer. I
samme periode fandt jeg ud af, at jeg også selv var
svigtet af min ægtefælle. Der kom en kaotisk tid, hvor
jeg fuldstændigt mistede overblikket over livet, over dag
og nat, løgn og sandhed, fortielser og forglemmelser.
Jeg mistede tilliden til alt og alle inklusiv mig selv, og
det endte med kaos og skilsmisse.
Det primære mål i dagligdagen blev at få det praktiske
til at fungere med børn, nu hvor vi var fremmede for
hinanden.
Ikke tilgivet
Jeg selv har været igennem en lang rejse i mit eget
liv, hvor jeg har fået åbnet rum og døre, der har været
lukkede i mange år. Og derved har jeg set, at en del af
at man ikke er på samme side, og derfor kæmper mod
hinanden.
Magt er afkræftelse: Man har ikke kraft nok til at møde
de andre og må derfor tage magten. Man er bange
for at nedbrydes, fordi man synes, man er svag, man
må derfor nedbryde de andre med strategier, før de
nedbryder en. Det er lumskheden, tvivlen – og måske
bevidstheden om egen svaghed.
Tilgivelse og kraft
Tilgivelsen er en kraft, der heler, hvor magten – afkræftelsen
– har spredt. Det bliver lettere at tilgive, hvis
man forstår, at mennesker nogle gange griber til magt i
Tilbage til tilgivelsen. Ved at forstå kan man tilgive.
Man kan tilgive Adam, hvis man forstår, at han ikke
afkræftelse. Og: Tilgivelsen giver i sig selv mere kraft.
forstod.
Kraftmodel: Forståelse og ansporing til tilgivelse
Der kan være lumske motiver bag handlinger, men de Fordelen ved dette kraft setup skulle være, at det ikke
er ikke onde. Etik beskæftiger sig ikke med ondskab blot tilbyder en forståelsesmodel til de menneskelige
og godhed, men med kræfter og virkninger. En række handlinger og til tilgivelsen af dem, men at det også
af de egenskaber, som moral regner som onde, kan in- opfordrer til tilgivelse. Hvorfor? Fordi tilgivelse giver
denfor denne bestemmelse af etik forstås som mangel mere kraft.
på kræfter: Lumskhed, magtsyge, jalousi.
Det her er altså ikke en moral, der siger: Du bør tilgive.
Kraft er ikke det samme som magt. Kraften kan få til at Det er en etik: Tilgiv, fordi det giver mere kraft.
Digt hele af – Aida magten H Andersen deler: Magt, fra samlingen det er følelse “Ovenlys af separation,
på dage med sorg” udgivet af forlaget Credo

de overlevelsesmønstre, jeg udviklede i mit ægteskab,
og som gik ud på at pakke mine behov væk og ignorere
faresignalerne, i høj grad blev dannet, for at jeg kunne
være til stede i mig selv. En del af disse mønstre havde
dybe rødder i min fortid.
Hvad gør man, når man bliver klar over, at katastrofen
er sket i éns liv, og man selv har en stor del af ansvaret
for det?
Jeg spejdede som en gal efter tilgivelse hos min hustru,
prøvede at fortælle, hvor ked jeg var over det skete,
men mødte blot en mur. Man kan jo ikke forlange
tilgivelsen, men måske bane vejen ved at give udtryk
for, at man kender smerten, den anden står i.
Alligevel er jeg i en situation, hvor jeg ikke har mødt
hverken anerkendelse af den smerte, jeg selv oplever,
eller den tilgivelse jeg havde så hårdt brug for… Og det
gør rigtigt rigtigt meget ved dig, når du fastholdes i en
position uden tilgivelse - som den skyldige.
Det parkerer ansvaret for det skete hos dig og
blokerer dermed indgangen til dig selv i dit eget liv og
fastholder de mønstre, der skabte utroskaben, så de
uacceptable følelser forbliver begravet indeni. Det gør
dig tilstrækkelig følelsesløs til at overleve og bringer lidt
trøst i din situation, men heler intet.
Ikke at være tilgivet binder dig i en sådan grad til din
skyld, at du ikke er i stand til at agere fornuftigt i dit
eget liv. Du mister simpelthen kompasset og står med
en brækket rorpind i hånden, mens fordømmelsens
vind blæser dig hid og did.
Når du ikke er tilgivet, er det første, du ser om
morgenen, din skyld; og det sidste, du tænker på, når
du lukker dine øjne før natten, er din skyld. Det farver
dit selvbillede, gør dig spedalsk, så du vikles ind i
overbevisningen om, at du er et dårligt menneske, der
ikke fortjener respekt. En tanke, du først og fremmest
selv har, og som kan martre dig fuldstændigt.
Det krævede nærmest overmenneskelige kræfter at stå
op imod hver morgen – og tvang mig helt i knæ. Jeg
trak mig fra alt socialt, fokuserede kun på, hvad jeg
kunne få til at fungere umiddelbart, og forsøgte totalt
at glemme mig selv.
Ikke at være tilgivet skaber et stærkt behov for, at
man forsvinder ud af sig selv. Jeg er så omklamret af
utilgivet skyld, at jeg ikke kan være tilstede i mig selv
længere, det gør for ondt.
Der kan man ikke overleve, man bliver så frygtelig
ligeglad med sig selv. Selvrespekt bliver en by i
Rusland, og samtidig vokser vreden indeni over en
fastlåst situation, som man ikke kan bryde med.
Selvtilgivelse. Første skridt fremad
Det var først, da jeg fandt ud af, at jeg på egen
hånd var nødt til at tilgive mig selv, der opstod en
mulighed for at blive frigjort fra tyngden af skyld. Det
var mindst lige så vigtigt som al anden tilgivelse for
at kunne heles. Kan du ikke tilgive dig selv, så glem
alt om, at andres tilgivelse vil skabe en forandring.
Først i det øjeblik jeg i stedet for at se på mig selv
med fordømmelse så på mig selv med nysgerrighed,
barmhjertighed og medfølelse og spurgte ”Hvad var det
egentlig, der skete..?” - kunne jeg se den mand, der
stadig var inde bagved, og som jeg godt kendte. Kunne
se, at det var et menneske, der fortjente respekt og
omsorg midt i det svære.
Dermed kunne jeg også få et rum til at begræde de tab
og svigt, han havde lidt og den magtesløshed, han var i
– og så kunne jeg tilgive ham. For jeg kender og forstår
nu historien indefra, og med det er der absolut ingen
brug for fordømmelse.
Det gør ikke egne overtrædelser og svigt mere
ansvarsfrie eller irrelevante. For de var der. Men de
binder mig ikke mere til dem. Jeg er ikke mere mine
svigt. Det betyder også, at jeg kan forholde mig til
dem, analysere dem og se på mit liv uden at være
forudindtaget, og hvor er det befriende at kunne gøre.
Den store smerte er der stadig. Over at have svigtet og
været udsat for svigt, ikke bare fra min ægtefælle, men
også fra alle de mennesker, jeg troede var et hegn af
venskaber omkring os, men som aldrig gav lyd fra sig,
da jeg havde det allersværest og var ved at gå under.
Når et ægteskab revner, gør en stor del af venneflokken
det også, for hvem vil stå der med en taberfamilie?
Jeg er i dag klar over, at jeg, når dagen er gået, er
helt alene. I den alenehed skal jeg kunne se på mig
selv med mildhed og forståelse – uden fordømmelse
– for at kunne gå dagen i morgen i møde. Se på
mig selv med det samme blik, Kristus mødte Peter
med påskemorgen. For han vidste, hvad der boede i
mennesket, af smerte, tab og barmhjertighed.
9

Selvtilgivelse
Af Aida H. Andersen
Vi kender det - desværre. Vi har gjort noget, som i egne
og andres øjne er forkert. Såret et andet menneske.
Ødelagt noget for én, vi holder af. Vi rammes af skyld,
skam, skuffelse over os selv, måske følelsen af ikke at
slå til og af mismod. I den proces må vi gå i dialog med
den, vi har gjort ondt. Vi har taget noget fra den anden
og skylder nu. Vi har en gæld. Vi kan ikke gøre det
gjorte ugjort, vi kan ikke betale tilbage. Derfor må vi i
stedet med ydmyghed sige ”undskyld”.
Tilgivelse
I hverdagen siger vore nærmeste ofte ”Jeg tilgiver
dig, det er i orden”. Det betyder, at den anden tager
ansvaret for de reaktioner og følelser, det forkerte
medførte. Den skyld, som var imellem os, bliver slettet.
Den anden kan stadig være følelsesmæssigt påvirket,
men tager selv ansvar for følelsen og eftergiver gælden.
Det, vi skyldte, det, der var imellem os, er slettet. Ikke
fordi det er glemt, men fordi vi aktivt har handlet og
taget ansvar, det vil sige sagt undskyld og tilgivet.
Ved de sårende ord eller den forkerte handling kom der
et brud i relationen. I tilgivelsen søges dette brud helet.
Den anden ønsker at genoprette relationen til os uden,
at det sårende skal have betydning imellem os længere.
Det kan være svært. Ikke desto mindre kan vi ikke leve
uden. Ellers risikerer vi, at bitterhed og nag æder os og
vore relationer op.
Lettelsen udebliver
Når tilgivelsen er givet og relationen søgt genoprettet,
vil vi ofte mærke lettelse, glæde, taknemmelighed og
nyt mod. Men nogle gange sker dette ikke. Nogle gange
ser vi, at den, der bad om tilgivelse, fik det og alligevel
ikke kunne rette hovedet og se fremad. En af grundene
hertil kan være, at vedkommende ikke har tilgivet sig
selv. Det betyder, at man fastholder sig selv i at være
den skyldige.
Gæld til sig selv
Hvis jeg har gjort noget, der strider imod min
overbevisning om, hvad der er sundt og godt, så
har jeg forbrudt mig mod noget i mig selv. Jeg har
overskredet min egen grænse. Jeg har ikke været tro
mod mig selv og mod de aftaler, jeg har med mig selv.
Jeg har ikke kunnet regne med mig selv. Det kan
medføre skuffelse, fortvivlelse, mismod, skyld og skam.
Derfor er der ikke blot behov for, at den anden tilgiver
mig, men i lige så høj grad brug for, at jeg tilgiver mig
selv. At jeg eftergiver den gæld, jeg har i forhold til
10
mine egne normer og værdier. Hvis jeg ikke tilgiver mig
selv, står jeg i gæld og skal betale af, det vil sige, jeg
kommer til at gå og straffe mig selv.
I jantelovens Danmark kan vi godt have en
fornemmelse af, at det er passende, at man opfører
sig med en vis ydmyghed i en rum tid, hvis man har
”klokket i det”. Og det kan der være meget rigtigt
i. Når man er skyldig, må man bære ansvaret og
konsekvenserne heraf.
Der er en gruppe mennesker, som ikke mærker deres
egen skyld og ansvar, og hvor deres tilsyneladende ”frie
liv” efter en forkert handling ikke handler om, at de
har tilgivet sig selv, men om, at de i første omgang ikke
kan erkende deres egen skyld. Det er en hel anden
og vigtig historie - men ikke ærindet her. I den anden
ende ligger de, for hvem erkendelsen af skyld bliver til
en livslang selvafstraffelse. Det er en usund måde at
leve på og kan medføre yderligere skade både på sig
selv og andre.
Selvanklager
Hvis ikke vi er opmærksomme, kan vi altså komme til
at holde os selv fast i, at når jeg har gjort det eller det,
har jeg ikke fortjent at leve et frit liv. Derfor må jeg
som straf nu leve ufrit, være skyldig, ikke anerkende
mig selv eller give mig selv lov til nye gode oplevelser.
Og det er på sin vis rigtigt! Skal jeg have som fortjent,
må jeg afstraffe mig selv, måske resten af livet. Det vil
betyde, at jeg bliver bundet i skyld og skam. Det vil
blive til en ond cirkel, hvor jeg bekræfter mig selv i, at
jeg er et dårligt menneske, hvilket stjæler modet til at
tage imod gode oplevelser og anerkendelse og dermed
fastholder mig i en negativ spiral. Hvis jeg ikke tør løfte
hovedet og se andre i øjnene, ser jeg heller ikke deres

“
Så hvis ikke vi vil ødelægge
mere, end vi har gjort i
forvejen, skal vi ikke have som
fortjent, men som ufortjent:
nemlig tilgivelsen.
Psykolog i Agape
Aida H. Andersen
anerkendelse. Hvis jeg ikke må
åbne mig for glæden, fastholdes
jeg i det depressive. Dette leder
ind i ensomhed, lukkethed og
for nogle en problemadfærd
som misbrug af alkohol eller
stoffer.
Selvtilgivelse
Så hvis ikke vi vil ødelægge
mere, end vi har gjort i forvejen,
skal vi ikke have som fortjent,
men som ufortjent: nemlig
tilgivelsen. Det er et valg, at gå
ind i tilgivelsens proces. For
nogle er det en kortere proces
– for andre en længere, og hvor
der kan være brug for støtte til
at fastholde sig selv i et sundt
mønster.
Det er afgørende, at vi er
opmærksomme på, at vi også
må tilgive os selv, når vi har
gjort noget forkert. For at
kunne leve, for ikke at komme
ind i et usundt mønster, der
hverken gavner os selv eller
nogen andre, har vi brug for
”tilgivelse”. Vi har brug for at
eftergive skyld. Vi har brug for
at eftergive det, vi skylder os
selv. Vi har brug for at kunne
se på os selv med barmhjertige,
tilgivende øjne. Ikke fordi vi har
glemt det, men fordi vi aktivt
har handlet og taget ansvar:
sagt undskyld og tilgivet.
Selvtilgivelse
11

Flemming Baatz Kristensen er
sognepræst ved Skt.Pauls Kirke i
Århus.
Han er forfatter til flere bøger,
hvoraf én har titlen ”Skyldig og fri –
befriet til at leve”. Den handler om
den befrielse, der opstår ved at blive
tilgivet. Og om skyld og skyldfølelse,
der spiller en stor rolle for mange mennesker. Flemming
Baatz beskriver den mulighed, der ligger i at
benytte sig af skriftemålet.
Konkret skyld og
konkret tilgivelse
Flemming Baatz brænder hurtigt varm, da jeg besøger ham for at tale om skyld, tilgivelse og
skriftemål. Efterspørgslen har været stigende, siden sognepræst Flemming Baatz Kristensen for
tyve år siden selv fandt befrielse ved at komme til skrifte. Regelmæssigt.
Interview ved Helge Maagaard
På spørgsmålet om hvorvidt skyld overhovedet er et
tema i moderne bymenneskers liv siger Flemming
Baatz:
- Ja det fylder i mange menneskers liv. Det står centralt,
især for kristne, men også for andre. Skyld viser sig
ved, at folk opsøger mig og fortæller om deres oplevelse
af ikke at være dygtig nok, og at de ikke har succes nok
og ikke slår til. Man lever ikke op til standarden, og herfra
kan der være grund nok til, at man føler sig skyldig.
- I en kristen kontekst opleves skylden som konkrete
synder mod Guds kærlighed eller Guds majestæt, og at
man svigter i forhold til at leve kristenlivet. Det fører til
skamfuldhed og skaber skyldbilledet. Jeg møder det i
sjælesorgen og i samtaler med folk. Ofte begynder det
med, at livet ikke lykkes, det være sig kæresteforhold,
ægteskab eller andre ting. Og mennesket sidder så dér
med skam- og skyldbilledet.
Mislykket men ikke skyldig
Flemming Baatz fortæller om mødet med mennesker,
der føler falsk skyld:
- En sjælesørger skal være skarp på, hvad det dækker
over, når en person har en følelse af urenhed og at være
forkert på den. Mange mennesker føler sig skyldige,
men er det ikke. Jeg sondrer mellem falsk skyldfølelse
og ægte sand skyldfølelse. Faktisk kan alt det med
skriftemål, nadver og Jesu død på korset prelle af på
nogle som vand på en gås. Det virker ikke.
Hvilke muligheder har en skriftefader så for at hjælpe
et menneske med falsk skyldfølelse?
Flemming siger:
- I den terapeutiske del af sjælesorgen er opgaven at
12
lære en person at skelne mellem skammen fra den falske
skyldfølelse og så ægte skyld. Det kan være endog
meget svært for en person med misbrugs-oplevelser
at opdage og fange forskellen på falsk skyld og ægte
skyld.
- En fremgangsmåde kan være, at vedkommende
fortæller hele sin historie – uden pres og med god tid,
hvor sjælesørgeren først og fremmest lytter. Sårene kommer
ofte til udtryk dér i fortællingen, hvor der er udsving
som tavshed, ophold, tårer eller andet. Når det så går
op for personen, hvordan tingene hænger sammen, kan
vedkommende opleve en frihed og en heling. Derved kan
der skabes en god selvværdsfølelse og en sand værdi
ved det at være skabt af Gud. Den nye selvværdsfølelse
er der ofte ikke hele tiden, men kommer og går, som
skyer kan komme og forsvinde igen. Men denne person
kan nu meget bedre tilegne sig et sundt selvbillede.
- Jeg kan sagtens finde på at henvise mennesker til
at gå til en psykolog eller i terapi. For der har de nogle
redskaber, som jeg ikke har. Og som jeg ikke kan bruge.
Dér kan man lære at se, hvordan tingene hænger sammen
i ens liv.
Ægte skyldfølelse
Flemming Baatz:
- Den ægte skyldfølelse kan komme frem, hvis den er
der, når den falske skyld er afdækket. Det kan være
skyld for, at man ikke gjorde noget, hvor man kunne. At
man i lang tid ikke tog ansvar. Det, man har gjort mod
en bestemt person eller flere og ikke kan gøre om. Når
et menneske ser, at det har krænket andre mennesker
eller Gud og hans majestæt. Det er ægte skyld. Her er

det vigtigt at blive genoprettet med Gud, i Gud, så man
kan ånde frit i syndernes forladelse. Den ægte skyldfølelse
kan have skadevirkninger gennem et helt liv. Det
er ikke nok at sige: jeg føler mig så uren; jeg er så stor
en synder. Det må konkretiseres. Kun i det konkrete er
den ægte skyld, og kun i det konkrete bliver tilgivelsen
befriende og ægte. Kun i det konkrete kan der begyndes
på at drøfte, hvordan det kan takles.
Om, hvad folk så gør med den konkrete skyld, siger
Flemming:
- Nogle mennesker kommer til skrifte med det samme.
Andre venter.
Det er folk, som kæmper, der kan gå til skriftemål og
finde liv. De oplever at miste frimodighed, og går med
skyld og skam. Her er skriftemålet en guldgrube. Det er
ikke alle, der behøver at komme regelmæssigt til skrifte.
Nogle lever ærligt og ligefremt og snyder ikke på vægten
(og dermed sig selv). Alle kan få hjælp ved at komme til
skrifte.
Flemming betoner og gentager for at understrege:
- Man må komme med det samme 117 gange over for
Gud. Vi må komme til Gud, hver gang vi svigter. Også
når vi er i gang med at tage ansvar og takle skylden.
Der kan tales med præsten alias skriftefaderen om,
hvad kan der gøres ved det. Hvordan kan vi over tid
vinde over det? Og selvom man da synes at tabe igen og
igen, så er det på den igen, til skriftestolen og få tilgivelse
og nyt liv igen.
Et menneske får taklet sine skygger, og tilegner sig i
sammenhæng hermed tilgivelsens befriende ord. Evangeliet
bliver befriende og giver mening. Og det er vigtigt
samtidig også at kunne leve med det, man har gjort mod
en anden uden at fordømme sig selv hele tiden. Hos den
person kan der skabes en god ydmyghed ved at tage
hånd om sine handlinger. For vedkommende må leve
med den skadevirkning det og det har gjort i en eller
flere bestemte personers liv. Det skaber ydmyghed. Et
sådant menneske bliver ofte opsat på at læge ting i andres
liv; og om muligt i den eller de bestemte personers
liv, man har forbrudt sig mod.
Skriftestolen i Århus
Flemming fortæller om opstarten:
- Fra 2005 gik jeg offentligt ud med indbydelsen om at
komme til skrifte, og nu sidder jeg 2 timer en fredag om
måneden i Skt. Pauls Kirken, hvor folk kan komme ind
fra gaden uden aftale på forhånd. Ved siden af dette
er jeg blevet kontaktet af mange folk og kristne fra hele
Århus, som be´r om, og hvor vi laver aftale om at komme
til skrifte.
Og det er stærkt, stærkt at opleve og se mennesker tage
deres liv på sig ved at møde op til en samtale og komme
til skrifte. De giver udtryk for det, der er forkert og skævt
i deres liv, og prøver at takle det og tale om det – bearbejde
det. Til sidst lægges det konkret frem for Gud, det,
der skal bekendes, og der bedes om tilgivelse. Præsten
aktualiserer tilgivelsen over for den pågældende person
med håndspålæggelse. Håndspålæggelsen på den skriftendes
hoved aktualiserer tilgivelsen fra Gud, samtidig
med at præsten tilsiger syndernes forladelse.
13
m

Tilgivelsesprocesser
Tilgivelse kræver, at vi engagerer os helhjertet i
projektet. At vi tør være ærlige, se tingene i øjnene
og mærke efter, samt at vi tør rumme smerten.
Processen starter med en bevidst beslutning om
at ville tilgive. Hertil har vi ofte brug for nogen
der kan minde os om tilgivelsens mulighed, samt
støtte til at komme igennem den. Men vandringen
belønner sig: Angst og depression mindskes, håb og
selvværd styrkes, ligesom første skridt til en mulig
forsoning hermed er taget.
Af Elin Andersen
Ægte tilgivelse indebærer, at den der har været udsat
for en forseelse, har erkendt den vrede og smerte, som
forseelsen har forvoldt, og på trods af det vælger at
komme den anden i møde. Selvrespekt og respekt for
andre vil motivere os til at vælge tilgivelsens vej.
Oftest er det dog en længere proces, som vi vil se
nærmere på i næste afsnit. Og en proces, der som
regel ikke starter, før vi bevidst beslutter os for
det. Instinktivt er tilgivelse ikke vores første valg af
respons.
Forsoning og tilgivelse forveksles let. Men der er
tale om to forskellige processer, om end de ligger
i forlængelse af hinanden, idet tilgivelsen åbner
muligheden for forsoning. Tilgivelse kræver blot én
person: At den, der har været udsat for en forseelse,
vælger af egen frie vilje at afstå fra retten til at hævne
sig og forblive vred overfor den, der har forbrudt
sig. At blive forligt/forsonet med modparten kræver
derimod en indsats fra begge parter: En udvist anger
og ændret adfærd fra den, der har forbrudt sig, og
en imødekommenhed og udvist god vilje fra den
forurettede.
Pseudotilgivelse
Filosoffen Friedrich Nietzsche mente, at tilgivelse var
for svage sjæle. Andre er derimod af den holdning, at
det kræver både styrke, mod og modenhed. Årsagen
til denne forskel kan tænkes at ligge i, hvordan vi
definerer tilgivelse – om der er tale om en helhjertet
tilgivelse eller en pseudotilgivelse.
En pseudotilgivelse kunne beskrives som det at
undskylde den andens forseelse, vælge at overse den,
selv at påtage sig skylden for den, bortforklare den,
glemme eller benægte den, eller at ”tilgive” den og så
alligevel fortsat udvise en nedladende attitude overfor
modparten i retning af selv at være en ”moralskovermand”
eller fortsat blive ved med at minde
ham/hende om forseelsen. Bevæggrundene til disse
reaktioner er som oftest frygt, benægtelse, diverse
psykiske forsvar eller et lavt selvværd, der bevirker
at erkendelsen af situationen udebliver eller bliver
mangelfuld og fordrejet.
Hvordan hele sårede følelser?
Som nævnt ovenfor er tilgivelse ofte en længere
proces, hvor det kan tage år at hele sårene og nå frem
14
Elin Andersen er
privatpraktiserende
psykolog i København
– www.psykolog-ea.dk
til at kunne tilgive oprigtigt. Og det er forudsat, at
den forurettede vel at mærke beslutter sig for det og
arbejder på sagen.
Har vi været igennem tilgivelsesprocessen én gang,
bliver det lettere anden gang. Efter sigende er den
sydafrikanske Babema-stamme blevet rigtig gode til
det med at tilgive. Straks, når én i deres samfund har
begået en overtrædelse, samles hele landsbyen, børn
som voksne, i en rundkreds om overtræderen. Alle
fortæller nu på skift alt det, de oprigtigt kan huske,
personen har gjort af gode ting gennem sit liv. Kritik af
gerningsmanden eller misgerningen er ikke tilladt på
nogen måde.
Asocial eller kriminel adfærd forekommer sjældent
i deres samfund. Og den udviste godhed mod
overtræderen formodes at være den faktor, der
fremmer en bedret adfærd hos den skyldige og
genforener parterne.
En sådan indlevelse i dem, der forbryder sig mod
os, kræver både selverkendelse og ærlighed. Enhver
relation vil før eller siden fordre, at noget skal tilgives.
Tilgivelse er, sat på spidsen, et uomgængeligt vilkår
for det sociale fællesskab. Og som psykologen Erich
Fromm udtrykker det: Man må først kunne vise sig
selv opmærksomhed, før man bliver i stand til at vise
andre opmærksomhed; at have det godt med sig selv
er en nødvendig forudsætning for at kunne træde til i
forhold til andre.
Nu tilbage til tilgivelsesprocessen. For at vi kan hengive
os helhjertet til den, må vi turde lade os konfrontere
med en række svære følelser. En gruppe forskere
er nået frem til hele tyve temaer, vi må forholde os
til, hvis processen skal lykkes. Ikke nødvendigvis i
en bestemt kronologisk rækkefølge. Der er tale om
individuelle vandringer, unikke forløb, hvor nogen
måske vil fluktuere mellem temaerne en tid, før de
”når frem”. Temaerne inddeles i fire overordnede faser:
Afdækningsfasen, beslutningsfasen, arbejdsfasen
og uddybningsfasen. Her en kort guide igennem
processen.
I afdækningsfasen er første skridt at identificere det
psykiske forsvar, vi kan have mod vores følelser, andet
skridt er konfrontation med vreden med henblik på at
forløse den, - ikke at dyrke eller ophobe den. Herefter

må vi erkende skammen, hvis det er relevant. Være
bevidste om energien, vi har brugt på smerten og på
helingsprocessen samt blive bevidste om vores mentale
kredsen om det hændte. Erkende en mulig og usund
identifikation med ”overgrebsmanden” og nå til en
erkendelse af en mulig varig og markant skade eller et
alvorligt tab forvoldt af hændelsen samt til en mulig
ændret forståelse af verden som værende ”retfærdig”.
Næste fase er beslutningsfasen, der starter med en
erkendelse af, at gamle løsningsmodeller ikke formår
at lindre den aktuelle smerte, en villighed til at overveje
tilgivelse som et alternativ, og til sidst en beslutning
om at forpligtige sig til at tilgive modparten. Det leder
os til arbejdsfasen, hvor vi forsøger at sætte os i
modpartens sted og at forstå, hvem den person er, og
hvor han/hun kommer fra. Her prøver vi at udvikle
empati og medfølelse for modparten, samt at nå til en
accept af smerten og at arbejde på at absorbere den.
Dette for at give modparten en moralsk gave i form af
tilgivelse.
Slutteligt befinder vi os i uddybningsfasen. Her
forsøger vi at finde mening for os selv og andre i
smerten og i tilgivelsesprocessen. Vi erkender, at vi
selv tidligere har behøvet andres tilgivelse, og vi indser,
at vi ikke er alene. Vi er en del af universet og får
muligvis selv støtte fra andre. Vi ser, at vi måske har
fået en ny kurs i livet grundet det hændte. Vi bliver
bevidste om, at de negative følelser nu er mindsket, og
at positive følelser måske er styrket, og hvis dette også
sker overfor modparten, vil en følelsesmæssig lettelse
også ses.
- fortsættes næste side -
”Efter sigende er den
sydafrikanske Babemastamme
blevet rigtig gode til
det med at tilgive. Straks,
når én i deres samfund har
begået en overtrædelse,
samles hele landsbyen,
børn som voksne, i en
rundkreds om overtræderen.
Alle fortæller nu på skift alt
det, de oprigtigt kan huske,
personen har gjort af gode
ting gennem sit liv. Kritik
af gerningsmanden eller
misgerningen er ikke tilladt
på nogen måde.”
15

- fortsat fra side 15 -
Forskningen har vist, der er en statistisk signifikant
øget grad af både håb og selvværd samt en tydelig
mindsket grad af angst og depression, når en
helhjertet tilgivelse har fundet sted. Det vil sige, der
er en mærkbar forskel, når vi er igennem processen
med at tilgive os selv eller andre. For øvrigt ses både
tilgivelse og dets gode effekter som oftest også efter
endt terapiforløb, generelt set.
Omvendt er det skadeligt for os at huse ubearbejdet
vrede og mangle empati, som det forekommer ved
mangel på tilgivelse og ved pseudotilgivelse. Prisen
herfor er fortsat følelsesmæssig forværring, ødelagte
relationer og forskellige fysiske gener.
Skal man tilgive alt?
Nogle forseelser synes med det menneskelige øje
vanskeligt at tilgive, men vi ved fra historien, at det er
muligt at tilgive selv svære forbrydelser – om end over
tid. Man kunne omvendt spørge: Hvorfor ikke forsøge
at tilgive alt? ..starte processen? Om ikke andet så
for vores egen skyld. Vi får det væsentligt bedre rent
følelsesmæssigt og fysisk, og første skridt er taget til
en mulig forsoning. Eller i det mindste bliver det til
kickstarter for en ændring til det bedre i relationen og
for modparten.
Men hvorvidt vi kan og vil tilgive afhænger af flere
ting, som for eksempel hvor vi er i livet, samt hvor
stor skade overgrebet eller tabet har været. En ting
er sikkert, vi kan ikke tvinge andres tilgivelse frem,
forvente eller forlange den. Tilgivelse er til tider hårdt
arbejde, der kræver tid, kræfter og vedholdende vilje.
Ofte kan vi have brug for nogen, der minder os om
tilgivelsens mulighed samt nogen, der kan støtte os i
processen, for at vi kan få startet tilgivelsesprocessen
og nå hele vejen igennem. Terapi eller nære venner
kunne være en sådan støtte.
Vælger vi ikke at tilgive, bliver vi holdt fast i vreden og
bitterheden. Første reaktion af vrede kan opleves som
styrkende og beskyttende, men vreden kan udvikle sig
til en fastlåst og tvangspræget afhængighed. Vreden
kan opretholdes, fordi vi ubevidst forbinder den med
følelsen af tilfredshed og en længsel om en fantaseret
16
sejr samt egen styrke, mod og uovervindelighed.
Vreden kan også ses som en måde ubevidst at bevare
tilknytningen til ”overgrebsmanden” på. Som et
alternativ til ensomhed, eller det at forholde sig sin
egen blotte eksistens. Man kan sige, at hævngerrighed
beskytter os mod både en indre og en ydre fjende. Men
den bidrager ikke til nogen løsning. Vreden fastholder
os i en offerrolle. Den, der pønser på hævn, holder sine
sår åbne, som filosoffen Francis Bacon formulerede
det.
Forsoning
Forsoning og genforening er en anden historie. Det
kræver endnu mere, så at sige. Vi gør os igen sårbare
for den anden og kan risikere at blive såret endnu
engang. Sårbarhed og sårethed er uundgåelig i
menneskelige relationer. Det, der er afgørende, når
vi taler forsoning, er graden af sårbarhed og smerten
forvoldt, samt parternes evne til indlevelse i sig selv
og den anden. Det sætter rammerne for, om det er
muligt, at interaktionen løbende kan ændres fra at
være destruktiv til i stedet at være opbyggelig. Og kun
i dét miljø, kan tilliden genopbygges og styrkes. Det er
altså ikke på forhånd givet, at en forsoning kan komme
på tale.
En genforening kræver, at begge tager ansvar for, at
situationen ændrer sig, at de mødes i ligeværdighed
og som selvstændige mennesker, der taler for ”egen
regning”, og at de tør se realistisk på sig selv og
hinanden. Kunsten er for den, der tilgiver og indvilliger
i forsoning, at adskille gerningsmanden fra dennes
adfærd. En forsoning kan tage tid og er en proces,
der ikke kan forceres eller tvinges frem. Følelser og
adfærd må være i overensstemmelse, for at det kan
blive konstruktivt. Der er tale om en fortløbende dialog
og kommunikation, der åbner muligheden for, at
brudtheden i forholdet kan læges.
Filosoffen Fernando Saverter får det afsluttende ord:
Vi er ikke frie til at vælge, hvad der sker med os. Men
vi er frie til at vælge, hvordan vi vil reagere overfor det,
der sker os.
”Den, der pønser på hævn,
holder sine sår åbne”
Francis Bacon, filosof

Bibelske perspektiver
på begrebet skyld
Af Torben Jensen
Skyld har en årsag. Bibelen og kristendommen taler
meget om skyld og skyldighed, og der lægges ikke
skjul på, at mennesker kan tildeles et ansvar. Noget
er gået galt for mennesket, og derfor er det skyldigt.
På den anden side er det ofte en vanskelig sag at finde
konkrete årsager til en helt konkret skyld. Det kristne
skyldbegreb er alt for gennemgribende i menneskers
tilværelse til at kunne udtrykkes med denne simple
sammenhæng: menneske overtræder regel, ergo
menneske er skyldig.
To måder at blive skyldig på
I princippet går det galt på to måder.
• Vi løsriver os fra Gud
• Vi opfører os forkert
De to årsager er ikke det samme. Vi kan afvise at have
med Gud at gøre, men samtidig følge de regler, Gud
har sat op for at gøre denne verden til et godt sted at
leve som menneske. Omvendt kan vi godt anerkende
Gud som Gud, samtidig med at vi langt fra opfører os
efter Guds regler.
Det dobbelte kærlighedsbud siger, hvad vi skal gøre,
nemlig elske Gud og elske medmennesket. Og dermed
er der også sagt noget basalt om, hvordan vi ikke
skal gøre. Det er, når vi gør det modsatte af at følge
kærlighedsbudet: Vil ikke regne Gud for Gud og vil
ikke opføre os godt. Det dobbelte kærlighedsbud
er et eksempel blandt mange i Bibelen, der helt
grundlæggende viser hovedproblemet: Løsrivelse og
overtrædelse gør et menneske skyldigt.
Eksempler på skyld og ansvar i Bibelen
I Det gamle Testamentes syndefaldsberetning tænker
man nok mest på overtrædelsen, for mennesket
overtrådte jo en regel om, hvad de måtte spise, men
løsrivelsesaspektet er endnu mere kendetegnende.
Mennesket vil være sin egen herre og vil som skaberen
kende godt og ondt. Det gør oprør mod sin egen status
som skabning og kræver at være på niveau med
skaberen.
I Det nye Testamentes Romerbrev beskriver Paulus i
kapitel 1 med meget stærke ord, hvordan mennesket
er prisgivet sin skyld i ”ugudelighed og uretfærdighed”
(vers 18), altså igen de to ”fejl”: løsrivelse fra Gud og
overtrædelse af hans ordninger. Det samme fremgår
af den katastrofale, men generelle situation for alle
mennesker, som beskrives i kapitel 3 vers 10-18: Ingen
søger Gud, ingen har Gudsfrygt, alle er kommet på
afveje. Der er med andre ord noget helt galt i deres
relation til Gud. Og: Ikke en eneste gør godt, vold og
ulykke er på deres veje. Den måde, de lever på, er med
til at ødelægge og ikke fremme livet for medmennesket.
Det er vigtigt at lægge mærke til, at skylden for ”forkert
opførsel” opstår både ved at gøre noget ondt og ved
- Fortsættes næste side -
17

ikke at gøre noget godt. I Jesu berømte fortælling, som
også kaldes ’verdensdommen’ (Matt 25), handler det
ikke om, at mennesker har gjort noget ondt, men hvad
de har gjort eller ikke gjort af godt: Givet mad og tøj
til dem, der mangler og besøgt og taget imod dem, der
trænger til det. Her er der ikke tale om, at nogen har
vendt Gud ryggen eller har udført onde handlinger. De
er blevet skyldige ved ikke at gøre noget.
Jesus anklager de religiøse ledere mange gange. I
Matthæus 23 lyder det sådan: ”Ve jer, skriftkloge og
farisæere, I hyklere! I æder enker ud af huset og beder
længe for et syns skyld. (vers 14). Der er ingen tvivl
om, at Jesus påviser skyld hos dem. Men hvad er det
egentlig, han beskylder dem for? Bønnen vedrører
deres relation til Gud. - Og den behandling, de giver
samfundets svageste, vedrører den måde, de lever
blandt andre mennesker på. Hykleriet udtrykt ved de
lange bønner viser, at der er noget falsk og usandt i
deres gudsforhold, og deres opførsel og magtudøvelse i
samfundet viser, at de ikke har tænkt sig at leve efter
de regler, Gud har sat op for at gøre denne verden til et
godt sted at være.
I lignelsen om den fortabte søn vender den yngste søn
ryggen til sin far og løsriver sig fra ham. Derefter lader
han hånt om Guds bud og lever et vildt liv. Han gør sig
skyldig i oprør og overtrædelse.
Det er sværere at sætte ord på den ældste søns ”fejl”.
På hvilken måde er han skyldig? Er han skyldig, fordi
han bliver vred? Der er gået noget galt i forholdet
mellem den ældste søn og hans fader. Sønnen går i
rette med faderen og har ikke længere tillid til ham
som den, der altid ved bedst. Derved er han skyldig.
Skyld som tilstand
Vi har nu set på forskellen mellem at pådrage sig skyld
i forbindelse med relationen til Gud og at pådrage sig
skyld ved at leve ”forkert”. Men der er naturligvis også
en sammenhæng mellem gudsforholdet og levereglerne.
Når vi gør os skyldige i overtrædelse af levereglerne,
så krænker vi også den Gud, som har givet disse bud,
hvilket også er en slags oprør mod ham. Og når vi
ikke anerkender Gud som Gud, så har vi svært ved
overhovedet at finde ud af hvilke leveregler, der helt
grundlæggende er gode, og hvilke der ikke er gode.
Et sted antyder Jesus, at hele problemet kan koges
ned til én fejl, nemlig manglende kristustro.
Han fortæller i Johannes 16, at Helligånden skal
overbevise verden om synd. Om synd: at de ikke tror
på mig (vers 10).
Synd er normalt noget med overtrædelse af bud og
leveregler, men her glider reglerne i baggrunden til
fordel for dette ene: at de ikke tror på ham. Omvendt
signalerer Jesus i kapitel 13, at det netop er den
18
*

Torben Jensen
Cand.teol. og
leder af Agape
måde vi lever sammen med andre mennesker på -
altså levereglerne, der viser, om vores gudsforhold
er i orden: ”Som jeg har elsket jer, skal også I elske
hinanden. Deraf kan alle vide, at I er mine disciple:
hvis I har kærlighed til hinanden (vers 35).
Bibelen fremstiller skylden hos mennesker nærmest
som en givet tilstand. Et livsvilkår. En skæbne, som
mennesket befinder sig i permanent, og som det ikke
selv kan befri sig fra. Vi er som mennesker fanget i
skylden, og det er vi egentlig godt klar over. I Johannes
8 fortælles det, at der kommer nogle personer hen
til Jesus, slæbende på et menneske, de har fanget.
Det er en kvinde, som er blevet taget på fersk gerning
sammen med en anden mand, og de vil nu have Jesus
til at godkende, at hun bliver stenet. Jesus siger ikke
andet til det, end at den, som er uden synd, kan kaste
den første sten. Der blev ikke kastet nogen sten den
dag. Alle har vel vidst med sig selv, at de ikke var
syndfrie, men generelt fanget i en tilstand af skyld.
Skyld, et problem?
Vi lever i en helt anden kultur og i en helt anden
situation end Jesus og hans tilhørere. Men Bibelen
og Jesu ord holder også os fast på, at vi konstant gør
oprør mod Gud og nægter at rette os efter hans gode
bud og leveregler. Og at vi dermed er skyldige.
Moderne mennesker kender meget til skyld og
skyldfølelse, det kan sjælesørgere og terapeuter tale
med om. Spørgsmålet er, hvor svært eller hvor let det
er for mennesker at identificere sig selv som skyldige
ud fra kristendommens kategorier: oprør mod Gud og
overtrædelse af hans leveregler.
* Illustration: ”De 7 barmhjertighedsgerninger” Matt.
25, 35-36: For jeg var sulten, og I gav mig noget at
spise, jeg var tørstig, og I gav mig noget at drikke, jeg
var fremmed, og I tog imod mig, jeg var nøgen, og I gav
mig tøj, jeg var syg, og I tog jer af mig, jeg var i fængsel,
og I besøgte mig. (Den syvende barmhjertighedsgerning
er at begrave de døde). Bearbejdet kalkmaleri fra en
tysk kirke.
19

Tilgivelsens
røde bus
Af Bodil Aagaard Friis
Jeg har virkelig både skældt overlægen ud og bandet,
hvad jeg ellers ikke gør, det her var et overgreb.
Samtaleforløbet med overlægen lige inden operationen
havde jeg gentaget for mig selv utallige gange: Hun ville
også fjerne mine æggestokke, fordi jeg var 51 år, og
havde nået den gennemsnitlige overgangsalder. Dette
sagde hun først på operationsgangen, efter jeg havde
fået beroligende medicin, og det kom helt bag på mig.
Jeg var indlagt for at få fjernet min livmoder på grund
af en muskelknude. Det var det, der var aftalt. Efter
fjernelse af æggestokkene er det ofte nødvendigt med
en hormonbehandling. Jeg ønskede ikke at få fjernet
æggestokkene, da min mor var død af brystkræft, og
jeg derfor nødig ville have hormoner. Det fik jeg sagt til
overlægen, men også, at hun godt måtte fjerne mine
æggestokke, hvis der var noget galt med dem.
Det var der ikke, de var sunde, men hun tog dem
alligevel. Som følge heraf fik jeg voldsomme natlige svedeture
og en ødelagt nattesøvn, og efter et par måneders
udmattelse blev jeg nødt til at tage hormoner for at
blive rask.
Den røde bus
Sket er sket, der er ingen vej tilbage. Jeg får ikke mine
æggestokke igen, lige meget hvor meget jeg skælder ud.
En aften tog jeg mit kors ned fra væggen, sagde højt:
”Gud jeg beder om tilgivelse, fordi jeg har bandet så
meget“. Så kom det til mig: “Bodil gå ind i tilgivelsens
røde bus, den kører mod himlen“. Ja, det vil jeg, jeg
bliver syg af al den vrede. Jeg stod op og malede en
stor rød bus med grønne hjul. I bussen sad jeg fredfyldt
og så ud af vinduet sammen med min gode
veninde. Jeg tilgav overlægen. Jeg tog billedet med til
den næste terapisamtale, hvor terapeuten spurgte mig,
”hvorfor er bussen rød?” Uden egentlig at have tænkt
over det, svarede jeg, ”fordi Jesu blod renser for al
synd”.
Bodil Aagaard Friis
er sygeplejelærer
og familieterapeut
Nogle gange står jeg af bussen, jeg har stolthed i mig.
Vil ikke slippe den. For jeg har ret til at kræve en undskyldning
af den anden, tænker jeg. Men så er jeg ovre
i min broders stol eller søsters. Jeg skal kun tage hånd
om mit eget hjerte. Jeg skal tage skridtet op i bussen.
Altså tilgive. Et trin op kan føles tonstungt, men gør jeg
det, får jeg en fred i hjertet som overgår al forstand.
Gravearbejdet
Lad mig være ærlig, tilgivelse er svært. Jeg må først
vide, hvad det er, jeg beder om tilgivelse for eller hvad,
jeg ønsker at tilgive andre for at have gjort. Nogle gange
må jeg have en vejleder til at guide mig i sjælens landskab.
Eller en terapeut, der kan lede gravearbejdet,
så jeg finder den bitre klump, der gav så megen angst
eller lavt selvværd. Så jeg ved, hvad det er, jeg har brug
for at tilgive. Man kan også sige det på den måde, at
vi må rykke det onde op med rode, kigge på det for at
vide, hvad det er, vi tilgiver. Få følelserne med i ordene
ellers kan de ligge og ulme og blive til bitterhed eller
måske psykosomatiske symptomer.
Når der ikke er mere energi i ordene eller de svære
følelser er tømt ud, da kan vi sige højt: “Jeg tilgiver
dem det og det”. Sige det med egne ord, så jeg har
ansvaret for, at det ikke får plads i mine tanker mere.
I stedet kan Guds kærlighed fylde tomrummet ud.
Vi kan godt tænke, at vi har tabt, når vi tilgiver. Især
hvis den, vi tilgiver, ikke har sagt undskyld eller indrømmet
fejl. Men det er ikke sandt. Den, der tilgiver,
har sejret. Jesu kærlighed har sejret og er den mest
forløsende kraft, der tænkes kan.
Når jeg i dag tænker tilbage på fejloperationen og de
oplevelser af tab og smerte, jeg havde i den forbindelse,
ser jeg det som en svær periode, som jeg gerne ville
have været foruden. Men jeg er kommet videre med nye
erfaringer. Ikke mindst om tilgivelse, der giver styrke
til at fortsætte uden bitterhed og hjælp til at lade det
ligge, der ikke kan ændres på.
21

Mere til inspiration vedrørende skyld og tilgivelse
Her er et udpluk af bøger og internetsteder, som dog har vidt forskellige udgangspunkter og grundlag.
Bøger
Skyldig og fri, Flemming Baatz Kristensen, 2009
Undskyld på 5 sprog, Gary Chapman og Jennifer Thomas, 2008
Sjælesår – indre helbredelse af følelses- og sjælelivet, David Seamands, 2000 (4. oplag)
At sørge for sjælen, Ellen Kappelgaard m.fl. flere forfattere, credo 2003
Personlighedens genoprettelse ved helbredende bøn, Leanne Payne (udsolgt fra forlaget).
På engelsk: Restoring the christian soul (kan findes på amazon.com)
Handler om at overvinde tre barrierer 1)manglende selvaccept, 2)ikke at tilgive andre og
3)ikke at modtage tilgivelsen.
Korset, Leon Morris, 1992
Den fortabte søn vender hjem, Henri J.M. Nouwen, 2006
I pagt med Gud, Carsten Riis Jensen, 2007
Hele mennesker, Britta Krarup, 1991 (udsolgt fra forlag, prøv antikvarisk)
Du store kineser, G.K. Chesterton, flere på dansk fx 1986
Roman om at stå til regnskab for sit liv og for den store domstol (lån evt. på biblioteket).
Hytten, når tragedien møder evigheden, William Paul Young, 2007 (roman)
Den kroniske uskyld, Klaus Rifbjerg (roman)
Internettet
www.lutherdansk.dk og søg på ’tilgiv’.
Herunder nogle eksempler på hvad en googlesøgning på ’tilgivelse’ kan føre frem til:
En terapeut om tilgivelse:
http://eriklunoe.dk/tilgivelse-pa-5-1-trin/
10 citater om tilgivelse:
http://www.religion.dk/artikel/357091:Religion-dk--10-citater-om-tilgivelse
Anders Fogh Jensen:
http://www.filosoffen.net/tekst/foredrag/txttilgivelse.htm
Tilgivelse i forskellige trosretninger
http://www.religion.dk/artikel/248589:Tvaerreligioes--Tilgivelse-fra-alle-trosretninger
22

“Uden en oprigtig undskyldning forbliver brudte forhold brudte. Og der er mange
brudte forhold i familier. Man møder tit unge voksne, der er helt fremmedgjorte
overfor deres forældre. Man ser brødre, der ikke har talt sammen i femten år.
Man oplever, forældre misbruger deres børn fysisk eller verbalt, og som bagefter
nægter at undskylde, så børnene må vokse op med en følelse af at være forkastet
og afvist af deres forældre. Jeg (Gary) har mødt mange ægtefæller, som
er grove overfor hinanden, nægter at undskylde og derfor må leve sammen i
stille fortvivlelse.“
Fra bogen, Undskyld på 5 sprog,
af Gary Chapman og Jennifer Thomas.
Undskyld
– på hvilket sprog?
Af Torsten H. Petersen
Gary Chapman, forfatter til bestselleren ”De 5 kærligheds
sprog”, har også skrevet en bog om tilgivelse,
”Undskyld på 5 sprog”.
Den har han skrevet sammen med terapeuten Jennifer
Thomas. De oplevede begge i deres arbejde med
relationer, at mange mennesker misforstod hinanden.
Oprigtige undskyldninger blev ikke forstået.
De lavede en undersøgelse blandt 200 par og analyserede,
hvorledes personerne bedst forstod en undskyldning.
På den baggrund er de kommet frem til, at
man kan sige undskyld på fem forskellige måder, men
at det varierer fra menneske til menneske, på hvilken
måde man bedst forstår en undskyldning.
De fem sprog at undskylde på er:
At udtrykke fortrydelse.
Personer, der taler dette sprog, foretrækker undskyldninger,
hvor den anden part oprigtigt giver udtryk for
at være ked af det, der er hændt.
At påtage sig ansvaret.
Taler man dette sprog, så forstår man bedst en undskyldning,
hvis den anden part tager skylden på sig og
for eksempel siger ”det var min fejl”.
At tilbyde kompensation.
Mennesker, som taler dette sprog, modtager lettest en
undskyldning, hvis man tilbyder at gøre skaden god.
Har man gjort noget forkert i forhold til et menneske,
som bedst forstår undskyldninger på dette sprog, kan
man spørge: ”Hvad kan jeg gøre for at gøre det godt
igen?”.
At omvende og forbedre sig. Personer som taler dette
sprog forstår ikke en undskyldning, hvis man ikke
Terapeut
Torsten Hartvig
lover at gøre sit bedste for, at det ikke skal ske igen.
I mange parforhold har fejl det med at køre i ring. Når
man siger undskyld på dette sprog, lover man hinanden
gensidigt at tingene skal blive anderledes.
At bede om tilgivelse.
Hver femte af os forstår bedst en undskyldning, hvis
den anden part beder om tilgivelse. Det er et sårbart
sprog at kommunikere på, for der er ingen garanti for
at den anden part vil tilgive.
Bogen gennemgår de fem sprog ud fra en række
eksempler fra Gary Chapman’s og Jennifer Thomas’
rådgivning. Det beskrives ud fra hverdagssituationer,
hvordan mennesker går fejl af hinanden på grund
forskellige forventninger til, hvordan en undskyld-ning
skal lyde. Det er lærerige cases, der handler om at
modtage og give undskyldninger, og som stammer fra
ægteskab, parforhold, job, søskende, børn, sig selv og
sågar relationen til andre nationer. Kravet, man ofte
møder i kristne kredse om at tilgive, før man bliver
bedt om det af modparten, bliver også behandlet nuanceret.
Undskyld på 5 sprog indeholder en sprogtest, der
hjælper til at finde eget undskyldningssprog.
Gary Chapman og Jennifer Thomas har efter min mening
begået en meget vigtig bog om forsoning, der kan
skabe positiver forandringer i mange relationer.
På hjemmesiden www.kærlighedssprog.dk kan man
læse oplysninger om og uddrag fra bogen, ligesom der
er oplysninger om de andre bøger af Gary Chapman,
der findes på dansk.
23

Næste “TEMA” udkommer oktober 2011 og handler om
relationer mellem voksne børn og deres forældre.
nårlivetgørondt
Foreningen Agape, Bredhøjsvinget 1, 8600 Silkeborg
Returneres ved varig adresseændring