Nummer 85 (oktober 2011) - Landsforeningen af Patientrådgivere ...

lpd.info.dk

Nummer 85 (oktober 2011) - Landsforeningen af Patientrådgivere ...

ISSN 1396-2620

LANDSFORENINGEN

af Patientrådgivere e Bistandsværger i Danmark

& GE

avisen

FAGLIGT TALT...

Oktober 2011 · Nr. 85

Lyt og lær af patienterne

Det var en kanonoplevelse

Nu snakker de ikke om - men med patienterne

Retslægerådet (LPD Temadage 2011)

Meget lidt viden og en masse fordomme

Tvang i psykiatrien

LPD · avisen 1


LPD-avisen er udgivet af Landsforeningen

af Patientrådgivere og

Bistandsværger i Danmark

Redaktion: Formand Ole Kølle

Redaktionsmedarbejder:

Ad. hoc-medlemmer efter behov.

Ansvarlig i forhold til

medie ansvarsloven: Ole Kølle

Bladets ledende artikler produceres

af LPD. Indholdet af andre artikler

dækker ikke nødvendigvis LPD’s

holdninger

Layout og tryk: Isager Bogtryk

Bladet udkommer: Ca. 4 - 5 gange

årligt og trykkes i et oplag på

ca. 2000 stk.

Næste materiale-deadline

15. november 2011

Redaktion og ekspedition:

Ole Kølle

Skovager 54, 4400 Kalundborg

tlf. 24665824 / 24665824

fax 62228300

e-mail: ok280944@yahoo.dk

Artikler til bladet e-mailes

på wordfi l til: ok280944@yahoo.dk

WWW.LPD-INFO.DK

Bestyrelsen i LPD:

Ole Kølle · formand og ans. red.

Skovager 54 - 4400 Kalundborg

ok280944@yahoo.dk

formandenlpd@gmail.com

tlf. 62228300 / 24665824

Jan Labusz, næstformand

Chr. Hansensvej 27 · 4300 Holbæk

jan_labusz@hotmail.com

tlf. 59441528 / 40561577

Rita Brix, Sekretær

Skovgårdsvej 8, 1. tv. - 2920 Charlottenlund

mail@ritabrix.dk

51789667

2 LPD · avisen

avisen

Lederen...

Jeg sidder i dette fantastiske smukke efterårsvejr og skriver denne leder.

Måtte dette skønne vejr dog bare have en afsmittende eff ekt på de kommende fi -

nanslovsforhandlinger, så psykiatrien kommer på fi nansloven med et anseligt beløb.

Det fortjener den og alle de mennesker, som på en eller anden måde kommer i

berøring med psykiatrien.

Den 30. september – den 2. oktober er der kursus i Svendborg ( modul 3 og 4 ) for de

lidt ” garvede ” patientrådgivere og bistandsværger. Jeg synes ( uden at det skal lyde

for selvrosende ), at der er sat et spændende program sammen vekslende mellem

faglige ” input ” , cases med dagligdagsproblemer og vanligt hyggeligt samvær.

Fredag aften kommer en meget spændende ” pige ” ( Alexcia ) og fortæller sin livshistorie.

Hun har skrevet over 200 sider, hvor hun fortæller om sin oplevelse, set gennem

hendes briller. Om sit syn på psykiatrien – ” små mennesker ”, som ikke kan tåle

at have magt – fejldiagnosticering – manglende faglig og menneskelig forståelse

for hendes problemer mm. Et fantastisk værk er det blevet til og LPD overvejer sammen

med Alexcia, hvordan vi kan få bragt hele historien ud til så mange som muligt.

For at få en lille forsmag på Alexcias historie bliver der i dette nummer bragt

en indledende artikel på 12 sider, som man kunne kalde Alexcias ” introduktion ”

til psykiatrien. Artiklen kan læses i dette nummer af LPD – avisen. Redaktionen har

erstattet de oprindelige navne med opdigtede navne, men har valgt at bibeholde

lokalitetsnavne. Det er ikke hensigten at ” hænge ” hverken personer eller afdelinger

ud, men kun at få sat fokus på udviklingen inden for psykiatrien.

LPD er meget spændt på, hvad en ny regering vil sætte i værk for psykiatriområdet.

Det skortede jo ikke på en masse valgløfter, så vi håber, at disse valgløfter bliver ført

ud i livet.

Det var også fremme, at de sindslidende skulle have deres eget ministerium. Det var

måske slet ikke så tosset en ide, men lad os se, hvor vi ender henne.

I november har vi igen kursus på Fyn. Denne gang er det et begynderkursus og for de

Mogens Michaelsen · kasserer

Strandvej 2 , 4862 Guldborg

momi4862@gmail.com

kassererenlpd@gmail.com

tlf. 54770011 / 23461975

Jens Ernst Nielsen · medlem

Gedhusvej 17 – 7441 Bording

jensernstnielsen@gmail.com

40436627/21765477

Niels Simonsen – medlem

Rønnevænget 54 – 6870 Ølgod

niels@unsimonsen.dk

20643452

Katrine Kleist - medlem

Hyrdeengen 299 - 2625 Vallensbæk

kkatrine@live.dk

27212574

Poul Mødekjær · Regnskabskontrollant

Lyshøj Allé 1, st. tv. – 2500 Valby

40733421

Ida Kramp · Regnskabskontrollant suppleant

Ketilsvej 5 · 2880 Bagsværd

kramp.amholt@mail.tele.dk

tlf. 44987050

Niels G. Pedersen · 1. suppleant

Georgegade 40 st., 5000 Odense C

niels@cdnet.dk

tlf. 66146745

Susan Lundgren · 2. suppleant

Tårup Byvej 13, 5871 Frørup

nasus.een@gmail.com

tlf. 20205484

Andreas Morgan · Håndbog / Hjemmeside

tlf. 60602239

ab@welund.dk


lidt øvede ( modul 1-2 ). Skulle I , kære læsere, kende nogen,

som tilhører denne kategori, må I meget gerne gøre opmærks

om på kurset. Der er også kursustilmelding i dette

nummer. Kurset rummer alle de basale færdigheder for at

man kan blive en god patientrådgiver eller bistandsværge.

Undervisere på kurset vil fortrinsvis være LPD`s bestyrelse.

Det ses tydeligt i hverdagen, at der kommer fl ere og fl ere

nye til, specielt bistandsværger. LPD får rigtig mange henvendelser

om alle problematikker inden for begge områder.

Nogle er dog mere gengangere end andre.

Det drejer sig specielt om udbetaling af vederlag ( mest

3 – måneders vederlag). Det gælder også om vederlag til

en ny beskikkelse, hvor man lige er blevet afmeldt til den

samme person, som så har begået ny kriminalitet. ( se her

kassererens brev inde i bladet til Justitsministeriet i samme

sag ). Der er også mange henvendelser fra bistandsværger

i den situation, hvor de pludselig skal være patientrådgiver.

Det er ikke ret mange ” gearet ” til ( ud over dem der i forvejen

også er patientrådgiver ). Det er et problem, som fylder

mere og mere i hverdagen og det er nu på tide, at politikerne

forholder sig til, hvilken bekendtgørelse, som er gældende

i disse situationer. Det er ganske enkelt uholdbart,

som det er nu. Det giver mange unødige ”konfrontationer”

mellem personale og bistandsværge, grundet uvidenhed

på området fra begge sider.

I region Sjælland udgives et blad, som hedder ” Mennesker

og Psykiatri ” og som har Lene Stærbo som redaktør. Det er

et ganske fortrinligt blad, som har fokus på nogle af psykiatriens

” ømme punkter ”, blandt det med at lytte til patienterne.

LPD – avisen har fået lov til at viderebringe en artikel

( plus lidt omtale af ” En af OS ” ), som hedder : LYT og LÆR

af patienterne , hvilket kvalitetssygeplejerskerne Susanne

Nielsen og Anja Håkonsson på S 1 i Dianalund mener. På

en del af Psykinfos arrangementer sættes der netop fokus

på dette meget vigtige element. Læs artiklen inde i bladet

samt læs om projektet EN AF OS, der er en landsdækkende

kampagne, som sætter fokus på en øget viden om psykisk

sygdom – fordomme i psykiatrien – mv.

Når den nye regering er nedsat skal vi hurtigst muligt have

et møde med det nyt Retsudvalg og § 71- Tilsynet. Der er

mange emner, som vi skal have drøftet med dem og som

vi skal have fulgt op på i forhold til vores sidste møder med

disse to udvalg.

Vi står også foran et af de årlige møder med Justitsministeriet

og Sundhedsministeriet, hvor vi skal have afklaret

en del problematikker om LPD`s hverdag og ikke mindst

fremtid i relation til ministerierne.

I N D H O L D

Kort nyt...

Tilmelding - Kursusmodul 1+2 - Begynderkursus. . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . 7

Er du medlem af LPD . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . 30

Kørerseddel . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . 35

Fagligt talt...

Lyt og lær af patienterne. . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . 4

Det var en kanonoplevelse . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . 5

Nu snakker de ikke om - men med patienterne . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . 6

Retslægerådet (LPD Temadage 2011) . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . 8

Meget lidt viden og en masse fordomme . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . 14

Vedrørende fortolkning af paragraf 16 stk. 2 . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . 34

Tvang i psykiatrien. . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . 37

Værd at vide...

Tjekliste for patientrådgivere. . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . 31

Tjekliste for bistandsværger . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . 32

Besøgsrapport . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . 33

Eksempel på anvendt køreseddel . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . 35

Min mening · Debat...

Fejldiagnosticering . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . 16

Hvordan råber man dog vores retssamfund op. . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . 28

Prøvelse af foranstaltning efter 6 måneder. . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . 36

Som jeg har skrevet rigtig mange gange, og vil blive ved

med at skrive, bliver LPD-avisen ikke bedre end I som læsere

selv er med til at gøre den. Redaktionen savner historier fra

hverdagen ( også de positive ). Med alle de henvendelser,

som vi får, må der være meget at fortælle om, så kom nu

frem med Jeres ” historie ” og send den i wordformat til redaktionen.

Der er deadline til julenummeret den 15. november, så I

kan sagtens nå at få skrevet en god historie.

En spændende psykiatrisk fremtid venter os alle.

Godt efterår til alle læsere og lad det ikke gå ud over psykiatrien,

at skoven er i gang med at ” falme ”, men nyd de

smukke farver.

Ole Kølle

Ansvarshavende redaktør.

LPD · avisen 3


Tekst: Lene Stærbo

Brugerstyret psykiatri er et af de helt varme temaer i

Region Sjællands psykiatri. Susanne Nielsen og Anja

Håkansson er begge ambassadører for projektet, som

de er meget optaget af. Så meget, at de adskillige

gange tager til Psykinfo-arrangementer om aftenen –

simpelthen for at høre, hvad brugerne selv siger. Hvordan

brugerne opfatter det, der er foregået, mens de har været

indlagt eller i ambulant behandling i psykiatrien.

-Det er betydningsfuldt at høre rigtig godt efter, hvad

der er det vigtige for brugeren. Hvad de selv fortæller,

der hjalp dem undervejs i forløbet – og hvad de oplevede

som svært, siger Susanne Nielsen, der har arbejdet ti år i

retspsykiatrien.

4 LPD · avisen

Fagligt talt...

Fra Mennesker og Psykiatri nr. 25:

Lyt og lær

af

patienterne

Som ansat i psykiatrien kan

man lære en masse af at lytte

til brugerne ved Psykinfo

arrangementer.

Det mener Susanne Nielsen

og Anja Håkansson,

der er kvalitetssygeplejersker

afdeling S1 i Dianalund

Susanne Nielsen tv. og Anja Håkanson.

-Det handler om at høre helt efter, hvad brugerne siger.

Mange patienter oplever, at de ikke er blevet hørt og set.

Og samtidig kan vi som personale synes, at vi er der og

lytter og respekterer brugerne som mennesker.

Når de to modstridende opfattelser mødes, er det

nødvendigt, at man som personale har overskud til at

lægge det, som man selv opfatter som virkelighed bag

sig – og aktivt forsøge at forstå brugeren, mener hun.

Anja Håkansson mener, at det er vigtigt at møde

brugerne der, hvor de er – og ikke bare i psykiatriens

gange og kontorer. Hvis man gør det, kan man opnå en

bedre forståelse af hele personen

– inklusiv dennes familie.


Fra Mennesker og Psykiatri nr. 25:

Det var en kanon

oplevelse

Sådan fortæller Peter Ørholm Jeppesen om sin erfaring med at

være indlagt på afeling S1 i Dianalund

Tekst: Lene Stærbo Foto: Jan Djenner

-Da jeg forlod afdelingen, var jeg i klart bedre form –

på alle måder. Det fortæller Peter, som havde det rigtig

svært de første fj orten dage, da han var indlagt.

- Det viste sig, at det var medicinen, der var noget

galt med – og da der først blev styr på den, så gik det

meget bedre. Men det bedste var, at jeg ikke havde en

fornemmelse af, at personalet bare ville have mig ud af

klappen hurtigst muligt.

-Jeg endte med at være indlagt i fem uger – så det

tog noget tid. Men de var rigtig gode til at give mig ro

og hjælpe mig med de ting, som jeg ikke selv kunne

overskue.

-Der var rimeligt godt styr på, hvem der var min

kontaktperson – og de var også gode til hele tiden at

følge op på det, vi havde snakket om tidligere.

-For eksempel aftalte vi, at jeg skulle tage hjem og snakke

med mine pårørende – og komme tilbage og få hjælp til

at bearbejde mine oplevelser med det. Det var virkelig

godt.

Gode samtaler

Jeg føler mig meget godt informeret om, hvad der

foregik og havde nogle rigtigt gode samtaler – både

med læger og med de andre. Noget helt specielt var

de pårørendesamtaler, hvor personalet hjalp mig med

at forklare mine pårørende om, hvad der foregår indeni

mig.

Jeg kan ikke selv sige til mine pårørende, hvad der

foregår, men det kunne personalet hjælpe dem til at få

indsigt i. Det kan være meget svært at forklare den slags

selv.

-De var rigtigt gode til at komme hele vejen rundt om mig

og tage over der, hvor jeg ikke selv kunne klare det. Og

give mig ro – og helt sikkert ikke den fornemmelse, som

jeg så tit er stødt ind i, når jeg har været indlagt på andre

afdelinger – at det bare handler om at få patienterne

hurtigst muligt ud af klappen.

LPD · avisen 5


Tekst: Lene Stærbo

Behandlingsplanen er ikke længere et dokument, som

kun lægerne skal udfylde. Tværtimod. Nu er også de indlagte

patienter med til at udfylde papiret, som er blevet

et fælles dokument for alle ansatte i samarbejde med patienten.

Det har betydet, at der ikke længere er formiddagskonferencer,

hvor lægerne i fællesskab lægger en plan. Nu taler

man i stedet sammen med patienten og drøfter, hvad

der skal ske.

-Et af problemerne, når man bliver indlagt er, at man får

frataget sin identitet. Man behøver ikke tage ansvar. Men

ved at inddrage patienterne, som vi har gjort i udarbejdelsen

af behandlingsplanen, er man med til at bevare

personens identitet og værdighed, siger Susanne Nielsen.

Optimal behandling

Anja Håkansson understreger, at personalegruppen har

været meget motiverede og ønsket mere brugerstyring.

Og selv om alle har travlt – og måske haft ekstra travlt op

til akkrediteringen – så har det vist sig, at den nye måde

at lave handleplaner på, har været med til at opfylde

nogle af kravene i DDKM.

-Det har betydet, at vi nu kan se, at vi er blevet bedre til at

yde optimal behandling og til at dokumentere det, siger

Anja Håkansson.

6 LPD · avisen

Fagligt talt...

Fra Mennesker og Psykiatri nr. 25:

Nu snakker de ikke om

men med patienterne

afdeling S1 i Dianalund bruger lægerne ikke længere tiden

på at tale om patienterne. Nu har samtaler med patienterne

afl øst tidligere tiders patientkonference

De 200 medarbejdere har drøftet de nye tiltag på seks

temadage – og den ledelsesmæssige opbakning har været

til stede.

Målet har været, at lave en behandlingsplan, der er et arbejdsredskab

for alle. Både hele personalegruppen, men

også patienten. Og patienten er blevet inddraget i at udfylde

så meget, som det er muligt selv.

-Selvindsigt er vigtig. Derfor er det naturligt, at man

snakker med patienten om diagnosen, den medicinske

behandling og opfattelsen af sine egne ressourcer, siger

Anja Håkansson.

Mål for tilværelsen

Som personale er vi tilbøjelige til at fokusere på absolutte

begreber som syg/rask.

-Men målet – og livsværdien - for en psykiatrisk patient

er måske ikke det samme, som det er for mig, konstaterer

Susanne Nielsen. Mit mål kan være, at jeg vil fungere optimalt

altid. For en patient med en psykiatrisk diagnose,

kan målet være, at kunne blive så velfungerende, at han

én gang om ugen, har overskud til at deltage i en social

aktivitet. Den slags ønsker og mål for tilværelsen, bør vi

kunne rumme og hjælpe vores brugere til at nå frem til,

mener hun.

Og derfor står det nu som et fast punkt i behandlingsplanen:

Hvad er vigtigt for dig?


Modul 1+2 - Begynderkursus

for patientrådgivere

og bistandsværger

❏ Jeg ønsker overnatning

❏ Jeg ønsker ikke overnatning

❏ Jeg ønsker kun overnatning fredag til lørdag

❏ Jeg ønsker kun overnatning lørdag til søndag

Jeg har følgende kostønsker:

ALLE

ER VELKOMNE

På Fyn nær motorvej og tog - 25.-27. nov. 2011

Tilmelding:

Navn

Adresse

E- mail

Telefon

Medlems- eller

registreringsnummer:

(Bag på LPD-avisen)

Ankomst:

den 25. nov.

Afrejse:

den 27. nov.

Jeg er:

❏ patientrådgiver

❏ bistandsværge

❏ andet

Jeg forventer at køre selv og har plads til i bilen.

Præcis sted senere - Se beskrivelsen på hjemmesiden

Øvrige bemærkninger (evt. om samboende med en

anden deltager mv.):

Der ydes kørselsgodtgørelse efter statens regler (lave

takst på 2,00 kr.). Udgift til broen dækkes kun ved originalbillet

(ej brobizz )

Da det er først til mølle princippet og vi kun har et

begrænset antal pladser skal tilmelding foregå temmelig

hurtigt.

Tilmeldingen skal være kassereren /

kassererenlpd@gmail.com i hænde senest den 31.

oktober 2011. Se adresserne foran i LPD-avisen.

Har man ikke modtaget bekræftelse på sin deltagelse

senest en uge før kurset, ret da henvendelse til

kassereren.


LPD · avisen 7


8 LPD · avisen

Fagligt talt...


LPD · avisen 9


10 LPD · avisen


LPD · avisen 11


12 LPD · avisen


LPD · avisen 13


14 LPD · avisen

EN AF

S


at øge viden om psykisk sygdom, reducere den

sociale afstand der fører til stigmatisering, fordomme

og social eksklusion samt skabe større

forståelse for psykisk sygdom og mennesker

med psykiske sygdomme i skolen, på arbejdspladser

og alle de andre steder, hvor hverdagslivet

udfolder sig.

styrelsen,

Det Sociale Netværk, Regionerne,

Danske Regioner, Kommunernes Landsforening,

PsykiatriFonden, Socialministeriet og Trygfonden

står bag.


liv for alle ved at fremme inklusion og bekæmpe

diskrimination forbundet med psykiske lidel-


sker

med psykiske sygdomme) findes på mange

niveauer i samfundet – også i psykiatrien. Læs


– om stigmatisering af mennesker med psykisk



bejdspartnere,

brugere, pårørende, psykiatrien

og kommunerne som er samlet i en regional

koordinationsgruppe, være katalysator for

konkrete initiativer regionalt og lokalt.


med Markedsdag i Grønne Gades kaserne

lørdag 10. september kl. 13-17.


Fagligt talt...

Fra Mennesker og Psykiatri nr. 25:

Meget lidt viden

og en masse fordomme

En ny fem-årig

kampagneindsats skal

komme bag om myterne

om psykisk sygdom

Tekst: Lene Stærbo Foto: Gert Ellegaard

Vicedirektør Søren Bredkjær er med i en styregruppe,

som skal få kampagnen »En af os« markeret i Region

Sjælland.

Han mener, at der er et stort behov for at vise, at

mennesker med psykiske sygdomme er inkluderet i

samfundet og hører til.

-Det er utrolig vigtigt at man føler sig som ”en af os” –

også selv om man er psykisk syg eller har en pårørende,

som er det. Man skal ikke føle sig stemplet og man må

aldrig være bange for at fortælle det til andre. Det siger

Søren Bredkjær, som også mener, at det kan have en

helbredende virkning at tale højt om psykiske problemer.

-Det, der kan ske, når man ikke tør tale om psykisk

sygdom er, at man dermed bliver forhindret i at erkende

psykisk sygdom – og dermed risikerer at misse en chance

for at komme tidligt i gang med behandling.

-Den uvidenhed, der er blandt befolkningen generelt,

betyder at det bliver endnu vanskeligere for mennesker

med psykiske sygdomme at klare sig – og at komme sig.

Pas på diagnoser

Sproget er meget vigtigt, understreger Søren Bredkjær.

-Vi skal passe på med at sætte diagnoser på alle. Og især

skal vi ikke skabe lighedstegn mellem en person og en

diagnose. Et menneske er ikke skitzofren. Et menneske

kan have sygdommen skitzofreni.

- Og som med andre sygdomme, er det en tilstand, man i

bedste fald kommer sig over eller lærer at leve med.

Fagpersoner

Kampagnen »en af os« retter sig også mod personale i

sundhedssektoren.

-Det er vigtigt, at også vi som fagpersoner tør tale med

hinanden og give andre et indblik i vores verden. At vi er

stolte over at fortælle, at vi er ansat i psykiatrien – åbent

og ærligt. Og turde give et indblik i det, som vi oplever.

-Vi har også en pligt til at fortælle, at det trods alt nytter,

og at mennesker med psykisk sygdomme også hører til,

understreger Søren Bredkjær og tilføjer:

- Naturligvis under hensyntagen til vores tavshedspligt.

LPD · avisen 15


Fejldiagnosticering

Jeg er født af en mor som ikke kunne tage vare på mig.

Hun var psykisk syg, ofte psykotisk, og havde forskellige

former for misbrug. Derfor kom jeg 5 dage gammel til

Observationsbørnehjemmet Højvang. På Højvang viste

jeg tydelige tegn på Autisme, uden det dog blev diagnosticeret.

Derfor ville de sætte mig i pleje hos en pædagogfamilie,

hvor jeg kunne udvikle mig bedst mulig.

Dette lykkedes dog ikke, da jeg var meget indelukket, og

reagerede voldsomt efter hvert for-

søg. Så fi k en af pædagogerne lov til

at tage mig i pleje, selv om hun var

enlig forsørger, fordi hun var den

eneste der kunne skabe kontakt.

Jeg voksede op hos denne pædagog,

og havde en lidt svær barndom,

primært fordi skolen ikke var valgt

med særlig stor omhu. Min mor og

de psykologer, der havde fulgt mig,

troede jeg var kommet ud af den

dårlige udvikling, og var normalfungerende,

men der var stadig ting jeg

ikke forstod, og der var ikke nok opmærksomhed

på det. Jeg forsøgte,

at hægte mig på faglig og socialt det

bedste jeg kunne. Men skolen har altid

været lidt en udsat skole, som lå i

et område med en del social belastning i Århus. (Frydenlundskolen).

Dengang gik der dog også børn fra normal

fungerende familier i skolen, så det var mere blandet end

det dog trods alt var inden skolen blev lukket for et par år

siden. Men det var alligevel svært.

Årsagen til at mine udviklingsproblemer ikke blev mere

opdaget end det blev, var dels, at lærerne havde nok at

gøre med at styre de børn, som var social belastede, og

dels at jeg led lidt af ”pigeproblematikken”, som er en problematik,

som man er meget opmærksom på inden for

autisme i dag. Piger har et ”større socialt gen” end drenge.

De forsøger ud over evne at tilpasse sig. Hos drenge

springer kæden simpelthen tidligere af - og det bliver

hurtigere opdaget, at de har problemer. Derfor er der

også forskel på hvilken alder drenge og piger diagnosticeres

med ASF. (Autisme Spektrum Forstyrrelse). Men jeg

prøvede i hvert fald det bedste jeg kunne. Mine karakterer

svingede, alt efter overskud og held. Men jeg landede

på noget der ligger omkring middel.

Efter folkeskolen var jeg et år på EFG Handel og Kontor,

og herefter tog jeg over 2 forsøg en HF eksamen. Den

blev ikke så god, og jeg følte jeg havde meget mere i mig.

16 LPD · avisen

Jeg hedder

Alexcia Nielsen

og kommer

fra Århus.

Jeg har Autisme.

Jeg vil gerne

skrive om en

fejldiagnosticering

og dens

konsekvenser

Da jeg var færdig med HF og havde fået huen, gik jeg og

sundede mig lidt på det off entliges regning. Men det var

der jo ingen fremtid i, og derfor var der et par velmenende

socialrådgivere der tog mig på et af deres kurser for

unge bistandsmodtagere. Vi skulle sidde i rundkreds og

holde i hånd og komme hinanden ved, og det var jeg ikke

så vild med, men jeg led jo under pigeproblematikken,

så jeg gjorde det uden at lave alt for meget modstand.

Den sidste dag spurgte de, hvad vi

gerne ville lave, som fremtidig beskæftigelse,

og jeg sagde, jeg gerne

ville være lastbilchauff ør. Det syntes

hende socialrådgiveren var en rigtig

god ide, så hun stak et ansøgningsskema

til Social og Sundhedsskolen

i Århus i hånden på mig, og bad mig

udfylde det, og sende det til Århus

Kommune. Jeg brokkede mig stadig

væk ikke.

Jeg blev social og sundhedshjælper

elev. Det gik ikke særlig godt.

Der var mange sociale relationer

jeg ikke forstod. Jeg klarede mig

fantastisk i skolen, og fi k 10 i mine

opgaver, og de roste mig meget.

Men praktikken. Den var ikke sjov.

Det var jo i ældresektoren. Den første praktik gik egentlig

nogenlunde. Men den anden praktik måtte jeg tage

om 3 gange før det lykkedes. Derfor tog min uddannelse

2 år. Der var altid en sygehjælper et eller andet sted på

afdelingen i plejeboligerne, som ikke kunne lide de nye

faggrupper, (som det var dengang - 1994), og som ville

forvirre mig. I den første praktik var det en sygehjælper,

der hed Sørine, som var ret gammel, og som havde været

der i mange år. Hun sagde ting som lokkede mig til at

gøre noget, hvor hun bagefter kunne sige til afdelingssygeplejersken,

at det havde jeg gjort, og så havde jeg

pludselig overskredet min kompetence. F.eks. omkring

medicin, hvis jeg ikke kunne fi nde medicinen, så skulle

jeg bare selv hælde noget op, for de havde ikke tid, og

hun fi k kun 2 permol. Det kunne jeg jo godt, når det kun

var permol, i princippet, men bagefter kunne jeg ikke

forklare afdelingssygeplejersken, at jeg kun havde gjort

det, fordi der netop kun var tale om permol, og jeg ikke

ville have gjort det med en anden type medicin. Sørine

rendte også efter mig, ved morgenplejen, og forvirrede

mig, og sagde, at det tøj, jeg gav min kontaktklient på,

ikke passede sammen, og spurgte ind til rækkefølgen af

den måde jeg varetog opgaverne på. Hun var ikke engang

min vejleder. Min vejleder var der ikke. Hun havde


Min mening · Debat...

givet mig en seddel med rækkefølgen, og det var den jeg

fulgte. Den lå inde på bordet, hos klienten, men da jeg

ville vise Sørine den, var den væk. Senere fandt jeg den

i vagtværelset. Men hun rendte efter mig konstant. Hun

ville kun ødelægge det, og jeg fi k det meget dårligt. Jeg

blev skrupforvirret, bange, græd derhjemme, mistede appetitten,

sov ikke om natten, og kunne næsten ikke gennemføre

arbejdet. Men jeg VILLE have en uddannelse, så

jeg kæmpede videre. Jeg sagde ikke noget til nogen. Ikke

engang til min mor. Dengang jeg gik i skole, havde jeg

jo sagt mange gange, at jeg ikke kunne klare det, og jeg

ville skifte skole, og jeg var ikke blevet hørt, så jeg havde

opgivet, at fortælle om mine problemer derhjemme. Jeg

fi k bare at vide, at jeg måtte prøve at indordne mig, og

problemerne ville fl ytte med. Så jeg gik med det alene, og

prøvede at indordne mig. Det ved jeg min mor er ked af i

dag. Hun har meget svært ved at snakke om noget hun er

ked af, og hun vil helst ikke tale alt for meget om det her.

Hvis jeg spørger hvorfor hun ikke tog mig til læge, da jeg

var mindre, siger hun bare: Du var da tit til læge. Men det

var jo med somatiske ting. Jeg var jo ikke gammel nok til

selv, at sige hvad der ellers var galt. Og jeg vidste jo ikke

hvad en læge kunne gøre. Det var da min mors ansvar.

Men når vi kommer til det punkt i samtalen, så skal hun

pludselig noget, og går.

Så dumpede jeg i den første praktik, og jeg fi k en ny

chance. Her var også en sygehjælper. Hun var min vejleder,

og hed Bente. Hun havde altid ondt i maven. Og hun

var ond, værre end Sørine. Hun startede med, at sige, at

det her nok blev meget svært. Der var også en vejleder

der hed Ib, og han var kendt fordi han havde været i avisen,

fordi han og hans tvillingebror havde passet deres

kræftsyge mor indtil hun døde. Herefter var de blevet social

og sundhedsassistenter. Nu var han min vejleder. Han

var nyuddannet. Ham og hans bror gik altid sammen inde

på skolen. Vi kaldte dem ”Ibberbo”. Vi troede lidt de var

siamesiske tvillinger. Men de var søde begge to. Ib arbejdede

et andet sted, så helt siamesiske var de jo ikke. Det

var nok første gang i deres liv de var adskilt.

Men Bente overbebyrdede mig total med arbejde. Hun

havde modtaget en modbydelig rapport fra det første

praktiksted, hvor der stod en masse ting, som de lige ville

give med på vejen. Jeg var for langsom, jeg overskred

mine kompetencer, jeg var usikker, og hvordan jeg ikke

nåede de fastsatte mål, for praktikken. Den smed Bente

ned foran mig, med ordene: ”Vil du virkelig dette her?, for

det bliver nok meget svært for dig - det skal du vide - der

skal virkelig knokles igennem”. Så hun lavede en liste ca.

3 gange så lang som det der normalt var indeholdt i en

arbejdsdag, hvor jeg havde op til 7 beboer til morgenpleje,

og jeg styrtede rundt, og plejede og plejede til alle

7 var færdige. Jeg fi k i hvert fald lært, at eff ektuere min

arbejdsgang. Det var helt sindssygt. Om eftermiddagen,

skulle jeg køre tur med en stor tung mand, som skulle i

Kvickly, og som havde parkinson. Ham havde jeg også

alene til morgenpleje, og han skulle stå op når jeg skulle

have ham på toiletet, og jeg måtte ikke få hjælp, for Bente

sagde, at det skulle jeg kunne alene. Jeg kunne jo komme

ud for at der ikke var andre end mig til at hjælpe, så derfor

skulle jeg kunne tage ham alene. Hun sendte mig også

alene ind til en der havde et eller andet malersyndrom,

hvor han var blevet skadet i hjernen, og var aggressiv.

Han havde tidligere truet med en kniv, og det fi k jeg at

vide, og jeg fi k at vide, at han kunne blive aggressiv. Jeg

syntes nu ikke han var så aggressiv overfor mig, for jeg

kom på en eller anden måde godt ind på ham. Jeg ved

ikke hvordan, men jeg tror egentlig bare, at jeg spurgte

hele tiden, hvordan han gerne ville have det, og forsøgte,

at gøre det sådan som han sagde. Men så en dag gik han

ned i byen, og rodede rundt, og jeg blev sendt ud for, at

hente ham. Jeg prøvede med den sædvanlige, som jeg

havde lært af de andre personaler: ”Vil du ikke med hjem

- vi har lavet kaff ebord til dig, og du er jo æresgæst, så vi

vil så gerne have du kommer.” Men den gik ikke denne

gang, og han blev aggressiv, og slog ud efter mig, og

spyttede og sparkede. Politiet var der også. Til sidst tog

de fat i ham, og hev ham ind i politibilen, og jeg satte

mig ind ved siden af, for at berolige ham. Jeg forsøgte, at

forklare ham, at politibilen var en æresbil, kun for ham, og

LPD · avisen 17


han skulle have særlig beskyttelse fordi han var en meget

fi n mand.

Da vi kom tilbage, snakkede Bente med politifolkene, og

de fortalte jo hvad de havde oplevet. Bagefter kom Bente

og bebrejdede mig, at jeg havde gjort ham aggressiv. så

om eftermiddagen fi k han det dårligt. Han havde noget

med hjertet, og jeg skulle tilse ham, hver halve time. For

ikke at ophidse ham, kikkede jeg ind af vinduerne, og jeg

kunne se han tøff ede rundt inde i lejligheden. Så var han

da ikke helt død. Hvis han lå ned, gik jeg ind og tjekkede

op på om han havde det godt, og tog hans puls, og mærkede

om han var koldtsvedende, og spurgte ind til ham,

om han havde smerter eller var træt. Bente sagde, at det

var dårlig tilsyn, kun at kikke helt ind til ham, når han lå på

sofaen. Jeg kunne ikke forklare hende min begrundelse,

og opførte mig jo pænt og høfl igt overfor hende. Hun

havde jo magten til om jeg skulle bestå eller ej.

Når jeg havde lidt tid til overs, hvilket jeg prioriterede, at

SKULLE have, så gik jeg ud i vaskehuset, og lagde beboernes

tøj sammen, og satte maskiner i gang. Det forlangte

Bente fordi jeg skulle vise jeg kunne hjælpe mine kollegaer.

Jeg hjalp også med løft ved morgenplejen, hos andre

beboere, nogle af dem som Bente havde, men også

andre kollegaer. Jeg skulle jo vise, jeg kunne få noget fra

hånden, og hjælpe de andre. Så det satte jeg fast på min

seddel. Men det var som om det slet ikke blev anerkendt.

På et tidspunkt, var jeg ved at være udkørt. Det var et par

måneder henne i praktikken. Min ferie blev afl yst, fordi

Bente havde glemt, at sætte den på. Så satte hun den på,

og så lavede hun den om, så jeg ikke fi k ferie, fordi jeg var

bagefter med mine mål, så jeg kunne holde ferie når jeg

var færdig hos dem. Men der skulle jeg jo i skole. Hvis jeg

bestod. Og jeg turde ikke sige noget, fordi hun hver eneste

dag, sagde at jeg måske ville dumpe i praktikken. Jeg

turde heller ikke melde mig syg. Heller ikke selv om jeg

18 LPD · avisen

var det. Det var jo kun 4 måneder. Jeg blev også ofte en

time længere end jeg skulle, for at hjælpe med de ekstra

ting, og aftenvagterne, sagde at det var et sygt praktikophold,

og jeg skulle sige fra. Men de forstod godt jeg var

bange, og hjalp mig bedst mulig. Man får jo kun 2 chancer

for at bestå. Og dette var min sidste chance. Til sidst

fi k jeg nok, af Bente, og hendes evige jagt på mig, og hendes

maveproblemer, som hun delagtiggjorde os andre i

meget højlydt, og hendes falskhed. Hun kom altid ind i

vagtstuen om morgenen, og var så glad og sagde: Heeej

Ib - min skat, hvad skal vi to lave sammen i dag? Så tøff ede

hun rundt, og lavede lidt, og om formiddagen kaldte

hun på mig og sagde: åhhh, kan du ikke lige tage over

her, for jeg skal lige ringe til min læge, jeg har så ondt i

maven. Hver eneste formiddag. Hun døde så året efter af

tarmkræft, men det vidste jeg jo ikke da jeg stod i det. En

dag svarede jeg bare: Ja, jeg tror sgu også efterhånden

lidt på, du er lidt rådden indvendig. Så blev hun stiktosset,

og var lige ved, at bortvise mig på stedet. Men det

røg bare ud af mig. Jeg kunne snart ikke holde til hende

mere. Jeg vidste jo ikke hvor meget jeg havde ret.

Så den sidste dag, skulle hun og Ib jo fi nde ud af om jeg

skulle bestå eller ej. Jeg var så bange, så jeg var helt væk

fra mig selv. Hun var meget negativ, og havde i øvrigt

glemt at overholde de regler der var om at indkalde skolen,

hvis der var noget der ikke gik godt, og havde ikke

orienteret min klasselære om afsluttende evaluering. Jeg

havde talt med min klasselære under forløbet, og hun

sagde, jeg ikke kunne gøre så meget andet, end at holde

hende og FOA orienteret. Så de var opmærksomme på

forløbet. Men det skræmmende er at Bente slap af sted

med det alligevel i 4 måneder, og ingen greb ind overfor

hende i praksis. De lyttede og gjorde ikke andet.

Så dumpede hun mig, og jeg fortalte min klasselære det,

og hun ringede til FOA fordi jeg var for ødelagt til selv at

magte det. Så kom FOA, og så skældte de ud, fordi der

var mange ting de ikke havde overholdt. Der blev et nyt

møde, hvor de var med, og en fra ældresektoren ved kommunen

var også med. Det endte med, at Bente sagde, jeg

kunne blive rengøringsdame på et plejehjem, og FOA og

kommunen sagde, at de ville give mig en 3. praktik. Det

var ikke normalt, men efter omstændighederne og mine

egne beretninger til min klasselære, syntes de gerne de

ville give mig en chance mere.

Så fi k jeg først 4 ugers ferie med løn, selv om jeg egentlig

kun skulle have 3. Så kom jeg på Betania. Her var jeg i en

hjemmeplejegruppe, hvor de var søde. Jeg blev meget

populær, fordi jeg hed et prinsesse-navn, og Joachim og

Alexandra skulle til at giftes. Så jeg hed prinsesse Alex.

Jeg syntes det var lidt fj ollet, men gad ikke hænge mig

i detaljer. Men herudover syntes de også jeg arbejdede

godt, og var meget selvstændig, og havde en del erfaring.

Det sagde de. Så jeg fi k hurtig min egen rute i hjemmeplejen,

og så var der i øvrigt personalemangel inde


på Betania om eftermiddagen. Nogle gange var der en

afdeling som var helt tom for personale i 1½ time om eftermiddagen.

Så den afdeling tog jeg. De fandt ret hurtig

ud af jeg ikke sagde fra, så jeg havde mange dobbeltvagter.

Først i hjemmeplejen hvor jeg havde min praktik, og

så som timelønsansat i plejeboligerne om aftenen. Her

havde jeg 3. sal alene, med 28 meget demente beboere.

Jeg fandt min egen rytme, og lærte hurtig beboerne at

kende, og kl. 17 kom de udekørende hold ind og gav en

hånd med. De fl este tog så af sted igen kl. 19, men der

var så 2 mere end mig, til at hjælpe med, at ligge i seng.

Så brokkede tillidsmanden sig, og så kom Betania i TV2

Østjylland, over bemandingen på 3. sal. Men der kom ikke

fl ere penge i kassen af den grund, og i resten af min praktiktid,

kørte tingene på den måde. Nogle gange kørte jeg

også med på de udekørende hold om aftenen, og så var

der igen ingen til at være på 3. sal fra 15-17. Men så kikkede

personalet fra 1. og 2. sal op til dem på 3. sal. Det var

jo helt vildt. Bemandingen var så dårlig, så da der skulle

komme en anden elev og ”prøve” at have en aftenvagt,

indgik vi begge i nomeringen, og jeg kørte rundt på udeholdet

med den anden elev, og havde normalt ansvar for

mine handlinger ude i hjemmeplejen, + ansvaret for at

undervise eleven. (Jeg ved ikke hvad hun fi k ud af det,

men hun sagde det var spændende, og hun gerne ville

kunne det samme som mig....) Jeg sagde, at når hun var

færdig, skulle hun jo selv kunne se hvad der var vigtig i arbejdet,

og opfylde beboernes behov, og hun skulle kunne

se behov hos klienterne og beboerne. Det var det vigtigste.

Vi snakkede lidt om behovspyramiden, og det at

arbejde selvstændig. På en måde kunne jeg godt lide, at

arbejde på Betania, fordi der var et godt sammenhold, og

jeg var accepteret, på lige fod med de andre. Jeg bestod

også praktikken med meget ros.

Jeg roste dem også tilbage, selv om jeg godt ved, der var

mange ting, der ikke var i orden. Men jeg havde nået mit

mål. Og det skal lige siges, at Betania ligger i Midtbyen,

og vi havde alle de ældre klienter, som nok havde levet

et lidt hårdt liv, men var blevet gamle og nu skulle have

hjælp.

Så blev jeg uddannet, og fi k job 24 timer i aftenvagt på

Fuglebakken i Århus. Samtidig arbejdede jeg, for et vikarbureau.

Her kom jeg meget rundt til forskellige plejecentre,

men jeg havde nævnt Abildgården og Åbygård, som

jeg ikke ville sendes ud på. Det var de to første steder jeg

var i praktik, hvor de dumpede mig. Men jeg var nogle

steder hvor de godt kendte Sørine, og efter et par år, hvor

jeg sad i nattevagt sammen med en gammel kollega til

Schulze fortalte jeg hende, om at jeg havde mødt Sørine

i en praktik, og så sagde nattevagten: Så har du da haft

problemer. Det sagde jeg jo så ja, til, uden sådan at uddybe,

men min kollega fortalte at Sørine var decideret ond

overfor nogle elever, og hun kunne køre enhver af sporet.

Det var egentlig rart at høre. Så blev jeg populær på det

sted, fordi nattevagten syntes det var synd for mig, at jeg

havde været elev under Sørine. Så der fi k jeg mange vag-

ter. Men jeg ville ikke sådan fortælle i detaljer om hvad

jeg havde oplevet, men vi snakkede lidt om det. Men kun

til hende nattevagten. Det var faktisk rart. Det var noget

helt andet at være uddannet. Der var en anden sikkerhed

i arbejdet. Der var ikke nogen der skulle bedømme mig,

på den måde, som i elevtiden, og de kunne ikke udnytte

mig på samme måde. Men min oplevelse af social- og

sundhedsuddannelserne og den måde kommunen i Århus

håndterede elevernes situation på, er meget kritisabel.

Jeg har så nok også selv en del ansvar, fordi jeg ikke

sagde fra, men jeg sagde det jo til skolen og FOA. Og jeg

var meget usikker på om det jeg selv gjorde var godt nok,

siden jeg vedblev at få så meget kritik. Først efter uddannelsen,

kunne jeg se, at jeg havde gjort mere end rigeligt.

Men det er jo svært for skolen og FOA og sidde på et

kontor et sted, og tale i telefon, og se hvad jeg egentlig

gør - især når der står en vejleder og siger, at jeg ikke gør

det godt nok. Men jeg mistede meget af respekten for

uddannelsessystemet på Social- og Sundhedsuddannelserne.

Jeg syntes det er et lortesystem, hvor ingen tager

ansvar, og alle har det ansvar de selv rager til sig. Og det

betyder, at dem der har lidt problemer med selvværdet,

de rager en masse ansvar til sig, og hævder sig selv, på

andres bekostning.

Så fi k jeg et dagvagtsjob på Fredriksbjerg Sundheds- og

Kulturcenter. Det var fl agskibet i Århus Kommunes Ældrepleje,

og et MEGET fi nt sted at blive ansat. Her var der

penge nok til nomering, og jeg var i dagvagten i 2 år. Jeg

havde lidt indkøringsproblemer i gruppen, da de ikke var

så gode til at tage mod nye medarbejdere, og det fortale

jeg dem efter et stykke tid, men der var jeg kommet rigtig

ind, og så ændrede de nogle procedurer, og så skulle det

være blevet bedre. Men det blev det så ikke helt. Der kom

en Sosu. Ass. der hed Ruth, og hun blev hylet helt ud af

den, og brød sammen og søgte væk efter et par måneder.

Der skældte jeg ud bagefter. Jeg prøvede også, at hjælpe

Ruth mens hun var der. Det var komplet åndssvage ting

de beskyldte hende for. Hun kunne ikke fi nde ud af medicinen,

og hun havde ladet en beboer ligge på gulvet. Det

var ikke hendes skyld. Medicinen var sygeplejerskernes

ansvar, på det sted, og i den situation, - og den pågældende

beboer var faldet efter Ruth var gået. Hun kan jo

ikke stå og glo på en bestemt beboer, for det tilfælde at

beboeren falder efter hun er gået. Det kunne lige så godt

være sket for os andre. Jeg mødte hende senere i psykiatrien.

Der havde hun det godt – Ruth. Jeg var så patient i

psykiatrien der, og hun nægtede, at hjælpe til med at fi ksere

mig. Det gjorde min tidligere klassekammerat Morten

til gengæld ikke. Men det kommer vi tilbage til.

Efter de 2 år på Fredriksbjerg, søgte jeg ind på Assistentuddannelsen.

Jeg fi k som sædvanlig høje karakterer i skolen,

og var på en kræftafdeling på Århus Amtsygehus i

praktikken. Men her gik det igen galt, og jeg prøvede det

bedste jeg kunne, at fi nde rytmen i afdelingen, men der

var også ting jeg ikke forstod. F.eks. syntes jeg de andre

LPD · avisen 19


sygeplejersker var så berørt af deres arbejde. Vi havde en

gammel dame, som var terminal. Hun var faldet ud af sengen

om natten, og nattevagterne havde fået hende i op

i sengen igen. Så om morgenen, var hun sådan helt lige

på det sidste, og så hidsede en af sygeplejerskerne sig op,

over at nattevagterne ikke havde kørt hende på en enestue.

Hun lå på en 4 sengs stue. Det kunne jeg godt forstå

problematikken i, men hun var meget meget berørt.

Så blev der lavet et rum, som kunne gå an som enestue,

så hun de sidste timer kunne få fred, og vi andre mødte

ind til rapport. Jeg havde været rundt og tage værdier på

de patienter der stod på min liste over værdier. Den blev

lavet hver morgen. Så spurgte denne sygeplejerske om

jeg ville gå ind og kikke til terminalpatienten, og det gjorde

jeg jo så. Hun var død. Det skræmte mig nu ikke, for

jeg havde fundet andre døde i hjemmeplejen, både på

badeværelser og i køkkener, og foran indgangsdøren, og

det var ærlig talt, et noget mere barsk syn, ind i mellem,

end at fi nde en meget kræftsyg dame på 92 år, i en hospitalsseng

på en enestue, som var sovet stille ind, med

smertestillende i kroppen.

Og så har jeg haft min daglige gang i landbruget, fordi

en stor del af vores familie bor på landet, og jeg selv har

haft heste gennem mange år, og set dyr blive afl ivet, for

ikke at lide. Jeg har det nok lidt sådan, at uanset om det er

mennesker eller dyr, så er det en organisme der lider, og

når den udånder har den fred, og så er den ikke så meget

længere for mig. Det kan lyde lidt brutalt men det er jo sådan

det er. Og man kan jo ikke gøre noget ved det. Selvfølgelig

græder jeg hvis en af mine egne heste dør, eller

bliver nødslagtet, og jeg kan godt tænke lidt over, at en

ældre dame ikke behøvede at dø på badeværelset, men

jeg kan ikke gøre noget ved det. Det er bare sådan noget

der sker. Jeg kan ikke lave det om, ved at danne tudekor

sammen med andre, der har det anderledes. Jeg respek-

20 LPD · avisen

tere de har det anderledes, men de må også respektere

jeg har det som jeg har det. Og det gjorde denne sygeplejerske

ikke. Jeg kom jo tilbage og sagde, patienten var

afgået ved døden, og så begyndte hende der sygeplejersken

at tude helt vildt, og det blev hun ved med, og de

andre sad og trøstede hende. Lægen prøvede, at forklare

at det ikke var hendes skyld, men nu begyndte sygeplejersken

at sige, at jeg skulle have prioriteret anderledes,

og siddet fast vagt ved denne terminalpatient. Jeg sagde

jo som sædvanlig ikke noget, og blev forvirret, fordi jeg

ikke vidste om det var korrekt at jeg selv burde have taget

initiativet til at sætte mig ind til patienten. Jeg skulle

jo måle værdier. Lægerne skulle bruge de værdier i deres

daglige arbejde. Det var jeg instrueret i.

De næste dage, var denne sygeplejerske meget efter mig,

og alt hvad jeg gjorde var forkert, og jeg blev forvirret,

og kunne slet ikke koncentrere mig. Det gik ud over arbejdet,

og jeg gennemskuede ikke helt sammenhængen,

(Jeg er ikke særlig god til at gennemskue sociale relationer

og sammenhænge...Og dengang var jeg endnu dårligere

end i dag.), og så glemte jeg ting jeg skulle, og blev

sådan på en måde fraværende i arbejdet, og på afdelingen.

Jeg fi k det dårligt. Så var der en anden sygeplejerske

der mistede sin far, som var en berømt arkitekt, og jeg

havde hørt i radioen han var død. Hans kompagnion var

nemlig død dagen før. Så sad hun og fortalte til formiddagspausen,

at hun havde været nede og se ham i hospitalets

kapel, og så var en af afdelingens læger, kommet

ind og var fuld. De andre snakkede med, og jeg sagde

ikke noget, men syntes det lød underligt. Men alt i alt,

så følte jeg mig ikke godt tilpas på afdelingen, og derfor

valgte jeg at stoppe. Når jeg tænkte tilbage på min hjælperuddannelse,

og hvor amatøragtig den havde været, så

mente jeg det var lidt det samme der var ved at ske her.

Det faste personale, var ved at vende sig i mod mig, og

jeg ville ikke udsætte mig for fl ere af den slags ting. Hvis

de ville have social- og sundhedsassistenter, så måtte de

opgradere deres professionalisme i uddannelsessystemet.

Flere af mine klassekammerater der ikke var særlig

modne - som jeg kunne se det i klassen - og som larmede

i timerne og lavede så meget ballade, så lærerne gik

tudende hjem, de klarede sig godt i praktikken, men de

anende ikke hvad de havde med at gøre, rent teoretisk,

for de bestod kun lige med nød og næppe de opgaver og

eksamener vi skulle til, inden praktikken. De kunne ikke

svare på elementære spørgsmål. Det var tydeligt i skolen.

Men de havde et godt forhold til deres vejleder, og de

sås privat, og så kunne de blive assistenter. Det er ikke

godt nok for mig. Det er amatøragtigt. Der var også nogle

fra min klasse der var dygtige, og kunne tingene og som

SKULLE være assistenter, men der er for mange tilfældigheder

i tingene i den uddannelse. Derfor mistede jeg

igen respekten for det system, og valgte, at stoppe.

Men jeg havde det dårligt. Jeg fi k job i Holme Hjemmepleje,

som aftenvagt, hvor jeg kørte med sygeplejersken i


døgnplejen, og hun havde altid kørt alene, og var meget i

mod at skulle have mig med i bilen. Så det gik heller ikke

godt, og jeg droppede jobbet i døgnplejen efter et par

måneder. Jeg havde ikke fl ere kræfter til ældresektoren

eller sundhedsvæsenet. Så gik jeg på sygedagpenge, og

arbejdede sort for et rengøringsfi rma, mens jeg fi k det

værre og værre. Jeg kunne ikke holde ud og være derhjemme.

Det var derfor jeg arbejdede sort. Jeg kunne

ikke sove, ikke spise, og havde svært ved at forholde mig

til andre mennesker. Nogle gange fi k jeg kolossale vredesudbrud,

men havde ikke nogen at rette dem i mod.

Jeg boede jo alene og var alene det meste af tiden. Jeg

gik rundt om natten, og lavede hærværk på biler og var

vred. Især en bestemt bil var jeg efter. Den tilhørte en

mand, som var politimand. Det vidste jeg godt han var,

for jeg havde mødt ham mens jeg gik på HF, for 10 år siden.

I de to år, jeg gik på HF, havde jeg en veninde ude

fra hestene, som havde en kæreste, som gik i en kriminel

gruppe i Århus. Hende var jeg til mange fester sammen

med, hos hans venner. Og der var altid politi omkring den

gruppe, og denne betjent var meget med til at observere

gruppen. Det hang nok lidt sammen med at de var meget

kriminelle. Der var adskillige rambuktyverier, indbrud,

røverier, og narko indblandet. Men det var nemt at være

i gruppen, fordi de ikke forlangte noget af mine sociale

kompetencer og de gav heller ikke noget, og det passede

mig fi nt, for jeg kunne hverken give eller modtage. Det lå

ikke helt til mig. Jeg vidste ikke dengang, det var derfor

jeg var der, men det kan jeg se i dag. Det har jeg lært i dag,

under min terapi.

Jeg var meget forundret over at andre mennesker kunne

have et almindeligt liv, både folk jeg kendte og folk jeg

ikke kendte. Det var så nemt for dem. Hende i fj ernsynet,

hun havde et godt liv, og folk på gaden, jeg gik forbi havde

et godt liv. De syntes ikke det var svært, at arbejde, og

falde godt i med kollegaerne. Jeg forstod det ikke, for jeg

lavede jo ikke sådan ballade, så hvad var det andre havde

imod mig. Jeg var dybt ulykkelig. Der var hele tiden nogen

der syntes noget om mig. Jeg kunne ikke bruge hvad

de syntes. De havde jo hver deres mening. Hvad skulle

jeg forholde mig til??? Nogle gange fi k jeg den tanke, at

alle de forskellige ting, folk syntes, var et spejl af dem selv.

De var ikke konkrete nok. Det måtte være derfor jeg blev

forvirret. Hvem var jeg selv, hvad var jeg selv??? Jeg følte

ikke jeg vidste hvem jeg egetlig var. Folk havde syntes så

meget forskelligt, så jeg anede det ikke. Jeg følte jeg var

total neutral. Jeg prøvede jo bare at tilpasse mig de enkelte

situationer og kulturer jeg var havnet i. Det kunne jeg

ikke. Jeg kunne ikke læse disse kulturer og de mennesker

der dannede de kulturer, der var på arbejdspladserne. Sådan

var det også i skolen, og sådan havde det altid været.

Hvorfor var jeg anderledes??? Jeg vidste det ikke.

Men en dag opdagede jeg hvor ham betjenten boede,

fordi jeg gik forbi hans hus, da jeg skulle ud til min hest.

Jeg skulle ned til bussen, og så genkendte jeg ham, uden

han så mig. Eller jeg genkendte hans stemme bag en hæk.

Hvorfor skulle han have et godt liv? Hvordan var hans liv

egentlig??? Hvordan levede almindelige mennesker, der

klarede sig godt, og aldrig havde problemer. Jeg blev så

beat af tanken, så jeg begyndte at udspionere ham. Det

opdagede han ikke. Han havde kone og 2 børn, og det var

en rigtig kernefamilie. Hans kone var pædagog. Børnene

gik i privatskole, og havde det godt. Deres forældre var

meget opmærksomme på dem, og de blev kørt til skole

hver dag. Lige forbi mit køkkenvindue kl. 8.10 hver eneste

morgen. Og hentet igen. Fulgt til fritidsaktiviteter, og

hjulpet af 2 omsorgsfulde voksne mennesker der kunne

tage ansvar, og hjælpe dem når de havde problemer. Jeg

blev rasende. Hvorfor havde jeg ikke sådan nogle voksne

da jeg var barn? Hvorfor var min mor alene, og lukkede

øjnene for problemerne? Hun skulle altid noget andet,

når jeg sagde, noget var svært. Hun var konfl iktsky, og

sagde hurtig til andre voksne der påklagede noget jeg

havde gjort eller ikke gjort, at det var også for dårligt, og

hun nok skulle snakke med mig om det. Når hun så snakkede

med mig om det, var hun sur, og sagde, at det faldt

jo tilbage på hende, hvis andre voksne havde noget dårligt,

at sige om mig. Jeg kunne slet ikke forklare hende

min side af situationen. Hun blev bare ved med at sige,

hvordan det påvirkede hende. Mange gange hvis jeg bad

om hjælp til noget, ville hun ikke forholde sig til det, og

kunne blive hidsig hvis jeg pressede på. Især hvis der var

sport i fj ernsynet. Nogle gange tænkte jeg, under min

skoletid og barndom, om hun ikke bare kunne dø, så jeg

kunne begrave hende med et fj ernsyn og en fodbold, og

så jeg kunne få en anden familie. Hun har også været så

hidsig så hun har sagt, hun fortrød hun havde fået mig, og

jeg var hendes ansvar. I dag kan jeg se min mor er MEGET

MEGET MEGET usikker på sig selv. Og meget underdanig

overfor hvad andre mener.

Og så tager hun den stærkestes parti. Hun forsvarer ikke

mig i det. Faktisk tror jeg det kommer af, at hun ikke har

fået mig på normal vis. Der har ikke ligget et parforhold

bag, hvor hun har samarbejdet i længere tid med et andet

menneske, som hun har elsket, og levet sammen med, og

de har haft et normalt kærlighedsforhold, hvor jeg var

frugten. Hun har ikke båret mig i 9 måneder, og haft den

proces som gravide går igennem, både med at fi nde en

mand hun elsker, levet sammen med, forstået, indordnet

sig efter, og haft det samarbejde som hører til et parforhold.

Men ikke mindst den proces det er at være gravid.

der sker jo noget med et menneske som er gravid. De vil

forsvare deres barn til verdens ende. Det ville politimanden

og pædagogen i hvert fald. Og de var modne og fornuftige

mennesker. De kunne tage ansvar. De så behov,

hos deres børn, og handlede på dem.

Min mor var også pædagog, men jeg syntes ikke rigtig

hun forstod mig. Og hun handlede heller ikke på de ting,

jeg både viste i hverdagen, og som jeg prøvede at sætte

ord på. Min mor kom fra Vestjylland, havde 10 søskende,

LPD · avisen 21


var ud af en landbrugsfamilie,

som var meget

kristne, og havde gået 7

år i skole. De skulle hjælpe

meget til derhjemme. Min

mor kom i huset hos en

anden familie da hun var

13 år gammel, og har ikke

boet hjemme siden. Siden

hun var 13, har hun klaret

sig selv. Det begyndte jeg

at spekulere meget over,

og tænkte, om det var

grundlag nok, til at kunne

varetage de opgaver, man

blev stillet i dagens Danmark.

Hun havde en et

årig pædagoguddannelse,

fra et af de første hold på

Ikast Seminarium. (Tror jeg

nok det var der hun gik).

Hun fi k laveste karakter i psykologi. Hun havde dårlige

skolefærdigheder generelt, i forhold til, hvordan kravene

er i dag. Hun kunne heller ikke hjælpe mig fra 3. klasse

med lektier. Men hun er god til kryds og tværs. Og god

til at strikke og sy. Men jeg kunne også godt se af papirerne

fra Højvang, at de ikke havde så mange andre valg,

end at hun blev min mor. Men nemt at have hende til

mor, var det ikke, og jeg var nok heller ikke en nem datter.

Hun blev nød til at gøre det nemt, ved at ignorere og

skøjte over, der hvor hun ikke magtede det mere. Men

hvorfor tog hun mig ikke til læge??? Hvorfor bad hun ikke

om hjælp. Troede hun det ville falde tilbage på hende???

At det var en anklage om, at hun ikke gjorde det godt

nok??? Jeg kunne jo ikke bruge det til så meget, derfor

var jeg meget misundelig på politimanden og hans familie

og ville ødelægge deres liv. Det var en tilfældig valgt

familie. Men de havde det godt, og var en kernefamilie,

og de havde noget, jeg ikke havde haft. Og ikke kunne få.

Jeg følte mig syg nu, og jeg tænkte at nu måtte jeg selv til

læge. Jeg havde haft kontakt til både min biologiske far

og mor, og min mor (Nora Kron), var jo stadig syg, dybt

psykotisk, og talte konstant i telefon med dronning Margrethe

og Paven af Rom, men nød i øvrigt mit nærvær, og

de kager jeg altid havde med til hende, - og min far var

læge. De boede ikke sammen, og havde aldrig gjort det,

da min mor afviste ham, da hun blev gravid. Han er død

nu, - ligesom min mor, men han hed Erik Legarth Jensen,

og var røntgenlæge. Han mente ikke jeg fejlede noget.

Jeg tog bare tingene for nært. Lad være med det, sagde

han bare. Så gik jeg til min egen praktiserende læge. Han

fangede den heller ikke. Jeg uddybede ikke lige, at jeg

faktisk rendte rundt og smadrede folks biler om natten,

men jeg sagde jeg var nattevandre og jeg ikke kunne

sove. Så døde min far, og jeg brugte det som undskyldning

til at blive henvist til en psykolog. Jeg valgte så en

22 LPD · avisen

psykiater, fordi min egen

læge forklarede mig forskellen,

om at psykiateren

havde en lægeuddannelse

bag sig. Det blev Søs

Kaller ved Århus. Jeg kom

og forklarede igen, mine

problemer, og så screnede

hun mig for maniodepressivitet

og skizofreni,

og sagde at jeg fejlede

altså ikke noget psykisk,

jeg havde bare en nedtur,

og det gik over af sig selv

- ligesom de andre gange.

Herefter afsluttede hun

mig. Hun har desværre

ikke journalerne fra dengang,

da hun er gået på

pension. Men hun siger

der nok ligger noget hos

min egen læge. Jeg havde fortalt om vredesanfaldene.

Men så lød hun så forskrækket, så jeg skyndte mig, at

nedgradere det igen. Jeg var ikke på kanten til at blive

seriemorder eller sådan noget. Jeg uddybede igen ikke,

at jeg lavede hærværk om natten. Det koncentrerede sig

mere og mere omkring politimandens hus og bil. Men

han fangede mig aldrig. Jeg var for snu.

Så en dag stod der et festtelt i politimandens have. Jeg

havde et stykke tid spekuleret lidt i, at brænde noget af.

Det ville dæmpe vreden, følte jeg. Og måske kunne jeg

få hjælp. Så det blev en hurtig beslutning om, at brænde

festteltet af. Første forsøg mislykkedes, men næste nat

gik det godt. Mere end godt. Jeg brændte både mig selv

og teltet af. Mine forbrændinger var kun 2. gradsforbrændinger

efter hvad jeg selv vurderede, og det var mest i

ansigtet og den ene arm. Sårene var helet af sig selv efter

2 uger, og jeg søgte ikke læge. Jeg kølede bare resten

af natten, meldte mig syg ved rengøringsfi rmaet næste

dag, og kølede hele dagen med isposer. En læge kunne

nok ikke gøre så meget andet, og smerterne gik over efter

et par dage. Så var der kun sår tilbage, men de helede

pænt og det gør de jo i ansigtet. Hurtig og pænt. 14 dage

efter var der slet ikke mere at se, og jeg var ikke blevet

fanget. Jeg havde planlagt det for smart. For gode fl ugtveje,

og for hurtig.

Så jeg rendte ufortrødent rundt nede hos politimanden,

og kikkede efter om hans liv ikke snart var ødelagt. De

var både ude at rejse og alt mulig. Det var sgu ikke ødelagt.

Ikke nok i hvert fald. Men jeg ville ikke brænde mere

af. Min vrede var dæmpet gevaldig. Jeg var ikke så vred

mere. Mere lettet. Jeg var ikke pyroman, på den måde, at

jeg gad kikke efter brandbilerne, eller blev og tog billeder

af branden eller noget. Slet ikke. Jeg skulle bare væk. Og

det kom jeg. Men han vidste godt det var mig. Han havde


lagt mærke til mig, det de seneste måneder. (Han var vel

ikke politimand for ingenting.). Så en dag 14 dage efter

branden, jeg kom derned om natten, tog han mig, og jeg

indrømmede med det samme jeg havde lavet branden.

Så kom jeg først ned på politigården, så i arresten, og

begge steder sprang kæden helt af. Nu var jeg i hvert fald

ikke længere præget af pigeproblematikken. Jeg havde

krampeanfald, og jeg kastede mig rundt i cellen og var

aggressiv hver gang nogen nærmede sig. De anede ikke

hvad de skulle stille op. Så kom jeg i grundlovsforhør,

og der var der også krampeanfald, og jeg kastede mig

forsat rundt. Jeg kunne ikke holde på mig selv mere, og

det endte med, at dommeren varetægtsfængslede mig

i surrogat på psykiatrisk hospital. Der kom jeg ud med

det samme. Jeg kom på Risskov afd. 39. Politiet sagde,

jeg var selvmordstruet, og så fi k jeg fast vagt. Hun var nu

sød nok. Det var dagen efter jeg blev taget, og jeg kom

derud ved 14 tiden om eftermiddagen, d. 20. juni 2000.

Sygeplejersken der tog imod mig, var en der hed Lene

Nielsen. Hun virkede også sød nok. Så kom der en læge

og skulle undersøge mig, men jeg havde noget med kontakt,

og jeg kunne ikke magte det, og var fraværende og

lukkede af. Det var meget svært for hende at komme til,

men til sidst fi k hun vist de ting hun ville vide, og hun

skrev da også en hel masse i journalen, også at jeg var

svært kontaktbar. Grunden til at hun fi k så meget at vide,

var dels at hun pressede på, og dels at jeg var i chok, og

tænkte at jeg nok kom hjem når hun havde talt med mig.

Det var jo nok mentalundersøgelsen det her. Det var bare

en indlæggelsessamtale, med en vagtlæge.

På en måde var det dumt, hun pressede så meget på, for

det betød at den begrænsede plads jeg havde til at dele

ud af mig selv, og fortælle, blev givet til hende, og andre

ligegyldige personaler, så jeg havde mere end almindelig

svært, ved at samarbejde til mentalundersøgelsen, og de

personer der var vigtige. Hvis der kun er 3 stole til kontakt

inde i mig, og jeg selv skal have en, og min mor skal have

en, så skal man fanme vælge med omhu, hvem der bør

have den sidste inden man sender patienten til alverdens

samtaler.

Men når jeg snakkede med Lene om det, sagde hun bare,

at jeg skabte mig, og det kunne jeg bare lade være med,

for jeg havde lavet en meget alvorlig forbrydelse. Jeg

skulle samarbejde om jeg ville eller ej. Jeg ville ikke op på

retspsyk. for jeg var bange for at skifte miljø. Indtil videre

havde jeg bare en diagnose med uspecifi ceret personlighedsforstyrrelse.

Jeg havde forsat krampeanfald, men de

sagde, at det bare var fordi jeg smed mig ned og skabte

mig. De syntes jeg var barnlig og bare ville styre det hele

selv. Lene var skiftevis sød og hård overfor mig. Jeg blev

frygtelig såret, bange og vred når hun var hård. Men jeg

sagde ikke noget til hende. Jeg forsøgte bare at rette ind.

Jeg blev sådan lidt skræmt af det. Så var hun sød igen, der

gik nogle uger, før jeg kom til mentalundersøgelse, og så

pludselig en dag, sagde lægen jeg skulle derop, fordi der

var overbelægning. Det var en fredag. Så kom politiet og

hentede mig, og min mor kom også, og så kom jeg op

på retspsyk. Jeg havde ugerne forinden forklaret på afd.

39., at jeg ikke kunne holde til skift, og jeg følte jeg bare

var sådan en ting på et samlebånd. Det var meget det jeg

sagde. Jeg er bare en ting på et samlebånd. Så hvis I ser

patienter i psykiatrien, som ikke er rigtig psykotiske, og

som heller ikke er kontaktbare, så prøv at tænk på, om

patienten føler sig som en ting på et samlebånd.

De første to dage på retspsyk., sagde jeg ikke et ord. Jeg

holdt mig på mit værelse, og tog alt ned fra væggen, og

min kontaktperson Jan Kent, syntes godt nok jeg var underlig.

Jeg har lige ringet til ham, og spurgt om hvad han

havde at sige, om mig dengang, men han kan ikke lige

forklare det på så kort tid. Han siger han kan huske jeg

sad inde i skabet, og var aggressiv hvis nogen kom hen

til mig. Jeg kan huske andre ting end han kan huske, men

han kan ikke huske alt. Men han kan dog huske jeg har

været der. Han griner altid når jeg spørger ham. Jo, nu er

du jo ikke sådan en man lige glemmer, siger han så. Det

er du heller ikke, svarer jeg så. Og så får han et stort smil.

Det er ikke alle forundt, at få af mig. Men han har ikke patientkontakt

i dag. Han er fællestillidsmand i FOA region

Midtjylland.

Men de første to dage, skulle jeg lige vænne mig til at

være fl yttet, og så sad jeg i skabet på min stue. Så lod

han mig sidde. De havde ringet ned på afd. 39, for at høre

hvad jeg var for en størrelse, for det havde de alligevel

ikke set før. Jeg ville ikke hilse på nogen overhovedet. Jeg

kravlede bare ind i skabet og sad der. På afd. 39, havde de

bare sagt, at jeg ville bestemme alting selv, og de skulle

ikke tage sig af mig. De skulle bare ignorere mig. Det var

Lene de havde talt med. Det fortalte Jan mig et par dage

senere. Men han kan ikke huske det i dag. Om aftenen

kom der en vagtlæge og snakkede til mig gennem døren,

og sagde, at jeg kunne blive fi kseret, hvis jeg ikke opførte

mig ordentlig. Jeg var ligeglad. Eller det var jeg ikke. Da

han var gået, kom jeg ud og brændte hul i en t-shirts. Det

opdagede de ikke. Så gik jeg ud og angreb en tilfældig

person ude på gangen, og så hev de mig ind igen, og så

fi k jeg lov at sidde i mit skab, uden at blive forstyrret. Der

sad jeg også næste dag. Så kom jeg ud om natten, og lagde

min madras på gulvet, og sov lidt. Næste dag igen, var

der solskin, og Jan vovede pelsen, og spurgte om jeg ville

med ud i haven, for der var kaff e og kage ude. Så ventede

jeg i en times tid, og så kikkede jeg forsigtig ud mod haven,

for havedøren var lige overfor min stue, så jeg kunne

se derud ved at åbne døren lidt på klem. Der var kun Jan

og et par andre personaler derude. Jeg havde smurt væggene

på min stue ind i blod, fordi jeg havde menustration,

og så ville jeg lade som om jeg havde skåret i mig

selv. Så fi k man hjælp. Det havde jeg set på afd. 39. Så jeg

fi k en vane med, at smadre alt hvad der var lavet af glas.

Det blev de også ret sure over, i hvert fald i starten. Men

LPD · avisen 23


jeg skar ikke i mig selv, for det syntes jeg var ulækkert.

Jeg kunne ikke. Men de fandt hurtig ud af, jeg ikke havde

skåret i mig selv. Der var ingen snitsår.

Så kom jeg ud i haven, og fi k en kop kaff e. Først sad jeg

lidt stille, men så faldt jeg i snak med Jan. Om sådan nogle

almindelige ting, som f.eks. hvordan det var at bo i et

skab. Det var lidt trangt i længden. Nå, det syntes du alligevel,

grinede han så. Men vi har da også mere plads. Det

er et par år siden vi afskaff ede dårekisterne i psykiatrien,

sagde han så. Så snakkede de andre personaler lidt om

psykiatrien i gamle dage, og nogle patienter kom ud og

snakkede med, og også bare hvad de havde af erfaringer,

og jeg sad bare og kikkede, og hyggede mig egentlig meget

godt og drak kaff e. Der var et hyggeligt miljø. Det var

ikke nær så institutionspræget som afd. 39. Og personalet

havde humor. Det kunne jeg godt lide. Jeg kunne bedst

lide Jan. Og det har i øvrigt holdt ved lige til i dag. Det går

nok aldrig over. Og så er det nok fi nt nok han sidder hvor

han sidder, for så har jeg ham for mig selv. Det blev nemlig

også et problem. Da jeg først var tøet op over for Jan,

var der ikke plads til fl ere personaler, inden i mig, og jeg

ville heller ikke dele Jan med nogen. Andre patienter der

kontaktede Jan, blev ganske enkelt overfaldet. De måtte

ikke sidde ved siden af Jan, og de måtte ikke tale med Jan.

Jan var MIN kontaktperson. Dig og din Jan, sagde Sus som

var souschef på afdelingen. Det blev så også lidt hendes

Jan, for i dag er de gift. Hun var også min kontaktperson,

men jeg brokkede mig, når jeg havde hende. Og så var

der en der hed Hanne, og som var sød nok, men som jeg

var mere ligeglad med.

Men jeg kunne ikke fortælle om mig selv. Der lukkede jeg

meget i. Det var et hyggeligt miljø, men trods alt, havde jeg

det med at jeg følte mig som en ting på et samlebånd. Og

så havde de nogle gange en lidt nedværdigende måde, at

snakke på. F.eks. sagde de: Vi kan få retten til at udlevere

alt om dig, både dine skolepapirer og hvad du har fået i bistandshjælp,

og meget andet. Vi kan få kriminalforsorgen

til at lave en personundersøgelse på dig. Du kan lige så

godt selv fortælle. Efter fl ere uger kom der en kursuslæge

som hed Tine Hansen. Hun skulle lave lægeundersøgelsen.

Der var jeg sådan nogenlunde tøet op. Men hun var ny,

og jeg havde ikke set hende før. Det genvagte den følelse

jeg havde haft, da jeg lige blev indlagt, hvor en vagtlæge

havde lavet den indledende samtale. Jeg havde altid haft

svært ved, også på afd. 39, at gå ind i lægens samtalerum

til lægesamtale. Man havde en fast samtaledag, og jeg forklarede

Lene, at jeg ikke kunne. Så kunne jeg ikke spørge

lægen om de ting vi havde talt om i ugens løb, svarede hun

så bare, og så måtte jeg overvinde mig selv og gå derind.

F.eks. hvor længe jeg skulle være varetægtsfængslet, eller

hvad der skulle ske, og hvordan procedurerne var. Lene

pressede mig, og jeg forsøgte at forklare hende, at det

pres i sidste ende, ville gøre mig mere ustabil, men hun

sagde bare: Sludder og vrøvl, du dør ikke af at snakke med

en læge. Nej, ikke mig, men det kan være andre gør, svarede

jeg så, fordi jeg simpelthen kunne mærke at jeg bare

24 LPD · avisen

blev så presset. Jeg vidste heller ikke hvad det var for noget

med at nogen skulle dø, men jeg følte jeg blev presset

ud over mine evner, og jeg gjorde ting jeg ikke var i stand

til. Det gav aggression. Og det gav mere aggression ikke

at blive forstået. Men så kom den der med, at jeg havde

lavet en meget alvorlig forbrydelse, og jeg havde bare at

samarbejde, og hvis jeg ville have svar på mine spørgsmål,

så måtte jeg gå ind i samtalerummet, lige som alle andre.

Jeg var ikke noget særligt - jeg var præcis som de andre

patienter. (Det har Bent så siden sagt, nok er en sandhed

med modifi kationer....).

Men lægen (Søren Jensen), på afd. 39 tog det stille og roligt,

og forklarede mig, at de jo var her for at hjælpe mig,

og de bedst kunne hjælpe mig, hvis jeg slappede af, og

ikke var så bange for almindelige ting. Der skulle ikke ske

noget slemt, og de var jo ikke politi eller noget. Nej, men

jeg var mere tryg ved politiet, for de sad sammen med

mig inde på stuen, når de havde lavet afhøringer. Men

de kunne nu heller ikke for godt komme til. Jeg fortalte

om ildebranden, og nægtede at snakke om alt det andet

hærværk, for så var min tålmodighed slut. Der begyndte

de nemlig at snakke om mig, også, og det kunne jeg ikke.

Og så sluttede deres tålmodighed også, og til sidst opgav

de. De kunne ikke lave en fuld afhøring, og de havde kontaktvanskeligheder,

og det var forskellige betjente der

kom, når jeg skulle til noget undersøgelse uden for afdelingen,

som dem der skulle afhøre mig om branden. Det

var bare ordensbetjente og de andre var fra kriminalpolitiet.

Og jeg havde det som om, jeg skulle huske og kende

hver eneste af dem, og huske hvad tøj de havde på, og

huske deres stemmer, og udseende, og hvad de hed, og

det var så meget, så jeg helt gik i spåner, og så kunne de

ikke lave de undersøgelser de skulle, eller også skrev de

at patienten var meget urolig under undersøgelsen. Jeg

smed mig jo nogle gange ned pladask på gulvet, og roede

rundt, og selv om Lene bare sagde, jeg skabte mig,

så var det jo ikke sådan, og jeg SKULLE gå ind i samtalerummet,

hvis jeg ville tale med en læge om det. Jeg prøvede

at forklare Søren, inde i samtalerummet, at det ikke

var fordi jeg var bange for politiet, eller om de videregav

oplysninger, men det at have så mange forskellige kontakter

var som at blive voldtaget. Først var der ingen der

gad høre på mig, og så lavede jeg en brand, og så blev

jeg overbombarderet med kontakter, og skulle nærmest

vænne vrangen ud på mig selv, for at de kunne komme til

for hinanden. Og så fi k jeg sådan nogle spændinger oppe

i hovedet, som om der var ledninger der gav stød oven i

hovedet på mig, og jeg blev nød til, at smide mig ned på

gulvet, og rode rundt. Og det var ikke rart. Jeg kan ikke

sidde herinde, sagde jeg til ham. Jeg kan ikke have kontakt.

I må give mig lidt fred. Jeg er ligeglad med om du er

politi eller læge, jeg kan ikke have mere. Jeg var så dårlig

så jeg knap nok kunne sige det. Så sagde han at han ville

hjælpe mig med de der stød og det tryk i hjernen som

jeg følte jeg havde, og så sluttede min lægesamtale. Det

var ikke den første, jeg havde i samtalerummet, men det

blev ikke nemmere for mig at gå der ind, jeg blev bare


edre til, at undertrykke ubehaget af voldtægtsfølelsen.

Jeg ved ikke om man kan kalde det fornedrelse, eller den

grænse jeg blev tvunget ud i, at overskride hos mig selv,

eller ydmygelse eller hvad man skal kalde det, men det

var bare svært for mig.

Lene troede helt sikkert på hun hjalp mig. I dag siger min

læge, hun har skadet mig voldsomt. Det er også sådan,

at hvis jeg ser hende, igen, så overfalder jeg hende, lige

med det samme, og jeg tror ikke hun er i stand til at rejse

sig igen, når jeg er færdig med hende. Hun er i dag produktspecialist

hos Janssen Cilag A/S, som er et medicinalvarefi

rma, og jeg har gjort dem opmærksom på hvordan

hun var overfor mig. Både i Danmark og hos Johnson og

Johnson i USA. Jeg har skrevet et brev til dem i USA, og

sagt, at hun ikke passer ind i deres Credo. (De har et meget

fi nt Credo...) Jeg har ikke fået svar, men venter at få det,

da jeg bad om en offi ciel udtalelse, da jeg nu her mange

år efter, stadig arbejder med følgerne af behandlingen,

og min advokat har søgt erstatning for fejlbehandling,

og Foreningen af Patientrådgivere og Bistandsværger

er meget interesseret i min historie, og vil off entliggøre

den, og stille spørgsmål til nogle myndigheder omkring

den. Men det kommer vi til senere. Men alfa og omega er,

at Lene ikke kunne se forskel på sindssygdom og åndssvaghed.

Det vidste jeg bare ikke dengang. Og jeg har

også siden fået at vide, af andre fra afd. N3, at det kunne

være ligegyldig om hun gjorde, for hun og resten af personalegruppen,

kunne ikke rumme mig, og ønskede fra

start af slet ikke, at imødekomme mig, uanset om jeg var

sindssyg eller åndssvag. De brød sig ganske enkelt ikke

om mig, og jeg skulle bare kanøfl es fra starten. Det har

jeg fået at vide.

Men Søren ville have undersøgt min hjerne, med sådan

en eller anden ting, hvor man skulle sove, og så skulle jeg

være oppe hele natten, og jeg fi k igen fast vagt, og jeg

var syg, og havde feber, og var træt og ville sove, og de

forhindrede mig i det. Egentlig var jeg gal, men jeg turde

endnu ikke vise det, fordi jeg gerne ville opføre mig ordentlig.

(Pigeproblematikken). Så jeg fj ollede bare rundt

hele natten, og da der kom to fremmede betjente næste

morgen for at hente mig, ville jeg slet ikke med. Til sidst

sagde de det var sidste chance for at få lavet den undersøgelse,

og hvis jeg ville med, så var det nu. Det var på

hospitalet den skulle laves. Så gik jeg med, men da vi kom

op til dem der skulle undersøge mig, rev jeg elektroderne

af, og slog ud efter personalet. De var lige ved at opgive.

Så græd jeg og sagde, jeg gerne ville, jeg kunne bare ikke.

Så lod de mig sidde i et kvarter, og slappe lidt af, og så

kunne jeg nogenlunde gennemgå undersøgelsen. Men

jeg lå og vred mig rundt i sengen, da de ville lave de der

målinger, hvor jeg egentlig skulle sove. Jeg sov slet ikke,

og jeg slappede heller ikke af. Men de sagde, at resultatet

var bedst mulig, og der ikke var noget unormalt. Så kom

jeg tilbage til afdelingen, og var vild og overstadig hele

dagen, og rendte op og ned af gangen, løb ind i døre,

slog hovedet mod dørkarme, og var skiftevis vred og

overstadig, og ville ikke have kontakt til personalet, eller

ville i hvert fald ikke høre efter når de sagde, jeg skulle

dæmpe mig. Jeg var helt kuldret inde i hovedet.

Men der var to betjente der havde brandsagen, og de

kunne heller ikke komme til. Især den ene betjent, havde

det svært med mig. Den anden gik det bedre med, og

han hjalp mig siden meget gennem behandlingen, fordi

jeg udviklede en teknik med at true, når folk kom for tæt

på. Så meldte de det til politiet, især hvis jeg var dukket

op på personalets hjemadresse, og havde truet med, at

brænde deres hus af om natten når de sov. Så på sigt havde

jeg ret, når jeg prøvede at forklare Lene, at jeg havde

det svært ved at blive presset ind i så mange kontakter.

Men det var først efter mentalundersøgelsen jeg begyndte

at true. Før mentalundersøgelsen, forklarede jeg bare,

at jeg havde svært ved kontakt, og min mor forklarede

hvordan det havde været på Højvang, og da hun fi k mig.

Men Lene, sagde, at det skulle bare trænes væk, og det

var fordi jeg var syg, lige nu, og det gik væk med tiden.

Det vigtigste var bare, at vise mig, at jeg ikke slap udenom

kontakt, og give mig den erfaring, at det skulle man,

og man slap ikke udenom, uanset hvordan man skabte

sig. Så ville jeg få det bedre med det til sidst. (Det kan så

diskuteres om jeg fi k...)

Men det var før mentalundersøgelsen, og da jeg så var

kommet derop, og havde kontakt til alle de nye personaler,

og stadigvæk ikke kunne rumme det, undtagen

Jan Kent, fordi han ikke fyldte så meget, så kunne de ikke

blive ved med at vente med, at prøve at lave de der lægesamtaler.

Og så var det Tine kom, som kursuslæge. Det

var måske også lidt ubetænksomt af dem, at stikke mig

en kursuslæge, der aldrig havde været på afdelingen før,

men måske ville de se hvad der skete. Hun fi k i hvert fald

LPD · avisen 25


aldrig kontakt. Jeg lukkede fuldstændig af. Hun sad inde

på mit værelse en gang, sammen med Jan Kent og Hanne,

og ville snakke om min hest, og det kunne jeg slet ikke.

Det var nok den dårligste indgangsvinkel hun overhovedet

kunne have valgt. Det var MIN hest, og den skulle

hun slet ikke blande sig i, for den var jeg glad for, og den

kom overhovedet ikke hende ved. Så det kan godt være

hun troede det ville være en indgangsvinkel til kontakt,

men hun lukkede godt og grundig alle døre og tilgange

der kunne have stået lidt på klem. Men hvis jeg skal være

helt ærlig, så ville hun aldrig have haft en chance, uanset

hvilken indgangsvinkel hun havde brugt. Hun forsøgte

i en times tid, på forskellige vis, og jeg KUNNE ikke. Jeg

prøvede så godt jeg kunne, men da hun begyndte at tale

om hesten, så lukkede jeg helt i. Jeg gemte hovedet inde

i maven på Bent, og græd og ville ikke kikke på hende.

Da Jan forsøgte at fl ytte sig, skreg jeg og hev ham i tøjet,

og fi k de der stød oven i hovedet, og smed mig ned på

gulvet og krampede rundt, og så opgav de.

De troede også det kunne trænes væk. Så de kom igen

næste dag. Eller Tine gjorde. Men nu kom hun alene, og

jeg gik også med ind på stuen, (De havde ikke noget

samtalerum på R1, fordi lægesamtaler skulle foregå i et

mere kendt miljø, og der var stuen bedst....), men jeg lukkede

af som en østers, og kravlede ned under sengen,

som var en sovesofa, med ben, hvor jeg kunne gemme

mig, og kunne ikke kontaktes. Jeg svarede ja og nej på

nogle enkelte spørgsmål, men så lukkede jeg helt af, og lå

og sparkede op i bunden af sengen, så det larmede. Tine

26 LPD · avisen

blev siddende i et stykke tid, men jeg tror jeg larmede

hende ud, for så sagde hun, at nu blev hun nød til at gå,

men hun ville komme igen i morgen. Så gik jeg ud og

var meget bange for at hun kom igen i morgen, for det

var ikke rart når hun var der. Jeg sagde det til personalet,

og sagde, at jeg ikke brød mig om hende, for hun havde

talt om min hest. Det forstod de ikke. de forsøgte at forklare

mig, at hun jo ikke var en der ville tage min hest

fra mig, men det var ikke det der var galt. De misforstod

lige som Søren Jensen havde sagt han ikke var i ledtog

med politiet. Det var ikke derfor jeg var bange. Jeg vidste

godt hun ikke ville tage min hest fra mig. Politiet havde

undersøgt om hestens værdi kunne erstatte det telt jeg

havde ødelagt, og derfor troede de at jeg var bange for

at læger og politi stod i ledtog med hinanden, som en

psykotisk patient nok ville tænke. Men det var ikke som

psykotisk patient - de skulle forstå min angst. Og jeg vidste

ikke, dengang, at det var sådan de troede det hang

sammen. Så jeg kunne ikke forklare dem forskellen. Jeg

syntes bare de var dumme når de troede at jeg troede

de stod i ledtog med politiet. Det var faktisk den anden

betjent i brandsagen, ud over Jan Kent, der havde bedst

kontakt til mig. Den betjent hed Ole Hansen. Men jeg kan

huske jeg sagde engang: Jeg ved sgu da godt i ikke er

politiet, så dum er jeg da heller ikke, så fat det dog, og luk

røven med det ævl, for fanden. Og så skreg jeg så højt jeg

kunne: JEG GIDER IKKE HØRE MERE PÅ I TROR JEG TROR

I ER POLITI, JEG VED GODT I IKKE ER POLITI. SÅ FAT DET

DOG - DIN RØVSYGE KÆLLING... Det skreg jeg ind i hovedet

på en personale. Jeg kan ikke huske hvem. Så gik jeg

ud i telefonrummet, og ringede til Ole, og spurgte om,

han ikke godt ville forklare dem, at han var min bedste

ven, og han måtte få alt at vide, og de nåede ham ikke

til sokkeholderne, så derfor skulle de holde sig væk. Han

lovede at ringe til dem, og sige at politiet ikke nødvendigvis

var nogen jeg var specielt bange for. Men siden da

snakkede de ikke mere om, at jeg måske troede, de var i

ledtog med politiet. Faktisk ville de nok ønske de stod lidt

mere i ledtog med Ole, for de havde i hvert fald spurgt

ham, om hvordan han havde skabt den kontakt og tillid,

jeg havde til ham. Men han fi k dem vist også til at droppe

den ide, med Maike skulle undersøge mig, for hun kom

ikke igen. Jeg tror også bægeret var ved at være fuldt, og

jeg ville have overfaldet hende hvis jeg havde set hende

igen. En sen aften, fl ere uger senere, kom hun igennem

afdelingen, og der blev jeg meget urolig, og ødelagde en

dør, eller sådan noget, og personalet måtte bruge meget

tid på at forklare mig, at hun ikke skulle snakke med mig.

Næste dag kom Jan og læste om det i kardex. Så drillede

han mig lidt, på en sjov måde. ”Nåh, så du din veninde

i går aftes”, spurgte han. Jeg sagde, at hun var ikke min

veninde. ”Troede du hun ville snakke med dig”, spurgte

Jan så. Ja, svarede jeg. ”Hun gider sgu da ikke bruge sin

tid på sådan en hystade”, grinede han så. Det har hun vist

droppet. ”Har hun”???, spurgte jeg lettet. Ja, svarede Jan.

Hun kommer ikke til dig igen, sagde han så. Kan hun så

ikke blive psykiater, spurgte jeg så. Jo, så får hun bare


en anden patient, svarede Jan. Nå, det er nok godt nok,

sagde jeg så. Så faldt jeg meget til ro. Jan sagde jeg var

en prinsesse og når jeg spurgte hvad jeg fejlede, sagde

han jeg havde prinsessesyge, så det fl øjtede. Så grinede

jeg alligevel lidt, af den måde han sagde det på, fordi det

var sådan lidt som om han også syntes det var lidt okay,

at man havde prinsessesyge. Jeg sagde dog fl ere gange,

at jeg tvivlede på hun blev en særlig dygtig psykiater. Der

er vist ikke ret mange der kommer igennem dit nøglehul,

sagde Jan så. Og hvorfor er jeg kommet det, spurgt han

så. Jeg laver ikke andet end at skælde dig ud, og smide

dig ind på værelset, når du laver ulykker. Jeg sagde, at

det var fordi han var en vatnisse med en rygrad som en

regnorm. Hvem siger det, spurgte han så. Det siger nattevagterne,

svarede jeg så. Nattevagterne, går de og siger

sådan noget om mig, jeg skal komme efter dem, sagde

han så. Det behøver du ikke, svarede jeg bare, jeg har

forsvaret dig. Det er det jeg bruger natten til, det er derfor

jeg ikke sover. Jeg hjælper dig, sagde jeg så. Tror du

ikke jeg kan forsvare mig selv, spurgte han så. Nej, ikke

om natten, for der skal du sove, så du kan holde mig ud

om dagen, ellers bliver du alt for hurtig alt for gammel,

svarede jeg så. Så grinede han, og sagde, at det kunne

der selvfølgelig være noget om. Og det gør ikke noget du

smider mig ind på værelset, for jeg kan jo bare gå ud igen,

og så får vi en kop kaff e og en smøg, og så hygger vi os

lidt - indtil næste gang jeg laver ulykker. Ja, der er jo ikke

så længe imellem, grinede Jan så. Ja, men det er når der

kommer nogen og forstyrre os, for så bliver jeg gal, for

jeg vil gerne have dig for mig selv. Ja, det vil du jo, sagde

han så. Du har også gjort dig forståelig, de vender jo om,

lige så snart de ser vi sidder og snakker sammen, grinede

han så. Men kan du ikke forstå nogle af dem bliver bange

for dig, hvis du er så voldsom, og de kommer for tæt på,

når jeg snakker med dig, spurgte han så. Nej, svarede jeg

bare, og så var den uddiskuteret.

Men så droppede Tine projektet med mig, og fandt et andet

off er. Måske fandt de en der var lidt mere samarbejdsvillig.

Det vil jeg næsten håbe for Tines selvtillids skyld.

Jeg tror ikke hun rigtig har forstand på mig.

Men så kom der en psykolog og hun kom om aftenen,

mens jeg mindst ventede det. Jeg blev så forskrækket da

hun kom, så jeg uden vidre slog ud efter hende og så løb

hun ind i personalestuen, og låste døren. Jeg kom ind på

værelset, og så opgav de også det. Det var da rart, jeg efterhånden

kunne gøre mig forståelig. Det var bare mærkelig

jeg hele tiden skulle være så voldsom før de fattede

det, og de ikke bare kunne tage et nej for et nej. Men de

blev da bedre til det. Men det var også nødvendig, for

jeg havde snart ikke mere tilbage og give af. Nu var jeg

kommet dertil, at jeg ikke ville tilbage til afd. 39. Jeg ville

ikke bytte Jan ud med Lene. Jan var bedst af de to. Han

var ikke sådan personlig på samme måde, i sin måde at

regulere min adfærd på. Han var ikke vred indvendig når

han gjorde noget. Det var Lene. Tydeligt. Hun var person-

lig støt, hvis jeg ikke gjorde alt som hun ville have det, og

så bebrejdede hun mig at jeg havde lavet en ildebrand.

Hun sagde, jeg bare kunne være gået op på modtagelsen

på psykiatrisk hospital, inden jeg lavede branden,

og fået hjælp. Jeg havde jo prøvet at få hjælp, og jeg var

jo blevet screenet for psykisk sygdom, og der var jo ikke

fundet noget, og det var jo Søs Kaller der havde afsluttet

mig, og jeg var kommet til alle samtaler og havde fortalt

hende at tingene var svære. Kunne de have gjort noget

anderledes på modtagelsen, spurte jeg så. Det ved man

jo ikke, det kunne de nok, svarede Lene så. Du var der jo

ikke, så det er jo ikke til at vide, hvis du havde gået derop,

havde vi vidst det. Jamen, jeg vidste ikke man bare sådan

kunne gå ind på et psykiatrisk hospital og sige man ville

have hjælp, havde jeg prøvet at forklare hende. Jeg troede

det var noget lægen skulle sørge for, man kom til. Og

jeg havde jo været ved læge masser af gange. Jeg var jo

sygemeldt og var til samtale hver 14. dag, sagde jeg så.

Ja, mens du fi k sygedagpenge og arbejdede sort, sagde

Lene så. Du kunne bare være gået op på modtagelsen,

så havde de jo nok hjulpet dig, i stedet for at lave en ildebrand.

Jeg kunne godt mærke at de faktisk forsøgte

at gøre en masse gode ting, men de havde det generelt

meget meget svært med at jeg havde lavet en ildebrand,

og det kunne de ikke skjule, deres foragt for. Det gjorde at

jeg blev ked af det, og også på en måde vred og magtesløs.

Det var specielt Lene, og også en der hedder Birgitte,

som havde det svært med det. De blev ved med at minde

mig om, at det jo var derfor jeg var på hospitalet, og hvis

jeg ville have hjælp, så havde jeg jo chancen nu, og ellers

blev det på deres måde. Det sagde de til mig, direkte.

Så nu havde jeg bare at modtage den hjælp der var til

psykiatriske patienter, og det var ikke alle patienter der

fi k tilbud om så grundig en undersøgelse som en mentalundersøgelse

var, og derfor skulle jeg være glad for det.

Og nu stod jeg her midt i en mentalundersøgelse, og havde

slået ud efter psykologen, fordi jeg ikke kunne rumme

fl ere overraskelser, specielt ikke om aftenen, og specielt

ikke fl ere nye mennesker.

Rettet udgave med opdigtede navne.

Det er kun personnavne, som er rettet. Øvrige stedbetegnelser

er ikke rettet.

Redaktionen er bekendt med de rigtige navne.

Ole Kølle

Ansvh. redaktør

LPD · avisen 27


Hallo..!

Hvordan råber man dog vores retssamfund

op. Hvordan får man dog bare nogle

til at lytte og se. De spørgsmål er grunden til jeg denne

vej prøver, at få ledelserne i de forskellige fængsler til at

prøve at se hvad de gør ved mennesker der er straff et og

sidder og afsoner deres straff e og ikke mindst hvad det

gør ved pårørende. Jeg er en kvinde på 45 år. Har aldrig

selv været på kant med loven på nogen måde. Jeg har en

søn der har afsonet fl ere år og jeg bliver snart gift, med

min kæreste som afsoner en forvarings dom.

Jeg har om nogen prøvet på min krop de sidste 5 år

mærket vores fængselssystem på min krop. Det man

udefra ser og hører i dagspressen og ugeblade m.m, er

jo altid fortællinger fra politi og fængselsbetjente. Det er

også godt nok, hvis så bare de var så ærlige og beskrev

de faktiske forhold. De forhold der gør at indsatte og

pårørende psykisk bliver kørt langt ud. Indsatte bliver

kørt så langt ud psykisk, at konfl ikter opstår og indsatte

får straf foranstaltninger m.m. Det er også helt i orden,

hvis det så bare ikke var fordi, at det er konstante stress

påvirkninger som f.eks. en indsat nægtes at blive kørt til

retsmøder, som de har pligt til at møde op til. Konstante

visiteringer. Krænkende udtalelser der tit er langt over

grænsen for ikke at sige direkte provokerende. Unødig

magtanvendelse der grænser til overgreb. Nægte at lade

indsat blive tilset af sygeplejerske. Ulovlig kontrol af

privat post. Tøj der bliver ødelagt og ikke erstattet. Penge

der ikke bliver udbetalt. Trukket i udbetaling for mad,

der ikke er bestilt eller købt. Ja jeg kunne blive ved og

ved . Og alle eksempler har min mand været udsat for og

stadig bliver.

Jeg kan og vil ikke udtale mig på andres vegne, men har

talt med rigtig rigtig mange andre i min situation der

oplever nøjagtig det samme som jeg selv, men ingen

lytter og ingen stopper det. Jeg vil ikke tie stille mere.!!!

Jeg har hele mit liv været autoritetstro og stolet på

vores ordensmagt og retssystem. Troet på at hvis nogen

brød loven, ja så blev de straff et retfærdigt ud fra deres

gerninger. Stolet på at i Danmark behandler vi indsatte

i vores fængsler, retfærdigt. Det betyder i min verden,

at man som indsat får lov at passe sin afsoning uden at

vagter har deres eget lille sæt regler de straff er efter og

dømmer efter.

Efter de sidste 5 år hvor jeg har haft min gang i nogle af

28 LPD · avisen

Danmarks fængsler, som

mor og kæreste til en indsat har jeg

oplevet mange ting på egen krop. Oplevet et utal af

gange, grænseoverskridende og krænkende episoder,

unødvendige kommentarer og spørgsmål, løgne,

overgreb, vold og helt klart magtmisbrug i værste grad.

Nogle af vores oplevelser kan dokumenteres og fysisk

bevises men langt de fl este oplevelser vil nok ALTID og

100% procent blive ord mod ord. For som en vagt sagde til

min mand, efter en af de mange klager der er indgivet, : ”

Hvad vil du og din kone gøre…VI kan skrive og snakke os

ud af alt ”. Med andre ord, de kan gøre hvad de vil forvalte

og beslutte, hvad der skal ske med en indsat og dermed

også vedkommendes familie. Jeg har fået kommentarer i

hovedet, når jeg møder op til besøg, som ” Fortjener han

virkelig du besøger ham så tit ?? Hvordan har du dog råd

til at rejse fra sjælland til jylland så tit på din pension ??

Hvad laver du ved siden af. ” Nåå.. din søn sidder også

inde. Du er måske ved at starte et lille familie foretagende

her ?? Har du fl ere børn og mænd vi skal passe for dig.” Jeg

kunne komme med hundrede af eksempler… ” Hvorfor

sidder dit hår i en anden frisure når du går herfra..” Det

er som at de mener, de har ret til at sige alt… Der var

også en dag hvor vi var fl ere besøgende der blev fulgt

til besøgs-afd i Horsens og den vagt der fulgte os over

”jokede” lidt frem og tilbage med den pårørende… da

han fi k svar på tiltale, sagde han pludselig at besøget

kunne stadig afbrydes af ham og det ville i så fald gå ud

over alle han havde med sig over..

Okay, tænkte jeg så.. Det var mennesker jeg ikke kendte…

det var dem der snakkede med denne vagt, men hvis han

blev stødt over det de andre svarede ham tilbage ville

han også lade det gå ud over mit besøg.. Så åbnede jeg

min mund! Kunne ikke se hvad det ville have med mig at

gøre, men fi k at vide det var ham der bestemte det hvis

det var. Der skete ikke noget, men jeg må indrømme at

det for mig er for groft. Det er jo vagten selv der snakker

og pjatter med disse besøgende. Hvordan kan han ” true”

med at det så vil gå ud over mig også hvis de andre

må gå. ???? Kendte dem ikke.. det var vagternes egen

dovenskab der gjorde at de førte alle besøgende af sted

i samlet fl ok. Hvordan kan han mene at det skulle gå ud

over mig.. Hmm?? Jeg spørger jo bare… Brokker man sig

over det får man bare nogle sure svar og får at vide man

kan klage. Og det får man aldrig noget godt ud af… De

nægter jo altid alt.. Det påvirker jo helt klart den indsatte

når deres pårørende har det skidt eller bliver behandlet

dårligt.


Min mening · Debat...

Et godt eksempel , jeg blev i december måned visiteret

helt til skindet.. Det vil sige, alt tøjet af. Jeg stod nøgen

og skulle rode rundt i mit hår osv. Som var det mig der var

indsat!! Da jeg spurgte hvorfor, fi k jeg at vide at det var

ordrer oppefra. Da jeg spurgte om de måtte bede om mit

undertøj fi k jeg bare at vide at jeg kunne gå fra besøget

hvis jeg ikke ville. Dette skete fl ere gange i træk. Vores

advokat besluttede at dette skulle der klages over…

Dette skete i december 2010 og januar 2011. Vi har fået 3

svar indtil nu, hvor de gradvist har indrømmet at der ved

de episoder har været procedure fejl, men de nægter at

have bedt mig tage mit undertøj af og påstår at det er mig

der har ”misforstået” anvisningerne.. Hmmm… Jeg føler

det DYBT krænkende og vildt frustrerende at jeg bliver

beskyldt for at lyve om dette… Det er så nedværdigende

og groft. Hvem er det der lyver ?? Det er dem.. !! Min

mand og jeg er blevet beskyldt af vagter, for at være

”påvirkede” efter besøg. Ja det var vi..!! Påvirkede af

nogle sociale og økonomiske problemer hjemme og som

bestemt ikke blev nemmere af, at min mand blev udsat

for voldsom fi ksering efter et ”påstået” opgør mellem min

mand og andre indsatte. De mente der skulle 12 mand

til at lægge ham ned og fi ksere ham. Han fi k en pude

over hovedet og et knæ ovenpå. Blev lagt i benlås og

fi k håndjern på bag ryggen. Efterfølgene tæsk ødelagde

fl ere tænder og påførte ham slemme knubs. Han blev

nægtet at blive tilset af læge. Senere udviklede dette sig

til en alvorlig infektion i kæbe og mund og han kom på

sygehuset. Vagterne nægter stadig og giver tilmed min

mand skylden og en regning for ødelagt inventar. Min

mand var slemt tilredt og kunne have været død. For en

handling de ”tror” han har gjort. Hvordan kan det være

lovligt i Danmark ? I de måneder der er gået siden, har

min mand konstant været overvåget af 4 vagter når han

er ude af sin celle. Han sidder på særlig sikker afsnit. Han

er fl yttet til modsat ende af landet og gjort det næsten

umuligt for mig at se min mand, da jeg ikke har råd til

at rejse andet end en gang om måneden. Vi har fl ere

gange søgt om at han bliver fl yttet så vores lille familie

ikke bliver ødelagt, men bliver holdt hen og får ikke svar,

tråds advokaten rykker og psykiatere mener at fl ytning til

afd hvor han kan vurderes er påkrævet og nødvendig for

hans mentale tilstand. Han er en gang dømt og betaler

sin straf. Så skal han vel ikke straff es yderligere af vagters

leg med indsattes psyke og grænser for hvornår de

fysisk bliver udad reagerende. For de leger virkelig med

menneskers liv. Og det burde ikke være tilladt.

Jeg vil ønske at debatten kunne komme frem i det åbne.

Indsatte og deres kære er også mennesker med hjerter

og følelser og ikke mindst rettigheder. Man må jo som det

mindste kunne stole på, at dem der er ansat til at passe

på dem, der er dømt til fængsels straf, overholder regler

og ikke lyver og forværrer en indsats muligheder for at

blive fri igen. ? Sådan er det desværre ikke. Synes jo at

selvom vi taler om kriminelle mennesker, så er de dømt

og afsoner deres straf. Så skal vagter og systemet jo ikke

også lege og forvalte med de mennesker. Forværre deres

afsoning, forlænge den ved at fremprovokere konfl ikter

med den indsatte. Alle pårørende ved det er sådan, men

ingen kan råbe fængselsvæsnet op. Hvorfor må vagter

være sådan og gøre det de gør ustraff et ?? Hvorfor skal

indsatte og pårørende straff es dobbelt ??

LPD · avisen 29


Er du medlem af LPD?

LPD’s bestyrelse arbejder hele tiden på, at opnå de bedst mulige betingelser for LPD, herunder at planlægge og

udføre temadage og kurser med de bedst mulige kapaciteter og faciliteter.

Alt dette er gratis, men det er da ingen hemmelighed, at det koster ca. kr. 5.000 pr. deltager, hvortil kommer, at

bestyrelsen har udført ikke så få timers ubetalt arbejde med planlægning, herunder registrering af deltagere, der

ikke er medlem af LPD.

Et årligt medlemskab koster kun kr. 350. Er du ikke medlem endnu er den letteste og billigste måde at indbetale

på er ved overførsel via netbank til Reg 0704 kt. 000 2485 087 eller lade ens pengeinstitut klare opgaven. Husk

venligst at oplyse dit registreringsnummer der ses øverst på adresselabelens på bagsiden af LPD-avisen.

Hvordan bliver jeg medlem af LPD?

Landsforeningen af Patientrådgivere & Bistandsværger i Danmark

Send

Navn:

Adresse:

Postnr.: By:

Telefon:

Din e-mail:

Til: momi4862@gmail.com og du vil snarest herefter modtage dit medlemsnummer pr. e-mail.

Modtager du allerede LPD-avisen, vil dit registreringsnummer fremgå på adresse -labelen, som bedes oplyst ved

indbetaling af dit kontingent på kr. 350,00.

Kontingentet vil være gældende for indeværende kalenderår.

Letteste - og ikke mindst den billigste måde, at indbetale det årlige kontingent på, er at overføre kr. 350,00 fra egen

netbank til Spar Lolland: Reg. 0704 Kt. 0002485087

Husk dit registreringsnummer og/eller adresse.

Du kan også fremsende dit ønske om indmeldelse til kassereren:

30 LPD · avisen

Mogens Michaelsen,

Strandvej 2, 4862 Guldborg


Tjekliste for

patientrådgivere

Tjekliste til brug ved beskikkelse af en patientrådgiver og

samarbejde med denne i følge bekendtgørelsen.

1. Finde den på listen, der står for tur, hvis patienten ikke ønsker en bestemt eller

ønsker en uden for listen.

2. Kontakte den udvalgte for at høre, om det er OK, at vedkommende bliver

patientrådgiver for XX.

3. Spørge ind til, hvor man påtænker at afl ægge første besøg ( skal jo ske inden for 24

timer ).

4. Kort orientere den pågældende patientrådgiver om den indlæggende patients

situation, når patientrådgiveren melder sin ankomst til første besøg.

5. Meddele patientrådgiveren, når en ny situation omkring den indlæggende patient

opstår ( andre tvangsforanstaltninger end selve tvangsindlæggelsen – fl ytning til en

anden afdeling osv. )

6. Huske at indberette, hvis en mundtlig klage over et af tvangsindgrebene ( eller over et

personale ) fremsættes. Det behøver nødvendigvis ikke at vente til patientrådgiveren

kommer på besøg.

7. Give patienten mulighed for at kontakte sin patientrådgiver pr tlf. (det er ikke nok

blot at henvise til patienttelefonen ).

8. Sikre, at patientrådgiveren overholder sine ugentlige besøg.

9. Give patientrådgiveren alle de oplysninger, som kan være til gavn i arbejdet som

patientrådgiveren og til gavn for patienten. Herunder adgang til alle papirer om

patienten ( journalen kun ved fuldmagt fra patientens side). Dette gælder også

kardex og andre evt. notater.

10. Forsvinder ” kemien” mellem patient og patientrådgiver, kan der beskikkes en ny

rådgiver.

Listen er ikke udtømmende, men en god vejledning til

specielt nye ansatte på en pågældende afdeling.

Der kan selv laves tilføjelser til listen.

På samme måde som med bistandsværger har jeg her

forsøgt at komme med en hjælp til de afdelinger, der får

besøg af patientrådgivere.

Ole Kølle


LPD · avisen 31


Tjekliste for

bistandsværger

Tjekliste til kontakten til bistandsværgen, som jo er udpeget

af retten efter indstilling fra den pågældende politikreds.

32 LPD · avisen

Der kan være tale om en bistandsværge fra ” listen”

eller om en ”pårørendebistandsværge ” , som ofte

kun har den samme person at være bistandsværge

for, mens ” listebistandsværgerne ” som regel har

fl ere at være bistandsværge for.

1. Når en retspsykiatris person indlægges, er det meget vigtigt at fi nde ud af, hvem

der er klientens bistandsværge, så denne kan få besked om selve indlæggelsen og

afl ægge besøg, når dette kan indpasses i den pågældendes hverdag.

Har klienten ikke en bistandsværge ( hvilket desværre sker ) skal den indlæggende

politikreds hurtigt have dette at vide, så en beskikkelse kan fi nde sted.

LPD arbejder på at skaff e samme regelsæt omkring besøg, som ved patientrådgiverordningen,

men det er ikke lykkedes endnu. Vi får desværre alt for ofte melding om,

at en klient ikke har haft besøg af sin bistandsværge i måneder og somme tider i år.

Dette er ikke holdbart.

Det er derfor også vigtigt, at personalerne på de retspsykiatriske afdelinger holder

lidt øje med, om de indlagte klienter modtager besøg eller på anden måde er i kontakt

med bistandsværgen.

2. Give alle nødvendige oplysninger til bistandsværgen, så denne kan udføre sit job så

godt som muligt.

3. Give bistandsværgen besked om evt. tvangsforanstaltninger, så denne kan agere

som patientrådgiver i den givne situation jf. Lov om Tvang i Psykiatrien.

4. Meddele bistandsværgen om evt. udskrivning eller fl ytning.

5. Forholde sig til klager fremsat af klienten og evt. vejlede denne om klagemulighederne,

idet bistandsværgen ikke er forpligtet på samme som patientrådgiveren til at

afl ægge besøg en gang om ugen.

6. Informere bistandsværgen om møder, der omhandler hans klient og hvor det kan

gavne, at han deltager.

7. I visse situationer at være en form for ” mellemled” mellem klient og bistandsværge.

8. Lade klienten komme til telefonen, når denne ønsker at snakke med sin bistandsværge.

9. Hvis det opdages eller bliver fortalt af klienten, at det ikke er muligt at snakke med

den bistandsværge, som vedkommende har, så skal personalet være behjælpelig

med at kontakte politiet, så en ny bistandsværge kan beskikkes så hurtigt som muligt.

Tjeklisten er lavet ud fra fl ere henvendelser af personalegrupper fra forskellige hospitaler.

Lav selv tilføjelser til listen.


Ole Kølle


Hvis man ønsker at bruge en besøgsrapport, er denne,

udarbejdet af John Wegener, god:

Dato

Navn

Bisstandsværge

Patientrådgiver

Besøgt institution

Patient/klient's navn

Kørt km.

Substans af samtale med

patient/klient

Kontakt med personale. Hvis ja,

om hvad?

Problemer med personale. Hvis ja,

om hvad?

Yderligere bemærkninger

Besøgrapport

LPD · avisen 33


LANDSFORENINGEN Kasserer

Guldborgvej 296

4862 Guldborg

af Patientrådgivere & Bistandsværger i Danmark Mogens Michaelsen

Tlf. 5477 0011 - Mobil 2346 1975

Mail: momi4862@gmail.com

Justitsministeriet

Cevilkontoret

Slotsholmsgade 10

1216 København K Guldborg, den 8. juli 2011

Vedr. fortolkning af § 16. stk 2 i bekendtgørelsen om bistandsværger.

Hvis en dømt begår ny kriminalitet i en igangværende foranstaltning bliver foranstaltningen ofte

ændret, f.eks. til anbringelse på psykiatrisk hospital eller med mulighed herfor.

Den idømtes tidligere foranstaltning ophæves.

LPD er af den opfattelse, at når en dommer har ophævet en dom er det endeligt, hvorfor vores

beskikkelse ifølge lovgivningen er ophørt.

Oftest bliver vi af retsformanden spurgt om vi er indstillet på fortsat at være bistandsværge. Ligeledes

bliver klienten oftest spurgt om de ønsker, at nuværende bistandsværge skal fortsætte.

Gives der tilsagn, må der foreligge en ny beskikkelse.

LPD har kendskab til politikredse, der mener, at når en dom ophører, samtidig med at klienten

får en ny dom, fortsætter bistandsværgen og der tilkommes alene den samme betaling som om

den tidligere dom var gældende.

LPD mener, at der påbegyndes en ny ”sag”, og den gamle sag afsluttes. Lovgivningen siger

intet om, at ”tidligere” bistandsværger skal fortsætte, hvorimod det klart fremgår, at en

beskikkelse ophører, når foranstaltningen ophæves og af dommene fremgår det klart, at den

idømte (tidligere) foranstaltning af yy dato ophæves.

LPD har fået mange forespørgsler om spørgsmålet, hvorfor LPD anmoder om

Justitsministeriets fortolkning snarest belejligt også fordi det vil være dejligt, at vi kan udtale os

korrekt om emnet på vores løbende kurser for bistandsværger.

34 LPD · avisen

Fagligt talt...

Med venlig hilsen

På vegne af LPD

Mogens Michaelsen


Her er et eksempel på anvendt køreseddel:

Eksemplet er til fri afbenyttelse

LPD · avisen 35


Min mening · Debat...

Prøvelse af foranstaltning

efter 6 måneder

Dommeren – anklageren

og forsvareren

Vedr.: Prøvelse af foranstaltning efter 6 måneder

Ved dagens retsmøde mod XXX blev foranstaltning af X.

september 2008 ophævet og der blev efterfølgende dømt

den af anklagemyndighedens påstand:

”XXX dømmes til behandling på psykiatrisk afdeling med

tilsyn af Kriminalforsorgen i forbindelse med afdelingen

under udskrivning, således at kriminalforsorgen sammen

med overlægen kan træff e bestemmelse om genindlæggelse.

Der fastsættes ingen længstetid”.

Dommeren oplyste, at der således ikke kan ske ændring

eller prøvelse de følgende 5 år.

Jeg gjorde gældende, at bl.a. bistandsværgen kan anmode

om en prøvelse, i realiteten hver gang der er forløbet 6

måneder efter sidste prøvelse.

Det må siges, at jeg var i mindretal, da både anklageren og

forsvareren var af samme opfattelse som dommeren.

Anklageren mente, at det måske kunne være tilfældet, såfremt

der var dømt en anbringelsesdom.

Jeg er af den opfattelse, at såfremt den dømte fremsætter

ønske om prøvelse og fastholder dette eller der sker

væsentlige forandringer i den dømtes væremåde og livsmønster,

- f.eks. efter 3 år – hvilket angiveligt vil foranledige

gode udtalelser fra bosted, distriktspsykiatrien, kriminalforsorgen

eller andre, så kan bistandsværgen anmode

anklagemyndigheden om en prøvelse således, at foranstaltningen

ikke udstrækkes længere end nødvendigt.

Jeg har hidtil henvist til Straff elovens § 72 stk. 2, der ses

nedenfor.

Er denne paragraf misfortolket af mig, bedes det oplyst,

hvorefter jeg straks vil ændre denne min opfattelse.

§72. Det påhviler anklagemyndigheden at påse, at en

36 LPD · avisen

foranstaltning efter §§ 68, 69 eller 70 ikke opretholdes

i længere tid og videre omfang end nødvendigt.

Stk. 2. Bestemmelse om ændring eller endelig ophævelse

af en foranstaltning efter §§ 68, 69 eller 70 træffes

ved kendelse efter anmodning fra den dømte, bistandsværgen,

anklagemyndigheden, institutionens

ledelse eller kriminalforsorgen. Anmodning fra den

dømte, bistandsværgen, institutionens ledelse eller

kriminalforsorgen fremsættes over for anklagemyndigheden,

der snarest muligt indbringer spørgsmålet

for retten. Tages en anmodning fra den dømte eller

bistandsværgen ikke til følge, kan ny anmodning ikke

fremsættes, før der er forløbet et halvt år fra kendelsens

afsigelse.

Med venlig hilsen

Mogens Michaelsen

Bistandsværge

Att. Mogens Michaelsen

Jeg har nu nærlæst kommentarerne til straff elovens § 72,

og jeg er enig med dig i, at spørgsmålet om foranstaltningens

opretholdelse, på foranledning af den i § 72, stk. 2

nævnte personkreds (bl.a. bistandsværgen), kan foranlediges

indbragt for domstolene 6 måneder efter seneste

kendelse er afsagt.

Det er efter min opfattelse selve anmodningen om prøvelse

der kan fremsættes 6 måneder efter den senest afsagte

kendelse – hvorefter det så er anklagemyndighedens opgave

at indhente de udtalelser der måtte være nødvendige

og af relevans for sagens behandling. Alt afhængig af

omfanget af disse udtalelser – samt sagsbehandlingstiden

for disses udfærdigelse - vil sagen så først når disse foreligger

skulle berammes til et retsmøde.

6 måneder efter kendelsens afsigelse kan der altså anmo-


modes om fornyet prøvelse – herefter skal der indhentes

udtalelser m.v., og først derefter vil der kunne foretages

et retsmøde hvor der træff es bestemmelse om opretholdelse

eller ændring. Efter kendelsens afsigelse er der så at

sige en ”karantæneperiode” på 6 mdr. før ny anmodning

om prøvelse kan fremsættes.

Hvis du har yderligere spørgsmål til mig, skal du være velkommen

til at kontakte mig telefonisk på et af nedenstående

telefonnumre.

Med venlig hilsen

XXX

Politifuldmægtig

LPD – Ole Kølle

Vedr. Indbringelse af prøvelse for domstolen efter 6 måneder.

Den 24. februar 2011 fremsendte jeg som aftalt mail til

dommeren, anklageren og forsvareren, der alle var af samme

opfattelse. (Brev vedlagt)

Efter gentagne rykkere for svar kan nu oplyses, at jeg fi k

telefonisk kontakt til dommeren den 4. april 2011. Dommeren

oplyser, at sådan som det er beskreven (og analog

med det udtalte i retten) kan jeg ”umiddelbart” have ret

– og giver mig ret i min påstand, men ønsker ikke at give

det skriftligt.

Ligeledes efter gentagne påkrav, har jeg den 5. april 2011

modtaget mail fra anklageren, der ses vedlagt.

Han er nu helt enig i min påstand.

Har også efter fl ere henvendelser telefonisk talt med forsvareren,

der kun nødigt – og med fl ere fordrejninger tilkendegav,

at jeg havde ret i påstanden, når der blev henvist

til § 72. Noget tankevækkende, at en forsvarsadvokat,

med møderet i Højesteret, ikke er bedre orienteret.

Med venlig hilsen

Mogens Michaelsen

LPD · avisen 37


38

Fagligt talt...


Til patienter, pårørende og patientrådgivere

Denne vejledning er skrevet for psykiatriske patienter,

deres pårørende og patientrådgivere. Vejledningen beskriver

de regler, der gælder, når en patient mod sin vilje

indlægges eller tilbageholdes på en psykiatrisk afdeling.

Den fortæller også om regler og rettigheder for en psykiatrisk

patient, der på anden måde udsættes for tvang, bl.a.

tvangsbehandling og tvangsfi ksering, på en psykiatrisk

afdeling.

Reglerne fi ndes i psykiatriloven, jf. lovbekendtgørelse nr.

1111 af 1. november 2006 om anvendelse af tvang i psykiatrien.

Hvornår må man bruge tvang?

Der må ikke bruges tvang, før der er gjort alt for at få patienten

til at medvirke frivilligt. Brugen af tvang skal stå i

rimeligt forhold til det, man forsøger at opnå. Er mindre

foranstaltninger tilstrækkelige, skal disse bruges.

Patienten har krav på at få at vide, hvorfor det er nødvendigt

at bruge tvang, og hvilken betydning behandlingen

kan forventes at have for helbredstilstanden, herunder

også hvad undladelse af behandling kan betyde.

Ved enhver tvangsanvendelse har patienten krav på at få

vejledning om mulighederne for at klage.

Psykiatriske afdelinger skal føre en protokol over anvendelsen

af tvang.

Efter ophør af enhver tvangsforanstaltning skal patienten

tilbydes en eller fl ere samtaler med personalet, hvor såvel

patienten som personalet får mulighed for at bearbejde

oplevelserne i forbindelse med udøvelsen af tvangen.

Hvornår skal man tvangsindlægge?

For at tvangsindlægge en patient på en psykiatrisk afdeling

skal to betingelser være opfyldt:

1. Patienten skal være sindssyg eller i en tilstand, der svarer

til sindssyge.

2. Det skal være uforsvarligt at lade være med at indlægge

patienten for at give behandling.

Dette er tilfældet:

• når udsigten til helbredelse eller en betydelig og afgørende

bedring af tilstanden ellers vil blive væsentlig forringet,

eller

• når patienten er til væsentlig fare for sig selv eller andre.

Denne vejledning giver kun et overblik over reglerne. Har

du brug for fl ere detaljer, kan du se i de regler, der henvises

til bagest i vejledningen. Her er der desuden en adresseliste

over relevante myndigheder.

Der gælder særlige regler for patienter, som enten er dømt

til indlæggelse efter straff eloven, eller hvor retten i forbindelse

med en straff esag har bestemt, at patienten skal

tilbageholdes på en psykiatrisk afdeling. Reglerne er ikke

beskrevet i denne vejledning, men kan fi ndes i Justitsministeriets

bekendtgørelse om personer indlagt på psykiatrisk

afdeling i henhold til straff eretlig afgørelse.

Hvis en patient ikke selv tilkalder en læge, når det er nødvendigt,

skal politiet eller vedkommendes nærmeste gøre

det. Det kan fx være den pågældendes ægtefælle/samlever,

forældre eller voksne børn eller andre personer, der tilhører

husstanden. Også andre kan tilkalde en læge, fx naboer,

vicevært, hjemmehjælp, sociale myndigheder m.v.

Den tilkaldte læge tager stilling til, om det er nødvendigt

at tvangsindlægge patienten.

Politiet skal sikre sig, at lovens betingelser er opfyldt og afgøre,

hvornår tvangsindlæggelsen skal foregå samt holde

øje med, at en række tidsfrister i loven overholdes.

Lægen, der modtager patienten på den psykiatriske afdeling,

afgør, om patienten skal tvangsindlægges.

Hvornår skal man tvangstilbageholde en patient?

Betingelserne for at tvangstilbageholde en indlagt patient

er de samme som ved tvangsindlæggelse. Hvis betingelserne

ikke er tilstede, skal patienter, der ønsker det, udskrives.

Hvis en patient på en psykiatrisk afdeling ønsker at blive

udskrevet, skal overlægen inden 24 timer meddele, om

patienten kan udskrives eller skal tvangstilbageholdes. Er

patienten tvangsindlagt og beder om at blive udskrevet

inden for det første døgn, skal overlægen senest 48 timer

efter indlæggelsen fortælle patienten, om han eller hun

kan blive udskrevet.

Hvornår må man tilbageføre patienter?

Hvis en tvangsindlagt eller tvangstilbageholdt patient

forlader afdelingen eller udebliver fra tilladt udgang, kan

vedkommende med politiets bistand føres tilbage til afde-

LPD · avisen 39


lingen indtil en uge efter, at udeblivelsen er konstateret.

Det gælder dog ikke, hvis patienten har fået tilladelse til

udgang med mere end tre overnatninger.

I andre tilfælde skal reglerne for tvangsindlæggelse følges,

hvis den pågældende ikke frivilligt lader sig indlægge.

Hvornår må man tvangsbehandle en patient?

Hvis det mod patientens vilje er nødvendigt at give psykiatrisk

behandling, skal de samme betingelser, som gælder

for tvangsindlæggelse og tvangstilbageholdelse, være opfyldt.

Patienten skal altså være sindssyg, og det skal være

uforsvarligt at udskrive patienten. Det er muligt under de

samme betingelser at tvangsbehandle for en legemlig

sygdom, hvis patientens liv eller helbred er i væsentlig fare.

Hvornår må patienten spændes fast?

Patienten må kun spændes fast (tvangsfi kseres), hvis det

skønnes nødvendigt ud fra et eller fl ere af de følgende

hensyn:

1. patienten udsætter sig selv eller andre for nærliggende

fare for at lide skade på legeme og helbred,

2. patienten forfølger eller på anden måde groft forulemper

de andre patienter, eller

3. patienten laver hærværk af betydeligt omfang.

En fastspændt patient skal have fast vagt. Fastspænding

foretages med bælte og beslutning herom skal tages af

en læge. I sjældne tilfælde kan overlægen beslutte, at der

også skal anvendes hånd- og fodremme samt handsker.

Det er tilladt at spænde en patient fast for at forhindre, at

han eller hun utilsigtet udsætter sig selv for væsentlig fare

(beskyttelsesfi ksering). Målgruppen vil overvejende være

patienter, der er demente.

Hvornår må der anvendes fysisk magt?

Fysisk magt – d.v.s. at personalet holder patienten fast og

evt. fører vedkommende til et andet opholdssted på sygehuset

– må bruges, i det omfang det er nødvendigt for at

afværge, at patienten udsætter sig selv eller andre for fare,

forfølger eller på anden måde groft forulemper andre patienter,

eller laver betydeligt hærværk. Det er også tilladt at

bruge fysisk magt overfor en tvangstilbageholdt patient,

der vil forlade hospitalet. Hvis en patient er meget urolig,

kan lægen også bestemme, at den pågældende, om fornødent

med magt, skal have et beroligende middel.

Hvornår må dørene i afdelingen låses?

Dørene i afdelingen må låses over for patienter, der er

tvangsindlagt eller tvangstilbageholdt. Dørene må også

låses over for patienter, for hvem der er risiko for, at de util-

40 LPD · avisen

sigtet udsætter sig selv for en væsentlig fare ved at forlade

afdelingen, fx demente patienter. Der kan endvidere foretages

afl åsning af døre i afdelingen, hvis en patient selv

beder om det.

Det er tilladt at låse afdelingens yderdøre eller døre til en

mindre del af afdelingen, fx en såkaldt skærmet enhed, når

en sådan enhed er udstyret med spise-, bade- og opholdsfaciliteter

m.v. Det er ikke tilladt at låse patientstuer, jf. dog

nedenfor.

Hvor må patientstuen låses?

Kun på Sikringsafdelingen under Psykiatrisk Center, Sygehus

Vestsjælland må døren til patientstuen afl åses. På alle

andre afdelinger må døren til patientstuen ikke låses.

Hvornår må der anvendes personlig skærmning?

Personlig skærmning betyder, at ét eller fl ere personalemedlemmer

konstant befi nder sig i umiddelbar nærhed af

en patient, også når patienten f.eks. er i bad eller på toilettet.

Personlig skærmning mod patientens vilje må kun anvendes

i to situationer: Enten for at undgå, at patienten begår

selvmord eller på anden måde skader sig selv eller andre,

eller for at undgå at patienten forfølger eller på anden lignende

måde groft forulemper andre.

Hvornår kan der anvendes tvang i forbindelse med

personlig hygiejne?

Hvis en patient på grund af sin sindslidelse ikke selv er i

stand til at vaske sig, tage bad eller i øvrigt varetage den

nødvendige personlige hygiejne, kan der anvendes tvang.

Der kan kun anvendes tvang, hvis det er nødvendigt at

foretage personlig hygiejne af hensyn til patienten selv eller

af hensyn til medpatienter eller personale.

Personlig hygiejne kan fx indebære, at patienten skal vaskes,

have et bad, foretaget hårvask, børstet tænder, foretaget

tøjskift m.v.

Hvornår kan der foretages undersøgelse af post, patientstuer

og ejendele, kropsvisitation samt beslaglæggelse

og tilintetgørelse af genstande m.v.?

Patientens post kan åbnes og kontrolleres, patientens stue

og ejendele kan undersøges eller der kan foretages kropsvisitation

af patienten, hvis der er begrundet mistanke om,

at følgende er blevet eller vil blive forsøgt indført til patienten:

• medikamenter,

• rusmidler eller

farlige genstande.


Personalet må ikke læse patientens breve, men kun undersøge

om breve eller pakker, som bliver sendt til patienten,

indeholder farlige genstande, rusmidler m.v. Personalet

må heller ikke undersøge breve og pakker, som patienten

sender.

Hvornår må der anvendes personlige alarm- og pejlesystemer

og særlige dørlåse?

Hvis en patient lider af demens eller demenslignende tilstande,

kan der være risiko for, at patienten enten skader

sig selv eller andre, hvis vedkommende forlader den psy-

Patientrådgiver

Der skal beskikkes en patientrådgiver for enhver, der

tvangsindlægges, tvangstilbageholdes eller undergives

tvangsbehandling. Der skal endvidere beskikkes en

patientrådgiver for enhver, over for hvem der anvendes

tvangsfi ksering, fysisk magt, beskyttelsesfi ksering, personlige

alarm- og pejlesystemer og særlige dørlåse, personlig

skærming, der uafbrudt varer mere end 24 timer, afl åsning

af døre i afdelingen, samt afl åsning af patientstue på Sikringsafdelingen

under Psykiatrisk Center, Sygehus Vestsjælland.

Patienter, der har en bistandsværge, skal ikke have en patientrådgiver.

Statsforvaltningen har lavet en liste over de personer, der

er udpeget til at

kiatriske afdeling og f.eks. ikke kan orientere sig og fi nde

tilbage.

For at mindske denne risiko, må der anvendes personlige

alarm- og pejlesystemer og særlige dørlåse over for denne

målgruppe.

være patientrådgivere. Når en patient skal have beskikket

en rådgiver, skal sygeplejersken hurtigst muligt kontakte

en af personerne på listen. Patienten skal have mulighed

for at udtale sig, før der sendes bud efter patientrådgiveren.

Hvis patienten beder om at få beskikket en bestemt person

fra listen, skal det så vidt muligt imødekommes.

Statsforvaltningen kan som hovedregel også beskikke personer,

der ikke står på listen, men som patienten beder om

at få beskikket.

Patientrådgiverens opgaver

Patientrådgiveren skal vejlede og rådgive patienten om

alt i forbindelse med indlæggelse, ophold og behandling

på sygehuset. Desuden skal rådgiveren hjælpe patienten

med eventuelle klager.

Patientrådgiveren skal hurtigst muligt efter beskikkelsen

besøge patienten. Første besøg skal ske inden 24 timer,

og rådgiveren skal besøge patienten mindst én gang om

ugen.

Personalet på den psykiatriske afdeling skal give rådgiveren

alle de oplysninger, der er nødvendige for, at han eller

hun kan varetage sin opgave. De oplysninger, som af lægelige

grunde ikke gives til patienten, må heller ikke gives til

patientrådgiveren.

Patientrådgiveren kan frit kontakte patienten – enten personligt,

skriftligt eller telefonisk – og patienten skal indenfor

rimelighedens grænser have mulighed for at kontakte

patientrådgiveren.

Når tvangsindgrebet ophører, bortfalder beskikkelsen af

patientrådgiveren. Rådgiveren skal dog bistå, hvis patienten

ønsker at klage – også selv om klagen iværksættes

samtidigt med, at tvangsindgrebet ophører.

LPD · avisen 41


Hvordan bliver man udskrevet?

Patienten kan til enhver tid bede om at blive udskrevet –

lige meget om han eller hun er tvangsindlagt eller har ladet

sig indlægge frivilligt. Som nævnt tidligere skal lægen

i visse tilfælde nægte at udskrive patienten.

Begæringen om at blive udskrevet kan desuden komme

fra patientrådgiveren eller andre, som patienten har be-

Hvor kan man klage?

Hvis en patient er blevet udsat for et tvangsindgreb, kan

patienten eller patientrådgiveren forlange, at sagen behandles

i det psykiatriske patientklagenævn ved statsforvaltningen.

Klagen fremsættes over for patientrådgiveren, hospitalets

læger, sygeplejersker, plejere eller andre, der deltager i

behandlingen. Kravet kan også sendes direkte til sygehusmyndigheden.

Sygehusmyndigheden, d.v.s. regionen, skal

indbringe sagen for det psykiatriske patientklagenævn

ved statsforvaltningen hurtigst muligt.

En klage over tvangsbehandling har opsættende virkning.

Lægen kan dog gennemføre en tvangsbehandling, før klagesagen

er afsluttet, hvis lægen fi nder det nødvendigt at

gennemføre behandlingen omgående for ikke at udsætte

patientens liv eller helbred for væsentlig fare eller for at afværge,

at patienten volder skade på andre.

De psykiatriske patientklagenævn ved

statsforvaltningerne

Sygehusmyndigheden skal indbringe alle klager over frihedsberøvelse

og anden tvangsanvendelse for det psykiatriske

patientklagenævn ved statsforvaltningen. Nævnet

tager stilling til, om betingelserne for frihedsberøvelse

samt anden tvangsanvendelse er opfyldte og kan enten

godkende eller tilsidesætte den påklagede afgørelse.

Der fi ndes et psykiatrisk patientklagenævn i alle regioner.

Hvert nævn består af tre medlemmer: Direktøren for statsforvaltningen

er formand for nævnet, og de øvrige medlemmer

udpeges af Indenrigs- og Sundhedsministeriet

efter indstilling fra de Samvirkende Invalideorganisationer

og Den Almindelige Danske Lægeforening.

Nævnets møder skal som hovedregel fi nde sted på den afdeling,

hvor patienten er indlagt. Patienten har normalt ret

til selv at forelægge sagen for nævnet, og patientrådgiveren

og lægen skal så vidt muligt være tilstede ved nævnets

behandling af klagen. Sagen skal afgøres hurtigst muligt.

Klager over tvangsbehandling, der er tillagt opsættende

virkning, skal afgøres inden 7 hverdage fra nævnets mod-

42 LPD · avisen

myndiget til det. Hvis patienten er under værgemål eller er

mindreårig, kan den, der er værge eller har forældremyndigheden,

også fremsætte begæringen.

Begæringen kan fremsættes over for sygehusets læger,

sygeplejersker, plejere eller andre, der deltager i behandlingen.

tagelse af klagen. I andre sager skal patienten have en begrundelse,

hvis afgørelsen ikke er truff et inden 14 dage efter,

at klagen er modtaget. I denne situation skal patienten

også have besked om, hvornår afgørelsen kan forventes.

Klager over patientklagenævnets afgørelser

Er patienten utilfreds med afgørelserne fra det psykiatriske

patientklagenævn ved statsforvaltningen om tvangsindlæggelse,

tvangstilbageholdelse, tilbageførsel, tvangsfi ksering,

beskyttelsesfi ksering og afl åsning af døre i afdelingen

kan patienten eller patientrådgiveren forlange, at patientklagenævnet

indbringer sagen for retten. Sagen skal

bringes for retten inden 5 hverdage efter, at patienten eller

patientrådgiveren har krævet det.

Retten beskikker en advokat til at føre patientens sag, og

udgifterne betales af staten. Retten afgør desuden, om patienten

skal være tilstede, mens sagen behandles.

Er patienten utilfreds med det psykiatriske patientklagenævns

afgørelser om tvangsbehandling, anvendelse af fysisk

magt, personlige alarm- og pejlesystemer og særlige

dørlåse, personlig skærmning, der uafbrudt varer mere

end 24 timer samt afl åsning af patientstue på Sikringsafdelingen

under Psykiatrisk Center, Sygehus Vestsjælland,

kan patienten eller patientrådgiveren klage til Sundhedsvæsenets

Patientklagenævn.

Klager over den lægelige behandling i øvrigt

Er patienten eller patientrådgiveren utilfreds med den lægelige

behandling, kan han eller hun tale med lægen om

det. Det samme gælder den faglige behandling, som patienten

får af sygeplejersker, plejere eller andre, der deltager

i behandlingen. Er patienten stadig utilfreds, kan der

klages til Sundhedsvæsenets Patientklagenævn.

Klager over personlig hygiejne under anvendelse af

tvang, undersøgelse af post, patientstuer m.v. og andre

forhold på afdelingen

Er patienten eller patientrådgiveren utilfreds med personlig

hygiejne, der er foretaget under anvendelse af tvang eller

undersøgelse af post, patientstuer og ejendele, krops-


visitation samt beslaglæggelse og tilintetgørelse af genstande

m.v., kan de klage til personalet eller til sygehusets

ledelse. De kan også klage til den myndighed, der driver

sygehuset, d.v.s. regionen. Samme klagemulighed kan anvendes

ved utilfredshed med forholdene på afdelingen,

herunder personalets opførsel, serviceniveauet m.v.

Klager over forhold vedrørende udskrivningsaftaler

og koordinationsplaner

Er patienten utilfreds med, at overlægen i forbindelse med

udskrivning fra afdelingen træff er beslutning om, at der

skal udarbejdes en koordinationsplan for patienten, kan

han eller hun klage til Sundhedsvæsenets Patientklagenævn.

Tilsvarende kan patienten klage til Sundhedsvæsenets

Patientklagenævn, hvis han eller hun mener, at sund-

Regler om tvangsanvendelse i psykiatrien

Lovbekendtgørelse nr. 1111 af 1. november 2006 om anvendelse af tvang i psykiatrien.

Bekendtgørelse nr. 1499 af 14. december 2006 om tvangsbehandling, fi ksering, tvangsprotokoller m.v. på psykiatriske afdelinger.

Bekendtgørelse nr. 1498 af 14. december 2006 om fremgangsmåden ved gennemførelse af tvangsindlæggelser.

Bekendtgørelse nr. 1497 af 14. december 2006 om underretning og klagevejledning i forbindelse med anvendelse af tvang i

psykiatrien.

Bekendtgørelse nr. 1496 af 14. december 2006 om forretningsorden for de psykiatriske patientklagenævn.

Bekendtgørelse nr. 1495 af 14. december 2006 om patientrådgivere.

Bekendtgørelse nr. 1494 af 14. december 2006 om undersøgelse af post, patientstuer og ejendele, kropsvisitation samt

beslaglæggelse og tilintetgørelse af genstande m.v. på psykiatrisk afdeling.

Bekendtgørelse nr. 1493 af 14. december 2006 om samtaler efter ophør af en tvangsforanstaltning på psykiatriske afdelinger.

Bekendtgørelse nr. 77 af 5. februar 1999 om bistandsværger.

Bekendtgørelse nr. 892 af 14. december 1998 om personer indlagt på psykiatrisk afdeling i henhold til straff eretlig afgørelse.

Adresser:

Indenrigs- og Sundhedsministeriet

Slotsholmsgade 10-12

1216 København K

Telefon 72 26 90 00

www.im.dk

Justitsministeriet

Slotsholmsgade 10

1216 København K

Telefon 72 26 84 00

www.jm.dk

Sundhedsstyrelsen

Islands Brygge 67

Postboks 1881

2300 København S

Telefon 72 22 74 00

www.sst.dk

Folketingets Ombudsmand

Gammel Torv 22

1457 København K

Telefon 33 13 25 12

www.ombudsmanden.dk

hedspersonalet i forbindelse med udarbejdelse af eller

tilsynet med overholdelse af en koordinationsplan eller en

udskrivningsaftale uberettiget har videregivet oplysninger

om rent private forhold til andre myndigheder eller privatpraktiserende

sundhedspersoner.

Andre aktører på området

Spørgsmålet om behandlingen af personer, der er administrativt

frihedsberøvet, er undergivet det tilsyn, der er

nedsat af Folketinget i henhold til Grundlovens § 71. Det er

også muligt at rette henvendelse til Folketingets Ombudsmand

om både administrative afgørelser og sagsbehandlingen.

Yderligere oplysninger kan fås ved henvendelse til

Ombudsmandens kontor.

Sundhedsvæsenets

Patientklagenævn

Frederiksborggade 15

1360 København K

Telefon 33 38 95 00

www.pkn.dk

§71 tilsynet

Christiansborg

1218 København K

Telefon 33 37 55 00

Det off entlige sundhedsvæsen

på internettet

www.sundhed.dk

LPD · avisen 43


Isager Bogtryk · Møllergade 34 · 5700 Svendborg

tlf. 6221 3160 · fax 6221 3326 · www.isagerbogtryk.dk

44 LPD · avisen

avisen a

LPD

Mogens Michaelsen,

Guldborgvej 296, 4862 Guldborg

Returneres ved varig adresseændring

avisen a

Indbetalinger af pengegaver, bidrag

fra off entlige instanser og fi rmaer samt

den årlige kontingent på

kroner 350 for medlemskab, skal indbetales

direkte til vores netbank:

SPAR LOLLAND

Regnr.: 0704

Kontonummer: 0002485087

LANDSFORENINGEN

af Patientrådgivere e Bistandsværger i Danmark

& GE

VI TRYKKER LPD-AVISEN,

MEN VI FREMSTILLER OGSÅ...

Annoncer · Aviser · Blanketter · Brochurer · Brevpapir · Bøger

Etiketter · Fagblade · Fakturaer Farveprint · Farvekopi · Firmapapirer

Foldere · Foreningsblade · Formularer · Følgeskrivelser · Grafisk

identitet · Grafisk design · Kalendere · Kataloger · Konvolutter

Kreativ grafisk formgivning · Kuverter · Labels · Magasiner

Plakater · Postkort · Produktbrochurer · Profilbrochurer

Reklametryksager · Stempler · Tidsskrifter · Visitkort...m.m.

...ring til os på tlf. 62 21 31 60

B