Documents/I en kasse for sig.pdf - PBU

pbu.dk

Documents/I en kasse for sig.pdf - PBU

I En kassE for sIg

Træk af pædagogfagets pensionshistorie

Ivan Enoksen


Udgivet af PBU,

Pædagogernes Pensionskasse

April 2010

Anden udgave: 750 stk.

Layout: Monsun

Tryk: Eks-Skolens Trykkeri

Fotos:

Ivan Enoksen

Mark Knudsen/Monsun Foto

Arkivfotos:

Hasse Ingvardsen

2. Maj

Michael Daugård

Jens Bach

Morten Langkilde

Mark Knudsen og

Peter Kristensen/Monsun

Heine Pedersen

Henrik Frydkjær

Jacob Carlsen


Forord

Pædagogers forsørgelse, når de er holdt op med at arbejde,

beror i hovedsagen på tre indkomstkilder: Folkepensionen,

Arbejdsmarkedets Tillægspension og deres personlige

pensions ordning i enten PBU (oprindelig Pensionskassen for

Børne- og Ungdomspædagoger, nu Pædagogernes Pensionskasse)

eller i Pensionsordningen af 1976.

I dette skrift trækkes de historiske linjer op til i dag. Det

handler om velfortjent otium, fattighjælp, alderdomsforsørgelse

for de værdigt trængende, aldersrente, folkepension til høj

og lav, tjenestemandspensioner og arbejdsmarkedspensioner.

Det handler også om en pensionskasse, som har skilt sig ud

fra mængden og mødt både medvind og modvind på sin vej.

En vej, som via en tryg barndom og en oprørsk ungdom har

ført PBU frem til voksenlivets ansvarlighed.

Skriftet, der går kronologisk frem, starter ved sagens

begyndelse og slutter lige dér, hvor PBU – og først og fremmest

BUPL – befinder sig i dag: Stillet over for valget mellem

– ikke bare ved den næste, men ved adskillige kommende

overenskomstforhandlinger – at prioritere højere pensionsindbetalinger

på bekostning af andre slags forbedringer, eller

acceptere, at pædagogernes lønefterslæb i forhold til sammenlignelige

faggrupper ikke alene forlænges, men forstørres ind i

pensions alderen.

Et skridt – godt nok et lille ét – blev taget ved OK 08, da de

menige pædagogers pensionsprocent blev forhøjet med 0,26

procent. Dertil kommer, at PBU via nyskabelsen Weekendpension

har givet det private opsparings-initiativ en mulighed for

at folde sig ud ved siden af den kollektive arbejdsmarkedspension.

Det har indtil videre ikke så voldsomt mange benyttet

sig af, men ordningen er ny og kendskabet til Weekendpension

er ikke stort, så her er noget at tage fat på for PBU.

Ivan Enoksen

I en kasse for sig – træk af pædagogfagets pensionshistorie

3


4 I en kasse for sig – træk af pædagogfagets pensionshistorie


I en kasse for sig

Træk af pædagogfagets pensionshistorie

Ved sagens begyndelse

I vor kristen-lutheranske kulturkreds

var indstillingen til langt op i 1800-tallet,

at mennesket skulle klare sig selv

og ikke ligge samfundet til last. Det

skulle arbejde, skulle mennesket, indtil

det var slidt ned og slidt op. Havde

det ikke ved rettidig omhu selv

betrygget sin alderdom, eller havde

det ikke en hjælpsom familie om sig i

perioden mellem opslidning og død,

var der kun privat velgørenhed at

håbe på. Med Junigrundloven af 1849

indførtes fattighjælp for den, ”som

ikke selv kan ernære sig eller sine, og

hvis forsørgelse ikke påligger nogen

anden”. Til den sparsomme hjælp var

knyttet skrappe og bevidst ydmygende

betingelser. Et fattiglem mistede

rådigheden over sine ejendele, var

bundet til forsørgelseskommunen,

måtte ikke gifte sig uden tilladelse fra

den lokale fattigbestyrelse og fortabte

tillige sin stemmeret. Fri for at arbejde

var man heller ikke nødvendigvis,

fordi man kom på fattighjælp. Fandtes

der bare den mindste smule kræfter i

behold hos fattighjælpsmodtageren,

skulle de stilles til rådighed for øvrigheden.

Noget for noget, lød tidens

lutheranske moralbud.

Med Alderdomsunderstøttelsesloven

af 9. april 1891 skete en afgørende

ændring. Loven betød, at der, når de

efter samtidens målestok var værdigt

trængende, skulle ydes alderdomsunderstøttelse

til personer over 60 år,

– som ikke ved dom var fundet

skyldig i en i den offentlige mening

vanærende handling uden at have

fået æresoprejsning,

– som ikke ved egne handlinger

eller et uordentligt og ødselt levned

havde bragt sig i trang,

– som i de sidste 10 år havde haft

fast ophold i landet

– og ikke i perioden havde modtaget

fattighjælp eller var blevet fundet

skyldig i løsgængeri eller betleri.

De, der levede op til fordringerne,

fik med den nye lov et retskrav på

statslig understøttelse. Hvor stor ydel-

I en kasse for sig – træk af pædagogfagets pensionshistorie

5


6 I en kasse for sig – træk af pædagogfagets pensionshistorie

sen skulle være, beroede på et skøn,

og det blev udøvet af sognerådene på

landet og byrådene i købstæderne.

Reformernes årti

Loven, som i øvrigt blev finansieret

ved blandt andet en forhøjelse af

øl-skatterne, og som på grund af en

meget restriktiv praksis ved tildelingen

ikke belastede de offentlige finanser

ret meget de første mange år, var

en blandt flere socialpolitiske reformer

i løbet af 1890’erne. Årtiet, hvor meget

af det, som har givet den danske

socialforsikringsstat dens egenart, blev

grundlagt.

Andre elementer var den statsligt

understøttede sygeforsikring for ubemidlede

fra 1892 og den tilsvarende

ulykkesforsikring fra 1898.

Uden for konteksten kan det anføres,

at det også var i 1890’erne, at det

danske arbejdsmarked fik sin ”grundlov”.

Det skete med Septemberforliget

fra 1899, hvis vigtigste grundsætning

stadig har gyldighed. Det er den,

der siger, at arbejderne anerkender

arbejdsgivers ret til at lede og fordele

arbejdet, mens arbejdsgiver anerkender

arbejdernes ret til at optimere

deres styrke ved at organisere sig og

danne fagforeninger.

Egeninteressen som motiv

Indførelsen af alderdomsforsørgelse

var en socialpolitisk revolution og i sin


udformning anderledes end den, der i

1889 havde set dagens lys i Tyskland.

Mens finansieringen i vort sydlige

naboland beroede på arbejdsgiverbidrag

og den enkeltes obligatoriske

opsparing i arbejdslivets løb (og i

øvrigt stadig gør det), var den danske

ordning skattefinansieret og uden

bindinger mellem egetbidraget og den

senere ydelse.

Faktorerne, som udløste reformbølgen

i 1890’erne, var forskelligartede,

men ikke udpræget altruistiske. De


Danmark har æren for at have

oprettet en aldersdomsforsørgelse,

som ikke blot ikke er gennemført

i noget andet land, men som vist

nok heller ikke nogen anden lovgivende

forsamling i verden har

tænkt på at gennemføre.«

Sælsomt. Hvordan gik det dog til?

Svaret er enkelt: Gårdmændene

ønskede det, og gårdmændene

regerede”.

(Professor Jørn Henrik Petersen,

Syddansk Universitet, refererer og

kommenterer i ”Gårdmandsvenstre

– velfærdsstatens far” en samtidig

politikers bemærkninger)

toneangivende kræfter i partiet Venstre

– de store gårdmænd – så en egeninteresse

i at få forbedret forholdene

for husmændene og landarbejderne,

så de ikke rendte af pladsen og tog

ind til byerne, hvor de risikerede at

falde i dårligt selskab. Regeringspartiet

Højre var, efter at have set deres

politiske forbillede, den preussiske

jernkansler Otto von Bismarck, selv

initiere lovgivning om offentlig alderdomsforsørgelse,

indforstået med, at

der måtte gøres noget. Et underliggende

motiv som Venstre og Højre –

og i øvrigt også Bismarck – deltes om,

var frygten for, at arbejderne skulle

falde for socialistiske ideer, hvis deres

forhold var for elendige. Man håbede

med initiativerne desuden at tage vinden

ud af sejlene hos et socialdemokrati

på hastig fremmarch.

Værdigt trængende

Selv om loven om alderdomsunderstøttelse

var progressiv for sin tid,

havde den også i sig indbygget nogle

skavanker. Den største af dem var,

at det var overladt til nogle i en vis

forstand inhabile menneskers vilkårlige

skøn om en person var værdigt

trængende, og hvor trængende vedkommende

i givet fald var. Holdningen

hos de gårdmænd, som sad på

magten ude i landsognene, var, at der

ikke skulle ruttes med pengene. Dem

havde de nemlig et nært personligt

I en kasse for sig – træk af pædagogfagets pensionshistorie

7



Efter spredte tilløb til reformer

kom myndighederne de fattige

gamle til undsætning med en revolutionerende

lov om aldersdomsforsørgelse

i 1891. Et besynderligt

sammenstrik af politiske motiver

muliggjorde lovens vedtagelse.

Venstre var bekymret for emigrationen

af arbejdskraft fra landbruget,

det konservative syntes, at

det var synd for soldaterenkerne,

hvis de skulle under fattigforsorg,

og socialdemokraterne så selvsagt

på arbejdernes nedslidning og fattigdom.

Det pekuniære blev klaret

dels via skatten på øl, dels ved at

adskillige kommunalbestyrelser i

flere år overså loven”.

(Seniorkonsulent, dr. med Henning

Kirk i Ӯldres arbejdsmuligheder:

Funktionsevne frem for alder”)

8 I en kasse for sig – træk af pædagogfagets pensionshistorie

forhold til, eftersom den vigtigste

skattekilde i landsognene dengang

var jordskatterne, og jord, det havde

netop gårdmændene.

Reaktionenen utålelig tilstand

kom i 1922, da der blev indført faste

spilleregler for tildeling og udmåling

af ydelsen. Samtidig blev aldersgrænsen

hævet til 65 år, ligesom man ikke

mere talte om alderdomsunderstøttelse,

men om aldersrente. Hvad

der derimod ikke blev rørt ved med

1922-loven, var den skønsmæssige

bedømmelse af, om en person var

værdigt trængende.

Det – altså skønsprincippet – forsvandt

først i 1956, da alle over 67

år – mand og kvinde, tynd og tyk,

fattig og rig, gnier og ødeland – fik

en lovsikret ret til folkepension. Ordningen

var skruet sammen, så alle fik

folkepensionens mindstebeløb, mens

de øvrige pensionsdeles størrelse blev

reguleret i forhold til modtagerens

økonomiske forhold.

Pensionshistorie

Længe før alle i 1956 fik ret til skattefinansieret,

offentlig folkepension,

var der grupper i samfundet, som på

anden måde havde sikret sig og deres

mod tab af indtægt i forbindelse med

alderdom, sygdom, død og ulykke.

Det var dem, der havde en pensionsordning.

Legionærerne i det antikke Roms


hære regnes for at være de første af

slagsen. Når tjenesten var forbi, tog

den romerske stat legionærernes

forsørgelse på sig. Det siges at være

herfra, at begrebet ”velfortjent otium”

stammer.

I løbet af 1700-tallet udvikledes i

Frankrig et tjenestemandssystem med

såkaldte pensionstilsagn, som siden

bredte sig ud over Europa, og som

også nåede de danske strande. Systemet

indebar, at staterne garanterede

medlemmerne af deres embedsværk

en pension ved fratræden på grund

af alder eller uarbejdsdygtighed. Pensionsbeløbet

svarede til eller var en

procentandel af deres hidtidige gage,

og det blev udbetalt frem til embedsmandens/ægtefællens

død.

Indtil slutningen af 1800-tallet var

godet i alt overvejende grad forbeholdt

tjenestemænd i den offentlige

forvaltning. Det vil i Danmark i praksis

sige staten og købstæderne. Landsognene

var som oftest for små til at

have ansat et personale.

Statspensionen, som fra starten

havde været en nådegave fra den

enevældige monark til de mest loyale

embedsmænd, blev med pensionsloven

af 1851 ’for kongeligt udnævnte

embedsmænd’ en rettighed. Denne

rettighed blev siden udvidet til også

at omfatte ansatte under de forskellige

styrelser, om end deres forhold

var noget ringere end dem, der gjaldt

for de ’ægte’ statstjenestemænd. Forskelsbehandlingen

ophørte i 1919 med

loven om statstjenestemænd.

Op til denne lovs vedtagelse var

der faktisk overvejelser om helt at

afskaffe ordningen, fordi den stillede

I en kasse for sig – træk af pædagogfagets pensionshistorie

9


Pensionsopsparing

Opsparing til alderdommen. Det danske pensionssystem

omfatter folkepension og førtidspension,

der begge fuldt finansieres med skattemidler

samt delpension og efterløn.

Den egentlige pensionsopsparing sker i pensionskasser,

der forvalter de overenskomstbaserede

arbejdsmarkedspensioner, i livsforsikringsselskaber,

der tegner pensionsforsikring i form

af kapitalforsikring, rateforsikring, renteforsikring

og egentlig livsforsikring, i firmapensionskasser

samt i pengeinstitutter, der forestår ordninger

med kapitalpension og ratepension.

Pensionsopsparingsprodukterne i forsikringsselskaber

og pengeinstitutter er stort set ens.

Endvidere sker pensionsopsparing i ATP

(Arbejdsmarkedets Tillægspension), hvortil alle

beskæftigede foretager obligatoriske indbetalinger,

og i Lønmodtagernes Dyrtidsfond.

(Den Store Danske Encyklopædi, uddrag af opslaget

”pensionsopsparing” )

Pensionskasse

Forening, hvis formål er at yde alders- og invalidepension

til medlemmer og til medlemmers

efterladte ægtefælle og evt. mindreårige børn,

hovedsagelig i form af løbende, livsbetingede

ydelser. Afhængigt af vedtægtsbestemmelserne

reguleres pensionskassevirksomhed af Lov om

finansiel virksomhed, kapitel 18.

(Den Store Danske Encyklopædi, opslaget

”pensionskasser”)

10 I en kasse for sig – træk af pædagogfagets pensionshistorie

tjenestemænd vildt meget bedre end

den øvrige befolkning. En afskaffelse

kom det dog ikke til, dels fordi

der var tale om en hævnvunden

rettighed som det kunne blive dyrt

for statsmagten at bryde, dels fordi

pensionsordningen ansås at have stor

betydning for fastholdelsen af en loyal

tjenestemandsstand.

Styrken ved tjenestemandssystemet

med tilhørende pensionstilsagn var

netop, at det sikrede en kvalificeret

og stabil funktionærgruppe. Med en

høj grad af sikkerhed i ansættelsen og

udsigt til en betrygget alderdom var

det nemlig attraktivt at komme ind

ved det offentlige.

Firmapension

Så attraktiv fremstod offentlig ansættelse,

at det blev et problem for den

fremvoksende industri at skaffe sig

velkvalificeret arbejdskraft. Med det

formål at styrke sin konkurrencestilling

oprettede de første private virksomheder

– mest udbredt inden for

den finansielle sektor - i slutningen af

1800-tallet derfor firmapensionskasser.

Ordningerne indeholdt typisk risikodækning

under ansættelsen og en

vis økonomisk sikkerhed i den senere

tilværelse som pensionist. De private

firmapensionsordninger lignede altså

i mangt og meget dem, der gjaldt for

tjenestemænd. At de blev lavet for

netop at stille privatsektoren stærkere


ATP

Arbejdsmarkedets Tillægspension,

obligatorisk pensionsordning,

der omfatter

alle lønmodtagere mellem

16 og 65 år på det danske

arbejdsmarked. ATP blev

oprettet ved lov i 1964 som

en selvstændig, selvejende

institution og ledes af

arbejdsmarkedets parter i

forening. ATPs formål er at

udbetale lønmodtagerne en

i konkurrencen, fremgår desuden af,

at ordningerne var henvendt til firmaernes

funktionærer. Arbejderne, som

der ikke var den samme rift om, blev

holdt uden for.

Arbejdsmarkedspensioner

Den ældste endnu eksisterende

arbejdsmarkedspensionsordning i

Danmark er Pensionskassen for Værkstedsfunktionærer

i Jernindustrien.

Den blev etableret i 1900, lukkede for

nytilgang af medlemmer i 1993 og

havde i 2007 blot 1300 medlemmer tilbage,

hvoraf de godt 1200 var gået på

pension. På 100 års dagen i 2000 var

kassen god for 2,5 milliarder kroner.

Formentlig i forsøget på at få omsat

løbende tillægspension til

folkepensionen, og udbetalingen

kan tidligst ske fra

lønmodtagerens 65. år. Derudover

kan der ved et ATPmedlems

død udbetales

ægtefælleydelse og børneydelser

som engangsbeløb

til de efterladte.

Pensionsordningen finansieres

af bidrag fra lønmodtagere

(1/3) og fra arbejdsgivere

(2/3). Bidrag til ATP

formuen, inden det sidste medlem er

gået bort, udbetales hvert år to ekstra

månedlige pensioner

Rigtig fart på oprettelsen af arbejdsmarkedspensions-kasser

kom der dog

først i starten af 1950’erne. Kassernes

kendetegn var, at de samlede et helt

fag eller en hel branche, og at ansvaret

for pensionsydelsens størrelse ikke

var pålagt den enkelte arbejdsgiver i

form af et såkaldt tilsagn, sådan som

tilfældet var hos tjenestemændene,

men var lagt i hænderne på en pensionskasse,

hvortil arbejdsgiveren – og

lønmodtageren – indbetalte bidrag.

Udviklingen startede på akademikerområdet,

fordi det var her,

over enskomstansættelser først vandt

er i hovedsagen ens for alle

lønmodtagere, og der indbetales

også bidrag til ATP

under fravær fra arbejdsmarkedet

pga. arbejdsløshed,

sygdom og barsel.

Tillægspensionens størrelse

afhænger af de bidrag, som

er indbetalt for den enkelte

over et helt arbejdsliv, samt

af forrentningen heraf.

(Den store Danske Encyklopædi,

opslaget ”ATP”)

I en kasse for sig – træk af pædagogfagets pensionshistorie

11



At parterne på det danske arbejdsmarked i løbet af så

kort tid har formået at skabe og fuldt finansiere et omfattende

og velfungerende pensionssystem gennem frie

overenskomstforhandlinger, hvor forbedringerne kun

kunne komme gennem en krone for krone-veksling af

mulige lønforbedringer til pensionsindbetalinger, er ganske

enkelt internationalt enestående”.

(Fritz von Nordheim Nielsen, medarbejder i

generaldirektoratet for beskæftigelse og sociale

forhold under EU-Kommissionen)

frem på tjenestemandsansættelsernes

bekostning. Snart efter nåede samme

udvikling til grupperne af mellemlangt

uddannede FTF’ere, og blandt

dem først til de ansatte inden for

12 I en kasse for sig – træk af pædagogfagets pensionshistorie

sundhedssektoren. Fysioterapeuterne

fik deres pensionskasse i 1954, sygeplejerskerne

deres i 1964 og portørerne

deres i 1968. Ved Bistandslovens

ikrafttræden i 1976 ophørte på pædagogområdet

den tjenstemandslignende

reglementsansættelse, hvilket

bevirkede, at der også her var behov

for at få etableret en pensionskasse.

Sidst på banen kom LO-området.

Ved fornyelsen af overenskomsterne

på det offentlige område 1989 blev

der for første gang afsat midler til

ansatte, som indtil da ikke havde

været omfattet af en pensionsordning

eller havde nydt godt af den såkaldte

supplementsunderstøttelse. Den var

fra starten tænk som et tilskud til folkepensionen

for ikke-pensionsforsikrede

medarbejdere i staten, men blev

også givet til de timelønnede i visse

store private virksomheder.

I den private sektor kom gennembruddet

for arbejdsmarkedspensionerne

ved overenskomstforhandlingerne

i 1991. Ikke, som tænkt af

Socialdemokratiet, i form af en fælles

LO-baseret arbejdsmarkedspensionsfond

for alle privatansatte, men i form

af en flerhed af ordninger, stort en for

hvert forbund og administreret af fagforbundene

hver for sig.

I det socialdemokratiske udspil

lå også, at der skulle optjenes pension

ved arbejdsløshed, sygdom og

barsel. Dette sympatiske synspunkt


vandt dog ikke gehør hos Folketingets

borgerlige flertal. Det rettede ind

efter arbejdsgiverne, som mente, at

en arbejdsmarkedsmarkedspension

skulle være forbeholdt folk i et ansættelsesforhold.

Sådan blev det – og sådan er det

stadigvæk, nu hvor arbejdsmarkedspensionerne

for LO-grupperne har

nået en bidragsprocent på 12. Og i

øvrigt synes at være gået i stå dér.

Børneforsorgens Pensionskasse

Historien om pædagogernes pensionskasse

tog sin begyndelse i 1911, da

der i henholdsvis Jylland og København

blev oprettet pensionskasser for

medarbejdere i ”børnesagens tjeneste”.

De to blev i 1926 slået sammen

til Børneforsorgens Pensionskasse.

Medlemmerne var fortrinsvis ansatte i

private, selvejende institutioner. Disse

indbetalte et bidrag til medarbejdernes

pension, mens staten ydede et

tilskud.

Da pædagogerne kom på reglementet,

det vil sige blev ansat på

tjenestemandslignende vilkår, påtog

staten sig samtidig ansvaret for, at der

var en pension til dem den dag, de

havde brug for den. Helt så godt stillede

som ”rigtige” tjenestemænd var

pædagogerne dog ikke.

Forklaringen lå i det forhold, at

langt de fleste daginstitutioner dengang

var selvejende. Kompetencen til

at ansætte og afskedige medarbejdere

lå således hos en privat bestyrelse,

mens det økonomiske ansvar var

statens. Hvis man havde indrømmet

pædagogerne status som fuldblods

tjenestemænd, kunne den private

bestyrelse ved at fyre en pædagog

altså påføre staten et stort økonomisk

erstatningsansvar.

Den væsentligste forskel mellem

de to ansættelsesformer lå i, at reglementsansatte

pædagoger ikke fik – og

stadig ikke får – ”ventepenge” i op til

tre år i tilfælde af afskedigelse. Denne

lukrative ordning var og er forbeholdt

tjenestemænd.

Kommunerne tager over

De næste mærkedage i pædagogernes

pensionshistorie kom i løbet af

1970’erne. Men først lidt om baggrunden.

Grundstenene blev lagt med

kommunalreformen fra 1970, som

reducerede antallet af kommunale

enheder fra lidt over 1300 til 275. En

I en kasse for sig – træk af pædagogfagets pensionshistorie

13


centralisering, der, som det ofte ses,

skulle komme til at bane vejen for

sin egen modsætning: en decentralisering.

Det, der fulgte 1. april 1976,

var med Bistandslovens ikrafttræden

nemlig en vældig overførsel af

opgaver fra staten til de nye storkommuner.

Blandt opgaverne, som blev

overtaget af kommunerne, var daginstitutionsområdet.

Med udflagningen af daginstitutionerne

til kommunerne var det slut

med statslige cirkulærer, som i detaljer

for eksempel beskrev, hvor mange

pædagoger, der skulle medgå til en

given opgaves løsning. Det var det

nu op til den enkelte kommune selv

at beslutte. Slut var det også med, at

pædagogernes løn- og ansættelsesforhold

blev fastsat af Folketinget gennem

en såkaldt ensidig forvaltningsakt.

Løn- og ansættelsesforhold skulle

afgøres i direkte forhandlinger mellem

BUPL og de kommunale arbejdsgivere.

Og slut var det endelig med

ansættelse på tjenestemandslignende

vilkår. Med fremadrettet virkning

kunne pædagoger kun blive ansat

efter en overenskomst.

For pædagogernes pensionsforhold

fik denne fuldstændige omkalfatring

af deres arbejdsmarked naturligvis

også betydning.

Lukketid

Da kommunerne, ikke staten, nu var

14 I en kasse for sig – træk af pædagogfagets pensionshistorie

pædagogernes arbejdsgiver, skulle der

findes en ny ordning på pensionsforholdene.

Forinden var der dog et mellemværende,

som skulle gøres op. Det

handlede om de reglementsansatte

pædagoger, staten havde garanteret

en fremtidig pension. Løsningen blev,

at de pågældende pædagoger videreførte

deres ansættelse på de hidtidige

vilkår, inklusive deres pensionstilsagn.

For alle, der kom ind i faget efter

skæringsdatoen 31. marts 1976, skete

ansættelsen på overenskomst.

Konsekvensen var, at der herefter

ikke blev optaget nye medlemmer

i Børneforsorgens Pensionskasse.

Den blev derfor simpelthen lukket,

og staten videreførte i stedet pensionsforpligtelsen

over for gruppen af

reglementsansatte pædagoger inden

for rammen af Pensionsordningen af

1976. Lukket blev også den private

Pensionskasse for Asylbestyrerinder

for København og Omegn, som var

blevet stiftet i 1916. Kassen opretholdt

dog formel selvstændighed indtil nedlæggelsen

i 1988.

Da der siden 1976 ikke er ansat

pædagoger på reglementet, falder

medlemstallet i Pensionsordningen

af 1976 successivt. I oktober 2006 var

det samlede antal erhvervsaktive, reglementsansatte

pædagoger lidt over

3000, og det er beregnet, at den sidste

af dem vil være fratrådt i år 2025, og


at der i årene forinden vil være ganske

få tilbage.

Førstegangs-overenskomsten

Diskussionerne om, hvordan den

fremtidige pensionsordning for de

”nye” pædagoger skulle udformes,

var henlagt til forhandlingerne om

førstegangs-overenskomsten mellem

BUPL på den ene siden og Kommunernes

Landsforening (KL), Foreningen

af Kommuner i Københavns Amt

(FKKA) samt Københavns Kommune

og Frederiksberg Kommune på den

anden.

Førstegangs-overenskomst blev

den benævnt af den oplagte grund,

at det var den første pædagogoverenskomst,

parterne var i gang med at

skabe. Hvilket i øvrigt frembød en del

vanskeligheder. Ikke kun på grund af

forhandlernes uerfarenhed, men også

fordi der var principielle uenigheder

mellem dem.

I udgangspunktet så BUPL helst,

at pædagogerne blev ansat som tjenestemænd,

eller i det mindste på

tjenestemandslignende vilkår, nu blot

Pædagogerne havde fra starten et

distanceret forhold til deres pensionskasse.

Den årlige generalforsamling var

sjældent noget tilløbsstykke.

med kommunerne i stedet for staten

i principalens stol. Man var kendt

med tjenestemandssystemet og frygtede,

at overenskomstansættelse ville

betyde mindre tryghed i jobbet for

den enkelte.

De kommunale arbejdsgivere var

dog ikke til sinds at imødekomme

BUPL i ønsket. Egentlig foretrak de,

at samtlige pædagoger kom på overenskomst,

men var af staten blevet

tvunget til at videreføre reglementet

for dem, der allerede befandt sig

det. Men dermed skulle det også være

slut. Alle fremtidige ansættelser skulle

ske på overenskomstmæssige vilkår.

For de kommunale arbejdsgivere var

I en kasse for sig – træk af pædagogfagets pensionshistorie

15


det nemlig et selvstændigt formål at

komme ud af den spændetrøje, som

de syntes, det stive og regelbundne

tjenestemandssystem repræsenterede.

Uenighed om pensionsforholdene

var der også. Kommunerne foreslog

en pension opsparet på den måde, at

de ansattes løn blev forhøjet med fire

procent, som blev hensat til pension,

og at arbejdsgiverne betalte otte procent

oven i. BUPL ønskede i stedet

for denne ”4 + 8” ordning en ”5 + 10”

ordning, det vil sige i alt 15 procent

hensat til pension. Eller i det mindste,

at arbejdsgiverne dokumenterede, at

den ordning, som de foreslog, var lige

så god som de reglementsansattes.

Vanskeligheden bestod i, at parterne

benyttede forskellige beregningsmetoder.

BUPL’s krav om en

pensionsprocent på 15 byggede på

en udregning af, hvad man ville have

fået fra Børneforsorgens Pensionskasse,

hvis man havde været ansat

siden 1945 – og hvad man til sammenligning

ville have fået, hvis man

havde haft en opsparingsordning i

den samme periode.

Kommunernes beregninger byggede

i stedet på forudsigelser af,

hvordan renteniveauet og inflationen

i Danmark ville udvikle sig over de

næste 30-40 år.

»Og nok er de dygtige i Kommunernes

Landsforening, men det er

alligevel utroligt, at de i den grad kan

16 I en kasse for sig – træk af pædagogfagets pensionshistorie

spå om fremtiden,« lød en syrlig kommentar

fra BUPL.

Strid var der endvidere om, hvem

der skulle administrere den nye

pensionsordning. Arbejdsgiverne

pegede på deres eget Kommunernes

Pensionsforsikring A/S, mens BUPL

ville have frihed til at vælge et andet

pensionsinstitut. Til grund lå et ønske

om, som det hed, at få størst mulig

indflydelse på pensionsordningens

endelige udformning og få en effektiv

forrentning af de indskudte beløb.

Forhandlingerne om førstegangsoverenskomsten

trak ekstremt længe

ud. Den skulle have været på plads

1. april 1976, men der forhandledes

stadig langt ind i marts 1977, da det

omsider lykkedes at få et forlig i

stand. Det blev derpå sendt til urafstemning

og godkendt af medlemmerne.

6775 sagde ja, 276 sagde nej.

Pensionskassen for Børne- og

Ungdomspædagoger (PBU)

Pensionsordningen for de overenskomstansatte

pædagoger blev af

BUPL-ledelsen efterfølgende fremstillet

som på nogle punkter ringere og

på andre bedre end de reglementsansattes.

Dårligere, fordi pensionsprocenten

var 12 mod de reglementsansattes

15. Og bedre, fordi den nye

ordning blev anset for mere smidig

end tjenestemandspensionen. Til fordel

for den nye ordning talte desuden,


at man som 23 årig startede opsparing,

hvor starten for de reglementsansatte

gik ved 25 år.

Det blev endvidere fremhævet, at

pensionsbidragene skulle indbetales til

”vor egen” pensionskasse i stedet for

til Kommunernes Pensionsforsikring.

Pædagogerne kunne dermed nemlig

selv bestemme, hvordan deres penge

skulle investeres. Oprigtig glade lød

BUPL-ledelsen tillige over at have

fået lavet en opsparingsordning for

medlemmer, som af helbredsmæssige

grunde ikke kunne optages i pensionskassen.

Ordningen gav en svag

medlemsgruppe muligheder, som ikke

havde været der før, blev det anført.

Med aftalegrundlaget på plads var

der nu kun tilbage at få etableret en

pensionskasse, som kunne modtage,

forvalte og optimere pædagogernes

opsparing til pensionen. Heri lå at

finde et navn til kassen. Det blev Pensionskassen

for Børne- og Ungdomspædagoger,

PBU i daglig tale. Det

næste var at beslutte en vedtægt for

kassens styrelse. Det var ikke så svært.

Man kopierede simpelthen styrelsesvedtægten

for sygeplejerskernes pensionskasse.

Herunder også magtdelingen

mellem kassens interessenter: de

kommunale arbejdsgivere, de faglige

organisationer samt medlemmerne af

kassen.

Arbejdsgiverne og BUPL fik hver

to pladser i bestyrelsen, kassens med-

lemmer én, mens Landsforeningen

Danske Klubfolk (LDK) og Landsforeningen

for Socialpædagoger

(LFS, der også dengang organiserede

medarbejderne i de kommunalt ejede

institutioner i København) deltes om

et observatørsæde. Formanden skulle

komme fra arbejdsgiversiden og næstformanden

fra BUPL. Formodningen

var, at den medlemsvalgte repræsentant

altid ”holdt med” BUPL, hvorfor

den bestemmende indflydelse i pensionskassen

ville komme til at ligge hos

medlemmerne og deres fagforening.

Sidste element i skaberværket var at

få gjort op med sig selv, om man som

nystartet pensionskasse mente at kunne

selv, eller om man skulle læne sig

op ad erfarne aktører på feltet. Sidstnævnte

synspunkt sejrede. PBU indgik

administrationsaftale med Kommunernes

Pensionsforsikring A/S. Umiddelbart

sælsomt. BUPL havde under

overenskomstforhandlingerne kæmpet

for at undgå netop denne alliance.

Men der var selvfølgelig den forskel

på før og nu, at der før var tale om et

diktat fra arbejdsgiversiden, mens der

nu var tale om ens eget frie valg. En

indlemmelse i den forstand var der i

øvrigt heller ikke tale om. Kommunernes

Pensionsforsikring (KP) forestod

administrationen af kassens forretninger,

men PBU havde en bestyrelse

og bestemte et langt stykke ad vejen i

egne anliggender.

I en kasse for sig – træk af pædagogfagets pensionshistorie

17


En tryg

barndom

I de første år af sin levetid var PBU en

ren indbetalingskasse. Meget få kroner

gik den modsatte vej. De pædagoger,

som var ved at være fremme

ved ”udbetalingskassen”, befandt sig

nemlig i en anden kø. De var forblevet

reglementsansatte og var derfor

som medlemmer af Pensionsordningen

af 1976 statens ansvar.

Den første generation af medlemmer

i PBU var nyuddannet og for

langt de flestes vedkommende unge.

Der blev indbetalt bidrag for dem,

men de var ikke syge, de døde ikke

og de havde heller ikke alderen til at

gå på pension.

Altså en ren overskudsforretning

for PBU. Og kassebeholdningen da

også bare voksede og voksede.

Interessen i den unge medlemsskare

for pensionsforhold var yderst

ringe. Den årlige generalforsamling

bar vidnesbyrd om, hvor fjernt fra

medlemmernes fokus pensionskassen

befandt sig. Der kom aldrig et øje,

selv om møderne var kortvarige og

forplejningen bagefter altid upåklagelig.

Hellere pengene i hånden her og

nu, end at betale ind til en pension,

man nok alligevel aldrig fik fornøjelse

18 I en kasse for sig – træk af pædagogfagets pensionshistorie

af. Der var blandt medlemmerne i

det hele taget en udbredt mistro til

det dér pensionskasse-halløj. Enten

beslaglægger staten opsparingen, eller

også bliver der modregnet i den, så

den i sidste ende ikke er noget værd,

ræsonnerede mange unge pædagoger

dengang.

Et tjek i Fagbladet Børn&Unges

artikelarkiv over PBUs første10 år

bekræfter, at pensionssagen ikke stod

ret højt på dagsordenen. Omtalen var

sjælden og sporadisk.

PBU havde med andre ord en tryg,

måske også lidt stillestående barndom.

Det skulle der blive lavet om på

i puberteten og de tidlige ungdomsår.

En oprørsk

ungdom

Hvornår PBUs ungdomsoprør bryder

ud, lader sig ikke stadfæste på dato,

men der sker noget i 1986.


Den lune jyde, kreditforeningsdirektøren

fra Herning, borgmester

Jens Mathiasen (V), der have været

formand for PBU siden 1976, trak sig

og blev afløst af SF’eren Leif Brask-

Rasmussen.

Den nye formand, der var sekretær

for SF’s folketingsgruppe på Christiansborg,

socialudvalgsformand i Herlev

Kommune og i sin fritid optaget af

boligpolitisk arbejde, konstaterede i et

tiltrædelsesinterview i Børn&Unge, at

PBUs formue med 30.00 indbetalende

medlemmer og kun 65 af dem på

pension ville komme til at vokse eksplosivt,

og at ”disse betydelige beløb

bør bruges politisk”. Hans konkrete

forslag gik på større aktieopkøb og

byggeopgaver.

Leif Brask-Rasmussens synspunkt

fik ikke nogen speciel venlig modtagelse

hos pensionskassens næstformand,

Kurt Jensen, som i 1986 endnu

”kun” var forbundsnæstformand i

BUPL.

»Naturligvis er jeg enig i, at vi også

kan tænke politisk med de to milliarder

kroner, der er sparet op til vore

medlemmers pension, men der er

ikke truffet afgørelse i bestyrelsen om

at investere i erhvervslivet,« udtalte

en noget defensiv og håndsky Kurt

Jensen. Og tilføjede så i øvrigt, at tankerne

da var interessante og fortjente

en nøje, men også kølig overvejelse.

Hvad der især generede Kurt

Jensen, var Leif Brask-Rasmussens

forslag om – også – at satse på aktier.

Dengang i brede pædagogkredse en

kættersk tanke. Aktier var nemlig

synonymt med privat erhvervsliv

og kapitalisme. Måske faldt det også

Kurt Jensen for brystet, at den nye

formands udspil blev omtalt i medierne.

Kurt Jensen havde i Jens Mathiasens

formandstid været vant til, at det

var ham – altså Kurt Jensen selv – der

spillede ud og fik overskrifterne.

Og overskrifter i massevis havde

Kurt Jensen fået, da han første gang

lod offentligheden vide, at PBU gerne

ville låne kommunerne penge til byggeri

af daginstitutioner, så der kunne

blive gjort noget ved de alenlange

ventelister.

I en kasse for sig – træk af pædagogfagets pensionshistorie

19


Kurt Jensen, PBU’s

mangeårige

næstformand.

Et godt tilbud

Situationen i 1987 under Schlüterregeringen

var følgende: Der var for

få daginstitutionspladser i forhold til

behovet, men kommunerne var på

grund af et låneloft, som det kostede

dem dyrt i strafafgifter til staten at

overskride, afskåret fra at bygge sig

ud af problemet.

PBU tilbød derfor at opføre og

siden udleje daginstitutioner til kommunerne

på favorable langtidskontrakter.

Et sympatisk forslag, syntes mange.

20 I en kasse for sig – træk af pædagogfagets pensionshistorie

Blandt andre ventelisteforældrene og

en del kommunalpolitikere, som var

trætte af at blive sømmet op på væggen

af utilfredse borgere for noget, de

ikke selv syntes, de var ansvarlige for.

Men der var også andre stemmer

i koret. Regeringspartierne afviste

enhver tanke om at dispensere fra

reglen om, at også anlægsudgifter, der

var finansieret af private, belastede

kommunernes låneramme.

Venstres finanspolitiske ordfører

Anders Fogh Rasmussen pointerede

således, at hele sigtet med låneloftet

og strafafgiften var at regulere og

styre det samlede offentlige forbrug.

Mere overraskende end unge Fogh

Rasmussens undsigelse var det vel,

at oppositionspartierne også havde

deres forbehold over for PBUs udspil.

»Det er utraditionelt og idealistisk

tænkt, men er konsekvensen ikke, at

man bidrager til privatisering? Jeg

er bange for, at det viser sig at være

en farlig glidebane, som vil gøre det

endnu lettere for kommunerne at

fralægge sig deres ansvar,« udtalte

socialdemokraternes Jytte Andersen

til Børn&Unge.

Randi Nielsen fra VS (Venstresocialisterne)

var i det hele taget imod

pensionskasser, mens Ebba Strange

fra SF syntes, at det da kunne være en

udmærket ide, at lønmodtagerfonde

eller pensionskasser finansierede daginstitutionsbyggeri.


»Men kun under forudsætning af, at

det bliver betingelsesløse midler. Jeg

vil ikke acceptere, at pensionskassen

skal have overskud eller indflydelse

ud af sin investering,« fastslog Ebba

Strange.

Øh, en pensionskasse, som ikke må

tjene penge på sin investering. Godt

nok en original tanke, men også fremmed

i forhold til det, der almindeligvis

anses for at være en pensionskasses

formål.

Det korte af det lange var da også,

at planerne om et stort anlagt institutionsbyggeri

aldrig rigtig blev til

noget. PBUs første daginstitution stod

færdig i 1994, ligger i Nyborg og er

udlejet til kommunenen 20 årig

lejekontrakt. Siden kom et par stykker

mere til, men dermed er det så også

blevet.

Billige boliger og en fægtehal

Næste utraditionelle og ambitiøse

træk fra PBUs side kom med meldingen

om, at kassensig i stand

til at bygge boliger af høj standard til

en husleje, der lå 20 procent under

niveauet i den almennyttige boligsektor.

Det vakte endnu mere røre, end

tilbuddet om at bistå kommunerne

med at omgå regeringens låneloft

havde gjort. Af flere grunde.

For det første, fordi initiativet

repræsenterede en forfinelse af den

dobbeltstrategi, som allerede havde

ligget i PBUs tilbud om at bygge daginstitutioner.

Dobbeltheden bestod

populært sagt i at få fornøjelse af de

samme penge flere gange. Det vil sige

at få overskud på sine investeringer

og i samme ombæring skaffe pensionskassens

medlemmer nogle her og

nu fordele.

En anden grund til opstandelsen

var, at PBU med påstanden om at

kunne bygge væsentligt billigere end

andre aktører på området var kom-

Øverst Leif Brask-

Rasmussen og

Kurt Jensen, henholdsvis

formand

og næstformand

for PBU, tager i

fællesskab første

spadestik til

”pædagogbyen

Østerfælled.

I en kasse for sig – træk af pædagogfagets pensionshistorie

21


Fægtehallen før

Fægtehallen efter…

met til at træde indflydelsesrige folk

over tæerne.

Entreprenørforeningen mente, at

der i de kvadratmeterpriser, PBU opererede

med, ikke blev plads til profitten.

Boligselskabernes Landsforening

talte om unfair konkurrence, mens

22 I en kasse for sig – træk af pædagogfagets pensionshistorie

ledende politikere med sundhedsminister

Ester Larsen (V) som den mest

energiske var på nakken af PBU for

at føre socialistisk boligpolitik i stedet

for at koncentrere sig om at opnå

maksimalt afkast af investeringerne.

Samme Ester Larsen påtog sig da også

– midt i al minister-travlheden – at

formulere klager over PBUs praksis til

både Finanstilsynet og Erhvervsankenævnet.

(Se hvordan det gik med dem i boksen

”I medgang og modvind”)

Kritik var der altså en del af, men i

den brede offentlighed stod der nu

alligevel respekt om PBU, fordi man

faktisk viste sig i stand til at bygge

i den kvalitet og til de priser, man

havde sagt, at man kunne.

Medvirkende til boligbyggeriernes

popularitet var endvidere, at de lavt

lønnede pædagoger havde førsteret

til gode lejligheder, de var i stand til

at betale. Godt tænkt af PBU, tænkte

folk.

Et rids i renomméet som en kreativ

og social bevidst pensionskasse kom

der dog også. Den opstod under opførelsen

af ”pædagogbyen” Østerfælled

i København. Med over 500 boliger

og et større antal erhvervslejemål var

det i særklasse PBUs indtil da største

satsning.

Hvad der skete, var, at en fægtehal,

hvis bevaringsværdighed var

omstridt, blev kørt over af en bull-


dozer. Ved et uheld, sagde en brødebetynget

entreprenør, som i øvrigt

meldte sig selv til politiet som den

eneste skyldige i den ulovlige nedrivning.

Den fremstilling var der mange,

som ikke troede på. Journalister

blandt andre. De mente, og skrev det

såmænd også, at fægtehalsmassakren

var orkestreret af bygherren selv, og

at det var sket for at undgå en fordyrende

forsinkelse af byggeriet, mens

sagen gik sin tunge gang hos fredningsmyndighederne.

Storslået fiasko

Noget mere end et lidt ramponeret

image afstedkom det tredje store projekt,

som PBU satte i søen i starten af

1990. Det gav ikke bare momentvis

dårlig omtale i medierne, men skulle

også komme til at koste pensionskassen

betydelige tab. Desuden faldt

projektets sigte aldrig i pædagogernes

smag.

De havde ikke haft problemer med,

at PBU skød penge i nye daginstitutioner

og byggede gode, billige boliger,

men mange havde kvababbelser over

at se PBU gå på børsen med et projekt

som skatteminister Ole Stavad (S)

kaldte en klam skattefidus.

Aktieferie A/S blev konstruktionen

kaldt, og ideen var, kort fortalt, at tilbyde

indehavere af en kapitalpension

– mod køb af en aktiepost på 30.000

kroner – adgang til ferielejligheder på

” Skal sandheden frem, må vi sige, at der i den periode

(80’erne, red. bem.) også var enkelte mindre pyntelige

sager for pensionskassesektoren. Ideen om, at man for

eksempel kunne skaffe medlemmerne billige boliger via

ejendomsinvesteringerne, var jo et rent vildskud.

Kan man få en god ejendom billigt, må det omsættes i

et øget afkast til gavn for alle medlemmernes pensioner

og ikke i et skjult huslejetilskud til enkelte medlemmer.

Det er at strække solidaritetsprincippet langt ud over,

hvad det kan og bør være, og det hører slet parterne

ikke hjemme i en professionel investeringsbetragtning”.

(Bent Nyløkke Jørgensen, administrerende direktør for

PKA, i jubilæumsskrift fra 2004. Formentlig med reference

til PBU)

PBU gør klar til storstilet institutionsbyggeri…

I en kasse for sig – træk af pædagogfagets pensionshistorie

23


dyre adresser over hele den vide verden

til specialpris.

Selv om Ligningsrådet i december

1994 afgjorde, at der ikke lå noget

forsøg på skatteunddragelse i konceptet,

så var der blevet skabt så mange

dårlige vibrationer omkring det, at

projektet blev droppet.

Dermed var ulykkerne dog ikke

forbi. For overhovedet at gøre ferieprojektet

muligt havde PBU måttet

købe sig ind i et børsnoteret selskab.

Og der stod man så. Skulle man bare

afskrive sin investering, eller forsøge

at redde, hvad reddes kunne. I selskabets

eje var Nordsjællands Sommerpark,

og det blev besluttet at videreføre

den i håb om at gøre den til en god

forretning. Det var ikke noget heldigt

valg, man dér traf.

Nordsjællands Sommerpark blev

en storslået fiasko. Kurt Jensen, der i

1994 havde trukket sig som forbundsformand

for BUPL og var blevet ansat

som direktør for forlystelsesetablissementet,

sagde sin stilling op efter bare

et år. Og to år senere blev sommerparken

solgt fra med et underskud på –

lavt sat – 150 millioner kroner.

Dermed sluttede også en hel epoke

i PBUs historie. Kurt Jensen, der siden

starten i 1976 havde været pensionskassens

innovative og højt profilerede

næstformand, var definitivt ude

af billedet. PBUs i tiltagende grad

anstrengte økonomi samt behovet for

24 I en kasse for sig – træk af pædagogfagets pensionshistorie

at få repareret på profilen, skreg på

konsolidering gennem støt og roligt

pensionskassearbejde uden falbelader.

Voksenlivet

Bente Sorgenfrey, i 1994 ny forbundsformand

for BUPL efter Kurt Jensen,

blev blandt andet valgt på et løfte om

at rydde op i PBUs tvivlsomme investeringer.

De belastede nemlig pædagogers

gode navn og rygte, og så var de i

øvrigt heller ikke i samklang med

hendes egen holdning til moral og

etik.

Ved sommerferietid i 1995, et års

tid inde i arbejdet, konstaterede Bente

Sorgenfrey i en kronik i Børn&Unge,

at man var nået et stykke ad vejen,

men også havde måttet erkende, at

oprydningsarbejdet ikke kunne klares

fra den ene dag til den anden.

Om sine visioner erklærede den

nye forbundsformand for BUPL og

næstformand for PBU: »Vi ønsker,

at vores pensionskasse skal profilere

sig med en mere moralsk og etisk

forsvarlig stil, og at medlemmernes

penge forrentes optimalt. På den organisatoriske

side forsøger vi at skabe

større åbenhed og styrke den demokratiske

proces. Vi tror på, at større

opmærksomhed, mere offentlighed

og involvering af flere i de konkrete


eslutningsprocesser er medlemmernes

bedste garanti for, at pensionspengene

bliver forvaltet på den bedste

måde. Og det vil sige, at de både får

en god forrentning af pensionen – og

oplever en pensionskasse, der handler

i overensstemmelse med deres moral

og etik. Sådan en historie bliver sikkert

ikke noget mediehit. Men derfor

vil det alligevel være en god historie,«

sluttede den nye forbundsformand

kronikken af med at mene.

Her kunne denne beretning for

vidt også godt slutte, men det ville

være synd. For selv om Bente Sorgenfrey

havde ret i, at det PBU, hun

beskrev, ikke ville finde vej til avisernes

forsider, så er der immervæk sket

ting og sager i pædagogernes pensionskasse

siden da.

Held i uheld

Det første lange stykke var det op ad

bakke. Ud over at få afviklet de tabsgivende

og på anden måde belastende

engagementer, bestod opgaven i at få

truffet forholdsregler, så PBUs svagelige

konsolidering ikke gik hen og

blev fatal. At den var svagelig, skyldes

ikke alene de foregående års tab,

men den skyldes også dem. En anden

belastning var Østerfælled. Et byggeri

Alvorlige miner hos

det nye formandskab,

Johannes

Poulsen (tv) og

Bente Sorgenfrey.

I en kasse for sig – træk af pædagogfagets pensionshistorie

25


til over 800 millioner kroner, som kassen

først lige var begyndt at få huslejeindtægter

ind fra.

Situationen var vanskelig. PBU

kunne ikke klare ret megen søgang

på de finansielle markeder, før man

havde et problem. Derfor blev det

besluttet at sammensætte en investeringsportefølje,

som gav et – forment-

26 I en kasse for sig – træk af pædagogfagets pensionshistorie

ligt – mindre afkast, men til gengæld

et sikkert afkast.

Det betød frasalg af beholdningen

af aktier, det finansielle papir, som

kan give de langt største udbytter,

men som også i sig har en djævelsk

side. Det er i aktierne, man kan komme

virkeligt galt af sted.

I stedet blev midlerne anbragt i

gode, solide indeksobligationer. Konsekvensen

var på kort sigt, at PBU

opnåede afkast på sine investeringer,

som lod meget tilbage at ønske. Med

en samlet forrentning på 21,3 procent

over perioden 1993-98 var PBU

dårligst i branchen. Ikke bare blandt

de dårligste, men den dårligste. Til

sammenligning opnåede topscoreren,

Tryg Baltica Liv, i den samme periode

en forrentning på 53,9 procent.

Siden hen vendte det nødtvungne

fravalg af aktier sig imidlertid til

PBUs fordel. Chokbølgerne efter terrorangrebene

på World Trade Center

og Pentagon 11. september 2001 slog

bunden ud af aktiemarkederne, og

det kom også til at koste de danske

pensionskasser og pensionsforsikringsselskaber

dyrt. Flere af dem var i

gulvet og ikke bare på randen af, men

teknisk set allerede knock out. Kun en

meget sindig tælling fra kampdommerens

side – her finansmyndighederne

– reddede dem fra den forsmædelse.

PBU derimod blev kun sporadisk


erørt af nedturen. Det var der især

to grunde til. Selv om man i 2001 var

kommet ”tilbage i aktierne”, var aktieporteføljen

endnu beskeden. Følgelig

var der heller ikke ret mange aktier

at tabe på. Det var den ene grund.

Den anden var, at PBU i 1996 havde

fået isoleret medlemsgruppen med

den høje grundlagsrente på 4,25 procent.

Heldigt nok, for der opstår før

eller siden et problem, hvis man via

en garanteret mindste forrentning af

opsparingen har lovet medlemmerne

4,25 procent, men selv kun opnår et

afkast på for eksempel 1,5 procent.

De private pensionsforsikringsselskaber,

som virkelig var i tovene

under aktienedturen, var derfor også

dem, der havde fået masser at kunder

i butikken med hasarderede løfter om

skyhøj forrentning.

Hos PBU indebar den organisatoriske

isolation af ”4,25 procent problemet”,

at alle nytilkomne medlemmer

efter 1996 måtte tage til takke med en

grundlagsrente på 2,6 procent. I 1999

blev pensionskasserne af finansmyndighederne

pålagt ikke at love mere

end 1,6 procent, og i dag har mere

end 8 ud af 10 PBU-medlemmer en

pensionsordning uden garanti for en

forhånd bestemt forrentning.

Bundlinjen

Jo, en pensionskasse for pædagoger

skal naturligvis have gode, humani-

Det siger loven

Pensionskasser hører under Lov om finansiel

virksomhed, der blandt andet siger, at en pensionskasse

– må ikke drive anden virksomhed end den,

der angives i koncessionen,

– må ikke alene eller sammen med andre

pensionskasser øve bestemmende indflydelse

over en erhvervsvirksomhed, der ikke driver

pensionskassevirksomhed, men

– må gerne opføre, eje og drive fast ejendom

og andre forretninger, der har tilknytning til

pensionskasse virksomhed, og

– må sammen med en eller flere andre pensionskasser

eje kapitalformidlingsselskaber.

stiske holdninger. Og er den i stand til

at præge forhold i samfundet i bedre

retning med den magt og indflydelse,

mange penge giver, er også det fint.

Men hvad er det, når alt kommer

til alt, en pensionskasse måles og

bedømmes på? Det er de tal, der står

på bundlinjen. Evnen til at få penge til

at yngle. Ikke fordi penge er alt, men

de er som bekendt et rasende godt

betalingsmiddel, og pensionister skal

også betale for føde og husly og fornøjelser

og hvad der ellers kan være.

Derfor har PBUs fokus de seneste

10-15 år været i den grad rettet mod

tiltag, som kan aflæses på bundlinjen.

Et af tiltagene har været at effektivi-

I en kasse for sig – træk af pædagogfagets pensionshistorie

27


sere og billiggøre kassens drift. Første

skridt på vejen i den bestræbelse var

bruddet med Kommunernes Pensionsforsikring

(KP) i 2000.

Selv om den urbane tone var blevet

holdt gennem det 23 år lange samarbejde,

havde der været problemer.

Det blev ikke sagt offentligt, men

gangene – og sikkert også i direktionslokalerne

– kom det frem, at PBU

ikke var tilfreds med den måde, KP

håndterede det praktiske investeringsarbejde

på. Nu, da PBU havde opnået

medlemsmæssig tonnage til det, og

KP samtidig bebudede en pebret forhøjelse

af priserne på administrationsaftalen,

lå beslutningen lige til venstrebenet.

PBU kunne og skulle selv.

Og det har PBU så gjort siden. Med

et, må det siges, godt resultat, når nu

målsætningen blandt andet var at tjene

penge ved at spare penge. PBU er

i dag blandt de tværgående pensionskasser,

den skal sammenlignes med,

en af de billigst administrerede.

En anden og endnu mere bestemmende

faktor for, om tallene på

bund linjen bliver tilfredsstillende, er

pensionskassens evne til at skabe merværdi

på sine investeringer. Der skal

billedlig talt komme flere kroner, helst

mange flere, ud af den ene ende, end

der kommer ind i den anden.

Under den økonomiske krise fra

midt i 1990’erne måtte PBU holde sig

helt væk fra aktiemarkederne. Med

28 I en kasse for sig – træk af pædagogfagets pensionshistorie

den forfatning, konsolideringen var

i, ville alt andet være for farligt. Men

hele formålet med den hestekur, PBU

satte sig selv på, var at genvinde styrken

til igen at spille med – og kunne

tåle de tab, det måtte medføre. Simpelthen,

fordi aktier har potentiale

til også at give de i særklasse bedste

afkast.

Efter en forsigtig start er opbygningen

af en aktieporteføljen af normal

størrelse nu på plads, og det kan ses

på den berømte bundlinje. Mens PBU

på diverse ranglister over pensions-


Flagskibet i flåden af PBU-ejendomme – Østerfælled på Østerbro – blev i sommeren 2006 solgt til investeringsselskab

Schaumann AS. Salget omfattede bebyggelsens 521 boliger, mens butikker og andre erhvervslokaler

ikke indgik i handlen, som indbragte PBU en nettofortjeneste på 500 millioner kroner.

Forinden salget til Schaumann kunne gennemføres, skulle beboerne tage stilling til, om de selv ville købe ejendommen

og omdanne den til andelsboligforening. Beboerne takkede nej, ejendommen var med en kvadratmeterpris

på 33.000 kroner for dyr, syntes beboerne.

kasser og pensionsforsikringsselskabers

evne til at generere overskud lå

i den nederste tredjedel i 1990’erne,

har kassen i 2000’erne i en række år

befundet sig i den øverste.

Markedsleje

Med en historie som den, PBU har i

bagagen, må det give utilfredshed,

når det ikke mere er boligsociale hensyn,

men markedet, der bestemmer

huslejens størrelse i PBUs boligejendomme.

Der har da også været lejere, der

mente, at de med indførelsen af markedsbestemt

husleje blev udsat for et

aftalebrud, og der appelleredes herfra

da også til PBUs sociale samvittighed.

Konkret blev der slået på, at det

var uretfærdigt at gøre markedslejen

gældende, når beboerne byttede bolig

mellem hinanden. Og uhensigtsmæssigt,

fordi det besværlig- eller umuliggjorde

et fornuftigt flow mellem de

lejere, der ikke mere havde brug for

meget plads, og de, der stod og godt

kunne bruge mere.

Forklaringen er til almindelig ori-

I en kasse for sig – træk af pædagogfagets pensionshistorie

29


entering denne: Loven tillader ikke,

at huslejen for nuværende beboere

sættes efter markedsniveauet. Det vil

sige det i nabolaget for en udlejningsbolig

af samme størrelse og standard

gældende. Derimod tillader loven

indførelse af markedsleje i forbindelse

med såvel nyindflytning som intern

bytning, hvilket PBU benyttede sig af.

Følgen var, som lejerne rigtigt påpegede,

at den, der godt kunne tænke sig

noget mindre, nok alligevel ikke flyttede

sig, fordi vedkommende derved

kun opnåede at komme til at betale

mere for mindre plads.

Problemet for de utilfredse lejere

var, at deres klagesang ikke vandt

gehør. Hverken i PBUs bestyrelse

eller hos kassens øvrige medlemmer.

Tværtimod var der almindelig tilslutning

til, at pensionskassen med alle

lovlige og etisk forsvarlige midler skal

forvalte de betroede midler, så pædagogernes

pension bliver størst mulig.

Spørgsmål blev der i øvrigt også

stillet ved, hvor social og solidarisk

den dobbeltstrategi i virkeligheden

var, som PBU forfulgte i 1990’erne.

Det var den, der ville nyttiggøre de

samme penge to gange. For eksempel

ved at bygge gode og billige boliger

til pensionskassens medlemmer. Eller

rettere: Til nogle af medlemmerne.

Et par tusinde drejede det sig om,

da PBU havde flest lejemål. Resten

af medlemmerne betalte gildet ved,

30 I en kasse for sig – træk af pædagogfagets pensionshistorie

at der ikke kom det tilbage fra PBUs

ejendomsinvesteringer, som der med

en mere skarpt skåret, forretningsmæssig

tilgang til sagerne kunne være

kommet.

Når PBU på det seneste har skilt

sig af med en del af sine boligejendomme,

blandt andet pædagogbyen

Østerfælled i København, så er det

siger PBU selv – ikke, fordi man er

blevet træt af brok fra lejerne. Frasalgene,

som en enig PBU-bestyrelse står

bag, skyldes paradoksalt nok, at det

går godt for pensionskassen. Samt en

forventning om faldende afkast på

ejendomsinvesteringerne, når værdistigningerne

på fast ejendom begyndte

at flade ud.

Sammenhængen er denne: Når

murstenene ikke i samme grad som

tidligere vokser i værdi, får selve lejeindtægten

større betydning for afkastets

størrelse. Det, PBU i den situation

forholdt sig til, var, om man ved

at sælge fra og investere i noget andet

kunne opnå en bedre forrentning. Det

har bestyrelsen vurderet var tilfældet.

Et andet forhold af betydning for

beslutningen har været, at tre ud af

fire PBU-medlemmer i dag har en

pensionsordning uden garanteret

mindste forrentning.

Fordelen ved ejendomsinvesteringer

er, at de giver et sikkert, om end

ikke specielt højt afkast. Det havde

PBU brug for, mens de fleste medlem-


mer havde pensionsordninger med

fast grundlagsrente. Da situationen nu

var vendt på hovedet, havde man fået

mulighed for at føre en mere offensiv

investeringspolitik.

De modne år

Selv om skuden efter nogle vanskelige

år nu er på ret kurs, er ikke alt vel om

bord. Tværtimod er der en alvorlig

diskrepans mellem på den ene side

pædagogernes faktiske pensionsopsparing,

og på den anden side PBUs

målsætning om, at pensionen til sin

tid skal udgøre 70 procent af slutlønnen.

Dækningsgraden, der udtrykker

forholdet mellem den hidtidige løn

og den samlede indkomst fra PBUpension,

folkepension og ATP, ligger

for pædagogerne i gennemsnit på 56

procent. Den er dårligst for højest lønnede

ledere og bedst for de lavest lønnede

pædagoger og klubfolk.

Målsætningen om en dækningsgrad

på 70 procent er valgt, fordi den

– med de usikkerhedsmomenter, der

nu engang knytter sig til at forudsige

fremtiden – vil betyde, at pædagogerne

kan opretholde deres hidtidige

levestandard, når de går fra arbejdsliv

til pensionstilværelse. Faldet i pengeindkomst

på 30 procent modsvares

nemlig i det store og hele af sparede

udgifter til for eksempel fagforening,

a-kasse, transport og lignende.

Årsagen til problemet er, at der i

mange pædagogers karriereforløb har

været udfaldsperioder, hvor der ikke

er blevet indbetalt pensionsbidrag.

I en kasse for sig – træk af pædagogfagets pensionshistorie

31


70%

65%

60%

55%

50%

45%

40%

Dækningsgrad i dag for gifte medlemmer i forskellige kasser

Målsætninag Lærene PMF Socialpæd. PBU

En vis betydning har det også haft, at

PBU havde nogle år i 1990’erne, hvor

afkastet af investeringerne var lavt.

Men den helt afgørende årsag er, at

den del af lønnen, som er blevet sat til

side til pension, har været for lille.

Og det er den stadig. Selv om der

ved overenskomst 2005 skete en forhøjelse

af pensionsbidraget til 13,14

procent for assistenterne og 14,0 procent

for lederne, ligger pædagogfaget

således stadig under gennemsnittet

for sammenlignelige faggrupper på

det kommunale område. Lærernes

pensionsprocent er for eksempel på

17,3 procent, HK’ernes ligger mellem

15,1 og 17,3 procent, sygeplejerskernes

mellem 13 og 16,3 procent, mens

de menige SL-pædagogers er på 13,5

procent.

(Se boks med faggruppernes forskellige

pensionsprocenter)

32 I en kasse for sig – træk af pædagogfagets pensionshistorie

Der vil altid være usikkerhed forbundet

med at forudsige størrelsen af en

alderspension, der kommer til udbetaling

om 10-20-30 år. Den afhænger

blandt andet af pensionskassens evne

til at generere overskud i perioden

og af, hvordan det går med de øvrige

kilder, der indgår i forsørgelsesgrundlaget.

Det vil først og fremmest sige

folkepensionen.

Sikkert er det dog, at det med

pædagogernes nuværende pensionsbidrag

ikke lader sig gøre at opfylde

målsætningen om en dækningsgrad

på 70 procent. Uanset hvor dygtigt

PBU ellers gør sit arbejde.

På et fællesmøde mellem BUPLs

hovedbestyrelse og PBUs delegeretforsamling

i efteråret 2006 var der

derfor også enighed om, at der måtte

gøres noget forsigt at sikre pædagogerne

en højere pension.

Der blev peget på tre metoder. Den

ene var, at der med start ved overenskomstforhandlingerne

i 2008 indledtes

en strategi, der over en årrække førte

til en markant forhøjelse af pædagogernes

pensionsprocent.

Den anden udvej var, at det enkelte

medlem af egen lomme indbetalte

ekstra til sin PBU-pension. Den tredje

var, at der i pædagogoverenskomsten

indførtes en ret til at veksle andre rettigheder

om til øget pensionsindbetaling.


Hvad ingen nævnte på konferencen

var, at konsekvenser af ingenting at

gøre vil blive, at det lønefterslæb,

pædagoger har i forhold til andre mellemlangt

uddannede faggrupper i den

kommunale sektor, bliver forlænget

og forstørret ind i pensionsalderen.

Indtil andet måtte blive besluttet,

er målsætningen derfor uforandret, at

pædagoger og klubfolk skal have en

indkomst som pensionister, der er på

70 procent af deres slutløn.

OK 08

Et af målene for BUPL ved overenskomstforhandlingerne

i 2008 var at

komme igennem med en rimelig synlig

forhøjelse af pædagogernes pensionsprocent.

Typisk for det i øvrigt

usædvanlige forhandlingsforløb, som

blandt andet førte til, at pædagogerne

stemte et mæglingsforslag ned og for

første gang kom i en overenskomstmæssig

strejke, blev forhøjelsen af

I en kasse for sig – træk af pædagogfagets pensionshistorie

33


Tirsdag den 27.

maj 2008 demonstreredestrejkende

pædagoger

for bedre løn på

Christiansborg

Slots plads. Politiet

anslog antallet til

maximalt 5000

mens BUPL mente,

at antallet var oppe

på ca. 12.000.

pensionsprocenten ikke helt så stor,

som der undervejs faktisk var udsigt

til.

For ledergruppen i BUPL, som

indtil OK 08 havde været del af den

’store’ pædagogoverenskomst, skete

der det, at de blev skrevet ind i en ny,

fælles lederoverenskomst, sammen

med institutionsledere inden for SL

og FOA’s overenskomstområder. Med

arbejdsgiverne blev der opnået enighed

om en forhøjelse af pensionsprocenten

til det maksimumsniveau, som

var gældende for den ’bedst pensionsforsikrede’

af de forskellige ledergrupper.

Det betød for ledergruppen

34 I en kasse for sig – træk af pædagogfagets pensionshistorie

i BUPL, at deres pensionsprocent steg

fra 14 til 15 procent

Souscheferne fik en noget mindre

forbedring. Deres pensionsprocent

steg fra 13,14 til 13.50 procent. En

tilsvarende forhøjelse var der på et

tidspunkt udsigt til for de menige

pædagoger, men det endte med, at

pensionsprocenten for deres vedkommende

blev hævet fra 13,14 til ’kun’

13,40 procent. Årsagen var, at BUPL,

da man sad og skulle strikke et mæglingsforslag

sammen, valgte at skære

ned på forbruget til pension for at få

råd til en større lønstigning.

Ingen, hverken i BUPL eller i PBU,


nærer illusioner om, at opbygningen

af en pensionsordning som giver pensionerede

pædagoger 70 procent af

deres slutløn, lader sig klare i en håndevending.

Og det bliver den heller

ikke, hvis en stigningstakt på 0,26 procent

i pensionsbidraget bliver normen

for fremtiden. Der vil i så fald komme

til at gå 16 overenskomstperioder a tre

år, i alt 48 år, før pædagogerne er dér,

hvor lærernes pensionsprocent ligger i

dag, nemlig på 17,3 procent.

Weekendpension

Af hensyn til de medlemmer, som

synes, at det går for langsomt med

udbygningen af deres arbejdsmarkedspension,

eller bare godt kunne

tænke sig en bedre levestandard at se

frem til i deres pensionisttilværelse,

har PBU i 2008 lanceret den såkaldte

Weekendpension. Ordningen, der er

et tilbud om en tillægspension for

medlemmer af kassen – og i øvrigt

også for deres bedre halvdel – har i

sig betydelige frihedsgrader. Det står

den enkelte frit for selv at bestemme,

hvornår der skal betales ind på opsparingen,

og hvor meget der skal sættes

ind.

Af en medlemsundersøgelse fra

2009 fremgår det, at lidt under halv-

delen – 46 procent helt præcist – af

PBU-medlemmerne har en supplerende

ordning ved siden af deres arbejdsmarkedspension,

og at langt de fleste

af dem har anbragt pengene på enten

en kapital- eller en ratepension i et

pengeinstitut. Ved udgangen af 2009

havde 854, svarende til to procent af

medlemmerne, indgået aftale om en

Weekendpension med PBU.

Ifølge medlemsundersøgelsen er

grunden til den beskedne opslutning

om Weekendpension enten, at medlemmerne

mener at behovet for supplerende

pension allerede er dækket,

eller at medlemmerne mener, at de

ikke har råd. Dertil kommer ukendskabet

til ordningen. Under halvdelen

af medlemmerne kan huske, at de

nogensinde har hørt om Weekendpension.

Sidstnævnte forhold

kan der gøres noget

ved, og det har bestyrelsen

i PBU besluttet

at gøre.

Man er klar over, at

det er tungt arbejde at

få folk, som allerede

har en ordning andetsteds,

til at flytte sig,

men synspunktet er,

at intet, der i sidste

ende giver pædagogerne

en højere

alderspension, må

I en kasse for sig – træk af pædagogfagets pensionshistorie

35


lades uforsøgt. Og en højerealderspension

kommer der, vurderer bestyrelsen,

ud af det, hvis pædagoger i

stedet for at lægge deres supplerende

pensionsopsparing i et pengeinstitut,

hvor der skal betales allehånde gebyrer,

vælger Weekendpension, hvor

kun de direkte administrationsomkostninger

gør indhug i opsparingen.

Strategien fra bestyrelsens side er

klar: Produktet er godt, og derfor fortjener

Weekendpension en spand kul.

Nedtur!

I 2005 opnåede PBU sit indtil da

højeste afkast. For topscorerne, som

var medlemmerne på den nye pensionsordning,

det såkaldte regulativ

36 I en kasse for sig – træk af pædagogfagets pensionshistorie

0 – eller daglig tale Pensionspakken

nåede forrentningen det år op på 17,5

procent i gennemsnit.

Situationen indbød til praleri, men

det afstod pædagogernes pensionskasse

fra. Klogeligt, skulle det vise

sig.

”Det er vigtigt at huske på”, hed

det tværtimod i PBUs nyhedsbrev fra

februar 2006, ”at den rente, man får i

den nye pensionspakke, afhænger af

det aktuelle afkast. Derfor vil renten

svinge efter, hvordan de finansielle

markeder udvikler sig. I nogle år vil

renten være høj, i andre år lav. Og

der kan endda blive tale om negativ

rente”.

Beviset på sidstnævnte konstaterings

sandhed kom i 2008, og det

skete på den meget barske måde. Verden

blev, nærmest fra den ene dag til

den anden, kastet ud i en krise så dyb,

at man skal tilbage til 1930’erne for at

finde dens lige.

En række meget store amerikanske

investeringsbankers kollaps på grund

af syge boliglån sendte en chokbølge

af sted, som blandt andet ramte

aktiemarkederne. Kurserne styrtdykkede

verden over, forbruget faldt og

arbejdsløsheden skød i vejret – og

hos medlemmerne af PBU begyndte

bekymringen at melde sig. Og hvis

den ikke havde meldt sig før, gjorde

den det, da de i deres pensionsopgørelse

for 2008 sort på hvidt kunne


se, at deres opsparing til pension var

skrumpet. Decideret skrumpet.

Da boet efter nedturen i 2008 blev

gjort op, viste det et negativt afkast

før skat på - 18,5 procent for medlemmerne

som helhed, og på 23,1 procent

i den nye pensionspakke.

Dette det værste år i PBUs historie

affødte fra medlemmerne en del

spørgsmål til pensionskassens gøren

og laden.

– Har PBU ikke alt for mange aktier

og dermed for stor risiko for negativt

afkast, lød et af dem.

I et temahæfte om finanskrisen,

som blev udsendt til medlemmerne

i starten af 2009, anslår PBU ikke

desto mindre en forholdsvis optimistisk

tone – og henviser til, at den

historiske erfaring er, at der efter en

krise med faldende aktieafkast følger

en opgangsperiode med så store

afkast, at markedet ikke alene retter

sig op, men bliver styrket i forhold

til udgangspunktet fra før krisen.

Det var tilfældet efter depressionen

i 30’erne, oliekrisen i 70’erne og den

bristede IT-boble i starten af det nye

århundrede, blev det anført.

På den baggrund fasthold PBU som

sin vurdering, at aktier er den bedste

langsigtede investering, og at de

medlemmer, som har foretrukket en

pensionsordning med markedsrente

frem for en garanteret mindsterente,

har gjort ret i det.

Bestyrelsen og direktionens argumentation

lyder i årsrapporten for

2008: ”Der vil over et langt opsparingsforløb

fra tid til anden forekomme

negative depotrenter, da historiske

erfaringer viser, at der er store svingninger

i økonomien. Erfaringer viser

dog også, at kriser er midlertidige. I

Pensionspakken med markedsrente er

det muligt på trods af udsvingene at

fastholde en naturlig langsigtet investeringspolitik.

Pensionspakken er

derfor langt bedre rustet til at drage

fordel af markedsudviklingen, når

konjunkturerne igen bliver positive.

PBU har den klare opfattelse, at over

den lange periode, hvor der spares

op til pension, vil dette med stor sikkerhed

give den højeste pension for

medlemmerne.”

Så sikker i sin sag er bestyrelse og

direktion, at man i samme årsrapport

bebuder en fortsat aktiv indsats for at

få flyttet medlemmer fra pensionsregulativer

med garanteret minimumsforrentning

til Pensionspakken med

markedsrente.

Hvornår krisen er ovre, ved ingen,

men måske er der lys forude. Kendsgerningen

er nemlig, at medlemmerne

af pensionsordningen med markedsrente

i 2009 opnåede et resultatet, der

var tæt på at opveje tabet fra året før.

Mens afkastet før skat i 2008 var på

-23,1 procent, var det i 2009 på +19,9

procent. En forskel på - 3,2 procent,

I en kasse for sig – træk af pædagogfagets pensionshistorie

37


Global Compact

FN’s 10 principper som PBU har tilsluttet sig

og gjort til retningslinjer for arbejdet med god

investeringsetik

1) Virksomheden bør

støtte og respektere

beskyttelsen af internationalt

proklamerede

menneskerettigheder

inden for virksomhedensindflydelsesområde

2) Virksomheden skal

sikre, at den ikke medvirker

til krænkelser af

menneskerettighederne

3) Virksomheden bør

opretholde frihed til

organisering og anerkende

arbejdstagers ret

til kollektive forhandlinger

4) Virksomheden bør

støtte afskaffelsen af alle

former for tvangsarbejde

5) Virksomheden bør

støtte en effektiv afskaffelse

af børnearbejde

6) Virksomheden bør

støtte afviklingen af diskrimination

i arbejds- og

ansættelsesforhold

7) Virksomheden bør

støtte en forsigtighedstilgang

til miljømæssige

udfordringer

8) Virksomheden bør

tage initiativ til at fremme

større miljømæssig

ansvarlighed

9) Virksomheden bør

opfordre til udvikling og

spredning af miljøvenlige

teknologier

10) Virksomheden bør

modarbejde alle former

for korruption, inklusiv

økonomisk udnyttelse

og bestikkelse

38 I en kasse for sig – træk af pædagogfagets pensionshistorie

som i den virkelige pengeverden dog

er noget større. Forklaringen er, at den

negative rente blev taget af et beløb,

som var større end beløbet, hvoraf

den positive rente blev beregnet. Et

lille regnestykke til illustration: Hvis

man trækker 23,1 procent fra 100 kroner,

har man 76,99 kroner, som man

derefter tillægger 19,9 procent, hvorved

man får 92,31 kroner.

Konsekvens: PBU kom et lang stykke,

men nåede ikke helt i mål med at

hente tabet fra 2008 hjem i 2009. Der

mangler endnu 7 kroner og 69 øre.

Etik og social

ansvarlighed

Pensionskasser og pensionsforsikringsselskaber

er jævnligt udsat for

kritik. Fra medlemmer og kunder,

hvis de ikke forvalter de betroede

midler hensigtsmæssigt. Men også –

og gerne mere højlydt – fra en presse,

der synes, det er en god historie, hvis


den kan fange en pensionskasse i en

etisk angribelig investering. Det kan

være, fordi der er købt aktier i en

virksomhed, som opererer i et land,

de fleste ikke bryder sig om. Det kan

være, fordi virksomheden fremstiller

varer, som anses for forkastelige. Eller

det kan være, fordi virksomheden

benytter børnearbejde, ikke anerkender

de ansattes ret til faglig organisering

og/eller producerer på en unødigt

belastende måde.

Historier af den slags bliver ikke

ringere af, at investor er en pensionskasse

for personer med tilknytning

til den ’humanistiske sfære’. Altså

rollemodeller, af hvem det forventes,

at de udviser en særlig fin vandel og

foregår os andre med det gode eksempel.

Det kan for eksempel være pædagoger

og lærere.

Pædagogernes pensionskasse har

da også flere gange været en tur gennem

mediemøllen på grund af en

investering. Første gang var i 1990,

fordi kassen havde aktier i Novo Nordisk

og ØK, som begge var repræsenteret

med datterselskaber i Sydafrika.

PBU blev af Landskomiteen Sydafrika

Aktion beskyldt for at støtte landets

daværende apartheid-regime.

I 2008 blev fokus igen rettet mod

PBU. Årsagen var, at kassen ejede

aktier i fire selskaber, som opererede

Tekstilfabrik i

Burma

I en kasse for sig – træk af pædagogfagets pensionshistorie

39


Østerfælled Torv

3: Hjemsted for

PBUs administration

– og arbejdsplads

for 20

medarbejdere,

som tager sig af

overord nede og

koordinerende

opgaver. De

driftsmæssige er

lagt ud i byen.

Ejendomsadministrationen

til

Dan-Ejendomme,

Tuborg Boulevard

12, Hellerup, og

medlemsservice til

det delvist PBUejede

Forca A/S på

adressen Tuborg

Boulevard 3, også

Hellerup.

i Burma. Det drejede sig om Total

(Frankrig), Chevron (USA), Petro-

China (Kina) samt japanske Suzuki og

den tyske elektronikgigant Siemens.

PBU har aktier i omkring 7200 børsnoterede,

hovedsagelig udenlandske

virksomheder, så risikoen for, at et

eller andet selskab på den lange liste

har gang i noget snavs er betydelig.

Med PBUs trods alt begrænsede ressourcer

lader det sig nemlig ikke gøre

selv at passe og pleje aktieporteføljen

ned til mindste detalje. Det samme

gælder overvågningen af etikken hos

flere end 7000 virksomheder, hvori

PBU har aktier.

40 I en kasse for sig – træk af pædagogfagets pensionshistorie

Derfor er opgaverne blevet udliciteret

Investeringsarbejdet til en række eksterne

forvaltere, som køber og sælger

aktier på mandat fra PBU, og etikovervågningen

til F&C Investments,

et engelsk investeringsselskab, som

har specialiseret sig at holde et kritisk

øje med virksomhedernes opførsel, og

som, hvis der viser sig at være kritisable

forhold, arbejder på at få rettet op

på dem. Heri indgår, at F&C Investments,

som regnes for en af Europas

største kapitalforvaltere, repræsenterende

140 milliarder engelske pund

sterling, stemmer på vegne af PBU og

andre aktionærer på generalforsam-


lingen i den enkelte virksomhed.

PBU kalder selv strategien ’aktivt

ejerskab og engagement’.

Global Compact; FN’s 10 principper

til fremme af menneskerettigheder,

arbejdstagerrettigheder,

miljøbeskyttelse og korruptionsbekæmpelse,

udgør strategiens andet

ben. Global Compact er således PBUs

investeringsetiske guidelines, ligesom

de også er det for tusindvis af andre

institutionelle investorer verden over.

Med tilslutningen til Global

Compact, som for PBUs vedkommende

skete i 2007, følger en rapporteringspligt.

En gang om året skal

FN-systemet have melding om, hvad

PBU har foretaget sig på etikfronten

og hvordan det har virket.

Af seneste rapport, som dækker

året 2009, fremgår, at man – via F&C

Investments – har været i dialog med

496 selskaber i aktieporteføljen og

opnået fremskridt i 230 selskaber.

Rapporten indeholder også en orientering

om et internt PBU-initiativ,

nemlig projekt ’Sundt hus’, som har

til formål at finde områder, hvor PBU

kan reducere sit ressourceforbrug og

effektivisere sin energianvendelse.

Ja, det er meget godt med al den

etik, men hvad med at tjene nogle

penge til os, så vi kan få en tålelig

pensionisttilværelse, vil nogle måske

sige.

PBUs svar hertil er, at etik og profit

ikke altid er hinandens modsætninger.

Tværtimod ser man en sammenhæng

mellem virksomhedernes overholdelse

af god etik og virksomhedsledelse

– og virksomhedernes langsigtede,

finansielle resultater.

Der er selvsagt virksomheder, som

er så anløbne, at PBU ikke vil have

med dem at gøre. Det var senest tilfældet

med en virksomhed i aktieporteføljen,

som viste sig at være involveret

i fremstilling af klyngebomber.

Men altid at trække sin investering,

når der er en finger at sætte på

en virksomheds etiske standard, er

efter PBU’s opfattelse ikke vejen frem.

Bedre er i de fleste tilfælde, mener

PBU, at gøre en aktiv indsats for at få

ændret på forholdene. Det er bedre

for verdenssamfundet, bedre for virksomhedernes

lønsomhed og dermed

også bedre for pædagogernes pension,

hvis størrelse i bund og grund

afhænger af det afkast, PBU opnår på

sine investeringer.

Store

flyttedag

Regulativ 0. Afdeling C. Pensionspakken.

Pensionsordning med markedsrente.

Kært barn har mange navne, og det

har også den ordning, som 84 procent

I en kasse for sig – træk af pædagogfagets pensionshistorie

41


af PBUs medlemmer ved udgangen af

2009 havde deres pensionsopsparing

stående i.

’Pensionspakken’, som er gået hen

og blevet den mest anvendte betegnelse,

blev introduceret i 2003, og

adskiller sig på ét meget væsentligt

område fra de ordninger, som var de

gængse før 2003.

Mens alle ordninger før da indeholdt

ydelsesgaranti og grundlagsrente,

er den nye ordning renset for

den slags løfter for fremtiden. Om ens

opsparing vokser – eller mindskes –

afhænger af det afkast, PBU får af sine

investeringer, og af, hvor mange eller

få penge kassen bruger på administration.

Når en ordning i løbet af syv år

opnår tilslutning fra 84 procent af en

medlemsskare på over 100.000, må

den kunne noget. Med til historien

hører dog, at der er en del, som ikke

har haft noget valg. Det har været

tilfældet for alle nytilkomne medlemmer

siden 2003, og det var mere eller

mindre også tilfældet for 9000 medlemmer

på det såkaldte regulativ 1.

Sidstnævnte blev, med mindre de protesterede,

og det var der ikke mange,

der gjorde, flyttet til pensionspakken

med markedsrente, fordi deres

regulativ efter sagkyndig vurdering

indeholdt nogle farlige uhensigtsmæssigheder.

Men resten, og det er de fleste,

har selv valgt at gå fra trygheden

42 I en kasse for sig – træk af pædagogfagets pensionshistorie

i ordninger med ydelsesgaranti og

grundlagsrente til en ordning, som for

opsparingsdelens vedkommende ikke

indeholder garantier.

Forunderligt, det kan næsten kun

skyldes, at pensionskassen er blevet

troet, når den har sagt til medlemmerne,

at det var i deres egen interesse at

skifte.

Det er – trods tilbageslaget i 2008

forsat opfattelsen hos PBUs ledelse,

hvorfor den heller ikke helmer, før

endnu flere, gerne alle, er flyttet over

på pensionspakken.

Administrerende direktør Leif

Brask Rasmussen: ”Vi ser sådan på

det, at alt, der kan bidrage til, at

pædagoger får en større pension, skal

gøres, for det er der meget brug for.

Vi lader i forhold til BUPL skinne

igennem, at vi synes, at det er en

rasende god ide at prioritere pension

ved overenskomstforhandlinger, vi

har etableret Weekendpension, vi

arbejder stenhårdt på at billiggøre

vores administration – og så opfordrer

vi altså medlemmerne på de ’gamle’

pensionsregulativer til at skifte til

Pensionspakken, som efter vores bedste

vurdering vil give dem en højere

pension.”


100.000

pædagoger

i tværsnit

November 2009 blev medlemsundersøgelsen

’Fremtidens PBU’ offentliggjort.

Den bygger på telefoninterview

med 750 tilfældigt udtrukne aktive,

det vil sige bidragydende medlemmer.

Her nogle af undersøgelsens

resultater:

Svarpersonerne: 83 procent kvinder,

17 procent mænd. 98 procent danskere,

2 procent ’andet’. 72 procent i

ejerbolig, 22 procent i lejebolig og 6

procent i andelsbolig.

Tilfredshed med og kendskab til

PBU: 55 procent er meget tilfredse

eller tilfredse med PBU, 25 procent

er neutrale og 5 procent er utilfredse.

Utilfredsheden skyldes primært for

lave afkast.

7 procent kender ikke PBU, 39 procent

kender kun navnet, mens 11 procent

siger, at de har et indgående eller

godt kendskab til PBU.

Holdning til økonomi, pension og

pensionisttilværelse: Langt de fleste

mener, at de har styr på deres økonomi

(93 procent), at det er deres eget

ansvar at sikre en tilfredsstillende

økonomi ved pension (81 procent).

44 procent tænker stort set aldrig

over, at de engang skal pensioneres,

34 procent interesserer sig ikke for

pensionsopsparing,

68 procent synes, at pensioner er

I en kasse for sig – træk af pædagogfagets pensionshistorie

43


komplicerede og

23 procent er bekymrede for deres

pensionsøkonomi.

Refleksioner omkring pensionsalder

og pensionisttilværelsen: Hver

fjerde forventer at trække sig tilbage

fra arbejdsmarkedet som 62 årig og

hver femte som 65 årig. Lidt flere end

hver fjerde har overvejelser om eller

bekymringer for deres økonomiske

situation i pensionisttilværelsen.

Bekymringen går især på, om de vil

have penge nok.

Supplerende pension og Weekendpension:

63 procent tror, at folkepensionen

eksisterer, når de går på

pension.

Hver fjerde har ingen forestilling

om, hvor stor andel pensionen vil

44 I en kasse for sig – træk af pædagogfagets pensionshistorie

komme til at udgøre af deres nuværende

løn. Gennemsnitsforventningen

blandt alle adspurgte (eksklusiv ’ved

ikke’ svarene) er, at de til den tid vil

have 64 kroner for hver gang de i dag

har 100.

46 procent har en supplerende pensionsordning,

oftest i pengeinstitut. .

Knap halvdelen har hørt om, men

kun 2 procent har tegnet Weekendpension.

Medievaner: Politiken (24 procent)

og Morgenavisen Jyllands-Posten (18

procent) er de mest læste landsdækkende

aviser.

84 procent læser altid lokalavisen, 4

procent gør det aldrig.

To ud af tre læser altid eller næsten

altid Børn&Unge.


Pædagogernes pensionskasse anno 2010

IndTjenIngSevne: Afkastet af investeringerne

før skat og efter investeringsomkostninger

har siden 2003 i pensionspakken (afdeling

C med markedsrente) udgjort:

2003: 9,3 procent

2004: 7,3 procent

2005: 17,5 procent

2006: 6,8 procent

2007: 1,8 procent

2008: - 23,1 procent

2009: 19,9 procent

2010 (1. kvartal): 5,6 procent

AdMInISTRATIon: Omkostningerne i 2009

var på 49 millioner kroner mod 62 millioner

kroner i 2008, svarende til henholdsvis 2,2 og

3,0 procent. Den historisk lave omkostningsprocent

var påvirket af, at PBU i 2009 af skattevæsenet

fik tilbagebetalt et større beløb i en sag

om moms og lønsumsafgift for årene 2005-2008.

På grund af udgifter i forbindelse med blandt

andet implementering af nye solvensregler

(Solvens II)forventes et stigende omkostningsniveau

de kommende år.

KonSolIdeRIng: PBUs strategi er at have

en stærk konsolidering for i givet fald at kunne

modstå en betydelig negativ udvikling på de

finansielle markeder. Den økonomiske krise i

2008 og den meget negative udvikling på de

finansielle markeder bevirkede, at PBUs konsolidering

i løbet af 2008 blev væsentlig lavere,

dog ikke lavere, end at PBU løbende kunne

overholde lovgivningens solvenskrav.

I 2009 er PBUs konsolidering forbedret og

udgør ved udgangen af året 12,8 procent, svarende

til en stigning på 1,0 procentpoint fra

slutningen af 2008. Ved indgangen til 2010 har

PBU således en god konsolidering, om end der

stadig er fokus på yderligere forbedring.

MedleMSUdvIKlIng: PBU havde 106.433

medlemmer ved udgangen af 2009. Antallet er

dermed steget med 4,2 pct. siden 2008. 64.343

var betalende medlemmer, 34.282 hvilende

medlemmer og 7808 alders- og invalidepensionister

Det er forventningen, at medlemstallet over

de kommende år fortsat vil stige.

UdBeTAlTe ydelSeR: PBU udbetalte i 2009

ydelser på i alt 602 mio. kr. mod 595 mio. kr. i

2008.

Ydelserne fordeler sig med 214 mio. kr. til

alderspension mv., 197 mio. kr. til invalideydelser,

46 mio. kr. til ydelser ved død, 23 mio. kr.

til kritisk sygdom samt 122 mio. kr. til medlemmer,

der ophævede pensionsordningen i PBU.

I en kasse for sig – træk af pædagogfagets pensionshistorie

45


DE aNSVarlIgE

Formænd gennem PBUs historie, alle kommunalpolitikere og

alle udpeget af de kommunale arbejdsgiverorganisationer:

1976 - 1986 Borgmester

Jens Mathiasen

(V), Herning.

1986 - 1991 Socialudvalgsformand

Leif Brask-Rasmussen

(SF), Herlev.

1991 - 1994 Socialudvalgsformand

Villy Søvndal

(SF), Kolding.

1994 - 2002 Kulturudvalgsformand

Johannes Poulsen

(SF, senere Radikale Venstre), Herning.

2002 - 2006 Viceborgmester

Ole Albæk

(Lokalliste), Hirtshals.

2006 - 2010 Borgmester Bo Andersen

(V), Ringe og fra 1. januar 2007

Ny Faaborg-Midtfyn.

2010 - ?

46 I en kasse for sig – træk af pædagogfagets pensionshistorie

1. viceborgmester Hans Peter Geil

(V), Haderslev.

I perioden 1976-

2001, da PBU

ikke havde egen

administration,

lå det direktionsmæssige

ansvar

hos den eksterne

administrator, altså

KP (Kommunernes

Pensionsforsikring).

Administrerende

direktører hos KP

var i denne periode

først Ole Sørby Friis

og derefter Ole Berg

Rasmussen.

Siden etablering

af egen administration

i 2001 har

PBU’s daglig

ledelse, svarende til

direktion, bestået

af administrerende

direktør Leif Brask-

Rasmussen, der i

perioden 1988-1991

var formand for kassen

samt direktør

Nina Reedtz Fink.


Næstformænd, alle medlemmer af BUPL’s

forretningsudvalg og også udpeget af dette:

1976 - 1994 Kurt Jensen

1994 - 1995 Ove Bendix Larsen

1995 - 2003 Bente Sorgenfrey

2003 - 2004 Annette Trads Hansen

2004 - 2006 Birgit Elgaard

2006 - ? Henning Pedersen

Den nuværende

bestyrelse består af:

Formand Bo Andersen (V),

borgmester i Ny Faaborg-

Midtfyn Kommune,

næstformand Henning

Pedersen,

forbundsformand for BUPL

2. næstformand ole Steen

larsen,

daginstitutionsleder i Sydthy

Kommune

Katrine Pedersen,

pædagog i Tårnby Kommune

Thorstein grubb,

fritidspædagog og fællestillidsrepræsentant

i Tølløse

Kommune

lasse Bjerg jørgensen

faglig sekretær og medlem af

BUPL’s forretningsudvalg

Karen Søjberg Holst (S),

borgmester i Gladsaxe Kommune.

I en kasse for sig – træk af pædagogfagets pensionshistorie

47


Talerør for medlemmerne

Fra starten i 1976 havde medlemmerne

kun én repræsentant i PBUs

bestyrelse. Det blev der lavet om på i

1997, da de gennem en vedtægtsændring,

som tog sigte på at styrke medlemsinvolveringen

i pensionskassens

forhold, fik adgang til at vælge tre.

Thorstein Grubb, fritidspædagog

og fællestillidsrepræsentant i Tølløse

Kommune, blev valgt ind i bestyrelsen,

da reglen trådte i kraft i 1998, har

siddet der siden og er blevet stedse

mere optaget af arbejdet.

Hvorfor indlod du dig overhovedet på

det?

»Det var lidt tilfældigt. Jeg var kasserer

i min fagforening, BUPL Vestsjælland,

og gik for at have forstand

på penge. Det var nok derfor, at nogle

kolleger opfordrede mig til at stille

op. Mod sædvane var der lagt op til

kampvalg, så jeg forventede ikke at

komme ind. Okay, tænke jeg, om ikke

andet kan du blive suppleant og ad

den vej få indblik i tingene. Men jeg

vandt sørme.«

Hvordan er det som lægmand at sidde

i bestyrelsen for en pensionskasse? Har I

som medlemsvalgte reel indflydelse, eller

er I bare demokratisk staffage?

»Det er kompliceret stof at sætte sig

ind i, men der gøres fra direktionen

og administrationens side meget for at

48 I en kasse for sig – træk af pædagogfagets pensionshistorie

bakke os op. Stiller vi medlemsvalgte

et spørgsmål eller siger, at det dér, det

forstår vi ikke, ligger der inden næste

bestyrelsesmøde en både grundig og

som regel også forståelig redegørelse.

Så nej, jeg mener ikke, at vi sidder

der for syns skyld. Der er tale om reel

indflydelse.«

Du kom i bestyrelsen, da PBU efter

nogle turbulente år skulle i gang med at

rette skuden op. Hvordan synes du, det er

gået?

»Situationen var alvorlig, både økonomisk

og imagemæssigt, men katastrofen

blev afværget. Med en kombination

af dygtighed og det held, man

selv opsøger, er PBU kommet på ret

kurs. Økonomien er i dag sund og

stærk.«

Hvad siger du til utilfredsheden over

indførelsen af markedsleje i PBU’s boliger?

”Jeg siger, at vi er nødt til at betragte

investeringer i boligejendomme

som enhver anden investering. Sigtet

er at opnå den bedst mulige forrentning.

At fastsætte en kunstig lav husleje,

er at forære penge væk til nogle

medlemmer på andre medlemmers

regning, og det er ikke rimeligt. Det

er vi medlemsvalgte repræsentanter

i bestyrelsen meget enige om. I det

omfang, der har været betænkelighed


ved indførelsen af markedsleje, er den

kommet fra de BUPL-udpegede bestyrelsesmedlemmer.«

PBU er langt fra at leve op til sin

målsætning om, at pædagogernes pension

skal udgøre 70 procent af deres slutløn.

Hvad skal der gøres ved det?

»Man bliver nødt til at afstå fra

andre slags forbedringer i overenskomsten

for at få bidragsprocenten

væsentlig højere op. Problemet er, at

virkningen på de udbetalte pensioner

først indfinder sig i næste generation.

Derfor er der også tale om et langsigtet

projekt, hvor man over de næste

måske 20 år fortager små, gradvise

forhøjelser af bidragsprocenten, indtil

den for pædagogernes vedkommende

er nået op på en 17-18 procent og for

ledernes vedkommende omkring de

20 procent.«

Hvorfor har du stemt for, at 9000

medlemmer bliver flyttet til et andet pen-

sionsreglement, i nogle tilfælde formentlig

imod deres eget ønske?

»Det er en tvangsmæssig foranstaltning,

og den slags skal man være

varsom med, men jeg mener, at den

løsning, der er fundet, repræsenterer

det mindste af flere onder. Det

pensionsregulativ, de pågældende

medlemmer er på, har udviklet sig

uhensigtsmæssigt, at vi i bestyrelsen

mener, at der er brug for indgreb.«

Hvad skulle laves om i PBU, hvis du

skulle bestemme?

”Det er fint nok, at arbejdsgiverne

er med i bestyrelsen, men det er ikke

rimeligt, at de sidder på formandsposten.

Formanden skal repræsentere

flertallet, og det gør formanden ikke

med den nuværende ordning. At der

ikke er mere fokus på denne skævhed,

hænger formentlig sammen med, at

vi har været begavet med nogle gode

KL-folk på formandsposten.

Thorstein Grubb

I en kasse for sig – træk af pædagogfagets pensionshistorie

49


I mODgaNg Og mEDVIND

PBUs måde at være pensionskasse på var engang meget omstridt – og meget

omtalt. Her highlights fra de seneste 30 år – både dem med positivt og dem med

negativt fortegn.

1990:

Sundhedsminister Ester Larsen (V) klager

til finansmyndighederne over PBUs huslejebillige

byggeri i Seden ved Odense.

Hun mener, at PBU forbryder sig mod

pensionskasselovgivningen ved ikke at gå

efter det højst mulige afkast af den indskudte

kapital. Boligselskabernes Landsforening,

Entreprenørforeningen samt

PKA (Pensionskassernes Administrationskontor)

slutter sig til kritikken.

1990:

Myndighederne finder ikke umiddelbart

grundlag for indgreb. Klagen går videre

til Erhvervsankenævnet, som har den

endelige afgørelse.

1990:

Landskomiteen Sydafrika Aktion anklager

PBU for at understøtte apartheid-regimet i

Sydafrika. Årsagen er, at kassen ejer aktier

i Novo Nordisk og ØK, som begge har

datterselskaber i landet. PBU afhænder

omgående sin aktiebeholdning i de to selskaber.

50 I en kasse for sig – træk af pædagogfagets pensionshistorie

1990:

Dagbladet Politiken rapporterer, at PBU

forvalter sin formue bedre og billigere end

andre pensionskasser. Bent Nørlykke, formand

for PKA og skarp kritiker af PBU,

har ingen kommentarer i den anledning.

1991:

PBU køber sammen med Kommunernes

Pensionsforsikring (KP) ejendommen

Lawrence Wharf i London. Grundstenen

til et storstilet ferieprojekt er lagt.

1991:

PBU og KP bebuder start af egen bankvirksomhed

(Din Bank). Indenrigsminister

Thor Pedersen (V) mener, at det er i strid

med kommunalfuldmagten og forlanger

planerne skrinlagt. Det ser PBU og KP

dog ingen grund til.

1991:

PBU køber i konkurrence med nogle af

landets største entreprenørfirmaer Østerbro

Kaserne i København for 165 millionr

kroner. På arealet, der omdøbes til Østerfælled,

skal der bl.a. opføres tæt ved 600

boliger.


1991:

Din Bank åbner. Fire uger efter runder

banken kunde nummer 1000

1992:

PBU gentager sit tilbud om at skyde penge

i byggeri af daginstitutioner. Indenrigsminister

Thor Pedersen afviser tilbuddet.

1992:

Striden om de lave huslejer i PBUs boligbyggerier

finder sin afgørelse. PBU kan

fortsætte sin hidtidige praksis. Det vil

sige: Lade huslejen afhænge af en konkret

vurdering, og lade andre momenter, end

det stedlige huslejeniveau, indgå.

1993:

Stor ballade. Fægtehallen på Østerbro.

Kaserne nedrives ulovligt. BUPLs hovedbestyrelse

udtrykker ubehag ved affæren.

Børn&Unge indeholder harmfulde læserbreve

fra utilfredse pædagoger. Massemedierne

retter det kritiske søgelys mod PBU

og BUPL.

1993:

PBU påbegynder i Nyborg daginstitutionsbyggeri.

1993:

PBU slipper for tiltale i fægtehals-sagen.

Bødeforlæg på 500.000 kroner på vej til

entreprenørselskabet Øster Fælled.

1993:

Skatteminister Ole Stavad (S) sår tvivl om

lovligheden af AktieFerie A/S. Han kalder

den en ”klam fidus, en skidt fidus, som

man må advare ordentlige mennesker

mod at skibe sig ind i, fordi de kommer til

skade ved den”. PBU og de øvrige institutionelle

investorer bag AktieFerie beslutter

at aflyse en planlagt nytegning af aktier.

30 medarbejdere i AktieFerie og de dertil

knyttede selskaber mister deres arbejde.

PBU imødeser et tab på mindst 15 millioner

kroner.

1994:

Kurt Jensen trækker sig som forbundsformand

for BUPL – og som næstformand

for PBU. Forlader året efter stillingen som

direktør for Nordsjællands Sommerpark.

1997:

Nordsjællands Sommerpark sælges med

tab på – lavt sat – 150 millioner kroner.

I en kasse for sig – træk af pædagogfagets pensionshistorie

51


I mODgaNg Og mEDVIND

2000:

PBU opsiger samarbejdet med Kommunernes

Pensionsforsikring og starter 1.

januar 2001 egen administration.

2006:

PBU etablerer sammen med Lærernes

Pensionskasse og PKA administrationsfællesskabet

Forca.

2006:

PBU sælger med en fortjeneste på 500 millioner

kroner boligdelen i ejendommen

Østerfælled på Østerbro i København til

et investeringsselskab.

2006:

PBU beslutter i samarbejde med blandt

andre PKA og Bankinvest at investere

massivt i udviklingslande. Forventningen

er et årligt afkast på mindst 15 procent.

Sigtekornet er i første omgang rettet mod

Vietnam og Tanzania.

2007:

PBU vil lukke for indbetaling til en pensionsordning,

der gælder for 9000 PBUmedlemmer.

Det sker, fordi ordningen

anses for uforsvarlig. Fra 1. januar 2007

skal bidrag i stedet indbetales til pensionsregulativ

0, den nye pensionsordning med

markedsrente.

52 I en kasse for sig – træk af pædagogfagets pensionshistorie

2008:

I modsætning til de foregående år udbetaler

PBU ikke bonus til pensionerede medlemmer.

Det skyldes, at der på baggrund

af finanskrisen er indgået aftale med

Finanstilsynet om at stille bonustildelingen

i bero.

2088:

PBU åbner for indbetaling af bidrag til

Weekendpension - et tilbud til dem, der

ikke vil vente på arbejdsmarkedspensionens

udbygning eller bare ønsker sig en

lidt bedre økonomi i pensionisttilværelsen.

2009:

En kommunikationsfejl mellem Skat og en

række pensionskasser og forsikringsselskaber

medfører, at 425.000 danskere, heriblandt

60.000 pædagoger, får et gedigent

skattesmæk.

2009:

Efter massiv kritik i pressen beslutter

PBU’s bestyrelse at sælge kassens aktier i

selskaber, som fremstiller klyngebomber.

Pensionskassens administrerende direktør,

Leif Brask Rasmussen, siger, at man ikke

har været opmærksom på de konkrete

investeringer.


Ny formand

for PBU

En Venstremand og forhenværende borgmester

har afløst en anden Venstremand og forhenværende

borgmester på posten som formand for

pædagogernes pensionskasse, PBU.

Ind på scenen i stedet for Bo Andersen – indtil

valget sidste efterår borgmester i Faaborg-Midtfyn

Kommune – er trådt Hans Peter Geil. Han er

53 år, er uddannet som sparekassefuldmægtig og

var fra 1990 til 2006 borgmester i Gram Kommune i Sønderjylland.

Fra 2007 til 2009 var han borgmester i Ny Haderslev

Kommune som Gram Kommune indgik i efter kommunalreformen..

På sit politiker-CV har Hans Peter Geil også stående, at

han har været formand for Kommuneforeningen for Sønderjylland

samt siddet i bestyrelsen for Kommunernes Landsforening

og KMD (Kommunedata)

Hans Peter Geil tiltrådte som formand for PBU på generalforsamlingen

den 28. april og er valgt for en periode på fire

år. Dog er han ikke valgt til posten af PBU’s generalforsamling,

men af sit eget politiske bagland. Forklaringen herpå er,

at overenskomstparterne bag PBU – BUPL og de kommunale

arbejdsgivere – hver især selv udpeger dem, de vil have siddende

i pensionskassens bestyrelse.

Formanden for PBU, de næste fire år altså sønderjyden

Hans Peter Geil, oppebærer et vederlag på 78.003 kroner om

året, mens der til de øvrige bestyrelsesposter er knyttet et

vederlag på 23.401 kroner årligt. Beløbsstørrelserne er godkendt

af generalforsamlingen i PBU.

I en kasse for sig – træk af pædagogfagets pensionshistorie

53


54 I en kasse for sig – træk af pædagogfagets pensionshistorie


I en kasse for sig – træk af pædagogfagets pensionshistorie

55


... og I En klassE for sIg

More magazines by this user
Similar magazines