Printervenlig udgave

critique.ksaa.dk

Printervenlig udgave

Replique, 2. årgang 2012

Redaktion: Rasmus Pedersen (ansvh.), Christian H. Skov og Anders Orris

Skriftet er sat med Book Antiqua, Myriad Pro

Udgives af forlaget Munch & Lorenzen

www.critique.ksaa.dk/replique

ISSN: 2245-0165

© Munch & Lorenzen


Dr. Norsk ordinerer anstændighed

DE KONSERVATIVE – Det Konservative

Folkeparti er i dyb krise. Peter Norsk

gav for nylig sin analyse af situationen

i Det konservative svigt, hvor han

skriver om en inkompetent partiledelse

og det, han betragter som politiske

fejltagelser.

Af Søren Besenbacher

Rumforskeren dr. med. Peter Norsk

gjorde i adskillige år sig selv bemærket i

Det Konservative Folkeparti som blandt

andet EP-kandidat, folketingskandidat og

i særdeleshed hovedbestyrelsesmedlem. I

sommeren 2009 lykkedes det ham tillige

at få 15 minutters berømmelse i den

bredere offentlighed, da han annoncerede

at han ville stille op som kandidat til

formandsposten i Det Konservative

Folkeparti imod Lene Espersen. Et

kandidatur der ifølge ham selv skulle ses

som et oprør mod Lene Espersen, som

han mente havde forvandlet partiet til

Dansk Folkeparti version 2. Historien

endte med at Peter Norsk i sidste øjeblik

besluttede sig for ikke at stille op som

landsformand alligevel, for ikke at skabe

problemer for sine allierede i partiet,

heriblandt Lars Barfoed. I stedet blev

Peter Norsk genvalgt som hovedbestyrelsesmedlem

og denne post besad

han indtil han i sommeren 2010 var blevet

så utilfreds med Lene Espersen at han

forlod partiet efter 35 års medlemskab.

På baggrund af disse oplevelser i partiet

udgav Peter Norsk i sensommeren 2011

bogen Det konservative svigt, der primært

handler om hans oprør mod Lene

Espersen, men også dækker andre aspek-

Side 41

ter af Det Konservative Folkeparti. Bogen

udkom således kort tid før folketingsvalget

og timingen kan derfor siges at

have været ganske god. For godt nok

betød det katastrofale konservative valgresultat

at der var færre konservative

vælgere og dermed potentielle købere af

bogen, men det betød også at dem, der

var tilbage burde være meget mere

interesserede i at læse en bog der hævder

at have diagnosticeret problemerne i

partiet.

KONSERVATIVE GRUNDHOLDNINGER

Nogle af de problemer som Peter Norsk

påpeger i bogen, kunne Det Konservative

Folkeparti have godt af at tage fat på.

Deriblandt hans beskrivelse af manglen

på velfungerende medlemsdemokrati

samt arrogance fra partiledelsen i forhold

til tillidsfolkene og de menige partimedlemmer.

Som eksempel på det sidste

nævner han, at en deltager ved et

hovedbestyrelsesmøde i 2005 afviste

behovet for at sætte medlemmer i gang

med at udarbejde et nyt partiprogram

med den begrundelse at: ”Sidst vi satte

folk i gang med et oplæg til et nyt

program, gjorde vi det jo kun for at

beskæftige dem med et eller andet, så de

ikke lavede ballade.” Et andet emne som

Peter Norsk tager op, er hans oplevelse af

hvor besværligt det var at starte en

diskussion om hvad det egentligt vil sige

at være konservativ. Norsk beretter at

han som nyvalgt hovedbestyrelsesmedlem

forsøgte at starte en diskussion

om partiets konservative værdier og

grundholdninger, da han mente at

hovedbestyrelsen var et naturligt organ at

tage den slags diskussioner i. Han fandt

dog ikke megen interesse for den slags


diskussioner i hverken folketingsgruppen

eller hovedbestyrelsen. Formentligt fordi

folk stadig huskede partistriden i

halvfemserne tydeligt og bestemt ikke

havde lyst til at starte en diskussion der

kunne bringe de indre uenigheder i

partiet frem i lyset. De seneste to år har

dog med alt tydelighed vist, at blot fordi

man begraver disse uenigheder og

forsøger at ignorere dem, forsvinder de

ikke. Tværtimod kan de få lov til at vokse

sig større. Hvis Det Konservative Folkeparti

for ti år siden – da Norsk

opfordrede til det – havde taget en værdipolitisk

diskussion om hvad konservatisme

er, havde man sikkert ikke stået i en

helt så alvorlig situation i dag. Forbeholdt

at man kun havde lyttet til Norsk så

langt, at man havde taget diskussion og

ikke var gået hele vejen og havde ladet

Norsk vinde diskussionen – for så var

partiet formentligt havnet i en endnu

værre suppedas. Problemet med Norsk er

nemlig, at han har en lidt utraditionel

opfattelse af hvad konservatisme er. Peter

Norsk forklarer i bogen at ”konservatisme

kommer af ordet konservere – at

bevare. Konservatismens mål er i al

væsentlighed at bevare to ting: den

personlige frihed og det personlige

ansvar!” Det er alt. Det foregående er

ikke undertegnedes omskrivning af hans

holdninger, men et direkte citat. Peter

Norsk mener vitterligt ikke, at der er

andet, der som konservativ er værd at

bevare. Dansk kutur? Det danske sprog?

Dansk national selvbestemmelse? Nej, det

giver Peter Norsk ikke meget for. Folk

der går op i at bevare den slags,

affærdiger han som selvtilstrækkelige

nationalister præget af fremmedangst.

Lars Barfoeds ulykkelige forlovelse med

Margrethe Vestager under valgkampen er

således lige den slags konservative

udmeldinger som Peter Norsk hungrede

efter i sin tid i partiet. Hvis det stod til

ham havde Lars Barfoed kun stået endnu

tættere på Vesterager og skældt endnu

mere ud på Dansk Folkeparti. For Peter

Norsk hader Dansk Folkeparti inderligt i

sådan en grad at han mener at saglige

argumenter mod partiet er overflødige. I

stedet henviser han til tonen i debatten og

hans egen udlægning af Dansk Folkepartis

motiver. Peter Norsk er tilsyneladende

fuldt overbevist om at Dansk

Folkeparti – om ikke bevidst – så i hvert

fald ubevidst arbejder på at indføre

totalitarisme, diktatur og folkemord i

Danmark. I bogen beskriver han således

Dansk Folkeparti som både totalitært,

ultra-fremmedfjendsk og ekstremt nationalistisk

og han mener desuden at det

er ”det mest ekstreme nationalistiske

parti som nogensinde har været valgt til

folketinget” – hvilket må siges at være

noget at et udsagn når man tænker på at

DNSAP fik indvalgt mandater ved

folketingsvalgene i både 1939 og 1943.

BURKASAGEN

Peter Norsk beskriver i bogen at han

længe havde haft en dårlig opfattelse af

Lene Espersen, som han allerede før hun

blev formand opfattede som arrogant og

egenrådig. Da hun blev valgt til formand

i 2008, endte han dog alligevel med at

støtte op om valget. Han var i løbet af

2008 nået til den konklusion, at det var på

tide at skifte Bendt Bendtsen ud, og da

det ikke var muligt at finde flertal for en

af hans foretrukne kandidater - Connie

Hedegaard eller Lars Barfoed – måtte

valget falde på Lene. Men enhver tillid


REPLIQUE 2. årg. s. 41-45

Dr. Norsk ordinerer anstændighed

Af Søren Besenbacher

Peter Norsk måtte have haft til Lene

Espersen, forsvandt omgående da den

konservative folketingsgruppe på deres

sommergruppemøde i 2009 fremlagde

det integrationsudspil, som i offentligheden

blev kendt for at indeholde et

forslag om at forbyde burkaer. I hans øjne

var dette forslag både uanstændigt,

antikonservativ og grundlovsstridigt.

Derudover mente han at det var helt

uacceptabelt, at hovedbestyrelsen ikke

var blevet informeret, på trods af at der

havde været et møde i hovedbestyrelsen

kort tid før offentliggørelsen. Set i

bagklogskabens lys var det utvivlsomt en

fejl at medtage burkaforbuddet i integrationsudspillet.

Det var simpelthen for

kontroversielt og endte med at stjæle

opmærksomheden fra resten af det

omfattende integrationsudspil, der i alt

fyldte mere end tyve tætskrevne sider.

Det at forslaget om burkaforbud fik

meget modstand i pressen og endte som

et nederlag, der sænkede hele det nye

integrationsudspil, kan ikke kun tilskrives

den store modstand det mødte

internt i partiet fra blandt andet Peter

Norsk. I modsætning til Frankrig, hvor

lovforslaget om at forbyde burkaer var

kulminationen på en længere offentlig

debat, havde burkaer i sig selv ikke været

et stort debatemne i Danmark før forslaget

fra de konservative. Manglen på en

eksisterende debat om emnet gjorde at

Naser Khader, som konservativ ordfører,

endte med at stå meget alene som fortaler

for forbuddet. Havde det været et fælles

forslag fra regeringen, ville der have

været støtte at hente fra Venstre og DF,

men i denne situation var de glade for at

lade de konservative (Naser Khader) tage

tæskene alene. At debatten tog udgangs-

Side 43

punkt i et partipolitisk forslag fra de

konservative gjorde desuden at de

ligestillingsforkæmpere, som burde have

været Naser Khaders allierede, var endnu

mere tilbøjelige til at holde sig ude af

debatten, end de ellers ville have været.

Peter Norsk kan tilmed meget vel have

haft ret i at forslaget var på kant med

grundloven. Så alt i alt må man

konkludere at det var en fejl at tage

burkaforbuddet med i integrationsudspillet.

Forslagets manglende popularitet

blev især et nederlag for Naser

Khader, der stod som hovedfortaleren for

partiets nye integrationspolitik. Peter

Norsk mener dog at vide at Naser Khader

slet ikke havde været involveret i

beslutningen om at inddrage burkaforbuddet

i integrationsudspillet. I stedet

skulle et andet folketingsmedlem have

truffet denne beslutning for at give

udspillet en mere markant profil. Først da

Lene Espersen derefter havde sagt god

for indlemmelsen af burkaforbuddet i

udspillet blev Naser Khader informeret

om beslutningen, som han bare måtte

tage til efterretning. Det er dog svært for

læseren at afgøre, om der er grund til at

betvivle denne udlægning af tilblivelsen

af forlaget – det står klart at Peter Norsk

ikke var en aktiv del af arbejdet med

integrationsudspillet og han navngiver

ikke hvilke kilder hans oplysninger

bygger på.

OPRØRET MOD LENE ESPERSEN

Burkasagen var den dråbe der fik Peter

Norsks bæger til at flyde over. Han var så

indigneret over hele sagen, at han

besluttede at Lene Espersen ikke længere

burde fortsætte som leder af partiet. Og

da der ikke var andre der havde lyst til at


stille op mod hende som partileder,

valgte han selv at gøre det. Velvidende at

det var en kamp han ikke kunne vinde.

En betragtelig del af bogen går med at

berette hvordan Peter Norsk op til det

konservative landsråd i 2009 førte

kampagne mod Lene Espersen. En

kampagne som bestemt ikke blev vel

modtaget i partiledelsen. Peter Norsk

beretter at der som modsvar blev

cirkuleret sladder om hans person og til

sidst blev han indkaldt til forhandlingerne

med Lars Barfoed og generalsekretær

Morten Bangsgaard for at få

ham til at opgive kandidaturet. Barfoed

og Bangsgaard nægtede godt nok at

anerkende at der var tale om forhandlinger,

men som det er beskrevet i bogen

er det svært at finde et andet navn for det.

Hele historien viser at partitoppen var

utroligt forhippede på at der ikke skulle

være kampvalg, selv om det var hævet

over en hver tvivl at Lene Espersen ville

have vundet valget overlegent. Denne

frygt for at lade omverdenen vide, at der

ikke er konstant enighed om alt i Det

Konservative Folkeparti går igen flere

steder i Peter Norsks fortælling. Han

beskriver også, at Bendt Bendtsen blev

godt og grundigt irriteret, da Norsk i

hovedbestyrelsen foreslog at en ny

formand burde vælges ved urafstemning

i partiet. Et forslag der ikke blev til noget,

men som ellers kunne have hjulpet med

at give de menige medlemmer i partiet

indtryk af, at de havde reel indflydelse og

fik noget for deres kontingentpenge.

Peter Norsk blev i foråret 2010 mere og

mere utilfreds med partiledelsen. Ikke på

grund af Lene Espersens feriesag, der

ellers optog det politiske Danmark på det

tidspunkt, men fordi at han ikke syntes at

den integrationspolitiske konference, han

var blevet lovet mod ikke at stille op mod

Lene Espersen, blev taget alvorligt af

partiledelsen. Denne utilfredshed endte

med at han i juni 2010 meldte sig ud af

partiet. Norsk var således ikke medlem

da Lene Espersen i januar 2011 blev

væltet som leder af partiet og har derfor

ikke førstehåndsviden om det politiske

kup der afsatte Lene til fordel for Lars

Barfoed. Men han giver alligevel en

interessant gennemgang af begivenhederne,

som han har hørt dem gennem

pressen og bekendte i partiet.

DET SYGE PARTI

I sin gennemgang af Det Konservative

Folkeparti påpeger dr. Norsk nogle

sygdomstegn, og efter valget kunne det

godt se ud til, at han har ret i, at partiet

står overfor en overlevelseskamp. Noget,

som for få år siden kunne afskrives som

fuldstændigt umuligt – et folketing uden

mandater fra Det Konservative Folkeparti

– kan ikke længere helt så kategorisk

afvises. Personligt er jeg dog skeptisk

overfor hvorvidt hans ordinerede medicin

– et ordentligt skud ”borgerlig

anstændighed” - virkelig er den mirakelkur

som kan redde partiet. Mest af alt

fordi jeg ikke køber hans præmis om at

strammere indvandringspolitik er den

direkte vej til etnisk splittelse og

borgerkrig. Tværtimod tror jeg, at en

rimelig begrænsning af indvandringen og

en bedre integrationsindsats er den

bedste måde at undgå dette på. Desuden

anerkender jeg ikke, at der skulle være

noget uanstændigt i en fornuftig begrænsning

af indvandringen.


REPLIQUE 2. årg. s. 41-45

Dr. Norsk ordinerer anstændighed

Af Søren Besenbacher

Da bogen blev skrevet før folketingsvalget,

indeholder den ikke Peter Norsks

reaktion på de konservatives valgkampagne.

Men gad vide om ikke Peter

Norsk var helhjertet tilhænger af Lars

Barfoeds alliance med Margrethe Vestager.

Det var jo netop det opgør med

samarbejdet med Dansk Folkeparti som

Peter Norsk havde ønsket. I den forbindelse

kan man jo få lyst til komme

med den flabede bemærkning, at man

skal passe på hvad man ønsker sig. Det

ser ikke just ud til, at den manøvre havde

en gavnlig effekt på valgresultatet. Men

man skal ikke tage fejl af Peter Norsk.

Han er uden tvivl en politisk idealist, der

meget hellere ser sit parti skrumpe ved at

gøre det, han ser som det rigtige, end

vokse sig stor ved at gøre det forkerte,

hvilket er agtværdigt. Folk som ham, der

handler efter overbevisning og ikke bare

opportunistisk mandatoptimering, er der

brug for i de politiske partier, også Det

Konservative Folkeparti.

Peter Norsk:

Det konservative svigt

Forlaget Frydenlund, 2011

Side 45