Hent "tættere på VGT" - Vestjysk Gymnasium Tarm

Nr. 10. September 2012
VGT
tættere på VGT
VESTJYSK GYMNASIUM TARM
· S T X - H F - V U C ·

Tættere på VGT
udgives af Vestjysk
Gymnasium Tarm,
VUC/HF.
Ansv. redaktør:
Rektor Finn Rosgaard.
ro@vgt.dk
Tekst og layout:
Informationsmedarb.
Dorte Sig Leergaard.
dl@vgt.dk
Vestjysk Gymnasium
Tarm, VGT
Skolegade 15
6880 Tarm
Tlf.: 9737 1833
E-mail: vgt@vgt.dk
Kontoret er åbent
(på skoledage)
Mandag - torsdag
kl 7.30 - 15.00
Fredag kl. 7.30 - 14.00
VGT tilbyder
u tre kompetencegivende
uddannelser:
STX, HF og
VUC/HF-enkeltfag
u almen gymnasial
uddannelse for
hele det vestjyske
lokal-område
u inspirerende
undervisning på
et højt fagligt og
pædagogisk niveau
forrygende start
VGT er godt i gang.
Med 240 nye elever.
Ni nye lærere og
VUC i nyt hus.
Der var meget nyt, da VGT den
15. august tog imod til endnu
et skoleår.
Netop det år, hvor VGT
fylder 125, er gymnasiet mere
fyldt end nogensinde før.
”Det er stor glæde, at vi i
den grad fylder skolens ram-
mer ud. Man fornemmer, at
der sker noget i hver en krog
af huset,” siger rektor Finn
Rosgaard.
Han fortæller også, at de
mange nye elever selvfølgelig
giver nogle udfordringer.
”Vi har blandt andet delt
eleverne i spisepausen, så
kantinen kan rumme eleverne
og sådan, at det er rart at være
der.
Vi har desuden fået sat den
tidligere pedelbolig i stand, så
den kan huse VUC-kursisternes
Vi ønsker VGT
et stort tillykke med de 125 år
Storegade 6-10 / 6880 Tarm / Tlf. 9737 1411
tarm@landbobanken.dk / www.landbobanken.dk
undervisning,” siger Finn
Rosgaard.
Nye studieretninger
Det nye skoleår betyder også
nye tiltag på STX, hvor der nu
er tilbud om ikke færre end ni
forskellige studieretninger.
Efter jul begynder elever
nemlig på to nye retninger: Én
med idræt og naturvidenskab i
fokus og én med mediefag og
samfundsfag.
Tre linjer til HF
På HF er det første år, at
kursisterne har valgt mellem
tre linjer, en almen line, en
politi- og sundhedslinje og en
pædagog- og lærerlinje.
”Det er har vist sig, at der er
stor interesse for at vælge linje,
så det passer med, at vi har
helt fyldt op i tre HF-klasser, én
til hver linje,” siger pædagogisk
leder Anne-Mette Thorøe.
Første skoledag er: En anelse
nervøsitet, glade gensyn,
spændt forventning
- og nye bøger!
EN
SOLID
BANK
V G T 1 2 5 Å R I TA R M

Jane Krejberg Haahr er arkitektstuderende i Århus. Hun deltog i konkurrencen,
”fordi det var sjovt, at jeg selv har gået på VGT. Og så ville det
være lidt fedt, hvis jeg kunne vinde,” siger hun.
VGT – helt enkelt
VGT fejrer også sine 125 år med en plakatkonkurrence.
Jane Krejberg Haahr vandt med
klare linjer og få farver.
VGT Jubilæumsplakat, 125 år.pdf 1 15/08/12 22.32
Enkle bølgende bånd,
der mødes, snor sig
V E S T J Y S K G Y M N A S I U M
sammen og igen
forsvinder ud over
kanten, mens lyset fra et
fyrtårn følger dem. Med
dette udtryk vandt Jane
Krejberg Haahr konkurrencen
om at kreere en
C
M
Y
CM
jubilæumsplakat til VGT.
MY
CY
CMY
K
Plakatkunstneren er
matematisk student fra
2005, og hun forlod
VGT med tanke om at
satse på facts og tal tilsat
en smule kreativitet.
Men siden hen har
hendes vej snoet sig, så
kreativiteten tog over.
Efter et kort forsøg
på Ingeniørhøjskolen faldt valget på Arkitektskolen, hvor ikke
mindst det grafiske arbejde har fanget hendes interesse.
Hvad har du tænkt med plakaten?
”For det første er farverne i sig selv klare symboler på HF og
STX. Dernæst er båndene elementer, som viser, at elevernes
liv for en tid mødes på VGT og snor sig sammen. Nogle gange
krøller det, andre gange går det lige ud, inden de til sidst bliver
smidt ud over kanten som studenter. Og fyrtårnet lyser ud over
hele den vej,” siger Jane Krejberg Haahr.
Se plakaten og kunstneren
Lørdag den 22. september holder VGT åbent hus og ved den
lejlighed, vil Jane Krejberg Haahr få overrakt sin præmie for plakaten,
og det vil være muligt at få et signeret eksemplar.
Ved samme lejlighed kan man se de øvrige plakat-forslag i
konkurrencen.
VGT’s jubilæums-plakat kan også fås ved henvendelse på
VGT’s kontor. Prisen er 50 kr., dog kun 30 kroner for VGT-elever.
T A R M
fra rektors
skrivebord
Tanker om et jubilæum
I sidste skoleår nedsatte vi et jubilæumsudvalg på
skolen bestående af elever og lærere, der skulle udtænke
forslag til, hvordan vi på bedste måde kunne
fejre skolens 125 års jubilæum.
Vi erkendte dog, at det måske ikke skulle være helt
så omfattende som i 1987, hvor skolens 100 års jubilæum
blev markeret. Men vi syntes alligevel, at 125
år er et anseeligt antal år, der nok kunne fortjene en
markering.
På selve jubilæumsdagen den 7. september vil der
være jubilæumsaktiviteter for skolens elever og
medarbejdere samt indbudte gæster. Vi vil ligeledes
afholde vore traditionelle idrætsaktiviteter for
eleverne ved Tarm Idrætscenter. Om aftenen vil vi
så afholde en fest for alle vore elever og indbudte
tidligere elever.
VGTs historie er gennem årene blevet beskrevet i
flere bøger. I den forbindelse vil jeg nævne:
l Rektor Aksel Arndal: Slutter Kreds. Bogen om en
Skole og dens Elever i Aaret 1944-45 (Tarm 1946)
l Carl Edvard Larsen: Stemninger og Rids (Tarm
1965)/Møde med Vestjylland (Tarm 1966)/Barakformand
i H13 (Tarm 1967)/Kandidat i Tarm (Tarm
1968)/Vestjysk Kalejdoskop (Tarm 1969)
l Peter Beck: Fra Sundeved til Vestjylland (Tarm
1975)
l Kristian Boas: Skole i hundrede år (Tarm 1987)
l Egon Clausen: Under dine vingers skygge (Gyldendal
1991)
l Aase Mogensen: Lys over land (Tarm 1999)
I dette nummer af Tættere på VGT syntes vi, det kunne
være en god jubilæumside at medtage historien
om HF på VUC - på VGT.
HF på VUC er som bekendt det sidste skud på VGTs
stamme af uddannelsestilbud. Det var derfor helt naturligt
at bede VUC Ringkøbing Fjords sidste konstituerede
forstander Frede Haukrogh om at påtage sig
den opgave, som han gjorde med stor velvilje.
Den 22. september vil vi på skolen glæde os til at
tage imod alle, de der kunne have lyst til at besøge
os om formiddagen.
Velkommen til alle!
Finn Rosgaard
Rektor

lærested og værested og
nærhed
4
I 125 år har vestjyske unge båret håb og kløgt og drømme
med ind i lyset af VGT, Vestjyllands fyrtårn.
Nogle fra hjem med akademisk tradition og selvfølgelighed
i valget af bogens vej.
Andre fra gårdene hvor bevidsthed om stadig
forandring af arbejdsvilkår efterhånden gjorde det naturligt,
at unge sprang på toget og tog bussen til VGT for at følges
hjem med Homer, Herman Bang og Isaac Newton.
Og VGT var der også for alle de andre, hver med deres
historie, smedens datter og maskinarbejderens søn.
Fra 1887 til 1984 var VGT kostskole med garanti
for liv og kulørte historier, når studenterne
senere mødtes til jubilæum.
Den sidste reminiscens af kostskole-traditionen
er rektors bolig på skolen.
Nuværende rektor Finn Rosgaard kom til gymnasiet i 1991,
og han fortæller om sit VGT fra kontoret på første sal.
Herfra kan man se ud på endnu et hold nye elever, der
strømmer til med håb, kløgt, drømme - og en bærbar.

Rektor Finn Rosgaard har i årenes løb dimitteret mange studenter. Hver gang glæder han sig over deres eksamensresultater - og ikke mindre over
deres udvikling og engagement i hverdagen.
Rektor Finn Rosgaard er ikke
i tvivl: Nærhed. Det er ét af
de fremmeste kendetegn ved
VGT. Nærhed til byen og nærhed
mellem elever og lærere.
Finn Rosgaard, du tiltrådte
i 1991 som rektor for VGT.
Hvordan vil du beskrive VGT,
som du lærte det at kende?
”Der var den egenart ved
VGT, at lærerne var – og stadig
er – voldsomt engagerede i
skolen. Det er særligt, at man
ikke hænger i svingdøren for at
komme hjem.
De fleste lærere boede i
Tarm eller i den nærmeste
omegn, og de var en del af
lokalsamfundet. Derfor mødte
folk dem jo også i børnehaven
og over køledisken hos købmanden.
Det var et stort plus,
og det slog mig.
Jeg fandt også ud af, at
lokalbefolkningen var glad for
skolen. Man værdsatte dens
aktivitet, og VGT havde også
dengang en god status.
Det var også ganske enestående,
at VGT havde ligget
på den samme plet i mere end
100 år. I mange andre byer
var gymnasierne flyttet ud
på grund af pladsmangel, og
det resulterede i gymnasier i
betonbyggeri på en bar mark
uden for byen. Sådan er det
heldigvis ikke på VGT, og så
lever vi godt med, at skolen
måske ikke er en arkitektonisk
perle, men at man kan se dens
historie afspejle sig i knopskudt
byggeri.
VGT havde også dengang
en god størrelse, det var til at
overskue, og det var muligt
at være i tæt kontakt til både
lærere og elever.”
Finn Rosgaard kan heller
ikke dy sig for at nævne
eleverne som et ganske særligt
kendetegn for VGT.
”Vi har altid haft gode elever.
Vore elever ligner selvfølgelig
alle andre unge. Men jeg har
’
Lærerne fortjener stor ros for, at de
har magtet at gøre det til en succes.
Der har været en god korpsånd,
og der er arbejdet hårdt for at få
det allerbedste ud af den lovgivning,
der er vedtaget.
Rektor Finn Rosgaard
om gymnaisereformen fra 2005
aldrig haft en disciplinærsag.
Jeg har ofte været stolt af eleverne.
Selvfølgelig når de klarede
sig godt til eksamen, men
også over deres engagement i
andre ting, sport, musical eller
videnskabskonkurrencer. Det
er et kick for mig til dimissionen
at tænke på, hvad disse
unge mennesker har opnået –
udover eksamen.”
Hvad er de væsentligste
ændringer, der er sket i løbet
af de seneste 25 år?
”De væsentligste ændringer
er kommet dels med to
gymnasiereformer, én sidst
i ’80’erne og den seneste i
2005, hvor både STX og HF
blev forandret på væsentlige
punkter. Vi har også fået en
ny institutionsstruktur, så vi fra
at være ejet af amtet nu er en
selvejende institution under
staten.
Og det har virkelig været
omvæltende!
5

Undervisningen efter den
nye gymnasiereform stiller
store krav om tværfaglighed.
Det skal forstås som langt
mere end at et emne behandles
i to eller flere fag, man kan
sige, at fagene skal integreres
i hinanden. Det er tale om
gennemgribende forandringer
i hverdagen, hvor lærerne i
langt, langt højere grad skal
arbejde sammen.
Lærerne fortjener stor ros
for, at de har magtet at gøre
det til en succes. Der har været
en god korpsånd, og der er
arbejdet hårdt for at få det allerbedste
ud af den lovgivning,
der er vedtaget.
Gymnasiereformen fra
2005 har været diskuteret,
berømmet og kritiseret.
Hvilke positive takter ser du i
reformen?
”Der bliver stillet større krav
til elevernes evne til at kunne
arbejde selv. Der er mindre
lærerstyret katederundervisning
og mere projektorienteret
og engagerende undervisning.
Det kræver meget mere engagement
af eleverne, og det
tildeler også lærerne en rolle
som coach.
Der er langt mere fokus på
at gøre eleverne til studerende.
Det, synes jeg, er positivt.”
Risikerer man ikke, som det
har været diskuteret, at miste
noget af fagligheden?
”Jeg kan godt forstå bekymringen.
Men fag-fagligheden
får et andet udtryk sammen
med andre fag. Tværfagligheden
giver også eleverne
mulighed for at se, at der er
sammenhæng mellem fagene.
Og det er jo sådan, de vil
møde fag og problemstillinger,
når de forlader gymnasiet.
Hvor er de største udfordringer
på STX og HF lige nu?
”Det er it i undervisningen!
De største udfordringer ligger
i, at vi får nye medier trukket
ind i hverdagen. Vi er rigtig
godt med både med udstyr og
udnyttelse af det. Men det er
stadig en udfordring at udnytte
de elektroniske muligheder
på en god og relevant måde.
Grunden er åbenbar: Det er
de unge menneskers
6
’
VGT har de senere år gjort meget
for at trække samfundet ind på skolen
og sende elever ud i virkeligheden. Vi
benytter os meget af et godt samarbejde
med både universiteter, lokale
institutioner og erhvervsliv. Vore elever
er ude på folkeskolerne, og deres elever
kommer her.
Rektor Finn Rosgaard
VGT lægger vægt på at være i samspil med det øvrige samfund. Her taler
kriminalassistent Bjarke Ebbesen med VGT’ere om efterforskning.
Viden skal også prøves af i praksis. F.eks. fik et psykologihold lov at foretage
feltstudier på Den Kristne Friskole i Skjern.
En formiddag lagde forfatteren Helle Helle vejen forbi og tog VGT-elever
med ind i skriveværksted og forfatterskab.
verden. Vi skal udnytte deres
færdigheder her.
Det er en proces: Da jeg kom
i 1991 havde VGT tre edbmaskiner
til undervisning og
én i administrationen. Nu, ja
nu har vi elektroniske tavler og
trådløst net overalt.”
Hvordan vil du beskrive VGT
anno 2012?
”VGT har de senere år gjort
meget for at trække samfundet
ind på skolen og sende elever
ud i virkeligheden. Vi benytter
os meget af et godt samarbejde
med både universiteter,
lokale institutioner og erhvervsliv.
Vore elever er ude på
folkeskolerne, og deres elever
kommer her.
Det kendetegner også VGT,
at vi har forstærket fællesskabsfølelsen.
Jeg tror, at de
nye undervisningsformer har
været medvirkende til det. Vi
oplever en nærhed mellem
elever og lærere, mellem skolen
og samfundet.”
OM VGT
1887: Tarm Realskole oprettes
i et rødt hus, der nu rummer
administrationen.
1909: Den hvide skole bliver
bygget.
1928: Der bliver oprettet studenterkursus.
1938: Studenterkurset omdannes
til en privat selvejende
gymnasieskole, VKT (Vestjysk
Kost- og Realskole Tarm) bliver
til VGT (Vestjysk Gymnasium
Tarm)
1953: Staten overtager skolen.
1972: Der bliver oprettet HF,
mens realskole-afdelingen
bliver nedlagt.
1976: Den røde tilbygning
mod øst bliver bygget.
1984: Kostafdelingen bliver
nedlagt.
1986: VGT bliver amtsgymnasium.
2007: VGT bliver selvejende
institution under staten. En
stor om- og tilbygning bliver
taget i brug. HF-delen af VUC-
Ringkøbing Fjord bliver en del
af VGT.

VGT plejer talenterne.
Blandt
andet gennem
ScienceTalent
College. Mette og
Maja er med og
bliver meget
klogere.
Otte gange i løbet af deres
gymnasietid tager Maja
Johansen og Mette Roesgaard
på camp i flere dage for at nå
endnu et niveau op i viden
om, hvordan verden er skruet
sammen.
Hver gang skal de stå på
tæer for at følge med, og hver
gang skal de efterfølgende
skrive en opgave om campens
emne. Ved siden af alle de
andre opgaver i gymnasiet,
forstås.
Maja og Mette går på den
bioteknologiske studieretning
på VGT, og samtidig er de med
på ScienceTalent College. Et pilotprojekt,
hvor VGT er et blandt
13 gymnasier, der får tilbudt
ekstra undervisning til talenter i
naturvidenskabelige fag.
Hvorfor vil I bruge ekstra
kræfter og fritid på det?
Mette: ”Man får udvidet sin
horisont, og man får indblik i,
hvad de rigtige forskere arbejder
med lige nu.”
Maja: ”Det lød bare rigtig
spændende. Og man får
også en indsigt i, hvordan de
forskellige uddannelsessteder
er, for vi besøger dem, eller der
kommer nogen derfra for at
undervise os.”
Viden og venner
Foreløbig har VGT-talenterne
været af sted på camp to
gange på Mærsk Mc-Kinney
Møller Videncenter ved Sorø
Akademi. Her er de i en forlænget
weekend og fire dage
i sommerferien blevet klogere
på emnerne ”Mad til millioner”
og ”Robotter”.
På en camp får deltagerne
både koncentreret undervisning
og mulighed for at lave
forsøg.
”Første gang var noget af
det altså så svært, at ingen af
os kunne følge med. Og den
opgave vi skulle lave bag efter
tog enormt lang tid,” konstaterer
Maja og Mette samstemmende.
Men det ryster dem ikke. Det
var ens for alle, og undervisningen
er blevet rettet til, så
det passer til målgruppen:
Talenter fra STX og HTX.
Hvad tager I med fra
ScienceTalent College?
Mette: ”En masse viden om
mange forskellige emner. Og
så er det sjovt at møde andre,
som har lyst til at bruge fritiden
på at få mere at vide.”
Maja: ”Jeg ser det blot som
en fin mulighed. Og så er det
også altid godt at have et diplom,
hvorpå der står Science-
Talent.”
Et godt tilbud
Lektor Bodil Eriksen er tovholder
for projektet på VGT, og
hun forklarer, hvorfor VGT har
valgt at gå med i det:
”På VGT tager vi hånd om
dem, der har brug for ekstra
hjælp, men der skal også være
et tilbud til dem, der vil dygtiggøre
sig ekstra. Der skal være
noget for dem, der har interessen
og talentet. Desuden
står vi også forrest i køen, når
ScienceTalent College arrangerer
andre camps og konkurrencer,”
siger Bodil Eriksen.
Maja Johansen og
Mette Roesgaard
går på VGT, som
giver dem mulighed
for at nå langt ind
i naturvidenskaben
på ScienceTalent
College.
De er super
fokuserede
- og har det sjovt.
vlld med at vlde mere
ScienceTalenT college
l ScienceTalent College er et
flerårigt supplerende inspirations-
og undervisningsforløb
for de mest talentfulde elever i
naturvidenskab og matematik
på STX og HTX.
l Pilotprojektet afholdes over
hele gymnasieforløbet for elever,
der er startet i gymnasiet
sommeren 2011.
l ScienceTalent College består
af otte camps for talenterne
på Mærsk Mc-Kinney Møller
Videncenter. Hver camp varer
tre-fire dage.
l Talenterne får inspiration,
udfordringer, erfaring og faglig
fordybelse i matematiske, naturvidenskabelige
og tekniske
områder, som går ud over
den normale undervisning på
gymnasierne.
l Projektet er udarbejdet i et
tæt samarbejde med Københavns
Universitet, Danmarks
Tekniske Universitet og Aarhus
Universitet samt store danske
videnstunge virksomheder.
l VGT er en af 13 skoler i
ScienceTalent College.
7

Han laver film.
Han vinder priser.
Han trækker folk i biografen
for at vise dem
mennesker i Jylland.
Han drages mod de gode
historier, fordi de er
vigtige. Han er Christian
Sønderby Jepsen.
Født i Tarm, student fra
VGT og aldrig træt af at
gå lige til grænsen.
Christian Sønderby Jepsen har tid til et
telefoninterview. Taler ligeud om liv og
levned. Veje, afveje, vildveje og omveje.
Taler som om han er - på vej i tankerne.
Tager sig tid til pauser. Lange pauser.
Hvornår blev du student?
”…..….”
Er du der endnu, Christian?
”Ja, ja! ….”
Hvornår blev du student?
”Det er et godt spørgsmål?
….
Det var i ´96 eller ´97.
Det var i ’97.”
Hvordan var din vej efter gymnasiet?
”Først arbejdede jeg i børnehaven i
Tarm og i ungdomsklubben, i sådan en
slags aftenskole.
Jeg vidste, at jeg ville noget med musik.
Jeg spillede i et band, der hed Influenza.
Vi indspillede en cd. Det var godt det med
at producere noget. Få noget fra hånden.
Vi var ude at spille på Bork Havnefestival.
Det var ret sjovt. Det gav også et
8
Efter niende ville Christian Sønderby Jepsen i lære som bager. Men det var ikke noget, mente
hans forældre. Så søgte han en plads som elektrikerelev i Borris. Den fik han ikke. Og da vennerne
begyndte på gymnasiet, gjorde han det samme. Nu er han kendt og anerkendt dokumentarist.
lille kick, at man kunne lave noget P3 gad
spille.
Så rejste jeg til Indien og Nepal et halvt
år. Det er et ekstremt land, Indien. Jeg
samlede indtryk. Men jeg var desillusioneret
i forhold til, hvad jeg skulle, da jeg kom
hjem.
Så tog jeg på højskole i Uldum. Jeg
fandt ud af, at musik ikke var en levevej.
I stedet kom jeg ind på arktiktektskolen
i Århus. Der gik jeg et halvt år. Samtidig
arbejdede jeg i en kiosk.
Arkitektskolen lå lige over Øst for Paradis,
hvor de viste alle mulige art-house
Se
film, blandt andet Pedro Almodóvar.
På arkitektskolen besluttede en ven og
jeg, at vi ville lave en lille film. Det fik vi
aldrig gjort, men jeg begyndte at gå på
en lille filmskole, hvor man kunne tage en
miniuddannelse. Jeg havde også sammen
med nogle kammerater et par sommerferier
i gymnasiet lavet en lille splattergyser.
The King hed den, og den foregik ude i
Tarm Skov. Så jeg havde prøvet at klippe.
Så fik jeg en kæreste i København og
flyttede dertil.
Jeg begyndte at læse film og medievidenskab
på universitetet. Det gjorde jeg i

halvandet år. Det blev alt for teoretisk.
Jeg overvejede at søge ind på Kunstakademiet,
fordi jeg gerne ville noget kreativt,
jeg ville gerne tegne.
Så gik jeg på kunsthøjskole i Holbæk.
Jeg lavede nogle kunstvideoer, og en dag
var der én i mit kollektiv, der sagde: Dét,
du laver, passer lige ind på Filmskolens
dokumentarlinje.
Så søgte jeg om optagelse der – og kom
ind.
Jeg var 26 år og havde hutlet mig igennem,
men nu havde jeg fundet min rette
hylde for kreativ skabelse.
At lave film er ikke noget, man lærer
i Tarm. Det er langt væk fra de kreative
produktionsmiljøer i de store byer. Det tog
lang tid for mig, fordi jeg skulle langt væk
og ind i nogle af de miljøer.”
Du har valgt at lave dokumentar. Hvorfor
netop det?
Jeg har spillet musik, gået på arkitekt-
’
VGT betyder også, at man har lyst til at
give noget igen. Det er godt for Tarm.
Det er et mentalt fyrtårn. Det er sådan
et sted, horisonten bliver større.
Som han
er deT
skole, og så ville jeg lave film. Det hænger
sammen. Dokumentar er et lyrisk møde.
Film minder meget om musik.”
Dine film handler ofte om folk i Jylland.
Hvorfor det?
”Det handler om, hvor de bedste historier
er. Det er det, jeg kender bedst og har
stor kærlighed til. Jeg har fortalt om de
steder, jeg har den største forståelse for.
Jeg har altid været glad for at fortælle
historier. Jeg drages mod den gode historie.
Jeg kan huske, at lærer Gravgaard fra
folkeskolen sagde det til mig.
Som dokumentarist bruger du øjnene.
Det gjorde du sikkert allerede på VGT.
Hvad så du?
”….…..
Jeg så et spændende persongalleri. Et
farverigt galleri. Der var sjove dinosaurer,
en gnaven pedel, et nyt hold af unge
lærere. Jeg husker især Tonie Ravn og
Christian Sønderby Jepsen, filminstruktør
Peter Roesgaard. De unge lærere tænkte
anderledes.
Jeg lavede alt muligt. Jeg og Anders
Søborg fik en advarsel: Enten fik vi ro på,
eller også blev vi smidt ud.
Jeg besluttede: OK, jeg vil jo faktisk
gerne have en uddannelse. Og så satte jeg
mig på forreste række. Der blev jeg siddende
resten af tiden. Det hjalp. Jeg blev
ikke distraheret, og jeg fik bedre årskarakterer,
for lærerne lagde mere mærke til
mig.
Hvis jeg skal give et godt råd: Sæt jer på
forreste række!
Jeg er glad for i dag, at jeg har fået et
indblik i mange ting, mens jeg gik på VGT.
Tonie, hun var noget af en øjenåbner. Hun
fik mig til at tro på, at ’du kan mere end,
du viser’. Hun stolede på mig. Også Mose.
Det fik jeg meget ud af.
Måske glemmer lærere nogle gange, at
der sidder en hel masse syrehoveder,
9

’ ’
der har en hel masse hormoner i kroppen.
Det gode ved gymnasiet var det sociale.
Der var en rummelighed.
… En følelse af fællesskab.
Og VGT’s musicals. Det var rigtig fedt.
Dengang var der musical hvert år. Fedt
initiativ. Det er en fejl kun at have det
hvert andet år.
Det er godt for et menneske at blive
adspredt i stedet for at blive enspænder.
I gymnasiet får man øjnene op for det
antikke Grækenland for ekspempel. Det
ville man aldrig få uden for gymnasiet.
Eller imperialismen, hvordan Europa, den
vestlige verden fik magten globalt. Jeg
elsker den tid.
Man kan ikke rigtig se det, mens man
går der. Man forstår det ikke i nuet. Men
det er pissevigtigt for mig at vide noget
om det antikke Grækenland, om kunstbegreber.
Det kunne lærerne godt blive bedre
til at kommunikere. Undervisningen kan
bruges til noget.
VGT var også det der med, at man fik
lov til at spille til fester med et band. Det
giver fællesskab og frihed, at man kan
bruge et øvelokale.
Det er vigtigt, at det hele ikke bliver så
restriktivt. Det bliver nemt for stift.
Det er et fejlslag at lave fester, hvor det
ikke er gymnasiebands, der spiller. Gymnasiebands
skal spille til hver fest. Det er
grænseoverskridende for unge at spille for
andre. Det er også sundt.
Vi havde en god klasse. Vi har ikke set
så meget til hinanden siden. Men det er
med. Jeg tror, vi var ret udflippede. Vi
holdt nogle sjove fester, lavede fis med
lærerne.
Jeg tror også, vi var en prøvelse. Det var
en god tid!
VGT betyder også, at man har lyst
14141 10
Hvis jeg skal give et godt råd:
Sæt jer på forreste række!
’
Man kan ikke rigtig se det, mens
man går der. Man forstår det ikke i nuet.
Men det er pissevigtigt for mig at vide Jeg
noget om det antikke Grækenland.
’
Jeg fortæller de ukendtes historie.
Det er også en historie, der er vigtig.
Gymnasiebands skal spille til hver fest.
Det er grænseoverskridende for unge at
spille for andre. Det er også sundt.
til at give noget igen. Det er godt for
Tarm. Det er et mentalt fyrtårn. Det er
sådan et sted, horisonten bliver større.”
Ville du have gjort noget anderledes?
”Jeg ville have valgt spansk eller fransk i
stedet for tysk.”
Hvad har du gang i lige nu?
”Lige nu arbejder jeg med endnu en Jyllandsdokumentar
til biografen. Det handler
om en familie med 16 børn. Det er lidt
en fortsættelse af Testamentet. Mennesker
som ikke er helt som mange andre.
Mere konkret kan jeg ikke sige nu.
Jeg fortæller de ukendtes historie. Det
er også en historie, der er vigtig.”
Hvorfor er de vigtige?
”Det er godt at leve sig ind i noget. Man
har godt af at få indblik i andres tanker.
Det er derfor, de er vigtige.
Det er helt specielt i Danmark, at staten
bruger en del penge på at støtte virkelighedsrefleksion.
Det giver mulighed for
at vise nogle mennesker, som ikke ser sig
selv som handlende efter en fri vilje. Det
giver viden om virkeligheden.”
Hvorfor gør du det?
”Det kommer tilbage til min mor, hun
roste mig for mine perleplader, korsstingsbroderier
og guitarspil. Det handler
nok om anerkendelse. Man føler, man gør
noget, der betyder noget. Det er så også
blevet mit levebrød, men jeg tænker aldrig
på det som arbejde.
Det er spændende at kunne røre folk.
Og jeg vil gerne have, at man får øjnene
op for Jylland. Her er alt muligt.
Jeg kan godt lide, at der sker noget. At
der er en provokation i det, jeg laver. Som
når vi kommer med på thailandsk bordel i
Testamentet.
… Jeg kan huske, at jeg for at gøre noget
ekstremt til en fest i gymnasiet tog en
’
var 26 år og havde
hutlet mig igennem, men
nu havde jeg fundet min
rette hylde for kreativ
skabelse.
joggingdragt på, smurte mig ind i sirup og
rullede mig i fjer. Det var et værre svineri.
Pedellen blev sur. Det var på grænsen.
I bund og grund er jeg en stille og rolig
fyr, men jeg kan godt lide, at der sker
noget, der er lige til grænsen.”
CHRISTIAN SØNDERBY JEPSEN
FØDT: 1977 i Tarm
UDDANNELSE: Instruktør, født 1977. Uddannet
fra Den Danske Filmskole i 2007
med afgangsfilmen ”Der er en krig uden
foran mit vindue”.
PRISER I 2012 vandt han en Bodil for
”Testamentet”. Samme film vandt også
”bedste danske dokumentarfilm” på Københavns
dokumentarfilmfestival.
I 2008 vandt Sønderby Jepsen international
anerkendelse for nabokrigsfilmen ”Side om
Side”, som var i konkurrence på Toronto
Film Festival (Hot Docs), Karlovy Vary og
Montreal International Film Festival. Filmen
vandt også Grand Prix på Odense Film
Festival.
FILM
Testamentet. Instruktør, fotograf, manuskript.
2011.
Dømt for terror. (Christian Sønderby Jepsen,
Miki Mistrati, Nagieb Khaja, DK, 2010).
Instruktør.
Min fætter er pirat. Instruktør. 2010.
Mirror (Joachim Ladefoged, 2009). Instruktørassistent.
Side om side. Instruktør. 2009.
Doxwise dagbog. Instruktør, stills. 2009.
Elton @ Doxwise. Instruktør. 2009.
Der er en krig uden foran mit vindue.
2007.

vgT
Emma Pagh (tv.) og Charlotte Sand sætter pris på og tænderne i de nye retter fra kantinen. ”Det er dejligt at det er frisklavet, der er forskellige retter
hver dag, sandwichene er heller ikke bare de samme. Og så ser det spændende ud,” lyder det fra de to 3.’ere, mens de napper de sidste krummer fra
tallekenerne.
alT godT Tll hjernen
Man lærer ikke af
ord alene. VGT’s
kantine leverer
sund energi og
vitale vitaminer.
”Hjernen skal have alle de vitaminer,
den har brug for. Derfor
laver vi mad efter princippet:
Det skal være sundt, fedtfattigt
– og så skal det smage godt,”
siger Lea Bæk Lauridsen.
Hun er ny daglig leder af
VGT’s kantine, som siden 1.
august er forpagtet ud til
kokkene Kurt Bøndergaard og
Lasse Svenningsen.
Nu kan elever og ansatte
hver dag se frem til at vælge
mellem skiftende salater, lune
retter, håndmadder og sandwich’er.
Hjemmelavet.
Siden skolestart har kantinen
desuden udvidet åbningstiden
både om morgenen og
om eftermiddagen. Så kan
eleverne tænde hjernen med
en grovbolle, mejeriprodukter
eller en frugt i farten.
Lea Bæk Lauridsen er ny daglig leder af VGT’s kantine.
Vi ved, hvad der er i
Lea Bæk Lauridsen er netop i
færd med at snitte et bjerg af
peberfrugter til en af dagens
to salater. Og det understreger
meget godt en anden pointe i
køkkenet.
”Vi laver det hele selv, så ved
vi, hvad der er i. Og hvis vi skal
have pølsehorn på menuen, så
bliver det med grahamsmel og
ingen tilsætningsstoffer,” siger
Lea Bæk Lauridsen.
Kreativiteten smitter af
Kurt Bøndergaard og Lasse
Svenningsen vil af nogle mest
være kendt som kokke, der
serverer kreativ festmad. Og
selv om der ikke bliver serveret
festmad i VGT’s kantine, så
sætter det alligevel sit præg på
kantinen.
”Det er Lea, der har den
daglige ledelse her, og Lasse
og jeg vil være her for at snitte
grøntsager og hjælpe til. Men
vi sætter også retningslinjerne,
så Lea ved, hvad hun skal leve
op til. Det er vanvittig vigtigt,
at det, vi laver, holder. Vi vil
gerne lave tingene fra bunden
af. Den oplevelse, man får ud
af det, er vores bedste reklame,”
siger Kurt Bøndergaard.
Du og Lasse Svenningsen er
jo godt i gang andre steder,
bla. på Rækker Mølle Bryghus.
Hvorfor er I hoppet på
VGT’s kantine?
”Det er der to grunde til:
Vi tror på, at vi kan lave en
forretning ud af det. Og så
vil vi også godt vise, at man
kan lave sund, lækker mad for
penge, man kan betale. Man
behøver ikke gå på kompromis,”
svarer Kurt Bøndergaard.
11

VUC
VUC er en ung uddannelsessektor,
kun ca. 50
år, men det har været 50
år med det hele: Vækst
og stagnation, pengestrømme
og besparelser,
omstilling og strukturændringer,
på landsplan og
lokalt. VGT fik HF på VUC
Af Frede Haukrogh
Det siges, at VUC kan takke opsendelsen
af den russiske Sputnik i 1957 for sin
fødsel: Den gjorde det klart, at Vesten
teknologisk haltede bagefter Sovjet.
Året efter indførtes Teknisk Forberedelseseksamen
og senere også Udvidet
Teknisk Forberedelseseksamen: En pakke
af fem fag, fire aftener om ugen over to
år - tag den!
Det var en eksamensrettet uddannelse,
men organiseret som forsøg under
aftenskoleloven, og både ungdomsskoler,
aftenskoler og enkeltpersoner kunne drive
den.
Målgruppen var unge (især mænd) med
kort skolegang, som skulle supplere deres
kundskaber, inden de kunne gå i gang
med en teknisk uddannelse.
12
moblllSer
BEGAVELSES
-reServen
Man talte om at ”mobilisere begavelsesreserven”.
Godt fra ”Onde Helge”
I 1968 fik Danmark ”verdens bedste fritidslov”.
Arkitekten bag loven var den radikale
undervisningsminister, ”Onde Helge”
Larsen, der dog fik sit tilnavn pga. andre
ministergerninger.
Dens sigte var ikke blot at opfylde samfundets
stigende krav om at opkvalificere
arbejdskraften, den havde også blik for
værdien af personlig dygtiggørelse og almendannelse
for borgere i et demokratisk
samfund. Dermed udvidede den målgruppen
til faktisk alle interesserede voksne.
Samtidig kom fagrækken til at omfatte
alle fag på folkeskolens 9. og 10. kl. De
kunne nu udbydes som enkeltfag med
frivillig prøveaflæggelse og gratis undervisning
(bortset fra et lavt indskrivningsgebyr).
Alle aftenskoler fik mulighed for at
oprette forberedelseskurser til denne
aktivitet, og det betød en voldsom vækst,
så der i midt-70’erne var hele 185.
De vigtigste faktorer i Danmark i 60’erne
var fremvæksten af ny teknologi, øgede
krav til arbejdskraftens kvalifikationer,
omstillingen fra landbrug til industri, men
også kvindernes indtog på arbejdsmarkedet,
velfærdsstaten, opprioritering af
uddannelse, øget velstand, lavere arbejdstid
og flere fritidsaktiviteter, herunder
kulturelle.
Således gik det til, at voksenuddannelsen
fra starten havde rødder i både en
eksamenstradition og en folkeoplysningstradition
i et tætforgrenet system tæt på
den voksne bruger.
Den var præget af pionerånd og en
åben skolekultur med fokus på fællesskab
og deltagerbehov. VUC’erne blev for
industri- og informationssamfundet, hvad
’
VUC’erne blev for industri- og
informationssamfundet, hvad højskolerne
havde været for landbosamfundet
100 år tidligere.

Et VUC-hold har samfundsfag. Forskellighed og livserfaringer giver ofte gode diskussioner og et godt
miljø på VUC-holdene.
højskolerne havde været for landbosamfundet
100 år tidligere.
Nu også HF-enkeltfag
Væksten fortsatte i 70’erne, især af to
grunde: Arbejdsløsheden steg efter oliekrisen,
og HF-enkeltfag kom til.
Det var oplagt at bygge et gymnasialt
niveau oven på forberedelseskurserne.
Lige så oplagt var det at bruge HFuddannelsen,
som var indført i ’67. Den
var beregnet for både unge og voksne
og byggede på fleksibilitet og sammenstykning,
modenhed og selvstændighed,
og den havde tillige nye eksamens- og
arbejdsformer.
Så fra 1970 tilbød de første forberedelseskurser
HF-fag, under gymnasiedirektoratets
pædagogiske tilsyn og med en lokal
gymnasierektor som tilforordnet rektor –
kursernes forstandere havde normalt ikke
gymnasiekompetence.
Større lighed – også for kvinder
Voksenundervisningen fik politisk opmærksomhed
som en vigtig del af det
offentlige uddannelsessystem. Nu var der
også vægt på at øge ligheden og udjævne
uddannelseskløften i samfundet:
Da undervisningspligten blev udvidet til
ni år og gymnasiefrekvensen steg, opstod
der et større gab mellem uddannelsesniveauet
for unge og voksne.
Især kvinderne strømmede nu til
voksenundervisning i stort tal, båret frem
af årtiets bølge af kvindefrigørelse og
ligestilling kombineret med deres massive
indtog på arbejdsmarkedet.
Ved udgangen af årtiet var kønsfordelingen
70-30 i kvindernes favør – og der
har den faktisk holdt sig siden.
Færre, men større kurser
Fra midten af 70’erne blev det amternes
opgave at godkende forberedelseskurserne
og planlægge fagtilbuddet – til
aftenskolernes misfornøjelse. På landsplan
samledes aktiviteten i ca. halvt så mange,
men større kurser.
I Ringkjøbing Amt blev der etableret syv
forberedelseskurser. To af dem lå i den
nuværende Ringkøbing-Skjern Kommune:
Ringkøbing-Holmsland Forberedelseskursus
med først Erik Lorenzen og senere Chr.
Stenderup Jensen som leder og ”VoksenundervisningscentretEgvad-Skjern-Videbæk-Åskov”.
Sidstnævnte blev stiftet i foråret 74 som
selvejende institution med ungdomsskoleinspektør
Poul Wejse, Tarm, som leder
og VGT’s rektor, Børge Korsgaard, som
tilforordnet rektor for HF-delen. Hver af
de fire kommuner indskød 2.500 kr. som
startkapital!
Kurserne blev drevet som kommunale
Artiklens forfatter, Frede Haukrogh, er
VUC-mand. Det lægger han slet ikke skjul
på.
Frede Haukrogh er uddannet cand.mag. i
engelsk og historie.
I 1981 blev han ansat på VUC i Skjern. Først
som underviser, siden som studievejleder,
viceforstander og konstitueret forstander.
Da HF-delen af VUC flyttede ind på VGT,
flyttede Frede Haukrogh med som pædagogisk
leder for HF og VUC.
Frede Haukrogh valgte i 2011 at gå på
efterløn.
forberedelseskurser under aftenskolen og
i samarbejde med ungdomsskolerne, så
man kunne samkøre visse hold.
I repræsentantskabet var der en række
lokale, såkaldte etableranter som aftenskoler,
husholdningsforeninger, oplysningsforbund,
borgerforeninger, Røde
Kors, jagt- og landboforeninger mfl.
13

Hverken ledere eller lærere var fastansatte,
men underviste ved siden af deres
faste lærerjob.
Undervisningen foregik i aften- og
senere også eftermiddagstimerne på
folkeskoler i området. Begge kurser tilbød
et betydeligt antal folkeskolefag, men
efterhånden også en håndfuld HF-fag –
for øvrigt med senere Egvad-borgmester,
Henning Fredsted, som studievejleder.
Ringkøbing-kurset fik i første omgang
ikke ministeriets godkendelse til HFenkeltfag,
men havde en samarbejdsaftale
med nabokurset sydpå. Det var dog ikke
uden problemer: I 1976 beklagede man
sig over at måtte aflyse to HF-hold i Ringkøbing,
fordi VGT-lærerne ikke ville køre
nord for Skjern!
Endelig myndig og voksen
Både aktiviteten og selvbevidstheden voksede
i voksenundervisningen, og i 1978
skete skilsmissen fra fritids- og aftenskolen.
14
’
I 1976 beklagede
man sig over at
måtte aflyse to HFhold
i Ringkøbing,
fordi VGT-lærerne
ikke ville køre nord
for Skjern!
Ringkjøbing Amts Dagblad den 16. august 1978.
Frede Haukrogh og Jens Andersen i gang med arbejdet på VUC i Skjern.
Det var godt for voksenuddannelsen –
men det skabte et modsætningsforhold
til folkeoplysningsforbundene, som ikke
siden er forsvundet.
Området fik sin egen kursuslov. Det
kom under amterne, blev fuldt offentligt
finansieret ligesom folkeskoler og
gymnasier, og kursusafgiften forsvandt.
Undervisning og prøver fulgte uændret
folkeskolen og HF, man fik forstandere
på fuld tid, sekretærer, studievejledere og
lærere – og egne lokaler, så administrationen
ikke længere skulle foregå i privaten
hos lederen.
Amtet planlagde at samle det sydlige
område i ét kursus, men efter protester
fortsatte de to selvstændige kurser uændret.
Fra her og der til fast adresse
Jens Andersen blev forstander for VoksenundervisningscentretEgvad-Skjern-Vide-
bæk-Åskov og hentede skolens samlede
aktiver hos Poul Wejse på sin trailer.
I første omgang blev det fragtet til privatadressen,
men senere fik man husly på
Amagerskolen. Her var der kontor til leder,
sekretær og vejledere i ét lokale kun med
ovenlys, og undervisningen foregik bl.a. i
skolekøkkenet.
Ret hurtigt ekspanderede man med
dagundervisning og en afdeling i Troldhede,
først på skolen, senere i idrætscentrets
cafeteria! Og der blev dannet hold i hvilken
som helst landsby, hvor man kunne
skrabe 12 kursister sammen, et enkelt år
hele 11 forskellige steder, bl.a. på VGT.
Kurset i Ringkøbing/Holmsland fik sin
første forstander, Jørn Søndergaard, i
1980, og efter nogle år på handelsskolen,
byens folkeskoler og rådhusets kælder
(tillige med hold i Hvide Sande og enkelte
andre byer) rykkede man i 1981 ind i det
nybyggede Ringkøbing Gymnasium på

Forstander Jens Andersen i samtale med nogle VUC-kursister i den 3. februar 1981.
Vasevej, som lige siden har været den
faste adresse.
VUC med raketfart
Gennem 80’erne oplevede VUC’erne
raketagtig vækst med ny deltagerrekord
stort set hvert år, hjulpet godt på vej af
massearbejdsløsheden.
Alle var præget af pionerånd og gejst
for missionen: I grundtvigsk folkeoplysningsånd
at bringe uddannelse til de
videnshungrende voksne danskere, hvoraf
hovedparten jo kun havde syv års skolegang.
Og efter devisen: Det er vigtigere at
gøre de rigtige ting end til enhver tid at
gøre tingene rigtigt.
Væksten betød mange flere daghold på
alle niveauer. Fra 1983 fik både Ringkøbing-
og Skjern-kurset amtets tilladelse til
at lave dag-HF, og på ganske få år nåede
man tilsammen op på næsten 50 HF-hold.
Udover de to hovedbyer var der også
Skjern Dagblad den 21. november 1992.
hold i Hvide Sande, Troldhede, Kibæk og
Videbæk. De to kurser samarbejdede om
at koordinere fagene, så det var faktisk
muligt at stykke en hel HF sammen over
to-tre år. Derfor blev der ved hver årsafslutning
uddelt nogle hele HF-eksamensbeviser.
VUC – og egen identitet
I 1984 oplevede VUC et gennembrud,
da de radikale fik vedtaget et 10-punkts
program for udbygning af voksenundervisningen
med egen identitet og ikke
kun som et appendiks til gymnasiet og
folkeskolen.
Det var mest påtrængende på folkeskoleniveauet,
hvor der var stigende utilfredshed
med, at voksne skulle undervises i det
samme stof og gå til de samme prøver
som børnene.
Efter nogle år med et massivt forsøgsarbejde
lykkedes det i 1989 at få vedtaget
loven om Almen Voksenuddannelse (AVU)
til afløsning af 9.-10. kl. for voksne. Den
fastslog en uddannelsesret for voksne
og tydeliggjorde, at VUC hvilede på tre
ligeværdige ben: Videreuddannelse, det
arbejdsmarkedsrettede og det folkeoplysende.
Reformen indeholdt nyskabelser, som
senere bredte sig til HF og STX: Forløbsbeskrivelser
i stedet for pensum-skemaer,
et studieværksted, øget praksisorientering,
andre prøveformer, nye fag, voksenrettede
fagbeskrivelser, fleksibel tilrettelæggelse
af fagene, introduktionsforløb og et
centerråd med reel magt.
Man fik en fælles, landsdækkende betegnelse:
VUC- til afløsning af de fire-fem
forskellige navne, som før havde været
brugt.
Omsider havde Danmark fået en rigtig
voksenuddannelse med selvstændig og
tydelig voksenprofil. Bagmanden var den
radikale Ole Vig Jensen. Han havde tabt
kampen om Undervisningsministeriet til
Venstres Bertel Haarder, og derfor måtte
han tage til takke med Kulturministeriet
– på den betingelse, at han fik folkeoplysningen
og VUC med derover. Derfor var
VUC-systemet nogle år forankret i to forskellige
ministerier, mellem hvem der var
både holdningsforskelle og rivalisering.
HF-enkeltfag stod uden for denne
reform – det var i god gænge og uden
presserende behov for ændringer. Dog
slap VUC-forstanderne af med de tilforordnede
rektorer - for at spare.
Spare for at dæmpe
Besparelser kom i det hele taget på dagsordenen.
Med den eksplosive tilstrømning
steg amternes udgifter – det kostede
ekstrabevillinger, og selvfølgelig måtte
det ende med stramninger for at dæmpe
væksten. (VUC’erne har nok haft tendens
15

til at føle sig som uddannelsessystemets
oversete stedbarn, som det var lettere
at falde over med besparelser end f.eks.
sygehusoperationer).
Derfor fik man (igen)et gebyr, og der
blev strammet op med holdstørrelse,
holddublering, fagudbud og tilmeldingsfrist.
Ventelister og afvisning af ansøgere
forekom hyppigst i Herning og Holstebro,
og de mindre kurser måtte konstant
kæmpe for at bevare udbuddet i deres
område og undgå at miste deres selvstændige
eksistens.
Storm over åen
Samtidig med besparelserne var det også
påtrængende at forbedre lokaleforholdene,
og flyttebilen havde travlt især ved
Skjern-kurset.
I starten af 1981 flyttede VUC fra Amagerskolen
til et nybygget kompleks på
Finderupsvej, dør om dør med Amtscentralen
for Undervisning, som man delte
nogle faciliteter med. Stadig var der dog
undervisning på andre skoler, bl.a. Byskolen,
som indskrænkede og senere lukkede
helt. Af frygt for at amtet skulle flytte VUC
over åen til VGT, lagde byrådet sig i selen
og sikrede VUC egne, egnede, samlede og
nyrenoverede lokaler i fløjen på Voldgade
6, som var hovedkvarter i 20 år fra august
87.
Indvielsen af lokalerne var en stor dag
for kursister og medarbejdere – og meget
symbolsk modtog man ved den lejlighed
et maleri med titlen ”Storm over Gudenåen”.
Troldhede-afdelingen befandt sig også i
uroligt vejr: Amtets pengenød, svingende
deltagertal og usikre lokaleforhold truede
eksistensen. Men kraftigt lokalt pres fik
amtet til at leje VUC ind i idræts- og kulturcentret
– i to lokaler etableret oven på
det nedlagte svømmebassin!
16
Skjern Dagblad den 26. juli 1991.
’
Der var kvinder fra
fiskefabrikker, maskinarbejdere,
mejerifolk, kommunale
vej- og parkfolk,
museumsmedarbejdere,
produktionsansatte fra
vindmøllefabrik, papirfabrik,
stålspærfabrik,
vinduesfabrik, kontormedarbejdere,
ledige
lærere og pædagogmedhjælpere,langtidssyge,
indvandrere – og
sikkert endnu flere.
Skjern Dagblad den 3. september 1988.
Borgmesterkandidat og senere
borgmester Viggo Nielsen gør,
hvad han kan i 1985, for at bevare
VUC i Skjern.
Udklippet er fra den 11. november.
Grundlaget og transportforbindelserne
var dog i længden utilstrækkelige, så i
1988 rykkede man til den gamle skole i
Videbæk, i trange og absolut ikke tilfredsstillende
faciliteter, men alternativet var
nedlæggelse. I nogle år pustede det nyt liv
i afdelingen, bl.a. med flere HF-hold og 80
HF-kursister.
Samfundsudviklingen krævede efterhånden
IT-kompetence, og i de følgende
årtier fyldte edb-undervisning for voksne
meget på VUC. Det startede i det små
med, at amtet storsindet bevilgede Skjernkurset
fire mikrodatamater, såkaldte Piccoliner
– fire-fem kursister kunne vel nok
deles om én maskine!
Moden og etableret
90’erne blev voksenuddannelsernes årti,
hvor VUC’s fulde potentiale udfoldede
sig. Skiftende regeringer og især SR fra 93
tilførte området betydelige midler gennem
en række ordninger: UTB (uddannelsestilbud
for langtidsledige), ”Ole Vig-penge” til
flere uddannelsespladser til voksne, VUS

Lørdag den 8. juni 1985 bragte Ringkjøbing Amts Dagblad en historie fra VUC. I billedteksten står
der: ”Lærer Esther Kjær giver Lise Madsen besked om, at hun fik en 13’er i engelsk mundtlig. Hun
gratuleres af Carl F. Sørensen og Tove Simmelkjær med den flotte top-karakter, som ikke alene
skyldes, at hun boede i Canada i sine første otte år, men også har læst flittigt derhjemme.”
(VoksenUddannelsesStøtte) til kortuddannede
i beskæftigelse, rotationsforløb for
ledige og beskæftigede, uddannelsesorlov
og forældreorlov. Dertil kom projektmuligheder
under EU’s socialfond og regionale
beskæftigelsesmidler.
VUC fik en central placering i disse reformer
og kom i tættere samarbejde med
lokalområdets virksomheder, erhvervs- og
arbejdsmarkedsuddannelser, kommuner,
fagforeninger og arbejdsformidling.
Skræddersyede kurser
Et blik på listen over virksomheder og
grupper, som Ringkøbing- og Skjern-kurserne
underviste, kan give åndenød:
Der var kvinder fra fiskefabrikker,
maskinarbejdere, mejerifolk, kommunale
Skjern Dagblad den 21. august 1999.
vej- og parkfolk, museumsmedarbejdere,
produktionsansatte fra vindmøllefabrik,
papirfabrik, stålspærfabrik, vinduesfabrik,
kontormedarbejdere, ledige lærere og
pædagogmedhjælpere, langtidssyge, indvandrere
– og sikkert endnu flere.
De vidt forskellige målgrupper stillede
store krav om at kunne tilpasse undervisningen,
så hver gruppe fik det, de havde
brug for. Matematik, edb, psykologi, tysk
og dansk skulle tage udgangspunkt i
deres konkrete arbejdssituation.
Tit underviste lærerne ude på virksomheden
under interimistiske forhold, i
koncentrerede forløb en hel eller to uger
med et enkelt eller to fag. Undertiden
foregik undervisningen om aftenen eller i
de normale skoleferier.
Skjern Dagblad den 4. juli 1987.
VUC høstede respekt og goodwill og
udviklede samtidig sin pædagogik og sin
kundebevidsthed. Og så gav det selvfølgelig
bedre økonomi og flere kursister, positive
og velmotiverede. Nu så man store,
brede mænd i kedeldragt med firmalogo
på skolens gange.
Arbejdsmarked eller Grundtvig?
Den nye udvikling gav også intern diskussion
om VUC’s identitet og profil, og der
kunne opstå spændinger mellem den
ordinære undervisning, ”hyldevarerne” og
den virksomhedsrettede projektvirksomhed,
som mange fandt besværlig.
Undervisningen blev mere færdighedspræget
og arbejdsvilkårene pressede.
Mange var også betænkelige ved den
tætte sammenhæng med arbejdsmarkedets
behov, så VUC især fremstod som et
redskab til at gavne landets konkurrencedygtighed
og gøre arbejdskraften effektiv,
fleksibel og omstillingsparat, et af tidens
buzz-words. VUC skulle holde balancen
på alle tre ben og ikke glemme højskoleånden,
det folkeoplysende og almendannende.
Et tilbagevendende skisma for VUC
og en følge af at favne bredt og have så
forskellige målgrupper.
Det nye AVU var skræddersyet til disse
tilpassede forløb, HF i mindre grad, men
efterspørgslen her var også begrænset,
ligeså mulighederne i bekendtgørelserne.
Også på anden måde mærkede man, at
det økonomiske rationale satte sig igennem
med centralt styrede projekter om
kvalitetsmåling, kvalitetsudvikling, ressourcestyring
og skoleevalueringer efter faste
modeller, kaldet ”modernisering af den
offentlige sektor”. Skolefolk havde svært
ved at vænne sig til, at der ”gik finansministerium”
i skoleverdenen, men (u)væsnet
var kommet for at blive.
I 1996 kom der en lovbestemmelse
17

om lokalt skolesamarbejde på tværs af
sektorer med det formål at nedbryde
barriererne og bringe det erhvervsrettede
og det alment kompetencegivende i tæt
samspil. Pga. den bløde forpligtelse fik det
dog ikke alverdens effekt.
Diskussion om HF
Med mellemrum opstod der diskussion
om HF-uddannelsen. 2-årigt HF’s profil
var klemt, bl.a. fordi uddannelsen overvejende
var placeret på gymnasier. Den blev
kaldt en ”second class-” og ikke ”second
chance-”uddannelse, og mange spåede, at
den allerede havde overlevet sig selv.
Såvel Amtsrådsforeningen som Bertel
Haarder gjorde sig til talsmænd for at
samle alt HF på VUC, men bl.a. ministeriets
gymnasieafdeling var imod. Den havde i
det hele taget svært ved at betragte VUC
som en særlig institution: VUC var HFenkeltfag,
og man forsøgte tværtimod at
trække det tættere på gymnasiet.
I VUC-sektoren hyldede man ”Det hele
VUC”, en helhed med mange niveauer,
almene og studieforberedende, også
gerne med studenterkurser og gymnasiale
suppleringskurser.
I 1993 blev Ole Vig Jensen undervisningsminister
og samlede dermed VUC’s
to uddannelser i ét ministerium, dog i to
forskellige afdelinger. VUC’erne pressede
på for at få samarbejdet forbedret og reglerne
harmoniseret. Et par resultater heraf
var en bekendtgørelsesrevision i 95, som
indførte studieværkstedet på HF og gav
mulighed for at udbyde moduler af HF-fag
i virksomhedsforløb.
Fleksibilitet og nye aktiviteter
Hvor den virksomhedsrettede undervisning
voksede i ’90’erne, var billedet mere
broget for den ordinære del.
I årtiets start var det især de snævre
budgetrammer, som begrænsede væk-
Skjern Dagblad den 25. juni 1984.
18Skjern Dagblad den 1. september 1984.
Jyske Vestkysten kunne den 17. juni 1988 bringe denne foruroligende nyhed.
sten, men senere blev aktiviteten påvirket
af, at ledigheden faldt og danskernes
fritidsaktiviteter ændrede sig. Dagholdene
holdt skansen, især på HF, men aftenholdene
tabte terræn, og det samme gjorde
afdelingerne i Videbæk og Hvide Sande.
For at bevare kernefagene til kursister,
som havde brug for dem, udviklede VUC
mere fleksible tilrettelæggelser, hvor mindre
hold fik et begrænset antal lærertimer
kombineret med selvstændigt arbejde
eller studium i læsegrupper eller på studieværkstedet.
Det efterkom samtidig et
ønske blandt nogle kursister om individuelle
forløb, som bedre kunne forenes med
familieliv og et arbejde med skiftende
arbejdstider og -steder.
Et lignende tiltag var amtets forsøg med
videokonferencer, hvor et avanceret udstyr
blev etableret i specialindrettede lokaler
på VUC’erne og på Amtscentret. Det kom i
brug, både til mødeafholdelse, gæsteforelæsninger
og transmitteret undervisning til
forskellige afdelinger, men med begrænset
succes.
VUC fik også hovedrollen i en ny
kursustype for voksne med manglende
basiskundskaber i læsning, stavning og
skrivning, fordi det var en alvorlig barriere
på arbejdsmarkedet og i arbejdsmarkedsuddannelserne,
som stillede øgede
boglige krav.
Disse kurser blev i 2001 afløst af FVU
(Forberedende VoksenUndervisning), nu
også i regning/matematik.
Det var epokegørende, også på landsplan,
at amtet i 1997 overdrog ansvaret for
indvandrerundervisningen i de sydligste
seks kommuner til VUC Skjern, og undervisningen
flyttede fra VGT til Voldgade.
Det blev startskuddet til en positiv periode
for afdelingen, både mht. størrelse og
kvalitet, og samdriften var fordelagtig for
begge parter. Samtidig skiftede institutionen
navn til ”VUC og Sprogcenter Syd”.
Ordningen blev ført videre, da kommunerne
to år senere overtog ansvaret for
området.
Bygningsmæssigt fik begge kurser bedre
forhold. Ringkøbing i to omgange, først
med en mindre tilbygning og i 1998 med
en ny og meget flot fløj. Skjern fik gradvist
rådighed over flere og flere kvadratmeter
i Byskolen.

Nye tider – nye alliancer
Krise i samfundsøkonomien er godt for
søgningen til VUC – og omvendt.
Sårbarheden over for udsving er specielt
stor for et lille kursus i et område som
vores med langt mellem husene, et begrænset
befolkningsunderlag og en stor
Dagbladet Ringkøbing-Skjern den 17. marts 2005.
Skjern Dagblad den 12. december 1983.
produktionsindustri.
Fra sidste del af 90’erne snurrede hjulene
stærkt i de vestjyske virksomheder
med jobs til næsten alle uanset uddannelse
og arbejdsevne. Så hvorfor nøjes
med et skoleskema, når man kunne få en
lønseddel? Hvorfor spekulere i en længere
VUC er både sjov og hårdt arbejde.
Her er det kursister fra skoleåret 2011-12,
der er engageret i undervisningen.
uddannelse på SU, når man kunne tjene
kassen her og nu?
Arbejdsløsheden faldt i 2001 til det
laveste i 25 år, og uddannelse rykkede naturligt
nok længere ned på dagsordenen -
også hos virksomheder, socialforvaltninger
og arbejdsformidling. Så efter at man i
1998 fejrede VUC’s 40 års jubilæum under
devisen ”fyrre, fin og frodig”, stod den i de
kommende år på aktivitetsfald, besparelser
og fusioner, på landsplan og lokalt.
Uddannelsesaktiveringen for ledige blev
ændret og bloktilskuddet flyttet fra amterne
til kommuner og AF. Det betød, at
de ofte valgte andre aktiveringsformer end
at købe uddannelsespladser, og således
opstod der årligt en manko i millionklassen
på amtets VUC-budget.
Denne og andre faktorer tvang amtet
til at stramme spareskruen, diktere højere
holdkvotienter og en indskrænkning af
fagudbuddet, specielt de såkaldte luksusfag,
som primært blev fulgt af ”con amore
kursister”, ”hattedamer”, ”pelskåber” og
hvad man ellers har kaldt VUC’s ”forkerte”
kursister.
De var mere interesseret i undervisningen
end i eksamen og kom for at udvikle
sig personligt og udvide deres
19

20
horisont, altså det folkeoplysende aspekt.
Dem havde VUC en del af her på egnen,
og de bidrog til grundlaget, også for de
centrale grundfag.
Helt i tråd med denne tankegang vedtog
regeringen en højere og differentieret
brugerbetaling, så nogle HF-fag kom til
at koste 900 kr. I det hele taget var den
politiske velvilje over for voksenuddannelserne
tydeligt mindre: ”Foghs fup – gå
hjem og VUC” hed en leder i Politiken.
Et andet tiltag for at foretage besparelser
og samtidig bevare undervisningsudbuddet
i robuste institutioner var at ændre
strukturen.
Flere amter valgte den forkætrede
Ribe-model: At samle alle amtets VUC’er
i én koncern, bevare et uændret antal
undervisningsafdelinger og skære ned på
ledelse og administration.
Den model valgte man ikke i Ringkjøbing
Amt, utvivlsomt pga. rivaliseringen
mellem Herning og Holstebro. I stedet gik
man i 2000 fra fem til tre selvstændige
og størrelsesmæssigt mere jævnbyrdige
kurser. Samtidig søsatte man en række
tværgående projekter inden for ”Det Samarbejdende
VUC” i amtet. Det sidste kom
aldrig rigtigt til at fungere, udover fælles
hjemmeside og fælles telefonsystem.
Ringkøbing- og Skjern-kurserne blev
lagt sammen til VUC Ringkøbing Fjord
med Jens Andersen som den fortsættende
leder, mens Jørn Søndergaard fratrådte.
Videbæk-afdelingen kørte videre i nogle
få år, for da kursistnedgangen fortsatte og
nye besparelser kom til, måtte afdelingen
lade livet i 2003.
Alt var dog ikke lutter trist i de år.
Forsøgsånden var stærk med udviklingsprojekter
om nye kursisttyper, it i undervisningen,
fleksible undervisningsformer,
brobygning osv.
Gymnasie- og HF-reformen i 2004
Jyske Vestkysten den 10. august 1982.
Undervisning er også dialog og diskussioner i klassen. Den aktuelle diskussion handlede om regeringen
og betalingsring.
imødekom enkeltfagsområdets årelange
ønsker: Egen bekendtgørelse, mulighed
for mere fleksible tilrettelæggelser og
fjernundervisning, indførelse af fagpakker
og studieaktivitet i stedet for fraværsregistrering.
I det hele taget blev HF styrket og
fik en klarere profil i reformen: Den fulde
studiekompetence til videregående uddannelser
blev bevaret, det anvendelses-
og praksisorienterede blev styrket, og der
kom fornyelserne i fagrækken.
Omsider stod nu begge VUC’s uddannelser
på egne ben med tydelige voksenprofiler
og både det uddannelsesrettede,
det arbejdsmarkedsrettede og det
folkeoplysende som mission.
Desværre kom det sent - på et tidspunkt
hvor voksenuddannelserne var pressede
og uden tidligere politiske bevågenhed.
Ironisk i det tiår, hvor man kunne fejre
50-året for VUC-systemets start, 25-året
for selvstændiggørelsen, og hvor mange
politikere i skåltalerne omtalte VUC som
Jyske Vestkysten den 24. maj 1982.
det 20. århundredes uddannelsesmæssige
succes.
To kurser og en kattelem
I efteråret 2002 gik kursets forstander Jens
Andersen på pension. Hans afgang, fortsat
pres på aktivitet og økonomi samt en ny
direktør i amtet var alle faktorer som satte
gang i en ny strukturdiskussion.
Som landets næstmindste var VUC
Ringkøbing Fjord et dyrt sted at producere
undervisning med små hold og driftsudgifter
til personale og bygninger ved de to
afdelinger. Desuden var sprogskoleaktiviteten
faldende og samdriftsfordelen derfor
mindre. Ydermere havde Folketinget vedtaget
en kommunalreform, som fjernede
amterne, så gymnasier og VUC’er mistede
deres beskyttende vinger og skulle klare
sig som selvejende skoler under et statstaksameter.
Det fik i 2004 amtsrådet til at vedtage
at gøre kurset til afdelinger af Herning HF

VUC handler også om at deltage. Som Lena Eistrup her, der netop har været til foredrag med
forfatteren Helle Helle.
’
Skilsmissen VAR et stort minus ved fusionen.
Spaltningen af ”det hele VUC” var et tab for
personalet og for kursisterne [...] Det var den
bedste løsning, på vores egn og på det tidspunkt.
Ud af én uundgåelig skilsmisse kom der to
fornuftsægteskaber, meget fornuftige endda.
og VUC - dog med en kattelem: Vi slår en
streg over det, hvis I i stedet kan lave en
lokal fusionsmodel.
Forinden havde amtet gennemført en
møderække for egnens uddannelsesinstitutioner
med den dagsorden at bane
vej for en stor skolekoncern – eller i det
mindste et udbygget samarbejde.
Drøftelserne var nyttige, de konkrete
resultater pauvre, men det banede nok
vej for den senere fusion. Og da den nye
lovgivning åbnede for opsplitning af institutioner
og sammenlægninger på tværs
af sektorer, fik det amtet til at lancere en
model, som overførte VUC’s HF-del til VGT
og AVU og sprogskolen til Skjern Tekniske
Skole.
Disse to skolers ledere, Finn Rosgaard
og Arne Refslund, var fra starten positive
og kunne se perspektiverne i samtidig at
styrke deres egne, mindre institutioner og
sikre egnens voksenuddannelsesudbud.
Og så var det naturligvis befordrende for
interessen, at amtet bekostede det grundige
forberedelsesarbejde og stillede en
rundhåndet medgift i udsigt.
I en situation med kritisk aktivitetsfald
og økonomisk pres på sektoren foretrak
VUC’s bestyrelse og personale også den
lokale forankring frem for at blive gjort til
udkantsafdelinger af det store Herning-
kursus (som heller ikke var begejstret for
et tvangsægteskab).
Så sådan endte det – efter et langt tilløb
med massevis af møder med hinanden og
amtsfolk og revisorer og advokater, med
stakkevis af analyser og beregninger og
opgørelser, med mange kontakter til et
ministerium som havde hundetravlt med
kommunalreformen og ikke var gearet
til sådan en model, med indsigelser og
protester fra VUC-verdenen mod dette
misfoster af en fusion, som både kløvede
et VUC og underlagde det andre skoleformer.
Skilsmissen VAR et stort minus ved fusionen.
Spaltningen af ”det hele VUC” var
et tab for personalet og for kursisterne,
ligeså opgivelsen af selvstændighed – men
var der noget at putte i den?
Det var den bedste løsning, på vores
egn og på det tidspunkt.
Ud af én uundgåelig skilsmisse kom der
to fornuftsægteskaber, meget fornuftige
endda.
Tilbage til Tarm
Så i januar 2007 rullede flyttebilerne fra
Voldgade i Skjern til Skolebyen i Skjern og
Skolegade i Tarm.
VUC (i hvert fald en del af det) kom
dermed tilbage til Tarm, hvor det hele
var startet omkring 35 år tidligere. Og
til skolen, som VUC igennem alle årene
havde haft et tæt samarbejde med, både
ledelsen og en lang række lærere som kolleger
på VUC.
Starten var lidt overvældende: VGT var i
byggerod, så vi skrævede over murerbaljer
og klemte os mellem stiger. Men godt
blev det.
Meget fyldte vi ikke, fire VUC-lærere
og et par håndfulde dagkursister. Vi blev
modtaget med åbne arme og varme ord,
men fornemmede også at være kommet
til ”Vesterlandets lærde skole”, et gymnasium
med 120 år på bagen.
Vi skulle vænne os til en anden skolekultur,
andre kolleger og andre procedurer.
Finde ud af, hvornår det var nødvendigt at
hævde VUC’s særlige forhold, og hvornår
vi bare skulle gøre som resten af VGT.
Og VGT skulle til at finde ud af, hvad
VUC egentlig var for en (sommetider lidt
besværlig)størrelse. Og det blev bøvlet og
urimeligt langvarigt at få den administrative
del på plads, ikke mindst i forhold til
ministeriet. Men fusionen var jo også unik.
Noget kompliceret blev det også med
Ringkøbing-afdelingen, som VGT og Uddannelsescenter
Ringkøbing-Skjern (det
nye navn efter fusionen) skulle drive med
delt ”forældremyndighed” og udgiftsfordeling.
Ikke den enkleste løsning, men med
god vilje og fleksibilitet fra alle har det
fungeret. Afdelingen har stabil aktivitet og
kursisterne trives.
Dog er der ingen daglig ledelse, for
de to ledere flyttede naturligt til hovedskolerne,
Jim Lange til Skjern og Frede
Haukrogh til VGT.
Den rigtige model
Nu, fem et halvt år efter, er jeg stadig
overbevist om, at fusionen ikke blot var
nødvendig, men også den rigtige model.
De fleste af målene blev nået, og bekymringerne
har vist sig ubegrundet.
Egnens voksne og unge har bevaret
de uddannelsestilbud, de har behov for
- også i de nedgangsår, som vi oplevede
lige efter fusionen.
Samdriften har givet rationaliseringsgevinster
og synergi på begge skoler. Samlet
set er HF på VGT styrket med både det
2-årige HF og HF enkeltfag, og kursisterne
drager fordel af muligheden for
overflytning begge veje og tompladser på
VGT-hold.
Lokalefaciliteterne er forbedret, og VUCmiljøet
er ikke forsvundet. Det samme
gælder profileringen i lokalområdet og
samarbejdet mellem de nu adskilte VUCafdelinger.
Stillingerne er sikret, lærerne har draget
nytte af et større kollegialt miljø
21

– og VUC er sikret lærerbetjening af sine
hold.
For eksempel fik vi mulighed for at afvikle
en række psykologi-hold for Banedanmark
i en fleksibel og krævende, men
samtidig spændende form.
Tilbage – og frem – og nye indgreb
Men VUC befinder sig fortsat i turbulens.
Efter nogle magre år midt i 00’erne
udløste finanskrisen og de mange fyringer
på egnen ny kursisttilstrømning og gav
fra 2010 igen grundlag for en dagafdeling
i Tarm. Men dermed steg statens udgifter
til voksen- og efteruddannelse, og med
en gabende tom statskasse indførtes en
række drastiske stramninger på VUC for
at ”kvalificere efterspørgslen” (læs: holde
nogle kursistgrupper væk): Taksterne
til skolerne blev reduceret, voksenuddannelsesstøtteordningen
forringet og
deltagerbetalingen sat i vejret, især for alderspensionister
og folk med en tidligere
uddannelse.
På trods af dette lever sektoren udmærket
i kraft af den høje ledighed, fordi
uddannelse nu igen anvendes mere i aktivering
af ledige, og fordi mange VUC’er
nu også tilbyder 2-årigt HF.
Men nogle steder, bl.a. hos os, har det
betydet tilbagegang. Nogle fag er forsvundet
fra aktivitetspaletten, aftenaktiviteten
er død - og så er mangfoldigheden i
kursistgruppen indsnævret.
De meget modne kursister og deres
positive indflydelse på miljøet er næsten
forsvundet, og VUC har nu en smallere,
men også mere tydelig profil med langt
overvejende yngre og kortuddannede
kursister, som skal have et adgangspapir
til videreuddannelse – faktisk en tilbagevenden
til udgangspunktet i 50’erne og
60’erne.
Det skal ses i lyset af de politiske
målsætninger om at få 95% af en årgang
gennem en ungdomsuddannelse og 50%
gennem en videregående uddannelse.
Det har altid været og vil fortsat være
VUC’s rolle at løse de uddannelsesopgaver,
som samfundet til enhver tid stiller.
Lige nu handler det om at være ”second
chance uddannelsen” for de alt for mange
unge, som dropper ud af andre uddannelser
eller som aldrig kom i gang med én
samt at tilbyde en skolebænk i stedet for
fabriksgulvet til voksne, som skal i gang
med et sporskifte efter at være blevet
fyret eller nedslidt.
Den livslange læring og det folkeoplysende
må foregå andre steder. VUC er
ikke længere for ALLE voksne med behov
for og lyst til uddannelse, men skal først
og fremmest være eksamensskole og ikke
så meget højskole.
VUC-systemet har samtidig oplevet
22
’
Mange kursister har
måttet overvinde, fighte
- mod omgivelserne,
mod fortiden, mod eget
selvbillede. De fleste er
kommet med en drøm
om forandring, om at få
et bedre og rigere liv.
store forandringer på institutionssiden.
Det er blevet mere fragmenteret og ensartetheden
landet over er mindre end for
10-20 år siden. Der er nu kun 31 institutioner
(men antallet af undervisningssteder
er stort set uændret)og meget forskellige,
fordi nogle ligesom os indgår i tværsektorielle
fusioner, mange udbyder nu også
2-årigt HF, og den fælles identitet med
samme logo og navn er svagere.
VUC har gjort nytte!
Og sådan vil systemet også i fremtiden
ændre sig, men fortsat bestå.
Nok er befolkningens uddannelsesniveau
steget, men det samme er samfundets
krav til viden og kvalifikationer. Og
nogle vil altid have brug for et uddannelsessystem,
som kan samle op og bygge
op, flytte, løfte og skubbe, opmuntre,
oplyse og oplive, udfordre og udfolde, til
glæde for dem selv – og for samfundet.
Og nok koster uddannelse dyrt, men ikke
nær så meget som uvidenhed.
Og hvad står så tilbage i erindringen
efter 31 år i VUC?
Ikke besparelser, politiske begrænsninger,
nedlæggelsestrusler, rutsche-turene
i kursisttallet eller bøvlet med de mange
flytninger.
Men samarbejdet med en perlerække af
medarbejdere, som ikke blot hævede en
løncheck, men brændte for at undervise
kursisterne, kerede sig om dem, mødte
dem med respekt, i en voksen-voksen
relation. Som affandt sig med belastninger
som spredte arbejdstider mellem 8
og 22 i lærdommens døgnkiosk, skiftende
arbejdssteder, kort varsling af opgaver,
usikkerhed om næste års beskæftigelse,
konstante krav til omstilling og udvikling
– og ikke mindst kursisternes tårnhøje
forventninger til lærerpersonligheden.
Og især står prentet erindringen om de
mange kursister:
Damefrisøren, landposten, tømreren og
alle de andre, som vovede at sætte sig på
skolebænken.
Syerskerne, som var nedslidte eller
havde mistet jobbet til en polak – og som
i stedet ville ind på SoSu-skolen.
De unge kvinder, som både klarede
at være enlige mødre til flere børn og
at tage en hel HF-eksamen, sommetider
med den yngste i barnevogn uden for
klasselokalet.
Stoltheden hos de meget modne kvinder
over det eksamensbevis, de ikke fik
lov til at få i ungdommen.
De ordblinde, som erkendte og
overvandt deres problem og efter VUC
fortsatte på en boglig uddannelse.
Ex-misbrugeren, roden, ham med en
psykisk diagnose – de endte som lærere
eller pædagoger.
Den selvudslettende, langs-fodlistenkrybende
pige, som var så glad for på
VUC at lære at sige sin mening – uden
at blive rød i hovedet, at turde diskutere
alvorlige emner med andre.
De ikke så få, som vi skulle give
flere chancer, inden det lykkedes dem at
komme i mål.
De, som ikke selv troede, at de havde
mange brikker at flytte rundt med, men
som opdagede, at det havde de – og at
brikkerne kunne lægges sammen til et
billede.
Nå, ja, og så manden, hvis kone var
skredet. Nu ville han gå til psykologi for at
finde ud af, hvordan kvinder tænker!
En mangfoldighed af kursister, hver
med deres projekt, deres formål, deres
bidrag til undervisning og samvær, deres
historie og ”rygsæk”. For en dels vedkommende
en rygsæk fyldt med negative
oplevelser, familieproblemer, nederlag,
overgreb, mindreværd, måske misbrug.
Mange kursister har måttet overvinde,
fighte - mod omgivelserne, mod fortiden,
mod eget selvbillede. De fleste er kommet
med en drøm om forandring, om at få
et bedre og rigere liv. Og selv om VUC
bestemt ikke kun er et glansbillede af
succeshistorier og tilfredse brugere, taler
brugerundersøgelser og mange udsagn
fra kursister om et system, som har været
til nytte og som har haft held til at få fat i
mange uden for uddannelsestraditionen,
VUC’s vigtigste mission.
Som sagt af Grundtvig:
Er lyset for de lærde blot
til ret og galt at stave?
Nej, himlen under flere godt,
og lys er himlens gave.
Artiklen er bla. baseret på
”Historien om VUC” af Erling Klinkby.

nordSjælland
FYn
Lektor Bodil Clemens Pedersen underviser i tysk og dansk, og hun er desuden læsevejleder på VGT.
KLUMME
Af lektor Bodil Clemens Pedersen
De fleste kender ordsproget ’Ude godt,
hjemme bedst’, og de fleste vil mene, at
ordsproget har ret. Men hvad mente man
mon med ’hjemme’, dengang ordsproget
blev til? Var det barndomshjemmet, ens
hjemegn eller ens eget hjem som voksen?
I dansk gennemgår man den såkaldte
kontraktmodel i forbindelse med eventyr.
Kontraktmodellens tre faser er hjemme
– ude – hjem. Ifølge modellen starter
eventyrets helt som barn hjemme hos sine
forældre. Derpå bliver han eller hun som
ung kastet ud i verden og typisk udsat for
3 prøver, for til sidst som voksen at finde
hjem til …. Ja, til hvad?
Man kunne sige, at den tredje fase resulterer
i en version 2.0 af helten. Han eller
hun kan fx blive gift, klogere eller rigere.
Eller det hele på én gang. Det væsentligste
er, at eventyret ender med en forbedret
og mere harmonisk udgave af helten.
”Jamen, hvorhenne er så det der hjem?”,
kunne man spørge.
Og svaret er: ”Dér, hvor du er!”
ӯh - hvordan ved man, om man er
kommet hjem?”, lyder måske det næste
spørgsmål.
Se, dér bliver jeg dig svar skyldig. Men
hvis vi nu siger, at VGT er den første
prøve, så mangler der to prøver mere, før
din ungdoms ude-fase er overstået. Det
’
Det er ikke sikkert, at
du selv vælger, hvorfra
din verden skal gå. Men
du beslutter selv, hvornår
du er nået frem.
kunne være en videre uddannelse og det
der med at stifte familie. Altså standardpakken.
Men det kunne også være noget
helt andet.
Det stod ikke skrevet i stjernerne, at jeg
som nordsjællænder skulle havne i Vestjylland.
Da jeg i sin tid kom til jobsamtale
på VGT (de fleste af jer gik i børnehave
dengang), var jeg forberedt:
- Jeg havde fundet Tarm på et Danmarkskort
(venlige tanker til krak.dk, som
man brugte dengang);
- Jeg havde sikret mig, at der var togforbindelse
til resten af Danmark (jeg havde
ikke bil);
- Og jeg havde talt med de af mine
kolleger på Fåborg Gymnasium, der var
gamle VGT-elever (de dukker op de mærkeligste
steder).
Jeg skulle bare have pædagogikum på
VGT, og så ellers hjem igen!
Men hvad var hjem for mig dengang?
Odense, hvor jeg havde studeret, havde
kæreste og venner? Eller Nordsjælland
vgT
1981
med familie og barndomsvenner? Det
var – og er stadig - ikke helt klart for mig.
For jeg var jo, hvor jeg var. Og nu er jeg
her, hvor jeg er. I Vestjylland. Min verdens
navle.
VGT viste sig med andre ord at være lidt
som Fakta, der siger til kunden: ”Det ta’r
kun 5 minutter at handle i Fakta, men vi vil
så gerne ha’ du bli’r lidt længere.”
Så det gjorde jeg. For der er så mange
varer på hylderne, der har forsinket min
vej til kassen og udgangen. Faktisk er jeg
kun lige kommet frem til afdelingen med
slik, så jeg tror, jeg bliver lidt længere…
Og det er hele pointen: Det er ikke sikkert,
at du selv vælger, hvorfra din verden
skal gå. Men du beslutter selv, hvornår du
er nået frem. Jeg havde i hvert fald gerne
valgt noget tættere på familien (= babysitterne).
Men det blev, som det blev. Og
det er ikk’ så ring’ endda.
Det bringer os tilbage til titlen Ude
godt! Hjemme bedst?
Som helten i dit eget eventyr skal du
gennem ude-fasens prøvelser. Inklusiv
VGT. Det er nemlig godt - og nødvendigt
- at komme ud. Ellers forbliver man jo
hjemme. Og så er det umådeligt svært at
komme hjem igen, ikke sandt?
Og hvem ved – måske det bliver dig,
der vender hjem til Vestjylland i en version
2.0? Du skal i hvert fald være hjerteligt
velkommen!
1515
23

Fra venstre er det de tre søskende Emma 2.y, Frederik 3.z og Nikolaj student 2012 og deres mor Lisbeth Nørtoft Kristensen student 1983.
De øvrige Nørtoft-søskende, der har fået en rød eller blå hue på VGT er: Ninna, Grethe, Karen-Helle, Maja og Christian.
De bliver ved med at vælge VGT
26. juni 2012 sprang
endnu en student ud
fra familien Nørtoft
og Pagh Kristensen.
Det er sket mange
gange før.
Den dag i juni fik Nikolaj Pagh
Kristensen endnu et 12-tal og
satte en sort studenterhue på
hovedet som tegn på, at han
har taget en studentereksamen
med hele fem fag på A-niveau.
Ved siden af ham sidder
Frederik, lillebror, der bliver
student næste år.
Ved siden af ham sidder
Emma, lillesøster, hun bliver
student næste år igen.
I det forgangne skoleår var
familien altså repræsenteret
på alle årgange. Det er helt i
familiens ånd.
For ved siden af Emma
sidder mor, Lisbeth Nørtoft
Kristensen, som blev student
fra VGT i 1983.
Og ved siden af hende sidder
Gerda Nørtoft, mor og
mormor. Hun har ikke selv
gået på VGT. Til gengæld har
hun leveret fem døtre og en
søn til VGT.
Ikke nærmest, men bedst
Nørtoft-familiens elev-leverancer
til VGT har sin egen historie.
Familien Nørtoft boede
nemlig i Give, så VGT var ikke
det nærmeste valg. Men det
bedste, forstår man.
VGT har altid haft et fantastisk
godt ry, og det var også godt
for dem at komme til Vestjylland.
’ Gerda Nørtoft, mor til foreløbig seks
VGT-studenter samt mormor til én
og flere, der følger
”Far og mor startede virksomhed
hjemme på gården, så
der var aldrig ro. Derfor blev
jeg kostelev på VGT,” siger
Lisbeth Nørtoft Kristensen,
mens Gerda Nørtoft fortæller,
hvorfor det netop blev VGT.
”VGT har altid haft et fantastisk
godt ry, og det var også
godt for dem at komme til
Vestjylland. Er det ikke rigtigt,
Lisbeth?”
Der bliver nikket bekræftende
over bordet.
Nikolaj, det seneste studenterskud
på stammen, smiler og
snupper en kransekage mere.
Det er hans dag. Han har høstet
12-tal i alle sine mundtlige
eksamener. Han er rigtig godt
tilfreds. Det er mormor også.
”Vi er bare så pærestolte,”
fastslår Gerda Nørtoft.