Det bornholmske landbosamfund i 1700-tallet

historisk.samfund.bornholm.dk

Det bornholmske landbosamfund i 1700-tallet

Det bornholmske landbosamfund i l70Otallet

Af Anders Holm Rastnussen

Studiei af det bornholmske landbosamfund

i ældre tider er, set i forhold til den danske

landbohistodske tradidon, en forsømt disciplin.

Dette skyldes, at strukturen i det

bomholmske landbosamfund var væsentlig

forskellig fra strukturen i det øvrige Danmark.

Bornholm har sjældent kunnet inddrages

i de landbohistoriske problemstillinger,

historikerne gennem tiden har arbejdet

Det er i det følgende hensigten at give en

fremstilling af det bornholmske landbosamfund

i 1700-tallet især med henblik på

en sammenligning med det øvrige land.

Fremstillingen er lagl bredt an, sådan at så

mange emner som muligl bliver berørt. Der

er således ikke tale om logen tilbundsgående

undersøgelse af de enkelte emner, og

fremtidige enkeltundersøgelser vil være velkomne.

Landbohistorfuk er 1700-tallet bedst

kendt som stavnsbåndets og reformernes

epoke. I sidste halvdel af århundredet indledtes

den proces, der skulle føre til opløsningen

af det gamle danske godssystem.

Denne proces blev igangsat af regeringen

ved en række love, som eftertiden har givet

fællesbetegnelsen )landboreformerne(.

Forordningen af 20. juni 1788 om ophævelsen

af det i 1733 indførte stavnsbånd er vel

den berømteste af disse reformlove, og jo

den direkte årsag til det jubelår, der i øjeblikket

fejres.

Bornholm stod udenfor i denne udvikling.

Det godssystem, som i 1700-tallet administrerede

den danske landbrugsproduktion

på det lokale plan, eksisterede ikke på

Bornholm. canske vist var ca. en tredjedel

åf de bomholmske bønder indtil lTzg at

regne for fæstebønder under krongodset,

men dhse drev deres gårde - kaldet vornedgårde

- på samme måde som de resterende

ca. to trcdjedele selvejerbønder.

Det danske landbosamfund

I 1700-tallet var de færreste bønder selvejere.

De allerfleste danske bøndergårde lå

samlet i landsbyer. Ca. l5q0 afgårdene var

o. 1750 ejet afkronen, mens reslen var ej€t

af private godsejere. De fæstebønaler, der

drev gfudene, havde indgået en kontrakt -

et fæstebrev - med den lokale godsejer,

hvorved de for retten til resten af deres liv

at drive gården skulle yde afgifter til godset.

De vigtigste afgifter var landgilden,

hove et og tienden. Landgilden og tienden

var oprindelig naturalieafgifter, men de

blev efterhånden afløst med en pengeydelse.

Hoveriets vigtigste funktion var at få

arbejdskraft til dyrkningen af hovedgårdens

marker, selv om kørsel og vedligeholdelse

af veje også var arbejder, godsejeren

kunne pålægge hovbønderne. Udover afgifterne

til godset, skulle bønderne betale

skatter til staten.

Når bønderne ikke var på hovarbejde,

skulle fæstegården drives. Ifølge fæstebrevet

var bønderne forpligtet til at holde gården

i god stand, dyrke og gøde jorden forsvarligt

samt forbedre husdyrholdet. Hvis

ikke fæstebonden opfyldte sine forpligtelser

overfor herskabet. kunne han blive

tvunget til at forlade gård€n. Hvor hyppigt

sådanne forsiddelser forekom, er det vanskeligl

at give et entydigt svarpå. De undersøgelser,

der er foretaget, viser, at antallet

var forskelligt fta landsdel til landsdel.

En fæstegårds jord var indlemmet i

landsbymarken, der blev dyrket aflandsbyens

bønder i fætlesskab. På den sjællandske

øgruppe og på Fyn var vangebruget

fremherskende, mens det i Jylland var det

såkaldte græsmarksbrug, der var den overvejende

dyrkningsform. Begge systemer

indebar, at den enkelte bonde havde sin

jord fordelt på mange agre, der lå spredt ud

over bymarken. Der er ofte, især for år til-


age, blevet berettet om dyrkningsfællesskabets

dårligheder, og det er klart, at syslemet

kun gav lidt plads for individuelle

initiativer, eftersom man var nødt til at indordn€

sig efter hinanden. Det må dog ikk€

glemmes, at dyrkningsfællesskabet også

havde sine fordele, driftstekniske såvel som

sociale, Da r€geringen begyndte at tale om

udskiftnine og opløsning af landsbyfællesskabet

i sidste del af 17oo-iallet, var mange

bønder imod.

Militærtjeneste var en anden af d€ samfundsopgaver,

d€r påhvilede landalmu€n.

Hvert gods var forpligtet til at stille et vist

åntal soldaler til landmilitsen aflængigt af

godsets størelse. I 1730 blev den gamle

landmilitsordning imidlertid ophævet.

Kongens begrundehe var dens skadelige

virkninger både på soldaterne og samfundet.

Selv om ophævelsen af landmilitsen

havde haft godsejernes støtte, ændrede disse

snart holdning. Landmilitsen var i stor

udstrækning blevet brugt som påskud for

godsejerne til at holde på godsets arbejdskraft,

og ved afskaffelsen oplevede mange

godser en stor udvandring af bønderkarle,

og mange steder blev det svært at finde

egnede folk til de ledige fæstegårde. Efter

kun tre år blev landmilitsen i 1733 igen indført,

denne gang med en bestemmelse om at

ingen bondekarl mellem l4 og 36 år måtte

forlade det gods, hvor han var født.

Stavnsbåndet var blevet indført. Senere

blev stavsbåndet strammet: i 1742 kom det

til at omfatte alderen fra 9 til 40 år, og i

1764 aldersgruppen 4 til 40 år.

Denne sravsbinding blev i 17o0-tallet, op

gennem slægtledene og helt til i dag symbolet

på bondestandens undertrykkelse, og

ophævelsen 1788 bl€v tilsvarende symbolet

på bondestandens lrigør€ls€. De øvrige

landboreform€r er blevet trængt i baggrunden

for samlidig at blive betraglet i delre

frihedens skær. Udskiftning, ordning af

hoveriet, tilskyndehen lil selveje, alle disse

ting er traditioneh blevet opfattel som udtryk

for, at det Samle utrihedens samfund

havde spillet fallit, og et nyt liberalislisk

l0

ANDERS HOLM RASMUSSEN

samfund, hvor den enkelres frihed blev sat i

højsædet, havde sejret,

Bornholms londbefolkninE og deres boliger

>Bøndergårdene er beliggende i mere eller

mindre afstand fra hinanden, og på landet

er ingen landsbyJordebog

over Bornholrns Amt( fra 1696 (fig. l)

er opførl samtlige j ordebogsafgifter for alle

afgiftspligtige bornholmske gårde og husmandsst€der,

og samtidig bliver de forskel-

Iige gårdtyper præsenterei. Skellet mellem

selvejergårde og vordnedgårde er velkendt,

men hvad indebar dette skel i praksis?

I jord€bogen er alle selvejergårde og vorn€dgårde

opførl i hver sin nummerrække

sogn for sogn. Ved hver gård er anAivel

bondens navn, for vornedgårdenes vedkommende

er navnet efrerfirlgt afbemærkningen

rKongens Caard


DET BORNHOLMSKE LANDBOSAMFUND I ITOO TALLET

Fiq. 1.7'o sided.a >JotdeboE over Bomhotms Amt..In 1696. Siderne tseraJsiftemefot w edqdrdei

Aakersogn. Fin.les i Rentekam nercts ark iy pd Rissa*ivet, a*iwlienunner R-K.361,55. (Foto AHR.

196E.)

vornedgården ejede ikke selv gården, men

var fæster under krongodset. Det vil sige,

al de landgildeposler, vornedbonden skyldte,

skulle indbetales til kongen, hvilket reelt

vil sige amtmanden, som var kongens lokale

repræsentant. Selvejergårde skull€ imid

lertid også betale jord€bogsalgift til kron€n.

En selvejerbonde var ikke bedre stillet

på dette punkt end en vornedbonde. Der

kan dog alligevel konsrateres visse forskelle

mellem selvejergårde og vornedgårde.

Manse vornedgårde skulle udover låndgil

den til kronen betale andre afaifter. Som

eksempler på deue kan tjene 9. vornedsård

os 12. vornedgård i Østerlarsker sogn.

På den 9. vornedgård boede >Mads Mor

tensen Kirkebonde(. Hans gård havde to

hartkornsansættelser. Den ene, på godl 2

tønder hartkorn, var udgangspunkr for

landgilden og gav >til Hans Kgl. Majestæt<

årligt godt 2 pund smør og 1 skæppe byg

samt andre mindre ydelser. D€n anden

hartkornsansætt€lse, ligeled€s på godl 2

tønder, dannede grundlag for en ekstraafgifi,

der var pålignet Mads Mo(ensen, fordi

han var kirkebonde. Afsiften til øster

lars kirke blev således 1 fjerdins smør. Sådanne

kirkebønder fandtes kun blandt vor

nedbonderne. De bornholmsk€ kirker fik

desuden indtægt€r fra d€ andr€ gårde, der

skulle yde årligt tiende.

Den 12. vornedgård havde også to hart

kornsansættelser, Den ene på godt I tønde

dannede grundlag for en afgift, bonden

Hans Anders€n skulle yde til ,)Leensgåards

Cods


og I tønde havre m.m. Bøndergårde som

12. vornedgård, der udover at være underlagt

kronen også var underlagt en større

gård, fandtes også kun blandt vornedgårdene.

Lensgård i østerlarsker sogn havde en

særlig status. At jordebogen benævner den

Dgodsethovedgård


DET BORNHOLMSKE LANDBOSAMFUND I I?OO.TALLET

Fie. 2. Til veAstre |ot porten indeane til karlekamner. Den bomholmske Cdrd, Fdandsnuseet i SorseAfti.

(Foto AHR. t988.)

denfor standen kunne der dog vær€ stor

forskel på fattig og rig. Som vi har set i afsnittet

om gårdene, kunne nogle bønder

gennem afgifter være i et aflængighedsforhold

til andre mere velstående bønder. Det

er imidlertid en forenkling af de faktiske

forhold, hvis gårdmandsstandens sociale

inddeling direkte overføres på de enk€lte

gårdkategorier med proprietærerne øverst

og vornedbønderne nederst på den sociale

rangstige. Især indenfor gruppen af selvejerbønder

og vornedbønder er billedet rnere

nuanceret. Disse to grupper vil derfor i

det følgende blive behandlet under et.

Selv om den bornholmske bonde ikkevar

indlemmet i noget dyrkningsfællesskab, og

derfor kunne tilrettelægge sin produktion

som han villle, havde han alligevel sociale

forpligtelser overfor de andre bønder i sognet.

Som det senere vil blive beskrev€t,

krævede det bornholmske dyrkningssystem

en h€l del social fleksibilitet fra bøndernes

side, hvis det skulle kunne fungere i praksis.

Blandt andet derfor var bønderne indenfor

hv€rt sogn, samt i visse købstæder,

sammensluttede i såkaldte gildelaug.

Der er for Bornholms vedkommende

overleveret en del af disse gild€laugs vedtægter,

hvilket gør det muligt at få et indblik

i nosle af de sociale krav, bønd€rne

stillede til hinanden. Det er ikke formålet i

denne sammenhæng at give en skildring af

l3


det bornholmske gildesvæsen, men blot at

fremdrage nogle få typiske træk fra vedtæglerne.

Et gennemgående punkt i næsten samtlige

de overleverede vedtægter omhandler

gærder og marker. I vedtægten for Rønne

og Nexø bwang - to vedtægter, der næsten

er enslydende - er hovedindholdet koncenrreret

om disse to forhold. Hvert år den 18.

april skulle alle gærder i byvangen inspiceres,

og for hvert misligholdt gærde skulle

ejeren betale I dark i bøde. Ligeledes var

det forbudt at pløjeind på andre folks marker,

og de mange veje, som fandtes lagt på

kryds og tværs over )godtfolks agreJeg undertegnede

fattige mand Stephen Jochumsen af Bodilsk€r

sogn her på landet Bornholm, er hø.iligst

i dybeste underdanighed at andrage

for Deres Excellence og samdige høje heF

rer...(. Sådan indl€der husmanden sit brev

til kongen og hans embedsmænd. Hans

Fie. 3. Stephek Jochunseks brcv, skrevet Iol

han qf en prcfession.t skrivet. Findes i Rent.kannerets

orkiv pd Rigsorkiver, pøkkenunme.

R.K. 36t,62. (Foto AHR. 19E8.)


*

{

;!

t'

':: , .

'

DET BORNHOLMS(E LANDBOSAMFUND I ITl]O TALLET

..".^'

, , ,l

, /..

; .:)' u'1",,,,'- a

l5


problem er, at han indtil dato har boer på

den 4. vornedgårds fortov, men nu )detfra

af husbonden er bleven udsagt, og såled€s

med hustru og børn gjort husvild(. Det er

derfor nu hans )underdariSst og ydmygste

begæring(, at måtte få tilladelse til at opsætte

et nyt hus på )Haos Kongelige Majestæts

udmark< udenfor den 18. selvejer-

8årds fortov, samt at indlægge et mindre

stykke jord til avlsbrug, sådan at familien

ikke skulle blive )nødte til at gribe til berlerstaven(.

Husmandens råb om hjælp blev

hørt af de nådige københavnske herrer.

Jorden blev bevilget og sat til et skålpund

smør i årlig afgifi. Dette brev viser sammen

Ined flere andre lignende breve, at de husmænd,

der kom til at bo på udmarksjordene,

havde mere sikre forhold, end den husmand,

der havde indfæstet sig på en gård.

Selv om indtagelsen af udmarken var ulovlig,

fik alle husmænd lov til at blive boende,

da myndighederne ikke havde andre

steder at placere dem,

Indtagelsen af udmark var ikke alene et

problem mellem husmænden€ og kronen.

Det var i lige så høj grad et problem, der

skabte interne stridigheder de bornholmske

landbefolkningsgrupper imellem. Udmark€n

- der også omfattede Almindingen -

havde fra gammel tid været anvendt af befolkningen

til blandt andet lyngrivning.

Lyngen var en af de viStigste brændselskil,

der. Opdyrkningen af udmarken skabte således

et dilemma. På den ene side var det en

god ting at få opdyrket udmarken, da det

skabte nye ekshtensmuligheder for det voksende

antal indbyggere. På den anden side

blev lyng€n trængt tilbage. Mulighedern€

for at anvende udmarken som alternativt

græsningssted for kreaturer blev også formindskede.

Langt den overvejende del af de

breve og dokumenter, der er bevaret til i

då9, og som omhandler bornholmske landboforhold

i l?oo-tallet, er fr€mkommer

som følge af denne opdyrkning af udmarken:

Husmænd, der ansøger kongen om

lov til at indtage udmark for at opføre hus;

8årdmænd, der ansøger om lov til at indta-

l6

ANDERS HOLM RASMUSSEN

ge udmark for at kunne rette deres gærder;

8årdmænd, der skælder ud over husmænd,

der har fået tildelt et stykke udmark. som

gårdmanden følte sig historhk berettiget til

at anvende osv, osv. Den store mængde

klage- og bønskrifler af denne art viser,

hvor vigtig en funktion udmarken havde i

datidens bornholmske kulturlandskab.

Stephen Jochumsen præsenterede sig

selv som ieg fattige mand(. Der er ingen

grund til at betvivle karakteristikkens rigtighed.

De husmandsbrug, der opstod i løbet

af 1700{all€t, var kun små, og efter at

afgifterne var betalt, og brødet kommet på

bordet, har menneskene ikke haft noget

nævneværdigt overskud, og de flesle har

slet intet haft. Hvor meger Stephen Jochumsen

og hans familie faktisk ejede er

dog vanskeligt at svare på. Andre husmænd

har j forbindelse med deres ansøgninger

om udmarksindtagelse anført årsa-

8en til deres behov, og dhse årsager siger

noget om bostedern€s ringe størrelse. Husmand

Mogens Mogensen fra Rutsker sogn

anmodede om at måtte flyttesitgærde længere

bort, eftersom de kreaturer, der gik på

udmarken, kunne nå hans hus. Frederik

Hansen fra Kl€mensker sogn anmodede om

indtagelse af mere udmark, så han blev i

stand til at holde en ko. Disse to eksempler

fra 1773, og de er kun to blandt mange lignende,

viser, hvor trængl mange husmænd

har været.

D€t bornholmske landbosamfund i 1700tallet

var ligesom allc øvrige samfund på

den tid strengt klassedelt. Gårdmænd, husmænd

og tjenestefolk var de tre største

befolkningsgrupper. Disse tre grupper har,

når man medtager godsejerstanden, også

været fremherskende i det almindelige danske

landbosamfund. Der er dog i denne forbindelse

særlig €t forhold, der her adskiller

Bornholm fra det øvrige land, og det er

spørgsmålet om den sociale mobilitet.

I det danske landbosamfund var der ikke

ringe mulighed for såvel social op- som

nedstigning. Det var ikke ualmindeligr, at


DET BORNHOLMSKE LANDBOSAMFUND I ITOO TALLET

husmænd eller tjengstekarle overtog en ledig

fæslegård, med de muligheder detregav

for en forbedret levestandard. Sådanne

overtaSelser kunne blandt andet komme på

tal€, fordi godsledelsen, i det daglige arbejde

ofte med ridefogeden i spidsen, kendt€

almuebefolkningen på godset, og derforofte

vidste, hvor man kunne finde en duelig

tjenestekarl, der kunne overtage en ledig eller

måske dårligt holdt fæstegård. Eller en

fæstebondes søn kunne komme i lære på

herregården, blive ridefoged og mfuke ende

som godsejer.

Det bornholmske landbosamfund var socialt

meget mere fasdåst. Selvfølgelig var

der mulighed for nedstigning. En gårdmand

kunne gå fallit og hurtigt havne på

samfundets bund. Men den, der befandt sig

på bunden af samfundspyramiden, havde

utroligt vanskeligt ved at forb€dre sin status.

Ville man have en gård, måtte man købe

den til markedspris. Der var ingen godser,

der kunne Sive henstand med indfæsF

ningen, og med den ringe opsparing, tjenestefolk

og måske især husmandsfamilierne

havde, har det været umuligt at rejse den

fornødne kapital. På Bornholm var der ing€n

genvej til en forbedret levestandård.

Kuhwlandskabet og landbtugsdriften

Kilderne ril beskrivelse af d€t bornholmske

kulturlandskab og den bornholmske landbrugsdrift

i 17oo-tallel er umiddelbart mere

lilgængelige, end når det drejer sig om de

sociale forhold. For det første er man for

Bornholms vedkommende i den heldige situaiion,

at er af de bedste danske egnskorr

fra l?oo-lallet - Hammers bomholmsko.t

fra 1750 - gør os i stand til at rekonstruere

kulturlandskabet temmelig nøje. For det

andet er amlmand J.C. Urnes )Ager-

Dyrkningcns Behandling paa Bornholm(

fra o. 1760 blevet udgivet af Aage Rohmann

i 1964, og J.P. Prahls DAgerdyrknings

Cat€chismus Efter Bornholms Ager'

dyrknings-Maade(, som allerede er blevet

nævnt, blev trykt i København i 1777. Beg-

ge disse skrifter beskæftiger sig indgående

med den tekniske side af landbtugsdriften.

Urne giver i tidens sprog følgende beskrivelse

af kulturlandskaber: )Her på

Bornholm er i almind€lighed ikkun rinee

høbjærgning, hvilket til dels og meget kommer

af landets indretning dermed, at hverken

til købstæderne eller på bø.iden (landet)

er å parte indelukkede vange som skiftevis

bruges andre steder, et år til at beså og holde

fredet for kreature, og andre år igen til

overdrev- Men her på tandet ligge agrene i

flæng, snart blive nogle besåede, snårt andre

liggende til hvile. Heste, kvæg, får, svin

og øvrige kreature går fra indhøstel er, hen

til hegning skal holdes, nemlig 1 maj eller

Valborg dag over alt både de usåed€, som

og med rug besåede agre, samt engene, frit

omkring, ja fårene endog længere indtil

vårsæden er laga.(

En ager var betegnelsen for den mindste

markenhed indenfor et vangebrug. Vangebruget

var som tidligere nævnt den fremherskende

dyrkningsmåde af landsbymarkerne

på Sjælland og Fyn. Landsbymarken

varde fleste steder inddeh i tre vange. Disse

vange var igen inddelt i åsc, som igen var

inddelt i agre. Agren var således den markenhed,

€n bonde havde ansvaret for, og

bonden kunne have utallige agre rundt omkring

i bymarken. Det var ikke ualmindeligt,

at en enkelt gård havde over 100 agre

fordelt i landsbymarken. Der var dog system

i opbygningen, sådan al der i hver ås

var ligeså mange agre, som der var gårde i

landsbyen, og bønderne blev i fællesskab

enige om, hvad der skulle dyrkes af 3fgrøder

i de enkelte åse.

Det er dette dyrkningssystem, Urne sammenligner

d€i bornholmske med i ov€nstående

citat- Hvad han mener, nA. han skriver,

at de bornholmske agre ligger i flæng,

kan man få €t indtryk af ved at se på Hammers

kort, hvor agrene er indtegnet (fig.4).

Umiddelbårt ser der ud til at vær€ meget

smukt system i markanlæggene, og det Urne

mener, er heller ikke, at agrene ligSer

hulter til bulter. Han mener, at agrene er

t7


anlagt, hvor de bedst kan og med baggrund

i personlige interesser uden nogen fælles

koordinering. De agre, som tilhørte en bestemt

gårdmånd, blev dyrket, som denne

gårdmand ønskede det, uden forudgående

aftale m€d de øvrige bønder. Man havde

altså ikke på Bornholm indrettet et system,

hvor man gennem rådslagning bønderne

imellem vedtog, hvilke arealer der skulle

besås med byg, hvilke der skulle besås med

rug, og hvilke der skulle henlæ8ges til fælles

overdrev og til græsning for kreatureF

ne. Den enkelte bonde )bestemmer sine

jorders inddeling til mueligste fordel, efter

jordens narur og beliggenhed(, som Prahl

udtrykker det.

Hvordan fungerede den bornholmske

dyrkningsmåde så i praksis, og var det

bornholmske dyrkningssystem mer€ eller

mindre funklionsdygtigt end det danske?

Både Urne og Prahl beskriver markrotationer,

samt hvordan de enkelte afgrøder

skal dyrkes, for at man kan opnådet bedste

resultat; men de Llnderstreger til stadiahed,

at de kend€r andre bønder, der har d€r€s

egen foretrukne facon,

Generelt blev jorden opdelt i to typer:

bygjorden og havrejorden. Byggen var den

kornsort, d€r blev regnet for mest værdifuld,

mens havren var den mindst værdifulde.

Bygjorden var da også den gode jord,

som blevgødei og dyrket med rug, byg, ærter

og vikker, Prahl beskriver en bygjords

rotation, som den almindeligt tog sig ud,

således: En ager i bygjorden skulle hvert

sjette år have hvile og gødning. Brakåret

skulle komme efter det år, hvor der havde

været sået rug. Det vil sige, første år såede

man rug, andel år lå agren brak. Herefter

såede man tredje år byg, fjerde år ærter,

femte år byg igen. Sjette år blev agren deh

op i to dele, hvorefts den ene part blev sået

med byg, den anden med vikker, hvorefler

man begyndte forfra ig€n. Om havr€jord€n

skriver Prahl, at man bør beså halvdelen og

lad€ den anden halvdel liage gold.

Den enkelte bondegårds jord lå ikke

samlet, som landbrugsjorden gør det i dag

I8

ANDERS HOLM RASMUSSEN

med markerne i umiddelbår nærhed af gården.

Selvfølgelig befandt nogle af markerne

sig i nærheden af gården, men der var

også mange, der lå spredt rundt i landskabet

længere væk. Når Prahl taler om byg,

jorden, skal dette derfor ikke opfattes som

€n samlet jordlod indenfor samme indhegning.

Bygjorden såvel som havrejorden var

summen af alle de mange agre, den enkelte

gård havde rundt omkring, og det kunne

være et stort problem, der krævede meget

arbejde, alene at transportere sig derhen,

hvor den ager, der skulle dyrkes, var place-

Et andet Droblem. det bornholmske

marksyslem affødte, var spørgsmålet om

afvanding. Prahl skriver: )Vandets afløb

befordres ved dybe furer, render og grøfter;

m€fl her mødes ofte den vanskelighed,

at det er en nabos eller €n anden mands

jord, som enten skulle gøres rende igennem,

eller hvor vandet skulle løbe over eller

på, og som ej vit tillade samme at ske.(

Problemet opstår ifølge Prahl derved, at

bønderne )som selvejere søge på den fordelagtigste

måde at gøre sig jorden nyttig,

så enhver reLter sig efter sin egen fordel((.

Der er ingen tvivl om, at det visse steder

har været en fordel for bønderne, at de var

herrer over deres egen jord. De, der har

haft gode driftsbetingelser, det vil sige en

stor del åf deres jord samlet i umiddclbar

nærhed af gården og ikke for mange lavtliggende

jorder, hår ikke vær€t nødsaget til

at tage hensyn til andre bønders krav. Det

er interessant at se både Urnes og Pråhls

holdning til spørgsmålet om det bornholm,

ske systems kvaliteter. På den ene side er de

samstemmende eniSe om, at det er en fordel

for bonden ai være fri af fællesskabet

og fri for diverse godsejerkrav. De skriver

begge to, at den bornholmske bonde i særlig

grad har mulighed for at høste optimalt,

da der ikke påhviler ham pligter såsom hoveri

o.lign. På den anden side oplever man

gang på gang, at de i deres vurderinger ligefrem

efterlyser et dyrkningsfællesskab.

Udover den bemærkning om høbjærgnin-


DET BORNHOLMSKE LANDBOSAMFUND I ITOO TALLET

.f.

I

FiE. 4. Rlad jra Hanmets kort. Bodilsket soqn tned Parudisbdkke e. Foto aIoliginal i Det Kongelige

Bibliatek- (Foto AHR. 1988.)

gen, som Urne blev citeret for ibegyndelsen

af deiie afsnit, skriv€r han ligeledes om efterårspløjningen,

a! den ikke er så effektiv

på Bornholm som i det øvrige land. Efter

årspløjninsen havde til formål >at pløje

stubbene ned om efterhøst, for at fåjorden

d€sto mørere vint€ren overnej(. Det bornholmske

*

syst€n havde sine ford€l€ såvel som ulemper,

og det havde dyrkningsfællesskabet

også. Cenerelt må det siges, at hvis d€t

bornholmske landbrug i 17oo-tallet skulle

komm€ til at yde mere, end det sjorde, var

reformef nødvendige på såmme måd€ som i

det øvrjge land. På det!€ centrale punkt

kom Bornholm nok til at stå noget i skyggen,

netop fordi bønderne ikke indgik som

en del af d€t danske sodssystem. Det varjo

på baggrund af dette system, landborelbF

merne blev udarbejdet. Det mest markant€

eksempel på konsekv€nsen af, at bornholmerne

stod udenfor her, var måske udskift

ningen. Mens man i det øvrjge land i dulnins€n

af 1700-tall€t var sodt isang med

udskiftningen, hvorved h!'er enkelt gård fik

sin jord samlet omkring sig, blev grund

lagel for en bornholmsk udskiftnins først

l9


lagt langt op i l8oo-tallet. Den første mairikulering

af den bornholmske jord fandt

sted i 18,10'erne. I det øvrige land begyndie

man at matrikulere allerede i 1600-tall€t,

hvilket endte med Christian V's matrikel

fra 1688.

Den bornholmske bonde var ikke stavnsbunden

efter samme juridiske princip som

den oversøiske kollega. Han var ikke direkte

undertrykk€t af nogen herremand, men

til gengæld trykket ind i et socialt fastlåsi

samfund, ofte alene med sjg selv og sin fa_

milie udenfor et fællesskab, der kunne mobilisere

kamp for bedre vilkår, når en storbodde

havde sat sig på en del af hans udkomme.

Alligevel fungerede landbosamfundet

på Bornholm, og produktionen var

fuldt på højde med de øvrige landsdele. Befolkningstallet

steg, og landbosamfundet

udviklede sig imod en tilpasning til en ny

tids krav-

Atkivoliet i RiE atkivel.

Rentckanneiersårkiv, 16l Bornholnskesaser:

361,55 Jordebog ovcr Bornholns Amr 1696.

361,1? Breve og dokumenrq vedrørende kommislio

nen af l7l8 23. dec.mb€r ahgA.nde udnar*s

jorderne på Bornholn-

16l,5E Breve os dokum.mer vedrorcnde konmhsionen

af l?23 20. seprcmber angåcnde ldmårksjordern.

på Bornholm.

l6l,J9 Jord€bøger over den indla8nc udnarl på

Bornholn, 1727 29,

36t,6/J 1143-60, Dokunenr* vedr, salg af kel, sods

på Bornholn, nalnli8 auktion.D l?.I4 L maj.

16l,6l l?445?. Indkonn.ss.rtaBornhold.navn

lig vedrørcnde udmarksjorder.c,

361,62 AnsøgninSe! fra Bornholms fos*ellige sogne

aqåend. udmarrsjordeB indraa.lsc lt72

1780.

20

ANDERS HOLM RASMUSSEN

161,63 Cå, l7?5-1832, Saser vcdr- udnarksjordernc

361,64 Div.ree saB.r vedr. navnlis kommhiio.€n al

l?38 ril al undersøsc foGkellisc forhold pA

161,65 1738-39. Dotunenter vedr. komnissionen ar

l?18 ril at lndrsosr foBkellis. forhold på

A.kivolie. i Londerki@t Jor Sjellan.l,

Lolønd- Fdlster oe Bom holn,

Bornholms anrssrueå!kiv,

9.144I!Ie!@{!

30 Hartkorns5pecillkarionlT36.

3t Jordebøger 3 bd. østcr, Nøfe, Søhder hrd,

39 Forlesncls. over udmarl{sjord* 2 bd. i en

pakke, 1729, I829 (?), 1839.

P.-B!g!!X4!!€$!

46 Hov€dbogd ov* irdlomne kcndelser og

J6

fæsLepenSc 17,t41858.

Specifikåtion over bctalre iæslepcnge. l?89-

66 Spæifikation over Bornholms 8årde.

E A9d!&!!41!!!!r

109 123 Fæn€protokollerI689-18,16. Fæst.protokoll.r

t72l-ltJl- (Find6 på nitrofilm nr. M

124-139 Fæslebrevc

'18?4ff.) l72l 1851,

152-184 Afskdvningsbøger for landgilde, (Oidnct

135 LandgildcosudnartshavreeftcriorordninS

16/6-1192 .lrer raxt. l?93-1798, 1800-1802,

H.J- Skovgaard: Kon Åfbildnih8 paå Bornholms

vedtæ8t om Adganssrel lil SelveyerBaarde {Kbh.

t17t).

J.C- Urncr Agd-Drrtningcns BchandlinS pæ Bornholm

(Ude. Kbh. 1964).

J,P. Prahlr Agedrrknings Cat.chismus .ft€r Born"

holns As€rdyrkninss Ma.d. (Kbh. 1777).

N. Crønbcch: Nq.t om Landbru8et paå Bornnoln

ned Fo^las ril dcrs Forbedrine (Kbh. l8l5).

O. Ande6.n Boreby: Anviisning til dcn Practisk.

aaerdyrlning sru.d€r paa cgen Erfåring ((bh.

11121.

More magazines by this user
Similar magazines