Read article (pdf - 507 KB) - Jens Bursell

bursell.dk

Read article (pdf - 507 KB) - Jens Bursell

fiske-feber_08-2005 14/11/05 1:02 Side 40

Kom rigtigt i dybden med

EKKOLODDET

TEKST: JENS BURSELL

FOTO: JENS BURSELL & THOMAS SØBIRK


fiske-feber_08-2005 14/11/05 1:09 Side 41

Vi kender det alle. Ekkoloddet viser masser af fisk og bundforholdene er vildt

spændende – måske lidt for spændende... For er bunden virkelig så kuperet –

og er der vitterlig så mange fisk? Eller er det blot forkerte indstillinger, der

gør, at selv tanglopper og vandmænd tegnes som kæmpelaks?

Her får du vigtige tips til at indstille ekkoloddet rigtigt og fortolke

informationerne korrekt.

Uanset om man er til sø-, hav- eller trollingfiskeri, vil

man ofte kunne få betydeligt mere ud af sit fiskeri ved

at bruge et ekkolod. For ikke nok med, at man kan se

fiskene; man får også en unik chance for at danne sig et indtryk

af de faktorer, der kan have stor betydning for deres opholdssteder

– fx springlag, topografi, bundforhold og forekomster af

byttefisk.

Der findes flere forskellige typer af ekkolodder, men det er

især de analoge lodder, der er aktuelle for lystfiskerne. De er

billige, vandtætte og har et lavt strømforbrug. På de bedste

LCD-(sort/hvid) og TFT-(farve)lodder har skærmene efterhånden

så høj opløsning og gode farver, at man ikke får det

meget bedre.

EKKOLODDETS FUNKTION Ekkoloddet virker såre simpelt ved,

at transduceren afgiver lydbølger mod bunden, som reflekteres

og modtages igen efter et givent tidsrum. Jo længere

tid, der går, inden lydbølgen kommer retur,

desto dybere er der. Tilsvarende: Jo svagere

returekkoet er, desto blødere er bunden eller

de objekter, der rammes undervejs.

Den styrke lydbølgerne udsendes med kaldes

sendestyrken eller udgangseffekten. Jo

større den er, desto bedre signaler vil man kunne få

på dybt vand. De fleste lodder til all round brug har en

udgangseffekt på 600-3000 W (målt som såkaldt “peak to

peak”), hvor op til 2400W er passende til sø- og småbådsfiskeri

i indre danske farvade. Sendestyrker over

4000W kan give signal helt ned til 180-200 meter,

hvilket i Danmark kan være aktuelt i farvandet

omkring Bornholm og i Skagerak

Når man snakker sendestyrke er det vigtig

at gøre sig klart, at kæden aldrig er

stærkere end det svagere led. Således

kan man hos nogle fabrikater

komme ud for, at modtageren,

der registrerer returekkoet, ikke tilnærmelsesvis matcher den

sendestyrke, som impulserne afsendes med. Resultatet er, at

den høje sendestyrke er rent spil for galleriet.

Hvis modtagerens kvalitet lever op til sendestyrken, vil man

i langt de fleste situationer kunne klare sig med sendestyrker på

op til 2400W. Men på pladser, hvor der er mange, som fisker

på et lille område – fx bulefiskeri, så giver en for svag sendestyrke

for mange fejlekkoer, fordi der dannes interferens (støj)

mellem de mange transducere på bådene.

TRANSDUCER OG FREKVENS Transduceren udsender lydbølgerne

i en ellipseformet vinkel og monteres adskilt fra selve ekkoloddet

under bunden af båden. Er der flere dybder indenfor

transducer keglen, så viser ekkoloddet den laveste af dem.

Normalt er en bred kegle bedst til afsøgning, mens en smallere

kegle giver større præcision, når først fx vrag eller fisk er

fundet. For all round brugeren vil der normalt være tale om en

passende afvejning mellem afsøgning og præcision – fx en sendevinkel

på 20 grader. En transducer af denne type er desuden

det bedste valg til normalt søfiskeri på 8-30 meters dybde samt

til standard bulefiskeri i sundet og bælterne, hvor dybderne

sjældent overstiger 30 meter. >>

41


fiske-feber_08-2005 14/11/05 1:16 Side 42

find fiskene fortsat

42

MONTERING

AF TRANSDUCER

Der findes et hav af metoder til at montere

tranduceren. Hvis man har egen båd, vil det

bedste ofte være at fastmontere transduceren

på hækken, i bunden af båden eller i selve

skroget. Langt de fleste søfiskere har dog primært

adgang til foreningsbåde, hvor man

selv medbringer sit lod og altså skal kunne afog

påmontere det inden/efter hver tur.

Med en båd af helt glat glasfiber eller aluminium

fungerer sugekopper fint som transducermontering,

men på diverse foreningsbåde,

der ofte er af træ eller ujævn glasfiber,

vil man hurtigt blive irriteret over, at sugekoppen

hele tiden falder af. Har man egen båd,

kan man pålime et lille stykke stålplade,

hvorpå sugekoppen sidder perfekt. Alternativt

kan transduceren monteres i dammen, så den

skyder igennem skroget. For at det fungerer

optimalt, skal den røre bunden af yderskroget.

Vil man montere en transducer fast indvendigt

i bunden af båden, limes den typisk fast

med epoxylim. Problemet er, at her er der ingen

fortrydelsesret. Det er derfor en god idé at

placere transduceren i en pose vand, sejle ud

på 20 meters dybde og rykke rundt med transduceren

i bunden af båden, indtil man finder

en placering, der virker optimalt. Først da limes

den fast.

Fisker man fra mange forskellige både er den

bedste allround løsning at montere transduceren

på en skinne eller liste, der spændes

fast på hæk eller bådside med et par gode

skruetvinger.

Til bulefiskeriet er informationerne fra ekkoloddet altafgørende.

Ofte er der mange både samlet i samme begrænsede område og

bådene med billige lodder og lav sendestyrke oplever meget støj

fra de andre både.

Til præcisionsfiskeri på meget dybt vand –

fx vragfiskeri – vil det ofte vil være mere optimalt

med en smallere kegle på 6-10 grader.

Fisker man meget på lavvandede søer eller

troller i overfladen/midtvandet er det teoretisk

set værd at overveje en transducer med sendevinkel

helt op til 40-50 grader, men i praksis

har en 20 graders transducer faktisk en sendevinkel

på 90 grader øverst i sendefeltet, netop

fordi transducerkeglen er ellipseformet.

Når billedet på skærmen skal tolkes, er det

nyttigt at huske, at man med stigende dybde

dækker større og større områder med transducerkeglen.

Med en transducervinkel på 20

grader dækker man en cirkel med en diameter

på 9 meter ved 25 meters dybde og 18 meter

ved 50 meters dybde. Tilsvarende betyder det,

at loddet kan have svært ved at opdage selv

store fisk på nogle få meters dybde, fordi transducerkeglen

er så smal, at den “rammer forbi”.

Transducerens frekvens har betydning for

hvor dybt lydbølgen går – samt hvor detaljeret

skærmbilledet bliver. 200 kHz anvendes ofte,

da det under all round forhold indtil 50-70

meter giver gode signaler og fin tegning af

bund og fisk. Jo højere frekvens, desto flere

detaljer vil man kunne se – og fisker man udelukkende

på dybder lavere end 20 meter, er en

højfrekvent transducer på fx 455 kHz teoretisk

set helt ideel. I praksis vil den største fordel ved

at kunne benytte denne frekvens dog være, at

man bedre undgår interferens med andre lodder,

fx ved bulefiskeri. Fisker man på over 100

meter, vil man få mest ud af en lavere frekvens

på fx 50 kHz. På nogle lodder kan man skifte

mellem flere forskellige frekvenser og dermed

optimere til den enkelte situation.

SENSITIVITET Korrekt indstilling af ekkoloddets

følsomhed – sensitivity – er af stor betydning

for, at det tegner korrekt. Er følsomheden for

lav, ser man intet – og er den for høj, så vil

strøm, luftbobler, springlag og anden forstyrrelse

kunne give falske og vildledende signaler. Den

helt rigtige indstilling er et spørgsmål om intuition

og logisk tænkning i relation til lokale forhold;

passer det man ser, med det man kunne

forvente? Gennemgående gælder det naturligvis

om at have så høj følsomhed som muligt samtidig

med, at skærmen viser et rent billede uden

en tilfældig støj, der typisk viser sig som udefinerbart

fnidder og småprikker på skærmen.

Til all round fiskeri på indtil 4-5 meters

dybde er en sensitivitets indstilling på 70-80%

normalt passende, mens det til lidt større dybder

og pelagisk fiskeri ofte er bedre med indstillinger

på 85-95%. Men pas på – bruges den

manuelle indstilling af loddets følsomhed, er

det vigtigt at optimere den efter den største

dybde, hvor man forventer at finde fiskene.

Indstilles sensitiviteten efter forekomsten af støj

på lavt vand, så risikerer man, at følsomheden

bliver for svag på større dybder, hvorved man

let misser de fisk, der står dybt.

Fiskes der i områder med kuperede bundforhold,

hvor man ønsker at få et godt billede af hele

vandsøjlen uanset dybden, vil det derfor normalt

være bedst at tilkoble auto-sensitivity, fordi

følsomheden hermed løbende optimeres, så den

passer til den aktuelle dybde under båden.


fiske-feber_08-2005 14/11/05 1:27 Side 43

FISH ID Fish ID er en funktion, hvor “fisk”

markeres med tydelige symboler, for at gøre

det lettere for begyndere at tolke skærmbilledet.

Funktionen kan ikke anbefales, idet

det ofte viser et stærkt forenklet/forvrænget

billede af virkeligheden. Årsagen er indlysende:

Alle signaler over en given styrke markeres

på skærmen som fiskesymboler. I praksis

kan det lige så godt være luftbobler, tætte

planktonstimer, vandmænd, strømhvirvler,

springlag eller andet, der, afhængigt af indstillingerne,

tegnes som fisk. Eller måske en

tæt stime småfisk, der tegnes som én enkelt

stor fisk. I praksis er det måske kun halvdelen

af de viste fisk, der rent faktisk er en fisk.

Erfarne fiskere bruger derfor aldrig Fish ID,

fordi den information, man får uden Fish ID,

er meget mere detaljeret.

ZOOM-FUNKTION De fleste lodder har en

zoomfunktion, så man kan forstørre det segment

af vandsøjlen, man helst vil se – fx

omkring springlaget eller nær bunden.

Forskellen på kvaliteten af zoomfunktionen

En god måde at blive fortrolig med skærmfunktioner og indstillinger inden den

første tur er at træne med et simulator program, der ofte findes på selve loddet,

men også på producenternes hjemmesider – fx www.lowrance.com. Her kan man

desuden downloade programmet Sonar Viewer, der anvendes til at analysere

skærmbillederne hjemme ved computeren. Og her kan der være mange guldkorn

at hente. Memoryfunktionen på de bedste lodder gemmer nemlig ikke blot det,

du ser på skærmen, men også alle de bagvedliggende rådata. Resultatet er, at du

efter turen kan lege med skaleringer, følsomhed og grayline/colorline, hvorved du

får chancen for at opdage ting, som du måske slet ikke lagde mærke til under

fiskeriet, måske fordi følsomheden var indstillet forkert.

Analyse af sonogrammer er især interessant, hvis man har et lod med indbygget

GPS. Ser man noget spændende på sonogrammet, er der til hvert eneste

ekkosignal knyttet et specifikt waypoint, som gør det muligt at finde tilbage til

den helt eksakte position – også selv om man ikke har lagt et eneste waypoint på

selve turen. Hvis ikke dét er smart…

svarer lidt til forskellen på digital- og optisk

zoom på et digital kamera. På de billige mærker

forstørrer zoomen ofte blot de enkelte pixels

uden af få større detaljerigdom, mens man

på de gode modeller rent faktisk får flere detal-

jer og dermed et mere nuanceret billede af,

hvad der foregår nede i vandet. Dette har især

betydning ved udpræget bundnært fiskeri som

fx bulefiskeri. Hvis bundstregen blot forstørres

op, når der zoomes ind, kan det være svært at

adskille fisk fra bund. Små buler/fisk lige over

De fleste topmodel-ekkolodder

med integreret GPS har en vandtæt

skuffe med plads til memorycards

(typisk MMC). Dette giver mulighed

for at lagre waypoints og skærmbilleder,

som via en kortlæser kan

gemmes og behandles på PC.

Zoomfunktion og splitscreen

ØVELSE GØR MESTER STRØM PÅ LODDET

bunden vil til enhver tid være lettest at se med

en så tynd streg som muligt.

De fleste ekkolodder har en zoomfunktion,

så man kan forstørre billedet i det område af

vandsøjlen, der er mest interessant for ens

fiskeri. For at bevare overblikket er det en

fordel at anvende splitscreenfunktionen, så

man både ser hele vandsøjlen og zoomudsnittet

samtidigt.

LCD displays består af tusindvis af

krystaller, der ses bedst fra en bestemt vinkel.

På de bedste TFT-farveskærme vender

krystallernes døde vinkel nedefter, så billedet

står skarpere fra de normale synsvinkler.

Dette – kombineret med en coatning, som

forstærker farver og fjerne reflekser – betyder,

at man selv i direkte sollys får et pivskarpt

billede af fisk og bundforhold.

GRAYLINE/COLORLINE Grayline/colorline funktionen

er uundværlig, fordi det bliver lettere at

bedømme bundens hårdhed samt at kende forskel

på bundknolde/strukturer og fisk, der står

tæt på bunden. Dette har stor betydning for >>

De fleste ekkolodder kører på ganske almindelige 12V batterier. For at undgå

forvirrende støj på skærmen, er det normalt en fordel ikke at koble ledningerne

på det samme batteri, som bruges af fx elmotoren. Husk at indskyde en sikring på

det yderste stykke af den røde + ledning.

Til normalt brug er et ganske

almindeligt 12V bly-accu

fra en hobbyforretning/elektronikhandel

udmærket.

Glem alt om bilbatterier, de

er uhandy, kan lække væske

og er ulideligt tunge. Et 12V

batteri af typen, der benyttes

som nødforsyning til alarmanlæg

vejer blot lidt over 2

kilo, er kun 4 x 7 x 12 centimeter og giver typisk 7 amperetimer, hvilket normalt er

rigeligt til 10-14 timers fiskeri. Anvendes lodder med stor sendestyrke, indbygget

GPS og høj skærmopløsning, kan det blive nødvendigt med reservebatterier, eller

et batteri, der har en større kapacitet.

Til polerne benyttes et par monteringssko som disse, der for et par kroner kan

købes i enhver elektronikhandel.

Der findes en del forskellige opladere. Den nye type, som oplader batteriet i

impulser i stedet for konstant strøm, giver både bedre opladning og længere

levetid. Spørg efter en impulslader, når du køber oplader.

43


fiske-feber_08-2005 14/11/05 1:32 Side 44

find fiskene fortsat

44

1

2

Vis hele ekkolodsbilledet

Massiv stime af småfisk (1) og en enlig rovfisk

(2) – sandsynligvis en gedde, der lurer på sidelinien.

Bemærk den bundnære stime (3), der

godt kunne være en flok pæne aborrer. Den

lodrette linie (4) er motorstøj fra el-motoren,

der blev slået i bak.

7

Indstilling af følsomheden

Den rigtige indstilling af følsomheden kan

have stor betydning for, hvad man ser. På det

første skærmbillede (5) er følsomheden 80%.

Her ser man intet over dybt vand. Men optager

og analyserer man rådata af præcist samme

situation via Lowrance programmet Sonar

Viewer, kan man – når man skruer følsomheden

op til 93% – se en tydelig markering af

springlaget (6) i ca. 13 meters dybde. Hvad

værre er; man opdager også et par pæne

”bananer” (7), altså rovfisk, man overhovedet

ikke så i første omgang, fordi følsomheden

fejlagtigt blev indstillet over lavt vand.

4

3

6

5

fiskeriet – især på havet, hvor flere af de mest

populære arter som fx torsk, sej, havkat, lubbe

og lange ofte findes i større koncentrationer

over hård bund.

Grayline/colorline indstilles så bundlinien

tegner så tynd og skarp en streg som muligt.

Til all round fiskeri på indtil 20-30 meters

dybde er en grayline/colorline indstilling på ca.

60-70% ofte passende. Med denne indstilling

skulle man gerne have en tynd, sort bundstreg

umiddelbart over graylinenens grå markering –

eller colorlinens gule markering. Fordelen ved

colorline fremfor grayline er, at det med for-

skellige farver bliver lettere at tolke nuancer i

skærmbilledet korrekt.

CHARTSPEED OG FART Chartspeed er udtryk for

den hastighed ekkosignalet tegnes hen over

skærmen med – skærmens rullehastighed. Hvis

chartspeed ikke er justeret korrekt, kan det

influere på, hvorvidt man får en letaflæselig

aftegning af “bananer” – den klassiske form for

aftegning af store fisk. Generelt giver en relativt

høj chartspeed den bedste visualisering af både

fisk og bundforhold. En indstilling på 90-100%

er derfor et godt udgangspunkt. >>


fiske-feber_08-2005 14/11/05 1:41 Side 46

find fiskene fortsat

46

Bundforhold

8

9

Også bundforholdene kan kræve lidt øvelse at bedømme.

Jo smallere den grå (på en s/h skærm) eller,

som her, gule streg umiddelbart under den tynde

mørke bundline er, desto blødere er bunden. Sandog

lerbund tegnes med middelbred gray- eller colorline,

mens hård klippebund giver et mere markant

returekko og dermed en bredere gray-/colorline.

Her ses en stime aborrer på vindsiden af en

vind- og strømeksponeret knold. Bemærk, at der

vises en lidt smallere colorline på læsiden, hvilket

betyder at bunden er blødere end på vindsiden,

hvor colorline er bred og bunden hård. At bunden

er blødere på vindsiden er helt naturligt, idet løse

partikler altid aflejres på læsiden af banker.

12

Når båden ligger stille vil fiskestimer

ofte aftegnes som massive vandrette

striber på loddet.

11

12

13

Når småfiskene jages

Klassisk situation, hvor det gælder om at få agnen

i vandet! En stime småfisk (11) jages af rovfisk, der

13

10

ses som klassiske bananaftegninger (12). Bemærk

at stimen er så tæt, at den danner colorline i midten,

hvilket er typisk flokadfærd lige inden angreb.

Til højre ses flere mindre småstimer (13), der jages

– måske er de splittet op fra hovedstimen.

14

Grøde – ikke fisk

Knold med typisk savtakket grødeaftegning (14).

Hvis man er i tvivl om, at der er tale om grøde eller

fisk, hjælper det ofte at bemærke dybden. På en

gennemsnitlig dansk sø – som her på Esrum Sø,

stopper rankegrøden ofte ved 3-5 meters dybde.

15

Korrekt indstillet – så ser ekkoloddet alt!

Spredte fisk på bunden. Bemærk den savtakkede

linie (15), som er en 30 grams jig, der bumper hen

over bunden! Hvis dit ekkolod er indstillet korrekt,

ser det alt...

Bådens og strømmens fart betyder også en

del for, hvordan loddet tegner fisk og bundforhold.

Sejler man hurtigt hen over en skrænt,

tegnes den stejlere og skarpere, end hvis man

driver langsomt hen over samme område.

Når båden ligger stille vil fiskestimer ofte

aftegnes som massive vandrette striber på

loddet. Havde man passeret samme stime i

fart, så havde de samme stimer været aftegnet

som mere afgrænsede pletter/plamager på

skærmen.

HVORDAN TOLKES SKÆRMBILLEDET? Præcist

hvordan fiskene aftegnes, er som antydet

afhængigt af en lang række lokale faktorer og

indstillinger på loddet. Når båd eller fisk

bevæger sig med jævn fart, skulle større fisk

gerne aftegnes som “bananer”, mens stimer af

småfisk aftegnes som plamager af stærkt varierende

form. Kompakte stimer aftegnes ofte

med gray/colorline i midten. Men helt så simpelt

er det ikke altid – på Øresund og andre

steder med stor forskel på hastighed og retning

af bund- og overfladestrøm, er det kun yderst

sjældent, at man ser den klassiske bananaftegning

af store fisk. I øvrigt vil man altid få

ringere signaler i saltvand af den simple årsag,

at lydbølger forplanter sig bedre, jo lavere saltholdighed

der er.

Da ekkoloddets signaler er kraftigst i midten

af keglen, vil fisk, eller genstande, der befinder

sig i kanten af transducerkeglen, tegnes

svagt, mens objekter i midten af keglen tegnes

kraftigere. En pæn fisk i periferien af keglen kan

på skærmen synes mindre end en lille fisk i

midten af keglen. Tilsvarende kan store fisk i


fiske-feber_08-2005 14/11/05 1:45 Side 47

Under trollingfiskeri er et ekkolod en stor hjælp til at spotte de silde- og brislingestimer,

som laksene følger. I bedste fald kan man også se enkelte laks på skærmen. Er

det tilfældet, så fisk området grundigt af; ofte giver det bonus.

større dybder tegnes mindre end mellemfisk,

som står betydeligt højere i vandet.

Også bundforholdene kan det kræve lidt

øvelse at bedømme. Jo smallere den grå eller

gule streg umiddelbart under den tynde sorte

bundline er, desto blødere er bunden. Sand- og

lerbund tegnes med middelbred gray/colorline,

mens hård klippebund giver et mere markant

returekko og dermed en bredere gray/colorline.

Generelt kan det siges, at jo mere kompakt/massiv

en genstand/bund ekkoloddets

lydbølger rammer, desto mere gray/colorline

vil du få. I praksis betyder det, at meget store

enkeltfisk eller kompakte stimer vil aftegnes

som en sort markering med grå eller farvet

midte. Her er en farveskærm en stor fordel,

fordi colorline-funktion har forskellige farver,

alt efter hvor hårdt lydbølgen reflekteres.

Eftersom alle informationer på skærmen

afhænger af returekkoets styrke, skal de optimalt

set tolkes i forhold til andre signaler fra

nogenlunde samme dybde. Over stor dybde –

evt. på grænsen af ekkoloddets rækkevidde –

vil retursignalet nemlig være så svagt, at det

der på skærmen ligner blød bund, faktisk kan

være temmelig hård. Forskellen ses først, når

man også finder blød bund i samme dybde.

Vær derfor altid opmærksom på dybde,

sendestyrke og zoomfaktor, når skærmbilledet

bedømmes. ●

Transportable ekkolodder som dette fra

Eagle er et godt begyndervalg og egner

sig fint til det meste fiskeri. Batteriet er

inde i kassen, og når transduceren afmonteres

passer den ned i samme. På

billedet er skærmen i Fish ID mode, vi

anbefaler dog strækt at undgå FishID.

47


PÅ FISKETUR

med ungerne!

At tage på tur med ungerne tilføjer ens fiskeri helt nye dimensioner

– og også nye udfordringer. Griber man det an på den rigtige måde,

så venter der en førsteklasses oplevelse med fuld fart over feltet.

48

FOR SMÅ? De helt små børn i 2-3 års alderen er normalt for små til at

håndtere grejet, så i praksis bliver det ofte de voksne, der fisker for dem.

Men det kan også sagtens lade gøre, så de oplever fangstglæden og føler,

at de selv fisker. Sidder de fx på skødet af en og fisker, kan man rimelig let

styre stangen og hive fiskene ind, mens de også selv holder på grejet.


EN GOD LYSTFISKERSTART Det siger sig selv, at hvis man skal diske op med

en spændende tur for de lidt større, så skal der action til. Intet er værre end

at komme hjem uden fisk – især hvis den ene af børnene har fanget uden

at den anden også har ... Sørg derfor for at vælge noget fiskeri, hvor der er

masser af fisk; fx hornfisk, sild, småtorsk, skaller eller karusser.

PÅ BØRNENES PRÆMISSER Når først musikken spiller, og der er store fisk i farvandet,

kan man have en tendens til at glemme alt omkring sig - uanset hvor meget det

regner eller sner. Den går naturligvis ikke, når børnene er med. Hvis alle skal have en

god tur, og børnene også skal have lyst til at tage med på den næste fisketur, så gælder

det om at være opmærksom på børnenes behov. Bliver det for surt eller kedeligt,

er det bare om at stoppe, mens legen er god. Af samme årsag er det en fordel at

vælge en plads, hvor man hurtigt kan komme tilbage, hvis det går helt galt. Et godt

alternativ, hvis der er dårligt vejr i farvandet, er at vælge en lettilgængelig plads,

hvor man kan slå et lille telt eller parasol op, så man kan trække sig tilbage, hvis det

begynder at regne. De fleste børn er vilde med at lege og/eller sove i telt!

FISKESPANDEN At kigge på fiskene er tit mindst lige så sjovt som at fange dem. Tag en

spand med, så børnene kan beundre fangsten og være med til at sætte dem ud igen.

GREJ TIL DE SMÅ Hvis børnene skal have glæde af at fiske, er det vigtigt, at

grejet ikke er for kraftigt. Lange stænger og tunge hjul er simpelthen for

svære at håndtere for små barnehænder. Det bedste er derfor at investere i

en god allround stang, der kan klare alt fra skaller og smågedder til rødspætter

og hornfisk. Et godt udgangspunkt til børn i fx 3-8 års alderen er en

lille spinnestang på 5-7 fod og en kastevægt på 5 - 20 gram. Som hjul behøver

man blot et lille fastspolehjul med fx 0,20 - 25 line. Undgå for tynd

line, da der skal være lidt ekstra styrke af give af, når der opstår kludder eller

taklet havner i nogle udhængende grene. Netop på grund af kludder, er nylon

helt klart at foretrække - når først der er gået kludder på en spunden

line kan det være umuligt at få op. Undgå for kraftig line, da det gør det

sværere at lære at kaste ordentligt.

49

Tekst: Jens Bursell / Foto: Jens Bursell, Peter Kirkby, Thomas Søbirk

More magazines by this user
Similar magazines