Download hele pdf'en her for at gemme eller printe - BT

bt.dk

Download hele pdf'en her for at gemme eller printe - BT

Ved Marinus’ begravelse i Vemmelev Kirke tirsdag den 5. april

kl. 13

Over 200 mennesker var samlet i en smukt pyntet Vemmelev

Kirke for at tage afsked med Marinus.

Begravelsen varede en lille times tid.

TALEN:

I dag er vi samlet omkring Marinus’ lille kiste.

For ikke mange dage siden var alting nutid, drømme, forårssol

og leg og latter.

Men pludselig stod tiden stille, og lige nu er der bare sorgen,

savnet og tomheden, fordi Marinus ikke er her mere.

At miste et barn er det tungeste, der overhovedet kan ramme

os her i livet

Det får spørgsmålene til at vælte frem i os - spørgsmål, som vi

inderst inde godt ved, at vi stiller forgæves.

For det ville være så frygteligt, hvis der var et svar - men vi

må have det frem alligevel: Hvorfor dør et barn? Hvorfor?

For vi kan ikke få øje på nogen som helst mening med, at

Marinus skulle dø.

Hjertets dybeste medfølelse retter sig mod jer, [mor] og [far]

fordi I har mistet jeres lille dreng og jeres børn har mistet

deres elskede lillebror.

Det, der har ramt jer, er så dyb en smerte, at ord ikke kan

beskrive den.

Vi kan blot være her i afmagten og smerten sammen med jer.

I har knyttet håb og drømme til det liv, der lå foran Marinus og

hans liv sammen med jer.

Marinus’ død ER meningsløs,- men hans liv var fyldt af

mening,- fyldt med glæde og lys og betydning og kærlighed.

I kærlighed blev Marinus en majdag for næsten fire år siden

født ind i jeres store familie som dejlig lillebror til jer seks store

søskende.

Marinus var jeres allesammens lille guldklump.

Som et strålende lys kom han ind i jeres liv - for det er sådan

vi føler det, når vi står overfor livets mirakel - i det lys kan vi

se, at livet ER en gave og et under - og vi fyldes af glæde

over det enestående, at et lille, nyt menneske er blevet til.


Med Marinus blev et nyt lys tændt - et lille, nyt menneske kom

til verden med sit helt eget væsen - aldrig set før og aldrig

mere gentaget.

For han var helt sin egen, - Marinus - han havde sit helt eget

væsen - fuld af liv og glæde elskede han jer alle, og I elskede

ham. Han gik direkte ind i alles hjerter.

Marinus var en lille bondemand, elskede sin Kyllingegård,

griseungerne, der nappede hans små fingre, når han gav dem

sutteflaske, kalvene, livet i stalden, at hjælpe til med det hele.

Og I, søskende I kæmpede kærligt om hans opmærksomhed,

og jeres lillebror nød hvert sekund.

Han kunne sno jer alle om lillefingeren: En ekstra

godnathistorie, en is, et kærligt kælenavn,- og I elskede ham

for det!

Som lillebror elsker man sine store søskende, de er, sammen

med mor og far, det allerbedste!

Marinus elskede at lave det samme som dig, C, og han kunne

også godt blive sur på dig, når han ikke måtte bestemme det

hele!

S, du var Marinus beskytter, og for dig måtte han det hele:

Se tegnefilm, lege med dine yndlingsting og være med

sammen med dine venner.

R, Marinus elskede at drille dig, og han gav dig navnet B…,

den gang du passede ham, og han endte med et par

uskadelige buler i panden.

G, du var Marinus’ reservemor, du hentede ham i børnehaven

og lavede mad til ham, og I hyggede og havde det dejligt

sammen.

I to ældste storesøstre og resten af familien, I elskede ham,

han var jeres øjesten, og alt er så tomt nu.

I dag lægger vi Marinus i Guds levende hænder.

Marinus spredte lys og glæde - ja, gav mening til livet omkring

sig - en tryg og glad lille dreng, omgivet af kærlighed levede

han sit alt for korte liv.

Som lyset fra en strålende stjerne spredte han lys i jeres liv -

et lys I nu bærer videre med jer i hjertet - et lys, der kan

sprede sorgens mørke, så I kan glæde jer over, alt, hvad han

har givet jer, og at han var den, han var.


Og sådan er det jo så sammensat - at netop, når vi sørger

allermest, er vi mest opmærksomme på, hvor meget der

egentlig var at glæde sig over.

Jeres dybe sorg nu, hvor Marinus ikke er her længere, spejler

sig i den kærlighed, I har til ham, og som han havde til jer.

Og den kan ikke en gang døden tage fra jer!

Og det må jo være sådan, at når glæden ved at få et barn er

så ufattelig stor, så er smerten ved at miste et barn også

ufattelig dyb.

Børnene bærer på vores drømme og håb.

Fyldt med håb og drømme om fremtiden bar I Marinus til

dåben her i kirken sammen med al jeres kærlighed og

omsorg.

Og Gud så det alt sammen, og han tog imod Marinus med de

ord, vi også hører i dag: Ordene om, at Gud ikke slipper nogle

af sine elskede børn, - ordene om, at han med sin kærlighed

altid er sammen med os, i livet og i døden.

I dag er I så kommet herind i kirken igen, fyldt af sorg og savn

og mørke og tomhed.

Men Guds løfte er det samme. Marinus er stadig hans barn.

Gud holder ham helt tæt ind til sig med al sin kærlighed for at

bære ham gennem dødens mørke til liv og lys, der, hvor vi

skal mødes med hinanden engang i Guds himmel.

Jeg vil fortæller jer en lille historie:

Den handler om den lille prins med gyldent hår og en helt

særlig og klukkende latter, der på underfuld vis er kommet her

til verden for at lære alvorlige voksne om kærlighedens væsen

- både om lykken og om smerten.

I ørkenen møder han en nødlandet pilot - og de bliver venner

de to.

Piloten lærer sorgen og smerten ved kærligheden til et andet

menneske at kende den aften, da den lille prins skal herfra.

For, for at komme hjem, hvor han hører til, må den lille prins

dø. Han kan ikke have kroppen med sig på rejsen.

Men inden han tager af sted, giver han piloten en helt særlig

gave: Han ler - og piloten elskede den lille prins´ dejlige,

klukkende latter.


Og så siger den lille prins: ”Når du ser op på himmelen om

natten, så vil det være, som om alle stjernerne ler ned til dig,

fordi jeg bor på en af dem.

Og derfor vil stjernerne le ned til dig!

Og når du har trøstet dig - for man trøster sig altid - vil det

være dig nok, at du har kendt mig.

Du vil altid være min ven. Du vil komme til at længes efter at

le sammen med mig.

Og engang imellem vil du derfor åbne dit vindue le op mod

stjernerne sammen med mig."

Midt i sorgens mørke, som Marinus’ død har forvandlet jeres

liv til.

Her skal I leve videre sammen, støtte og bære og elske

hinanden.

Og så skal I bære alt det, Marinus har givet jer videre med jer

i livet som små, fantastiske, lysende stjerner, der kan sprede

mørket og minde jer om hans lyse sind, hans barnlige latter

og hans væsen, --- så jeres hjerter - midt i sorgen - også kan

le.

I dag lægger vi Marinus i Guds levende hænder med tro, med

håb og med kærlighed. Amen

More magazines by this user
Similar magazines