Hans Henrik Rasmussen - Metro Litteratur

metro.litteratur.dk

Hans Henrik Rasmussen - Metro Litteratur

EN NOVELLE: 5/6 METRO-STOP

METRO-LiTTERATUR 2012

Hans Henrik Rasmussen

HUNDEN

12


WWW.KONKURRENC

ER•BLOG•DIGTE•FOR

T Æ L L I N G E R • F R E E

EBOOKS•ANMELDEL

SER•KULTURELLEBEGI

VENHEDER•APP•AFTA

LERI•FORFATTERE•ILLU

STRATIONER•AKTUALI

TET•KOMMENTARER•

V I D E O • L I T T E R Æ R E

FORUM•DEBATTER•BIL

LEDER•ORD.DK

DELTAGiVORESCOMMUNITYMETRO-LITTERATUR.DK

W W W . M E T R O - L I T T E R A T U R . D K

graphic design SolariS Comunicazione


METRO-LiTTERATUR 2012

Hans Henrik Rasmussen

HUNDEN

E N N O V E L L E :

Omslag af

Karl-Emil Heiberg

5/6 Subway_eBook

M E T R O - S T O P

by Subway Edizioni and Københavns Metro


Dit

digitale

bogunivers

boguniv

bogunivers

Hent Hen

t SAXO SA SAXX

O Reader R eader gratis gr gratis

tis

til iOS & Android Andr oid

Se og læs alle e-bøger e-bøg e-bøger

du

har købt kø

bt hos SAXO SA SAXX

O på

Bogreolen

Understøtter Understøtt

er også og også

lånte

bøger

fra

er ereolen.dk

eolen. dk

Køb

din bøger

hos Danmarks Danmark s første f ffør

ørste

og største størst

e online boghandel - SA SAX

SAXO.com XO.

com


M E T R O - L I T T E R A T U R 2 0 1 2

UDGIVET AF

Subway Edizioni s.r.l.

I SAMARBEJDE MED

Jonas T. Bengtsson, Bruno Berni, Davide Franzini,

Monica Gram, Camilla Jørgensen, Jacob Søndergaard,

Morten Søndergaard.

ART DIRECTOR

Michele Marchesi

KORREKTURLÆSNING VED

Line Rasmussen

© COPYRIGHT SUBWAY EDIZIONI S.R.L.

SUBWAY EDIZIONI S.r.l.

Piazzale Cadorna, 10 - 20123 – Milan - italy

www.subwayedizioni.com - info@subwayedizioni.com

W W W . M E T R O - L I T T E R A T U R . D K


Jeg stod og så ud over søen. Det var koldt, og jeg

havde stukket begge hænder i lommerne på min

jakke. Vinden skar ind i ansigtet. Det var allerede

ved at blive mørkt, og lyset fra bygningerne på den

anden side af vandet begyndte at træde tydeligere

frem. Bag mig larmede fyraftenstrafikken. Bilerne

gled slaskende igennem det grålige sjap, og folk

cyklede forbi med røde ansigter. Ude midt i søen

oven på isen stod en grøn mælkekasse vendt på

hovedet, og i det tiltagende mørke fik den mere og

mere form af et lille, fortabt dyr. Helt alene i sin

egen kolde verden. Fra den anden side kom en

mand gående imod mig. Lidt ludende og foroverbøjet

med blikket vendt mod den hvide jord. Jeg

tror jeg lagde mærke til ham fordi han kun havde

en trøje på. Først da han var helt henne ved mig,

faktisk var han gået et par skridt forbi, gik det op

for mig at jeg kendte ham. Jeg havde ikke set ham

i flere år.

”Hej Mark,” råbte jeg og vendte mig om og gik

efter ham. Han stoppede tøvende. Han vendte sig

kun halvt om og kiggede tilbage over skulderen.

”Hej Kristian,” sagde han og gentog så mit navn,

ligesom for sig selv.

”Lang tid siden,” sagde jeg.

”Ja.”


”Hvad får du tiden til at gå med?”

”Nåh, ikke noget særligt.”

”Er du stadig dernede på Gammel Kongevej?”

”Hvor?”

”Der ved siden af cykelhandlen. Underviste du

ikke derinde eller noget sidst, vi talte sammen?”

”Nåh. Nej, det er et stykke tid siden.” Det så ud

som om han ville sige noget mere, men han stoppede

og kiggede i stedet væk fra mig ud over den

frosne sø. Vinden hvirvlede op i hans halvlange

hår. Jeg vidste ikke lige hvad jeg skulle sige. Jeg

lagde mærke til at han havde en lang rød rift fra

øret og ned mod kravebenet. Det var igen begyndt

at sne. De store, kantede snefnug dalede langsomt

mod jorden.

”Hvor er du på vej hen?” spurgte jeg så.

”Ikke noget specielt sted.”

”Du er måske bare ude at gå en tur?” sagde jeg

sådan lidt muntert.

Han svarede ikke, men trak bare på skuldrene.

”Har du set noget til nogen af de andre?”

”Nej,” sagde han. ”Jo, for resten. Jeg mødte Helene

for nogle uger – eller for noget tid siden.”

”Ok. Hvordan gik det med hende?”

”Nåh, jeg spurgte ikke lige sådan – men det gik vist

fint.”


”Ok,” sagde jeg. ”Bor du stadig ude ved runddelen?”

”Nej,” sagde han.

”Nå, hvad da?”

”Det var jo Nannas.”

”I er ikke sammen længere?”

”Nej,” sagde han og rystede kort på hovedet.

”Det vidste jeg ikke,” sagde jeg.

Han smilede mekanisk. Det så ud som om han

gerne ville videre.

”Nå, men det er også koldt at stå her,” sagde jeg.

”Men skulle vi ikke tage en øl engang og få snakket

lidt om gamle dage?”

”Jo,” sagde han. Han så ud som om han overvejede

noget og fik så pludselig et beslutsomt udtryk i

øjnene. Han rakte mig hånden og sagde farvel på

en meget formel måde, som om vi lige havde

indgået en vigtig aftale. Så gik han videre med hurtige

skridt. Jeg stod tilbage og så på den kæde af

fodspor han trak efter sig i den nyfaldne sne. Ude

på søen kunne jeg endnu lige nøjagtig skimte den

grønne mælkekasse. Så gik der et par minutter

mere, og den forsvandt i mørket.

Næste dag var fredag. Jeg skulle møde meget tidligt

og kom cyklende forbi søerne, mens det endnu


var mørkt. Der var næsten ingen biler og slet ikke

andre på cykel eller til fods. Jeg holdt og ventede

for rødt, da jeg så en mand komme løbende på vej

over fra den anden side. Jeg genkendte med det

samme den ludende, lidt krumbøjede holdning fra

dagen før, men denne gang var det ham, der standsede

mig.

”Skulle vi tage den øl?” spurgte Mark efter at han

havde stoppet mig omtrent midt på broen ved at

stille sig ud foran mig på cykelstien. Han lød forpustet.

I dag havde han en jakke på, men den stod

åben og så ud til at være en størrelse for lille. Hans

hår var rodet rundt af vinden, og jeg lagde igen

mærke til den lange røde rift der gik fra hans venstre

øre og ned langs halsen. Hans øjne var blanke.

”Hej Mark,” sagde jeg. ”Er det ikke lidt tidligt til

den slags?” Jeg prøvede at grine, men det blev siddende

i halsen på mig.

Han så ud som om han ikke forstod hvad jeg

mente, og kiggede så søgende rundt omkring os og

op mod himlen. ”Nej,” sagde han og så lige på mig.

”Skal vi ikke bare tage den nu?”

”Ok,” svarede jeg. Der var et eller andet der sagde

mig at det var det eneste, jeg kunne gøre.

Kvinden bag baren så ud til at være midt i halv-


tredserne. Hun var meget solbrændt og havde

store dinglende, turkise øreringe og rød læbestift

på. Hendes øjne var ophovnede, som om hun havde

grædt, men hun gav Mark et stort smil, da han gik

op til hende for at bestille to øl, og jeg kunne se at

de talte sammen. Der var måske ti andre på værtshuset,

og de så alle sammen ud til at have været i

gang hele natten. Jeg sad og smuglyttede til hvad

en asiatisk kvinde og to meget fulde mænd talte om

ved bordet bag mig. Jeg var ved at være sikker på

at hun var luder, da Mark kom tilbage med øllene

og en pakke Prince.

”Nå, hvordan går det så?” sagde han.

”Jamen, fint fint,” sagde jeg, afventende. Jeg tænkte

at han havde et eller andet, han ville fortælle

mig.

”Og dig?”

”Ja, fint fint,” sagde han og smilede det mekaniske

smil fra dagen før.

Vi drak af vores øl, og han tændte en cigaret.

”Jeg mødte jo Helene fra klassen forleden,” sagde

han og pustede røg ud. ”Det var nok en måned

siden, tror jeg.”

”Ja. Hvordan gik det med hende?”

”Jamen, det gik vist fint. Eller jeg talte ikke med

hende, men hun så ud til at have det fint.” Han lød


lidt usikker.

Vi tog et par slurke mere. Jeg overvejede om jeg

skulle nævne det og sagde så: ”Men jeg er da ked

af at høre at det er forbi med Nanna.”

”Nåh,” sagde han. ”Ja. Sådan går det jo.”

”Var det dig eller hende eller hvordan?”

”Det var sådan set mig. Men det er fint nok. Det er

nogle måneder siden nu.”

”Ok,” sagde jeg.

”Ja, det var efter, jeg kom hjem fra Bosnien,” fortsatte

han, som om han følte at han alligevel skulle

forklare sig lidt. Han så ned i bordet, mens han

talte. Han var ved at sige noget mere, men så i stedet

op på mig. Jeg nikkede.

”Det var vildt?” sagde jeg.

”Det var sindssygt,” sagde han. ”Hvad fanden skulle

jeg der?” Han slog en pludselig latter op og blev

så helt stille. Som om det havde gjort ondt at grine.

Han drak det sidste af sin øl i en stor slurk og faldt

så ligesom i staver. Han tændte en ny cigaret.

Jeg sad og kiggede lidt rundt. Tre fyre og to piger

sad ved et bord ovre i hjørnet og raflede og drak

shots. Den asiatiske kvinde var netop gået sammen

med den ene af de to mænd. Jeg drejede mig lidt

rundt i stolen og så at den anden lå ind over bordet

og sov. Mark sad og kradsede i etiketten på sin


ølflaske. Jeg overvejede om jeg måske stadig

kunne nå at komme på arbejde hvis jeg skyndte

mig. Så kiggede han pludselig op på mig igen og

sagde: ”Vil du se noget, Kristian?”

Det var blevet lyst udenfor. Mens vi gik, gled skyerne

til side, og den blege morgensol kom frem. Det

tøede. Vi kunne høre det dryppe overalt. Fra

bygningerne over os hang meterlange istapper og

truede.

”Det er derinde,” sagde Mark. Vi havde gået i

mindst tyve minutter, uden at han havde sagt et

ord. Nu stod vi uden for en femetagers kontorbygning

et godt stykke ude i Nordvest. Frosten havde

sprængt revner i betonfacaden, og bag de store vinduer

i stueetagen kunne vi se ergonomiske kontorstole,

hæve-sænkeborde og et par blå-sorte IKEAmalerier

på de hvide vægge. Mark pegede ind i

baggården, hvor man kunne ane nogle grønne

affaldscontainere og et par træbænke.

”Herinde.”

”Ok,” sagde jeg og fulgte efter ham.

Han gik hen til den bagerste af de grønne containere

og rullede den til side. Bag den, på jorden op

mod muren lå en død hund. Den lå på siden med

benene i en position som om den løb. Jeg kender


ikke meget til hunde, men jeg tror det var en

Golden Retriever. Sådan en rimelig stor hund man

ser i tv-reklamerne hvor den løber hen over en

grøn mark med solen skinnende i sin gyldne pels.

Hunden havde store, brune øjne, og dens tænder

var blottede. Dens hals var ét stort mørkerødt sår.

Det så ud som om det stammede fra et tykt reb, der

havde været viklet flere gange og meget stramt om.

Der sad rim i såret, og det skinnede som ædelsten.

Hunden havde fået skåret de to forreste poter af,

der var små, runde brændemærker efter cigaretter

overalt på dens krop, og det meste af halen var

brændt. Der var kun en sort, sammensmeltet

stump tilbage.

”Det er hvad de gjorde ved hende,” sagde Mark.

Hans stemme var hæs.

”Fuck,” sagde jeg.

”Det var nogle børn. Eller teenagere – ikke særligt

gamle. Jeg opdagede dem herinde, da de var ved at

prøve at sætte ild til den. Det var i går, lige inden

jeg mødte dig.”

Jeg hørte næsten ikke hvad han sagde. ”Fuck,”

gentog jeg. Jeg kunne ikke tage øjnene væk fra de

stumpe forben. Jeg så de hvide knogler stikke ud

hvor poten skulle begynde. Det så forfærdeligt ud.

Forkert. Som et misdannet menneske. Jeg skulle til


at spørge om han vidste hvis hund, det var, men så

virkede det pludseligt ligegyldigt.

”Vi bliver nødt til at begrave den,” sagde Mark.

”Ja.”

Og det gjorde vi. Vi købte nogle sorte affaldssække

og en spade, og vi pakkede den stive hundekrop

ind og bar den imellem os til et lille stykke uden for

byen, hvor vi fandt en plet med buske og træer ved

siden af et jernbanespor. Jorden var for hård til rigtig

at grave i, men vi fik hakket og skrabet et nogenlunde

ordentligt hul. Bagefter stod vi forpustede

med vores ånde dampende omkring vores ansigter

og med vabler på hænderne og så ned på den lille,

sorte dynge jord. Jeg kiggede over på Mark, og han

kiggede tilbage på mig. Han så ud som om han var

lige ved at græde, og jeg havde det også sådan selv,

og med ét var det som om vores gamle venskab

kom op til overfladen. Vi gik tilbage mod byen, og

vi gik ind på det samme værtshus, og vi talte om

gamle dage. Vi talte om hvordan vi gik i byen sammen

og drak til vi ikke kunne stå på benene, og om

pigerne. Selvfølgelig talte vi om pigerne. Vi havde

begge gjort det godt dengang, men især Mark

havde været populær. Vidste du at jeg altid har

været vild med Helene? sagde han og grinede, og

jeg sagde at det havde jeg aldrig vidst, og af en eller


anden grund var det utroligt sjovt. Vi var på en

håndfuld forskellige barer i løbet af dagen, og da vi

skiltes var det for længst blevet nat. Vi aftalte at vi

snart skulle ses igen, og vi gav hinanden et knus,

og det føltes godt.

”Jeg har sgu savnet dig, Kristian,” sagde han, og

jeg sagde at jeg sgu også havde savnet ham.

Da jeg slingrende cyklede hjem forbi søerne, tænkte

jeg – svor ligefrem – at jeg ville til at se noget

mere til Mark. Men som tingene gik, fik jeg ham

aldrig at se igen.

Jeg var til hans begravelse. Det var kun fire-fem

måneder efter den dag med hunden. Det var en

både smuk og varm sommerdag, og kisten var

hvid. Jeg talte kort med hans forældre. Om jeg

havde set noget til ham i den sidste tid? Om jeg vidste

hvad han havde lavet, om jeg havde nogen som

helst idé? Moren var lille, og faren var høj og lidt

krumrygget. De to stod uden for kirken og støttede

sig til hinanden, og det var som om de var lavet

af papir – uden noget som helst indeni på nær deres

brændende øjne.

Jeg mødte flere fra vores gamle klasse, og bagefter

tog jeg ud og fik en kop kaffe sammen med Helene.


Hun fortalte om da hun havde mødt Mark, dér lige

inden jeg selv mødte ham.

”Han så ikke ud til at have det ret godt dengang,”

sagde hun. Vi sad udenfor ved et lille rundt træbord

i vores mørke tøj og så turisterne gå forbi i

deres korte bukser og kjoler og med deres kameraer,

isvafler og bykort. Helene så godt ud. Hun var

solbrændt, og hendes lyse hår glødede i solen.

”Nej, heller ikke da jeg mødte ham,” sagde jeg. Vi

var begge tavse lidt. Jeg tænkte på Mark den dag.

På om jeg kunne have gjort noget for ham.

Helene stirrede lige ud i luften. Hun tog tilløb et

par gange og sagde så med spinkel stemme, mens

hun rystede let på hovedet: ”Men hvor var det da

forfærdeligt. Altså, hvad han gjorde ved alle de

hunde? Det kan jeg simpelthen bare slet ikke forstå.”

More magazines by this user
Similar magazines