Bredalsparken - Hvidovre Lokalhistoriske Selskab

Hvidovre Lokalhistorie
Bredalsparken
Hvidovre Lokalhistoriske Selskab & Historiens Hus Hvidovre
25. årgang—Nr. 1—februar 2007
2
Indhold
Bredalsparken af Randi Romerdal Christesen s. 3
På talefod med de døde Thomsen & Kudsk s.16
Arrangementer s. 22
Bestyrelsen s. 23
Udgiver:
Hvidovre Lokalhistoriske Selskab
Rytterskolen, Hvidovre Kirkeplads 1
2650 Hvidovre
Tlf. 36 47 34 44
e-mail: hvidovrerytterskole@mail.tele.dk
www.sitecenter.dk/rytterskolen
Og
Historiens hus.
Alarmpladsen 3, Avedørelejren
2650 Hvidovre
Tlf. 36 49 00 30
e-mil: lokalarkiv@hvidovre.dk
www.historiens hus. Hvidovre.dk
Redaktion: Hans Chr. Thomsen ansv.,
Poul Sverrild, Per E. Hansen
For– og bagsidefoto af Hans Chr. Thomsen: Træskulpturer fra Bredalsparken
Trykt i 450 eksemplarer

I 1901 indlemmede
København Kommune
Hvidovres østlige kommunale
del, Vigerslev, Valby og
Kongens Enghave og efterlod
kun en landsby i Hvidovre
Kommune. Den bestod af ca.
90 husstande, som levede af
landbrug og gartneri. At
Hvidovre blev direkte nabo til
København, fik betydning for den
bemærkelsesværdige vækst og udvikling
Hvidovre kom til at gennemgå frem til
forstadens udbygning små 100 år
senere. I anden halvdel af 1900-tallet
var det især visionerne om det
almennyttige boligbyggeri og det gode
liv, som prægede Hvidovre.
Udviklingen skete på baggrund af, at
der efter 2. verdenskrig var ca. 15.000
mennesker registreret husvilde i
København Kommune, og eftersom
København i forvejen var tætbefolket,
måtte man tænke i fremtidig byvækst
uden for byen. Det blev afspejlet i
Fingerplanen fra 1947, som, til trods
for, at den aldrig blev offentligt
vedtaget, har spillet en afgørende rolle i
hovedstadsregionens udvikling og ikke
mindst for Hvidovre som
forstadskommune. Fingerplanens
princip var at koncentrere den
fremtidige byvækst om de eksisterende
Bredalsparken
Randi Romderdal Christensen
samt fremtidige S-baner i
fem udløbere fra
Københavns centrum.
Kilerne mellem banerne
skulle friholdes til landbrug
og fritidsformål og altså sikre
borgernes adgang til
rekreative grønne områder.
Med denne plan blev
Hvidovre særdeles attraktiv
som centrumnært vækstområde med
store ledige arealer til fremtidig
udvikling. København Kommune og
private spekulanter havde allerede
opkøbt jord i Hvidovre med
bebyggelse og profit for øje. Det var
efterkrigstidens bolignød og tidens
boligpolitiske ideer, der lagde
rammerne om det Hvidovre, vi kender
i dag.
Bredalsparken opføres
Bredalsparken ligger på et stykke jord,
opkøbt i begyndelsen af 1900-tallet af
spekulanter med henblik på at opføre
et større byggeri. Resultatet blev et
alment boligbyggeri i gule mursten
opført fra 1949 til 1960 med 1359
boliger, men oprindeligt lå
Bredalsgården her med sine tilhørende
marker. Gården blev opkøbt af
Aktieselskabet a/s Radiv, der drev den
3
frem til 1948. Herefter blev den solgt til
det nystiftede Hvidovre Almennyttigt
Boligselskab (HAB) – et
datterselskab til Dansk Almennyttigt
Boligselskab (DAB). Bredalsparken
blev opført på baggrund af en offensiv
4
boliglovgivning med gunstige
betingelser for boligbyggeri.
Lovgivningen på sin side var resultat af
den store boligmangel i
Hovedstadsområdet samt en stærk
politisk vilje til aktiv tilvejebringelse af
sunde og billige boliger til den
almindelige borger. Dertil kom, at
Hvidovre Sogneråd var positivt
indstillet overfor tanken om opførelse
af almennyttige boligbebyggelser med
tilhørende befolkningstilvækst. Således
var banen kridtet op for opførelsen af
Bredalsparken.
Bredalsparkens arkitektoniske
udtryk
De treetagers boligblokke blev placeret
i grønne plæner for at skabe lys og luft
omkring ejendommene. Man var fra
planlæggernes side optaget af
byplanlægning, havebytanken og
indretning af kollektive faciliteter i
bymiljøet, såsom fællesvaskerier,
butikstorv og mødelokaler. Endvidere
blev det bestemt at dreje bygningerne
mod solen således altanerne vendte i
denne retning, mens der samtidig
skabtes læ for nordenvinden, for på
den måde at skabe et godt klima til
glæde for beboerne.
Svenn Eske Kristensen var arkitekt på
Bredalsparken. Han var socialt
orienteret og interesseret i at skabe
billige og sunde boliger, der imødekom
behovene hos de fremtidige beboere.
Eske Kristensen bestræbte sig på at
lave billige boliger der formåede, at

give beboerne en følelse af kvalitet, der
var i tråd med tidens idealer: sundhed,
lys og luft. Altså at opføre et
boligbyggeri der kunne være
modbillede til de snævre tætpakkede
brokvarterer inde i København.
Derved blev Eske Kristensen, som en
af tidens førende arkitekter,
medvirkede til at forny den
almennyttige bebyggelse ved at sætte
nye standarder for etagebyggeri og
byggeteknik. Han arbejdede for at gøre
boligbyggeriet billigt ved at bruge,
præfabrikerede plader og
elementsektioner som altaner, trapper
og badeværelser. Dette arbejde var en
forudsætning for en industrialisering af
byggeriet.
Standardetagehøjde blev indført
med Bredalsparken
Bredalsparken blev det første byggeri
herhjemme med den i dag gængse
standardetagehøjde på 2.80m., hvilket
er markeret på en del af de ældste
bygningernes facader, hvor en mursten
er trukket frem ved etageadskillelserne.
De fremskudte mursten fortæller altså
historien om, hvordan man byggede ud
fra visioner om den gode og sunde
bolig, men også om hvordan man
byggede stadig mere standardiseret for,
ikke kun at opnå størst mulig kvalitet,
som den almindelige dansker kunne
betale sig til, men også for at kunne
opføre et stort antal boliger svarende til
tidens behov. Bredalsparken var på den
måde nyskabende i både visioner og
byggeteknik.
Samfundsudviklingen satte sine
præg
Opførelsen af Bredalsparken foregik
etapevis og varede mede end ti år. Den
lange byggeperiode betød, at man
måtte rette sig ind efter de skiftende
5
samfundsøkonomiske høj- og
lavkonjunkturer. Således kunne anden
etape af byggeriet eksempelvis ikke
mønstre lige så store lejligheder som
første etape kunne. I 1958 blev den
fordelagtige statslånepolitik afskaffet,
hvilket betød, at man, til Eske
Kristensens store fortrydelse, måtte
opgive planerne om at opføre rækkehus
i områdets randområde. I stedet
byggede man den bugtede boligblok
langs Gurrevej, som gav bedre forhold
mellem byggeudgifter og lejeindtægter.
Det betød på den anden side mindre
luft til området end først tiltænkt, men i
stedet har Bredalsparken fået sit
karakteristiske ”slangehus”.
Velfærdssamfundets visioner om det
6
Velfærdssamfundets visioner om det
gode liv
Bredalsparken kan i sin arkitektur ses
som et forsøg på at styre
samfundsudviklingen. Den
optraditionelle byggeteknik var for
omkostningstung til at hamle op
modden store boligmangel, og derfor
måtte der en højere grad af planlægning
og standardisering til, for at løse
problemerne. Men man ville ikke gå på
kompromis med kvaliteten, tværtimod!
Under planlægningen foretog man
eksempelvis en analyse af, hvem de
forventede beboere ville være, for at
kunne tilpasse byggeriet dets beboere
og ikke omvendt. Analysen viste, at der
ville være tale om et stort antal

ørnefamilier, hvor også kvinden var i
arbejde. Derfor lagde man vægt på en
række kollektive faciliteter ud fra en
forventning om, at familierne behøvede
aflastning i det huslige arbejde. Flere
udearbejdende voksne skabte
eksempelvis behov for
lokale børnepasningsordninger. Disse
visioner var et forsøg på at leve op til
det 20. århundredes idealer om det
gode samfund og det gode liv. Det
idémæssige grundlag for Bredalsparken
blev forestillingen om det kollektive og
drømmen om velfærdssamfundets
realisering, hvor planlægning skabte
rum for både bolig og fritidsliv.
Det interessante ved Bredalsparken er,
hvordan byggeprocessen og resultatet
er udtryk for de samfundsmæssige
påvirkninger og idealer, den blev opført
under. Danmark havde få år forinden
været besat af tyskerne, hvilket havde
medført materialemangel og afskæring
fra impulser udefra. Det kom til at
præge efterkrigstidens
byggeskik og arkitektur, i kraft af
styrkede nationale og kulturelle træk og
traditioner. Noget man kan se som en
begrænsning, men også nødvendigvis
må se som værdifulde levn, i form af en
mådeholden skala i bygningslegemer og
en venlig varme i miljøet.
Butikstorvet
I Bredalsparken finder man landets
ældste integrerede butikstorv. Torvet
skal ses som et forsøg på, at skabe en
moderne udgave af de indkøbsgader,
7
moderne udgave af de indkøbsgader,
man kendte fra byerne, men som ikke
eksisterede i Hvidovre i 1950 hvor
butikstorvet blev indviet. Visionen var
at samle tilstrækkeligt med dagligvare-
og specialforretninger i bebyggelsen
selv, så man kunne tilfredsstillet
beboernes indkøbsbehov lokalt. Det
var ideelt på et tidspunkt, hvor kun de
færreste havde køleskab, og hvor
indkøb derfor måtte gøres stort set
dagligt. Indkøb var ellers en besværlig
og tidskrævende opgave taget i
betragtning af, at kun 7 % af beboerne i
1951, altså året efter indvielsen, havde
bil.
8
Butikstorvet var også tiltænkt
funktionen som et naturligt og levende
samlingspunkt for områdets beboere,
et sted, hvor man kunne komme
hinanden ved i de daglige gøremål og
opnå en følelse af fællesskab og
tilhørsforhold. Men butikstorvet har
siden været underlagt
samfundsudviklingen. De oprindelige
butikstyper har måttet vige pladsen for
en mere broget forretningsmasse,
hovedsagelige forårsaget af de store
supermarkeders indtog i Danmark i
løbet af de sidste fire årtier.

Butikstorvets ændrede funktion
Butikstorvet er fra en tid, hvor det var
almindeligt med vareudbringning. Især
mælk fra ismejerierne var standard for
de fleste familier, og så var det jo
ganske belejlig når mejeriet lå lokalt, at
man kunne have en personlig regning,
der betød, at varer først skulle betales
den første. En aflastning i en tid og et
miljø hvor penge ikke var det, man
havde mest af. I 1960’erne havde
butikstorvet endnu sin oprindelige
funktion, men det blev stadig
vanskeligere at konkurrere mod
supermarkederne.
Mælkeudbringningen fra
Bredalsparkens mejeri blev en
underskudsforretning, men man
fortsatte, da de færreste supermarkeder
havde tilladelse til at sælge mælk.
Endnu i 1970’erne var tendensen
den, at Bredalsparkens
købmandsforretning og mejeri klarede
sig bedre i konkurrencen mod
supermarkederne end Hvidovres
øvrige butikker, der i vid udstrækning
måtte lukke som resultat af
konkurrencen. De mange lukninger
skyldtes i høj grad, at man nu levede i
en tid med forøget velstand der tillod
flere og flere familier at købe
9
bil, der således gjorde det nemmere
at tage længere væk for at gøre sine
indkøb. Tidens benovelse overfor
amerikansk kultur gjorde det også
attraktivt at handle i de nye
selvbetjeningsbutikker, selv om de
ikke bød på den service, man ellers
var vant til.
Man var bundet af en fastlåst
struktur omkring
forretningsstørrelserne, som
hindrede tidssvarende fornyelse af
butikstorvet. Derfor kneb det med at
tiltrække nye forretningstyper, og
butikstorvet fik svære kår.
Funktionen ændres i dette årti,
butikstorvet kom til at indeholde
10
nærbutikker, der supplerede de store
supermarkeder, som man nu søgte til i
bil, frem for at fungere som beboernes
foretrukne indkøbsmulighed. Det førte
til 1980’ernes markante forandringer
for Bredalsparkens butikstorv. Man
måtte finde en ny model at indrette
torvet efter, hvis det fortsat skulle
fungere som en levende del af miljøet.
Løsningen blev en renovering for 3
millioner kroner, med ny
flisebelægning, beplantning og
skulpturer, der alt i alt gav butikstorvet
et tidssvarende postmoderne udtryk.
Beboerdemokrati
Beboerdemokrati i et alment
boligbyggeri som Bredalsparken

etragtes i dag som en selvfølgelighed.
Men sådan har det ikke altid været. I
Bredalsparken begyndte beboernes
arbejde for ret til indflydelse og
medbestemmelse i starten af 50’erne,
kort tid efter byggeriet opførelse. Der
må i den henseende konstateres, at
være en verden til forskel fra dengang
og til nu. I dag har man meget mere
end blot lukket op for samarbejdet, det
er faktisk blevet lovpligtigt med
beboerflertal i boligselskabers
bestyrelser.
Bredalsparkens Lejerforening
Bredalsparken stod jo på ingen måde
færdigt, da de første beboere begyndte
at flytte ind. Derfor er det ikke svært at
forestille sig, at flere forhold var
kaotiske for de tidligste beboere. Blandt
andet findes der beretninger om,
hvordan området lignede en
byggeplads i begyndelsen, og at det trak
i langdrag med at få ordnet fejl og
mangler i de lejligheder, hvor folk var
begyndt at flytte ind. Problemer, som
det var boligselskabets ansvar at
administrere, og som beboerne ingen
indflydelse havde på, blev men direkte
konfronteret med i dagligdagen.
Dette kan meget vel tænkes at være
baggrunden for beboerne i
Bredalsparken oprettede en
lejerforening i april 1950. Formålet
med lejerforeningen var at varetage
11
lejernes interesser i alle boligforhold,
uafhængig af boligselskabet.
Medlemskab af lejerforeningen kostede
6 kr. om året, og den havde kort tid
efter stiftelsen ca. 90 medlemmer, et tal
der var støt stigende og rundede de 400
i 1955. Lejerforeningen udgav årligt 6
numre af ”Nyt fra Bredalsparkens
Lejerforening”. Bladet gjorde det
muligt for lejerforeningen at informere
medlemmerne om alt fra bolig- og
lokalpolitiske tiltag til konkrete sager i
Bredalsparken, såsom utætte tage,
vandskader og manglende
legepladsfaciliteter for børnene.
Lejerforeningen forsøgte at få en
bestyrelsesplads i HAB for at få
indflydelse på løsning af de
forekommende problemer, hvilket blev
afslået, da det på dette tidspunkt ikke
ansås som almindelig praksis med
lejerrepræsentation i boligselskabernes
bestyrelser. At boligselskabet og
lejerforeningen ikke just var på
bølgelængde i starten af 50’erne,
fremgår af boligselskabets årsberetning
fra 1953. Her hedder det, at
12
selskabet ”… trods en omhyggelig
administration af driften – har
vanskelighed ved at stille lejerforeningen
tilfreds. Lejerforeningen har stillet forskellige
ret vidtgående krav til selskabet, som
selskabets bestyrelse har været enige om, at det
ikke var betimeligt eller praktisk at
imødekomme.” Dette forhold kom dog
til at ændre sig. Allerede året efter blev
lejerforeningens formand Borring
Sørensen valgt ind i
kommunalbestyrelsen, og ad denne vej
indvalgt i HABs bestyrelse. Det skabte
en indflydelse, der blandt andet betød,
at man kunne holde
omkostningsudviklingen og dermed
huslejen nede. På lang sigt betød
forbindelsen til boligselskabet, at
lejerforeningen i stigende grad blev
spurgt.
Beboerne får rettigheder
Det var først med ændringerne i
boliglovgivningen i 1970, at beboerne
fik et øget selvstyre og egentlige
rettigheder over for boligselskabet.
Ændringerne førte til oprettelsen af en

Ændringerne førte til oprettelsen af en
afdelingsbestyrelse i Bredalsparken i
1971. Forskellen mellem den
eksisterende lejerforening og den
nyetablerede afdelingsbestyrels var, at
mens lejerforeningen kun kunne
repræsentere sine medlemmer,
repræsenterede afdelingsbestyrelsen
samtlige beboere overfor
boligselskabet. Der er her tale om en
markant demokratisering af beboernes
rettigheder. Man behøvede ikke
længere at melde sig ind i noget for at
have mulighed for at udtale sig, blive
hørt og repræsenteret, og den
indflydelse, man fik, var reel, da
afdelingsbestyrelsens rettigheder
overfor boligselskabet var sikret
gennem lovgivningen. Bortset fra det
fungerede de to organisationer parallelt
og med samme bestyrelsesmedlemmer,
og af den grund valgte man at opløse
lejerforeningen i 1972
Afdelingsbestyrelsen ønskede at
fremme kontakten med og
engagementet hos lejerne, og derfor
blev beboerbladet med et nyt, mere
tidssvarende udseende og navn
tidssvarende udseende og navn
udsendt; ”Nyt fra Bredalsparken”.
Man opfordrede gennem beboerbladet
til en række initiativer indenfor
klubdannelse, trafiksanering,
legepladsudvikling og festlige
arrangementer som fik stor succes.
Øget demokratisering
Gennem de følgende årtier blev
beboerdemokratiet udviklet. Det skete
blandt andet igennem en
decentralisering af afdelingsbestyrelsens
virksomhed, der betød flere
beboerudvalg som eksempelvis det
grønne udvalg,
vedligeholdelsesudvalget,
legepladsudvalg og mange flere. Alt
sammen for at engagere beboerne og
skabe et fælles levende miljø, og
jævnlige beboermøder gav mulighed
for at drøfte de lokale og generelle
spørgsmål, der måtte dukke op.
I 1997 kom der ny lovgivning, der
yderligere forstærkede lejernes position
overfor boligselskabet. Loven gjorde de
beboervalgte repræsentanter til
13
beboervalgte repræsentanter til
boligselskabernes øverste myndighed,
hvilket blandt andet betød, at der i dag
skal være beboerflertal i
boligselskabernes bestyrelser. Det vil
sige, at beboerne er bestemmende i
både afdelingerne og selskaberne. På
Bredalsparkens hjemmeside informeres
beboerne grundigt om, hvilke
rettigheder et beboerdemokrati fører
med sig og om, hvordan man bedst
muligt sikrer, at beboerdemokratiet
også fungerer i praksis.
Dansk Almennyttigt Boligselskab har i
dag en række kurser hvor
afdelingsbestyrelsens medlemmer kan
uddanne sig, da en veluddannet
afdelingsbestyrelse ideologisk set er
garant for et velfungerende
beboerdemokrati. Her lægges vægt på,
hvordan man fremmer og sikrer den
åbne og løbende dialog med beboerne
og derved hindrer, at afstanden mellem
de to parter bliver for stor.
Beboerdemokratiet er skabt
Over en periode på cirka 50 år er
beboerdemokratiet – i takt med
velfærdssamfundets udvikling –
blevet etableret. Det var oprindelig ikke
velkomment i boligselskaberne, men
siden er det kommet til at repræsentere
en naturlig rettighed, man værner om,
og som er sikret gennem lovgivningen,
hjulpet på vej af de politiske ideologier,
som er garant for velfærdssamfundet.
Det er nu snart 60 år siden
14
Bredalsparkens grundsten blev lagt.
Bygningerne står i dag velbevarede i
deres oprindelige form, men meget
andet er udviklet og ændret.
Beboersammensætningen er forandret.
Der er i dag langt færre børnefamilier i
Bredalsparken end for 30-40 år siden,
og man har fået ungdoms- og
ældreboliger, så andre grupper har fået
deres plads i bebyggelsen.
Bredalsparken er bevaringsværdig
kulturarv
Hvilken udvikling Bredalsparken står
overfor er ikke klar, for udviklingens
vilkår er – blandt meget andet –
bestemt af den generelle boligpolitik og
samfundets økonomiske konjunkturer.
Men en ledetråd bliver forhåbentlig den
positive historie, som er
Bredalsparkens særlige varemærke:
Drømmen om det gode liv i de smukke
omgivelser for alle.
Skal Bredalsparken fastholdes i
fremtiden som bevaringsværdig
kulturarv kræver det mere end
bygningsbevaring og vedligeholdelse af
de smukke grønne arealer. Lige så
vigtigt er det at fastholde byggeriets
funktion som ramme om gode liv, og
det kræver udvikling ligeså meget som
det kræver bevaring.

15
I 1929 døde
Grethe Nielsens
mand Anton. 10
år før var parret
flyttet til Hvidovre
og havde
købt Holmehus
ved Stranden. Dér levede de af indtægterne
fra en lille købmandsforretning
suppleret med en rulleforretning på
loftet og lidt flytning for folk. Men som
sagt: i 1929 døde Anton, og Grethe
savnede ham forfærdeligt.
En fremmed.
Samtidig med Antons død flyttede en
fremmed mand ind i et stort træhus på
Strandby Allé 19. Det var et mørkt sted
med store skyggende pyramidepopler
langs nord- og østskellet. Huset var
tjæret sort, og den to meter høje fremmede
havde brændende øjne, sort fuldskæg
og talte gebrokkent dansk. Islæn-
16
På talefod med de døde ?
Hans Chr. Thomsen & Søren Kudsk
ding var han og
gik rundt i en
stor bredskygget
hat, lang sort
frakke og sorte
støvler.
Nu begyndte
der at gå rygter - rygter om, at der skete
de mærkeligste ting i huset derinde bag
poplerne. Gardinerne var ofte trukket
for, og på postkassen udenfor hang der
mystiske små sedler med uforståelige
koder.
Kort tid efter indflytningen begyndte
der at komme besøgende, og de kom
sædvanligvis hen under aften, og mange
af dem var kvinder.
Safttorp hed islændingen, og han begyndte
at kigge indenfor i enkens butik.
Hvad foregår der?
En eftermiddag i september måned
1929 skulle en af vores gartnermedhjæl-

pere købe snus hos enken. Hun var
travl optaget af at dække op til gæster,
og i sin iver fortalte hun at Sarfttorp, en
anden mand og seks kvinder fra en
spiritistisk sekt skulle komme på besøg
om aftenen. Og Safttorp havde lovet
hende ganske bestemt, at de kunne
fremmane Anton, og at hun kunne
komme til at tale med ham.
Gartnermedhjælperen besluttede sig for
at vende tilbage senere på aftenen, for
at se om han kunne opdage, hvad der
foregik.
Næste dag fik vi så historien.
Gennem et vindue havde gartnermedhjælperen
set Safttorf og de tilstedeværende
bede til ånderne. Petroleumslampen
var blevet slukket og tændt flere
gange, og han havde også set, at der var
dækket op og skænket kaffe på bordet
foran en tom stol – det var formodentlig
til Anton.
Til sidst havde de fået Grethe i en slags
drømmetilstand, og der var en, der havde
hældt kaffen til Anton over i en urtepotte.
Derefter fik de kaffekoppen til
at stå og ryste på underkoppen, og så
havde Anton altså været på besøg og
drukket kaffen.
Bodeling
I løbet af vinteren blev dette kaffekomsammen
hyppigere og hyppigere, og da
foråret kom, og det begyndte at blive
lysere var Grethe Nielsen blevet så
hjernevasket, at hun lovede Safttorf
halvdelen af alt, hvad hun ejede.
En landmåler blev tilkaldt. Grunden
blev delt præcis på midten, og der blev
sat en brandmur op midt gennem huset.
En dag, jeg kom op i forretningen, var
Safttorp der sammen med flere kvinder,
og de var ved at dele alt i to dele.
Jeg så, at de tog en spegepølse og skar
den midt over. Under loftet hang der
en klipfisk. Den blev sprættet ret igennem.
Senere fortalte Grethe, at byttepengene
i kassen også var blevet delt. Ligesådan
gik det hendes indestående på sparekassebogen.
Landmåleren og sagføreren
havde hun også betalt.
Finale
Sarfttorp kørte hele byttet til Strandby
Allé nr. 19, og da han havde fået skø-
17
det, solgte han det til restauratør Hansen.
Efter den tid kom spiritisterne ikke
mere til fru Nielsen, og Safttorp og
hans kvinder flyttede bort.
Grethe blev mere og mere træt, og en
dag byttede hun alt, hvad hun havde
med et lille hus på Søstjernevej 34, og
få år efter døde hun.
Små 50 år efter Grethes død blev par-
18
cellerne for øvrigt samlet igen , da
Hvidovre kommune købte dem, rev
Holmehuset ned og byggede børneinstitutionerne
”Søstjernen” og
”Krebsen” på arealet.
Det eneste der i dag er tilbage fra en
svunden tid er er et gammelt æbletræ,
som børnene bruger til at klatre i.

19
20

NYT FRA FORMANDEN
Ole Asbjørn Petersen
Når vi modtager en ny indmeldelse til vores selskab, vil vi gerne gøre det så godt
som muligt. I bestyrelsen er vi blevet enige om tilsende det nye medlem sidste medlemsblad,
beskrivelse af Hvidovre Lokalhistoriske Selskab og dets virksomhed samt
en publikation fra Historiens Hus. Desuden vil der være mulighed for at træffe
medlemmer af bestyrelsen
i Rytterskolen
første mandag i hver
måned mellem kl.
17.30 og 19.00 og få
en snak om løst og
fast. Efter vores sidste
medlemsmøde, hvor
museumsinspektør
Anja Olsen fik adskillige
af deltagerne til at
fremkomme med
spændende oplevelser
fra deres liv i Hvidovre
og Avedøre, syntes
vi, at det kunne være interessant at opfordre til, at man kunne komme på Rytterskolen
og delagtiggøre andre om sådanne oplevelser. Vi håber, at mange har lyst til dette.
Flere af disse erindringer kan så senere indgå i Historiens Hus fortsatte arbejde
med Hvidovre og Avedøres historie. Det kunne være godt, at første mandag i hver
måned dannede baggrund for yderligere aktivitet i vores selskab.
Med udsendelsen af dette medlemsblad er vedlagt girokort samt skrivelse omkring
indbetaling og indkaldelse til ordinær generalforsamling den 12. marts 2007.
21
Den 19. februar præsenteres i samarbejde med Historiens Hus en udstilling
om det danske industrisamfunds kulturhistorie gennem de sidste 150 år.
Den 12. marts afholdes ordinær generalforsamling.
Den 16. april holder den markante Hvidovreborger Herluf Rasmussen foredrag
om besættelsestiden og beretter om mange andre spændende hændelser
i et langt liv som lokal- og landspolitiker.
Den 14. maj kl. 17.00 har vi mulighed for at besøge Politimuseet, hvor vores
kasserer Ejvind Jensen vil være en af omviserne.
Foredragene finder sted i Lille Frihedens lokaler på mandage kl. 19.30 ( dog
ikke arrangementet den 19. februar, der foregår kl. 19.30 i Historiens Hus i
Avedørelejren ).
Ud over disse arrangementer planlægges besøg på Hvidovre Rådhus i
marts måned.
Tilmelding til
ovennævnte arrangementer
skal ske
på selskabets automatisketelefonsvarer
36473444 eller
ved henvendelse til
Rytterskolen eller
Historiens Hus
senest søndag dagen
inden arrangementet.
22

Best. for Hvidovre Lokalhistoriske Selskab 2006/07
Formand: Ole Asbjørn Petersen
Grenhusene 53
tlf. 3649 5785
e-mail:
5002701@bredalsparken.dk
Næstformand: Benny Riisager
Østre Kvarter 11.st.tv.
tlf. 3678 2968
e-mail: bennyriisager@av2.dk
Kasserer: Ejvind Jensen
Paris Boulevard 22
tlf. 3649 2885
e-mail: brund.jensen@privat.dk
Sekretær: Dan Olsen
Spurvehøjvej 17.st.tv.
tlf. 3678 8642
e-mail: davao@tdcadsl.dk
Best.medl. Jette Randal-Lund
Østre Kvarter 9 st.th.
tlf. 3649 0659
e-mail: jrl@av2.dk
KB-medl.: Alan Fredskov
Svendebjergvej 1A,1mf.
tlf. 3649 9606
e-mail: afe@hvidovre.dk
KB-medl.: Kim Østerberg
Bødkerporten 7
tlf. 3649 6804
e-mail: ktb@hvidovre.dk
1. suppl.: Vagn Bacher
Hvidovregade 31B, 1.tv.
tlf. 3648 1434
e-mail: dhangaard@mobilixnet.dk
2. suppl.: Lars Bo-Henriksen
Hvidovrevej 402
tlf. 3678 4869
e-mail: larsbo@sport.dk
Revisor: Jens Chr. Nielsen
Kløverprisvej 26
tlf. 3675 1386
Rev. suppl.: Inge Larsen
Berners Vænge 7.2.tv.
tlf. 3678 4736
Forretningsudvalg
Ole Asbjørn Petersen, Benny Riisager,
Ejvind Jensen
Arrangementsudvalg
Ole Asbjørn Petersen, Vagn Bacher,
Ejvind Jensen, Poul Sverrild
Pr. og hjemmesiden
Benny Riisager, Lars Bo Henriksen,
Dan Olsen
Lokalhistorisk/
kulturistudvalg
Benny Riisager, Jette Randal-
Lund, Lars Bo Henriksen
Bladredaktion
Hans Chr. Thomsen, Per E. Hansen,
Jette Randal-Lund, Poul
Sverrild
Leder af Historiens Hus
Poul Sverrild deltager i bestyrelsesmøderne
og i udvalgsarbejder
efter nærmere aftale
23
24