29.07.2013 Views

ENEVÆLDENS POLITISKE KULTUR

ENEVÆLDENS POLITISKE KULTUR

ENEVÆLDENS POLITISKE KULTUR

SHOW MORE
SHOW LESS

Create successful ePaper yourself

Turn your PDF publications into a flip-book with our unique Google optimized e-Paper software.

Indledning<br />

<strong>ENEVÆLDENS</strong> <strong>POLITISKE</strong> <strong>KULTUR</strong><br />

Sebastian Olden-Jørgensen (KU)<br />

(Kulturelle processer i Det Danske Rige i det lange 18. århundrede)<br />

25.-26. april, Pharmakon, Hillerød<br />

Lørdag den 26. kl. 9.30-10.15<br />

Kultur er mange ting, så mange ting, at begreber som ny kulturhistorie og den kulturelle vending<br />

(cultural turn) truer med at blive intetsigende plusord, der alene tjener til at stemple andre som<br />

gammeldags og i øvrigt udløse fondsmidler og akademisk status for én selv. Og ofte nok er der<br />

jo, som vi alle ved, tale om gammel vin på nye flasker.<br />

Det med den gamle vin på nye flasker skal man i øvrigt ikke altid foragte. Vort fag lever jo bl.a.<br />

af at genfortælle, hvad der i og for sig er gammel viden, men i nye kombinationer, gennemlyst af<br />

nye spørgsmål, serveret på en ny og mere appetitlig måde. Modestrømninger og begreber, der<br />

kan være til hjælp i dette arbejde, skal ikke forkastes, men måske heller ikke hæves til skyerne<br />

som epokegørende, nye paradigmer.<br />

Politisk kultur er et sådant begreb, der måske gør allerstørst nytte, når det ikke overbelastes, men<br />

får lov til at fungere heuristisk. Jeg skal forklare, hvad jeg mener.<br />

Politisk kultur: lidt begrebsafklaring og historiografi<br />

Begrebet politisk kultur er et ægtefødt barn af amerikansk political science, nærmere betegnet af<br />

det behavioristiske ægtepar psykologi og sociologi. Sådan står der i hvert fald i den Encyclopedia<br />

of Social Science, som følgende definition er sakset fra: "Politisk kultur er det sæt af holdninger,<br />

opfattelser og følelser, som giver sammenhæng og mening til den politiske proces, og som danner<br />

de grundlæggende antagelser og regler, som styrer adfæren i det politiske system. Politisk kultur<br />

omfatter både politiske idealer og operative normer i et givent politisk system. Politisk kultur er<br />

det kollektive udtryk for politikkens psykologiske og subjektive dimensioner. En politisk kultur<br />

er produktet af et politisk systems og dets medlemmers fælles historie og har derfor rod både i<br />

offentlige begivenheder og private erfaringer."<br />

Denne definition er meget bred, for bred måske til at være operationel, og hvis man skal være<br />

ærlig, skyldes appellen i begrebet politisk kultur sikkert i højere grad den suggestive kraft i<br />

sammenstillingen "politisk" og "kultur" end nogen specifik analytisk klarhed. Groft sagt synes<br />

begrebet at have opnået popularitet, fordi det fylder det hul i den politiske ligningen, der står<br />

A


tilbage, når institutionelle, juridiske, ideologiske, økonomiske og sociale variabler er på plads.<br />

Konkret f.eks. i forbindelse med spørgsmål som: Hvorfor demokrati ikke fungerer i<br />

udviklingslandene, hvorfor Italiens politiske liv tér sig, som det gør, hvorfor tyskerne fik den<br />

Hitler, de havde fortjent, hvorfor amerikanerne lider af endemisk mistro til politikere, uden at det<br />

anfægter troen på deres eget politiske systems fortræffelighed etc. Politisk kultur har i den<br />

sammenhæng fungeret lidt som en Deus ex machina.<br />

De nævnte problemstillinger er, som enhver straks ser, taget fra nyere og nyeste tids historie,<br />

men også historikere med speciale i tidlig moderne tid har taget begrebet politisk kultur til sig.<br />

Det gælder frem for alt i det angelsaksiske sprogområde, men også i det tyske sprogområde og i<br />

Norden. Blandt tidligtmoderne historikere synes attraktionen ved begrebet politisk kultur<br />

imidlertid at ligge et andet sted. En række af de metoder - vælgerundersøgelser, surveys etc. -<br />

som er standardudstyr for studier af politisk kultur i nyere og nyeste tid, lader sig selvsagt ikke<br />

praktisere på tidligmoderne tid. Tilbage bliver den suggestive kraft i sammenstillingen politisk<br />

kultur, og den er ikke at foragte. Den positive impuls, der udgår fra begrebet, er frem for alt en<br />

spore til at løfte blikket fra et alt for snævert politikbegreb, men også til at integrere indsigter og<br />

kilder, der i vort fags tradition er blevet fordelt på forskellige subdiscipliner og behandlet isoleret.<br />

Konkret tænker jeg på historikernes tilbøjelighed til at lade ganske meget juridisk stof vansmægte<br />

i retshistorikeres hænder og deres mindst lige så beklagelige tendens til at lade de filologiskæstetiske<br />

fag bevare et quasimonopol på de levn fra fortiden, som vi måske lidt arbitrært har<br />

valgt at klassificere som kunst og litteratur. Begrebet politisk kultur er en spore til ikke blot at<br />

benytte nabodiscipliners resultater, men til at tage førergreb på deres forskningstraditioner og<br />

inddrage deres kilder.<br />

Eller sagt på en anden måde: Begrebet politisk kultur er værdifuldt, fordi det leder os til at se på<br />

idéer og adfærd, på institutioner og personer, på form og indhold, på det formulerede og det<br />

implicitte.<br />

Efter disse begrebsafklarende og historiografiske funderinger vil jeg forsøge at blive mere<br />

konkret. Jeg vil skitsere nogle udviklingstræk i dansk politisk kultur under den tidlige enevælde,<br />

og jeg vil forsøge at give mine overvejelser en åbenhed - nogen vil måske sige uafsluttethed, som<br />

forhåbentligvis vil lede over i en frugtbar diskussion.<br />

To ord om adelsvælden<br />

Da salig Edvard Holm tog på sig at skrive den danske enevældes historie i 13 bind (i min udgave<br />

på hylden), udstyrede han sit epos med en prolog i to bind, der i en form, som næsten kun kan<br />

kaldes strukturalistisk, skildrede enevældens første fase fra 1660-1720. På baggrund af denne,<br />

den tidlige enevældes gode vilje, men svage kræfter og skuffende resultater udfoldede han så i de<br />

B


følgende bind sin brede fremstilling af den egentlige enevælde fra Store nordiske krigs afslutning<br />

1720 til freden i Kiel 1814. Her blev "den rigtige enevælde" så at sige forstået på baggrund af<br />

"protoenevælden". Hvis man vil forstå enevældens politiske kultur, finder jeg det imidlertid langt<br />

mere givende at gå et skridt tilbage, og jeg beder derfor om tilgivelse for at sprænge vores<br />

kronologiske ramme og dvæle en liden stund ved adelsvælden. Mit forsvar er, at kultur er en træg<br />

størrelse, og at 1660 ganske vist var et skelsættende år, men ikke nogen "Stunde nul", hvor man i<br />

absolut forstand startede på en frisk.<br />

Hvis man i stikord skal karakterisere adelsvældens politiske kultur, sådan som den udfoldede sig<br />

i den sidste generation før enevælden, så kunne det f.eks. være med stikordene:<br />

forhandlingskultur, rådgivningskultur, adelskultur og hofkultur.<br />

Med forhandlingskultur sigter jeg til meget af det, som ofte subsumeres under begrebet<br />

kontraktteori, men som for mig at se er mere end en formuleret teori. Det, det drejer sig om, er,<br />

hvordan man tænker politik og samfund, og under adelsvælden er den grundlæggende<br />

konfiguration det oftest asymmetriske, men ikke desto mindre gensidige system af rettigheder og<br />

pligter, som samtiden oftest omtalte som stændernes privilegier, rettigheder og friheder. Man<br />

havde pligter og rettigheder, og disse var ikke statiske, men genstand for stadig forhandling<br />

udløst af politiske, militær, økonomiske og sociale begivenheder og behov. Håndfæstningen,<br />

rigsrådets og stændermødernes forhandlinger, men ikke mindre landkommissariatet, landemoder,<br />

adelige provinsmøder, herredstingene og den norske bondekommunalisme er de synlige,<br />

institutionelle udslag for denne forhandlingskultur. Hvor meget der faktisk er tale om kultur, ses<br />

måske bedst ved, at store dele af det i Christian IV's sidste år vokser spontant og organisk frem<br />

med ganske svag lovhjemmel, når ændrede forhold rykker ved den traditionelle balance og<br />

byrdefordeling.<br />

Med rådgivningskultur sigter jeg til, at forhandlingskulturen jo ikke er demokratisk i moderne<br />

forstand. Fyrsten, dvs. den danske konge, er del af systemet, men ikke på niveau med de andre<br />

instanser. Han er trods alt Herrens salvede og udstyret med en særlig overordnet, men ikke klart<br />

defineret kompetence. Dette kommer til udtryk ved, at forhandlingskulturen i forhold til kongen<br />

har karakter af rådgivning, skønt en ganske særlig form for rådgivning. Den er nemlig ikke kun<br />

karakteriseret ved at være særlig bindende, men også ved at skulle udgå fra en særlig kreds,<br />

nemlig rigsråderne. Rådgivningen kunne tage mange former, og jeg skal kun nævne to<br />

grundformer, nemlig Frederik II-modellen, hvor kongen tager sine væsentlige beslutninger i rådet<br />

i forbindelse med en mundtlig drøftelse, og Christian IV-modellen, hvor rigsrådet skriftligt, men<br />

en bloc ("menige rigens råd") rådgiver kongen.<br />

Hermed er jeg nået til mit tredje punkt: adelskultur. Det er ikke uden grund, vi taler om<br />

adelsvælden 1536-1660. Adelen var den politiske stand par excellence, den var født øvrighed,<br />

C


hvilket kom til udtryk i herremændenes rettigheder over for deres fæstebønder, adelens eneret til<br />

at eje privilegeret jordegods, og i dens monopol på rigsrådsposter og alle højere stillinger i<br />

kongens tjeneste (lensmænd, landsdommere mm.) og sidst, men ikke mindst i den frie adgang til<br />

kongens person, som var enhver dansk adelsmands naturlige ret.<br />

Det bringer os til det fjerde og sidste punkt, nemlig hofkultur. Adelskulturen kan nemlig ikke<br />

tænkes løsrevet fra kongen. Hoffet - her taget i bred forstand - var en vigtig del af den politiske<br />

sfære, fordi kongemagtens og adelens sociale og politiske integration fandt sted her. Hoffet, det<br />

var karrierechancer (for adelen), det var iscenesættelse af kongelig almagt (og afmagt), det var<br />

politiske forhandlinger og politiske signaler og meget mere.<br />

Lidt mere om enevælden<br />

Efter denne mildt sagt kursoriske gennemgang af adelsvældens politiske kultur vil jeg gå over til<br />

enevældens politiske kultur, og jeg vil i den sammenhæng benytte de samme fire punkter og<br />

spørge, hvad der skete på de respektive felter. Det er jo ikke mindst ved at se på, hvad enevælden<br />

- bevidst eller improviseret - gjorde anderledes, at vi får kød og blod på begrebet politisk kultur.<br />

Forhandlingskulturen blev enevældens første offer. Få dage efter arvehyldningen og<br />

edsaflæggelsen på Slotspladsen den 18. oktober 1660 blev rigsrådets arkiv beslaglagt og ført op<br />

på slottet. Og det stændermøde, der havde indført arvekongedømmet og - skulle det vise sig -<br />

enevælden, blev det sidste i over hundrede år. I forbindelse med udstedelsen af de nye<br />

stænderpriviligier i sommeren 1661 blev alle antydninger af politiske rettigheder i traditionel,<br />

stændersk forstand bevidst udraderet, og et tilløb til et købstadsmøde blev kvalt i fødslen. En<br />

enevældig konge var ikke mindst defineret som en konge, der ikke var bundet til at spørge om<br />

lov, før han disponerede over samfundets resurser. Gensidigheden i forhandlingskulturen var<br />

simpelthen opsagt fra oven, og den religiøst betonede, betingelsesløse lydighed fik en<br />

dominerende plads. Denne religiøst betonede, betingelsesløse lydighed eksisterede også som et<br />

centralt tema i adelsvældens politiske kultur, frem for alt i gejstlighedens forkyndelse over for det<br />

jævne folk, men den indgik i en syntese med forhandlingskulturen og kontraktteorien. Nu stod<br />

lydigheden alene, eller rettere sagt næsten alene. Kongen havde jo stadig pligter, skønt kun over<br />

for Gud, og i den politiske lejlighedslitteratur kan man iagttage opfordringer til kongemagten om<br />

ikke at regere diktatorisk, men bygge sin legitmitet på omsorg, fred, velstand og folkets<br />

kærlighed. Dette var imidlertid ment som et godt råd og som en moralsk forpligtelse i<br />

fyrstespejlenes ånd, ikke som en juridisk forpligtelse, garanteret af kongens ed på<br />

håndfæstningen, som under adelsvælden.<br />

Det bringer os til rådgivningskulturen, der for en umiddelbar betragtning synes at repræsentere<br />

en klar kontinuitet. Enevældens indførelse forbindes jo ikke kun med rigsrådets og<br />

D


stændermødernes bortfald, men også med oprettelsen af et gehejmeråd, opbygningen af et<br />

kollegiestyre og omdannelse af lenene til amter, dvs. med udbygningen af rådgivende og<br />

administrative organer til erstatning og kompensation for de stænderske forvaltningsstrukturer og<br />

forhandlingsfora. Der er imidlertid en afgørende forskel på adelsvældens og enevældens<br />

rådgivning. Under enevælden stod det kongen helt frit, hvem han ville rådføre sig med. De nye<br />

stænderprivilegier i sommeren 1661 afskaffede udtrykkeligt adelens monopol på de højeste<br />

embeder i kongens tjeneste. Men heller ikke adelens og rigsrådets funktionelle efterfølgere,<br />

embedsmandsværkets top, havde noget monopol, og Christian V benyttede f.eks. en mand som<br />

Ole Rømer som problemknuser og konsulent ved siden af og på tværs af de ansvarlige<br />

embedsmænd. Som paradigme på enevældig rådgivning kunne man også nævne Griffenfeld, der<br />

som en fuldstændig fremmed kom ind og vandt Frederik III's tillid, blev Kongelovens pennefører<br />

og siden Christian V's betroede rigskansler. Et andet tegn på samme fænomen er de borgerlige<br />

politiske betænkninger som f.eks. "Fyrstelig Tankering", der nu begynder at strømme ind i<br />

forvisning om, at kongens øre er åbnet for gode forslag uanset ophavsmand - og nogle af disse<br />

forslag trængte også igennem.<br />

Også adelskulturen undergik forandring. Det ville være både naivt og fejlagtigt at hævde, at med<br />

enevælden blev alle stænderne nivelleret til undersåtter i samme ubetingede og totale<br />

afhængighedsforhold af kongens forgodtbefindende. På den anden side er enevældens<br />

ommodellering af adelstanden gennem nedbrydelse af de traditionelle standsprivilgier,<br />

oprettelsen af en højadel af kongens nåde (grever og baroner) og indførelsen af en personlig<br />

embedsadel nogle af de mest bevidste og synlige reformer i enevældens første årtier. Man kan<br />

diskutere detaljerne, og sammenhængen mellem adelstand og og høj status forblev for så vidt<br />

bestående. Afgørende er imidlertid, at adelsbegrebet blev tømt for den autonomi, det hidtil havde<br />

besiddet. Allertydeligst kom dette til udtryk ved, at adelige uden plads i rangen, dvs. uden<br />

kongeligt embede, hvad enten det var virkeligt eller blot en ærestitel, havde adgang - eller måske<br />

snarere ikke-adgang - til kongens person på linje med købestædernes bedre borgerskab og pæne<br />

præstemænd.<br />

Det bringer os til ændringer i hofkulturen. Med enevælden fik hoffet som politisk forum og<br />

politisk organ øget betydning. Ritualerne i forbindelse med tronskifte, som tidligere havde<br />

udspillet sig i byens og til dels hele landets fælles, offentlige rum, blev f.eks. trukket helt ind i<br />

hoffets sfære, da tidligere tiders hyldninger på landstingene og kroninger i Frue Kirke afløstes af<br />

udråbelser og edsaflæggelser på slottet og salving i Frederiksborg Slotskirke. Eftersom de<br />

voldsomt opsvulmede udgifter til hær og flåde ikke tillod kongerne at opføre repræsentative<br />

slotte før efter Store Nordiske Krigs afslutning i 1720, koncentrerede kongemagten sig i stedet<br />

om enevældens rituelle iscenesættelse. Nu havde adelsvælden selvfølgelig også været rituelt<br />

E


iscenesat, så der er ikke tale om, at ceremoniel og ritual først nu gjorde sit indtog med enevælden.<br />

Der er snarere tale om, at enevælden udviste en stærk og konsekvent vilje til at regulere og<br />

instrumentalisere ceremoniel og ritual med det formål at iscenesætte tingenes nye tilstand. Det<br />

mest slående eksempel er rangforordningen af 1671, der ikke kun fastlægger den nye,<br />

adelsfjendtlige rangfølge ved hoffet, men samtidig dikterer, at samme hakkeorden skal gælde ved<br />

alle offentlige lejligheder - bryllupper, begravelser, kirkegang etc. - over hele landet.<br />

Rangforordningen var et fintmærkende instrument til markering af status og belønning, og den<br />

blev i de følgende årtier gentagne gange revideret og trykt. Grundlæggende set regulerede den<br />

bevidst og juridisk det, der før i tiden havde været sædvaneretligt efter adelsvældens principper,<br />

nemlig adgang til kongens person.<br />

Hermed er vi nået til enden af de fire, før opregnede elementer, men samtidig til det punkt, hvor<br />

det er naturligt at fortsætte med nogle institutioner, der uden at være enevældige monopoler dog<br />

fik en ny betydning. Jeg tænker her først og fremmest på supplikker og patronage. Emnet er<br />

dårlig belyst, dvs. Michael Bregnsbo har selvfølgelig analyseret supplikvæsenet i det 18.<br />

århundrede, dvs. fra det punkt, hvor det institutionaliseres som en bureaukratiseret direkte kanal<br />

mellem "folket" og kongen med formaliseret behandling, supplikprotokoller etc. Det er klart, at<br />

denne reform af supplikvæsenet ved Frederik IV's tronbestigelse udgør et vigtigt skridt i<br />

udviklingen af den politiske kultur under enevælden, fordi den skabte - eller genskabte - en<br />

direkte, formaliseret kommunikationskanal mellem top og bund i det politiske system. Det<br />

samme gælder den stejle stigning i antallet af supplikker fra midt i 1780'erne, som signaliserer et<br />

markant skift i forventningerne til staten. Jeg vil dog gerne dvæle lidt ved perioden forud for<br />

Frederik IV, fordi den siger noget meget karakteristisk om enevældens politiske kultur, i hvert<br />

fald i den første generation eller to.<br />

Frederik IV's reform af supplikvæsenet var jo netop en reform, som bureaukratiserede<br />

institutionen i en grad, så den indbyder til statistisk analyse, men den skabte ikke supplikvæsenet.<br />

Man kunne da stille det enkle spørgsmål: Hvordan fungerede supplikvæsenet før 1699?<br />

Supplikker blev nemlig indleveret i stort tal, og både Danske og Norske Lov forsøger at regulere<br />

strømmen af supplikker ved at kræve, at amtmændene forbehandler dem før evt. videresendelse.<br />

Det fremgår dog også af materialet, at masser af supplikker gik uden om amtmændene. Og vi<br />

genfinder en stor mængde af de supplikker, der nåede deres hensigt, som bilag til sagsakter, f.eks.<br />

gruppen Koncepter og indlæg til registre og tegnelser. Svaret må efter alt at dømme være, at<br />

enevældens første generationer også var klientelismens og patronagesystemets glansperiode.<br />

Griffenfelds arkiv rummer mange vidnesbyrd om, at han og hans personlige sekretærer og<br />

husstand "forbehandlede" og "videresendte" supplikker, men også i hofmarskal Christoffer<br />

F


Sehesteds privatarkiv fra Ravnholdt Gods (ligeledes i Rigsarkivet) finder man en hoben<br />

supplikker, nogle endda på vers, som af den ene eller anden grund er strandet dér.<br />

Er klientelisme og patronage da et enevældigt fænomen? Langt fra, men meget tyder på, at hoffet<br />

og embedsmændene tæt på kongen også på dette felt vandt i betydning på bekostning af adelen<br />

som naturlig politisk stand og naturlig, lokal og regional gunstmægler. Men også ud fra en anden<br />

synsvinkel er supplikkerne i patronernes hænder interessante. Hvis man opererer med et bredt<br />

politik-begreb, f.eks. at politik drejer sig om fordeling af samfundsmæssige resurser, så udgør<br />

klientelisme og supplikvæsen jo i realiteten et stykke politisk kommunikation til erstatning for de<br />

stænderske institutioner, enevælden afskaffede. Og supplikvæsenets formalisering føjer sig da<br />

ind i den trend mod bureaukratisering, som er så tydelig i overgangen fra Christian V's personlige<br />

enevælde til Frederik IV's bureaukratiske enevælde.<br />

Eftersom tiden iler, og jeg også gerne fra den uoplyste enevældes morgengry skulle nå at kaste et<br />

lille blik ind i den oplyste enevældes forjættede land, vil jeg afslutte med nogle bemærkninger<br />

om den begyndende borgerlige offentlighed og den såkaldte opinionsstyrede enevælde. Set i det<br />

her anlagte perspektiv fremstår den opinionsstyrede enevælde fra midten af 1700-tallet som en<br />

genskabelse af en forhandlingssfæren i form af en diskussionssfære. Der er altså tale om et stykke<br />

forhandlingskultur, men på nye betingelser og med nye organer. F.eks. var der snævre grænser<br />

for, hvad der kunne forhandles om (hovedsageligt spørgsmål med tilknytning til næringslivet),<br />

mens på den anden side deltagernes kreds var stærkt udvidet og mindre skarpt bestemt<br />

(medlemmer af klubber og patriotiske selskaber, debatører i tidsskrifter).<br />

Slut<br />

Jeg er klar over, at jeg med det her sagt kun har kradset i overfladen af emnet enevældens<br />

politiske kultur. Frem for alt er der meget mere at sige om det sene 18. århundredes<br />

embedsborgerskab og kongemagten og ikke mindst om det nationale som ny forstyrrende og<br />

dynamisk faktor i den politiske kultur.<br />

G

Hooray! Your file is uploaded and ready to be published.

Saved successfully!

Ooh no, something went wrong!